Alt det vi ikke regner med

KANDESTØBEREN ALT DET VI IKKE REGNER MED

Redaktører

Jens Peter Dinesen

Kathrine Hede Krogh

Kathrine er ansvarshavende redaktør

Administrator

Anders Hoffmann Kozuch

Fællesredaktion

Anders Hoffmann Kozuch

Pernille Højgaard-Hansen

Ida Nørregaard

Tanja Marie Hansen

David Erbo Andersen

Isabel Rouvillain

Adresse

Institut for Statskundskab

Aarhus Universitet

Bartholins Allé 7

8000 Aarhus C

Kontor

Bygning 1332, lokale 020

E-mail kanden@ps.au.dk

Skribenter

Alberte Hylleberg Jakobsen

Amalie Loftheim

Anders Kozuch

Andreas Rex Olsen

Esther Marie Enig

Frederik Thomsen Sommer

Jens Peter Dinesen

Jeppe Grandahl

Kathrine Hede Krogh

Leo Rohrmoser

Liv Lindberg Nielsen

Mikael Saeedzadeh

Rasmus Haarkær Ankersen

Victor Tranberg Mikkelsen

Wilma Dam Rasmussen

LEDER

AF KATHRINE HEDE KROGH & JENS PETER DINESEN

Kære læser...

Er du heldig i december, får du lov at stå op med det spæde morgenlys på den blege vinterhimmel. Solen, der ligesom dig kæmper sig ud af fjerene, afkræftet efter sommerens stråledans. Den blinker til dig ind ad dit vindue og overbeviser dig om, at Langelandsgade sikkert ikke er lige så hård i dag. Den VT-forelæsning lyder da spændende nok? Det skal nok gå. Ja, det havde du nok ikke lige regnet med.

Selvom december og vintermånederne for mange - og især os studerende - er en tid præget travlhed, deadlines, julefrokoster (og dertilhørende tømmermænd), gråvejr og forventninger til både sig selv og sin omverden, er her en opfordring til at lade sig gribe af det uventede og omfavne alt det, vi ikke regner med. Hvad enten det er en solskinsmorgen i højsæsonen for snotnæser eller en videnskabsteoretisk åbenbaring.

Alt det vi ikke regner med kan både være hverdagens uventede optimisme, men også alt det vi overser i forbifarten og regnemodellerne. Emma Holten er næppe gået nogen statskundskaberes næse forbi, og det er med god grund. Med sin bog, “Underskud - om værdien af omsorg”, sætter hun ord på, hvordan det nuværende dominerende økonomiske paradigme i politik kan ske at værdisætte vores verden og værd skævt og ja - ikke regne alt med. Selvom bogen får kritik for at tolke nogle økonomers udsagn lige lovlig frit, står den

stærkt i samfundsdebatten om værdi og politiske prioriteringer, og så er den et vigtigt indspark til alle os djøf’ere, der til tider glemmer, at alting ikke altid er som vi regner med, eller som vi har lært i teoribøgerne.

Kaster vi blikket mod den anden side af Atlanten, var det nok de færreste danskere, der regnede med, at Trump ville vinde præsidentvalget. Liv har i et interview med Derek Beach skrevet om reaktionerne på valget i en europæisk kontekst, Andreas og Frederik har interviewet Suthan Krishnarajan om vælgervandringer og de afgørende kamppladser under valgkampen og Rasmus har interviewet Mathias Sindberg fra Dagbladet Information om verdensordenen efter Trumps valgsejr, mens Leo har taget de komparative briller på i en sammenligning af de amerikanske valg i 1980 og 2024. Kantinen og kandidatreformen har været to varme og uventede kartofler dette semester. Førstnævnte har Alberte, Esther og Malte skrevet om, og sidstnævnte har Anders og Alberte interviewet Lars Thorup og Christoffer Green-Pedersen om. Det danske demokrati bliver undersøgt i mikroskala i Jeppes artikel om “Balladen om kolonihaven” og Rasmus rapporterer fra den europæiske højrefløj til oplæg med Jordan Bardella, Frank-

rigs nationalkonservative komet. Mikael giver en anbefaling til alternative julekalendre, Wilma skriver om social trivsel på statskundskab og til sidst i bladet kan du velfortjent fornøje dig med Birks krydsord, om alt det vi ikke regnede med.

2 ud af 3 danskere regner ikke med, at det er nødvendigt at preppe i nærmeste fremtid og har derfor ikke forberedt sig efter Beredskabsstyrelsens anvisninger. Uanset om du har det på samme måde, eller har LifeStraw’et klar i kælderen, kan du komme forbi Kandestøberen og Kandidatforeningens prep’bar til juledagen d. 6. december på foreningsgangen og forberede dig på dommedag med os! Med de ord skal lyde en tak til alle vores dygtige skribenter for trofast at bidrage til vores blad i denne sidste udgivelse i 2024. Vi glæder os, til vi mødes i spalterne igen i det nye år!

God læselyst!

REDAKTIONEN

Astrid Amalie Mortensen

Amalie Loftheim Anders Hoffmann Kozuch

Emma Vedstesen

Gabriell Rangan

Freja Frida Overgaard Brems

Helena Damgaard Pedersen

Isabel Rouvillain Jens Peter Dinesen

Jakob Kim Rasmussen

Johannes Haugen Kathrine Hede Krogh Leo Rohrmoser

Liv Lindberg Nielsen Lærke Fentz

Rasmus Haarkær Ankersen

Måske dig?

Esther Marie Enig

Mads Grandahl

Jeppe Grandahl

KANDIDATREFORMEN: Vi lægger høtyv og fakler tilbage i skuret

Endelig har vi fået svar på, hvad der skal ske med os. Længe har kandidatreformen været på tegnebrættet - der har været debat, der har cirkuleret rygter, og der er opstået bekymringer. Alt sammen ingredienser til en potentiel sensationel og konfliktfyldt Kandestøber-artikel, som kunne opfylde alle nyhedskriterierne. Den ærgerlige nyhed er, at så spændende blev det slet ikke. Den gode nyhed er, at vi som statskundskabere kan ånde lettede op - vi skal alligevel ikke skrive speciale i sommerferien som afslutning på vores 1 ¼-års kandidat!

AFALBERTE HYLLEBERG JAKOBSEN | albertehylleberg@gmail.com & ANDERS KOZUCH | anders@kozuch.dk

Er der et behov?

Kandidatreformen må siges at have været en meget omdiskuteret reform - særligt i de kredse vi som studerende bevæger os i - og dertil er der opstået en udbredt undren over, hvor behovet for denne reform kommer fra. Spørger man institutledelsen, er svaret, at det er et politisk spørgsmål. Fra Christiansborg har man et ønske om at få flere til at søge mod professionsbachelorerne, få flere studerende hurtigere igennem uddannelserne, og ud som en del af arbejdsudbuddet. Dette har man fra politisk side vurderet, at man gør bedst ved at skære på universiteterne. En holdning som ikke deles af institutledelsen, omend de alligevel godt kan se nogle fordele ved den omtalte reform. Med reformen kommer ikke kun nedskæringer, men også muligheder for at gentænke den måde kandidaten er bygget op på i dag. En mulighed som institutledelsen har grebet, og som nu har udmøntet sig i en helt ny måde at blive cand. scient.pol.

Hvordan kommer reformen til at se ud for os?

Vi har interviewet institutleder Christoffer Green-Pedersen og studieleder Lars Thorup Larsen om reformen. Vores vurdering er, at med de aftaler som institutledelsen på nuværende tidspunkt har

lavet med fakultetsledelsen, har statskundskab som helhed landet en meget tilfredsstillende løsning for de studerende. Dette må især siges, når man ser på, hvordan det kunne være gået. Det korte af det lange er, at vi er endt med at skulle nedjustere optaget på bacheloren med 14% samt justere det faglige indhold på selve kandidaten mod mere specialisering. Det betyder altså at vi beholder den 2-årige kandidat som vi kender den, men med en fremtidig indførelse af noget, der ligner linjefag eller spor, som Lars Thorup og Christoffer Green-Pedersen kalder “specialiseringer”. Indførelse af specialisering har været den eneste måde, man har kunne undgå en reduktion i kandidatens uddannelsestid ifølge Lars Thorup:

“Hvis statskundskab på AU skal kunne overbevise ministerietom,atviskalværeen2-årigkandidat,så skalvikunneviseprogression”

Men hvor kommer tanken om disse specialiseringer fra, og hvad betyder de?

Specialiseringerne er et resultat af et krav fra Uddannelses- og Forskningsministeriet om, at der skal være en væsentlig progression og retning på de bachelorer og kandidater, der tilbydes på universiteterne. Dette er uden tvivl tilfældet på bacheloren på

"

Selvom bagtæppet med den her reform egentlig er lidt træls, så forestiller vi os, at vi kan levere en bedre kandidat af det her", siger Christoffer Green-Pedersen

statskundskab, men det kan ikke helt entydigt siges for kandidaten på instituttet. Her er der en meget stor grad af valgfrihed, hvilket betyder, at man faktisk i en årrække ikke har opfyldt kravene til den studerendes progression. Dette betyder ikke, at de tidligere kandidatstuderende ikke er blevet klogere, men at det er foregået mere frit og uden hensyn til progression i mere specialiserede fagområder. Noget, som egentlig er fløjet under radaren for myndighederne, som vi forstår det på Lars Thorup og Christoffer Green-Pedersen, men som er kommet alumner fint til gode. Dette må nu rettes ind som følge af reformen.

Både Thorup og Green-Pedersen bemærker, at specialiseringsidéen er med til at bibeholde en mængde valgfrihed, idet man frit kan vælge mellem de kurser der er i ens specialiseringslinje. Heraf forestiller Thorup og Green-Pedersen sig i øvrigt, at specialiseringerne er nødt til at være forholdsvist brede. En anden positiv sideeffekt af de nye specialiseringer er også et potentielt bedre sammenhold på kandidaterne. Det er ingen hemmelighed, at vores kandidat kan føles meget ensom for mange, og være ret svær at overgå til, når man er vant til det sociale liv fra bacheloren. Indførelsen af specialiseringer kan være med til ændre denne situation, idet man følger et mere fast hold af mennesker, der i højere grad har samme kurser.

Dog fastslår Lars Thorup, at ens kandidat ikke kun kommer til at dreje sig om specialiseringen:

"Der vil fortsat være elementer af kandidaten som ikke er knyttet til specialiseringen, såsom praktikkenogforvaltningsret”

Generelt set resulterer reduktionen af frihed sig i lidt forskellige negative effekter på vores kandidat. Institutledelsen har bl.a. set det som en udfordring, at et stigende antal studerende ikke afslutter deres kandidat med afleveringen af deres speciale. Muligheden for at gøre det forsvinder med den nye reform, og der bliver altså færre måder at strukturere sin uddannelse på end tidligere.

Dertil skal specialet med al sandsynlighed afleveres en måned før, og dette rammer naturligvis vores tidsramme og heraf tidspres når vi skriver vores speciale. Hertil svarer Green-Pedersen:

“Der kommer nok et krav om, at man skal være færdig en måned før med sit speciale. Det vil vi finde ud af ved at kigge på måske at inddrage de her augustseminarer.”

En anden vigtig pointe er, at vi med den nye reform ikke kommer til at kunne tage både i praktik og på udveksling.

Alt i alt

Reduktioner i frihed er naturligvis ikke gode udfald for os som studerende rent kynisk set, men vi må huske på, hvad der kunne være sket, og vi vurderer overordnet set, at statskundskaberne er sluppet billigt. Især sammenlignet med andre studier. Denne løsning er dog ikke uden omkostninger for instituttet, idet man har måtte acceptere en nedgang i finansiering igennem det reducerede optag, for at bibeholde den 2-årige kandidat. Thorup og Green-Pedersen vurderer dog, at de godt kan tåle dette finansielle slag, idet ret store dele af instituttet finansieres af forskningsmidler, som man i et vist omfang kan trække på.

Opsummering af kandidatreformens effekter:

Optag og struktur:

• Bacheloroptaget reduceres med 14%.

• Kandidaten forbliver 2-årig, men indfører specialiseringer for at sikre progression og retning.

Specialiseringer:

• Skal sikre progression i faglige områder.

• Bevarer en vis valgfrihed inden for hver specialisering.

• Forventes at styrke socialt sammenhold blandt kandidatstuderende.

Begrænsninger

• Friheden på kandidaten reduceres.

• Meget vanskeligt at kombinere praktik og udveksling

• Specialet skal sandsynligvis afleveres en måned tidligere.

Positive effekter:

• Specialiseringer sikrer progression og tilpasser sig krav fra ministeriet.

• Potentielt bedre socialt miljø på kandidaten.

Negative effekter

• Strammere tidsplan for specialeaflevering.

• Færre fleksible muligheder for at strukturere uddannelsen.

Konklusion

• Trods begrænsninger vurderes løsningen samlet set som tilfredsstillende, især i forhold til alternativerne.

Har du lyst til at stå i spidsen for et af Danmarks største, længste og sjoveste rusarrangementer?

S R SK S

opgaver i:

- At ansætte tutorer

- At arrangere og tilrettelægge selve rusugens program og stå for koordinationen af arbejdsop-

- A

- At afvikle og evaluere rusarrangementet efter rusugens afslutning

- A

Som russekretærer forventer vi, at I er ansvarsbevidste, organiserede, kreative og ikke mindst brænder for at stå i spidsen for at skabe verdens bedste rusuge. Derudover forventes det, at minimum en af jer har

arbejdspres ligger dog op til og under rusugens afvikling, men der er stor frihed til selv at tilrettelægge

de.

S

Det er derfor en oplagt mulighed for at få udviklet dine lederegenskaber, og det giver dig erfaring inden S

af frihed, idet det er jeres opgave at stå for rusugens konkrete udformning, planlægning og tilrettelægD

af RUS-arrangementets indhold og form forventes RUS-sekretærerne at samarbejde tæt med både Studienævnet og Institut for Statskundskab.

R S S htt-

engste-og-sjoveste-rusarrangementer-1 rus@ ps.au.dk

Esættes et ansættelsesudvalg med repræsentanter fra instituttet, Studienævnet samt de nuværende ansættes.

Interview med Suthan Krishnarajan: Vælgervandringer og valgets kamppladser

AF FREDERIK THOMSEN SOMMER | frederiktsommer@live.dk & ANDREAS REX OLSEN | andreasrexo@gmail.com

Det amerikanske præsidentvalg i 2024 markerer en dramatisk vending i landets politiske landskab. Men hvordan sætter man ord på de forandringer, der er sket og hvad forklaringerne på dem kan være? Måske har du stødt på ham til en forelæsning, i din pensumliste eller set ham på DR under deres dækning af det amerikanske valg. Vi har været så heldige at få lov til at snakke med Suthan Krishnarajan omkring valgresultatet, og hvad der umiddelbart indtil videre kan siges om årsagerne til resultatet. Ifølge Suthan tyder det nemlig på dybe vælgervandringer som en central årsag til Donald Trumps sejr. "Der sker virkelig meget i amerikansk politik lige nu. Der er rigtig mange vælgere, der er i bevægelse," forklarer han. Tre nøglegrupper skiller sig ud: hvide arbejdere, beboere i landområder og latinoer har alle rykket sig markant væk fra demokraterne og givet Trump en afgørende fordel.

3 gruppers vælgervandringer

De hvide arbejdere

Ifølge Suthan skete de primære vælgervandringer blandt hvide arbejdere, landområdernes beboere og latinoer. I den første gruppe, nemlig de hvide arbejdere, som tidligere i eksempelvis rustbæltet har været en stærk gruppe for demokraterne, er der sket et dramatisk kursskifte. Demokraterne har fået sværere og sværere ved at få fat i dem, og en del af forklaringen kan ifølge Suthan være akademiseringen af det demokratiske parti: “Demokraterne er blevetetparti,somdehøjtuddannedeistigendegrad stemmer på. (...) Mange af de højtuddannede prioriterer emner som klima, LGBT-rettigheder, Black Lives Matter og feminisme. Men for de hvide arbejdere erdisseemner,isærilysetafglobaliseringen,blevet oplevetsomfjerneogirrelevantefordereshverdag,” forklarer Suthan. Trump har formået at fange deres frustrationer, og som resultat endte Kamala Harris kun med at sikre under en tredjedel af stemmerne fra hvide arbejdere.

Vælgerne i landområderne

Den anden gruppe, nemlig vælgerne i landområderne uden for storbyerne, har Donald Trump fået historisk mange stemmer fra. Ingen kandidat har før fået

så mange stemmer i landområderne, som Donald Trump har formået, og det har i den grad været med til at male USA rødt, hvis man kigger på et valgkort over stemmerne. En del af forklaringen ligger ifølge Suthan i, at: "Deerstolteafdereslokalområdeogføler sig sårede over den økonomiske tilbagegang, de oplever. Hvis bare Trump kan sikre den sidste fabrik, der trods alt er i byen, så er det en stor gevinst for dem”. Udviklingen kan dermed ikke bare tilskrives en vrede over globaliseringen, men også, at der er kommet en form for identitet over deres landområde – og den identitet spiller Trump godt ind i.

Latinoerne

Den sidste gruppe er latinoerne – og her er der sket et overraskende skred væk fra demokraterne. Ifølge Suthan kan en stor del af udviklingen fra Obamas 73% opbakning fra gruppen i 2012 forklares med, at det ikke længere bare er nok for demokraterne at snakke om at sikre deres rettigheder som immigrantgruppe: "De her latinoer, de fleste af dem er jo født i USA. De gider ikke at tales til som en immigrantgruppe. De ser sig som helt almindelige amerikanske arbejdervælgere”. I stedet responderer de på strammere immigrationspolitik og på Trumps budskab om økonomisk sikkerhed, og Harris tabte stort på disse issues i valgkampen.

5 kamppladser, der rykkede vælgerne

Inflation

En af de vigtigste kamppladser ved valget var inflation, og her formåede Harris ikke at fremstå troværdig i sin kommunikation. Hun var desuden på udebane fra starten, da hun havde været en del af Biden-administrationen og dermed haft ansvaret, mens inflationen steg markant i den foregående periode. Selvom tallene begyndte at forbedre sig, og centralbanken lettede renten, lykkedes det ikke Harris at overbevise vælgerne. Ifølge Suthan blev hendes situation yderligere kompliceret, fordi Trump kunne angribe hende som en fortsættelse af Biden-administrationen, samtidig med at han pegede tilbage på sine første år som præsident og lovede økonomisk stabilitet. "Den vigtigste kampplads var inflation. Mange amerikanere lever fra paycheck til paycheck, ogHarrisformåedeikkeatoverbevisevælgerneom, at hun kunne håndtere det", forklarer han.

Immigration

Denne kampplads var bestemt heller ingen succes for demokraterne og Harris. Ifølge Suthan var der blandt mange amerikanere en holdning om, at Biden og hans regering ikke havde været gode nok til

at forholde sig til de mange illegale indvandrere, som i løbet af de sidste fire år er kommet til USA. Det var Harris’ fornemste opgave på dette område at forsikre vælgerne om, at hun kunne ændre på dette, men det er absolut ikke lykkedes for hende. Det var en svær situation for Harris at lave om på, men på dette område vandt Trump i sidste ende klart ifølge Suthan.

Hvem kunne være kilden til forandring?

En anden vigtig kampplads, hvor valget skulle foregå, var at forsikre vælgerne om, at man kunne skabe en ny retning for USA, der var forskellig fra den, som Bidens regering stod for. Suthan pointerer, at Bidens regering ikke var særlig populær, og det var især problemer med inflationen, der havde sørget for dette. Derfor var det vigtigt for de to kandidater at sørge for, at man overbeviste vælgerne om, at man ville i en anden retning. Her har Trump vundet, fordi hans valgkamp tog meget udgangspunkt i at beskylde Harris for at være det samme som Biden, og at vælgerne kun ville få noget nyt i ham. Derimod lykkedes det ikke for Harris at få overbevist vælgerne om, at hun ville komme med noget nyt, mener Suthan.

Trump som trussel mod demokratiet

Et sted, hvor demokraterne og Harris havde håbet på at kunne få en masse republikanske vælgere over på deres side, var i pointen om, at Trump er en trussel for demokratiet. Ifølge Suthan lykkedes det dog ikke for demokraterne.

Abort

På denne kampplads vandt Harris stort, men det er også den eneste kampplads, hvor hun gjorde det. I forlængelse af dette var kvinderne også en vælgergruppe, som demokraterne håbede på at vinde stort, men ifølge Suthan lykkedes det ikke i det omfang, som demokraterne havde sigtet efter.

Kandidaternes valgkampe

I vores snak med Suthan kommer vi også ind på forskellene mellem kandidaternes valgkampe, og hvordan de egentlig klarede det i løbet af perioden op til valget. Han nævner, at der overordnet set findes tre forskellige typer reklamer. Der er de negative reklamer, hvor det primært handler om at udstille sin modstander. Så er der de positive reklamer, hvor det handler om at fremhæve sine egne pointer for vælgerne. Den sidste type er kontrastreklamerne, hvor man vil pointere, hvordan man adskiller sig fra sin modstander. Det vil sige, at man viser, hvad man selv vil og stiller det op mod det, som ens modstander vil. I forbindelse med disse typer af reklamer beskriver Suthan: “Harris brugte et godt mix af de forskellige typer reklamer. Ca. 20% af de positive og 40% af hver af de to andre. Trump brugte under en promille af de positive reklamer, ca. 10% af kontrastreklamerne og resten, op imod 90%, var negative reklamer, hvor han forsøgte at udstille Harris.” Ifølge Suthan er det en helt bevidst strategi fra Trumps side, fordi han er god til at angribe sin modstander. I det hele taget var valgkampen meget substansløs. Der var ikke ret mange konkrete tiltag og politikker, der blev fremlagt og diskuteret mellem de to kandidater, og i sådan en type valgkamp er Trump bare stærk. Generelt var Trump bedre til at udstille Harris end omvendt, mener Suthan.

Det internationale perspektiv

Hvis man tager de internationale briller på og kigger fra Danmark over mod USA, er der især tre punkter, som vil være vigtige for Danmark ifølge Suthan: sikkerhed, handel og klima. For det første skal Danmark i højere grad stå som garant for sin egen sikkerhed, og det vil blive en kostbar affære. Derudover påpeger Suthan, at Ukraine-krigen vil være et centralt fokus, da Trump ønsker krigen afsluttet. Hvis USA trækker sig ud, vil Europa virkelig skulle træde i karakter og tage sin del af ansvaret. For det andet fremhæver Suthan, at Trumps toldpolitik vil kunne komme til at definere verdenshandlen, hvis den bliver indført: “(…) Men vi skal nok være forberedte på, at det med, at USA er garant for frihandel, det kommer ikke til at ske de næste fire år.” Toldordningerne betyder, at Danmark sammen med EU skal kæmpe for at beskytte sine virksomheders eksport – ellers kan det blive en dyr affære. Endelig er der klimakampen. Danmark har netop landet en national trepartsafta-

le, men hvad betyder det, hvis Trump som det første melder USA ud af Paris-aftalen? Skal Danmark gøre endnu mere? Der er mange spørgsmål, der skal besvares på klimafronten, hvis Trump lægger en klimaskeptisk linje fra start.

Hvordan det var at dække valget på tv Udover at høre Suthans pointer om årsagerne til udfaldet af det amerikanske valg, var vi også interesserede i at høre lidt om hans oplevelser med at dække valget for DR. Han fortæller, at han var med til at lave programmet Trumpvs.Harris i månederne op til valget, og på valgdagen var han med til at dække valget i prime time fra 21-00. Det førte stor travlhed med sig - især i oktober, hvor valgkampen spidsede til. Man skal hele tiden være opdateret med, hvad der rører sig i valgkampen, og man kan ikke tage en pause et par dage, fordi man i så fald vil miste overblikket. Derudover har han fået en endnu større respekt for tv-produktioner, fordi man virkelig kan se, hvor meget en udsendelse kræver af folk bag kameraerne ift. lyd, billedkvalitet og meget andet. Inden Suthan for alvor blev en del af dækningen, var han igennem en casting, men udover det var der ikke megen introduktion til, hvordan man skulle agere foran kameraet. Det måtte han tage lidt hen ad vejen, fortæller han.

Ifølge Suthan var det sjovt at være en del af valgdækningen, men det passer også meget godt for ham, at det ikke er hele tiden, han skal holde sig opdateret på valgkamp i USA. Han udelukker dog ikke, at han vil gøre det igen næste gang amerikanerne skal stemme til et præsidentvalg. Så der er håb for, at vi endnu en gang kan se Suthan som en del af valgdækningen af det amerikanske valg.

Vi håber, at denne artikel kan være med til at give lidt mere overblik over en tumultarisk valgkamp og nogle af de dynamikker, der er på spil i det politiske landskab i USA. Der skal lyde en stor tak til Suthan for at tage sig tid til at snakke med os og for at komme med de gennemanalyserede pointer, som vi har bygget denne artikel op omkring.

Kvinde, kend din pension

AF

VICTORIA DYBDAL | Victoriadybdal2001@gmail.com

Selvom du formentlig ikke går på pension eller stiller træskoene lige foreløbig, så sparer du sandsynligvis allerede alt for lidt op til din pensionsopsparing, især hvis du er kvinde. Læs alt det jeg lærte, da jeg tilbage i oktober interviewede Benedikte Løje Nielsen, forperson for organisationen Kvindeøkonomien for at lære mine urimelige pensionsvilkår bedre at kende.

IDanmark har vi en kønsulighed i løn på 12,4% på tværs af industrier, som er drevet af et meget kønsopdelt arbejdsmarked. Vi har et løngab på 7% for samme job på samme arbejdsplads, hvilket lægger fundamentet for resten af uligheden i opsparing, pension, investeringer.

For når du går på barsel, får du ikke nødvendigvis ret til hverken fuld løn eller pension under barsel, og når du kommer tilbage, får du ikke samme lønstigning og forfremmelse som dine mandlige kollegaer. Derudover kan familielivet med børn være svært, og så er det ofte kvinden, der går på deltid. ”Det er en ond spiral-Looseloosecatch-22”, forklarer Benedikte.

Kvinder ender nemlig gennemsnitligt med en pensionsopsparing, der er 25% mindre end mændenes – hvilket helt konkret betyder, at 60-årige Lars’ pensionsformue er godt 1,5 millioner kroner større end Helles pensionsformue. Og Helle lever desuden gennemsnitligt 4 år længere end Lars, så hendes mindre pension skal også fordeles over længere tid. Og hvis Helle havde indbetalt mere til sin pensionsopsparing gennem arbejdslivet, havde hun blot haft endnu mindre mindre til rådighed end Lars’ mere mere til både investering, formue osv.

Politisk kan man imødegå en del af problemet ved at give ret til fuld pension baseret på fuldtidsløn under både barsel og deltid, samt at give ret til fuld løn un-

der hele barslen. For hvis du får ret til fuld løn under barsel, tager flere mænd barsel – og så bliver kvinder ikke forbigået i samme grad ift. forfremmelser og lønstigninger.

Men når det gælder ligestilling, skal vi som regel kigge på EU, hvis vi skal finde noget rigtig politik på området. I 2023 vedtog det Europæiske Råd et løntransparens direktiv, der kan give den danske ligestilling et lille los i rumpetten. For det første får man som jobsøgende ret til at få vist en lønramme. Kvinder har tendens til at acceptere en lavere løn end ens forventede, hvorimod mænd oftere forhandler løn eller finder et andet job, hvis lønnen er lavere end forventet. For det andet skal virksomheder lave lønrapportering både indenfor afdelinger og typer af stillinger. Hvis løngabet inden for samme typer stilling er større end 5%, skal virksomheden lave en handlingsplan. For det tredje får man som medarbejder ret til at se den her rapportering, så man kan se, hvor man selv ligger i lønrammen.

For det er formentlig ikke bevidst diskrimination, men i stedet indgroede strukturer, der er skyld i kønsuligheden både i Dansk Industris hovedbestyrelse og blandt professorer på IFSK. ”Man ser ikke, hvad for et monster man egentlig har skabt. Men hvis du er påkrævet at skulle lave en rapport, bliver du nødt tilatforholdedigtildet”, siger Benedikte. Det kræver dog en ambitiøs implementering fra den danske re-

gering, evt. ved at indføre en sanktion for ikke at udarbejde en handlingsplan. Men får vi det, er vi ifølge Benedikte tættere på at kunne afskaffe lønuligheden i den private sektor.

”Men det løser desværre ikke, at kvinder vælger job, der blev prissat lavt tilbage i 1960'erne (læs. sygeplejerske mf.), hvilket i højere grad kræver en kulturdreven ændring end en politisk ændring”, udtaler Benedikte. Så indtil de ulige samfundsstrukturer er fuldstændigt fikset, bør man som kvinde lære sin pension at kende.

Du bør nemlig allerede NU indbetale til din pension, proklamerer Benedikte. De første penge, du indbetaler i din karriere, kan nemlig vokse mest og blive til noget rigtig stort! Derfor bør du også prøve at holde dit forbrug på samme niveau, når du får dit første ægte voksenjob, så du kan prioritere at spare op til din pension. Også allerede i dit studiejob opfordrer Benedikte os til at stille krav til din arbejdsgiver om gode pensionsvilkår.

Benediktes anbefaling er, at kvinder som hovedregel indbetaler 15-20% af deres løn til deres pensionsop-

sparing i en del år for at kompensere for uligheden og alt efter, hvor meget man regner med at være på barsel eller på deltid. Benedikte har selv tidligere boet i Belgien i 3 år, og når du bor i udlandet, har du ikke adgang til det danske pensionssystem. Hun har derfor indbetalt 20% i en række år for at kompensere for både udlandsopholdet, og for at hun nok i fremtiden skal have børn.

Men i fremtiden kommer vi måske til at se, at dem der har en stor privat pensionsopsparing, kan blive fratrukket i folkepension. “Jeg tror, at folkepensionenbliverfordemestudsattedanskere,såviopretholder velfærdsstaten for de svageste i samfundet, men for mange får vi nok kun the bare minimum. Man skal derfor se det som et fuldt billede, en fremtidsopssparing”, siger Benedikte. For din pensionsopsparing kan også være dine investeringer i aktier og mursten. Man kan også lave en aldersopsparing, hvor man kan indbetale 8000 kr. om året. Ved aldersopsparing er der rigtig gode skatteforhold, og den bliver ikke modregnet offentlige ydelser. Der er mange greb, man kan tage ifm. ens fremtidsopsparing - også alt efter hvad for en fremtid, du tror, vi kommer til at blive gamle i.

Hvorfor savner vi Jespers Torvekøkken?

E TN D -

belråb og glade dage, da det kom frem, at det var de gudsbenådede engle fra Det Kongelige Bibliotek som skulle husere i Samfundsfaglig Kantine. Pludselig blev det lige lidt mindre

“alt det vi ikke regner med”, og i den forbindelse kan vi nævne, at vi bestemt ikke havde regnet med, at vi ville

Det første møde I starten er forskellene mellem den nye og gamle kantine til at overse, med undtagelse af faldet i kaffepriser, der for de fleste koffeinafhængige studerende udgør en markant forbedring. Så småt begynder bagsiden af medaljen dog at komme til syne. Der er kun én betalingsterminal, hvilket skaber lange køer i pauser, der pludseligt er for korte til at købe en kop kaffe. Den er tillige kontraintuitiv, hvilket ikke hjælper på ventetiden, og skaber stress hos både studerende og kantinepersonalet. Samtidigt oplever mange, at de forskellige ‘serveringer’ i kantinen ikke matcher deres behov og pauser. Har man for eksempel morgenforelæsning fra 8 til 10, og er der kvart over 10, så er morgenmaden pakket væk. Det er dog ikke kun den enkelte studerende, der har udfordringer med kantinen - det er især også foreningerne.

Kort efter skiftet af forpagter begynder det at summe på foreningsgangen. Én forening oplever at lave en aftale med kantinen om at købe kage til en stand, men da de dukker op for at hente den, er beskeden, at de er kommet til at sælge den for billigt, og derfor ikke har lavet noget til dem alligevel. Fredagsbarerne, der bruger kantinen, bøvler med at få lov til at transportere alkohol gennem det aflåste kantineområde, som de plejer, samt at rulleborde og elevator er låst af og ikke må benyttes. Kantinen virker svær at kommunikere med, og mange oplever, at der er en hård tone, når man forsøger at skabe dialog.

Det helt gennemgående problem i relationen mellem foreninger og kantinen kommer i forbindelse med en fast bestanddel af foreningslivet på IFSK - nemlig muligheden for at kunne holde stand i kantinen.

At sætte et par borde op, måske en lille plakat eller en fin dug, og så dele 40 kander kaffe ud til de studerende, mens man håber på at kunne nå igennem med et givent budskab. Dette er en essentiel del og helt nødvendigt for foreningslivet. Det kan både være for at fortælle de studerende, at der skal stemmes til univalget, eller det kan være et led i en sponsoraftale, som kan give foreningen mulighed for at holde en masse fede arrangementer. Uanset hvad, kan foreningerne ikke leve uden. Foreningernes oplevelse har været, at der har været en utrolig stor modstand fra kantinen mod netop disse stande. Det har førhen altid været kutyme at man bestiller sin kaffe i Matematisk Kantine - det er billigt og Jespers Torvekøkken havde alligevel kun cappuccino og flat white på menuen.

Som nævnt er en af de få forbedringer ved den nye kantine, at de har forstået de studerendes behov for billig kaffe, hvilket dermed gør foreningernes stande til direkte konkurrenter for kantinen. I og for sig er det egentlig meget forståeligt, at kantinen bliver trætte af, at vi deler deres produkt gratis ud lige for næsen af dem, og de vil derfor gerne have, at der fremover bestilles hos dem. Gennem et meget bøvlet system, som det tager flere dage at blive oprettet i, og som ovenikøbet tilbyder en enormt dyr pris for en kande kaffe. Så altså ikke en speciel rentabel forretning for IFSK’s foreninger.

Aktørerne

Samfundsfaglig Kantine er drevet af forpagteren Compass Group, som leverer kantinen vi alle kender. Dette har de gjort siden i sommer, hvor der blev lavet aftale med den nye forpagter, efter at Jespers Torve-

køkken i slutningen af maj trak sig fra deres aftalte kontrakt og stoppede driften. For at sikre at priser, kvalitet og udbuddet af varer i kantinen er både rentabelt for kantinen at sælge og i de studerendes interesse at købe, er der nedsat et kantineudvalg, hvis primære opgave er at diskutere netop disse emner. Kantineudvalget består af 2 repræsentanter for brugerne af kantinen; en medarbejderrepræsentant og en studenterrepræsentant. Derudover er der 2 medlemmer fra driften, to fra fakultetets administration, samt formanden, Peter, der er teknisk chef for BSS. Studenterrepræsentanten, der skal fungere som de studerendes talerør overfor kantinen, er Cornelius Gosvig. Han har pladsen, da den er tilfaldet Statsrådet, hvor han sidder i bestyrelsen.

Interview med Cornelius Gosvig

Vi har talt med Cornelius om, hvad hans oplevelse med den nye kantine er, hvad han tror, udfordringerne mellem kantinen og de studerende bunder i, og hvordan vi kan løse dem. Da vi møder ham, har han netop været til møde med Rudi, kantinerepræsentant, og Peter, formand for kantineudvalget og teknisk chef. Mødet er kommet i stand på Cornelius’ initiativ, i forsøget på at kommunikere og skabe løsninger på de udfordringer især foreningerne har oplevet med kantinen. På trods af, at langt de fleste studerende formodentligt vil synes, at det organisatoriske arbejde bag kantinens drift er enormt kedeligt, virker Cornelius meget passioneret og fremstår drevet af lysten til at forbedre vilkårene for sine medstuderende.

“Vi har flere gange forsøgt at få flere studerende ind i det. Vi har haft problemer med, at vi ikke har fået

mødeindkaldelser.Såviharjoikkehaftnogetatgøre med, at den her kantine blev udvalgt. Så, jeg har jo sendt Peter tre eller fire mails, før jeg kommer igennem til ham”, siger han, og fremhæver det absurde i, at han som enkeltperson repræsenterer samtlige studerende på BSS, samtidigt med at udvalget tilsyneladende ikke er interesseret i input fra de studerende. Både kantinen og driften synes uvillige til at indgå i en dialog med de studerende. “Vi blev enige om,atdetmåskevarkommunikationen,denvargået galt med,” bekræfter Cornelius, der også selv peger på dette som en mulig årsag.

Kantineudvalget er nemlig ikke blevet genoprettet, og første møde er endnu ikke fastlagt. Derfor kommer klager fra kantinen over, at foreningerne deler kaffe eller lignende ud, ikke videre i systemet: "Klagerne, de er jo aldrig kommet videre i systemet. Ingen af de relevante foreninger har fået at vide, at de hargjortnogetdumt.Såderharikkeværetmulighed for en dialog, fordi der ligesom har været en roadblock i det der kantineudvalg.” Det er klart, at kantinen ikke føler sig hørt, når deres klager ikke er blevet videregivet til foreningerne - for det er de jo ikke blevet. Kombinationen af en ny forpagter i kantinen og mangel på et aktivt kantineudvalg synes altså at have skabt nogle af de kommunikationsudfordringer foreningerne har brændt nallerne på.

Kantinens bekymringer ved at foreningerne deler kaffe og andre forplejninger ud i kantineområdet er selvfølgelig ikke ubegrundet, og det handler om, at det skal være rentabelt at drive kantinen, som Cornelius siger: “Ja, fordi risikoen er jo, at vi så ikke har en kantine. For hvis de ikke kan få det til at løbe

rundt økonomisk, så mister vi jo vores mulighed for at have en kantine.” Men når kantinen sidder med denne frygt, virker det jo netop oplagt at have en dialog med foreningerne, da foreningerne selvfølgelig også er interesseret i at kunne købe de produkter de deler ud af vores egen kantine, så længe priserne er konkurrencedygtige. Kantinen har også ved flere lejligheder udtrykt over for foreningerne, at de vil have, at de køber det, de vil dele ud af kantinen, selvom det har været produkter, kantinen slet ikke tilbyder: “De varsåsentsomiforgårsefterosiStatsrådet,fordivi delte vafler ud. Og det gør de jo, fordi de kan mærke detpåderesomsætning.Mendetdesåfåritalesater, at de synes, at vi skal købe vaffeldej af dem, hvilket deikkesælger.”

Dog har det seneste møde mellem Cornelius og kantinen været mere fortrøstningsfuldt. Her åbner kantinen for at ville lave mad og pynte passende til de temaer, foreningerne vil lave boder om, hvis foreningerne vil lave en plan for, hvornår de gerne vil lave stande i kantinen: “De sagde sådan, at det kunne være fucking fedt, hvis vi kunne få lov til at vide, hvad temaerne var på jeres arrangementer, og så kunne vi lave mad, der passede til det, og pynte op inde i kantinen.” Et samarbejde med kantinen omkring foreningernes arrangementer på denne måde lyder lovende og som en god mulighed, men Cornelius udtrykker også en vis bekymring for, hvordan en plan for foreningernes arrangementer ville virke i praksis: “jeg er spændt på, hvordan det kommer til at være i praksis, om de ligesom begynder at afvise voresarrangementer.”

Foreningernes tilstedeværelse i kantineområdet med boder er så vigtig en del af studiemiljøet og foreningernes tilstedeværelse på instituttet, at vi selvfølgelig ikke vil se en situation, hvor det er kan-

tinen, der har lov at bestemme hvordan og hvornår foreningen må være til stede. Helt generelt er der dog en stor optimisme i Cornelius, der kan fortælle, at kantinen er åben for at kigge på priserne, de varer de udbyder og gøre det nemmere for foreningerne at købe varer gennem dem.

Hvad så nu?

Cornelius’ fantastiske engagement og insisteren på dialog har gjort, at der nu er blevet udvekslet vigtige synspunkter mellem både de studerende, foreningerne og kantinen, og der synes at være lovende ændringer på vej. Vi håber selvfølgelig, at kantinen vil handle på de mange forslag de selv kommer med som løsninger på problemerne, der har været, og at der i fremtiden vil være bedre dialog mellem kantinen og foreningerne.

Desuden håber vi, at der inden for kort tid bliver indkaldt til møde i kantineudvalget, så Cornelius, som studenterrepræsentant, får muligheden for at italesætte de udfordringer, de studerende oplever. Når mulighederne for kommunikation er begrænset, bliver problemerne nemlig ikke løst, og tiden siden den nye forpagter trådte til har båret præg af mangel på muligheder for, at foreningerne kunne udtrykke deres frustrationer.

Måske er det også på tide at de studerende er bedre repræsenteret i Kantineudvalget, for som det er nu, sidder Cornelius som den eneste repræsentant for alle studerende, som bruger kantinen, om det er foreninger, statskundskabere, psykologistuderende eller jurastuderende. Men for nu er alt vi kan gøre at håbe på, at kantinen faktisk handler på nogle af de mange gode initiativer, de endelig selv har bragt til bordet.

Jeg troede, jeg skulle redde verden – nu laver jeg r-scripts

AF AMALIE LOFTHEIM | amalieloftheim@gmail.com

Hvadgemmersigbagdegulemursten?Efterethalvtårsomstatskundskabsstu-

Redde verden - for helvede

Med et stort smil cyklede jeg en varm sommerdag ind bag de gule mursten. De mure, som jeg så ofte med ærefrygt havde beundret udefra. Nu var jeg endelig, efter en lang skoletid og to sabbatår, nået til et nyt kapitel i mit liv: livet som studerende. Og så studerende på et prestigefyldt studie som statskundskab.

Jeg skulle gå på de samme gange, som både en tidligere dronning og den nuværende konge havde gået. Jeg ville med statskundskabsuddannelsen ændre verden indefra, med de såkaldte kolde hænder. Jeg ville være med til at rydde op. Give værdi og sprog til det, der endnu ikke havde det. Redde verden – for helvede. Eller... det troede jeg.

Kan du klare mosten?

De første uger på Uni ramte mig som en hård lussing efter et Falla Branka-shot. Rusugen var knap nok ovre, før den ukendte hverdag meldte sig. Den bestod af VT-forelæsninger fra kl. 16-18, masserer af engelsksprogede forskningsartikler: om mænds biceps størrelse og vælger adfærd og den stejleste kilimanjaro læringskurve i r-workshops. Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle kode så meget på et samfundsfagligt studie. plot(x=df3$hojre, y=df3$omfordeling)

Universitetet føltes som et helt nyt sprog – som russisk. Et sprog, hvor jeg hverken kendte tegnsætningen eller havde fået udleveret en ordbog endnu.

Når de kolde hænder kan vise omsorg

Samtidig lå hele Nobelparken åben for mine fødder. Jeg havde aldrig før oplevet så mange underlige udvalg samlet på én så lille og ildelugtende foreningsgang. Foreningerne på statskundskab føles som en stor mafiafamilie. Når du først er kommet ind, slipper du aldrig ud. Som menes på den bedste måde. Heldigvis vågner du ikke op til et hestehoved i sengen, men snarere til en vred alarm 7:00, der minder dig om det ugentlige morgenmøde i Kanden.

Jeg er sjældent blevet taget så godt imod af ældre studerende som ved foreningerne. Ja, de kan måske godt til tider virke lidt pessimistiske over alt det, jeg som førsteårsstuderende endnu ikke ved. Men det er samtidig betryggende at vide, at så mange søde og skarpe forenings-rotter har klaret sig igennem studiet før mig.

Jeg havde aldrig forventet så stor en åbenhed fra statskundskaberne før jeg startede.

Har vi alle mullets?

Inden jeg startede på statskundskab, havde jeg en klar forestilling om, at mine medstuderende ville have spidse albuer. Jeg troede, jeg ville ende blandt en flok 12-talsstræbere fra forreste række i samfundsfag A, som blev kørt i mors nye Tesla. Men virkeligheden viste sig at være en helt anden.

I stedet startede jeg på en årgang med omkring 300 nogenlunde ligeligt fordelt mellem kønnene og med ret forskellige interesser inden for det samfundsfaglige. Jo, vi ligner også hinanden på nogle punkter: et flertal er hvide, de fleste kommer fra ressourcestærke hjem, og ja, der er en del som har haft samfundsfag A. Og når jeg en sjælden gang keder mig til forelæsninger, prøver jeg at tælle, hvor mange af drengene der har mullets, og de er godt repræsenteret.

Selvom om vi ligner hinanden er jeg blevet overrasket over meget ved mine medstuderende. Den store barmhjertighed, jeg har mødt på studiet. De utallige gange er jeg blevet grebet af næsten fremmede fra mit hold. Og Jeg har efterhånden hørt næsten alle danske dialekter og opdaget, hvor forskellige synspunkter der kan være på så lille et land som Danmark. Det, jeg mindst havde regnet med ved statskundskab, er mit dejlige hold. Vi har alle valgt at hoppe ombord på det mærkelige skib, der hedder statskundskab, og sammen sejler vi mod afgrunden – eksamenerne. Men inden vi når den frygtede afgrund, når vi at trøste os selv med fredags øl eller måske en meter Sambuca til PF-festerne. At jeg skriver sådan om stadig næsten fremmede er det jeg mindst havde regnet med ved statskundskab.

Det kan godt være, at min idealistiske ild om at rive hele systemet op fra bunden må vente, til jeg har fået og forstået Metode II. Og, Måske brænder ilden endda helt ud, inden jeg når til 5. semester og Offentlig Politik. Men som jeg har lært at sige mange gange undervejs på studiet: Den tid, den sorg.

Jeg føler mig ikke hjemme i København. Som en ung mand fra et ganske normalt middelklassehjem i udkanten af Esbjerg, forstår jeg ikke altid de sociale koder, og ender ofte med at sætte mig på de turistprægede caféer og restauranter. Det er angstprovokerende og et udtryk for den klassebestemte fremmedgjorthed, som forfatterne Eduard Louis, Glenn Bech og Thomas Korsgaard har sat ord på i deres bøger.

Men i dag er jeg på dobbelt udebane. En outsider blandt outsidere, så at sige. Kort fortalt skrev jeg i september et modsvar, som blev bragt i Magasinet Modstrømmen. Det nyligt lancerede magasin er finansieret af Dansk Folkeparti, og står i opposition til det, som de betegner som universiteternes ”virkelighedsfjerneogokkulteverdensbillede”

Mit modsvar var relativt kritisk, og jeg blev derfor overrasket da Modstrømmens chefredaktør et par dage senere sendte mig en invitation til et lukket arrangement på Christiansborg, med oplægsholder Jordan Bardella. Den 29-årige franske højrefløjspartiformand har gjort kometkarriere, og ses af mange som det nye store håb hos det europæiske ”nye højre”.

Jeg skal altså til heltemøde med den danske højrefløj. På denne fredag aften, midt i hjertet af København, er jeg ikke længere alene om at definere mig som outsider i den store hovedstad.

Jeg træder ind i Fællessalen på Christiansborg med et klistermærke på brystet, som viser, at jeg er gæst hos Dansk Folkeparti. Salen er fyldt med danske højrefløjspolitikere, journalister, debattører og en stor del ungdomspolitikere. Mestendels unge mænd i hvide skjorter med slips, blazer og sorte loafers. Der bliver uddelt halvlunkne Ramlösa-vand og magasiner til alle fremmødte. Vi tager plads, og Modstrømmens chefredaktør byder velkommen.

”Unge vælgere i Frankrig og andre dele af vesten er blevet opmærksomme på det pres, som den woke venstrefløj lægger på vores kultur og familier. Og på de stigende kriminalitetsrater, som er en konsekvens af, at vores lande invaderes af immigranter. I Danmark er vi endnu ikke blevet opmærksomme på dette, men det vil vi snart blive. Med Bardellas tale i dag håber jeg, at vi kan fremskynde den proces” Publikum kvitterer med en højlydt klapsalve.

I vanlig fransk stil ankommer aftenens hovedperson

I Danmark er det ”nye højre” gammelt

Reportage: Jeg tog til København for at møde den europæiske højrefløjs nye politiske superstjerne, Jordan Bardella. Formanden for det franske parti Rassemblement National (RN), skulle sprede stjernestøv og give inspiration til en ny generation af danske højreorienterede. Men kan den europæiske højrefløjs succes kopieres til Danmark?

med tyve minutters forsinkelse. Men publikums varme velkomst taget i betragtning synes han at være tilgivet. Jordan Bardella er en høj, velklædt ung mand med kortklippet mørkt hår. Han byder selvsikkert, men ydmygt velkommen og fremstår generelt sympatisk og smilende. Desuden er han yderst veltalende, og svarer uddybende på alle spørgsmål, også de knap så kultiverede.

Hvis man skulle sammenligne Bardellas fremtoning og udtryk med en dansk politikers, ville Alex Vanopslagh nok komme tættest på. Og heri ligger der måske en pointe. For Bardella fremstår ikke som den typiske nationalkonservative højrefløjspolitiker. Der er noget forfriskende ungt og moderne i hans udtryk, som man må kigge længe efter hos politikere som Morten Messerschmidt, Inger Støjberg, Lars Boje Mathiesen, Martin Henriksen og Pia Kjærsgaard, som er de definerende figurer på den nationalkonservative danske højrefløj.

Som jeg sidder der i min komfortable designerstol og betragter Bardella, forstår jeg udmærket, hvorfor han tiltrækker så stor en vælgeropbakning i Frankrig. Specielt blandt unge mænd. Jeg bliver næsten skræmt over hvor let Bardella har ved at forføre mig.

Han fremstår så troværdig, at mine parader let glider ned, helt uden at jeg er bevidst om det. Han virker som en mand man kan stole på.

Ved første runde af det nylige franske parlamentsvalg, fik RN omtrent en tredjedel af stemmerne, hvilket var suverænt mest af alle partier. Til sammenligning har de danske højrefløjspartier godt og vel 15% af stemmerne at slås om. Heriblandt går størstedelen af stemmerne til Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, som primært promoverer sig på den meget omtalte land-by konflikt. Ikke umiddelbart det, som synes at få blodet til at rulle hos de unge mænd, som Dansk Folkeparti med Magasinet Modstrømmen, og Jordan Bardellas besøg, forsøger at lokke ind i folden.

Ved det seneste danske skolevalg blev Liberal Alliance det klart største parti, med hele 30% af stemmerne, hvilket var knap dobbelt så meget som det andet største parti blandt de danske folkeskoleelever, nemlig Socialdemokratiet som fik 16% af stemmerne.

Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne fik ved samme afstemning 8% af stemmerne. Tilsammen.

Det står i skarp kontrast til den opbakning som andre konservative europæiske højrefløjspartier får fra de unge vælgere. Specielt de unge mænd. I kølvandet på den store klimageneration, har det i de seneste år været højrefløjen, som den nye unge generation er gået til. Partier som Sverigedemokraterna, AFD og RN. Lettere polemisk kunne man sige, at Gretha Thunberg er blevet erstattet af Jordan Petterson og Andrew Tate.

Men i Danmark går de unge mandlige vælgere ikke mod de yderste og mest indvandringskritiske højrepartier. I stedet søger de tilflugt ved Liberal Alliance og Daddy Vanopslagh. Hvordan kan det være?

Jeg ringer til min 17-åige lillebor Magnus, som jeg ved er glad for Liberal Alliance, og især deres unge kandidat Mads Strange. Magnus er på mange måder den oplagte kommende unge vælger at tale med. Han bor stadig hjemme i Esbjerg, læser en erhvervsuddannelse, og bruger det meste af sin tid på at spille ishockey og computer med sine venner. Og så er Magnus og hans venner ikke synderligt optagede af politik.

Jeg spørger Magnus, hvorfor det netop er Liberal Alliance, som han og hans drengevenner har så stor sympati for.

”Når mine venner og jeg går på sociale medier, så er det Liberal Alliance, der dukker op. Du ser ikke rigtig så mange andre partier. Det er det eneste parti som prøver at ramme os. Og det virker som om det er os unge,deprøverathjælpe.” siger Magnus.

Danmark er jo en udlændingepolitisk

undtagelse i

Europa i den forstand, at

den

hårde udlændingepolitik er blevet mainstream og internaliseret på tværs af folketingets partier. Det er, så at sige, blevet afpolitiseret. "

Men hvilke dele af deres politik er det, du synes godt om?

”Sådan en som Mads Strange forstår, at vi unge ikke bare er selviske. De unge som stemmer på LA vil jo ikke have sænket topskatten fordi det gavner dem selv. Vi tjener jo ikke nok til at betale topskat, og det kommer vi ikke til indenfor den nærmeste fremtid. Han tager vores politiske ønsker seriøst, og forstår atdeternogetvimener,fordivisynesdeterdetrigtige.Ikkefordiviselvfårnogetudafdet.”

Magnus oplever, at de fleste andre politikere forsøger at lokke unge mænd som ham selv ved at tilbyde dem politik, som er direkte gavnligt for dem selv. I stedet så han gerne, at politikerne tog de unge mere seriøst, som politiske vælgere der ikke kan købes, men som skal overtales med argumenter. Derudover oplever Magnus og hans venner, at hele ”woke” dagsordenen til tider tager overhånd. Specielt når nogen vil bestemme hvad man må og ikke må sige.

Jeg spørger Magnus om indvandring fylder noget for ham og hans venner, når de orienterer sig politisk. Og hvorfor de ikke er tiltrukket af et parti som Dansk Folkeparti?

”Udlændinge- og indvandringspolitik fylder egentlig ikke noget for os. For at være ærlig ser vi det ikke rigtig som et problem. Og i min vennekreds er Dansk Folkeparti mest nogen man laver sjov med. Hvis nogensigeretellerandetvanvittigtomudlændinge,så

kan det være vi kalder dem Pia Kjærsgaard. Det er i hvertfaldikkenogenvitagerseriøst.”

Måske er det ikke så mærkeligt endda. For Danmark er jo en udlændingepolitisk undtagelse i Europa, i den forstand at den hårde udlændingepolitik er blevet mainstream, og internaliseret på tværs af folketingets partier. Det er så at sige blevet afpolitiseret.

Derfor giver det også god mening, at unge mennesker, som min lillebror, ikke er tiltrukket af de højrefløjspartier, som primært fokuserer på udlændinge. Det er simpelthen ikke noget, de mener udgør et stort problem. Det er et overstået kapitel. En gammel konflikt, i en vis forstand.

I stedet ser de mod andre af de højreorienterede partier, som Liberal Alliance, der prioriterer økonomisk liberal politik, og ikke mindst italesætter de værdimæssige konflikter og kønsdebatter, som fylder meget for unge mænd uden for de store byer.

Tilbage i Fællessalen lyder Bardella til forveksling som et ekko af det danske socialdemokrati. Han taler om økonomisk konkurrence med USA og Kina, et voksende behov for aktiv industripolitik og stra-

tegisk protektionisme, en fordømmelse af Ruslands angreb på Ukraine, beskyttelse af europæiske jøder samt at antallet betyder noget i udlændingepolitikken. Ikke ligefrem revolutionerende standpunkter i en dansk kontekst.

Mest af alt adskiller han sig fra den danske konsensus ved en stærk skepsis over for fælles europæiske løsninger. I lyset af Mario Draghis nylige rapport om europæisk konkurrencedygtighed, fremstår det dog yderst tvivlsomt, at et forgældet Frankrig skulle kunne klare sig alene i konkurrence med Kina og USA's industripolitik, uanset protektionisme. Arven fra de Gaulle og Frankrigs storhedstid, synes stadig at have en stærk indflydelse på den franske selvforståelse. Måske en smule naivt.

Arrangementet lakker mod enden, og en stor gruppe af de deltagende stiller sig ivrigt i kø for at få taget en selfie med den franske partiformand. Jeg betragter dem fra afstand og tvivler på, at det nye højre kommer til at have stor gennemslagskraft i Danmark. Måske er potentialet ikke meget større, end den forsamling som er samlet i Fællessalens på Christiansborg her til aften.

Forskerstafetten: Kan reklamer redde vores demokratier?

Forestil dig, at du skal stemme til et valg i morgen, og at du har valget mellem følgende to kandidater. Den ene kandidat er du uenig med politisk. Tænk på alt det, du ønsker på klima, velfærd, skat, uddannelse, indvandring osv., og forestil dig, at kandidaten vil det modsatte af dig på alle disse områder.

Den anden kandidat er du derimod enig med politisk. Her bliver dine politiske ønsker på de vigtigste områder fuldt ud opfyldt. Til gengæld er denne kandidat klart udemokratisk. Vedkommende bryder gang på gang de grundlæggende demokratiske regler og normer.

Hvem stemmer du på? Bider du i det sure æble og stemmer på kandidaten, du er uenig med politisk, for demokratiets skyld? Eller holder du dig for næsen og stemmer på kandidaten, du er enig med, selvom vedkommende truer demokratiet?

Dette dilemma kan måske virke teoretisk, men det er desværre virkelighed for stadig flere vælgere i vestlige demokratier verden over såsom USA, Israel, Ungarn, Polen og Mexico. Den nyeste forskning viser, at når borgere stilles over for dette valg – mellem en demokratisk kandidat, de er uenige med, og en udemokratisk kandidat, de er enige med – så vælger flertallet den sidste. Vi er med andre ord villige til at se gennem fingre med udemokratisk adfærd fra vores folkevalgte politikere, så længe vi får den ønskede politik til gengæld. Dette fænomen er muligvis den største udfordring, vores demokratier står overfor i dag.

Den nye virkelighed

Spørgsmålet er, hvad vi kan gøre for at ændre denne tendens. Hvordan kan vi styrke borgernes villighed til at straffe udemokratiske politikere, der giver dem den politik, de ønsker? I en tid hvor udemokratiske politikere vinder frem i flere vestlige demokratier, er det vigtigere end nogensinde, at den brede befolkning har viljen og evnen til at opdage og modsætte sig udemokratisk adfærd hos folkevalgte politikere.

Desværre ved vi ikke meget om, hvordan vi kan modvirke problemet og styrke borgernes tilbøjelighed til at straffe udemokratiske politikere på valgdagen. Stort set alle hidtidige forsøg i forskningen på at styrke borgernes demokratiske værdier har fejlet, blandt andet fordi langt de fleste mennesker, forståeligt nok, ikke ønsker at bruge deres sparsomme tid i en travl hverdag på at sætte sig ind i kompliceret demokratisk information fra forskere og eksperter. Udfordringen bliver kun større af, at vi i dag befinder os i en tid, hvor konkurrencen om borgernes opmærksomhed intensiveres fra alle sider. Skal man fange folks opmærksomhed i dag, kræver det korte, hurtige og fængende budskaber i iøjnefaldende formater.

Demokratireklamer

Mit nye projekt, Advertising Democracy (AdDem), finansieret af en Sapere Aude-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond på 6,2 millioner, skriver sig ind i denne virkelighed og forsøger at fremme borgernes demokratiske værdier ved brug af et redskab, der kræver minimal tid og fokus fra borgernes side: demokratireklamer – det vil sige helt almindelige re-

klamer, som i stedet for at sælge et produkt forsøger at fremme demokratiske værdier.

Reklamer findes overalt omkring os. De bruges effektivt af virksomheder, der ønsker at sælge os et produkt. De benyttes massivt af politiske partier, der vil ud med et politisk budskab. Selv det offentlige tyr til reklamer, når de vil have os til at ryge mindre, sænke farten i trafikken eller bruge mundbind under en coronapandemi. Alligevel er det aldrig blevet undersøgt, hvorvidt, og i så fald hvordan, reklamer kan bruges til at styrke borgernes demokratiske værdier. Mange har den instinktive reaktion, at det ikke er demokratiet værdigt at blive formidlet gennem reklamer, at demokrati er alt for komplekst til at blive kommunikeret på denne måde, og at det umuligt kan give den dybe værdiforandring, vi har behov for. Men hvorfor egentlig ikke?

AdDem-projektet tager udgangspunkt i den nye informationsvirkelighed, vi alle befinder os i, og forsøger at nytænke demokratisk kommunikation i det 21. århundrede ved at undersøge, hvorvidt sådanne demokratireklamer kan styrke borgernes demokratiske værdier, og hvordan vi mest effektivt kan designe dem.

Idéen er først på systematisk vis at skabe en række billede- og video-demokratireklamer ved hjælp af fotoredigering, videoværktøjer og kunstig intelligens. Effekten af disse reklamer bliver herefter testet på et repræsentativt udsnit af befolkningen i en række nationale online spørgeskemaundersøgelser på tværs af minimum seks lande – USA, Israel,

Statskundskab | suthan@ps.au.dk

Tyskland, Danmark, Frankrig og Polen. Resultaterne herfra vil vise, hvorvidt og hvilke indholdsmæssige aspekter af reklamerne – fokus, billede, tone, følelser, tekst, længde m.m. – som viser sig effektive til at styrke borgernes demokratiske værdier. Herefter bliver reklamerne re-designet og forbedret baseret på den viden, der opnås gennem disse kontrollerede forsøg. De optimerede reklamer bliver sluttelig testet i en række storstilede felteksperimenter på forskellige sociale medieplatforme på tværs af de seks lande for at se, hvorvidt reklamer kan ændre borgernes faktiske adfærd online.

AdDem-projektet er netop startet og løber frem til udgangen af 2028. Bevillingen gør det muligt at ansætte talentfulde forskere, udforme en forskningsgruppe samt udføre en række storstilede og ressourcekrævende eksperimenter på tværs af flere lande. Siden barnsben har jeg altid været fascineret af reklamer og kiggede på dem med stor nysgerrighed i reklamebladene, på tv og ved busstoppestederne. Jeg har kunnet se med hvilken kraft de kan styre vores adfærd. Så tænk, hvis vi kunne bruge denne effektive kommunikationsform til at fremme det måske vigtigste i vores samfund: vores demokrati og demokratiske værdier. Forhåbentlig vil projektet starte en udvikling i samfundet, så vi om nogle år anser demokratireklamer for lige så naturlige som alle andre typer reklamer, vi omgiver os med i dag.

JegvilgernesendestafettenvideretilAnneBinderkrantz og høre mere om hendes arbejde i Magtudredningen2.0.

AF SUTHAN KRISHNARAJAN | Lektor på Institut for

HVEM RÅBER HØJEST, NÅR DEBATTEN FORSTUMMER?

Den hårde tone får mange danskere til at tie i debatten på de sociale medier. Men nogle, som Thomas Kønig, ser den retoriske kamp som et nødvendigt middel til at bekæmpe politisk uretfærdighed.

AF MIKAEL SAEEDZADEH | mikaelsaeed2@gmail.com

TEOLOGEN HAL KOCH skrev, at det er ”samtalen og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen”. Netop denne gensidige forståelse og respekt, er jeg så småt begyndt at anse som værende en mangelvare, og det har efter min mening en direkte implikation for demokratiet: man har ikke længere lyst til at deltage!

Jeg er ikke den eneste, der har det sådan. En megafonmåling for TV2 fra 2021 viste, at 68% af respondenterne afholder sig fra at deltage i debatter og samtaler på sociale medier på grund af den hårde tone. Hvem står så tilbage, når sådan nogle som os melder os ud af debatten?

Ifølge IFSKs helt egen Michael Bang Petersen, er det typer med visse personlighedstræk, som bliver tiltrukket af debatformen på de sociale medier; folk, som er selvhævdende og bryske. Om det, siger Bang Petersen til Fyn Amts Avis: ”Det skaber jo selvfølgelig sådan en selvforstærkende effekt, hvor dem, der holderfastidebatterpåsocialemedier,ihøjeregrad er dem med en hårdere tone”

INDEHAVER AF SKJULT ADRESSE, anarkokommunist og ivrig X-kriger, Thomas Kønig, tøver, når jeg spørger ham, om han kan identificere sig med Bang Petersens karakteristik af SoMe-debattøren. ”Jeg kannokikkefrakendemigatværeselvhævdendeiet eller andet omfang”, svarer han over en Zoom-forbindelse og fortsætter: ”Det relevante er jo så, hvis manføler,atmanharetbehovforatråbeopogblive hørt”

Behovet for at råbe op og blive hørt, må Kønig kunne skrive under på. I løbet af det sidste år har jeg bemærket Kønigs aktivitet på X, hvor han har råbt op for den venstreorienterede sag og i den grad er blevet hørt. For det er lidt svært ikke at lægge mærke til chatrummet ”ViskændesomIsraeligen”

Hans skarpe tone vækker opsigt, når han skriver ”Fuck dig, Erik, dit lede svin”. Den grimme tone er konsistent. For søger man efter udtryk som ”fascist”, ”idiot” og ”fuck dig” på hans X-profil, kommer der mange resultater op – ofte hvor han direkte beskylder nogen for at være netop de ting.

DER ER TO TING, jeg undrer mig over, når det kommer til Kønigs adfærd. Hvorfor skal hans tone i debatten være så grim og hvad får ham til det?

Kønig fortæller mig, at hans tone på de sociale medier er meget velvalgt: ”Det er ikke argumenterne, der rykkerfolk.Deterfølelsernebag”, forklarer anarkokommunisten, som uddyber med en Nike-analogi: ”Tillangtdeflestesnakkerdeikkeom,hvoråndbare deres sko er. De skaber hele den der Just Do It-fortælling om, at i Nike kan du hvad som helst. Og det er lodret usandt. Hvis du vejer 140 kilo og har diabetes, såkanduikkespringefiremeteropiluften,barefordiduharNikepå.”

Mens Nike skaber illusionen om en inspirerende drømmeverden, bruger Kønig retorikkens kraft til at skabe en anden indvirkning – en som polariserer. Hvorfor ikke snakke pænt?

For Kønig kan civilitetspolitik (kunsten at have en høflig debat, red.) være problematisk, fordi det ifølge ham risikerer at legitimere farlige holdninger: ”Hvis dunedtrappermedfolk,somharfascistiskeoverbevisninger, så er en konsekvens, at man siger, at folk medfascistiskeoverbevisningerharenrettilatblive talt pænt til. Og det er en logik, som jeg er fuldstændig filosofisk uenig med, da fascisme er en voldelig politik”

JEG FORESTILLER MIG, at det er opslidende at deltage i debatter, hvor man sviner hinanden til. Hvad får ham alligevel til at bruge så meget tid på det? Det handler ikke nødvendigvis om, at han måske – måske ikke – har en selvhævdende personlighed. Nej, det handler om indignation, fortæller han mig og uddyber, at engagementet også skyldes en forargelse over den politiske analfabetisme. Han vil råbe op:

”Lige nu går folk ud og stemmer på Liberal Alliance og tror, at de stemmer på et liberalt parti. I virkelighedenstemmerdepåetnationalkonservativtparti”

Ifølge Kønig er vi inde i en apolitisk periode, som skyldes, at ”befolkningen ikke rigtig er vågnet op til, at vi kører i en negativ dødsspiral” ovenpå, at Fukuyama tilsyneladende har taget fejl med sin End of History-tese.

En anden årsag til hans engagement er den bekræftelse, han møder på X, selvom det også er fyldt med idioter. Kønig beskriver, hvordan han har oplevet journalister med store følgerskarer skrive til ham og fortælle ham, at han har ret i noget af det han udbasunerer: ”Såermanlidtsådan,såerderjonoget,der kangøres”.

JEG SPEKULERER I, om min afskrækkelse fra debatten mon skyldes apolitisme. Dybest set, tror jeg, at jeg skræmmes væk af sproget. At der er et problem med sproget, er kendsgerning etableret af analyseinstituttet Analyse & Tal. Ifølge dem udgjorde sproglige angreb 5% af den offentlige debat efter moderation på Facebook mellem 2019 og 2021. Og deres konklusion er tydelig: der er et problem.

Hvad end man er enig eller uenig med Kønig, må det da skræmme potentielle fremtidige demokratideltagere væk. Begår han i virkeligheden ikke en bjørnetjeneste, når han ter sig, som han gør?

”Den store udfordring er, at dem, for hvem hård debattone er afskrækkende, er som regel dem, der har meget lidt investeret, de kan tabe. Det er dem, for hvem politik bare er noget, vi leger, og når det bliver ubehageligt,såvilvigernevækfradet.Detignorerer den enorme mængde af mennesker, for hvem livet, grundet politikken, i forvejen er ubehageligt”, svarer Kønig og tegner en implicit kritik af middelklassen, som han mener typisk er dem, der føler sig afskrækket:

”Det værste, der kan ske af politisk forandring for dem, er, at de betaler 4-5% mere i skat. Men den enlige mor, der er ved at miste det sidste af sin kontanthjælp, har ikke noget imod, at der bliver sagt fuck dig til en politiker, fordi hun har selv lyst til at sige fuck digtilenpolitiker”

Jeg sidder og håber på, at der er omvendt kausalitet mellem afskrækkelse fra debatten på grund af en hård tone og at sidde komfortabelt i middelklassen. For i så fald har jeg brudt den sociale arv og kan endelig kalde mig en del af middelklassen.

KØNIG ER KOMPLEKS, men passioneret. Han har stærke politiske holdninger og der er altid noget fascinerende ved folk, der går aktivistisk til værks. Men der er noget modsætningsfyldt ved ham. Vi har lige haft en samtale på én time fyldt med spørgsmål, smil og respekt. Ham kan man jo godt have en samtale med. Og tænk engang, hvis han bidrog til debatten med den samme gensidige respekt og forståelse som under vores samtale. Men alligevel tyr han til polemikken. Og det er af ideologiske årsager: han køber simpelthen ikke civilitetspolitikken, hvilket også kommer til udtryk i hans afsluttende pointe:

”Venstrefløjen er nødt til at være forberedt på, hvad end det er for et klimaks, vi arbejder os mod rent politiskiVestenligenu,såenderdetikkefredeligt.Såvi er nødt til at forsøge at skabe en eller anden bevægelse,derrentfaktiskharnogetvredeognogetildog nogetmotivationisig,ogdetgørmanbareikkevedat sigebe’om,ogatduharrettildinmening”

Uden at få nærmere defineret det klimaks, Kønig henviser til, tænker jeg over, hvad der ville ske, hvis man nu bare brugte vreden i sproget i stedet. For hvis sproget er så magtfuldt, kan det måske også være med til at bygge broer og ikke kun til at brænde dem?

USA med Trump som præsident, er ikke et USA, EU kan stole på

AF LIV LINDBERG NIELSEN | livlini@gmail.com

I kølvandet på det amerikanske valg står jeg primært med ét særligt spørgsmål. Danmark og mange andre europæiske lande, har rent sikkerheds- og forsvarspolitisk i lang tid været afhængige af USA som den beskyttende forælder, der skulle afholde de andre fra at drille. Så hvad i alverden skal der ske med vores sikkerhed i forbindelse med Trumps præsidentskab? Et spørgsmål der nok i højere grad skal besvares med fokus på, hvad der skal ske med det EU, vi kender i dag.

Da Rusland i 2022 gik ind i Ukraine, blev det klart, hvilke ideologiske og politiske benspænd, der for alvor begrænser EU’s handlerum, når det drejer sig om internationale konflikter. Problemet er enstemmighed, eller med andre ord, vetoretten. Enstemmighed er nemlig blevet særligt udfordrende for den europæiske støtte til Ukraine. I praksis betyder enstemmighed, at de 27 medlemslande alle skal være enige i den politiske linje, der lægges for EU i Det Europæiske Råd. Det betyder, at ét land potentielt kan stå i vejen for tiltag, som de resterende 26 lande er enige i. Ikke desto mindre er det den samme enstemmighed, der almindeligvis er med til at sikre os i Danmark mod en europæisk linje i modstrid med vores nationale interesser.

Mit spørgsmål er, om Ruslands indtog i Ukraine, kombineret med Trumps præsidentskab, særligt belyser, at EU i virkeligheden er groet fra vetoretten? For kræver den sikkerhedspolitiske situation i dag på den internationale scene i øjeblikket ikke et handlekraftigt EU? Egentlig er der et overlap mellem mange af de lande, der er med i EU, og forsvarsunionen NATO. Men ifølge Derek Beach, som er professor ved instituttet, er den sikkerhedspolitiske arena, vi indtil nu har kendt med USA i spidsen for NATO, ikke

længere et USA, som EU kan stole på. Men hvad betyder det?

Ifølge Beach venter der revolutions-lignende tilstande for EU, som vi kender det, og budskabet er klart: Meget mere EU, og meget mindre USA. Det er særligt, hvad angår sikkerheds- og forsvarspolitiske områder. Faktisk er de indledende forberedelser til en sådan revolution allerede mere konkretiserede, end hvad vi som EU-borgere måske lige går og tror.

Ifølge Beach sad kommissionen nemlig allerede før afgørelsen på valget klar med et forslag til en fælles fond bestående af estimerede 100-200 milliarder kroner, der skal have til hensigt at facilitere medlemslandenes fremadrettede investeringer i deres eget forsvar. De ventede sådan set bare på det sidste sikkerhedspolitiske skub, som var formodet enten at komme fra øst (Rusland og Ukraine) eller vest (USA).

For lige at klarlægge: EU er ikke NATO og må ikke agere på samme måde som NATO. Det er ikke en forsvarsunion. Hidtil har et sådant forslag derfor været svært at retfærdiggøre i unionen. Men umiddelbart godtgøres forslaget på baggrund af en ny og mere lempelig måde at tolke den nuværende artikel 41(2).

Denne artikel omfatter blandt andet, hvordan finansiering af militær- og forsvar ikke går over Unionens budget, medmindre Rådet enstemmigt beslutter andet. Den nye tolkning, som Beach omtaler, gør det da muligt alligevel at etablere en forsvarsfond. Man ønsker altså i Kommissionen at hæfte fælles, ligesom man gjorde under coronapandemien med genopretningspakken. På den måde bliver det muligt for unionen at investere i forsvarsindustrien i medlemslandene og på den måde styrke sikkerheden, uden at det direkte er Unionen, der faciliterer midler til oprustning.

Men at hæfte fælles er ikke altid noget, der har været populær snak i EU, hvorfor netop enstemmigheden før har været hindrende. Særligt Tyskland har tidligere udtrykt stor modvillighed, når det gælder at hæfte fælles medlemslandene imellem. Dog har tiden vist sig at bløde denne holdning op. Efterhånden som mere østlige profiler er blevet introduceret til samarbejdet, er optimismen for stiftelse af fælles gæld i samme grad steget. Argumentet er altså, at det er nemmere at få medhold i sagen, når ordet ikke kun føres med, hvad der hidtil har været fransk accent, men også møder tilslutning fra eksempelvis Litauen.

Men hvad betyder tolkningen af det for suverænitetsafgivelsen, hvis Kommissionen laver en tolkning af Unionens artikel 41(2), således at der mellem linjerne alligevel forekommer en form for fælles EU-facilitering af forsvar? Betyder mere EU nu ikke kun mindre USA, men også mindre Danmark?

Umiddelbart er svaret fra Beach et entydigt nej. Som det ser ud nu, er EU mellemstatslig, og forbliver mellemstatslig. I samme omfang som NATO også er det. Det er altså ikke et problem. Forslaget handler imidlertid om en fond rettet direkte mod fælles militær oprustning. Det drejer sig om at facilitere støtte til forsvarsindustrien i EU, så våbenproduktionen i

højere grad flyttes fra USA til medlemslandene. Det er altså også et spørgsmål om at gøre os mere uafhængige af Trump. Beach gætter på, at trods aftalerne lige nu baserer sig på enstemmighed, så vil man nok i højere grad bevæge sig mod noget, der ligner flertalsafgørelser. Fremtiden fordrer måske derfor mindre enstemmighed, end vi er vant til, på trods af at samarbejdet fortsat vil være mellemstatsligt.

I kølvandet på det amerikanske valg tyder den kommende tid dermed på følgende: EU, som vi kender det, vil helt sikkert gennemgå en række ændringer, og hvis Beach får ret, måske endda noget nær revolutionært. Min tolkning af, hvad Beach siger, er derudover, at vi vil se ændringer i den måde, EU forvalter sit handlingsrum på og måske endda blive en mere samarbejdsdygtig institution. For nu beholder medlemslandene deres suverænitet, men afhængigt af, hvordan situationen internationalt udfolder sig, tror jeg ikke, vi kan udelukke, at der kommer et scenarie, hvor medlemslandene skal tage stilling til, hvor samarbejdet er på vej hen.

Såfremt kommissionen er klar til at nedsætte en forsvarsfond, bliver det blot et eksempel på, hvordan EU måske tyder på at være villige til at rykke på de i forvejen tegnede linjer, for at styrke de fælles interesser i Unionen. Lige nu mødes Unionen jævnligt af både handlingslammende uenighed og en enorm mængde bureaukrati. Det er med andre ord ikke altid en nem opgave at få ting fra skrivebordet ud i virkeligheden. Det bliver dermed interessant, om der er andre hidtil uløselige opgaver, der kan afhjælpes med en anelse friere læsning af loven?

Hvad der videre sker med den nye milliardfond og ydermere EU som institution, må tiden vise. Men én ting står klart: Den internationale scene er foranderlig, og det bliver spændende at følge, i hvilken retning det sender EU.

