Efterårsbøger

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 16. OKTOBER 2021

Efterårets store bogsæson er over os. Der er travlhed på forlagene, hvor man tilgodeser danskernes læselyst med mange nye titler. I dette tillæg kan man læse om mange af efterårets bognyheder samt interviews med forfatterne.

Efterårsbøger I L L U ST R AT I O N R A S M U S J U U L .

Et af tidens varmeste emner serveret af en de bedste formidlere på området Hele Danmarks husmeteorolog Jesper Theilgaard giver dig 20 års personlig historie om vejret.

Ude nu

6 bøger om mental sundhed og velvære Masser af inspiration til gode vaner, der holder.

Hvordan forebygger og behandler du stress uden terapi og medicin? Banebrydende ny forskning giver dig svaret. I SANDHEDEN OM STRESS får du konkrete redskaber til at behandle, forebygge og styre stress.

Lisbeth Zornig Andersen giver inspiration og konkrete råd til, hvordan du selv kan tage fat på dine rejse mod et mere bæredygtigt fysisk og mentalt ståsted.

Slip bekymringer og stress på 6 uger!

Bogen bygger på metakognitive og meditative teknikker og indeholder et 6-ugers program, der effektivt træner dig i at bruge mindre tid på bekymringer og andet selvdestruktivt tankespind.

Bliv yngre med årene med Bente Klarlund, som videnskabeligt dokumenterer hvordan bl.a. kaffe, faste, pauser, sex, ærefrygt, vin og samvær med venner er vigtige elementer for et sundt og langt liv.

POLITIKEN

PROPATIENTER

Skam er ofte skjult og sjældent noget, vi taler om. SIG HEJ TIL DIN SKAM viser, hvordan du bliver mere modstandsdygtig over for skam og frygten for at føle dig forkert.

Vi vælger ikke selv indholdet af den usynlig bagage, vi alle bærer rundt. Men vi vælger selv, hvordan vi vil bruge det, der ligger der. Bogen giver på fineste vis en vejviser til et bedre liv med færre benspænd.

Ude i 7. oplag

I en verden fuld af mænd, der ville magten, vandt hun tronen i Danmark, Norge og Sverige – og blev hyldet. Få hele historien om Dronning Margrete 1. (1353-1412), en af de mest succesrige regenter i Nordens historie.

500 års kvindehistorie, 50 kvinder, samlet i én bog til dig.

JYLLANDS-POSTEN

Hvad har stammoderen Eva, skøgen Maria Magdalena og den unge martyr Perpetua til fælles? Kort svar: De er kristendommens oversete kvinder og ledere. Lær mere i denne bog af forfatter Marianne Aagaard Skovgaard.

Middelalder, verdenskrige eller 90’er glitternostalgi?

Her 6 bud på historiebogen til dig dette efterår.

Ren 90’er nostalgi

Den første samlede fortælling om de to tyske fangelejre under krigen, fortalt af forfatter og forhenværende museumschef ved Nationalmuseet Henrik Skov Kristensen og af fangerne selv

Få den fulde fortælling om krigen der satte retning for Europas moderne historie.

Smid wannabe på anlægget og råb “Girl Power” mens du suser ned i en glittet og 90’er nostalgisk tidslomme.

4 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

Bøgernes verden står åben for alle. Og er nogle gange mere fantastisk end den ”rigtige verden”.

Kristeligt Dagblads Bogtillæg er en åben invitation til at rejse med ind i litteraturen lige nu. I en række tidligere bragte reportager, interviews og anmeldelser inspirerer avisens mange kulturskribenter til at gå på opdagelse i tidens bøger og få overblik over alle de vigtigste titler.

Tak, fordi du læser med. God rejse.

Michael Bach Henriksen, kulturredaktør, Kristeligt Dagblad

indhold 6 Interview En urokkelig tro på Gud var med til at grundlægge Lego 8 Interview Håbet er de andre 10 Interview Der er noget rart ved den grundlæggende accept af afmagt

”

Jeg er meget styret af min ­rastløshed. Jeg ser nogle gange mit liv, som om det er opdelt i faser. Der går typisk højst fem-seks år, så skal der ske noget nyt. Og jeg tænker aldrig mere end et par uger frem.

FORFATTEREN DANIEL DALGAARD

12 Anmeldelse Et kreativt forhold til sandheden 14 Anmeldelse Sankt Joseph Søstrenes optur, tilbagegang og nutid 16 Reportage Den yndigste rute er funden 18 Anmeldelse Fortabte sjæle på jagt efter et svalt pust fra saligheden 20 Anmeldelse Tragisk fortælling om medlidenhedens magi og misere 21 Anmeldelse Kvinden er alle kvinder i historie om de forgangne år

F OTO : J E N S C H R I ST I A N TO P/ R I T Z AU S C A N P I X

10

F OTO : L E I F T U X E N .

6

22 Interview Tysk filosof: Vi må aldrig glemme at tænke og dømme selv 24 Anmeldelse Spørg elmen om savn 26 Interview De dybe sandheder i livet er tit ganske enkle

F OTO : L E I F T U X E N .

16 26

28 Interview Århundredet i Sovjets skygge set fra Georgien: ”Et stort menneskeligt eksperiment” 30 Interview Amerikansk anmelder: Algoritmer ødelægger bogkritikken

Udgivet af Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Mie Petersen | Layout: Mie Petersen og Thomas Andreasen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

F OTO : L E I F T U X E N .

BØGER TIL DIT EFTERÅR

Udkommer d. 15. oktober POLITIKEN

Udkommer d. 21. oktober KRISTELIGT DAGBLAD

BERLIINGSKE

L I N D H A R DT O G R I N G H O F

6 | Efterårsbøger | Danske stemmer

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

En urokkelig tro på Gud var med til at grundlægge Lego I arbejdet med bogen ”Et liv med Lego” har det overrasket forfatter Jens Andersen, hvor stor betydning kristendommen har haft for legetøjsgigantens grundlægger

interview AF DORTE WASHUUS washuus@k.dk

”Man kan ikke forestille sig, at Lego var blevet grundlagt, hvis det ikke havde været for stifteren, Ole Kirk Christiansens, tro på Gud.” Så kategorisk udtrykker Jens Andersen sig, når han bliver bedt om at præcisere, hvad tro og kristendom har betydet for legetøjskoncernen, der kan dateres tilbage til 1930’erne i den dengang lille jyske hedeby Billund. Jens Andersen ved, hvad han taler om. Efter flere års dykken ned i Legos arkiver og i midtjyske lokalarkiver og mange, lange interviews har han udgivet bogen ”Et liv med Lego. En slægtshistorie”.

Historien om den lille plasticklods, der med sit potentiale til at bygge huse, biler, dyr – ja, hvad som helst – begejstrer børn og voksne over hele verden, begyndte med en bøn. Det var Ole Kirk Christiansen, der bad. Han havde brug for råd fra Gud. Børskrakket i USA i 1929 havde trukket tråde til Danmark og Billund. Byggeriet var gået i stå, og den driftige iværksætter kunne ikke længere sælge de byggematerialer, han producerede fra sin voksende tømrervirksomhed.

Noget nyt måtte ske, så hans folk og han selv fortsat kunne forsørge deres familier og helst lidt mere end det. ”Gud gav mig troen på det med legetøj,” er Ole Kirk Christiansen i bogen citeret for at have sagt.

Forfatteren Jens Andersen forklarer: ”For Ole Kirk Christiansen var det helt naturligt at henvende sig til Gud, og det var klart hans faste overbevisning, at det var Gud, der gav ham idéen til at begynde at producere legetøj. Han fik en åbenbaring om, at han engang ville få en moderne fabrik.

Hans gudsforhold var derfor helt afgørende for Lego-koncernens grundlæggelse.”

For Jens Andersen har det været lidt af en øjenåbner at skrive bogen. Hans vigtigste nulevende kilde er Ole Kirk Christiansens barnebarn, Kjeld Kirk Kristiansen, der ind til 2016 var formand for Lego Fonden, en post, han har overdraget til fjerde generation, sønnen Thomas Kirk Kristiansen, og næste år, når han fylder 75 år, trækker han sig fra den sidste bestyrelsespost.

0 Godtfred Kirk Christiansen og Kjeld Kirk Kristiansen leger med Lego-biler.

– Foto fra ”Et liv med Lego”.

”

Jeg er ikke stødt på nogle andre så organiserede virksomheder, hvor troen spiller så stor rolle, som den gjorde på Lego.

JENS ANDERSEN, FORFATTER

”Jeg har gennem årene i arbejdet med mine biografier ofte oplevet, at mange mennesker betragter det at tro som noget meget privat og noget, de har et blufærdigt forhold til. Sådan er det ikke for Lego-familien, og for Kjeld Kirk Kristiansen var det helt naturligt at fortælle om,” siger han og fortsætter: ”Ole Kirk Christiansen var tilknyttet Indre Mission, og for sådan en som mig, der – med Hans Kirks ’Fiskerne’ i baghovedet – fordomsfuldt opfattede missionske mennesker som skylds­tyngede og alvorsfulde sortseere, har det været enormt spændende at skrive om et menneske, der kombinerede sin urokkelige tro på Gud med stor livsglæde og oprigtig barnlighed. Der var højt til loftet og masser af spas, hvor han var.”

Under mottoet ”Bed og arbejd” opbyggede Ole Kirk Christiansen fra 1932 sin legetøjsproduktion og tog i 1958 det helt vigtige skridt at satse på den moderne Lego-klods i plastic. På det tidspunkt havde sønnen Godtfred Kirk Christiansen overtaget den daglige ledelse, og Ole Kirk Christiansen døde, halvanden måned efter at den lille plastic-mursten med de tre tuper, der fik klodserne til at hænge sammen, var opfundet. I forbindelse med 25-årsjubilæet året før, sagde han til en journalist: ”Jeg kan ikke følge med i det mere; dertil er det blevet for stort, og jeg er for svag.”

De fleste af Billunds indbyggere var på gaden den dag, han

blev begravet. For som grundlægger af Lego var han på det nærmeste også grundlægger af Billund og tog et stort, socialt ansvar for lokalsamfundet. Ved hans grav sammenfattede sognepræst Johannes Bruus hans liv med ordene: ”Det syn, han havde mødt i sine unge dage, forblev han tro over for, og at dette kom til at sætte præg på hele hans dygtige indsats, liv og virke, kan vi heller ikke være i tvivl om.”

Jens Andersen siger det på en anden måde: ”Han følte, han levede under Guds velsignelse og var sit sociale ansvar bevidst. Det var ansvaret for næsten, simpelthen.”

Dette gjaldt især hans ansatte, som han ikke kaldte for arbejdere, men folk, og det gjaldt også Danmark som sådan. ”Under Anden Verdenskrig var han aktiv i modstandsbevægelsen og sørgede blandt andet for at transportere våben rundt.

Det foregik i legetøjskasser fra Lego,” siger Jens Andersen.

Morgenandagter var en daglig foreteelse på Lego, og i begyndelsen af 1950’erne blev de institutionaliseret i virksomhedens nye foredragssal. Et kort sirenehyl lød klokken 7.30 og var et signal til medarbejderne om, at der nu var mulighed for at høre et gudsord og synge en salme. I Jens Andersens bog fortæller Kjeld Kirk Kristiansen, at der en ganske almindelig morgenstund kunne samles 70-80 medarbejdere til andagt. Morgenandagterne blev afskaffet i begyndel-

sen af 1960’erne, i øvrigt af Legos første personalechef, Gustav Højlund, der var tidligere præst.

Ifølge Jens Andersen var det naturligt for både Ole Kirk Christiansen og sønnen Godtfred at rekruttere medarbejdere med et kristent sindelag. Et eksempel er bogholderen Orla Jørgensen, der reagerede på et jobopslag i Kristeligt Dagblad med overskriften: ”En troende bogholder”. ”Jeg er ikke stødt på nogle andre så organiserede virksomheder, hvor troen spiller så stor rolle, som den gjorde på Lego.

Først i 1963/1964, hvor Lego virkelig ekspanderer, sekulariseres virksomheden. Morgenandagterne slutter, og passagen ’Lego skal ledes ud fra et kristent livssyn’ stryges i virksomhedens skriftlige personalepolitik,” siger Jens Andersen.

Kjeld Kirk Kristiansen, der er vokset op med sin farfars og fars stærke tro, fortæller i bogen, at han tog troen med ind i sin egen familie og stadig beder aftenbøn og også gerne henvender sig til Vorherre i situationer, hvor han har brug for hjælp. ”Det vigtigste for Kjeld er dog de holdninger og værdier, der er bevaret i virksomheden,” siger Jens Andersen og uddyber: ”Det handler om omsorg for næsten og om ordentlighed. Og så handler det om livsglæde.

Hver gang, der er medarbejderfester, er der legeaktiviteter. Det har rod i et menneskesyn, hvor voksne gerne må blive som børn igen, fordi vi som små har en na-

F OTO : L E S K A N E R

Jens Andersen Født 1955 i Glostrup. Debuterede som forfatter i 1990 med ”Thit – den sidste valkyrie”.

Har siden udgivet biografier om blandt andre Tove Ditlevsen, Ole Lund Kirkegaard, H.C. Andersen, Astrid Lindgren, dronning Margrethe og kronprins Frederik. ”Et liv med Lego. En slægtshistorie” er udkommet på Politikens Forlag.

turlig omsorg og kærlighed til andre, som vi lægger låg på, jo ældre vi bliver. På Lego er børn rollemodeller for de voksne medarbejdere. Samtidig er Lego garant for en særlig tilknytning mellem by og virksomhed, og masser af steder har jeg kunnet læse, hvor ondt det har gjort på Kirk-familien i de perioder, hvor der skulle fyres medarbejdere.”

J

eh

Søren Gosvig Olesen Filosofien i Frankrig

Friedrich Hölderlin Peter Brandes Urdel. Digte, skrifter og breve

Tove Thage Pictorialisterne. En fotografisk kunst uden for akademierne

Nyhed Ole Thomsen To par klare øjne. Mette Olsen og provsten i Tved

Der kræses for læseren i denne introduktion til de kendteste strømninger i fransk filosofi fra Descartes, over Sartre til Derrida.

En nøje udvalgt samling af ikoniske digte og betydningsfulde skrifter og breve. Nyoversat af Karsten Sand Iversen. Udvalgt og med et fyldigt essay af Jørn Erslev Andersen.

Enestående præsentation af det tidligste danske kunstfotografi. Bogen er resultatet af flere års research i arkiver og samlinger. Med et rigt udvalg af fotografier.

En enestående fortælling om ånd og liv og store personligheder i et svundet Danmark. Et rørende menneskeligt dokument. Med forord af Bertel Haarder.

★★★★★

★★★★★

★★★★★

Er man interesseret i fransk filosofi, er den uomgængelig Berlingske

En skøn buket Kristeligt Dagblad

Passioner for fotografi Nordjyske

Bogen er en uovertruffen introduktion Dagbladet Information

En uomgængelig bog Standart Rosværdig … enkel og elegant Weekendavisen

★★★★★★ Flydende at læse Kulturen.nu

Yderst stemningsfuld Magasinet Kunst Minutiøst … smuk bog Weekendavisen

Udkommer til november Cesare Pavese Maja Lisa Engelhardt Samtaler med Leuka En smuk og eksperimenterende gendigtning af gamle græske myter, og en hyldest til mytens samtidighed. Oversat og med efterord af Conni-Kay Jørgensen.

Velklingende nyoversættelser Atlas Magasin

Købes hos din lokale boghandler eller via netboghandlere. Følg forlaget på Facebook og Instagram – eller læs mere på forlaget-wunderbuch.dk

8 | Efterårsbøger | Danske stemmer

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021 2 Forfatter Amalie Langballe deler gavmildt ud af sit eget liv i både forord og introduktionerne til interviewene med de ni præster i sin bog.

– Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Medvirkende præster i bogen 3 3Vibeke Bidstrup, Agnes Haugaard, Søren Bruun, Henriette Bacher Lind, Jesper Fodgaard, Martin Ishøy, Karsten Møller Hansen, Kirsten Jørgensen og Hanne Houkjær.

Håbet er de andre Amalie Langballes interviewbog med præster bør indgå i samfundsdebatten om håb for fremtiden

anmeldelse bach@k.dk

ligt og forfriskende, at de taler på egne vegne og ud fra deres konkrete erfaringer med eksempelvis vielsessamtaler og sjælesorg og ikke repræsenterer bestemte kirkelige retninger eller interessefællesskaber.

Forfatteren Amalie Langballes interviewbog ”Forsøg udi håb” sætter tankerne i gang. Virkelig. Der er flere formelle ting i vejen med den – mere om det senere – men dens altoverskyggende kvalitet er denne: Den er tankevækkende og bliver hos læseren efter sidste punktum.

Bogen indgår i en aktuel samfundsdebat om håb: Hvor finder vi håb i en tid med Brexit, Trump, klimakrise og corona? Alle disse overskrifter, der betegner vores tid.

Men også overskrifter, der ikke er dækkende. For alt det ”derude” (Brexit, Trump, klimakrise) spejles eller modsvares efter manges erfaring i noget ”derinde”: Antallet af diagnoser eksploderer, og menneskelige relationer er blevet sværere at indgå i en tid, hvor flere end før bor alene og betragter sig som ensomme.

Tiden og dens mennesker er af led, som Shakespeare ville have sagt. Centrum kan ikke holde sammen på det hele længere, som hans forfatterkollega W.B. Yeats sagde.

Referencer til kulturhistorien er der også i Langballes bog, hvor hun opsøger ni engagerede præster til interviews om coronatid, kaos og håb. Det er formelt set en mangel ved bogen, at det ikke fremgår, hvorfor lige disse præster – og hvorfor lige ni – er valgt. Flere af samtalerne kunne også med fordel være længere og foldet mere ud. Sagen er imidlertid, at alle præster på kort plads siger noget interessant, og det virker både ær-

De ni præster er imidlertid ikke de eneste hovedpersoner i bogen. Der er en 10.: forfatteren. Langballe deler gavmildt ud af sit eget liv i både forord og introduktionerne til interviewene.

Hun fortæller om et liv med økonomisk usikkerhed, moderens dødsfald og et seksuelt overgreb. Og om, at hun ikke vil have børn – men det vil kæresten gerne. Dén kæreste, der ved bogens afslutning er gået fra hende. Noget af dette fortalte Langballe om i et interview her i avisen i juni, og den personlige hudløshed, den store ærlighed, føjer en ekstra facet til ”Forsøg udi håb”: Den er både en jagt på samfundsmæssige svar på ­”Brexit, Trump, klimakrise” og en afsøgen af mulighederne for håb i en personlig krisetid.

Om sit liv og sin bog skriver forfatteren: ”Mit liv (...) går i cirkler, stopper op, går tilbage, nægter at finde form. Det formløse er bare et andet ord for kaos, som denne bog handler om.”

Når hun skriver, at det formløse er et andet ord for kaos, og når bogen handler om håb som modvægt til kaos, er det nærliggende at tænke, at håbet finder man der, hvor det har en form og viser sig for os.

Hanne Houkjær fra Risskov Kirke ved Aarhus er inde på det i bogens sidste interview. Hun henviser til ordene fra ritualet ved dåb og begravelser, hvor der bliver sagt, at alle er genfødt ”til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. Hvad betyder det at være

4 stjerner

AF MICHAEL BACH HENRIKSEN

genfødt til et levende håb? Houkjær siger: ”Håbet er lagt i os som et åndedræt, men det er også noget, der viser sig for os.”

I interviewet med Henriette Bacher Lind fra Sankt Nicolai Kirke i Kolding fornemmer man også, at håbet bedst materialiserer sig i noget konkret. Ja, at håbet måske endda har en viljesdimension? Lind siger: ”Mange kan godt lide tanken om, at det er skæbnen eller tilfældet, der har bragt dem sammen med deres elskede.

Men i tilfældet træffer man også et valg.

Det nytter ikke noget, at de gode muligheder sejler forbi, hvis man ikke på et tidspunkt vælger en båd (...) Jeg kan godt lide tanken om, at kærligheden – den her enorme gave, tænk at vi får den – også er en opgave. Den kræver noget af dig.”

Undertiden kan debatten om håb i samtiden blive lidt diffus og lægge op til noget passivt. Man kan jo godt håbe på en løsning af klimakrisen eller på en fremtid uden krig, men hvad kan man reelt selv gøre af betydning? Det er velgørende at se, hvordan præsterne i bogen på forskellig vis kredser om håb som noget konkret og som noget, der har en viljesdimension.

Det er i passager som disse – og der er mange gode citérbare afsnit i bogen – at ”Forsøg udi håb” løfter sig over den aktuelle corona-erfaring. Dén fylder ellers meget i bogen, og en fremtidig læser, der ikke har hørt om mundbind og akavede hilseformer, vil måske synes, at bogen er lige tidsbundet nok.

Men ved at holde præsterne fast på også de konkrete sider af håbet og på de konkrete erfaringer fra kirkerummet rækker Langballes bog ind i fremtiden

og kan måske endda give trøst til hin enkelte læser?

Forfatteren tør nemlig gå ind i det svære og stille sig ud i det åbne. Hun nævner et par gange det med, at hun ikke vil have børn, og som læser fornemmer man, at præsternes ord om håbet som noget konkret, manifesteret i et andet eller andre mennesker, gør indtryk.

Med rette. Det er ikke godt at være alene, som det hedder både i skabelsesberetningen og i bogen – blandt andet med disse ord fra Karsten Møller Hansen fra Tårnby Kirke: ”Jeg vil vove den påstand, at det meste af vores liv går ud på at finde de øjeblikke, hvor vi føler os forbundne til et andet menneske.”

Jeg har selv været med i samtalen om håb i vores tid i form af interviewbogen ”Mellem frygt og håb”, hvor min kollega her på avisen Bjørg Tulinius og jeg interviewer en rækker filosoffer og forfattere.

Til sidst i hver af bogens samtaler spørger vi: Hvor ser du håb for fremtiden?

Nogle mener, at islamismen er i tilbagegang, og at dét giver håb. Andre mener, at de unges optagethed af klimakrisen giver håb for fremtiden.

Men spørger man forfatteren David Grossman fra Israel, er der stort set ikke noget godt at sige om fremtiden. Den er håbløs. På nær hvis han kigger ét sted hen: På sit barnebarn. Hér er håbet manifesteret i noget konkret, der viser sig for forfatteren, og som gør, at han står op af sengen hver morgen.

Det var Grossmans barnebarn, som jeg blev mindet om efter endt læsning af den tankevækkende ”Forsøg udi håb”.

Håbet inkarneret. Må bogen blive brugt i den fortsatte samtale om alt det, der truer os – indefra eller udefra – og som kan få fremtiden til at se håbløs ud. J

Amalie Langballe: Forsøg udi håb.

Hvad præster ved om kaos. 170 sider.

200 kroner.

People’s.

Læs interview med Amalie Langballe om bogen på

k.dk

UDFORSK DEMOKRATIET Tre nye bøger fra Informations Forlag undersøger demokratiet i det 21. århundrede.

Præstationssamfundet har øget den demokratiske ulighed. Mellem de allerede privilegerede vindere og dem, der er ladt tilbage.

Hvordan former techgiganterne vores liv og vores demokrati?

En af Europas stærkeste tænkere undersøger demokratiets grundpræmis: uvished.

KØB BØGERNE PÅ BUTIK.INFORMATION.DK

10 | Efterårsbøger | Danske stemmer

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

Der er noget rart ved den grundlæggende accept af afmagt Forfatteren Daniel Dalgaard dvæler helst ikke ved det samme sted i livet for længe ad gangen. Men i sit rastløse sind finder han ro ved tanken om kaos. Hans debutroman, ”Sfinx”, har været seks år undervejs

interview

syv vidt forskellige kapitler, der alle sammen bidrager med forskellige perspektiver, nødvendige for at portrættere, hvordan selv de mindste valg og begivenheder kan få omsiggribende konsekvenser her i livet. Han kalder det flueøjet prosa. ”Det er næsten en form for realisme, for det er jo sådan, livet er. Man ved aldrig, hvilke valg der pludselig viser sig at blive mere vigtige end andre, og hvad man lige pludselig ikke kan løbe fra. Dels er der de bevidste valg, som vi selv træffer. Men der er også alt det, som foregår i det skjulte. Hvem vi er født af, hvor vi vokser op. Og man kan til hver en tid indse, at man er blevet indhentet af noget, som man ikke har set komme. Eller at man har fået spundet sig ind i et net, uden at man vidste det.”

AF JOHAN STORGAARD JESPERSEN kultur@k.dk

”Jeg er næsten færdig, far,” lyder det fra den lille pige for enden af bordet, som er i gang med at lægge en stor, rund perleplade.

Selvom det med lidt god vilje ser ud, som om omtrent en tiendedel af perlerne er lagt, skal man ikke lade sig narre. ”Man ved aldrig, hvornår hun beslutter sig for, at den er færdig,” siger forfatter Daniel Dalgaard, der i næste øjeblik løfter sin datter op og placerer hende i rummet ved siden af, før han igen sætter sig til rette foran journalistens diktafon.

Hans debutroman, ”Sfinx”, er et ambitiøst første værk, som består af en række meget forskelligartede kapitler, og det har taget sin tid at få alle brikkerne til at falde på plads. Der er i alt gået seks år, siden Daniel Dalgaard begyndte skriveprocessen, som han selv beskriver som lang. Meget lang. ”Jeg har flere gange helt alvorligt tænkt, at jeg aldrig bliver færdig. At jeg har kastet mig selv ud på for dybt vand. Det var i virkeligheden først i løbet af det sidste år, at jeg vidste, jeg ville komme i mål. Men meget af det var også bare tid, der skulle gå.

Ting, der skulle falde på plads i mit hoved.”

Bogen, som den 33-årige forfatter selv beskriver som en ”labyrintisk fortælling”, er opdelt i syv selvstændige kapitler uden nogen kronologisk orden. Kapitlerne er skrevet i vidt forskellige stilarter og fokuserer på hver sin selvstændige handling, men bliver alligevel bundet sammen af historiens to hovedpersoner.

Daniel Dalgaard medgiver, at han nok godt kunne have skrevet bogen hurtigere, hvis han havde valgt en mere simpel tilgang. Men i virkeligheden har han aldrig haft noget valg. ”Jeg har en vis rastløshed i forhold til at skrive. Mine to første digtsamlinger er også meget forskellige. Og når jeg så endelig skriver en roman, bliver det i syv vidt forskellige dele. Mange af mine yndlingsforfattere er nogle, som virkelig dyrker et motiv.

Og det er jeg meget fascineret af.

Men jeg kan ikke selv.”

Daniel Dalgaard har også ved flere lejligheder overvejet, om han skulle skrue ned for ambitionsniveauet og isolere historien til en mere enkel, semihistorisk roman. Men i de øjeblikke har han mærket en utrolig skuffelse. ”Jeg ville ikke skrive en lille historie i ét univers. Det ville være et nederlag for mig. Jeg

0 "Man ved aldrig, hvilke valg der pludselig viser sig at blive mere vigtige end andre, og hvad man lige pludselig ikke kan løbe fra, ” siger forfatter Daniel Dalgaard, der er aktuel med romanen ”Sfinx”.

– Foto: Leif Tuxen.

føler af og til, at jeg møder det her ideal om renhed. Om rene linjer og enkelt, nordisk design.

Men jeg havde lyst til, at det skulle være noget andet. Jeg ville have mere sprog, flere karakterer, flere historier, flere måder at fortælle på. Det skulle være stort og beskidt og ulækkert.”

I Daniel Dalgaards tidligere digtsamlinger har han haft en meget analytisk tilgang til stoffet med stor interesse for systemer og kategoriseringer. Til sammenligning skal ”Sfinx” i højere grad ses som udtryk for en organisk udvikling, siger han. ”Jeg tænker på den som en slyngplante. Den kravler videre, og så griber den fat i det, der er i nærheden, og æder det. Det samme kan siges om skriveprocessen. Det gror lidt i nogle forskellige retninger, som man ikke altid helt kan styre. Men samtidig er der et endemål, man gerne vil hen imod.”

Med ét går døren til den lille lejlighed op. ”Undskyld, jeg forstyrrer!”, lyder det højlydt fra Daniel Dalgaards kæreste, forfatteren Stine Pilgaard, som er vendt hjem med parrets yngste datter på armen.

Familien boede indtil for nyligt på Vestjyllands Højskole i Velling, hvor Daniel Dalgaard gennem fem år underviste i at skrive, mens Stine Pilgaard blandt andet forfattede bogen ”Meter i sekundet” om livet på højskolen.

Efter en kort udveksling af blikke og en stille indforstået samtale, som kun to forældre kan have den, vender Daniel

Dalgaard blikket væk fra sin kæreste. ”Skal vi ikke gå ned i gården, der bliver så meget kaos?”.

Vi forlader lejligheden, der stadig er en smule præget af flytterodet, fra da parret forlod højskolen i Jylland og vendte tilbage til København. Daniel Dalgaard indrømmer, at han faktisk holder af at befinde sig i denne slags overgangsfaser i livet. ”Da vi lige var flyttet til Vestjylland, og Stine var blevet gravid, og alt var kaos, kom jeg for alvor i gang med at skrive på min roman. De første par måneder tror jeg nærmest er der, hvor jeg har skrevet mest. Min skrift er drevet af, at der sker noget omkring mig,” siger Daniel Dalgaard.

Da han i 2015 drog til Vestjylland, havde Daniel Dalgaard i fire år haft et stabilt job, som han egentlig var glad for. Indtil han en dag kunne mærke, at der skulle ske noget nyt. Og inden da havde han heller ikke de store betænkeligheder ved at lægge pennen fra sig for aldrig at vende tilbage til poesien, da han fik lyst til at eksperimentere med prosa. ”Jeg er meget styret af min rastløshed. Jeg ser nogle gange mit liv, som om det er opdelt i faser. Der går typisk højst femseks år, så skal der ske noget nyt. Og jeg tænker aldrig mere end et par uger frem.”

Daniel Dalgaard genkender i høj grad denne rastløshed hos bogens to hovedpersoner.

Bogens ene hovedperson, Jan Schnecker, som også bliver kaldt Sfinx, vokser op under Anden

Verdenskrig på Bornholm, hvor han bliver udstødt og isoleret på grund af sit tyskklingende navn.

Han kæmper for at slippe væk fra øen, der på mange måder minder ham om et fængsel, men ender lam og stum i en kørestol – fanget i sin egen krop. ”Han har nogle utroligt pompøse og vage forestillinger om den nye verden uden for Bornholm. For hvad er det egentlig, den kan? Ud over ikke at være den gamle.”

Den anden hovedperson, Thea, befinder sig langt fra Bornholm og cirka 60 år efter Anden Verdenskrig. Drevet af tvivl om, hvem hun er, begiver hun sig ud på en backpackertur gennem det sydøstlige Asien. Men svarene viser sig at være sværere at finde, end hun havde håbet på. ”De forsøger begge to at finde ud af, hvordan de kan være i denne verden. Selvom omstændighederne er vidt forskellige, er de begge drevet af et ønske om at tage kontrollen og forme deres egen skæbne,” siger ­Daniel Dalgaard, som fortæller, at han altid har været fascineret af skæbnens kraft.

Men ikke på den gammeldags, ”skomager, bliv ved din læst”agtige måde, fastslår han. ”For mig er følelsen af skæbne, at man kan gøre de ting, man gør, men at der i sidste ende alligevel sker det, der sker.

Det dræber idéen om, at man er herre i sit eget liv. Og det er en god ting. Det giver en frihedsfølelse, som betyder, at man kan gøre, hvad man vil, men at man basalt set ikke kan styre noget.”

Ifølge Daniel Dalgaard var de

En slags kaos? ”Ja, det er en form for kaos.

Men en form for kaos, som hele tiden falder til ro i nuet. Tingene sker, og livet finder sin vej på en ­eller anden måde. Det lægger sig i spændet mellem mening og ikke-mening på en måde, som siger os noget om vores liv, som vi ikke altid ved, hvad er. Der er noget utroligt æstetisk tilfredsstillende ved det, og man bliver nødt til at lade sin kunst forurene af, at livet også er på den måde.”

På ryggen bærer Daniel Dalgaard en tatovering af kaossymbolet med dets otte pile, der peger i hver sin retning. Tankerne om skæbne og kaos er måske det tætteste, han kommer på en personlig livsfilosofi.

Giver det dig en form for ro, at livets gang i sidste ende er en smule tilfældig? ”Jeg ved ikke, om tilfældig er det rigtige ord. Man kunne også kalde det for en fuldstændig afgrundsdyb kompleksitet. Det ­synes jeg godt kan give en form for ro. Det er også en accept af en vis grundlæggende afmagt.

Og det synes jeg faktisk er meget J rart.”

Daniel Dalgaard 3 3Født i 1987 i Ringe på Fyn. Uddannet fra Forfatterskolen i 2011 og debuterede med digtsamlingen ”Vi er ikke konger” i 2013, som blev opfulgt af digtsamlingen ”Spejlkamel” i 2015.

3 3Bor med sin kæreste, forfatteren Stine Pilgaard, og deres to små døtre i Vanløse i København.

3 3Debutromanen ”Sfinx” er udkommet på forlaget Gutkind.

9 nye tekster af Stine Pilgaard

Til dig der elsker

Meter i sekundet

Foto: © Alexander Banck-Petersen

Med humor og dybde tager Stine Pilgaard og Katrine Muff, kendt fra DRs Fællessang, dig med i skabelsen af musik og sangtekster til Meter i sekundet.

MODTAGER AF

DE GYLDNE LAURBÆR 2020

12 | Efterårsbøger | Danske stemmer

Hjemløses liv i Svendborg

Et kreativt forhold til sandheden

Mikael Josephsens roman om hjemløse på jagt efter stoffer er en skrap bog med meget på hjerte

anmeldelse

Veloplagt bog af Peter Mouritzen indeholder rejseglimt fra forskellige steder i verden

anmeldelse 5 stjerner AF CLAUS GRYMER kultur@k.dk

Peter Mouritzen pakker livsklogskab ind i finurligheder og grotesk fantasi. De nyeste eksempler er samlet i ”Jordbærkrukken”, der udkom på forfatterens 75-årsfødselsdag.

Fra sin barndom mindes han de efterkrigsgrå 1950’ere.

Siden kom farverne til. For eksempel på film. Men – hedder det – da man vænnede sig til farverne, blegnede de.

Nu er det svært for ham overhovedet at se dem mere. ”Det er lidt trist. Jeg længes tilbage til den tid, da der ikke fandtes farver. Da vidste vi ikke, hvad vi senere skulle miste.”

I en anden tekst er Mouritzen tilbage ved barndommens drøm om at skrive ”Den sidste bog”. Alt skulle stå i den, så der ikke var mere at skrive om. Mange andre bøger end den sidste har han siden skrevet. Men det er en ganske anden, der står hans hjerte nærmest: Den, han aldrig får skrevet. ”Det er den bedste bog i verden.”

For ingen kan vide, om den bog, man aldrig får skrevet, er den bedste. Man skal bare lade være med at skrive den.

Hvad har boksning og en forfattergerning – og livet i det hele taget – tilfælles?

Angst. Det er moralen i et essay om Mouritzens samvær med sin ungdoms bokseidol, Børge Krogh. Han var angiveligt aldrig bange i en boksering. Men bokseren og forfatteren er enige om, at angst alligevel er noget fundamentalt, ikke i betydningen ”at være bange for”, men som en forudsætning for glød og energi.

En række korte tekster, ”Snapshots”, indeholder rejseglimt fra forskellige steder i verden. Et besøg på en restaurant i Kina giver Mouritzen anledning til denne bemærkning: ”H.C. Andersen skrev ’Nattergalen’. Jeg åd den.”

En for ham karakteristisk knaldperle.

Et højdepunkt blandt rejsenotaterne er en gyser på 12 linjer. Hjemvendt må Mouritzen i lufthavnen i Aalborg gøre rede for, om han har noget at fortolde. ”Kun en idé til en historie,” svarer han rapt.

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

”

Det er en fornøjelse at læse bogen, der er skrevet med sprælsk sprogbevidsthed på højt plan.

Tolderen gør opmærksom på, at det er forbudt at medbringe idéer fra lande uden for EU. Minihistorien slutter med, at forfatteren må aflevere sit hoved med det forbudte rejsegods til en guillotine.

Forfatterens efterfølgende kommentar er: ”Det går for så vidt udmærket uden hoved, man kan sagtens klare sig uden hoved i Danmark.”

De små ledsagende fotos betjener sig af den samme skævhed, som Mouritzen skriver med.

Også bogens længste tekst, ”Turen går til Golfparken”, handler om at rejse. Men det er til fortiden. Rejsen foretages med bybus fra Nørresundby til Vejgaard og er et underholdende gensyn med det, der var.

I titel-essayet stilles det store spørgsmål: ”Hvad er meningen med os, hvor går vi hen?”. Det lyder patetisk og er ikke et stilleje, som Mouritzen ellers færdes i. Og det gør han heller ikke her. Spørgsmålet stilles mest på vegne af jordbærrene i den i titlen nævnte krukke. Og for disse er sagen enkel: Meningen med de tilstedeværende jordbær er, at de skal spises – af forfatteren.

Det er en fornøjelse at læse bogen, der er skrevet med sprælsk sprogbevidsthed på højt plan. Peter Mouritzens forhold til sandheden er kreativt. Og det er både den og læserne godt tjent med.

Den veloplagte bog er udsendt på hans eget forlag, Peters Sub-Pub, som han etablerede i forbindelse med sit 50-årsforfatterjubilæum i J 2019.

Peter Mouritzen: Jordbærkrukken. 123 sider. 200 kroner. Peters Sub-Pub.

5 stjerner

AF BO HAKON JØRGENSEN kultur@k.dk

Vi ser dem foran supermarkeder, hvor de sælger bladet Hus Forbi. Men mange kender ingen af dem, og mange ved ikke rigtigt, hvordan hjemløse lever, ikke kun i Svendborg, men over hele landet. Vil man vide noget om det, skal man læse Mikael Josephsens roman ”De andre”. Men i så fald skal man ikke være sart i sit følelsesregister, for det er en skrap bog, ikke mindst i sproget.

Den er i den krasse realistiske tradition, hvor en fortællerstemme beskrivende besøger et fremmed miljø og beretter om elendighederne, nærmest som Henrik Pontoppidan i 1887 i realismens højtid skrev novellesamlingen ”Fra hytterne”. Men her hos Josephsen er det ikke land-almuen, vi besøger, men et udvalg af hjemløse i provinsbyen, kvinder og mænd, der tager stoffer i arme og ben eller i næsen. Og så sælger de aviser ved Brugsen, som de henter

på forsorgen, og får således penge til næste fix. Om aftenen kommer problemet med at finde et sted at sove i den efterhånden næsten af skidt stive sovepose eller i en gammel campingvogn, der står som skrot på en afsides markvej.

Vi følger en håndfuld personer et par kapitler ad gangen i bogens fire dele omkring jul, forår, efterår og november. Mest hører vi om deres legemlige tilstand omkring indtagelsen af stof, hvordan de stiger frem mod en salig følelse af sig selv.

Men også om alle rystelserne i kroppen, når de ikke har penge til stof, og om kønslivet, som forsøges med større eller mindre held og større eller mindre grader af vold.

Nogle af personerne er psykiatriske tilfælde. Et blidt eksempel er Konen (som hun kaldes) hos psykiateren. Hvor hun vrøvler om et terrorangreb, som en bager vil udføre: ”Konen fortæller det samme til psykiateren, alt det frygtelige, der vil ske, om bageren og angrebet. Så siger hun næsten hviskende: Det

”

Josephsen har udført en stor research blandt hjemløse og har selv engang levet på gaden.

er i virkeligheden mig, der er Gud. Men jeg er også slem.

Og derfor. Psykiateren nikker, som sagde hun, at hun samlede på kaffestel. Du er altså Gud, han slår en hånd ud og drejer den, fortæl. Men nu kan konen ikke mere, hun kan ikke holde rede i det, og hun sænker hovedet og river sig i håret.”

Sådan føres vi ind i de hjemløses daglige situationer i små korte sætninger, hvor der sker en masse, uden at det dog ligger i forlængelse af de tidligere episoder. Alt er på en særlig måde midlertidigt i disse hjemløses liv. Bogen lever ikke ved dybe portrætter, men ved sin mængde af eksempler, også på saftige formuleringer.

Josephsen har udført en stor research blandt hjemløse og har selv engang levet på

gaden. Han må have hentet mange af episoderne fra sine interview med de hjemløse.

Man fornemmer levende mennesker bag de mange små fortællinger, som bogen er sat sammen af. Stederne er koncentreret om Svendborg, og det hjælper med til at holde sammen på det store kollektiv, der udgør romanen.

Bogen sitrer af sand fiktion, hvis sådan noget findes? Og for denne sitren af faktisk liv på kanten af samfundet skal den læses, selvom man efter endt læsning stadig ikke kender disse mennesker – hvis der overhovedet er noget tilbage at kende? Det tror jeg, forfatteren mener, der er, for hans stemme er solidarisk med de hjemløse på jagt efter det næste fix inden den snarJ lige død.

Mikael Josephsen: De andre.

255 sider. 250 kroner.

Gyldendal.

Smukt og smerteligt om forældres selvmord Henriette Houths bog ”Solen er så rød” indbyder til debat om tidens store litteraturtendens

anmeldelse 4 stjerner

AF BO HAKON JØRGENSEN kultur@k.dk

”Solen er så rød” hedder denne bog med en henvisning til Harald Bergstedts tekst fra 1915 med Carl Nielsens melodi. En elsket godnatsang for nogle børn, men også frygtet af andre for dens store uhyggelige spørgsmål: ”Hvorfor bliver det nat, mor/ med kold og bitter vind?”. Henriette Houths bog spiller fint på begge dimensioner. ”Solen er så rød” kalder sig roman, men hvor er fiktionen i den, der berettiger denne genrebetegnelse? Bogen synes snarere at være en velskrevet journal om et liv, nærmest som et langt brevkasse-brev til læseren: ”Se, jeg har haft dette bemærkelsesværdige liv, og se, jeg klarede det på denne måde.”

Forleden hørte jeg Simon Pasternak, Gyldendals litte-

rære direktør, sige i P1, at vi har litteraturen for at lære at kende hinanden. Jeg studsede og spurgte indad: ”Hvad så med fiktionen, plottene, karaktererne?”

Fiktionen, der med sin mulige, men jo ikke virkelige, verden, netop aldrig lader os forstå alt.

Det siges, at den unge generation er så overfyldt med fiktion fra alle de tv-serier, de ser, at de vil skrive noget andet, noget med virkelighed i, nemlig dem selv, deres eget kød. De synes dog at glemme, at fiktion også kan have den fordel, at den filtrerer, sorterer fra, så man kan overkomme de andres liv.

Sådanne overvejelser kommer man ind på ved Henriette Houths uhyre velskrevne beretning om sit eget liv, om sin anoreksi og om forældrenes selvmord med mange års mellemrum.

Flere fotografi-album danner fortællings-tråden, ved at der fortælles ud fra fotografierne lige fra pigens

barndom til hendes voksne liv. Sygejournaler fra hendes anoreksibehandling indsættes også i forløbet, og man får således god besked, næsten som var det en fagbog om emnet.

Forfatteren husker godt – måske for godt – situationerne i fotografierne. Og måske vil hun hævde, at fiktionen er til stede i bogen netop som denne evne til at digte sig ind i disse situationer. Men som læser ved man ikke rigtig, om man virkelig kan huske så meget, eller det bare er digt?

Beretningen lader på den anden side forstå, at pigen er overordentlig godt begavet med en perfektionistisk tilbøjelighed, så måske husker hun bare så overdrevet godt og detaljeret?

Da hun er syv år, begår faderen selvmord af en grund, hun aldrig rigtig finder ud af, og langt oppe i hendes voksenliv begår moderen også selvmord, og det er disse to rammer om hendes liv, som bogen går ud på at forstå – og dermed slippe ud af tenden-

sen til livsdestruktion i hendes familie.

Som der rigtigt står i pressemeddelelsen: ”’Solen er så rød’ er en fortælling om at vokse op i dødens skygge, om fortielser og om at tvivle på sin egen eksistensberettigelse – og om at vælge livet.”

Tillige er der mod slutningen en næsten lyrisk smuk søgen på den gentagne sætning ”Før min mor blev min mor” – en søgen efter mennesket i moderen, før hun indgik i relationen med barnet.

På sporet af de tabte forudsætninger. Dem måtte der gerne have været fantaseret J mere om.

Henriette Houth: Solen er så rød. 250 sider. 250 kroner. Politikens Forlag.

GULDTRYKT JUBILÆUMSUDGAVE PÅ GADEN 14.

OKTOBER Politiken Historie er magasinet, som giver dig historisk perspektiv på verden i dag.

Lige nu kan du få et digitalt abonnement til 29 kr. for den første måned. Herefter 49 kr./md.

Læs mere, og bliv abonnent på politikenhistorie.dk/shop

14 | Efterårsbøger Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

BIOGRAFIEN Sankt Joseph

OM FAMILIEN Søstrenes optur, der skrev dansk erhvervsog kulturhistorie



”En forrygende bog om et af dansk erhvervslivs smukkeste succeser” POLITIKEN

 BERLINGSKE

”SINDSOPRIVENDE SPÆNDENDE” W E E K E N DAV I S E N



”Veloplagt portræt … fremragende fortalt” K R I ST E L I GT DAG B L A D

 ”En vellykket hybrid af kulturhistorie og krønike” J Y L L A N D S - P O ST E N

Af forfatteren til biografierne om Kronprins Frederik, Kim Larsen og Astrid Lindgren

Bogen er gennemillustreret og bygger bl.a. på lange samtaler mellem forfatter Jens Andersen og Kjeld Kirk Kristiansen, der undervejs uddyber og kommenterer sit eget og sin slægts liv med LEGO.

tilbagegang og nutid Malene Fenger-Grøndahl fortæller i bogen ”Søg Gud” om Sankt Joseph Søstrenes retrætecenter i Kokkedal, der er sidste gren på et gammelt, stolt træ

anmeldelse 4 stjerner

AF SØREN HERMANSEN kultur@k.dk

Den katolske orden Sankt Joseph Søstrene kom til Danmark næsten lige efter, at der var blevet religionsfrihed i landet med Grundloven i 1849.

Den 11. maj 1856 ankom der fire franske nonner til København. De var inviteret til landet af en dansk kvinde, der kort tid forinden var konverteret til katolicismen. Hun havde kontaktet de katolske præster ved Sankt Ansgars Kirke i København og fået ja til, at Sankt Joseph Søstrene i Frankrig kunne sende nonner herop, der skulle virke inden for hospitalsområdet.

Præsterne troede, at nonnerne kom med midler til at etablere et hospital, og nonnerne troede, at der allerede var et hospital. Der stod man så!

Præsterne ville sende nonnerne hjem. ”Fattige har vi nok af. Vi kan ikke forsørge jer.”

Men nonnerne lod sig ikke slå ud. De blev i København og fandt husly i en fugtig kælderlejlighed. De må have været nogle seje kvinder, for ordenen satte de efterfølgende årtier et stort præg på København og en del andre danske byer.

De byggede ”Sankt Josephhospitaler” i København og Aarhus, der blev højt værdsat. Der kom også hospitaler i Fredericia, Horsens, Odense, Aalborg, Randers, Esbjerg og Spangsbjerg. Imponerende.

Samtidig etablerede ordenen skoler i København, Ordrup, Ringsted og Nykøbing Falster. I dag er en af disse skoler, Institut Sankt Joseph på Østerbro i København, stadig en eftertragtet skole.

Kendt i dansk skolehistorie er det frygtelige bombardement af Jeanne d’Arc Skolen på Frederiksberg i 1945. Det var en søsterskole til den på Østerbro.

Jo, de satte deres præg på Danmark, de søstre. Det fortæller forfatter Malene Fenger-Grøndahl, der også skriver artikler til Kristeligt Dagblad som freelancejournalist, i sin bog ”Søg Gud” med undertitlen ”Sankt Joseph Søstrene og deres retrætecenter Stella Matutina”. I bogen

koncentrerer hun sig mest om de seneste årtiers udvikling i ordenen.

Der er sket store ændringer.

Man begyndte med konkrete sociale opgaver inden for sygepleje og skolevæsen, men alt som det moderne velfærdssamfund overtog opgaverne, trak ordenen sig tilbage, og i dag er det retrætecenteret på Strandvejen i Kokkedal, der er deres hovedvirke i Danmark.

Antallet af søstre er også dalende. På mange måder er det en tilbagegangshistorie, men sådan opfatter søstrene det ikke helt. De vil hjælpe mennesker på den måde, som tiden nu giver mulighed for.

Der er blevet truffet store og modige beslutninger af søstrene, og deres mål har altid været det samme. ”Vi skal med den hellige Joseph som forbillede leve med hinanden og være i tjeneste af næsten i en enkel og oprigtig kærlighed.”

Den måde, søstrene virker på i dag, er at lave retræter for moderne mennesker, hvor det er målet, at det enkelte menneske må søge og finde sin Gud. Det er et ganske økumenisk virke. Der er få katolikker på retræterne, mange fra folkekirken og andre protestantiske samfund.

Nogle har også ikke-konfessionel baggrund, og nogle har endda flirtet med østlig religion. Søstrene lægger ikke skjul på deres katolske ståsted og åbner gerne dørene for mennesker med forskellig baggrund.

De er påvirket af jesuiterordenens grundlægger, Ignatius af Loyola (1491-1556), og hans åndelige øvelser. Centralt for hans spiritualitet er at søge Gud og finde Gud i alting, ikke kun i bøn og messe, men også i naturen og i mødet med andre mennesker.

Fordybelse i stilhed og bøn fører til et aktivt engagement i omverdenen.

Malene Fenger-Grøndahl interviewer i bogen nogle af de søstre, der står for retræterne på Stella Matutina, og det er oplysende læsning. Søstrene redegør på klogelig vis for deres virke og sætter fingeren på tidens åndelige fattigdom. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere nærgående spørgsmål. Er det for eksempel den rette prioritering af ”søsterkraft” at virke her fremfor på steder, hvor

”

På mange måder er det en tilbagegangshistorie, men sådan opfatter søstrene det ikke helt. De vil hjælpe mennesker på den måde, som tiden nu giver mulighed for.

der er mere konkret fattigdom?

Bogen ender med en række – måske lidt rigeligt i antal – vidnesbyrd fra forskellige mennesker, katolikker, folkekirkefolk og andre godtfolk, der har været på retræter. Det er ikke mærkeligt, at det er fra den positive del af ”kunderne”, vidnesbyrdene kommer, men der har måske også været nogle, der ratede deres retræte lidt lavere? Man kan godt mærke, at forfatterens hjerte banker for stedet. Bogen indeholder desuden en række bønner og meditationsøvelser, der giver et indblik i retrætens åndelige virkelighed.

Hvad med fremtiden? Søstrene er modne mennesker, og tilgangen til ordenen er lille. Er der en fremtid for et sådant retrætested, der ikke kan løbe rundt af sig selv?

Søstrene bruger af hovedstolen, men som en af dem siger: ”Vi må se, hvad Vorherre bestemmer sig for.”

Ja, det må vi vel alle i grunJ den.

Malene FengerGrøndahl: Søg Gud – Sankt Joseph Søstrene og deres retrætecenter Stella Matutina. 148 sider. 195 kroner. Katolsk Forlag.

NYE BØGER OM SØREN KIERKEGAARD

“Cappelørn har skænket dansk teologi en stor gave”

• Underbelyst del af Kierkegaards forfatterskab under lup TEOLOGISK SPRÆNGKRAFT

“Gennemarbejdede og passionerede tekster fra en vild teolog” KIRKE.DK • Stor artikelsamling fra anderkendt teolog

KIRKE.DK

“Et ganske originalt greb”

KRISTELIGT DAGBLAD

• Sådan har du aldrig læst Kierkegaard før • Taler omskrevet til dialoger

SKAMMEN UD AF SKAMMEKROGEN TYSK MESTERTÆNKER I FOKUS

• Skarp analyse af skammens rolle i kristendommens praksisområder

“Et imponerende overblik” KRISTELIGT DAGBLAD

“Grønkjær…har en skøn evne til at kondensere det svære stof til kælne aforismer” WEEKENDAVISEN

Køb efterårets læsning på eksistensen.dk

16 | Efterårsbøger | Danske stemmer

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

Den yndigste rute er funden Ribe har fået en digterrute, der fører gennem Brorson-land og ender i en rosengård i hjertet af byen – lige i salmedigterens ånd

reportage AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Første stop på digterruten for den store salmedigter H.A. Brorson begynder egentlig ved Taarnborg, hvor han de sidste 21 år af sit liv boede og digtede en del af sine elskede salmer, mens han var biskop i Ribe. Men visse onsdage i sommerperioden arrangerer sognepræst Torben Bramming, der nu faktisk bor i Taarnborg med sin præstehustru Bente Bramming, også morgensang fra toppen af tårnet i Ribe Domkirke. Det er hårdt at komme op ad de stejle trapper, men så er det også et himmelsk sted at begynde med at gå i Brorsons fodspor. ”Op! op, min sjæl! fra denne jord/ til Gud, som hist i lyset bor,” synger vi denne morgen, hvor himlen pakker Ribe ind i lysmættede skyer, mens en morgenfrisk trompetist giver Brorson-salmen ekstra englelyd. Omkring 20 turister synger med denne morgen, efter kirkeklokkerne klokken 8 har givet genlyd over byen med de mange skæve, charmerende huse og stræder. Dernede i gadeplan er der god stemning med stokroser og ikke mindst roser overalt, som Brorson også elskede og brugte i sit eget salmegartneri. Men herfra er der udsigt ud over både byens røde tage og marsken med grønt græs, som også på Brorsons tid spirede op overalt og inspirerede ham til salmer som ”Op, al den ting, som Gud har gjort” og ”O Gud! Hvor er du mer end skøn”, som vi synger lige nu.

Torben Bramming forklarer lidt om salmerne mellem fællessangene, så både trompetisten og de trappeforpustede turister kan få vejret. ”Man kan fornemme Brorsons blik fra jorden op mod himlen, og fra himlen ned mod den flade jord, vi har, hvor Gud ser ned på os som sådan en myretue, hvor vi kravler rundt. Og alligevel har han en kærlighed til den askebolig, som Brorson kalder mennesket. Brorson er jo egnens digter, vi har fået en Brorson-digterrute, som man kan gå og komme rundt i byen på og se steder og høre fortællinger fra hans liv. Men når man ser ud over landskabet her, er det jo også Brorson-land,” siger sognepræsten, inden han sætter gang i endnu en fællessang.

I alt bliver det til fem salmer og små foredrag i den stærke morgenvind. Nede på jorden igen er de nordjyske turister Conni Andersen og Bente Christensen glade for, at de tog til tårnsang, efter de hørte om det via en flyver på deres campingplads. ”Det var en god start på dagen,” siger Conni Andersen smilende. ”Ja, det var virkelig hyggeligt,” istemmer Bente Christensen, inden de to veninder forsvinder ud i Brorsons Ribe.

Der vokser roser op ad muren på Taarnborg på Puggaardsgade, hvor Brorsons digterrute og digterruten for den samtidige digter Ambrosius Stub officielt begynder.

Foran huset, der i dag både er en privatbolig og et kulturhus, kan man tage en pjece i en holder, og det er QR-ko-

Danske digterruter 3 3De danske digterruter er tilgængelige over hele landet.

14 digterruter åbnede i juni, mens yderligere otte åbner i løbet af efteråret. Man kan læse mere om Brorsons digterrute i Ribe og andre digterruter på hjemmesiden danskedigterruter.dk, hvor der også findes lydklip og inspiration til vandreture over hele landet.

0 Brorsons digterrute slutter i Jacob A. Riis Museums rosenhave. For Brorson blev en rosenhave tidligt et paradisbillede, ligesom han beskrev Jesus som en rose, man aldrig kan miste.

– Foto: Leif Tuxen.

derne på pjecen, man skal bruge undervejs. For her i det fredede Ribe er det svært at få lov til at opsætte skilte, selvom de tjener et dannende formål, forklarer Torben Bramming, som sammen med sin hustru Bente Bramming også er hovedarkitekten bag Brorson-ruten her i Ribe. Begynder man ved Taarnborg, hvor man også kan få historien om Brorsons somme tider mørke sind, fører ruten faktisk tilbage til domkirken og videre mod Slotsbanken og slutter i rosenhaven bag Jacob A. Riis Museum.

”Det, vi prøver med Brorson-turen, er at give en mangfoldighed af både Brorsons biografi og digtning,” siger han, mens både Bente Bramming og han leder ud i byen. ”Det spændende ved digterruterne for både Brorson og Stub er, at man stadig kan føle sig ind i det, når man går rundt her i Ribe, hvor så meget af byens oprindelige stemning er bevaret. Det tror jeg er specielt for Ribe,” siger han, mens vi gynger hen over brostenene i strædet foran Taarnborg, der stadig strækker sig mod himlen som en arkitektonisk påmindelse om fortidens stræben efter magt og ånd.

Ellers er mange af husene her små, og det er svært at finde en bygning her i byen med en lige linje. Som om hvert hus her bærer på historiens tyngde som en gammel, krumbøjet dame.

Anden post på Brorsons rute

er dog på sin vis ganske moderne. For den fører forbi billedhuggeren Laila Westergaards udsmykning ”Ord på vej” på skolevæggen i byens katedralskole, der på Brorsons tid lå et andet sted i byen. Men her kan man gennem sin QR-kode på mobiltelefonen lytte til et uddrag af hans berømte salme ”Her vil ties, her vil bies”, mens vi også får historien om, hvordan Brorson som 10-årig mistede sin far. Som voksen mistede han sin hustru og måtte begrave otte af sine 16 børn.

Næste stop fører os videre til en anden af Brorsons berømte salmer ”Den store hvide flok” ved statuen af Brorson på torvet foran Ribe Domkirke, hvor han også ligger begravet. Tæt ved domkirken ligger de gamle kroer, som Brorson foragtede, blandt andet fordi faderen havde drukket. Lidt længere er der at gå til Riberhus Slotsbanke – Ribes lidt mere fal-

defærdige pendant til Hammershus, men her kommer man til gengæld tæt på den marsknatur, som Brorson blev så inspireret af. Så her får man, selvfølgelig, mulighed for at lytte til ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, mens fuglene denne dag synger med over dronning Dagmar-statuen og det grønne tæppe af græs, hvor der er gode muligheder for at undres over det mindste græs, som Brorson engang selv gjorde det. Mere drama er der på tilbagevejen til rosenhaven, når man kommer forbi Stormflodssøjlen, som vidner om, at Brorson voksede op i en barsk tid. Han voksede selv op i en præstegård i Randerup – endnu tættere på Vadehavet. Det var før digernes tid, og der var intet til at bremse vandmasserne, når de først kom brusende.

