Scene&Kultur

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 1. MAJ 2021

Velkommen indenfor!

Landets teatre kan nu endelig byde publikum indenfor igen, efter at salene har stået tomme i flere måneder.

F OTO : J E S P E R H O U B O R G / R I T Z AU S C A N P I X

Særudstilling 2021

www.davidmus.dk

O

2 | Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

m få dage kan vi igen tage plads på sæderne i teatrene. For selvom publikum har været forvist i flere måneder, har der ikke været stille inden for murene.

Her er kreative tanker blevet tænkt, replikker øvet og kostumer prøvet, så landets scener nu kan byde indenfor til en ny – lidt forsinket – sæson. I Kristeligt Dagblads tillæg Scene&Kultur kan læserne dykke ned i artikler om alt det, der venter på scenerne, ligesom læserne kan blive klogere på, hvordan den tid, vi nu lægger bag os, har påvirket teaterlivet.

God læsning! Stina Ørregaard Andersen, souschef, Kristeligt Dagblads kulturredaktion

indhold Hvorfor bliver vi ved med at se ”genudsendelser” på scenen? side 4

Aben, myggen og de andre dyr på scenen side 22

Guide: Opera for nybegyndere side 6

Pernille Rosendahl om den danske sangskat på scene i Aarhus side 24 3

2 Sådan har coronaåret

C H R I ST I A N L I N D G R E N / R I T Z A U S C A N P I X

været for dansk teater side 8

Kaj Munks ”Ordet” indtager teateret side 10 2 Komponist Louise

Alenius sætter lyd på teaterversion af Selma Lagerlöf-roman side 12 F OTO : J O H A N N E T E G L G A A R D O L S E N

Frederik Cilius og Rasmus Bruun gør grin med bankerne side 14

N I E L S ÅG E S KOV B O/ F O K U S

Musicalgenren repræsenterer en kamp mellem ”finkultur” og ”massekultur” side 26 Flere aktuelle teaterforestillinger sætter fokus på kvinderollen side 28 og side 30 3 Vi skal ind i mørket for at blive i bedre humør side 32

2 Suffløren er skue-

Hvad mister vi, når teateret er sat på pause? side 34

Ikea bliver teaterscene side 18

Stanley Kubricks samfundskritiske kultklassiker indtager scenen side 36-37 3

spillernes skjulte hjælper side 16

F OTO : L E I F T U X E N

Udgivet af Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Stina Ørregaard Andersen | Layout: Mie Petersen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

F OTO : P E R MO R T E N A B R A H A M S E N

F OTO : N AT H A L I E M E L L BY E

“Jakob Højlev Jørgensen er så eminent i sin usentimentale eksistenssmerte, at man har svært ved at forestille sig en mere raffineret fortolkning.”

Information

“Lige så komisk som dybt tragisk, men fra først til sidst spillet med værdigheden i behold.”

Politiken, ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

“Skuespil af høj karat.

Mesterlig iscenesættelse.”

Nordjyske, ★★★★★

Jeg er min egen kone Allégade 7-9 • 2000 Frb. • riddersalen.dk

Tak til:

14. aug. – 5. sep.

4 | Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

”Genudsendelser” på de skrå brædder: grundvilkår eller overlevelsesstrategi?

Folkekomedien ”Sommer i Tyrol” og bestsellerromanerne ”Tour de Chambre” og ”Frank vender hjem”.

Flere og flere kendte titler finder vej til teaterscenen, men har det egentlig altid været sådan, eller er der tale om en tendens? Og hvor efterlader det ny dansk dramatik?

remediering AF TRINE LAVGESEN lavgesen@k.dk

”Romeo og Julie”. Mange vil sikkert pege på William Shakespeare som ophavsmand til et af de mest berømte kærlighedsdramaer i verdenslitteraturen. I virkeligheden bygger tragedien om de unge elskende på prosadigtet ”The Tragicall Historye of Romeus and Juliet” af Arthur Brooke, som igen er baseret på et italiensk folkeeventyr. ”Lange passager er fuldstændig plankede,” forklarer instruktør Simon K. Boberg.

Med få undtagelser opfandt Shakespeare ikke sine fortællinger fra bunden. Tværtimod er det efterhånden velkendt, at dramatikeren lånte både plots og karakterer fra andre. ”Romeo og Julie” er et eksempel på, hvordan genbrug altid har været en del af teatret. Det mener Simon K. Boberg, der senere på måneden har premiere på forestillingen ”Frank vender hjem” på Odense Teater – en forestilling, der er baseret på Kristian Bangs Foss’ roman af samme navn, som var en af de bedst sælgende i 2019. ”Det er teaterets væsen at remediere det, vi har. Vi arbejder med vores fælles gods, vender det om, kigger på det og åbner det på nye måder. Det har altid været teatrets modus operandi,” siger instruktøren og minder om oldtidens teater, hvor dramatikere i Athen konkurrerede om, hvem der kunne lave den bedste udgave af myter, som publikum kendte i forvejen.

At kalde remediering på teateret for en tendens, mener Simon K. Boberg er ”absurd”.

Et andet synspunkt har Jokum Rohde, dramatiker og næstformand i fagorganisationen Danske Dramatikere, som mener, det er en stigende tendens, der kan skade teatret som kunstart. ”Hvis remedieringen fylder mere og mere, og de nye fortællinger mindre og mindre, så vænner vi et publikum til genudsendelse,” siger han og beskriver teatret som ”en underlig blindgyde, hvor den nye fortælling har åndenød”.

Jokum Rohde synes – ligesom Simon K. Boberg – sagtens, teateret kan arbejde med ”samfundet, drømmene, myterne og allerede kendte historier”, men han efterlyser dramatiske bearbejdninger, så historierne bliver unikke. ”Du taler med en, der har la-

vet fem kæmpe baskere i Ulvedalene,” tilstår Jokum Rohde over telefonen og henviser til de udendørsforestillinger, som Det Kongelige Teater sætter op som friluftsteater i Dyrehaven. En af dem var ”Robin Hood”, som solgte 110.000 billetter. ”Og det er jeg stolt af, men at satse på genkendelighed er ikke det samme som genudsendelse.

Det må ikke blive en kopi,” siger dramatikeren, som fandt det ”magtpåliggende” at skabe en historie, ingen havde set før, omend det var med karakterer, der var kendte i forvejen.

Danske Dramatikere ser en svindende tendens til at involvere en dramatiker, hvorfor ”det ofte bliver rene tv- eller filmmanuskripter på scenen”, fortæller Jokum Rohde.

På Odense Teater tænker Simon K. Boberg heller ikke ”nu laver jeg romanen”, fortæller han. ”Romanen er forlægget, men vi laver vores version.”

Misser man ikke muligheden for at opsætte ny dramatik? ”Jo, det kan man sige. Man kunne godt have skrevet et helt nyt stykke, men det har Thomas (Markmann, dramatiker på ’Frank vender hjem’, red.) jo i og for sig også gjort,” mener instruktøren.

Det eksisterende værk er dog aldrig helt forsvundet. ”Romanen fylder på samme måde, som hvis man laver ’Hamlet’ af Shakespeare. Man forholder sig til, hvordan andre ’Hamlet’-forestillinger har været. Man forholder sig på en måde til myten om Hamlet. Man ved, at publikum har en vis forventning til, hvad de skal se. Forventningen bliver en del af det,” siger Simon K. Boberg.

En af de helt store filmsucceser, der sættes i scene denne sæson, er ”Blinkende lygter”. Det lollandske egnsteater Nørregadeteatret har haft ”Blinkende lygter” på turnéprogrammet, men forestillingens fremtid ser nu usikker ud. Til gengæld holder Østre Gasværk Teater fast i sin opsætning af ”Blinkende lygter”, som spiller den 15. maj.

Dramatiker Vivian Nielsen, der blev hyret til at lave et teatermanuskript på ”Blinkende lygter” allerede i 2015, er ikke i tvivl om, hvorfor nogen får den idé at sætte komedien af Anders Thomas Jensen på scenen. ”Der er publikum til det, der er ikke andet i det. Det er jo ikke sådan en historie, der bare skal fortælles,” siger Vivian Nielsen,

Aktuelle remedieringer 3 3”Hobitten”, Det Kongelige Teater

3 3”Tour de Chambre” som romankoncert (turné), Teatret Zeppelin 3 3”Frank vender hjem”, Odense Teater 3 3”Lageret Huset Marie”, Aveny-T 3 3”Sommer i Tyrol”, Folketeateret

3 3”Blinkende lygter”, Østre Gasværk Teater 3 3”Camille Clouds Brevkasse”, Mungo Park

I L L U ST R AT I O N : R A S M U S J U U L

som også har lagt navn til teaterversioner af ”Breaking the Waves” og ”Mænd, der hader kvinder”. ”Man ved, at filmen har kultstatus. Det er ligesom at dramatisere juleaften,” siger hun. ”Der er scener, du ikke kan tage ud. Æggescenen, for eksempel. Du må møde publikums forventninger, fordi ellers går de skuffede hjem.”

Selvfølgelig kan Vivian Nielsen vælge at sige nej til den slags opgaver, men det er svært, forklarer hun. ”Jeg kan sidde her med mine dejlige tekster, som jeg har et stort kærlighedsforhold til selv, men dem får jeg jo ikke lige sat op.”

Hun vurderer, at nyskreven dramatik vælges fra, fordi det kræver mere tid, flere penge og en kreativ pr-afdeling, som skal overbevise publikum om at købe en teaterbillet til noget helt ukendt. ”Jeg oplever, at remedieringen tager til, fordi teatrene er pressede på deres indtægt. Det dyreste af alt er original dansk dramatik,” siger hun.

Faktisk er alle, der får ordet i denne artikel, enige om, at økonomi spiller en rolle, når kendte titler sættes på plakaten. Det

mener også dramatiker Line Mørkeby, som står bag dramatiseringerne af de første tre sæsoner af den norske tv-serie ”Skam” på teatret Aveny-T på Frederiksberg i København. ”Selvfølgelig sidder der nogle teaterchefer og kigger på tal. Det synes jeg ikke, man skal klandre dem for,” siger dramatikeren, som var med til at vinde en Reumert for ”Skam 3” som den bedste børne- og ungdomsforestilling i 2020.

Alligevel er svaret tvetydigt, når hun skal sige, om en dramatisering af ”Skam” er en lige så ”rigtig” opgave for hende som dramatiker. ”Det er svært, fordi det ikke er mig, det kommer fra. Det er ikke mig, der har opfundet universet eller karaktererne. Men det kunstneriske greb, vi lavede, havde en teatralsk originalitet, som gav det sit eget liv på scenen,” siger Line Mørkeby, før hun tilføjer: ”Men det er klart, jeg har gravet lige så dybt i det, der optager mig.”

Diskussionen om ”genudsendelser” på teateret er ikke kun kunstnerisk. Det handler også om politik og støttemidler. Igen får Jokum Rohde fra Danske Dramatikere ordet: ”Når en roman først bliver til

en film og dernæst teater, så er teateret sidste led i fødekæden.

Det vil vække en undren over, at teater samtidig er den højest støttede kunstart herhjemme. Vi får jo støtte til at lave vedkommende, aktuelt teater,” siger han.

I hans optik mangler dele af branchen viljen til at tage chancer. ”De teatre, der får mindst støtte, er dem, der laver de fleste nye fortællinger. Jo rigere teatrene bliver, jo mere aftager risikovilligheden, og det burde være omJ vendt.”

Remedieringer på scenen 3 3At remediere er at flytte et værk fra et medie til et andet.

3 3Danske Dramatikere har ingen præcise tal på fordelingen mellem originale værker og kendte titler, men skønner, at omkring en tredjedel af medlemmernes kontrakter fra 2021 til 2023 er opgaver baseret på bogforlæg. På landets større teatre vurderes cirka halvdelen at være baseret på bøger, tv-serier og lignende.

6 | Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

Med enkle tricks kan selv en nybegynder forstå og tale med om opera Man kan gå og tro, at opera kun er for de finere og mere kultiverede. Men sådan forholder det sig faktisk ikke, hvis man spørger to eksperter, der beskæftiger sig indgående med opera. De giver her deres bud på, hvordan man kommer i gang med operaen

guide

Operaordbog

AF FREDERIKKE ENGBERG LARSEN flarsen@k.dk

Man har set det på film. Tilskuere i deres stiveste puds og måske en operakikkert ved hånden. En tåre triller af bare begejstring over ensemblets præstationer.

Men hvad er det, der er så fantastisk ved opera? Og hvor skal man overhovedet begynde, hvis man ikke er en garvet operaganger, for hvem det tætteste på en god operaoplevelse er, når ”Pretty Woman løber over skærmen for Gud ved hvilken gang?

Frygt ej. Kristeligt Dagblad har talt med to operaeksperter, der giver deres råd til årets bedste begynderforestillinger og tips og tricks til, hvordan man får en behagelig oplevelse med den fine kunstform. ”Forberedelse, forberedelse, forberedelse,” lyder det i den anden ende af telefonen fra Søren Schauser, der er lektor i musikhistorie ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. ”Hvis jeg blev inviteret til rapkoncert, ville al musikken lyde ens. Det ville være nødvendigt for mig at vide lidt om baggrunden for at forstå, hvad der sker,” siger lektoren, der tidligere har haft en karriere som bratschist i diverse symfoniorkestre og European Union Baroque Orchestra.

Derfor foreslår han, at man inden koncerten orienterer sig om handlingen i stykket, man skal ind at se. Finder ud af, hvad konflikten er, og hvem der er stykkets hovedpersoner. Og det er heller ikke helt skidt at læse om, hvad værket er kendt for.

En anden Søren, som Kristeligt Dagblad har spurgt til råds, nemlig Søren Schelling, der har studeret klassisk sang ved Det Jyske Musikkonservatorium og i dag fungerer som sanger, foredragsholder og operaformidler, er enig i, at forberedelse er vigtigt. Ifølge ham er det også en god idé at lytte til musikken, førend man sætter sig til rette foran scenen. På den måde vil der være noget, der virker genkendeligt, hvilket kan mindske den lille frygt, der er for at tage til en opera. Og hvad er der med den frygt? ”Det er noget pjat at være bange eller måske for imponeret!

Opera er ikke længere kun for fine, kultiverede mennesker.

Mange forventer, at opera er svært at forstå. Helt konkret kan den frygt afhjælpes ved, at man ved, hvad man går ind til,” siger Søren Schelling.

Første gang, journalisten bag denne artikel selv oplevede opera, var som 13-årig. Ingen i grup-

3 3Arie (italiensk for ”luft”) er en større solosang, hvortil orkestret akkompagnerer musikken.

3 3Mezzosopran dækker over det midterste interval for kvindelige operastemmer – mellem sopran og alt. I mange operaer indtager mezzosopranen sekundære roller.

0 Mozarts opera ”Così fan tutte” skulle have spillet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i begyndelsen af året og er en af de forestillinger, som Søren Shauser anbefaler at se på et tidspunkt, hvis man er grøn i operaens univers. – Foto: Miklos Szabo.

pen havde prøvet det før. Vi sad helt oppe på den øverste balkon, og nakken var bøjet forover for at se, hvad der foregik på scenen. Det var svært at holde øjnene åbne, og det næste, jeg hørte, var ikke en skøn sopran, men min egen snorken. Det kan man vist godt kalde spild af penge.

Søren Schauser ved godt, hvordan det føles, når trætheden maser sig på, mens ensemblet fylder salen med sang. ”Mit råd vil altid være at komme udhvilet. Man sidder i salen med mange mennesker, og luften bliver hurtigt tung. Derfor er der ingen skam i at tage en middagslur inden koncerten. Mange vælger også og at drikke vin i pausen, men der tager jeg hellere et glas vand, så jeg ikke bliver træt i hovedet.”

Han anbefaler desuden, at man ikke behøver at tage de dyreste pladser på første parket.

Det ville han ikke selv gøre. Ikke fordi han er nærig, men simpelthen fordi han mener, at det ikke er de bedste pladser. ”Jeg kan godt lide at være så tæt på scenen som muligt, så kan jeg overskue det hele – også alle de fantastiske ting, der sker nede i orkestergraven, hvor der sidder 70 til 100 mand og spiller salen op. Jeg prøver at få pladser på anden balkon ude i siden,

som også var Søren Kierkegaards yndlingsplads. Der er god lyd og godt udsyn, og så koster det ikke alverden,” siger lektoren.

Hvis Søren Schauser skal anbefale et par opsætninger til begynderen, peger han på Mozarts ”Così fan tutte”, der skulle have spillet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i begyndelsen af året, og ”Fête galante” af danske Poul Schierbeck. Operaen er opsat af Den Jyske Opera, som skulle have spillet på scener i hele landet, herunder DGI Huset i Vordingborg, Musikhuset Aarhus og Vejle Musikteater. Begge opsætninger er aflyst på grund af coronarestriktionerne. ”Begge operaer handler om kærlighed, og jeg er sikker på, hvis man ser netop disse to, får man en god oplevelse,” siger Søren Schauser.

Den anden Søren, Søren Schelling, peger på Mozarts ”Tryllefløjten”, der skulle have spillet i Operaen i København dette forår, men som ligeledes er aflyst. ”Den er dybt raffineret, fordi de forskellige karakterer har forskellige stilarter. Man behøver ikke bemærke det, men man kan. Det er en opera, der er nem at gå til, fordi den er et eventyr,

og historien er nem at forstå,” siger han.

De bløde sæder på landets teatre og operahuse forbliver sandsynligvis uberørte en rum tid endnu som led i coronanedlukningen. Men det skal ikke holde de, der er nysgerrige på opera, væk. Faktisk kan det være rigtig godt at se opera hjemme i stuen, siger Søren Schelling. ”Der er meget at hente ved at se det derhjemme i fuld hd. Man kan se mange detaljer og være helt tæt på scenen. Selvfølgelig kan magien gå lidt af, da der er noget på spil i en liveoptræden, fordi det er levende mennesker.

Men man skal bare kaste sig ud i det.”

Journalisten fisker efter stykker, som man skal undgå, hvis man er nybegynder i operaens univers. Men de to eksperter holder igen, for de vil endelig ikke skræmme nogen til at afholde sig fra at kaste sig ud i det. Men med armen vredet om på ryggen lyder det samme eksempel fra dem begge. ”Ligesom hvis man skal introducere nogen til billedkunst, begynder man jo ikke med det mest abstrakte. Men det er måske en god idé ikke at starte med eksempelvis Wagners ’Nibelungens Ring’, som er fire operaer i én, og tilsammen varer over 16

timer. Der ville jeg måske tage nogle lidt kortere stykker,” siger Søren Schelling.

Søren Schauser er enig, men han tilføjer dog grinende: ”Den er en stor mundfuld, men jeg synes den er for kort.”

Beskeden er altså klar. Opera er ikke kun for fine mennesker i kjole og hvidt. Spring ud i det – også selvom landets scener er J lukket ned for nu.

Tre råd til nybegynderen 3 Sæt dig ind i handlingen, hovedpersonerne, konflikten og lyt til små musikbidder inden koncerten.

3 Det er ikke nødvendigt at købe de dyreste pladser. Vælg gerne anden balkon og pladserne ude i siden.

3 Kom udhvilet, og overvej, om det vil tjene dig godt at drikke alkohol i pausen.

3 3Orkestergraven er det nedsænkede område, hvor orkestret kan sidde uden at genere publikums udsyn til scenen.

3 3Overturen er den instrumentelle indledning til en ballet eller opera. En overture kan dog også være et selvstændigt klassisk musikstykke.

KILDE: OPERA HEDELAND

en stjernebesat klassiker om tro og tvivl

store scene

ordet store scene

emma ude af takt

sommer i tyrol

halløj på tyroler-hotellet

store scene

BILLE TBILLE T 70 272 272

|

WWW. FOLKE TEATRE T. DK

|

WWW.TEATERBILLE T TER.DK

8 | Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

Mundbind og tomme sæder: Dansk teater ser tilbage på et mærkværdigt år Den danske scenekunst har gennemlevet et usædvanligt år plaget af aflysninger og i bedste tilfælde halvfyldte sale. Men har vi mon også lært noget i skyggen af fortvivlelsen? Kristeligt Dagblad har talt med fire personer fra vidt forskellige grene af teaterbranchen om deres oplevelse af pandemiens år F OTO : H E N N I N G BAG G E R / R I T Z AU S C A N P I X .

Jeg gik i stå uden skuespillet Signe Egholm Olsen, skuespiller, medvirker i Det Kongelige Teaters ”Hobbitten”, der har premiere i maj: ”Hobbitten”, som var det store stykke, jeg havde dedikeret 2020 til, blev i sidste ende udskudt med et år. Vi forsøgte ellers i lang tid at holde det kørende med Zoom-møder, men det var sindssygt frustrerende og ensomt at sidde alene med det, og jeg kunne godt mærke, at det ikke fungerede. Teater er om noget en kunstform, der bliver skabt fysisk og i fællesskabet, og dette stykke kommer til at foregå i en skov med masser af statister, så for mig var det umuligt at sidde i min lejlighed på femte sal og forberede mig.

Selvom jeg var forberedt på, at det ville blive udskudt, overraskede det mig alligevel, hvor meget det påvirkede mig, da vi til sidst smed håndklædet i ringen og aftalte at genoptage arbejdet til næste år. Jeg blev ramt af en enormt stor tomhed over, at jeg alligevel ikke skulle gennemføre noget, som jeg havde planlagt i over to år.

Efterfølgende blev jeg ramt af en frustration, fordi jeg ikke længere havde noget at omsætte min kreativitet til, og det føltes lidt som et nederlag. Der var ingen bog, som jeg gerne ville skrive, eller et billede, jeg gerne ville male. Jeg gik bare i stå, hvilket var enormt skuffende. Det bekræftede mig i, at jeg er et menneske, som trives bedst med at skabe noget i fællesskab.

Der gik i hvert fald et halvt år, hvor jeg ikke optrådte, og det var nogle hårde måneder.

Men samtidig mindede det mig om, hvor glad jeg er for mit arbejde. Og så var jeg heldig lige at ramme en lille lomme af frihed, hvor jeg fik lov til at mærke min faglige identitet igen, da jeg i efteråret spillede en Ibsen-forestilling på en lille scene i Husets Teater i København. Det er et meget intimt teater, og jeg oplevede et dejligt gensyn med publikum, som var enormt livsbekræftende. Der var en utrolig stor glæde over at kunne være i teatret igen J – både fra vores og fra publikums side.

FORTALT TIL JOHAN STORGAARD JESPERSEN jespersen@k.dk

F OTO : S Ø R E N B I D ST R U P/ R I T Z AU S C A N P I X .

F OTO : L I N DA K A ST R U P/ R I T Z AU S C A N P I X .

Teatret har genopdaget sin betydning

Vi har lært at værdsætte sammenholdet

Jacob Steen Olsen, teateranmelder for Berlingske:

Hans Henriksen, direktør for Aalborg Teater:

Det har været en underlig og usikker tid som teateranmelder, hvor man ikke har vidst, hvad man skulle forvente. Lige nu sidder jeg for eksempel og skal til at anbefale til vores læsere, hvilke forestillinger de skal se i den kommende sæson. Men jeg ved jo ikke, om noget af det egentlig bliver til noget. Måske er det bare skønne fantasier og forestillinger.

Det er næsten det sørgeligste som teateranmelder. At sidde og kigge på alle de gode idéer, som der blevet lagt så meget arbejde i, uden det nødvendigvis bliver til noget. Det er meget deprimerende.

Men jeg vil også sige, at det jo trods alt lykkedes teatrene at få stablet en respektabel efterårssæson på benene. Det var som om, at teatrene lige pludselig med en fælles åndedrætsøvelse havde besluttet sig for, at nu skulle de godt nok vise, hvad de duede til. Så der var faktisk lige pludselig en hel kaskade af gode teaterforestillinger, som publikum jo også tog til sig. Der var jo også blevet snakket meget om teatrets betydning, nu hvor vi havde måttet undvære det så længe. Hvordan folk havde brug for denne mentale og følelsesmæssige overbygning, som kunsten kan tilbyde. Og det kan være, at teatrene har taget det til sig. Teatrene har måske ikke altid været lige gode til at gøre opmærksomme på sig selv i hele kulturdebatten, men efter pandemien er det blevet vanskeligere at benægte, at teatret har en afgørende betydning for os.

Som teatergænger må man dog sige, at det var en underlig oplevelse at vende tilbage og sidde helt alene iført mundbind. Der var ingen snak med sidemanden eller diskussioner efter forestillingen. Det var som antitesen til den sociale oplevelse, som teatret er for mange, og det efterlod én opstemt og deprimeret på samme tid. Opstemt over at have fået en dosis teater, men deprimeret fordi det hele var så mærkeligt. Jeg har som så mange andre nok lært, at der er en grund til, at jeg har siddet i teatret i alle de år. Teatret tilbyder ikke kun en flugt fra tilværelsen, men også et engagement og en oplevelse af, hvad det vil sige J at være menneske sammen med andre.

I starten var vi jo bange for, at hele vores indtægt ville forsvinde. Det var før, vi vidste noget om hjælpepakker og den slags. Så vi begyndte at overveje besparelser, og hvad der ville være muligt at gøre. Der var meget usikkerhed forbundet med det hele, men så kom hjælpepakkerne heldigvis.

Det har dog været udfordrende. Teatret har været helt lukket af flere omgange, og det er svært at langtidsplanlægge, når der konstant er så mange usikkerhedsmomenter. Det er klart, at der opstår tvivl.

Heldigvis har vi ikke været ramt af smitteudbrud, og vi har ikke måttet droppe forestillinger af den grund. Vi har stort set spillet de stykker, som vi havde planlagt, selvom det selvfølgelig kun har været for en halvt fyldt sal. Der har været færre i publikum, men vi har alligevel haft stor aktivitet helt indtil den anden nedlukning i december.

Hele forløbet har lært os en del. Vi har været praktiske i forhold til, hvordan man kan forholde sig til ændringer, som er store og komplekse og annonceres med kort varsel.

Hvordan man håndterer en helt uvant krisesituation. Og det har virkelig været ”learning by doing”. Vi har lært, at vi kan streame, at vi kan rejse mindre, og at produktet ikke nødvendigvis bliver dårligere af det. Vi har lært, at internettet rummer en stor fleksibilitet, som kan hjælpe os til at rejse mindre og få en god arbejdssituation for den enkelte.

Samtidig må jeg også sige, at jeg nu forstår vigtigheden i at kunne være fysisk sammen, når vi skal øve. At vi kan afprøve og øve os sammen. Vi har også lært at sætte pris på, hvad det betyder at have tilskuere, og det at folk er til stede på en liveoptagelse. Hvad der forsvinder, når de ikke er der. Hvad det betyder at være sammen om teatret. Det forstår vi J nu.

F OTO : I B E N G A D.

En usikker tid – uden kram Line Wilton, sufflør ved Det Kongelige Teater: Da vi onsdag den 11. marts forlod prøverne til ”Lazarus”, kan jeg huske, at vi gik og snakkede om, hvordan vi glædede os til at få forestillingen op på den rigtige scene med de rigtige dekorationer ugen efter. Men så kom Mette Frederiksens nye retningslinjer jo som bekendt samme aften, og Det Kongelige Teater lukkede kort efter. Så stod man ligesom bare der og tænkte ”okay, hvad så nu”? Det var meget, meget mærkeligt. Jeg gik så videre til at arbejde med ”Hobbitten” hjemmefra, men det blev kort efter også lukket ned og udskudt.

Det var lige to i træk, hvilket var meget svært, og der må jeg indrømme, at jeg græd en smule.

Jeg blev derefter sat til at læse ”Hamlet” med hovedrolleindehaveren Esben Smed over internettet, indtil vi i løbet af sommeren fik mulighed for igen at være fysisk sammen. Det var pragtfuldt at have premiere igen. Vi fik endda lov til at tage på turné med stykket rundt omkring i landet, og det var skønt. Selvom det var en anderledes oplevelse. Jeg skulle holde afstand til skuespillerne, og under forestillingerne skulle jeg sidde med visir på nede foran scenen. Det var også specielt kun at kunne optræde for en halv sal. Teateret er jo til for publikums skyld, og det er bare ikke det samme uden en fyldt sal. Det bliver meget stille.

Efter ”Hamlet” hjalp jeg til med ”Adressaten ubekendt” med Lars Mikkelsen og Søren Sætter-Lassen. Som Lars Mikkelsen sagde, var vi på toppen over at kunne få lov til at lave teater igen. Desværre nåede vi kun at spille forestillingen fire gange, inden Mette Frederiksen lukkede ned for anden gang. Lige nu er det stadig meget usikkert, hvad der kommer til at ske. Det er en meget mærkelig tid. Der er ikke andet for end at holde modet oppe. Jeg glæder mig meget til, at vi kan vende tilbage til normalen, og jeg kan love for, at begejstringen vil være i top, når det sker. Bare det at kunne kramme hinanden igen. Os teaterfolk er jo meget fysiske, så det bliver en kæmpe J fest.

75 ÅRS JUBILÆUM

SÆSON 2021 MU SI K D E R B LIV ER I KRO PPEN

LØSSALGET ÅBNER 4. MAJ BESTIL BILLETTER PÅ ODENSESYMFONI.DK

2. - 3. SEP 2021

2. DEC 2021

9. JUN 2021

MUSICALSTJERNER

VEDERNIKOV – IN MEMORIAM

DEN DANSKE SANG

Solister: Julie Steincke, Silas Holst m.fl.

Odense Symfoniorkester ønsker med denne koncert at mindes æresdirigent Alexander Vedernikov

Solister: Blum & Haugaard Band

ODENSE KONCERTHUS

ODENSE KONCERTHUS

ODENSE KONCERTHUS

DET OLSKE ORKESTER PRÆSENTERER

6. - 12. maj

man - fre kl. 19.30 lør kl. 17.00 FORSØGSSTATIONEN SDR. BOULEVARD 81 1700 KØBENHAVN V

10 | Scene&Kultur

Miraklet er stadig m opsætning af Kaj Mu Temaerne tro og tvivl i Kaj Munks klassiske skuespil ”Ordet” fra 1925 er i centrum i den nyopsætning, som skulle have været vist på Folketeatret i begyndelsen af året, men i stedet er blevet en digital opsætning. Spørgsmål om, hvordan verden faktisk ser ud kontra, hvad vi kan tro og håbe på, er stadig relevante i 2021, mener både

mirakler på scenen AF SIGNE WULF TULINIUS stulinius@k.dk

det førerløse menneske en komedie om at miste livet

teaterbilletter.dk . detolskeorkester.dk Det Førerløse Menneske er et samarbejde med Teater Katapult i Århus Knud Højgaards Fond

Kristeligt Dagblad Lørdag 1.maj 2021

Er miraklernes tid forbi? Ville man tro på en person, hvis vedkommende sagde, at han lige havde set en mand forvandle vand til vin? Eller set ham genopstå fra de døde?

Mange vil nok ryste på hovedet af den slags udsagn. Men i digterpræsten Kaj Munks (1898-1944) skuespil ”Ordet”, som han skrev i 1925, bliver man konfronteret med sådan et utroligt mirakel.

Den milde Inger dør nemlig i barselssengen, men bliver vakt til live igen, da hendes datter beder sin onkel, Johannes, som tilsyneladende har mistet forstanden og tror, han er Jesus, om at bringe hende tilbage: ”I Jesu Kristi Gravsprængerens Navn: saa sandt Gud vil det: vend tilbage til Livet! Jeg siger dig, Kvinde: staa op!”

Johannes kalder de andre, der står rundt om kisten, for halvtroende og hyklere. Hans far med den grundtviganske tro, storbonden Mikkel Borgen, har nemlig mistet troen på bønnens kraft efter at have bedt og bedt (forgæves) for, at Johannes skulle finde sin forstand igen. Også den lokale præst og den indremissionske Peter Skrædder, som indtil Ingers død nærmest var ærkefjender med Mikkel Borgen, bliver så at sige taget med bukserne nede. Alt er virkelig muligt for den, der tror. I hvert fald i Kaj Munks skuespil, der blev optaget i Kulturministeriets Kanon for Scenekunst i 2006 og i år er blevet fortolket i en ny opsætning, der skulle have været spillet på Folketeatret i København med Moqi Simon Trolin som instruktør. Men på grund af coronarestriktionerne er stykket i stedet blevet streamet flere gange i løbet af foråret. Om opsætningen bliver gjort digitalt tilgængeligt igen i fremtiden vides endnu ikke. ”Det er vigtigt for mig, at publikum ikke tænker: Jeg har set et stykke om kristendommen skrevet af Kaj Munk

i 1920’erne, når de går ud af teatret,” siger Moqi Simon Trolin, der i sin opsætning har gjort meget ud af at skabe en moderne ramme, hvor miraklet er muligt.

Stykket handler nemlig ifølge ham ikke om, hvorvidt Inger var skindød eller ej, før hun bliver genoplivet: Om man kan komme tilbage fra de døde. Det handler om religion og tvivl, og det er spørgsmål om overgivelse til troen, som instruktøren gerne vil sætte fokus på. ”Jeg har lagt særlig vægt på Johannes’ rolle, og dét at han skiller sig ud fra de andre ved at have overgivet sig til troen.

Han bruger ikke sin tro som et baseballbat mod andre i en lang debat om, hvordan tro ser ud. Munk har nok på et tidspunkt tænkt: Tænk, hvis vi gjorde det på den måde.

Hvad kunne vi så rykke på?”

Johannes slås ikke med sin tro og har beholdt den rene tro, som også barnet er hengivet til.

Men han bliver til gengæld opfattet som sindssyg af de andre i samfundet. Og dette ”problem” er noget, Moqi Simon Trolin har tænkt over.

Han har med ”Ordet” gerne villet diskutere, om vi er blevet for indskrænkede i vores syn på, hvad virkelighed er. ”Vi går rundt og prøver at holde os inden for det, vi kalder normaliteten. Men virkeligheden er jo bare blevet en mærkelig form for majoritetsoplevelse eller medialbeskrivelse. Vi går jo allesammen rundt med tanker som: Er jeg unormal? Er jeg ikke rigtig ligesom alle andre? Nej, det er du ikke. Men det er du også, kan man sige. Der er jo ikke nogen, der kan svare på, hvad normaliteten eller virkeligheden er,” siger han.

Kaj Munks ”Ordet” er en historie, der er oplagt til at starte samtaler om mirakler, åndelighed og tvivlen på, om man er troende nok, lyder det fra Mette Friborg Devantier, der er hospicepræst ved Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup.

Det har overrasket hende, hvor mange der i samtaler, både da hun var sognepræst i Vor Frue og Vindige Sogne og

som hospicepræst, har fortalt om åndelige oplevelser.

Hun har bemærket, at der er mange mennesker, der i mødet med døden, erfarer noget, som peger ud over denne verden. Et lys. En tilstedeværelse. Et mirakel. Og de deler det helst ikke med mange. Men præster er en undtagelse. ”Mange holder deres oplevelser skjult, fordi de ikke vil blive betragtet som skøre.

Men de tager oplevelsen med sig som en særlig skat, og den er for fin til at blive kastet grums på,” siger Mette Friborg Devantier, der ikke oplever, at det er en byrde for dem ikke at kunne snakke om disse åndelige erfaringer. Det giver nemlig dem nemlig en ro, for de har jo fået en vished, et bevis på, at der er noget større end det, vi umiddelbart kan erfare.

Der er dog også nogle, som gerne vil have hjælp til at tyde, hvad det er de har erfaret. ”På et tidspunkt talte jeg med en kvinde, der ikke kaldte sig religøs, som sagde: ’Det var, som om der var nogen inde i rummet. Nogen, der holdt øje med mig. Det gav mig sådan en ro.’ Så spurgte jeg: ’Tror du, det var Kristus?’

Det havde hun slet ikke tænkt på, men måske var det det, sagde hun så.”

Det er nemlig ikke kun for-

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

Scene&Kultur | 11

muligt i ny Munks ”Ordet”

B O O KOT: SL E M I T let. beholdt religiøse mennesker at få de her åndelige oplevelser, pointerer Mette Friborg Devantier. Men man hører ikke meget om disse transcendente erfaringer, netop fordi det kan være svært at tale om. Både for religiøse og ikke-religiøse. Vi har nemlig en naturlig skepsis, når vi hører om mirakler, som i Kaj Munks skuespil fortæller hospicepræsten. ”Jeg har svært ved at se, hvordan vi skulle begynde at snakke meget mere åbent om det her. Hvilket fora vi skulle forestille os. Det kunne komme til at minde om sådan nogle vækkelsesmøder”, siger hun og nævner skrøbeligheden ved en mirakeltro.

I Kaj Munks skuespil, som blev filmatiseret i 1955, lyder en af den formodede sindsforvirrede Johannes’ replikker: ”(...)men havde I saa ikke Kristenblod nok i jer til Paasketriumfens Forventning, kunde I dog i det mindste haft Bønnens Magt og spurgt ham, om I maatte faa hende givet tilbage.”

Her anfægter Johannes de andres tro, fordi de ikke beder for Ingers liv, selvom hun har ligget død i fem dage. Det er en ret rørende scene, fordi Ingers datter, Maren, står for enden af dødesengen og venter på, at onklen udfører det

mirakel, han har fortalt hende om. Man kommer til at tænke på sætningen: Alt er muligt for den, som tror. ”Når vi bliver voksne, kommer fornuften ind, og så bliver det en øvelse at give slip på at forstå for at kunne tage troen til os, som et barn kan.

Samtidig skal vi heller ikke lade os bilde hvad som helst ind,” siger Mette Friborg Devantier.

Problemet opstår, hvis Inger nu ikke vågnede. Det er hér, at mirakeltroen er skrøbelig – især hvis det er alt, man har, understreger Mette Friborg Devantier. ”Når vi siger, at alt er muligt for den, der tror, så siger vi jo samtidig ikke, at så sker der alt det, som den troende gerne vil have. Og det er jo her, at kæden nogle gange hopper af. Den bedendes erfaring er, at vi ikke får det, som vi vil have det. Alligevel så gør det, at vi beder, jo noget ved os. Og det er også det, Inger minder de andre om: ’Så falder der ro over sjælen, og vi finder måske andre veje’,” siger hospicepræsten og tilføjer, at dét, den rene tro går ud på, som Inger også repræsenterer i stykket, kan forklares med et citat fra ingen ringere end Guds søn: Salige er de, som ikke har set og dog tror.

J

0 På billedet ser man (fra venstre): Preben Kristensen, Mads Reuther, Esben Dalgaard Andersen, Waage Sandø, Morten Brovn, og kvinden i midten er Amalie Dollerup i rollen som Inger i Folketeatrets fortolkning af Kaj Munks ”Ordet”.

– Foto: Gudmund Thai.

”Ordet” 3 3Skuespil skrevet af præst, forfatter, samfundsdebattør og dramatiker Kaj Munk i 1925.

Blev uropført på Betty Nansen Teatret i København i 1932, og to måneder efter blev det opført på Aarhus Teater med Kaj Munk selv som instruktør. ”Ordet” har siden været spillet på flere danske teatre. Er desuden filmatiseret af Carl Th. Dreyer i 1955.

3 3Skulle have været vist på Folketeatret og været på turné rundt i landet, men blev aflyst på grund af corona. I stedet har den været vist digitalt.

Instruktør: Moqi Simon Trolin.

Medvirkende skuespillere er blandt andre: Waage Sandø, Preben Kristensen og Amalie Dollerup.

bil ung. hspr c s r i h dk

Vilhelm Hammershøi, Valdemar Schønheyder Møller og fotografiet

Frem ka ld els er 2 1 .0 4. - 2 2 .0 8. 2 0 2 1

12 | Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

”Hvis man skal leve livet for fornuftens skyld, er det ikke rigtigt et liv” Imens klassisk komponist Louise Alenius har arbejdet på musikken til Selma Lagerlöfs ”Kejseren af Portugalien”, er hun gået hen og har forelsket sig i hovedkarakteren Jan. Fordi han udstråler vanvid og vildskab, og måske fordi hun kan se lidt af sig selv i hans måde at være i verden på

interview AF IDA KRAGH PEDERSEN ipedersen@k.dk

Inde i hovedet på Louise Alenius er der noget, som har ligget og rumsteret i snart tre år. Og det er ”en sindssyg diamant af en roman”, som den klassiske komponist selv kalder Selma Lagerlöfs ”Kejseren af Portugalien” fra 1914, der af mange betragtes som den svenske forfatters største kunstneriske bedrift. Denne rumsteren skulle dette forår have udmøntet sig i, at fire strygere og fire skuespillere skulle træde ind på scenen på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg i København, hvor forestillingen ”Kejseren af Portugalien” skulle have spillet. Men som med så meget andet fik coronavirussen sat en stopper for det.

Den har dog ikke sat en stopper for Louise Alenius’ tanker om romanen. Ikke mindst fordi hovedkarakteren Jan Andersson har gjort et ganske særligt indtryk på hende. Han er en husmand fra den svenske landsby Skrolykke, der lever i et fornuftsægteskab med malkepigen Katrine. Den dag, Jan får rakt sin nyfødte datter i armene, mærker han for første gang sit hjerte banke. Snart efter lever og ånder han for sin datter. Og her er det så, at noget slår klik for Jan. Da han bliver afkrævet en lejesum for sit lille hus, rejser datteren ind til byen for at tjene penge til at hjælpe familien. Tror faderen.

Via den lokale landsbysladder får han dog nys om, at hans datter lever som prostitueret. At hun løsriver sig fra ham af lyst.

Og det er mere, end faderhjertet kan bære. Han rejser ind i sin egen parallelverden, hvor han er kejseren af det fiktive Portugalien, og hans datter er kejserinden. Ret smukt, hvis man spørger Louise Alenius: ”Det med, at han rejser ind i sin parallelverden, psykose eller klarsyn – eller hvad man nu vil kalde det – ser jeg som noget, der i virkeligheden kan ske for os alle sammen. Verden omkring os bliver grim, og hvad gør vi ved det? Der har Jan en evne til at forskønne verden helt vildt i sin parallelverden, og det er simpelthen så rørende. At bruge det greb til at komme igennem svære ting, synes jeg, er vildt fascinerende.”

Jo, fortællingen handler også om kærlighedens enorme og til tider ødelæggende kraft. Om synd, tilgivelse og ikke mindst båndet mellem forældre og børn. Louise Alenius er mor til to og kan sagtens forstå den tolkning af romanen, som også flere af hendes kolleger lægger vægt på. Selv er hun bare mere

3 Når Louise Alenius komponerer musik, tænker hun aldrig over, hvad publikum mon vil synes om det færdige produkt.

Hun stoler på sin egen intuition. ”Publikum findes ikke, før de sidder i salen, for undervejs kan de kun give mig ballade”, siger hun. – Fotos: Johanne Teglgård Olsen.

fascineret af vanviddet. Af Jans integritet, mod og evne til at være fuldkommen ligeglad med, hvad andre tænker. ”Der findes ret få af den slags typer, som læser verden helt modsat af alle andre, for det er så let at dømme ude. På en måde er det noget, vi ikke rigtigt accepterer i vores samfund. Men i små landsbysamfund er der ofte en landsbytosse, og jeg tænker, at vedkommende har en funktion. At der skal komme nogle vilde indspark et andet sted fra end det rationelle miljø, som størstedelen af os går rundt i det meste af tiden. Så Jan bliver også et billede på den rolle, kunsten kan have i et samfund – at skyde nogle sindssyge ting af sted, som folk kan væmmes ved eller blive provokeret af, men som nogle gange viser sig at gøre noget helt specielt ved mennesker, der oplever det. Jeg holder virkelig af kunsten, når den får lov at være skør, vild og langt ude,” siger hun med lys i øjnene.

Med forestillingen, der skulle have haft premiere på Betty Nansen Teatret i april, men ligesom flere andre coronaramte forestillinger, som skuespillere, rekvisitører, instruktører og musikere har lagt al deres energi og kræfter i, nok aldrig får lov at se dagens lys, var tanken, at den klassiske musik og skuespillet skulle ligestilles. Musikken skulle ikke bare agere kulisse, fortæller Louise Alenius: ”I stedet er de to kunstarter hinandens hjælpere. Så nogle steder har vi fjernet en masse ord, for at handlingen kan komme til udtryk i musikken.”

Da skuespillerne skiftes til at spille rollen som Jan, har hun i sin musikalske fortolkning af hans karakter udviklet en række forskellige stemningsgreb, som kan lægges ned over strygekvartetten – for eksempel at musikken går ekstremt meget ned i tempo eller bliver ”grumset” i lyden til at give fornemmelsen af, at nu er Jan ved at blive skør.

I det hele taget har arbejdsprocessen bag ”Kejseren af Portugalien” varet længere, end hun er vant til, og det har været en luksus at kunne eksperimentere.

Når hun fordyber sig i kunsten, fungerer det som hendes eget

Louise Alenius 3 3Født i 1978 i Charlottenlund. Komponist, sangerinde og billedkunstner.

3 3Hendes værker har ofte præg af performancekunst, og ofte medvirker hun selv i dem.

3 Det er især vanviddet og vildskaben i Selma Lagerlöfs roman ”Kejseren af Portugalien”, der fascinerer Louise Alenius. Fornuft er der nok af i verden, mener hun.

lille ”Portugalien”. Det er her, hun for alvor er i dialog med sin egen Jan, forklarer hun: ”Altså, jeg har en Jan i mig, som hele tiden er på vej ud af en tangent. Han er en ven, men også lidt en fjende, fordi jeg er forankret i en normal verden, hvor jeg har deadlines og børn og alle mulige ting, jeg skal. Så jeg prøver hele tiden at kontrollere ham. Og samtidig har jeg valgt et arbejde, hvor jeg konstant skal lade Jan blomstre – det er en balancegang.”

For eksempel har det været svært for Louise Alenius bare stiltiende at acceptere de meget indgribende coronarestriktioner, vi har været underlagt det seneste år. Men når hun alligevel ikke står nede på hjørnet og skriger, er det, fordi hun trods alt tænker over, hvordan omverdenen ville reagere. ”Min Jan er der nok ikke så mange andre, der ser. Eller det ved jeg faktisk ikke. Det kan godt være, de oplever ham engang imellem, men jeg føler selv, at jeg har styr på ham!”, halvgriner hun.

Når samtalen konstant vender tilbage til Jan, er det nærliggende at stille spørgsmål til det fantastiske ved en mand, der også kunne karakteriseres som bindegal. Bevares, i virkelighedens

verden kan det selvfølgelig kamme over, hvis man bare buldrer fremad uden at skele til andre, indvender Louise Alenius. I det kunstneriske miljø, hun færdes i, støder hun en gang imellem på typer, der – på overfladen – minder om Jan, fordi de puster sig overdrevent op og er ekstremt selvhøjtidelige. ”Men Jan er anderledes! Han er faktisk en kejser, for han ved det selv, og han ved også, at verden omkring ham ikke forstår ham, fordi de ikke ser den samme smukke, gode retfærdige verden, som han oplever. Han vakler aldrig, og det kommer der både smukke og skøre ting ud af,” siger hun. ”Jan er vigtig for vores verden.

Og han har ikke ret meget at skulle have sagt i dagens Danmark, der er fuld af fornuft og rationale. Men hvis man skal leve livet for fornuftens skyld, er det ikke rigtigt et liv. Jeg har i hvert fald brug for vision, utopi og ufornuft, før jeg kan mærke liv.”

Så selvom ”Kejseren af Portu-

galien” ikke fik premiere i denne omgang, er der intet, som tyder på, at Louise Alenius slipper Jan lige foreløbig. I hvert fald vil en eller anden variant af hans karakter nok rumstere i hende lidt J endnu.

”Kejseren af Portugalien” 3 3Roman af den svenske forfatter Selma Lagerlöf, der oprindeligt blev udgivet i 1914.

3 3Betty Nansen Teatret skulle dette forår have opført ”Kejseren af Portugalien” i en version af Tom Silkeberg og Elisa Kragerup med Nicolei Faber som instruktør, Ida Grarup som scenograf og Louise Alenius som komponist.

3 3Forestillingen blev aflyst på grund af coronanedlukningen af landets teatre.

3 3Hun er blandt andet kendt for ”Tête”, en tre meter høj træskulptur og lydinstallation formet som hendes eget hoved, der i 2019 var udstillet på Statens Museum for Kunst, og for forestillingerne ”Porøset”, der mellem 2014 og 2018 fandt sted på Det Kongelige Teater, og korværket ”Rite of Nothing” fra 2018.

3 3Bor i indre København med sin kæreste og to børn.

4 NYE UDSTILLINGER

MOR!

ARTHUR JAFA

”Et overflødighedshorn & en must-see udstilling om alle tiders mest vedkommende og vigtige emne: moderen.”

”Brændemærket i sjælen af denne politisk og æstetisk vigtige udstilling.”



Weekendavisen

Kristeligt Dagblad

”Louisiana brager igennem med en bred og mangfoldig udstilling og forrygende værker.”

”Man er lavet af stål, hvis Jafas popkunst ikke sætter sine kroge fast langt ind i sjælen.”

 Jyllands-Posten

♥♥♥♥♥



Berlingske



Politiken

Berlingske

TROELS WÖRSEL

TARYN SIMON

“Det perfekte sted at starte for dem, der endnu ikke kender Wörsels kunst. Viser alle hans yndlingspositioner med en medrivende lethed og i en forfriskende elegant ophængning.”

”Værker, der er så gennemtænkte, så skarpe og så smertefuldt krævende, at det er en sand fornøjelse. Det er skiftevis vidunderligt, sørgmodigt og chokerende.”



♥♥♥♥♥

Berlingske

♥♥♥♥♥

Politiken

Politiken



Berlingske

Udstillingerne støttes af:

Velkommen tilbage! Tir-fre 11-22, lør-søn 11-18! Reserver timeslot & husk retningslinjer for coronapas. Se louisiana.dk Anupama Kundoo, Wall House, Auroville. 2000. Foto: Javier Callejas.

Installionfoto fra udstillingerne Tetsumi Kudo og Per Kirkeby: Kim Hansen & Brøndum & Co.

14 | Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

2 På tegningen ser man til venstre Frederik Cilius og til højre ses Rasmus Bruun. De to har arbejdet sammen i flere år med blandt andet radioprogrammer som ”Den korte radioavis” og ”Damernes Magazine” på Radio 24syv. Snart er de aktuelle i Ebberød Bank 2.0”. – Illustration: Sine Jensen.

Bankernes store fupnummer Der skal grines og forundres, når Rasmus Bruun og Frederik Cilius går på scenen med en nyopsætning af ”Ebberød Bank”-komedien. Det er tid til at sætte fokus på de private bankers magt, mener de to

interview AF SIGNE WULF TULINIUS stulinius@k.dk

Det har været en nervepirrende proces for komiker-douen Rasmus Bruun og Frederik Cilius at forberede sig på at spille med i nyfortolkningen af folkekomedien ”Ebberød Bank” fra 1923. Forberedelsen har bestået af Zoom-møder, hvor sange og replikker skulle øves sammen med en god portion usikkerhed i maven over, om de overhovedet ville komme til at sætte benene på Det Kongelige Teaters scene – for første gang for de to komikeres vedkommende. ”Vi har virkelig haft ærefrygt over at optræde på Det Kongelige og glædet os til det – også fordi, Heinrich Christensen har skrevet et virkelig sjovt stykke,” siger Rasmus Bruun, der skal spille hovedrollen Peter Vipperup, som i den oprindelige historie er skræddermesteren, der bliver direktør for den nyopstartede Ebberød Bank, hvor indskudsrenten er lavere end udlånsrenten.

Det vil sige, at det er dyrere at have sine penge stående i banken end at låne dem. Det samme er i dag tilfældet i Danmarks Nationalbank.

Ebberød Bank er dermed blevet nationaløkonomi, og blandt andet derfor trænger det knap 100 år gamle skuespil til en reprise, mener Rasmus Bruun og Frederik Cilius, der begge også har været udviklingskonsulenter på stykket.

Makkerparret er især er kendt for radioprogrammet ”Den korte radioavis”, hvor Frederik Cilius portrætterer den benhårde seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, og Rasmus Bruun spiller den ængstelige nyhedsredaktør med samme navn som ham selv.

Men nu er det altså bankverdenen, de to venner og kolleger har kastet sig over.

Penge findes kun, fordi vi skylder dem væk, og fordi vi accepterer det økonomiske system, lyder lektien, som ”Ebberød Bank 2.0” præsenterer.

For at forstå, hvordan penge opstår, kommer Frederik Cilius med et eksempel: Hvis du køber et hus for fem millioner kroner, du ikke har, så bliver der trykket på en knap nede i banken, og så er der pludselig fem millioner kroner, som ikke var der før. De penge opstår som gæld. ”Hvis du har plus på kontoen og truer din bank med at skifte, så er de ligeglade. Men hvis du har gæld, vil de gøre hvad som helst for at beholde dig,” siger han og nævner, at Donald Trump allerede havde regnet værdien af gæld ud i 1980’erne. ”En kendt anekdote går på, at Donald Trump var ude at gå med sin datter, Ivanka, da hun var barn. De går forbi en tigger, og Trump siger angiveligt: Ham dér er rigere end mig. Han kaldte sig endda The King of Debt (kongen af gæld), samtidig med at han var en af de rigeste,” siger Frederik Cilius, som skal spille Løgholm i ”Ebberød Bank 2.0”. ”Bankverdenen har påtaget sig rollen som pengeskaber i det moderne samfund og har dermed magten til at vælge, hvem de vil og ikke vil låne penge til. I udkantsdanmark bliver der ikke skabt penge, fordi man ikke har mulighed for at få et realkreditlån,” siger Frederik Cilius og fortæller, at i hovedstaden er det en anden snak. Her kan københavnerne få skabt millioner af kroner i form af realkreditlån ”ud af den blå luft på deres glatte ansigt”.

At vi stort set ikke går rundt med kontanter længere, er også med til at styrke bankernes magt, påpeger komikerduoen. Det er ligefrem blevet kriminaliseret, hvis man går rundt med for mange kontanter på sig. Og det er kun i bankernes interesse, at der ikke er nogle kontanter, for så kan bankerne skabe endnu

flere penge ved at trykke på nogle knapper, lyder kritikken fra makkerparret, der mener, at det er vigtigt at sætte fokus på bankernes magt. Især efter det kom frem, at for eksempel Danske Bank har fusket og snydt folk for deres penge, og flere banker i Danmark er blevet taget for hvidvask.

Det undrer dem, at man kan blive overrasket over, at bankerne ikke viste sig at være et beskyttende værn, da flere bankskandaler kom frem i lyset de seneste par år. ”Hvorfor skulle en privat virksomhed ikke være korrumperet af egne interesser? ’Nej, de fornemme folk i Jyske Bank kunne aldrig drømme om at rådgive nogen til, hvordan de kan undgå at betale skat’. Hvorfor i alverden dog ikke?”, spørger Frederik Cilius, der selv tror, at vi stoler på bankerne, fordi ”vi luller os ind i en form for falsk tryghed”.

Den falske tryghed, der ligger i ikke at slå tvivl om bankernes interesser eller om bankers rolle som pengeskaber – en proces, der umiddelbart kunne ligne ”fis og blålys” – har faktisk været med til at få nogle ret fine samfund oppe at køre, pointerer Rasmus Bruun. Men systemet er afhængigt af, at vi i samfundet har en fælles opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen.

Magten og det økonomiske system, bankerne hersker over, kan kun eksistere, fordi vi allesammen ”leger den samme leg”, men selv hvis man har gennemskuet det, er der ikke meget at gøre, vurderer de to komiker-venner. ”Bankerne har jo fået skabt et system, hvor det er fuldstændig umuligt at stå udenfor. Og selvom man har gennemskuet det og vælger at gå uden om den fortælling, kommer der et tidspunkt, hvor det ikke kan betale sig at stå uden for længere.

Så er man nødt til at hoppe med, selvom man har set det forlorne i det system,” siger Rasmus Bruun og

”Ebberød Bank” 3 3Skuespil skrevet i 1923 af journalisten og forfatteren Axel Breidahl i samarbejde med skuespilleren og forfatteren Axel Frische.

3 3Blev filmatiseret i 1943 med Osvald Helmuth som instruktør.

3 3”Ebberød Bank 2.0” har premiere på Det Kongelige Teater den 10. april og spiller her indtil den 29. maj.

3 3Instruktør: Heinrich Christensen. Medvirkende skuespillere er blandt andre: Rasmus Bruun, Frederik Cilius, Karen-Lise Mynster og Mads Rømer Brolin-Tani.

Frederik Cilius 3 3Født i 1986 i Sønderborg. Han er uddannet klarinettist fra Det Jyske Musikkonservatorium og Jacobs School of Music ved Indiana University Bloomington. Han blev optaget på DR’s talenthold i 2011 og medvirkede derefter i flere forskellige radio-og tv-programmer. Lige nu kan man opleve Frederik Cilius i radioprogrammet ”Hammer og Cilius” på P2 og i tv-programmet ”Den klassiske musikquiz” på DR 2.

Rasmus Bruun 3 3Født i 1983 i Thisted. Han blev i 2005 optaget på DR’s talenthold, og efterfølgende mødte han Frederik Cilius, da de blev sat til at lave børne-tv for DR. Han har senere oprådt i flere satireserier for både børn og voksne. Man kan opleve Rasmus Bruun som vært på DR’s aktuelle debat- og quizprogram ”Bruuns stue”.

3 3Frederik Cilius og Rasmus Bruun har sammen lavet ”Den korte radioavis”.

I 2017 vandt Frederik Cilius og Rasmus Bruun sammen titlen årets komiker til Zulu Comedy Galla for radioprogrammet.

spørger, om det kan betale sig, at lade være med at optage lån. ”Det kan det ikke. Det kan jeg lige så godt sige med det samme. Så kan du stå på sidelinjen og se på, at alle omkring dig bliver rigere og rigere, mens du står dér. Uden lån og uden de store muligheder,” svarer Frederik Cilius sin makker.

Første step mod en løsning er at forstå problemet, og dét skulle ”Ebberød Bank 2.0” gerne hjælpe én

med, siger Rasmus Bruun og Frederik Cilius. Men løsningen kan synes svær at få øje på. ”Enten forstår man det, eller også bliver man bare forvirret på et højere plan. Men publikum bliver godt underholdt undervejs. Det lover vi.

Det er en garanti herfra,” lyder det fra de to komikere, der også lover, at der vil være nogle metalag i forestillingen – noget de to er kendte for at have med i radioprogrammet ”Den J korte radioavis”.

Scene&Kultur | 15

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

kort nyt om scenekunst Anne Linnets hits på Det Kongelige

Sange som ”Tusind stykker”, ”Tabt mit hjerte” og ”Glor på vinduer” rykker ind på det Kongelige Teaters Gamle Scene fra den 12. maj, hvor der er premiere på musikforestillingen ”Jeg er jo lige her” med alle Anne Linnets største hits. Det Kongelige Teater har fået adgang til hele Anne Linnets musikkatalog, og forestillingen ”Jeg er jo lige her” digter sig frit ind i Anne Linnets intense og længselsfulde univers. Sangene og teksterne, der handler om Anne Linnets eget liv, men rammer noget genkendeligt hos de fleste, genopstår på scenen, hvor skuespillere, dansere og et liveband er klar til at tage publikum med på en musikalsk rejse ind i Anne Linnets verden.

0 I 2007 var der premiere på ”Fyrtøjet”, som Dronningen har lavet kostumer og scenografi til. Til juni kan balletforestillingen igen opleves i Tivoli. – Foto: Tivoli.

Dronningens ”Fyrtøjet” vender tilbage Balletforestillingen ”Fyrtøjet” vender snart tilbage til Pantomimeteatret i Tivoli i København – og det samme gør også de kulisser og kostumer, som dronning Margrethe har lavet specielt til forestillingen, der bygger på H.C. Andersens berømte eventyr, og som i 2007 blev omsat til en ballet. Dronningens scenografi forvandler Pantomimeteatret til et univers fyldt af mystik, romantik og finurlighed, og hvor soldaten danser ud på eventyr til tonerne af James Prices musik kreeret specielt til lejligheden. Repremieren, hvor Dronningen også vil deltage, finder sted den 19. juni. Det er Dronning Margrethes ottende eventyropsætning i Tivoli – ud over ”Fyrtøjet” har hun nemlig stået for ”Kærlighed i skarnkassen”, ”Tommelise”, ”Svinedrengen”, ”Tinsoldaten”, ”Askepot”, ”Nøddeknækkeren” og senest ”Snedronningen”, der også bliver genopsat for anden gang til december med Dronningens hjælp.

d e m Syng hør r e g n i l l æ t r o f gode Heister

Musical genåbner Aarhus Teater Når Aarhus Teater slår dørene op for publikum igen den 6. maj, bliver det med danmarkspremiere på musicalversionen af Roald Dahls magiske bog ”Charlie & chokoladefabrikken”, der også er kendt fra Tim Burtons film med Johnny Depp i rollen som Willy Wonka. Den spektakulære og farverige musical fra London inviterer publikum med ind i et magisk sla-

fra blandt andet ”Jesus Christ Superstar” og ”Lazarus”, spiller den excentriske slikmager Willy Wonka. Forestillingen spiller i Aarhus frem til den 13. juni og rykker næste år ind på Østre Gasværk Teater i København.

Robotter indtager teateret

0 Simon Mathew indtager scenen i Aarhus Teaters åbningsforestilling, ”Charlie & chokoladefabrikken”.

– Foto: Yellow1.dk.

raffenland, hvor man møder drengen Charlie med det uspolerede barnesind og det rene hjerte. Han lever af kålsuppe og kærlighed med sin fattige familie, og hans drøm er at besøge den hemmelighedsfulde slikfabrik og møde dens mystiske ejer, Willy Wonka. Hvad der sker herfra, skal ikke afsløres, men kan altså ses på Aarhus Teater, hvor Simon Mathew, kendt

Kan kunstig intelligens (AI) lære at forstå menneskelige følelser og værdier? Det er et af de spørgsmål, forestillingen ”The Robot Project”, der den 29. maj rykker ind på Folketeatret i København, stiller.

I forestillingen forsøger videnskabsmanden Daniel at genskabe sin døde bror Leonardo gennem en såkaldt AI, som han udvikler og træner med udgangspunkt i broderens minder og følelser. På scenen er virkelige robotter, kunstigt intelligente AI’er og ét levende menneske. Efter forestillingen følger en interaktiv og publikumsinddragende talk med forsker Kristian Martiny omkring mulighederne og udfordringerne ved AI. Forestillingen er blevet til i et samarbejde mellem Aalborg Teater, Flyvende Grise, Stages of Science og Enactlab og vises som en del af festivalen CPH Stage, der fra den 27. maj til den 5. juni byder ind til 100 forestillinger og events i København og på J Frederiksberg.

C openhagen Soloists

&

SCHUMANN

il

Bod d e v -

Klaverkoncert MENDELSSOHN

Hyggelig Sang- og Musikaften med årstidens sange - krydret med musikeksempler, små musikquizzer og fornøjelige historier.

Bodil fortæller levende og underholdende om personerne bag den danske sangskat og om sine egne kompositioner og sange.

Symfoni nr. 3 ("Den Skotske") Hebriderne (ouverture)

Bodil Heister er pianist og komponist til bl.a. julekalenderen Jul på Slottet, opera, teater & film og musik til digte af bl.a. Bellman, Piet Hein, Sophus Claussen og H. C. Andersen.

Bestil et arrangement i sognegården/menighedshuset/biblioteket eller rekvirer brochure: mail: bodil@bodilheister.dk tlf: 35 38 47 58 Læs mere på: www.bodilheister.dk

Christina Bjørkøe - klaver Orkester på autentiske instrumenter Dirigent: Jonathan Ofir Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal, 22.5.21 kl 16 Konservatoriets Koncertsal, Kbh 23.5.21 kl 16 Links til billetter på

Fotos: Jens Astrup og Ejvind Flensted-Jensen

www.copenhagensoloists.dk

16 | Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

”Mit job er at være usynlig, men skuespillerne ser mig” Line Staustrup har haft en god dag på jobbet, hvis ingen har opdaget hende. Med den sjældne titel som sufflør er det hendes opgave at være vågen, når skuespillerne går i sort

interview AF TRINE LAVGESEN lavgesen@k.dk

Det var, som om der pludselig var helt stille i salen, uden hun havde opdaget det. På scenen stod den mandlige skuespiller med blikket rettet mod hende, afventende, klar til, at hun kastede ham en redningskrans af de ord, han skulle sige næst, men som han havde glemt. Inde i Line Staustrups hoved var der også stille, og hun havde pludselig ingen anelse om, hvor i manuskriptet han var nået til, og hvilke replikker hun skulle kaste. ”Jeg var så grebet af det, der foregik på scenen, at jeg var zonet ud,” fortæller Line Staustrup.

Sidenhen har hun ”hanket op i sig selv”, som hun beskriver det. ”Jeg sagde til mig: ’Du må ikke fortabe dig i spillet på den måde’”.

I jobbet som sufflør er 33-årige Line Staustrup nemlig lige så meget på arbejde som skuespillerne, og hun betragter det som sin ”fornemmeste opgave” at holde sig klar hele forestillingen. ”Om ikke i alarmberedskab, så med en parathed i kroppen,” fortæller Line Staustrup, der arbejder freelance som sufflør på forskellige teatre.

Sufflørerens jobbeskrivelse er tvedelt.

Først hjælper Line Staustrup skuespillerne med at lære at huske deres replikker, og så sidder hun med under prøverne, så skuespillerne langsomt kan løsrive sig manuskriptet og få stikord fra hende, hvis hukommelsen glipper. ”Jeg er sikkerhedsnettet,” fortæller hun.

Og så er det en vigtig del af jobbeskrivelsen ikke at blive opdaget. ”Jeg skal jo helst være så usynlig for publikum som overhovedet muligt, men det betyder ikke, at jeg er usynlig for spillerne. De sætter pris på at vide, jeg sidder der.”

Mange skuespillere følger en helt bestemt rytme, når de siger replikker, fortæller Line Staustrup, som har til opgave at kende den rytme indgående og lytte efter afvigelser. ”Når de holder en usædvanlig pause, så er jeg opmærksom og klar til at vurdere, om det er en kunstpause eller en ’åhjeg-skal-lige-huske-hvad-jeg-skal-sigepause’,” forklarer Line Staustrup efterfulgt af et grin. ”Det kræver en musikalitet og evnen til at lytte,” siger hun.

I hendes optik har mange en tendens til at tænke, at det er ordene, der skaber en forestilling, men pauserne er lige så vigtige. Og derfor er en dygtig sufflør i stand til at skelne mellem intention og usikkerhed. ”Det vigtigste er at vide, hvornår man ikke skal sufflere,” siger hun.

Derfor har hun også en regel. Hvis der er publikum til stede, sender hun kun stikord, når hun får tegn til det – og det varierer, hvad der kan gælde som et tegn. ”Nogle knipser, nogle sender et forvirret blik, og så er der nogle, der standhaftigt prøver selv, indtil de erkender, at de ikke kan og udbryder ’hvad er det, jeg siger’ eller ’stikord’,” griner Line Staustrup.

I kampens hede kan hun godt opleve et

øjebliks frustration fra scenen. Et blik, der fortæller hende, at hun sprang for hurtigt ind. ”Eller også er man ikke hurtig nok,” tilføjer Line Staustrup og imiterer en skuespiller: ”Kom nu, hvad er det jeg skal sige, jeg er lige i flow her!”

En anden forhandling handler om, hvor præcist manuskriptet skal følges. ”Jeg aftaler altid med instruktøreren, hvor teksttro vi skal være, og så lærer man også at skelne mellem, hvilke ord der er væsentlige,” siger hun og giver som eksempel, at det er ligegyldigt, om skuespillerne siger ”som” eller ”der”. ”Medmindre det er på vers, selvfølgelig,” indvender hun og tilføjer: ”Ellers handler det om de store ord – dem med mening.

De skal helst sidde der.”

Som oftest giver hun stikord et par gange i løbet af en forestilling, men sjældent når der er publikum. Når en forestilling har haft premiere, er det kun hvis en skuespiller endnu ikke føler sig helt sikker, hun sidder klar.

Det var lidt et tilfælde, at Line Staustrup endte som sufflør. Under sin kandidat i teater- og performancestudier ved Københavns Universitet kom hun i praktik som instruktørassistent på ”Crazy Christmas Cabaret” i Tivoli, men opdagede hurtigt, at hun også havde flair for at sufflere.

De første gange var dog præget af nerver, husker hun. ”Jeg håbede, at ingen ville opdage mig og ville helst gemme mig væk. Det var så galt, at spillerne ikke kunne høre, hvad jeg sagde.”

Som konsekvens fik hun en mikrofon i hånden. ”Jeg tænkte bare, åh nej, nu kan alle jo høre det! Derfra lærte jeg, at jo mere man sidder og putter med det, jo mere op-

mærksomhed ender man med at påkalde sig,” fortæller den efterhånden garvede sufflør.

Med årene er det dog blevet mindre vigtigt for hende, om publikum opdager hende, og teaterets illusion brydes. ”Bortset fra hvis du spiller en stor tragedie, så er det selvfølgelig ikke så fedt, hvis en skuespiller står og snøfter og så pludselig er nødt til at bryde ud af rollen for at sige ’hvad er det, jeg siger’,” griner Line Staustrup.

Når suffløren besvarer det typiske spørgsmål ”nå, hvad laver du så?”, mødes hun tit af en fordom om, at hendes job er gabende kedeligt og mest af alt handler om at sidde i en kasse dagen lang og vente.

Men det er ikke kedeligt, forsikrer Line Staustrup, som for øvrigt heller ikke sidder i en kasse, men ude i kulissen eller på forreste række. Eller det vil sige, der var faktisk én gang, hvor hun endte i en kasse. Det er den dag, hun ser tilbage på som den vildeste i sin sufflør-tid. ”En af skuespillerne havde mistet stemmen, så jeg blev ringet op og bedt om at ’live-dubbe’ hende,” siger Line Staustrup og forklarer, hvordan hun skulle sige replikkerne højt, mens skuespilleren lydløst bevægede munden på scenen. ”Det var grænseoverskridende, men også virkelig sjovt, og publikum synes, det var hylemorsomt,” fortæller suffløren.

Selvom den ene gang i spotlyset er blevet et godt minde, har hun det fint med at gå hjem til fyraften og efterlade dramaet på teateret. ”Når jeg lukker manus, så skal jeg i teorien ikke tænke på det, før jeg åbner det igen,” siger hun.

Ligesom hun heller ikke går nævneværdigt op i teateranmeldernes dom.

”Det er selvfølgelig sjovest at være en del af et stykke, som bliver taget godt imod, men jeg er egentlig ligeglad med, om resten af verden synes, det er god eller dårlig smag,” fortæller hun. ”Men hvis der decideret står, at replikarbejdet er rigtigt godt, så kan jeg måske godt sidde og sole mig lidt, men det er jo skuespillerne, der leverer det.” J

Line Lillegaard Staustrup 3 Født i 1987. Uddannet kandidat i teater- og performancestudier ved Københavns Universitet. Arbejder freelance som sufflør, men er ofte tilknyttet Folketeatret og Grønnegårds Teatret. Laver typisk fire-seks forestillinger om året. Er desuden instruktørassistent. Bor i Skælskør.

Suffli i Danmark 3 Der findes ingen opgørelse over danske sufflører, men Facebookgruppen ”Sufflører i Danmark + Skandinavien” har i øjeblikket 29 medlemmer. Der er ingen suffløruddannelse, så de fleste kommer ind i faget gennem praktik, assistentjobs eller lignende. Store teatre som Det Kongelige Teater og Aarhus Teater har fast suffli, mens mindre teatre ofte må spare posten væk.

0 Når Line Staustrup fortæller om sit arbejde som sufflør, har de fleste en forestilling om, at hun sidder foran scenen i en kasse i gulvhøjde, men i virkeligheden sidder hun for det meste ude i kulissen. – Foto: Leif Tuxen.

KØB OG SÆLG PÅ AUKTION!

Utallige skatte skifter dagligt hænder hos Lauritz.com, hvor gamle favoritter sælges og nye yndlingsgenstande bliver købt på auktion. Alle vores auktionshuse har åbent for ind- og udlevering af varer. Vi vurderer dine ting gratis i auktionshuset, via telefon, online vurdering, live video vurdering eller hjemmebesøg.

Vi tilbyder også GRATIS AFHENTNING af det, du vil sælge.

HERLEV 4450 9800 | NIVÅ 5858 5891 | ROSKILDE 4674 4040 | NÆSTVED 5577 3004 | AARHUS 6915 8250| AALBORG 9812 3000 VEJLE 7021 2230 | ESBJERG 7612 1700 | KOLDING 4450 9876 | ODENSE 6396 2240 | BORNHOLM 2777 0089

18 | Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

Klassikerne i Ikea møder teaterets klas De fleste kender stuerne, køkkenerne og soveværelserne i Ikea. Det samme gælder ”Et dukkehjem” af Henrik Ibsen og ”Et drømmespil” af August Strindberg.

Nu møder klassikerne i Ikea teaterets klassikere, når Aarhus Teater opsætter stykket ”Kærlighed efter lukketid” i Ikea i Aarhus

teateret rykker ud AF KAREN MATHILDE MØLLER JØRGENSEN kjoergensen@k.dk

Når man handler ind i det gigantiske varehus Ikea, går man rundt i forskellige færdigindrettede stuer, køkkener, soveværelser og badeværelser. Man kan sætte sig ind i rummene og forestille sig en hverdag i de opstillede hvide køkkener og farverige soveværelser. Man kan forestille sig, at menneskene, der bor der, har det godt – og man kan få lyst til at købe de samme ting for at få det lige så godt. Men selv i et Ikea-hjem foregår der ting under overfladen. Netop det har Aarhus Teater sat sig for at belyse. I

stedet for at opsætte en Ikeakulisse på deres eget teater, har de valgt at rykke deres forestilling ”Kærlighed efter lukketid”, som spiller til sommer, ud i selve Ikea Aarhus.

Aarhus Teater vil i den nye forestilling opføre de ægteskabelige dramaer fra nordiske klassikere som Henrik Ibsens ”Et dukkehjem” og ”Et drømmespil” af August Strindberg, men de kommer til at foregå i Ikeas butiksudstilling efter lukketid og ikke på Aarhus Teater. Norske Line Paulsen er instruktør på forestillingen, og det er ikke første gang, hun rykker en forestilling ud af de vante rammer. ”Idéen er at lade teatret møde virkeligheden. I denne forestilling er det nogle meget kendte stykker af Ibsen og Strindberg, hvor vi lader de-

res stykker blive vist i andre rammer. Det er en sjov ting – at man tager noget kendt og sætter det i et nyt perspektiv,” fortæller Line Paulsen.

Forestillingen ”Kærlighed efter lukketid” handler om drømmen om kærlighed. Der findes utallige idealer og forventninger omkring, hvad kærlighed skal være. Line Paulsen har valgt nogle ægteskabsscenarier, som tager illusionen om kærlighed op.

Hun har forsøgt at lave en rød tråd, hvor den samme skuespiller dukker op i alle scenerne. Det er en kvinde, som tager en ny rolle på sig i hvert udstillingsrum. Blandt andet som Nora i Ibsens ”Et dukkehjem”, der udlever kærlighedsdrømmen, eller som Agnes i Strindbergs ”Et drømmespil”, hvor hun oplever kærlighedsdrømmens bagsi-

de. Så kvinden er illusionen om kærlighed gennem hele forestillingen.

LER ER LIVET!

”Der er noget over at knytte teatret til noget hverdag.

Hvordan ser vores hverdag

ud, og her tager vi så udgangspunkt i Ikea. Ikea er et meget velkendt sted for de

Erik Veistrups Samling

Morten Løbner Espersen: Moon Jar . 2019. Foto: Ole Akhøj

TIL 12. SEPTEMBER 2021

KONGEBROVEJ 42 - 5500 MIDDELFART - CLAYMUSEUM.DK

Scene&Kultur | 19

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

ssikere – efter lukketid 2 Forestillingen ”Kærlighed efter lukketid” foregår i Ikea Aarhus og ikke på Aarhus Teater. Mødet med virkeligheden er særligt vigtigt for teaterinstruktøren bag forestillingen. – Foto: Morten Fauerby/ Montgomery.

skabe noget spændende,” siger Line Paulsen.

Det er ikke sådan, at publikum bliver placeret i ét Ikearum under forestillingen. I stedet bliver de taget med på en guidet tur gennem hele forestillingen. De starter i caféen i Ikea, hvorefter de bliver hentet af en guide, som tager dem med på en rundvisning i varehuset. Det er dermed en rejse gennem hele Ikea, hvor publikum får små glimt af samlivsscener fra et ægteskab i køkkenet, stuen og soveværelset. fleste, og her lader vi teatret komme så tæt på som muligt.

Vi har en idé om, at det kan

Der bliver talt meget om børn i forestillingen, men der medvirker ingen i selve fore-

stillingen. Alligevel har Line Paulsen valgt at lade en 10-årig dreng være ham, der guider publikum rundt. Han er sammen med en anden karakter i caféen, men bliver efterladt. Så tager drengen publikum i hånden, hvor jagten på karakteren påbegynder, da han er forsvundet ind i Ikea. Drengen guider gruppen af publikum gennem rummene, hvor de til sidst ender i børneværelset.

Mette Døssing er en af de fire skuespillere i forestillingen. Hun synes, at det er spændende, at forestillingen er bygget på klassiske tekster, og at den foregår i de klassiske møbler i Ikea. ”Møblerne fra Ikea findes tilnærmelsesvis i alle hjem – og er allemandseje – en form for klassiker. Så på en måde er det vel klassikere, der møder klassikere. Herudover har mange af os prøvet at have forskellige familiekriser under indkøbsture – hvilket hænger ret godt sammen med de klassiske tekster, der også oplever kriser i kærlighedslivet,” fortæller Mette Døssing.

Både Line Paulsen og Mette Døssing synes, at det er spændende, at teateret bryder med de traditionelle nor-

mer ved at rykke teaterscenen ud. ”Jeg kan rigtig godt lide det her udtryk. Man er ude i virkeligheden. Ikea holder lukket for andre gæster, hvilket giver spænding for publikummet. Det forstærker følelsen af at være på et sted, man egentlig ikke burde være.

Grænserne er ophævet,” fortæller Line Paulsen, og Mette Døssing er enig. ”Jeg tror, at det er dragende for mennesker, hvad der sker forskellige steder bag lukkede døre – efter lukketid. Om det er i Tivoli, på en kirkegård, et sygehus – eller i Ikea.

Det er for det første med til at sætte en fælles stemning med publikum. For det andet synes jeg, at det er spændende at have en masse scenerier til rådighed. Og dobbeltheden med, at Ikea både er små kulisser, men også et varehus. Det er interessant i forhold til tilgangen til teksterne,” siger Mette Døssing.

For nogle år siden rykkede Line Paulsen også Aarhus Teater ud til Tivoli Friheden.

Forestillingen hed ”Frihed”, hvor seks dramatikere skabte en selvstændig brik i den samlede fortælling, centreret om hver sin forlystelse. De

blev givet frie hænder til at fortolke friheden som begreb, og sammen med Aarhus Teaters egne skuespillere, gav dramatikerne publikum friske øjne på det, de troede, de kendte. ”Der er potentiale for, at flere teatre rykker deres forestillinger ud. Det er godt at prøve nye rammer og udtryk.

Nu har vi ladet nogle kendte stykker møde nogle nye rum i Ikea. Man kan også skrive tekster til kendte steder rundt i byen. Det åbner mange nye fortolkninger,” siger teaterinstruktør Line Paulsen.

Teaterinstruktøren tror ikke, at skuespillerne synes, det er sværere at optræde i Ikea end på den traditionelle teaterscene. Men der er noget logistisk udfordrende. Skuespillerne har meget travlt, da de kun er fire skuespillere, der skal transportere sig rundt mellem Ikea-rummene.

De skal hurtigt nå at skifte tøj, inden publikum kommer til næste rum. Men skuespillerinde Mette Døssing ser det ikke som et problem. ”Jeg tror ikke, det bliver sværere. Men jeg tænker, at det giver en anden stemning.

De normale konventioner mellem skuespillere og publikum er brudt,” siger hun. J

”Kærlighed efter lukketid” 3 Forestillingen er planlagt til at have premiere den 20. maj og skal spille frem til den 18. juni i Ikea Aarhus.

3 Instruktøren bag forestillingen er norske Line Paulsen.

3 De fire medvirkende skuespillere er Mette Døssing, Anne Plauborg, Christian Hetland, Asbjørn Krogh Nissen.

3 Forestillingen er en del af projektet ”Udflugten”, som flytter scenekunst ud på overraskende steder i Aarhus og omegn.

22 | Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

En grim ælling og en myg på cykel hjælper børn til at forstå komplekse problemer og følelser Det vrimler med alskens dyr i børneteaterforestillinger. Det er ikke kun, fordi dyr er nuttede, men nærmere fordi de udtrykker stereotyper, som er en genvej til børns forståelsesunivers

dyr på scenen AF FREDERIKKE ENGBERG LARSEN flarsen@k.dk

”Hvor heldig er jeg, at jeg har noget, der gør det så svært at sige farvel,” siger en stor orange bjørn iført en kort, rød T-shirt, og hvis bedste venner er Grisling og mennesket Jakob. Det er selvfølgelig Peter Plys, der også er kendt for stribevis af andre citater om eksistens og kærlighed målrettet et publikum i børnehøjde.

Peter Plys og resten af slænget fra Hundredmeterskoven er langtfra de eneste dyr, der optræder i både litteratur, teater og film. Her kunne man nævne den sære mand Pedersen og katten Findus og Morten skovmus og Harepus, der lever i Hakkebakkeskoven sammen med Mikkel Ræv og Peter Pindsvin, der ønsker at gufle de to førstnævnte i sig som aftensmad.

Men hvorfor er det, at dyr har det med at snige sig ind i børnefortællinger – hvad enten de foregår på papir, på scenen eller skærmen? Det giver en skuespiller, en forsker i pædagogik og en dramatiker deres bud på.

Ligesom eksemplerne ovenover vidner om, slår også Kristoffer Møller Hansen, der er skuespiller og leder af Sjællands Teater, fast, at børnelitteraturen har en lang tradition for at fortælle historier med menneskeliggjorte dyr. Her nævner han eksempelvis H.C. Andersen, som mestrede at levendegøre alt fra en grim ælling til en hund med øjne så store som Rundetårn.Det handler om fantasien, siger Kristoffer Møller Hansen.

Fra den 6. maj til den 13. maj spiller klassikeren Cykelmyggen Egon på Slagelse Teater, der er en del af Sjællands Teater. ”På samme vis som masken kan sætte skuespilleren fri, kan det sætte publikums fantasi fri at rykke fortællingen fra realismen til eksempelvis en andedam. Men vigtigst af alt giver det forfatteren en utrolig frihed til at fortælle historier om, hvad det vil sige at være menneske. Og måske fordi sandheden bliver pakket ind i et dyreunivers, giver det ovenikøbet mulighed for at gå til stålet og fortælle tingene, som de er,” siger han.

Der er måske ikke ligefrem tale om en stigende tendens til at have dyr med i forestillinger, men Kristoffer Møller Hansen har bemærket, at socialrealismen er nedadgående, hvilket kan skyldes, at fantasy-genren har vundet frem de seneste 20 år.

Bennye Düranc Austring, der forsker i æstetiske læreprocesser på Center for pædagogik i Roskilde, peger ligeledes på, at der er en styrke ved den distancering, som kan ligge i at henlægge dybe, ofte svære eksistentielle problemstillinger til et dyreunivers. Dermed kan det blive mindre farligt og lettere for børnene at forstå. Han kalder den distancering for et ”armslængdeprincip”.

Her taler han ikke blot ud fra et forskningsperspektiv. Han har nemlig selv spillet rollen som skildpadde i Thomas Windings børneforestilling ”Det vilde liv” på Teatret Zeppelin tilbage i 1995. ”Dyrefigurerne kan reducere den kompleksitet, der er i det at være menneske. En vis stereotypi gør det desuden lettere for barnet at afkode dramatikerens historie og teatrets æstetiske greb, noget, der tit bygger ovenpå eller associerer til arketyper eller historiske konventioner – eller bevidst bryder med sådanne,” siger han.

Netop stereotyperne, som dyrene kan udtrykke, er det fantastiske ved at bruge dyr i teatret, mener Søren Valente Ovesen, skuespiller, dramatiker og instruktør i teatergruppen Batida.

Han har selv skrevet flere forestillinger, hvor dyr er omdrejningspunktet.

Især hunden er han glad for at

inddrage – netop fordi den er en stereotyp. ”Hunden kan bruges som dobbelttydigt billede. Vi elsker hunde, men vi håner dem også. Man kan være trofast og loyal som en hund, men en hund er også en, der kan dresseres til at gøre hvad som helst. Hunden kan også være en bidsk køter, som man bestemt ikke bryder sig om. Dermed symboliserer den både det loyale, kujonagtige og ubehagelige i et og samme dyr,” siger han begejstret, da journalisten beder ham fortælle om sine erfaringer med emnet.

Dyrene er en genvej til børnenes forståelse ifølge skuespilleren. Man behøver nemlig ikke være psykolog eller voksen for at forstå en abe, kat eller hund.

Når man installerer et dyr på scenen, har man allerede skabt en forventning hos børnene. Og i begyndelsen af året var det planen, at Batidas skuespillere igen skulle trække i dyrekostumerne for at spille Egon Mathiesens børnebogsklassiker ”Aben Osvald”. På grund af coronarestriktionerne er forestillingen dog udskudt til april 2022. ”Livet består af typer. Vi møder en sur mand nede i pizzabaren eller en pige, som er smægtende. Vi går ikke tilbage og tænker over, hvad det er, der er sket i deres liv, siden de er blevet sådan. Det er samme effekt, vi kan opnå ved at placere en ulv,

ørn, nattergal, slange, hund og kat på scenen. Det interessante sker så, når vi viser en kat, som ikke lever op til at være den kliché, som vi tror. Dermed får vi en enorm genvej til det interessante – nemlig at udfordre karaktererne,” siger Søren Valente Ovesen, som ikke er interesseret i at lave teater, hvor man kan regne det hele ud på forhånd.