Balladen om demokratiet: Hvad kolonihaver kan fortælle os om protest og deltagelse

AF JEPPE GRANDAHL | jeppegrandahl00@gmail.com

“Det burde jo være det lykkeligste sted på jorden", fortæller Niels Hausgaard med sin hæse aarhusianske dialekt. Han taler selvfølgelig om kolonihaven ved Jørgen Berthelsens Minde i udkanten af Aalborg, bedre kendt som værende hovedpunktet i TV2’s reality-program “Balladen om Kolonihaven”. Programmet er siden blevet til folkelig underholdning og en national referenceramme. Og nu har vi heldigvis fået os en anden sæson.

Efter første sæson af “Balladen om Kolonihaven”, blev programmet hurtigt udråbt til at være et mikrokosmos for generationskonflikterne i vores samfund. Bag de “allerhøjst” 1,80 meter høje hække blev der forhandlet og udkæmpet værdikampe mellem to generationer: De unges individualiserende, vild med vilje livsstil mod de ældres traditionelle, kollektiviserede og lige lovligt alkoholiserede livsstil.

Og mens generationskonflikten uden tvivl har fået en del af opmærksomheden i medierne, er der nogle andre og større tendenser, som er blevet overset. For det kære kolonihavesamfund i udkanten af Aalborg repræsenterer noget, der rækker ud over kampen mellem unge og gamle. Noget, der rækker helt ind i kernen af vores demokrati og det senmoderne samfund.

Protestens demokrati

Sæson 2 starter fra, hvor sæson 1 sluttede: Finn Nørby og resten af bestyrelsen var gået af, så nu skal der vælges en ny bestyrelse og formand - ellers kan og må kolonihaveforeningen ikke eksistere.

Henimod dette kolonihaveklimaks, har mangesærligt de ældre beboere - næret en stor utilfredshed mod Finn og den øvrige bestyrelse, hvilket har udmøntet sig gennem hård kritik og nedværdigende bagtaleri.

Derfor sidder jeg også spændt og venter på, at nogle fra den kritiske masse stiller op. Som seer kan man ikke lade vær med at tænke: nu er det endelig kritikernes tid, nu kan de legemliggøre deres kritik ved at stille op og indtage magten… nu gør de det sgu!

Men nej, stilheden gennemsyrer generalforsamlingen, ingen stiller op som formand - og min forhåbning realiseres ikke. Nogle få forholdsvis nye, “unge” stiller op til bestyrelsen, men ingen vil være formand. Den kritiske masse, der har protesteret med bagtaleri og sure beskeder, gider ikke stille op og indgå i bestyrelsen. Og når Finn - som de i øvrigt kalder for Putin - i sidste øjeblik genopstiller, er der stadig ingen lyd.

Selvom det hele er ganske underholdende, så afspejler fadæsen i Vejgaard på samme tid en af de mest interessante udviklinger i vores demokrati og i det senmoderne samfund: At vi i de sidste 15-20 år har bevæget os mod et såkaldt protestdemokrati. For når vi skal artikulere vores politiske engagement og demokratiske kritik, så vælger vi i stigende grad at protestere frem for at institutionalisere den.

Protest eller parti - Sure SMS’er eller bestyrelse?

Vores hang til protest beskrives i bogen World Protest: A Study of Key Protest Issues in the 21st Century, der viser, at der globalt i perioden fra 2006-2020 har været en tre-dobling af protester - og at de fleste protester opstår i demokratier, da de i autokratier slukkes med repression.

Igennem historien har der været flere perioder, hvor folk har protesteret mod samfundets tilstand: de revolutionære protester i 1848 og 1917, de massive kvinde-, studenter- og antikrigs-oprør i 1968’erne, i 1989 med Sovjetunionens fald, til nu, hvor vi har set globale protester som Occupy Wall Street, Black Lives Matter og Fridays for Future-klimastrejker.

Før og imens protesten stille og roligt blev mainstream har folk som Robert Putnam og den nye

intellektuelle berømthed Anton Jäger beskrevet, hvordan de traditionelle sociale institutioner og demokratiske deltagelseskanaler de sidste mange årtier er blevet udhulet: færre og færre er medlemmer af partier, fagforeninger, kirker, fodboldklubben og så videre. Med andre ord: vi har foretaget en social og politisk afinstitutionalisering.

Det spændende er dog, at den politiske afinstitutionalisering primært har påvirket de traditionelle politiske deltagelseskanaler. For vi har stadig et politisk engagement, utilfredshed, vrede og kritik, som vi gerne vil af med. Vi vil stadig gerne høres.

Nu er det bare gennem protesten frem for partiet. Nu er det - groft sagt - gennem sure SMS’er frem for at stille op til bestyrelsen.

Legitimiteten og seriøsiteten i kolonihavebeboernes protest kan selvfølgelig ikke helt sammenlignes med de virkelige sociale bevægelsers mere raffinerede protester. På den måde er kolonihaven ved Jørgen Berthelsens Minde et protestdemokrati i yderste potens.

Men dynamikken i kolonihavens demokrati synes stadig at beskrive nogle af de samme konturer i pro-

testdemokratiet, hvor det senmoderne individ i større grad tyer til protesten i stedet for institutionen, når der skal kritiseres.

Samfundets Susanne

Et gennemgående tema i programmet er også, at dramaet i kolonihaven tydeligt kobles med radio- og tv-indslag til det politiske drama inde på Christiansborg. Og helt tydeligt bliver det, da Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, svinger forbi kolonihaven.

“Hold kæft, hvor er du god”, siger Mette Frederiksen som det første, da hun møder Susanne, der i løbet af sæson 1 hurtigt viser sig at være kolonihavens arbejdshest. Men til sidst bliver det for meget, og hun forlader bestyrelsen.

Susanne er speciel, ikke mindst for hendes ansvarlighed og Kaare Dybvad’ske arbejdsmoral, men også fordi hun er et bindeled mellem bestyrelsen og protesten. Det er nemlig hende, som Finn går til, da han prøver at få støtte til sit omlægningsprojekt i Oasen, fordi det er gennem hende, at han kan få adgang til protestens stemme.

Når du kigger ud i vores samfund, kan du så se én Susanne? Èn, der formår at forbinde protesten og institutionen?

Nogle vil måske pege på den grønne trepart som en slags Susanne. Treparten skabte et nyt forhandlingsrum, hvor politikerne inviterer magtfulde interesseorganisationer helt ind i maskinrummet. Men her løber man måske en stor repræsentativ risiko ved at erstatte oppositionen - og dermed millioner af borgeres stemmer - med magtfulde interesseorganisationer.

Andre - og de fleste - vil nok sige, at samfundets Susanne er politikerne og partierne. Det giver god mening, for det er jo politikerne, som skal repræsentere folket. Og i en ideel verden, så vil de politiske partier være fyldt med medlemmer. Et samfund fyldt med Finn’er.

Men sådan ser virkeligheden bare ikke ud - og det tyder heller ikke på, at partimedlemskabet og deltagelsen i partipolitik stiger i fremtiden. Se blot på det kommende kommunalvalg, hvor det for mange er svært at få kandidatlisterne fyldt op.

Protesten skal ses som en seismograf over folkets dybe politiske følelser. En demokratisk korrektionsmekanisme, som de folkevalgte måske i større grad burde lytte til og måske inkorporere i beslutningsprocesserne

Selvom protesten fra den kritiske masse i kolonihaven er personlig og nederdrægtig, så ligger der noget dybere i den. Det kan godt være, at de lever i et kolonihave-demokrati, men de føler sig overset og overhørt. De er ikke imod demokratiet, men måden det fungerer på. En følelse, som i høj grad er udbredt i mange europæiske lande, hvor 92% støtter et demokratisk politisk system, men at der samtidig kun er 20%, der er tilfredse med det.

Med andre ord, så synes der at være en repræsentationskrise. Og det virker naivt at tro, at det blot løses ved at sige “meld dig nu ind i et parti frem for at protestere”

Jeg siger ikke, at protesten skal være et alternativ til det repræsentative demokrati. Det skal det ikke.

Men protesten skal ses som en seismograf over folkets dybe politiske følelser. En demokratisk korrektionsmekanisme, som de folkevalgte måske i større grad burde lytte til og måske inkorporere i beslutningsprocesserne set i lyset af den repræsentationskrise, som vi står i. Måske kan protesten også få politikerne til at overveje at se repræsentation mere bredt - kigge på mulighederne i permanente lokale borgerting eller en nedsættelse af valgretsalderen.

Derfor skal du se Balladen i Kolonihaven. Som en slags scene, hvorfra vi kan lære at forstå protestdemokratiets dynamik og imødekomme repræsentationskrisen, så vores demokrati, som vi støtter og holder af, kan fortsætte i progression.

Interview med Mathias Sindberg: Verden efter Trumps genvalg

TE

brudt sammen? Journalist på Dagbladet Information Mathias Sindberg udlægger verdens politiske tilstand efter Trumps comeback, og anviser en retning for den fortælling, som skal komme efter.

AF RASMUS HAARKÆR ANKERSEN | rhaarkaer@gmail.com

”Jegvedgodtatdeterenlidtslidtkliché,mengrundlæggende synes jeg, at erkendelsen efter Trumps genvalgmåvære,atdengamleverdensordenerdød, ogdennyekæmpermedatblivefødt”

Mathias Sindberg holder en kort tænkepause, og lader eftertænksomt blikket flyde ud i det mennesketomme rum, som udgør Dagbladet Informations kantine denne fredag eftermiddag i det sene november.

”Det handler ikke om bare defensivt at forsvare resterne af den gamle ordens institutioner og imperativer. Det gør det selvfølgelig også i en vis grad. Men dethandlerogsåomatformulerenyeoffensivesvar, og anvise nye retninger. Vi skal ikke genfinde den liberale globaliserings orden som den var, eller søge tilbage mod den retfærdige socialdemokratisme, somdomineredeiefterkrigstiden.”

Jeg prøver at bryde ind med et spørgsmål, men Sindberg fortsætter ufortrødent:

”Viskalstadigtaleomøkonomiskomfordeling,klassekamp og mange af de emner som definerede den gamle venstrefløj, for jeg tror stadig at den dimension er grundlæggende vigtig, når der skal skabes et nyt progressivt projekt. Men det er vigtigt, at det ikke barebliveretforsvarfordengamleverden,menderimodetoffensivtprojektforennyorden.”

Da Trump vandt valget i 2016, var jeg 1.g studerende på Esbjerg Gymnasium, og knap opmærksom på den politiske virkelighed jeg var kastet ind i. Politik betød ikke ret meget for mig, det interesserede mig ikke. Men valget af Trump gjorde indtryk på mig. Jeg var forvirret. Og den forvirring bar jeg med mig i de næste år.

Lettere tilfældigt samlede jeg et par år senere Rune

Lykkebergs Vesten mod vesten op i en boghandel, uden anelse om hvem forfatteren var, eller hvad bogen handlede om. Men den ændrede min forståelse af verden. Den introducerede en horisont for mit verdensblik. En fortælling som jeg kunne forstå min omverden gennem.

Kort sagt var det en fortælling om, at de politiske kriser primært skyldtes den vestlige elite og intellektuelles ignorance. Den neoliberale økonomiske doktrin havde skabt større ulighed og eroderet arbejderklassen. Globaliseringen og flygtningekrisen udfordrede betingelserne for nationalstatens selvopretholdelse og skabte utryghed i befolkningerne. Samtidig havde den regelbaserede verdensorden ikke levet op til dens løfte, men havde fungeret som magtinstrument for USA og vesten.

I den fortælling kunne valget af Trump forstås som en opvågnen. Et chok som ville få os til at gøre op med den ulighedsskabende og uretfærdige elitepolitik, som havde overtaget vores samfund siden Reagan og Thatcher kom til magten i starten af 80’erne.

Men med Trumps genvalg er jeg blevet i tvivl. Er der i virkeligheden noget andet og mere grundlæggende radikalt på spil her?

Mathias Sindberg er en ung mand med let pjusket lyst hår. Han slentrer ned af trappen i Dagbladet Informations forhal, og inviterer mig på en kop kolbekaffe i husets kantine. Sindberg har ørering i venstre øre, og er iført en mørkegrå t-shirt, et par briller med klart stel og brillesnor om nakken.

Han har igennem flere år dækket international politik som journalist på Dagbladet Information. Op til det amerikanske præsidentvalg lancerede Informa-

tion og Sindberg Trumpistisk Bogklub. En podcastserie hvor Mathias Sindberg sammen med en række meningsdannere læste og diskuterede et udpluk af værker, som har været essentielle for den trumpistiske ideologi. Hvis altså man kan tale om en sådan.

Jeg spørger ham, hvordan han havde det, da han stod op til nyheden om Trumps genvalg.

”Normalterjegrimeligdistanceret,ogforholdermig relativt abstrakt til den slags begivenheder. Men det her slog mig som monumentalt afgørende. Særligt i forhold til klimaet, men også for det amerikanske demokratiidetheletaget.”

Mathias Sindberg fortæller, at han også oplevede Trumps sejr i 2016 som en chokerende begivenhed, der på den ene side markerede et markant skift fra den bestående orden, men som også åbnede et mulighedsrum for at udvikle en grønnere og mere retfærdig økonomi, der kunne gøre op med nogle af de forfaldstendenser, vi har set i vores samfund over de sidste årtier.

”Nu kan jeg godt få en fornemmelse af at det mulighedsrum, hvis ikke det har lukket sig helt, så i hvert falderskrumpetendel.Jegerikkesåsikkerpå,atvi kommertilatbrydeosomdet,derkommerefterden nyliberaleorden.”

I baggrunden skramler et par flittige køkkenansatte med ugens sidste opvask. En let strøm af medarbejdere vandrer forbi og ønsker hinanden god weekend inden de træder ud i det kolde snevejr.

Hvor står det demokratiske parti så nu? For de har vel netop forsøgt at føre den socialt solidariske politik, som skulle gøre op med forfaldstendensen, og holde Trump fra magten? Spørger jeg.

”Jeg tror man må sige, at demokraternes korrektion var for lidt, og kom for sent. De blev samtidig ramt af den stigende inflation, og det straffede vælgerne dem for. Men jeg synes ikke, at man bare kan bebrejde Biden, for inden for de politiske mulighedsbetingelser han blev stillet, fik han jo faktisk gennemført megetprogressivpolitik.”

Mathias Sindberg deler dog Bernie Sanders’ holdning om, at demokraterne bliver nødt til at få et mere populistisk udtryk, når det kommer til den økonomiske politik. Både på konkret policy og i deres verbale kommunikation.

”Man bliver nødt til hele, hele, hele tiden at tale om den åbenlyst uretfærdige ulighed, som er det amerikanskesamfundsstørsteproblem.Harrisstartede sinkampagnemeddenfortælling,menforloddenfor i stedet at præsentere sig som beskytteren af status quo. Og det mener jeg er en hjernedød politisk strategi,påettidspunkt,hvorlangtdeflesteamerikanere mener, at samfundet bevæger sig i den forkerte retning.”

Sindberg taler hurtigt, og er tydeligt indigneret, når det kommer til den økonomiske ulighed.

”Demokraterne bliver nødt til at eje vreden, frustrationen, populismen og den oprørske energi, som Trump har patent på lige nu. Man kan ikke tale som

Kilde: Dagbladet Information

ObamainutidensUSA.Stemningenersimpelthenen helt anden nu, den er meget mere pessimistisk. Demokraterne bliver nødt til at genetablere sig som et arbejderklasseparti.”

Helt grundlæggende mener Mathias Sindberg, at økonomiens betydning for de samfundsmæssige forfaldstendenser fortsat er undervurderet, i USA såvel som i Europa. Derfor ser han også Trumps trussel om at indføre historisk store tariffer på varer fra både EU og Kina som ekstremt urovækkende.

”Det vil uden tvivl skabe en markant økonomisk afmatning,ogderafetpolitiskchokafenkarakter,som gør det svært at forestille sig at Le Pen ikke kommer til magten i Frankrig, og at det europæiske højreskredidetheletagetikkevileskalereyderligere.”

Dertil kan man jo tilføje, at den kommende Trump-administration jo ser ud til at forkaste alle de grønne ambitioner, og formentlig vil melde sig ud af Parisaftalen. Det vil vel utvivlsomt forværre det politiske kaos?

”Ja, jeg mener hele det her kaos viser, at den globale løsningsmodelforklimaet,somviharligenu,grundlæggende ikke fungerer. Når vi ikke kan stole på at verdens største økonomi, i form af USA, lever op til deresløfter,såerdetikkeholdbart.Detradikaliserer klimaproblematikken fuldstændig, og tvinger os til at udvikle nye fortællinger om, hvordan den grønne omstillingskalseud.”

I den danske klimadebat fylder idéen om et ”technofix” meget for tiden. Altså idéen om, at vi skal vænne os til at tale om klimaet som et stort statsligt anlægsprojekt, frem for at tale om store samfundsforandringer. Hvordan ser du på den idé?

”Hele den fortælling er jeg grundlæggende meget uenig i. Det er selvfølgelig rigtigt, at staten bliver nødt til at kaste en masse penge i de her projekter, for vi kan ikke regne med, at markedet løser det for os. Men vi kommer ikke til at gennemføre den grønne omstilling, uden også at forandre vores samfund radikalt.”

Mathias Sindberg henviser til, at en stor del af det, som er lykkedes i den grønne omstilling indtil videre, har været energieffektivisering og statslige byggeprojekter.

”Men hver gang vi har gjort vores biler og boliger mereenergieffektive,erklimaeffektenblevetunder-

"Grundlæggende

må jeg sige ja, den gamle fortælling og orden er død. Men det betyder ikke, at vi skal forkaste alle vores erfaringer fra fortiden.

mineret af, at vi bare bygger tilsvarende større boliger, og køber større biler. Vi kommer ingen vegne, hvisenhverenergieffektiviseringbliverannulleretaf etstørreforbrug.”

Derfor skal vi ikke alene kanalisere store statslige midler ind i omstillingen. Vi må ligeledes skabe en radikal samfundsmæssig og kulturel fortælling, som peger den grønne omstilling i en anden retning, mener Sindberg.

Med Trump tilbage i det hvide hus, en usikker international økonomisk situation og en klimamodel, som må gentænkes fundamentalt, synes den politiske situation endnu mere kaotisk og skrøbelig, end den var sidst Trump blev valgt.

Du siger at vi skal skabe en helt ny fortælling for den grønne omstilling. Men kræver den nuværende politiske situation også, at vi på et overordnet plan skaber en ny fortælling for hele vores politiske system og samfundsindretning, som er radikalt anderledes?

Mathias Sindberg vipper uroligt på stolen, og gnider sig i øjnene. I flere sekunder sidder han tavst, og overvejer, hvordan han skal svare.

”Grundlæggendemåjegsigeja,dengamlefortælling og orden er død. Men det betyder ikke, at vi skal forkasteallevoreserfaringerfrafortiden.Viskalforstå, hvad der har fungeret tidligere, hvorfor det fungerede, og lade det være anvisende for en fremtidig fortælling.”

Men du mener ikke, at vi kan forlade os på at gennemføre en ny version af New deal, inkludere det globale syd mere i FN’s institutioner, og så ellers rulle et massivt klimaprogram ud?

”Nej, det tror jeg ikke på. Venstrefløjen skal skabe en meget mere radikal, populistisk og offensiv fortælling, som er materialistisk i sit udgangspunkt, og som anviser en vej til et markant anderledes og retfærdigtsamfund.”

1980 og 2024 - må man stadigvæk håbe?

AF LEO ROHRMOSER | leonardrohrmoser@gmail.com

“The erosion of our confidence in the future is threatening to destroy the social and the political fabric of America.” I 1979 da demokraten Jimmy Carter holdt sin tale om USA’s åndelige forfald brændte landet. Inflationen hærgede økonomien og tilintetgjorde den økonomiske konsensus, der havde domineret amerikansk politik siden 1950'erne. Betydningen af dette øjeblik gik ikke forbi Jimmy Carter, der håbede på at blive genvalgt: ”Our people are losing that faith, not only in government itself but in the ability as citizens to serve as the ultimate rulers and shapers of our democracy.”

Jimmy Carter tabte stort i 1980 imod Ronald Reagan. Carter fik blot 49 stemmer i the electoral college mod Reagan's 489, og han tabte også the popular vote med omtrent 9%. Nederlaget førte til 12 års demokratisk soul-searching, der udelukkende blev afbrudt af to yderligere nederlag i 84 og 1988. De 12 års ørkenvandring spyttede den altid moderate, saxofonspillende og udefinerede Bill Clinton ud. Reagans sejr var derfor ikke kun Carters nederlag, men også slutningen på en liberal udgiftspolitik og den moderne amerikanske konservatismens første store gennembrud. Sagt på en anden måde; den amerikanske liberalisme var i 1980 tæt på at falde i en grøft.

I 2024 virker Amerikas venstrefløjs liberalisme til at befinde sig i en lignende krise. Valget er overstået. Trumps genvalg er også betegnende for den amerikanske liberalismes krise. På trods af lav ledighed, og massive statsinvesteringer kan man ikke få overbevist de allerfattigste amerikanere om, at en større amerikansk velfærdsstat er ønskværdig. Demokraterne fik noget af deres økonomiske politik igennem, og lovede at føre en mere liberal værdipolitik - og tabte relativt stort til Trump, der ikke står for nogle af delene.

Sammenligningen er ikke perfekt; Reagan er ikke Trump, Carter er ihvertfald ikke Harris og inflationen i 1980 er signifikant højere end i 2024. Det økonomiske udgangspunkt er derfor helt forskelligt. I 1980 var inflationen på omkring 10%, og væksten var også stærkt faldende. Noget som Reagan ved at bruge: ”Recession is when your neighbor loses his job. Depression is when you lose yours. And recovery is when Jimmy Carter loses his”. Sammenligningen skal ikke udviske forskellene og gøre 2024 til den version af 1980, der også indeholder Elon Musk/Joe Rogan og Dana White, men visse faktorer går igen, og efter valget må man konstatere, at den største er følelsen af, at de gamle opskrifter for politisk success ikke kan overbevise vælgerne.

Så hvor er USA på vej hen? Er demokraternes næste skridt i 2028 at smide alt det under bussen, der ikke kan få dem ind i det hvide hus? Er fremtiden en slags Bill Clinton figur, der før valget i 1992 kritiserede George H.W. Bushs frihandelspolitik for så at underskrive en kæmpestor frihandelsaftale i form af NAFTA? Må man stadigvæk håbe for et liberalt demokratisk parti på den anden side af valget?

Den 12. august 1980 tabte Ted Kennedy et tæt primærvalg mod den daværende præsident Jimmy Carter. Til den demokratiske national convention holdt han en tale, der fik tilskuerne til at juble gentagende gange. Kennedy brugte omtrent 30 minutter på at kritisere Reagan, fremhæve almindelige menneskers lidelse i USA og på implicit at kritisere det uambitiøse partiprogram Jimmy Carter havde fremlagt. Med kun to minutter tilbage af talen jublede salen i New York endnu engang, inden Ted Kennedy afsluttende proklamerede: “For me, a few hours ago, this campaign came to an end. For all those whose cares have been our concern, the work goes on, the cause endures, thehopestilllives,andthedreamshallneverdie”

KRONIK: Når fårene skilles fra bukkene

S A E på uddannelsen virkelig at skille fårene fra bukkene?

Allerede efter få måneder på statskundskab blev jeg bekendt med, hvad jeg vil definere som en almen jargon: A E

de en udbredt fortælling på statskundskab.

Men hvem er de ’bukke’ E

AF WILMA DAM RASMUSSEN | wilma2dam@gmail.com ILLUSTRATION AF ANNE SOFIE OTTOSEN | annesofie.om@gmail.com

En rapport fra psykiatrifonden 2022 viser, at 47% i høj grad eller i meget høj grad føler, at deres uddannelse presser eller stresser dem til daglig. Samtidig viser en undersøgelse fra 2023 af Statens Institut for Folkesundhed, at mistrivsel blandt unge er stigende. Omkring 25% af unge mellem 16 og 24 år scorer lavt på den mentale helbredsskala.

Så mit spørgsmål er; hvilken indflydelse har en sådan retorik, når vi ser denne udvikling? Jeg synes vi kan spørge os selv, om vi unge bliver grebet eller om mistrivsel øges. For hvis man vælger at stoppe, bliver man så det ’sorte får’, der ikke passer ind? Hvis vi tager denne retorik bogstaveligt, må svaret være ja.

Her er det vigtigt for mig at understrege, at jeg selvfølgelig ikke prøver at lave en kausalmodel, der viser, hvordan statskundskab fører til mistrivsel blandt studerende. Min pointe er ikke, at det er studiet, der forårsager mistrivsel - heller ikke, at vi i nogle tilfælde ikke kan udelukke det. Min hypotese er derimod, at uddannelsessystemet, som det ser ud i dag, i hvert fald ikke bidrager til at mindske denne mistrivsel.

For jeg tænker, at forekomsten af mistrivsel er mere nuanceret end som så – eller det håber jeg i hvert fald. Man kan mistrives af mange andre årsager end, at studiet er for svært, og at man derfor ikke egner sig

på et universitet. Mistrivsel kan eksempelvis skyldes mentale udfordringer, at man har ondt i livet, eller at studiet ganske enkelt ikke er det rigtige for en.

Min tanke er ikke, at instituttet nødvendigvis er uenige i dette faktum. Det, jeg sætter spørgsmålstegn ved, er altså retorikken. Jeg mener, at det er den almene jargon, der er problematisk. For hvis vi anerkender, at der kan være mange udefrakommende faktorer der har betydning for, hvorvidt man er i stand og har lyst til at gennemføre statskundskab, jamen så får vi med denne retorik skabt et problematisk narrativ.

Lad mig give jer et eksempel: Min storesøster startede på statskundskab i København i 2021, men nåede ikke at gå der længe, før hun blev syg med en svær depression og måtte stoppe.Min pointe er ikke, at hun stoppede, men derimod hvilke konsekvenser, det havde for hende og hendes selvbillede.

Hun gik ud med et højt karaktergennemsnit fra gymnasiet og havde alle forudsætninger for at gennemføre statskundskab. Men den retorik, der er skabt om, at det kun er ’bukkene’, der står tilbage, gjorde, at hun blev ’fåret’. En fortælling, der satte dybe spor i hende og fik hende til at reproducere retorikken om at være en, der ikke ’egnede’ sig til universitetet.

Hvis vi anerkender dette fak tum og anser det som sandt, mener jeg, at det er dybt pro blematisk, fordi det i høj grad vil ramme skævt blandt unge. Det er især dem, der i forve jen har udfordringer, som en der med at blive det levende eksempel på retorikken.

De unge, der allerede mistrives, bliver ikke blot ramt af deres mistrivsel – de bliver nu også ’fåret’. Min tanke er derfor, at dette kan få endnu større konsekvenser for den enkelte, netop fordi vedkommende måske allerede står et sårbart sted i livet.

Og jeg ved selvfølgelig godt, at dette ikke gør sig gældende for alle, der stopper på statskundskab. Men hvis man befinder sig et sårbart sted i sit liv, eller hvis man er syg, kan det måske være svært ikke at lade sig påvirke af denne "almene fortælling". Og oven i det, ved vi, at skridtet til en universitetsuddannelse er udfordrende i sig selv, mange flytter til nye byer og skal etablere et hjem, så er det netop ikke her man er et ekstra sårbart sted i livet?

Min bekymring er derfor; Hvilke spor en sådan retorik sætter i den unge og hvilket selvbillede, man bærer med sig videre i livet?

Og jeg vil ikke fremstå naiv - måske er det ikke alle, der er egnede til at gå på universitetet. Men er der nogen mening og noget konstruktivt i at fastholde denne retorik?

Kunne det ikke tænkes at ske, uden man blev ’fåret’?

Måske en forelæser, der fortæller, at vi alle sammen kan blive overraskede over noget, som vi troede, vi ville være gode til, men at det så viser det sig, at man faktisk har svært ved det.

En instruktor der fortæller, at de første semestre er hårde, og at det er helt okay. Eller en, der fortæller, at det er okay ikke at finde det interessant, og at det er okay, at der kan være ting i livet, der gør det svært, og at det er ingen skam.

Det, jeg står tilbage med, er altså et ønske om, at vi kan skabe et studiemiljø og en studiestart, der handler om at gribe os unge frem for at have en retorik, der handler om at teste og presse os. Et studie, hvor der er et særligt fokus på studerende på 1. og 2. semester, der måske endnu ikke helt har fundet deres plads.

VELKOMMEN TIL "-bility" NATION:

Mads og jeg tog til Aarhus Symposi um, så du ikke skulle gøre det

AF IBEN DAM SCHMIDT | iben1562@gmail.com

D

agen var d. 1. november. Mads og jeg, Iben, havde besluttet os for at søge mod det blå lys på den anden side af Ringgaden for at deltage i Aarhus Symposium. Med dette års slogan: ”Building resilience in an interdependent world,” kunne vi ikke modstå muligheden for at udleve vores fulde DJØF-karakter, iklæde os skjorte og loafers for at drage derudad. Selv endte jeg bare i samme outfit som sidst, jeg var klædt ud som Dan Jørgensen. Som formentlig den eneste, der tog cyklen frem for et Voi-løbehjul, ankom jeg forpustet, hvortil jeg panisk måtte bruge de første 10 minutter på at minimere al risiko for svedskjolder ude på toilettet. Da Mads endelig mødte mig i døren, fik vi taget et hurtigt billede foran skiltet som dokumentation til LinkedIn, hvorefter vi strøg indenfor. Vi blev mødt af det blå futuristiske lys, sponsorer og intet mindre end overraskende mange Asics-sko. Hvad?

Med det sagt, følte jeg alligevel ikke, at mine loafers var et underrepræsenteret skovalg. Pyha heldigt. Videre til foredrag. Først Jacob Bundsgaards åbningstale, der samtidig var den sidste i sit virke som borgmester - iført et par Stan Smith. De sko distraherede mig, og det blev ikke bedre af Mads, der undervejs satte et nyt præg på sin skjorte med et stykke karrykylling fra en MIB-clubsandwich. Innovativt. I eftermiddagspausen med kagebord, snacks og alt, hvad man kunne forestille sig til ganen, måtte vi bare networke. Mens vi stod rundt om et højt plastik-klapbord med en flok økonomer, som vi havde taget til gidsler for ikke at skille os mere ud end nødvendigt, valgte Mads alligevel at påtale elefanten i rummet.

Det store spørgsmål, som jeg ikke engang turde stille mig selv af frygt for at blive skuffet: ”Hvaa… hvad mener de egentlig med det slogan?” Og stille blev der. En af fyrene begyndte desperat at oversætte: ”Du ved, ja, altså modstandsdygtighed… og sådannoget”

Resten af talerne husker jeg svagt, men humlen af eventet tror jeg nu alligevel jeg fik med hjem. For at builde resilience in an interdependent world må vi finde vores rolle i den og gentænke en ny vej, som kan løse udfordringerne og få os til at håndtere dem ved at prioritere, se efter nye veje og huske at kommunikere omkring det. Og så spørger du nok; hvordan gør jeg det? Det skal du gennem flexibility, ability, responsibility, visibility, mobility og selvom din capability til translatability måske er på prøve, må du controllability din destructibility og forbedre din maneuverability for at maintainability din likability

Ros for en helt igennem upåklagelig forplejning, underholdning, inspirerende lineup og goodiebags på et hidtil uset niveau.

Vi ses næste år til Aarhus Symposium!

Alt det I ikke regnede med

AF WILMA DAM RASMUSSEN | wilma2dam@gmail.com

Den længeventede vinterudgivelse er endelig på gangene, og det betyder også, at året er ved at gå på hæld. Det kan mærkes i de kolde dage, de mørke aftener og den forkølede næse. Alt det er ikke nødvendigvis noget, vi har glædet os til, men nok noget, vi regnede med.

Men hvad regnede vi ikke med ville ske i 2024? Det har Kanden spurgt jer om. Så læs med, og lad os dykke ned i 2024’s overraskelser, store som små. Og her synes jeg, at vi skal starte i de helt store!

En af jer har nemlig skrevet ind og fortalt, at årets overraskelse må være at finde sin kæreste på statskundskab – og endda på samme hold. Hvor er det dejligt, hvordan kærligheden spirer i hverdagen på instituttet! Så jeg vil på vegne af Kanden ønske jer et stort tillykke. Meget mere af det <3

En anden læser skriver, at årets overraskelse må være at være endt med at flytte til Aarhus. Og her må jeg bare sige, at det kan jeg godt nikke genkendende til. Sidste år flyttede jeg nemlig selv meget spontant til Aarhus, men jeg er altså endt med at synes, at det er en virkelig dejlig by. Og så skal du vide, at du i hvert fald ikke er alene, for der flytter årligt mere end 4000 studerende til Aarhus.

Listen over det, I ikke regnede med, indeholder også mere triste begivenheder. Det er bl.a. branden på Børsen d. 16. april. En dag, som for alvor markerede sig med tåre, panik og røg over hele København, hvor et over 400 år gammelt stykke Danmarkshistorie forsvandt i flammerne. Dog skal det siges, at beredskabet, brandmænd og københavnere fik reddet mange betydningsfulde kunstværker, hvilket jeg synes, viser noget om værdien af samarbejde, og hvordan vi i kriser står sammen.

Og apropos kriser, så havde vi jo også vores egen i samf-kantinen. Også noget, flere af jer ikke havde regnet med. Og der må jeg også bare sige, at vi studerende også stod sammen! Kandens DM var nemlig rødglødende fra jeres opdateringer om evakueringen. Her var mange tips – både, hvad vi nok kan kategorisere som konspirationsteorier, men også reelle opdateringer om hændelserne. Det viste sig (heldigvis) ikke at være værre end en omgang røde, kløende øjne, hovedpine og noget UV-lys, der ikke var under kontrol. Men til det vil vi sige tak for jeres hjælp.

Når det kommer til konspirationsteorier og fake news, er det også noget, I ikke regnede med. At Trump kunne vinde valget – ja, hele lortet - baseret på så faktuelle forkerte udtalelser. Det er skræmmende, hvordan så mange mennesker kan vælge ham som deres præsident. Men her er en forklaring måske, at handlinger viser mere end ord? Jeg ved det ikke. Men udfaldet blev nok langt fra, hvad størstedelen af os havde håbet og regnet med.

Og nu hvor blikket allerede er rettet mod den anden side af Atlanten, kan vi lige så godt fortsætte på disse baner. For ingen 2024-wrapped uden popikonet Taylor Swift, der d. 19. april udkom med sit 11. album ’The TorturedPoetsDepartment’. Albummet består af 31 sange, som tilsammen udgør mere end to timers ren Taylor – måske det var, hvad vores kære Swifties hverken havde turdet håbe på eller regne med?

med i 2024

Og hvad en anden læser heller ikke turde håbe på eller regne med, var at bestå Metode 2 eksamen. Men herfra vil vi bare sige tillykke! Vi håber dog, at du ikke kom alt for godt ind i Stata, når nu vi alligevel skifter til R. Og nu vi har den slags på banen, skriver en læser, at en overraskelse er, at det er virkeligt træls at lave indeks i sin BA. Til det kan jeg kun sige, at det også lyder sådan! Så kæmpe held og lykke herfra.

Og til slut vil jeg dele, hvad de fleste af jer I HVERT FALD ikke regnede med. Og det var, at den nye kantine i sidste ende var værre end den gamle. En læser skriver; ”Bring back Jespers!”. Derudover rygtes det, at efter det Kongelige har overtaget driften, skulle der fra instituttets side være indført et monopol på kaffebryg, da PB’s MEGABRYGGER er blevet begrænset til kun at måtte brygge én gang dagligt. 15 literand that’s it.

Vi håber dog, at I kommer godt igennem eksamensperioden alligevel, og tak for alle jeres bidrag. Vi ses i 2025 – og indtil da; Held og lykke med det hele!

Træt af tv-julekalender?

AF MIKAEL SAEEDZADEH | mikaelsaeed2@gmail.com

tre ting, som man egentlig gerne vil være foruden.

man åbenbart kan selvhjælpe eller meditere sig ud af, efterlades man med TV-julekalendere som de fleste af os er vokset op med.

Med julen smækket i ansigtet på os alle, kan det være rart med en mellemvej og en afveksling, samtidigt med, at man nogenlunde beholder traditionen om at se noget fast hver aften. Her er derfor

men også til alle andre, der ikke har set serien endnu. For det er en serie, man skal have set. Hvad

man kommer til at reducere et andet menneske til, når social krav holder relationen ulige”.

lige kan overskue en episode hver anden dag.

Her er fem alternativer

DOGGYSTYLE

person Asta.

ker for de fleste er universelle.

D

tigt fiks. Men også til den, som vil konfronteres med ungdommens kådhed og de halvkontroversielle beslutninger, man som ung sommetider træffer.

D DRT

KRØNIKEN

indpas i Danmark.

Brevkanden – Alt det vi måske, måske ikke, regner med

AF ESTHER MARIE ENIG

| esthermarie@hotmail.dk

Den søde juletid står for døren, men som sneen falder, gløggen varmes, og julegaver købes i sidste øjeblik, er der også en ubuden gæst, der banker på. Startskuddet er lydt til eksamenssæsonen, og lige så meget som julen er hjerternes fest, er det også en tid fuld af uforløste forventninger, flossede nerver og lidt for meget alkohol. Men bare rolig – Brevkanden er som altid klar med svar på dine spørgsmål, gode råd og kærlige skub i den rigtige retning. Har du et dilemma, der fylder i dit liv? Send det til kanden@ps.au.dk, på @ifsk_kanden, eller smid en seddel i postkassen i PB’s lokale, så vil jeg tage dig ved hånden og forhåbentlig tilbyde en smule retning i dit liv.

SPØRGSMÅL 1

Jeggårpå1.semester,ogjegsynesikke,atminlæsegruppefungerersærligtgodt.Erdetdårligstilatsmutte nu,ellerskaljegventetilefterferien?Hvaderkutyme?Kh.Denforvirrede

For det første vil jeg sige, at det aldrig er nemt at være i en gruppe, der ikke fungerer optimalt, uanset om det så er fagligt eller socialt. Det er til gengæld også næsten uundgåeligt at opleve mindst én gang i sin studietid, og langt de fleste stamhold vil på et eller andet tidspunkt opleve, at den faste læsegruppestruktur går i opløsning. Som en, der selv har været rundt i karrusellen, føler jeg mig derfor ret kvalificeret til at give dig nogle tips.

Først og fremmest synes jeg, du skal prøve at tage en dyb indånding – har du forsøgt at snakke med din læsegruppe om, hvad det er, der ikke fungerer? Det er helt i orden at skifte læsegruppe, men det er ikke særligt konstruktivt at smide projektet på jorden, så snart det ikke går præcis efter dit hoved – og det bliver det heller ikke, når din nye læsegruppe engang støder på problemer. Når det så er sagt, synes jeg at du bør vente til efter ferien med at skifte, for alles bedste. Det er uoverskueligt at skulle omorganisere sig og forsøge at finde en ny gruppe – både for dig, men også for din læsegruppe og alle dem på dit hold, du har tænkt dig at bejle til. Vent til vinterferien, når eksamenssæsonen er bag jer. Du kan selvfølgelig godt stikke en finger i jorden og forsøge at finde ud af, hvem der kunne være åbne for at bytte, men lad det ikke fylde for meget.

Det primære råd, jeg vil give, er at være åben om dine tanker. Forsøg at undgå det der ulidelige hemmelighedskræmmeri og alliancedannelse, der klæder en episode af Paradise, men ikke særligt meget andet. Det er træls at komme til højlydt at annoncere til julefrokosten, at man skifter læsegruppe, før man lige har fået sagt det til dem, det handler om. Med det i mente – held og lykke! Det skal nok lykkes for dig, det er jeg sikker på.

SPØRGSMÅL 2

JegvarvirkeligfuldogpinligtilJuledagensidsteår,ogderforharjegikkekøbtenfestbilletiår–nufortryder jegdet,ogminvenharenekstrajegkankøbe.Skaljeggøredet?

Hvad er det egentligt, du er bange for? Er du bange for at komme til at skabe dig igen? Forfølger dine eskapaderdigiensådangrad,atduikkeharslåetdigløssiden?Jegkangodtforstå,atmankansynes,manvarpinlig ellerformeget–detkanskeforselvdenbedste.Menheltærligt–givdigselvlovtilatstartepåenfrisk.Der eringen,udoverdig,derhængersiginoget,dersketesidsteår.Juledagener,somduoplevedepåegenkrop sidsteår,åretsfest,ogdetvilleværeenskamatblivevækbareforatstraffedigselv.Så–tagmed,fånunoget solidaftensmad,oghuskatdrikkemasserafvand.Oghvisdunugårhenogbliverforfuldigeniår,monsåikke detpåettidspunktbareblivertilensjovanekdote?

SPØRGSMÅL 3

JegersurogindigneretoveratPBharkøbtgråkopper–detfuckermedmig.DeskaljoværeRØDE!Hvadgør jeg?Kanjeggåtilinstituttet?

Jeg kan godt forstå din frustration. Som et udpræget ordensmenneske generer det mig også dybt, og hver gang jeg har mulighed for at vælge kop dernede, så snupper jeg da også en rød. Jeg ved, at det her emne er noget, der ligger mange på sinde, hvorfor jeg har indhentet en kommentar fra bestyrelsen, der forhåbentligt kan kaste lidt lys over situationen.

Freja Frida, der er en af forpersonerne, forklarer, at det skyldes, at kopperne er sponsoreret af AKA, og efter en del bøvl med deres grafiker, endte det – på trods af protester – med at blive de grå kopper. Det er beklageligt, men altså også ude af deres hænder.

Når det er sagt, så er det faktisk ikke særligt længe siden, at PB fik de røde kopper, og mange af os husker dengang, man fik serveret kaffen i et papkrus. Derfor tænker jeg, at vi alle skal løfte på hatten af deres glimrende branding og deres klimabevidsthed, og dernæst huske, at kaffen jo simpelthen smager lige ringe, uanset om man får den i en grå eller en rød kop.

SPØRGSMÅL 4

KanjeggodtkommeigennemmakroudenattagetilExcel-kursus?Kh.endata-hader.

Ja, selvfølgelig kan du det. Ligesom man kan komme igennem mikro uden at købe adgang til Aspiri, eller Matematik B i gymnasiet uden Studienet. Det kan sagtens være en rar rygdækning, men ligesom i alle andre fag, så er du rustet til at klare eksamen, hvis du har fulgt med i undervisningen og har styr på dit pensum.

Jeg tror, at det er et ret almindeligt fænomen her på studiet at være ’bange’ for økonomifagene, og det kan jeg godt forstå. Det var jeg også. Jeg synes tal og data er svært uoverskuelige, men det jeg har erfaret, og det jeg synes du skal huske på, er at vi altså har fået de rigtige værktøjer til at komme igennem eksamen. Hvis alt fejler, så skader det aldrig at alliere sig med læsegruppen, når man skriver eksamen. Der er helt sikkert noget på undervisningsplanen, du er bedre til end dem, og så kan I jo bytte lidt tips og tricks. Det kommer alle til gavn. Hvis alt andet fejler, så er YouTube altså også ret handy – der findes mange Excel-genier derude, der deler ud af deres viden med kyshånd. Sidst men ikke mindst, behøver man jo ikke at få 12 i alt, og en lille reeksamen fra eller til har aldrig skadet nogen. Knus herfra.

SPØRGSMÅL 5

KæreBrevkanden,jegvarlidtforfuldtiljulefrokostenogharenfornemmelseaf,atjegmåskekomtilatsige nogetdumttilmininstruktor.Hvadgørjegnu?Hjælp:(

Ja, det er selvfølgelig en smutter. Du kan trøste dig ved, at der heldigvis ikke er særligt meget af semesteret tilbage, så det er usandsynligt, at I kommer til at se ret meget til hinanden. Dog ville jeg nok også sige, at din fremgangsmåde her kommer lidt an på, hvad det er, du tror, du har sagt.

Hvis du sidder med en følelse af, at du i din fuldskab har sagt noget tarveligt, eller gjort noget, der måske kunne opfattes som grænseoverskridende, så ville jeg nok hanke op i mig selv og sige undskyld – evt. bare med en besked (ikke på Brightspace eller AU-mail, men en rigtig besked på Messenger). Din instruktor er også bare et menneske, og langt de fleste mennesker accepterer trods alt en velment undskyldning.

Hvis du bare synes, at det var pinligt, eller noget du måske ikke lige havde tænkt din instruktor skulle vide, så ville jeg bare tie det ihjel. Ja, det er flovt, men så er det heller ikke vigtigere. Vi har alle sammen snakket over os en gang imellem, og der er i øvrigt også en reel chance for, at din instruktor ikke selv kan huske, at det er sket – du er sikkert ikke den eneste, der har kigget lidt for dybt i snapsen. God vind med resten af julefrokostsæsonen, og husk nu, at man ikke behøver slippe hæmningerne fuldstændigt bare fordi sneen falder, og Martin Brygmann spiller i højtaleren.

KANDENS KRYDSORD

A B RK A E

Et krydsord om det vi ikke regner med, regn, regning, og ting I ikke regnede med, at jeg ville komme i et krydsord om ting vi ikke regner med…

Ned

1. Fjerde bogstav i det græske alfabet

5. Noget, man ikke regner med

6. Hvad regeringen vil rejse mere af med den

7. Amazonas

8. Superskurk fra Spiderman-universet

11. Danmarks næstældste universitet

13. Det mest talte sprog i Indien

14. D

15. D

Tværs

1. Regningsart

2. Endnu en regningsart

3. E Holten

4. D

9. Den danske region, hvor det regner mest

10. Noget man giver og regner med at få igen

12.

16. N

D S

MATRICEN

AF VICTOR TRANBERG MIKKELSEN | vicmikkelsen@gmail.com

Matricen spænder denne gang bredt, fra varm leverpostej til eksistentiel krise over at E S B A Århus, Lukas Graham har nok endnu engang skrevet en sang om sin far, og Sam Smith er K

neds matrice. Og husk, at det hele jo bare er for sjov. Vi spiller alle sammen en omgang K