5 minute read

Vores mål er meget enkelt: at hjælpe lejerne

Next Article
ØKONOMISK INDBLIK

ØKONOMISK INDBLIK

Ejendoms- og investeringsselskabet AKF Koncernen hjælper sine erhvervslejere gennem krisen ved at udskyde huslejeopkrævningerne. Samtidig er selskabet klar til at finde økonomiske løsninger i samarbejde med de enkelte lejere, når coronabølgerne har lagt sig.

Tekst Stine Rud Skov Illustration Pauline Drasbæk

Caféer, restauranter, hoteller og fitnesscentre har fra den ene dag til den anden mistet deres indtægtsgrundlag - og de er hårdt ramt, siger Ino Dimsits, administrerende direktør for AKF Koncernen. En henstand i huslejen giver erhvervslejerne ro til at finde deres ståsted i den økonomiske krise: ”Vores mål er meget enkelt: at hjælpe lejerne. Vi har sunde, gode lejere, som vi er rigtig glade for, og som vi skal hjælpe gennem perioden bedst muligt. Samtidig skal vi bidrage til at sikre, at de ikke sidder tilbage med en uoverskuelig gæld, som de ikke kan afvikle, når krisen er ovre,” siger han.

Økonomisk tab er uundgåeligt

Ino Dimsits anslår, at det koster AKF Koncernen seks til syv mio. kr. om måneden at udskyde huslejen, og de foreløbigt to måneders henstand i april og maj vil formodentlig ikke række. ”Når samfundet endelig sætter gang i hjulene igen, vil der gå mindst to til tre måneder, før virksomhederne kører på et fornuftigt niveau. Derfor forestiller jeg mig også, at der går yderligere 1-1½ måned, før lejerne igen kan betale deres husleje.”

AKF Koncernen vil uundværligt lide et økonomisk tab, men de hjælpepakker, lejerne kan ansøge om, vil hjælpe både lejere og udlejere godt på vej, mener Ino Dimsits. ”Når krisen er ovre, må vi sætte os ned med hver enkelt lejer og finde en løsning. Det kan godt være, at de løsninger, vi kommer frem til, vil udløse et tab for os. Men jeg regner med, at vi vil få 70-80 procent af huslejen hjem via hjælpepakkerne, og så må vi se, hvordan vi kan dele restbeløbet med lejerne,” siger han.

Mange lukker og slukker

Ino Dimsits er godt klar over, at hjælpepakker og lejehenstand ikke vil kunne redde alle erhvervslejerne. ”Hjælpepakkerne er afgørende for manges overlevelse. Men der er også mange, der lukker og slukker, og det gælder også for vores lejere på trods af tilbud om henstand. Vi har blandt andet set de første lukninger inden for hotelbranchen og de første masseafskedigelser.” AKF Koncernen har indgået en aftale med revisions- og konsulentvirksomheden PwC om en telefonisk rådgivningstjeneste til lejerne, som AKF Koncernen betaler en del af omkostningerne for. ”Særligt vores mindre lejere har svært ved at finde ud af, hvordan de skal søge om de forskellige hjælpepakker, både i forhold til husleje- og i forhold til lønkompensation. Vi vil gerne være med til at sikre, at de får det, de er berettiget til,” siger Ino Dimsits.

Sprit og ekstra rengøring

Selv holder AKF Koncernen skruen i vandet. Alle 50 medarbejdere arbejder på fuld kraft – langt de fleste hjemmefra. ”Det er ikke optimalt, men det fungerer, og vores medarbejdere tager situationen med oprejst pande. Jeg selv arbejder både hjemme og på kontoret, hvor vi har særlige restriktioner, i forhold til, hvor mange der må være på samme tid. Desuden spritter vi af hele tiden og har øget rengøringsintervallet. Det er en meget særlig situation, men vi klarer os igennem på bedste vis,” slutter Ino Dimsits.

sts@ejd.dk

”Vi er på usikker grund”

SQM Ejendomsadministration havde kun lige blændet op for sin nye digitale administrationsvirksomhed, så lukkede Danmark ned i flere uger. Men direktøren er stadig optimistisk.

Tekst Stine Rud Skov Foto SQM Ejendoms

administration

Illustration Pauline Drasbæk

”1. marts 2020 - det betyder, at vi nu for alvor er i luften!” Bedst som SQM Ejendomsadministration havde flaget sin åbning på LinkedIn, lagde coronavirussen sig over Danmark med hjemmearbejdsdage og lukkede virksomheder til følge. ”Vi var i skarp fremgang, da landet lukkede ned, så det er da lidt træls,” siger Mette Dahlgaard Rasmussen, direktør i SQM Ejendomsadministration.

Digital administration

Lige nu arbejder hun hjemmefra, men SQM Ejendomsadministration var ellers lige flyttet ind i et erhvervslokale i nordjyske Mariager. Herfra er det planen at tilbyde en ejendomsadministration baseret næsten udelukkende på digitale processer. Uanset om kunderne er ejere, lejere, bestyrelser eller foreninger, vil de have adgang til præcis den information, der vedrører deres ejendom, på en digital platform. ”Mange større virksomheder på

Lige nu ved vi ikke, hvor hårdt krisen rammer - så skal vi satse og ansætte en medarbejder mere, eller skal vi vente? Mette Dahlgaard Rasmussen, direktør i SQM Ejendomsadministration.

markedet er allerede fuldt digitale, men vi synes, der manglede en mindre virksomhed, som kunne tilbyde samme service og endda noget billigere end de større spillere.”

Sat på hold

SQM Ejendomsadministration tæller i dag to medarbejdere. Corona har sat en stopper for nyansættelser, men planen er, at der skal ansættes flere medarbejdere i løbet af 2020. ”Lige nu ved vi ikke, hvor hårdt krisen rammer - så skal vi satse og ansætte en medarbejder mere, eller skal vi vente? Det tager noget tid for en ny medarbejder at sætte sig ind i vores systemer, så vi tør heller ikke vente for længe med at ansætte,” siger Mette Dahlgaard Rasmussen.

Og det er ikke kun antallet af medarbejdere, der er blevet sat lidt på hold. Det er en række underskrifter fra kommende kunder også. ”Vi havde en del kunder i pibeline og var tæt på mange underskrifter, som er sat i bero lige nu. Derfor er vi på lidt usikker grund. Vil de skrive under, når vi vender tilbage til hverdagen? Mange vil formodentlig gerne have styr på deres virksomhed igen, før de tænker på at skifte til ny administrator,” siger Mette Dahlgaard Rasmussen.

Hun håber dog på, at SQM Ejendomsadministration kan drage fordel af, at mange vil være endnu mere interesserede i at spare penge. ”Vi er skarpe på prisen, så måske nogen vil kigge vores vej, fordi de netop har brug for at reducere deres omkostninger på grund af coronakrisen.”

Stadig ro i maven

På trods af de mange knaster, der er opstået temmelig brat, har Mette Dahlgaard Rasmussen stadig ro i maven. Fremtiden tegner sig noget mere usikker, men den nye ejendomsadministration er ikke lukningstruet. Der vil komme kunder i biksen i løbet af efteråret, som allerede har skrevet under. ”Vi er ikke i en krisesituation lige nu, men har selvfølgelig nogle budgetter, som vi gerne skulle overholde – også over for banken. Det er meget omkostningstungt at starte op som virksomhed, og vi vil gerne bevise, at vi er succesfulde.”

This article is from: