Page 1

2017

højskolebladet

#6

siden 1876

GÅ IKKE GLIP A F SV E N D B R I N K M A N N S SOCIALKONSERVAT I S ME _________________________________________

BOPÆLSPLIGT SKAL LÆRERNE BO PÅ HØJSKOLEN? ELEVERNE MÆRKER INGEN FORSKEL

UNGE ER MERE SÅRBARE.

INGEN VED RIGTIG HVORFOR


Hvem har gjort noget helt særligt for højskolepædagogikken? NU KAN DU VÆRE MED TIL AT BESTEMME, HVEM DER SKAL HAVE ÆREN OG DE 25.000 KRONER.

Alle kan indstille kandidater til prisen. Den kan gives til en lærer, der har været særligt inspirerende, en forsker, der har leveret afgørende nyt, måske en pedel, der var den vigtigste på højskolen, eller en organisation, institution eller begivenhed, der har sat en vigtig dagsorden. Eller en helt femte, som du mener, bør hædres med prisen. Gå ind på www.hojskolebladet.dk og indstil din kandidat.

HØJSKOLEPÆDAGOGISK PRIS NÆRVÆR . ENGAGEMENT . VID


INDHOLD

INDHOLD # 6 — 2017

______________________________

04 LEDER

______________________________

TENDENS SKAL LÆRERE BO PÅ HØJSKOLEN? ELEVERNE MÆRKER INGEN FORSKEL

05 LIDT AF HVERT ______________________________

12 BOGKRITIK

BRINKMANN ANMELDT AF SIMON AXØ ______________________________

20 HØJSKOLEN KORT ______________________________

06

26 HØJSKOLELIV ______________________________

28 BILLEDLIGT

INTERVIEW NOEMI KATZNELSON

30 PÅ SPIDSEN

”Der er en generel tendens til sprødhed og sårbarhed blandt unge, som vi dybest set ikke ved, hvad handler om.” s.18

OUTSIDERE ______________________________

ER HØJSKOLEN PÅ VEJ IND I EN RELATIVISTISK BLIND GYDE? ______________________________

32 DEBAT

BESTYRELSEN SVARER LINDSØ OG RYKIND ______________________________

40

35 DET VI TALER OM ______________________________

36 KRONIK

DANNELSE HANDLER OM AT GØRE VERDEN STOR NOK ______________________________

38 BOGKRITIK

THOMAS BLACHMAN I STACCATO ______________________________

44

LÆRERPORTRÆT

"JEG ER FAKTISK FRYGTELIG GENERT" ______________________________

46 FFD NYT

34

DEBAT OURE: INGEN FÆLLES KRISTEN TRADITION

REPORTAGE VERDEN BLEV INVITERET INDENFOR MED UNLEASH

3


VELKOMMEN

# 5 — 2017

LEDER

Højskolens h(j)emlighed Andreas Harbsmeier Redaktør

B

ør lærere og forstandere bo på højskolen? Det spørgsmål har vi stillet en række lærere og forstandere i dette nummer af bladet. Svarene giver langt fra et entydigt billede, men viser helt tydeligt et behov for at diskutere lige netop det emne. Øyvind Brandt, leder i det norske Folkehøgskoleforbundet, kaldte det i en kommentar her i bladet sidste år for en ”socialpædagogisk glidebane,” når det på nogle skoler ikke er til at finde en lærer efter kl. 15 om eftermiddagen. Han mente sågar, at selve skoleformen er i fare – og er altså på linje med Erik Lindsø og Mads Rykind-Eriksen i det seneste nummer af bladet. At noget går tabt, når lærere og øvrige ansatte ikke er på skolen, hersker der vist ikke tvivl om. Spørgsmålet er imidlertid, om selve bopælspligten er altafgørende for, at samværet fungerer. Det mangler at blive belyst i tilstrækkelig grad, ligesom de andre faktorer, der har med samværet at gøre, med fordel kunne blive diskuteret.

KOLOFON #6/september 2017, 142. årgang UDGIVER Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Lisbeth Trinskjær Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk REDAKTION Andreas Harbsmeier (ansv. redaktør) Tlf. 3336 4047 redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk facebook.com/hojskolebladet twitter: @hojskolebladet REDAKTIONSPANEL Dagmar Winther, Jeppe Søe, Jasper Mortensen, Claus Staal Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. Deadline 3 uger før udgivelsesdato. SKRIBENTER I DETTE NUMMER Sofie Buch Hoyer Andreas Harbsmeier ABONNEMENT Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4036 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk ANNONCESALG AC-AMS Media Aps / Tlf. 2172 5939 www.ac-amsmedia.dk

At noget går tabt, når lærere og øvrige ansatte ikke er på skolen, hersker der vist ikke tvivl om. Spørgsmålet er imidlertid, om selve bopælspligten er altafgørende for, at samværet fungerer.

4 HØJSKOLEBLADET

LAYOUT/TRYK Katrine Dahlerup, FFD/Dystan & Rosenberg FORSIDE Foto: Polfoto, Peter Hove Holesen

UDGIVELSESPLAN FOR 2017 #7: 26. oktober #8: 7. december

ISSN: 0018-3334


HØJSKOLELIV

LIDT AF HVERT

TREGODEGRUNDE TIL SOM LÆRER AT BO PÅ HØJSKOLE FOR DET FØRSTE

FOR DET ANDET

FOR DET TREDJE

fordi dine børn får en fantastisk barndom. Jeg er selv højskolebarn. Mine med-højskolebørn og jeg husker i høj grad tilbage på den tid, som var den pakket ind i lyserød candyfloss. Vi kendte hinandens familier, vi følte os selv i vores unge alder som en del af et arbejdsfællesskab.

fordi, når du bor på højskolen, bor du i byen. Og når du bor i byen, kan du bedre åbne højskolen op. Samarbejderne opstår, yogaholdene og seniordanserne indfinder sig, grundlovsmødet finder et hjem.

fordi du ved, hvad der rører sig. I elevflokken, på lærerværelset og med pedellens kat. På godt og ondt opdager du ølflaskerne i hækken, natteluskerne i køkkenet, det hemmelige kærestepar og pigen med hjemve, som har gemt sig i et redskabsskur.

IFØLGE DAGMAR WINTHER RØNDE HØJSKOLE

MEST LÆSTE MEST LÆSTE HISTORIER PÅ HOJSKOLEBLADET.DK

1.

BEVÆGELSEN ER VED AT MISTE SIN FORANKRING Gang i den. Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsøs bredside mod højskolebevægelsen trak klart flest læsere den seneste måned.

2. ”HVER ENESTE DAG ER DER MEN-

NESKER I DET HER LAND, SOM RÆKKER HÅNDEN UD.” Özlem Cekic er ude med en ny bog om dialogens velsignelser og udfordringer. Interviewet med hende ville mange gerne læse.

3. SVAR PÅ TILTALE

Forstander og næstformand i Folkehøjskolernes Forening, Simon Lægsgaard, gav igen på kritikken af højskolebevægelsen. Det klikkede mange sig ind på.

Måske forbinder du højskoleophold med nøgendans, dybe samtaler og tonedøve personer, der prøver at spille tværfløjte med bind for øjnene.

VIDSTE DU AT

⅓ af alle højskolelærere bor på eller inden for gåafstand fra højskolen. Ifølge rundspørge foretaget i 2016.

Mads Ellermann Holmbom i bogen "Kvote 2, sådan kommer du ind på din drømmeuddannelse".

ANEKDOTEN AT MØDE EN ELEV I ØJENHØJDE

Der er fest på højskolen. Det er disco-tema, og forstanderparret er blevet overtalt til at være med og iføre sig det bedste fra teatergarderoben til elevernes udelte begejstring. Hvad de fleste har glemt: Samme aften skal en ny elev fra Ukraine ankomme. Da han sent på aftenen står i døren til caféen, ulasteligt klædt i jakkesæt og slips og spørger efter ”the principal”, kan vagtlæreren ikke gøre andet end at pege på den mandlige del af forstanderparret, der nu med Poul Køller-page og stramtsiddende

lyserød spandex-dragt har indtaget dansegulvet. Der er tale om et ganske markant kulturmøde, kan man se i ansigtet på den noget forundrede nye elev, da forstanderen med mest mulig autoritet, situationen taget i betragtning, introducerer ham til højskolens ideal om at møde eleverne i øjenhøjde og dens begreb om hjemlighed. FORTALT AF JONAS MØLLER, KONSULENT I FFD OG FHV. HØJSKOLELÆRER.

5


Bør lærere og forstandere bo på højskolen ?

6 HØJSKOLEBLADET


DEBAT

Højskolens særlige livsform slår revner, når undervisere ikke har pligt til at bo på skolen, lyder kritikken. Omvendt mener andre, at man kan vægte samværet højt uden selv at bo på højskolen. Et overraskende studie kaster lys på elevernes oplevelse af hjemlighed – her spiller lærerens bopæl tilsyneladende ingen rolle. Af Sofie Buch Hoyer, journalist

E

lever nævner konsekvent hjemlighed, samvær og fællesskab som centrale elementer af atmosfæren på en højskole. Og det gør de vel at mærke, uanset om det er elever fra højskoler, hvor der bor mange lærere, eller højskoler, hvor kun få eller slet ingen lærere har adresse på skolen. Det er et af de foreløbige resultater i en undersøgelse, som Rasmus Kolby Rahbek, forsker i højskolepædagogik ved Aarhus Universitet, står bag. “Jeg er overrasket over, hvor ens eleverne taler om den særlige atmosfære, de oplever ude på højskolerne. Og jeg tror ikke, at de deltagende højskoler selv vil være i stand til at udpege de elevudsagn, der knytter sig til deres egen højskole, når det handler om oplevelsen af hjemlighed og det fælles liv,” siger han. Eleverne taler ifølge Rasmus Kolby Rahbek samstemmende om, hvor radikalt anderledes den oplevelse er, i forhold til hvad de ellers har oplevet i uddannelsessystemet, og hvor betydningsfuld den er for deres forståelse af højskolen. Han forklarer, hvordan følelsen af hjemlighed og fællesskab knytter sig til de menneskelige relationer mellem lærere og elever. Men selve atmosfæren er mere end det. Det er også højskolens materialitet og fysiske indretning, herunder den særlige boform, der er med til at tone atmosfæren. ”Det er en atmosfære, som er pædagogisk i den forstand, at den ikke er tilfældig, men et udtryk for en hensigt og en praksis. Samtidig er den dog ikke et resultat af en bestemt metode,” siger Rasmus Kolby Rahbek. “Højskolerne skaber en følelse af hjemlighed med en lang række forskellige greb. Her er den mere traditionelle måde med at kræve bopælspligt blandt undervisere én vej at gå. Intensive forløb med lærere, der er på skolen non-stop i en periode for derefter at være mindre til stede i andre perioder, er en anden – og med stort set samme resultat set fra elevernes synsvinkel,” forklarer han. SAMTALE VS. COACHING

I den seneste udgave af Højskolebladet advarer Mads RykindEriksen og Erik Lindsø fra Rødding Højskole mod, at højskolebevægelsens DNA – livsformen og den særlige følelse af nærvær – går fløjten, når stadig flere forstandere og lærere vælger ikke at bo på matriklen. Da Grundtvig i sin tid skulle beskrive sin idé om højskolen, henviste han til kostskoletraditionen ved Oxford og Cambridge Universitet i England, men skrev i øvrigt ikke særlig meget om den praktiske indretning af højskolen. Det var snarere Christen Kold, der for alvor banede vejen for den tætte lærer-elev-relation,

7


TENDENS

# 6 — 2017

BOPÆLSPLIGTEN TIL DEBAT

som historisk og institutionelt har præget højskolerne, og som har betydet, at mange lærere har boet på skolen. Siden 2006 har det været muligt for de enkelte højskolers bestyrelser at give dispensation fra bopælspligten, og den seneste FFDundersøgelse af livet som højskolelærer fra 2015 viser, at kun en ud af tre højskolelærere bor på eller i umiddelbar gåafstand fra skolen. En af dem er Lars Andreassen, der har været lærer på Egå Ungdomshøjskole siden 2005, og som bor lige ved skolen. For ham handler spørgsmålet om bopælspligt i høj grad om relationer. “Når vi bliver lønmodtagere på højskolerne, er vi med til at professionalisere relationerne mellem lærere og elever. De bliver upersonlige, hvis vi ikke længere taler med hinanden, fordi vi føler os etisk forpligtede til det, som Løgstrup sagde, men kun taler med hinanden, fordi vi får penge for det,” siger han. Bopælspligten har ifølge Lars Andreassen visse feudalistiske og patriarkalske træk, som det er svært og uønskeligt at bevare i dag. Men der ligger en fare i, at samfundets stigende tendens til mentorordninger, psykologaftaler og coaching-snak smitter af på højskolerne, mener han. Han spiser med sin familie på højskolen cirka fire gange om ugen og bliver gerne hængende bagefter, hvis eleverne har spørgsmål eller vil snakke. “Det handler som underviser om at vise, at man gider at være sammen med eleverne uden for undervisningen. Ellers ender vi som coach-konsulenter, hvor alle samtaler skal skemalægges,” lyder det fra Lars Andreassen. SKALKESKJUL FOR DÅRLIGE ARBEJDSFORHOLD

Malthe Ibsen Sørensen fra Ubberup Højskole er enig i målsætningen om at få flere lærere til at bo på højskolerne. Selv bor han i København med sin familie og tror ikke, at han ville trives med at have adresse på højskolen. “Personligt kan jeg virkelig godt lide at have forskel på mit arbejdsliv og mit privatliv,” forklarer han. Men der behøver ikke at være en kras kontrast mellem kaldet som højskolelærer og dét, der bliver betegnet som lønmodtagermentalitet. “Det kan godt være, at vi er højskolelærere, men vi er altså også nogen med et arbejde. At være højskolelærer er også en professionel relation, selv om jeg udmærket er klar over, at den skal være mere og andet end en professionel relation i mødet med eleverne,” siger Malthe Ibsen Sørensen. Kaldsetikken kan ifølge ham hurtigt blive et skalkeskjul for dårlige arbejdsforhold på højskolen. De kampe, der nødvendigvis må tages med en ledelse omkring eksempelvis løn, ferie og fritid, hører med til at være højskolelærer – lige såvel som de høje idealer om dannelse og hjemlighed, forklarer han. “Lad os være ærlige: Nogle dage er det virkelig træls at gå på arbejde. Men det er et arbejde, og hvem ville egentlig gøre det, hvis ikke vi fik penge for det?” SAMSPILLET MED LOKALOMRÅDET

På Vestjyllands Højskole bor alle de faste undervisere ved højskolen, og der kan i særlige tilfælde kun gives kompensation fra bopælspligten til én lærer.

8 HØJSKOLEBLADET

“Når vi bliver lønmodtagere på højskolerne, er vi med til at professionalisere relationerne mellem lærere og elever. De bliver upersonlige, hvis vi ikke længere taler med hinanden, fordi vi føler os etisk forpligtede til det, som Løgstrup sagde, men hvis vi kun taler med hinanden, fordi vi får penge for det.” Lars Andreassen, lærer på Egå Ungdoms-Højskole


“Hvis ikke der boede nogen lærere på skolen, ville der jo ikke være nogen større forskel på os og en institution,” siger forstander Else Mathiassen. Ifølge hende er der tale om en mereffekt, når det ikke bare er underviseren, men også hans eller hendes familie, venner og fagfæller, der bliver en del af højskolen. “Eleverne ser, at sådan kan man godt leve. At det er en mulighed, selv om det er en alternativ livsform”, forklarer hun. Og så spiller geografien heller ikke en uvæsentlig rolle i spørgsmålet om, hvorvidt lærerne har hjemme på matriklen eller i nærmeste store by. “Der er mange, der spørger, om man godt kan få folk her til Vestjylland - og så må jeg bare sige, at ja, det kan man godt. Det betyder samtidig ekstremt meget for lokalområdet, at lærerne er fast forankret omkring skolen. Vi arrangerer folkerådsmøder med lokalpolitikere og embedsmænd, er aktive i teater- og musiklivet på egnen og engagerer os bredt i lokalbefolkningen, hvilket er til gavn for alle,” siger Else Mathiassen.

“Vores skoleform er rimelig ufleksibel, i forhold til at man også skal kunne skifte ud i lærerkollegiet og navigere i den moderne virkelighed, vi lever i. Der kan bopælspligten også blive en klods om benet,” lyder det. Jesper Elkjær Øland forbereder allerede nu sin egen familie på, at de skal spise, lege og i det hele taget være på højskolen mange af ugens dage. “For mig er det blot et spørgsmål om, hvilken seng jeg sover i. Jeg ved, hvor stort et nærvær jeg er nødt til at have som forstander – og jeg lover, at alle mine fastansatte vil få en lang tale om, hvor meget de skal vægte samværet i forhold til undervisningen,” siger han. 

OSTEKLOKKEMENTALITET

Modsat de højskoler, der holder til i yderområderne, får Roskilde Festival Højskole nemt ved at rekruttere undervisere fra København, når højskolen åbner i januar 2019. Forstander Jesper Elkjær Øland anerkender, at diskussionen om bopælspligt er svær. For hans eget vedkommende bliver han boende med sin familie lidt uden for Roskilde for at give plads til en ekstra underviser på højskolen, hvor tre lærerhuse og to mindre lejligheder lige nu er i gang med at blive bygget. “Det er højskolens velsignelse, at jeg får undervisere på matriklen, der kan være en aktiv del af kostskolemiljøet, og som går all-in på dét at være højskolelærer. Det er der slet ingen tvivl om,” siger Jesper Elkjær Øland. “Men bopælspligt eller ej, så skal højskolerne inklusive min egen være særligt gode til at koble det retslige arbejdsmarked med de enestående rammer, som et højskolearbejdsliv består af,” siger han og advarer mod, at der går for meget “osteklokkementalitet” i den på højskolerne.

Lad os være ærlige: Nogle dage er det virkelig træls at gå på arbejde. Men det er et arbejde, og hvem ville egentlig gøre det, hvis ikke vi fik penge for det? Malthe Ibsen Sørensen, lærer, Ubberup Højskole

9


10 HØJSKOLEBLADET


GÅ IKKE GLIP AF SVEND BRINKMANNS SOCIALKONSERVATISME BOGKRITIK

Svend Brinkmann præsenterer et veloplagt forsvar for de gamle dyder. Men hvordan indstille sig på noget nyt uden at omstille sig? Forstander Simon Axø har læst Brinkmanns seneste bog Gå glip. Af Simon Axø, forstander på Testrup Højskole Foto: Polfoto, Peter Hove Holesen

11


DEBAT

# 6— 2017

BOGKRITIK

S

vend Brinkmann er uden tvivl den person i Danmark, der har kritiseret konkurrencestaten og optimeringskulturen mest slagfærdigt og med bredest folkelig appel. Tak for det! Nu er han på banen igen med den tredje livsfilosofiske bog Gå glip i kølvandet på gennembrudsværket Stå fast fra 2014, og Ståsteder fra 2016. Stå fast skulle få os til at sige nej, og Ståsteder svarede på, hvilke eksistentielle forankringspunkter med selvstændig værdi og betydning vi skulle stå fast på. Det er eksempelvis størrelser som kærlighed, værdighed, løftet og tilgivelsen. Gå glip fortsætter i samme spor med en grundlæggende kritik af dynamiske fænomener som (selv)udvikling, omstillingsparathed og social acceleration, mens robuste og ”statiske” dyder som mådehold støves af og genintroduceres for den moderne læser. Mens den antikke mand skulle lære at lade være med at slå andre og nøjes med de territorier og slaver, han havde, handler mådeholdet og selvbegrænsningen for det moderne menneske om at sige nej til endnu en iPad, fest eller selfiedokumenteret middelhavsferie. Det er lettere sagt end gjort i en markedsdomineret tid, hvor vi uafbrudt opfordres til at forbruge flere genstande, oplevelser og relationer. Alt kan potentielt erhverves i det rige vesten. Intet er helligt, og derfor sætter Brinkmann alle sejl i en introduktion til begrænsningens kunst i en grænseløs tid, som er undertitlen på bogen. FEM ARGUMENTER FOR AT GÅ GLIP

Bogen er bygget op omkring fem argumenter for værdien af at gå glip af noget. Befriende og fornyende i forhold til Stå fast og Ståsteder begynder bogen med en politisk vision for det bæredygtige samfund. Det politiske argument slår på vigtigheden af en fælles genopdagelse af fortidige dyder som nøjsomhed, mådehold og kunsten at gå glip af noget som modvægt til den sociale acceleration og dens skadevirkninger. Endvidere at vi som individer og samfund lærer at affinde os med mindre, end der tilkommer os. Den tilgang skal kultiveres med udgangspunkt i de almindelige demokratiske institutioner og gennem en dannelsesproces, hvor friheden forudsætter en villighed til at give afkald på noget, hvor det er til fordel for en anden, der har mere brug for det. Andet kapitel tager livtag med Søren Kierkegaard og Løgstrup i det, som Brinkmann kalder det eksistentielle argument. Vi skal turde at give vores liv en form. En livs-form, vi kan hvile i og stå inde for. Med Kierkegaards bestemmelse af hjertes renhed som det at ville det gode, der altid er ét og helt, fordi det ikke vælges med noget andet det gode for øje, understreges muligheden for at navigere fri af de gøremål og eksistensvalg, der altid tjener noget andet – eksempelvis karriere, penge eller materielle goder. Vi bør betænke værdien af at ville ét – at ville det gode – ved at lægge større vægt på sandheden end på at vinde diskussionen eller på at elske det andet menneske også uden garanti for, at den anden elsker én den anden vej. Løgstrup flettes ind i ræsonnementet igennem understregningen af, at de vigtigste forhold i tilværelsen ikke tåler formløshedens tyranni. Det gælder såvel diskussioner som kærlighed. I tredje kapitel udfoldes værdien af dyder som mådehold og generøsitet i en etisk sammenhæng. Brinkmann trækker igen på Kierkegaard, når han betoner vigtigheden af at kunne lytte, hvilket forudsætter selvbegrænsning i form af tavshed. Vi træder 12 HØJSKOLEBLADET

Brinkmann rammer igen plet med sit på én gang samfundskritiske og livskloge blik. Ikke mindst i højskoleverdenen, hvor elever plages af FOMO og nydelseskrav, som Brinkmann veloplagt bekæmper med introduktionen af JOMO – joy of missing out.

i karakter som etiske individer, når vi lærer selvbegrænsningens kunst frem for samtidens diktat om selvoverskridelse og stigende forbrugskrav. Afslutningsvis i kapitlet hedder det: At have mådeholden moralsk karakter, der muliggør etisk handling, forudsætter et velartikuleret følelsesliv, hvor man har lært at glædes ved det glædelige, frygte det frygtelige og føle skyld i situationer, hvor man er skyldig. Det fjerde argument kalder Brinkmann for det psykologiske. Det former sig som en kritik af den opportunistiske og mulighedsafsøgende persontype. Pointen er, at vores lyst- eller lykkeniveau altid falder tilbage til et normalniveau, selvom vi opsøger stadig større og vildere oplevelser. Der er tale om en hedonistisk tilvænning, og målet for Brinkmann er derfor at anvise en vej ud af den hedonistiske trædemølle. Løsningen er at opbygge kultu-


relle landskaber i hjemmene, skolerne og på arbejdspladserne med færre konstante invitationer, uden at det præciseres nærmere. Dog får læseren på detailplan anbefalet, hvordan man på arbejdspladsen med fordel kan indføre e-mailpolitik, der begrænser mængden af læsestof. Bogen sluttes af med en af heltene fra Stå fast-bogen, den franske idehistoriker Michel Foucault. Brinkmann trækker på den sene Foucaults forståelse af livet som et kunstværk, der kalder på selvteknikker til at disciplinere vores tilværelse. Det kræver afkald, afgrænsning og en fokusering på, at det æstetiske korrekt forstået (nemlig som en livs-kunst, hvor livet bliver et kunstværk) er en forudsætning og ikke en forhindring for det etiske. Det værdige er smukt, og det smukke er værdigt, etik og æstetik hænger sammen. Brinkmann bakser med det samme problem som sociologen Zygmunt Bauman. Hvordan kan livet gøres helligt i en afsakraliseret tidsalder? Hvordan geninstallerer vi næstekærligheden på verdslige præmisser? Kan det overhovedet lade sig gøre? Brinkmann supplerer afslutningsvis psykologen Barry Schwartz med anbefalinger om at gøre dine beslutninger irreversible, øv dig i taknemmelighed, forvent tilvænning, og lad være med at sammenligne så meget. Endelig forsvares konserverende og systemtro maintainers som kustoder, kuratorer og djøfére som centrale aktører i den påkrævede samfundsmæssige stabilitet og historiske forankring, vi skal stå fast på. Brinkmann slår samtidig et slag for ritualernes betydning for en kollektiv identitet, ligesom folkeskolen og uddannelsessystemet ikke skal være bange for at rekonstruere og reproducere fortidens erfaringer. Det betyder sikkert noget andet end revselsesret, terperi og det patriarkalske uddannelseshierarki, som ungdomsoprøret angreb uddannelsessystemet for i 70erne. Modgiften mod vor tids grænseløse kultur har altså både en individuel og kollektiv dimension, og Brinkmann opsummerer sine tanker således: Vi bør derfor tilstræbe at skabe en kulturel økologi med æstetisk appellerende ritualer, som muliggør en etisk baseret livsform. Det kan alle fra direktørgangene til dovne Robert så prøve at fordøje sammen og hver for sig.

Svend Brinkmann Gå Glip Gyldendal Business 144 sider Kr. 250 (vejl.)

Brinkmann opsummerer sine tanker således: Vi bør derfor tilstræbe at skabe en kulturel økologi med æstetisk appellerende ritualer, som muliggør en etisk baseret livsform. Det kan alle fra direktørgangene til dovne Robert så prøve at fordøje sammen og hver for sig.

HELLERE JOMO END FOMO

Brinkmann rammer igen plet med sit på én gang samfundskritiske og livskloge blik. Ikke mindst i højskoleverdenen, hvor elever plages af FOMO og nydelseskrav, som Brinkmann veloplagt bekæmper med introduktionen af JOMO – joy of missing out. Bogen er letlæst og oplagt som undervisnings- og diskussionsstof over for optimeringsplagede højskoleelever- og lærere. For hvem kender ikke den nagende tvivl, der slår ned, hver gang vi vælger noget spændende fra? Vi vil gerne have natur, men ikke gå glip af storbyens glæder. Vi vil gerne have tryghed og intimitet i parforholdet, men ikke slippe friheden til at gøre, som vi vil. Vi vil gerne vise overskud og offline-ro, men ikke misse livet og statusopdateringerne på de sociale medier. Ethvert fravalg føles som et martrende afsavn, som vi har svært ved at leve med. Derfor laver vi halve aftaler, skaber foreløbige relationer, holder igen på hengivelsen i kærligheden, så vi undgår at gå glip

13


DEBAT

# 6 — 2017

BOGKRITIK

af noget. Konsekvensen er, at vi fortsat kører rundt i livsmulighedernes rundkørsel og til sidst bliver rundtossede af aldrig at vælge noget helt. Evnen til at hvile i vores fravalg er blevet en sjælden kvalitet, som vi efterhånden kun kan spore hos vores bedsteforældre. Dén psykosociale mentalitetstilstand har Brinkmann et fænomenalt godt blik for, og han undgår på den ene side at individualisere en senmoderne samfundspatologi, mens han på den anden side fastholder individets mulighed for at frigøre sig fra den. Der er med sociologiens terminologi både blik for strukturens magt og den enkelte aktørs frihedspotentiale. EN SOCIALKONSERVATIV TEORI?

Undertegnede efterlades dog med en usikkerhed på, om Brinkmanns gamle dyder og erfaringshorisont nu også tilbyder en fyldestgørende forståelsesramme for en verden og en individforståelse, der er i forandring. I modsætning til de to første bøger er ambitionen i Gå glip ikke blot at tilbyde individuelle klogskabsregler, men også at levere en kritisk opbyggelig samfundsteori om forpligtende fællesskaber præget af mådehold og en respekt for vores socialkulturelle forankring. Inspiratorerne er fortsat Stoikerne, Aristoteles, Løgstrup og Kierkegaard, men kunne ligeså vel have været konservative tænkere som Burke og Oakeshott. Med accenten på gamle dyder som mådehold og nøjsomhed, værdien af traditioner og ritualer, og figurer som kustoden, statsembedsmanden og kuratoren leder Brinkmann tankerne hen på det konservative hovedargument omkring det illusoriske og farlige i at konstruere nye sociale omgangsformer og samfundsmæssige forståelsesrammer uden folkelig forankring. Brinkmanns vej væk fra en pervers forbrugerisme og selvcentreret udviklingstrang henter sit semantiske skyts i den gamle verden. Det er oplagt, men virker samtidig lidt for kategorisk. Ligesom i Stå fast, hvor mavefornemmelsen fik én over nakken, mens intuitionen blev regnet for pålidelig. For hvor ender mavefornemmelsen, og hvor begynder intuitionen reelt? I Ståsteder blev lykken anset for overvurderet, mens mening i livet var afgørende. Men bliver lykken og det meningsfulde liv ikke nødt til at invitere hinanden indenfor? I Gå glip skal vi tilbage til de antikke dyder, men spørgsmålet er, om vi kan forlade os på dem i en verden, hvor den menige borger apatisk betragter migrantstrømme, klimakrise og en erodering af den politiske sammenhængskraft i flere og flere demokratier? Brinkmanns svar er, at de nye udfordringer kun kan håndteres ved at stå fast på det, der har værdi i sig selv, ved at sige nej til fjollede selvudviklingstrends og ved at gå glip af det merforbrug, der tærer på naturens og menneskets resurser. Derudover vil han sikkert sige, at verden altid har været i forandring, og derfor skal vi finde de eksistentielle ståsteder, der har vist sig langtidsholdbare: eksempelvis i kærligheden, værdigheden, løftet og tilgivelsen. Det er en konservativ tænkning, der tager udgangspunkt i, at verden allerede kender til de løsninger, værdier, og forståelseshorisonter, som vi fremover skal knytte an til. INGEN FORANDRING UDEN BEVÆGELSE

Men hvad nu, hvis den forandring vi er vidne til nu netop stiller krav om, at vi fundamentalt set er parate til forandring? Hvad nu 14 HØJSKOLEBLADET

Hvad nu, hvis vi fundamentalt set har brug for at bevæge os i stedet for at stå fast og gå glip? Nysgerrigheden og modet til at eksperimentere med nye samværsformer er i sig selv udtryk for en bevægelse.

hvis forandringerne i verden kræver nyorientering og en grundlæggende omstillingsevne for at håndtere nye problemer, som verden ikke tidligere har kendt til? Hvad nu hvis vi fundamentalt set har brug for at bevæge os i stedet for at stå fast og gå glip? Nysgerrigheden og modet til at eksperimentere med nye samværsformer er i sig selv udtryk for en bevægelse, ligesom højskolebevægelsen i sin spæde begyndelse var en hypermoderne politisk og social samværsform, som verden ikke havde set fortilfælde af før. Tidligere tiders politiske modstandskræfter har i opgøret med eksempelvis kvindeundertrykkelsen, modstanden mod atomkraft, i borgerrettighedsbevægelser, studenteroprør og i kampen for social lighed ofte allieret sig med progressive og ”omstillingsparate” kræfter inden for de intellektuelle og kunstneriske miljøer. I disse kampe har det altid været forestillingen om, at der skulle ske noget radikalt nyt, der har været drivkraften i det politiske engagement. At den gamle verden ikke havde svarene på den nye verdens problemer. Derfor er nye begreber, ideer og forestillingshorisonter traditionelt blevet lanceret i et eklatant opgør med den gamle verdens normative forståelseshorisont. Historisk set har sociale og økologiske nybrud ikke handlet om at nøjes og om at gå glip, men om at forandre. Derfor har dynamiske fænomener som kamp, modstand, oprør, revolution, utopier, visioner og ikke mindst troen på eksperimentet, og på at verden kunne se anderledes og bedre ud, båret passionen. Det har netop været bevægelser, sporskiftere, der i fremskridtets navn har nægtet at gå glip af muligheden for at gøre tingene anderledes. Eksempelvis har avantgardekunsten, nye musikgenrer, happenings, protester og provokerende udtryksformer fra folk, der har turdet tænke op imod stive vaner, ofte været drivkraften i forandringsbevægelser i alt fra atomkraftmodstand til ligestillingskampe. Og de har rykket de moderne vestlige demokratier,


så det, der engang i Danmark var provokerende nytænkning, folkningen, som på sigt sætter nye standarder for juridisk og social som eksempelvis PH´s revyviser, nu er hvermandseje. fornyelaccept. Pride-festerne er æstetiseret liv med indbyggede etiske sesimpulserne har været båret af en fundamental nytænkning, krav om respekt for anderledes levemåder. Det er indbegrebet af og den savner jeg rummet og blikket for i Brinkmanns skitser Foucaults forståelse af livet som kunstværk, der sætter nye fortil en ny samfundsteori. Pointen er, at de kulturelle og kunstnemer og standarder for offentlig respekt. Men hele forandringen riske spydspidser altid har været ”forandringsparate”, men det af den almene forestilling om nye køns- og seksualitetsformer har har Brinkmann ikke øje for med sin generaliserede skepsis over været båret af et alternativt miljø, der i eksplicit modstand til ”de for subversive kræfter. gamle dyder” har opfundet nye selvteknikker i form af nye begreBrinkmann slutter bogen af med at genintroducere den sene ber, talemåder og identitetsforestillinger. Det er en anden form Foucaults forståelse af tilværelsen som kunstværk, herunder for æstetisering og selvforvaltning end den, Brinkmann trækker Annonce tilAnnonce januar-nr.: Annonce til tiljanuar-nr.: januar-nr.: hans begreb om selvteknikker. Foucault var også samtalepartner Foucualt ind til. Eksemplet med udviklingen af accept inden for Annonce tilAnnonce Annoncetil tiljanuar-nr.: januar-nr.: i Stå fast, og Brinkmann bruger hans æstetisering af livet som januar-nr.: alternative køns- og seksualitetsformer peger på kampaspektet den etiske forståelseshorisont, i hvilken vi kan reflektere vores fremfor at ville nøjes med det, man har. Denne og mange andre praktiske liv. Brinkmanns forslag i Stå fast var at læse romaner politiske og økologiske kampe vindes kun så længe, der også er i stedet for selvhjælpsbøger. Men pointen hos Foucault er, at progressive kræfter, der med Stephane Hessels ord skaber ved at selvteknikkerne ikke behøver at være kompatible med gældende gøre modstand og gør modstand ved at skabe. s. 12 s.s.12 12 normalitetskrav, men derimod kan forme sig som Gå glip er bedst og ikke mindst hamrende aktuel i sin kritik. s. 12subjektive s.s.12 12 modstandslommer med etisk sprængkraft. Samtidig bliver det spændende at se, om radikale fornyelsesimMan kunne pege på den farverige eksperimenteren med køn pulser og normative nybrud fremover kan trives i Brinkmanns og seksualitet som livspraksisser og selvteknikker, der har sat begrebsunivers. Eller om han fast tage på dekan statiske 185 frie 185 skoler 185 frie frie ogskoler skoler børnehaver og ogstår børnehaver børnehaver kan fejl kan tage tagenøjsomhedskafejl fejl ringe i vandet og præpareret en etisk horisontudvidelse hos betegorier, vi risikerer at gåog glipbørnehaver afkan muligheden for ståsteder.  185 frieså185 skoler 185 frie frie ogskoler skoler børnehaver og børnehaver tage kan fejl kan tage tagenye fejl fejl

de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ®

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

Nyt sanghæfte - med livskloge, menneskevarme, humoristiske og melodistærke tekster af Halfdan Rasmussen

Annonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten: Annonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten:

de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® Sanghæfte Kr. 25,-

Danmarks Danmarks førende Danmarksadvokatfirma førende førende advokatfirma advokatfirma når det gælder når når det det gælder gælder Danmarks Danmarks førende Danmarksadvokatfirma førende førende advokatfirma advokatfirma når det skoler gælder når når det det gælder gælder rådgivning rådgivning af af frie frie skoler rådgivning af frie skoler rådgivning rådgivning af af frie frie skoler skoler rådgivning af frie skoler Vi påtager aldrigos sager modsager frie mod skoler Vi Vios påtager påtager os aldrig aldrig sager mod frie frie skoler skoler Vi påtager aldrigos sager modsager frie mod skoler Vi Vios påtager påtager os aldrig aldrig sager mod frie frie skoler skoler

Melodihæfte Kr. 50,-

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

januar 2010

januar januar2010 2010

januar 2010

januar januar2010 2010

Kan købes på webshop.hojskolerne.dk

15


AKTUELT

# 6 — 2017

HØJSKOLEN KORT

HØJSKOLEN KORT

Engelsholm vil bygge ud for 100 millioner Engelsholm Højskole vil bygge ud og har foreløbigt skaffet 30 af de 100 millioner kroner, det skal koste. Pengene stammer fra Ole Kirks Fond og Louis-Hansen Fonden, og det er nok til at bygge en ny stor udstillings- og koncertsal med plads til 530 tilskuere.

HØJSKOLE BESLAGLÆGGER MOBILTELEFONER I 24 timer var eleverne på Ungdomshøjskolen ved Ribe uden deres smartphones. De var beslaglagt på kontoret, og målet var, at eleverne i stedet skulle snakke sammen, være sammen, spille spil, være nærværende og i det hele taget skabe relationer til hinanden, som de ikke havde før. De gjorde de også. Forstander Per Jacobsen fortæller, at man på skolen overvejer at indføre to mobilfrie dage hver uge - dage, hvor eleverne afleverer telefonen om morgenen og først får den igen, når de skal i seng.

Ny forening går til kamp for åndsfriheden Retten til at tænke, tro og mene, hvad man vil, er under pres i Danmark, mener intiativtagerne til ny forening for åndsfrihed. Blandt iniativtagerne er akademileder for Grundtvigs Forum Ingrid Ank. Eksemplerne viser, at åndsfriheden – den enkeltes frihed til at tro, tænke og danne sig sine egne forestillinger og meninger – er under pres fra flere sider i disse år, siger hun til Kristeligt Dagblad.

16 HØJSKOLEBLADET


OVERSKUD I HØJSKOLESEKTOREN 45 millioner var det samlede resultat for højskolerne i 2016. Overskuddet dækker over store forskelle skolerne imellem og indeholder ikke resultater fra de kombinerede efter- og højskoler.

Nye melodier til Halfdan-digte Halfdan Rasmussen ville være fyldt 100 år i 2015. En omfattende sangkonkurrence iværksat af Den Internationale Højskole i Helsingør, Halfdan Rasmussens fødeby, afstedkom dengang 192 forslag til nye melodier til digterens voksenunivers. Nu er de 18 bedste sange med illustrationer af Ib Spang Olsen udkommet på FFD's forlag.

LÆRERMØDET I RYSLINGE Premieren på Lærermødet løb af stablen denne sommer i Ryslinge. Mødet var udsolgt med repræsentanter fra et bredt udsnit af skolefolk. Dele af mødet kunne også følges per video på Højskolebladets Facebook-kanal, hvor det stadig er muligt at se udvalgte debatter.

17


PORTRÆT

# 4 — 2016

ÅRGANG 1946

UNGE ER MEGET SÅRBARE OG VI VED DYBEST SET IKKE HVORFOR 18 HØJSKOLEBLADET


INTERVIEW INTERVIEW Nogle falder helt igennem. Andre klarer sig helt fint. Tendensen er dog, at unge generelt er blevet mere sårbare, og vi ved dybest set ikke hvorfor. Professor og centerleder Noemi Katznelson tegner et billede de unges vilkår i dag

Af Andreas Harbsmeier Foto: Polfoto, Gitte Sofie Hansen

S

amme morgen, som dette interview skulle laves, sagde Noemi Katznelsons syvårige søn til sin mor, at han var noget stresset. For en nøgtern betragtning var situationen måske knap så alvorlig: Han skulle spise en mad, samtidig med at han skulle tage tøj på. De skulle ud af døren. Sønnens bemærkning er nok ikke et alvorligt stresssymptom, mener moderen, men det siger alligevel noget om, hvordan de voksnes sprog også smitter af på børnene. Når 40 procent af de unge, der går i gymnasiet, siger, de er stressede, bør vi alligevel lytte, mener Noemi Katznelson, der, når hun er kommet ud af døren, til daglig er professor og centerleder ved Center for Ungdomsforskning. Så vi er ude i, at det ikke er blot enkelte unges problem, men at vi strukturelt producerer noget, der ligner mistrivsel. ”Det kræver nøjere undersøgelser af, hvad unge gentlig mener, når de siger, at de er stressede,” siger hun. ”Det ved vi ikke særligt meget om.” ”Ord skaber virkeligheden. Det kræver også en kritisk-etisk refleksion over, hvordan man laver undersøgelser, og hvordan man konkluderer,” siger professoren. Ofte dukker hun op i medierne med en ekspertkommentar til den ene eller den anden tendens blandt unge. Som oftest er det historier, der handler om, at unge har det svært. At de er stressede. At de er deprimerede. At de er pressede. Bladet her har givet hende den utaknemmelige opgave, at tegne et billede af de unge i dag. Og hvis nogen kan det, må det være hende. Hun har forsket i ungdomslivet igennem en længere årrække og er en af de fremmeste iagttagere af ungdomslivet i Danmark i dag Den gode nyhed, hun kan komme med, er, at det ikke helt så

19


TENDENSINTERVIEW

# 6 — 2017

UNGE ER SÅRBARE

Det kræver nøjere undersøgelser af, hvad unge egentlig mener, når de siger, at de er stressede. Det ved vi ikke særligt meget om.

galt fat, som man godt kunne få indtryk af, når man læser sig igennem Center for Ungdomsforsknings publikationer. ”Der er mange unge, der har det rigtig fint,” kan Katznelson berolige os med. Men dem beskæftiger medierne sig knap så ofte med. ”Der findes også en gruppe af unge, som virkelig falder igennem og har det rigtig svært,” fortæller hun. Dem er der meget fokus på i forskellige offentlige systemer og i forskningen. ”Men så er der også en mere generel tendens til sprødhed og sårbarhed blandt unge, som vi dybest ikke ved, hvad handler om. Er det fordi, vi er begyndt at sætte flere ord på sårbarheden? Er det fordi, det er blevet mere legitimt at tale om? Er det fordi, vi curler for meget? Eller er det fordi, vi har for meget fokus på karakterer og pres? Der er en usikkerhed over for, hvad det egentlig skyldes. Vi ser en skrøbelighed blandt unge, og vi ved endnu ikke, hvad det er udtryk for. Men den relaterer sig til en oplevelse af pres og stres.” Mange opfatter, at kravene er større. Og der er et øget antal af unge, der bliver decideret syge af det. Men man kan ikke identificere en enkelt faktor, der er afgørende for denne sårbarhed. Det er givetvis en kombination af en lang række krav, der stilles til unge, mener Katznelson. ”Det er en sammensmeltning af forskellige krav. Det er et kravkompleks,” forklarer hun. ”Vi har en tilbøjelighed lige nu til at sige, at det handler om karakterer eller ikke-karakterer. Man er tilbøjelig til at sammenligne med andre landet og gamle dage – karakterer er der jo masser af i andre lande, i andre kulturer eller i gamle dage. Der blev givet mange karakterer, og det blev de unge jo ikke syge af,” siger hun, men opfordrer samtidig til, at billedet gøres meget bredere. ”Karaktergivningen taler ind i en anden kontekst i dag. Den taler ind i et andet ungdomsliv. Tidligere havde man et ungdomsliv, der slet ikke gav de samme muligheder og havde de præstationslogikker og -arenaer, som der er i dag. Tilbøjeligheden til at fokusere på karaktererne i dag skyldes nok, at det er fordi man kan handle på det.” Vi ved ikke, hvad der skal til for at afhjælpe sårbarheden. Og det er, fordi vi dybest set ikke ved hvor den kommer fra. Sikkert er det dog, at de unge i dag skal præstere på en lang række andre områder end lige karakterer. ”Det handler om at præstere i forhold til, hvordan du ser ud, hvor meget du vejer, hvad for noget tøj du har, hvad for nogen gadgets du har, hvilket arbejde du har, hvor mange penge og hvor 20 HØJSKOLEBLADET

mange venner du har, og hvor mange likes du får. Det er en meget bredt sammensat kultur af præstationskrav.” Men ikke nok med at kravene er mange og forskelligartede. De ændrer sig også konstant, forklarer Katznelson. ”Det er karakteristisk for kravene, at de hele tiden forskubber sig. Det er svært for de unge at opleve, at de når i mål, at opleve at de lykkes. Det er relative mål, der hele tiden ændrer sig. Derfor bliver det en oplevelse af, hele tiden at skulle være på dupperne, hele tiden at være på, hele tiden at kunne gøre det lidt bedre, hele tiden at skulle gøre lidt mere.” VILKÅRENE ER ENS – REAKTIONERNE FORSKELLIGE

Man skal passe på med at slutte, at alle unge mistrives. Kravene ligger i tiden som

BLÅ BOG Noemi Katznelson (F. 1968). Centerleder forskningsleder og professor MSO ved Center for Ungdomsforskning, Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet. Cand.mag. i pædagogik og historie og med en ph.d. i uddannelsesforskning fra RUC. Hendes forskning tager afsæt i et bredt sociologisk blik på ungdomslivet som det udspiller sig i lyset af gældende samfundsmæssige betingelser og forandringsprocesser. Særligt interesserer hun sig for unge i uddannelsessystemet og gråzonen mellem uddannelse og arbejde, men også for andre af ungdomslivets arenaer. Medlem af ekspertudvalg nedsat af statsministeren under Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling med henblik på at få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse, Medlem af formandskabet i det nyoprettede Råd for Ungdomsuddannelser under Undervisningsministeren. Deltager i dommerpanel i dagbladet Politikens konkurrence om innovative lærere og miljøer på ungdomsuddannelserne. Personligt udpeget næstformand i det Nationale Dialogforum for uddannelses- og erhvervsvejledning under Undervisningsministeren.


Det handler om at prÌstere i forhold til, hvordan du ser ud, hvor meget du vejer, hvad for noget tøj du har, hvad for nogen gadgets du har, hvilket arbejde du har, hvor mange penge og hvor mange venner du har, og hvor mange likes du für. Det er en meget bredt sammensat kultur af prÌstationskrav.

21


PORTRÆT

# 1 — 2017

INTERVIEW

Er det voksne mennesker, vi står overfor og har ansvaret for, eller er det børn? Skal de hjælpes til at få sovet, til at møde til undervisningen, til at byde ind i fællesskabet? Hvornår trækker man sig som professionel voksen, og hvornår går man ind og styrer.

et vilkår for ungdomslivet i dag. Og så har du unge utallige former for reaktioner på det, forklarer Katznelson. ”Nogles reaktion er mistrivsel. Andres er helt at stå af – at vælge det fra. At tage på højskole eller ville noget helt andet. Det er forskellige reaktioner på samme vilkår. Unge er mange forskellige ting og reagerer meget forskelligt. Men de reagerer på nogle vilkår, der går på tværs,” siger hun og anfægter de generationsportrætter, der vil tegne et entydigt billede af alle unge. ”Vi er tilbøjelige til med de generationsportrætter, vi laver i dag, at komme til at sige, at alle unge har den og den type reaktion. At nu bliver alle stressede, eller nu bliver alle deprimerede. Men det kan man ikke sige. Det, man kan sige, er, at de alle sammen reagerer på nogle vilkår – i uddannelsessystemet, på de sociale medier og mange andre steder – som er de samme.” MENINGEN MED UDDANNELSE

Der er en samfundsmæssig fortælling, som ingen unge stiller spørgsmålstegn ved - eller nogen andre for dens sags skyld: Uddannelse er afgørende for at få et godt liv. ”Den fortælling er fuldstændig uudfordret,” fortæller Katznelson. Men spørgsmålet om, hvordan uddannelse kan give mening 22 HØJSKOLEBLADET


Unge føler sig generelt mere såbare end tidligere. Foto: Ulrik Jantzen

for mig – i mit liv?” spørger hun på vegne af de unge. ”I forhold til spørgsmålet om at være i en uddannelsessammenhæng, der giver mening, har højskolerne en enorm betydning. Mange unge er ganske enkelt hjemløse i uddannelsessystemet.” BETYDNINGEN AF RELATIONEN

for den enkelte, er et stort åbent spørgsmål for mange. Det er et langt mere presserende spørgsmål, som mange unge kæmper med at få svar på,” forklarer hun. ”Vi er på meget kort tid gået fra en individ-orienteret fortælling i 90erne, der handlede om, hvad du brænder for, hvad du har lyst til, til en samfundsorienteret fortælling i 00erne, hvor du skal have en plan – hvor du skal have en helt klar forestilling om, hvor du skal hen.” ”Der er en tilbøjelighed til, at vi i uddannelsessystemet har fokus på de unges selvtillid. Vi lavede et studie, som viste, at vi i højere grad skal have fokus på de unges uddannelsestillid – og ikke kun deres selvtillid. Selvtillid er ikke noget, man har eller ikke har. Den opstår i en sammenhæng. Mens uddannelsestillid handler om, hvorvidt man faktisk har en tro på, at systemerne og de mennesker, der er i systemerne, faktisk vil en det godt og ikke er fjender eller modarbejder en eller spænder ben for en,” siger Katznelson. Netop i den sammenhæng spiller højskolerne en afgørende rolle. ”Der kommer også nogle unge på højskolerne, som har brændt sig på uddannelsessystemet. De har svært ved at se sig selv i det – og se en mening med det. Hvad er det egentlig, uddannelsen kan

De fleste højskolefolk vil nok kunne nikke genkendende til Katznelsons karakteristik af de unge. Både i forhold til mangfoldigheden af reaktioner, men også i forhold til en generel sårbarhed. Højskolens særlige rum kan være med til at afhjælpe sårbarheden. Ikke mindst, fordi højskolens forhold mellem lærer og elev ideelt set er præget af nærvær og fortrolighed. ”Det med at være i øjenhøjde passer godt med den tidsånd, der gør sig gældende,” forklarer Katznelson. ”Det handler om, at forholdet til autoriteter er blevet et andet. Det er et langt mindre hierarkisk forhold. Det er nogle andre ting, der etablerer autoritet hos læreren og hos den voksne end tidligere. Den voksne bliver en sparringspartner og indgår en ligeværdig dialog med de unge.” Det er en tendens, ifølge Katznelson. Men den kan karambolere med en anden tendens. Nemlig at livsfaserne glider over i hinanden, så det kan være vanskeligt at skelne imellem dem. ”Det er stadigt mere uklart, hvornår man egentlig er ung, hvornår man er voksen, og hvornår man er barn. Hvad skal der til for at kunne sige: Nu har jeg med et voksent menneske at gøre, som tager ansvaret for sig selv. Eller nu har jeg med en ung at gøre, hvor jeg skal have en mere opdragende funktion. Der er en enorm umodenhed hos en ung på et område – og en enorm modenhed på et andet hos den samme person. Det kan sagtens gå hånd i hånd.” ”Jeg kunne forestille mig, at det kunne give nogen ujævnheder på eksempelvis en højskole. Er det voksne mennesker, vi står overfor og har ansvaret for, eller er det børn? Skal de hjælpes til at få sovet, til at møde til undervisningen, til at byde ind i fællesskabet? Hvornår trækker man sig som professionel voksen, og hvornår går man ind og styrer.” ”I uddannelsessystemet generelt er der blevet en større opmærksomhed på betydningen af relationen,” fortæller Katznelsom. Men samtidig er vilkårene blevet ringene. ”Normeringen er blevet dårligere, og der er en tendens til udlicitering af det relationelle arbejde. Det giver anledning til en helt overordnet diskussion om nytte over for væren. ”Der er ingen tvivl om, at rigtig mange unge søger en autentisk voksen. Tidsånden følger med højskolerne og det, højskolerne kan.” ”Men det vil altid være en balance. Du kan jo ikke pille det, at højskolelæreren får løn for sit arbejde ud af højskolelæreren.” 

23


AKTUELT

# 6 — 2017

HØJSKOLELIV

ELEVPORTRÆT JEG HAR SPILLET COMPUTER, siden jeg har helt lille. Det begyndte med nogle meget uskyldige single-player-spil, fx Harry Potter og Ringenes Herre. Men så udviklede det sig, da min familie flyttede fra Jylland til Sjælland. I folkeskolen blev jeg lidt ensom, så jeg trak mig mere og mere ind i spillene. E-SPORT ER EN FORHOLDSVIS NY DISCIPLIN, hvor man spiller computer på konkurrenceniveau. Jeg er bedst til det spil, der hedder League of Legends, og i undervisningen gør vores lærer meget ud af at gå rundt bag vores skærme og spørge “hvad har du tænkt dig at gøre nu?”

CHARLOTTE ANDERSEN 20 år og fra Holbæk. Går på Idrætshøjskolen Bosei og har esport som hovedfag.

JEG VIL GERNE VISE FOLK, at e-sport ikke bare er for nørder. Men at det faktisk er noget, der kræver nogle kompetencer. Man sidder ikke bare og klikker løs i en mørk kælder - det handler også om teamwork og kommunikation.

PÅ ARBEJDSMARKEDET kan man heller ikke altid få kollegaer, som man har det supergodt med. Så må man prøve at få det bedste ud af det. Sådan er det også i e-sport. Vi skal kunne samarbejde med dem, vi er på hold med. I FØRSTE OMGANG ville jeg faktisk ikke have været på højskole. Jeg følte, at det måske var lidt spild af tid. Der er meget pres på uddannelsessystemet, og jeg havde bare fået ind i hovedet, at så skal jeg jo heller ikke på højskole. Men så var der en ven, der fortalte, at man kunne få e-sport som fag på Bosei. JEG HÅBER, at der kommer flere danske uddannelser inden for e-sport. Jeg kan se, at rundt omkring på HF og VUC begynder de at have e-sport som fag. Så jeg håber, at det kan være muligt at uddanne sig inden for det på et tidspunkt.

INSTAGRAM #HØJSKOLE

@nihd/Farvel og på gensyn til herlige elever fra foråret 2017. Heldigvis ses vi igen mandag til en mega fed uge med DGI Landsstævne! #nihdk #højskole #dgilandsstævne #dgilandsstævne2017

24 HØJSKOLEBLADET

@designhojskolen/AB bygger arkitekturinstallationer til Randers midtby #dsdh #design #højskole #architecture tildefv Fedt

@brandbjerghojskole/Voldgravs-salaten høstes med forårets valgfagshold i "Økologisk design og bæredygtig omstilling" #brandbjerghøjskole #voldgravssalat #højskole #permakultur


DE NAVNKUNDIGE

DERUDE

SMUKT ALMUEBRODERI OG GLÆDEN VED BUKETTER Mette Fog Petersen (1911-76) er for mange forbundet med ”hjemlighed”. Hun kom først som lærer og siden forstanderkone på Rødding Højskole i årene 1953-1976 til at præge livsstilen i de mange landbohjem, som typisk var højskolens væsentlige rekrutteringsgrundlag. Mette Fog var født i et dansksindet grundtvigsk hjem ved Gram på gården ”Billeslund”. Nogle år efter sin handelseksamen blev hun i 1939 gift med teolog Arne Fog Petersen, og de kom som lærerpar til Hans Lunds højskole i Rødding. Hun engagerede sig i Højskolernes Håndarbejde, og allerede i 1940 satte hun boligindretning på skemaet for højskolens pigehold med betoning

af trivsel og ligeværdighed. Mette Fog underviste desuden, også som forstanderkone, i æstetiske fag og holdt mange foredrag til elev- og konemøder på højskolen eller i egnens forsamlingshuse om hus- og familieliv, om litteratur, musik og billedkunst samt om god og dårlig smag. Mange elever erindrer især hendes krav til smukt almuebroderi og glæden ved buketter af vilde markblomster. I bøger skrevet under hendes seneste års alvorlige sygdom skildrer hun bl.a. sit sønderjyske opvækstmiljø, og navnlig i bogen "25 år på højskole" videregives indtrykket af læring gennem højskolens hverdagskultur. METTE ERIKSEN HAVSTEEN-MIKKELSEN HOJSKOLEHISTORIE.DK

KALENDER

23. september Pres dine egne æbler sse æbLigger du inde med en ma kan spilige ikke du ler eller pærer, skole at Høj s land tjyl Ves r se, tilbyde ne lørdag, presse dem for dig den kan du så Den så de bliver til most. til sirup. ind e kog r enten drikke elle le sko Høj ds Vestjyllan

En tidligere elev vender hjem Askov har en gammel kending på besøg, når Matilde Kimer, DR’s Ruslandskorrespondent og tidligere elev på højskolen holder foredrag om Det nye Rusland. 15. september. Askov Højskole

9. oktober Venstremand om danske værdier ”Danske værdier” er title n på foredraget af Marcus Knu th, udlændinge- og integrationsor dfører for Venstre. Hvad er danske værdier? Hvor er de udfordret? Hve m udfordrer dem? Og hvad kan og skal vi gøre for at holde fast i dem ? Hvem vil ikke gerne vide det? Højskolen Marielyst

Det perfekt look Aldrig før har vi haft så meget kropsdyrkelse og så lidt kropsnydelse. Der bliver spenderet ufattelige summer på mode og dyrkelse af kroppens look - antallet af skønhedsoperationer og kosmetiske indgreb er steget. Forfatter og debattør Jakob Olrik kommer med en anden fortælling – nemlig en hyldest til det naturlige. 3. oktober, Grundtvigs Højskole

”Vi er blevet overrendt af den her overvældende alkoholkultur, eleverne kommer med fra gymnasiet. Det er jo ikke længere bare en øl. Det er også shots og druklege. Det breder sig ud over hverdagene, så man dukker op næste dag og ikke er psykisk til stede. Samtidig har vi også internationale studerende fra Ghana, Japan og andre steder i verden – de måber, når de ser, hvordan vores unge går til den.” Rikke Forchhammer, forstander, Krogerup Højskole om baggrunden for at indføre alkoholfri introuge.

25


22 HØJSKOLEBLADET


BILLEDLIGT OUTSIDERE AF Marius Christensen

27


BILLEDLIGT

01

28 HØJSKOLEBLADET


BILLEDLIGT

BAG OM BILLEDERNE Marius Christensen Fotoholdet på Krogerup Højskole, forår 2017. Den 10. april fik min mor Sabine, til chok for alle, en hjerneblødning. Jeg var på daværende tidspunkt ude at rejse med højskolen, da min bror ringede til mig og fortalte, hvad der var sket, hvorefter jeg kom med det første fly hjem. Min mor lå i kunstigt koma i mere end to uger, hvorefter hun stille og roligt vågnede op og påbegyndte sin genoptræning. Det var to lange uger min mor lå og sov, mens trykket i hendes hjerne skulle falde på plads. Situationen var meget uvis og ustabil, det tog tid at lære at forholde sig til situationen. Jeg besluttede mig for at genoptage mit ophold på mit daværende hjem, Krogerup. Min tilværelse ændrede sig betydeligt. De sidste to måneder af min tid på højskolen var uvurderlige, men var selvfølgelig også præget af, hvordan det nu udviklede sig med min mor. Det var to meget forskellige kontekster at være i. Hver gang jeg havde været i Jylland for at besøge min mor, var det altid overvældende at blive kastet tilbage i højskolelivet, som er en intens omgang. Især i starten var det svært at skulle overgive sig til der, hvor jeg befandt mig, men jeg var jo heldigvis omgivet af en masse rare mennesker på højskolen.

29


DEBAT

# 6 — 2017

PÅ SPIDSEN

PÅ SPIDSEN

INTET GRUNDLAG FOR NOGET Er højskolen – med FFD i front – på vej ind i en relativistisk blindgyde.

Brian Degn Mårtensson ph.D.-studerende, Aarhus Universitet

I

det seneste nummer af Højskolebladet skrev Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø en meget omtalt kronik under overskriften ”Bevægelsen er ved at miste sin forankring”. Kritikken gik på, at højskolebevægelsen var på vej væk fra Grundtvig og den levende debat. I stedet var den på vej til at blive et konsensussøgende managementforetagende, og denne udvikling kunne bl.a. spores i Højskoleforeningen (FFD). Som respons skriver bestyrelsesmedlem i FFD, Simon Lægsgaard, indledningsvis i indlægget ”Svar på tiltale”, at der i Rykind-Eriksen og Lindsøs kritik ”anføres en række årsags-/virkningssammenhænge, som forekommer stærkt manipulerende og er med til at forplumre billedet.” Denne formulering synes jeg er uheldig, for den repræsenterer netop den relativistiske, kompleksitetsmasturberende og substansopløsende debatform, som højskolen burde være et værn imod. Heldigvis forholder Lægsgaard sig kort efter mere præcist til sagens kerne: ”Et af de forhold, der klarest lader sig identificere i kritikken, er, at en del af ansvaret for højskolebevægelsens oplevede deroute skyldes bestyrelsens slet skjulte dagsorden om at ensrette højskolerne og lægge traditionerne og debatterne i graven. Den forestilling må jeg på det kraftigste anfægte. Tværtimod arbejder den

30 HØJSKOLEBLADET

bestyrelse, som jeg selv er en del af, på at styrke Højskolebevægelsens sammenhængskraft og identitet ved på én gang at understøtte højskolernes mangfoldighed og dyrke det fælles grundlag og den fælles bestræbelse.” Lægsgaards replik i dens helhed er interessant og fortjener ros for overhovedet at være et svar. Endda kan man sige, at den er et dobbelt svar, for ikke alene er den et svar på den eksemplificerede kritik, men den er også et svar på den bagvedliggende bekymring, der afstedkom denne: Er højskolen – med FFD i front – på vej ind i en relativistisk blindgyde, hvor alting i grunden kan være hip som hap, så længe den klarer sig på konkurrencesamfundets præmisser? Lægsgaards svar kan nemlig sammenfattes som følger: 1) Alting er meget kompliceret, og derfor kan intet diskuteres principielt, 2) Hvis vi endelig skal diskutere noget principielt, er vores linje altomfavnende, og til slut; 3) Man er meget velkommen til at rejse principielle diskussioner (selvom det er omsonst jf. punkt 1). Således er både kritikernes bagvedliggende bekymring og eksemplificerede kritik ligegyldig, da ”dogmatik” – som Lægsgaard skriver – ”er ikke vejen frem, når vi efter bedste evne må forsøge at tage vare på arven ved at være både med- og modspiller i en udfordrende og foranderlig verden.” Ovenstående minder meget om debatten om reformen af læreruddannelsen i 2012-2013. Dengang fandt daværende minister Morten Østergaard, at uddannelsen fremover burde basere sig på kompetencemål, styringsbehov og evidens i en foranderlig verden, og kulturelt betingede faglige traditioner og dannelsesbegrebet som sådan blev derfor systematisk bekæmpet.

Eksempelvis blev undervisningsfag moduliseret til ukendelighed, mens ”kompetenceområder” fra generelle fag som psykologi og didaktik fik nye navne a la ”Elevens læring og udvikling” eller ”almen undervisningskompetence”. Denne kulturfjendtlige og instrumentelle logik blev mødt af massiv kritik fra forskere og fagfolk, der påpegede, at uddannelsen hermed gik fra at være en læreruddannelse til at blive en læringsmedarbejderuddannelse. Især gik kritikken på den målrettede bekæmpelse af hele vores dannelsestradition. Dette fik Morten Østergaard til at respondere med indlægget ”Slip de gamle bindinger. Den almene dannelse vil blive styrket” i Kristeligt Dagblad. Meget lig Lægsgaard stillede Østergaard slet skjult spørgsmålstegn ved, om de mange kritikere overhovedet havde forstået ret meget af det hele, der jo var meget kompliceret og dynamisk i en foranderlig verden. Dertil påpegede Østergaard, at reformen faktisk styrkede den almene dannelse, idet den simpelthen var så god, som den var. Jeg er sikker på, at både Lægsgaard og Østergaard dengang som nu argumenterer med de bedste intentioner, og at de i øvrigt ikke ønsker at afmontere debatten om store spørgsmål af almen interesse. Problemet opstår, når relativismen transcenderer udi intetheden. Det, mener jeg, skete i Østergaards tilfælde, og Lægsgaard er i hvert fald snublende tæt på. Når intet længere kan danne grundlag for noget, og alting svæver som indbyrdes systemrelationer, kan tilpasning blive til frisættelse, underkastelse blive til myndighed, og målrettet karrierelæring eller selvudviklingskurser blive til højskole. Hvorfor ikke? 


DEBAT

DET TALER VI OM

@DEBAT ”Alligevel ville jeg ønske, at jeg kunne tage Vestjyllands Højskole og flytte den med til København. Plante den midt på Christiansborg Slotsplads, hvor alle diskussioner om børn og uddannelse og dagtilbud synes at rette sig mod en fjern fremtid.”

TIDSÅNDEN KORT IFØLGE MALTHE IBSEN SØRENSEN, HØJSKOLELÆRER OG MEDLEM AF KNALLERTBANDEN TEUFELSKERLE

Forbyd

Genialt

Jakkesæt til børn. De skal tidsnok blive burgøjsere.

At have al musik tilgængelig på Spotify. Det er selvfølgelig ærgerligt, at musikerne i et 4-personers band skal opnå 236.549.020 afspilninger for at nå en minimumsløn, men hurra for kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder!

Journalist Johanne Mygind i Weekendavisen efter et familiekursus på Vestjyllands Højskole.

”Efter årtier med afmytologisering og affortryllelse er det, som om tiden igen kalder på ånd og store fortællinger.” Christian Hjortkjær, højskolelærer, i Kristeligt Dagblad.

Morsomt

Træls

Sørgeligt og sært foruroligende er det, at det tilsyneladende er blevet et Youtube-fænomen, at unge afklædte kvinder lægger videoer op af deres egne mavelyde. Vi er nu nået dertil, hvor visceral initimitet er blevet tilgængeligt digitalt. Søg på ”belly sounds” i Youtube og undr dig (NSFW).

Evindelige tendensartikler, hvor en eller anden mandlig halvstuderet bullshithumanist med for meget tid og for stor tiltro til egne evner, og som engang har læst noget om Foucault, mener, at et eller andet populærkulturelt fænomen er det præcise billede på tidsånden.

3 FOREDRAGSHOLDERE ENHVER HØJSKOLE BØR BOOKE ANBEFALET AF ULDUM HØJSKOLE, FORSTANDER KURT WILLUMSEN

HVAD: Sang og fortælletime HVEM: Jens Rosendal HVORFOR: Højskolesangbogens grand old man. På trods af sine 85 år kan han stadig lokkes ud og fortælle. Gør det! Jens er indbegrebet af nærvær og tilstedeværelse, og med hans livskloge betragtninger er en sangtime med ham intet mindre end fantastisk god højskole.  

HVAD: Naturvidenskabelig dannelse med holdninger HVEM: Morten DD Hansen. HVORFOR: Morten er en helt ekstraordinær formidler af naturvidenskabeligt stof med en udstråling og en entusiasme ud over det sædvanlige. Hans markante natursyn kan udfordre og inspirere de fleste og genererer masser af debat blandt tilhørerne.

HVAD: På sporet af en flygtning HVEM: Erik Lindsø HVORFOR: Erik er en blændende fortæller. Hans foredrag om Aksel Sandemose er en tankevækkende fortælling om manden, der med sin historie om Jante satte ord på sider af den danske folkesjæl, som vi til stadighed tumler med at frigøre os fra.

31


DEBAT

# 6 — 2017

KRONIK

DANNELSE - SÅ VERDEN BLIVER STOR NOK KRONIK

Dannelse handler om at verden bliver så stor, at der også er plads til andre i den. Af Jacob Kjærsgaard Morten, forstander på Hadsten Højskole

F

or et stykke tid siden så jeg den svenske film: ”Simon og egetræerne”. Den har flere tematikker, men det slog mig, at den også handler om dannelse. Simon er en sanselig dreng, der har en hule oppe i kronen af et egetræ. Han taler med træet, eller rettere han lytter til egetræet, og når det blæser, taler det til ham, og han hører musik, men han forstår det ikke. Simon er også en intelligent dreng, der elsker at gå i skole og lære noget. Det giver han begejstret udtryk for derhjemme, men især faren, der er skibstømrer, har svært ved at rumme disse sider hos drengen. Han forstår ikke hans manglende praktiske og håndværksmæssige sans. Dette i en grad hvor det kommer imellem far og søn som en følelse af fremmedhed. Da Simon skifter skole, kommer han i klasse med Isak, og de to drenge bliver venner. Isaks familie er jødisk og flygtet fra nazisterne til Sverige. Faren er boghandler og interesseret i kunst og musik, og han ønsker brændende, at Isak skal gå op i sin skolegang og søge kundskaber. Isaks stående og lakoniske kommentar er dog, at skolen er kedelig. Således er der også en form for fremmedhed mellem Isak og hans far. Gennem drengenes møde fornemmer Isaks far Simons umættelige nys32 32 HØJSKOLEBLADET HØJSKOLEBLADET

gerrighed og forærer ham bøger og tager ham med til koncerter, og en ny verden åbner er sig for Simon. Da Isaks mor bliver indlagt med et nervesammenbrud, tilbyder Simons forældre, at Isak kan bo hos dem. Isak er selv hårdt ramt af angstanfald, og Simons familie ved ikke deres levende råd. Nærmest i afmagt og for at få drengen ud af sit mentale bur beordrer Simons far Isak ud i værkstedet for at hjælpe ham der. Langsomt, gennem sin glæde og interesse for håndværket, som han viser sig at have sans for, kommer Isak sig, og da en ny verden åbner sig for ham, åbner han sig for verden - præcis som det skete for Simon. AT ÅBNE SIG FOR VERDEN

Den tyske didaktiker og dannelsestænker Wolfgang Klafki taler om den dobbelte åbning, og i forlængelse deraf definerer han dannelse, som det at ”barnet åbner sig for verden, og verden åbner sig for barnet” - i en og samme bevægelse. Filmen er netop en historie om, hvordan to drenge igennem mødet med en betydningsfuld anden får åbnet en større verden på hver deres måde, og den handler således om dannelse i den brede forstand, som bl.a. Friedrich Schleiermacher oprindeligt slog til lyd for - en mangesidig dannelse. Man

Vi kan passende supplere Friedrich Schleiermachers berømte dannelsesspørgsmål, om hvad den ældre generation vil med den yngre, med yderligere at spørge til, hvad den yngre generation vil med de værdier, de har fået og får overleveret af den ældre.


kan lidt flot sige, at det er højskolens dannelsesopgave at skabe rum og mulighed for at møde den betydningsfulde anden eller det betydningsfulde andet og derigennem at overskride sig selv for at blive sig selv. Den åbning til verden Simon og Isak oplever går gennem optagethed, og det peger på, at dannelse og engagement er tæt forbundet. At dannelse har at gøre med at blive levende optaget af den brogede verden for verdens egen skyld. Selvfølgelig har dannelse også i høj grad med viden og kundskaber at gøre, hvordan skulle vi ellers møde verden. Men det er en reducering af begrebet, når det rask væk sidestilles med viden og kundskaber. Som Løgstrup siger, så kan man sagtens være ekspertklog og livsstupid på samme tid. Men så er man næppe dannet. Desuden mente videnskabsmanden per excellence: Einstein, at fantasi er vigtigere end viden. Dette ikke nævnt for at desavouere viden, men for at pege på, at dannelse er et sammensat begreb, der i høj grad har at gøre med, hvordan vi bruger vores viden, kunnen, fantasi og engagement. Man kan med et billede fra matematikken sige, at dannelse altid er en fællesmængde modsat begrebet kompetence, som det af og til forveksles med, der altid er en delmængde. Som sådan retter begrebet dannelse sig mod hele personen og personens integritet og karakter. Ligesom dannelse er et sammensat begreb, er det et dynamisk begreb, og det lader sig ikke sådan sætte på formel. I den sammenhæng taler Wolfgang Klafki om, at dannelse har at gøre med en menneskelig udvikling i en stadig vekselvirkning med verden i form af de naturlige og

DANNELSENS PRAKSISSER

kulturelle omgivelser. Således er enhver lurmærkning af den gode smag eller en på forhånd given værdikanon et tegn på stagnation, og det var netop det, der, ifølge Klafki, karakteriserede dannelsens forfaldsperiode fra midten af 1800 tallet. Dannelsesidealet ændrer sig altså i takt med at kultur og samfund ændrer sig. I en oplysningssammenhæng er det interessante i relation til dannelse nok så meget den forsatte diskussion om hvad, hvordan og hvorfor, frem for en alt for fast definition af begrebet. Det er i denne diskussion, vi pejler det værdifulde, der er værd at give videre og bygge kultur og samfund på. Ja – vi kan passende supplere Friedrich Schleiermachers berømte dannelsesspørgsmål, om hvad den ældre generation vil med den yngre, med yderligere at spørge til, hvad den yngre generation vil med de værdier, de har fået og får overleveret af den ældre. Det kræver vel at mærke, at der rent faktisk finder en overlevering sted.

