KAPITEL 1
Zebulon, den sjette søn af Jakob og Lea. Opfinderen og filantropen. Hvad han lærte som et resultat af komplottet mod Joseph.
1 Afskriften af Zebulons ord, som han pålagde sine sønner, før han døde i sit hundrede og fjortende år af sit liv, to år efter Josefs død.
2 Og han sagde til dem: Hør på mig, I Zebulons sønner, lægger vægt på eders faders ord.
3 Jeg, Zebulon, blev født som en god gave til mine forældre.
4 Thi da jeg blev født, blev min Fader meget saare, baade i Faar og Kvæg, da han havde sin Del med de stribede Stænger.
5 Jeg er ikke klar over, at jeg har syndet alle mine dage, undtagen i tanker.
6 Endnu husker jeg heller ikke, at jeg har begået nogen Misgerning, undtagen den Uvidenheds Synd, som jeg begik imod Josef; thi jeg indgik pagt med mine brødre om ikke at fortælle min far, hvad der var sket.
7 Men jeg græd i det skjulte mange dage på grund af Josef, for jeg frygtede mine brødre, fordi de alle var blevet enige om, at hvis nogen skulle forkynde hemmeligheden, skulle han dræbes.
8 Men da de vilde dræbe ham, besværgede jeg dem meget med Taarer, at de ikke skulle være skyldige i denne Synd.
9 Thi Simeon og Gad kom imod Josef for at dræbe ham, og han sagde til dem med Taarer: Medlidenhed med mig, mine Brødre, forbarm dig over vor Fader Jakobs Indvolde; læg ikke eders Hænder på mig for at udgyde uskyldigt Blod, thi jeg har ikke syndet mod dig.
10 Og dersom jeg har syndet, så tugt mig, mine Brødre, med Ret, men læg ikke eders Haand på mig for vor Faders Jakobs Skyld!
11 Og mens han sagde disse ord, jamrende, mens han gjorde det, var jeg ude af stand til at bære hans klagesange, og jeg begyndte at græde, og min lever blev hældt ud, og alt indholdet af mine indvolde blev løst.
12 Og jeg græd med Josef, og mit Hjerte lød, og mit Legemes Led skælvede, og jeg kunde ikke staa.
13 Og da Josef så mig græde med ham, og de komme imod ham for at dræbe ham, flygtede han bag mig og bad dem.
14 Men imens rejste Ruben sig og sagde: Kom, mine Brødre, lad os ikke dræbe ham, men lad os kaste ham i en af disse tørre Grave, som vore Fædre gravede og ikke fandt Vand.
15 For derfor forbød Herren, at der skulle stige vand op i dem, for at Josef skulle blive bevaret.
16 Og de gjorde saaledes, indtil de solgte ham til Ismaeliterne.
17 Thi i hans Pris havde jeg ingen Del, mine Børn.
18 Men Simeon og Gad og seks andre af vore Brødre tog Josefs Pris og købte Sandaler til sig selv og deres Hustruer og deres Børn og sagde:
19 Vi vil ikke spise af det, for det er prisen for vores broders blod, men vi vil sandelig træde det under fode, fordi han sagde, at han ville være konge over os, og så lad os se, hvad der vil blive af hans drømme.
20 Derfor er der skrevet i Moselovens Skrift, at enhver, som ikke vil oprejse sin Broder Sæd, hans Sko skal løsnes, og de skulle spytte ham i Ansigtet.
21 Og Josefs Brødre ønskede ikke, at deres Broder skulle leve, og Herren løste fra dem den Sko, som de bar mod deres Broder Josef. 22 Thi da de kom til Ægypten, bleve de løst af Josefs Tjenere udenfor Porten, og saa adlede de Josef efter Kong Faraos Skikkelse.
23 Og de bøjede sig ikke alene for ham, men blev også spyttet på, idet de straks faldt ned for ham, og derfor blev de til skamme. egypterne.