En bagside ved at fortælle historier i et dyreunivers kan til gengæld være, at fortællingen bliver stemplet som værende overfladisk eller kun for børn, mener Kristoffer Møller Hansen.

Men det er langtfra tilfældet, at forestillingerne kun er for børn, blot fordi der indgår dyr, mener Søren Valente Ovesen.

Hans stykker handler ofte om store emner som magt, racisme og frygt. De store emner kræver bare en anden måde at fortælle på, når publikummet er børn frem for voksne. ”Børn har ikke intellektuelle referencer, men følelsesmæssige referencer. De ved, at man kan blive væk, at man kan miste, eller at man kan blive domineret.

Men vi kan ikke bare frit citere Shakespeare, og så forstår de det. Skal man fortælle børn noget vigtigt, skal man finde et billedsprog, som ikke er banalt, men dog forståeligt. Derfor synes jeg som instruktør, at det ofte er meget sværere at lave den

lethed og enkelhed i børneteater end i forestillinger for voksne,” siger han.

Ifølge de tre eksperter er det altså ikke et tilfælde, når det ikke er mennesket Jakob, men den store, orange plysbjørn med den røde T-shirt, som kaster om sig med eksistentielle budskaber. J

Dyr på scenen i aktuelle forestillinger 3 ”Aben Osvald”, Batidas Teaterhus, København, skulle have spillet i begyndelsen af året, men kommer nu til at spille i april 2022.

3 ”Cykelmyggen Egon”, Sjællands Teater, Slagelse, den 6. maj til den 13. maj.

3 ”Dyrene i Hakkebakkeskoven”, Glassalen, Tivoli, København, den 29. april til 16. maj.

3 ”Cirkelines museskole”, Nørre Vosborg, Vestjylland, den 14. maj.

0 Dramatiker Søren Valente Ovesen har skrevet flere stykker med dyr i hovedrollerne. Han er fascineret af, hvordan børn opfatter, at skuespillerne er både dyr og menneske.

Beundringen og forvirringen kan være så stor, at børnene bliver nødt til at røre ved skuespillerne efter forestillingen. I april 2022 spiller teatret Batida forestillingen ”Aben Osvald”.

– Foto: Ditte Valente.

Scene&Kultur | 23

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

kort nyt om scenekunst Nobelforfatter på københavnsk scene

0 Jens Kepny Christensen og Andrea Spicher spiller hovedrollerne i Teatret Møllens opsætning af Shakespeares klassiker om Romeo fra slægten Montague og Julie fra slægten Capulet, der trods deres familiers had forelsker sig blindt i hinanden.

– Foto: Teatret Møllen.

Shakespeare Romeo og Julie indtager grænselandet Som så mange andre forestillinger er Teatret Møllen i Haderslevs premiere på ”Romeo + Julie”, der bygger på Shakespeares tragiske kærlighedshistorie, og som skulle have haft premiere i juni 2020, blevet udskudt og udskudt på grund af coronavirussen og de følgende restriktioner.

Men nu ser det ud til, at den stort anlagte forestilling endelig ser dagens lys: Premieren på forestillingen om de to unge elskende, der sidste år skulle have været med til at markere 100-årsjubilæet for Genforeningen, er sat til den 28. maj på Hotel Harmonien i Haderslev. At forestillingen spiller netop her er ikke helt tilfældigt – for hotellet har lige siden det 19. århundrede har været et mødested for de dansksindede borgere i Haderslev og beværtede desuden Christian den Tiende under hans rejse til det genforenede Sønderjylland i 1920. Forestillingen kommer til at foregå på både dansk og tysk, og på scenen vil man kunne finde skuespillere fra både Danmark og Tyskland.

Den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj modtog i 2015 Nobelprisen for sit forfatterskab. Hun er uddannet journalist, og hendes bøger, der udspringer af det tyvende århundredes store krige, fokuserer på det lille menneske, der er fanget i den store historie. Ny rykker en af hendes historier ind på en dansk scene. Det drejer sig om ”Zinkdrengene”, der oprindeligt udkom i 1989, og som får premiere på Husets Teater i København, når teateret genåbner den 6. maj. Her spiller den frem til den 15. maj. Da ”Zinkdrengene”, som omhandler den sovjetiske krig i Afghanistan fra 1979 til 1989, udkom, blev den af det sovjetiske styre kaldt ”en gang urigtigt og æreskrænkende opspind” og resulterede i en retssag mod Svetlana Aleksijevitj, hvor hun måtte kæmpe for sandheden og sin ytringsfrihed. I ”Zinkdrengene” giver forfatteren de sovjetiske soldater, sygeplejersker, mødre og enker en stemme, og i forestillingen på Husets Teater bringes disse vidnesbyrd til live i en co-produktion med AKUT360 og af skuespillerne Jesper Hyldegaard, Marina Bouras, Charlotte Munck og Brian Hjulmann.

Ondskab, penge og magt indtager scenen

Det er Kristi himmelfartsdag.

To medarbejdere i et internationalt våbenfirma er på vej til et hastemøde på 85. etage.

De skal medbringe nogle hemmelige dokumenter, da firmaet angiveligt befinder sig i en krise. Pludseligt flakker lyset i elevatoren. Tonerne fra et marimbaband stiger i volumen, og elevatoren går i stå. Sådan skriver Teatret Svalegangen i optakten til forestillingen ”Ondskabens ansigt – en elevatorsatire om penge og magt”, som spiller på Aarhus-teateret fra den 6. til den 20. maj. Det er den tyske dramatiker Nis-Momme Stockmann, der har skrevet ”Ondskabens ansigt” direkte til Svalegangens skuespillere Anders Brink Madsen og Holger Østergaard.

Der er kød på menuen i Aalborg ”Hvodan ville du have det, hvis det var dig, der var svinet?” Det spørgsmål stiller et nyt stykke dansk dramatik af Thomas Markmann, kaldet ”Kød”, som Aalborg Teater har premiere på den 6. maj.

Her mødes Sissel og Johan til en fest, hvor kødet steger, så fedtet flyder, og kød indtages i rå mængder. Sissel og Johan får gennem stegeosen hurtigt

et godt øje til hinanden, stikker af og – møder en talende gris, som de tager med sig.

Det bliver begyndelsen på en fortælling om, hvordan det er at være gris i et land, hvor der årligt slagtes knap 20 millioner svin, og om den produktionsproces, der ligger bag det kød, der spises, som debatteres mere end nogensinde før.

Greta Thunbergs kamp som teater Ungdomsteateret Aveny-T I København genåbner med forestillingen ”Mit navn er Greta”, som spiller fra den 6. maj til den 20. maj. Forestillingen om den 18-årige svenske klimaforkæmper er en co-produktion mellem AvenyT, Black Box Theatre og Vejle Musikteater. Greta Thunberg har personligt givet tilladelse til forestillingen, som teateret præsenterer som ”en hyldest til et ungt oprør, som medførte den største globale forandring, en ung generation nogensinde har skabt”. I forbindelse med forestillingen arbejdes der med bæredygtighed, hvorfor hele scenografien og alle kostumerne vil være genbrug. Selve handlingen i forestillingen centrer sig om pigen Clara, der tager ud på en (dannelses)rejse for at blive som sit største idol, Greta Thunberg, og publikum følJ ger Clara på rejsen.

NY SÆSON Program • 3. maj Abonnementssalg • 18. maj Løssalg • 25. maj

aarhussymfoni.dk

begyndelser Skabelse, natur og oprindelse

24 | Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

Når vi synger ”Jeg er havren”, så fodrer vi vores fælles hukommelse Musikeren Pernille Rosendahl tror ikke på et Danmark, der er delt mellem land og by, folk og elite, for hendes turnéer rundtom i landet har vist hende noget andet. Snart er hun aktuel i en forestilling på Aarhus Teater, der undersøger den danske folkesjæl gennem sange, de fleste danskere kan synge med på

interview

Pernille Rosendahl

AF DORTE WASHUUS

3 Født i 1972 i Aalborg.

Sanger og musiker. Brød igennem som forsanger i bandet Swan Lee og har desuden været med i bandet The Storm. Siden 2011 har hun primært optrådt som solist og har udgivet albummene ”Dark Bird” (2016) og ”The Hurt” (2019). Er kæreste med folketingsmedlem Kristian Jensen (V). Bor i København sammen med sin søn fra et tidligere forhold.

washuus@k.dk

En scenetekniker er i gang med at feje, da musikeren og sangeren Pernille Rosendahl møder op til prøve på Aarhus Teater. På scenen er det sommer og høsttid, selvom resten af Danmark ikke helt er nået dertil endnu.

Hvide lærredssække med korn er stablet op sammen med noget kraftigt tovværk, og halm er samlet i store, opretstående neg.

De drysser, derfor fejningen. ”Jeg er dybt fascineret af korn,” siger hun og peger i retning af negene og smider så sin taske på første stolerække for at bevæge sig via scenen ud i sminkerummet for at blive klar til prøven. Forinden har Pernille Rosendahl over en kop kaffe passioneret fortalt om baggrunden for forestillingen ”Vita Danica”, der kan oversættes til ”Livet i Danmark”. Den er, forstår man, hjerteblod for den 48-årige tidligere forsanger i bandet Swan Lee, der siden 2011 primært har optrådt som solist. ”Den dag vi valgte at putte et sædekorn i jorden og ventede på, at det spirede frem, udviklede vi os fra at være et vandrende folk til at være bønder. Vi danskere lever stadig i høj grad af det, vi putter i jorden, samtidig med at vi skal leve af de frø, vi planter i hjernen,” siger hun og taler så videre om det, hun kalder danskernes fælles hukommelse. En hukommelse, som hun mener, vi alle har et ansvar for at fodre. ”Vita Danica”, der er en musikog danseforestilling, ser hun som en del af den fodring.

Grundstammen i forestillingen er 20 danske sange, som de fleste danskere kender og umiddelbart kan synge med på. I forestillingen er Pernille Rosendahl en slags gennemgående fortæller og synger sange og salmer som ”Jeg er havren”, ”Jens Vejmand” og ”Se, nu stiger solen af havets skød” i nykomponerede versioner sideløbende med, at seks dansere bevæger sig rundt på scenen. ”Den danske sang er en ung, blond pige” er også kommet med. Naturligvis, mener Pernille Rosendahl, der udmærket husker debatten fra 2018, hvor en dansk underviser med anden etnisk baggrund oplevede sangen som ekskluderende i forbindelse med et arrangement på Copenhagen Business School. Og efterfølgende modtog en undskyldning fra en institutleder. ”Alle debatter om, hvem vi er, finder jeg interessante. Men for mig er ’Den danske sang er en

0 Kornet er ligesom de danske sange en del af vores fælles hukommelse, mener Pernille Rosendahl, der her er fotograferet på Aarhus Teaters Scalascene under en af prøverne på forestillingen ”Vita Danica”. – Foto: Niels Åge Skovbo/ Fokus.

ung, blond pige’ en del af vores fælles historie, og jeg har ingen problemer med at tage den med, ” siger hun.

Foruden de gamle, kendte sange har Pernille Rosendahl til forestillingen skrevet en helt ny sang i samarbejde med forfatteren Knud Romer. Den kalder hun en vuggevise til Grauballemanden. ”Grauballemandens personnummer er 000000-0000, og vi tæller stadig op fra ham,” siger Pernille Rosendahl og fortæller så om, hvordan hun har tilbragt mange timer på Moesgaard Museum i selskab med det konserverede jernaldermenneske. ”På samme måde som vi står i forbindelse med ham, skal vi udvikle os med fortiden levende i os,” siger hun og tilføjer, at sangene på en helt særlig måde forbinder os med vores fælles hukommelse. Det har hun ved selvsyn oplevet gennem de senere år, hvor hun har spillet og sunget overalt i Danmark, blandt andet i mange af landets kirker. Hver gang har hun, ud over sine egne sange, sunget danske salmer og sange fra Højskolesangbogen, ligesom hun ofte inkluderer fællessange i sine koncerter.

Idéen til ”Vita Danica” kommer oprindeligt af, at hun for fem år siden pålagde sig selv det dogme, at hun ikke ville være en storbykunstner.

”Jeg følte mig ikke længere egnet til den gængse popmaskine, min forbindelse skulle være i det nære. Helt lavpraktisk ville jeg ud og se, hvad der egentlig foregik rundtomkring i de mindre byer. Det kan godt være, at der ikke var et spillested, men så måtte jeg spille det sted, der var.

Det blev blandt andet i forsamlingshuse, kirker og på museer,” fortæller Pernille Rosendahl.

I samme periode blev hun af koreografen Marie Brolin-Tani spurgt, om hun ville levere musik til danseforestillingen ”Elsker dig for evigt”, der blev skabt til det europæiske kulturhovedstadsår Aarhus 2017.

Det blev til et frugtbart samarbejde mellem de to og mange samtaler om politik og samfundsforhold. ”Vores erfaring fra dengang er, at der sker noget godt, når man blander kunstformerne. Så vi gik på en tankerejse sammen, som altså er mundet ud i det her projekt med at skabe et hukommelsesbillede og en undersøgelse af, hvem vi er som danskere,” siger Pernille Rosendahl.

I forhold til det sidste har sangeren længe følt sig provokeret af den megen snak om Udkantsdanmark og det fremherskende billede af, at landet er knækket over i to dele, land og by, folk og elite. ”Det er slet ikke et billede, jeg genkender. Når jeg kommer rundt, taler jeg altid med menig-

hedsråd, kirketjenere og mange af de mennesker, der kommer til mine koncerter, for jeg er nysgerrigt anlagt. Overalt oplever jeg en ekstremt åbenhed for nye idéer. Der sker så mega meget rundtomkring i de mindre samfund, og i min optik er det i dag dér, vi har hipstersamfundene.

Det er jo topmoderne, når folk går sammen om at indsamle plastic ved Vesterhavet eller fremstille deres egen whisky,” siger hun og fortsætter: ”Som kunstner føler jeg mig dybt forbundet med eksempelvis landmænd, fiskere og iværksættere. Vi tilhører den del af danskerne, der har hånden på kogepladen, for vi lever med at være i et risikovilligt erhverv. Vi er der, fordi vi ikke kan lade være.”

Da Pernille Rosendahl og Marie Brolin-Tani fostrede idéen om at lave en forestilling om den danske folkesjæl vist gennem de gamle fællessange, havde de selvfølgelig ikke den fjerneste anelse om, at verden ville befinde sig midt i en pandemi op til premieren, som oprindeligt var sat til en dag i januar og nu i stedet hedder den 9. juni. Men coronavirussens hærgen gør ifølge Pernille Rosendahl sangene og forestillingen endnu mere relevant. ”Sangens kraft er hovedomdrejningspunktet i stykket, og det er jo mere aktuelt end no-

gensinde. Det har været så smukt at se, hvordan det er sangen, der har forbundet os i al den tid, hvor vi ikke har kunnet samles. Når fællesskabet er fraværende, så synger vi da bare sammen hver for sig via fjernsynet. Det synes jeg siger alt om, hvad sange betyder for vores fælles identitet,” siger hun. J

”Vita Danica” 3 En musik- og danseforestilling efter idé af Pernille Rosendahl og Marie BrolinTani. Har urpremiere på Aarhus Teater den 9 juni og spiller frem til den 26. juni. Er skabt i et samarbejde med Black Box Dance Company i Holstebro, som teatret har indgået et toårigt samarbejde med.

3 Instruktør: Sargun Oshana, koreograf: Marie Brolin-Tani, musik og sang: Pernille Rosendahl. De medvirkende dansere: Elena P. Nielsen, Giorgia Reitani, Jasmine Gordon, Jaume L. Parella, Mikkel A. Tøttrup og Jon Ipina.

18-25. september 2021

Violin - Bratsch - Cello - Klaver - Kammermusik.

9 koncerter. Åbne prøver. Natur og musik i unikt samspil.

Professorer: Kathryn Stott - Isabelle van Keulen - Tim Frederiksen Winfried Rademacher - Henrik Brendstrup Mere information og billetter: www.hvidesande-masterclass.dk

26| Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

Musicalens svære start spøger stadig på Det Kongelige Teater Den amerikanske musical har for længst vundet danskernes gunst og endda fundet vej til vores nationalscene.

Men forud for det lå en lang og sej kamp mellem ”finkulturen” og ”massekulturen”, som stadig viser sit ansigt, når der bliver pillet ved den danske kulturpolitik

musicals AF JOHAN STORGAARD JESPERSEN jespersen@k.dk

Flere musicals skal være med til at åbne Det Kongelige Teater for et bredere udsnit af den danske befolkning. Sådan lyder nogle af hovedpunkterne i den nye fireårige rammeaftale, som kulturminister Joy Mogensen (S) præsenterede i december.

Men idéen om at bruge musikalsk teater til at gøre nationalscenen mere folkelig er ikke faldet i lige god jord hos alle. Liberal Alliances kulturordfører, Henrik Dahl, er en af dem, der var skarpest i sin kritik af den nye aftale: ”Et folkeligt Kongeligt Teater giver lige så meget mening som en langsom sportsvogn,” skrev han blandt andet på sin Facebookprofil om udsigterne til flere musicals på Det Kongelige Teater.

Men hvorfor denne modstand?

Og hvad adskiller i grunden musicals fra andre former for teater? For at finde svaret skruer vi tiden cirka 100 år tilbage.

Omkring starten af 1900-tallet stifter den berømte danske forfatter Herman Bang som en af de første danskere bekendtskab med en rigtig amerikansk musical i Berlin. Herman Bang føler sig draget af Fred Wrights ”Amerikanske Operette”, som han beskriver som ”fandens bedstemor, der går amok”. Men selvom han er betaget, er han også smerteligt bevidst om, at denne form for underholdning næppe vil falde i god jord hos det danske publikum.

Og Herman Bang skulle vise sig at få ret i sin forudsigelse.

Der var ganske enkelt et formidlingsaspekt ved det musikalske teater, som dengang vækkede kritikernes afsky. Det fortæller seniorforsker og teaterhistoriker, Knud Arne Jürgensen, der har beskæftiget sig indgående med Hermans Bangs forhold til teatret: ”Musicalen bygger på en form for dialog, der SKAL bryde ud i sang – uanset hvor dybsindig eller tragisk situationen må være i det pågældende spil. Stykket kan simpelthen ikke forløses uden musikken. Og den skabelon, har man følt, var for useriøs inden for det klassiske teater.

Det var simpelthen for letkøbt at lefle for publikums trang til sang,” siger teaterhistorikeren.

I mange år nægter de toneangivende kritikere slet og ret at se musikalsk teater, og musicalens store gennembrud må vente.

Selvom musicalens popularitet vokser på landets lokale og mere

kommercielle egnsteatre op gennem første halvdel af 1900-tallet, fortsætter de store, toneangivende teatre, der sætter standarden for, hvad ”rigtig” kunst er, med at holde sig fra genren.

Det forklarer Michael Eigtved, der er lektor ved Københavns Universitet og forfatter til flere bøger om musicals. Ifølge ham trækker denne forbeholdenhed til musical-genren rødder tilbage til et traditionelt kunstsyn, som har hersket i Danmark siden middelalderen: ”Der har altid været et skel mellem finkultur og massekultur, som har domineret vores kunstsyn. Når noget er lettilgængeligt og har en kommerciel værdi, bliver det ikke regnet for så meget i de finere kredse,” fortæller han.

Først i efterkrigstiden begynder synet på musicalen at ændre sig. Efter Anden Verdenskrig er amerikansk kultur i høj kurs i Danmark, og George Gershwins musicalinspirerede opera ”Porgy og Bess” bliver sat op på Det Kongelige Teater. Stykket er en kæmpe succes, men ”Porgy og Bess” er trods alt stadig en opera, og det er først omkring 1960’erne, at Det Kongelige Teater tager en sand musical til sig.

Noget helhjertet forsøg på at omfavne den nye kulturelle strømning bliver det dog ikke.

Musicalen, ”Teenagerlove”, er paradoksalt nok ment som en kritik af populærkulturen, og det er næsten umuligt at synge med på stykkets sange.

Selvom Det Kongelige Teater fortsætter med at tage afstand, kommer der i de følgende år en række gennembrud, som baner vejen for musicalen på den danske scene. Jørgen Reenbergs ikoniske ”Admiralens vise” fra operetten ”Den gode fregat Pinafore” og musicalen ”My Fair Lady” med Mogens Wieth, Gerda Gilboe og Osvald Helmuth åbner publikums øjne for, at der faktisk godt kan opstå ret fint teater, selvom man lægger vægt på sangen.

Nogenlunde samtidig begynder den socialdemokratiske regering at føre en ny kulturpolitik, der skal mindske kløften mellem finkultur og massekultur. Det sker blandt andet gennem den landsdækkende ARTE-ordning, der gennem musicals skal ”vække befolkningens interesse for teater”.

Vækkelsen virker, og i 1970’erne opstår der flere nybrud med stykker som ”Hair” og ”Jesus Christ Superstar”, der omformer musicalen til ungdommens teater. Musicalen bliver pludselig en del af popkulturen, mens skælvet mellem finkultur og massekultur bliver mere sløret. I

Musical 3 En musical er et skuespil med hovedvægt på musik, dans og sang, der ofte vil fylde mere end den egentlige dialog.

3 Musicalen er i dag et verdensomspændende fænomen, men opstod som genre i USA i midten af 1800-tallet.

3 Selvom man længe har haft forskellige former for musikalsk teater i Danmark, rynkede danske teaterkritikere længe på næsen af musicalgenren.

3 ”Teenagerlove” fra 1962 var Det Kongelige Teaters første rigtige musical, som dog ikke formåede at tage genren seriøst. – Foto: Nf/Ritzau Scanpix.

