DEBAT
# 5— 2017
BEVÆGLESEN ER VED AT MISTE SIN FORANKRING
Bevægelsen
er ved at miste sin
DEBAT
Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø i hård kritik af højskolebevægelsen: Ingen substantiel diskussion på højskoleforeningens årsmøder. Ingen kampvalg til højskoleforeningens bestyrelse. Ingen bopælspligt for højskoleforstandere og højskolelærere. Ingen Grundtvig. Ingen højskolebevægelse ... Af Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø
Jelved som kulturminister og hermed skoleformens minister var gæstetaler, var der for første gang i foreningens historie ikke afsat tid, så ministeren kunne konfronteres. Ingen spørgsmål, ingen debat. På årsmødet i år vedtog vi en ny foreningsstrategi for de næste fem år. Forud for mødet havde bestyrelsen i januar indkaldt til medlemsmøde, som blev aflyst pga. manglende tilslutning. Højskolefolk fandt det tilsyneladende ikke nødvendigt at sætte sig ind i strategien og bruge tid på at møde op for at diskutere strategiens konsekvenser for højskoleformens virke. Herefter blev strategien sendt ud til medlemmerne for kommentarer, hvor en – siger og skriver en – person gjorde sig den ulejlighed at kommentere den. På nok et møde om strategien på Brandbjerg Højskole den 23. marts var en del af os vågnet op. Omkring 50 deltog. På årsmødet blev strategien vedtaget på generalforsamlingen efter en omgang gruppearbejde. Ingen spørgsmål. Ingen debat. HØJSKOLEN FÅR ÅNDENØD AF KONSENSUS
G
ennem de seneste år er højskolebevægelsen kommet til at lide af åndenød, som truer med at underminere hele højskoleformen. Det begyndte i en tid, hvor de enkelte højskoler var pressede, så ingen rigtigt bed mærke i forandringerne. Vi er kommet igennem krisen i 00’erne, og de fleste højskoler har igen fuldt hus og økonomisk overskud. Derfor må vi også have overskud til at stoppe op og spørge os selv om, hvorvidt vi kan stå inde for højskolebevægelsen, som den er ved at udvikle sig, hvor debat og kampvalg er næsten ikke-eksisterende, hvor højskolens livsform reduceres med forstanderes og læreres stigende fravalg af bopælspligt, og hvor den grundtvigske selvforståelse skrives ud af FFD’s arbejde. ÅRSMØDERNE OG DEBATTEN DER BLEV TIL GRUPPEARBEJDE
På FFD’s årsmøde på Kobæk Strand den 28.-29. maj affødte formand Lisbeth Trinskjærs beretning en – siger og skriver en – kommentar fra forsamlingen. Ingen uddybende spørgsmål, ingen debat. Vi var færdige en halv time før frokost, så dirigenterne, der skulle styre debatten, der aldrig kom, i stedet for arrangerede kanonsang. Ved årsmødet i 2015 på Nørgaards Højskole, hvor Marianne 14 HØJSKOLEBLADET
Årsmødet på Idrætshøjskolen Bosei i 2010 er det sidste årsmøde, hvor der kan tales om en livlig debat. Siden er debatten indbyrdes mellem medlemmerne og bestyrelsen og medlemmerne imellem fordampet. Måske har bestyrelsen ønsket det sådan. I hvert fald er det bestyrelsen, der i stedet for at fordre den fælles debat på årsmøderne har erstattet den med gruppearbejde, hvor den ene gruppe ikke aner, hvad den anden taler om, og hvad gruppearbejdet egentlig skal bruges til. Ved valget til bestyrelsen i år var der kun opstillet det antal kandidater, der var pladser til. Endnu et fredsvalg. Hvorfor også engagere sig i en forening, hvor fred og fordragelighed hersker, og hvor det blot er business as usual? Det er nemlig lykkedes Højskolernes Hus og bestyrelsen at indføre en konsensusstrategi, hvor succeskriteriet åbenbart er ro på bagsmækken. Det har man blandt andet kunnet slippe af sted med, fordi det arbejde, der udføres af Højskolernes Hus og bestyrelsen, er gedigent og bedre end set i mange år: Indførelsen af en højskolepædagogisk uddannelse (HPU), stærkere netværk blandt højskolelærerne, deltagelse på Folkemødet osv. Højskolernes Hus har oprustet og yder skolerne en kompetent hjælp. Højskoleforeningen er blevet mere synlig i den pædagogiske debat med udgivelsen af Højskolepædagogik. En fortælling om livsoplysning i praksis og Demokratisk dannelse. Højskolen til debat og har i