VALGBLADET

REDAKTIONEN

Jeppe Grandahl

Redaktører

Jens Peter Dinesen

Kathrine Hede Krogh

Kathrine er ansvarshavende

redaktør

Administrator

Anders Hoffmann Kozuch

Fællesredaktion

Anders Hoffmann Kozuch

Pernille Højgaard-Hansen

Ida Nørregaard

Tanja Marie Hansen

David Erbo Andersen

Isabel Rouvillain

Adresse

Institut for Statskundskab

Aarhus Universitet

Bartholins Allé 7 8000 Aarhus C

Astrid Amalie Mortensen

Amalie Loftheim Anders Hoffmann Kozuch

Emma Vedstesen

Gabriell Rangan

Freja Frida Overgaard Brems

Helena Damgaard Pedersen

Isabel Rouvillain Jens Peter Dinesen

Jakob Kim Rasmussen

Johannes Haugen

Kathrine Hede Krogh Leo Rohrmoser

Liv Lindberg Nielsen

Lærke Fentz

Rasmus Haarkær Ankersen

Måske dig?

Esther Marie Enig

Mads Grandahl

TRUMPMANIA

Hvis du vil forstå Donald Trump som politisk fænomen, skal du forstå hans historie og inspiration fra wrestling - stilen, der både er hans største styrke og svaghed.

AF JEPPE GRANDAHL | jeppegrandahl00@gmail.com

“LET TRUMPMANIA RUN WILD. LET TRUMPMANIA RULE AGAIN. LET TRUMPMANIA MAKE AMERICA GREAT AGAIN”, brøler den tidligere professionelle wrestler Hulk Hogan ud til det republikanske konvents publikum i Milwaukee.

Donald Trump svarer igen med en knyttet næve og et luftkys. Publikum råber og skriger elektrisk. Hulk Hogans tale var en af de sidste, før Trump skulle på scenen og modtage sin nomination som republikanernes præsidentkandidat. Rækkefølgen skal man ikke tage fejl af. At en tidligere professionel wrestler var en af de sidste - og dermed vigtigste - fortæller meget om Trumps forhold til politik.

Trump har et langt og tæt forhold til wrestling: han har selv deltaget i en håndfuld WWE begivenheder, afholdt wrestling arrangementer i Trump Plaza i Atlantic city, og er sågar indlemmet i WWE’s hall of fame.

I David Trads’ bog Amerika, hvor er du? beskriver Trads, hvordan den tidligere verdenskendte professionelle wrestler Jesse Ventura på overraskende vis var blevet guvernør efter sin sejr i delstatsvalget i 1998. Ventura indrømmede ofte, at han intet vidste om politik, konstant sagde dumme ting, men han vandt sgu alligevel valget.

Spol så tiden frem til 2024, hvor Ventura i et interview fortæller, hvordan Trump, to år efter Venturas valgsejr, kom for at studere, hvad han havde gjort. Trump ville kende kilden til Venturas politiske sejr. Kilden fandt han i hvert fald, eller som Ventura sagde: “EverythingIdidin'98,he did it in 2016”

Så hvad har Trump lært af en tidligere professionel wrestler, der intet vidste om politik?

Kayfabe, the heel and the face Wrestling er spøjst. Alligevel var jeg som barn helt fanatisk om wrestling. Jeg var limet fast til en computerskærm sammen med min bror, hvor vi enten så wrestling på youtube, spillede det på en playstation, eller wrestlede rundt med hinanden udenfor på vores trampolin. I skolen slentrede jeg stolt rundt i en ultra-oversized orange John Cena t-shirt, hvor der stod “U can’t see me” på ryggen.

Billede: Hulk Hogan under sin tale til Republikanernes konvent Kilde: Independent.co.uk

TRUMPMANIA

I wrestling er der en fortælling, der kan indsnævres til en dramatisk kamp mellem “theheel”, som er den onde, der bryder reglerne og provokerer publikum, mod “the face”, som er den gode og sandfærdige. Men, som alle ved, er dramaet konstrueret, det hele er jo aftalt. På trods af det lader wrestleren og publikum alligevel som om, at det hele er virkeligt - hvilket kaldes “kayfabe”

Kayfabe, the heel, the face, alt det er jo teatralske fortællinger fra wrestlingverdenen. Alligevel er det, ifølge Ph.d. i religionsfilosofi og research fellow på Lund Universitet Aaron Goldman James noget, som Trump naturligt og historisk har anvendt:

“Trump har historisk anvendt teatralskeelementerfrawrestlingen,nårhan

er på sit kampagnespor og deltager i debatter. Hans mereend30-årigeerfaringfrawrestlinggør,athans personlighed naturligt fungerer så godt i den rolle”, siger han og tilføjer:

“Til republikanernes primærvalg i 2015 fik Trump debatten til at handle om sin egen og Marc Rubios penisstørrelse. Ligeledes “lurede” han bag Hillary Clintonipræsidentdebattenmellemdem.Beggeepisoder viser, hvordan Trump har tendens til at bringe det performative fra wrestling genren ind i den politiske arena”

Trumps uhørte provokationer er ikke noget nyt. Siden 2016 har han været grænseoverskridende og sagt hvad som helst for at vinde opmærksomhed: misogyni, løgne, birther-teorier, racistisk og diktatorisk retorik, hele skidtet - og så er han endda en dømt forbryder, der har flere igangværende retssager. Trump inkarnerer “the heel” med hele sin karismatiske politiske stil og tilstedeværelse.

Everybody loves a villain, som man siger. For det er

præcis det, som har gjort Trump populær. Han er skamløs, ligeglad, han siger det, som han mener. ”I’manopenbook” sagde han under debatten mellem ham og Harris.

I den anden side af ringen står demokraterne og andre Trump-modstandere troligt som “the face”, og råber, at Trump blot er en egoistisk entertainer, “weird”, en trussel mod USA’s demokratiske insti-

tutioner og de retsstatslige principper. I Bob Woodwards nye bog, “War”, kan man læse, at Trumps tidligere stabschef for forsvarets fire værn, Mark Milley, ikke er i tvivl: Trump er total fascist.

Med andre ord, så har Trump siden 2016 bragt wrestling ind i amerikansk politik. Spørgsmålet er, om det amerikanske publikum tror på, at det, der sker og bliver sagt inde i ringen, faktisk afspejler virkeligheden?

En undersøgelse foretaget af Washington Post viser, at 2/3 af de republikanske vælgere, hvilket er næsten

Billede: Donald Trump og Hulk Hogan Kilde: itwrestling.com

(FRA)VALG

3 ud af 10 amerikanere, mener at Trump fik stjålet sin valgsejr i 2020. Derimod mener 62% stadig, at Joe Bidens valgsejr var legitim.

Det er vigtigt at forstå, at mange stemmer på Trump grundet legitime bekymringer om deres personlige økonomi og usikkerhed i verden, som de oplevede var bedre og sikrere i hans præsidentperiode - samtidig med at de synes, at han siger nogle forfærdelige og latterlige ting. Trumps vælgere er ikke “deplorables in a basket”, som Hillary Clinton kaldte dem i 2016.

Men det er bekymrende, at en stor del af det amerikanske publikum er overbeviste om, at dét, der foregår inde i wrestling-ringen, ikke er opdigtet, men faktisk virkeligheden. Trumps kayfabe strategi om, at bærende systemer og institutioner er rigged, har effektivt fragmenteret en stor del af amerikanernes virkelighedsopfattelse og dermed udfordret den demokratiske samtales fundament.

“Vi kommer aldrig tilbage”, siger Aaron Goldman James til mig i en afmægtig tone, som skal symbolisere den magtesløshed, som han og andre amerikanere føler, når de skal forholde sig til de politiske konsekvenser for den fragmenterede tillid og virkelighedsopfattelse i den offentlige samtale.

“IUSAerfolkvanttil,atpolitikkunernogetforTV’et”

Mistillidens sport

Tilbage i 1957 skrev den franske litteraturkritiker Roland Barthes essayet “The World of Wrestling”. I essayet analyserer Barthes, hvordan dynamikkerne i wrestling og boksning er forskellige fra hinanden.

Her beskriver Barthes, hvordan wrestling er et teater med en række spektakler, som hver har sit øjeblik fyldt med mening: hver handling og bevægelse har det formål at styrke publikums forståelse af wrestleren. Modsat fokuserer man i boksning på, hvordan man strategisk former fremtidige handlinger: hvert slag fører til et andet med øjnene stift rettet mod det endelige resultat.

På en måde beskriver Barthes, hvordan demokraterne i 2016 undervurderede Trumps transformative politiske kraft. Imens Trump opførte sig som en wrestler, der forførte publikum med sine grænseoverskridende spektakler som “Crooked Hillary” og “Lock Her Up”, så troede Hillary Clinton og demokraterne stadig, at de befandt sig i en strategisk boksekamp, hvor man selvsikkert kunne affeje Trump ved blot at kalde ham “entertainer” og hans vælgere for “deplorables”

Men da Clinton forsøgte sig med et jab, kom Trump flyvende fra siden med en bodyslam. Politik var ikke længere boksning, men blevet til wrestling.

Og, ifølge Aaron Goldman James, er det politiske sporskifte på mange måder muliggjort af, at det amerikanske publikum ikke længere har tillid til det politiske system.

“Min påstand er, at den faldende tillid til det amerikanske politiske system bunder i, at folk er blevet klarover,atsystemetikkerigtigrepræsentererdem, og at folk derfor i stigende grad føler sig adskilt fra amerikansk politik som en politisk begivenhed og mere forbundet med det som en slags teatralsk begivenhed”

Ifølge Pew Research Center har den amerikanske offentligheds tillid været faldende siden årtusindskiftet og herefter stabiliseret sig i den lave ende. Sidste år var tilliden historisk lav, da blot 16% af amerikanerne mente, at de næsten altid eller for det meste kunne stole på regeringen. Statistikker og tal om USA kan føles som fjerne abstraktioner for en dansk statskundskabsstuderende, men for Aaron Goldman James er tallene forankret i konkrete oplevelser og personlige følelser.

“Efter årene med Obama var der en stor gruppe mennesker, inklusiv mig selv, som var skuffede over hans centristiske præsidentperiode. Og inden det havde vi Irak-krigen, hvor regeringen løj over for os om,atIrakhavdemasseødelæggelsesvåben.Duved, alt kom ud som noget lort. Og det åbner altså op for enmistillid,somkankommetiludtrykienpolitiskfigursomTrump”, siger han.

Sagt på en anden måde, så var en stor portion af det amerikanske publikum trætte af at se den sædvanlige boksekamp, som Clinton i høj grad personificerede. I stedet ville de, med deres mistillidsfulde øjne, se noget nyt: de ville se wrestling, de ville have Trump.

Wrestling som styrke og svaghed

Måske så du debatten mellem Kamala Harris og Donald Trump. Eller i hvert fald har du set det virale klip, hvor Trump begyndte at fable om, hvordan hunde og katte bliver spist af haitianske immigranter i byen Springfield. Efterfølgende gik internettet amok.

Men lige inden Trumps virale rableri, havde Harris på provokerende vis sagt, at folk forlader Trumps rallies tidligt i kedsomhed. Det var ikke første gang, at Harris kom med personlige stikpiller til Trump i løbet af

debatten, og det var tydeligt, at det var kalkuleret fra Harris’ side. Debatten viser, at Harris har regnet ud, at Trump er en wrestler i politik, og at en wrestlers værste mareridt er, hvis man ikke er underholdende, hvis man er kedelig. Det er derfor, at Kevon von Erich (Zac Efron) i wrestling-filmen The Iron Claw bliver overhalet af sine yngre og mindre rutinerede brødre i kampen om at få en mesterskabskamp: han er ikke en entertainer.

Harris håbede, at Trumps forfængelighed vil fange ham. Og det gjorde den: han blev sur, gik off-track og begyndte at tale om hunde og katte i stedet for immigranter. Det snedige træk viser, at hun er klar til at træde ud af bokseringen, ind i wrestling-ringen og tage kampen op mod Trump. På samme tid har hun også udregnet, at Trumps wrestlingstil, hans skamløshed og konstante higen efter at være underholdende, har en bagside, som er de kvindelige vælgere. For siden 2015 har Trump igen og igen udtrykt sig misogynt om kvinder, og med sin tydelige medskyld i højesterets omstødelse af abort som en forfatningssikret ret, har han selv dannet fundamentet for Harris’ stærke, progressive kvindekampagne. Trumps wrestling tendenser er både hans største styrke, men også hans største svaghed.

Men er det nok?

Undersøgelser viser, at kønskampen går begge veje: kvinderne stemmer på Harris, mændene stemmer på Trump. Og godt nok er Trump blevet ældre og lidt slidt, men han er stadig rutineret og velkendt blandt den amerikanske befolkning. Folk ved, hvem Trump

er. Da de har prøvet at have ham som præsident, så er han måske - i det amerikanske folks øjne - mindre farlig, selvom han marcherer rundt med en foruroligende, autokratisk retorik.

I den biografaktuelle biopic “The Apprentice” fortæller Roy Cohn, Trumps advokat og læremester, til ham, at: “Thefirstruleisattack,attack,attack”. Og det er præcis det, Trump gør lige nu, han er i offensiven: han kalder Harris for “retarderet”, han besøg på McDonalds går viralt, og hans gode ven Elon Musk giver – på antidemokratisk vis - dagligt 1 million dollars til potentielle konservative vælgere i svingstaterne.

Derimod har Harris siddet ved magtens bord og skal forsvare Bidens og hendes politik, der ud fra tallene har været en økonomisk succes og økologisk progressiv, men opleves som fejlslagen blandt mange amerikanere.

