AF AMALIE LOFTHEIM & LIVA MARIE KILT | kanden@ps.au.dk
Kære læser...
Efter en lang og halvkold vinter er solen endelig vendt tilbage, og mellem kævlespillende studerende spirer noget, der så småt begynder at ligne en sommer frem. Med denne tid følger eksamenscirkus, øl, der er kolde fordi det stadig er koldt, ferieopsparinger, der ikke er så store som planlagt, hvide asparges og grønne asparges, og også endnu en udgivelse af Kandestøberen. Og – det må vi hellere få sagt – denne gang med to nye redaktører. Amalie og Liva, hedder vi.
Selvom et par timers solskin har spredt glæde over IFSK, skal man ikke lede længe efter et arrigthidsigt raseri. Temaet er hermed sat, for Kanden er ikke gået i breaking - Kanden er gået rasende. Den dramatiske kapsejlads har fået sindene i kog og blikkene til at flamme på tribunerne. Hvordan kunne medicin sejle så skævt, og dommerne dømme det for så lidt? Vender vi dræberblikket mod det faglige, har også pensum sået et par hidsige, kritiske frø. Og hvorfor er metode så svært og mikroøkonomi så umuligt, og hvad tænkte jeg dog på, da jeg valgte det her bachelorfag? Ja, selv uret i Per Kirkeby er stået af, har vi bemærket. Og ak, kigger man først mod den store verden, kommer vreden decideret væltende ind i feedet.
Den er i opbrud, verdenen. En eskalerende handelskrig skaber usikkerhed og truer både pensionsopsparinger, alverdens priser og almindeligt godt humør. Og som om det ikke var nok, står vi også over for de gode gamle klimaforandringer, skyhøje boligpriser og verdensledere, der opfører sig, som om de spiller Matador. Det er svært ikke at blive rasende, når man kigger sig lidt omkring.
Vi vil så gerne fremhæve sommerens optimisme, men måske er det i virkeligheden i vreden og raseriet, at man skal finde noget opbyggeligt. Vrede har historisk været en drivkraft for forandring og bevægelse. Se bare Fagbevægelsen, #MeToo-bevægelsen og Den Grønne Ungdomsbevægelsen.
Vrede kan samle, mobilisere og skabe plads til nye samtaler og løsninger. Den kan være begyndelsen på noget bedre – hvis vi tør kanalisere den rigtigt.
Så kære læser: Slå dig løs, og slå løs! Vær vred, rasende og hidsig, og brug det så til noget meningsfuldt.
I dette semesters sidste udgave af Kandestøberen har vores skribenter spidset deres vredeste blyanter, og skrevet, så der næsten er prikket hul i Word-dokumentet. Den hedder frustration, raseri og vrede herfra, men også – og ikke mindst – stort engagement og et par ønsker om at mange ting var meget anderledes. Anna skriver om, hvordan raseri sælger og udnyttes i mediebilledet. David tager livtag med brugen af ChatGPT og teknologisk dovenskab. Signe skælder ud på den internaliserede akademikerarrogance, og er man vred over, at man endnu ikke har fået sit eget raseri repræsenteret, kan man tjekke Birks liste over alt det, der giver både store og små hidsigheder hos både redaktionen og læserne.
Vi håber, du bliver provokeret, vred og underholdt nok til at kunne holde det hele ud. Som nye redaktører ønsker vi rasende god læselyst!
– Amalie og Liva
Asger Hansen
Amalie Loftheim
Anders Hoffmann Kozuch
Birk Faxe
Frederik Sommer
Freja Frida Overgaard Brems
Helena Damgaard Pedersen
Isabel Rouvillain
Jens Peter Dinesen
Johannes Haugen Kathrine Hede Krogh
Lauge Christophersen
Leo Rohrmoser Liv Lindberg Nielsen
Live Marie Kilt
Malte Wittrup Krøis
Mathilde Nissen Busk
Esther Marie Enig
Mads Grandahl
Jeppe Grandahl
Rasmus Haarkær Ankersen
Wilma Dam Rasmussen
Måske dig?
Sofie Engsig
Anna Mathiesen
Kandestøberen er RASENDE!
Kandestøberen har taget nej-hatten på og har set sig sure på mangt og meget. Så her kommer redaktionens og læsernes små og store anledninger til at blive rasende. Og de bliver ikke begrundet, da formålet ikke er at være konstruktiv. For én gangs skyld gider vi ikke debatten. Vi vil bare gerne være rasende. AF BIRK FAXE | birkfaxe@gmail.com
Kandestøberen har taget nej-hatten på og har set sig sure på mangt og meget. Så her kommer redaktionens og læsernes små og store anledninger til at blive rasende. Og de bliver ikke begrundet, da formålet ikke er at være konstruktiv. For én gangs skyld gider vi ikke debatten. Vi vil bare gerne være rasende.
Vi er rasende. Over kommafejl og over at folk siger hans i stedet for sin. Vi er i det hele taget rasende over folks ringe danskkundskaber. Og over automatisk orddeling. Vi er rasende over, at glæden ved godt vejr skal spoleres af klimafrygt. Over madspild. Vi er rasende over dansk konventionelt landbrug og over at det kaldes konventionelt, når nu sprøjtegift er en relativt ny opfindelse i et historisk perspektiv. Vi er rasende over ChatGPT – det er vi faktisk rigtig rasende over for tiden. Vi er rasende over Katy Perry. Over mænd og over at vi ikke har lige barselsvilkår. Vi er rasende over Schweiz, Norge, og det at folk er begyndt at interessere sig for monarkiet igen.
Vi er rasende over, at der mangler visioner i politik. Over at højrefløjen er sexet og nægter at debattere på et sandfærdigt grundlag. Over at venstrefløjen kæmper for status quo. At de nordatlantiske mandater blander sig i indenrigspolitiske spørgsmål, men også over, at klimaet skulle forestille at være et indenrigspolitisk spørgsmål. Vi er rasende over, at Danmark sælger våben til Israel. Over at den totale erosion af internationale normer finder sted uden nogen form for modstand. At millioner af mennesker får lov til at dø, fordi det er politisk opportunt. Vi er rasende over, hvordan gigantiske techvirksomheder regulerer den offentlige debat uimodsagt og over regeringens reformer af uddannelsesområdet.
Vi er rasende over uni. Over pensum, der på én gang vil for meget og for lidt. At det er for liberalistisk, for marxistisk og for konservativt. Det skal være mere af det hele, men fylde noget mindre. Vi er rasende over forelæsere, der er for cool, men også over dem, der ikke er cool nok. Over at vi aldrig får Lars Skipper igen. Vi er rasende over læseferie. Over at den er for
kort på 4. semester. At den er alt for lang på 5. se mester. Vi er rasende over PI, hvor forelæsninger har for mange memes, men mangler substans. Over skriveøvelser i Metode II og Mikroøkonomi. Over OF-skriveøvelser, der ikke relaterer sig til eksa men. Vi er rasende over folk, der snakker til forelæs ningerne. Over retorikken om, at alt over 02 er spildt arbejde. Vi er fucking rasende over de nye eksa menslokaler i Lisbjerg. Og så er vi ret rasende over bismagen i PB-kaffe, men samtidig også over, at de bliver begrænset i, hvor meget de må brygge af den.
Vi er rasende over kapsejladsen. Over at medi cin må sabotere andre uden at blive diskvalifi ceret. Over at græsset bliver brunt og grimt lige som vejret bliver smukt. Og når vi nu er ved uni parken, så er vi rasende over stien ned til Per Kirkeby. Den er for smal. Vi er rasende over folk, der cykler på den, over dem, der trækker de res cykler, og over dem, der går for langsomt.
Vi er rasende over vores roomies – og over deres kærester. Over deres lukkede døre, men også over for tynde vægge. At de ikke tømmer håndvasken ef ter brug. Vi er rasende over overboer, der larmer og skodder aske ned på vores altan og vindueskarm. Vi er rasende over passivt aggressive mennesker.
Vi er rasende over folk, der spiser kød. Over prisen på BMO og latte. Over Strava. Vi er rasende over ve jarbejde og biler i midtbyen. Over at vi ikke fik camp i Common Ground, og Soundvenues lorte takes. Vi er rasende over DSB. Over folk, der brokker sig over DSB. Over brok i det hele taget. Vi er rasende over all inclusive-hoteller og SPOT Festivals drinkspri ser, som poor core-overklassen har skabt infla tion i. Og sidst, men ikke mindst, så er vi rasende over, at der ikke er lavet en vodka maté-drink med 6cl vodka i. Man må da forvente, at folk vil have en skid på, hvis man bestiller sådan en. Kom nu lidt.
Kandidatforeningen Juni 2025
KÆRE STUDERENDE.
Sommeren nærmer sig, og feriestemningen begynder så småt at brede sig – ahhh!
I Kandidatforeningens nye bestyrelse er vi kommet godt fra start med en ræ et) ret vellykkede arrangementer: Tour d ål med tapas, saunagus, og ikke minds r kunne vælge spændende fag til efterå
Når vi vender tilbage efter sommerferien, glæder vi os til at byde en masse nye kandidater velkommen! Uanset om du er tilvalgsstuderende, overflytter eller bare har taget skridtet fra de gule murer – så er der plads til dig i KF.
Som medlem får du adgang til efterårets arrangementer, bl.a. den legendariske JobCrawl i København og den traditionsrige kandidatRUS med grill, ølbowling og nye aktiviteter (søstærke har en fordel, siger rygterne…).
Vi glæder os til at se dig!
Vi vil hellere være rasende end liderlige
Det er nok de færreste, som svarer ”på sofaen med telefonen som elsker og kommentarsporetpåfacebooksomdobbeltseng” når jeg spørger ”en ideel fredag aften”. Alligevel fanger vreden og det såkaldte ”outrage”, Efterhånden er vores opmærksomhed bedre end sex.
AF ANNA MATHIESEN | Anna300902@gmail.com
Det engelske sprog har fanget den moderne ver dens forretningsmodel uhyggeligt præcist. attention to…” noget opmærksomhed, og det er netop dét, rekla mebureauerne og nu techgiganterne fortærer. Vores opmærksomhed er blevet den kostbare valuta, som vi på et 24 timer langt døgn betaler med til diverse fængende overskrifter, tilbud og politiske budska ber. Virksomhedernes fineste opgave er at opsluge den begrænsede ressource som er vores sekunder, minutter og timer i døgnet. Den som kan fastholde flest af dem, kan indkassere den store gevinst. Hertil kommer det afgørende spørgsmål: resopmærksomhedbedst?”
Det har været alment kendt – lige siden tobaksin dustrien i det 20. århundrede blev klar over, at livs forkortende papirruller ikke solgte sig selv – at den seksuelle drivkraft var en stærk salgsmekanisme. Et par nøgne kvindeben eller en tydelig kavalergang var nærmest en selvfølge for en succesfuld reklame – men ikke længere. I en hastigt skiftende og hyper teknologisk verden har den digitale markedsføring fundet liderlighedens overmand – raseriet.
I en nylig podcast udtaler den amerikanske profes sor og forretningsmand Scott Gallaway: trained the social media algorithms to push enga gementandviewsinordertomonetiseourattention throughadvertising.However,whattheydiscovered isthatthemosteffectivewaytodothatwasbypromotingcontentthatmakesusangryanddividesus.” Med inspiration fra det efterhånden velkendte fænomen “clickbait” udspringer ”ragebait”
De overskrifter som indeholder emojis og i særdeleshed den ”vrede” emoji, bliver på udspekuleret vis prioriteret i vores såkaldte ”feed”. Her ligger afsløringen af de sociale mediers forretningsmodel igen i det engelske ord. Vi bliver fodret med deres selektive information i en sådan grad, at der efterhånden er tale om bingeeating. The Washington Post skrev i 2021 om Facebooks metoder for værdivurdering af indhold, og konstaterede hvordan de på systematisk vis sørgede for, at opslag med specifikke emojis blev rangeret højere på forbrugernes startsider. Med vreden som madding fanges vi af techgiganternes marionetdukker – algoritmerne.
Men hvad betyder det så i en virkelighed, hvor skillelinjen mellem sandt og falsk, penge og politik, køber og sælger, udviskes til offentligt skue, at vores svageste punkt er raseriet? Er det måske samtidigt og omvendt også vores stærkeste drivkraft? Er vreden alt taget i betragtning mere handlekraftig end liderligheden? Kan vi vende det til noget positivt?
Hvis vi bruger denne nyfundne benzin til bålet til at sætte ild til dem, der udnytter den, kan vi brænde den bro, algoritmerne bygger til os. Lad os bruge raseriet på at rase. Ikke over Andrew Tate eller Pernille Skipper, som bliver præsenteret for os af dem, som tjener pengene. Men over at det produkt de sælger os, ikke var det, vi bad om. Liderligheden, tilfredsstillelsen og andre magelige følelser indbyder ikke til forandring. De indbyder til at sætte sig til rette i sofaen og bruge hele fredag aften på Facebooks kommentarspor.
Er vi blevet for voksne til barnets raseri?
Hvad stiller man egentlig op med barndommens raseri, når man er flyttet hjemmefra? Når man slet ikke kan forstå, at man er to halve af sine forældre. Jeg vil prøve at fortælle dig om mit raseri. Måske kan du spejle dig i det
AF ALEXANDER NIM JØRGERSEN | 202107960@post.au.dk
Kan du huske dengang du løb hjemmefra?
Du har sikkert været en seks-syv år gammel, og måske ikke fået lov til at få et nyt Nintendo-spil, eller også blev du tvunget i seng, før du havde lyst. Du blev rasende på dine forældre. Så rasende, at du ikke længere kunne sige noget, men kun trampe i gulvet og blive helt forpustet af raseri. Du stod og skreg lydløst af din lukkede dør. Du pakkede dit bedste tøj, måske en billedbog og en plastikkniv, og så drog du ud i den vide verden. Eller ned for enden af vejen for at finde ud af, at det nok ikke var så slemt derhjemme. Jeg kan endnu få den barnlige rasen, men er den egentlig barnlig, og må man stadig være rasende på sine forældre?
Er mit raseri barnligt?
Barnets raseri kan måske karakteriseres som banalt og til dels også irrationelt. Jeg føler dog, at det udspringer fra den disharmoni i opfattelser af, hvordan ting skal gøres, mellem de mennesker, der egentlig burde kende hinanden bedst. Som sagt, kan jeg godt blive rasende på mine forældre. Jeg kan blive så ubeskriveligt tænderskærende rasende, at jeg får lyst til at citere Knaldperlen: Fuck det hele mand. Jeg synes ikke, at det er barnlige ting, jeg bliver rasende over, men kan raseri nogensinde blive modent og voksent? Det er ikke længere sengetider og skærmtid, men it-hjælp og havearbejde, der skaber frustrationen, men det betyder ikke noget for raseriet. Det øjeblikkelige og kortvarige raseri, hvor man slet ikke kan forstå, at man er to halve af sine forældre. At jeg stadig kan blive rasende, gør mig ikke til et barn. Det gør mig til et menneske.
Må man stadig være rasende på sine forældre? Ja, det mener jeg er helt naturligt. Hvis ikke man må være rasende, så må man ikke udnytte hele sit følelsesregister. Hvis ikke man udtrykker sine negative følelser, kan man så udtrykke sine positive? Kan man elske lige så højt, hvis ikke man kan rase lige så voldsomt? Jeg mener, at de følelser hænger tæt sammen. Jeg er så heldig, at jeg stadig har nogle forældre, som jeg både kan elske og elske at være rasende på. Men
raseriet skal ikke fylde mere end kærligheden. Selvom man kan være taknemlig for det (forhåbentligt gode) ens forældre har gjort for en i barndommen, skal man ikke finde sig i hvad som helst. Derfor: Næste gang du bliver rasende på dine forældre, så er det fair nok, men pust lige ud en ekstra gang og vent med at pakke din billedbog og plastikkniv. De fleste af os er nok flyttet hjemmefra alligevel, og slipper for at løbe hjemmefra, hver gang man bliver rasende – man kan simpelthen bare tage hjem. Men hvornår stopper ens forældres hjem med at blive kaldt hjem?
At være ’hjemme’ Selvom jeg ikke længere løber hjemmefra, så siger jeg stadig, at jeg skal hjem, når jeg af og til hopper på toget til Viborg. Det føles også som mit hjem. Jeg boede der trods alt også i 20 år. Måske er det derfor, det er stedet, hvor jeg nemmest bliver rasende? Fordi det kan være svært at være voksen i et sted, hvor man altid er blevet set som barn. Jeg tror, at mange har behov for at lære, hvordan man er nogens barn som voksen, mig selv inklusiv. Nu har jeg boet ude i snart fire år, og jeg siger stadigvæk at jeg skal hjem, når turen går mod Viborg – hvornår bliver man for gammel til det? Mit liv i Aarhus bliver også sat på pause, når jeg tager ’hjem’, hvor jeg negligerer det, jeg også gerne vil bruge tid på; venner, kæreste, job, skole, huslige pligter, motion osv. osv. Måske er det den evige jonglering mellem to verdener, den barnlige og den voksne, som virkelig kan gøre en rasende.
Jeg tror, at man skal gøre raseri som alting godt: Med måde. Og for igen at citere, denne gang Spangsberg Flødeboller: Du må godt. Raseri er ikke kun for børn. Bare husk at trække vejret og lad raseriet blive derhjemme.
Rasende incelkultur og giftig maskulinitet
– Hvor kommer det fra, og hvor udbredt er det?
For nylig havde jeg en samtale med en om den nye Netflix-serie Adolescence. Serien fortæller historien om en 13-årig dreng, der, påvirket af den digitale incelkultur, i raseri ender med at stikke en pige ned. Min samtalepartner havde svært ved at sympatisere med ham – og det forstår jeg godt. En handling som den, virker ubegribelig. Man føler sig nødsaget til at tage afstand. Især som kvinde kan det føles endnu fjernere. Fællesskaber, der hylder antifeminisme og aggression, kan virke som noget, der foregår i en anden virkelighed end den, vi selv lever i. Hvordan kan nogen – og særligt så unge drenge – lade sig påvirke af et verdenssyn, der i sin kerne handler om had til kvinder? Hvordan kan de her fællesskaber, der hylder antifeminisme og aggression, overhovedet eksistere?
MATHILDE NISSEN BUSK | mnissenbusk@gmail.com
Raseri i drenge
Det er ikke længe siden, at en 15-årig dreng stak en 16-årig dreng ned på Grenå Station. Med døden til følge. Sådanne hændelser sætter sig fast. De får os til at stille spørgsmål. Ikke bare til gerningsmændene, men til hele samfundet. Hvad får unge drenge til at gøre noget så voldsomt? Og hvordan skal vi overhovedet nærme os forståelsen af det?
Det er netop dét, skaberne af Adolescence forsøger. Serien vil ikke give os et svar, men et blik indefra. Den forklarer ikke, den undskylder ikke – den viser. Og det gør ondt. For det er ubehageligt at være tæt på noget, vi helst bare vil dømme og skubbe væk. Men når man ser ind i øjnene på en 13-årig dreng, der ikke nødvendigvis er et monster, men et barn, bliver det sværere at slippe udenom spørgsmålet: Hvad skaber egentlig raseriet?
Hvor er forklaringen?
Vi har et instinktivt behov for at finde en forklaring. Var det en voldelig far? Mobning? Manglende opdragelse? Nogen må have svigtet. Det er menneskeligt at lede efter årsager – for ellers bliver det hele meningsløst. Men Adolescence nægter at give en entydig syndebuk. Den viser os kompleksiteten. Det, der ikke kan reduceres til én årsag eller én fejl. Som statskundskaber er det nærliggende at vende blikket mod samfundsstrukturerne. Vi er før blevet præsenteret for, at piger i dag er mere tilbøjelige end drenge til at tage ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. De flytter til byerne, mens mange unge mænd bliver tilbage. Også i populærkulturen ser vi konturerne. Landmandsøgerkærlighedhandler, bag formatet, også om en strukturel ubalance, hvor mænd i landområder står alene tilbage. Men 13-årige drenge går stadig i folkeskole. Burde de allerede mærke samfundets skævheder så konkret?
Hvad er virkeligheden?
Hvad er omfanget?
Serien maler lidt et billede af en generation, der er ved at falde ud over kanten. Men hvad hvis det ikke er virkeligheden? Selv har jeg to brødre, og dem har jeg også udspurgt om emnet. En på 16 og en på 22. Ingen af dem abonnerer på de her synspunkter selv, fortæller de mig. Men de kender helt klart til manosfæren på nettet og fortæller, at hvis man lader algoritmen tage over, så skal der nok være en masse af det. Især YouTube’s algoritmer kan åbenbart være svære at komme ud af. Men ellers synes de ikke, det er svært at gå ud af algoritmerne. Derudover fortæller de mig også, at det ikke er særligt udtalt i deres vennegrupper. Måske er det mindre udbredt, end vi frygter. Eller også er det bare godt skjult. Og hvis nogen i deres omgangskreds rent faktisk bliver grebet af sådan noget, er det måske nok heller ikke det, de råber højest om.
En maskulinitet i krise
Det, at skulle omstille sig til et samfund med stadig større krav om ligestilling, forestiller jeg mig, for mange mænd føles som et angreb eller et tab af kontrol. I The White Lotus, sæson to, sagde karakteren Albie følgende, som har hængt lidt ved hos mig:
“MenloveTheGodfatherbecausetheyfeelemasculated by modern society. It's a fantasy about a time whentheycouldgooutandsolvealltheirproblems withviolence,andsleepwitheverywoman,andthen come home to their wife who doesn't ask them any questionsandmakesthempasta.
Han beskriver en længsel efter kontrol. Efter at høre til i en verden, hvor spillereglerne har ændret sig. I et samfund hvor kvinder klarer sig bedre i uddannelsessystemet, flytter til byerne, får længere liv – og hvor gamle, mandlige privilegier ikke længere er en selvfølge – opstår der måske et tomrum. Mange
unge drenge har nok også set de her film, hvor den mandlige hovedkarakter, uden særlige forpligtelser, får lov til at være helten, redde dagen og derefter måske vælge og vrage mellem de kvinder, han vil have.
Når de så kommer ud i virkeligheden og oplever at den ikke er som de blev lovet, at den var på film, er risikoen for en identitetskrise sandsynligvis nok også forhøjet af dette. Selve maskuliniteten kommer i en slags krise, fordi den tidligere definition ikke længere er legitim i vores senmoderne samfund.
Bag enhver ekstrem handling
Måske handler det ikke om, hvor mange drenge der bliver radikaliseret, men om hvad det siger om samfundet, at nogen gør. At der findes et raseri, som vi helst ikke vil se i øjnene – fordi det er grimt, ubehageligt og umuligt at sætte entydige forklaringer på.
Men det gør det ikke mindre virkeligt. Og måske er detnetopiforsøgetpåatforstå,snarereendatforklarevæk,atvikommertættestpåenreelsamtale
Det betyder altså ikke, at hele en generation er ved at
falde. Mine egne brødre er f.eks. ikke rasende. De fleste drenge er det ikke. Men nogle er. Og selvom vi ikke kan reducere deres vrede til algoritmer, opdragelse eller uddannelsestal, kan vi heller ikke ignorere den. For bag enhver ekstrem handling står et menneske, og bag raseriet måske en følelse af ikke at høre til. Det er ikke en undskyldning – det er en udfordring.
Det er vigtigt, at Adolescence tager emnet op. For det er vigtigt, at vi går skridtet videre fordømmelsen og forsøger at skabe en forståelse for menneskene, det omhandler, erkende at der er problemer derude og skabe en debat om, hvad der skal til for at komme problemerne til livs.
FOTO: Finn Dam Rasmussen
Studieliv – en generationshistorie
AF WILMA DAM RASMUSSEN | wilma2dam@gmail.com
Når jeg befinder mig på uni, strejfer tanken mig tit, hvor meget liv vi omgives af, men også hvor meget liv, som ligger forud for vores tid. Når vi går rundt i de karakteristiske gule bygninger, sidder i Aulaen eller læser til eksamen på det Kongelige Bibliotek, tænker jeg på, hvem der mon har siddet i mit sted; timer før, dagen før og årtier tidligere. Universitetet er en institution, en arv og det er netop hvad denne artikel udspringer af – betragtninger af en studietid som ligger 50 år tilbage. Det som du nu læser, startede som en samtale mellem min farfar, Finn Dam Rasmussen og jeg, Wilma. Vi sidder i min farfars hus i Tisvilde med et glas vin i hånden.
Finn startede sin studietid som 26-årig, uden akademisk baggrund på Odense universitet. Studiet hed ’Cand. Rer. Soc.’, og som studerende kunne man selv sammensætte sin uddannelse indenfor det samfundsvidenskabelige hovedområde. Han lagde hovedvægten på sociologien. Finn underviste i en periode på sociologi på AU, og har ellers været bredt rundt på Danmarks universiteter og haft stipendium i Frankfurt.
Helt overordnet, hvordan så du på studiet dengang –og i dag?
”Jeg tror faktisk ikke, at jeg har ændret min opfattelse af studietiden sidendengang.Detvarenfantastiskperiodeimitliv!Jegkommeden enormkundskabstørst,ogjegfikmulighedforatfordybemig.Jegoplevede,atjegblevklogere.Nårjegregnerefter,erdetover50årsiden, at jeg begyndte på studiet. Det er en helt uvirkelig tanke … hvis man går 50 år baglæns fra, da jeg startede, ender man i 1920erne. For os dengangvardetjoenfjernfortid,tætpåstenalderen!Ogsådanmåmin studietidværefordignu.”
Vi begynder at tale om, hvor meget der er sket på de sidste 50 år. For mig har det for eksempel altid ligget i kortene, at jeg skulle læse på universitetet, og jeg har faktisk aldrig rigtigt forestillet mig andet. For min farfar var det derimod helt anderledes. Han var den første i familien, der tog en videregående uddannelse – ligesom mange andre i sin generation.
Hvad fik dig til at starte på universitetet?
”Der var en tidsånd fuld af overskudsenergi, der sagde til os, at man kan, hvis man vil. Det var en tid, hvor man syntes, at verden bevægede sig. Der skete mange forfærdelige ting i verden; Vietnam-krigen, sultkatastrofer, osv. som mobiliserede os. Vores forældres borgerlige livsform havde udtømt sit potentiale som ideal, og nye samfunds- og livsformer syntes at være indenfor rækkevidde. Så det var en sådan
Med det forestiller jeg mig også en anden tilgang til universitetet, hvor hverken fremdriftstiltag eller reformer prægede studiet i samme grad, og hvor SU’en ikke var begrænset af et fast antal klip.
Hvordan var studieformen og din studiedeltagelse?
”Den var forholdsvis selvstyret indenfor nogle givne rammer. Jeg kunne godt lide at skrive opgaver. Det er den bedste måde virkelig at komme ind i stoffet på. Du skal med dine egne ord reformulere det, du har læst, og der afsløres det hurtigt for dig selv,omduvirkeligharforståetdet.Dertilharjegingenerindring omnogensindeathaveværettilenforelæsningiOdense,dervar andet end en slavisk gennemgang af en lærebog. Jeg var nærmest selvstuderende. Undervisningen var vældig uinteressant. Den undervisning jeg mest fulgte, var den, hvor vi studerende fremlagde vores skriftlige opgaver for hinanden til kommentar ogkritik. Detvaroftegodt.”
Det lyder nærmest som om, at du slet ikke tror på undervisning?
”Nej,deterheltforkert,tværtimod! Detharværetminindstilling, atderaltideretellerandet,mankanhentehosfolk,derkannoget,ogsåselvommaneruenigmeddemogkritiskoverforderes teorieroganalyser.Harderværetnogetatlære,harjegskamløst suget alt det til mig jeg kunne. Selvom jeg i hjertet er ’marxist’ harjeglæstbjergeafikke-marxistisklitteratur–oglærtafdet".
Noget af det første vi hørte om, da vi startede på studiet var, at man starter for uddannelsen, men når det bliver udfordrende og opgiven de, så bliver man for fællesskabet. Jeg kan selv skrive mig ind i den fortælling, og særligt Statskundskab har en stærk tradition inden for foreningslivet.
Hvordan var fællesskabet i dine universitets år?
”Deterfaktiskensjovhistorie.Særligførstedelafstudiethososvar domineretafpolitologerne.DetvarÅrhus-statskundskab,nårdetvar værst. En åndløs fortyndet amerikansk positivisme. Verden rasede afsted,ogvistuderendevillehavemarxismeogkritiskebegrebertil atforstå,hvaddersketeiverden.Lærerneudbødkurseri’vejretsbe tydningforstemmeafgivelseiMiddelfartStorkreds’!Deprøvedemed allemidleratforhindrevoresønskertilkurserogundervisning…Det skabteetkæmpesammenholdblandtosstuderendeogvikæmpede imod,hvorvikunne.Påuni’sinterneavis,ipressen,vilavedesange, vilavedeenunderholdningsfilmderblevvisttilfesterne,hvorvika rikerede lærerne inspireret af den italienske instruktør Fellinis film medallemuligeobskuretyper.”
Du har efterhånden været væk fra universitetet i mange år. Men mener du, at din uddannelse og det du har lært, stadigvæk betyder noget for din opfat telse af aktuelle samfundsmæssige forhold?
”Jeg har det lidt som i sangen om Einstein (frit citeret): ’Albert is my name, science is my game’! Jeg opfatter min samfundsvidenskabe lige kundskab som helt internaliseret og integreret i den måde jeg forstår samfundet på. Det gør jo, at jeg ikke interesserer mig så me get for ’holdninger’, det keder mig lidt at høre hvad folk ’mener’. Jeg vil gerne forstå, hvad det er for sammenhænge der frembringer disse meninger. Det er jo kernen i socialvidenskab: Udsagnet er kun inte ressant, hvis du ved hvordan det fremkommer. Men jeg holder samti dig fast i ’værdifrihedsidealet’, altså tanken om at mine egne værdier og holdninger bør adskilles fra erkendelsen af sociale fænomener. Uden dette ideal har man ingen samfundsvidenskab! Det er svært og som sagt, er det et ideal!”
diskvalifikationer,
måneder
Historisk historisk
Til
høje hold om nye
høje, levede. havde
Desværre
Næsten gummibåde, af og med
oplevelse. uheld, lagde
POLITOLOGISK FORENING
Historisk kaotisk heat, men også historisk god stemning
Til Kapsejladsen 2025 var forventningerne høje og spændingen intens, da de bedste hold fra forskellige institutter konkurrerede om Det Gyldne Bækken. På trods af fem helt nye sejlere var PF’s egne forventninger også høje, og drømmene om en finaleplads levede. Især fordi de sidste to ugers træning havde båret en markant fremgang med sig.
Desværre blev det et historisk kaotisk heat. Næsten alt, hvad der kan gå galt i de små gummibåde, gjorde det, i hvert fald for 3 ud af de 4 hold. Her gik kun et hold fri af uheld, og selvom heatet også førte kontroverser med sig i form af en snak om diskvalifikationer, så var det alligevel en stor oplevelse. Vi synes i PF, at vi, på trods af uheld, kan være stolte af den indsats, vi lagde for dagen, men også de sidste par måneder i det hele taget.
Noget vi i PF også er rigtig stolte over, er den støtte, som vi fik på dagen fra alle jer sortklædte IFSK’ere. I var med til at skabe den vildeste stemning. Både da vi sang ”Den Sorte Bus”, da vi lavede vores introshow, og da vi sejlede, kunne vi høre jer klart og tydeligt. Vi vil derfor også gerne sige tusind tak til jer alle sammen.
Vi håber at se jer til vores kommende arrangementer:
PF-fest (EKSAMENSFLUGT): 09/05
Padelturnering: 15/05
Kort bar: 30/05
PF-sommerbar: 13/06
// PF – Uniparkens Hegemon
Vi er ikke bedre – bare højtuddannede
Siden diskussionen på første semester er jeg blevet klar over, at fortællingen om statskundskabere som mere indsigtsfulde, fordi vi er højtuddannede, ikke er en usædvanlig historie. Jeg tror, vi skal passe på, at historien ikke udvikler sig til en selvfortælling, der blot konstaterer, at vi er bedre end de andre.
AF SIGNE KAFUI LAWSON | signe.kafui@hotmail.com
Vi er i gang med dagens ugeseddel, og min læsegruppe og jeg diskuterer. Et argument om at forskellige samfundsgruppers holdning til og viden om klima kan variere på tværs af sociale klasser bliver præsenteret. Jeg er enig, men alligevel kan jeg ikke lade være med at indvende “Det er jo ikke fordi, den brede befolkning i Danmark ikke forstår klimaforandringer”. Alle i Danmark har trods alt gået i folkeskole og haft de obligatoriske naturfagslektioner om drivhuseffekten, ozonlaget og hvordan menneskers udledning af CO2 påvirker temperaturen på jorden. Hertil svarer min gruppe, at jeg skal huske på, at jeg kommer fra en baggrund, hvor vi er mere bevidste om klimaforandringer, bl.a. fordi mine forældre er uddannede, og nyheder er en del af vores hverdagsrutine. Siden diskussionen på første semester er jeg blevet klar over, at fortællingen om statskundskabere som mere indsigtsfulde, fordi vi er højtuddannede, ikke er en usædvanlig historie. Jeg tror, vi skal passe på, at historien ikke udvikler sig til en selvfortælling, der blot konstaterer, at vi er bedre end de andre.
En konsistent fortælling gennem hele studiet
På første semester bliver vi på første skoledag budt velkommen til “magtens rugekasse”. Fremtidens potentielle ministre og embedsmænd skal nu oplæres i den politiske verden, så vi kan komme ud og gøre en
forskel – vel at mærke fra toppen af hierarkiet. På andet semester bliver vi introduceret til vigtigheden af kontrolvariable for at sikre, at det rent faktisk er X som påvirker outcome, Y, og ikke andre variable. Per automatik kontrollerer vi for “uddannelse” i de eksperimenter, hvor datasættet tillader det. Det gør vi ud fra en forventning om, at der altid er forskel på lavtuddannede og højtuddannede, hvilket er en svær påstand at diskutere, for tallene taler for sig selv. Det viser sig i forskelligt empirisk materiale resten af studiet.
Faget Politisk sociologi på tredje semester byder på Gitte Harrits’ undersøgelse af “Klasser i Danmark”. Harrits gennemgår en lang række forskningsresultater, der både undersøger klassebevidsthed og klasseforskelle i Danmark. Klasser operationaliserer hun ud fra kombinationer af økonomiske, uddannelses- og beskæftigelsesmæssige kriterier. Hun finder, at danskernes forventede levealder og helbredstilstand varierer markant med uddannelse. Højtuddannede har både længere liv og flere år med godt helbred end kortuddannede.
Så kommer fjerde semester og her ruller eksemplerne på en masse parametre, hvor vi som højtuddannede udgør det normative eksempel. Jeg vil ikke kede med alle eksemplerne, men blot ét om politiske skillelinjer. I Almen statskundskab
præsenteres vi for Rune Stubagers hypotese om, at uddannelse forventes at være basis for en vigtig politisk skillelinje mellem autoritære og libertære værdier. Denne bygger han på en idé om, at højtuddannede vil have mere libertære værdier, fordi vi socialiseres i uddannelsesinstitutioner, hvis værdier bygger på frihed, lighed og tolerance over for andre. Hvorimod de lavtuddannede prioriterer sociale hierarkier med en klar distinktion mellem de overlegne og underlegne. Igen konkluderes det, at højtuddannede besidder de “rigtige” værdier, hvis man køber præmissen om demokrati og de idealer, som hører med regimetypen.
Internalisering af akademikerarrogancen
Ud over at uddannelsesinstitutioner generelt socialiserer os til et liberalt værdisæt, kan man også argumentere for, at vi på statskundskab socialiseres til at opfatte os selv som en bedre del af hierarkiets top. Konklusionen ligger i hvert tilfælde lige til højrebenet, når fortællingen lyder, at vi som højtuddannede både forstår klimaforandringerne bedre, er mere magtfulde, sundere, og i øvrigt er mere demokratiske end de lavtuddannede. Det er en konsistent fortælling gennem hele studiet og resultatet heraf bliver en selvopfyldende profeti, hvor vi ikke kan undgå at internalisere akademikerarrogancen. Den skaber distance og isolerer os i de ekkokamre, vi ellers kritiserer så meget.
Mellem indsigt og indbildning
Denne artikel skal ikke opfattes som en rasende kritik, for trods alt er mange af disse parametre en del af studiets læringsmål. Statskundskab har netop til formål at undersøge magtforhold samt befolkningens politiske meningsdannelse og adfærd, og hvordan denne varierer på tværs af sociale grupper. Det, anerkender jeg, er vigtigt og interessant for at forstå vores samfund. Et samfund vi skal lære at navigere i og administrere. Dog bør man overveje, hvad vores “mere indsigtsrige viden” er værd, hvis vi ikke bruger den konstruktivt. Blot fordi vi på statskundskab skraldesorterer, skralder og strikker eget tøj, er vores adfærd ikke nødvendigvis mere miljørigtig, når vi samtidig repræsenterer Harrits’ overklasse/øvre middelklasse, der er stemplet som en af klimaets største syndere. Spørgsmålet er altså, om vi forstår klimaudfordringerne bedre, hvis vores miljømæssige adfærd er mindst lige så dårlig som de lavtuddannedes? Der er helt sikkert mange ting vi ved, også bedre end andre, men vi bør overveje, om vi rent faktisk er klogere, blot fordi vi har den kulturelle og symbolske kapital til at fremstille det sådan.
Min pointe er en opfordring til kritisk selvrefleksion. Klogskab bærer mange ansigter – spejl dig ikke kun i dit eget.
Ikke et land for vild natur
Hvad har de nuværende debatter om vanrøgt af fritgående dyr og ulve i Danmark til fælles? Svaret er, at de begge viser den danske forståelse af naturen som noget, der er menneskeligt kontrolleret, manipulerbart og ufarligt. Af samme grund kan oprettelsen af Danmarks nye nationalparker forventes at blive turbulent. For hvordan etablerer man fri natur i et land, hvor der ikke er tradition for natur på naturens præmisser?
AF
ASGER HANSEN | asgerlaugejusthansen@gmail.com
Den danske natur har i de senere år oplevet at være en kampplads for forskellige debatter, hvoraf debatterne om fritgående husdyr og ulvens genkomst i Danmark måske er de mest fremtrædende i øjeblikket. I forhold til fritgående husdyr og disses kår har fokuset herpå især taget fart efter, det kom frem at 76 af Naturstyrelsens fritgående kvæg i Mols Bjerge sultede i vinteren 2020-2021, fordi de i denne periode ikke fik deres sædvanlige tilskud af foder. I ly af sagen er der i den danske befolkning tilsyneladende kommet en stigende bekymring for, om fritgående dyr andre steder lider vanrøgt. Fødevarestyrelsen bruger således dobbelt så lang tid som før 2021 på at håndtere henvendelser fra bekymrede borgere omkring potentiel vanrøgt af andre flokke af fritgående dyr.
Naturplejere og andre der arbejder med sådanne dyr oplever ligeledes en stigende grad af trusler og chikane. På samme tid er der i visse dele af befolkningen vokset en fjendtlig frygt overfor ulvens genkomst i det danske landskab og dens potentielle trussel mod husdyr og mennesker, som den udgør. Flere røster kræver, at alle ulve i Danmark aflives, herunder Danmarksdemokraterne.
I en tid hvor den danske naturs fremtid flittigt diskuteres, er disse to debatter interessante i den forstand, at de er med til at klarlægge en bestemt side
af det danske syn på naturen. Nærmere sagt udstiller begge sager en dansk herredømme mentalitet, hvor mennesket både har det ultimative ansvar over naturen, men samtidig også retten til at ændre naturen efter forgodtbefindende. Rationalerne der driver forvaltningen af naturen er ikke baseret på naturens egne logikker, men derimod på menneskelige holdninger og interesser. Det er blandt andet ud fra denne naturforståelse, at det sultende kvæg i Mols Bjerge vækker forargelse på trods af, at det ud fra naturens egen logik er normalt, at dyr sulter om vinteren. Som danskere har vi ansvar for de dyr, vi sætter ud i naturen, på samme måde som vi har et ansvar for fx bestanden af hjorte og tætheden af træer i de danske skove. Synet af ribbens tynde dyr er noget, der vækker ubehag hos mange, fordi ideen om dyr, der lider i den danske natur, simpelthen er uvant hos en stor del af befolkningen. Samtidig tolererer vi dog heller ikke, at naturen bliver ubelejlig eller ubehagelig overfor os.
Så snart naturen går imod vores interesser som mennesker, er vi ikke bange for at gribe drastisk ind i dens virke. Ulven er på nuværende tidspunkt kun i begrænset omfang vendt tilbage til Danmark, men blot den potentielle trussel den udgør mod husdyr og mennesker, er nok til, at folk kræver, at den udryddes i Danmark. Det er en reaktion, der i høj grad udstiller den ufarlighed og domesticering, som vi danskere
forbinder med naturen. Ligesom ideen om lidelse i naturen er ukendt for os, er ideen om frygt i vildnisset det ligeså.
Alle lande i verden kan selvfølgelig siges at eje deres egen natur, og alle lande foretager også en vis grad af natur regulering. Men det danske behov for at eje og tæmme naturen hører til i den mere ekstreme ende af skalaen. I andre lande findes der store områder med vild natur med minimal menneskelig tilstedeværelse – sådanne områder eksisterer stort set ikke i Danmark. I et land som USA bliver mennesker også af og til angrebet af pumaer og bjørne uden, at der ved disse anledninger er opråb om at udrydde disse dyr. I Danmark argumenterer nogle allerede for at aflive alle ulve i Danmark, selvom ulven på nuværende tidspunkt ikke har angrebet mennesker. Denne forskel mellem Danmark og de fleste andre lande kan naturligvis forklares ud fra forskelle i geografiske og historiske forhold. I modsætning til mange andre lande har Danmark altid været et relativt lille og fladt land uden ufremkommelig natur som bjerge eller jungler. Mennesket har derfor med relativ lethed kunne bosætte sig over hele landet, hvilket ikke har givet naturen mange uforstyrrede områder.
Den danske stat har derfor med relativ lethed kunne tilegne sig dominans over naturen og manipulere den efter forgodtbefindende sammenlignet med lan-
de, hvor befolkningstætheden var lavere og terrænet mindre farbart. Ulvens oprindelige udryddelse i Danmark i 1600-tallet skete fx på statsligt initiativ, men også den århundredelange opdyrkning af den jyske hede er et eksempel på statsmagtens omfattende indgriben og tæmning af den danske natur. Det danske natursyn er kort sagt en tradition af landets naturlige geografi og en århundredelang proces, hvor staten i stigende grad har tilegnet sig et komplet herredømme over naturen. Danskerne har herudfra over tid vænnet sig til, at naturen ikke har sin egen fri vilje, men i stedet altid er underlegen menneskelige interesser og tryghed.
Med udgangspunkt i denne traditionelle danske naturforståelse kan det forventes, at de nye nationalparker i Danmark ikke bliver etableret gnidningsfrit. Når de nye nationalparkers erklærede mål om vild natur står i skarp kontrast til det generelle danske natursyn, kan der forventes at komme protester. For mange danskere er det uacceptabelt med sultne dyr og store rovdyr i den danske natur, og det forekommer urealistisk, at de skulle acceptere sådanne forhold, bare fordi det kommer til at ske i afgrænsede områder. De nye nationalparker bliver derfor en test af, hvor fastgroet det traditionelle danske natursyn er. Vil danskerne ende med fortsat ikke acceptere vild natur? eller vil man gradvist begynde at tolerere natur på naturens præmisser?
Forskerstafetten: Fra forskning til demokratisk forandring - om Magtudredningen 2.0
AF ANNE BINDERKRANTZ | asb@ps.au.dk | Professor på Institut for Statskundskab
En gang imellem sker der noget, der kommer til at forandre ens arbejdsliv markant. Det var tilfældet for mig, da jeg tilbage i 2023 blev spurgt, om jeg ville være med i forskningsledelsen for Magtudredningen 2.0. Det sagde jeg straks ja til, fordi jeg dårligt kunne forestille mig en mere meningsfuld opgave at bidrage til som statskundskabsforsker.
Faktisk var det ikke første gang, jeg var involveret i en magtudredning. Jeg var nemlig studerende på statskundskab tilbage omkring år 2000, da den første danske magtudredning blev gennemført. Her var jeg studentermedhjælper for professor Lise Togeby, der dengang var leder af Magtudredningen. I den forbindelse printede jeg blandt andet flere flyttekasser med nyhedshistorier ud til brug for et af hendes forskningsprojekter.
Magtudredningen 2.0 er på mange måder et helt andet forskningsprojekt end de projekter, jeg normalt er involveret i. Ofte er vores fokus som forskere på at bidrage til den internationale forskningslitteratur om et emne. Jeg har fx arbejdet meget med interesseorganisationers og virksomheders strategiske arbejde og indflydelse og har blandt andet samarbejdet med forskellige internationale kolleger om forskning inden for de områder.
Forskerlivet er derfor også tit ret koncentreret omkring det at gennemføre forskningen, indsam-
le og analysere data, skrive artikler og bøger og diskutere dem med andre forskere. Jeg har også altid lagt vægt på, at det jeg laver, skal formidles i en dansk sammenhæng, men den del fylder ofte mindre end selve forskningsdelen. Som del af forskningsledelsen for Magtudredningen 2.0 er det næsten omvendt. Formålet med magtudredningen er: ”at etablere et videnskabsbaseret grundlag for den politiske samtale blandt borgere og beslutningstagere om, hvordan vi kan sikre levedygtigheden og legitimiteten af det danske demokrati i en verden præget af nye udfordringer.”
Det betyder, at vi har haft to pejlemærker i vores indledende arbejde: for det første at inddrage en bred kreds af forskere i arbejdet for at sikre at godt vidensgrundlag. For det andet, at forskningen skal være relevant for diskussionen af det danske demokrati og formidles på en måde, så den faktisk kommer til at gøre en forskel for den politiske samtale – og ultimativt også hjælper til at sikre robustheden af vores demokrati.
Opbakningen fra forskerkolleger har været rigtig god. Vi har afholdt en lang række forskerworkshops, hvor alle forskere inden for vores temaer var inviteret og har herudover bedt forskere om at skrive essays til Magtudredningen. Derfor kan man finde mere end 90 essays på vores hjemmeside, hvor man kan læse om, hvilke spørgsmål forskerne finder
væsentlige og hvad vi ved – og ikke ved – om forskellige aspekter af demokratiet. Hermed en opfordring til at bladre de mange essays igennem og se, om der ikke også er nogle af relevans for det, der optager dig.
Kernen i Magtudredningen 2.0 er en bogserie på ikke mindre end 45 bøger, som forskellige forskere skal bidrage til. Bøgerne bliver kun 100 sider, og skrives så de – forhåbentlig – vil blive læst af både beslutningstagere og borgere optaget af demokratiet. Og så bliver de frit tilgængelige som e-bøger, så alle har mulighed for at læse med.
De tre første bøger er allerede sendt i trykken og udkommer til Folkemødet i juni 2025. Bøgerne kridter banen op for projektet – hvordan ser det danske demokrati ud i et komparativt perspektiv? Hvilke forskydninger har der været i magten siden den første magtudredning? Og hvor er der udfordringer i det danske demokrati? Dermed skaber de også en ramme for de næste mange bøger, der hver for sig dykker ned i et mere specifikt område.
Jeg har været med til at skrive bogen om demokratiets udfordringer og det har været både udfordrende og sjovt. Udfordrende fordi bogen dækker langt bredere end mine egne forskningsområder. Sjovt fordi bogen er langt mere fokuseret på at bidrage til vigtige samfundsdebatter, end forskning ofte er. Derudover går vi også lidt længere end for-
skere normalt gør i forhold til at pege på, hvor der er demokratiske udfordringer – selvom vi selvfølgelig også er omhyggelige med at understrege, hvor vi mangler dybdegående viden.
Selvom vi altså har gravet os ned i demokratiets udfordringer, er det på mange måder også opmuntrende at være med i Magtudredningen. Der er rigtig stor interesse for at bidrage, når vi fx sender spørgeskemaer ud eller beder om interviews. Vi bliver også inviteret med til mange forskellige typer af diskussioner og oplever stor opmærksomhed fra mange sider i forhold til diskussionen om demokrati. Forhåbentlig kan det føre til, at projektet både kommer til at give en bedre debat om demokratiet og konkrete demokratiske forbedringer.
Gør ChatGPT os dummere?
I november 2022 blev uddannelses-Danmark ramt af en orkan: Chat-GPT blev lanceret. Pludselig åbnede et sandt legeland af muligheder sig for os studerende. Ikke tid til at læse en tekst? Chat-GPT skriver da bare et resume! Er der svære begreber på engelsk og komplicerede sammenhænge? Intet problem - chatten forklarer en simplere version på dansk. Er du presset af din opgave? Hvorfor så selv skrive dit teoriafsnit?
Ovenstående er nogle af de måder jeg selv og andre bruger Chat-GPT på. Der er ingen tvivl om, at det er et enormt effektivt og tidsbesparende værktøj for os studerende. Som tiden er gået, har jeg dog undret mig over, hvordan vores gode ven ”chatten” egentlig påvirker det, som er hele pointen med, at vi går på et studie: At lære noget. Jeg tog derfor et deep dive ned i videnskaben om læring og har forsøgt at relatere det til måden, Chat-GPT hjælper os.
AF DAVID MOLIN | davidmolin01@gmail.com
Brugen af ChatGPT har væsentlige konsekvenser
Kort sagt skaber den massive brug af Chat-GPT blandt os studerende minimum to væsentlige problemer.
For det første er der god grund til at tro, at et stort forbrug af chatten gør, at man lærer væsentligt mindre. Det skyldes, at læring både kræver tid og engagement. Med hensyn til tid, er det grundlæggende psykologisk viden, at for at information lagres i langtidshukommelsen, kræver det, at man retter sin opmærksomhed mod den længe nok til, at det overføres fra arbejdshukommelsen til langtidshukommelsen. Når man blot læser et resumé af en tekst, eller ”chatten” skriver store dele af ens opgave, er der altså god grund til, at man husker og forstår mindre.
Herudover kræver læring aktivt engagement. Man lærer bedst ved at stille spørgsmål til materialet, undre sig, lave forbindelser til allerede eksisterende viden eller forklare dét, man har læst til andre. ChatGPT gør derimod, at man nemt bliver en passiv forbruger af viden. Man får forklaret begreberne, skrevet tekststykker osv. Man slipper selv for at tænke, og engagerer sig dermed væsentligt mindre. Igen er der altså god grund til at tro, at Chat-GPT gør, at man lærer mindre.
