NIPILERSORNEQ SUMILUUNNIIT PAASINEQARSINNAAVOQ

Inuit nipilersullaqqissuullutillu qilaatersullaqqissuusimapput Taamaammat europamiut nipilersortartunik nipilersuutinillu nunatsinni nunaqarfinnut nassartarsimapput .

Inuit europamiullu nipilersoriaasii kattupput nalliuttorsiornerni qitsinnernilu ataqatigiisitsillualerlutik, tamannalu niueqatigiinnermut iluaqutaasimagunarpoq

Europamiut nipilersoriaasiat nipilersuutaallu maani nipilersoriaatsinut tammartitassaanngitsumik sunniivoq . Agiaq, qanersoriaq kingusinnerusukkullu pattagiaq Europameersut qilaammut tapertaalerput .

Europamiut qitittariaasiat polka maani qitittariaatsimut kalattuunut nalliuttorssiornerni pingaartinneqartunut isumassarsititsisuuvoq

Music Is A Universal Language

The Inuit were both talented musicians and drum dancers The Europeans therefore brought musicians and instruments with them to the Greenlandic settlements

Inuit and European music flowed together at festivities and dances, and engendered good relations which were no doubt also good for exchange

European music and instruments left a permanent impression of the musical culture of Greenland As a supplement to the traditional drum, instruments such as the violin, harmonica, and later the organ came from Europe

European polka is the inspiration for the polka which is today known as kalattuut, ‘in the Greenlandic style’, which is an important part of Greenlandic festive culture

Musik Er Et Verdenssprog

Inuit var både dygtige musikere og trommedansere Derfor medbragte europæerne spillemænd og instrumenter til de grønlandske bopladser

Inuitisk og europæisk musik smeltede sammen til fest og dans og skabte gode relationer, som nok også var til gavn for udvekslingen

Den europæiske musik og instrumenterne efterlod et varigt aftryk på grønlandsk musikkultur Som supplement til den traditionelle tromme kom bl a violinen, harmonikaen og senere orglet fra Europa

Europæisk polka er inspirationskilden til den polka, der i dag kaldes kalattuut, ‘på grønlandsk maner’, som er en vigtig del af den grønlandske festkultur

NAALAGAAFFIK

DANMARK-NORGE

NIUEQATIGIINNERLU

AAQQISSUUSSAASOQ

THE DANISHNORWEGIAN STATE AND FORMALISED TRADE

DEN DANSKNORSKE STAT OG

FORMALISERET HANDEL

Niuertoqarfik Jakobshavn

Inunnik niueqateqartarneq danskit Norgemiullu kajungerisimavaat .

1720-kkut aallartinneranni danskit norskillu naalagaaffiata niuertoqarfinnik pilersitsiortorpoq, inunnillu niueqateqartarneq aaqqissuussiffigineqarpoq Naak niuertoq danskeq Jakob Severin nunat sinniinnikuunngisaannaraluartoq danskit kunngiata Christian arferngata Ilulissani niuertunngornissaa akueraa Niuertoqarfik Jakobshavnimik atserneqarpoq, kingornalu naalagaaffimmit pigineqartumit Den Grønlandske Handelimit nunasiatigineqalerpoq . Aatsaat

1979-imi namminersornerulerneq eqqunneqarmat illoqarfiup kalaallisut atini tigoqqippaa – illoqarfilli nunatsinni Ilulissanik taaguuteqartuanarsimavoq .

The Jakobshavn Trading Station

Trade with the Inuit attracted both Danes and Norwegians At the beginning of the 1720s, the Danish-Norwegian state began to found trading posts, and exchange with the Greenlanders was formalised Even though the Danish merchant Jakob Severin never went to Greenland, the Danish king Christian IV chose to give him the permission to trade in Ilulissat The trading post was called Jakobshavn, and it gained the status of colony under the state-owned Royal Greenland Trade It wasn’t until the introduction of self-rule in 1979 that the town officially regained its Greenlandic name For the Greenlanders, however, the area had always been called Ilulissat, ‘the icebergs’

Handelsstedet Jakobshavn

Handlen med inuit tiltrak danskere og nordmænd I begyndelsen af 1720erne begyndte den dansk-norske stat at oprette handelssteder, og udvekslingen med grønlænderne blev formaliseret Omend den danske købmand Jakob Severin aldrig kom til Grønland, var det ham, som danske Christian VI gav tilladelse til at drive handel i Ilulissat Handelsstedet blev kaldt Jakobshavn, og det fik senere kolonistatus under den statsejede Kongelige Grønlandske Handel Først fra indførelsen af hjemmestyret i 1979 fik byen officielt sit grønlandske navn tilbage – for grønlænderne havde området dog hele tiden heddet Ilulissat, ‘isfjeldene’

Piniartorsuit

Piniartut pikkorinnerit pisamanerpaallu piniartorsuartut taaguuteqarput Ilaquttamik pilersornerisa saniatigut pisatik paarlaannerisigut europamiut nioqqutissaataannit pigissaarnertik ersersittarpaat .