Okay, jeg stopper nu, for analyserne er uendelige. Meningsmålingerne er så tætte, at det er umuligt at vide sig sikker på noget.

“Jeg ved det ikke..” fortæller Aaron Goldman James fortvivlet, da jeg spørger, hvem han tror, der vinder valget. Han begynder en lang analyse af de forskellige scenarier. Til sidst kommer han frem til:

“Jeg tror, at Trump lige akkurat vinder wrestling kampen". Hvis han ikke gør, hvis Harris vinder snævert, så tror jeg vi vil se en øget politisk vold fra den radikalehøjrefløj...andthenwhothefuckknows?”

Kilde : Bill Pugliano/Getty Images

Hvordan virker spåkuglen?

AF EMIL BORIES HÜTTEL | emilhuttel@gmail.com

Der er snart valg i USA, og det er svært at undgå mediernes konstante dækning af valgkampens raske march mod den 5. november. Mellem Trump der styrer McDuttens friture med et jerngreb, Harris’ ”coconut-pilled brat summer”, Elon Musks ”million dollar lottery”, Slow Joe der fumler demokraternes kampagne, to attentatforsøg og JD Vance der knalder sin sofa, har du formentlig opdaget én ting; løbet er tæt, og det har det været næsten hele valgkampagnen. Du har måske også opdaget, at den indsigt typisk stammer fra nogle af de store forecasters af det amerikanske valg, navnlig The Economist, 538 og Nate Silver. Alle disse forecasters har nået den konklusion, at valget er så tæt, at udfaldet tilnærmelsesvis kan sammenlignes med at slå plat eller krone. Hvis du har besøgt nogle af disse forecasters hjemmeside, har du formentlig bemærket, at de rapporterer en hel masse tal, der opsummerer valgets nuværende situation. Hvilke stater bliver afgørende? Hvor stor sandsynlighed har en kandidat for at vinde en stat? Hvor mange valgmænd får kandidaterne hver især, og i den forbindelse; hvor stor er sandsynligheden for at de vinder valget? Du har endda måske også haft tid til at tænke: ”hvor i alverden kommer de her tal egentlig fra?”. Hvis du har det, er du heldig, for det er netop det, jeg vil forsøge at forklare dig i resten af artiklen.

Meningsmålinger eller strukturelle faktorer?

Da jeg selv læste disse forecasts, før at have arbejdet med dem, tænkte jeg, at det var relativt selvindlysende, at de ”selvfølgelig” bare udledte trends af aggregerede meningsmålinger, som man eksempelvis har set Erik Gahner Larsen gøre det i Danmark. Det gør de også på sin vis også, men det er kun ét tandhjul i et markant større maskineri, hvilket primært skyldes, at meningsmålinger i USA er svære at udlede noget meningsfuldt af. Meningsmålinger måler kun selvrapporteret stemmeadfærd, noget man fint kan stole på i en dansk kontekst, men som ikke er særligt informativt i den amerikanske kontekst, hvor valgdeltagelsen svæver omkring 50 til 60 pct.

Derudover lider meningsmålinger i USA af yderligere problemer, såsom at demokrater systematisk er mere tilbøjelige til at svare på dem, at nogle analyseinstitutter systematisk overvurderer bestemte partier, sommetider af ideologiske hensyn, men oftest

som tilfældigt biprodukt af deres indsamlingsmetode, at der i mange stater slet ikke bliver foretaget meningsmålinger, og at det i sidste ende kun er en meget lille del af vælgerskaren – de såkaldte svingvælgere – som faktisk afgør valget.

Flere prominente teoretikere i statskundskaben argumenterer endda for, at valgresultatet er et produkt af strukturer, navnlig økonomien, som vælgerne bliver gjort opmærksomme på gennem kandidaternes kampagner. Af denne årsag argumenterer disse teoretikere også for, at meningsmålinger i realiteten indeholder meget lidt information tidligt i valgkampen, hvor vælgerne ikke er blevet gjort opmærksomme på strukturerne endnu – noget som også er underbygget empirisk.

Tidligere har det derfor været traditionen, at man forsøgte at forudsige den nationale stemmefordeling ved hjælp af strukturerne. Et illustrativt eksempel

på dette er Alan Abramowitz’ paradig matiske

bruger følgende forudsigende variable: BNP-vækst i valgårets andet kvartal, vælgernes tilfredshed med præsi denten i juni, og en dummy der an giver hvorvidt regeringspartiet har haft det præsidentielle embede i mere end to perioder i streg.

Denne model er egentlig relativt præcis – på trods af, at den er trænet på 19 observationer – og rammer typisk valgresultatet indenfor en fejlmargin på 1,8 pct1. Denne tilgang har dog også væsentlige udfordringer; for det første er 1,8 pct. en relativt stor fejlmargin, når valget kan afgøres af samme margin, og for det andet består valget i USA i princippet af en masse mindre valg på statsniveau, som dikterer den endelige sammensætning af valgmænd. At vinde et nationalt flertal er som sådan ikke nogen garanti for at vinde valget, hvilket vi så i 2016, og derfor er national stemmefordeling egentlig betydeligt mindre interessant end sammensætningen af valgmænd.

der, men med den tilføjelse, at man begrænser en given modelsden, man har på forhånd – det -

Eksempelvis ved vi allerede på forhånd, at det er meget usandsynligt, at en af kandidaterne vinder over 60 pct. af stemmerne på nationalt niveau, hvilket er information, vi kan kombinere med information, vi får fra meningsmålingerne. I praksis betyder dette, at vi begrænser, hvor meget indflydelse ekstreme målinger har, på de forudsigelser, modellen producerer. Det er dog vigtigt at notere sig, at resultaterne ikke er givet på forhånd. Hvis signalet fra data er stærkt nok – eksempelvis hvis alle meningsmålinger viser 60 pct. til en af kandidaterne - vil det dominere vores prior, og modellens forudsigelser vil være mindre begrænsede af den viden, vi har på forhånd, og i højere grad styret af, det data vi observerer.

The Economist, som jeg nævnte indledningsvist, benytter netop denne tilgang2. De starter med at træne en strukturel model ligesom Abramowitz’, dog

1 Egen beregning af modellens ”Mean asbsolute error” på baggrund af ”Leave-one-out-cross-validation”

2 Det er mit indtryk at 538 benytter en meget lignende metode. Nate Silvers model er jeg mere usikker på.

Den Bayesianske tilgang I et forsøg på at imødekomme disse problemer, har man - primært anført af Drew Linzer i 2013 - udviklet modeller der kombinerer både meningsmålinger og de strukturelle forudsigelser i et ”bayesiansk framework”. Du er formentlig ikke synderligt bekendt med bayesiansk statistik, da det (desværre) fylder meget lidt på IFSK. I meget korte vendinger minder -

med nogle modificeringer3, hvoraf de udleder en forudsagt national stemmefordeling. Det er denne stemmefordeling, som fungerer som vores prior, og priorerne for stemmefordelingerne på statsniveau - som vi i realiteten er interesserede i - udledes ved først at udregne en given stats afvigelse fra det nationale resultat sidste valg, og derefter lægge denne afvigelse til eller trække den fra den strukturelle models forudsigelse.

Eksempelvis fik Trump 46,9 pct. af stemmerne på nationalt niveau i 2020, men 53,3 pct. af stemmerne i Ohio; altså en forskel på +6,4 pct. til Trump. Prioren for Ohio i 2024 er altså den nationale stemmeandel som den strukturelle model forudsiger plus 6,4 pct. Når disse priors er sat, fungerer de som et ”anker”, der kontrollerer, hvordan modellen forudsiger valgresultatet på baggrund af meningsmålingerne. På den måde kombineres meningsmålinger og strukturer i modellen, hvor meningsmålingerne bruges til at forudsige valgresultatet, men denne forudsigelse begrænses af prioren, i den forstand at den begrænser hvor ”ekstreme” meningsmålingernes forudsigelser kan være.

Som tidligere nævnt er strukturerne bedre til at forudsige valget langt væk fra valgdagen, så priorens indflydelse – eller ”ankerets” modstandskraft – bliver mindre, i takt med at vi nærmer os valgdagen, hvor mængden af data (meningsmålinger) stiger, og signalet i dette data bliver mindre støjfyldt. Som allerede nævnt, varierer det meget, hvor mange meningsmålinger, der bliver lavet i de enkelte stater. Derfor rummer modellen også en korrelationsmatrice, der på baggrund af sociodemografi, flytter information mellem stater. I mere håndgribelige vendinger: Hvis Harris går frem i meningsmålingerne i Washington, går hun også frem i meningsmålingerne i Oregon, såfremt der ikke er meningsmålinger for Oregon samme dag.

Alt det ovenstående er modellens primære komponenter, men den indeholder mange flere komplekse og bevægelige dele. Blandt andet en række led - som du måske kender som ”random effects” - der har til formål at kontrollere for måleinstitutternes systematiske bias, hvordan meningsmålingen er indsamlet, støj i meningsmålingerne, systematisk forskel i svarrate mellem de to partiers vælgere etc. Den nysgerrige læser kan finde mere om dette i udviklernes egen beskrivelse af modellen, som findes i forskningsartiklen: An Updated Dynamic Bayesian ForecastingModelfortheU.S.PresidentialElection

Modellens forudsigelser

Desuagtet de øvrige teknikaliteter i modellen, giver den os i sidste ende en række forudsigelser på både nationalt og statsligt niveau, men mest interessant er nok stemmefordelingen på statsniveau og den heraf følgende fordeling af valgmænd. Forudsigelserne er et produkt af en række ”Markov Chain Monte Carlo”-simulationer (mere bayesiansk magi), som i mindre tekniske termer er en række simuleringer af mulige udfald ifølge modellen, hvor hver simulation giver én mulig sammensætning af stemmefordelinger på tværs af stater.

Dette er illustreret i figur 1, som er lavet på baggrund af undertegnedes egen modificerede version af The Economists 2020 model i forbindelse med et kandidatseminar dette efterår. Figuren viser fordelingen over 1000 simulerede stemmefordelinger i hver enkelt stat samt fordelingens gennemsnit. Det fremgår også relativt tydeligt af denne figur, at det i realiteten kun er ca. 7 stater, som ikke er mere eller mindre givet på forhånd. På baggrund af disse stemmefordelinger, kan man så udregne, hvilke sammensætninger af valgmænd der er mest sandsynlige.

Dette fremgår af figur 2, hvor hver enkelt prik svarer til en simulation. Her vinder Harris 478 simulerede valg ud af 1000, hvilket tyder på en marginalt større sandsynlighed for at Trump vinder valget den 5. november (på baggrund af min models forudsigelser den 27. oktober).

”Always wrong, never in doubt”

Sådan har jeg før hørt folk omtale økonomer og deres, til tider, lidt skråsikre omtale af deres egne forudsigelser om økonomiens udvikling. Som med alle andre statistiske forudsigelser i den sociale verden, er det nok en god idé at pointere, at man ikke skal udtale sig for kategorisk på baggrund af forecasting-modeller, som den vi netop har gennemgået. Det har da også været heftigt debatteret, om disse modeller bare er luftkasteller, efter ”fadæser” som 2016, hvor flere modeller var sikre på, at Hillary Clinton ville vinde.

Hjernerne bag modellerne er dog ikke bange for at gøre opmærksom på, at estimaterne er usikre, og at man skal huske at forholde sig til den usikkerhed –de gør faktisk en stor dyd ud af det. Denne usikkerhed fremgår også af figur 2, hvor sandsynligheden for en sejr er nogenlunde lige fordelt mellem de to kandidater, men det ses også, at de mest sandsynlige sammensætninger af valgmænd er henholdsvis 312

til Trump eller 319 til Harris – altså ret overbevisende sejre.

At valget ikke er ”tæt” på valgaftenen, er altså ikke ensbetydende med, at modellen tog fejl. Hvad enten man er metodeoptimist eller ej, er en sund grad af skepsis overfor disse modeller formentlig på sin plads. De er meget komplekse, og det er svært at sige, hvor godt det egentlig lykkedes dem at modellere sig ud af alle de problemer, artiklen her har gennemgået; mest fordi de er relativt nye, og muligheden for at teste deres performance derfor også er begrænset.

Ikke desto mindre er det også værd at have in mente, at de i realiteten er mere ærlige omkring de antagelser, de gør sig - de står jo på formel - end en eller anden politisk kommentator, der sidder og bralrer om sin mavefornemmelser, hvilket typisk også fylder meget i mediedækningen. Om ikke andet håber jeg, at du nu er godt klædt på til at vurdere, om du vil stole på spåkuglen eller ej!

3 Eksempelvis benytter de ”elastic-net-regression” fremfor OLS, som er en type ”penalized” regression, hvor man med vilje inducerer bias i sine koefficienter med henblik på at gøre modellen bedre til at forudsige uobserveret data.

GUIDE: Ikke kun "The Oval Office" - De valg, der også afgør USA’s magtbalance

Den følgende guides mål er at lave et uoverskueligt valg endnu mere uoverskueligt. Syv svingstater er mange at følge med i kl 1:30 om natten, men det er skam ikke nok! Derfor har jeg en guide med flere distrikter i huset, og et par senat-races, der ikke bør springes over. Nogle af disse valg vil være yderst relevante - andre vil bare være spændende, og hverm har ikke brug for mere spænding i 2024?

AF LEO ROHRMOSER | leonardrohrmoser@gmail.com

Huset

Huset står i en mærkelig situation. Republikanerne (R) har kunnet overtage kontrollen af Huset i 2022 med et smalt flertal på grund af en stærk præstation i valgkredse, der primært ligger i NY og CA. På den demokratiske (D) side har der været to meget overraskende valgsejre i både Washington State og Alaska.

Republikanske valgkredse

I New York bør man især se på NY-4, hvor Anthony D’Esposito (R) skal konkurrere med Laura Gillens (D). NY-4 er en relativt venstreorienteret valgkreds på Long Island, der i et meget tæt valg valgte Anthony D’Esposito, som nu beskyldes for ulovligt at have ansat sin nuværende partner. En anden valgkreds i New York er NY-19 med en af de mest neutrale og tværpolitiske repræsentanter, Marc Molinaro (R), som venter et tæt rematch med Josh Riley (D).

I Californien er der mange valgkredse, der bliver tætte den 5. november. De mest spændende er bl.a. CA-13, hvor den moderate John Duarte (R), der blot

vandt med et par hundrede stemmer, skal have et rematch med Adam Gray (D). Californien byder også på en tæt konkurrence i CA-22, hvor mælkebonden David Valadao (R) skal op mod Rudy Salas (D). Valadao er en af de ti eneste republikanere, der valgte at impeache Donald Trump (R). Begge disse valgkredse støttede Joe Biden (D) i 2020.

I Nebraskas anden distrikt omkring Omaha skal Don Bacon (R) igen op mod Tony Vargas (D). Bacon har forsøgt at fremstå som en moderat, der kan samarbejde med alle, for at tilfredsstille sit distrikts meget liberale befolkning, der valgte Biden (D) med ca. 6 %. Det har virket fire gange, men nu trues, den pensionerede Air Force-general, på grund af hans usædvanligt konservative holdning til abort og faldende popularitet omkring ticket splitting. Den sidste valgkreds, der kan sørge for spænding, er David Schweikerts (R) sæde i Arizonas første distrikt. Selve distriktet indeholder dele af Nord-Phoenix og Scottsdale. Begge dele er blevet mere liberale i løbet af Arizonas fortsatte venstredrejning, hvilket kunne observeres i 2022, hvor Schweikert vandt med noget,

der svarer til 0,7 %. Det har muligvis ført til, at David Schweikert, som var en af grundlæggerne af den ultrakonservative “Freedom Caucus,” forlader den i 2023. Han stiller op mod Amish Shah (D), der vandt en meget tæt demokratisk primary.

Mit nørdede bud på et valgdistrikt, der godt kunne overraske uden at have nogen som helst indflydelse på selve Husets komposition, er valget i Colorados fjerde distrikt. Grunden til, at en IFSK'er bør følge valget her, er, at Lauren Boebert (R) skiftede valgdistrikt for at sikre sig en mere gunstig chance for at blive valgt. Lauren Boebert formåede i 2022 at holde det ellers sikre tredje distrikt med et valg, der blev afgjort med blot 546 stemmer. Hun er en del af QAnon-højrefløjen, og har flere skandaler bag sig (læs hendes Wikipedia). Hvis distriktet er indenfor 5 %, er der tale om en total nedsmeltning, som er en direkte konsekvens af en kandidat med meget ringe kvalitet.

Demokratiske valgkredse

Der er to valgkredse, man ikke kan undgå at disku-

tere: Washington States tredje distrikt og Alaska At-Large. Demokraten Marie Gluesenkamp-Perez (D), en af Husets mest konservative demokrater, vandt i 2022 distriktet mod alle odds. Sejren var så usandsynlig, at FiveThirtyEight’s model gav hende blot 1 % chance for at vinde. Sejren skyldtes især modkandidat Joe Kents (R) ekstremt højreorienterede standpunkter og støtter.

I 2022 blev han interviewet af den mest overraskende deltager i Kanye Wests følge: Nick Fuentes, en yderst højreorienteret skikkelse, som også har en spændende Wikipedia-side. Kent hyrede også en kendt Proud Boy som sin kampagnekonsulent. Efter dette nederlag er han blevet genopstillet, og der venter os et spændende valg den 5. november.

Den sidste valgkreds i Huset, der skal diskuteres, er Alaskas At-Large (AL-AT). Mindre stater skal have en repræsentant i Huset, hvilket betyder, at hele Alaska udgør én stor valgkreds. Desuden anvender staten også ranked choice voting, som kort fortalt giver vælgerne mulighed for at angive en anden

Kilde: Deccan Chronicle

prioritet, hvis deres kandidat ikke klarer sig. Disse stemmer bliver derefter omfordelt mellem de to resterende kandidater. Demokraten Mary Peltola (D) vandt i 2022, og hun er dermed den første demokrat siden 1972, der repræsenterer Alaska i Huset. Hun står nu over for et rematch mod Nick Begich III (R), hvis bedstefar, Nick Begich, var den sidste demokrat, der repræsenterede Alaska. Mary Peltola er Native American og støtter udvidelsen af olieudvindingen i Alaska. Valget bliver spændende. Senatet

Senatsvalget vil sandsynligvis sætte rammerne for enten Harris' (D) eller Trumps (R) præsidentskab. Kortet favoriserer Republikanerne (R), men de relevante valgkampe er kun en del af historien, som også byder på nørdede, sjove og nicheprægede valgkampe.

De relevante:

Tim Sheehy (R) vs. Jon Tester (D) (Montana). Det ender nok grumt for vores yndlings tre-fingrede, 3-generations-farmer og demokrat Jon Tester. Meningsmålingerne viser et match, der favoriserer republikaneren Sheehy, selvom han har sagt nogle pænt racistiske ting om Native Americans.

Sherrod Brown (D) vs. Bernie Moreno (R). Sherrod er Bernie Sanders light, og han stiller op i Ohio, der ikke blot er blevet en meme, men også er rimelig republikansk. Meningsmålingerne viser et “toss-up.”

På valgaftenen vil jeg også se på Ted Cruz (R) vs. Collin Allred (D) i Texas. Cruz er manden, hvis far, efter Trump, skulle være the Zodiac killer. Den tidligere taler for Huset Jon Boehner (R) kalder ham “the Lu-

cifer in the flesh,” og han kunne blive mødt med et tæt match-up mod den tidligere football spiller Collin Allred. Senatsvalgene i alle andre svingstater bliver også nervepirrende at se på.

Den lidt nørdede:

Deb Fischer (R) mod Dan Osborn (I) (Nebraska): USA elsker en god underdog, og Nebraska kunne muligvis tilføje endnu et afsnit i Amerikas lange historie af elektorale upsets. Selvom Nebraskas tredje distrikt omkring Omaha er rimelig liberalt, kompenserer resten af den meget rurale stat for Omahas liberale tendenser. Staten valgte for eksempel Donald Trump (R) i 2020 med en margin på omkring 19 %. Dan Osborn (I) er en uafhængig kandidat, der spiller meget på den amerikanske “little guy.” Han er en tidligere fagforeningsmand og kombinerer en pro-abort position med et ønske om mere “border security,” en fastholdelse af skydevåben og en udpræget skepsis mod begge partier.

Hans modkandidat er Deb Fischer (R), en ret anonym republikansk senator, der har virket lidt folkefjern, da hun ikke har talt offentligt med sine “constituents” siden 2017. Hun har også fået mange penge fra store virksomheder som Google. De to faktorer bliver nævnt som grunden til at stemme på Dan, der lover at være mere folkenær. Meningsmålingerne viser et tæt match, der kunne have implikationer for, hvordan demokrater (D) fremover udfordrer sikre republikanske senatorer (R). Selvom Osborn ikke vil blive en del af deres gruppe, kan de regne med ham på mindsteløns- og abortsager.

PB SPONSORERER AFTENKAFFE PB SPONSORERER

til PF’s valgarrangement

PB kommer med sen kaffe til valgarrangementet den 5. november, så det er muligt at holde sig vågen hele natten!

ÅRETS SIDSTE LØ(PB)EKLUB

Søndag den 1. december afholder PB årets sidste arrangement i lø(pb)klubben!

Vi løber fem kilometer i et tempo alle kan være med i. Her vil der være kaffe, sodavand, brød og hygge! Vi vender naturligvis stærkt tilbage i 2025!

Hvis du får for lidt fra 12 til

Det første influencervalg...

AF MADS GRANDAHL | mbgs1234@gmail.com

Brat mig her, der og alle vegne. Én Roskilde koncert og ét tweet på X skulle der til, før vi alle talte om at have en ”brat” sommer, gøre ”brat” ting, og se ”brat” ud. Ej, ik det der nu gamle; tidsånden er jo foranderlig, og før du lægger mærke til det, dikterer en LOL-gamende CBS-studerende vores sprogbrug. Som Isabel skrev i sidste blad, er det umuligt at komme på forkant med tidsånden.

Men modsat Isabel, og alle os andre nobodys her på instituttet, er der en ny fremstormende type af mennesker, som netop har den mulighed. Hvis I ikke allerede har gættet det, taler jeg om influencere. Det 21. århundredes mytiske skabning eller de sociale mediers bastard. Kært barn har mange navne og med morgendagen også en enorm magt. Med enorme følgerskarer og veletablerede digitale platforme har deres kommunikation et enormt mobiliseringspotentiale. Se bare på ovenstående eksempler. Men spørgsmålet er: Hvis de kan diktere en hel generations sprogbrug, kan de så også påvirke en generations politiske holdninger?

Vi har set, hvordan politikere bruger sociale medier til politisk kommunikation og udnytter algoritmernes kunst. En ny tendens har imidlertid bredt sig i USA, hvor begge præsidentkandidater bruger influencere som politiske megafoner til at sprede deres budskaber.

Se bare, hvor hyppigt Trump har optrådt i Nelk Boys’ FULL SEND podcast, livestreamet med Adin Ross og været med i Theo Vons podcast (Bernie Sanders er også en tidligere gæst). Demokraterne pudser således også kampagnemaskinen, hvor de ved konventet

i august for første gang åbnede for akkreditering af såkaldte ”content creators”.

Ligeledes var der hvisken i krogene om, at Harris-kampagnen prøvede at komme i kontakt med Kai Cenat, som er den største populærkulturelle streamer i USA lige nu. Den store fællesnævner blandt de lidt kejtede navne er, at de har millioner af følgere og er en massiv kilde til underholdning blandt de fleste unge over there.

Hyperpolitik

Formaterne er forskellige, og den politiske substans

varierer alt efter, hvilken influencer kandidaterne er i selskab med. Dog får de i høj grad lov til at udpensle politiske holdninger uden den mindste kritiske røst fra værterne. Enten fordi de offentligt støtter budskabet, som i eksempelvis NELKs podcast, eller fordi de er velvidende om, at der ikke er visninger i politisk substans. I podcasten med værten Theo Von er det kun til sidst, at Trump formår at blive politisk –ellers står den på UFC, personlige historier om alkoholforbrug og lidt selvhjælpstips fra herrerne selv.

Men selv det ikke-politiske kan blive politisk, omend det kan lyde paradoksalt. Man får et andet syn på en politiker, når de optræder i andre omgivelser end et strengt opsat interview eller i en præsidentdebat. Man kan sige, at politikere i højere grad bliver ”personliggjort”. De bliver set i øjenhøjde, og det skaber en speciel identifikation mellem politiker og vælger. Netop identifikationsmarkører har en stor effekt i politisk holdningsdannelse - se bare i en dansk kontekst, hvordan Inger Støjberg prøver at inkarnere ”folk som de er flest” eller hvordan Mette Frederiksen har iscenesat sig selv med makrelmadder og vinduespudsning.

Der er en evig kamp om identifikation, og influencere kan med deres platform blive en arena for denne personliggørelse. Og lige netop platformen er alfa og omega i et medieklima, hvor traditionelle medier kæmper med forbrugerne og bibeholdelsen af deres demokratiske oplysningsmonopol.

Meningsmålinger og mavefornemmelser Forskning fra PEW Research Center viser, at unge i højere grad stoler på den information, de får fra sociale medier. Det har medført, at lige knap 50% af unge amerikanere i alderen 18-29 år får deres politiske nyheder fra sociale medier. Forestil dig, at du er politiker, og din kampagne er opmærksom på de nævnte fakta, så du selv kan styre samtalen og vinklingen af emnerne. Der skal ikke den store odds’er til at se, hvilken hest der spilles på. Smid det faktum oveni, at du formår at iscenesætte dig med én, der i mange unges øjne er cool, toneangivende og ovenikøbet troværdig.

Hvem havde troet, at influencere skulle pensionere spindoktoren? Farvel til Kasper Juul og goddag til Rasmus Søndergaard. Men kan det være rigtigt? En tur på streamen, og i næste seance sidder du i Det Hvide Hus med butler og bowlingbane.

Ifølge forskning indenfor vælgeradfærdsverdenen er det virkelig svært at finde effekter på denne type af politisk kommunikation. Hvordan isolerer du effekten, når vælgere bliver bombet af informationer og kampagner fra partiernes velsmurte spinmaskiner? Vil dem, der ser NELK ikke alligevel stemme på Trump uagtet NELK’s opfordring?

På trods af metodiske knaster må man imidlertid ikke undervurdere den potentielle betydning, det kan have for vælgernes kryds. Få tusinde stemmer kan nemlig afgøre valget. Meningsmålingerne i svingstaterne er så tætte, at begge kandidaters stemmeandel er indenfor den statistiske usikkerhed. Vi har altså at gøre med et vaskeægte ”coin toss”. Nate Silvers seneste artikel i New York Times har overskriften ”Here’s What My Gut Says About The Election, But Don’t Trust Anyones Gut, Even Mine”, hvilket er meget sigende.

Gen Z som tungen på vægtskålen?

Valgkampen handler om at mobilisere og faktisk få flest mulige vælgere ned at stemme. Især de unge vælgere i alderen 18-29 år er i rampelyset her, da de generelt har en lav valgdeltagelse (53% i 2020). Lidt frækt sat op er det altså ikke modkandidaten, der er den største konkurrent, men derimod sofaen. Demokraterne har en tommelfingerregel, der lyder på, at man skal have 60% af de unge vælgeres stemmer. De seneste vindere i Obama og Biden fik henholdsvis ca. 68% og 61% i deres respektive valgsejre, hvorimod Hillary kun hev 55% hjem, og historien ved, hvordan det valg endte.

Indtil videre har Harris bedst fast i den unge vælger, men meningsmålingerne varierer alt mellem Hillary og Biden-territoriet. Dog haler Trump ind, og det er især de unge mænd, som han har greb om. ”Real men vote for Trump”, må man forstå.

Det er den kontekst, som hele influencer-strategien skal ses i. For hvis de ”bare” kan få hevet stemmeprocenten op de mindste procentpoint til deres egen fordel, kan det være, at Generation Z bliver tungen på vægtskålen.

Min mavefornemmelse – som I ikke skal stole på - siger, at vi ser ind i en virkelighed, hvor influencere får større politisk opmærksomhed, og hvem ved, måske også indflydelse.

En elektoral vejrudsigt: Kan meningsmålingerne afsløre USA's næste præsident?

Valget nærmer sig, og mens vi alle venter spændt med vores egne – mere eller mindre kvalificerede – gæt, melder spørgsmålet sig: Hvad kan meningsmålinger og statistik egentlig fortælle os? Hvorfor nøjes med at gætte, hvis statistikken kan levere et mere kvalificeret bud? I denne artikel tager jeg et dybere kig på valgprognoser, også kendt som election forecasting, og undersøger, om de i år kan give os en reel indsigt i, hvem der bliver USA’s næste præsident.

AF ANDREAS REX OLSEN | andreasrexolsen@gmail.com

Election forecasting forsøger at forudsige valgresultater ved at anvende data som meningsmålinger, men også fundamentaler, såsom historiske tendenser, demografiske forhold og økonomiske faktorer. Prognoserne bygger på statistiske modeller der samler alle disse data for at estimere sandsynligheden for, at en given kandidat vinder. Meningsmålinger vægtes og justeres for bias, og forskellige økonomiske forhold inddrages i beregningerne.

Det er naturligvis en meget forsimplet gennemgang, og man skal holde sig en betydelig grad af usikkerhed for øje, som er forbundet med disse modeller, da ændringer i vælgernes præferencer i sidste øjeblik kan have afgørende betydning. Det er dog ikke kun i Guds eget land, at der bliver udviklet modeller til at forudsige valgresultatet. På Aarhus Universitet udbyder Derek Beach og Nicholas Haas i

dette efterårssemester et fag, hvor de studerende arbejder med netop: Election Forecasting modeller.

Som udsendt fra Kandestøberen fik jeg muligheden for at deltage i en time og tale med en gruppe af de studerende om deres egne modeller, som forsøger at forudsige valgresultatet. Selvom jeg som studerende på tredje semester følte mig en smule udfordret på R-lingo fronten, så forlod jeg dog lokalet imponeret over de studerendes arbejde med at udvikle modeller, der både inddrog fænomener som polarisering og consumer sentiment. En af grupperne havde endda valgt at inkludere et økonomisk indeks i deres model – i dette tilfælde viste modellen et dødt løb mellem Kamala Harris og Donald Trump. Modeller såsom Fivethirtyeights har mødt kritik i den politiske litteratur – dels fordi deres præcision kan være vanskelig at vurdere og først kan evalueres ef-

Oversigt over modellernes prognose pr. 21 oktober 2024:

Fivethirtyeight

The Economist

Silver Bulletin

Enafgruppernesmodel

52% Donald Trump vs. 48% Kamala Harris

54% Donald Trump vs. 45% Kamala Harris

53% Donald Trump vs. 47% Kamala Harris

50% Donald Trump vs. 50% Kamala Harris

Bemærk,atdetmestretvisendebilledeførstvilvisesigtætterepåden5. november,ogresultaternederforændrersigløbende.

ter lang tid, samt dels fordi de i høj grad afhænger af ophavsmandens vægtning af fundamentale faktorer og meningsmålinger (Grimmer, Justin, et al. 2024). Det er også vigtigt at huske, at disse modeller opererer med sandsynligheder og ikke garanterede udfald. Et godt eksempel er præsidentvalget i 2016, hvor Hillary Clinton ifølge flere modeller havde en betydelig chance for sejr over Donald Trump. Fivethirtyeight gav hende 71,4% chance for at vinde, mens The New York Times vurderede sandsynligheden til hele 85%. Selvom flere faktorer i målingerne kan have bidraget til en overvurdering af Clintons chancer, er det vigtigt at huske, at en sandsynlighed på 30% for Trumps sejr stadig repræsenterede en reel og betydelig mulighed.

Som det fremgår, giver modellerne os måske ikke det endelige svar på, hvem der bliver USA’s næste præsident – i stedet tyder det på, at vi står overfor

et dødt løb, hvor begge kandidater kæmper side om side. Alt tyder derfor på, at vi som politiske nørder må sidde klæbet til skærmen og følge hver eneste opdatering, når stemmerne begynder at tikke ind efter valgstedernes lukning. Denne aften kan derfor gå hen og blive en sand politisk thriller, hvor intet er sikkert, før de sidste, altafgørende stemmer fra svingstaterne tæller ind i nattens mulm og mørke.

Joker: "Folie à Deux" - En fortælling om... Trumpismen?

Vores tid er fyldt med (super)heltefortællinger. Men med Joaquin Phoenix i hovedrollen, er “Joker: Folie à Deux” en diametral modsætning. En skurkefortælling, hvor det er svært at vide hvem man skal holde med, hvis nogen overhovedet. Hvad kan det fortælle os om Trump og hans politiske bevægelse?

AF RASMUS HAARKÆR ANKERSEN | rhaarkaer@gmail.com

Da Donald Trump i 2016 vandt det amerikanske præsidentvalg, så jeg, som de fleste andre danskere, Trump som en form for skurk. Måske endda en superskurk. Det var chokerende, at den mand som vi havde grinet af og gjort nar af så længe, nu besad verdens mest magtfulde embede. Vi anså både ham og hans støtter som rablende vanvittige.

På mange måder blev Trump beskrevet med karaktertræk, som lige så vel kunne passe på den klassiske version af den fiktive skurkekarakter, The Joker. En manipulerende, skamløs og anarkistisk karakter, som står i stærk opposition til gængs borgerlig moral og benytter sig af en strategi (eller mangel på samme) som bedst kan beskrives som kaos. Desuden er de begge besat af deres fjender. For Joker er den ultimative fjende selvfølgelig Batman. For Trump er det den politiske elite. Først personificeret ved Hillary Clinton, senere Joe Biden, og nu Kamala Harris.

Men over tid blev den politiske analyse af Donald Trump og Trumpismen mere nuanceret. Måske var Trumps vælgere ikke så irrationelle, som de var blevet gjort til? Globalismen var med til at smadre den amerikanske middelklasse. Immigration var blevet et tiltagende stort problem. Og måske vigtigst af alt, var den amerikanske politiske elite blevet frakoblet

og fremmedgjort for store dele af den amerikanske befolkning. Især de som var bosat uden for de store byer. Hillary Clinton gik som bekendt så langt, som til at kalde Trumps tilhængere for "sørgeligetyper”

Måske handlede det mest af alt om, at en stor gruppe vælgere var blevet svigtet, overhørt og hægtet af? Måske var det vores egen skyld. Vi så dem ikke, og vi tog ikke deres bekymringer seriøst. Måske var det faktisk den politiske elite, og den neoliberale globaliserings doktrin, som havde skabt den populisme, som vi nu blev konfronteret med. Populismen kunne så at sige forstås som et produkt af den uretfærdige samfundsmodel som vi havde skabt. Med den analyse var Trump-tilhængerne ikke længere nogen, vi grinte af, men nogen vi prøvede at forstå.

På samme måde blev Joker-karakteren anskuet fra et helt nyt perspektiv, i filmen Joker fra 2019 med Joaquin Phoenix i hovedrollen. Det er en socialrealistisk fortælling, stærkt inspireret af Martin Scorseses Taxi Driver. Vi følger her den ensomme og mentalt udfordrede mand, Arthur Fleck, som lever i fattigdom, og konstant bliver afvist og latterliggjort af det samfund som han lever i. Fleck fremstår som en sympatisk karakter, men grundet gentagne svigt og en stærk ligegyldighed overfor hans sårbare person, bliver han radikaliseret. I en tilstand af total af-

magt forvandles Arthur Fleck til en morderisk skurk, The Joker.

Arthur Fleck genfødes som The Joker, og bliver ligesom Trump frontfigur for et populistisk oprør mod den korrupte og fordækte elite. I denne fortælling er The Joker ikke længere bare en manipulerende og ondskabsfuld karakter. Han er et produkt af et sygt samfund. Det er en usympatisk og løgnagtig elite som har skabt The Joker og hans bevægelse, lige så vel som det er den vestlige elites ignorance, der har skabt trumpismen.

Dette analytiske perspektiv åbner for en forståelse af trumpismens årsager, og udviser i nogen grad sympati for Trumps tilhængere. Men når man reducerer sine politiske modstandere til et ærgerligt produkt af ens egen politiske doktrins blinde vinkler, stiller man ikke blot sig selv i centrum på en måde, som minder påfaldende meget om eurocentrisme.

Man objektificerer også sine politiske modstandere, som var de kulisseelementer i et teaterstykke. Når disse mennesker fratages deres agens, bliver de på sin vis også umenneskeliggjorte. Her opstår altså et

analytisk dilemma: Kan vi forstå trumpismen uden at reducere dens tilhængere til enten stupide idioter, eller objekter uden agens, som handler i afmagt?

Det er netop dette dilemma, som efterfølgeren, Joker: Folie à Deux, behandler. Arthur Fleck er blevet fængslet, og pacificeres i et fængselssystem, hvis disciplineringsregmine ligner det man kender fra film som Gøgereden eller Foucaults bog Overvågning og straf. Filmens handling cirkulerer om den retssag der skal behandle de fem mord som Fleck, eller Joker, begik i første film. Statsanklageren vil have Arthur Fleck dømt til døden, mens forsvarsadvokaten argumenterer for en mildere straf.

Hele filmens spørgsmål synes at være følgende: Kan Arthur Fleck stilles til ansvar for Jokers handlinger, eller er Fleck så tilpas sindsforstyrret, at man må betragte Joker adskilt fra Arthur Flecks egen person? Altså, er Arthur Fleck en skrupelløs og amoralsk morder, eller et passivt subjekt, som er determineret af sine ubarmhjertige omgivelser?

Når Flecks forsvarsadvokat forsøger at overbevise ham om, at han ikke er Jokeren, men at Jokeren er et produkt af hans skrøbelige sindstilstand, er det et udtryk for godhjertet omsorg. Men omsorgen er også paternalistisk og nedværdigende, da den fratager Arthur Fleck sin menneskelige autonomi. Kun ved at omfavne Joker, med alle de moralske kvaler der følger med, kan Fleck bryde fri af den umenneskeliggørelse som systemet vil pådutte ham.

Og det er nøjagtig, hvad Fleck vælger at gøre. Han

stiller sig i direkte opposition til det etablerede samfund, og forsøger derved at etablere sig som et selvstændigt handlende subjekt. Jokeren bliver Arthur Flecks vej til frihed, men herved afskrives også muligheden for forsoning mellem etablissementet og Fleck. Jokeren er ikke længere et symbol på de marginaliserede borgeres råb på hjælp. Han bliver en revolutionær figur.

Men frigørelsesprojektet mislykkes, for Arthur Flecks transformation gør ham ikke fri. I stedet bliver han en anarkistisk frontfigur for en gruppe revolutionære rebeller. Flecks menneskelighed marginaliseres igen, nu i et system som reducerer ham til et politisk symbol, uden de nuancer som nødvendigvis er definerende for et menneske. Filmens budskab synes at være, at Arthur Fleck hverken kan reduceres til kun at være Jokeren, eller adskilles fra ham fuldstændig. Jokeren er en del af Arthur Flecks sammensatte person, på en måde som gør det umuligt at sætte hverken lighedstegn, eller det modsatte, mellem de to. Og heri ligger en kompleksitet, som et samfund med hang til dogmatik og entydige narrativer, har svært ved at rumme.

Og så er vi tilbage ved trumpismen. For med et snarligt amerikansk præsidentvalg, og en mulig anden præsidentperiode med Donald Trump, er det måske vigtigere end nogensinde før, at vi diskuterer trumpismens karakter. Men faren er at forfalde til fjendefortællinger eller deterministiske kausalanalyser. Vi må insistere på at beskrive og analysere trumpismen som den faktisk er, i alle dens nuancer og inkohærens. Ellers risikerer vi at reproducere det

StatsRådet er din stemme på instituttet!

Vi holder møde hver tredje uge og du er mere end velkommen til at komme med til vores næste møde d. 21/11!

Fra mandag d. 11/11 til torsdag d. 14/11 er der universitetsvalg.

Der kommer derfor til at være sjove konkurrencer i kantinen hele ugen, hvor man også kan møde vores kandidater.

Vi stiller i Statsrådet op til Studienævnet, Akademisk Råd og bakker op om Studenterrådets kandidater til bestyrelsen for Aarhus Universitet.

KOMMENTAR: Kamala Harris, Donald Trump og unormale omstændigheder

AF NIELS AUGUST CHRISTIANSEN | 202204321@post.au.dk

Blandt danskere i al almindelighed og specielt blandt de mennesker, der udgør kommentariatet i den ’mainstream’ medieverden, hersker der en udbredt tvivl (og ikke mindst fortvivlelse) om, hvordan amerikanerne potentielt igen kan gøre Donald Trump til præsident. For hvordan kan man stemme på en dømt kriminel, som ikke anerkender demokratiets vilje, og som siger idiotiske ting som ”inSpringfieldtheyareeatingthedogs”?

Det er et spørgsmål, som amerikanske og danske analytikere allerede har behandlet indgående, hvorfor jeg ikke vil fokusere på det. I stedet synes det mere interessante spørgsmål at være, hvorfor Kamala Harris overhovedet har en god chance for at vinde valget?

The fundamentals

The fundamentals er et ord, der bliver brugt til at beskrive de vigtige faktorer, der er afgørende for, hvem der vinder valget. Det er forhold som principielt burde afgøre et præsidentvalg. The fundamentals kan for eksempel være, om landet er på vej i den rigtige retning, om økonomien er god, og/eller om vælgerne synes, at præsidenten gør et godt stykke arbejde. De fleste af disse peger på en Trump-sejr. 41,5% af vælgerne mener, at Biden gør det godt, 39% mener det samme om hans håndtering af økonomien, og kun 28% mener, at landet er på vej i den rigtige retning. Inflationen nåede også utrolige højder i de første par år af præsidentperioden - en lignende inflationsspiral kostede Jimmy Carter sit genvalg i 1980. Til denne liste kan man tilføje en upopulær udenrigspolitik og vælgernes utilfredshed med håndteringen af immigration.

Kamala Harris har været vicepræsident i snart fire år i Biden-administrationen, og hun har efter eget udsagn været en vicepræsident, der har haft stor indflydelse. Derfor er det også naturligt, at et flertal af vælgerne forbinder hende med, hvad de opfatter som, fire dårlige år for USA. Man kan også argumen-

tere for, at Harris heller ikke er noget stort politisk talent, hvilket hendes tidligere præsidentkampagne var et klart eksempel på. Hun er for eksempel ikke specielt god til interviews, som ofte bærer præg af udenomssnak og tomme floskler. Desuden burde hun formentligt have valgt Pennsylvanias guvernør, Josh Shapiro, frem for Tim Walz, som ikke giver nogen åbenlys vælgermæssig fordel i svingstaterne. På trods af det, er det alligevel et af de tætteste præsidentvalg i mands minde. For at finde et tilfredsstillende svar på det, må vi kigge lidt nærmere på den førnævnte orange mand.

Hvem vil du helst drikke en øl med?

Kamala Harris har en bedre approval rating end Donald Trump, hvilket de fleste nok vil være enige i. Specielt hvis spørgsmålet bliver operationaliseret som ”Hvem vil du helst drikke en øl med?”. Personligt har jeg i hvert fald ikke lyst til at sidde og være halvpløret med en narcissist, som formentligt ville bruge 2 timer på at snakke om, hvor fantastisk han er. Trumps personlighed og dertilhørende opførsel er hans allerstørste svaghed og grunden til, at Harris har en god chance for at vinde på trods af the fundamentals. Vælgernes opfattelse af Trump som person

og det kaos, der følger med ham, er et bedre vælgermæssigt argument for demokraterne end abort, d. 6. januar og våbenhvile i Gaza.

Et oplagt eksempel på, hvordan Trump insisterer på at spænde ben for sig selv, var til præsidentdebatten d. 10. september - hvor vicepræsident Harris i øvrigt gjorde det fortrinligt. På et tidspunkt i debatten bliver Harris spurgt, om hun fortryder noget ved tilbagetrækningen fra Afghanistan. Til det svarer hun nej, hvorefter hun kritiserer Trumps tidligere tilbagetrækningsaftale med Taliban. Herefter bliver Trump bedt om at forholde sig til Harris’ kritik. Her ville en dygtig politiker vende tilbage til Harris’ svar og måske sige; ”Fortryder du ikke, at 13 amerikanske soldaterdøde?”. I stedet (som han ofte gjorde i debatten) følte Trump, at han skulle snakke om den fantastiske aftale, han oprindeligt havde lavet med Taliban.

Det var en af de mange muligheder, han missede i debatten, som ellers var en oplagt chance for at appellere til midtervælgere og folk, som måske kunne overtales til at stemme republikansk. Trumps barnlighed kostede ham dermed valgkampagnens største mulighed for at overbevise ’the undecideds’

Et andet sigende eksempel er Trumps idiotiske kommentar kort tid efter, at Harris var blevet offentliggjort som demokraternes præsidentkandidat. Trump som tilsyneladende ikke kunne forstå, at Harris’ far er af jamaicansk afstamning, mens hendes mor er indisk, sagde følgende: ”She was always of indian heritageandshewasonlypromotingindianheritage. I didn’t know she was black until a number of years ago when she happened to turn black”. Udover at det selvfølgelig er en fuldstændig skamløs kommentar, så kan man undre sig over hvilke vælgere, der bliver overbevist af sådanne udtalelser. I dagene efter blev Trump (med rette) angrebet i medierne, hvor emnerne dermed ikke var inflation, immigration og udenrigspolitik, men i stedet omhandlede det endnu engang Trump som person.

På kort og lang sigt

Som en tommelfingerregel er det aldrig godt for en præsidentkandidat, hvis valget kommer til at centrere sig for personligt om kandidaten og vedkommendes kvaliteter – eller manglen på samme. Hillary Clinton tabte i 2016, fordi valget blev til en folkeafstemning om hende og det politiske system, som hun repræsenterede. Donald Trump tabte i 2020,

Illustration: Freja Frida Overgaard Brems

fordi valget blev en folkeafstemning om Trump, hans håndtering af Covid-19 og det generelle kaos, der repræsenterede hans sidste år på præsidentposten. Hvis dette års valg bliver en folkeafstemning om, hvorvidt Biden og Harris har gjort USA til et bedre sted, bliver svaret et rungende nej. Bliver valget derimod en folkeafstemning om Trumps personlighed og hans kvaliteter, så står demokraterne med rigtig gode kort på hånden. Trumps bedste strategi ville være en slags kopi af Bidens fra 2020 - vær forholdsvis anonym, lad være med at sige noget kontroversielt og lad alt fokuset være på din modstander.

Men en sådan strategi virker umulig for Trump at implementere, da hans selvoptagethed simpelthen ikke kan tolerere, at det ikke er ham, der konstant er i fokus. Det Republikanske Parti er derved blevet reduceret til én enkelt mands følelser og gisninger. En mand, hvis temperament er mere sammenligneligt med en selvoptaget teenager end, hvad man skulle forvente fra en 78-årig tidligere præsident.

Trump som republikansk præsidentkandidat er dog ikke kun positive nyheder for demokraterne. På kort sigt er Trump et rigtig godt argument for at stemme på demokraterne, men på længere sigt har partiet brug for at udvikle en reel politik. Demokraterne troede efter Obamas sejr i 2012, at de havde fundet en vælgermæssig koalition, som ikke kunne blive besejret. De troede, at minoritetsvælgere og højtuddannede hvide ville betyde, at de ville have et flertal for evigt. Dette års valg har i den grad sat en stopper for den illusion. Trump står til at få flere stemmer fra sorte amerikanere end nogen anden republikaner i 60 år. For latinamerikanere er det 20 år siden, at nogen anden republikaner har klaret sig lige så godt blandt denne vælgergruppe.

Amerikansk politik er i den grad også ramt af den

uddannelsesmæssige polarisering, som er blevet en afgørende politisk faktor i store dele af den vestlige verden. Demokraterne klarer sig godt blandt de højtuddannede i byerne, men ringe blandt arbejderklassen på landet. Det amerikanske politiske system favoriserer i øjeblikket den republikanske koalition, da demokraternes store flertal i stater som Californien og New York ikke giver dem en fordel i valgmandskollegiet. Derfor er det afgørende at appellere til vælgerne i svingstaterne, hvor der ofte er en væsentlig større del af vælgerbefolkningen, som ikke har en universitetsuddannelse.

En politisk singularitet

Demokraterne bør være taknemmelige for, at de stiller op imod en mand som Donald Trump. Selvom the fundamentals i høj grad er i hans favør, så har Harris alligevel en omkring 50% chance for at vinde valget. Selvom det naturligvis også skyldes den store politiske polarisering i USA, så kan det ikke forklare det hele. Derfor kan Harris med rette sende ’the Donald’ et takkekort, hvis hun vinder valget.

Trump er en politisk singularitet, som er så unik, at vi forhåbentligt aldrig ser hans lige igen. Det betyder også, at amerikansk politik i nogen grad vil blive mere ’normalt’ igen efter hans afgang fra scenen. Under normale omstændigheder skal partierne fremlægge en politik, som appellerer til mere end blot læserne af New York Times.

Under normale omstændigheder skal partierne vælge en kompetent kandidat, som kan snakke i mere end 10 minutter uden at falde tilbage til slogans og tomme floskler. Under normale omstændigheder skal man faktisk gøre et godt stykke arbejde, når man har præsidentposten. Men der er intet normalt ved dette valg eller ved Harris’ modkandidat. Og derfor har hun en god chance for at vinde valget.

KÆRE KANDIDATSTUDERENDE.

Uanset, om du har fået krejlet dig til en masse merch på Vita

Politica, har fået taget gode portrætbilleder til LinkedIN og CVarrangementet, har været med på Tour de Fredagsbar, eller nu har lært forårets kandidatfag at kende - Så skal der lyde en stor tak til dig for dit fantastiske engangement i efterårets arrangementer!

Kommende arrangementer :

Husk at holde øje på vores Facebook og Instagram, hvor vi løbende løfter sløret for en masse flere fede arrangementer dette semester!

Styr

på tankerne & boost din karriere

Biograftur (The Apprentice)

Linoleumstryk

med Snitteriet Studio

6. Nov 18. Nov 9. Dec

Dig og din ven til et KF-arrangement

Svingstaterne i orkanens øje

AF AMALIE LOFTHEIM | amalieloftheim@gmail.com

Svingstaterne spiller en afgørende rolle i udfaldet af præsidentvalget, hvor marginalerne kan afgøre, om det bliver Kamala Harris eller Donald Trump, der vinder.

Det er hverken de liberale demokrater eller de konservative republikanere, men derimod syv svingstater: Arizona, Georgia, Michigan, Nevada, North Carolina, Pennsylvania og Wisconsin, som kan have en stor betydning for valgets udfald. Om det ender med Kamala Harris eller Donald Trump, er det op til netop disse stater at afgøre. Dette sker grundet ”Winner takes it all”-systemet, som man har i de fleste stater, hvor den stat, der vinder, får alle valgmandsstemmerne. De fleste stater har typisk et rødt eller blåt flertal, og derfor er der enormt meget på spil i de syv afgørende svingstater.

Ved dette præsidentvalg er det især Arizona, Wisconsin, Michigan og Pennsylvania, som er interessante. Udover Arizona, består disse svingstaterne overvejende af en hvid arbejderklasse, hvor det ikke er klimapolitik eller identitetspolitik, som sætter dagsordenen. Derimod er det mere immigration og økonomi, der bliver afgørende i de syv stater.

Svingstaternes store betydning kan derfor give de to kandidater store incitamenter til at sætte deres valgløfter efter at ramme svingstaterne. Det kan være helt lavpraktisk ved at love at fikse svingstaternes infrastruktur eller komme med nødhjælp efter, at orkanen Helene ramte svingstaterne Georgia og North Carolina her i efteråret. I kampen om svingstaterne er det dermed mere marginalerne, som kan bestemme, hvem der bliver valgets vinder.

I en artikel fra dr.dk undersøger USA korrespondent Philip Khorkar, om Kamala langsomt er ved at tabe valget? Yderligere kommer Khorkar med en analyse af, at selvom Kamala Harris har fornyet det demokratiske parti og forenet det med sin coach af en vicepræsident, og selvom hun har samlet rekordmange penge sammen, er dette ikke nok i kapløbet om svingstaterne. Donald Trump, derimod, med sine fiktive historier om immigranter, der spiser kæledyr, og påstande om, at USA’s venstrefløj er farligere end Putin, Iran og Nordkorea, formår at føre kapløbet i de fleste svingstater. Det virker, og vælgerne belønner ham.

Lær de magtfulde svingstater at kende –hvor bliver valget afgjort?

AF MALTHE ELI WITTRUP KRØIS | malte.krois@gmail.com

Det amerikanske præsidentvalg står lige for døren, og som den kloge læser nok er bekendt med, har det amerikanske valg det med at blive afgjort af de såkaldte svingstater. Men hvilke stater er det nu lige, der er svingstater, og hvordan ser Harris og Trumps chancer ved det kommende valg ud i svingstaterne? Det vil jeg forsøge at spå om her, med forbehold for, at det amerikanske valg foreviget overrasker, og der selvfølgelig kan være andet, end hvad jeg kloger mig på her, der kan afgøre valget. Forventningen er dog, at der er 7 svingstater, der kommer til at afgøre valget. I de 7 stater er der 93 valgmænd på spil. Af de 93 valgmænd skal Harris bruge 44 for at løbe med sejren og Trump skal vinde 51 - men nok om valgmænd, her kommer staterne.