På et mere grundlæggende plan skader ChatGPT selve evnen til at tilegne sig viden. Læring forudsætter en veludviklet koncentrationsevne, og at man kan tænke sig dybt og grundigt om. Chatten hjælper én så meget, at man ikke får opøvet tænke- og koncentra-
tionsevnen. På samme måde får man ikke opøvet evnen til at forstå komplicerede begreber og sammenhænge, når chatten leverer alle svarene.
Som at tisse i bukserne når det er koldt Ud fra perspektivet om videnskaben bag læring kan man derfor sammenligne vi studerendes brug af ChatGPT med den velkendte metafor om at tisse i bukserne, når det er koldt. Det hjælper os på kort sigt: Man får et let læseligt resumé, lavet ugesedlen, skrevet en opgave osv. Det er hurtigt, nemt og lækkert. Men samtidig undergraver det hele idéen bag dét at studere og tilegne sig viden: Man husker tingene dårligere, forstår mindre og skader sin egen evne til at tilegne sig viden i fremtiden. Man kan argumentere for, at sidstnævnte særligt er vigtigt for et generalist-studie som vores, hvor vi ude på en arbejdsplads typisk vil have brug for at sætte os ind i vidensområder, som ikke er direkte relateret til studiet.
Konsekvenser for samfundet
Der er altså god grund til at tro, at et stort forbrug af ChatGPT rent faktisk går udover den enkelte studerendes indlæring. I forlængelse af dette kan man som statskundskabsstuderende passende stille spørgsmålet: Hvad er de samfundsmæssige konsekvenser af dette?
Det mest åbenlyse svar må være, at vi unge, der de kommende år kommer ud af universiteter og andre uddannelsesinstitutioner gennemsnitligt vil være mindre kompetente end tidligere generationer. Vi vil
med stor sandsynlighed have lært og forstået mindre. Vi vil være dårligere til at tænke selvstændigt, dybt og kritisk. Vi vil være dårligere til at tilegne os og vurdere ny information. I en verden, som kun bliver mere kompleks, er alt dette essentielle kompetencer.
Hvis det, jeg har skrevet indtil videre, bare er delvist korrekt – at rigtig mange danske unge fra folkeskole til universitet lærer mindre og bliver dårligere til at tilegne sig viden – er vi som studerende og samfund derfor ikke bevidste nok om den trussel, ChatGPT udgør. Danmark har nu som i fremtiden brug for kompetente og veluddannede mennesker, som kan tænke og skrive selv. Vi skylder derfor os selv individuelt – og som borgere i et samfund, som finansierer vores uddannelse og har brug for vores kompetencer i den anden ende – at tage en samtale om brugen af ChatGPT.
Vi skal være bevidste om brugen af Chat-GPT Der er groft sagt to veje at gå. Den ene er helt at lade være med at bruge chatten. Det er gået fint i mange århundreder, så mon ikke det stadig fungerer?
Den anden løsning er at ændre måden Chat-GPT
bruges. Ligesom de spørgsmål vi typisk arbejder med i statskundskab, er chattens indflydelse på læring ikke et sort/hvidt spørgsmål. I metodelingo er sammenhængen mellem chat og læring betinget af måden ChatGPT bruges på. Lidt paradoksalt kan jeg anbefale, at man alene eller i studiegruppen tager en snak med chatten om, hvordan man bedst bruger den, da den giver gode svar.
ChatGPT understøtter indlæring, hvis den bruges som en sparringspartner. Dvs. til at lave tjekspørgsmål, komme med forbedringsforslag til skrevne tekster, udfordre ens egen forståelse og lignende. Chatten hæmmer derimod indlæring, hvis den bruges til at skrive ens opgaver som erstatning for at læse pensum, eller at man ukritisk accepterer dens svar uden refleksion.
Danmark karakteriseres ofte som et videnssamfund. Skal dette også være sandt i fremtiden, tror jeg, det er vigtigt, at vi både i samfundet og internt blandt os studerende får en sund kritisk samtale om hvor meget og hvordan, vi bruger ChatGPT. Jeg håber, at denne klumme kan være starten på en sådan samtale her på IFSK.
En hilsen til Mogens Glistrup
AF PETER HJORT | peterhjorth42@gmail.com
Rasende
Vi lever i en tid, hvor der er meget, vi skal nå. Meget, vi skal kæmpe for. På studiet, på hjemmefronten, i vores samfund. Der er kriser, der skal løses, opgaver, der venter, uretfærdigheder, der kalder på handling. Det kan føles som om verden konstant lægger mere på vores skuldre. Krig i Europa, klimaforandringer, demokratiske tilbageslag. Og samtidig de nære krav: eksaminer, arbejde, relationer, pligter.
Hvordan bærer vi alt dette? Hvordan finder vi energien, der skal til for at blive ved med at skubbe til tingene? Det handler om at finde en drivkraft. Nogle finder den drivkraft i håb. Andre i ambition. Og nogle – nogle finder den i raseriet.
En af dem, som jeg mener, særligt excellerede i at bruge forargelsen, irritationen – raseriet – som sin drivkraft var Mogens Glistrup. Jeg synes, at vi skal sende ham en hilsen.
Raseriet som drivkraft
Mogens Glistrup var en rasende mand. Rasende over skattesystemet, over bureaukratiet, over dem, han med foragt kaldte skrankepaver, papirnussere og skrivebordsfogeder. Men han nøjedes ikke med at sidde hjemme og brokke sig over det. Han kanaliserede sit raseri ind i sine handlinger.
I 1971 dukkede han op i tv-programmet Focus og fortalte, at han ikke betalte skat. Forargelsen var stor –
både blandt politikere og i befolkningen. Men der var også dem, der lyttede. Dem, der delte hans frustration. Dem, der mærkede en lettelse i, at han sagde det højt.
Kort tid efter stiftede han Fremskridtspartiet. Et parti bygget på hans opgør med skatten, med systemet, med overflødige embedsmænd – med os? Ved folketingsvalget i 1973 – Jordskredsvalget – stormede han med sit parti ind i Folketinget med 15,9 procent af stemmerne og 28 mandater.
Man behøver ikke være enig med Mogens Glistrup. Hverken i hans politik, hans stil eller hans visioner. Men man kan godt lade sig inspirere af, hvordan han brugte sit raseri som en drivkraft. Han viste, at vrede – hvis den formuleres klart, målrettet og vedholdende – kan flytte noget. At den kan samle mennesker. At den kan ændre virkeligheden.
Raseriet som blindhed
Men raseri er en krævende kraft. Det kan brænde klart, men det kan også brænde ud. For Mogens Glistrup blev raseriet ikke kun en drivkraft – det blev også en blindhed.
Som årene gik, blev retorikken mere uforsonlig og hans fjendebilleder mere ekstreme. Det, der før var et charmerende raseri, blev til en hæsblæsende monolog, hvor færre og færre gad lytte.
Hans udtalelser om udlændinge og muslimer blev til grove generaliseringer, som isolerede ham fra tidligere støtter. Fremskridtspartiet, der engang var et folkeligt oprør, blev præget af interne magtkampe og splittelse. Til sidst lignede det mere en klub af vrede individer end en samlet politisk bevægelse.
Mogens Glistrup selv blev dømt for skattesvig i 1983 og måtte forlade Folketinget. Forsøgene på et comeback blev aldrig til mere end ekkoer fra en svunden tid. Til sidst stod han uden parti, uden indflydelse, uden de allierede, de havde haft brug for.
Hans historie viser os, at raseri alene ikke er nok. Uden retning, uden evnen til at lytte og bygge bro, risikerer det at blive en kraft, der isolerer i stedet for at samle. En kraft, der skubber folk væk i stedet for at bringe dem tættere på.
Hans ild brændte voldsomt – men til sidst brændte den også ham selv.
Raseri vi kan lære af Uanset hvad vi mener om Mogens Glistrup, så kan vi lade os inspirere, og lære af hans historie. Mogens Glistrup var en mand med følelserne ude på tøjet. Han viste, at raseri kan være en drivkraft, en energi, der kan bryde igennem mure, rokke ved det etablerede, åbne samtaler, som ellers forblev tavse. Men han viste os også bagsiden at vrede, hvis den
ikke balanceres, skubber folk væk, gør os bitre, isolerer os fra fællesskabet.
Vi har alle noget, vi er vrede over. Uretfærdigheder, benspænd, frustrationer. Måske skal vi ikke undertrykke den vrede, men omdanne den. Bruge den som gnist – men ikke lade den blive til en brand, der brænder os selv ud.
Næste gang du sidder og raser over en skrækkelig eksamen, en skæv politik eller et stædigt system, så send en hilsen til Mogens Glistrup. Lad raseriet drive dig fremad – men husk også at tage en pause, trække vejret, og glæde dig over alt det, der er værd at bruge raseriet på og kæmpe for.
Et langsomt, politisk ryk til venstre? Studerende ved
I seneste nummer af Kandestøberen belyste vi på baggrund af Rusundersøgelsen, der gennemføres hvert år på første semester af uddannelserne i statskundskab og samfundsfag, den sociale baggrund for og årsager til studievalg blandt studerende ved instituttet i perioden 1994-2024. Som lovet vender vi os i denne opfølgerartikel mod de studerendes politiske holdninger og partivalg, der er blevet spurgt til i hele undersøgelsens levetid.
Vi begynder med holdningerne og ser som det første på de studerendes gennemsnitlige selvplacering på den velkendte venstre-højre skala, som har indgået i undersøgelsen fra 2011 og frem. Spørgsmålet lyder: “I politik taler man ofte om venstre og højre. Nedenfor er vist en skala fra 0 til 10, hvor 0 er venstre og 10 er højre. Hvor vil du placere dig selv på denne skala?’ Gennemsnittet af svarene har hen over de undersøgte 14 år lige så langsomt bevæget sig fra fem i 2012 og 2013 til fra 2020 og frem at ligge (oftest lige) under fire på skalaen. Selvom gennemsnittet på 4,4 ved seriens begyndelse i 2011 afviger fra trenden, ligesom den mest venstreorienterede score på 3,4 i 2021 er blevet efterfulgt af scorer omkring 3,9 i de tre efterfølgende år, synes den overordnede tendens klar: Den gennemsnitlige studerende har bevæget sig fra en position lige på midten til en position lidt til venstre for midten. Som vi skal se i det følgende, er det en tendens, der går igen – også på nogle af de mere specifikke holdningsspørgsmål.
Rusundersøgelsen har således hen over årene også indeholdt en række af de spørgsmål om politiske holdninger, der indgår i Valgundersøgelserne, og på enkelte af disse kan vi følge udviklingen over hele spændet på 31 år, som undersøgelsen dækker. Vi ser i det følgende på svarene på seks af disse spørgsmål, hvoraf de fem er stillet som politiske påstande, som man skal erklære sig enig eller uenig i (svarskalaen har fem kategorier fra helt enig til helt uenig; vi ser bort fra de få, der har svaret ’ved ikke’). Spørgsmålene er de følgende (med dækningsperioden i parentes; ingen af spørgsmålene er dog stillet i 2018, og nogle heller ikke i 2016 og 2017):
Indvandring udgør en alvorlig trussel mod vores nationale egenart. (1994-2024)
Voldsforbrydelser bør straffes langt hårdere end i dag. (1994-2024)
Den økonomiske vækst bør sikres gennem en udbygning af industrien, også selvom det kommer i strid med miljøinteresser. (2005-2024)
Høje indtægter burde beskattes hårdere, end tilfældet er i dag. (2005-2024)
I politik bør man stræbe efter at skaffe alle de samme økonomiske vilkår uanset uddannelse og beskæftigelse. (2005-2024)
I det sjette spørgsmål, der blev stillet fra 1994 til 2007, skal man vælge mellem to udsagn, A og B: ’A siger: Forskellene i indtægter og levestandard er stadig for store i vores land. Derfor burde folk med lavere indtægter få en hurtigere forbedring af levestandarden end dem med højere indtægt. B siger: Indtægtsudjævningen er gået tilstrækkeligt langt. De indtægtsforskelle, som endnu findes, bør stort set bibeholdes' (man kan også svare, at man er lige enig i begge udsagn). I figur 1 viser vi udviklingen over tid i andelen, der er (helt eller nærmest) enig i hver påstand, eller som vælger udsagn A på det sjette spørgsmål.
Som det fremgår af figuren, har holdningerne blandt de studerende udvist både stabilitet og bevægelse over tid. Stabilitet finder vi i svarene på spørgsmålene om indvandringens potentielle trussel, forholdet mellem miljø og økonomisk vækst og den grundlæggende holdning til økonomisk lighed (i form af ens vilkår for alle). På disse tre spørgsmål har holdningerne – med et par undtagelser – ligget nogenlunde stabilt. Undtagelserne vedrører for det første spørgsmålet om miljø kontra vækst, hvor vi samtidig med den øgede opmærksomhed på klimaspørgsmålet siden 2017 har set et lille fald på ca. fem procentpoint i andelen, der vil give økonomien forrang over miljøet, så andelen nu nærmest ikke kan falde mere. For det andet ser vi i 2024 den højeste andel – 19% –
i hele perioden, der er enig i, at indvandring er en trussel mod den nationale egenart. Andelen ligger fem procentpoint over den hidtidige top i 2017 og udgør et markant brud med udviklingen i svarene på spørgsmålet. De kommende års undersøgelser må vise, om der er tale om en outlier eller en ny tendens. At der kan forekomme store udsving fra år til år, ser vi for det tredje i svarene på, om alle skal have de samme økonomiske vilkår, hvor 2021 og 2022 afviger markant i hver sin retning. Overordnet er svarene på spørgsmålet dog som nævnt stabile på et niveau lidt over 30%.
På de tre andre spørgsmål i figur 1 ser vi til gengæld klare ændringer i holdningerne – og på alle tre går bevægelsen mod venstre. Der er således et markant fald i andelen, der ønsker sig hårdere straffe for vold. Mens det synspunkt fandt opbakning fra ca. 70% i midten af 1990’erne faldt det frem mod midten af 2000’erne til et niveau omkring 40% – en ganske markant udvikling. Efterfølgende har niveauet dog ligget nogenlunde stabilt. Det samme kan man ikke sige om svarene på de to spørgsmål om omfordeling, der dækker hver sin del af tidsperioden. Fra 1994 til 2007, hvor spørgsmålet blev udfaset, steg andelen, der var enige i, at folk med lave indkomster skal have en hurtigere fremgang i levestandarden end dem med højere indkomster fra et niveau midt i 20’erne til 50% - et klart ryk mod venstre. På spørgsmålet om øget beskatning af høje indtægter ser vi en tilsvarende bevægelse fra 2005 til 2024, hvor andelen med appetit på højere skat stiger fra et sted i 20’erne til 50%. Man kan jo oplagt ikke sammenligne niveauerne på de to spørgsmål direkte, men idet de tapper ind i samme problemstilling, tegner svarene et samlet billede af en tydelig holdningsbevægelse mod venstre forløbet hen over hele undersøgelsesperioden. Overordnet set er konklusionen derfor, at de studerende ved instituttet har fået mere venstreorienterede holdninger hen over perioden.
Men hvordan afspejler de studerendes holdninger egentlig holdningerne i den danske befolkning? Et aktuelt svar herpå fremgår af figur 2. Figuren fokuserer på de fem spørgsmål i figur 1, der er stillet i de seneste år, og viser andelen af enige i Rusundersøgelserne fra 2019-2024 (dvs., de aktuelt studieaktive årgange; søjlerne med mørke farver) og de tilsvarende andele fra Valgundersøgelsen 2022 (søjlerne med lyse farver). Også her viser der sig et markant mønster. På fire af de fem spørgsmål ligger de studerendes svar således til venstre for resten af den danske befolkning. De største forskelle ser vi
på indvandring og straflængde (27-28 procentpoint) og mindst på højere beskatning (ca. 8 procentpoint). Nok så interessant er imidlertid svarene på spørgsmålet om, hvorvidt alle skal have samme økonomiske vilkår uanset uddannelse og beskæftigelse – for her ligger andelen af enige i Rusundersøgelsen ca. 19 procentpoint lavere end i den generelle befolkning.
Samlet set har de studerende ved instituttet således klart mere værdipolitisk venstreorienterede holdninger end det danske vælgerkorps. De studerende ligger også til venstre for vælgerne på spørgsmålet om skat på høje indtægter – men ikke så meget som på værdipolitikken. Og når det kommer til det grundlæggende spørgsmål om økonomisk lighed stikker de studerende ud til højre. Mens forskellen til vælgerne på værdipolitikken følger et velkendt uddannelsesbaseret mønster (som en af forfatterne til denne artikel har interesseret sig for), aner man konturerne af en anden strøm i de studerendes holdninger til økonomisk fordeling: Med en tilværelse på SU er der nok aktuelt appetit på højere skatter på dem med høje lønninger, men melder tanken sig måske om den løn, man selv vil kunne tjene på den anden side af specialet – eller den løn ens forældre tjener (jf. artiklen i seneste nummer af Kandestøberen)? Og dukker der måske endda en vis form for (uddannelses)snobberi op, når der gennemgående ikke er opbakning til, at alle skal have det samme – også uanset uddannelse? Eller er det troen på de økonomiske incitamenters stærke kraft, der viser sig her?
Uanset hvad svarene på disse spørgsmål måtte være, er der basis for at hævde, at de studerende på instituttet i hvert fald på aggregeret niveau er ganske kapable udi issue voting. I figur 3 kan vi således se, at de studerende tager de venstreorienterede holdninger med sig i stemmeboksen ved folketingsvalg. Med de mange danske partier er det svært at give et læseligt overblik over støtten til alle partier, der har været opstillet i perioden, og vi har derfor lavet to forsimplinger. I figurens øverste del viser vi partivalget opgjort i tre hovedkategorier: partier til venstre (på en traditionel højre-venstre skala) for Radikale Venstre, partier til højre for Radikale Venstre, og så for Radikale Venstre. Her får vi alle partier med, men forsimpler betragteligt. I figurens nederste del viser vi støtten til hvert enkelt af de seks største partier blandt de studerende. Her udelader vi således en række partier, der dog i langt de fleste år tiltrækker støtte fra færre end 10% (med LA som den mest stabile med en støtte på omkring 10% i de fleste år), og dermed ikke har spillet så stor en rolle.
Figur 1. Holdninger til politiske spørgsmål, 1994-2024, andel enige
Note: N=2.895-6.196. Figuren viser andelen, der er helt eller nærmest enige i udsagnene (se teksten for spørgsmålsformuleringer).
Valget af inddeling af partierne i figurens øverste del er sigende for et af hovedbudskaberne i analysen: Radikale Venstre er set over hele perioden det klart dominerende enkeltparti blandt de studerende på instituttet. I gennemsnit har partiet over hele perioden tiltrukket 32,1% af stemmerne, hvilket er mere end dobbelt så meget som nr. 2, Socialdemokratiet (15,5%), mens SF og Venstre følger tæt efter (med hhv. 15,1 og 14,0%). Radikale Venstre har desuden (som figurens nederste del viser) været det største enkeltparti i alle undersøgte år på nær seks. Selvsagt er de partier, der er kommet til i perioden, svagt stillet i en sådan sammenligning, men alle de seks største har været opstillet i hele perioden, og de øvrige kommer som nævnt sjældent (meget) over 10%. Som figur 3 viser, er støtten til de radikale gået op og ned over tid. Partiet lå fx relativt lavt i perioden sidst i 2000’erne, hvor Villy Søvndal trak vælgere til SF, mens Radikale Venstre var større end hver af venstre- og højrefløjsgrupperne i de fleste år i 2010’erne. Aktuelt er partiet dog inde i en bølgedal, mens venstrefløjspartierne – særligt SF og Enhedslisten – står stærkt. Set over hele perioden synes der at være et inverst forhold mellem udviklingen i støtten til Radikale Venstre og venstrefløjspartierne: Når støtten til den ene stiger, falder støtten til den anden og omvendt. For partier-
ne til højre for Radikale Venstre viser den øverste del af figuren et fald fra et niveau omkring 40% i midten af 1990’erne til nu et sted mellem 20 og 30%.
Ikke overraskende er der mere omskiftelighed i støtten til de enkelte partier i nederste del af figur 3. Den mest bemærkelsesværdige tendens er den aftagende støtte til de to gamle partier Socialdemokratiet og Venstre, der oplever et nogenlunde parallelt fald fra ca. 20 til ca. 5%. Venstre har jo også lidt store tab blandt alle vælgere, men faldet er sket mere løbende blandt de studerende. For Socialdemokratiet, der fortsat tiltrækker støtte fra 20-25% af vælgerne, er der tale om en markant udvikling, der rejser spørgsmålet om, hvorvidt vi i fremtiden vil se efterfølgere til markante socialdemokratiske cand.scient.pol.’er fra instituttet som Svend Auken, Nicolai Wammen, Jacob Bundsgaard og Anders Winnerskjold. Det ser i hvert fald ud til aktuelt at være noget færre at rekruttere fra. Omvendt har SF og Enhedslisten som nævnt god opbakning i de senere år, omend SF ikke har kunnet holde niveauet fra Søvndal-tiden.
Analysen af partivalget bekræfter den overordnede tendens fra holdningsspørgsmålene: De studerende ved Institut for Statskundskab ligger gennemsnitligt set noget til venstre for den brede befolkning – i hvert
Figur 2. Holdninger til politiske spørgsmål blandt studerende ved instituttet (2019-24) og blandt alle vælgere (2022), andel enige
Note: N=771-834 (Rusundersøgelsen)/2.464-2.615 (Valgundersøgelsen). Figuren viser andelen, der er enig i de fem udsagn (se teksten for spørgsmålsformuleringer) blandt hhv. studerende ved instituttet med studiestart i perioden 2019-2024 (søjler i mørke farver) og alle vælgere i Valgundersøgelsen 2022 (søjler i lyse farver).
Data fra valgundersøgelsen er vejet.
fald hvis Radikale Venstre tælles med til venstresiden. Sådan har det grundlæggende været over hele perioden fra 1994 til 2024, men overvægten af studerende med – ikke mindst værdipolitisk – venstreorienterede holdninger og et matchende partivalg er blevet mere markant over tid. En del af holdningsændringerne kan potentielt forklares med den såkaldte termostateffekt, idet straffene for vold løbende er blevet sat op hen over perioden, ligesom skatten på de højeste indtægter er blevet sat ned. Hvis holdningerne er stabile, og folk tager bestik af den ændrede politik, bør appetitten på strengere straffe gå ned, og appetitten på højere skat op. Den effekt er nu næppe hele forklaringen, og vi ser i øvrigt heller ikke tilsvarende ændringer af holdningerne blandt alle vælgere. Som nævnt er der dog også en mindre venstreorienteret side af de studerendes holdninger i form af en mere tøvende tilgang til spørgsmålet om grundlæggende økonomisk lighed. Indsatsen – fx i form af uddannelse – må altså godt kunne betale sig for mange studerende.
Sat på spidsen kunne en udlægning af holdninger og partivalg blandt instituttets studerende pege i retning af fremvæksten af et politisk ekkokammer, hvor der hersker en klar værdipolitisk venstreorienteret konsensus, kombineret med ansatser til en elitær
afgrænsning fra grupper med anden uddannelse og beskæftigelse. Det er ikke der, vi er, men udviklingen synes at gå i den retning, og der er i hvert fald blevet færre, der stemmer på partier til højre for Radikale Venstre. I et sådant miljø er det vigtigt at huske på tolerancens grundlæggende logik: At man skal finde sig i (f.eks. at høre på) noget, man er uenig i. Tolerance er ikke noget værd, hvis man kun vil høre på det, man allerede er enig i. Det gælder generelt på universiteter og i særdeleshed på et fag, der beskæftiger sig med politik, at der skal være højt til loftet og plads til forskellige holdninger, som kan mødes og brydes i en god og saglig debat såvel indenfor som udenfor undervisningen. Den debat og tolerancen, som den bygger på, er central for universitetets virke i relation til både forskning og uddannelsen af kritisk tænkende kandidater. I en situation, hvor holdningerne tipper klart i en bestemt retning, er det derfor op til dem, der er enige med flertallet at sikre, at der også er plads til, at mindretallet kan komme til orde og ikke føler sig bortdømt på forhånd, om det så er i undervisningen eller i festligt lag. Den rummelighed har vi traditionelt haft på instituttet – så lad os i fællesskab sikre, at den også findes i fremtiden.
INDBLIK
Figur 3. Foretrukket parti ved folketingsvalg, 1994-2024, procent
Note: N=771-834 (Rusundersøgelsen)/2.464-2.615 (Valgundersøgelsen). Figuren viser andelen, der er enig i de fem udsagn (se teksten for spørgsmålsformuleringer) blandt hhv. studerende ved instituttet med studiestart i perioden 2019-2024 (søjler i mørke farver) og alle vælgere i Valgundersøgelsen 2022 (søjler i lyse farver). Data fra valgundersøgelsen er vejet.
POLITOLOGISK BOGFORMIDLING
Tag med LøPBeklubben til Knæk
Cancer Løbet d. 28/9. Onkologisk
Selskab for Medicinstuderende arrangerer det, og du kan købe billet på deres hjemmeside.
Kom og se, om vi har brugte bøger til din eksamen, hvis du kunne tænke dig en billig bog!