Den tyske pædagogiske filosof Dietrich Benner har slået til lyd for en dannelsesfilosofisk tilgang, der er ikke-affirmativ. En tilgang der i udgangspunktet ikke skal bekræfte forudbestemte politiske eller etiske værdier, holdninger eller forestillinger, men som skal opøve en øget opmærksomhed desangående og en evne til at forholde sig til disse værdier og forestillingers berettigelse og levedygtighed. Det er altså til stadighed et mellemværende. Endvidere antager Benner, at mennesket bliver til gennem sin praksis, og han nævner seks praksisområder, der udgør et alment og fælles grundlag for menneskets eksistens: Økonomisk praksis, etisk praksis, politisk praksis, religiøs praksis, æstetisk praksis og pædagogisk praksis. Man kan stille spørgsmål ved, om der er praksisser, som Benner ikke har blik for. Det interessante i denne sammenhæng er dog hans påpegning af, at de seks praksisområder har samme gyldighed. At der bør være et ikke-hierarkisk forhold mellem dem, da en eller flere praksissers dominans vil medføre, at verden bliver mere eller mindre endimensionel, og at der er værdier og perspektiver i tilværelsen, der ganske enkelt fortaber sig og udgrænses - og dannelse handler om det modsatte. Dannelse har at gøre med at få åbnet verden og få en øget opmærksomhed på og sans for værdier, tilskikkelser og perspektiver i tilværelsen. Ligeledes har det at gøre med, at ens verden bliver så stor, at der også er plads til de andre i den. På højskolerne kalder vi det livsoplysning og folkelig oplysning. 

33


DEBAT

# 6 — 2017

KOMMENTAR

LOVEN ER DET FÆLLES REPLIK

Højskoleforeningen skal være forankret i højskoleloven og i de 68 højskolers fælles interesser og forskellighed – ikke i et særegent dansk grundtvig-koldsk tankeunivers. Af Jasper Gramkow Mortensen, forstander Oure Højskole og Ole Hjorth, skoleleder og medgrundlægger af Skolerne i Oure.

1

000 unge fra 129 lande med vidt forskellig kulturel, religiøs og social baggrund har for nylig været gæster på 10 danske højskoler i forbindelse med UNLEASH og FNs 17 verdensmål. Vi kunne på Oure Højskole med begejstring fortælle vores unge om den særegne danske lovgivning for højskoler og efterskoler. Vi kunne fortælle, at skolernes lovgrundlag bestemmer hovedsigtet som livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse – og at hver skole inden for disse rammer suverænt bestemmer sit eget værdigrundlag og dermed selv tolker de tre begreber ud fra den enkelte skoles kulturelle forankring og værdier. Dette klare budskab blev forstået og højt værdsat af de unge fra alverdens lande. Det er derfor med dyb undren, vi kan konstatere, at grundtvigianske højskolefolk endnu ikke har forstået lovfællesskabets ramme omkring de frie og selvbestemmende højskoler. Senest har Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø (M R-E og EL) i deres indlæg i Højskolebladet endnu en gang forsøgt at gøre deres eget grundtvig-koldske højskolesyn til det fælles grundlag for alle højskolerne og dermed også for højskoleforeningen. Som andre grundtvigianske højskolefolk vælger de at fremhæve livsoplysning, det historisk-poetiske og gøre Grundtvigs og Kolds idéer til højskolernes fundament 34 HØJSKOLEBLADET

og tradition. At de i den sammenhæng ignorerer lovens to andre vigtige kernebegreber – folkelig oplysning og demokratisk dannelse – er ganske givet ikke nogen tilfældighed. I Kristeligt Dagblad (12.08) har M R-E udbygget argumentationen ved at understrege, at han ser ”Grundtvig som det fælles fundament højskolerne står på.” Dette synspunkt bakkes ikke overraskende op samme dag af lederskribenten med slutordene: ”Hold den åndshistoriske fane højt. Tal om livsoplysning, folkelighed, kristendom og ånd. Syng med Grundtvig. Og gå så i kamp med virkeligheden.”

Der er altså intet belæg for, at en bestemt kristennational tradition, den grundtvigkoldske, er de danske højskolers fælles grundlag.

INSPIRATIONEN KOMMER FRA MANGE KILDER

Det er helt i lovens ånd, at Rykind-Eriksen, Lindsø og lederskribenten må formulere deres højskolesyn – men det er lige så evident, at deres højskoletanker ikke er indskrevet i loven. Højskoleforeningen må naturligvis tage udgangspunkt i samme kendsgerning. Der er altså intet belæg for, at en bestemt kristen-national tradition, den grundtvig-koldske, er de danske højskolers fælles grundlag. Det har Efterskoleforeningen i øvrigt for en række år siden taget til sig som følge af efterskolernes store udbredelse og folkelige succes. M R-E og EL fremhæver i deres indlæg, at vi fra Oures side skabte heftigt diskussion i højskolekredse, da vi i midt

90’erne gjorde opmærksom på Georg Brandes´ betydning i dansk oplysningstradition. Det var ikke fordi, vi ville erstatte Grundtvig som højskolernes åndelige førerskikkelse med Brandes. Det var for at gøre opmærksom på, at det moderne danske samfund, oplysning og kultur står i gæld til tre kulturbærende bevægelser, der opstod som oprørsbevægelser i anden halvdel af 1800-tallet. Ud over den grundtvigske og liberale bonde- og højskolebevægelse taler vi om arbejderbevægelsen og dens kulturelle og sociale organisationer, herunder højskoler og oplysningsvirksomhed i byerne, og


FUNDAMENT endelig den kulturradikale bevægelse med dens kritiske rolle i forbindelse med religion, traditioner og forældet pædagogik og kønsroller. Som vi i Oure ser det, er det netop samspillet mellem disse bevægelser, der er baggrunden for den moderne danske kultur, samfundsmodel og oplysningssyn – og dermed også den danske højskolelov og øvrige uddannelseslovgivning. Endelig kan vi tilføje, at vores højskole også er præget af 1960’ernes og 1970’ernes internationale ungdomskultur, der satte nye værdier og standarder og i høj grad har præget kulturliv, pædagogik, samlivsformer og ligeberettigelse mellem kønnene – også i et globalt perspektiv. I det lys er det for os og en række andre højskolefolk ikke muligt at forpligte os på et særegent dansk grundtvig-koldsk tankeunivers. Et tankeunivers der i høj grad er præget af nationalisme og førmoderne tænkning f.eks. i form af et bibelfundamentalistisk menneske- og verdenssyn. Endvidere må vi tilføje, at Oures skolesyn, værdigrundlag og pædagogik er inspireret af en lang række internationale bevægelser og personligheder – eksempelvis Rousseau, Kant, Darwin, Freud, Sartre, John Dewey, Habermas – bare for at nævne nogle stykker. En moderne højskole må ifølge vores opfattelse være åben i sit oplysningssyn og hente inspiration fra mange forskellige danske og internationale kilder. Og så er vi tilbage ved de store udfordringer, højskolerne står over for i den globaliserede og konfliktfyldte verden, de unge skal agere i. Hvis højskolerne skal kunne rumme disse modsætninger og unge mennesker præget af mange forskellige religiøse og kulturelle traditioner, er det ifølge vores opfattelse vigtigt at formulere et værdigrundlag, der ikke forhindrer et åbent møde og dialog. Vi må være sammen om at være sammen på højskolen, som Hal Koch formulerede det i forbindelse med åbningen af Krogerup Højskole, hvor han fremlagde sin opfattelse af demokratisk dannelse. I den forbindelse er det for os naturligt at tage udgangspunkt i den

O u r e s H ø j s ko les Postkort, der u d ko m m i d t i 90’erne, angav fire af Oures danske åndelige inspirationskilder og skabte stor debat blandt højskolefolk, fordi man sidestillede socialisten Louis Pio, eksistensfilosoffen Kierkegaard og den kulturradikale George Brandes med Grundtvig.

universelle menneskerettighedstænkning, der har sine rødder i den europæiske oplysning, og som kommer til udtryk i FNs idealer om verdensborgerskab. Ifølge vores opfattelse vil det være fatalt og anakronistisk, hvis højskoleforeningen skulle søge tilbage til et grundtvig-koldsk idégrundlag. Vi mener, at højskoleforeningen skal fortsætte med at repræsentere og forsvare den enestående danske højskolelov, fremme de 68 højskolers fælles interesser og forsvare den brogede højskoleverden med højskolernes forskellige værdigrundlag og måder at leve op til højskolelovens vide rammer på. 

Ifølge vores opfattelse vil det være fatalt og anakronistisk, hvis højskoleforeningen skulle søge tilbage til et grundtvig-koldsk idégrundlag.

35


DEBAT

# 6 — 2017

KOMMENTAR

Ja, vi kan godt stå inde for højskolebevægelsen REPLIK

Livlig debat er vigtig, men højskolernes vigtigste kamp lige nu ligger ikke i bekæmpelsen af hinandens legitimitet. Vores største opgave er at danne et folk med livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, skriver højskoleforeningens bestyrelse i et svar til kritikken fra Erik Lindsø og Mads Rykind-Eriksen Lisbeth Trinskjær, formand, på vegne af FFD’s bestyrelse

K

an vi stå inde for højskolebevægelsen, som den er ved at udvikle sig? spørger Erik Lindsø og Mads Rykind-Eriksen i den seneste udgave af Højskolebladet. Det spørgsmål må ikke bare FFD´s bestyrelse, men alle som har højskole på hjerte, være med til at besvare. Og den rejste kritik har vi i bestyrelsen forholdt os grundigt til. En levende bevægelse fordrer en levende debat, og ansvaret herfor deler vi med hinanden. I bestyrelsen glæder vi os over, at både nuværende og tidligere bestyrelsestiltag de sidste år har været med til at skabe stadig flere ideologiske og faglige rum for den levende samtale om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, og om hvordan vi udlever dem i vores samfund. Vi glæder os over de mange forskellige stemmers bidrag, og de mange forskellige sammenhænge, de kan komme til orde i - på forstandermøder, lærerkonferencen, bestyrelseskonferencen, forretningsfører36 HØJSKOLEBLADET

og sekretærkurset, højskolepædagogisk uddannelse, nordiske konferencer, møder i alle vores faglige netværk, på det ”lærermøde” vi har afholdt sammen med andre ”skolefolk”, uddannelsesforskere, interessenter og aktører, på vores årlige pædagogiske konferencer, hvor pædagogik og dannelse er omdrejningspunkt – og dertil selvfølgelig på foreningens årsmøde. I kritikken efterlyses den klassiske debat, som vi kender den fra årsmødets talerstol igennem generationer. For bestyrelsen er det vigtigt, at endnu flere end tidligere kommer til orde på årsmødet, og at flere både føler sig og er inddraget. Det er vi ifølge mange tilkendegivelser lykkedes med, om end det endnu ikke har manifesteret sig i årsmødets plenum. De seneste mange år har vist, at debatten ikke putter sig i det skjulte, men at den træder tydeligt frem, når der er brug for det. På årsmødet i 2010 rasede debatten om de korte kursers bidrag til hovedsig-

For bestyrelsen er det vigtigt, at endnu flere end tidligere kommer til orde på årsmødet, og at flere både føler sig og er inddraget.


tet, foranlediget af daværende kulturminister Tina Nedergaards bidrag til genopretningspakken. Der blev krydset klinger og udvekslet synspunkter på ideologi og økonomi. I nyere tid har Moderniseringsstyrelsens mission for at ”normalisere” højskolerne været drøftet intenst i snart sagt alle relevante fora – en debat, der har resulteret i en fælles, frivillig beskyttelse af højskolernes egenart og ideologi – i samspillet mellem undervisning og samvær – som næsten alle skoler har tilsluttet sig i et fælles charter. DER ER BRUG FOR HØJSKOLERNES STEMMER

I tillæg til denne interne debat er det vitalt, at højskolerne leverer et substantielt bidrag til den offentlige debat. Vi oplever et samfund omkring os, der har brug for en højskolebevægelse, som ikke alene bruger kræfter på at slås med hinanden, men også melder sig i mange andre arenaer. Et samfund, der har brug for højskolernes stemmer – ligeså uenige og forskellige, som de er. Vi mener, at vi skal minde om det frisind og den tillid, som vores samfund er bygget på, og at vi bør kæmpe for, at vi i Danmark danner handlende, tænkende, kritiske og skabende borgere, som tager medansvar for helheden, og som ikke overlader alt til eksperter eller politikere. Vi skal gå i brechen for poesien, litteraturen, kulturen og alt det andet betydningsskabende ved livet, hvis værdi svært lader sig måle og veje, fordi vi ved, at mennesket ikke lever godt uden det æstetiske sprog, og fordi menneskelivet trænger til langt mere end det nyttige. Derfor bruges i højskolebevægelsen i disse år megen energi på at skabe mødepladser og rum til samtale om eksempelvis dannelse i uddannelse, om læring for livet fremfor livslang læring, om bæredygtige livsformer, konfliktunderholdningens erobring af scenen for den offentlige debat og en række andre centrale problemstillinger. Alle arenaer hvor højskolernes kerne møder og tager livtag med samfundets dominerende verdensbilleder. Højskolerne melder sig på mange fronter i kamp og samtale om det demokrati, vi har så meget grund til at være stolte af, og i bestyrelsen ønsker vi, at den udvikling fortsætter. Vi ønsker kort sagt, at højskolernes centrale bidrag langt mere end en lovprisning af højskolernes egne fortræffeligheder er en kritisk, vedkommende og konstruktiv tilgang til de udfordringer, verden omkring os skal navigere i og forholde sig til. Derfor ønsker vi også fortsat at bruge megen energi på mødet mellem højskolerne og deres omverden.

Vi ønsker kort sagt, at højskolernes centrale bidrag langt mere end en lovprisning af højskolernes egne fortræffeligheder er en kritisk, vedkommende og konstruktiv tilgang til de udfordringer, verden omkring os skal navigere i og forholde sig til.

JA TIL LIVLIG DEBAT

Vores engagement i samtiden kræver et konstant skarpt øje for vores rødder, egenart og identitet, som vi aldrig må holde op med at granske og sætte til debat. Det er vi meget bevidste om. Derfor bruges også en stor del af FFD’s ressourcer i disse år på den interne debat om dannelse, livsoplysning og højskolepædagogik. Den indre bevægelse er en helt uundværlig baggrund for vores evne til at bidrage til verden. Og derfor imødeser vi også, som det bl.a. fremgår af strategien, en livlig debat om samvær, hjemlighed og bopælspligt i den kommende tid. Vi mener derimod ikke, at højskolernes vigtigste kamp lige nu ligger i bekæmpelsen af hinandens legitimitet. Vores største opgave er at danne et folk med livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse i en verden under ekstrem forandring. Det må vi ikke tabe af syne. 

37


Højskolerne som for hele verden 38 HØJSKOLEBLADET


REPORTAGE

model

1000 unge talenter fra hele verden etablerede for en stund en global højskole i Danmark for i fællesskab at finde løsninger på FN’s bæredygtighedsmål. Højskolen danner en ideel ramme for progressiv tækning, mener de unge. Af Andreas Harbsmeier

39


REPORTAGE

M

# 6 — 2017

HØJSKOLERNE SOM MODEL FOR HELE VERDEN

ae er 26 år gammel, fra Frankrig, og arbejder til daglig for en NGO i Paris, der har til formål at bekæmpe fattigdom i Afrika. Hun formulerer sig præcist og selvbevidst på et formfuldendt engelsk med en snert af accent, der afslører hendes franske oprindelse. Hun er begejstret og udstråler initiativ og handlekraft. Lige nu befinder hun sig på en mark på Fyn – på Oure Højskole – sammen med godt 100 andre unge såkaldte talenter og har netop indtaget frokost sammen med højskolens egne elever. Hun er en af 1000 unge talenter fra hele verden, der er samlet på ti af landets højskoler i en uge for at være med til at formulere ideer, der skal bidrage til at nå FN’s bæredygtighedsmål – som et led i det store projekt Unleash. Et innovationslaboratorium har folkene bag initiativet kaldt det – med Carlsbergfondets formand, Flemming Besenbacher, i spidsen. Mere end 40 millioner har fondet og en række virksomheder investeret i at få de unge til Danmark og give dem de bedst mulige betingelser for at finde frem til løsninger. Konsulenter fra Deloitte og Dahlberg faciliterer, som det hedder i den verden, de mange workshops rundt om på højskolerne. Franske Mae har specialiseret sig i udvikling. Hun har kun været på højskolen i to dage. Alligevel er begejstringen ikke svær at spore- For hende gør det en verden til forskel, at de unge er samlet på en højskole, og ikke på et tilfældigt konferencecenter. På Oure Højskole har talenterne fået til opgave at arbejde med det af FN’s bæredygtighedsmål, der handler om uddannelse. Efter lidt betænkningstid når Mae frem til, hvad hun mener, er det vigtigste fokus, når vi taler uddannelse på globalt plan. ”Det, der er afgørende, er, at unge verden over kan blive myndiggjort. Det er nødvendigt for, at vi i fællesskab kan komme op med løsninger,” siger hun. Det perspektiv harmonerer mere end godt med højskolens idealer, mener hun. Sammen holdning har Sana, der bor i London, hvor hun studerer, men oprindeligt stammer fra Malaysia, hvor hun hele sit liv har boet i storbyen Kuala Lumpur. Det første, der falder hende ind, når talen falder på, hvad der er særligt ved højskolen, er, at den ligger ude landet, tæt på naturen og langt fra storbyen. Hun har på forhånd sat sig godt ind i, hvad højskolen er for en type skole og formulerer her allerede på andendagen formulere en ganske præcis karakteristik af højskolen: ”Højskolerne giver folk mulighed for at fokusere på og kultivere det, der gør os til mennesker,” fortæller hun uden for spise-

salen på Oure, inden hun skal videre til en workshop. Hun kan lige nå at opstille et ideal for fremtidens uddannelse. ”Man skal have et progressivt sind, man skal være åben for nye ideer, og man skal være i stand til at bygge bro mellem de nye progressive ideer og det område, man gerne vil påvirke. Det er nemt at blive revet med af ideer og glemme de lokale aktører, man gerne vil påvirke,” siger hun og forbinder det til højskolen. ”At være på en højskole er en kæmpe inspiration for os alle. Det er et utrolig progressivt sted, samtidig med at det bringer en i kontakt med, hvad det vil sige at være menneske.

”At være på en højskole er en kæmpe inspiration for os alle. Det er et utrolig progressivt sted, samtidig med at det bringer en i kontakt med, hvad det vil sige at være menneske.

40 HØJSKOLEBLADET

HØJSKOLEN BIDRAG

De unge talenter ser altså store perspektiver i at kombinere innovativ, progressiv tænkning med højskolens idealer. Men hvad er det så, mere specifikt, højskolen bidrager med? Katrine Friis har arbejdet som lærer på Oure Højskole i to år, har læst antropologi på RUC, og underviser til daglig i performance på højskolen. Hun er den ansvarlige projektleder for Unleash på stedet. Hun har haft travlt med at få det hele til at køre, koordinere indkvartering og planlægge workshops i samarbejde med konsulenterne. Højskolens grundlæggende bidrag er hun ikke i tvivl om. ”Her er ganske enkelt nogle lokaler, som der er meget ånd i i forvejen. Det betyder enormt meget,” fortæller hun over en kop kaffe i en kort pause. Selv om der har været tydelige kultursammenstød mellem højskolens verden og konsulentverdenen, kan hun se en masse gode perspektiver i samarbejdet. ”Sammenblandingen af højskolerne og konsulentverdenen er spændende. Hvordan kan vi mødes og flette vores metoder ind i hinanden? Jeg har en kunstnerisk baggrund, og det giver et meget anderledes udgangspunkt end konsulenttilgangen, der handler meget om, at man skal levere,” siger hun. ”Når jeg underviser mine elever i kreativitet, så handler det også om, at man skal give sig tid til at lave noget andet og tage en pause. Det er lidt sjovt, at det skal være det, højskolen bidrager med, men det er det jo. Det, vi som højskole faciliterer i løbet af ugen, handler om, at de unge skal se tingene på en helt anden måde og tale med hinanden på en anden måde.” IT’S ALL ABOUT THE MONEY

Efter frokost arbejder en del af de unge talenter i mindre grupper i et af højskolens mindre lokaler. Joe Dougherty, der er leder af den lokale afdeling af konsulenthuset Dahlberg i San Francisco leder slagets gang, men kan lade talenterne være alene et øjeblik


for at give sit besyv med. Han er ærlig om præmissen for at skabe løsninger: ”It’s all about the money,” siger han. Med ”det hele” mener han indsatsen for at leve op til FN’s bæredygtighedsmål. Derfor er folkene bag Unleash også meget fokuseret på at skabe ideer, der kan omsættes i forretningsidéer, som andre virksomheder kan se en pointe i at investere i. Men en forudsætning for, at det kan lykkes, er at vi på tværs af landet og kulturer kan finde sammen om fælles mål, mener konsulenten. ”I dag er alle forbundet globalt. Det, Unleash gør, er ikke ulig det, højskolerne gjorde i det 19. århundrede, nemlig at skabe en fælles identitet og et fælles formål,” siger Dougherty og afslører en ganske stor viden om højskolerne. ”Personlig tror jeg, at den teknologisk udvikling er meget vigtigt i forhold til at nå FN’s mål. Men helt fundamentalt handler det jo om, at mennesker skal lære at

arbejde sammen på tværs af kulturer og organisationer. Jeg har fundet ud af, at højskolerne er rigtig gode til lige netop det. Og det er utrolig værdifuldt,” siger han. Men den type kompetencer bliver ikke altid anset som særligt vigtige. ”Det har altid irriteret mig, at den slags kompetencer bliver kaldt ’bløde’. For de er faktisk meget vanskelige at udvikle. Når noget går galt, er det som oftest ikke, fordi teknologien ikke virker, eller fordi der mangler penge. Det er på grund af, at mennesker ikke arbejder sammen,” forklarer Dougherty. ”Højskolerne fortæller os hvem, vi er, sagde forstanderen Jasper Mortensen. Unleash er formålsdrevet, men det er et globalt formål. Det handler om at skabe et globalt fællesskab – en global højskole, om man vil. At gøre det samme, som højskolerne har gjort de sidste 150 år,” siger han inden han skal ind og assistere de unge talenter på deres vej mod løsningerne af verdens problemer. 

MAE Fra Frankrig er 26 år og arbejder for en NGO i Paris. En del af Unleash. For hende er højskolen et meget progressivt sted.

SANA

I dag er alle forbundet globalt. Det, Unleash gør, er ikke ulig det, højskolerne gjorde i det 19. århundrede, nemlig at skabe en fælles identitet og et fælles formål.

Er en af de unge unge talenter i Unleash. Hun er studerende og social entrepenør fra Malaysia. Hun mener, at højskolen bringer en i kontakt med, hvad det vil sige at være menneske.

41


BOGKRITIK

# 6 — 2017

BLACHMAN I STACCATO

Blachman i staccato ANMELDELSE

Thomas Blachman vil i en ny lille pamflet belære ungdommen om dens kreative potentiale. Professor Lene Tanggaard kan godt lide Blachman, men er ikke imponeret over pamfletten. Af Professor Lene Tanggaard, Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet Foto: Nikolaj Holm Møller

J

eg skal straks komme med en bekendelse. Jeg var vild med Thomas Blachman i rollen som dommer i tv-programmet X faktor. Her gennembrød han en lydmur ved at turde stå for noget, og ambitionerne var lysende klare. Han ville se mere af deltagernes vilje og lyst til at række op mod stjernerne. Blachman talte sig ind i vores hjerter. Dommerrollen passede ganske enkelt perfekt til ham. Spørgsmålet er, om forfatterrollen er lige så velvalgt? Jeg er i tvivl. Blachmans nye tekst er en såkaldt pamflet på 52 meget små sider udgivet på forlaget Gyldendal med titlen Længe leve den kreative masse. Teksten (som er fem centimeter bred og 8 centimeter høj) er et forsvar for den kreative masse. Alle kan kort sagt få ideer. Blachman vil give magten tilbage til den kreative masse, til os alle. Det sker i et rodet og lidt larmende format. Blachman er simpelthen i staccato. Han løber bogstaveligt talt ind og ud af døre i teksten og sidder ikke stille i mere et kvarter. Pamfletten, og det er vitterligt en lille sag, består af et forord, fem beføjelser og et efterskrift. De fem beføjelser benævnes 1) Idioten og geniet, 2) Improvisér med sproget, 3) Ordblindhed er en gave, 4) Grebet og 5) Blotteren er et gavmildt væsen.

42 HØJSKOLEBLADET

RODET UDTRYK, FINE POINTER

På trods af det rodede udtryk, så er der mange fine pointer at hente ud af de fem beføjelser. Den første såkaldte beføjelse handler om at turde være en idiot, der tør løbe foran med mod, spontanitet og uforudsigelighed, mens geniet vil have sans for detaljerne og samle op undervejs. At improvisere med sproget er også forfriskende – her gælder det om at ændre rytmen, holde pauser og i det hele taget bruge stemmen som instrument. At se ordblindhed som en gave virker også som et opbyggeligt forehavende. Måske er det her, Blachman er bedst i bogen, fordi hans egne erfaringer som ordblind kommer til deres ret. Her skrives med oprigtighed om at være ordblind og ikke at kunne læse teksterne i folkeskolen, men så til gengæld finde på sine egne historier. Det er smukt og kan give håb for andre, der kæmper med bogstaverne.

Det sidste og mest alvorlige problem med teksten er, at jeg er ganske sikker på, at der kommer usympatiske mennesker ud af det, hvis man følger alle de gode råd. Så det skal man ikke. Man skal ikke altid sige, hvad man mener. Nogle gange er det klogt at holde kæft. Skulle Blachman have gjort det? Nej. Det er bare enormt svært at bruge teksten til noget som helst.


