OKTOBER/2022
31. årgang, nr. 10
Er der nogen grund til at være positiv?
Redaktører
Martine Villum Brumsbjerg
Jens Yago Bundgaard-Raundal
Administrator
Emma Lykke Vedstesen
Fællesredaktion
Allan Salih
Susanne Vang
Jesper Rasmussen
Jonas Gejl Kaas
Mette Skak
Mads Fabricius Grand
Adresse
Institut for Statskundskab Aarhus Universitet
Bartholins Allé 7
8000 Aarhus C
Kontor
Bygning 1332, lokale 020
E-mail kanden@ps.au.dk
Hjemmeside www.ps.au.dk/kanden
Oplag
150 stk.
Skribenter
AF JENS YAGO BUNDGAARD-RAUNDAL OG MARTINE VILLUM BRUMSBJERG // kanden@ps.au.dk
Vi er tilbage med endnu et blad, Oktoberbladet, som vi håber, kan glæde dig i de næste par uger. Månedens tema er: er der overhovedet nogen grund til at være positiv? Mit og Martines klare svar hertil er, at det er der tydeligvis ikke.
Putin har delvist mobiliseret 300000 russiske mænd, som nu skal til Ukraine, og en god del af dem bliver udslettet sammen med en god del ukrainere. Det er forfærdeligt.
Udover at krigen er forfærdelig i sig selv, har den også enormt irriterende konsekvenserne for os herhjemme. Jeg er udmærket godt klar over, at det er et enormt lille offer på menneskehedens alter, at jeg betaler 25,for 200 g smør, men det er stadig ikke til at være positiv over. Og som om det ikke var nok, blev jeg den anden dag gjort opmærksom på, at et 10 minutter langt bad koster 28 kroner. Hvis den prisstigning fortsætter, bliver jeg nødt til at tage bad med mine roomies.
September har også været måneden, hvor vi alle har sagt et endeligt farvel til Her Majesty the Queen of England and some other countries. En 96 år gammel kvinde dør, og
hele det engelske samfund sættes på pause. Til hendes begravelse var den Nordkoreanske repræsentant i London inviteret, hvilket er underligt. 45 år efter at Sex Pistols ”God Save the Queen” udkom, er sangen endelig blevet overhalet af historien, hvilket er ret vildt. Samtidig er vores egen dronning blevet smittet af corona for anden gang, og jeg har en lidt ubehagelig mistanke om, at vi ikke har set det sidste til pandemi og nedlukning og afstand. Det er selvfølgelig ikke noget, jeg baserer på faglige kompetencer inden for epidemiologi, men en påstand jeg ryster ud af ærmet. Desuden synes jeg af en eller anden grund, at det engelske kongehus er latterligt, mens det danske er særdeles vigtigt og relevant for vores samfund.
Hvad ellers? Jes Thorup er blevet fyret i FC København efter en dårlig sæsonstart, Berlusconi er tilbage i italiensk politik, brænde ogtræpiller begynder at blive stjålet, Roger Federe er gået på pension, Mette Frederiksen er blevet kendt skyldig af en flok amatøradvokater i Nye Borgerliges skueproces, minkerhvervet er blevet lovligt igen, regeringen har forslået at gøre kandidatuddannelserne et år kortere, selvom DØRS
har sagt, at det med tiden vil gøre det danske samfund fattigere, Danmark har smidt førstepladsen i Nations League til Kroatien. Alt det samtidig med, at dagene bliver kortere og koldere.
”...et 10 minutter langt bad koster 28 kroner.
Men når omstændighederne er så tyngende, må det være op til os selv at holde hovedet højt, træde videre i hamsterhjulet, og ellers bare tillægge sig en lidt apatisk holdning til alt. Og så ellers bare gå lidt i byen, holde nogle fester, negligere studierne og leve lidt. Bare lidt. Brug dine penge nu, inden inflationen udhuler din opsparing. I Kanden tager vi vores tørn ved at holde en masse dejlige sociale arrangementer den kommende tid, og du, kære læser, er meget velkommen! Både til de sociale arrangementer specifikt og bladet generelt. Vi vil gerne have flere med på vognen uanset hvilket køn, hudfarve eller politisk overbevisning (medmindre du er nazist).
Det er et kort blad i denne måned, men med gode artikler ikke desto mindre. Anders har skrevet et læserbrev, hvori han argumenterer, at for frihed skal vi være villige til at betale den ultimative pris. Du kan blive klogere på avantgarden i dansk politik, læse forskerstafetten, og få et indblik i Marias liv som et overskudmenneske uden overskud. Sidstnævnte artikel er et vigtigt eksempel
på, hvordan vi kollektivt skal være bedre til ikke at lade som om, at vi har styr på det hele. Ansporet af lederens og temaet lidt skepitiske tilgang til nutiden, indeholder bladet også en artikel om, hvorfor man alligevel skal være positiv. Oktoberbladet er måske faktisk en god grund til at være positiv.
Alt i alt så skal det hele nok gå! God læselyst og god oktober til alle.
Hilsen Jens og Martine!
Desuden er det sidste gang, at jeg, Martine, som redaktør deltager i kandearbejdet, og jeg vil bare sige tusind tak for to gode år med spalteplads, hjerterum og højt til loftet på alle måder. Det har været en sand fornøjelse at lære så mange søde mennesker at kende. Og tak til dig, kære læser <33
AF ANDERS HOFFMANN KOZUCH // anders@kozuch.dk
Ideologiske blokfronter trækkes desværre igen strammere og strammere op i disse år. Mange af os kan nok allerede nu godt begynde at regne med, at vi, i vores levetid, vil blive konfronteret med autoritære statsmagters umættelige krav på mere magt. Måske har vi allerede haft første oplevelse, med krigen i Ukraines effekter på vores privatøkonomier og tryghedsfornemmelsen her i Europa.
Det endegyldige brud med forestillingen om det sikre (post)moderne liv, uden krig, ideologi og endda uden ny historie for Vesten, har sendt skælvende rystelser gennem samfundene i Europa og Nordamerika; vi er ikke længere på toppen, vi er ikke længere de facto økonomiske eneherskere. Vi er nu blot en særegen del af verden. En del af verden, der tror på frihed, på demokrati, og som mener, at disse begreber er den eneste bæredygtige vej frem for fredelige samfund.
Imidlertid mangler denne beskrivelse særligt ét vigtigt punkt: Vores nye utryghed. Det er ingen hemmelighed at autokratiske og diktatoriske kræfter altid har foragtet vores samfundsideal, demokrati, men si-
Konflikten er i disse år af presserende og vig6 KANDESTØBEREN LÆSERBREV
den 2. Verdenskrig har der dog trods alt, altid været en væsentlig magtbalance i Vestens favør, der gjorde det umuligt for disse kræfter at true os reelt. Dette er slut nu. Autokratiske og diktatoriske regimer som Rusland og Kina er nu et sted, både økonomisk og militært, hvor de med hver deres særlige værktøjer og instrumenter kan forårsage betydelig og måske endda uoprettelig skade på vores samfund. Kobl dette med en for lederne af disse lande pinlig bevidsthed om, at vores eksistens er et eksistentielt problem for dem, qua virkningen af demokratisk ´smitte´ mellem lande, og læseren har grundlaget for det vi ser nu: En overlevelseskonflikt mellem to verdensanskuelser.
tig karakter, fordi vores succes er deres rædsel og vice-versa. Ekempelvis, så er demokratiseringen af lande grænsende op til Rusland, et enormt problem for den russiske magtelite, da demokratisk ´smitte´ med rimelighed vil kunne forventes at hjælpe til at inspirere russerne, til at kæmpe for bedre elektorale og civile rettigheder. Og med en globaliseret, internetopkoblet vinkel bagt ind i denne idé, kan det med rimelighed postuleres, at tilstedeværelsen af en stærk demokratisk verdensorden er et eksistentielt problem for autokratiske og diktatoriske regimer, heriblandt særligt Rusland og Kina, som værende de mest toneangivende af disse.
Et produkt af denne hypotese ville være, at vi derfor skulle forvente at se vidtgående og seriøse forsøg på at destabilisere og afdemokratisere Vesten, for på den måde både at underminere demokratiets appel til borgere i autokratiske lande, men samtidig også for at mindske Vestens handlekraft som en sanktionerende geopolitisk medspiller. De, kære læser, har nok allerede vurderet at dette virker som tilfældet, men for god ordens skyld vil jeg lige udpensle hvorfor jeg er enig. Specifikt med henvisning til Trump, Brexit, russiske og kinesiske trolls, russisk og kinesisk indblanding i Vestlige valg, russisk opbakning til autokratitendenser i Ungarn og Polen, russisk opbakning til en catalansk uafhængighed, udnyttelse af massespredning af misinformation på vestlige sociale medier samt den nylige russiske brug af naturgas som europæisk samfundsdestabilisator (har dog også karakter af at være et regulært krigsværktøj).
Så hvad vil det sige? Det vil sige, at vi er truet. På livet.
Hvis der var et enkelt tilfælde i denne verden, hvor en tegneserieagtig opdeling mellem god og ond, sort og hvid, kunne argumenteres for, så ville det være dette. Vi skal have udbredt budskabet om, at der derude i verden er onde mennesker, der, hvis overladt til dem selv, glædeligt vil save hele samfund over, ofre menneskeliv og erodere eksistensgrundlag, hvis det blot giver dem adgang til (flere) penge og (mere) magt. I stride strømme. Foruden Kina og Rusland, så kigger jeg på dig, Orbán i Ungarn, og jer, PiS i Polen. Skam jer.
Hvis ingen stopper dem, hvis ingen råber op og sætter foden ned, så vil de her mennesker, i åndsfraværende grådighed fortsætte og fortsætte og inspirere og inspirere, til mørket en frygtelig dag igen sænker sig over Europa, og en ny fører strækker sin arm.
For det her er ikke noget, der begrænser sig til lande og noget, og som kan inddæmmes, som man ville gøre med en smitsom person i karantæne. Autokratiske tendenser spreder sig ligeledes som demokratiet, men ad andre veje. Demokrati fra bunden op, autokrati fra toppen og ned; hvis en leder i et land ser autokratiet opstå i et andet, vil han ud fra et egennyttemaksimerende perspektiv være irrationel, hvis han ikke overvejede autokrati som hovedvejen til mere personlig magt og velstand.
Derfor.
For alt, hvad du nyder i din dagligdags skyld. For alt, hvad dine oldeforældre døde for i kampen mod nazisme og fascisme. For alt, hvad du tager for givet netop nu: Vi er nødt til at stå fast som samfund og som Europa. Nultolerance overfor illiberalisme og autokratiske flirter, et stærkt svar på destabiliseringsforsøg, og en beskyttelse af demokratiske lande mod dikatoriske regimers overgreb. Disse sætninger bør være vores holdningers vejvisende kompas, ud fra hvilket vi danner os vores idéer om op og ned, frem og tilbage og rigtig og forkert. Christian Richardt sagde det om muligt bedst: “Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder!”
For i sidste ende, hvis du som menneske ikke vil kæmpe for din frihed. Hvem er du så?
Anders Kozuch er 23 og læser på 1. semester
AF MARIA LADEFOGED PEDERSEN // marialadefoged@hotmail.com
Det klareste minde jeg har, er en fredag formiddag i mit lægehus, hvor jeg er tutor og mellem to arrangementer i RUSugen får foretaget en EKG, som måler mit hjertes elektriske impulser. De foregående nætter havde jeg ikke sovet, men var døset hen i bruseren om natten på grund af voldsom hjertebanken. Forud for EKG’en og elektroderne på min brystkasse havde jeg nærmest boet i mit lægehus og gennem en lang række samtaler fået at vide, at selvom jeg følte, at jeg ikke kunne trække vejret, så var der ikke noget at se eller høre; men jeg kunne ringe, hvis det blev værre.
Undervejs i min sommerferie blev jeg, ligesom mange andre, testet positiv for corona. Til forskel fra mange af mine venner endte min coronainfektion dog med at ændre historien for mit 2021 fuldstændig; det kickstartede en stressreaktion, der længe havde ligget og ulmet. Det ruskede op i min selvopfattelse og min grundro, og jeg har det seneste år brugt virkelig mange levende timer på at være mere bange end nogensinde før. Det har lært mig, hvor vigtig livskvalitet er, men også hvor afgørende det er, at man anerkender sine udfordringer, får hjælp til dem og lærer at hvile i den proces.
Ved siden af mit forløb hedder jeg Maria. Jeg er 25 år gammel, studerer statskundskab på Aarhus
Universitet og betragter mig selv som et overskudsmenneske. Jeg elsker at have fart på, jeg elsker at gå forrest, jeg elsker at kunne sætte mit navn på noget og være stolt af det. Det er også derfor, at jeg tæller et bestyrelsesår i JUL, i PF og tre gange som tutor. Det ironiske er dog, at jeg i den sidste tid ”bare” har været et menneske, efter at jeg sidste vinter gik ned med et sammensurium af stress og angst. Pludselig skulle jeg tage farten af, fordi min krop ikke kunne følge med, og det ville jeg ikke acceptere. Jeg valgte at fortsætte i samme gear trods et væld af røde faresignaler og fandt mig en dag i november i en voldsom choktilstand, fordi jeg endelig stod ved min situation. Jeg blev omsluttet af en følelse af tomhed og følte mig, som mine venner og jeg kalder det; helt ude at skide. En sjov betegnelse for
noget ganske invaliderende, nemlig ængstelse, som er en tilstand mange af os desværre kan genkende –men som vi taler for lidt med hinanden om.
Produktet af nogle håbløse måneder blev et stort SU-lån og en aftale få dage senere med min nuværende psykolog, Tina. Tina er et fantastisk menneske. Hun griner af mine dårlige jokes, hun ved, at jeg navigerer dårligt i overvældende medfølelse, og at jeg har en underudviklet fornemmelse af mine egne behov. Denne fornemmelse har hun dog hjulpet frem over tid.
Første gang i den varme stol spurgte hun, hvad der gjorde mig glad – og opfordrede mig til at gøre mere af det. Det virkede – dengang – en lille smule til grin. Jeg havde jo ikke siddet dér, hvis jeg vidste det. Samtidig havde jeg aldrig dyrket selvransagelse synderligt meget; jeg har det bedst på toppen, hvor øllene er kolde, og spørgsmålene er mindre højtflyvende. Hvad jeg har lært i den seneste tid, er dog, at spørgsmålet om, hvad der gør en glad, er den sundeste selverkendelse, man kan finde.
For mig har det været alt fra at genoptage min ridning, være ekstremt meget hos frisør, tegne – og få lavet - en tatovering på mine ribben og slæbe mine forældres hund med ned til vandet for at høre det slå ind mod kysten. At skamlytte podcasten ”112 for knuste hjerter”, crashe hos Emilie og gå ture i Mols Bjerge med Nicoline. Spille Bezzerwizzer med min mor, tage på pubcrawl med familien og rejse til London med veninderne hjemmefra. At kaste mig ud i små som store forelskelser. At være mindre bange – og gøre de ting, der gør mig glad.
Processen
Når vi starter på uni, tildeles vi (efter min opfattelse) en kasse; en forståelse af os, som kan være svær at bryde med gennem vores studietid. Min kasse er kendetegnet ved, at jeg har overskud, er glad og elsker at feste. Dermed er et mærkat som stress eller angst utrolig frygtindgydende, fordi der følger en lang række fordomme med det – og det bryder med min kasse. Jeg kunne ikke længere leve op til mit image som overskudsmenneske, jeg havde brugt flere år på at opbygge. Jeg lagde derfor ud med ikke
at fortælle det til andre end min familie. For hvad nu hvis folk ville få ondt af mig? At fyren, jeg datede, ville miste lysten til mig? At jeg som den eneste ville miste evnen til at varetage et fedt job? Så var det sku federe at tie det ihjel.
På bagkant er det nok den mest latterlige løsning at tie noget ihjel. Og noget der er behov for et opgør med. Det er et produkt af, at vi helst ikke skal bekende kulør for offentligheden, da det får os til at fremstå sårbare. Tina har lært mig, at det til dels bunder i vores biologi. At vi gør det for at beskytte os selv og undgå at eksponere os for potentiel fare. Jeg tror bare ikke længere på, at der er forbundet en risiko med at være åben omkring de svære perioder. De er universelle og statistisk set render hver 4. universitetsstuderende rundt med en livskrise i deres bagage – fra tidligere eller lige nu.
Min frygt er til dels blevet erstattet af en enorm forståelse og anerkendelse fra mine omgivelser. Folk er ikke berøringsangste, så længe jeg ikke selv er det; på den måde føler jeg ikke, at det, jeg har været gennem, ér mig. Det er bare noget, jeg er gået igennem - og er blevet grebet i. Jeg oplever dog også en tendens til, at jeg ikke altid kan få lov til at eje mit eget narrativ. At andre sætter begrænsninger for, hvad de mener, at jeg kan – og ikke kan – når jeg går gennem det, jeg gør. Jeg er helt overbevist om, at det bunder i en kærlighed og et ønske om at passe på mig. Men de hensyn virker både som en måde for dem at passe på sig selv – og distancere sig – samtidig med, at det for mig kan opleves som umyndiggørende. Det bliver tydeligt, hvem, der kender en godt. At de ved, at jeg har brug for mennesker, der respekterer min proces, men samtidig forventer noget af mig. For så ér det ikke mig.
Humor er en stor del af min proces, men jeg er også blevet mere tydelig omkring min sårbarhed – blandt andet på sociale medier. Jeg oplever, at flere synes, at det er ”for meget”. At det ikke er platformen for dens slags. Men det ér det netop for mig. På den måde kan min sårbarhed godt fylde sammen med mine feriebilleder på gram’en. Det er også en del af det at være menneske – om man så udtrykker det offentligt eller ej.
For fremtiden
Når man rammer muren og ryger gennem fundamentet under sig, har man brug for alt den støtte, omsorg og bekræftelse som er mulig. Man har brug for at vide, at det kan overgå alle, men at det desværre, for alt for mange unge mennesker, er en ret normal tendens. At man ikke er alene.
Jeg vil gerne sende en kærlig tanke til dem af jer, der måtte gennemleve noget, der sætter livet på spidsen og i sekunder - dage eller måneder - får jer til at tvivle på, hvad der egentlig giver mening. Jeg havde aldrig overvejet, at jeg skulle stå i denne situation; for det rammer jo aldrig en sådan en som mig, vel?
Processen er hård, overvældende og kan til tider virke uendelig. Derfor er det vigtigt at huske, at der ér en hjælpende hånd lige der, hvis du rækker ud; venner og familie kan være de første men også den professionelle hjælp. Så kære du: Tal om det. Skrig det til dine omgivelser eller hvisk det til sidemakkeren. Det virker usandsynligt, men det letter trykket; måske endda så meget, at du ikke behøver at stå i samme situation som mig. For der ér tid; tid til at tage orlov, holde en pause, se en film, græde eller drikke dig røvstiv og have ondt i hovedet dagen efter. Dine panikanfald, din hjertebanken, din hovedpine eller din stress over eksaminerne er set før; vi er mange, der ikke viser det, men vi har det også.
Det handler om at skabe grobund for dialog om
vores mentale helbred og anerkende, at vi alle i vores tid på studiet kan rammes af en altoverskyggende tvivl – om det er i forbindelse med corona, tab af en nærmeste eller et knust hjerte. Vi skal sku løfte hinanden, passe på hinanden og se i øjnene, at vi aldrig er alene om de udfordringer, der føles uovervindelige. Det, jeg kalder for ’game face’, er en gave, når man skal frem i livet, men det er også en hæmsko, når det handler om at give sig selv lov til at være skrøbelig.
I dag har jeg gode dage, men jeg har også lortedage, hvor jeg invalideres af mine tanker, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste. På den måde er du heller ikke den eneste. På den måde er vi vel sammen om det
Jeg er pt. et overskudsmenneske uden så meget overskud, og det er jeg, efter et år, ved at acceptere. Jeg er dog også blevet langt stærkere, har fået større selvindsigt og mere is i maven omkring de udfordringer, jeg møder. Jeg har lært, hvad jeg vil – og ikke vil – bruge min tid på. Jeg har lært, hvad der gør mig glad, og hvad der giver mig energi. Det, der gør, at jeg godt kan komme gennem den dårlige dag. Det, der gør, at jeg tror på, når folk siger, at der ér noget at komme efter. Og at man altid lige kan sove på det, hvis man ikke tror på det. For der ér tid, og der ér plads til sådan en som mig – og dig. Vi er mange flere, end man skulle tro, og vi kan være der for hinanden.
AF EMMA PALLENSEN IB // 201809455@post.au.dk
Selvom Danmark har været en kolonimagt på linje med England, Frankrig og Belgien fylder den koloniale fortid meget lidt i danskernes bevidsthed. I løbet af særligt det seneste år er diskussionen af Grønland dog taget til, og mens landets geostrategiske betydning vokser, vokser også det folkelige pres på Danmark, hvilket har resulteret i nogle indrømmelser. Kan denne udvikling betyde, at man i Danmark må tage et mere generelt opgør med tankegangen om, at man ikke var ’ligeså slemme’ som de andre kolonimagter - eller man endda aktivt må begynde at tage ansvar for kolonialismens betydning for de forhenværende kolonier?
Idéhistoriker og seniorforsker hos DIIS Astrid Nonbo Andersen har beskæftiget sig med bl.a. dansk historiepolitik og -bevidsthed i forbindelse med Danmarks relation til Grønland, de amerikanske jomfruøer og Tranquebar. Hun har stillet op til interview her i Kandestøberen og forklarer, hvorfor bevidstheden om dansk kolonialisme fylder så relativt lidt i vores samfund, men også at debatten har rykket sig enormt meget de sidste par år.
Sidste år blev bogen ’Imperiets børn’ udgivet, hvor antropolog Anne Kirstine Hermann såede tvivl om processen i 1952, da Grønland blev et amt, og om hvorvidt dette var en dansk imperialistisk vildledelse af det grønlandske folk således, man kunne undgå den løsrivelse, landet var berettiget til i kraft af FN’s afkolonialiseringspakt. Tidligere i år indgik staten et forlig med økonomisk kompensation til seks nulevende grønlændere, der som børn blev sendt til Danmark på genopdragelse. Og tilbage i marts måned kunne journalister fra Danmarks radio afsløre, at den danske stat havde kørt en spiralkampagne, hvor der på tvivlsomt juridisk grundlag blev opsat spiraler i en stor andel af grønlandske piger helt frem til midt i 1970’erne. Pigerne var helt ned i 13-årsalderen og i nogle
tilfælde skete indgrebet uden deres samtykke eller endda kendskab. Dette har ført til, at statsministeriet i samarbejde med Grønland har nedsat en kommission, der skulle kulegrave moderniseringsperioden i Grønland, dvs. perioden mellem anden verdenskrig frem til i dag, og hvis resultater vil være tilgængelige i slutningen af oktober dette år.
Dette betegner et væsentligt toneskift fra den danske stats side. Mette Frederiksens socialdemokratiske forgænger som statsminister, Helle Thorning, svarede da adspurgt i 2013, at ”Vi har da ikke brug for forsoning [med Grønland]”. Generelt har retorikken, de gange debatten er blusset op herhjemme, båret præg af, at danskerne ikke ser sig sit land som en imperiemagt.
Astrid Nonbo Andersen beskriver i sin bog ”Ingen Undskyldning” fra 2017 om de Dansk-Vestindiske kolonier, hvordan fortællingen om Danmark som imperium af historiske grunde ikke slår rod i det danske folk. Dette er blandt andet fordi, danskerne som produkt af romantikken ser sig selv som en lille bondeland, og fordi kolonialisme på sin vis også kunne afskrives som havende været et produkt af det tidligere enevælderegime efter dets afslutning. Samtidigt florerer der stadig i nogen grad af også en idé om Danmark som den uskyldige, eller endda progressive eller ansvarlige kolonimagt (som kan synes oxymoronisk). Dette bunder bl.a. i fortællingen om Danmark som foregangsland indenfor afskaffelsen af slaveriet - en fortælling, der nu af danmarkshistorien.dk betegnes som en historisk myte.
Mekanismerne bag ovenstående kollektive bevidsthed, fortæller Andersen, at hun mærkede på nært hold i 2017 på en foredragstur rundt i Danmark, hvor hun bl.a. fortalte om den historiske Transfer Day i de amerikanske jomfruøers historie. Det var den 31. marts 1916, hvor Danmark solgte de daværende Dansk-Vestindiske Øer, der var stoppet med at være en overskudsforretning efter slaveriets ophør, til det stadig dybt racesegregerede USA. Beboerne på øerne ikke selv fik indflydelse på denne beslutning i form af eksempelvis en afstemning. Det var et faktum, der af mange i det store hele virkede mindre vigtigt - også eftersom udfaldet af afstemningen sandsynligvis var blevet et ja til amerikansk indordnelse. Men da Andersen fortalte om den historiske beslutning i Sønderjylland var reaktionen da helt anderledes, fortæller hun. Særligt efter hun koblede til genforeningen med Nordslesvig, der blev stemt om kun fire år efter Transfer Day. Her blev manglen på folkeafstemning i det daværende Dansk-Vestindien mødt af meget synlig forargelse i den sønderjyske foredragssal.
Der er sket meget, siden Andersen udgav ”Ingen Undskyldning” i 2017, fortæller hun også. Samme dag som bogens lancering, også på Transfer Day markerede daværende statsminister Lars Løkke dagen på St. Croix og gav en tale, hvormed han i stærke termer frasagde sig ikke blot den koloniale historie, men også den romantisering, der senere
havde været over den. Dette var et stort spring fra bare den nytårstale, han havde holdt blot måneder forinden.
Også Black Lives Matter-bevægelsen, der slog igennem i Danmark i 2020, satte gang i en større bevidsthed og diskussion af racisme generel. Herefter ser man oftere og oftere koloniale temaer på dagsordenen, primært drevet frem af journalister, forskere og folk fra særligt Grønland og i nogen grad de amerikanske jomfruøer. Men f.eks. befolkningen i den gamle koloni Trankebar (nu kaldet Tarangambadi), har ringere muligheder for at blande sig i debatten i Danmark, eftersom ingen taler dansk og kun få engelsk.
Perceptionen af dansk kolonihistorie er et interessant eksempel på, hvordan den kollektive bevidsthed kan udvikle sig på et givent område, og det ganske brat (af denne grund forsøger Andersen også at undgå begrebet ’kollektiv fortrængning’ i sit forfatterskab). Som politolog ser man også dagsordensteoretiske dynamikker i sagen. Både et konsekvent pres på Danmark, samt indenrigs diskuterede sager, der ræsonnerer med folk og fører til en slags erkendelse ser ud til at være nødvendige for, man begynder at gøre indrømmelse fra statens side. Samtidigt er det påfaldende, hvor lidt partifarve øjensynligt har haft af effekt på den førte linje, hvilket tyder på, emnet ikke er politiseret som sådan endnu, men nærmere falder under den almindelige statsforvaltning. Dette kan virke paradoksalt sammenlignet med den i tiltagende grad politiserede flygtningepolitik, der omhandler nogle af de samme temaer såsom bevarelsen af den danske nationalstat som man kender den. At man fra regeringen strammer vilkårerne for indvandrere til Danmark i tilsyneladende uendelig grad, mens man med den anden hånd begynder at tale om gensidig respekt og forsoning i henhold til Grønland. Men det kan paradoksalt nok være, at denne langsomme og næsten apolitiske tilpasning til en mere ansvarlig politik i henhold til de forhenværende kolonier er nødvendigt, for emnet ikke politiseres og kobles til eksempelvis indvandrerpolitikken, og der kommer en modreaktion. Udviklingen er tilsyneladende afhængig af det nært forestående valg. Men der er grund til at være optimistisk. KANDESTØBEREN
AF ANDREAS KJÆR STAGE // ak@ps.au.dk
Ea Høg Utoft har stillet spørgsmålet: Hvad laver de mange nye universitetsuddannede administratorer på universitetet, og hvilke konsekvenser har det?
Tak til Ea for spørgsmålet. Inden jeg svarer på spørgsmålet, vil jeg opfordre dimittender fra statskundskab og lignende uddannelser: Søg job i universitetsledelse og -administration! Aldrig har der været flere stillinger, højere løn og bedre avanceringsmuligheder for kandidater som jer, der kan systematisere, udvikle, kommunikere og tænke akademisk. Ministerier, kommuner og styrelser har længe været vilde med jer, men ikke lige så meget som universiteterne! De har øget antallet af stillinger til jer med ca. 500% siden årtusindeskiftet. Universiteterne har oprettet, hvad der svarer til en ekstra fuldtidsstilling til jer hver eneste arbejdsdag 20 år i træk, ca. 4.500 ekstra årsværk i alt, og det er sket på bekostning af kontor-, håndværks- og serviceuddannet personale.
Personalemæssigt tvivler jeg på, at nogen anden offentlig institution har vokset og ændret sig så meget som universiteterne. Der er nu rig mulighed for at blive en del af specialiserede, videnstunge og vellønnede enheder, der er placeret enten lokalt, for eksempel på Institut for Statskundskab, eller centralt, for eksempel i fakultetsadministrationen for AU BSS.
Det leder mig tilbage til Eas spørgsmål om, hvilke opgaver disse mange nye universitetsuddannede administratorer varetager, og hvilke konsekvenser det har. Det korte svar er, at nye typer stillinger, afdelinger og ledelseslag er blevet etableret til at overtage eller supplere opgaver, som professorerne plejede at varetage.
For eksempel plejede ’ledelse’ at være en relativ stor kollegial opgave for professorerne; fagfællebedømmelse plejede at være den primære ’kvalitetskontrol’ af professorernes arbejde; sidemandsoplæring ved professorerne plejede at sikre ’akademiske normer’ og ’faglig udvikling’; professorernes interaktion med studerende plejede
at udgøre ’studievejledning’ og ’kvalitetssikring’; stabile basismidler plejede at minimere professorernes behov for ’fundraising’, ’markedsføring’ og ’strategisk kommunikation’; og professorernes undervisning, publicering og personlige netværk plejede at udgøre den primære ’teknologi- og vidensdeling’ med omverden. Med andre ord, professorerne plejede at stå for (selv-)ledelse, (selv-)evaluering og (selv-)promovering.
Men omkring 1960 begyndte politikere, studerende og unge forskere at sætte alvorlige spørgsmålstegn ved ansvarligheden og effektiviteten af, hvordan professorerne håndterede den slags forvaltningslignende opgaver. Kritikken tog til, i takt med at universiteterne voksede med langt flere studerende, partnere og bevillinger. Fordi professorerne strittede imod i årtier, ophobede der sig forventninger og krav til, hvordan universitet skulle forvaltes mere effektivt og ansvarligt. Dybe forandringer krævede aktører internt på universitet, der var villige til at lytte til udefrakommende krav og til for alvor at ændre og udvide kritiserede opgaver. Det er relativt veldokumenteret, at datidens professorer ikke ville eller kunne dette. Derfor begyndte politikere og ministerier lige så langsomt at vende blikket mod andre dele af organisationen og sætte deres lid til, at andre medarbejdergrupper rent faktisk ville og kunne implementere de udefrakommende krav og forventninger.
Omkring årtusindeskiftet, efter årtiers pres, mistede politikerne tålmodigheden, tog fløjlshandskerne af og gennemtvang en vidtgående reorganisering af universiteterne. Det skete via en hel kæde af reformer op igennem 00’erne. Reorganiseringen eskalerede etableringen af nye typer stillinger, afdelinger og ledelseslag til at overtage eller supplere opgaver, som professorerne plejede at varetag. Mest åbenlyst omfattede det ledelse, men det inkluderede også opgaver såsom kvalitetskontrol, studie-
vejledning, faglig udvikling, rekruttering, vidensdeling, markedsføring og internationalisering. Antagelsen var, at forvaltningslignende opgaver kunne højnes ved at flytte dem delvist ud af fragmenterede, modvillige og travle akademiske miljøer og over i et mere konsistent, omstillingsparat og ansvarligt administrativt hierarki.
Reorganiseringen var sandsynligvis nemmere sagt end gjort. Både fortalere og kritikere af universitetsreformerne undervurderer let, hvor vanskeligt det er at lede og forvalte effektivt og ansvarligt på store komplekse universiteter. Det var svært for datidens professorer, og det er det også for nutidens ledere og administratorer. Der skal typisk en overraskende stor arbejdsindsats til for at udvikle, tilpasse og koordinere løsninger på tværs af fakulteter, institutter og grupper med meget forskellige traditioner og praksisser.
Selv opgaver, der på overfladen virker ret simple, har vist sig at være overraskende komplicerede og tunge at forvalte i praksis. For eksempel det nu pensionerede BFI-system, der tildelte bonusser til institutter ud fra publikationer på en simpel liste med to niveauer, beskæftigede talrige bibliotekarer, administratorer, styregrupper, IT-udviklere, evalueringer, høringer og diverse ad hoc møder på alle niveauer. Forestil jer så at forvalte langt mere uhåndgribelige opgaver såsom strategisk planlægning af forskningsmiljøer, kontrollere og dokumentere kvaliteten af uddannelse og forskning, sikre akademisk integritet bredt i organisationen, kompetenceudvikle forskere, opveje implicit kønsbias, højne succesraten af forskningsansøgninger og tiltrække erhvervssamarbejdspartnere. Det er i rigtig mange tilfælde vanskelige opgaver uden veletablerede effektive procedurer, så administratorer må ofte opsøge, udvikle, koordinere og retfærdiggøre løsninger fra case til case.
At opbygge kapaciteten til den slags opgaver har derfor været alt andet end triviel. Den 20 år lange, meget markante og stadig tiltagende professionalisering af ledelse og administration vidner om, hvor meget universiteterne rent faktisk har investeret i at overflytte og supplere de opgaver, som omverden kritiserede datidens professorer for at forvalte ineffektivt og uansvarligt. Et fair spørgsmål er så selvfølgelig, om opgaverne nu varetages mere effektivt og ansvarligt? Svaret er ikke en simpel før og efter-undersøgelse, fordi så utrolig meget har ændret sig
på universitet i mellemtiden. Prominente Aarhus-professorer såsom Jørgen Grønnegaard Christensen, Martin Paldam og Susan Wright har betvivlet, at professionaliseringen har påvirket kerneydelserne positivt: Undervisning, forskning og samarbejde med omverden. Den mest gængse kritik går på, at ledelsen og administrationen ofte kommer til at bruge alt, alt for mange kræfter på at udvikle og koordinere løsninger, der i praksis gør en minimal forskel.
Senest har Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensens bog ’Pseudoarbejde’ katapulteret denne kritik ind i den bredere offentlige debat. Antagelsen er, at professorerne stadigvæk er de eneste, der reelt er i stand til at tage de rette strategiske beslutninger, ændre rekrutteringspraksisser, tiltrække samarbejdspartnere, kvalitetssikre undervisning og forskning og så videre.
I nogle tilfælde er der sikkert noget om kritikken, men tager man udviklingens omfang i betragtning, er det en grovkornet generalisering af tusindvis af kollegaer, der arbejder med vidt forskellige opgaver, på vidt forskellige måder og for vidt forskellige målgrupper.
En så hård og generel kritik forudsætter et bredt overblik over den udvidede diversitet af både administrative og videnskabelige opgaver, og hvordan de indbyrdes påvirker hinanden. Jeg har ærlig talt svært ved at forestille mig, hvem i Danmark der besidder sådan et overblik. Langt, langt de fleste erfarer vores store, komplekse universiteter fra deres egen relativt snævre vinkel netop på grund af den store opgavediversitet i systemet. Debatten om universitets reorganisering er domineret af anekdoter. Der findes kun et absolut minimum af dokumentation og forskning om dette langstrakte og kæmpestore eksperiment med at overflytte og supplere dele af professorernes opgaver til tusindvis af ledere og administratorer.
I forlængelse af min indledende opfordring, håber jeg, at studerende på statskundskab ser mulighederne i dette –ikke kun for gode jobs – men også for at lave en original og relevant studieopgave om ét af de mange aspekter i denne vidtgående reorganisering af vores allesammens universitet.
Jeg vil gerne sende forskerstafetten videre til Jens
Peter Andersen med spørgsmålet: Hvordan kan bibliometri hjælpe studerende med at forstå det akademiske system og navigere i det?
AF JENS YAGO BUNDGAARD-RAUNDAL // jens.yago@gmail.com
Dansk politik er et underfundigt foretagende, når man kradser lidt i den polerede og selvhøjtidelige overflade. Både når det kommer til folketingsmedlemmernes upassende opførsel (prøv at spørge en af dine kammerater fra ungdomspolitik) og mere eller mindre obskure politiske partier, som er langt foran de mere konventielle og kedelige partier. Jeg kunne have lavet en top-10-liste med politikeres upassende opførsel, men jeg tror, at jeg får bestyrelsen på nakken, så det venter jeg med. I stedet har jeg lavet en liste med avantgardistiske politiske partier: The Wild Frontier of Danish Politics
Nihilistisk Folkeparti
Med udgangspunkt i at dødsraten i Danmark ligger stabilt på 100% fremlægger Nihilistisk Folkeparti (NFP) et politisk program til dig, der også er tom inden i. Ingen virkelighed, intet fremskridt, ingen velfærd, ingen værdier, ingenting. Det skal ikke kunne betale sig at arbejde, kultur undertrykker, klimapolitik er i et kosmisk perspektiv helt ligegyldigt, fordi solen vil æde jorden op om senest 7 milliarder år, afstandtagen fra
alt økonomisk politik. Alt er ligegyldigt, undtagen nyttede dyr.
Liste P.I.K.
”Stem med dit lem”. Godt nok stiller Liste P.I.K. kun op til kommunalvalget i Århus Kommune, men partiet og formand Mikkel Weihrauch kan ikke udelukkes fra dette overblik. Weihrauch er en maverick i århusiansk kommunalpolitik, og når man googler hans navn, dukker der en artikel fra Jyllands Posten
op, omhandlende at han blev smidt ud fra et valgmøde for at være pløre stiv. Eller fordi han havde nissetøj på, som er formandens egen forklaring. På det akkompagnerende billede til artiklen sidder han og ryger en enorm tunet cigaret (en joint, red).
Partiprogrammet er lidt tyndt. Går du ind for at der skal bygges en større modeltogbane på hovedbanegården (ak, nu er den overtaget af Joe & The Juice), og at den gamle by skal flyttes? Så er partiet noget
for dig.
Danmarks Demokraternes ungdomsparti
Redaktionen på Kandestøberen er stolte af at have begge ben solidt placeret i den jyske muld, mens vi vender skråen. Og vi er rimeligt unge. Derfor er DDU vores parti. Partiet - eller organisationen måske mere… nej vent, bevægelsen! - har ikke som sådan noget politisk program, men de hylder Inger Stjøjbjerg. Danner København grundlag for den økonomiske vækst i Danmark?
råstofferne i den bornholmske undergrund. Oven i det er selvstyre et forstadie til selvstændighed på samme måde, som et åbent forhold kommer lige før man går fra hinanden. Og derfra kan det jo gå alle veje. Skal Bornholm være en del af Polen?
Selvstyre til Bornholm er en glidebane, er det jeg prøver at sige. Men denne holdning kan selvfølgelig være udtryk for en imperialistisk og kolonialistisk tankegang. Hvem ved. Måske vi en dag finder ud af at centralregeringen i København har
” [U]begrænset fusionsenergi, opdelt bankerne, ny Bretton-Woodsk pengepolitik, magnettog over kattegat, ingen EU-fascisme, nyt kreditsystem, klassisk musik til alle børn og en ny silkevej fra Kina til Danmark
Nej. Københavnske saloner? Ellers tak. Patriot? JA!
Bevægelsens program er lige så tvetydigt som moderpartiets. Det er noget med, at mens salongængerne tager metroen direkte ind i salonen, går vi rigtige danskere i det rigtige Danmark ned til købmanden. Så er der noget strammere udlændingepolitik og mere Jylland. Men det er helt sikkert noget med Inger - og det er godt, mener vi på Kanden, fordi vi er jyder, og fordi vi vender skråen, og vi fordi tager ikke metroen.
Bornholmerpartiet - partiet for et Bornholm med selvstyre
USA har deres Founding Fathers, Catalonien har Carles Puigdemont, Sydafrika har Nelson Mandela, og Bornholm har Tonny Borrinjaland. Partiet og Tonny vil have et selvstyre til Bornholm, som Færøerne eller Grønland har det, og guderne må vide hvorfor. Jeg er med på at Bornholm er enormt dejlig - flot på den svenske måde - men fra det og til selvstyre synes langt ude. Så skal Bornholm have et parlament, et flag, selvbestemmelse over
forsøgt tvangssterilisere Bornholmerne på samme modbydelige måde, som det er sket på Grønland. Eller at Bornholmerne er blevet regeret efter den britiske model med ”devide and rule”. Er Nationalmuseet fyldt med stjålet bornholmsk kulturarv? Åh, jeg ved snart ikke.
Moderaterne
Fra en frihedskæmper til en anden. Lars Løkke Rasmussen er umådeligt sjov, selvom han måske ikke er så avantgarde men meget mere derriéregarde. Han drikker sig fuld i tide og utide, han sejler over Atlanten sammen med Umut, og han er blottet for ideologi (hvilket har vist sig at være en stor fordel i hans politiske virke). Lars Løkke Rasmussens og Moderaternes politiske program er primært for dig der også ønsker, at Lars Løkke Rasmussen skal være statsminister for enhver pris. Derfor er deres politiske program også omskiftelig. Det kan tage lige præcis den form, som er bedst egnet til få Lars tilbage i det dejligt varme statsministerie (skal de egentlig også skrue temperaturen ned til 19 grader fra 1. oktober?).
Trivia tidbit: Moderaterne forsøger at videreføre den stolte danske tradition om at have regeringer, der går over midten. I Danmark har vi én gang haft en regering over midten: SV-regeringen i 1978. Og den holdt i et år. Pointen er, at alle partier, der ønsker at samarbejde over midten i dansk politik, kun siger det, fordi det lyder demokratisk flot.
Borgerlisten (det der før hed Parti Klaus Riskjær Pedersen)
Klaus Riskær har åbenlyst haft et heureka-øjeblik, hvor det er gået op for ham, at et parti helst ikke skal hedde det samme som partiformanden selv, for så er det for åbenlyst, at det kun handler om formanden. Lidt selvindsigt har han åbenbart. Men ikke meget! Riskjær Pedersen er et af de mennesker, hvis selvforståelse kommer før det, de rent faktisk har udrettet. Den slags mennesker, der siger, at de spiller guitar, uden at kunne andet end de første akkorder til Wonderwall. Borgerlisten minder i og for sig om Moderaterne: et centerparti, som kun er til for at passe partiformandens ego. Moderaterne har bare mere stil og politisk snilde. Partiet er primært for dig, der kan manipuleres til at tro, at Riskjær Pedersen er ordenlig nok til at komme i Folketinget.
Kattegatbro - nej tak.
Det her enkeltsagsparti er et seriøst parti, som jeg virkelig mener har en vigtig dagsorden. En kattegatbro er fuldstændig latterlig. Med en 4-sporet motorvej, der saver Samsø midtover, samtidig med at vi får smadret naturen omkring Skanderborg søerne, kan vi komme 45 minutter hurtigere til København. For 200 milliarder kroner. Det er en løsning på et problem, vi ikke har. En enorm dum løsning.
Cykel Logisk Institut Jeg har svært ved at gennemskue helt præcist hvad, Cykel Logisk Institut (CLI) går ind for, og om partiet overhovedet er aktivt. Så vidt jeg forstår, er går partiet ind for at overdække cykelstierne, så vi kan cykle i tørvejr. Det er vel sympatisk nok? De er også modstandere af, at man skal slæbe cykler op og ned ad trapper, og knallerter skal væk fra cykelstien.
Schiller Instituttets Venner
Schiller Instituttets Venner (SIV) er et forvirrende parti, der mener mange vidt forskellige ting. Partiet er til dig, der vil have ubegrænset fusionsenergi, opdelt bankerne, ny Bretton-Woodsk pengepolitik, magnettog over kattegat, ingen EU-fascisme, nyt kreditsystem, klassisk musik til alle børn og en ny silkevej fra Kina til Danmark. Formand Tom Gillesberg stiller op i København storkreds til folketingsvalget, og jeg ved ikke, om det danske politiske system er gearet til at håndtere hans partiprogram. Hvis man skal placere partiet i det politiske landskab, skal der tilføjes en 3 dimension.
Hamperpartiet
En flok tjumsehoveder er gået sammen, og har lavet et parti for dig, der bare gerne vil have lov at doinke i fred. ”Ud med en pamper, ind med en hamper” er partiets slogan. Jeg ved ikke, hvad jeg mere skal skrive her.
En Død Hest
Endnu et kommunalt protestparti. Formanden hedder Jesper Balle, og partiet har ikke som sådan noget partiprogram, men beskrives af Jesper som alle de andre små partier samlet i en hat, hvad end det så betyder. Så partiet er til dig, der gerne vil have alle partier i en hat. Forklaring på navnet: ”For 2000 år siden i romerriget, der var der en kejser, der hed Caligula. Nogen sagde, at han var vanvittig - det må stå uforsagt. Han var så utilfreds med senatet […] og senatorerne, at han lige så godt kunne opstille sin døde hest til senatet”. Jesper virker ikke særligt utilfreds eller protestagtig, og jeg forstår ikke helt, hvorfor den døde hest skal ind i Københavns byråd.
Sammenfatning
Nu kan du med god ro i maven gå i stemmeboksen. Selv tak.
AF ANDERS HOFFMANN KOZUCH & MATHIAS WÜRTZ KOLSTER // anders@kozuch.dk & mathiaskolster@yahoo.dk
På trods af alverdens dårligdomme, udsigten til genindførsel af erstatningskaffe og en SU, der ikke bliver inflationsreguleret før til januar, så er der stadig en masse gode, positive ting at se frem til. Vi bringer her Kandens evigt ufuldendte liste med 25 positive nyheder (som kan varme dig henover vinteren, nu hvor du ikke har råd til at betale din varmeregning. Husk at du kan brænde dette blad efterfølgende og få 30 sekunders ekstra opvarmning).
1. Der er lige nu en helt exceptionel makrelsæson - ned og fisk’.
2. Snart Vinter-VM i fodbold i Qatar (i Qatar)
3. PF’s julebanko (hvis der er varme i kantinen til den tid)
4. Snart tid til efterårshygge med sweaters og (kold) the og tæpper (uden varme, fordi sådan er livet nu)
5. Der kommer julelys op på Strøget (men i år er det slukket)
6. Det bliver snart sæson for vinterbadning (men du kan ikke tage et varmt bad bagefter)
7. Aflevering af prøveeksamen i efterårsferien (gode gamle Socio, OP og VT)
8. Ingen coronarestriktioner (hvis den nye variant ikke er slem)
9. Nu er det erfterår og snart tid til at spise masser af selleri (men du kan ikke koge det)
10. Juledag (kun 19 grader på uni, men det er altid varmt til juledag)
11. Det bliver Mou-vejr (men måske uden kødboller)
12. Kandens julefrokost (hvis smør bliver er billigt)
13. Matador bliver genudsendt (men du har ikke tid til at se det i eksamensperioden)
14. Erasmus Montanus kører i Aarhus Teater (igen igen igen)
15. Der er under et år til næste festuge (Cluster Square)
16. Mariah Carey udgiver sikkert et opsamlingsjulealbum igen (hvem lytter ikke til det?)
17. EU bliver uafhængigt af russisk gas (engang i 30’erne)
18. Aktiemarkedet er presset, så det er godt, du fik solgt ud (ikke?)
19. Folketingsvalget er snart afholdt (men regeringsforhandlingerne bliver først færdige i 2023)
20. Forslaget om et prisloft
21. Inflation sænker sig altid på sigt (angiveligt)
22. Du kan deltage i den næst e demonstration mod kantineudbuddet (kaffe koster 14,- kr)
23. Du kan endelig bruge din store S.N.S. Herning uldsweater til noget (nu også indendørs)
24. Du får varmen ved at løbe en tur (pas på det ikke er for glat, for vi salter nok ikke i år)
25. Fuck it, måske er det bare næste kop kaffe, du skal se frem til (soon to be: dyr erstatningskaffe)
Et sidste godt råd:
Det er naturligvis ikke alle, der lige har tid til at gøre brug af ovenstående tips, tricks og idéer, så her kommer lige et godt råd fra redaktionen, til hvordan du kan forhindre, at energikrisen tvinger dig fra hus og hjem: Du kan låne en sav og cykle i Riisskov - træerne er kun nummereret for sjov
Hvis du har en idé til en artikel, så kom til redaktionsmøde i Kanden. Der er altid plads til en ekstra på holdet - og selv hvis du ikke har lyst til at skrive fast for Kanden, så må du gerne komme med en enkelt artikelidé. Vi tager imod dine ord med kyshånd!
Onsdag kl 9-10 Hvor? 1332 - 020
Vi glæder os til at se dig!
AF JOHAN BUSCH // johan07@live.dk
Velkommen til matricen. Hvis der kun er en ting, du skal læse i Kanden, så er det matricen. Vi har placeret den bagerst i bladet, som smør i et supermarked, så du skal igennem hele butikken for at få det, som du i virkeligheden kom efter. Og i denne måned er det første gang, at Johan står bag matricen! Hjerteligt velkommen til ham.
Hvis du har en idé til en podcast, så kan du sende en besked til Kandestøberens facebookside eller møde op til et redaktionsmøde. Vi har udstyret, så du skal bare have idéen. Podcastafsnittene kommer til at ligge på spotify og Apple podcast. Du kan finde tidligere afsnit ved at søge på Podkanden på spotify.
(Redaktionsmøderne ligger som sagt)
Onsdag kl 9-10
Lokale 1332 - 020