Den nye PB-bestyrelse vil gerne takke
mange gange for en fantastisk start på bestyrelsesåret!
Knus fra din yndlings bogformidling
Opdatering fra Klimarådet –
Hvor står vi?
Et overblik over Klimarådets vurdering af situationen på klimaområdet i en tid, hvor mange udenrigspolitiske konflikter tager det meste af opmærksomheden.
FREDERIK SOMMER | frederiktsommer@live.dk
Klimasituationen i Danmark
Lidt lys i en mørk tid ser ud til at have ramt os. I hvert fald er Klimarådet kommet med nogle forholdsvis positive nyheder på klimaområdet. Det står i kontrast til de fire foregående år, hvor de kritiserede regeringens klimapolitik for at være uambitiøs.
Hvad er Klimarådet?
Klimarådet består af ni medlemmer og er en række eksperter, der tilsammen udgør et rådgivende ekspertorgan. Det er sammensat af eksperter med ekspertise inden for energi, bygninger, transport, landbrug, miljø, natur, økonomi, klima-videnskabelig forskning og adfærdsforskning med relevans for klimaområdet. Hvert år skal de redegøre for den danske klimaindsats i en rapport og vurdere, om det er sandsynligt, at Danmark opnår sine klimamål. Undervejs kommer de med råd til regeringen om, hvordan disse mål bedst kan indfries.
I deres årsrapport, der udkom d. 27/2, skriver Klimarådet, at regeringens klimaindsats muliggør, at målet om 70% CO2-reduktion i 2030 kan nås. Det er dog en vigtig pointe, at have for øje, at den positive attitude fra Klimarådet ikke handler om, at vi er nået i mål med reduktionen, men at rammerne er skabt for, at det kan lade sig gøre. I hvert fald hvis der eksekveres på den rigtige måde. Den vigtigste opgave bliver nemlig nu at omsætte politik til virkelighed, og rådet anbefaler regeringen at holde et stort fokus på at implementere den politik, de har vedtaget. På den korte bane er det positivt, at det ser ud til, at 2025-målet om en reduktion på 50-54% i forhold til udledningen i 1990 bliver opfyldt – højst sandsynligt tættere på 50% end 54%.
Jf. Klimaloven skal 2025-målet være udtrykt ved gennemsnittet af udledningen i 2024-2026. Derud-
over ser det – med den politik, som er vedtaget – ud til, at målet om en 70%-reduktion i 2030 lige nøjagtig når i mål.
Klimarådet anbefaler også regeringen at vende tilbage til deres klimatiltag løbende for at kunne nå at reagere i tide, hvis udsigterne lige pludselig bliver mere dystre. For selvom Den Grønne Trepart har skabt en klar plan for, hvordan de forskellige klimamål skal nås, er den stadig præget af usikkerhed, fordi klimatiltagenes udledninger baseres på forventede effekter. De reelle udledninger ender ikke nødvendigvis med at være som forudsagt.
Fra Klimarådets side bliver der set positivt på Den Grønne Trepart. Omlægningen af landbrugsjord vil give en klimamæssig gevinst, udtagning af lavbundsjorde rundt omkring i landet vil også forhindre en vis mængde CO2 i at blive frigivet, og den skov og natur, der skal rejses, vil også binde mere CO2. I løbet af 2025 skal Folketinget også blive enige om et klimamål for 2035. Ifølge klimarådet vil vi nå en 78% reduktion i 2035 med den nuværende politik, men rådet anbefaler regeringen at sætte ambitionsniveauet op af flere årsager. Udsigterne på klimaområdet bliver mere og mere dystre. I 2035 er der kun 10 år til 2045, hvor regeringen ønsker et klimaneutralt Danmark, og derudover vil de gerne gøre Danmark til et foregangsland på klimaområdet. Farten skal også i vejret, hvis regeringens plan om at reduceringen af CO2 skal nå 110% i 2050. Blandt andet skal rejsningen af natur etableres hurtigst muligt, hvis den skal nå at have en effekt.
Et blik ud mod den store verden
Den globale klimaindsats ser heldigvis også ud til at have en effekt. De allermest dystre klimascenarier, man tidligere havde forventet, ser ikke ud til at blive en realitet. Men der er stadig lang vej til at nå Paris-aftalens mål. Her er det overordnede mål at holde den globale temperaturstigning på under to gra-
Hvad er Den Grønne Trepart?
Er en aftale mellem regeringen, Landbrug og Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og KL. Den blev indgået i juni 2024 og blev vedtaget i Folketinget i november 2024.
Man har som mål at genoprette livet i de danske fjorde, søer og vandløb, skabe mere natur og biodiversitet samt nå de førnævnte klimamål. CO2-udledningen i landbruget skal også nedbringes.
Planen er, at i årene frem mod 2030 skal 400.000 hektar landbrugsjord laves om til diverse naturområder. Det svarer til Fyn og Lollands sammenlagte areal.
Med aftalen pålægges også en CO2-afgift på landbrugsproduktion.
der, og man vil allerhelst ramme halvanden graders stigning. Med den nuværende klimapolitik vurderes det, at der er kurs mod en stigning på tre grader inden for dette århundrede. Klimarådet påpeger derfor, at de gode nyheder ikke er ensbetydende med, at vi er i mål.
Opsamling
Artiklen her er et forsøg på at give et lille overblik over situationen på klimaområdet i en tid, hvor mange udenrigspolitiske konflikter tager det meste af opmærksomheden. Hvis man har fået vækket sin interesse i en sådan grad, at man gerne vil læse mere om Klimarådets vurdering af den nuværende klimasituation, anbefales det, at man finder Klimarapporten for 2025. Her bliver der gået i dybden med alle aspekter af den nuværende situation. Slutteligt er det måske relevant at sætte ord på, at man godt må blive glad for at læse de positive udmeldinger fra Klimarådet, selvom det ikke betyder, at vi har løst problemet fuldstændig. På den måde kan vi alle sammen bruge dem som energikilde til at kæmpe videre.
Indifferenskurver og ølbongs
Alt det jeg ikke regnede med på 2. semester. Det er ikke kun kaos af kurver, koncepter og konstant kognitiv overbelastning, jeg vil huske.
AF AMALIE ROSE LOFTHEIM |
Amalieloftheim@gmail.com
Sisyfos gik, så jeg kunne læse mikro
Jeg er i skrivende stund på vej mod eksamenerne på 2. semester af statskundskab. Og sikke en rutsjebanetur det har været! Endelig forstår jeg, hvordan Sisyfos havde det, da han hver dag skulle skubbe sin store sten op ad bjerget, kun for at se den trille ned igen. Min sten har bare heddet mikroøkonomi, og mit bjerg har været Langelandsgade. Det føles næsten som om, Rune står for enden af bjerget og kaster flere ligninger og modeller ned ad skråningen, hver gang jeg nærmer mig toppen.
Mit år er ikke blevet målt i dage og måneder som normalt. Nej, mit tidsregnskab er blevet dikteret af mikroforelæsninger. Det var ugen, hvor vi lærte om perfekt konkurrence i produktion, eller den frygtede torsdag, hvor vi kastede os ud i optimering af Ninas budgetbegrænsning på øl og bøger. Det er sådan, jeg navigerer i kalenderen. Kalenderen har ikke vist, om det er blevet forår, men “Nu er vi kommet til produktionsdelen".
Never gonna break my stride
Samtidig har mit semester sat sine tydelige spor på mit liv uden for universitetet. Min musiksmag har gennemgået en mærkelig, men følelsesladet udvikling. For at få mit humør mere op, er jeg begyndt at høre sange som Queen og David Bowies Under Pressure, som føles mere som en dokumentar end et musiknummer. Og min absolutte yndlingssang er blevet Never Gonna Break My Stride af Matthew Wilder – en sand kampsang, når man kæmper sig igennem endnu en metodeskriveøvelse.
Når mikrosprog bliver modersprog
Mit vokabular har også gennemgået en mindre revolution. Jeg taler nu flydende mikrosprog. En Big Mac er ikke længere bare hurtigmad. Det er nu klassificeret som inferiøre goder, der falder i efterspørgsel, når min indkomst stiger (hvilket den selvfølgelig ikke gør). Mine nye, alt for dyre sko, jeg ikke kan gå i, er nu en "sunk cost", som det ville være irrationelt at tage med i mine fremtidige beslutninger – men de er flotte, og det må også tælle for noget.
Jeremy clarkson redder min hjerne
For at balancere al teorien og undgå total hjernebrist, er jeg begyndt at se det legendariske tv-program Clarkson’s Farm. Hvis man ikke har set det, så kommer her en varm anbefaling! Man følger Top Gear-vært Jeremy Clarkson, som på mirakuløs vis har besluttet sig for at blive landmand. Og man tænker måske: "Detlyderdadødssygt," men i virkeligheden er det præcis, hvad man har brug for, når man selv kæmper med indifferenskurver, t-værdier og egalitarismetyper. Jeremy er nemlig en uduelig landmand, som gang på gang laver enorme fejl. Jeg ser dette program, ligesom folk ser Luksusfælden –for at få det bedre med ens økonomi.
Kan man google translate imai?
En særlig stjerne i programmet er Gerald. En lokal, helt nede på jorden, som har så tyk accent, at selv Google Translate ville give op. Når han forsøger at forklare Jeremy noget, står Jeremy bare og nikker og smiler forlegent. Det minder mig i uhyggelig grad
om min oplevelse med Imai-bogen. Jeg sidder og læser og tænker: "Jeg ved, der er en pointe her et sted,menjegerblevetdummereafatprøveatfinde den." Ligesom Jeremy lader jeg bare som om, jeg forstår, og håber på det bedste.
Men Clarkson’s Farm er ikke kun underholdende, fordi Jeremy fejler. Det er også fordi, det viser, at selv kaos kan være sjovt, og at man ikke altid behøver at have styr på alting. Og det er måske det vigtigste, jeg har lært på 2. semester: Det hele behøver ikke give mening hele tiden. For selvom mikroøkonomi, metode og politisk teori har givet mig grå hår, så har dette semester været meget mere end bare bøger og frustrationer.
Vi forstår ikke alt – og det er okay
2. semester har også været fyldt med sjove oplevelser. Det har været fredagsbarer, hyggestunder med holdet, og så kulminationen på det hele: Kapsejladsen. En dag, hvor hele Universitetsparken bliver forvandlet til et hav af farver, jubel og ølbongs, og hvor man for en stund glemmer alt om pensum og i stedet hepper, fester og føler sig som en del af noget større. Det er her, man virkelig mærker studielivet. Ikke bare som en række fag, men som et fællesskab.
Så når jeg ser tilbage på 2. semester, er det ikke kun kaos af kurver, koncepter og konstant kognitiv overbelastning, jeg vil huske. Jeg husker også det at trives på et studie med mange dejlige mennesker og erkendelsen af, at det hele nok skal gå, selv når man ikke forstår alt. For ligesom Jeremy Clarkson på sin gård, klarer vi det på vores egen måde.
Matrice-mager søges!
Art eller prol? Gal eller genial?
Vi søger en omstillingsparat smagsdommer, der står klar til at levere den berygtede matrice.
Matricen skal produceres to gange pr. semester, og skal gerne indeholde samtidens galeste kulturelle markører.
Er du beriget med en hvilken som helst form for holdning til den kulturelle udvikling?
Så er det dig, vi mangler!
Send en mail med en kort ansøgning til kanden@ps.au.dk, eller duk op til et møde!
Art
Søge job som matrice-mager
Dig der koder NVivo for en forsker
Frivilligt arbejde på CV'et
En hilsen fra den nye bestyrelse
En ny bestyrelse er nu tiltrådt i Kandestøberen, og vi glæder os meget til at fortsætte det gode arbejde som gamle bestyrelse har startet.
Vores nye redaktører, Amalie og Liva, har gjort sig umage med redigering af dette blad, mens resten af bestyrelsen, Wilma, Malte, Birk, Isabel og Helena er godt i gang med alle de opgaver, der ligger bag driften af Kanden.
Vi ser frem til et år med nye udfordringer, skønne skribenter og højt humør!
Vi håber I fortsat vil læse med - og måske har lyst til at komme forbi til et redaktionsmøde i lokale 020 <3
BMO er forkortelsen, du aldrig bad om - men som nu definerer din lørdag formiddag. “En bolle med ost” lyder som noget simpelt, men i løbet af de seneste par år er det blevet en storbyklassiker, en nødvendighed, en kulinarisk identitetsmarkør for unge. På langt de fleste caféer i Aarhus er BMO’en blevet kronjuvelen. Den ædle kombination af godt bagværk, ost af høj kvalitet og flagesalt, kan få selv den mest broke studerende til at slippe 55 kr. Men hvorfor betaler vi så høje priser for noget, der er så banalt? Vi er nødt til at tale om, hvordan noget så simpelt er blevet en adgangsbillet til kulturel kapital - og om det afslører en ny form for klassekamp.