NORTH CAROLINA | 16 Valgmænd

Østkyststaten North Carolina er med sine 16 valgmænd blandt de 10 største stater, og den første af de 7 svingstater vi kaster blikket imod. Staten er det, man nok ville kalde en svingstat på papiret, da den siden 1968 kun er blevet vundet af demokraterne 2 gange, det gør den dog ikke mindre vigtig, for ved de seneste valg har den republikanske sejr i staten været mere og mere marginal. Trumps styrke i staten bliver klart den historiske republikanske støtte, men også efterspillet af orkanen Helene lader til at give Trump mere støtte. Mange i North Carolina føler sig forurettet over Biden-Harris regeringens indsats og støtte i områderne, der er ramt af orkanen. Harris derimod skal håbe på, at valget bliver lige så tæt i staten som ved valget i 2020, og at hendes popularitet ved de kvindelige og sorte vælgere kan give hende det sidste. North Carolinas kontroversielle viceguvernør Mark Robinson som har meget stærke og konservative holdninger på bl.a. abortområdet kunne gå hen og bliver en styrke for Harris. Han blev oprindeligt valgt med stor støtte fra Trump, men Trump har siden i sommer taget mere og mere afstand til viceguvernøren, da møgsagerne om Robinson ingen ende synes at have.

MICHIGAN | 15 Valgmænd

Er man ved at være godt træt af alt den snak om valgmænd og svingstater, og bliver regnestykket for stort og kompliceret, så kan man heldigvis bare kigge mod Michigan. Michigan, med sine 15 valgmænd, har det nemlig med altid at vælge den kandidat, der ender med at vinde det samlede valg. Faktisk er det sket ved 14 ud af de seneste 16 præsidentvalg, og det må derfor siges at være den ultimative svingstat. I 2016 vandt Trump staten snævert med 0.2 procentpoint, mens den gik lidt mere overbevisende til Biden i 2020 med knap 3 procentpoint. Michigan ligner Wisconsin i den forstand, at det virker fuldstændig uklart, hvem der står stærkest her, og det understreger måske meget godt, hvor nervepirrende tæt et valg det er amerikanerne ser ind i.

GEORGIA | 16 Valgmænd

Georgia, med sine 16 valgmænd, er den næste svingstat, man skal holde et skarpt øje d. 5. november. Demokraterne lykkedes meget overraskende at vinde staten i 2020, hovedsageligt fordi det lykkedes Biden at få de mange sorte amerikanere i staten til valgurnerne. Over 50% af statens befolkning tilhører en minoritetsgruppe, og det er derfor afgørende for at vinde staten, at man kan finde støtte i nogle af de grupper. Det må for Harris ses som en fordel, da det er vælgergrupper, hun har mere støtte blandt end Trump, og potentielt også mere støtte end Biden havde ved valget i 2020. Ved valget i 2020 bad Trump Georgias statssekretær Brad Raffensperger om at ”finde” knap 12.000 stemmer, og på grund af dette har Trump stadig en igangværende retssag i staten for ”election racketeering”, der næppe taler til hans fordel på valgdagen.

PENNSYLVANIA | 19 Valgmænd

Næste stat under luppen er Pennsylvania, som mange nok husker for at være den afgørende stat i 2020, da den gik til demokraterne. Med statens 19 valgmænd er det den største blandt svingstaterne og den 5. største, sammen med Illinois, blandt alle staterne. Med andre ord er sejren svær at tage uden at vinde i Pennsylvania. Siden 90’erne har staten været vundet af demokraterne med undtagelse af Trumps overraskende sejr i 2016. Demokraterne vandt dog staten igen i 2020, hvilket var særligt vigtigt, da det er Bidens hjemstat. Den hjemmebanefordel har Harris ikke i år. Tilbage i juni var det også her Trump var udsat for et mislykkedes attentatforsøg, og tror man pwå, at der er sympatistemmer at hente i dette, kan det måske være det, der henter de afgørende stemmer for Trump.

NEVADA | 6 Valgmænd

Nevada med sine 6 valgmænd er den mindste af de 7 svingstater, men det gør den bestemt ikke mindre vigtig, i et valg, der er så tæt, at hver eneste valgmand tæller. Staten har demokraterne vundet siden Obamas første periode i 2008, men republikanerne har stille og roligt gjort sejren mindre valg for valg. Knap 30% af Nevadas befolkning er en del af USA's store spansktalende minoritet, og det forventes derfor at netop denne vælgergruppe bliver afgørende at hente stemmer i, hvis man vil vinde staten. Det er en kompliceret vælgergruppe, der både har immigration som et vigtigt politisk emne, men også økonomien og arbejdsløshed lader til at fylde meget, særligt i Nevada. Det burde dog ses som en lille fordel til Harris, men intet er sikkert, før stemmerne er talt op.

ARIZONA | 11 Valgmænd

Lige syd for Nevada finder vi Arizona, der med sine 11 valgmænd var en af de afgørende for Bidens sejr i 2020. Det var et klassisk eksempel på, at det amerikanske valg kan være fuldstændig utilregneligt, for grænsestaten har kun været vundet af demokraterne 2 gange siden 1952. Derfor ser det også ud til at være svært for Harris at vinde her igen, særligt med det øgede fokus, der er på immigration og situationen ved den mexicanske grænse. Arizona er den stat med den andenlængste grænse til Mexico med 600 km, og det må siges at være en vindersag for Trump, blandt de mennesker der bor tættest på det voksende grænseproblem. Bidens sejr i 2020 var enormt snæver, hvor kun 0,3 procentpoint adskilte de to kandidater. En sejr til Trump i Arizona synes at være det mest sandsynlige, men måske demokraterne overrasker igen.

WISCONSIN | 10 Valgmænd

Wisconsin, med sine 10 valgmænd, er en stat, hvor demokraterne historisk har vundet mest. Trump chokerede dog i 2016 og vendte staten til republikansk på vanvittigt tynde marginer. Biden tog den dog tilbage i 2020, men igen var det nervepirrende tæt mellem de to kandidater. Alt tyder på, at staten igen i år bliver ekstremt tæt mellem Trump og Harris. Statens demografi består af en kæmpe hvid arbejderklasse, og økonomien er derfor en af de vigtigste emner for vælgerne i staten. Det bliver afgørende, hvordan beboerne i staten har oplevet inflationen og den amerikanske økonomi under Biden, og om Trump kan lokke dem, der tvivler på demokraternes økonomiske politik over på den anden side. Intet er sikkert i Wisconsin, og som det ser ud nu, er det helt uklart, hvem der står stærkest her.

På den note håber jeg, at du føler dig lidt mere beredt til aftenens strabadser og kan agere svingstatsekspert ved næste familiekomsammen.

REPORTAGE: Vores møde med robotterne fra DEN konservative højborg

ALBERTE HYLLEBERG JAKIBSEN | albertehylleberg@gmail.com

The Heritage Foundation (HF) er en amerikansk, konservativ tænketank som vi, på studieturen, var så heldige at få lov til at møde. HF er i folkemunde mest kendt for deres Project 2025, som er udarbejdet i fællesskab med en række andre organisationer og tænketanke i USA, men også med hjælp fra tidligere medarbejdere i Trumps administration.

Projektet, der udgøres af et 900 sider langt dokument, skal ses som en ønskeliste til en kommende republikansk administration. Eksempelvis vil de have flere af de uafhængige institutioner såsom Department of Justice, Department of Education eller FBI til at ligge direkte under præsidenten, og på den måde eliminere deres neutralitet, og kun ansætte personer, som er loyale over for præsidenten. Herudover nævnes abort omtrent 200 gange. Der bliver ikke advokeret direkte for et nationalt forbud, men der bliver talt for en lang række andre skærpende tiltag, som skal være med til at "maintain a biblically based, social science-reinforced definition of marriageandfamily"

Den sidste mærkesag jeg vil nævne, er deres kamp for at stoppe krigen mod olie og naturgas. De penge man i dag bruger på grøn omstilling, skal ifølge HF hellere bruges på at gøre livet lettere for dem som lever af at producere sort energi.

Med alt dette i baghovedet kan man måske forestille sig, at det ville blive et lidt spændende møde mellem 30 statskundskabsstuderende fra det ’kommunistiske’ Danmark og tre ypper-konservative hvide mænd fra kapitalismens hjemland, USA. Vi var top-

klar til at stikke til dem og alle deres absurde holdninger, men det skulle vise sig, at de i den grad også var klar til os!

Inden vi blev lukket ind, informerede studietursbosserne os om, at HF var meget klare i spyttet om, at det ikke er tilladt at citere dem for noget af det, der bliver sagt. Om det er fordi de ved, at Kandestøberen har sendt kritiske danske bude afsted, eller om der er andre årsager herfor, ved jeg ikke. Uanset er det vigtigt at understrege, at intet af det følgende er et forsøg på at citere eller holde nogen til ansvar for egne udtalelser.

Følgende skal i højere grad læses som en reportage fra den mest amerikansk-konservative højborg, man overhovedet kan forestille sig. Da vi var kommet gennem security-check, blev vi i hold sendt op med elevatoren til et stort og meget fornemt konferencelokale. Her var der fyldt op med snacks, sodavand og kaffe. Hvis man havde behovet, var der endda også mælk til kaffen - komælk naturligvis. Alle som har befundet sig i samfkant en dag, hvor der blev delt gratis kaffe ud, ved hvilken værdi lige netop dette har for en flok trætte studerende - 10 point til HF! I lokalet stod også tre unge, hvide, meget velfriserede mænd i deres stiveste puds klar til at tage imod os. Og klar, det var de!

Ved alle pladser var der sirligt fordelt tre stykker papir. En reklame for forskellige kurser, man kan tage hos dem. Eksempelvis kan man læse lidt om, hvordan man beskytter kernefamilien og det ufødte liv. Derudover lå der to dokumenter, som beskrev to af

For det første et lille skriv om, hvor stor en trussel Kina er for verden, og for det andet, hvordan vi som samfund skal håndtere de store techvirksomheder og AI. Lige netop de to sidste emner var det som vores velfriserede venner lagde ud med at tale om.

På nærmest robotagtig vis skiftedes de hver især til at forklare deres synspunkter på de to områder. Dette kan jeg af gode grunde ikke citere dem for, men hvis man er meget interesseret i deres holdninger, kan man jo besøge deres hjemmeside. Ellers tænker jeg også, at de fleste nok kan gætte sig til, hvor denne amerikansk-konservative tænketank gerne vil have os hen.

Herefter blev der åbnet for spørgsmål, og lagt op til, at disse spørgsmål skulle dreje sig om de udvalgte emner. To emner som man, fra et dansk perspektiv, ikke vil vurdere som det mest kontroversielle. Som

naturligvis stillet saglige spørgsmål til emnerne, og vores robot-venner livede skiftevis op, når der blev stillet spørgsmål til deres mærkesag. Så blev der svaret langt og kringlet på det givne spørgsmål, og til sidst gik de i dvale igen, for dermed at give ordet videre. Hen mod slutningen begyndte der at komme enkelte spørgsmål om bl.a. de kurser der tilbydes. Disse spørgsmål blev hurtigt besvaret af chefrobotten i midten, og så var tiden vist også gået. Farvel og tak. Intet ord om Project2025. Men måske deres stilhed omkring det faktisk også siger mere.

De vidste udmærket godt, at vi kom fra den ’kommunistiskehøjborg’ der er Danmark, og at de måske lige skulle klappe hesten lidt, hvis de vil vinde os over. Så kan man jo stille spørgsmålet: Gjorde de det? Vandt de os over? Det ved jeg ikke. Det er svært at tale for de andre, men det var i hvert fald lækkert med gratis kaffe.

Illustration: Freja Frida Overgaard Brems

Charleston i solskin –og skyggen fra fortiden

AF CORNELIUS GOSVIG | corngosvig@gmail.com

ESTHER MARIE ENIG | esthermarie@hotmail.dk & TOBIAS VINUM THORUP | tobyvt@icloud.com

Det er en lun efterårsdag i Charleston, South Carolina, og solen skinner gennem egetræernes blade, da vi kører op ad træalléen mod Boone Hall. Spansk mos svinger blidt i brisen fra de gamle træer og leder vejen mod et historisk palæ, komplet med hvide søjler og møbler i europæisk rokokostil. Vi klapper heste, beundrer den smukke have og spiser vores medbragte madpakker på græsplænen. På en traktordrevet vogntur, skærmet for solen af en stribet parasol, fortæller en begejstret guide om den lokale flora og fauna, og vi ser endda en enkelt alligator. Det er snart Halloween, og på den omkringliggende grund er der gjort klar til hay rides, corn mazes og haunted houses. Scenen er med andre ord som taget direkte ud af en amerikansk film.

Der er kun én ting, der forstyrrer idyllen for os.

Boone Hall er ikke blot et fungerende landbrug, yndet bryllupslokation og kulisse til filmklassikeren "The Notebook." Det er også en historisk slaveplantage, hvor mere end 300 slavegjorte afroamerikanere levede, arbejdede og døde i en af de mørkeste perioder af landets historie.

Dagen før vores tur til Boone Hall Plantation besøger vi Avery Research Center, et forskningscenter, der beskæftiger sig med afroamerikansk historie og kultur i området. Her får vi indblik i de frygtelige forhold, som de slavegjorte led under på plantagerne – eller som vores guide Daron på Avery sammenligner dem med - arbejdslejre. “Don’t let them fool you by calling

it a plantation. It was a forced labor camp,” advarer han. Det lykkedes dem ikke at narre os, selvom de ellers forsøgte, og der er da heller ingen tvivl om, at det er lykkedes dem at overbevise andre før os. Da vi fortæller Daron, at vi skal besøge Boone Hall Plantation, bryder han ud i latter. Han fortæller os, at han aldrig nogensinde ville besøge en plantage. Han får det fysisk dårligt bare ved tanken om, hvordan de fremstiller slaveriets forhold. Det er personligt for ham, og med god grund. Darons fulde navn er Daron Calhoun II. Efternavnet har han, ligesom mange andre afroamerikanere, fordi hans forfædre engang blev købt af en plantageejer ved navn John C. Calhoun, en tidligere vicepræsident, der stadig hyldes af byen og dens befolkning i stor stil – både med et gadenavn og indtil 2021 et stort monument i centrum.

På trods af Darons løftede pegefinger ender vi, som bekendt, på Boone Hall i solskin og ren idyl. Her møder vi vores guide John, der tager os med på en rundvisning i huset. Vi, som de statskundskabere vi er, havde forventet en gennemgang af de historiske forhold og udvikling, med et fokus på slaveriet. I stedet får vi en meget grundig gennemgang af husets tidligere ejere, deres erhverv, møblerne og omstændighederne omkring deres import. De slavegjortes forhold bliver ikke skjult eller ignoreret, men nævnes konsekvent som en forceret sidebemærkning. Et eksempel herpå er, da vi opholder os i husets udestue, hvor John fortæller om de mursten, der er blevet brugt. De er selvfølgelig lavet af slavegjorte, men det er en sidebemærkning, og så fortæller han ellers

lystigt videre om, hvordan beboerne i huset elskede at spille klaver. Flere steder på murstenene kan man spotte små fingeraftryk – aftryk, der er kommet, når børn blev sat til at vende mursten dagen lang i South Carolinas bagende varme.

Efter den guidede rundvisning af huset kommer vi ud på en traktortur rundt på den enorme plantage. Turen har også en guide med, der fortæller om plantagen, og igen er vi, som statskundskabere, indstillet på en gennemgående analyse af slaveriets forfærdelige kår. Men nej. Vidste I, at der er tre høstsæsoner i South Carolina? Der bliver så varmt, at jordbær skal omplantes hvert år. De har forresten aldrig plantet

ris på plantagen. Vi kører gennem en gammel bomuldsmark og hører, at priserne på bomuld faldt til næsten ingenting for 200 år siden, og det fik dem til at skifte den primære indtægtskilde ud. Ikke et ord bliver nævnt om forholdene eller hvem, der arbejdede og boede på marken.

Første gang denne guide nævner slaveriet er ved slutningen af turen, hvor vi igen kører op ad den egetræsoverdækkede allé. På den ene side står der en række af små murstenshuse. Han fortæller, at der boede familier af slavegjorte. Omkring 80, fortæller han. Hvor resten sov og boede, siger han ikke. Der blev da givet et minuts stilhed i deres ære, bevares,

men det synes som en nem måde at undgå at sætte ord på grusomhederne. Og så når vi til de gamle plantageejeres grav, og det er jo alligevel sjovere at snakke om, hvor pænt den vedligeholdes – og at der for resten ikke er andre lig på grunden – i hvert fald ikke hvide.

Det skal siges, at plantagen i de senere år har tilføjet en udstilling om slaveriets liv og arbejde i murstenshusene, hvor nogle af dem boede. Derudover så vi en meget interessant præsentation om ‘Gullah’-kultur og sprog, en undergruppe af afroamerikanere i området, der nedstammer fra slavegjorte. Det var fascinerende, og fortælleren, en fremragende kvinde ved navn Minerva King, var enormt indlevende. På trods af dette virkede denne del af turen på mange måder som en eftertanke.

Grundlæggende set illustrerer vores oplevelse på Boone Hall et generelt fænomen, vi observerede på PF’s studietur til USA, og som måske også kan eksemplificere den brede racebaserede skillelinje, der fylder så utroligt meget i Guds eget land. Man er villig til at anerkende sin historie, men kun i et vist omfang. Man fortæller gerne, at slavegjorte børn blev sat til at arbejde fra den dag, de kunne gå ti meter selv, men forklarer samtidig, at de jo både havde nyttehave og muslinger i floden at leve af. “It was practically impossibleforthemtostarve,” som vores guide

formulerede det – et perspektiv, vi ikke forestiller os er specielt realistisk.

Vi oplevede en historieløs tilgang til fortiden, hvor slaveriets historie behandles uden videre kritisk refleksion. Der er en grundlæggende diskrepans mellem det, der er foregået, og den måde, det formidles på, som virker enormt fremmed for os. Det er tydeligt, at der er kræfter, der forsøger at gøre op med byens måde at forholde sig til sin egen historie på. Daron fra Avery Research Center nævner, at byrådet har diskuteret at kompensere for slaveriets arv, for eksempel ved at investere flere penge i folkeskoler med mange afroamerikanske elever eller sikre billigere boliger for at udligne den ulighed, byen har arvet fra slaveriet. Men nogle ser initiativet som provokerende, som et angreb på byens hvide indbyggere og deres historie. Bølgerne går højt, arbejdet går langsomt, og spørgsmålet er, hvad der skal til for, at byen og dens borgere opnår reel forandring? Et større opgør med fortiden virker i vores optik bydende nødvendigt og samtidig svimlende usandsynligt.

POLITOLOGISK FORENING

Præsenterer

AMERIKANSK VALGAFTEN PÅ

IFSK

d. 5. november

Det amerikanske præsidentvalg 2024 står for døren, og på tirsdag går millioner af amerikanere til stemmeurnerne for at vælge den kandidat, de mener, bedst kan lede USA gennem de kommende år. Valget bliver af mange beskrevet som det vigtigste i nyere tid, og uanset hvem der vinder, vil resultatet have stor betydning, både i USA og globalt

Det er som studerende på IFSK næsten umuligt ikke at have en (i større eller mindre grad) interesse for valget. En interesse man derfor deler med de fleste på studiet. Vi fra Politologisk Forening inviterer til valgaften, hvor vi i fællesskab kan dyrke interessen, blive klogere på valget sammen gennem forskellige tanker og indsigter og reagerer på aftenens udfald – hvad enten det kalder på smil eller tårer.

Aftenens program: 18.30 – 02.00

Polarisering, Persondyrkelse og Hestevæddeløb – Mediernes Rolle i Moderne Politik: Peter Damgaard Kristensen, COO hos Constructive Institute, tager os med ind i mediernes vilde indflydelse på politik – hvordan de skaber polarisering og bygger personkult omkring kandidaterne.

Pause med paninier og forfriskninger: Vi byder på lækre paninier fra Il Mercantino og forfriskninger. Et perfekt tidspunkt til at tage en snak om første oplæg med de andre deltagere over en bid mad og sodavand

Issue Voting og Emnepatent – samt egen valgforudsigelse: Henrik Bech Seeberg, Professor i statskundskab her på

AU, giver os et indblik i vælgernes adfærd og partiernes kamp om at eje de store emner – og han slutter endda af med sit eget bud på, hvem der løber med sejren!

Fælles tur til Samf-Kantinen med storskærm og valgresultater: Her følger vi opdateringerne på de optalte stemmer og deler reaktionerne derpå. Der vil være sociale indslag og rig mulighed for at snakke med andre studerende.

Psst vores naboer fra Politologisk Bogformidling sover aldrig, så de sørger som altid for, at der er lidt kaffe!

Kære Kamala, her er en girlypop-guide til at vinde internettets stemmer

AF ISABEL BAK ROUVILLAIN | isabelbak@gmail.com

Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, bliver endorsed til højre og venstre, men blev ekstraordinært udnævnt af Charlie XCX som værende brat i sommer. Jeg vil derfor, som selvudnævnt brat-korrespondent, give demokraternes it-girl lidt tips og tricks til, hvordan hun bevarer magten og server cunt hos de kronisk online girlypops derude.

Sommeren er atter ovre, og det samme er bratgirl-summer. Men er brat-bølgen atter stilnet af? Charlie XCX skyder over flere omgange nye versioner af sit album, Brat, afsted – måske for at bevare al den hype, hun fik tilranet sig over sommeren. Det samme skal du, Mrs. Harris, også gøre. Når bratgirl-summer er gået på hæld, gør dit forspring på de unges del af internettet det samme.

FØRSTE STRATEGI

Kamala-girlie. Ungdommen og internettet kræver at komme med hele vejen backstage, sådan som vores andre internetidoler gør det. GRWM står for Get Ready With Me, og tager seeren helt med ind i privaten og viser, hvordan du gør dig klar om morgenen, eller inden et evt. rally – gerne imens du fortæller en meget banal historie fra dit hverdagsliv. Her kan du med fordel indirekte prakke lidt valgkamp på kommende vælgere. Det kræver ikke andet end en telefon, tripod og de nødvendige remedier, du bruger til at gøre dig klar. Du kan evt. kombinere dette med et såkaldt fit-check, hvor du lige gennemgår dine beklædningsgenstande, ”Today,I’mwearingcustomizedGucci,Versace,LouisVuitton…,” Sådan der, ish, forestiller jeg mig, at du kunne sige. Trust me, det her er, hvad ungdommen vil have. Måske kunne du starte evt. dagen med at falde ned fra et kokostræ? Bare en tanke.

ANDEN STRATEGI

I flæng med førnævnte GRWM, kan du ligeledes vise vælgerne de hudplejeprodukter, du til dagligt bruger – og helst ikke noget, der er helt crazy dyrt, men gerne nogle produkter, der ligger indenfor unges økonomi. For tiden har underconsumption-core trendet på TikTok og Instagram-reels. Hvis du har en 12-step-skincare-routine, gør du dig klogt i ikke at vise den. Overforbrug trender ikke lige pt., girlie. Hvis du fyrer en gua-sha-routine ind, hører du heller ikke noget ondt om det.

TREDJE STRATEGI

Vi fik ikke nok, da du viste din GRWM. Vi fik ikke nok, da vi så din skincare-routine. Vi får heller ikke nok, når vi ser, hvilke ligegyldige madvarer du indtager på en dag, men lad os give det et skud. Det er vist ret populært. Her kan du benytte dig af rage-bait, hvor du enten ”dokumenterer”, at du ”spiser” astronomiske mængder af mad, men stadig bevarer dit slanke udtryk. Dette vil pisse folk af, og derfor give dig flere views, som giver mere clout, som giver mere hype. Ka’ du følge mig, shawty? Rygtet skal gå på, at you ate.

Du kan gøre som hende den sønderjyske chick på TikTok og simpelthen bare leve af at drikke Redbulls og alt andet godt fra Cirkle K’s bake-off. Hvad siger du til det?

Du kan også gå i den helt anden retning og gøre din kost very demure, very mindful. Dette vil derfor kræve nogle overnight-oats til morgenmad, en skive surdejsbrød toppet med en avocado-rose samt en iskaffe med farlige mængder af sirup og slutteligt aftensmaden, der byder på en omgang vod ka-pasta, som Gigi Hadid åbenbart har fundet på. Film din video og læg herefter en hvor man knap nok kan høre, hvad du siger grundet den påtagede musse-stem andre what-I-eat-in-a-day-girlies benytter sig af – måske lige med undta hende Redbull-tøsen, jeg nævnte tidligere. Så råber du bare.

Okay, slay, eller hvordan? Jeg håber, at du kan bruge mine råd til noget, Mrs. Girl. Ellers kan du altid lave en lille dans eller lip-sync’e til en vil kårlig sang med Sabrina Carpenter eller Dua Lipa. Det virker for nogen. Held og lykke, queen!

Ladosseindikrystalkuglen

VELKOMMEN TIL 2028

Amalie Rose Loftheim | amalieloftheim@gmail.com

Wilma Dam Rasmussen | wilma2dam@gmail.com

Illustration af Freja Frida Overgaard Brems | frejafrida@live.dk

Hvilken fremtid går amerikanerne og resten af verden i møde med henholdsvis

Harris eller Trump ved roret? Vi rejser til 2028 og finder svaret.

Disclaimer:Alterselvfølgelighypotetiskeforudsigelserogskaltagesmedetgransalt.Vitagerikkeansvar for fremtiden.

Amerikas første kriminelle præsident, Donald Trump

Røgen fra fabrikkerne skaber en tyk tåge af smog. Den har lagt sig ind over hele rustbæltet, fracking er intensiveret og olie pumpes op på livet løs. Luften føles tung og lugten er ikke til at tage fejl af. Den amerikanske industri har genvundet sin storhedstid, og nu er det America First and America Only. Trump har siden 2024 formået at udfase varer importeret fra Kina, og efterspørgslen er nu steget på amerikansk producerede produkter.

Vi var i går forbi en af fabrikkerne i Rustbæltet. Her støder vi ind i James. Han er 54 år, hans tøj er beskidt og hans hænder er medtaget af fabriksarbejdet. Han fortæller, at hans dagligdag i Pennsylvania kun er blevet bedre, efter Trump i 2024 vandt. Jeg spørger ham i frokostpausen, om det er sådan de fleste her har det og han smiler, rejser sig op, hæver armen og råber ´fight fight fight’. Jeg bliver først forskrækket, men der går ikke mange sekunder før stemningen bliver ekstatisk og alle rejser sig og råber med. Lige der i det rum, var det ikke til at tage fejl af. Man kunne mærke middelklassens genoprejsning.

Men orkanerne raser og oktober måned var rekord for allerflest naturkatastrofer i Amerikas historie. Efter at Trump meldte sig ud af Paris Aftalen i 2026, har der været utallige katastrofer. Bygningerne står ødelagte og i store kystområder føles det som at befinde sig i en spøgelsesby. X har udvidet og er nu den landsdækkende nyhedskanal. Elon Musk ses på skærmene overalt i de store evakueringshaller og der er ikke mange andre lyde. Amerikanerne pum-

pes med nyheder og budskabet er klart; katastroferne har ingen sammenhæng til klimakrisen.

Samtidig skabes der jobs som aldrig før. Og derfor er Trump folkets helt. Der rekrutteres lige nu omkring 40.000 på ugentlig basis til beredskab og katastrofehjælp. Amerika er nu endt i en situation, hvor der er mangel på arbejdskraft. I går udlagde Trump derfor en plan, en plan for hvordan der skal rekrutteres udenlandsk arbejdskraft. Planen indbefatter en helt ny teknologisk test, en test der skal afklare, hvorvidt disse mennesker spiser hunde. Det kører overalt på skærmene.

Vi er taget videre sydpå til Florida. Vi befinder os lige nu i en af de førnævnte evakueringshaller. Vi ser et ældre par sidde og snakke lavt med hinanden, men man kan ikke høre hvad de siger. Så ser jeg, at de peger mod den anden ende af lokalet. Jeg ser umiddelbart intet, men opdager så blodet på en ung kvindes bukser. Hun må have fået lavet en illegal abort, noget som mange kvinder får den dag i dag. Efter at Trump fik Row v. Wade fjernet i 2022, står Amerika nu med over 45 delstater, der har forbudt abort. Det betyder, at det ikke er unormalt at se en blødende kvinde. En kvinde som ingen hjælp har at hente.

Men når det kommer til en anden form for hjælp, levede Trump fuldt og fast op til sine løfter. For som lovet gik der ikke mere end 24 timer fra hans indsættelse, til at krigen mellem Rusland og Ukraine var stoppet. Ingen kendte planen dengang, og ingen ved nu 4 år senere, hvordan det lykkedes. Trump har dog sidenhen intensiveret samarbejdet med Rusland og

i særdeleshed Putin, som Trump ser som en ”Strong man”. Deres venskab har udviklet sig i sådan en grad, at de ofte rider barmavet sammen gennem bjergene i Camp David.

Amerikas første kvindelige præsident, Kamala Harris

Vores rejse starter i det nye high-speed eltog fra New York til DC. Jeg kigger mig omkring, en kvinde sidder og læser sin bog, mens en mand tager en tår af sin kaffe. Very demure. Very mindful. På akkurat 30 minutter er vi ankommet. Med reformer som The Green New Deal og Inflation Reduction Act, har Kamala på de sidste fire år sikret, at den grønne teknologi er i hovedsædet, og at fossile brændsler skal endeligt udfases. Kamala tog virkelig sit 2024-slogan til sig, og “USA is never going back” til de fossile brændsler. Jeg ånder den friske luft ind, idet jeg træder ud på perronen. Men det er ikke endestationen, vi skal videre til Det Hvide Hus. Her mødes vi af mennesker af alle etniciteter og køn. Kamala har skabt den mest progressive regering nogensinde, hvor halvdelen er kvinder. Igen levede hun op til sloganet, “you can’t be whatyoucan’tsee.”

der engang blev kaldt Guds land. For de fundamentalistiske kristne republikanere ser ikke nogen gud i USA længere, men derimod fanden, der har overtaget.

Vi går videre forbi den rasende mængde og på et hjørne ligger der en netop nyåbnet abortklinik, som ikke blot ligger her i DC, men faktisk i det meste af Amerika. På de sidste 4 år er der hver måned åbnet nye abortklinikker landet over. Efter at Kamala fik genindført en lignende lov til Roe v. Wade, er det altså igen blevet kvinders ret til at bestemme over egen krop. Farvel til The Handmaid’s Tale. Men også her raser de fundamentalistiske kristne republikanere og billedet ligner hvad det gjorde i 2024. Både læger og kvinder må gemme sig for demonstranterne.

Men det viser sig, at alt ikke er så rosenrødt. Uden for kongressen står en gruppe af demonstranter, med skilte som bl.a. siger “Keep America Great” og ”The Election was Stolen”. Siden Trump i 2024 tabte for anden gang til en demokrat, har der hver uge været demonstrationer over hele landet. Republikanerne bag skiltene raser af vrede, og de råber, råber som jeg aldrig før har hørt nogen råbe. Kamala troede, at hun kunne modvirke polariseringen og skabe en mere forenende retorik, men det modsatte har vist sig. I dag kan demokrater og republikanere på fløjene ikke tale sammen, og polariseringen raser, i hvad

Kigger man derimod mere sydpå, er det et helt andet billede, der tegner sig end i 2024. Situationen er kommet under kontrol og det lykkedes Kamala at fikse det ødelagte immigrationssystem, som hun lovede i 2024. Hun fik blandt andet udvidet støtten til Mexico, for at få landet til at udvide investeringer og på den måde gøre det mere attraktivt for immigranter at forblive i deres hjemland. Det har også været med til at samle den brede amerikanske befolkning og gøre middelklassen mere tilfredse. I dag raser polariseringen på de yderste fløje, men det er ikke et billede, der er karakteristisk for landet samlet. USA er mere samlet, end det har været i mange år.

Vi håber I har nydt rejsen lige så meget som os. Nu er der kun tilbage at vente og se hvem amerikanerne vælger som deres 47. præsident. Og lad os så håbe, at ovenstående ikke bliver virkelighed. Måske man skal spørge sig selv, hvor progressiv Kamala egentlig er, når det kommer til stykket, og hvor kaotisk Trump-administrationen bliver. Det vil tiden vise.

KRYDS over Atlanten &

En ”public service”-ydelse fra Kandestøberen til dig som enten trænger til noget hjernegymnastik, et pusterum eller chancen for at være bedre end din sidemakker til et krydsord om verdens mest omtalte valg. Om du så er den mest statskundskabede statskundskaber eller blot en russer, så får du her muligheden for at dræbe nogle minutter på en MEGET lang valgaften.

AF BIRK FAXE | birkfaxe@gmail.com

Tværs

2. Overhuset

4. Kamala Harris

5. Svingstat

8. 44. præsident

10. GOP

Ned

1. Minnesotas guvernør

2. Star _____ Banner

3. 270 _____ for at vinde valget

6. Donald _____ Trump

7. Hjemstat for J.D. Vance

9. Vært for Trump-Harris debat

11. De Forenede Amerikanske Stater

& TVÆRS gennem USA

Tværs

3. Joe _____- Podcastvært

5. Stedet hvor RFK jr. efterlod en død bjørn

9. Vigtig svingstat med 19 valgmænd

11. Journalisten der interviewede Kamala

Harris på FOX news

14. Trumps vicepræsidentskandidat

15. Vigtigt valgemne

AF IBEN DAM SCHMIDT | iben1562@gmail.com & SUNE HOULIND | sunehoulind@gmail.com

Ned

1. Trumps "side hustle"

2. Byen, hvor Trump påstod at haitianske immigranter spiste kæledyr

4. På dansk jord et "Inger"-fænomen

6. Stedet hvor Tim Walz er guvernør

7. Tillægsord brugt til at beskrive republikanere

8. Byen hvor Trump blev skudt i øret

10. Afgående præsidents øgenavn

TIP EN 13'ER OM VALGET I USA

AF ANDERS KOZUCH | anders@kozuch.dk & FREDERIK SOMMER | frederiktsommer@live.dk

Kære læser, grib en kuglepen og lad dig selv rive med i en lille quiz om valgets udfald og de mange særlige begivenheder, der helt bestemt kan opstå i kølvandet på det.

Vi har en skøn præmie på højkant til vinderen: 5 gratis drinks til juledagen i vores bar sammen med KF.

Sådan deltager du:

1. Udfyld dine svar

2. Tag et billede af dine svar

3. Send billed(erne), dit navn, email og telefonnummer til kanden@ps.au.dk

4. VENT I SPÆNDING

5. Vind (= profit)

Deadline er d. 6/11/2024 kl. 12:00

Hvem vinder valget?

Trump

Harris

Ingen

En anden kandidat

Hvem vinder hvilke svingstater?

Trump

Pennsylvania Harris

Wisconsin

Georgia

Arizona

Michigan

Hvem får flest stemmer?

Trump

Harris

En anden kandidat

Hvilken af disse stater tror du svinger til det modsatte af, hvad flertallet stemte ved sidste valg i 2020? Altså fra rød til blå, eller blå til rød

New York

Texas

Florida

Californien

Bliver magten overdravet fredeligt?

1. Nej

2. Nej

3. Nej

4. Ja (nej, selvfølgelig ikke)

Hvem, er vi helt sikre på, har influeret det amerikanske præsidentvalg?

1. Russerne

2. Kineserne

3. Martin Vinæs

4. CIA

Elon Musks første tweet, efter stemmerne er talt op, kommer til at handle om...?

1. ... at Mike Pence snart skal finde en god livsforsikring

2. ... at hans raketfirma alligevel snart kan flyve ham til Mars, så "sayonara bitches"

2. ... at det var ham, der afbrændte de valgbokse med afgivne stemmer i demokratiske stater

2. ... at han endelig har fundet Epsteins dokumentbank, og at Trump bestemt IKKE var på nogen af de lister

Hvilke af disse begivenheder kommer til at spille den største rolle på valgdagen d. 5. november 2024?

1. Trump bliver skudt

2. Trump bliver skudt

3. Trump bliver dømt skyldig for voldtægt, og ingen gir' en fuck

4. Robert Kennedy afslører, at han i virkeligheden godt forstår JD Vance's forelskelse i sin sofa: "Prøv lige at se på den, den ER jo

Gæt, hvad vi mener bliver den vigtigste begivenhed på Inauguration Day d. 20. januar 2025 (vi har valgt et rigtigt svar, men hvis du skriver noget sjovere, så får du også pointet alene!)?

1. Epstein samlede dokumenter bliver lækket, og Trump forlader landet

2. Robert F. Kennedy Jr. placerer endnu en bjørn i Central Park

3. Kongressen stormes igen, og Mike Pence hænges

4. JD Vance frier til sin sofa

5. Find selv på noget;

Venter på dommedag (2023)

AF AMALIE LOFTHEIM | amalieloftheim@gmail.com

Instruktør: Tonje Hessen Schei & Michael Rowley Kan ses på dr.dk og filmstriben

Dette er for mig årets dokumentar (selvom den er et år gammel).

Dommedag er lige om hjørnet, og Jesus vil dræbe alle vantro. Dette er en helt reel tanke for den kristne evangeliske kirke i USA. I den første scene i dokumentaren udtaler præsten Garry Burd: “Jesusdidn’tcometobring peace;hecametobringwar.” Så er vi i gang.

Dokumentaren har et fantastisk persongalleri. Den rummer både føromtalte Garry Burd, der udover at være præst også er leder af ‘mission25’; en kristen motorcykelbande, der blandt andet har kørt motorcykel med våben til Israel. Til den unge graverjournalist Lee Fang fra TheIntercept, der ihærdigt prøver at afsløre den overdådige magt, den kristne evangeliske kirke har over den amerikanske kongres. Helt central er reality stranger than fiction i denne dokumentar. Man kan ikke opdigte det, der sker. Jeg tog mig selv til hovedet flere gange under dokumentaren, og tænkte: "WTF, hvilken illuminati er det USA lever under?" Men se for dig selv. Måske du forstår den ultrakristne evangeliske kirke bedre efter… eller måske mindre. Jeg vil i hvert fald anbefale denne dokumentar igen og igen!

6/6 evangeliske kors til "Venter på dommedag":

Hillbilly Elegy (2020): Fra højlandet til Capitol Hill

AF BIRK FAXE | birkfaxe@gmail.com

Hvem er J.D. Vance? Trumps vicepræsidentkandidat med det frat boy-klingende kælenavn udgav i 2016 erindringsbogen Hillbilly Elegy om sin vej fra det amerikanske rustbælte til jurastudiet på Yale. Den blev filmatiseret i 2020, så har du ikke overskud til læsning ved siden af pensum, kan du med fordel hoppe på Netflix og se filmen.

Filmen giver dig muligheden for at lære USA’s måske kommende vicepræsident at kende. Eller i hvert fald den side af sig selv, han gerne vil vise frem. Vance fremstilles i filmen i et meget positivt lys som en intelligent, kærlig og ihærdig dyreven, der dog har enkelte skyggesider. Tager man filmen med et gran salt, er der imidlertid stadig meget materiale at danne sig et billede af hovedpersonen ud fra.

Hillbilly Elegy beskriver den hvide, fattige og glemte underklasse, som Vance kommer fra. Den klasse, der føler, at systemet har svigtet dem og er kørt videre uden dem, og fortællingen er af mange blevet brugt til at forstå, hvorfor Trump taler til så mange amerikanere. Da bogen udkom, var den nuværende vicepræsidentkandidat imidlertid en udtalt Trump-kritiker. Historien fremstår som et kritisk opråb fra Vance til den klasse, han har sine rødder i, om at den rigtige vej ikke er at vende systemet ryggen og beskylde andre for deres situation.

Siden er J.D. Vance som bekendt vendt på en tallerken og ser nu Trump som manden med løsningerne. Hvorfor? Måske gemmer den opvækst, der beskrives i filmen, på en skjult forklaring.

Hillbilly Elegy får 4/6 bald eagles herfra:

THE MATRIX

AF VICTOR TRANBERG MIKKELSEN | vicmikkelsen@gmail.com

Welcome, welcome to The Matrix! It’s incredible, folks—incredible! What you’re about to dive into here is not just a part of the magazine; it’s the best part. The most amazing part, some say, ever created! Here, we’re talking about art, we’re talking about what’s weird, what’s absolute genius, and what we call “prollet” – it’s a thing, trust me. Very powerful, very relatable.

Art, folks—nobody understands art like we do in The Matrix. It’s not just paint on a canvas, okay? It’s life, it’s passion. It’s that spark that says, “I am not boring!” Genius—wow, just wow. You’ve gotta be genius-level to even get it. The creative ideas, the brilliance, folks, you’re not going to find it anywhere else!

And then there’s “prollet.” Now, I know you’re thinking, “What’s that?” It’s unique; it’s out there; it’s for the people. It’s like an attitude, a vibe! So come on in, buckle up, and step into The Matrix—you’re about to see art, weird, genius, and prollet in ways you’ve never seen before. Tremendous!