MODERNISERING

Barndom i Brøndbyvester

Jeg voksede op i Brøndbyvester, hvor mine forældre havde et nyopført parcelhus. Jeg kommer fra en sømandsfamilie, så det var lidt usædvanligt. Min søster og jeg havde hvert vores værelse og var ret privilegerede. De fleste af min fars kollegaer boede på Christianshavn i små lejligheder.

Adresse i Sunny Hills, LA

Efter skolen drømte jeg om at komme på udveksling til USA. For at blive valgt skrev jeg i min ansøgning, at jeg gik meget op i rumfart, og jeg blev tilbudt at komme til LA. Faren i min værtsfamilie var NASA-ingeniør, men familien var travl, og jeg følte mig ensom. Jeg fik en ny værtsfamilie i det mondæne Sunny Hills, hvor jeg gik i highschool. Det år motiverede mig til at læse videre.

Smittet af kunst

I 1980 begyndte jeg som fuldmægtig hos højesteretssagfører Oskar Bondo Svane. Han var storsamler af kunst, og det smittede. Da jeg blev advokat, købte jeg min første ejerbolig – en murermestervilla i Lyngby. I 1987 blev jeg partner hos Plesner, og samtidig tog det fart med at få kunst på væggene af danske kunstnere som Sven Dalsgaard og Erik A. Frandsen. Kunsten er mit fristed her i livet og gør, at jeg kan slappe af og reflektere over tilværelsen, livet og døden.

Søløvernes brølen

Nu bor jeg i en stor lejebolig på Frederiksberg. Der er højt til loftet, og det ligger tæt på Søndermarken, hvor jeg ofte tager en morgenløbetur. På en god dag kan man høre søløverne i Zoo fra mit hjem.

LEIF DJURHUUS

Født i 1953. Partner hos advokatfirmaet Plesner. Har to voksne døtre og en søn på syv samt en stor passion for kunst.

Foto Plesner.

Andelshaver ved et tilfælde

Efter gymnasiet begyndte jeg på jurastudiet på KU. Jeg fik studenterjob hos en landsretssagfører, hvor jeg havde ansvar for administrationen af fire ejendomme. En af ejendommene lå på Østerbro. Da en lejlighed blev ledig, flyttede min kæreste – siden kone - og jeg ind. Da ejeren blev træt af de noget nedslidte ejendomme, blev vi lejere tilbudt at overtage ejendommen som andelsboligforening.

Arne Jacobsen-hus

I 1994 købte jeg et Arne Jacobsen hus i Hellerup. Huset var bygget i cottagestil og opført i 1927. Allerede da jeg trådte ind i huset første gang, kunne jeg mærke, at det havde sjæl. I 2006 besluttede jeg mig for at flytte.

Tekst Stine Rud Skov Foto Jens Rosenfeldt

Det tager flere forsøg på Doodle at finde en dato, hvor de tre direktører Solveig Rannje, Velliv, Anne Marie Oksen, CEJ, og Trine Wagner, Wagner Ejendomme, kan stille op til et fælles interview. Som direktør i ejendomsbranchen er der nok at se til, og størstedelen af de vågne timer går med arbejde – som Solveig Rannje formulerer det.

De tre kvinder har alle formået at nå til tops i løbet af deres karriere. Det har krævet drive, engagement og accept fra familien, men de tre kvinder har også skullet vise deres værd over for de mandlige kollegaer.

En hård banan

Det er tre erfarne damer, der har været i feltet længe. Men de kan godt huske, hvordan det var at sparke døren ind til en branche, hvor ledelsen og bestyrelsen hovedsageligt består af mænd. ”Først i 90’erne var branchen meget mandsdomineret. Når vi sad ti omkring forhandlingsbordet, var jeg den eneste, der ikke bar sort jakkesæt. Gå-på-mod, drive og evnen til at springe ud på dybt vand – men også accept fra ægtefællen om, at familielivet er et teamwork. Tre direktører giver opskriften på, hvad der skal til for at nå til tops i branchen som kvinde.

Jeg skulle sætte mig i respekt for at blive taget alvorligt, og til at begynde med kunne jeg da godt blive forvekslet med sekretæren. Over årene har jeg opnået respekt pga. faglighed og seriøsitet,” siger Solveig Rannje.

Anne Marie Oksen kan også nikke genkendende til den beskrivelse. ”I begyndelsen af min karriere arbejdede jeg i banksektoren med fast ejendom – en meget mandsdomineret verden. Som kvindelig medarbejder følte jeg, at jeg skulle ”steppe up” og demonstrere over for mine mandlige kollegaer, at der var en god grund til, at jeg var der.”

Samtidig har hun oplevet, at kvinder hurtigt bliver sat i bås i kraft af deres køn. ”Vi skal bevise, at vi er lige så gode til virksomhedsledelse. Det handler også om, hvordan vi som kvindelige direktører bliver opfattet af omverdenen. Der eksisterer stadig nogle fordomme om, at hvis man er kvinde i en lederstilling, så er man nok blevet det ved at være en hård banan,” siger Anne Marie Oksen.

Længere på literen

Kvindelige ledere er godt for ejendomsbranchen, mener de tre kvinder. Dels supplerer kvinder og mænd hinanden, dels kan kvinder bidrage med en noget anden ledelsesstil end mænd. Solveig Rannje slår ned på, at mænd ofte har en tendens til at ville vise, at de er verdensmestre i alle discipliner. ”Kvinder fortæller gerne mere åbent, hvis der er noget, de ikke er gode til, eller noget, vi først skal lære. Den åbenhed gør, at man som kvindelig leder nemmere kan skabe et tillidsforhold til sine medarbejdere og kolleger. Det er en kompetence at kunne sige højt, at man ikke har kompetence.”

Anne Marie Oksen supplerer med, at det at være troværdig og ægte over for sine medarbejdere betyder rigtig meget: ”Jeg tror, kvinder er lidt bedre end mænd – med al respekt – til at være troværdige ledere, og at den type ledere holder lidt længere på literen. Vi tør udlevere lidt mere af os selv.”

Ensomt på toppen

Spørger man de tre kvinder, hvad de oplever som de største udfordringer ved at sidde i direktørstolen, er det at få tid til ledelse, men også det ansvar, der følger med titlen. Der er kun én til at træffe de svære beslutninger. Udfordringerne gælder, uanset om man er mandlig eller kvindelig leder, mener kvinderne. ”Under coronakrisen stod vi pludselig i en situation, som ingen nogensinde havde prøvet før. Der blev det rigtig tydeligt, hvilket ansvar man har som leder. Hvilken vej skal vi gå? Der er kun én, medarbejderne kigger på,” siger Trine Wagner. ”Det kan godt blive ensomt på toppen,” uddyber Solveig Rannje og fortsætter: ”Heldigvis har man ofte en bestyrelse, hvor man har nogle gode sparringspartnere. Men som vi har hørt Mette