24 Thi herefter hørte Ægypterne alt det onde, som de havde gjort mod Josef.
25 Og efter at han var solgt, satte mine Brødre sig ned for at spise og drikke.
26. Men jeg spiste ikke af medlidenhed med Josef, men holdt øje med graven, eftersom Juda frygtede, at Simeon, Dan og Gad skulle skynde sig bort og slå ham ihjel.
27 Men da de så, at jeg ikke spiste, satte de mig til at holde øje med ham, indtil han blev solgt til Ismaeliterne.
28Og da Ruben kom og hørte, at Josef var blevet solgt, mens han var borte, sønderrev han sine Klæder og sørgede og sagde:
29 Hvorledes skal jeg se min Fader Jakobs Ansigt? Og han tog pengene og løb efter købmændene, men da det ikke lykkedes ham at finde dem, vendte han sørgende tilbage.
30 Men købmændene havde forladt den brede vej og marcherede gennem Troglodyterne ad en genvej.
31 Men Ruben blev bedrøvet og spiste ikke den Dag.
32 Da kom Dan til ham og sagde: Græd ikke, og bedrøv ikke; thi vi har fundet, hvad vi kan sige til vor fader Jakob.
33 Lad os dræbe et Gedekid og dyppe Josefs Kjortel deri; og lad os sende det til Jakob og sige: Ved du, er dette din søns kappe?
34 Og de gjorde det. Thi de tog Josef hans Kjortel af, da de solgte ham, og tog en Trælles Klæde paa ham.
35 Men Simeon tog Kjortelen og vilde ikke opgive den, thi han vilde rive den sønder med sit Sværd, da han var vred over, at Josef levede, og at han ikke havde dræbt ham.
36 Da stod vi alle op og sagde til ham: Hvis du ikke opgiver Kjortelen, vil vi sige til vor Fader, at du alene har gjort dette onde i Israel.
37 Og således gav han dem det, og de gjorde ligesom Dan havde sagt.
KAPITEL 2
Han opfordrer til menneskelig sympati og forståelse for ens medmennesker.
1 Og nu, børn, jeg skal holde Herrens befalinger og vise barmhjertighed mod dine naboer og have medlidenhed med alle, ikke kun med mennesker, men også med dyr.
2 For alt dettes skyld velsignede Herren mig, og da alle mine brødre var syge, slap jeg uden sygdom, for Herren kender hver enkelts hensigter.
3 Hav derfor medlidenhed i jeres hjerter, mine børn, for ligesom en mand gør mod sin næste, sådan vil Herren også gøre mod ham.
4 Thi mine brødres sønner var syge og døde for Josefs skyld, fordi de ikke viste barmhjertighed i deres hjerter; men mine sønner blev bevaret uden sygdom, som I ved.
5 Og da jeg var i Kanaans Land ved Havets Kyst, fangede jeg Fisk til min Fader Jakob; og da mange blev kvalt i havet, fortsatte jeg uskadt.
6 Jeg var den første, der lavede en båd til at sejle på havet, for Herren gav mig forstand og visdom deri.
7 Og jeg sænkede et Ror bagved det, og jeg strakte et Sejl ud over et andet oprejst Stykke Træ i Midten.
8 Og jeg sejlede deri langs Kystene og fangede Fisk til min Faders Hus, indtil vi kom til Ægypten.
9 Og gennem medfølelse delte jeg min fangst med enhver fremmed.
10 Og dersom en Mand var en fremmed eller syg eller gammel, så kogte jeg Fiskene og klædede dem vel og ofrede dem til alle Mennesker, alt efter hvad enhver havde brug for, sørgende med dem og havde medlidenhed med dem.
11 Derfor mættede Herren mig også med overflod af fisk, når jeg fangede fisk; thi den, der deler med sin Næste, modtager mange flere af Herren.
12 I fem Aar fangede jeg Fisk og gav deraf til enhver Mand, som jeg saae, og det var nok til hele min Faders Hus.
13 Og om Sommeren fangede jeg Fisk, og om Vinter holdt jeg Faar hos mine Brødre.
14 Nu vil jeg fortælle jer, hvad jeg gjorde.
15. Jeg så en Mand, der var i Nøgenhed om Vinteren, og jeg forbarmede mig over ham, og jeg stjal en Klædning i Hemmelighed fra min Faders Hus og gav den til den, som var i Nød.
16 Viser I derfor, mine børn, af det, som Gud skænker jer, uden tøven medfølelse og barmhjertighed mod alle mennesker, og giv til enhver med et godt hjerte.
17 Og dersom I ikke har midler til at give den, som har brug for det, så hav medlidenhed med ham i barmhjertighedens indre.
18 Jeg ved, at min hånd ikke fandt midler til at give den, som trængte, og jeg gik med ham og græd i syv stadier, og mit indre længtes efter ham af medlidenhed.
19 Hav derfor også jer selv, mine børn, medlidenhed med enhver med barmhjertighed, at også Herren må have medlidenhed og barmhjertighed med jer.
20 For også i de sidste dage vil Gud sende sin barmhjertighed på jorden, og hvor som helst han finder barmhjertigheds indvolde, bor han i ham.
21 Thi i den Grad, hvori et Menneske forbarmer sig over sine Næste, i samme Grad har Herren og over ham.
22 Og da vi drog ned til Ægypten, bar Josef ingen Ondskab imod os.
23 Hvem, der tager agt på, skal også I, mine børn, godkende jer selv uden ondskab, og elske hinanden; og skriv ikke hver enkelt af jer ondt mod sin Broder.
24 Thi dette bryder Enheden og splitter alle Slægter og foruroliger Sjælen og slider Ansigtet.
25 Iagttag derfor vandene, og ved, når de flyder sammen, de fejer langs sten, træer, jord og andre ting.
26 Men hvis de deles i mange Bække, opsluger Jorden dem, og de forsvinder.
27 Saaledes skal ogsaa I være, hvis I ere delte. Vær derfor ikke delt i to hoveder, for alt, hvad Herren har skabt, har kun ét hoved og to skuldre, to hænder, to fødder og alle de øvrige lemmer.
28 Thi jeg har lært i mine Fædres Skrift, at I skulle deles i Israel, og I skulle følge to Konger og gøre enhver Vederstyggelighed.
29 Og eders Fjender skulle føre eder til Fangenskab, og I skulle blive ondskabsfuld blandt Hedningerne, med mange Skrøbeligheder og Trængsler.
30 Og efter disse ting skal I huske Herren og omvende jer, og han skal være barmhjertig over jer, for han er barmhjertig og medfølende.
31 Og han sætter ikke Ondt til Skyld mod Menneskenes Børn, fordi de ere Kød og ere forførte ved deres egne ugudelige Gerninger.
32 Og efter disse ting skal Herren selv opstå for jer, retfærdighedens lys, og I skal vende tilbage til jeres land.
33 Og I skulle se ham i Jerusalem for hans Navns Skyld.
34 Og atter ved eders Gerningers ugudelighed skal I vække ham til Vrede,
35 Og I skal forkastes af ham til fuldbyrdelsens tid.
36 Og nu, mine børn, bedrøv ikke over, at jeg dør, og lad dig ikke falde over, at jeg er ved at komme til min ende.
37 Thi jeg skal genopstå midt iblandt dig, som en Hersker midt iblandt sine Sønner; og jeg vil glæde mig midt i min stamme, så mange, som holder Herrens lov og deres fader Zebulons bud.
38 Men over de ugudelige skal Herren bringe evig ild og ødelægge dem fra slægt til slægt.
39 Men jeg skynder mig nu til min Hvile, ligesom mine Fædre gjorde.
40 Men frygter I Herren vor Gud af al eders Styrke alle eders Livs Dage.
41 Og da han havde sagt dette, faldt han i søvn i en god alderdom.
42 Og hans Sønner lagde ham i en Trækiste. Og derefter bar de ham op og begravede ham i Hebron hos hans Fædre.