Thomas Blachman Længe leve den kreative klasse – beføjelser til ungdommen Forlaget Gyldendal 56 sider Kr. 59,-

Den fjerde anbefaling hedder Grebet. Her handler det om at sætte ting sammen på nye måder, at blotte sig og være gavmild. Det kan bestemt også være prisværdigt at gøre. Nogle af beføjelserne klinger også fint med vores viden om, hvordan mennesker er kreative. Blachman behøver åbenbart ikke at referere til andres arbejde, men det skal siges, at det i litteraturen om kreativitet ofte også er en pointe, at egen svaghed eller udfordringer kan være en gave for kreativiteten. Når man selv har det svært med noget, så kan man meget nemmere se, hvad andres udfordringer er. Billedet med idioten, der spontant løber af sted, mens geniet samler op undervejs, er også fint og svarer til mit eget snublebegreb. Det er, når vi snubler, at vi vinder chancen for at forundres og opdage noget nyt. Det gavmilde – at turde lukke verdenen ind – er også noget, som mange beskriver som et kendetegn ved kreative processer. Så hvad er problemet? Udover at teksten er rodet, at nogle af sætningerne ikke giver mening, og at forbindelserne mellem de enkelte beføjelser ikke bliver tydeliggjort eller forløst? For det første har jeg svært ved at læse beføjelserne som netop beføjelser. De er snarere udtryk for Blachmans egne erkendelser, og så er det velmente råd. Jeg er uklar på, hvordan Blachman kan være i en position til at udsende beføjelser? Beføjelser handler om at have en formel ret til at udstede ordrer eller at udøve myndighed på et felt, men hvordan er Blachman i en sådan position? Det er i givet fald selvudnævnt, hvilket, jeg tror, passer Blachman

fint, da han både keder sig med den kreative klasse og de højtuddannede. Blachman udnævner sig selv til en art profet, og det virker da også lidt som om, han sidder på en fjern planet uden synderlig kontakt med omverdenen. Det sidste er det andet problem med teksten. Blachman kommer, måske uden helt at vide det, til at tale ned til en masse andre. Udover den kreative klasse og de højtuddannede så står folkeskolen også for skud. Igen fristes man til at sige. Et tredje problem er, at Blachman slet ikke bruger sig selv nok. Hvor ville jeg hellere høre om hans egne erfaringer og udfordringer end at skulle høre på alle disse usammenhængende beføjelser. "Get real". Kreative processer finder sted i virkeligheden, og den er rodet. Det vil jeg høre noget om. Hvad gør Blachman selv, når

det bliver svært? Hvad er det, han reelt vil belære ungdommen om, og vil de overhovedet høre på det? Det sidste og mest alvorlige problem med teksten er, at jeg er ganske sikker på, at der kommer usympatiske mennesker ud af det, hvis man følger alle de gode råd. Så det skal man ikke. Man skal ikke altid sige, hvad man mener. Nogle gange er det klogt at holde kæft. Skulle Blachman have gjort det? Nej. Det er bare enormt svært at bruge teksten til noget som helst. Næste gang vil jeg have mere Blachman. Ikke alt denne larm. 

43


HØJSKOLELIV

# 6 — 2017

LÆRERPORTRÆT

"Jeg er faktisk frygtelig genert" LÆRERPORTRÆT

Anja Kjølby på Højskolen Østersøen skulle vænne sig til at fortælle eleverne om, hvad hun selv havde på hjerte.

Fortalt til Sofie Buch Hoyer Foto Niels Nørgaard

DA JEG BLEV LÆRER på Engelsholm Højskole som 20-årig efter selv at have gået der, følte jeg ikke, at jeg havde særlig meget at sige om verden. Én ting er at skulle undervise i tegning, noget andet at skulle fortælle om noget, jeg havde på hjerte. Det var svært, kan jeg huske. JEG ER FAKTISK FRYGTELIG GENERT, men når jeg fortæller det til eleverne eller kursisterne, tror de ikke på mig; at jeg de første mange år af mit liv var så genert, at man nærmest ikke skulle snakke til mig. Noget af det, højskolen har lært mig, er at vende mit meget stille ydre til noget meget udadvendt og eksponeret. MENS JEG LÆSTE TIL FRISKOLELÆRER — det var, inden jeg blev underviser på Løgumkloster Højskole — havde jeg et praktikår på en efterskole i Skjern. Det var sjovt og spændende. Men jeg følte også, at jeg forpligtede mig som en slags

44 HØJSKOLEBLADET

erstatningsforælder. På det tidspunkt havde jeg ikke selv en familie, så det var lidt voldsomt at skulle være “mor” for 20 9. klasseelever. I MIT LIV SOM HØJSKOLELÆRER er jeg gået fra at være på lige fod med eleverne aldersmæssigt til at blive en mere garvet og fortrolig underviser. En, som eleverne har lyst til at dele nogle tanker og samtaler med. Det sætter jeg stor pris på. PÅ EN HØJSKOLE kommer eleverne af egen fri vilje. Så jeg skal ikke ud og overmotivere mit fag hele tiden. Selv om jeg nogle gange godt kan have nogen, der har valgt mit fag, fordi det var det bedste af tre onder. ENGANG HAVDE JEG EN ELEV, der altid brokkede sig i den første halve time af undervisningen. En dag, hvor vi skulle

Noget af det, højskolen har lært mig, er at vende mit meget stille ydre til noget meget udadvendt og eksponeret.


arbejde med skraveringer, var hun ekstra sur og irriteret. Pludselig fandt hun ud af, at det var, fordi hun havde haft en lærer i første klasse, som blev ved med at sige, at hun altid skulle holde farveretningen og sørge for at fylde hele papiret ud. Så sagde jeg, at hun ikke behøvede at skravere ved bare at flytte blyanten frem og tilbage, skråt hen over papiret. Hun kunne også sætte små krydser eller kruseduller. Eller noget tredje. Så blev hun sådan helt: “Kan man det? Må jeg godt det?!” Og fra den dag blev hun mere fri, kreativ og glad i timerne. DEN TYSKE MALER EMIL NOLDE står mit hjerte meget nær. Han er opvokset i grænselandet og ville i år være fyldt 150 år. Han passer ret godt ind i vores dansk-tyske profil her på højskolen, og jeg holder tit kurser og foredrag om ham. JEG KAN VIRKELIG GODT LIDE BOGSTAVRIM. Når jeg sidder og skal finde på idéer til kurser, går jeg meget op i, at overskrifterne svinger sprogligt. Senere i år har vi for eksempel et kursus, der hedder “Nordisk november”. Vi har også haft “Maleriets mestre”, “Livlige Lisabon” og “Mageløse Malta”. Det er den legende tilgang til titlerne, jeg godt kan lide. JEG ARBEJDEDE FEM ÅR SOM NATUR- OG KULTURFORMIDLER indtil starten af 2017 i et lille privat firma, der arrangerer guidede ture i Nationalpark Vadehavet. Jeg følte måske, at jeg var groet lidt fast som højskolelærer på det tidspunkt, og alle sagde, at man skal prøve noget nyt en gang i mellem. JEG SAVNEDE HØJSKOLELIVET, kunne jeg mærke. Mødet mellem mennesker fra mange forskellige miljøer i alle aldre er jeg dybt optaget af.

BLÅ BOG Anja Kjølby, 46-årig vendelbo. Lærer på Højskolen Østersøen. Underviser i værkstedsfag og tilrettelægger korte kurser. Uddannet ved Den frie Lærerskole i Ollerup (1998) med hovedvægt på billedkunst. Har tidligere undervist på Engelsholm Højskole og Løgumkloster Højskole.

NAVNE MED SMÅT NY SOUSCHEF I HØJSKOLERNES HUS Ole Buch Rahbek afløste Thor West Nielsen som souschef den 1. september. Ole bliver en del af ledelsen af huset og vil fungere som daglig leder af udviklingsafdelingen. Thor forsætter som teamleder og rådgiver. Ole Buch Rahbek er cand.mag. i Medievidenskab, er tidligere højskolelærer på Silkeborg Højskole og har desuden været sekretariatsleder hos Danske Studerendes Fællesråd og konsulent hos Mellemfolkeligt Samvirke. TIDLIGERE FORS TA N D E R P Å BORNHOLM ER DØD A xe l L a s t h e i n Madsen var forstander på Bornholms Højskole frem til begyndelsen af dette år. Kort tid efter pensioneringen fik han konstateret uhelbredelig kræft og døde i slutningen af juli. Den tidligere musikskoleleder i Gladsaxe flyttede i 2007 til Bornholm, hvor han dannede forstanderpar med sin kone Lillian Hjorth-Westh, der indtil da var konstitueret forstander på højskolen. MARCO EVARISTTI GÆSTELÆRER Den kontroversielle kunster Marco Evaristti skal være gæstelærer på Engelsholm Højskole. I den brede offentlighed har særligt Evaristtis installation med slørhaler i blendere og hans aktivistiske ”rødt chok” events rundt om i verden vakt opmærksomhed, men produktionen er langt større og mangeartet end som så. Kunstneren er kendt for at udfordre det etablerede magtsystem og skubbe til beskuerens opfattelse af verden med sine værker.

45


FFD NYT

# 6 — 2017

FORMANDENS KLUMME

Hvor længe er legen god? FORENINGEN HAR ORDET

Af Lisbeth Trinskjær formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark

”I kan godt indstille jer på at skulle spare 2 procent hvert år i mange år fremover,” har signalet lydt så klart fra dem, som styrer rigets finanser, at der ikke er noget at misforstå. Og det har også været klart, at udsigten til 2 procents besparelse er uafhængig af den til enhver tid siddende regerings ideologiske ståsted. Den økonomiske styring er historisk stram, de offentlige udgifter er mange, og protesterne lyder hist og pist med jævne mellemrum, men indtil videre fungerer strategien præcis, som den er tænkt. Skiftende regeringer skærer 2 procent fra alle hvert år – og så kan man gøre sig håb om at få en lille bid i tilbage i ny og næ, overrakt som en dyrebar gave, man ikke kan tillade sig at forvente at få, eller som betaling for en ny, særlig opgave eller indsats, man ikke allerede skal levere. Det holder nogenlunde kritikken i ave. Stort set hele det politiske spektrum er med på legen, og hvis man råber for højt,

risikerer man at få hverken gaver eller nye opgaver. Og politikerne skal ikke forsvare økonomiske valg, de ikke træffer. Smart. Samtidig vokser andre kræfter frem, som gerne vil træffe valg. Og som er villige til at prioritere økonomi. De private fonde sætter dygtigt og relevant dagsordenen i disse år og stiller sig bag de dele af civilsamfundet, som vil præge, bevare, forandre og skabe. De sikrer værdierne, både rødderne og de nye grene. Og uden deres økonomiske engagement havde mange af vor tids nyskabelser, ikke mindst inden for kultur og forskning, aldrig set dagens lys. I højskolerne har vi endnu ikke taget af hovedstolen. Vel har vi enormt mange gamle, utidssvarende bygninger, og vel stiger udgifterne til alle de største udgiftsposter i skoleformen. Det tvinger os til at vælge mellem kvalitet nu og vores fremtidige eksistens. Vi prioriterer kvalitet og relevans for unge i dag, og vi mønstrer kræfterne til at se ud over vores egne mure. Vi hugger hæle og klipper tæer, løber lidt hurtigere, udfylder endnu et afrapporteringsskema og forsøger at undgå at tænke alt for langt ind i fremtiden. Det samme gør alle andre. Men hvor længe er legen god? Man kan i princippet skære 2 procent

i det uendelige, lærte jeg, da jeg studerede økonomi. Men hvad skal det brød, man skærer af, kunne? Hvor småt må det blive, før dets værdi går tabt? Hvor er smertegrænsen? Og hvad sker der, hvis det er op til de private fonde at bevare det umistelige og at skabe alle de nye brød som skal mætte vores fremtid? 

Skiftende regeringer skærer 2 procent fra alle hvert år – og så kan man gøre sig håb om at få en lille bid tilbage i ny og næ, overrakt som en dyrebar gave.

FORENINGENS KALENDER 25. september Arbejdsmøde om Erasmus+ projekter Højskolernes Hus .............................................................................

3. oktober PRO kursus Egmont Højskolen .............................................................................

7.-8. november Lærerkonference 2017 Gymnastikhøjskolen i Ollerup .............................................................................

26.-27. september Mentorkursus Kursuscenter Brogården .............................................................................

10.-12. oktober Lederkursus for forstandere og viceforstandere Jaruplund Højskole .............................................................................

9.-11. november Frie Skolers Fællesmøde Gymnastikhøjskolen i Ollerup .............................................................................

28.-30. september Sensommerseminar om ”sårbare unge, kropssprog og kropskultur” Aalborg Sportshøjskole

11.-12. oktober Kommunikationsseminar Kursuscenter Brogården ............................................................................. 26.-27. oktober Sekretær- og forretningsførerkursus Vestjyllands Højskole

46 HØJSKOLEBLADET

14.-15. november Køkkenkursus Vestjyllands Højskole ............................................................................. 30. november Højskolepædagogisk konference III Væredygtighed/bæredygtighed Helnan Marselis Hotel


AU

AARHUS UNIVERSITET

GER STIL LIN OPSLAG AF CENSORATER I CENSORKORPSET FOR IDRÆTSUDDANNELSERNE I DANMARK I overensstemmelse med Bekendtgørelse om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen) af 30. juni 2016 (BEK nr. 1062) opslås censorater for perioden 1. april 2018 - 31. marts 2022. Beskikkelsen foretages af Uddannelses- og Forskningsministeriet efter indstilling fra Censorformandskabet. På http://health.au.dk/censor-idræt ses • En oversigt over de fag, der opslås censorater i • En beskrivelse af censorernes opgaver • Krav til censorernes kvalifikationer • Honorar

Ansøgning Spørgsmål af idrætsfaglig karakter rettes til Censorformand Verner Møller på e-mail vm@ph.au.dk. Evt. yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Aarhus Universitet, Studieadministrationen, Health, Tobias Abell Nielsen, tlf. 87152825 eller e-mail abell@au.dk. Ansøgning til censorbeskikkelse foretages elektronisk via http://sundhedsvidenskabeligeuddannelser. censor-it.dk Ansøgningen skal være Censorformandsskabet i hænde senest 1. november 2017 kl. 12.00.

Aarhus Universitet er et moderne, fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 42.500 studerende og 11.500 medarbejdere og har et årligt budget på 6,3 mia. kr. Læs mere på www.au.dk

47


Bruxelles fra 1.398,-

AlfA Travel 20 år

Valencia fra 1.998,-

New York fra 4.998,-

ALFA TRAVEL FEJRER 20 ÅRS FØDSELSDAG AlfA Travel blev etableret i august 1997 derfor fejrer vi i år 20 års fødselsdag. I den forbindelse har vi lavet en række rigtig gode fødselsdagstilbud.

Studierejser med afsæt i jeres faglige mål

Fødselsdagstilbud fx: Bruxelles, 4 dage/3 nætter, fra kr. 1.398,-/pers. Valencia, 5 dage/4 nætter, fra kr. 1.998,-/pers. New York, 7 dage/5 nætter, fra kr. 4.998,-/pers.

Fast kontaktperson og dialog fra start til slut

Unikt udvalg af spændende programmuligheder

24/7 adgang til jeres rejsedokumenter i AlfA Gaten

Se flere tilbud på www.alfatravel.dk/hurra.

KONTAKT OS OG FÅ ET TILBUD TLF. 8020 8870 - INFO@ALFATRAVEL.DK

Højskolebladet September 2017  
Højskolebladet September 2017  

Gå ikke glip af Svend Brinkmanns socialkonservatisme

Advertisement