Men sidste stop på digterruten handler om den kærlighed, der heller ikke kan bremses, selv når vi ser os selv i dale og modgang. For

| 17

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

EN VANDRING MOD STØRRE LIVSGL ÆDE

UFFE KRONBORG

0 På Riberhus Slotsbanke kan man blandt andet lytte til Brorsons populære salme ”Op, al den ting, som Gud har gjort”. – Foto: Leif Tuxen.

2 Morgensang fra toppen af tårnet i Ribe Domkirke.

– Foto: Daniel Øhrstrøm.

Hans Adolph Brorson 3 3Født den 20. juni 1694 i Randerup. Død den 3. juni 1764 i Ribe.

0 Sognepræst Torben Bramming bor i Taarnborg, hvor Brorson selv boede som biskop i Ribe. Og det er også Bramming, der er hovedmanden bag digterruten for Brorson. – Foto: Leif Tuxen.

her fandt Brorson trøst i at se på rosenhaver, og ruten her ender også i Jacob A. Riis Museums rosenhave i hjertet af Ribe. ”Brorson brugte tidligt en rosehave som et paradisbillede. Der er også et Brorsonvers på Kierkegaards grav, hvor Kierkegaard med Brorsons ord glæder sig til uafladeligt at tale med Jesus ’i rosensale’, mens H.C. Andersen brugte et Brorson-vers i ’Sne-

dronningen’: ’Roserne vokser i dale, da får vi barn Jesus i tale’, og her i Jacob A. Riis Museums rosenhave findes der faktisk 43 rosenarter,” forklarer Torben Bramming.

På denne dag er de fleste dog visne, men i stedet kan man lytte til ”Den yndigste rose er funden”, hvor Brorsons stærke tro på Jesus strømmer over i slutlinjerne, hvor Jesus er rosen, som aldrig kan mistes. Sådan kan

3 3Brorson var en dansk biskop og digter, der er mest kendt for sine salmer. Hans hovedværker er ”Troens rare Klenodie” fra 1739 og ”Svanesang” fra 1765. Han har digtet omkring 115 af Den Danske Salmebogs 791 salmer. Hans kendteste salmer er ”Op, al den ting, som Gud har gjort” og ”Her vil ties, her vil bies”.

Brorson hører til den kirkeretning, man kalder pietismen.

Han kan kaldes for sjælens digter, fordi hans salmer er eksistentielle og inderlige. Han inddrager billeder fra Vadeha-vet og naturen på en ny måde, som skal reflektere troen og den enkeltes indre liv.

KILDE: DANSKEDIGTERRUTER.DK

man næsten se Brorson for sig med sin bispeparyk og et melankolsk, men dog stærkt ansigtsudtryk som en plaget mand, der som en anden Job har mistet alt, men ikke sin tro: ”Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste!”

J

Glædens symfoni

Om bekymring, livsvandring og kristent natursyn 304 sider | 299,95 kr.

»Uffe Kronborg har skrevet en fremragende bog om glædens mange kilder. Bogen er propfuld af dyb indsigt i troens og livets utallige krinkelkroge og himmelvide horisonter.« H E N R I K H Ø J L U N D, VA L G M E N I G H E D S P R Æ S T I A A R H U S B Y K I R K E

» Læsere af denne bog inviteres med på en vandring mod større livsglæde. Vi får lov at følge efter, mens forfatteren lægger de trædesten, der er blevet fundamenter for glæden i hans eget liv ... Det er en personlig rejse, hvor vi også møder forfatterens egen kamp for at blive nærværende i eget liv.« S O G N E P R Æ S T J E S P E R F O D G A A R D, V O R F R E L S E R S K I R K E I A A L B O R G

SKABER OVERBLIK OVER GAMMEL TESTAMENTE

NICOL AI WINTHER-NIELSEN

Læseguide til Gammel Testamente 200 sider | 199,95 kr.

Gammel Testamente udgør mere end tre fjerdedele af Bibelen, men for mange nutidige bibellæsere er det ikke desto mindre den mest ukendte og samtidig den mest udfordrende del.

Med denne læseguide skaber professor i Gammel Testamente, Nicolai WintherNielsen, overblik og fremhæver vigtige pointer i de enkelte skrifter.

Forlagsgruppen Lohse | 7593 4455 | lohse.dk

18 | Efterårsbøger | Internationalt

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

Fortabte sjæle på jagt efter et svalt pust Den amerikanske forfatter Marilynne Robinson har fundet den fortabte søn og med ”Jack” skrevet en stærk roman om ham

anmeldelse 5 stjerner AF JOHANNES BAUN

kultur@k.dk

Det virkede som et mirakel, da den amerikanske forfatter Marilynne Robinson i 2004 udgav sin anden roman, ”Gilead”. Dels var der gået næsten et kvart århundrede, siden hun som 36-årig debuterede med den prisbelønnede ”Hus og hjem”, dels var bogen en perle, der skinnede med et saligt skær, uanset hvor man betragtede den fra. ”Gilead” er formet som et brev fra den aldrende præst John Ames til hans søn.

Knægten er kun syv år, men hans gamle far er alvorligt syg og har besluttet sig for at skrive det ned, han har erfaret og reflekteret over i sit liv.

Undervejs beskriver han sit venskab med en anden præst, Robert Boughton, en brøstfældig og let mistrøstig skikkelse, som har haft sin del af modgang. Især når det gælder sønnen Jack, der alle gode viljer til trods aldrig har kunnet finde sin plads i livet og i årevis ikke har været hjemme i lillebyen i Iowa.

Men noget får ham til at søge tilbage, og de vanskelige relationer går deres haltende gang.

Hvad Jack ikke vover at fortælle sin far her i 1956, hvor handlingen udspiller sig, er, at han i St. Louis er blevet gift med Della – en veluddannet high school-lærer. Men en farvet kvinde. Gift er måske også så meget sagt, ”vi er gift i Guds øjne, som man siger,” forklarer Jack, da han betror sig til John Ames. ”Han giver ingen vielsesattest, men han laver heller ikke love mod raceblanding.”

I de otte år, deres samliv har varet, fortæller Jack, ”har vi levet som mand og kone i sytten måneder, to uger, og en dag”.

Hverken myndighederne, omgivelserne i St. Louis eller Dellas far, der er præst i en stor sort menighed i Memphis, har andet end fnysende ringeagt til overs for arrangementet. Og Jack frygter, at det kan tage livet af hans far, hvis han hører om det.

Lige så strejfende Jack lever, lige så uberegneligt vandrer han ind og ud af romanen. Hans alvorligt svækkede far har i mange år længselsfuldt spejdet efter sønnen og

19 |

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

fra saligheden 2 Som altid hos Marilynne Robinson betyder troen meget. Der er fornøjelige teologiske diskussioner i romanen mellem den presbyterianske Jack og den metodistiske Della, og troens dogmer bliver nærværende, når Robinson igen og igen giver nåden, forfatterskabets kerneord, krop.

– Foto: Gary Doak/Writer Pictures/Ritzau Scanpix.

trøstet sit bristede hjerte ved ethvert livstegn, men Jack kan ikke tage imod ømheden.

Enklere falder det ham at tale med John Ames, der imidlertid aldrig har kunnet overvinde en vis indre modstand mod den fortabte søn.

I en smuk scene til allersidst i romanen er Jack på vej til at forlade byen, da John Ames får øje på ham. De følges til busstoppestedet, og kejtet spørger præsten, om han må velsigne ham. I dét sekund ser John Ames for første gang den vildfarne dreng med nådens øjne. ”Sandt at sige ville jeg læse teologi og blive ordineret og tilbagelægge alle de mellemliggende år bare for at opleve dette ene øjeblik.”

Fire år senere, i 2008, overraskede Marilynne Robinson igen, da hun fandt en sprække i ”Gilead”, satte fingrene ind og udvidede den til en selvstændig historie, ”Hjemme”. For hvad skete der, da Jack kom hjem til sin døende far og søsteren Glory, der selvudslettende plejede ham?

Menneskelig brudthed viser sig i romanen at have flere ansigter, de små, utilsigtede skel mellem mennesker skaber en fortvivlende ensomhed. Og et par sider før slutningen går Jack af sted til busstoppestedet og forsvinder for altid. Hvorefter Della dukker op. En sten ville græde over den slutning.

I 2014 havde Marilynne Robinson fundet endnu en sprække. For som Jack ganske rigtigt påpeger i en tilspidset samtale med John Ames i ”Gilead”, er han ikke alene om at have indgået et ”ukonventionelt ægteskab”: ”Du ved lidt om, hvad det vil sige at lave skandale.

Umage par og så videre. Men Della har jo selvfølgelig en uddannelse.”

Brodden er hård mod den gamle præst, der som ung mistede kone og barn i en ulykke, men som sent i livet er blevet forundt en åbenbaring, da en ung kvinde, Lila, en dag sætter sig på kirkebænken. Uddannet er hun ikke, og passende selskab slet ikke. Mere præcist er hendes synderegister nøjagtig så langt, som en prostitueret kvindes må være, finder man ud af i den tredje roman fra Gilead-universet, ”Lila”. Men de to finder deres vej, og de får en søn – den søn, John

Ames skriver ”Gilead” til (og som Marilynne Robinson meget gerne må vie en selvstændig bog til).

Og dermed er vi nået til Jack.

Eller rettere ”Jack”, Marilynne Robinsons nye roman. Her udfoldes over 350 sider den umulige kærlighedshistorie, Jack i ”Gilead” fortalte John Ames brudstykker af. Tålmodigt – og jeg er nødt til at skrive det: for tålmodigt – udvider den 77-årige forfatter sprækkerne og lader forholdet mellem Jack og Della gennemlyse.

Det begynder en regnvåd dag, hvor Della taber en stak papirer på gaden i St. Louis og bliver hjulpet af en høflig mand, der til forveksling ligner en præst og gerne lader sig invitere på te: Jack iklædt et sæt tøj, der blev købt til moderens begravelse, som han aldrig kom af sted til.

Mange måneder senere følger en lang nattevandring på en aflåst kirkegård, hvor Della af vanvare er strandet og får følgeskab af en omstrejfende skikkelse. Igen Jack, nu så forhutlet som en hjemløs. Siden: Et besøg på en restaurant udvikler sig ydmygende, da Jack stikker af fra Della for at undgå de sædvanlige tæsk fra sine kreditorer. Hans gentagne bodsgang forbi hendes hus bemærkes af naboerne – ingen hvide bevæger sig ind i den del af den stærkt opdelte storby ved Missouri-floden.

Dellas familie i Memphis får nys om den spirende forbindelse og sender et skiftende udvalg af familiemedlemmer til St. Louis for at betro Jack, at han skal holde sig væk for ikke at skandalisere Della.

Mellem alle disse små skub fremad i fortællingen ligger Jacks overvejelser om sin egen utilstrækkelighed; det eneste, han med sikkerhed ved, han kan, er at gøre andre fortræd. En så hjælpeløst utilpasset karakter er sjældent set i litteraturen, men den alkoholiserede Jack inkarnerer ubehjælpsomhed.

Når han beslutter sig for aldrig mere at drikke, bekræfter han det ved at drikke. Når han lover sig selv aldrig mere at opsøge Della, opsøger han hende for at fortælle det. Og når han forklarer hende, hvordan hans samvittighed konstant forhandler med sig selv, forstår man det umådelige vægelsind: ”Jeg bryder løfter til mig selv hele tiden, og vi er stadig på talefod, jeg og mig selv. I hvert fald når der ikke er andre der hører os.”

Uanset hvad de to gør, er der noget akavet over det. De kan ikke være sammen, men de kan heller ikke være hinanden foruden. De taler forbi hinanden og sårer hinanden, men har ingen andre til at trøste sig end den anden. De er to fortabte sjæle på jagt efter et svalt pust fra saligheden. Den mærker de i glimt, når de sammen taler om litteratur. Hun underviser i de

Musikhistorie for alle

”

I tilfældet ”Jack” er det allermest bevægende at se, hvordan man, med K.E. Løgstrups ofte gengivne ord, ”aldrig [har] med et andet menneske at gøre, uden at man holder noget af dets liv i sin hånd”.

Nye bind i serien Danske Komponister

store klassiske forfattere, og han har læst dem, siden han som dreng søgte tilflugt i poesien. ”Hamlet” er på deres fælles pensumliste, men det er et andet Shakespeare-stykke, ”Romeo og Julie”, der ligger som uhyre diskret undertekst romanen igennem. Hvor det for den engelske dramatiker gjaldt et kærlighedsdrama i 1300-tallets Verona, hvor to aristokratiske slægter nægter de unge titelfigurer at få hinanden, er det hos Robinson et racespændt efterkrigs-USA, der forhindrer kærligheden i at udfolde sig.

Og det er Jack og Della, der i tiltagende trods finder udveje, hvor der ingen udveje er.

Som altid hos Marilynne Robinson betyder troen meget.

Der er fornøjelige teologiske diskussioner mellem den presbyterianske Jack og den metodistiske Della, og troens dogmer bliver nærværende, når Robinson igen og igen giver nåden, forfatterskabets kerneord, krop. Men i tilfældet ”Jack” er det allermest bevægende at se, hvordan man, med K.E. Løgstrups ofte gengivne ord, ”aldrig [har] med et andet menneske at gøre, uden at man holder noget af dets liv i sin hånd”.

Robinson kender næppe den danske teolog, men hendes seneste roman demonstrerer den eksistentielle dybde, som ligger i den fortsættelse, Løgstrup kun sjældent citeres for: ”Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Jack og Dellas liv lykkes ikke, dertil er alt for meget imod. Men hver især holder de den andens liv i hånden. J

Marilynne Robinson: Jack. Oversat af Juliane Wammen. 347 sider. 299,95 kroner.

Gyldendal.

”Historien om den skandaleombruste komponist Victor Bendix fortæller musikjournalisten Jens Cornelius i det seneste bind i den gode serie om halv- og helglemte danske tonesættere, ’Danske komponister’. Og hvilken historie!”

– Politiken om bd. 8

f o r l a g e t m u lt i v e r s

20 | Efterårsbøger | Internationalt

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

Tragisk fortælling om medlidenhedens magi og misere Stefan Zweigs eneste roman er en smertelig beretning om medlidenhed

anmeldelse 5 stjerner

AF KRISTIAN ØSTERGAARD kultur@k.dk

Den produktive forfatter Stefan Zweig (1881-1942) begik kun en enkelt roman, der nu er kommet i en suveræn nyoversættelse. ”Utålmodige hjerter” er beretningen om tre mænd, hvis medlidenhed med en lam pige får fatale konsekvenser.

Handlingen udspiller sig i det østrig-ungarske dobbeltmonarki kort før udbruddet af Første Verdenskrig. Her følger vi Lajos von Kekesfalva, der kæmper sig op fra ingenting og bliver mangemillionær. Da Kekesfalva har gjort sit livs mest indbringende forretning, bliver han imidlertid ramt af selvforagt, mens han kigger sig i spejlet: ”Han stirrede på sig selv, som man ser på et fotografi i avisen af en forbryder, for at finde ud af, hvad det var for nogle kriminelle træk, han havde; var det den fremskudte hage, de ondskabsfulde læber eller de hårde øjne?”

Kekesfalvas samvittighed plager ham; han har franarret en fattig og fortrykt kvinde hendes arv. Den griske mand bliver generøs, og han frier til kvinden. Samlivet bliver kærligt, og de får datteren Edith. Men nu melder modgangen sin ankomst.

Kekesfalvas hustru dør, og den 19-årige Edith rammes af lammelse i kroppen og bitterhed i sindet.

I denne vanskelige situation sætter den svagelige Kekesfalva sin lid til lægen Emmerich Condor, der af medlidenhed ikke tør røbe, at Edith næppe nogensinde bliver rask: ”Fordi jeg ikke længere kunne modstå presset, var jeg nødt til at give den gamle mand endnu en injektion af optimisme.”

Temaet i ”Utålmodige hjerter” er, at ”den sentimentale medlidenhed” resulterer i, at løgnene knopskyder, fordi den er ”hjertets utålmodige forsøg på hurtigst muligt at gøre sig fri af den pinagtige grebethed af fremmed ulykke”.

Men der findes en anden medlidenhed, ”som ved, hvad den vil, og er besluttet på tålmodigt og medlidende at stå alting igennem”.

Desværre mangler Kekesfalva

denne anden version af medlidenheden; han snakker sin datter efter munden og lover hende, at hun snart skal blive dronning på dansegulvet.

Det er her, bogens drama spidser til. Løjtnant Anton Hofmiller er en kæk officer, som ved en tilfældighed bliver inviteret til et bal hos Kekesfalva, og uvidende om Ediths lammelse byder han hende op til dans.

Episoden vækker skandale, og Anton vil nu gøre skaden god igen.

Han sender Edith blomster og besøger hende troligt og trofast og opdager, at ”først når man ved, at man betyder noget for andre, føler man, at man har et kald, at der er en mening med ens tilværelse”.

Det smitter af på hans mentalitet.

Anton væmmes ved voksenmobberiet på kasernen og kerer sig pludselig om andre menneskers genvordigheder: ”Mit hjerte, som forbløffes over sig selv, skælver af taknemmelighed over for den syge unge pige, som jeg utilsigtet krænkede, og som i kraft af sin lidelse har lært mig denne medlidenhedens skabende magi.”

Men Edith, der er sarkastisk grænsende til det vellystigt nedrakkende, vil ikke nøjes med medlidenhed. Hun insisterer på kærlighed.

Men Anton er ikke betaget af Edith.

Til gengæld er han bjergtaget af den velstand, hun omgiver sig med.

Et element af grådighed og personlig vinding sniger sig ind, og han lader sig besnakke til at forlove sig med Edith: ”Den aften var jeg Gud. Jeg havde skabt verden, og se, alt var godt og retfærdigt (…) jeg følte med stolthed, at menneskene elskede dette lys, der udgik fra mig (…) For jeg og kun jeg var deres lykkes begyndelse, midte og oprindelse.”

Men det er kun Gud, der kan holde til at være Gud. Anton er et forfængeligt og selvoptaget menneske, der på stamknejpen straks afviser rygterne om forlovelsen med den lamme pige. Ad omveje erfarer Edith hans svigt, og romanen ender som en tragedie.

Anton har ligesom Kekesfalva og Condor ladet sig overmande af ”den sentimentale medlidenhed”, og han erkender selv miseren:

”Jeg begyndte at forstå, at det værste i denne verden ikke skyldes ondskab og brutalitet, men næsten altid har sin rod i en form for svaghed.”

Det er dette paradoks, som Zweig fremlægger på smertelig vis i sin eneste roman.

Stefan Zweig er fortæller i en tradition, som ikke gør sig bemærket ved eksperimenterende stil, men ”Utålmodige hjerter” har til gengæld dramatiske kvaliteter og et smukt gehør for de mennesker, han portrætterer, fyldt som den er med eftertænksomme, underdrejede, skarpe og følsomme replikskifter om et J evigt aktuelt emne.

Stefan Zweig: Utålmodige hjerter.

Oversat af Lone Østerlind. 486 sider.

250 kroner. Turbine.

Nyhed Admiral Hans Jørgen Garde fik kun 124 dage på posten som forsvarschef, før han og otte andre omkom ved et flystyrt på Færøerne i august 1996.

Denne bog er dels en biografi om Garde og hans karriere i søværnet, dels en redegørelse for katastrofens forløb og opklaring.

384 sider, indbundet og illustreret 349 kr.

Syddansk Universitetsforlag

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

Efterårsbøger|Internationalt | 21

Kvinden er alle kvinder i historie om de forgangne år Med ”Årene” har Annie Ernaux skrevet en blændende roman om erindringens kraft, kvinders vilkår og et halvt århundredes fransk historie

anmeldelse 6 stjerner

AF JEPPE KROGSGAARD CHRISTENSEN kultur@k.dk

At skrive en roman kræver et greb, som kan løfte og forløse stoffet.

Det er helt afgørende for den kunstneriske kvalitet, ja, man kan faktisk sige, at gode romaner har et greb, og at dårlige ikke har. Eller har valgt det forkerte.

Et eksempel på et ikke bare godt, men genialt greb kan opleves i Annie Ernaux’ ”Årene”, der er en fortælling om udviklingen i Frankrig og om en fransk kvindes liv fra 1941 til 2006. Det er et voldsomt stort og uregerligt stof, men i stedet for at benytte en klassisk jegfortæller, benytter Ernaux sig af et ”vi” og et ”man”.

Nok er det en enkelt kvinde, læseren følger gennem romanen, men hele tiden omgivet af de to små, men afgørende ord: ”man”, som gør

”

”Årene” er på 250 sider, men rummer så meget historie og så mange glimt, minder og refleksioner, at den virker uendeligt meget større.

fortællingen almen, og ”vi”, som gør den mere specifik.

Og mod slutningen af romanen, hvor kvinden – hvis historie minder meget om Ernaux’ egen – er gået på pension, vil hun skrive den bog, hun så længe har tænkt på. Om den står der: ”Der skal ikke være noget ’jeg’ i det som hun betragter som en slags upersonlig selvbiografi – men ’man’ og ’vi’ – så hun kan skabe fortællingen om de forgangne tider.”

Det er et andet strålende greb i ”Årene”, der udkom til øjeblikkelig klassikerstatus i Frankrig i 2007 og

nu omsider kan læses på dansk. At den side for side bevæger sig frem mod det punkt, hvor kvinden skriver den. Et paradoks af den svimlende slags, men det er nu ikke nogen ør eller svær roman. I stedet er der tale om en sanselig, poetisk og bevægende læseoplevelse, som strækker sig over et helt liv: Fra arbejderopvækst og ophold på en pigeskole til en tilværelse som lærer og et liv i forstæderne med mand og børn og siden en skilsmisse og en elsker. ”Årene” er blevet sammenlignet med Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid”, men er langt mere direkte og intim i sine beskrivelser.

Dens styrke og poesien, hvormed fortiden træder op og frem af teksten, minder dog om den store erindringskunstner, og noget af det stærkeste i ”Årene” – oversat til velklingende dansk af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen – er de første 20 sider, som er en slags oplistning af minder. Gamle filmplakater, glemte talemåder, en blotter i en

kupé, de skinnende vandpytter en sommersøndag og ”wc’et som var anlagt over floden i gården bag huset i Lillebonne, ekskrementerne der blandet med papiret blev ført stille og roligt væk af det skvulpende vand”.

Indimellem minder strømmen om Joe Brainards konceptuelle ”Jeg kan huske”-bog. Samme insisteren på at genoplive fortiden. Men i ”Årene” er der altså også en ambition om at beskrive et lands historie og særligt dets kvindehistorie. Og ikke mindst udviklingen fra snærende pigeskoler til det frigjorte kvindeliv efter ungdomsoprøret i 1968, hvor alt var anderledes, men en tomhed, en desorientering, også meldte sig. ”Årene” er på 250 sider, men rummer så meget historie og så mange glimt, minder og refleksioner, at den virker uendeligt meget større.

Som et værk i Proust-længde. Og til sidst sidder kvinden altså og planlægger arbejdet med værket, der for at skildre tiden og kvinderne benytter sig af ”vi” og ”man”. Et sted står der:

”Det bliver ikke et erindringsarbejde sådan som man almindeligvis forstår det, med det formål at gøre et liv til en fortælling, at forklare sig.”

I stedet for en fortælling, en forklaring, har Ernaux med sine greb bragt sig i en position, hvor hun kan fortælle historien om et helt land i et halvt århundrede, hvor ubegribelig meget – seksualiteten, familien, indvandringen, medierne – forandrede sig. Det er ikke bare en bedrift, det er også et stykke moderne litteraturhistorie, som enhver med J læselyst bør unde sig selv.

Annie Ernaux: Årene.

Oversat at Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen. 250 sider. 250 kroner.

Gads Forlag.

C. S. Lewis signatur-serie er en dansk serie af Lewis’ voksenlitteratur i Helge Hoffmanns nye oversættelse

Lidelsens problem Er der en modsætning mellem at tro, at der findes en god og almægtig Gud, og det faktum, at der findes lidelse i verden?

Her gennemtænker C.S. Lewis dette svære spørgsmål med stor indsigt, empati, håb og en dyb forståelse af den menneskelige natur.

Køb bøgerne på prorex.dk eller hos din lokale boghandler

22 |E fterårsbøger Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

Tysk filosof: Vi må aldrig glemme at tænke og dømme selv Muligheden for totalitarisme er til at få øje på, lyder det fra Wolfram Eilenberger. Hans seneste to bøger om filosoffer, hvor tænkning og eksistens var tæt forbundet, blev bestsellere. Selv kalder han bøgerne for en modhistorie til det 20. århundredes filosofihistorie og advarer mod en tænkning, der aflyser idéen om Gud

interview AF BJØRG TULINIUS tulinius@k.dk

NYHED

Senmiddelalderens borge i Danmark Kom ind bag de tykke mure i de danske middelalderborge og læs om borgenes indretning, brug og om mandskabets hverdag.

180 sider i stort format, illustreret og indbundet 225 kr.

Syddansk Universitetsforlag

Hvad er meningen i en verden, der synes meningsløs?

Det er det helt store spørgsmål i Wolfram Eilenbergers bog ”Troldmændenes tid”, der udkom på dansk sidste år, og som stiller skarpt på 10-året efter Første Verdenskrig, hvor de fire mandlige filosoffer Ludwig Wittgenstein, Martin Heidegger, Walter Benjamin og Ernst Cassirer alle tumlede med eksistensen i en tid, hvor skyttegravene havde gjort det svært at bevare troen på menneskehedens og civilisationens fremgang.

Den 1. november kommer så Wolfram Eilenbergers næste bog på dansk i den trilogi, som ”Troldmændenes tid” indledte. ”Feuer der Freiheit”, der på dansk får titlen ”Frihedens ild”, handler om det 10-år, der fulgte efter, fra 1933 til 1943. Hvor krigstrommerne igen begyndte at kunne høres, og masseideologierne var på march gennem Europa. Her fokuserer Wolfram Eilenberger på fire kvindelige tænkere, Hannah Arendt, Simone de Beauvoir, Simone Weil og Ayn Rand, der alle er optaget af spørgsmålet om forholdet mellem den enkelte og de andre. ”Tidens, og deres, største udfordring er jo ikke bare at forstå, at der findes andre folk, der grundlæggende er som mig – men at anerkende deres eksistens. For hvad betyder det så for den enkeltes frihed, for autonomien, at den Anden også findes? De fire kvinder kommer frem til forskellige svar, men deres udgangspunkt er det samme, og derfor har jeg sat netop dem sammen i bogen,” fortæller Wolfram Eilenberger, der selv er uddannet filosof, men primært arbejder som forfatter i dag.

Umiddelbart ville man måske tænke, at det ikke lige er bøger som disse, folk skynder sig hen i boghandlen for at købe. Men Wolfram Eilenbergers to seneste bøger har i den grad fundet læsere over hele verden. ”Troldmændenes tid” er oversat til 20 sprog og blev med det samme en bestseller, og ”Frihedens ild”

er blevet kaldt en fornem opfølger og et indlysende mesterværk.

På spørgsmålet om, hvorfor han tror, at bøger om netop filosoffer, deres liv og deres tænkning, har nået så bredt et publikum, lyder svaret: ”Jeg skriver ikke kun om filosoffernes tænkning, men også om deres liv, og det biografiske stof er med til at vise, hvordan deres egen eksistens er påvirket af deres idéer og omvendt. Jeg tror, der er en længsel hos folk efter at se netop det; at filosofi ikke bare er tankespind, men at det gør en forskel for os, hvis vi tænker over vores eksistens eller lader være. For vi har nok allesammen en idé om os selv som nogle, der burde tænke over de her spørgsmål. Og jeg vil gerne vise, at filosofien kan være transformativ, at den kan gøre en forskel – så bøgerne er på den måde også en opfordring til selv at tænke, til selv at filosofere,” siger Wolfram Eilenberger.

Som et eksempel på, hvordan liv og tænkning hænger sammen hos de filosoffer, der er portrætteret i bøgerne, peger Wolfram Eilenberger på, at de fire tænkere i ”Frihedens ild” alle er kvinder, som på grund af deres køn havde sværere ved at blive en del af det akademiske parnas i deres samtid og dermed måtte søge andre veje. ”De blev faktisk slet ikke opfattet som filosoffer, så i stedet for at gå den traditionelle forskervej fandt deres tænkning vej ind i de noveller, dramaer og journalistiske reportager, som de skrev.

Man kan derfor sige, at de havde en mere narrativ tilgang til eksistensen, end de mandlige filosoffer på samme tid. Og så søgte de alle fire noget, som Hannah Arendt kaldte ’kærligheden til verden’. For mens mange af deres mandlige ’kolleger’ ofte havde svært ved at se den menneskelige eksistens som et ubetinget gode, så går det igen hos disse fire kvinder, at selv i mørke tider er livet altid en gave,” siger Wolfram Eilenberger, der også fremhæver, at tre af de fire kvinder var af jødisk afstamning, og at perioden mellem 1933 og 1943 derfor gjorde spørgsmålet om livets dyrebarhed og

den enkeltes frihed endnu mere presserende for netop dem.

Personligt er han blevet mest overvældet af den dybde, han fandt i den franske Simone Weils tænkning. ”Jeg opdagede hende først for alvor, mens jeg skrev bogen, og jeg tror næsten, at det er sådan, det er: Hun er det 20. århundredes ’glemte barn’, og det er for mig at se en stor sorg eller skam, at vores kultur har glemt hende.”

Simone Weil er blevet kaldt både filosof, politisk aktivist og mystiker. Og alle betegnelser passer. For spørgsmålet om frihed og forholdet mellem den enkelte og de andre bliver for hende fuldstændig afgørende for, hvordan hun ikke bare tænkte, men også levede sit liv. Hvis materialisme, masseideologier og egoisme spærrer vejen for ikke bare den enkeltes, men også for den andens gode liv og frisættelse, så må næstekærligheden og sympatien være svaret, mente Weil.

I begyndelsen af sin filosofiske tænkning var hun især optaget af den politiske frigørelseskamp. Som en del af den sammenhæng mellem liv og tænkning, hun i den grad repræsenterer, blev hun selv fabriksarbejder for at mærke arbejderlivet på egen krop, og hun deltog senere i Den Spanske Borgerkrig, hvor hun kæmpede imod Franco, ligesom hun blev frihedskæmper under Anden Verdenskrig. Med årene blev Weil mere og mere optaget af det religiøse. Hun fik en række religiøse åbenbaringer, og på trods af sin jødiske afstamning vendte hun sig efterhånden mod kristendommen med næstekærligheden som fortegn. Weil udviklede også en særlig teologisk metafysik, hvor hun når frem til, at den sande frihed ikke længere kan findes på jorden og mellem mennesker, men kun i den guddommelige nåde.

Som Wolfram Eilenberger kondenserer det i bogen: ”Det virkeligt befriende mål er ikke hengivenhed over for andre i solidaritet, men barmhjertig selvopgivelse under den guddommelige transcendens’ tegn.”

I telefonen uddyber han sin fascination af Simone Weil,

| 23

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

Wolfram Eilenberger 3 3Født i 1972. Tysk filosof og forfatter. Har udgivet en række populærfilosofiske bøger og er kendt for sine mange optrædener på tysk tv, hvor han har givet filosofien en ny stemme.

Har i mange år været chefredaktør på Philosophie Magazin og skriver jævnligt klummer i den tyske ugeavis Die Zeit.

3 3”Troldmændenes tid” udkom på dansk i 2020, og den 1. november udkommer ”Frihedens ild”. Begge på forlaget Klim.

0 Wolfram Eilenberger skriver ikke kun om filosoffernes tænkning, men også om deres liv, ”og det biografiske stof er med til at vise, hvordan deres egen eksistens er påvirket af deres idéer og omvendt. Jeg tror, der er en længsel hos folk efter at se netop det,” siger han.

– Foto: Annette Hauschild/Ostkreuz.

der døde allerede i 1943 i en alder af kun 34 år. ”Der er en klarhed i hendes engagement, som er helt unik. Og så insisterer hun på, at idéen om Gud ikke må fjernes fra vores tale om, eller undersøgelse af, os selv. Det er direkte farligt, når filosofien tror, at den kan klare sig uden transcendens – at vi blot ved hjælp af logiske argumenter kan nå frem til alt.

Hvor nogle erfaringer derfor på forhånd er dømt ude, fordi vi ikke har sprog for dem.

Derfor søger jeg også selv mod filosoffer, der ikke på forhånd dømmer de metafysiske spørgsmål ude, men tværtimod insisterer på at stille dem,” siger Wolfram Eilenberger.

Derudover mener han også, at Simone Weil har nogle væsentlige pointer, når det handler om dagens optagethed af et emne som identitetspolitik og MeToo. ”Weil var helt med på, at jeg’et kan stå i vejen for menneskelig frisættelse. Men vi’et er endnu værre. Hun så nemlig, hvordan det i virkeligheden ofte er et kollektiv af narcissister, der står og råber ’vi’. Tænk for eksempel på nogle af de kampagner, der lige nu foregiver at handle om et fællesskab, om et ’vi’ – og se så, hvilket ord de faktisk indledes med: ’me’, altså mig. Det så hun allerede dengang, så hun er virkelig værd at genlæse.”

Hos alle fire kvinder finder Wolfram Eilenberger denne dybe sammenhæng mellem deres liv og deres tænkning, og hos Simone de Beauvoir kobler han blandt andet hendes undersøgelse af frihedsbegrebet med hendes velkendte relation til Jean Paul Sartre, der var gift, men alligevel havde en særlig ”kærlighedspagt” med hende. ”I begyndelsen har Simone

de Beauvoir faktisk svært ved at svare på, hvorfor hun overhovedet skal interessere sig for den Anden. Og det tager hende 10 år at få kureret sig selv for den narcissisme, der har præget hende – og som jo i den grad også kendetegner den fælles pagt, hun og Sartre har indgået om fri seksualitet. Men som han nok nyder mere godt af end hun, og efterhånden går det op for hende, at ’ingen er en ø. Ingen kan være fri bare for sig selv’, som hun formulerer det. Det er med andre ord tænkningen, filosofien, der fører hende væk fra narcissismen og hen til idéen om en ’metafysisk solidaritet’, som blev et nøglebegreb for hende.”

Wolfram Eilenberger kalder selv sin planlagte trilogi for en ”modhistorie” om filosofien i det 20. århundrede. Han ønsker at pege på filosoffer, der ikke kun gik på arbejde og havde en såkaldt filosofisk karriere fra klokken 8 til 16.

Men hvor det at filosofere og forholde sig til sig selv og sin verden var en måde at være i verden på. Hele tiden. ”Og nu er jeres avis og læserne selvfølgelig fra Danmark, så måske er det ikke nødvendigt at fortælle jer. For det var jo præcis på den måde, det var for Søren Kierkegaard: Liv og tænkning hænger sammen. Men i dag er netop den sammenhæng forsvundet, og filosofi er blevet et akademisk fag som alle andre, på en masseinstitution.

Man kan gøre karriere i faget, og jeg tror aldrig, der har været så mange højtlønnede filosoffer før. Men de filosoffer, jeg skriver om, var det på en helt anden måde – de legemliggjorde deres tænkning,” siger Wolfram Eilenberger.

Han er ikke kun trist, men også bekymret over den ud-

vikling, ”for vi har virkelig brug for at se filosofi som den vigtige kamp mod at tro, at man ved alt. Det er en fælles indsigt, som de fire kvinder i ’Frihedens ild’ deler, og som betyder, at vi konstant må kæmpe imod det, som Hannah Arendt kalder ’banaliteter’. Med ordet ’banalt’ mente hun ikke, at noget er uden betydning. Det betyder derimod, at det er noget, der findes overalt”, siger Wolfram Eilenberger og tilføjer, at det netop er her, tænkningen eller filosofien skal træde ind og gøre den enkelte i stand til selv at dømme og ikke bare uden videre overtage ”banaliteterne”. ”Kant havde ret, da han sagde, at den enkelte både skal tænke og dømme for sig selv. Den nødvendighed forsvinder aldrig. I mine bøger har jeg så beskrevet flere forskellige bud, så der opstår forskellige svarmuligheder på de eksistentielle spørgsmål. Hvis man vil filosofere, er det nødvendigt at møde polyfonien – den fordyber kun tænkningen og udgør også en form for demokratisk dannelse,” siger han, der mener, at netop vores tid lige nu i den grad behøver filosofien. ”Jeg har allerede nævnt identitetspolitikken som et af de steder, hvor vi umiddelbart bevæger os fra en ’jeg’til en ’vi’-politik, og man kunne også nævne demokratiets krise i mange lande samt den cocktail af klimaudfordringer og teknologiske landvindinger, vi står midt i. Muligheden for totalitarisme og totalitære løsninger er til at få øje på. Tænk bare på den udbredte brug af overvågning, som sker i dag,” siger Wolfram Eilenberger og drager til sidst også vores fælles oplevelse af en verden i pandemisk alarmberedskab med ind i analysen. ”De yngre generationer, folk, der er født efter Anden Verdenskrig, har nok aldrig helt forstået, hvad staten kan. Men nu har vi set det igennem det seneste godt halvandet år. Og jeg siger ikke, at staterne overreagerede, men vi har i hvert fald set, hvad staten som sådan er i stand til at sætte ind med.

Det bør da give enhver stof til filosofisk eftertanke. Til at tænke og dømme selv.” J

Hvad skal du læse i efterårsferien?

Modtryk har udgivet bøger siden 1972, hvor forlaget blev grundlagt midt i Øgadekvarteret i Aarhus.

En fortælling – uanset om det er en krimi eller en roman – skal ville læseren noget, gøre indtryk, efterlade et spor, og så skal den samtidig være underholdende.

Vi håber at kunne inspirere dig til din næste læseoplevelse på modtryk.dk

Kunne du tænke dig at få nyheder om udgivelser, forfattere og bogbegivenheder, så tilmeld dig vores nyhedsbrev lige her:

Brug rabatkoden: KRISTELIGTDAGBLAD20 og opnå 20% rabat på alle bøger hele oktober på modtryk.dk

24 | Efterårsbøger | Internationalt

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

Spørg elmen om savn Den norske debutant Karoline Brændjord skriver overbevisende smukt om at finde en plads i verden efter en moders selvmord

anmeldelse 5 stjerner

AF MARTIN ROHR GREGERSEN kultur@k.dk

Hvordan skriver man digte om det, der er så ubærligt at tænke på, at det nærmest ikke lader sig tænke: En mor begår selvmord og efterlader en datter alene i verden? Efter at have læst norske Karoline Brændjords debutdigtsamling, ”Jeg vil vågne til verden”, smukt oversat til dansk af Sara Koch, ligger svaret lige for: som Karoline Brændjord.

Fordi hun som få formår at skrive med en præcis og uforfærdet sproglig lethed om alt det, der tynger: døden, savnet, sorgen, længslen. Fordi hun kan skrive et nærvær frem midt i fraværet.

Læs bare dette korte, intense digt: ”Min mor smilede. Hun spredte armene som en mariehøne/ vipper vingerne ud. Så rejste hun.”

Så enkelt kan det gøres: et vel-

”

Man forstår således godt, at debutanten allerede har fået sit gennembrud i Norge.

placeret punktum, der markerer det hårde og overrumplende skifte fra fylde (smilet, de spredte arme) til tomhed; og et elegant og præcist lynskud med mariehønen som emblematisk billede på barndommen, uskylden, omsorgen, håbet, men også tabet, sorgen, ophøret – mariehønen, der lander på fingerspidsen, inden den øjeblikket efter letter og flyver op mod himlen.

Det er karakteristisk for ”Jeg vil vågne til verden”, at den på den måde vender sig mod naturen.

Digtene er – ud over den på én gang fraværende og nærværende mor – slående mennesketomme. Til gengæld vrimler de med fugle, dyr, træer, blade, vind og vand. Jegets sorgarbejde finder ikke sted blandt andre mennesker, det er ikke her, hun forsøger at finde fodfæste igen, men i den natur, der til stadighed er der både som metafor og erkendelsesrum i sin egen ret, som nu i det smukke, filosofiske digt ”Elm”:

”Den der sidder tålmodigt kan se skoven forandre sig,/ se bladene på en elm folde sig ud og siden krumme/ sig indad. Den tålmodige kan se træet give slip./ Et bladfæste gøres sprødt og svagt så blot et spinkelt/ vindkast får bladet til at løsne sig. Adskillelsen er/ aldrig ceremoniel, aldrig tragisk, den er hverdagsagtig./ Spørg elmen om savn.”

Eller dette, der som andre af bogens digte også trækker på en reli-giøs forestillingsverden: ”Hun tog min hvile med sig/ og naturlovene// jeg skelner ikke mellem tanker og åbenbaringer// Guds barmhjertighed findes ikke/ Men nagler slået ind i vind.”

Sådan er Brændjords digte altid inderlige og fulde af følelser, men aldrig sentimentale. Det skyldes måske ikke mindst, at hun besidder en lyrisk stemme, der på den ene side træder frem og rækker ud mod verden med et mildt, nænsomt, håbefuldt, undrende og forsonligt tone-

fald, men som på den anden side også trænger sig på med skånselsløse, kontante og hårdtslående udsagn. Eller begge dele samtidig: ”Vandet er blødt når man berører det forsigtigt/ og hårdt når man rammer det i høj fart./ Det ved døtre der dypper fødderne i vandkanten/ og har en mor der springer ud fra en bro.”

Mens man i andre digte igen finder en legende, humoristisk og barnlig (i ordets bedste betydning: nysgerrig, spørgende, åben, livlig, drømmende, fantasifuld, mytologisk) tilgang til verden og sproget.

Spændvidden i ”Jeg vil vågne til verden” er med andre ord stor, og alligevel fremstår samlingen overbevisende helstøbt.

Man forstår således godt, at debutanten allerede har fået sit gennembrud i Norge i form af ikke bare Tarjei Vesaas’ debutantpris, men også Kritikerprisen.

Sidst en debutant fik tildelt den, var det en vis Karl Ove Knausgård, der trådte ind på scenen.

Brændjord er heldigvis ikke

Knausgård. Men med sine bevægende, smukke, på én gang sorg- og håbefulde, dødsmærkede og livfulde, eksistentielle naturdigte en selvstændig poetisk stemme, der i den grad også fortjener opmærksomhed uden for J Norge.

Karoline Brændjord: Jeg vil vågne til verden. Oversat af Sara Koch. 78 sider. 199,95 kroner. Turbine.

Denne tyske roman er både tidstypisk og bevægende Olivia Wenzels ”Mit hjerte er en automat” er en begavet og sine steder rørende skildring af en familiehistorie i DDR og et kvindeliv i nutidens Berlin

anmeldelse 4 stjerner

AF JEPPE KROGSGAARD CHRISTENSEN kultur@k.dk

”Mit hjerte er en automat af metal. Den står på en tilfældig perron, i en tilfældig by.”

Sådan lyder de første linjer i Olivia Wenzels ”Mit hjerte er en automat”. Og automat-metaforen er – siden den på den måde bliver fremhævet – vigtig for romanen, der med salg, kritikerros og prisnomineringer har gjort forfatteren til en af de store stemmer i nyere tysk litteratur.

Wenzels familie levede i det gamle, vareknappe Østtyskland, mens hun selv bor i Berlin, hvor Vestens forbrugerisme og overbud gennemsyrer alt. Hvert menneske er en forbruger, og alle mennesker forbruges, og det er en af måderne, hvorpå automat-metaforen kan forstås i historien om en kvinde i nutidens Berlin, der via gamle fotografier

3 Olivia Wenzels roman fortæller på fragmenteret vis om en lesbisk, brun og søgende kvinde i en hvid, heteronormativ og kapitalistisk kultur.

– Foto: Jens Hartmann Schmidt/ Ritzau Scanpix.

forsøger at forstå sin familiehistorie. Mormoderen, der fandt et liv i tryghed og velstand ved at lade sig indrullere i DDR-regimet.

Moderen, der i sin ungdom var frihedselskende punker, men aldrig rigtig oplevede friheden. Faderen, der var angolaner, kulsort i forhold til de dejblege østtyskere, og som kun fik lov at blive en tid i landet, før han blev sendt tilbage til Afrika. Hendes

tvillingebror, der døde en alt for tidlig og voldsom død. ”Mit hjerte er en automat” er altså en familieroman, der rækker et par generationer og epoker tilbage. Men den er også en nutidsfortælling om en ung kvinde, der forsøger at finde en plads og en måde at være i sit liv og i sin tid på. Som der står et sted: ”Jeg har flere privilegier, end

nogen i min familie nogensinde har haft. Og alligevel er jeg totalt lost.”

Hun er på Tinder, har sex med mænd og kvinder, forstår, hun nok er lesbisk, fester, forbruger og bliver forbrugt, er ensom, angst, tager piller, lever hyperbevidst og hurtigt. Men indimellem også langsomt. Dvæler ved det, der gør et menneske til et menneske, og ved de øjeblikke, der har formet hende. Som da hendes mor så sin døde søn i krematoriet: ”da hun fik lov at røre ved min døde brors stive krop, kunne hun begribe, at han var død, og hans død angreb hendes krop.”

Det er i passager som den, romanen virkelig lever; i de smertende, billeddannende glimt, og Wenzel fortæller i en slags kontrolleret flimmer, hvor fortællepositionerne skifter, og hvor geografien gør det samme. Den unge kvinde er i New York, i Hanoi, i Berlin, præcis som man kan være det i sine tanker og på sin computer, og det er alt sammen meget tidstypisk: En roman, der på fragmenteret vis

fortæller om en lesbisk, brun og søgende kvinde i en hvid, heteronormativ og kapitalistisk kultur.

Det er vigtigt, det er aktuelt, det er moderne, men det er ikke desto mindre minderne og skildringerne af fortidens lys og skygger, varme og kulde, der for alvor fungerer som litteratur, og dét, der gør ”Mit hjerte er en automat” til en læse-oplevelse.

Og selvom Wenzel er blevet hyldet for romanen i sit hjemland, tror jeg endnu ikke, hun har skrevet sin bedste bog. Der er endnu mere i hende. Også selvom bogen måske ikke bliver helt så let at klistre mærkater på.

Som ”vigtig”, ”aktuel” og ”moJ derne”.

Olivia Wenzel: Mit hjerte er en automat.

Oversat af Ditte Engels Hermansen.

321 sider. 300 kroner.

Turbine.

”En drømmebog for enhver dedikeret bogelsker.”

– POLITIKEN

Solgt til udgivelse i 30 lande

”Et fænomenalt værk om bogens slyngede vej fra skrøbelig papyrusrulle til solid bog.”

– JYLLANDS-POSTEN

”En smittende kærlighedserklæring … Man bliver klogere uden at opdage det.”

”Kraftpræstation af en bog ...Et oplagt bud på en klassiker.”

– INFORMATION

– BERLINGSKE

26 | Efterårsbøger | Internationalt

De dybe sandheder i livet er tit ganske enkle

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

4 Dag Solstad omgiver sig med mange malerier i sin lejlighed. Her er han fotograferet foran et portræt, han fik af en kunstnerven, da Solstad blev 50 år – for 30 år siden.

– Foto: Leif Tuxen.

Dag Solstad er blevet kaldt Norges største nulevende forfatter og ”de stille eksistensers besynger”. Men nu kommer der ikke flere romaner fra den 80-årige forfatter

interview DANIEL ØHRSTRØM SKRIVER FRA NORGE ohrstrom@k.dk

Dag Solstad havde aldrig hørt om Knut Hamsun (18591952), før den store norske forfatter døde. Det var midt under vinter-OL i Oslo 1952, og Dag Solstads far, der selv døde året efter, havde kun købt avisen for at læse sportsresultaterne. Men et billede af en gammel, skægget mand i den dags udgave af Aftenposten fangede alligevel den dengang 10-årige Dag Solstads blik, så han spurgte sin far, hvem manden med skægget var. ”Det er en digter, som var nazist,” svarede faderen tørt – ifølge Dag Solstads nye bog ”Artikler om litteratur” – uden at vide, hvilken betydning Knut Hamsun senere skulle få for sønnen. For det var Hamsun, der gav Dag Solstad lyst til selv at blive forfatter. Til gengæld arvede Solstad også sin fars sportsinteresse. Her 70 år senere er Dag Solstad, der nu selv er blevet udråbt til at være Norges største nulevende forfatter af blandt andre mesterkolleger som Jon Fosse, Per Petterson, Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård, stadig så optaget af fodbold, at han får lys i øjnene, da han nævner Preben Elkjærs ”vidunderlige mål” til VM i 1986 og ”stakkels Jesper Olsens tilbagelægning” til Lars Høgh, som udløste det første mål, da Spanien slukkede VM for Danmark det år i ottendedelsfinalen.

Som ung dækkede Solstad som en sprogstærk sportsreporter fodboldslutrunderne for norske dagblade, og sammen med den lige så fodboldglade forfatterven Jon Michelet (1944-2018) har han også skrevet reportagebøger om verdensmesterskabet. Under dette års EM holdt Dag Solstad egentlig med England, men kunne godt have undt Danmark titlen, og han har synlig beundring for broderlandets resultater på græsplænen nu, hvor det danske herrelandshold fører deres kvalifikationspulje til VM suverænt. ”Som nordmand bliver man jo helt misundelig, når man ser, hvordan I danskere bliver ved med at fostre talenter, der kan få jer til nye slut-

runder,” siger Dag Solstad, da han sidder i sin lænestol i lejligheden i Oslo for at tale om sit liv med litteratur – men altså med en forkærlighed for både danske fodboldspillere og forfattere.

Dag Solstad har dog også ”haft stor glæde” af at læse danske forfattere, ikke mindst Tom Kristensen og Johannes V. Jensen, og han er i øjeblikket ved at genlæse ”Kongens fald”, som han som 18-årig slugte som en uforglemmelig sanseoplevelse. Men ingen forfatter slår Hamsuns betydning for Dag Solstad. ”Jeg er helt håbløst betaget af Hamsun. Ho, ho, ho,” siger Dag Solstad med en dyb, hæs og nærmest hånlig latter over sin egen pludselige sentimentalitet. For Solstad er efter eget udsagn normalt ikke typen, der bruger store ord eller holder af at tale om store følelser. Han er også blevet kaldt ”det underspillede dramas mester”. Mesterværket ”Generthed og værdighed” når for eksempel sit dramatiske højdepunkt, da dansklæreren Elias Rukla slår sin paraply i stykker i afmagt, mens Dag Solstad allerede i sin debutroman ”Irr! Grøntt!” får et drama ud af at følge gymnasielæreren Geir Brevik, der ligger og vogter sit æbletræ i haven. Og mange af Solstads værker bærer knastørre titler som ”17. roman”, ”Attende bog” eller senest ”Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen”. Sådan forsøger han at lægge en dæmper på sproget helt ind i titlerne, der i stedet er inspireret af de store komponisters hovedværker som ”Beethovens 7. Symfoni”, der giver ro til, at musikken kan tale for sig selv. ”En god titel tager for meget lys ud af værket,” forklarer Dag Solstad, som helst lader hele værket tale for sig selv. Derfor har han også svært ved at udpege de sætninger, han selv er gladest for at have skrevet. I stedet taler han om det ”uopløselige epos”, når en historie står, som den skal. ”Som forfatter må man altid spørge sig selv, om et tekststykke er nødvendigt, ellers skal det jo skæres væk, men den gode litteratur træder frem, når fortællingen optimalt set bliver uopløselig, så historien bliver siddende i læseren,” siger Dag Sol-

stad, der altså heller aldrig selv var blevet forfatter, hvis han ikke var blevet suget ind i Hamsuns uopløselige fortællinger. ”Det var en af mine skolekammerater, der anbefalede mig at læse Hamsun, da jeg var 15-16 år. Samme dag gik jeg på biblioteket og lånte en bog af Hamsun. I dag bilder jeg mig stadig ind, at det var ’Sult’, men jeg kan næsten ikke forstå, at jeg var moden nok til at læse ’Sult’ i den alder, så det kunne lige så godt have været ’Mysterier’, ’Victoria’ eller min senere yndlingsroman ’Pan’. For jeg havde aldrig før læst så levende litteratur. Og da vidste jeg straks, at jeg selv ville være forfatter for at få folk til at blive lige så betaget af det, jeg skrev.”

Hvad var det ved Hamsun, der betog dig? ”Det var nok hans sanselige sprog, og jeg opdagede da også hurtigt, at andre forfattere også var stærkt optaget af Hamsun. I 1960 var jeg for eksempel til et forfatterseminar, hvor blandt andre Tarjei Vesaas (norsk forfatter, 18971970, red.) deltog, og i en af pauserne gik han henført og talte om Hamsuns ’Victoria’, så jeg i begyndelsen troede, at Vesaas var blevet forelsket i en pige, der hed Victoria.

Men den er også mesterlig.

Jeg kan huske, hvordan Hamsun beskriver en kvindehånd overraskende erotisk, idet han fik samlingen mellem tommeltotten og pegefingeren til at skabe helt andre billeder. Og sådan havde jeg heller aldrig før læst en hånd beskrevet.”

Sådan beskrev den danske digter Emil Aarestrup (18001856) ellers også en kvindehånd i et af sine erotiske digte… ”Ja, og det stjal Hamsun!”, siger Dag Solstad og griner højt. ”Man har lov til at stjæle i litteraturen, synes jeg.” ”Artikler om litteratur” kan også virke som en lang rejse i den litteratur, der har inspireret ham selv. Bogen begynder med en fysisk togrejse, da Dag Solstad første gang forlod sin egen hjemegn i Sandefjord, men også udvidede sin verden gennem rejser i litteraturen, i takt med at han ikke blot opdagede Hamsun,

men også forfattere som Thomas Mann, Marcel Proust og Witold Gombroviscz, der alle har farvet Dag Solstads eget forfatterskab.

I dag har han svært ved at sige, hvem han sætter allerhøjest. ”Jeg har selv svært ved at rangordne forfattere. Der kan jo være perioder, hvor jeg er mest optaget af Gombroviscz eller Proust. Men jeg ville aldrig kunne sige, at Proust er den bedste forfatter i verden,” siger Dag Solstad, som også skriver morsomt i sin nye bog om den rivalisering, der har været blandt forfattere gennem tiden.

Tilbageskuende betragter han Strindberg, Hamsun og Selma Lagerlöf som 1890’ernes nok alligevel største nordiske digtere. Men mens den danske litteraturkritiker Georg Brandes brugte sin magt i litteraturmiljøet til at bære Lagerlöf frem ved at rose hende i et skelsættende essay to år efter hendes debut ”Gösta Berlings saga”, havde Brandes ikke meget fidus til Hamsun, som han gjorde sit for at holde nede. ”Jeg kan ikke lade være med at grine, når jeg tænker på, hvordan Hamsun fik Selma Lagerlöf som borddame til nobelprismiddagen i 1920.

De var omtrent lige gamle og boede begge på godser. Men hun havde allerede fået Nobelprisen i 1909, godt båret frem af Hamsuns rival, Georg Brandes, som hun så havde stemt på det år. Det må Hamsun have vidst, så man kan

forestille sig, hvilken fryd Hamsun sad med under høflighedssnakken med sin borddame, inden han gik på scenen for at holde sin ’Tale til ungdommen’ som årets modtager af Nobelprisen,” siger Dag Solstad og griner hæst som Hamsuns medsammensvorne i sin lænestol, inden han formildet tilføjer, at ”Gösta Berlings saga” faktisk har mange af de samme kvaliteter som Hamsuns ”Pan”.

Han læser også Selma Lagerlöfs debutroman som en taknemmelig gestus for det liv, den 32-årige debutant dengang havde fået af ikke mindst faderen. Og hos Solstad finder man heller ikke nogen dramatiske faderopgør, for han var også glad for sin egen far, fortæller han. ”Jeg havde et mere anstrengt forhold til min mor, som gerne ville bestemme meget over både mig og min ni år ældre bror. Han gik og fortalte vidt og bredt om, at han ville være missionslæge, når han blev stor, for min mor kunne ikke forestille sig noget finere. Men han endte med at stikke til søs og blev der. Hun havde nok også håbet, at jeg blev lektor, da jeg fik interesse for litteratur. Før jeg læste Hamsun, havde jeg selv forestillet mig at blive ingeniør, for jeg var god til at regne. Men hun var vel også lidt stolt af, at jeg blev forfatter. Hun gik rundt til boghandlerne for at sikre sig, at de havde mine bøger stående. Og hvis de ikke havde sat min bog i vinduet, så siger

jeg bare stakkels boghandlere!”, siger han og slår en latter op.

Moderen blev således en af hans mest trofaste læsere.

Dag Solstad har ellers godt selv hørt rygtet om, at han med sin usentimentale skrivestil tiltrækker flest mandlige læsere. ”Men jeg har skam også kvindelige læsere, og det er de bedste kvindelige læsere,” siger han med et selvsikkert glimt i øjet.

Hvad er god litteratur for dig? ”Jeg kan bare sige, at god litteratur skal lugte af litteratur. Jeg er optaget af forfattere, der kan beskrive livet på en fantastisk måde. Ikke fordi de har levet livet på en fantastisk måde, men fordi de kan beskrive livet,” siger han og peger på, at Hamsun og Thomas Mann mødte nazismen på to vidt forskellige måder, men begge skrev mesterværker, der kan læses i deres egen berettigelse. ”Litteraturen kan være sandere end livet. Det kan lyde som en kliché, men de dybe sandheder i livet er tit ganske enkle. Og det er det, jeg er kommet frem til. En forfatter bliver sjældent god, hvis han forsøger at være positiv,” siger han og tilføjer. ”Nu har vi for eksempel valg her i Norge. Og politikere, som trods alt er folkevalgte, hvad enten de befinder sig langt til venstre eller højre, skal altid vinde et valg, og derfor skal de fremstille deres sag i det mest gunstige lys for

| 2 7

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

Dag Solstad Født i 1941.

Norsk forfatter og har udgivet romaner, artikler, skuespil og essays.

Som den eneste norske forfatter har han modtaget Kritikerprisen tre gange, og i 1989 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris. Har desuden modtaget Gyldendal-prisen, Doblougprisen og Armand V. Brages hæderspris.

Solstads romaner er oversat til 20 sprog. I 2015, hvor ”Generthed og værdighed” udkom på engelsk, kaldte The New Yorker-kritikeren James Woods begejstret 2015 for ”Solstads år”.

Nu er Solstad aktuel på norsk med ”Artikler om litteratur” på Forlaget Oktober. Gift med teaterkritiker Therese Bjørneboe.

365 dage med de smukkeste fugleakvareller

Fjeldvåge Buteo lagopus

Fra sine ynglepladser i de skandinaviske fjelde får vi i løbet af efteråret besøg af denne

ret store våge, og så kan man møde den vinteren over i det åbne danske landskab. Den står ofte med blafrende vinger over terrænet, hvad musvågen sjældent gør, og så ser man tydeligt de mørke pletter midt på vingerne.

2021045_Indhold_Fuglekalender_365dage.indd 18

Denne nye bordkalender for 2022 indeholder alle de smukke fugle, som kan opleves i Danmark.

Både de kendte og elskede, som vi møder ved foderbrættet i haven, og dem vi kan nyde på afstand i parkerne, i skoven, ved søen, på engen og ved havet.

Onsdag 26. januar

2022

Fredag 21. januar

2

Grønirisk Carduelis chloris

”

Måske findes der en gud, men jeg kan bare ikke få mig selv til at knæle for ham.

DAG SOLSTAD, FORFATTER

at skaffe sig vælgernes opbakning, men forfatterne er frie, og litteraturen er fri. En god forfatter er fri.”

Hvordan ser du i dag tilbage på din egen maoistiske periode i 1970’erne? ”Jeg er glad for, at jeg nåede at have mine utopier, selvom det har vist sig at fungere dårligt med et-parti-styreformer i praksis.”

Hvad tror du så på i dag? ”Jeg er ikke nogen stor beundrer af vores eget politiske system, men det er nok bedre end alternativet. Jeg har ingen utopier tilbage, og det virker også til, at stadig flere mister troen på kapitalismen, fordi de kan se, at grådighed er dårligt for både samfundet og det enkelte menneske,” siger Dag Solstad, som ikke selv har været drevet af penge som forfatter. ”Da jeg debuterede med en novellesamling som 24-årig, var jeg nok optaget af æren, men ikke af pengene. Måske har jeg sommetider siden drømt om at skrive nogle ro-

maner, der kunne indbringe en masse penge, men det gjorde de aldrig,” siger Dag Solstad, der til gengæld er glad for de gavmilde kunststøtteordninger i Norge, som han også mener er med til at forklare, hvorfor Norge formentlig ville stå stærkt, hvis der var EM i god litteratur. ”Jeg mener, at det er statens pligt at støtte kulturen, hvis de synes, at den er værd at støtte. Det ville også være helt urimeligt, hvis et så lille kulturland som Norge skulle basere sig på markedskræfterne.”

Men dine bøger er da trods alt oversat til 20 sprog? ”Ja, men det var heldigvis sent. Og selvom mine bøger enkeltvis efterhånden ikke sælger så dårligt, er jeg aldrig blevet nogen stor bestsellerforfatter. Hvis jeg havde udgivet en bog hvert år, kunne jeg måske være blevet velstående, men jeg ville hellere have god tid. Det har typisk taget mig to-tre år at skrive en roman, og jeg kan være 10 år om at omsætte en idé til en roman. Det er også derfor, at jeg ikke kommer til at skrive flere romaner. Nu er jeg 80 år, så jeg har simpelthen ikke tiden til det.”

Dag Solstad betragter nu både døden og troen som et åbent kapitel. ”Måske findes der en gud, men jeg kan bare ikke få mig selv til at knæle for ham,” siger Dag Solstad, der som barn kunne sin børnebibel

udenad, men forlod troen sidst i gymnasiet.

Her i avisen har han tidligere udtalt, at han taler med Gud, selvom han ikke tror på ham. Men Dag Solstad har også brug for at udtrykke sig, som han er bedst til. Og han skriver stadig blandt andet essays, som han tillægger lige så stor værdi som sine romaner.

Hans arbejdsværelse ligger i soveværelset, og det er på en måde passende. For det er både her, han drømmer i søvne og drømmer gennem litteratur. ”Man kan godt betragte litteratur som en slags drømme, hvor alt kan lade sig gøre, og begge dele bliver jo nok også næret af underbevidstheden,” siger Dag Solstad, som i åbningsessayet fra bogen fortæller om en drøm om sin hjemby, som ellers ikke er eksplicit omtalt ret meget i forfatterskabet.

Men som dreng boede en af hans kammerater i lejligheden over banken. Og en nat i omkring 1980 drømte Dag Solstad, at han skyldte en masse penge i den bank. ”Jeg vågnede lettet op over, at det var en drøm, så opvågningen skal nok også ses som en del af fortolkningen,” siger Dag Solstad, som dog gerne vedgiver, at drømmen nærliggende kunne betyde, at han står i gæld til sin hjemegn og den kammerat, som opfordrede ham til at læse Hamsun. Ellers var han aldrig blevet forfatter.

J

Grønirisken er en ret stor og kraftigt bygget finkefugl, der er velkendt af de fleste haveejere, eftersom den er en af de hyppigste gæster ved foderbrættet om vinteren. Med hannens olivengrønne fjerdragt og markante gule vingebånd er den let at genkende. Hunnens farver er lidt mere uanselige.

Blåmejsen er en smu bygget fugl, der be omkring på de tyndes

31/05/2021 14.20

efter insektlarver o i barkrevner og blad

velkendt og populær i ha er en flittig gæst rundt ve og de ophæng

2021045_Indhold_Fuglekalender_365dage.indd 21

kan uden for yngletiden opleves i store flokke i fjorde og søer.

POLITIKENS FORLAG

28 | Efterårsbøger | Internationalt

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

3 Da The New York Times anmeldte Nino Haratischwilis bog, faldt sammenligningen med Lev Tolstojs ”Krig og fred” helt naturligt.

I juni udkom ”Det ottende liv” på dansk. – Foto: G2 Baraniak.

Århundredet i Sovjets skygge set fra Georgien: ”Et stort menneskeligt eksperiment” Den tyske forfatter Nino Haratischwili med georgisk baggrund ville skrive om sin egen opvækst i et borgerkrigsplaget Georgien, der kæmpede for at finde sin identitet som en selvstændig stat efter Sovjetunionens fald.

Men arbejdet greb om sig, og hun endte med at skrive om et helt århundrede

interview AF PERRY MACLEOD JENSEN kultur@k.dk

Hun vidste ikke, at hun skulle bruge fire år på at skrive en roman, der endte på næsten 1100 sider og handler om et helt århundrede.

Skrivningen greb om sig, og den georgisk/tyske forfatter Nino Haratischwili endte med at gennemgå hele det 20. århundrede, der bød på to verdenskrige og et sovjetisk jerngreb over det smukke land, der bliver kaldt Guds eget ferieparadis. ”Georgien er hovedkarakteren i bogen, og jeg ville gerne fortælle om den europæiske historie fra en synsvinkel, der ikke er centraleuropæisk,” siger Haratischwili, da jeg taler med hende via en skrøbelig videoforbindelse fra Tbilisi, Georgiens hovedstad. ”Det ottende liv” kan beskrives på mange måder. Vi kan kalde den et nationsportræt, en samling af kærlighedshistorier, en tragedie, en historie om hverdagen under et totalitært styre, om skæbnens ulyksaligheder, familiebånd, den europæiske historie fortalt fra hjemmefronten eller historien om en forbandet, men også forførende opskrift på varm chokolade.

Romanen udkom i juni på dansk, efter at den har bjergtaget alverdens anmeldere og læsere, siden den oprindelige tyske udgave udkom i 2014.

Armbevægelserne i romanen er store, og da The New York Times anmeldte bogen, faldt sammenligningen med Lev Tolstojs ”Krig og fred” helt naturligt – den verdenskendte roman på over 1000 sider, som beskriver livet i det russiske aristokrati op til og under Napoleons felttog i Rusland.

Egentlig ville Nino Haratischwili bare skrive en roman om sin egen ungdom. Hun blev født i Tbilisi i 1983, og

hendes barndom blev tæt forbundet med Sovjetunionens endeligt. Men Murens fald betød ikke, at livet i Georgien straks blev bedre. ”Det var en meget brutal og vanskelig tid,” fortæller Haratischwili, når hun tænker tilbage på en opvækst præget af borgerkrig og økonomisk krise. ”Det var en mørk periode.

Helt bogstaveligt, for vi havde ikke engang elektricitet, og der var problemer med at få mad. Alle, som oplevede den periode, kommer aldrig til at glemme den,” siger hun.

Folk stod i lange køer for at få deres daglige ration af brød. Der blev skudt på gaden, og fødslen af et frit, uafhængigt Georgien var kaotisk.

Landet var i opbrud efter 70 år som en del af Sovjetunionen. Partierne var i kamp mod hinanden. Liberale og konservative kræfter sloges om den politiske retning. Og Haratischwili var omringet af ekstreme historier, mens hun voksede op. De historier har hun transformeret ind i romanen. ”På en måde var den tid som et stort menneskeligt eksperiment. Det er den slags, der giver en masse materiale til en kunstner,” siger hun.

Men Haratischwili havde ikke nogen idé om, hvor stort materialet i virkeligheden var. Hurtigt stod det klart, at hun ikke kunne afgrænse sin historie til den tid, hvor hun selv voksede op. ”Det ville være umuligt for læserne at forstå konstellationerne i landet, og hvordan partierne kæmpede mod hinanden, hvis jeg bare fokuserede på de to årtier,” siger hun.

Flere og flere årtier blev inddraget i hendes research, så inden hun havde set sig om, strakte romanen sig helt tilbage til tiden, der ledte op til Oktoberrevolutionen i 1917. Derfor endte ”Det otten-

de liv” med at blive en saga om familien Jasji, som romanen følger over seks generationer, og gennem familiehistorien udfoldes historien om Georgien i det 20. århundrede – fra den sidste tsars død til demonstrationerne i hovedstaden, Tbilisi, i 2007. ”Det var slet ikke meningen, at bogen skulle handle om et helt århundrede, men jeg kunne ikke stoppe, efter at jeg først var gået i gang,” siger hun.

Alting var nemlig forbundet. Den georgiske historie, hun ville fortælle om, var tæt forbundet med den russiske og sovjetiske historie. Ligesom den sovjetiske historie er forbundet med både den europæiske historie og verdenshistorien. Ingen af delene var til at komme udenom, og derfor endte hun med at skrive den store familie- og nationskrønike på næsten 1100 sider. ”Det ottende liv” er delt op i syv fortællinger, som er dedikeret til hvert sit medlem af familjen Jasji, og gennem deres livshistorier får vi beskrevet den georgiske historie.

Men man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på familiens stamtræ. Vi følger først oldemoderen Stasia og hendes halvsøster Kristine. Dernæst Stasias to børn: Kostja og Kitty. Dernæst Kostjas datter Elene, og hendes to børn Daria og Nitsa.

Det er ikke tilfældigt, at seks af de syv fortællinger fokuserer på kvinderne i familien Jasji. Nino Haratischwili ville gerne give et blik på historien, som ikke kun fokuserede på ”de store helte, våben og eksplosioner”. Hun var langt mere interesseret i, hvad der foregik i hjemmene, mens mændene var ude at føre krig og politik. ”Kvinderne oplevede på nogle måder den stalinistiske brutalitet endnu hårdere end

”

Kvinderne oplevede på nogle måder den stalinistiske brutalitet endnu hårdere end mændene.

NINO HARATISCHWILI, FORFATTER

mændene,” siger hun. ”Jeg har altid spurgt mig selv om, hvad der skete med de folk, som blev derhjemme og blev tvunget til at kæmpe med de beslutninger, som andre folk træf. Derfor var det vigtigt for mig at snakke om krigene fra dette synspunkt,” siger hun. ”Når du kigger på statistikkerne over folk, der blev sendt til Gulag-lejrene eller forsvandt under stalinismen, er det ikke, fordi mændene er i overtal. Det er lige fordelt mellem mænd og kvinder.”

Særligt i de første to bøger om Stasia og Kristine føles deres skæbner særligt tragiske, fordi den ikke er blevet formet af deres egne valg. De er i stedet tvunget til at leve med de konsekvenser af de valg, som deres mænd har truffet, og det kaster en tung skygge over deres liv.

Det er, som om tragedierne er skæbnebestemte i bogen.

Karakterer som Stasia og hendes søster Kristine må igen og igen indse, at de ikke kan bryde ud af de skæbner, som de blev født ind i, og forfølge deres drømme og leve et frit liv. Men Nino Haratischwili siger selv, at hun slet ikke er så fatalistisk, som man kan tro, når man læser bogen. ”Jeg foretog en masse interviews i researchen til min bog. Der nævnte mange folk dét ord: skæbnen,” siger hun.

Derfor skulle skæbnen og

troen på en større mening med livets gang også have en fyldig plads i romanen.

Ikke fordi hun nødvendigvis entydigt tror på den eller afviser den. Men hun mener, at når du lever under et totalitært styre, er du tvunget til at tro på, at noget større har bestemt din skæbne på forhånd. ”Så er det lige meget, om det er Stalin, Kreml eller Gud. Folk var nødt til at tro på noget, fordi de ikke havde andre muligheder.”

I det hele taget fylder tro og fællesskab meget i romanen.

Den bliver fortalt af Daria Jasji. En 36-årig kvinde, der er flygtet fra sin familie og

hjemlandet Georgien, og som bor i Berlin. Daria har vendt ryggen til sin familie og nationens fællesskab – en af de største synder, man kan begå i Georgien, skriver hun i bogens prolog: ”I vores land er fællesskab guddommeligt, og man ser skævt til enegængere. Hav venner, familie og interessefællesskaber – alene kan du ikke bruges til noget.”

Nino Haratischwili tror, at årsagen til den stærke tro på fællesskabet kan findes i landets historie.

Det er et land, som historisk set har kæmpet for at bevare sin selvstændige identitet, mens langt mægtigere nationer har truet det lille rige ved Sortehavet.

| 29

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

Nino Haratischwili 3 Født i 1983 i Tbilisi, Georgiens hovedstad. Er en prisvindende forfatter, dramatiker og instruktør. Hun er opvokset i Tbilisi, hvor hun gik på den tyske skole og bor i dag med sin familie i Hamborg.

3 Hun har skrevet både skuespil og romaner.

Hun fik sit kritiker- og publikumsgennembrud med slægtsromanen ”Det ottende liv (Til Brilka)”.

Romanen er en episk familiesaga om kærlighed, krig, revolution og Georgiens dramatiske historie gennem det 20. århundrede.

3 Romanen blev udråbt som årets bedste af det tyske magasin Der Spiegel, har modtaget flere prestigefulde priser og blandt andet været nomineret til The International Man Booker Prize 2020.

Unikke mennesker Unikke mennesker - unikke stole ‒ unikke stole

Hvilestole der tilpasses dine ønsker og behov

Unikke mennesker Priser fra Efterårskampa Efterårskampagne Efterårskampag 7.995,-Efterå - unikke stole Efterårskamp Efterårskampag Stolebussen Farstrup Comfort Ce Stolebussen Farstru

KILDE: GUTKIND

over, hvilke værdier hun ville give videre til sine børn. ”Der indså jeg, at mange af de ting, jeg gerne ville give videre, er georgiske. Jeg er ret udtryksfuld, passioneret og nogle gange barsk. Mine følelser må gerne være ukontrollerede, og der kan jeg mærke, at folk i Tyskland forsøger at holde sig selv under kontrol.”

tyske vaner, så hun kunne blive en del af det tyske samfund. Det handlede nærmest om at distancere sig fra det land, hun havde sagt farvel til, og blive adopteret af sit nye land. ”Jeg havde måske en negativ oplevelse af mig selv og min baggrund. Da jeg forlod Georgien, var det stadig ret barskt i landet, og der var mange problemer,” siger hun.

Hun tilpassede sig hurtigt det tyske liv, men efter nogle år indså hun, at hun ikke kunne give afkald på sin georgiske identitet. Jo længere tid hun boede i Tyskland, jo mere georgisk blev hun.

Det store vendepunkt kom, da hun blev mor og tænkte

Farstrup

hos hos Comfort

Cen Cente

Spar op til 2000 Farstrup ,- på udvalgte Plus modeller Comfort Cen

Spar op til 2000 ,- på udvalgte Plu Smukt udformet i eg eller bøg Spar•op til 2000 ,- på udvalgte Plus

Stolebussen • Smukt i eg elle Stolebussen derudformet tilpasses • Smukt u

Spar til 2000 ,- på udvalgte Plu •op Smukt udformet eg eller b • Kvalitetsstoffet Hallingdal fraiKvadrat

Spar op tilHvilestole 2000 ,- påop udvalgte • Smukt udformet i eg bøP Spar tileller 2000 • Fantastisk siddekomfort • Smukt udformet i eg eller • Kvalitetsstoffet Hallingdal

fb • 10• års garanti på træstellet Kvalitetsstoffet Hallingdal • Kvalitetsstoffet Hallingdalfra fr • Fantastisk siddekomfort • Dansk møbelhåndværk i særklasse • •Fantastisk siddekomfort • Fantastisk siddekomfort •Kvalitetsstoffet 10 års garanti på•Hallingda træstellet Kvalit Unikke menne Kig •ind hos Vestergaard Møbler 10 års garanti på træstellet • 10 års garanti på træstellet • •Fantastisk siddekomfort Dansk møbelhåndværk i sæ Kgs. Lyngby Jernbanepladsen 23 • Fantastis • Dansk møbelhåndværk i sæ • København Dansk møbelhåndværk i sær Torvegade 55

dine ønsker og behov

• 10 års garanti på træstell www.Farstrupstole.dk • 10 års ga Kig ind hos Vestergaard M Kig hos VestergaardMø Mi • Dansk møbelhåndværk Kig indind hos Vestergaard Kgs. Lyngby Jernbanepladse • Dansk m Kgs. Lyngby Jernbanepladse

Priser fra

hos Kgs. Lyngby Jernbanepladsen København Torvegade 5 København Torvegade 5 Vestergaard Møb København kan komme til os,Torvegade 55 www.Farstrupstole.dk

Hvis du ikke Kig ind hos Vestergaard www.Farstrupstole.dk Kig ind ho 7.995,Hvis dukommer ikke kanvikomme til os, www.Farstrupstole.dk til Kgs. dig.

Lyngby Jernbaneplad Kgs. Lyngby Jernbaneplad Kgs. Lyng Hvis kommer du ikke kan til os, Torvegade 55 vi komme til København dig.

København Torvegade vikomme til dig. til Køben Hvis dukommer ikke kan os, Farstrupstole.d www.

Ring efter stolebussen www.farstrupstole.dk www.Farstrupstole.d kommer vi til dig.

Ring efter stolebussen -Ring På tlf.

45 87 54 04 efter stolebussen Hvis du ikke kan komme til os - På tlf.

54 04 - På tlf.45 45 87 87 54 04

Selvom ”Det ottende liv” er en tragedie, behøver den ikke at gentage sig. Fortælleren Nitsa Jasji er ligesom Nino Haratischwili flygtet fra sit hjemland, fællesskab og fakommer vi til dig. miliens nedarvede tragedie.

Hun fortæller familiesagaen til sin 13-årige niece Brilka, Ring efter stolebussen og niecen kommer til at stå På tlf: 45 87 54 04 som billedet på den nye generation, der udgør landets håb. ”Gennembryd denne historie, og læg den bag dig,” skriver Nitsa til Brilka i romanen. ”De voksede op efter Sovhos jet-tiden i et frit, uafhængigt Hvis du ikke kan komme til os, Georgien. De har en komplet Farstrup Comfort Center anderledes måde at tænke hos på. Selvom jeg blev født unSpar op til 2000 ,- på udvalgte Plus modeller der Sovjetunionens sidste tid, har min generation en • Smukt udformet i eg eller bøg overordnet følelse af, at vi ikke kan ændre noget som • Kvalitetsstoffet Hallingdal fra Kvadrat helst. Vi har vænnet os til, at vores bedste muligheder for • Fantastisk siddekomfort • Smukt udformet i eg eller at klare os i livet er at acceptere verdens gang,” siger Ha• 10 års garanti på træstellet • Kvalitetsstoffet Hallingdal ratischwili Hun håber, at Brilkas gene• Dansk møbelhåndværk i særklasse ration kan bryde den tragiske • Fantastisk siddekomfort historie, som folket fra det | | Tlf: 32 57 28 14 København Torvegade smukke land har gennemleKig 55-57 ind hos Vestergaard Møbler • 10 København | Torvegade 55-57 | Tlf. 32 57 28 års 14 garanti på træstelle vet. | | Kgs. Lyngby Jernbanepladsen Tlf:2845 Kgs. Lyngby Jernbanepladsen ”Uden deres sovjetiske arv, Kgs. Lyngby | Jernbanepladsen 19-25 19-25 | •Tlf. 32 57 1487 54 0423 Dansk møbelhåndværk is kan de åbne dørene til nogle København Torvegade 55 www.farstrupstole.dk nye steder,” siger Haratiwww.farstrupstole.dk www.Farstrupstole.dk schwili. J

Stolebussen

”Derfor har det altid været vigtigt at beskytte vores kultur, vores sprog, vores religion. Hvis du dyrker andre religioner, bliver du ikke nødvendigvis truet, men du møder en større mistillid og mistænkeliggørelse,” siger hun.

Det handler om at være en del af det guddommelige fællesskab. ”I Georgien er det stadig vigtigt for folk at være en del af majoriteten. Hvis majoriteten fordømmer dig, er der ikke særlig mange andre steder, du kan drage hen,” siger Haratischwili.

Selv forlod Haratischwili landet i 2003 og flyttede til Tyskland, hvor hun har boet siden. Her anstrengte hun sig for at forstå kulturen og de

hos hos Farstrup ComfortComfort Center Farstrup hos

Ring efter stolebussen - På tlf. 45 87 54 04

Fantastisk siddekomfo Efterårskampa Efterårskampagne Efterårskampag hos Efterårskamp

Ve Ves Ves Stolebussen

Efterårskampa hos Efterå Farstrup Comfort Ce

Farstrup Comfort Cen Stolebussen Farstrup Comfort Stolebussen FarstrC

hos CeP Spar op tilFarstrup 2000 ,- påComfort udvalgte Spar op til 2000 ,- på udvalgte Plu

Spar•op til 2000 ,- på udvalgte P Smukt udformet i eg eller

Spar op til 2000 ,- påop udvalgte • Smukt udformet i eg Spar tileller 200b

Kø Kø Kgs. Ly Kgs. Kgs. Ly Kgs.

Stolebussen Vestergaard Møbler Vestergaard Møbler

• Kvalitetsstoffet Hallingdal Smukt udformet i eg el • •Kvalitetsstoffet Hallingdal fr • Smukt • Fantastisk siddekomfort • •Fantastisk siddekomfort Kvalitetsstoffet Hallingd • 10 års garanti træstelle Kvalit menn København | Torvegade 55-57 | Tlf.Unikke 32 57 på 28• 14 • •10 års garanti på træstellet 19-25 |siddekomfor Tlf. 45 87 i Kgs. Lyngby | Jernbanepladsen •Fantastisk Dansk møbelhåndværk • Fantast www.farstrupstole.dk • Dansk møbelhåndværk i sæ

• 10 års garanti på træste • 10 års g Kig ind hos Vestergaard

30 | Efterårsbøger | Internationalt

Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021

Amerikansk anmelder: Algoritmer ødelægger bogkritikken Den amerikanske litteraturkritik er sunket ned i en overfladisk og anti-intellektuel forbrugerkultur, siger den amerikanske anmelder Christian Lorentzen

interview

5 stjerner kultur@k.dk

nyholm@k.dk

Litteraturredaktører på selv de førende amerikanske medier har lært at lytte til algoritmer, siger han. ”Det, der giver klik på hjemmesiderne og omtale på de sociale medier, er det, der prioriteres. Kvantificerede lister over eksempelvis årets 100 bedste bøger er en sikker vinder. Det samme er artikler om en meget lille gruppe af bestemte kendte forfattere. Fokus på klik har også den sideeffekt, at skribenter presses til at erklære de bøger, der kommer igennem nåleøjet og udsættes for en anmeldelse, for enten mesterværker eller makværker. Eller som spiller på de mest sensationelle elementer, hvis disse ellers findes. En samvittighedsfuld anmeldelse, der erkender ambivalens, vil ikke sprede sig på sociale medier lige så hurtigt som en uforbeholden lovsang. Samtidig skubber sociale medier også skribenter til at søge konsensus og til måske at undlade at udtrykke holdninger, der kunne give dem en hær af anonyme sociale mediebrugere på nakken,” siger Christian Lorentzen.

Den amerikanske anmelder efterlyser mere kant og mere kritik i bogkritikken og mindre fokus på det populære og det kommercielle:

anmeldelse AF DORIS OTTESEN

SIDSEL NYHOLM SKRIVER FRA USA

Engang kredsede de amerikanske mediers litteraturomtale om forlagenes udgivelser, og den væsentligste måde at skrive om nye bøger på var de klassiske anmeldelser.

I dag er den amerikanske litteraturdækning underlagt de sociale mediers og algoritmernes ustadige bølgegange, og anmeldelser er blevet erstattet med tandløse anbefalingslister og blodfattige forfatterinterviews.

Det siger den New York-baserede amerikanske kritiker Christian Lorentzen, der er tidligere boganmelder for nyheds- og kulturmediet New York Magazine og i dag freelanceskribent for litterære medier såsom London Review of Books, Paris Review og Harper’s Magazine. ”Litteraturkritikken i USA er gået samme vej som filmkritikken og kunstkritikken, der for længe siden blev korrumperet af en slavisk fiksering på billetindtægter og på auktionspriserne. Boganmeldelsen og dens grundlæggende hjørnesten – analyse og evaluering – er blevet smidt ud med badevandet til fordel for en form for forfladiget litteraturdækning, der minder mere om forbruger- eller livsstilsjournalistik.

Vi giver læseren lister over julegaveidéer og sommerlæsning, og i stedet for at gå kritisk og grundigt i dybden med en bog laver vi et venligt og luftigt interview med forfatteren om hans eller hendes kulturforbrug.

Det hele er designet til folk, der faktisk ikke læser ret meget,” siger Christian Lorentzen, der har været kritiker og kulturjournalist i mere end to årtier.

Bearbejdning af barndomstraumer

0 ”Boganmeldelsen og dens grundlæggende hjørnestene – analyse og evaluering – er blevet smidt ud med badevandet til fordel for en form for en forfladiget litteraturdækning, der minder mere om forbruger- eller livsstilsjournalistik,” siger Christian Lorentzen, der har været kritiker og kulturjournalist i USA i over to årtier. – Privatfoto.

”Vi risikerer, at en generation af forfattere vokser op, uden at der er nogen til at kritisere dem. Vi skaber en situation, hvor deres bøger blot behandles som rekvisitter til selfies eller som potentielle gaveidéer. Forfatterne fortjener kritikere, der kan vurdere deres bøger ærligt og seriøst. Og negativitet er en del af ligningen, fordi uden den er positivitet meningsløs.”

Christian Lorentzen er ikke den første amerikanske litteraturinsider, der har påpeget de traditionelle boganmeldelsers tilbagegang i USA til fordel for forbrugerorienteret kulturjournalistik. For et par år siden interviewede fagmediet Columbia Journalism Review en række litteraturredaktører på førende amerikanske medier, der i det store hele erkendte, at skiftet væk fra anmeldelser og hen imod andre former for litteraturdækning handler om at sikre webtrafik og om at servicere gennemsnitslæserne. Som Columbia Journalism Review konkluderede: ”På nogle måder er den mainstream-bogdækning kommet ned fra dens historisk høje nagle for at slutte sig til den øvrige kulturdækning, der bejler mindre til intelligentsiaen og mere til den overfladiske læser, der måske ikke er interesseret i litteratur.”

Men dette synspunkt er antiintellektuelt og kontraproduktivt, lyder det fra Christian Lorentzen.

”At bringe bogdækningen ned fra dens ’historisk høje nagle’ tjener blot til at fremmedføre dens eneste levedygtige publikum: Folk, som er interesserede i bøger. De, der læser boganmeldelser, læser ofte om en bog ikke blot som potentielle læsere af den bog, men også for at tage del i en intellektuel verden, der konstant gransker flere bøger, end en enkelt person nogensinde har mulighed for at pløje sig igennem,” siger han.

Den amerikanske kritiker understreger også, at provinsavisernes død har ændret mængden af litteraturkritik i USA. ”De traditionelle skrevne medier har haft nogle hårde år, og når en avis skal skære ned, så er det oplagt at droppe boganmeldelserne som det første. En del af forklaringen er, at de fortrinsvist skrives af freelanceskribenter og derfor er nemme at bringe tilbage, hvis budgetterne vokser igen,” siger Christian Lorentzen, hvis eget første job som kritiker var på lokalavisen Hartford Courant i byen Hartford i delstaten Connecticut.

Litteraturkritikere som ham selv er nødt til at hjælpe med at skabe den kultur, som de ønsker at leve i, understreger Lorentzen. ”Man kan selvfølgelig ikke bare brokke sig uden selv at forsøge at gøre noget. Hvis der er et problem med litteraturkritik, så er det, fordi der ikke er tilstrækkeligt med gode litteraturkritikere. Vi er forpligtede til at være stilfulde, til at være grundige, til at have integritet, til at være sjove, til at være gavmilde og til indimellem at være onde. Og vi må have modet og evnerne til at skære igennem forlagenes stadig mere intense og velfinansierede marketingkampagner. For mig er det opmuntrende at se så mange interessante unge kritikere derude trods fagets notorisk svære økonomiske vilkår.

Jeg tror ikke, at bogkritikken i USA på nogen måde er død,” siger han. J

”

Vi giver læseren lister over julegaveidéer og sommerlæsning, og i stedet for at gå kritisk og grundigt i dybden med en bog laver vi et venligt og luftigt interview med forfatteren om hans eller hendes kulturforbrug.

CHRISTIAN LORENTZEN, KULTURJOURNALIST OG ANMELDER

Christian Lorentzen 3 3Født i 1976. Opvokset i delstaten Massachusetts. Amerikansk litteraturkritiker med delvist danske aner.

Uddannet i klassiske sprog (græsk og latin) fra Harvard University i 1999.

3 3Begyndte sin karriere som boganmelder på Hartford Courant i Connecticut. Har siden arbejdet for flere magasiner, heriblandt New York Magazine. Er i dag freelancejournalist og skriver blandt andet for Book Forum, London Review of Books, Paris Review og Harper’s Magazine. Bor i Brooklyn i New York.

Det er fuldt forståeligt og også fuldt fortjent, at Alex Schulmans roman ”Glem mig” blev kåret til årets bog i Sverige i 2017. For det første er bogen overbevisende velskrevet, og for det andet passer bogen som fod i hose ind i den lange række af bøger, der i disse år udgives om børns opgør med deres forældre og/eller barndom i det hele taget. Her handler det om en søns forhold til sin alkoholiserede mor.

Der er al mulig god grund til at hilse alle disse bearbejdninger af barndomstraumer velkomne. Forældres overgreb på deres børn i form af psykisk terror har længe nok været tabuiseret.

Men om disse fortællinger også har litterær interesse, afhænger naturligvis af, om den skrivende faktisk kan skrive – altså om forfatteren er i stand til at skabe kunst af sine erindringer.

Det kan Alex Schulman. Ingen tvivl om det. Hans fortælling om en opvækst i og voksentilværelse med en dysfunktionel familie, der er fuldkommen domineret og tyranniseret af en alkoholiseret mor og en svag, totalt medafhængig far, er medrivende læsning fra første til sidste side. Al offentliggørelse værd.

Alligevel kan man under læsningen ikke lade være med at undre sig over, at rollen som mor kan have en så fuldstændig ødelæggende magt, der kræver ubetinget solidaritet, ja, underkastelse, ikke blot af barnet, men også af den voksne mand med egen familie. Er det den samme manglende evne til at sige fra, der gør én til alkoholiker og de andre i familien til medalkoholikere, der ligesom alkoholikeren selv bruger et helt liv på at skjule og fornægte afhængigheden? Romanens lykkelige slutning med en død far, en efter 30 års alkoholmisbrug ædru, vidunderlig, begavet og kærlig mor og to hengivne sønner besvarer ikke det spørgsmål, men den giver rigeligt stof til eftertanke. ”Glem mig” kan varmt anbefales, men den er ikke for sarte J sjæle!

Alex Schulman: Glem mig.

Oversat fra svensk af Charlotte A.E. Glahn. 240 sider. 249,95 kroner.

Lindhardt og Ringhof.

Mød forfatterne fra Kristeligt Dagblads Forlag til Bogforum i Bella Center i København 5.-7. november Klip programmet ud og medbring det til Bogforum

SCENEPROGRAM

Fredag

Lørdag

Søndag

Kl. 14-14.30

Kl. 13-13.30

Kl. 13-13.30

Tidligere undervisningsminister Merete Riisager og professor Per Schultz Jørgensen drøfter dannelse, selvbyggerbørn og bæredygtigt familieliv.

Med journalist Daniel Øhrstrøm.

Kl. 14.30-15

Forfatter og tidligere minister Per Stig Møller om de danske frihedskæmperes sidste timer og Sommeren ’45.

Interviewer: redaktør Anders Ellebæk Madsen.

Kl. 15-15.30

Det gode liv. Forfatter Leonora Christina Skov giver råd til en bedre tilværelse.

Journalist Daniel Øhrstrøm interviewer.

Kl. 15.30-16

Den danske drøm om revanche. Store Nordiske Krig. Historiker Lars Christensen og redaktør Anders Ellebæk Madsen.

Kl. 16-16.30

Midt i livet. Journalist og forfatter Paula Larrain drøfter skaberkraft, tro og kærlighed med musiker Chris Minh Doky.

Kl. 16.30-17

Ti spørgsmål til professoren om køn, natur og klima i sproget.

Med Johs. Nørregaard Frandsen.

Kl. 17-17.30

Sociolog Anette Prehn om det syngende menneske og sangens mange positive virkninger.

Med redaktør Kåre Gade.

Se mere på www.k.dk/forlag

Om kunsten at visne glad. Forfatter Hans Boll-Johansen i samtale med journalist Else Marie Nygaard.

Kl. 13.30-14

Grønlandsforsker Kirsten Thisted og antropolog Anne Knudsen drøfter den danske kolonitid i forlængelse af Stemmer fra Grønland.

Kl. 14-14.30

Udlandsredaktør Anna Libak diskuterer værdikampen i det 21. århundrede med debatredaktør Johannes Henriksen.

Kl. 14.30-15

Kristeligt Dagblad gennem 125 år. Chefredaktør Erik Bjerager interviewer historiker og forfatter Jes Fabricius Møller om avisens jubilæumsbog.

Kl. 15-15.30

Troens almanak 2022. Teolog og kunst-

historiker Lisbeth Smedegaard Andersen i samtale med journalist Else Marie Nygaard.

Kl. 15.30-16

Kunstkritiker Henrik Wivel om livet, tiden og lyset i kunsten. Interviewer: kulturredaktør Michael Bach Henriksen.

Kl. 16-16.30

Heksene og hofmanden i 1600-tallets Ribe.

Mød teolog Torben Bramming og forfatter Maria Helleberg.

Vi ses på stand C3-046

Forfatter Mirjam Capelle om at fortælle sin jødiske familiehistorie. Med journalist Benjamin Krasnik.

Kl. 13.30-14

Tro versus tro. Professor Peter Lodberg i samtale med tidligere generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen.

Kl. 14-14.30

Hvem var den danske agent for Lenin og Stalin?

Journalist Samuel Rachlin interviewer forfatterne Julie Riisbro og Niels Erik Rosenfeldt.

Kl. 14.30-15

To musikkritikere drøfter Beethoven – den symfoniske mester. Peter Dürrfeld og Søren Schauser.

Kl. 15-15.30

Hvordan opnår man det gode liv og ikke mindst familieliv? Mød psykolog Annette Due Madsen og journalist Mette Skov Hansen.

Kl. 15.30-16

Folket og magten. Hvad kendetegner USA og verden efter Trump? Forfatter Samuel Rachlin og debatredaktør Johannes Henriksen.

Kl. 16-16.30

Midt i livet. Journalist og forfatter Paula Larrain

drøfter kærlighed, køn og åndelighed med forfatter Andrea Hejlskov.

Kl. 16.30-17

Biskoppen og jødeforfølgelserne. Professor Martin Schwarz Lausten og historiker Bent Blüdnikow om Hans Fuglsang-Damgaards indsats under Anden Verdenskrig.

STORE FORTÆLLINGER

Alle bøger kan købes som e- og lydbøger

TO SMÅ FORTÆTTEDE MESTERVÆRKER

Kærlighedens år

AF FORFATTERNE TIL ÅRENE

”Johanne Mygind debuterer sikkert og vedrørende med en samtids- og slægtsroman, om tre generationer af mødre og døtre.”

– WEEKENDAVISEN

Hændelsen

★★★★★ ”Går ind under huden.” – JYLLANDS-POSTEN ”Et oprørende, dybt relevant værk – såvel kunstnerisk som menneskeligt. Burde være obligatorisk læsning.” – FINANCIAL TIMES

★★★★ ”Romandebut er fyldt med nærvær … Johanne Mygind sprudler som forfatter.”

– JYLLANDS-POSTEN

Simpel lidenskab

♥♥♥♥ ”Johanne Mygind

★★★★ ”Intens og intim.”

debuterer med begavet og følsom roman om kvindeskæbner på tværs af tiderne.” – POLITIKEN

”Et værk af lyrisk præcision og diamanthård klarhed.” – NEW YORKER

– JYLLANDS-POSTEN

Union eller undergang

Frederik i flåden

Den dramatiske fortælling om hvor tæt et forenet Skandinavien var på at blive til virkelighed.

Historien om Frederik 9.s lange liv på havet rigt illustreret med fotografier fra hans virke som sømand og krydret med små citater af Hendes Majestæt Dronningen.

★★★★★ ”... bygger på en kolossal arbejdsindsats og viden. (...) en fascinerende undersøgelse af fortidens mulige fremtider.”

– JYLLANDS-POSTEN

URTID er en gennemrevideret, opdateret og udvidet udgave af Jeanette Varbergs bidrag til Historien om Danmark, bind 1.

Om bogen skrev anmelderne:

Smukt bogværk om antikkens Grave, skatte og ofringer i moser er alt sammen efterladte spor fra dem, som var her før os. De er små brikker i et

betydning frem til i dag.

stort puslespil, som i sidste ende giver os et billede af den ældste historie for den lille plet på jorden, som vi i dag kalder Danmark.

gang sagligt og levende.”

Weekendavisen

” ”Antikken omkring os er en flot informativ buffet om os og antikken...” – POLITIKEN vores egen urtid – og de seneste årtiers naturvidenskabelige forskning har på mange måder revolutioneret vores viden om fortiden.

Foruden overblikket over vores forhistorie er URTID også

”Gennemgående velskrevet.”

Berlingske

en fortælling om menneskets udvikling og samspil med

den natur, vi lever i, og som til alle tider har formet vores måde at være i verden på. I bogen har Jeanette Varberg

desuden et vågent øje for kvindernes rolle som andet og Jydske Vestkysten ”En kraftpræstation.”

Historie-online.dk

mere end dem, der føder børn i skyggen af mændene.

★★★★ – KRISTELIGT DAGBLAD

Urtid

Gennem arkæologi og historie er vi kommet tættere på ”Jeanette Varberg skriver på én

Urtid

JEANETTE VARBERG

Antikken

Jeanette Varberg fortæller Danmarks ældste historie fra stenalder til vikingetid og kvindernes aftryk på historien som andet og mere end dem, der føder børn i skyggen af mændene.

Urtid JEANETTE VARBERG GA D S FO R L AG

ÅRETS HISTORISKE BOG JEANETTE VARBERG (f. 1978) er arkæolog, forfatter og inspektør ved Nationalmuseet. Forfatter til bl.a. Viking – Ran, ild og sværd (2019) og Den Fjerde Rytter – 10.000 års epidemihistorie (2020).

Hun er blevet hædret med bl.a.

Rosenkjærprisen, Blixenprisen og Weekendavisens Litteraturpris.