I Aarhus er det næsten muligt at tegne et kulturelt klasselag direkte ned i bykortet. Spiser du din BMO på La Cabra, omgivet af stålbestik og stempelkander, signalerer du en sans for detaljer og en vis kulturel kapital. Vælger du i stedet et smurt rundstykke i en
papbakke fra SuperBrugsen, træder du ud af det symbolske caféspil. Det er i kontrasterne, at signalværdierne står tydeligst frem: Det handler ikke om selve bagværket, men om hvor det er fra. Og valget er langt fra tilfældigt. Det er socialt, det er politisk og det er klassekamp – i den mest bogstavelige forstand.
Men det giver god mening. For valget om, hvilken BMO vi skal have, er et af de få valg, som vi rent faktisk kan kontrollere. Hvordan vi ser ud, hvordan vi hænger ud og hvad vi spiser, er nogle af de få ting, som vi unge individer kontrollerer selv. Og så kan vi kaste en hvid pil efter boligmarkedet, mens lønninger stagnerer og vores alles fremtid bliver mere og mere usikker. Men valget om dagens BMO: dét kan du selv afgøre. Det er kulturel kapital i praksis - serveret med hjemmerørt saltsmør i det helt rigtige kvarter. Så burde vi kalde det BMO’ens klassekamp?
klassekamp?
Klassekampen er ikke noget nyt fænomen. Bourdieu beskrev det i sin tid meget godt; vores præferencer, selv omkring noget banalt som mad, reproducerer og synliggør vores position i det sociale hierarki. For det er ikke nok at spise en bolle med ost; det handler om at spise den rigtige bolle, med den rigtige ost, fra det rigtige sted. Distinktion i surdejsform måske?
Spørgsmålet er så: er det overhovedet et problem? Kan det betale sig at hidse sig op? Er det værd at rase over? Måske ikke. Men det er vigtigt, at vi overvejer, hvad det betyder, når noget så simpelt som en BMO bliver til noget, som er med til at forme identiteter. Når det simple bliver til en performance - et idealiseret selvbillede, der spises på café og postes på story. Når kulturel kapital bliver vigtigere end økonomisk. Og når selv en bolle med ost bliver til en slags klassekompas, bliver vi nødt til at spørge os selv: Hvilke værdier vil vi binde vores samfund op på? Det, der er
på spil, er nemlig i virkeligheden vores fællesskaber. Hvordan skal vi indrette det, så der er plads til alle? Bør vi gøre det simple simpelt igen?
Så næste gang du køber en BMO til dyre domme, så spørg dig selv: køber jeg det simple bagværk, eller køber jeg min adgang til kulturel kapital og et identitetsudtryk?
Pointen er ikke, at vi skal droppe BMO’en. For det smager jo himmelsk. Men måske vi skal begynde at tale om, hvorfor vi spiser den. Og hvem der egentlig har råd til at være med i det uendelige caféspil. Vi må stoppe med at bilde os selv ind, at en BMO blot er en bolle. For surdejsopskriften indeholder tydeligvis mere end blot mel og vand.
Brevkanden – Gode råd til den dårlige stemning
AF ESTHER MARIE ENIG | esthermarie@hotmail.dk
Der er mange gode grunde til at være rasende i disse dage. Sommervejret kommer og går som vinden blæser, eksamenssæsonen nærmer sig med hastige skridt, og hele verden brænder snart ned omkring os. Når man i forvejen går rundt i en sort sky, virker det enormt uoverskueligt, hvis ens roomie aldrig tager opvasken, når halvdelen af Roskilde-campen pludseligt hopper fra, eller at ham den søde fra Hinge ikke svarer. Brevkanden kan beklageligvis ikke fikse hverken vejr eller verdenssituation, men til gengæld tager jeg jeres raseri under kærlig behandling og forsøger at udrede nogle af livets mange små hårknuder. Har du et dilemma, du går og tumler med? Send det til kanden@ps.au.dk eller til @ifsk_kanden på Instagram, og så lover jeg, at gode råd er ganske gratis.
SPØRGSMÅL 1
Hej Brevkanden! Vi har et fælles noteark i min læsegruppe, som fungerer super – men en af de andre bliver ved med at tilføje andre fra vores hold til det, og de bidrager ikke. Er det nederen at bede hende om at holde op?
Som udgangspunkt mener jeg jo, at noget af det smukkeste ved vores studie er, at man hjælper hinanden, når man kan – og at noter flyder relativt frit mellem hold og årgange. Men det betyder ikke, at alle skal have adgang til alting. Især ikke hvis det er dig, der betaler for festen, mens de irriterende drenge bagerst i klassen drikker alle øllene.
Det er legitimt nok at føle sig udnyttet, når man selv har brugt timer på at læse, terpe og møjsommeligt skrive guldkornene ned. Men det tager altså ikke noget fra dig, at de kan læse med – og i sidste ende lærer man trods alt mere af at skrive noterne end af at læse dem.
Hvis du alligevel mærker raseriet boble, foreslår jeg, at du fjerner de uvedkommende gæster fra dokumentet og spiller uskyldig, hvis nogen konfronterer dig. Hvis man ikke behøver at spørge læsegruppen, om det er okay at tilføje folk, så behøver man vel heller ikke at spørge, om det er okay at fjerne dem igen?
SPØRGSMÅL 2
Jeg kom til at tage hjem med en jurist efter Slaget om Fakultetet, og nu snakker mine venner ikke med mig. Hvordan kan jeg gøre det godt igen?
Dine venner er ikke bare vrede – de er skuffede. Og det er, ærligt talt, ikke uden grund. Du har begået det tætteste, man i det moderne Danmark kommer på landsforræderi. Derfor er det også kun passende, at du nu genopretter balancen i universet, tager tyren ved hornene og lægger dig fladt ned.
En offentlig undskyldning i pausen til en forelæsning, nøgenløb gennem uniparken eller en symbolsk afbrænding af et gammelt eksemplar Paragraf ude foran Forhistorisk – det hele ville være passende.
Du må bevise, at dit hjerte stadig banker for IFSK – også selvom det kortvarigt slog et slag for en, der i ramme alvor synes, at fogedret er ophidsende. Og hvis det ikke virker, så håber jeg, at din dårlige dømmekraft i det mindste har affødt nogle gode noter til Forvaltningsret.
SPØRGSMÅL 3
Mit studiejob bliver ved med at sende mig mails, når jeg ikke er på arbejde, eller sent om aftenen og forventer, at jeg svarer – så det gør jeg jo. Bør jeg få min work-life-balance under kontrol?
Ja. Ikke bare for din egen skyld – men for alle os andre.
Når du svarer på mails kl. 22.43, sætter du barren for, hvad der er normalt. Og inden du får set dig om, er det ikke bare dig, men hele vennegruppen og halvdelen af instituttet, der er fanget i en ond spiral af koffeinafhængighed og begyndende stresssymptomer. Det lyder dramatisk, men du er ikke bare én medarbejder. Du er også et pejlemærke for, hvad en arbejdsgiver kan tillade sig at forvente af en studentermedhjælper.
Jeg ved godt, det er svært at lade være. Den typiske statskundskaber er jo, på godt og ondt, en flittig lille stræber med præstationsangst og et enormt behov for anerkendelse. Alle vil gerne være månedens medarbejder – men du får altså ikke nok i løn til at ’tage lead’ fra fitnesscenteret eller løse hasteopgaver i fredagsbaren. Så: Øv dig i at lade en mail være en mail, når du har fri. Sæt autosvar på. Luk computeren. Gå en tur. Drik en øl. Se en serie, hvor ingen siger “vi asfalterer, mens vi kører” én eneste gang.
SPØRGSMÅL 4
Kære Brevkanden. Jeg har mødt både min vennegruppe og min kæreste på stats. Til Kapsejladsen kommer min (meget fulde) veninde så til at fortælle mig, at hun hader min kæreste, og det gør alle mine andre venner åbenbart også. De synes åbenbart, at han er virkeligt irriterende. Er der noget jeg kan gøre? Hilsen den splittede
Husk på, at fulde mennesker ganske rigtigt ofte taler sandt – men at de altså mest bare taler lidt for meget. Det er selvfølgelig ikke rart at få serveret hele den ufiltrerede holdning til dit livs kærlighed i et sammensurium af kaffe-bailey-bongs og kapsejladssange. Du har derfor også ret til at være ked af det – og lidt vred – over hendes dårlige timing og stride kommentar.
Når det er sagt, kan det måske være en idé at tage de rosenrøde briller lidt af og overveje, om der er noget om snakken. Er han bare en brovtende Strava-kriger med et lige lovligt intimt forhold til Her Går Det Godt – eller ser dine veninder noget i hans adfærd, som du (endnu) ikke har opdaget?
Du kan ikke tvinge nogen til at elske din kæreste. Men hvis dine veninder er gode, kommer det heller ikke til at ødelægge jeres venskab. I sidste ende er det jo heldigvis ikke dem, der skal være kærester med manden – de kan nøjes med at hviske lidt i krogene og smile anstrengt over rødvinen når han nævnes. Og hvem ved – måske vokser han på dem. Eller også gør han ikke. Det går nok.
SPØRSGMÅL 5
Jeg faldt i søvn til en forelæsning og snorkede højlydt. Kan aldrig vise mig i Per Kirkeby igen. What to do?!
Jeg tænker hellere at du må droppe ud. Der gemmer sig utvivlsomt en lysende fremtid som mikroinfluencer for dig et sted ude i horisonten. Hvis det virkeligt er grelt, kunne du måske melde dig til Alene i Vildmarken for virkeligt at komme væk. Tænk på, hvor fed historie det ville være for dine studiekammerater – om ham, der faldt i søvn til undervisningen, for så prompte at flytte til Lapland, spise en elg, og miste et par tæer. Tag lige én for holdet!
Når det er sagt, så er din powernap næppe noget, folk husker særlig længe. Det sker, i min erfaring, relativt ofte, og medfører maksimalt lidt venlige drillerier. Tag kontrol over situationen: smid et selvironisk meme i holdgruppen, grin ad det – og sørg så i øvrigt for at få dine otte timers søvn om natten i stedet for til Politiske Institutioner.
KANDESTØBEREN
KANDENS KRYDSORD
AF BIRK FAXE | birkfaxe@gmail.com
Ned
2. Københavns Erhvervsakademi 20. Nænsom
3. Internet 25. Diabetesmedicin
4. #dk___ 26. Redskab
7. Kornsort 28. Tone
8. Ånd 29. Ikke ned
9. Artikel 30. TV-producent
10. Grine 32. Kornsort
11. Kig! 35. Oxideret kobber
12. Total revenue 36. Ly
13. Vinder af Kapsejlads 2025 38. Ikke beskidt
14. Tone 41. Ikke gammel
15. Stjerner 43. Irritationsmoment
16. Atletikdisciplin 44. Grisesnude
17. Slikstykker 46. Pyntegenstande
22. Måleenhed 48. Kig!
Tværs
1. Insekt 23. Projektiler
2. Pilou Asbæk i Borgen 24. Artikel
4. Citrusfrugt 27. Lade
5. x 29. Osmium
6. Griselyd 31. Rizz
7. Bærer en hylde 33. Suffiks
8. Nedbør 34. Slavers
9. Strøm 37. Skaldyret
11. dropud.nu 39. Dette øjeblik
16. Vinder af Premier League 2024/25 45. Neo
18. Tone 40. Beholderen
19. Der bor en troldmand 42. Fugle
20. Udråb 47. Pistol
21. Sengeplads
22. Jævnstrøm
MATRICEN
AF VICTOR TRANBERG MIKKELSEN | vicmikkelsen@gmail.com
Denne omgangs matrice forholder sig til de store spørgsmål. Er Torben Chris gal eller genial? Bør Tange sø drænes, og skulle Katy Perry egentlig bare være blevet ude i rummet? Derudover er det et ja tak til bl.a. pita med halloumi og urtedressing fra De Fyrretyve Røvere, en god podcast om USA, Trumps AI trolling, Pave Frans og det nye Viagra Boys-album. Omvendt er jeg efter foreningsgangen morgen-lugt om mandagen, folk der stiller for lange spørgsmål og fodboldfans fra hovedstaden. Et sidste shout out skal lyde til alle dem, der skal på morgenvandring til Lisbjerg for at komme til eksamen. Fedt dilemma de studerende er blevet stillet i, med enten at skulle cykle 10 kilometer op ad bakke, eller tage af sted før fanden får sko på om morgenen, for ikke at risikere at bussen er proppet.
På denne lettere opløftende note vil jeg gerne sige tak for at I har læst med på matricen her de sidste 1,5 år. Min tid som matricemaster er desværre ovre, da jeg er færdig på IFSK til sommer. Dog skal matricen nok leve videre – det er jeg sikker på!