Nunasiaanerup aallaqqaataani Qeqertarsuup Tunua nunatsinni piniarfiginnerpaavoq taamaammallu piniartoqarfiunerpaalluni . Nunasiaanerup nalaani aningaasaqarneq piniakkanik tunngaveqarmat nunasiaatillit pinerrarissunik pisariaqartitsilluinnarput 1920-kkunni piniarnermiit aalisarnermut nuukkaluttuinnarnermi, piniartorpassuit niuertoqarfinni nioqqutissanik pinngitsuuisinnaajunnaaraluttuinnarput, naak siornatigut ilaquttami pisariaqartitaat puisinniarlutik allanillu piniarlutik tamakkersinnaasarsimagaluarlugit

The Great Hunters

The best and most productive hunters were called great hunters Apart from providing for their families, they bartered their catch and were able to demonstrate wealth in the form of European goods

At the beginning of the colonial era, Disko Bay had the best hunting conditions in Greenland, and therefore the largest group of hunters Because the colonial economy was bound up with the catch, colonial power was highly dependent on the best hunters With the accelerating shift from hunting to fishing from the 1920s on, many hunters became highly dependent on trading for goods in the colonial stores, whereas they had earlier been able to cover most of their family needs through seal hunting and the like

Storfangerne

De dygtigste og mest produktive fangere blev kaldt storfangere Ud over at sørge for deres familier, byttede de deres fangst og kunne vise velstand i form af europæiske varer

I begyndelsen af kolonitiden var Diskobugten det sted i Grønland med de bedste fangstmuligheder og derfor den største gruppe fangere Og fordi koloniøkonomien var bundet op på fangsten, var kolonimagten dybt afhængig af de dygtige fangere Med den stigende grad af omlægning fra fangst til fiskeri fra 1920erne blev mange fangere i høj grad afhængige af at handle sig til varer i kolonierne, hvor de tidligere kunne dække de fleste behov til deres familie med sælfangst og anden fangst

Niuertoqarfiit Inooriaaseq Allanngortippaat

Arfanniat pukkitsormiut danskillu unammingaatsiarsimapput . Taamaammat niuertoqarfinni niuertut pinerrarissut nioqqutissanik piumasaannik pilersortarsimavaat unammillertiminnik niueqateqatsaaliniarlugit

Niuertarfeqalermat inuit inooriaasiat allanngorpoq nunaqarfigisaq aaliangersimasoq ataasiinanngorluni, amerlanerimmi pisatik europamiut nioqqutaannut paarlaattarumallugit niuertoqarfinnut qanillillutik najugaqalerput .

1800-kkut ingerlaneranni maani najugallit nunatta ilaata sinnerani niueqateqarnissaq pisariaqatikkunnaarpaat Sermermiuniillu niuertoqarfimmut, maanna Ilulissanut, nutserput

Trading Posts Change The Way Of Life

Competition between Dutch and Danish whalers was great In order to ensure that the catch didn’t go to their competitors, the colonial merchants therefore had to provide the best hunters with the goods they desired

The grocery stores changed the way of life of the Inuit; they became more sedentary because most of them wanted to live close to the trading posts where they could sell their catch for European goods

In the course of the 19th century, it stopped being necessary for the inhabitants of the area to trade with the other regions of Greenland, and gradually they moved from Sermermiut towards the trading post, today’s Ilulissat, where they settled

Handelsstederne Ndrer Livsformen

Konkurrencen mellem de hollandske og danske hvalfangere var stor Koloniens købmænd var derfor nødt til at forsyne de dygtige fangere med de varer, de ønskede, for at fangsten ikke gik til konkurrenten Med kolonibutikkerne ændrede inuits livsform sig til at blive mere fastboende, fordi de fleste ønskede at bo tæt på handelsstederne, hvor de kunne sælge deres fangst for europæiske varer

I løbet af 1800-tallet var det ikke længere nødvendigt for områdets beboere at handle med de andre regioner i Grønland, og de flyttede efterhånden fra Sermermiut og ind mod handelsstedet, som i dag er Ilulissat, hvor de blev fastboende