1980’erne og 1990’erne fortsætter musicalgenrens med at gå sin sejrsgang på den danske teaterscene med stykker som ”Les Miserables” og ”Saigon”. Mod slutningen af 1990’erne tager Det Kongelige Teater selv springet og producerer musicalen ”Jeg er grim”. Og her sker der et skred. ”I 1990’erne begynder selv dem, som vi kan betegne som ”finkulturelle” at få øjnene op for musicalgenren. Det sætter gang i en diskussion om, hvorvidt vi skal bruge kunststøttemidler på en genre, som egentlig er kommerciel. De kommercielle aktører påpeger også, at Det Kongelige Teater ikke skal spille musicals, fordi det kan være konkurrenceforvridende,” siger Michael Eigtved.

Ifølge ham er det i høj grad denne modstand, og ikke så meget de ”finkulturelle fornemmelser”, som nu er blevet vækket til live igen, med debatten om Det Kongelige Teaters fornyede fokus på musical-genren. Ifølge Michael Eigtved eksisterer der dog stadig stemmer, der som Liberal Alliances Henrik Dahl vedholdent fastholder, at massekulturen ikke hører til i de finkulturelle rammer: ”Selvom musicalen for længst har fået den folkelige anerkendelse, opfatter mange det stadig som en kunstform, der hører til i en anden sfære. Så længe vi har et kunststøtte-system med en

række institutioner, hvor der sidder folk med fine uddannelser og fordeler støtten efter nogle kunstneriske kvalitetskriterier, så fastholder man jo, at der er noget, som kan kvalificeres som kunst og finkultur, og andet der ikke kan.”

At musicals stadig har et blakket renommé i visse kredse hænger også sammen med, at musicalopsætninger i højere grad end andre teatergenrer er præfabrikerede genopførsler, som man kan købe sig til. ”Og det kan godt blive en anelse sterilt,” mener Knud Arne Jürgensen, der i lyset af dette forstår kritikken af den nye rammeaftale: ”Det Kongelige Teater kan noget specielt, men de har meget begrænsede ressourcer. Spørgsmålet er derfor, om de skal brede sig ud og lave musicals som alle andre. Jeg frygter, at de breder sig ud på en palet, som simpelthen er for stor,” siger han.

I den nye aftale, der skal bane vejen for flere musicals på nationalscenen, fremgår det, at teatret skal offentliggøre, hvilke musicals de vil sætte op mindst tre år i forvejen for at undgå unødvendig konkurrence med andre teatre. Derudover er konceptmusicals udelukket, da teatret ”skal opføre værket på en måde, som private producenter ikke vil kunne”.

J

0 Falkoner Teatret på Frederiksberg i København var med ”My Fair Lady” i 1960 med til at åbne danskernes øjne for, at musicalen godt kunne byde på solid og god scenekunst.

– Foto: Per Pejstrup/Ritzau Scanpix.

0 Med den succesfulde ”Jeg er grim” fra 1999 gik Det Kongelige Teater for første gang helhjertet ind i en egenproduceret musical. – Foto: Liselotte Sabroe/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

black sun - søren solkær vises indtil 9. maj.

HEART - HERNING MUSEUM OF CONTEMPORARY ART · BITTEN OG AAGE DAMGAARDS PLADS 2· DK 7400 HERNING · WWW.HEARTMUS.DK

28 | Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

”Det svarer til at være gravid og så føde en ballon” Christina Hagen skulle tidligere på dette forår have været aktuel med et nyt stykke dansk dramatik på Aarhus Teater, ”YCLWB”, om kvinderollen og en særlig cigaret. Men stykket er blevet aflyst, og forfatteren har dermed mistet muligheden for at påvirke noget, hun synes, skal forandres

interview AF MATILDA LYAGER HANSCOMB hanscomb@k.dk

Christina Hagen har ikke nogen dramatisk fortælling om de skæbnesvangre minutter, hvor hun fik at vide, at hendes teaterstykke, ”YCLWB”, endegyldigt ville blive aflyst, for hun havde haft det på fornemmelsen længe. Hun er en af de mange manuskriptforfattere, der har måttet se sit hårde arbejde forsvinde som dug for en coronasol siddende på den anden side af et scenetæppe, som aldrig gik op.

Da foråret stadig kun var undervejs, fangede Kristeligt Dagblad den danske forfatter til en samtale om ”YCLWB”, der skulle have haft premiere på Aarhus Teater den 25. februar, men som allerede på dét tidspunkt var sat på midlertidig pause, indtil kulturdanmark igen fandt sit fodfæste. Men Christina Hagens hjertebarn fik som så mange andre teaterstykker aflyst sin premieredato, inden den delvise genåbning af landet blev en realitet i denne måned. ”Det svarer til at være gravid i ni måneder og så føde en ballon.

Man bliver vanvittig af at ligge så mange kræfter i noget for at se det hele forsvinde med et puf.

I hvert fald, hvis det sker alt for mange gange,” siger Christina Hagen, da Kristeligt Dagblad ringer til hende for at høre, hvordan det føles at se et stykke, hun har arbejdet på i to år, forsvinde for øjnene af hende.

Nu er det heldigvis kun én gang, det er sket, indvender hun, og tilføjer: ”Hvis det skal være mit offer i coronakrisen, så går det nok, men det er demotiverende for min fremtidige produktion at lægge så mange kræfter i noget og tro så meget på det, og så får det ikke premiere.”

Da forventningerne til en forestående premiere stadig var intakte, kunne man læse på Aarhus Teaters hjemmeside, at ”YCLWB” handlede om en ikonisk cigaret, feminisme og smørrede reklamesmil. Idéen til stykket fik Christina Hagen, da hun på baggrund af en personlig indignation satte sig for at undersøge tobaksproducenters måde at arbejde. Flere mennesker i forfatterens nære omgangskreds havde betalt prisen for et langt liv med cigaretter som uundværlig følgesvend, og Christina Hagen var vred. ”Det er lidt skørt, at jeg har så meget imod cigaretter, fordi egentlig mener jeg, at man skal gøre, hvad man vil. Men det er så ærgerligt, at så mange mennesker, vi holder af, forsvinder, fordi de begynder at ryge tid-

3 Christina Hagen har altid haft svært ved at kalde sig selv feminist. Det skal ikke koste penge at have en holdning, som hun siger. Det kompleks udforsker hun i sit nye stykke ”YCLWB”, der skulle have haft premiere på Aarhus teater den 25. februar.

– Foto: Thomas Priskorn.

Christina Hagen 3 Født i 1980. Dansk forfatter.

Uddannet fra Forfatterskolen i 2006.

Debuterede i 2008 på Gyldendal med novellesamlingen ”Sexdronning”.

Har siden udgivet en række bøger heriblandt ”White Girl” og ”Korrekthedsbiblen”.

ligt,” proklamerede forfatteren under den første samtale for godt tre måneder siden.

På sin undersøgende færd mødte hun Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

Han fortalte hende historien om cigaretmærket Virginia Slims – og pludselig blev cigaretten en biperson i sin egen fortælling.

Historien, som Niels Them Kjær indviede hende i, var historien om tobaksproducenten Phillip Morris, som i 1968 slog aggressivt mønt på kvindekampen ved at sælge idéen om, at rygning er cool, til unge, smukke, raske mennesker. Særligt kvinder. Virginia Slims var navnet på producentens nye cigaret, der var målrettet den frigjorte, selvstændige kvinde. Cigaretten var designet til feminine fingre, pakket ind i imiteret guld og blev markedsført under reklamesloganet You’ve Come a Long Way, Baby (YCLWB), der kan oversættes til noget i retning af ”du er kommet langt, skat”. ”Koblingen mellem at ryge cigaretter og at styrke kvinder var bizar. Det er den samme kobling, jeg stadig ser i dag, hvor firmaer spekulerer i, hvordan de kan tjene flere penge på det, de kalder feminisme,” siger Christina Hagen. ”Alt det tingeltangel, man kan

købe i butikker, som ryger ind under det, vi kalder feminisme – det har jeg det svært med. For eksempel kaffekrus, hvor der står ting som ’independent woman’,” siger hun.

Christina Hagen håber på, at ”YCLWB” kan få premiere engang i 2023 eller 2024, men for nu holder hun en tiltrængt pause. ”Jeg har ikke mod på at kaste mig ud i noget nyt, som kan ske at blive aflyst. Det kan jeg simpelthen ikke.”

Forfatteren er ikke i tvivl om, hvad der er det værste ved den ufrivillige pause: ”At man mister muligheden for at påvirke noget, man synes burde forandres.”

Med ”YCLWB” var målet at skubbe til publikums opfattelse af den traditionelle kvinderolle.

Ikke via den offentlige debat eller provokerende debatindlæg, som med Christina Hagens egne ord efterhånden hænger hende langt ud af halsen, men via teatret, som ifølge forfatteren kan sætte følelser og samtaler i gang på en helt særlig måde. ”Mange af de fremmede mennesker, jeg taler med, kender mig kun på én måde, og de ser mig gerne som en, der er lidt strid,” funderer forfatteren, som flere gange har brugt en såkaldt stand-in, en stedfortræder, til

avisfotos og optrædener, når hun ikke selv har haft mulighed for det. Eller lyst til det. ”Sådan kan jeg godt være, men jeg kender også til at være en pushover, undskylde for min opførsel og tænke ’det er nok bare mig, der føler, at situationen er grænseoverskridende’.

Det tror jeg ofte, kvinder siger til sig selv,” siger hun.

Det er ikke første gang, at Christina Hagen trækker sig fra offentlighedens søgelys. Ved bogreceptionen for sin nye bog ”Korrekthedsbiblen” i 2019 annoncerede hun via en 15-årig stand-in, at hun ikke længere ville skrive bøger, og at førnævnte derfor blev hendes sidste.

Hun ville ”leve et almindeligt liv, se fjernsyn og rejse til lande langt, langt væk”, men behovet for at skabe noget med ord, det slap Christina Hagen ikke så let.

Det vidner det seneste års mange videokonsultationer med produktionsholdet bag ”YCLWB” om.

Selvom ”YCLWB” for nu må vente i gemmerne, har arbejdet ikke været frugtesløst, for hvad der startede med at være en kritik af tobaksindustrien endte med at være meget mere end det. Undervejs har Christina Hagen forsøgt at få svar på spørgsmål, som hun har kæmpet med hele

sit liv. Kan det lade sig gøre at være et menneske, før man er en kvinde? Hvordan får man som kvinde mest ud af sit eget liv? ”Når jeg fortæller om mine værker, bliver det ofte til en fortælling om egoistiske kvinder, men jeg synes stadig, at kvinder er alt for lidt egoistiske. Det kan man se i mange af de ting, jeg laver, og det handler ’YCLWB’ også om. Jeg ikke vild med idéen om, at kvinder skal være selvopofrende for at være en rigtig kvinde,” siger Christina Hagen.

Forfatteren anerkender, at hun med ”YCLWB” på sin vis planlagde at gøre det samme, som hun beskylder andre for: at kapitalisere på feminismen.

Hun griner, mens hun påpeger det. Men ikke undskyldende.

Hun kan ikke huske, at hun nogensinde har vasket sine hænJ der fri for dobbeltmoral.

”YCLWB” 3 3Af Christina Hagen. Skulle have spillet fra den 25. februar til den 27. marts på Aarhus Teater, men er blevet aflyst.

DET NATIONALHISTORISKE MUSEUM 500 års danmarkshistorie og skiftende særudstillinger

Det Kontrapunktiske Portræt Lars Physant

Åbent hver dag!

November-marts 11-15 April-oktober 10-17.

Portræt NU! 2021

Dronningens Ansigter

Udvalgte værker Nordiske kunstnere

H.M. Dronning Margrethe II 1940-2020

Corona lukker Danmark Fotoserie af Mads Nissen

Se program for særudstillinger og ferieaktiviteter for børn på dnm.dk

30 | Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

Hvad er den perfekte kvinde?

Styr på karrieren, lækker kæreste, to sunde børn og en krop som Cindy Crawford. Er det opskriften på den perfekte kvinde? Førhen stod kvinden over kødgryderne og var perfekt, når hun bare sørgede for ma(n)den.

Sådan er det ikke længere, men der er stadig idealer, kvinden skal leve op til. Flere teaterforestillinger tolker i denne sæson kvinderollen gennem tiden AF KAREN MATHILDE MØLLER JØRGENSEN

Forestillinger

kjoergensen@k.dk

3 ”Ligeværd” har spillet i marts på forskellige skoler.

3 ”Argumenter imod kvinder” spiller den 18.-25. september på Baggårdteatret i Svendborg og den 6. oktober på Teater Nordkraft.

3 ”SKAM DIG!” spiller den 10.-25. september i Klærkesalen på Nørrebro og den 24. november til 3. december i Den Gamle Byrådssal i Roskilde.

”Se her kommer mutter med kost og spand, med skrubbe og klude og sæbevand,” synger vi i sanghittet fra 1960. De fleste kender karikaturen af en kone med popoen i sky i færd med at skrubbe gulvene til perfektion.

Eller med hænderne ved kødgryderne, mens ungen skriger på armen.

Jo, kvinden har som bekendt før i tiden ofte gået hjemme og holdt orden, mens manden tog på arbejde. I 1970’erne kom så kvindebevægelsen, hvor kvinder begyndte at gøre oprør mod den forventning, mænd stillede til kvindens position. Kvinderne ville også ud og tage fat, men ikke bare med kosten.

Kvinderollen har siden udviklet sig til at være til, at kvinden har været at se på både arbejdsmarked og ledende samfundsposter. På de danske teatre har kvinderollen også fundet sin plads. Flere teatre stiller i den nye sæson nemlig spørgsmålstegn ved, hvordan kvindens rolle har set ud, og hvordan den har udviklet sig.

En af de teaterinstruktører, der i denne sæson har fortolket kvindens rolle, er Pelle Kann, der er instruktør på Teatergrads forestilling ”Ligeværd”, som har spillet på forskellige skoler i marts i år. Hans forestilling tegner et klart eksempel på en kvinde, der har banet vejen for sig selv. Forestillingen handler nemlig om Louise Rasmussen, der senere blev lensgrevinde af Danner. Hun levede i 1800-tallet, hvor Danmark var særdeles mandsdomineret, hvilket hun ønskede at gøre op med. ”Hendes historie er fantastisk, da den udstråler gåpåmod og kamp om eget værd. Hun havde troen på ikke at underkaste sig manden,” forklarer Pelle Kann.

Louise Rasmussen trådte ind på mændenes domæne ved at blande sig. Så meget, at hun blev gift med kong Frederik den Syvende. Men det havde en pris.

Hun fik mange huk fra mænd, men også fra kvinder. Når hun trådte ind på teatret, rejste kvinderne sig og udvandrede. ”Her kunne man ellers tro, at der var søstersolidaritet, hvor man kæmpede for kvinderollen.

Men hun blev ikke taget i mod med kyshånd, fordi hun kom fra fattige kår, og fordi hun udfordrede den tildelte kvinderolle,” fortæller Pelle Kann, der sammenligner eksemplet med nutidens debat mellem tv-vært Sofie Linde og politiker Pia Kjærsgaard (DF). ”Hvad blev der af solidariteten der?”, spørger Pelle Kann og henviser til Pia Kjærsgaard, der mente, at Sofie Linde gjorde sig selv til et offer, da hun fortalte

0 Louise Rasmussen gjorde i 1800-tallet op med kvindernes position, der ellers var bestemt til ikke at skulle blande sig.

Forestillingen ”Ligeværd” blev vist på forskellige skoler i marts.

– Foto: Per Morten Abrahamsen.

hele Danmark, at hun var blevet krænket seksuelt, i stedet for at støtte Sofie Linde.

I Svendborg ser Baggårdteatret i øjeblikket også nærmere på kvinderollen. Her er man ved at sætte forestillingen ”Argumenter imod kvinder”, der har premiere til efteråret, op. Den er baseret på Birgitte Possings bog af samme navn, og Thomas Markmann er dramatiker på stykket.

Selvom vi i dag er kommet væk fra 1950’ernes billede af kvinden, som stod i køkkenet og ventede på, at manden kom hjem, er der stadig meget at kæmpe for, mener dramatikeren. ”Det er vigtigt at tale om argumenterne imod kvinder, da man godt kan gå og drømme om, at alt er som det skal være. Men det er det ikke. Der er stadig en voldsom overrepræsentation af mænd i lederstillinger. Mænd tjener også stadig markant mere end deres kvindelige kollegaer i tilsvarende job,” fortæller Thomas Markmann.

Han håber, at forestillingen kan give et billede på, hvor vi kommer fra. Kvinder, der ikke har haft stemmeret. Kvinder, der ikke arbejdede. ”Når man får det dokumenteret og ser på, hvad mænd og kvinder har udtalt om kvindernes position, så ser man, hvor grotesk det egentlig er og har været,” siger Thomas Markmann.

Men hvad kan teatret gøre ved det? Hvorfor skal kunsten blande sig i kønsdebatten? Dramatikeren er afklaret: ”Man kunne jo næsten vende den om og sige, at det ville være grotesk, hvis vi ikke gjorde det.

Vi skal behandle samfundsrelevante emner, netop for at italesætte samfundets problematikker. På teatret bliver det også humoristisk i stedet for bare at læse en tør kronik,” siger han.

For Thomas Markmann var øjenåbneren i Birgitte Possings bog, at de negative udsagn om kvinder, både stammede fra mænd og kvinder. For eksempel har skuespillerinden Johanne Heiberg (1812-1890) udtalt, at hun var imod, at kvinder skulle i skole: ”Deres opgave er at tjene manden. Ved at opdrage kvinder i disse kvindekaserner (skoler) bliver de hjernevaskede til at være små soldater. Vi kvinder burde være som koret i den græske tragedie. Behold din pige hjemme, hun behøver ikke meget lærdom,” skrev hun dengang.

Thomas Markmann er ikke den eneste i teaterverdenen, der ser på argumenterne imod kvinder.

Teaterinstruktør Tine Futtrup Lund er aktuel med teaterforestillingen ”SKAM DIG!”, der spiller på Nørrebro i København og i Roskilde i slutningen af året.

Hendes forestilling fokuserer

særligt på kvindelivet i Danmark fra perioden 1950 og frem til i dag. Forestillingen bygger på samtaler med kvinder mellem 15 og 90 år om deres oplevelser med skam. Angsten for ikke at passe ind, ikke at leve op til idealerne, er ifølge hende gennemgående både hos den ældre og yngre generation. ”Når vi italesætter ting, fjerner vi skammen. Skyld handler man sig ud af. Skam er handlingslammende. De andre må ikke opleve, at man føler sig skamfuld,” siger Tine Futtrup Lund.

I dag har skammen fået en ekstra dimension med de sociale medier, hvor unge mennesker bliver eksponeret for fortællingen om succes, mener hun. Idealerne fra 1950’erne lever i bedste velgående, samtidig er der kommet nye idealer til. Kvinder må ikke have for mange seksualpartnere, samtidig må de endelig ikke være kedelige. Det er en svær balance, hvilket skaber et stort pres hos de unge kvinder, mener Tine Futtrup Lund. Det er særligt det sociale medie Instagram, der er skyld i unge pigers skam over deres kroppe, mener hun. For her ser de billeder af kvinder med stram figur, det rigtige tøj og den perfekte kæreste, og hurtigt opstår en forventning om, at nutidens kvinde skal fremstå perfekt.

Teaterinstruktøren er ikke ene om den betragtning. På Team Teatret i Herning har teaterinstruktør Anne Zacho Søgaard ta-

get fat på debatten om den perfekte kvinde. Med forestillingen ”Mombie”, der skulle have spillet på teatret i februar, men i stedet blev præsenteret digitalt på grund af coronarestriktionerne, har hun ønsket at fortælle, at kvinder har alt for store forventninger til dem selv i dag. Selvom kvinderne har kæmpet fra 1970 med kvindebevægelsen frem til i dag, så har kvindens succes måske taget overhånd, mener Anne Zacho Søgaard. ”Det er vigtigt at fortælle om, hvad det er for en perfekthedskultur, der er omkring det at være mor og have karriere samtidig. Man må helst ikke fejle, og der ligger et enormt stort pres på en. Jeg tror, vi har en anden samfundsmodel i dag end førhen. Hvis du ikke performer max på alle parametre, så har du ikke en chance for at være en del af racet,” siger hun.

Er den perfekte kvinde da at finde bag kødgryderne eller bag den smarte profil på Instagram?

Teaterinstruktøren Anne Zacho Søgaard giver nutidens kvinde et råd med på vejen. ”Lad være med at tænke i alle mulige skrækscenarier. Man skal ikke fokusere på alt det ydre. Glem det perfekte billede og vær tro mod dig selv,” siger hun.

J

Zanele Muholi, Thatha II, Sheraton Hotel, Brooklyn, 2019

Jyllands-Posten

Århus Stiftstidende

Politiken

27. marts - 24. oktober 2021 Udstillingen præsenterer en bred vifte af værker skabt af 26 toneangivende samtidskunstnere fra eller med relation til det afrikanske kontinent. aros.dk/tina

EJB, Ruth fra Smyrna, 1874, privateje, foto Torben Meyer

8. maj - 12. september 2021 En omfattende udstilling med den polsk-danske kunstner Elisabeth Jerichau-Baumann (1818-1881).

Hendes pendulering mellem det globale og det nationale gør hende til et markant modstykke til periodens nationale orientering. aros.dk/ejb

Mandag – fredag kl. 10 – 21 Weekend kl. 10 – 17 Vi tager forbehold for evt. kommende ændringer i retningslinjerne fra myndighederne vedr. COVID-19

Gratis entré for alle under 18 år

32| Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

Kunsten skal sætte ord på menin verden får mening igen Vi har lært os selv at tro på diagnoser, dulmende medicin og feel good-komedier for at få det godt. Men i virkeligheden skal vi ind i mørket for at blive i bedre humør, mener teaterinstruktør Katrine Wiedemann, der snart er aktuel med Shakespeares ”Kong Lear” på Aarhus Teater. Hun finder selv den dybe fortvivlelse, der beskrives i klassikerne og Bibelen, dybt beroligende

interview AF LISE KABELL SØGAARD lise.soegaard@k.dk

Det er tidligt, og teateret sover stadig. Lige på nær den kvinde med morgenøjne, der kanter sig ind i salen mellem de opslåede fløjlssæder. Da hun står lige præcis ved midterste sæde på midterste række, direkte nedenunder lysekronen i loftet, bøjer hun nakken bagover og ser op. ”Det er lidt som at være i en kirke, synes du ikke?,” siger hun.

Kvinden, der altid sætter sig midt i en teatersal, hvis hun kan komme til det, er teaterinstruktør Katrine Wiedemann, 51 år. Da hun mødes med Kristeligt Dagblad hér, midt i Aarhus Teaters overdådigt udsmykkede sal, en tidlig forårsdag, er hun i gang med prøver på William Shakespeares store tragedie ”Kong Lear”, som hun er instruktør på. Hvad hun dog på dét her tidspunkt ikke ved, er, at forestillingen – ligesom så mange andre af forårets planlagte forestillinger – aldrig får en premieredato og ej heller et publikum.

Katrine Wiedemann kommer, som denne dag, gerne for tidligt til prøverne og slår lejr på sin vante plads med håndtaske, ”to go”-kaffe og manuskript. Herfra sidder hun og styrer slagets gang, ”laver” scenerne én for én med skuespillerne. Det bedste, hun ved, er tiden, hvor et stykke samler sig og tager form i hendes hænder. ”Hvis det da bliver til noget,” indskyder hun, for coronaen spøger allerede nu i kulissen.

Hun er kendt for sin evne til at skære klassikerne ind til benet og gøre deres almenmenneskelige potentiale klart for Gud og hvermand. Hun har da efterhånden også instrueret sin del; ”Faust”, ”Hamlet”, ”Cyrano de Bergerac” og Strindbergs ”Et drømmespil” for bare at nævne et par stykker. Med ”Kong Lear” føler hun, at et slags slutmål er nået: ”’Kong Lear’ er det sidste af mine store drømmestykker, det sidste, jeg ikke har lavet.

Så kan man ligesom sætte flueben ved alt,” siger hun.

Fascinationen begyndte for længe siden foran fjernsynet, med The Royal Shakespeare Company på den britiske tvkanal Channel 4. ”Jeg var ret optaget af Shakespeare i mine tidlige teenageår, fordi min mor havde en engelsk kæreste dengang. Jeg var besat af at se de filmede tv-versioner af de store stykker og læste også teksterne. Når jeg nu genlæser ’Kong Lear’, tænker jeg, at det alligevel er vildt, at noget så mørkt ramte mig så dybt dengang. Det er ekstremt livsklogt og næsten overkomplekst svært at forstå. Jeg forstod jo ikke halvdelen. Men jeg forstod alligevel den ældre mands eksistentielle lidelse på én eller anden måde,” siger hun.

Stykket er skrevet omkring 1606. Vi møder Kong Lear, der på sine gamle dage har besluttet sig for at videregive magten til sine tre døtre. For at afgøre, hvem der skal bestemme mest, beder han dem udtrykke deres kærlighed til ham. Det kan de to ældste søstre, Goneril og Regan, godt, de smigrer ham med søde ord, men den yngste, Cordelia, ovenikøbet kongens yndling, lader til at være blevet stum. Hun nægter i hvert fald at sætte ord på sin kærlighed til faderen, og det gør ham tosset.

Kong Lear kaster sin yndlingsdatter på porten og overlader riget til de to ældste søstre. Herfra går det ikke godt: De to ældste demonstrerer ringe lederevner. Kongen kaster vrag på sine loyale undersåtters tro. Skønt de forsøger at få ham på ret kurs, bliver han kun mere og mere gal og rager i en ikonisk scene rundt i en storm ude på heden i selskab med hofnarren (som dog er skrevet ud i Wiedemanns version).

Det er kommet på mode med ”spoiler alerts”, advarsler mod at afsløre en udvikling eller slutning, som oftest i tv-serier. Måske kan man nøjes med at sige, at ”Kong Lear” for dem, der ikke allerede ved det, ender ulykkeligt. Det er derfor, den er blevet kaldt den største tragedie

i teaterhistorien.

Man kan spørge, hvad vi i grunden skal med sådan én, når vi i forvejen lever i en ­livetragedie, med løbende opdateringer om smittetal og døde, der tikker ind i nyheds­ flowet minut for minut. Var det ikke bedre at give folket noget hyggeligt og rart for en gangs skyld? ”På mig virker det her som en ren humørmaskine!”, siger Katrine Wiedemann med et lykkeligt udtryk og slår ud med armene.

Hun har læst op på det og fortæller, at ”Kong Lear” historisk har været anset for at være så dystert og nihilistisk et stykke, at der var århundreder, hvor det stort set ikke blev spillet. Til eksempel refererer hun en berømt scene i stykket, hvor karakteren Gloucester, kongens tro følgesvend, bliver blændet. Da ser hans søn ham og siger: ”Har jeg nu set det værste?”

Og derpå: ”Værst er ikke værst, så længe, jeg kan sige: ’Det er værst’”.

Altså, siger Katrine Wiedemann: ”’Hvis jeg overhovedet kan beskrive det, er det ikke så rædselsfuldt, som det kan blive.’ Og det er jo vildt klogt!

Shakespeare sætter ord på den dybeste fortvivlelse i tilværelsen, han går helt ud til kanten. På den måde er det her, som kunst, enormt håbefuldt. Det gør mig mærkeligt nok glad.”

Katrine Wiedemann har aldrig arbejdet med et stykke, der i samme grad taler ind i nutiden, siger hun og remser op: ”Kong Lear” er skrevet under et af middelalderens mange pestudbrud. Der diskuteres kvinderoller og synet på kvindelig ledelse. Og så er der den vanvittige konge, der forvalter sin nedstigen fra magten så umanerligt dårligt. Man behøver næsten ikke sige navnet ”Trump”, mener Katrine Wiedemann. ”Alle tider har brug for at spejle deres mørkeste stunder og mest komplekse problematikker. Kunsten skal sætte ord på den meningsløshed, og så får verden mening igen. Det var forfærdelig sort at læse ’Kong Lear’ igen, men nu tænker jeg: Magen til det vildeste humør er det da, at

han har formået at sætte ord på det her. Det er jo som en tur i Tivoli. Det er 100.000 gange mere ’feel good’ end enhver romantisk komedie, du kan se på Netflix.”

Hun griner lidt af sig selv og kaster kroppen forover i teaterstolen. ”Det er antidepressivt for mig at arbejde med de mørkeste tekster, fordi det er en total spejling af alt det, man selv kan føle. Det er trygheden i, at der er intet i det, man selv kan føle, der er for stort, for mørkt, for forkert. At der er masser af mennesker gennem tiderne, der har oplevet alt det, man selv oplever. Man er ikke alene. Og der er nogen, der har et sprog for det!”.

Katrine Wiedemanns familie er én stor diskussionsklub af stærke ateister og troende, fortæller hun, evig og altid i debat. Hun finder selv livsmening i de store tekster, om de så bliver udfoldet det ene eller andet sted. ”På den måde er teateret jo parallelt med kirken og de fortællinger, der er dér. Det unikke i forhold til andre rum i samfundet er, at der tages fat i lidelsen. At man ikke går udenom den, ikke prøver at trøste den, men tager fat i

menneskelivets lidelse, beskriver det og skaber et rum, hvor man kan dele det. Det er ikke så mange steder, man kan det.”

Lyden af en boremaskine skærer gennem luften i salen og meddeler, at teaterets håndværkere og sceneteknikere nu er ved at vågne op til dåd. Katrine Wiedemann undskylder: ”Arj, hvor er det typisk. Skal vi gå ud?”

Vi kan godt gå i teaterfoyeren, siger hun, men kommer så frem til, at hun selv nyder at sidde i salen, næsten uanset hvor meget, der rundsaves omme bagved.

Der er også en god grund til larmen. Ser man op mod ”alteret” i Katrine Wiedemanns ”kirke”, er intet, som det plejer at være. Scenegulvet er ikke fladt, men skråner i en faretruende 45 graders vinkel, som om det har tænkt sig at vælte skuespillerne ned i publikum. På én af siderne hænger et toilet og en håndvask lige ud i luften, sat fast på et lodret gulv med, hvad man håber er en ekstremt kraftig lim. En dør åbner sig bagud mod et ukendt rum.

Scenografien, der er ud-

tænkt af én af Katrine Wiedemanns faste samarbejdspartnere, Maja Ravn, er minimalistisk, men nøje tænkt sammen med fortolkningen. Verden vendt på hovedet er et tema, der går igen hos Shakespeare. I ”Hamlet” er det tiden, der er gået af hængsel, i ”Kong Lear” er det hierarkiet, der er kuk i. Der er en ”forkerthed”, som Katrine Wiedemann siger, og forklaringen på dén findes ene og alene hos kongen. ”Alle de fejl, der begås i stykket, al skyld, stråler ud fra kongen og den fodfejl, han begår i begyndelsen. Men det ville være enormt forklejnende og letkøbt at tale om ham som narcissist. Man kan godt sige, han er infantil, men at diagnosticere ham er 100 procent uinteressant. Han er gal, ja, men der er en forklaring på papiret i forhold til, hvorfor han bliver gal og misbruger sin magt. Det handler om noget meget dybere end personens egen software. Det handler om det menneskelige, der ’clasher’ med, hvad magt kræver af mennesker,” siger hun.

Menneskesindet kan slå gevaldige krøller på sig selv, men i diagnosticeringen som løs-

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

Scene&Kultur | 33

ngsløsheden, så

8. maj - 5. september 2021

2 Instruktør Katrine Wiedemann holder af Shakespeares tragedier, fordi de er så usentimentale: ”Når jeg ser en amerikansk ’feel good’-film, tænker jeg: Det er jo løgn! Så hellere den sandhed, en ordentlig tekst kommer med,” siger hun.

– Foto: Lars Aarø/Fokus.

måde. Trofasthed, ansvar, loyalitet, pligt og ydmyghed er den slags ord, der er meget i spil hos Shakespeare. Det er ikke ord, man går så frygteligt meget op i i det moderne mediebillede eller i en moderne tankegang overhovedet. Psykologien har en måde at forklejne meget i menneskelivet på, men det her er før psykologien, før Freud. Der er andre begreber, som man sjovt nok kan mærke er en lise at få på banen.”

ningsforslag ligger en problematisk ’quick fix’-tankegang, mener Katrine Wiedemann. ”Hvis du har en diagnose, vil du også have den rette type medicin, og så kan du løse problemet. Men hvis det er eksistensen, der er problemet, så kan du ikke løse det med nogen medicin. Det er tilværelsen og de dilemmaer, vi som mennesker og samfund er i, det er galt med, og der er ikke noget ’quick fix’! Diagnosticeringen er en overfladisk løsning, som ikke gider tolke dybt nok i, hvad der har skabt problemerne. Det er en forrråelse, der fritager os fra at tænke dybere over det,” siger hun.

De store tekster i litteraturhistorien handler ofte om, at hovedpersonen gennemgår en stor krise. Det kunne også være Goethes ”Faust”, der begynder med, at hovedpersonen står på selvmordets rand efter at have opdaget, at faderens livsværk er slået fejl. ”Forklaringen vil aldrig være, at de er født med narcissisme i deres gener, Borderline, Tourette eller Asperger. Det opererer de gamle klassikere ikke med. Men der stopper den dybere undersøgelse jo også. Det er en overfladiskhed, som man kunstnerisk set

Katrine Wiedemann 3 3Dansk teater- og filminstruktør, født i 1969 i København.

3 3Har instrueret over 70 stykker gennem karrieren. Slog igennem med Virginia Woolfs ”Orlando” på Betty Nansen Teatret i 1994 og har siden instrueret et væld af klassikere på scenen. Har modtaget flere Reumertpriser.

3 3Debuterede som filminstruktør i 2000 med ”Fruen på Hamre”. Forfatter til ”Ved gudernes bord”, der udkom på Gyldendal i 2016, og skriver i øjeblikket på sin anden bog.

Mor til to døtre på 17 og 18 år.

ikke kan bruge til så meget,” siger Katrine Wiedemann. ”Sådan en karakter som Kong Lear render rundt med de udyder, vi andre også bøvler med i dag, men vi er tvunget til at se på det på en anden

Noget andet, Katrine Wiedemann ser i de gamle tekster, er, at vanviddet ofte fremstilles som et aktivt valg: ”Karaktererne går ind i vanvidddet med vilje, sådan er det både i ’Hamlet’ og i ’Kong Lear’. Det er et sted, man er, når man ikke kan påtage sig ansvaret for sit eget liv eller sin egen skæbne. Kong Lear har jo ansvaret for at lede sit folk, men han svigter det ansvar og bliver magtfuldkommen. Han går rundt og benåder folk for at have syndet og horet, og dermed opløser han også al moral. Han leder ikke længere sit folk, når han selv gør, som det passer ham.”

Hun tager en slurk af sin kaffekop, smiler og udbryder: ”Dén scene lavede vi faktisk færdig i går!”

Men selvom Katrine Wiedemann og de andre på Aarhus Teater med corona spøgende i kulissen arbejdede videre med at gøre ”Kong Lear” klar til at møde et publikum, står det nu klart, at Wiedemanns opsætning af Shakespeareklassikeren aldrig fik den planlagte premiere. Men hvad pandemien også har lært os er, at man aldrig ved, hvad fremtiden byder. Og hvem ved – måske kommer der alligevel en dag, hvor Wiedemanns gale konge får lov til at møde et J publikum.

ÅBNER DEN 8. MAJ

34 | Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

Hvad mister mennesket, når teateret er sat på pause?

I store dele af det forgangne år såvel som i begyndelsen af det indeværende har vi måttet give afkald på at nyde udsigten til de skrå brædder, som for mange ellers er et redskab til at forstå og fortolke livet. Når vi ikke kan besøge teateret, mister vi en anledning til refleksion, lyder det fra lektor

sceneliv

2 Selvom Lise Majgaard ser frem til igen at kunne gå i teatret på den ”gamle måde”, var der alligevel én forestilling, som fungerede ”optimalt”, da teatrene måtte holde åbent i efteråret: ”En fortælling om blindhed” af instruktør Christian Lollike. ”Den handlede om en pandemi, og publikum lå isoleret med hørebøffer på – virkelig sammen hver for sig – på en briks,” fortæller hun.

– Foto: Emilia Therese.

AF MATILDA LYAGER HANSCOMB hanscomb@k.dk

Varmen fra et åndedræt, som kapitulerer samtidig med musikken. Salens dæmpede belysning. Forsøget på at aflæse skuespillerens ansigtsudtryk. Ingen er bange for at smitte andre eller for at blive smittet.

Det lyder som noget fra en svunden tid, og det kan snart også føles sådan. I store dele af det forgangne år såvel som i det indeværende har kulturdanmark måttet trække det draperede scenetæppe for og holde baren lukket.

Den 6. maj kan landets teatre så igen slå dørene op og invitere gæster ind til sæsonens kommende forestillinger. Indtil da venter kunstnere af hver en slags på at kunne smide den spændetrøje, som coronavirussens hærgen har strammet i et år. Men det har også været hårdt at vente for dem, som førhen frekventerede landets scener så ofte, at det var deres andet hjem.

En af dem er Kasper Holten, som er teaterchef på Det Kongelige Teater. ”Jeg savner mest af alt selvforglemmelsen. Oplevelsen af at sidde sammen med andre og blive suget med, det eskapistiske i at leve sig helt ind i en historie.”

Sådan beskriver Kasper Holten sit savn til den teaterverden, som han har brugt størstedelen af sit liv på at færdes i. Ifølge teaterchefen mister mennesket en helt særlig mulighed, når dørene ind til de skrå brædder må holdes lukket. ”Når det svinger allerbedst, så mærker vi allesammen, at vi bliver bevægede.

Uanset hvor gode venner, psykologer, brevkasser eller familiemedlemmer, vi har at snakke med om vores følelser, kan vi aldrig helt vide, om vi i virkeligheden føler det samme. Gennem kunst kan man opleve en fælles sansning,” siger han.

Faktisk er det tæt på magisk, mener Kasper Holten, når alle går ind på den ”absurde præmis”, det kan være, at forestille sig, man befinder sig i Rom i år 1800 eller på Balkan i 1900-tallet, alt imens man overgiver sig til fløjlssædets varme omfavnelse.

Det samme mener teateranmelder ved Kristeligt Dagblad Lise Majgaard. Som Kasper Holten savner hun at frekventere teateret med samme hyppighed, som hun plejer. Faktisk savner hun det så meget, at det næsten har påvirket hendes sociale evner. ”I teatret snakker vi ikke nødvendigvis med hinanden, men vi griner sammen, vi græder sammen, og vi ser det sammen.

Når man hele tiden kigger ind i en skærm, bliver man utrænet i sociale situationer, mens man i teateret bliver trænet i at afkode rigtige mennesker, der står på scenen samtidig med at skulle afkode sin sidemands reaktioner på det, som udspiller sig.”

Lise Majgaard griner, mens hun forklarer, hvad der for hende står tilbage som den tydeligste konsekvens, men konklusionen er klar: ”Jeg begynder at blive lidt asocial,” siger hun.

For Lars Olsen, som er teatersociolog og uddannet i den italienske skuespils-

form Commedia Dell’Arte, illustrerer netop Lise Majgaards pointe den eksistentielle krise, som kan opstå, når mennesker ikke kan mødes på de fløjlsbløde rækker foran de skrå brædder. ”Vi mister det rituelle rum, som teateret også repræsenterer. Når teater lykkes, så kan sal og scene smelte salen sammen i en stor lykkelig masse, som skaber en energi, der kan løfte os op,” forklarer teatersociologen og tilføjer: ”Teater har mulighed for at gå dybere ned i bevidstheden end andre kunstformer. Du oplever teater med hele din krop, hvorimod du for eksempel kun oplever en film med hovedet.”

Konsekvensen ved ikke at kunne frekventere teateret er, at mennesket mister den særlige energi, som forplanter sig videre ud i fællesskabet, fastslår Lars Olsen.

For Anders Thyrring Andersen, der er uddannet litteraturhistoriker og sognepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus, er en konsekvens af, at kulturlivet er sat på pause, netop forbundet med manglen på en ”dyb livspointe”. ”Det er selvfølgelig ens eget initiativ og valg, at man går i teateret, men når man først er der, så får man skænket noget, man ikke selv har bragt i scene, og for mig er det en dyb livspointe, at noget af det vigtigste, vi mennesker får i livet, bliver skænket os fra andre.”

Det er afgørende at opleve øjeblikke som disse gennem kunsten, fordi livet på den måde bliver sat i et andet lys, end det vi selv kaster over det, siger Anders Thyrring Andersen.

Og den pointe er også vigtig for Louise Ejgod Hansen, der er lektor i kulturpolitik ved institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet med teater som forskningsområde. ”Vi går i teateret, til koncerter og andre kulturtilbud, fordi vi finder det inspirerende, meningsfyldt, sjovt og livsbekræftende. Når det bliver taget fra os, mangler vi det kunstneriske input, som i mange tilfælde kan give anledning til refleksion,” fastslår lektoren.

”Kunsten giver os et andet fællesskab, end det vi har i familien eller på arbejdspladsen. Den giver os et større og løsere fællesskab, som vi opnår, når vi får en ’her og nu’-oplevelse sammen med andre mennesker,” uddyber hun.

I skrivende stund er Kasper Holtens arbejdsplads lukket, men alligevel peger han på én positiv effekt af coronakrisens hærgen. ”For mange mennesker har coronakrisen været en påmindelse om, hvad den kolde skærmoverflade – som vi ellers er så fascineret af – ikke kan.”

Louise Ejgod Hansen uddyber samme pointe, mens hun forklarer de menneskelige konsekvenser ved at mangle kunstneriske input – hvad vi mister, når teateret må lukke dørene i. ”Man kan selvfølgelig også få kunstoplevelser derhjemme, når man læser en bog eller hører musik, som giver gode individuelle oplevelser. Når de kollektive liveoplevelser bliver digitale, bliver de for mange en mindre intens oplevelse, fordi man nemt bliver distraheret. Noget af det, man søger i kunsten, er en opslugthed, som kan være svær at opnå digitalt, fordi det kun er synet og hørelsen, der bliver stimuleret, og man derfor ikke får den hele, kropslige oplevelse,” forklarer lektoren og binder sløjfe på Lars Olsens førnævnte pointe: Vi mister den hele oplevelse.

Så hvordan opnår vi den på trods? Ligesom så mange andre danskere har Kasper Holten, Lise Majgaard og Anders Thyr-

Danskere i teateret 3 364 procent af danskerne mener, det er vigtigt, at vi har teater i Danmark.

3 3Teaterets kernebruger er en kvinde på 53 år med en lang videregående uddannelse.

3 357 procent har været i teateret inden for de seneste 12 måneder (tal fra 2019).

3 339 procent af danskerne svarer ”det er for dyrt” som årsag til, at de ikke går oftere i teateret.

KILDE: ”PERSPEKTIVER PÅ PUBLIKUM” ER EN NATIONAL UNDERSØGELSE FRA 2020, DER SATTE FOKUS PÅ, HVORDAN BORGERE I DANMARK BRUGER OG OPLEVER SCENEKUNST.

ring Andersen alle tre forsøgt at opnå den opslugthed, som lektoren beskriver, ved at lytte til musik og kaste sig over bøger, som ellers har samlet støv på bogreolen. Men det har ikke kunnet opveje oplevelsen af samhørighed og ønsket om at være sammen med andre mennesker. Her menes ikke i den efterhånden velkendte forstand om at være sammen hver for sig, men om at være sammen i ordets bogstaveligste forstand. En følelse, de tre adspurgte næppe er ene om at kæmpe med for tiden. ”Hvis ikke vi mennesker indgår i sammenhæng, så bliver livet ultimativt fattigere,” påpeger Anders Thyrring AnderJ sen.

2 Teaterchef Kasper Holten, teateranmelder Lise Majgaard og præst Anders Thyrring Andersen savner at kunne frekventere kulturlivet i samme omfang, som de gjorde, før corona lagde verden ned.

Savnet efter det særlige fællesskab, man kan opnå med andre mennesker under en koncert eller forestilling, går igen hos de tre kulturdebattører.

– Fotos: Clive Barda/privatfoto/privatfoto.

© 2021 The Andy Warhol Foundation for the Visual Arts, Inc. / Licensed by Artists Rights Society (ARS), New York / VISDA

The American Way Oplev markante, amerikanske værker fra Louisianas samling Indtil 8. august 2021

© Catherine Opie, Courtesy Regen Projects, Los Angeles and Lehmann Maupin, New York, Hong Kong, and Seoul

Politiken

HHHHH Nordjyske

Toyin Ojih Odutola – Modvægtens teori

Catherine Opie – 700 Nimes Road

Dyk ned i en underjordisk verden, når Toyin Ojih Odutola for første gang udstiller i Skandinavien.

Indtil 30. maj 2021

Kom med ind i den afdøde skuespiller, diva og legende Elizabeth Taylor’s fashionable hjem set gennem kunstfotografen Catherine Opies kamera.

Indtil 3. oktober 2021

I samarbejde med Barbican Centre, London, og Hirshhorn Museum and Sculpture Garden, Washington DC, USA

Støttet af:

I samarbejde med Louisiana Støttet af Augustinus Fonden

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg Kong Christians Allé 50 9000 Aalborg Tlf: +45 99 82 41 00 kunsten.dk

36 | Scene&Kultur

Gå på opdagelse i historien og naturen med åbne sanser ”Den kraft, som findes i stilheden, det kald til nærvær og til at lytte, som Tomas Sjödin vidner om, træder i læsningen frem som en livsnødvendig kilde i vor tid.”

– KYRKANS TIDNING

50 år efter filmatiser teateraktuelle ”A Clo Orange” stadig ”den Kultklassikeren ”A Clockwork Orange”, som i denne uge har premiere på Aarhus Teater, har efterhånden mere end 50 år på bagen. Men den samfundssatiriske fortælling om undertrykkelsen af menneskets frie valg er bestemt ikke blevet mindre aktuel med årene. Tværtimod, mener stykkets scenograf og instruktør, Nathalie Mellbye

interview AF JOHAN STORGAARD JESPERSEN jespersen@k.dk

”Fremragende ... særdeles velskrevet.”

– BERLINGSKE

”Man skal bare nyde bogen. Det ville ikke overraske mig, hvis den bliver en minor classic.”

– DAGENS NYHETER

Udkommer på dansk medio maj

KØB BØGERNE PÅ K.DK/KLUB ELLER HOS DIN BOGHANDLER

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

Ikke alle filmatiseringer af bøger kan holde sig relevante længe nok til at blive sat op som teaterforestillinger 50 år efter deres premiere. Men det kan ”A Clockwork Orange”, der på torsdag – på den store genåbningsdag for landets teatre – har premiere på Aarhus Teater.

Fortællingen om den forstyrrede teenagedreng Alex, der med sin bande tæsker og voldtager sig igennem et dystopisk England for til sidst at komme i fængsel og få en hjernevaskende behandlingsdom, har været i stand til at sætte sit varige aftryk på vores kultur. Anthony Burgess’ bog fra 1962 og Stanley Kubricks filmatisering fra 1971 har fungeret som inspiration til alt fra rocklegenders kunstneriske udtryk til tunge filosofiske værker.

Det stod dog ikke skrevet i stjernerne, at der var tale om en klassiker, da Stanley Kubricks filmatisering af en halvglemt bog havde premiere for 50 år siden. Anmelderkorpset var splittet, og filmen blev kritiseret for at være både blasfemisk og voldsforherligende. Den katolske kirke tog afstand til filmen, som også blev bandlyst i blandt andet England. Efterfølgende har filmen som mange andre af Stanley Kubricks værker gennemgået en form for folkelig re-evaluering. Flere har fået øjnene op for værkets filosofiske dybde, mens grænserne for, hvad man i filmkunsten kan tillade sig at portrættere, har rykket sig, og i dag har både bogen og filmen opnået en form for kultstatus.

Da Nathalie Mellbye som 15-årig faldt over ”A Clockwork Orange” på det lokale bibliotek i den norske by Gjøvik, var det som om, at et eller andet slog klik. Jovist,

filmen var brutal og voldelig, men det var egentlig ikke det, der fascinerede den unge norske pige, der på det tidspunkt allerede havde stiftet bekendtskab med flere af Quentin Tarantino og Michael Hanekes voldsorgier.

For bag volden gemte sig en helt vanvittig æstetisk oplevelse: ”Der var så mange ting i fortællingen og dens visuelle måde at fortælle på. Det ramte noget inde i mig,” fortæller Nathalie Mellbye, der både står for scenografien og instruktionen af Aarhus Teaters opsætning af ”A Clockwork Orange”, som kommer til at markere hendes debut som instruktør.

Stanley Kubricks surrealistiske æstetik og groteske humor har efterfølgende dannet grobund for Nathalie Mellbyes egne fortællinger, og fascinationen af tilværelsens mørke og destruktive sider har aldrig sluppet taget i den 36-årige scenografuddannede instruktør.

Selvom Nathalie Mellbye har ladet sig inspirere af Stanley Kubricks klassiker gennem hele sin karriere, var det dog først, da hun for nylig blev ansat på Aarhus Teater som huskunstner, at muligheden for selv at pitche idéen og give sig i kast med klassikeren bød sig. ”A Clockwork Orange” er ifølge Nathalie Mellbye en fortælling, der med sine tematikker om godhed, ondskab og menneskets frie valg er mere relevant i dag end nogensinde før. Hun lægger ikke skjul på, at hun ser en ret tydelig parallel mellem Alex’ voldelige oprør mod overmagten, og hvordan visse grupper af undertrykte etniske minoriteter kan ende med at leve i en form for lovløshed på samfundets bund i dagens Danmark. ”Jeg vil på ingen måde iscenesætte det som om, at vi arbejder med en kritik af ghettoplanen. Men der er da

nogle paralleller for mig.

Alex lever en magtesløs tilværelse i et socialt boligbyggeri. Han gider ikke skolen og har ingen fremtidsudsigter.

Og han møder ikke andet end strukturel vold fra samfundets side som modsvar på sine frustrationer,” siger hun.

Siden Nathalie Mellbye kastede sig over ”A Clockwork Orange” i foråret 2019, er en ny udvikling dog opstået.

Overalt i verden har samfund i ly af pandemien lukket sig om sig selv. Vi er af stater blevet opfordret til at blive inden døre og undgå social kontakt, men det er ikke alle, der lystrer. Heller ikke i lille, fredelige Danmark, hvor frustrationerne over den lange nedlukning har ladet vores dyriske instinkter boble op til overfladen og medført voldelige demonstrationer.

For Nathalie Mellbye er det svært ikke at se Alex og hans bandes antiautoritære oprør i lyset af nutidens kaotiske situation:

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

Scene&Kultur | 37

ringen driller ockwork n almægtige stat”

NY UDSTILLING ÅBNER 4.MAJ

AKTIVIST

2 Med sølvpapir og graffiti på væggene forsøger Nathalie Mellbye at skabe et råt og nedslidt rum i tråd med den dystopiske fortælling. – Illustration: Nathalie Mellbye.

hjernevasket slave af staten.

Anthony Burgess har endda i forordet til en udgave af bogen defineret begrebet ”clockwork orange” som et individ, der ikke længere er i stand til at træffe frie valg, og derfor har mistet sin menneskelighed. Som ”et objekt, der udadtil virker smukt og farverigt, men som under overfladen blot er et urværk, der er blevet trukket op af Gud eller Djævlen, eller (da dette i stigende grad erstatter begge) den almægtige stat”.

Ifølge Nathalie Mellbye skal publikum dog ikke forvente at få denne kritik af statsmagten stukket så langt ned i halsen, når stykket nu får premiere på Aarhus Teater. De skal have lov til selv at fortolke. Det er deres eget frie J valg.

”Selvom vold aldrig er retfærdiggjort, kan jeg jo godt forstå, at nogle vælger at reagere voldsomt, når de på den måde bliver frataget deres valg. Jeg vil ikke opfordre til vold, men jeg tror, det er sundt at beskæftige sig med de sider af mennesket gennem kunsten for at prøve at forstå det. Den vold, som Alex og hans kumpaner står for, er jo også et udtryk for frustration og magtesløshed, hvor det at handle på ens frustrationer, kan give én følelsen af magt tilbage,” siger scenografen og instruktøren.

Pandemien vil komme til at påvirke forestillingen som mere end en symbolsk parallel. På grund af restriktioner vil stykkets korsangere formentlig være tvunget til at iklæde sig masker, når de træder op på scenen, og det vil Nathalie Mellbye forsøge at udnytte som et element, der skal opbygge den rå og dystopiske stemning, som hun elsker at dyrke. Den samme undergangsstemning

går igen i Nathalie Mellbyes fortolkning af hovedrollernes kostumer, der er mere rå og punkede end i Stanley Kubricks filmatisering. Hun har derudover planer om at dække rummets vægge i sølvpapir som et nik til en vis konspiratorisk hovedbeklædning.

Nathalie Mellbye ønsker dog ikke at udpensle stykkets tematikker mere end nødvendigt, og netop derfor har hun valgt at holde sig mere tro mod filmens fortælling end bogens. Bogens britiske forfatter, Anthony Burgess, var konservativ af den gamle skole og tilbragte en stor del af sit liv i en autocamper på de europæiske landeveje for at undgå at betale skat. Han var meget direkte i sin kritik af staten, og der indgik i de fleste af hans værker, som ofte fokuserede på menneskets frie valg, en meget tydelig moralsk pegefinger. Det fremgår også tydeligt i fortællingen om Alex, der efter sin behandling må leve som en

Nathalie Mellbye 3 3Født i 1984 i Norge.

Uddannet scenograf fra Den Danske Scenekunstskole i 2012. Har siden været tilknyttet en række forestillinger på blandt andet Det Kongelige Teater og Aarhus Teater, hvor hun nu er ansat som huskunstner.

CHRISTIANSBORG SLOT

BESØG DRONNINGENS CHRISTIANSBORG DE KONGELIGE REPRÆSENTATIONSLOKALER

DE KONGELIGE STALDE

”A Clockwork Orange” 3 3Spiller på Aarhus Teater fra den 6. maj til den 19. maj.

3 3Nathalie Mellbye er ansvarlig for både instruktionen og scenografien på opsætningen, der markerer hendes debut som instruktør. Stykket er dramatiseret af forfatter Bjørn Rasmussen, mens Emil Prenter indtager hovedrollen.

DET KONGELIGE FESTKØKKEN

RUINERNE UNDER SLOTTET

CHRISTIANSBORG.DK

38 | Scene&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 1. maj 2021

De har skabt kostumer og scenografier til balletter og operaer verden over Mia Stensgaard og Anja Vang Kragh er vant til at modtage rosende ord for deres unikke scenografier og kostumer, når de har haft fingrene i alverdens balletter og operaer. Senest har de sammen arbejdet på ”Sylfiden” på Det Kongelige Teater. Kristeligt Dagblad har talt med makkerparret om venskab, kollegaskab og inspirationskilder

interview De har stået for at skabe kostumer og scenografier til gigantiske forestillinger i store operahuse og teatre. Sammen har de arbejdet på ”Mestersangerne i Nürnberg” på Royal Operahouse i London, Mozarts ”Idomeneo” på Wiener Staatsoper i Østrigs hovedstad, Wien, og ”Cavalleria rusticana” af Pietro Mascagni på Det Kongelige Teater. Senest har de i 2019 kreeret kostumer og scenografi til balletten ”Sylfiden” af August Bournonville på Det Kongelige Teater, der stadig viser balletten på streamingsiden KGL Xtra.

Hvem er de to, der bliver rost til skyerne for deres magiske og nytænkende kostumer og scenografier? Det er såmænd to danske kvinder, 50-årige Anja Vang Kragh og 48-årige Mia Stensgaard.

Når de to skal sætte ord på, hvorfor lige netop de er et stærkt team, peger de på, at instruktørerne ønsker, at der skal være en sammenhæng mellem scenografien og kostumerne, for hvis scenografien lever i én verden og kostumerne i en anden, bliver det ikke et samlet værk. Og det er netop her et langvarigt venskab og samarbejde spiller ind, forklarer de.

Men det er også hårdt og udmattende at stå bag så store opsætninger, som de to har gjort.

Tilbage i 2018 begyndte drømmen om den ultimative frihed at plante sig. Publikum henvendte sig ligefrem, fordi de ønskede Anja Vang Kragh og Mia Stensgaards univers i eget hjem og på arbejdspladsen. Muligheden for frit at arbejde med motiver og fordybelse i et tekstilunivers førte til etableringen af firmaet Vang Stensgaard, som netop laver tekstiler til boliginteriør som gardiner, billedtæpper, rumdelere og tapeter.

De viser rundt i det, de kalder ”Tårnstudiet”, som er deres kontor på Vesterbro i København. Der ligger bunker af papirer og tekstiler – ja onde tunger ville sige, at de roder. Journalisten hopper rundt på den anden side af skærmen, da hun slet ikke er til stede, men bliver vist rundt gennem videotjenesten Facetime.

Rodet i deres fælles atelier skyldes, at de for nylig har afleveret et projekt til Glyptoteket i København. Det netop genåbnede museum viser værker af den franske billedhugger Auguste Rodin på en udstilling, der ud over Rodins skulpturer og tegninger også indeholder genstande fra hans private antiksamling – altsammen er sanseligt iscenesat af Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard, der bruger deres ekspertise fra scenekunsten til at udtrykke Rodins egen teatralske måde at udstille og iscenesætte værker på. Udstillingen er langtfra den første, som de to samarbejder om. Faktisk har de arbejdet tæt sammen de sidste 30 år. De mødte hinanden på Danmarks Designskole, hvor de begge var på beklædningslinjen.

De blev hurtigt gode venner og sparringspartnere og flyttede sammen i en lejlighed i København. Da Anja Vang Kragh blev færdiguddannet fra Designskolen, tog hun af sted til Paris. ”Jeg ville arbejde for Dior og var væk i otte år. Mia blev færdiguddannet scenograf fra Teaterskolen og har brugt de år, jeg var væk, til at fyre den af, boltre sig og lave kæmpe scenografier og flotte kostumer,” siger Anja Vang Kragh.

Og sådan gør de gennem hele

Mens Mia Stensgaard var stærkt fokuseret på det nye firma og derfor satte andre større produktioner på hold, ringede en gammel samarbejdskollega, balletmester ved Den Kongelige Ballet, Nikolaj Hübbe, og forsøgte at overtale hende til at sige ja til en ny opsætning af balletten ”Sylfiden”. Han fandt ud af, hvordan han skulle snog sig, hvis han skulle lykkedes med at overtale hende. Han endte med at spørge kækt: ”Hvorfor kan det der gardinfirma ikke lave Sylfiden?”

Og det kunne Mia Stensgaard ikke sige nej til. Aftalen lød, at opsætningen skulle bestå af deres tekstiler, motiver og mønstre. Og sammen skulle Mia Stensgaard og Anja Vang Kragh stå for både kostumer og scenografi. ”Pludselig var vi på arbejde med hinanden. Normalt har jeg stået med kostumerne, og hun med scenografien. Så har vi bare hilst på hinanden i løbet af dagen. Men i ’Sylfiden’ var alt smeltet sammen,” siger Anja Vang Kragh.

Og tager man et kig på deres nye firmas hjemmeside, er det tydeligt, at det er lige netop her, udgangspunktet ligger for opsætningen af ”Sylfiden”. Sylfiderne og heksene er klædt i print, som makkerparret har håndmalet, klippet og sammensat, ligesom scenografien også er det.

Og hvor henter de to så deres inspiration til kostumer og scenografi? I manuskriptet og de mennesker, de arbejder sammen med, lyder svaret. ”Ligesom en Sherlock Holmes kravler vi ind i historien og åb-

AF FREDERIKKE ENGBERG LARSEN flarsen@k.dk

0 50-årige Anja Vang Kragh (tv.) og 48-årige Mia Stensgaard (th.) drømte om mere frihed efter mange travle år, hvor de havde skabt kostumer og scenografier til balletter og operaer verden over. Sammen startede de tekstilfirmaet Vang Stensgard, hvor de blandt andet laver gardiner og tapeter. – Foto: Rydvald – Fluri.

3 Scenografien og kostumerne i Bournonvilles ”Sylfiden” på Det Kongelige Teater er håndmalet, klippet og sammensat af Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard.

Nåede man ikke ind at se forestillingen, har man stadig chancen på Det Kongelige Teaters hjemmeside.

– Foto: Per Morten Abrahamsen.

interviewet. Roser hinanden. De kalder hinanden for deres største fans, og derfor virker det heller ikke mærkeligt, at det var Mia Stensgaard, som kæmpede for, at Anja Vang Kragh kom tilbage til Danmark. ”Jeg har altid drømt om, at Anja og jeg skulle arbejde sammen. Jeg var træt af at arbejde alene, så da Anja endelig kom hjem, begyndte vi at samarbejde. Jeg stod for scenografi, og Anja lavede kostumer. Det var næsten som om, at det havde vi gjort altid,” siger hun.

Deres første forestilling med den arbejdsdeling var tilbage i 2011, hvor de skabte scenografi og kostumer til operaen ”Caval-

leria rusticana” på Det Kongelige Teater. Anja Vang Kragh havde forladt modeverdenen og trådte nu ind på ukendt grund, som hun gav sig i kast med scenekunsten. Selvom hun ikke er meget for at sammenligne mode- og teaterverden, taler hun mest begejstret om de mange forskellige led, man arbejder med, når man står for kostumerne til eksempelvis en stor operaopsætning. ”I teaterverden arbejder man med unge, gamle, instruktører, dansere, skræddere, hattemagere og sangere bare for at nævne nogen. Det er spraglet og fantastisk,” siger hun og kalder arbejdet en ”gavebod”.

ner forskellige døre. Vi sidder ikke med et hvidt papir og skal finde på det hele. Hvis det er en gammel opera, går vi ind i tiden, den er skrevet i, fremkalder den underlæggende historie, og får det svejset sammen med nutiden,” siger Anja Vang Kragh. ”Nogle gange kan man få hamret på en vene, som bare sprøjter materiale tilbage i hovedet på én – andre gange skal der hakkes og hugges lidt mere. Men materialet vokser altid ud af det givne objekt,” siger Mia Stensgaard.

De kreative kompagnoner har hver deres styrker. Mia Stensgaard er god til at fremkalde den underliggende fortælling og til at gå ind i mørket og finde det dystre og kontrastfulde i karaktererne, fortæller Anja Vang Kragh. Mia Stensgaard supplerer med, at Anja Vang Kragh er drevet af et mere frit fabulerende og ekspressivt udtryk med ”en sjælden sans for form og farve”, som kollegaen udtrykker det.

Selvom makkerparret vil fokusere på det, de kalder deres con amore-projekt, hvor de skaber tekstiler til private og erhverv, har de dog andre ting i støbeskeen. Kostumer og scenografi med deres aftryk vil man kunne se i tv en gang i den nærmeste fremJ tid. Mere kan de ikke sige.

Anja Vang Kragh 3 3Født i 1970. Uddannet beklædningsdesigner fra Danmarks Designskole i 1997. Har arbejdet som designer for Christian Dior og Stella McCartney. Stiftede i 2018 tekstil-firmaet Vang Stensgaard med Mia Stensgaard.

3 3Bor på Frederiksberg i København med sin kæreste, skuespilleren Bjarne Henriksen.

Mia Stensgaard 3 3Født i 1972. Uddannet scenograf fra Statens Scenekunstskole i 1998. Har lavet scenografi og kostumedesign til alt fra operaer til film og tv-serier, herunder ”Svanesøen”, ”Arvingerne” og ”Dronningen”. Stiftede i 2018 tekstilfirmaet Vang Stensgaard med Anja Vang Kragh.

3 3Bor i Tisvildeleje i Nordsjælland med instruktøren og dramatikeren Nikolaj Cederholm og deres fælles søn.

Kristeligt Dagblad Læserklub

Sælges som par eller enkeltvis

Signeret særtryk til abonnenter af naturfænomenet sort sol Eksklusivt samarbejde mellem den internationalt anerkendte fotograf Søren Solkær og Kristeligt Dagblad De signerede særtryk af Søren Solkær findes i Kristeligt Dagblads serie af samtidskunst. Begge er en del af Søren Solkærs store fotografiske projekt af naturfænomenet sort sol. Fotografierne er særligt udvalgt til avisens læsere og trykt i et begrænset oplag på kun 500 eksemplarer. Hvert særtryk måler 70 x 50 cm (bredde x højde). Alle eksemplarer er nummereret og signeret i hånden af Søren Solkær.

Enkeltvis

Pris til abonnenter kun 499,-

Normalpris 587,Par

Pris til abonnenter kun 895,Normalpris 1174,-

Særtrykkene kan købes på www.k.dk/klub/kunst eller ved at ringe til kundeservice på tlf. 33 48 05 05

Klub