6 minute read

NYT FRA OSTENS VERDEN

Next Article
6 HOTTE OSTE

6 HOTTE OSTE

Advertisement

ARLA UNIKA SORT HIMMEL OG GRUBELAGRET VESTERHAVSOST FRA THISE VINDER GOURMETPRISEN 2021

Gourmetprisen - dansk mejeris svar på Oscar-uddelingen - blev i efteråret 2021 for første gang afviklet og afgjort i forbindelse med ostefestivalen Cheese Copenhagen. Det var 2. år i træk, at konkurrencens finalebedømmelse blev transmitteret live via Ost & kos Facebook-side, og det var det første år i konkurrencens historie med fem produktkategorier, idet is havde fået sin egen. Vinderne af de to ostekategorier blev de to skønheder, du kan se til venstre. Arla Unika Sort Himmel vandt kategorien “blød ost” og fik følgende dommerkommentar med på vejen: “Med Sort Himmel har Gjesing Mejeri og Arla Unika genopfundet blåskimmelkategorien på en original og ekstremt velsmagende måde. Dehydreringen giver en skærefast, men nougatblød tekstur, som smukt formidler ostens komplekse smag mellem dyb umami, salt, sødt, frugtigt og dyrisk. Visuelt betagende og med talrige anvendelsesmuligheder i det varme køkken. Flot balanceret, og alligevel med mere af det hele!“ Kategorien for “hård ost” blev vundet af Grubelagret Vesterhavsost fra Thise Mejeri med følgende begrundelse: “Den her har Thise ramt klokkerent! Indiskutabel vinder og konkurrencens eneste produkt med alle dommerstemmer i både indledende runde og finale. En vidunderligt velsmagende ost, der formår på samme tid at være smagsintens, kompleks, fast, cremet og utroligt nem at holde af. En crowdpleaser med stor personlighed. Osten, man serverer for sin franske osteelskende ven for at sige: Se, hvad vi kan!”

OSTEKULTURKAMPAGNEN OST & KO FORTSÆTTER I 2022-2024 OSTENYT

Småt og godt fra ostens verden

Samlet af Rasmus Holmgård

I 2015 søsatte Mejeriforeningen kampagnen Ost & ko med det formål at stimulere kendskabet til, interessen for og forståelsen af de mange spændende danske oste, som vi kan glæde os over i de her år. Kampagnen henvender sig til både madprofessionelle og til private osteelskere, og en stor del af aktiviteterne handler om at sikre, at også meningsdannere som journalister, bloggere og andre influencere er klar over, at de lever i et land med en sprudlende lokal ostekultur. Kampagnen er delvist finansieret af midler fra EU, og i 2022-2024 kommer pengene fra en pulje med et særligt fokus på økologi. I sit 8. og 9. kampagneår kommer Ost & ko derfor til at handle endnu mere om bæredygtig osteproduktion, herunder de godt 7 % af ostemarkedet, som i dag udgøres af økologiske produkter. Fra 2020 til 2021 steg salget af dansk økologisk ost med ikke mindre end 24 %, og den positive bølge skal Ost & ko hjælpe til med at konsolidere. Følg Ost & ko på ostogko.dk.

ØKOLOGISK MOZZARELLAPRODUKTION PÅ ØLLINGEGAARD

I april 2021 overtog Cofoco nøglerne til både Nordhavn Mikromejeris produktionslokaler og til det tilstødende pizzeria, som mejeriet leverede mozzarella til. Mælken til mikromejeriet er siden dets åbning i 2019 blevet leveret af Øllingegaard, og sidst på året blev Cofoco og Øllingegaard enige om at flytte produktionen op på det nordsjællandske mejeri. Ikke alene gav det mulighed for en mere smidig og effektiv produktion af ost til Cofoco, men også for udgivelsen af økologisk mozzarella og burrata i Øllingegaards eget navn. De første oste ramte handlen i februar, og de forventes at blive bredt distribueret i løbet af året. Læs mere på øllingegaard.dk.

TO NYE MADLAVNINGSOSTE SKAL INSPIRERE DANSKERNE TIL NEMME GRØNNE RETTER

THISE LANCERER CHILIOST TIL TAPASBORDET TEST PÅ THEM: KAN UV-LYS ERSTATTE PASTEURISERING AF MÆLKEN?

Danskerne vil gerne spise mere grønt. Det svarer 4 ud af 10 danskere i hvert fald i en 2021-undersøgelse fra Karolines Køkken. Derudover svarer hver fjerde dansker, at de oftest bruger ost som proteinkilde, når de spiser grøn aftensmad. Og nu er der godt nyt til de danskere, der vil lave flere grønne aftensmåltider. Karolines Køkken har nemlig lanceret to nye madlavningsoste: Osteskiver og Ostestykker, som gør sig godt i både varme og kolde grønne retter. Både stykker og skiver er egnet til at stege sprøde på panden. “Formålet med de nye osteskiver og ostestykker er at gøre det nemmere for danskerne at lave hurtige, grønne retter fyldt med velsmag og umami. Derfor skal madlavningsostene også kun steges i meget kort tid og kan supplere grøntsagerne i alt fra salater og tærter til pastaretter og burgere. På den måde behøver danskerne ikke at bevæge sig ud på ukendt territorie onsdag aften. Det er det nemlig de færreste, der har overskud til i en travl hverdag,” siger leder af Karolines Køkken, Tove Færch.

Hærdede osteentusiaster har det med at rynke på næsen ad aromatiserede og smagstilsatte produkter med frugt og grønt og krydderier etc. Men lige her kan puristerne altså godt klatre ned fra kræsenpinden, for det er lykkedes Thise at fastholde en flot, ren og ægte chilismag i den nye milde skæreost, der er skabt til farvestrålende madlavning og en lækker tapasanretning i en håndevending. Kunsten med sådan et produkt er at afstemme chiliens mængde og intensitet, så den er i perfekt balance med osten, og begge dele kommer til sin ret. Det magiske tal viste sig at være 1,5 % økologisk chili, og så sad balancen lige, hvor den skulle. Forhandler oplyses af mejeriet på tlf. 97 57 80 01

ØKODAG ER TILBAGE: VÆR MED, NÅR DE ØKOLOGISKE KØER KOMMER PÅ GRÆS 10. APRIL

Her er Trunte. Trunte er en glad ko, for billedet er taget på den traditionsrige Økodag, hvor landets økologiske køer efter en vinter i løsdriftstalden bliver lukket ud på de forårsgrønne græsmarker. Siden 2005 har Økologisk Landsforening inviteret danskerne til at overvære seancen på de gårde, der har lyst til at være med, og hvert år deltager omkring 200.000 mennesker i arrangementet. I både 2020 og 2021 måtte Økodag afholdes som en online-event, men den 10. april i år er fejringen tilbage med fuld kraft og i vanligt fysisk format under åben himmel. Nyt er kun kravet om, at gæster skal bestille plads på den gård, de gerne vil besøge. Det kan gøres helt gratis på økodag.dk, hvor man samtidig kan læse en masse om, hvad det vil sige at være en økologisk ko i Danmark. Arrangørerne forventer, at ca. 50 økologiske gårde slår dørene op til forårets firbenede dansefest.

På billedet nedenfor er ostemester på Them Andelsmejeri, Bjarne Futtrup Andersen, ved at skære et stykke ud af sin Tollund-ost. Mælken til Tollund er pasteuriseret, ligesom den er til alle det midtjyske mejeris øvrige produkter. Men måske er det snart fortid. Them er nemlig begyndt at anvende en ny dansk teknologi, som ved hjælp af UV-lys kan reducere risikoen for sygdomsfremkaldende bakterier i den rå mælk. Teknologien er stadig i en testfase, men håbet er, at den på sigt kan erstatte den gamle varmebehandlingsmetode, som ifølge virksomheden bag UV-teknikken er langt mere ressourcekrævende. Da Them sidste år igangsatte sine forsøg med UVmetoden, udtalte direktør Torben Aarris til DR, at: “Fordelen ved UV-lyset er den mere skånsomme behandling og håndtering af mælken sammenlignet med den velkendte metode. Jo mere skånsomt vi kan behandle mælken, jo bedre et resultat får vi i form af smag, struktur, konsistens og holdbarhed.”

This article is from: