Page 1

#1

2017

siden 1876

FOLKEKLUBBEN LADER DANSKHED RIME PÅ DANNELSE FOLK VIL TALES OP TIL _________________________________________

HVIS IKKE OS, HVEM SÅ? DE FRIE SKOLER VIL FORNY DEN DEMOKRATISKE SAMTALE _________________________________________

MANGFOLDIGHED PÅ HØJSKOLE

højskolebladet

DEN KOMMER IKKE AF SIG SELV


”Jeg drømte om at blive skuespiller.” Mikkel Wallentin, hjerneforsker

Find det, du er god til

TEATER

MEDI

RETORIK

SPORT

ER

hojskolerne.dk

300 VALGFAG

70 HØJSKOLER - FAGLIG FORDYBELSE - STUDIEFORBEREDELSE - FRIRUM - FORELSKELSE ...


INDHOLD

INDHOLD # 1 — 2017

TENDENS FRIE SKOLER I FÆLLES KAMP FOR DEN DEMOKRATISKE SAMTALE

______________________________

04 LEDER

______________________________

05 LIDT AF HVERT ______________________________

12 HB UNDERSØGER

MANGFOLDIGHED KOMMER IKKE AF SIG SELV ______________________________

16 HØJSKOLEN KORT ______________________________

26 HØJSKOLELIV

06

______________________________

28 BILLEDLIGT

FRA KROGERUP HØJSKOLE

______________________________

32

PÅ SPIDSEN

HØJSKOLEN SOM PLURALISTISK MØDESTED ______________________________

KRONIK 34

STEDER HVOR MAN ER SIG SELV, MEN IKKE ALENE

PORTRÆT FOLKEKLUBBEN ”Man må gerne give folk det, de ikke vidste, de gerne ville have. Og man må også gerne tale om ting, de ikke ved noget om eller umiddelbart kan forstå.” s.18

______________________________

NAVNE 44

LÆRER VIL HAVE ELEVER TIL AT BEKYMRE SIG ______________________________

36

46 FFD NYT ______________________________

42 JAPANS UNGDOM JØRGEN CARLSEN MANGLER DEMOANMELDER KRATISK SELVTILLID DET KGL. TEATER

3


VELKOMMEN

# 1 — 2017

LEDER

Det Danmark, du ikke kender (men nok burde) Andreas Harbsmeier Redaktør

Det Danmark, du kender,” lød Socialdemokraternes valgslogan ved seneste valg. Dette nummer af Højskolebladet kunne modsat have overskriften ”Det Danmark, du ikke kender”. For ifølge et nyt fælles initiativ fra de frie skoler, Frirummet, der vil revitalise den demokratiske debat, har vi netop brug for at stifte bekendtskab med det og dem, vi ikke kender. Ellers forstummer den demokratiske samtale reelt. Og vi bruger kun samtalen til enten at blive bekræftet af dem, vi deler holdninger og virkelighed med – eller til at tale ned til eller pege fingre ad dem, hvis virkelighed og holdninger vi i realiteten hverken kender eller forstår. Orkestret Folkeklubben har også taget den opgave på sig. Danmark er hverken knækket over eller udkantsramt, siger de og turnerer land og rige rundt og besynger dannelsen og taler op til folk i hver en krog. Og endelig opfordrer kulturminister Mette Bock højskolerne til at appellere til en bredere gruppe af unge for netop at kunne være de pluralistiske mødesteder, som de i realiteten måske aldrig har været, men i disse år virkelig kunne have brug for at blive. Der er for tiden mange stærke kræfter, der reagerer mod tidens populisme og insisterer på at skabe sammenhæng frem for adskillelse. Det Danmark, du kender, er måske nok ikke det Danmark, jeg kender. Men jeg vil gerne høre mere om det. 

KOLOFON #1/januar 2017, 142. årgang UDGIVER Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Lisbeth Trinskjær Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk REDAKTION Andreas Harbsmeier (ansv. redaktør) Tlf. 3336 4047 Zenia Søjberg (journalist) redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk facebook.com/hojskolebladet twitter: @hojskolebladet REDAKTIONSPANEL Dagmar Winther, Jeppe Søe, Jasper Mortensen, Claus Staal Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. Deadline 3 uger før udgivelsesdato. SKRIBENTER I DETTE NUMMER Evelina Gold Sofie Buch Hoyer Zenia Søjberg Andreas Harbsmeier ABONNEMENT Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4036 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk ANNONCESALG AC-AMS Media Aps / Tlf. 2172 5939 www.ac-amsmedia.dk LAYOUT/TRYK Katrine Dahlerup, FFD/Dystan & Rosenberg

Det Danmark, du kender, er måske nok ikke det Danmark, jeg kender. Men jeg vil gerne høre mere om det.

FORSIDE Morten Aagaard Krogh

UDGIVELSESPLAN 2017 #2: 9. marts #3: 26. april #4: 15. juni #5: 10. august #6: 21. september #7: 26. oktober #8: 7. december

ISSN: 0018-3334

4 HØJSKOLEBLADET


HØJSKOLELIV

LIDT AF HVERT

TREGODEGRUNDE TIL AT MAN SKAL BRUGE FACEBOOK MED OMHU FOR DET FØRSTE

FOR DET ANDET

FOR DET TREDJE

– er det nemt at holde sig opdateret på begivenheder. Alt er samlet ét sted, og det er hele tiden aktuelt. Til gengæld kan det være svært at fravælge Facebook, når man ikke ønsker at blive mindet om alt det, man IKKE er en del af.

– kan man designe sit feed ved at like de ting, man interesserer sig for. Til gengæld opdateres jeg med artikler, som udtrykker mine holdninger, hvilket er et problem, når jeg ikke forstår, at nogen ikke synes feminisme er vigtigt.

– lægger Facebook op til en nem og uforpligtende kommunikation, der er aktuel og autentisk på samme tid. Samtidig kan det uforpligtende element være en af årsagerne til den dårlige tone, man kan opleve ved en konflikt eller ved blot harmløse uenigheder.

IFØLGE IDA MARIE AUKEN BECK, HØJSKOLELÆRER OG KOMMUNIKATIONS- OG PR-ANSVARLIG PÅ TESTRUP HØJSKOLE

VIDSTE DU AT

MEST LÆSTE MEST LÆSTE HISTORIER PÅ HOJSKOLEBLADET.DK

1.

”HØJSKOLEN ER IKKE JERES. DEN ER ALLES.” Leo Komischke-Konnerup blev ikke alene den første modtager af Højskolepædagogisk Pris. Et længere interview med ham blev også den mest læste artikel på hjemmesiden i december.

2. ILD, RØG OG STORE ARMBEVÆGELSER Lærer Bodil Sofie Espersen fra Suhrs Højskole slagter høns, dykker efter blåmuslinger eller sanker urter med sine elever.

3. HØJSKOLENS IDÉ: STIL STØRRE

KRAV TIL DE UNGE. SKAB MERE PLURALISME. Den nye kulturminister, Mette Bock, skrev dette indlæg til bladet umiddelbart inden, hun blev udnævnt til minister.

4. HØJSKOLENS IDÈ: VÆR FÆLLES-

SKABETS STÆRKESTE BASTION I KONKURRENCESAMFUNDET. Debatten om højskolens idé blev også sendt afsted af Gertrud Thisted Højlund.

5. DET DANMARK DU KENDER

Teaterkoncerten Højskolesangbogen spiller for fulde huse på Det Kgl. Teater. Det er der i hvert fald én god grund til, skriver forstander Jørgen Carlsen. Nemlig sangene.

Eftersom populismen bliver en stadig større trussel lige nu, så er højskolerne mere nødvendige end nogensinde.

Cirka

16 %

af alle højskoleelever har ikke en ungdomsuddannelse.

Forstander Jørgen Carlsen i et interview i Politiken

ANEKDOTEN OVERVURDERET HERRETUR

Danebod Højskole ca. 1990. Drengene har besluttet at lave en herreaften, og i al ubemærkethed er de forsvundet til Sønderborg. Under aftensmaden går det op for pigerne, at drengene mangler. Drengene har indtalt et bånd, der skal afspilles, som på mandschauvinistisk vis handler om, hvor kedelig en aften det nu bliver uden dem. Pigerne holder råd! Efterfølgende ringer de til sergentskolen og inviterer 40 sergentelever i uniform. Klokken 23 skal jeg hente drengene i skolens gamle bus. Herreselskabet er godt kørt op og overbevist om, at de er savnet.

Jeg har aftalt med pigerne, at drengene skal føres ind i teatersalen. Salen er henlagt i mørke. Da vi står der, og lyset pludselig tændes, sidder pigerne på stole i en rundkreds hver med en uniformeret sergentelev på skødet. Det var første, men også eneste herretur på det elevhold.

FORTALT AF ERIK LINDSØ, BLANDT MEGET ANDET TIDLIGERE LÆRER PÅ DANEBOD HØJSKOLE.

5


TENDENS

6 HØJSKOLEBLADET

# 1 — 2017

KLIMAKRISE OG NYE FÆLLESSKABER


FRIE SKOLER I FÆLLES FRONT:

VI VIL GENSKABE DEN DEMOKRATISKE SAMTALE INTEVIEW

Med traditionen til fælles og 4 millioner fra TrygFonden i ryggen stiller højskolerne, friskolerne og efterskolerne sig i spidsen for Frirummet, et initiativ der skal forbedre den demokratiske samtale. Vi har mødt formændene for de tre foreninger, der tilsammen repræsenterer mere end 800 skoler over hele landet. Af Andreas Harbsmeier, Højskolebladet, Claudi Clausen, Friskolebladet og Torben Elsig-Pedersen, Bladet Efterskolen. Foto: Klaus Holsting

7


TENDENS

# 1 — 2017

INTERVIEW

S

amtalen går lystigt mellem formændene for de tre frie skoleformer, friskolerne, højskolerne og efterskolerne. Det har den gjort lige siden valgkampen op til Folketingsvalget forrige år. Da blev det tydeligt for de tre formænd, at der var noget galt med den måde, den demokratiske debat udspillede sig på i Danmark. Og her blev det tydeligt, at de tre skoleformer har en særlig forpligtelse til at handle og hæve stemmerne, når lige netop den demokratiske samtale er kuldsejlet. De tre formænd er bragt sammen i Vartov for at fortælle om det nye initiativ, Frirummet – en ny debatform, der skal lirke den fastlåste debatkultur op. Det er Lisbeth Trinskjær fra højskolerne, Peter Bendix Pedersen fra friskolerne og Troels Borring fra efterskolerne, der har taget plads omkring bordet. Med godt 800 skoler tilsammen i ryggen kan de tre tale med en vis vægt. TrygFonden har med fire millioner kroner også ydet et væsentligt bidrag til, at ressourcerne også er der til at realisere projektet. Konkret er Frirummet en ny debatform, der følger nogle klare spilleregler med forudbestemte elementer. Ved at følge formatet for en Frirumsdebat kommer man på to timer gennem de tre faser, der er nødvendige for at have en konstruktiv debat: Først trækker man fronterne op, så man ved, hvor man er uenige. Så reflekterer man sammen over, hvad man har til fælles, og hvad man selv er usikker på. Til sidst forpligter debattører og deltagere sig til at forsøge at finde frem til initiativer, der kan bringe dem videre til fælles bedste. Det er såkaldte debatpiloter, der initierer og faciliterer Frirumsdebatter. Frirummet tilbyder en gratis to-dages debatpilotuddannelse til lærere, forstandere eller andre fra de frie skolernes bagland. DEN DEMOKRATISKE DEBAT ER KONKURRENCEUNDERHOLDNING

Det var ikke givet fra starten, at de tre formænd kunne blive enige om, hvad der skulle til for at lave et fælles initiativ. Og hvad det så

skulle munde ud i. Men nu er det talt igennem, og de tre formænd er enige om grundpræmisserne. ”Vi har som foreninger en forpligtelse til at komme op med noget, der ligger ud over vores egen hverdag. Vi har en fælles historie, og vi er rundet af det samme DNA. Vi skal prøve at komme et skridt videre end blot at tale om, at vi er et historisk fællesskab. Vi har også en forpligtelse rent samfundsmæssigt. Vi skal være dygtige til det, vi hver især arbejder med i dagligdagen, men vi skal også byde ind med noget på den rent folkeoplysende bane,” indleder Troels Borring, efterskolernes formand, og der nikkes fra de to andre. Den udfordring, skolerne skal byde ind på, er den måde, den demokratiske samtale fungerer på i dag – ikke mindst i medierne. ”Al form for samtale – i hvert fald uden for vores egne kredse – er bygget op om en vinder og en taber, og det er konfliktfyldt. Det er underholdning, og det er noget, hvor man skal sidde og tænke: Hvem vandt denne gang? Man sidder tilbage som menig borger med en fornemmelse af, at det eneste, man i hvert fald ikke blev, det var oplyst. Man kan godt være i konflikt, men man skal være det på en ordentlig måde,” siger Borring. Lisbeth Trinskjær, højskolernes formand, tager over: ”Megen debat lige nu kører over en formel, hvor konflikten skal være så markant, at der bliver skabt to tydelige grøfter. Og alt det, der er derimellem, er ikke særlig interessant. Men hvis vi kigger på den folkeoplysende tradition og den måde, vi tænker på, så er det netop alt det, der er imellem grøfterne, der er allermest spændende. Fordi det er det, der er med til at bygge broerne.” Og Peter Bendix Pedersen fra friskolerne supplerer: ”Ét er måden, vi taler sammen på. Noget andet er, at vi også mister nuancerne. Og når vi mister nuancerne, så mister vi også forståelsen og fordybelsen. Vi mister evnen til at gennemskue nogle ting. Dermed går vi også glip af fællesskabet. Og fællesskabet er noget af de, vi kerer os allermest om. Da vi kom frem til sætningen ’Det Danmark, der taler sammen, hænger sammen,’

”Al form for samtale – i hvert fald uden for vores egne kredse – er bygget op om en vinder og en taber, og det er konfliktfyldt. Det er underholdning, og det er noget, hvor man skal sidde og tænke: Hvem vandt denne gang?” Troels Borring, formand for Efterskoleforeningen

8 HØJSKOLEBLADET


kom vendepunktet. Den rammer rigtig godt ind i, hvorfor vi gør det her.” OM AT BRINGE FOLK SAMMEN

Frirummet taler også direkte ind i aktuelle debatter og populisme og folk og elite, ifølge de tre formænd. Lisbeth Trinskjær forklarer: ”Populismen får magt, fordi de hurtige løsninger og de nemme svar virker super attraktive. Men så simpel er verden bare ikke. Vi vil gerne have unge og børn til at kunne håndtere den verden, som er virkeligheden. Ellers får vi bare mere og mere populisme. Det handler om at få et værn imod populismen. For udfordringerne er blevet mere komplekse.” Peter Bendix kommer med et eksempel: ”Tag bare debatten om bæredygtighed. Alle er bekymrede for klimaet. Men

vi har alle svært ved at gøre noget ved det, fordi det er så megastort og yderst komplekst. På den ene side ved vi alt muligt – vi kunne faktisk løse det, hvis vi ville – vi har viden, og vi har også pengene. Men vi gør det ikke, fordi det er så uoverskueligt. Vi bliver nødt til at insistere på nuancerne – og også turde være uenige. Så kridter vi banen op, for der er masser af dynamik i forskellighederne,” siger han. Men det er ikke kun de store nationale og globale debatter, Frirummet skal sættes ind i forhold til. Også på lokalt plan er udfordringen til stede. Mange af de frie skoler ligger steder, hvor der er langt mellem husene. ”Det handler ikke kun om, hvordan vi taler sammen. Det handler om, at vi taler sammen. I Kalundborg, som er nærmeste by til min højskole, er der problemer med

Vi har tillid til, at mennesker vil hinanden det ordentligt. Hvis ikke vi tænkte sådan, hvem skulle så gøre det? Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening

9


TENDENS

# 1 — 2017

INTERVIEWET - er lavet i fællesskab af redaktørerne for de tre blade, Efterskolen, Friskolebladet og Højskolebladet. Artiklen bliver trykt i alle tre blade.

FRIRUMMET Frirummet er et initiativ skabt af de frie skoler (efterskole, højskoler og friskoler) med støtte fra TrygFonden. Frirummet er en ny debatform, der først trækker konfliktens fronter op, for dernæst at skabe refleksion og give plads til tvivl og derefter prøve at finde frem til initiativer, der peger fremad – ikke nødvendigvis mod enighed, men selv små skridt i retning af det fælles bedste kan gøre en forskel. Det er såkaldte debatpiloter, der initierer og faciliterer Frirumsdebatter. Frirummet tilbyder en gratis to-dages debatpilotuddannelse til lærere, forstandere eller andre fra skolernes bagland. Uddannelsen tilbydes kun til fri- efter- og højskoler.

10 HØJSKOLEBLADET

INTERVIEW

nogle af de unge. Men bare det at rekruttere disse unge, der er så frustrerede, at de brænder biler af, til sådan en debat, sker ikke ved at indrykke en annonce i avisen. Det skal vi gøre en kæmpe stykke arbejde for. Vi skal ud og finde dem, der skal bygges bro imellem,” forklarer Lisbeth Trinskjær. Det leder hent til et andet problem, Frirummet retter sig mod, nemlig forestillingen om, at vi i stigende grad kun omgiver os med mennesker, der ligner os selv, og holdninger, der ligner vore egne. Vi kender ikke længere hinandens virkeligheder. ”I Danmark har vi gennem mange år haft den holdning, at hvis folk er socialt udsatte, er det kollektivets opgave at drage omsorg for dem. Der er ved at ske en ændring – også blandt unge – i retning af en holdning, der hedder, at det nok er en situation, man selv har bragt sig i. De unge er hverken dårligt begavede eller onde. De er bare kommet så langt væk fra den type udfordringer,” siger Lisbeth Trinskjær. HAR DE FRIE SKOLER SVIGTET?

Ser man ud i landskabet, har det gennem mange år, med få væsentlige undtagelser, været vanskeligt at få øje på de frie skoler i den brede demokratiske samtale. Har de frie skoler svigtet? Troels Borring: ”Hvis man skal svare helt kort og præcist på det – så ja. Det er også en del af drivkraften bag Frirummet. Vi er forpligtede til at være den frie stemme i debatten.” Lisbeth Trinskjær: ”Jo færre, der har reelle muligheder for at rejse en kritik, jo vigtigere er det, at vi gør det. Der er også den udfordring, at der er mange i vores skoleformer, der prøver at blande sig – også i den offentlige debat. Men de trænger ikke igennem, fordi det ukontroversielle synspunkt har trange kår.” Peter Bendix Pedersen: ”Det handler om at få civilsamfundet til at råbe op, så det ikke er staten og markedet, der løber med hele balladen. Der har vi muligvis sovet i timen, og derfor har vi en forpligtelse. Det forsøger vi at leve op til ved på den ene side at rejse debatten om debatten. Og på den anden side kommer vi med et bud på, hvordan vi så rent faktisk skal føre den samtale.” Det bud indebærer ifølge formændene en ambition om, at der i løbet af tre år skal være gennemført lige så mange frirumsdebatter,


som der er skoler. Det er 800 debatter. Den første frirumsdebat er allerede løbet af stablen på Tølløse Slots Efterskole før jul. Det gav nogle indikationer på, hvad formatet kan, men også på, hvad der kan forbedres. TILLID TIL MENNESKER

Frirummet bliver stadig udviklet, og de forhåbentlig mange debatpiloter, der bliver uddannet den kommende tid, vil kunne være med til den proces. På længere sigt er det også tanken, at Frirummet kan udvikles til et pædagogisk værktøj, som også de yngre elever på efterskoler og friskoler direkte kan have gavn af, forklarer Troels Borring. ”Hvis vi kan lære børnene det her, så understøtter vi fremtidens debatkultur. Hvis ikke vi gør det, så tager de ved lære af de sociale medier,” siger Peter Bendix, og Lisbeth Trinskjær supplerer: ”De unge er loyale. De gør det, samfundet har brug for. Vi skal lære dem, at det ikke er altid, at samfundet har ret. Måske er der brug for noget andet. Jeg tror, at mange politikere synes, at Frirummet er en god ide. Det politiske system har brug for borgere, der tager stilling og handler. Apatien er dyr.” Troels Borring mener, at det er helt afgørende, at vi lærer vores børn og unge at være i tvivl: ”Hvis man er demokrat og i øvrigt mener, at frisind er noget, der har betydning i praksis, så er man nødt til at lade de andre tale og tvinge sig selv til at lytte.” Alle formændene har både talt og lyttet sig gennem interviewet. Det har været en samtale. De forventer ikke, at alle vil hilse Frirummet velkomne. Tværtimod håber de, at initiativet i sig selv vil give anledning til en debat. ”Der vil være vil nogen, der siger, at det ikke noget nyt. Der vil være nogen, der siger, at vi prædiker for de frelste. Der vil være nogen, der siger, at vi er bedrevidende. Men vi er nødt til at holde fast i, at intet af det er vores intention,” forklarer Trinskjær, der også får det sidste ord: ”Vi har tillid til, at mennesker vil hinanden det ordentligt. Hvis ikke vi tænkte sådan, hvem skulle så gøre det?”. 

Det handler om at få civilsamfundet til at råbe op, så det ikke er staten og markedet, der løber med hele balladen. Der har vi muligvis sovet i timen, og derfor har vi en forpligtelse. Det forsøger vi at leve op til ved på den ene side at rejse debatten om debatten. Og på den anden side at komme med et bud på, hvordan vi så rent faktisk skal føre den samtale. Peter Bendix-Pedersen, formand for Friskoleforeningen

11


HB UNDERSØGER

# 1 — 2017

MANGFOLDIGHED KOMMER IKKE AF SIG SELV

Mangfoldighed kommer ikke af sig selv HB UNDERSØGER

De fleste højskoler har meget homogene elevgrupper – og langt størstedelen befolkes af unge med en almen gymnasial uddannelse i bagagen. Det har fået kulturministeren til at efterlyse større mangfoldighed på højskolerne. Men så længe skolerne har en klar profil, henvender de sig også til at afgrænset målgruppe, lyder det fra højskolerne. Af Andreas Harbsmeier

H

øjskolerne bør tilstræbe større mangfoldighed i elevgruppen, lød den utvetydige melding fra kulturministeren – i tillægget til decemberudgaven af Højskolebladet og senest i Politiken. De såkaldte 4.g’ere udgør en meget stor andel af eleverne, og det vil klæde højskolerne at række bredere ud, mener Mette Bock. Højskolebladet har nu undersøgt, hvordan det faktisk forholder sig med mangfoldigheden på højskolerne, hvis man alene ser på elevernes uddannelsesmæssige baggrund. Her viser tallene, at unge med en ungdomsuddannelse udgør langt størstedelen af eleverne på højskolernes lange kurser. Knap tre fjerdedele har færdiggjort en ungdomsuddannelse. Det svarer ret nøjagtigt til andelen af unge, der tager en ungdomsuddannelse i dag. Generelt set svarer mangfoldigheden på højskolerne – hvis man vel at mærke kun definerer mangfoldighed ud fra uddannelsesbaggrund – altså ganske godt til samfundet

12 HØJSKOLEBLADET

som helhed. Selv om der ikke findes nøjagtige tal for det, er det rimeligt at antage, at størstedelen af de unge med en ungdomsuddannelse på højskolerne har en STX (den almene gymnasieuddannelse) eller en HF med i bagagen, mens det er et fåtal, der har en HTX (teknisk gymasium) eller en erhvervsuddannelse. Ser man på den enkelte skole, tegner der sig dog et noget andet billede. Langt de fleste fra gruppen af unge uden ungdomsuddannelse fordeler sig på ganske få skoler. Størstedelen af skolerne har en overrepræsentation af unge med ungdomsuddannelse. OPFORDRING FRA KULTURMINISTEREN

Det er denne gruppe af højskoler, kulturminister Mette Bock retter sin opfordring mod. Hun er glad for, at tallene nu er lagt frem. ”Eleverne klumper sig sammen med dem, der ligner dem selv. Det er der jo ikke noget mærkeligt ved. Vi vil alle sammen gerne være sammen med nogle, der ligner os selv,” siger Mette Bock til bladet. Netop derfor er det en god udfordring for højskolerne at række bredere ud. ”Det handler ikke om, at højskolen skal løse bestemte sociale opgaver. Højskolen skal ikke være en problemløser. Men højskolen bør afspejle det samfund, vi lever i,” forklarer ministeren. ”Det handler om, at højskolerne skal række ud efter en bredere gruppe af befolkningen,” siger hun uden at lægge op til et politisk initiativ. ”Det er jo ikke noget, jeg skal sidde og bestemme. Det er jo højskolernes eget valg. Men det er godt, at vi får en diskussion af det. Det handler om, at højskolerne skal skabe en kultur, hvor man tiltrækker mange forskellige mennesker, så eleverne kan få lejlighed til at diskutere med nogen, der ikke ligner dem selv. Og det er altså ikke bare et spørgsmål om økonomi, men også om tradition,” siger Mette Bock. ”Det handler om at etablere en mangfoldighed, der må bygge på tanken om en fordomsfri, spændende samtale mellem mennesker, der er forskellige fra hinanden.”


Årselever på højskoler fordelt på grupper Omregnet efter tilskudsaktivitiet (pånær udlændinge og flygtninge) 5 % Flygtninge - anslået

22 åriges uddannelsesstatus i 2016 Tal fra Danmarks Statistik

5+8+1671 16+25+59 8 % Udlændinge anslået

16 % Erhvervsuddannelse

16 % Unge uden ungdomsuddannelse

25 % Ingen

59 % Gymnasial

71 % Med ungdomsuddannelse

VI KAN RUMME MERE, END VI TROR

Højskolebladet har talt med to af de skoler, der har en meget homogen elevgruppe. De er begge meget enige i, at mangfoldighed i elevgruppen er et ideal, højskolerne bør efterstræbe. Men ifølge dem begge ligger en del af forklaringen på homogeniteten i, at de som skole har en profil, der henvender sig til en særlig målgruppe. Jasper Mortensen, forstander på Oure Højskole, hvor andelen af unge uden gymnasial baggrund er forsvindende lille, kunne godt forestille sig, at en del af højskolens fremtid kunne ligge i at dyrke mangfoldigheden mere. Men han har ingen aktuel løsning på, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. ”Hvis man ikke har en profil og henvender sig til alle, så henvender man sig til ingen. Det er et dilemma, at når vi tilbyder noget bestemt, så henvender vi Mette Bock, kulturminister os til nogle bestemte grupper,” forklarer Jasper Mortensen. ”Vi gør rigtig meget ud af at fortælle, at vi er for alle, og vi har løftet rigtig mange elever, uanset hvad deres baggrund måtte være. Men de, der kommer hos os, kommer meget ofte med den samme baggrund. Ikke fordi vi gerne vil det. Men vores profil er sådan, at hvis man ikke har noget, man brænder for, så henvender man sig nok ikke til os,” fortæller han, og fortæller en historie, der alligevel nuancerer billedet. ”Vi fik en henvendelse fra en handicappet pige, der virkelig gerne ville være skuespiller. Vi havde lange drøftelser med lærergruppen, inden vi sagde ja til hende. Men det blev en kæmpe succes for alle, og det viste os, at vi kan rumme meget mere, end vi tror. Efterfølgende var vi lidt flove over, at vi overhovedet overvejede, om det nu var en god idé.”

Også Rødding Højskole er en af de skoler med en meget homogen elevgruppe. Med fag som politik, journalistik og litteratur kommer elever, der tiltrækkes af skolens profil. Unge, der har akademiske uddannelser for øje. Alle skolens elever har en ungdomsuddannelse. Anja Rykind-Eriksen, der er forstanderfrue på højskolen, fortæller, at det faktisk er et mål for skolen, at de har en bred elevsammensætning, men den profil, som skolen har, tiltrækker bare ikke den forskellighed, de gerne så. ”Vores faglige profil er meget boglig. Hvis elevsammensætningen skulle være bredere, ville vi være nødt til at sænke niveauet i undervisningen. Det er ærgerligt, men også en konsekvens af, at vi har en profil. Det handler om, at skolen rent fagligt kan tilbyde eleverne et niveau, som de efterspørger.” I stedet for at give køb på højskolens profil, har højskolen nu ti elever med flygtningebaggrund, som går på en særlig linje. Det er udtryk for et helt bevidst valg, der handler om, at de gerne vil sætte de øvrige elevers liv i perspektiv. Ifølge Anja Rykind-Eriksen er det ikke manglende formelle muligheder eller bureaukratiske forhindringer, der er årsager til, at elevgruppen ikke er bredere. Hvis højskolen besluttede sig for det, ville de også kunne få elever uden ungdomsuddannelse. ”Mulighederne er der, men det kræver, at skolen tager et aktivt valg om at henvende sig til den målgruppe. Vi har i stedet valgt at lægge indsatsen på flygtninge. Det handler om at tage en beslutning om, hvad man vil.” 

Det handler ikke om, at højskolen skal løse bestemte sociale opgaver. Højskolen skal ikke være en problemløser, men den bør afspejle det samfund, vi lever i.

13


AKTUELT

# 1 — 2017

HØJSKOLEN KORT

HØJSKOLEN KORT Lærerbolig i brand i Helsingør Den Internationale Højskole blev i starten af januar ramt af en brand i en af skolens lærerboliger. Heldigvis kom ingen til skade eller var i fare, da husets beboere var flyttet midlertidigt ind i en anden bolig grundet ombygning i det nu nedbrændte hus. Indtil videre vurderes det, at branden skyldtes en kortslutning i de elektriske installationer.

OMBYGNING I MILLIONKLASSEN Ry Højskole har taget første skridt i deres 2-årige gennemgående ombygning af de gamle skolebygninger ved at påbegynde nedrivningen af "Bakkehuset." Bygningen, der har været skolens ansigt ud til Ry by i over 100 år, vil blive erstattet af en ny bygning, der blandt andet kommer til at rumme nye undervisningslokaler, musiklokaler og nyt indgangsparti. I første omgang koster ombygningen 30 millioner kroner – penge som A.P. Møllers fond har doneret til projektet – men skolen arbejder i øjeblikket på at skaffe endnu 30 millioner kroner til yderligere ombygning i skolens andre bygninger.

Vibeke Grønfeldt modtager Montanas Litteraturpris Vibeke Grønfeldt modtog i januar Montanas Litteraturpris 2017 for romanen Endnu ikke. Prisuddelingen, der blev overrakt på Testrup Højskole, er på 100.000 kroner og er indstiftet af Dagbladet Information og Testrup Højskole i 2006. Prisen uddeles hvert år til en dansk forfatter af aktuel dansk litteratur, og tidligere vindere tæller blandt andet Mette Moestrup, Peter Øvig Knudsen og Asta Olivia Nordenhof.

14 HØJSKOLEBLADET


Ny idrætshøjskole på Færøerne I efteråret 2016 åbnede Ítróttaháskúlin í Suðuroy - Færøernes første idrætshøjskole - højskoledørene op for skolens første hold elever. Skolen udbyder linjefag i svømning, håndbold, fodbold og adventure og henvender sig først og fremmest til unge, som er færdige med folkeskolen og er fyldt 17 år.

HØJSKOLEBARN ÅBNER NY HØJSKOLE PÅ MALLORCA Til sommer åbner ny højskole på solskinsøen Mallorca. Højskolen er stiftet af jurist og tekstforfatter Kim Juul og Anna Katrin Nørgaard, der er journalist og tv-producent og datter af højskoleforstander Arne Nørgaard, der i 1955 stiftede Nørgaards Højskole ved Bjerringbro. Forstanderparrets vision er at tilbyde en anderledes oplevelse af Mallorca, hvor højskolefællesskab, foredrag og debat er i højsædet langt væk fra masseturismen.

NY DOKUMENTAR OM HØJSKOLES INTEGRATIONSARBEJDE DR1 sendte i januar dokumentaren "Habibi og campingpladsen," hvor man følger en gruppe flygtninge fra Eritrea i erhvervspraktik på en campingplads i Holbæk kommune. Lærere og elever fra Jyderup Højskole står bag integrationsprojektet, der har til formål at klæde flygtninge på til fremtidige praktikpladser og jobs på danske arbejdspladser. Dokumentaren kan ses på www.dr.dk.

Nyt fitnesscenter i Ollerup Gymnastikhøjskolen i Ollerup er i fuld gang med at bygge nyt fitnesscenter, der blandt andet skal danne rammen om skolens nye linjefag "Fitness og Sundhed". Ud over at give højskolens elever mulighed for at dyrke fitness på højt plan vil skolen også åbne fitnesscenteret for offentligheden, så det kan komme lokalbefolkningen til gode. Fitnesscenteret ventes at stå færdigt i slutningen af januar.

15


PORTRÆT

# 4 — 2016

ÅRGANG 1946

PORTRÆTINTERVIEW

De tre spillemænd i tidens succesband Folkeklubben turnerer land og rige rundt i deres rullende højskole og vinder publikum med en dagsorden, hvor danskhed rimer på dannelse, hvor Rifbjerg trumfer Vild med dans, og hvor Danmark hænger sindssygt godt sammen. Højskolebladet har mødt bandet og deres fans. Af Evelina Gold, journalist Foto: Morten Aagaard Krogh

"Folk vil gerne tales op til" 16 HØJSKOLEBLADET


17


PORTRÆT

# 1 — 2017

INTERVIEW

TØNDER KULTURHUS OKTOBER 2016

Klokken lidt i halv ni begynder foyeren at knitre af overtøj og forventning. "Folkeklubben - Tønder Kulturhus - Fredag den 21. oktober 2016", står der på plakaten udenfor. Og med sort tusch henover: UDSOLGT. På et podie midt på kulturhusets endnu tomme scene knejser Folkeklubbens trofaste cykel med styret. Ladcyklen, der engang udgjorde bandets tourbus og lagde hjul til deres drømme, og som nu nyder sit otium deroppe i orkanens øje. En del gensynskram de medsammensvorne fans imellem, nogle fyldte fadøl og tre kvarter senere går forsangeren Kjartan Arngrim, guitaristen Rasmus Dall og trommeslageren Rasmus Jusjong på scenen til lyden af folkedybets trofaste klapsalver. Som noget nyt har de den cubanske percussionist, Yohan Ramon, med på congas, bongos og maracas. Og så er efterårsturnéens første koncert i gang. To numre inde i første sæt tager Kjartan Arngrim en digtsamling frem. Det er Klaus Rifbjergs Knastørre digte, hvorfra Folkeklubben har hentet titlen på deres tredje album, Slå Flint!. Et album, der siden det udkom i august 2016, er blevet overdænget med stjerner fra selv de sureste anmeldere, og som er strøget direkte ind på førstepladsen på den officielle danske album-hitliste. “Det tager ti sekunder at læse op. Det er på syv linjer. Og skulle der stå en derude og sige ’det’ sgu lige godt grov’,” så kommer her en lille serviceoplysning: Løber du nu, så kan du nå hjem og se afgørelsen på Vild med dans,” siger Kjartan og smiler til publikum, der svarer med begejstret hujen og intense klapsalver. Slå flint! Hvis gnisten falder heldigt Brænder bålet. Slå flint! Og hvis det hele kikser Var der gnisten Som stinker tørt og Fucking godt. “Klaus Rifbjerg - giv ham en hånd!” siger Kjartan, og publikum lader klapsalverne regne ned over den store, danske digter. Sådan begynder endnu en aften i Folkeklubbens selskab. En tour de force gennem dansk kulturarv, litterære mastodonter, musikalske helte, vittig samfundskritik, uimodståelige melodier og fællesskabets fest. En elegant hilsen til Johannes V. Jensen, Martin A. Hansen, Brorson og Birthe Kjær. En hyldest til Benny Holst. En musikalsk gengivelse af tennis- og jazzikonet Torben Ulrichs filosofi om det perfekte slag. Et nik til Tom Kristensen, til Kjartans bedstefar, til Bob Dylan og J.D. Sallinger. En lussing til hykleriet på højrefløjen og på venstrefløjen og til den helt private, fede nærighed. 18 HØJSKOLEBLADET

OM FOLKEKLUBBEN Folkeklubben blev stiftet i maj 2011 og består af: Kjartan Arngrim (sang, tekster, rytmeguitar), Rasmus Dall (leadguitar, kor), Rasmus Jusjong (trommer, beats, synthesizers). I august 2012 udgav de EP’en (P)opsang og har siden udgivet tre album: Nye Tider (2013), Danmarksfilm (2014) og Slå Flint! (2016). Bandet er opkaldt efter den danske folkplade En aften i folke klubben med Cæsar, Per Dich og Poul Dissing.

Danmark hænger fuldstændigt sindssygt godt sammen. Der, hvor der kun skulle være skimmelsvamp og incest, findes nærvær, fordybelse, sammenhængskraft, lidenskab og viljekraft. Kjartan Arngrim, forsanger i Folkeklubben


VÆK MIG Jeg læser min avis i dag Skål i kaffe, købesex og fattigdom Glem den gode smag Jeg fanger dine øjne Ser du læser indenom Dine læber, der som fugle tager på træk Dine hænder hvisker kom og tag mig Hvem tør stå på mål i dag? Hvem tør sætte prisen på et nederlag? Du kan hygge dig med Martin A Glem den gamle løgner Læg dig her ved siden af Dine læber, der som fugle tager på træk Dine hænder hvisker kom og tag mig Væk mig når du går ud Væk mig når du når hjem Fat mod, vis hvad du kan Væk fjende som ven Væk mig når du går ud Væk mig når du når hjem Dine læber hvisker kom og tag mig Jeg læser min avis i dag Tampen brænder, dagen ligger øde hen Hvor blev håbet af? Sig det kommer Jeg ved det vender hjem igen Dine læber, der som fugle tager på træk Dine hænder hvisker kom og tag mig Væk mig når du går ud Væk mig når du når hjem Fat mod, vis hvad du kan Tænd flammen igen Væk mig når du går ud Væk mig når du når hjem Dine læber hvisker kom og tag mig (2016)

19


PORTRÆT

# 1 — 2017

INTERVIEW

VESTERBRO, KØBENHAVN DECEMBER 2016

Der er morgenkaffe på bordet i Kjartan Arngrims køkken i en toværelses på Vesterbro i København. Kjartan, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall sætter sig til rette ved det store, ovale spisebord og gør klar til at tale om dannelse, folkelighed og danskhed. For det er ord, der går igen og igen, når både folket og eliten taler om Folkeklubben. Skal de tre spillemænd selv beskrive, hvad Slå Flint!-albummet handler om, er det netop dannelse. “Da vores booker spurgte, hvad den nye plade skulle handle om, svarede vi, at den nok skulle handle om dannelse. ‘Det lyder fandeme kedeligt, det kan man ikke sælge,’ sagde han,” griner Kjartan. “Men det var der bare ikke noget at gøre ved. Hvis det er det, det handler om, så er det det, det handler om. Det kom også ud af nogle lange snakke, vi havde haft i tourbussen. Det er ikke et spil for galleriet, når vi siger, at vi har prøvet at gøre bussen til en 20 HØJSKOLEBLADET

rullende højskole. Det var faktisk med en klar vision. Da vi erstattede spildtiden på de sociale medier med papiraviser og bøger, gav det et helt andet niveau. Nogle gange giver det sig udslag i nye sange, andre gange er det bare som at få rugbrød i stedet for at spise pomfritter hele tiden,” siger han. Rasmus Jusjong: Det kan lyde totalt frelst, men vi skal også konstant minde os selv om det. Vi siger jo ikke, at vi sidder hver eneste dag og læser yet another book. Vi prøver bare at holde os selv til ilden. Rasmus Dall: For at lave sange skal man holde sig i bevægelse og være nysgerrig på alle mulige ting. Politik, aviser, bøger, musik, andre mennesker. Jo mere man bringer sig i forbindelse med det, jo hurtigere kommer der nye sange. Kjartan: Når man taler om dannelse, kommer man nemt til at tale om at være elitær. Nu stod der på forsiden af Højskolebladet i november, at Pia Kjærsgaard mener, at hun er en del af eliten, men ikke er elitær. Men hvad vil det sige at være elitær? For nogle vil det sige at snakke meget om dannelse, altså at eliten er en dannet


Vi har brug for noget åndelighed. Vi har brug for ro til at kunne tænke over tingene. Jeg tror ikke, man får noget kvalitet ved, at folk bare jager af sted. Vi har noget tankegods og vores egne gode, grundtvigske værdier, og dem synes jeg, vi vender ryggen lige nu, fordi vi går helt i panik over, hvad de laver i Kina. Anne Vibild, koncertgænger i Skive Theater

størrelse. Men vi har talt meget om, at vi synes, dannelse skal være en folkelig ting. Så hvis der er nogen, der siger, at det er elitært at være dannet, jamen så går vi efter at være et elitært band. Men jeg oplever, at folk derude vildt gerne vil tales op til. De er færdige med at crave, at man rammer den laveste fællesnævner. Man må gerne give dem det, de ikke vidste, de gerne ville have. Og man må også gerne tale om ting, de ikke ved noget om eller umiddelbart kan forstå. Det kan godt inspirere alligevel. Så kommer de op bagefter og spørger ‘Hvem er Steen Steensen Blicher? Hvem er Camus? Og hvad betyder det, at selvmordet er det eneste alvorlige filosofiske problem?’ Der er unge mennesker, der kommer hen og spørger ‘Hvad går Løgneren ud på? Hvorfor tager degnen ikke Annemari? Hvorfor er Annemari en sneppe?’ Så snakker vi om det. Det er også derfor, jeg tror på højskolerne. Nu er det ikke for at fedte for højskolerne, men jeg tror, det er så hamrende vigtigt med de højskoler, der satser på dannelse og ikke på frisbee og kitesurfing. At satse på dannelse kan løse mange ting. For et band, men også for en nation. Alt det morads, vi som land er havnet i med de krige, vi er med i, var aldrig nået så vidt, hvis de mennesker, der var i spidsen, var geografisk og historisk dannede mennesker. Så havde vi sparet rigtig mange penge, afhuggede ben og krydsfinerkister.

Som orkester har vi ramt en tid, hvor der er behov for noget andet. Der har været 15 år med meget effektiv pop og mange sange om efterfesten og den slags. Og noget af det har været meget fedt, men der var også brug for noget andet. Så stod vi der og var klar til at turnere med vores akustiske guitarer og danske tekster, som havde en umiddelbarhed, men også en dybde, der gjorde, at man kunne gå hjem og tænke videre over tingene. Og det, tror jeg, ankom til tiden. Rasmus Dall: Det handler om at ville hinanden noget. Vores sange vil folk noget, fordi de stiller nogle spørgsmål, og fordi der er flere lag i dem, så man bliver tvunget til at være nysgerrig. Når man er nysgerrig, er man i bevægelse, og så rykker man sig. Det er også den nysgerrighed, en højskole kan bringe i spil. Når man er sammen med en gruppe på 120 mennesker og bliver konfronteret med forskellige livssyn, opstår der en fælles magi, hvor man løfter hinanden. En fælles kraft, som er enormt inspirerende. Rasmus Jusjong: Dannelse er også at være nysgerrig på mennesker, der ikke ligner en selv. Det er vi som personer, og det tror jeg godt, folk kan mærke. Det kommer til at lyde så højpandet, men det

21


PORTRÆT

# 1 — 2017

INTERVIEW

handler om at undersøge, hvad andres liv består af, og hvad deres tilgang til livet er. Selvfølgelig har vi også det privilegium, at vi rejser rundt i hele landet og får lov til at møde så mange forskellige mennesker. Men det handler også om at være åben over for det.

TØNDER KULTURHUS OKTOBER 2016

Ægteparret Claus Hansen og Lene Skovborg, der har fulgt Folkeklubben siden bandets debut på Tønder Festival i 2014, skåler for endnu en god koncert. Og glæder sig over, at de fik lov at høre sangen Klokkerne Ringer som ekstranummer. De er i slutningen af 50’erne, men når deres tid rinder ud, er det den sang, de vil have spillet til deres begravelse. “Vi slås om den. Den, der dør først, får lov,” griner Lene. “Jeg har købt alle tre cd’er med Folkeklubben og skal have dem signeret til min søn, Martin. Han fylder 26 i næste måned og er meget stor fan af Folkeklubben. Han har været nede med stress, blev sygemeldt og derefter fyret. Så tog han sit gode tøj og rejste til Spanien for at vandre 800 km på Caminoen. Når man går på Caminoen, har man en lille sten med, som man lægger et sted på vejen for at komme af med sine bekymringer. Martin havde ikke en sten med - han havde i stedet skrevet teksten til Folkelubbens udgave af Benny Holsts Blomsten og Vasen, som han efterlod på Caminoen,” fortæller Claus, der kalder Folkeklubben for “Guldkantsdanmarks svar på Leonard Cohen”. Det med Guldkantsdanmark skal man kende lidt til Folkeklubben for at forstå. I 2014 udgav de Danmarksfilm - album nummer to - hvor særligt titelsangen handlede om skønheden og sammenholdet uden for den hovedstad, som ofte løber med al opmærksomheden. En hyldest til det Danmark, de omdøbte til Guldkantsdanmark til stor begejstring for fans i hele landet. Spillemandstilværelsen og de over 550 koncerter har bragt Danmarks muligvis mest turnerende band ud i de mindste af landets afkroge. Fra en nedbrændt kiosk på Nørrebro i København over landets psykiatriske hospitaler til sognegårde i Midtjylland og Hirtshals Kro. “Folkeklubben tør sige det modsatte af, hvad establishmentet siger. De tør sige, at der ikke er noget, der hedder Udkantsdanmark, fordi det jo handler om de mennesker, der bor her. Det synes jeg er rigtig flot,” siger Jens Christian Malle, der er tøndring og er kommet til aftenens koncert sammen med sin kone, Inger Malle, og deres venner. Faktisk har Jens og Inger fået koncertbilletterne i sølvbryllupsgave. “De tager vel over, hvor Shu-bi-dua og Kim Larsen har sluppet. Altså, de får os til at føle os danske,” tilføjer Jens.

VESTERBRO, KØBENHAVN DECEMBER 2016

Kjartan: Det er virkelig interessant, at folk siger, de forbinder vores musik med en følelse af danskhed. Som om det var et stabilt begreb. Men danskhed har altid været et begreb i forandring. Vi er gået fra at være en europæisk stormagt til at gå bankerot til at blive en miniputnation, som så alligevel blev Europamestre i 22 HØJSKOLEBLADET

fodbold. Det er et svært begreb at få klistret på sig, synes jeg. For nogle er danskhed røde pølser, for andre er det Højskolesangbogen, Grundtvig, Hal Koch eller Højlunds Forsamlingshus, for andre igen er det verdens lykkeligste folk eller en tyk ironi hen over det hele. Danskhed er først og fremmest noget, man selv kan påvirke. Ligesom man kan skabe sit eget band. Og vi synes da, det er fedt, hvis folk forbinder vores musik med danskhed. Vi insisterer bare på, at vores danskhed også må rime på noget, der er udfordrende. På dannelse. Rasmus Jusjong: Vi kan jo også konstatere, at vi aldrig bliver enige. Jeg kan finde mange danskere, hvis svar ville lyde helt anderledes end mit. Og mit bud er lige så dårligt eller lige så godt som deres. Kjartan: Ej, jeg synes faktisk ikke, at det er lige godt eller lige dårligt. Vi har ikke sandheden, men i og med at vi har turneret i næsten alle tænkelige byer i Danmark, vil jeg faktisk vove at påstå, at vi har et mere kvalificeret perspektiv end for eksempel Pia Kjærsgaard, som bruger meget af sit liv på Borgen og som skal sælge stemmer. Hun skulle sige sit job op som formand, købe en banjo og tage på turné. Ud at se det land, som hun hævder at vide alt om. Når vi siger, at Danmark hænger sammen i en sådan grad, at hvis det var en fælles, national erkendelse, så kunne vi klare alle udfordringer, er det faktisk ikke en holdning. Det er en erfaring, som vi har gjort os i løbet af de her fem år. Vores erfaring er, at Danmark slet ikke er ved at knække midt over. Tværtimod! Og så kan man sige: “Hvad ved sådan nogle tre spillemænd om det? Musikere er i øvrigt også nogle venstreorienterede røvhuller.” Nej, vi er ej. Vi er ikke et venstreorienteret band, overhovedet. Vi er heller ikke radikale, alternative eller borgerlige. Vi er et orienteret orkester. Og når det er sagt, så er der ikke noget galt i at være venstreorienteret. Det er først galt, hvis man ikke er orienteret. Og det er dem, der ikke er orienteret, man kan bilde ind, at det hele er ved at brække midt over. Det er bare et røgslør. Det passer simpelthen ikke. Rasmus Dall: Hele Danmarksfilm-albummet er skrevet, mens den der udkantsdebat kørte, og vi turnerede rundt i hele landet. Det er skrevet under vores genopdagelse af landet. Kjartan: Ja, og det, vi opdagede, var, at Danmark hænger fuldstændigt sindssygt godt sammen. Og at der, hvor der kun skulle være skimmelsvamp og incest, findes nærvær, fordybelse, sammenhængskraft, lidenskab og viljekraft, som vi virkelig kunne tage ved lære af. Rasmus Jusjong: Og virkelyst! Man kan mærke det, bare man går ned på Hagge’s Musik Pub i Tønder og er i hele det miljø af folk, der rent faktisk rejser sig op fra sofaen for at gå ud og skabe en virkelighed sammen. Det er der ikke meget skimmelsvamp over. Det er en levende by. Og jeg kan ikke komme i tanker om, hvornår jeg i København sidst har stået omgivet af mennesker i alle aldre med noget på hjerte og en lyst til at fungere sammen. I Tønder er det ikke så segmenteret. Der mødes Tønder Festivalens unge kunstneriske leder og byens ældre bankdirektør over en øl på en tirsdag aften for at få byen til at fungere. Og alle kender hinanden af samme årsag.


Kjartan: Men det begynder at vende nu. Fordi der er noget at hente derude. Ligesom der er noget at hente i en papiravis og i den danske skønlitterære tradition. Fra Blicher og frem er der virkelig noget, der kan tiltale ethvert moderne menneske. Og tingene er også ved at vende dannelsesmæssigt.

SKIVE THEATER OKTOBER 2016

Aftenen efter turnéstarten i Tønder sænker Folkeklubben-magien sig over det 125 år gamle Skive Theater med de vinrøde vægge, balnonce tilAnnonce januar-nr.: Annonce til tiljanuar-nr.: januar-nr.: koner og englefriser i gips og guld. Også her er der gensynskram i nonce tilAnnonce januar-nr.: Annoncetil tiljanuar-nr.: januar-nr.: fanskaren. Også her bliver der hujet og klappet, når Folkeklubben placerer Kirkegaard midt i værtshusromantikken, hylder galskaben eller synger om livets forgængelighed. Når de leverer deres (p)opsange til samfundet, til publikum, til sig selv. Helt oppe foran scenen står Anne Vibild og Claus Holst Iversen s.s.12 12 med hele deres smilende opmærksomhed rettet mod Folkeklubs.s.12 12 ben. De bor lidt uden for Viborg med deres tre børn på 17, 11 og 7 år. Børnenes alder har for dem på sin vis været det pH-papir, der har tilstand. yngste 185indikeret frie 185 skoler 185 samfundets frie frie ogskoler skoler børnehaver og og børnehaver børnehaver kanMed tagedet kan fejl kan tage tage barn fejl fejl i indsko185 frie skoler 185 frie ogskoler skoler børnehaver og og børnehaver børnehaver kan tage kan fejl kan tage tage fejl fejl lingen kan185 de frie tydeligt mærke folkeskolereformens og præstati-

de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ®

onssamfundets aftryk. “De bliver jo målt og vejet fra 0. klasse. Det er blevet for meget. Det er sjældent, at et menneske er fuldstændigt perfekt, og det synes jeg er helt ok. Men det bliver tit forlangt af os i vores samfund. Derfor er det befriende at være til en koncert, hvor forsangeren taler om nærvær og om ’de måske egnede’,” siger Anne, og Claus supplerer: “Konkurrencestaten har kørt siden 2001. Nu har vi brug for, at pendulet svinger. Og det er det, Folkeklubben står for. Vi har sgu brug for forandring. Vi har brug for forløsning.” “Vi har brug for noget åndelighed. Vi har brug for ro til at kunne tænke over tingene. Jeg tror ikke, man får noget kvalitet ved, at folk bare jager af sted. Vi har noget tankegods og vores egne gode, grundtvigske værdier, og dem synes jeg, vi vender ryggen lige nu, fordi vi går helt i panik over, hvad de laver i Kina. Vi skal bevare jordforbindelsen. Det er den følelse, Folkeklubben rører ved,” siger Anne. “De er fandeme nogle, der kan starte en revolution. De har tekster, som Kim Larsen og Lars H.U.G. havde i 80’erne, og samtidig laver de melodier, som virkelig rører én. De har fat i en tidsånd, som forhåbentlig er på vej ind igen, efter at vi har haft konkurrencestat i over 15 år nu,” siger Claus. 

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

nonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten: nonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten:

de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® Danmarks Danmarks førende Danmarksadvokatfirma førende førende advokatfirma advokatfirma når det gælder når når det det gælder gælder Danmarks Danmarks førende Danmarksadvokatfirma førende førende advokatfirma advokatfirma når det skoler gælder når når det det gælder gælder rådgivning rådgivning rådgivning af frie skoler af af frie frie skoler rådgivning rådgivning rådgivning af frie skoler af af frie frie skoler skoler Vi påtager aldrigos sager modsager frie mod skoler Vi Vios påtager påtager os aldrig aldrig sager mod frie frie skoler skoler Vi påtager aldrigos sager modsager frie mod skoler Vi Vios påtager påtager os aldrig aldrig sager mod frie frie skoler skoler

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

2010

januar januar2010 2010

2010

januar januar2010 2010

BERLINSPECIALISTEN Vi er specialister på grupperejser til Berlin Berlin 4 dage/3 nætter Inkl. morgenmad, ophold i flersengsværelser på valgt indkvartering samt bus t/r

fra kr. 790 pr. person

www.berlinspecialisten.dk Lillehøjvej 2 • 8600 Silkeborg Tlf. 8646 1060 • info@berlinspecialisten.dk

23


AKTUELT

# 1 — 2017

HØJSKOLELIV

ELEVPORTRÆT ESBEN SLOTH, 23 år, tidligere elev på Eventlab på Brandbjerg Højskole.

Selvportræt af Esben Sloth

JEG BLEV KENDT SOM KAMERAFYREN på højskolen, fordi jeg til den første fest var ham, der rendte rundt og tog billeder. Jeg havde fotograferetet stykke tid men aldrig lavet en video. På et tidspunkt havde en fyr fra højskolen brug for hjælp til at lave en musikvideo, og jeg fandt ud af, at dét var virkelig sjovt. JEG STARTEDE PÅ INGENIØRSTUDIET efter mit højskoleophold, imens jeg lavede film ved siden af. Jeg endte med at droppe ud efter første semester. Det var for tørt og slet ikke mig, og jeg fandt ud af, at jeg ville satse fuldt ud på at lave film. Jeg er helt sikker på, at det var mit højskoleophold, der gav mig modet til at tage den beslutning. Opholdet gav mig et kæmpe selvtillidsboost og troen på, at jeg nok skulle blive til noget – på den ene eller den anden måde.

NU HAR JEG MIT EGET ÈN-MANDS PRODUKTIONSSELSKAB, som jeg går all in på! Det sidste år har jeg lavet film hele tiden og ofte gratis bare for at få noget i mit portefolio. Jeg har blandt andet lavet en film for HARIBO, kursusfilm og en masse reklamefilm for små virksomheder. Forretningen vokser, men jeg kan stadig ikke leve af den. Måske vil jeg gerne studere noget med film, men hvis det pludselig begynder at gå rigtig godt i forretningen, bliver jeg nok der.

FILMKONKURRENCE Esben vandt i efteråret førstepladsen i Højskolernes filmkonkurrence "Højskoleliv i øjenhøjde" med sin film "Ska’ jeg vise dig rundt?" Filmen er lavet i ét take, og dommerne sagde bl.a., at filmen gav dem lyst til at tage på højskole. Se filmen på højskolerne.dk

INSTAGRAM #HØJSKOLE

@emilyhojrup/I dag har stået på afslapning, da vi havde fest i går. Vi har fået tegnet lidt og spillet brætspil og nydt lækker varm kakao. #krabbesholm #højskole #penogpapir #tegneredskaber

24 HØJSKOLEBLADET

@aiaaiaaia/Niels på jorden. #lys #musikvideo #engelsholm #højskole #kongenafThisted

@ninaspickermark/Kaffe og egen kop. Så er livet på højskolen skudt godt i gang. #shlive #højskole


DE NAVNKUNDIGE

DERUDE

EN INTERNATIONAL HØJSKOLEMAND

Mange anså Peter Manniches (1889 – 1981) drøm om en international højskole som forræderi imod ”højskolens ånd”, og derfor mødte han modstand. Manniches far var lærer i Nordsjælland, og han fik selv en lærereksamen fra Blaagaard. Herefter læste han dansk og engelsk på universitetet og arbejdede i Kristeligt Studenter Settlement, hvor han arrangerede foredrag for Vesterbros arbejdere. Da 1. Verdenskrig brød ud, blev han indkaldt til sikringsstyrken, hvilket udløste tankerne om internationalt samarbejde i fredens tjeneste. Et ophold på kvækerskolen Woodbrooke College ved Birmingham fik afgørende

betydning. Her oplevede han, hvordan eleverne hjalp tyske krigsfanger i en nærliggende lejr. Da Manniche kom hjem, udsendte han en plan for en højskole, der skulle bygge på kvækernes grundværdier om næstekærlighed, en Gud uden tilknytning til en bestemt trosretning og endelig på et demokratisk samfund. Den ungdomskultur, som Manniche bragte med sig, var modkultur til de grundtvigske, nationale højskolers holdning. Den Internationale Højskole i Helsingør åbnede i 1921. Her var han forstander indtil 1954. LARS THORKILD BJØRN HOJSKOLEHISTORIE.DK

KALENDER

6. februar fremtid? Har udkantsdanmark en hvorvidt , om te del Meningerne er er i pæn ligg der , det lan den del af r, har en afstand fra de store bye af sna k r sse fre mti d. De r er ma m af imu min et n og god vilje, me trup ms Slu n Fin ner me handling, vtaiati – blandt meget andet init Han . en” ant ger til ”Oprør fra udk det. op net lige om holder foredrag n ole øjsk terh Tea og sik Mu Kl. 19.30,

Politisk talkshow med Søren Espersen, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og partiets næstformand, er ikke bleg for at sige, hvad han mener. Det gør han givetvis også ved denne lejlighed, hvor han stiller op til politisk talkshow. Som oftest deler han vandene. Så meget desto bedre, at der også er mulighed for at stille spørgsmål. 13. februar kl. 19.30, Højskolen Marielyst

28. februar Danmarks første kvinde lige imam På Falster på Højskolen Marilyst har man et omfattende og var ieret program. Denne tirsdag i feb ruar er emnet: Politisk islam: Er isla mismen en trussel for de vestlige dem okratier? Danmarks første kvindel ige imam, Sherin Khankan, lægger op til debat. Kl. 19.30, Højskolen Ma rielyst

Kold Højskolehistorisk Forening har en meget aktiv næstformand – også her i bladets spalter, hvor han leverer historisk navnestof lige ovenfor denne kalender. Lars Thorkild Bjørn hedder han, og han kan levere yderst engagerede og vidende foredrag om blandt andet Grundtvig og Christen Kold. Denne gang er det sidste års 200-års fødselar, Christen Kold, der er på programmet i et foredrag på Bornholm. 14. marts kl. 19.30, Bornholms Højskole

”Kommer man til London uden at vide, hvad Brexit er for en størrelse, får man en klar idé om det, hvis man spørger immigranter. De to tilflyttere, Allie og Daniella, der kommer fra henholdsvis Australien og Tyskland, har på egen krop mærket, at det engelske samfund er i opbrud. Særligt, at tonen over for immigranter har ændret sig.” Iben Valery og Lise Weibel, Ry Højskole. Fra globalstory.dk

25


22 HØJSKOLEBLADET


BILLEDLIGT HØJE FORVENTNINGER Fotograf: Jeppe Høstgaard Poulsen

27

01


BILLEDLIGT

28 HØJSKOLEBLADET

02


BILLEDLIGT

HØJE FORVENTNINGER

03

BAG OM BILLEDERNE Fotograf: Jeppe Høstgaard Poulsen, tidligere elev på Krogerup Høje forventninger Myanmar har siden revolutionen i 2007 og det demokratiske valg i 2010 gennemgået en stor udvikling. En udvikling, der fremover vil tage yderligere fart og markant ændre det traditionsrige samfund til et mere uspoleret, globaliseret og velstående samfund. Lige nu befinder landet sig midt i den tidskrævende proces fra militærstyre til et velfungerende demokrati.

01 Yangon, Myanmars største by, er på mange måder en by i vækst. Globaliseringen sætter langsomt sine tydelige spor i mulighedernes by. 02 I de fattige og slumlignende områder ses der hytter fyldt med kreative og innovative løsninger på praktiske problemer. Her formår de at udnytte de få midler, de har, til at opnå bedst mulige levevilkår. 03 Kontrasterne i landet ses tydeligt ved verdens længste teaktræsbro i Sagaing provinsen. De mange turister bevæger sig selvsikkert og overlegent over attraktionen, der samtidig bruges flittigt til at forevige overklassens bryllupper. Alt imens udgør den brede beskidte flod under broen en vigtig levevej for underklassen, der med primitive metoder kæmper for dagens fangst.

29


DEBAT

# 1 — 2017

PÅ SPIDSEN

PÅ SPIDSEN

DEN DEMOKRATISKE DANNELSES BENZIN Idealet om højskolen som pluralistisk mødested findes rent faktisk. I hvert fald på ungdomshøjskolerne. En replik til kulturminister Mette Bock

Af Svend Lindholm Hansen og Lars Andreassen, hhv. forstander på Ungdomshøjskolen ved Ribe, lærer på Egå Ungdoms-Højskole

H

vis kulturminister Mette Bock har ret, når hun i sit essay fra Højskolens Idé (Højskolebladet #8, december 2016) udfordrer ”påstanden om Højskolen som et pluralistisk mødested,” så har vi på højskolen et helt konkret problem med ikke blot det ene af vore hovedsigter, men to: nemlig den folkelige oplysning og den demokratiske dannelse. Om hun har ganske ret, skal vi ikke kunne sige, men vi har ofte hørt bemærkningen om, at højskolerne er en slags 4.G. Uanset hvorledes det forholder sig, så vil vi hævde, at ungdomshøjskolerne stikker ud og for alvor materialiserer idealet om folkelig oplysning. Okay, vi har ikke generationsmøder – ud over dem mellem personale og elever – på vores skoler, men vi har elever fra alle socialklasser. Vi har 12-tals piger, der knækkede nakken i jagten på det perfekte. Vi har drenge fra kanten og prinsesser fra blokken. Vi har både direktørens og kontanthjælpsmodtagerens børn. Vi har sønner og døtre af både privat og offentligt ansatte. Vi har inge30 HØJSKOLEBLADET

niørens og chaufførens børn. En smule flygtningebørn er det også blevet til (men kun sønnerne, når vi ser bort fra Sommer Camp på Egå Ungdoms-Højskole). Vi har elever fra alternative familier, brudte familier, plejefamilier og kernefamilier. Og vi har elever fra alle egne af Danmark – og vi er virkelig tæt på at have dem fra alle kontinenter også: Europa, Afrika, Asien og Amerika. Der skabes netværk på tværs af alle skel, og der modnes en accept af hinanden, som de knapt registrerer. Vi må hele tiden have for øje at bringe dem sammen via fag, der tænker dem alle med på trods af de forskellige forudsætninger. ”Jeg synger ikke så højt med, fordi de andre ikke synger så højt, derfor bliver jeg

Vi har både direktørens og kontanthjælpsmodtagerens børn. Vi har sønner og døtre af både privat og offentligt ansatte. Vi har ingeniørens og chaufførens børn.

genert ved min egen stemme, men jeg er med alligevel,” som en elev formulerede sig. Der er masser af situationer, hvor forskelligheden mærkes og sætter spor. Der er ikke nødvendigvis tolerance med det samme, men over tid modnes den, og eleverne finder hinanden gennem den opgave, det er at være sammen 24-7. Nogle gange går det dog hurtigt. ”Efter to dage vidste jeg bare, at her skulle jeg være i så lang tid som muligt. Alle er meget forskellige, men vi er ens i accepten af hinanden. Og for første gang bliver jeg ikke mobbet på den skole, jeg går på. Og selvom jeg ikke snakker lige godt med alle, så lærer jeg også meget af dem, jeg ikke snakker med.” I den bedste verden er det faktisk sådan, at mødet med ”de mærkelige”, altså dem der er anderledes end os selv, fører til de helt store nye erkendelser. Hvis man er nysgerrig nok. Og det er vores unge på de to ungdomshøjskoler. Den folkelige oplysning, som er den, vi taler om her, er derudover vigtig på et lavpraktisk kværnende niveau. Den fører måske ikke til innovation og/eller til nye erhvervseventyr, men den lærer os kort og godt noget om det alment menneskelige: at vi alle drives af og motiveres af begæret efter kærlighed og anerkendelse. Og det er måske i virkeligheden det bedste, der kan ske, fordi det øger vores forståelse for dem, vi ikke kendte i forvejen og måske var bange for at møde. Den folkelige oplysning er således den demokratiske dannelses benzin. 


DEBAT

DET TALER VI OM

@DEBAT ”Vi er alle eksistentielle fumlegængere - men det skal vi ikke være kede af.” Forstander for Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, i Politiken

”Jeg er helt enig i ønsket om en bredere sammensætning blandt eleverne. Det tror jeg sådan set, alle højskolefolk er. Udfordringen ligger jo i, hvordan man så får dem til at tilmelde sig. Det er jo frivilligt.”

TIDSÅNDEN KORT IFØLGE BJØRN BREDAL, FORSTANDER JOHAN BORUPS HØJSKOLE

Forbyd

Genialt

Popcorn! Ikke overalt, men i hvert fald i biografer. De hørmer, de larmer og de sviner. Hvad er det for en øjensygdom, der har ramt det danske biografpublikum? Kan de ikke se lærredet uden 3Dbriller, popcorn og Cola? Cola skal også forbydes!

Star Wars. Samme scene hele tiden: Nogle farlige nogen angriber nogle andre farlige nogen. Under 7’eren gik jeg ud og spiste en hotdog - da jeg kom tilbage: samme scene. Under 8’eren sov jeg en time - da jeg slog øjnene op: samme sted på en fjern, fjern galakse. Genialt betryggende.

Morsomt Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

Malte Bang på hojskolebladet.dk i en kommentar til kulturminister Mette Bocks ønske om større pluralisme på højskolerne.

Træls Af slagsen. Det alt, alt for udbredte udtryk ”af slagsen”. Alle bruger det lige nu og tror, de taler godt dansk: ”Vi har lige haft et regnvejr, og nu får vi snart et nyt et af slagsen”. Træls!

3 FOREDRAGSHOLDERE ENHVER HØJSKOLE BØR BOOKE ANBEFALET AF OLE TOFTDAHL, FORSTANDER PÅ RY HØJSKOLE

TRE RELIGIONER ÈN HISTORIE Skuespiller og sceneinstruktør Hans Rønne er aktuel med forestillingen "Abrahams børn" – et teaterstykke, der med afsæt i kristendommens, jødedommens og Islams oprindelse tegner et billede af tre religioner, der på trods af en fælles fortid ofte er i strid med hinanden. ”Fantastisk spændende bidrag til at forstå de tre religioner, der udspringer i Jerusalem."

KRITIK PÅ ARBEJDSPLADSER Med udgangspunkt i bogen "Afvæbnet kritik" giver sociolog og RUC-professor Rasmus Willig et indblik i, hvordan der bliver svaret på medarbejderes kritik i de store velfærdsprofessioner. Det viser en ny kultur af afvæbnet kritik på danske arbejdspladser. ”Han er en dygtig formidler og skabte en god debat med eleverne.”

GIV DANMARK ET NYT PENGESYSTEM Mindre gæld, et mere demokratisk pengesystem og et bankvæsen, der ikke låner penge ud, de ikke har, er nogle af de forandringer, foreningen "Gode Penge" ønsker for det danske pengesystem. Videnskabsteoretiker og bestyrelsesmedlem i foreningen Ib Ravn giver i sit foredrag et indgående indblik i pengesystemet og foreningens forslag til en reform af det. ”Han gav et spændende indblik i, hvordan penge bliver til, og hvordan man forhindrer og løser kriser.”

31


DEBAT

# 1 — 2017

KRONIK

STEDET HVOR MAN ER SIG SELV, MEN IKKE ER ALENE KRONIK

Det etablerede uddannelsessystem er som en bustur. Man kan hoppe af inden slutdestinationen, men man betaler for hele turen.

Af Anders Kjærsig forfatter og debattør

J

eg var højskolelærer tilbage i begyndelsen af halvfemserne. Dengang havde højskolerne mange penge, og mange højskoler var rige. Bygningerne fungerede optimalt. Der var ikke toiletter på alle rum, men det kom, fordi højskolerne blev lavet om. På værelserne havde man skabe til sig selv og kunne skabe sig selv, som man ville. Det var en fed tid. Og det er det stadig. Højskolen er nemlig helt unik og har måske mere end nogensinde før en berettigelse i det danske uddannelsesbillede. I en tid, hvor alting skal måles og vejes, hvor nypositivismen og naturvidenskaberne er de dominerende markører for tænkning, hvor djøfisering og New Public Management er styrringsmekanismer, der gennemtrænger de offentlige uddannelsessteder, der har vi i den grad brug for et alternativ – ”det anderledes andet” – Højskolen. Højskolens idé er nemlig, at man ud fra det historiske og poetiske skal danne mennesker til at være individualister og samtidig indgå i forpligtigende fællesskaber. På højskolen er man sig selv ved at være en del 32 HØJSKOLEBLADET

af andres liv. Begge dele er på spil. Det minder mig om den danske digter Søren Ulrik Thomsen, der skriver om den danske folkekirke, at den er et individualiseret fællesskab. Her mister man ikke sig selv ved at være sammen med andre. Det er en ganske udmærket forklaring på dét, som er højskolens grundlæggende ide: Et sted hvor man er sig selv, men ikke er alene. Derfor burde alle få et betalt højskoleophold. Det er godt for den almene dannelse. Det styrker både det eksistentielle og det fælleskabsorienterede. Lad mig i det følgende fremhæve to faktorer, der er med til at definere den danske højskole mellem individualisme og fællesskab: TID OG RUM

Skal du med bussen, tager det tid. Der er en tidshorisont, som skal holdes. Bussen går til tiden. Tjek tidsplanen, som man siger. Det samme gælder for de etablerede uddannelsessystemer. Her er tiden også afgørende. Det tager tid at tage en uddannelse. Det tager ikke blot ens egen tid, det tager også andres tid. Man er en tidsrøver, når man bruger det officielle uddannelsessystem. Derfor skal man helst afslutte sin uddannelse inden for en given tidsramme. Det har noget med klippekortet at gøre. Kan man ikke afslutte sin uddannelse til et givent tidspunkt, så ryger man ud. Tid koster nemlig penge. På samme måde med bussen: Kan man ikke nå bussen, kommer man for sent, så kommer man ikke med,

I en tid, hvor alting skal måles og vejes, hvor nypositivismen og naturvidenskaberne er de dominerende markører for tænkning, hvor djøfisering og New Public Management er styrringsmekanismer, der gennemtrænger de offentlige uddannelsessteder, der har vi i den grad brug for et alternativ.


og en anden får ens plads. Det etablerede uddannelsessystem er at sammenligne med en bustur. Man kan hoppe af inden slutdestinationen, men man betaler for hele turen. Sådan er højskolen ikke. Den tænker ikke i tid, men i rum. Det lyder mærkeligt, men sådan er det. Her er man ikke underlagt tiden. Selvfølgelig går tiden, det gør den altid, men det er ikke tiden, som afgør forløbet. Det er ikke tiden, der bestemmer stedet, og den måde man tænker på, når man er på højskole. Det er en væsentlig forskel. Tiden sættes til side, eller tiden suspenderes for en tid, fordi rummet overtager. Det har noget med dannelse at gøre. På højskolen er der ikke en tidsfaktor, der afgør ens dannelse. I stedet er man bestemt af de rum, man færdes i. Man kan gå fra det ene rum til et andet: Fra filosofi og litteratur over musik og sang til teater og drama. Man skal heller ikke op til en eksamen eller er styret af et klippekortsystem. Man skal selvfølgelig holde de aftaler, man har indgået, i forhold til de fag, man vælger. Men man kan vælge om og vælge fra og dermed bevæge sig fra fag til fag. Det gør, at tiden ikke bestemmer over ens dannelse. Det gør derimod de rum, man nu færdes i – og det man møder i disse rum. Men rummet er også altid andres rum. Tiden er min egen, men ikke rummet. Man deler rum, fordi rummet giver plads til andre. Det gør tiden ikke. Man er involveret i hinandens liv, fordi man færdes i forskellige rum. Det ligger i sproget: Tag plads i sofaen – en sådan udtalelse kræver rum; velkommen, kræver rum; sæt dig ved bordet og tag ordet, kræver rum. Det ved ethvert menneske, som har frekventeret en højskole. På den måde er rummet både en begrænsning og en udvidelse af ens horisont. Man bliver faktisk mere rummelig af at færdes med andre i de rum, man nu deler. Rum er på den måde både individualiseret og fælleskabsorienteret. VIDEN OG DUMHED

Inden for de sidste 25 år har der været en udtalt tilbøjelighed til, at vi vejer vores viden. Jo klogere, des bedre. Viden er blevet kvantitativ. Uddannelse og efteruddannelse kan vi ikke få nok af. Vi skal hele tiden følge med, arbejde med os selv og vores karriere. Sådan får vi det fortalt af de forskellige uddannelsesinstitutioner, af lærere og politikere, selv erhvervsfolk vil have veluddannede og kloge mennesker. Vi vil have viden. Men viden er også uviden. Viden og u-viden hænger sammen. Det lyder mærkeligt, men det skyldes, at viden kun kan erhverves, hvis der er noget, vi ikke ved. Det var der en klog filosofisk mand, som engang skrev. Han hed Nikolaus Cusanus, kom fra Italien og tænkte i 1400-tallet. Han kaldte det ”de docta ignorantia”, hvilket betyder ”den indsigtsfulde uvidenhed”. Hermed mente han, at man faktisk har en mulighed for

at blive klogere ved at vide noget om sin egen dumhed. Der er en vis dannelse i denne tankegang. Når man kender sin egen intellektuelle begrænsning, så er man motiveret for at forstå noget nyt. Det er faktisk innovativt at være bevidst dum. Det samme sagde Sokrates mange år før: Viden er at vide, at man i bund og grund intet ved. På højskolen er der tid til denne tankegang. Eller der er rum til dette. Man kan faktisk få viden af at vide noget om, at der er noget, man ikke ved. Ikke-viden skaber viden, fordi man bliver søgende. Ikke som en teknokrat, men som en eksistens. Det skaber dygtige og medmenneskelige mennesker. Eller det skaber nysgerrige mennesker, som søger ny viden. Dumhed gør et menneske klogt. Ikke klogskab! Med andre ord er et højskoleophold en mulighed for at blive klogere, fordi der er rum til at være dum i på den opbyggelige måde. Det er nok den eneste institution, som tør tænke sådan. Det er med til at give unge mennesker et blik for at se virkeligheden på en anden måde end de etablerede uddannelsesinstitutioner. På den måde er højskolen måske det bedste sted at danne mennesker uanset alder. Hvem tør vide med sig selv, at klogskab starter med dumhed – ”den indsigtsfulde uvidenhed”? Denne uvidenhed deler man med andre. Den er man ikke alene om. Og man bliver ikke dummere af at tale sammen. Det viste allerede Platon. Man kan læse sin egen bog, men man bliver ikke klog. Det rimer på dansk. Det er nødvendigt at dele tankerne med andre, og her er alle lige dumme på en lige så klog måde. Når man diskuterer det, man har læst, så får man modstand og sætter sin egen skråsikkerhed på spil. Det er der ikke blot en udfordring i, det er der også en erkendelse i. På den måde er viden og u-viden spændt ud mellem individualisme og fællesskab. Man hjælper hinanden til at blive skarpe ved at være hinandens gensidige svær og slibesten. Højskolen er et ideelt sted at få de to ting til at mødes. Her bliver man klogere ved at diskutere sin egen uvidenhed. Det er ikke blot en smuk tanke, men også en etisk korrekt tanke. Når man begiver sig ind under den andens argumenter, så bliver man et bedre menneske. Her er der ikke forskel på professoren og profeten, bistandsklienten og bankdirektøren. Det er et menneskeligt og medmenneskeligt faktum, som er grundlæggende bærende for et samfund. Derfor bør man sende alle på højskole. 

33


Japans ungdom demokratisk

34 HØJSKOLEBLADET


m skriger på k selvtillid

REPORTAGE

Det er de gråhårede generationer, der sidder på magten i Japan og fører politik for den boomende ældrebefolkning. Samtidig stemmer kun en tredjedel af de unge, når der er valg. Men det vil to idealister – Kensuke og Aozora – gøre op med ved at bringe studerende og politikere tættere på hinanden. Tekst og foto: Sofie Buch Hoyer, freelancejournalist og tidligere højskolelærer

35


REPORTAGE

# 1 — 2017

JAPANS UNGDOM SKRIGER PÅ DEMOKRATISK SELVTILLID

F

orklaringerne er mange. “Jeg kan alligevel ikke gøre nogen forskel”, siger en. “Det er bedre at lade være, hvis ikke man ved noget om det”, lyder det fra en anden. “Politik vedrører ikke mig”, mener en tredje. I Japan er stemmeandelen blandt unge ekstremt lav. I 2013 og 2014 var det kun en tredjedel af folk i 20’erne, der stemte — langt fra landsgennemsnittet på 52 procent. Ved det seneste parlamentsvalg i juli 2016 var valgretsalderen blevet sænket fra 20 til 18 år, hvilket fik mange førstegangsvælgere til stemmeurnerne. Men uden at hæve den generelle stemmeandel for unge betydeligt. Der er ellers nok at tage hånd om i landet: En skrumpende befolkning, et socialt velfærdssystem under pres fra de store ældregenerationer foruden en stærkt stagnerende økonomi. Så hvordan i alverden kan det være, at så få unge stemmer i et demokratisk og højtudviklet land som Japan? Globalt stemmer unge i mindre grad end deres forældre. Men i de senere år er begrebet “sølvdemokrati” begyndt at klæbe til Japan på grund af den gråhårede magtelite, der først og fremmest fører politik for de ældre, mens ungdommen forbliver politisk passiv. TO FORSKELLIGE VERDENER

Ifølge 30-årige Kensuke Harada, der er stifter af non-profit-organisationen YouthCreate, har kløften mellem unge og politikere vokset sig alt for dyb. Han er skredet til handling: En lørdag aften i starten af november byder han en snes universitetsstuderende velkommen til “Voter’s Bar” — et initiativ, der skal gøre Japans yngre generationer mere bevidste om politik. “Mange unge tror, at den politiske verden er en anden verden end den, de selv lever i. Mit mål er at nedbryde den mentale barriere ved at bringe politikere og studerende sammen for at diskutere demokrati og medborgerskab på lokalt plan,” forklarer han, kort før arrangementet skydes i gang. Vi befinder os i Tokyos centrale Toshima-kvarter, hvor tre byrådsmedlemmer har takket ja til at komme og fortælle om deres mærkesager og deres motivation for at gå ind i politik. Efter Kensukes velkomst og den indledende præsentation er det de unges tur: Hvordan skaber vi en bedre fremtid for Japans børn og unge? Og hvilke konkrete initiativer kan man igangsætte lokalt? Diskussionen bølger derudad i en hyggelig og afslappet tone, hvor de unge deltagere, som for de flestes vedkommende aldrig har mødt en politiker, nysgerrigt spørger ind til byrådsmedlemmernes arbejde. Her er ingen kække punchlines, der skal fyres af for rullende tv-skærme — og som aftenen skrider frem, byder debatten på emner lige fra øget tilskud i forbindelse med fertilitetsbehandling til kvaliteten af læreruddannelserne. Ungdommen skriger på demokratisk selvtillid, mener arrangøren Kensuke, der allerede i sin studietid arbejdede for at gøre sine jævnaldrende mere engagerede i samfundet. “Lige nu er rækkefølgen i japansk politik, at lovene bliver vedtaget, hvorefter befolkningen får indsigt i dem. Det burde være omvendt, hvis blot civilsamfundet og især de unge blev aktiveret mere,” siger han.

36 HØJSKOLEBLADET

POLITIK HANDLER STADIG OM KRIG OG FRED

Asger Røjle Christensen er mangeårig korrespondent i Japan, og han nikker genkendende til de unges passive deltagelse i politik. Få japanere under 35 år synes, at hele “cirkusset med ældre mænd i jakkesæt” kommer dem ved, og endnu færre har sat sig ind i politik, forklarer han. “Man burde nok vide noget mere om den slags, fniser de, når de bliver spurgt. Men jeg forstår dem godt. Det må være uhyre svært at etablere og fastholde en politisk interesse, når man slet ikke har nogen jævnaldrende at dele den med,” siger Asger Røjle. Den politiske apati bunder blandt andet i, at nutidens unge er født af efterkrigstidens babyboom-generation. Deres forældre har ikke oplevet krigen, og det har de heller ikke selv. Ungdommen, som er kommet i mindretal i befolkningen, er med andre ord vokset op i et urbant samfund, hvor de hverken har måttet sulte eller frygte for en ny militær konflikt. “Men indtil for nylig har det været krigstidsgenerationerne, der har formuleret japansk politik på alle fløje,” lyder det fra Asger Røjle. Dermed har meget politik handlet om krig og overlevelse — langt fra de unge japaneres hverdag. Samtidig har nyere økonomiske udfordringer betydet, at det langt fra er alle, der har fået fodfæste på arbejdsmarkedet. Det har givet bagslag socialt, og mange japanske unge knokler derfor nu på universiteterne for at få de bedste muligheder senere i livet, forklarer han. STUDERENDE IMOD FORFATNINGSÆNDRINGER

Studenterpolitisk blev der også knoklet på i sommeren 2015, da den såkaldte SEALDs-bevægelse (Students Emergency Action for Liberal Democracy) organiserede storstilede demonstrationer — de største siden 1960’erne — mod Japans siddende præsident, Shinzo Abe. Det skete, fordi regeringen har planer om at bløde landets pacifistiske forfatning op. SEALDs fik med sine ugentlige protester foran Japans parlament international mediebevågenhed og skubbede til billedet af japanske unge som værende dovne og uengagerede i politik.


Hvis politikerne bliver ved med kun at prioritere de ældre, så står vi om en generations tid med en masse mennesker, der skal føre samfundet videre uden at vide, hvordan de skal gøre, fordi de aldrig har følt sig som en del af systemet.

Lige nu er rækkefølgen i japansk politik, at lovene bliver vedtaget, hvorefter befolkningen får indsigt i dem. Det burde være omvendt, hvis blot civilsamfundet og især de unge blev aktiveret mere. Kensuke Harada, 30 år, stifter af non-profit-organisationen YouthCreate

Aozora Fujiwara, 22 år, leder af Tokyo-kontoret af organisatio-

nen dot-JP

Men det lykkedes ikke at forhindre vedtagelsen af en række sikkerhedspolitiske lovforslag, der giver Japans militær udvidede beføjelser. Studenterbevægelsen bekendtgjorde derfor på sin Facebook-profil i sommer, at den havde opløst sig selv. Lederne i SEALDs er enten blevet trætte af det hele, eller også er de på vej ind i mainstream-politik, forklarer Asger Røjle. “Efterkrigstidens japanere er og bliver ikke noget diskuterende folkefærd, og japanske skoleelever og universitetsstuderende opdrages bestemt heller ikke til, at det skal blive anderledes i fremtiden,” siger han. PRAKTIK UDE I SAMFUNDET

Aozora Fujiwara er en af dem, der ligesom Kensuke Harada heller ikke vil finde sig i, at ungdommen bare ser på, mens Japans demokrati bliver mere og mere sølvhåret. Hun leder Tokyo-kontoret af organisationen dot-JP, der formidler to måneders praktikophold for studerende i ngo’er, hos

politikere og i offentlige institutioner. Organisationens hovedformål er at ændre unges stemmeadfærd, og siden 1998 har over 23.000 universitetsstuderende været i praktik ude i samfundet. Aozora på 22 var selv i lære hos en nødhjælpsorganisation for tre år siden, hvor hun gennemførte research på de menneskelige konsekvenser af atomulykken ved Fukushima i 2011. Bagefter blev hun hængende som projektmedarbejder i dot-JP, og hun har nu en deltidsstilling ved siden af sit studie i internationale relationer. Aozora fortæller, hvordan de fleste unge vender tilbage fra deres praktikophold med en dybere indsigt i politik og en forstærket lyst til at bidrage til samfundet. “Så snart unge finder ud af, hvad det politiske og humanitære arbejde går ud på, får de også øjnene op for de muligheder, der er for at præge demokratiet,” siger Aozora. Hun advarer mod, at kløften mellem unge og det politiske system vokser sig endnu dybere: “Hvis politikerne bliver ved med kun at prioritere de ældre, så

37


REPORTAGE

# 1 — 2017

JAPANS UNGDOM SKRIGER PÅ DEMOKRATISK SELVTILLID

står vi om en generations tid med en masse mennesker, der skal føre samfundet videre uden at vide, hvordan de skal gøre, fordi de aldrig har følt sig som en del af systemet”. Men er det ikke fair nok, at politikerne gør mere for de ældre, når nu en fjerdedel af befolkningen i Japan er over 65 år? “Det er okay at prioritere sølvgenerationerne, fordi det er dem, der er flest af. Men det er ikke fair ikke at inddrage unge i fremtidsplanerne for samfundet. Så fortsætter vi med at blive væk, når der skal stemmes, og så sker der ingenting,” lyder det fra Aozora.

samfund skal formes,” lød det fra Maho Aristo, der er medlem af regeringspartiet, Liberal Democratic Party. Men der er ingen tid at spilde, mener Kensuke. “Er det ikke ærgerligt at sige ‘jeg skulle have gjort noget’ om ti år?,” spørger han. “Politik kan være meget komplekst, men det er virkelig nemt at give udtryk for sit demokratiske engagement ved at stemme. Det er det mindste, vi kan gøre.” 

DET ER NEMT AT STEMME

30-årige Kensuke har i løbet af de seneste to år afholdt over 25 Voter’s Bars gennem YouthCreate, der også arrangerer workshops og seminarer på japanske gymnasier. Det glæder ham, at de unge deltagere er villige til at hive en lørdag aften ud af deres kalender for at blive klogere på det land, de lever i. “Hvis vi kan dele og debattere vores idéer med politikere, er vi nået et godt stykke, når det gælder fremtiden for Japans demokrati,” lyder det fra Kensuke, der sidste år bidrog til gymnasiernes nye lærebøger i samfundsfag. For en af deltagerne til Voter’s Bar, 19-årige Shoka, var det en kæmpe øjenåbner at sidde ansigt til ansigt med de lokale byrådsmedlemmer. “Nu ved jeg, at politikerne rent faktisk ønsker at gøre noget for os allesammen og ikke bare lave politik for egen vindings skyld,” siger hun, da aftenen er slut. Også byrådsmedlemmerne gik fra arrangementet med nye inputs til deres politiske virke. “Vi er meget langt fra jer, så vi skal helt klart blive bedre til at komme jer i møde, for I har mange gode bud på, hvordan vores 38 HØJSKOLEBLADET

ØSTENS UNGE AKTIVISTER Højskolebladet er rejst mod øst for at møde de unge, der driver deres samfund fremad i Rusland, Kina og Japan. Hvad kæmper de for? Og kan vi lære noget af deres kampgejst og syn på fremtiden? Dette er den tredje og sidste artikel i en serien.

JAPAN Befolkning: 126 mio. Areal: 378.000 km2 Styreform: Konstitutionelt monarki Hovedstad: Tokyo


ELSASS INSTITUTTET SØGER:

PROJEKTMEDARBEJDER TIL TEAM SPORT FOR BRAINS Har du lyst til at arbejde med børn, unge og voksne med Cerebral Parese (CP)? Kan du lide at være fysisk aktiv, coache og undervise? Hvis ja, så har Elsass Instituttet en ny, ledig stilling med spændende og aktive opgaver i et levende og innovativt miljø! Elsass Instituttet, der drives af Elsass Fonden, er et forsknings- og udviklingscenter beliggende i Charlottenlund. Vi arbejder over en bred front for, at mennesker med CP opnår størst mulig kontrol over eget liv. Team Sport for Brains består af projektlederen og dig. Herudover bliver du del af en glad, aktiv og innovativ arbejdsplads i smukke, fysiske rammer og omgivelser. Du skal i samarbejde med projektlederen arbejde med: • Planlægning og afvikling af camps og camp-aktiviteter. Camps afholdes både i DK og i udlandet. OBS: I 2017 har vi foreløbigt planlagt camps d. 11.-14. maj samt uge 26 og uge 31 • Planlægning og afvikling af øvrige aktiviteter, fx ’Cykelskole’ og ’Stafet for livet’ • Udvikling af nye aktiviteter • Undervisning og oplæg • Formidling af instituttets camp-koncept og -manual til andre målgrupper • Klub-i-klub-aktiviteter (integration af børn og unge med CP i rask-idrætsklubber) • Opslag på ’Sport for Brains’ hjemmeside samt Facebook-side Vi forestiller os, at du: • Har en uddannelse som cand.scient.hum., fysioterapeut, idrætspsykolog, idrætspædagog eller lignende • Er kreativ, kan lide at lege og at være fysisk aktiv • Har erfaring med coaching og idræt som metode til personlig, social og motorisk udvikling • Har undervisningserfaring ift. børn, unge og voksne (herunder forældre) • Er indstillet på, at camps foregår 24/7 • Er fleksibel, arbejder struktureret og selvstændigt • Har interesse og forståelse for handicapområdet Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er på 37 timer ugentligt inkl. frokost. Løn, pension og øvrige ansættelsesvilkår efter aftale. Tiltrædelse 1. maj 2017. Yderligere oplysninger Information om Elsass Instituttet fås på Elsass Fondens hjemmeside: www.elsassfonden.dk. Ved spørgsmål til stillingen kontaktes projektleder Camilla Børregaard Voigt eller direktør Peder Esben på tlf. 3965 8500 – eller på mail: cbv@elsassfonden.dk og pe@elsassfonden.dk. Ansøgningsfrist Onsdag den 8. februar 2017 kl. 12.00. Samtaler finder sted på Elsass Instituttet mandag den 20. februar og onsdag d. 22. februar. Send din ansøgning med CV og bilag (i én samlet pdf-fil) til chefsekretær Dorit Jensen, job@elsassfonden.dk.

39


DEBAT

# 1 — 2017

DOBBELTANMELDELSE

Når højskolefolk DOBBELTANMELDELSE

To højskolelærere deler ud af erfaringer, indsigt og ideer i to meget forskellige bøger om højskolen og dens muligheder. Den ene fra idrættens, den anden fra selvudviklingens verden. Af Louis Mogensen, pædagogisk konsulent og forfatter, tidligere højskoleforstander

E

ngang udgav de fleste højskoler årsskrifter. For udenforstående var de ofte lidt kedelige og indforståede, men ind imellem var der til gengæld rigtig gode og lærerige artikler. Årsskrifterne forsvandt i takt med, at det blev sværere at drive højskole. Overskuddet både arbejdsmæssigt og økonomisk forsvandt. Fred med det. Nu kører det igen, og måske er det derfor, at højskolefolk igen har fattet pennen. I denne sammenhæng to højskolelærere, der beredvilligt deler ud af erfaringer, indsigt og ideer. Det er et herligt overskudsfænomen, som man må håbe, de selv kommer til at profitere af. Søren Møller har arbejdet 35 år på Idrætshøjskolen Aarhus og deler i bogen Højskolen – et paradoks der kan flyve beredvilligt ud af sine erfaringer og sine vurderinger af højskolen og dens muligheder. Det er især forholdet til ”undervisning af bred almen karakter” (UBAK), der er på dagsordenen, og her er Møller klar i mælet. Han afviser sporten i sit isolerede univers som ligefrem fordummende. Han er tydeligvis bekymret over større og større fokus på individuel kropsudfoldelse på bekostning af de fællesskabskonstituerende idrætter. Møller er hudløst ærlig i sin vurdering af, at det kan være vanskeligt at holde UBAK-fanen højt i en skoleform, der kun eksisterer, så længe markedet og lovgivningen kan finde hinanden. Søren Møller er ambitiøs. Han mener, at det er for uambitiøst, når højskolefolk stiller sig tilfreds med, at eleverne egentlig først kan formulere udbyttet af opholdet, når de er på afstand af det. Han ser vel gerne, at eleverne formulerer en slags samfundsmæssig afklaring og commitment, den dag de grådkvalte forlader skolen. I så fald er der et stykke vej endnu for højskolen, for de elevudsagn, Søren Møller afslutter bogen med, kommer ikke ud over elevernes begejstring for egen udvikling, og hvad fællesskaber

40 HØJSKOLEBLADET

Søren Møller Højskolen – et paradoks der kan flyve Idrætshøjskolen Aarhus Fås gratis ved henvendelse til højskolen

har betydet for dem. Bogens helt store styrke er dog dens ambitiøse tilgang og kreativitet. Idrætshøjskolefolk kan med fordel lade sig inspirere af Møllers insisteren på at tolke tilværelsen gennem kroppen, legen og samtalen. Det gør han både nytænkende og kreativt. Andre, med mindre idrætserfaring, kan med fordel lade sig inspirere til at anvende idrættens muligheder og ikke bare lade det være et lærerfrit område, hvor tilfældet råder. To anker har jeg til bogen. Søren Møller krydrer bogen med en lang række gode citater og bonmot'er. Desværre er der ikke konsekvens i forhold til, hvor de kommer fra. Måske er det med vilje? Den anden anke går på et blindt punkt. Hvad er det, der gør, at den kropslige tilgang kan noget helt specielt? Et lille afsnit om fx kropsfænomenologi (Merleau-Ponty) kunne have tydeliggjort, at den kropslige tilgang er anderledes end en traditionel intellektuel. Det ville kunne sikre, at både de (højskole)folk, der ukritisk er kropsorienterede og de, der slet ikke har fokus på kroppen, kunne fastholde samtalemuligheden og forsøge at være lige så ambitiøse og kreative, som Søren Møller er.


fatter pennen SELVUDVIKLING FRA NØRRE SNEDE

Jesper Andersen er også ambitiøs, men hans sigte er helt anderledes. Hans bog, Kompas - selvudvikling i højskolen, handler om, at Andersen ser selvudvikling som en oplagt mulighed for fremtidens højskole. Ræsonnementet er, at vi står over for en sandsynlig katastrofe, hvor vi ødelægger verden. For Andersen er det oplagt, at vejen til en mere ansvarlig omgang med verden og hinanden går over Scharmers Teori U og arbejdet med at sanse og forstå især os selv. Via især Jungs psykoanalyse og dybdepsykologen Jes Bertelsen, der er leder af Vækstcenteret i Nørre Snede, argumenterer Andersen for, at netop arbejdet med selvindsigt er den egentlige vej til, at højskolen og dens elever kan blive en tydeligere stemme i den nødvendige udvikling. Det er helt evident, at det er tankegangen fra Vækstcenteret i Nørre Snede, som Andersen mener bør inspirere fremtidens højskole. Det er spændende Jesper Andersen og helt reelt at mene det, og Andersen Kompas - selvudvikling på Højskole er god til at redegøre for tankegangen i Saxo Publish ental. Der er nemlig nærmest tale om et 212 sider, 129 kr. på saxo.com helt koncept, som Andersen skitserer i en model, pentagrammet. Det er såmænd også i orden, selvom det ind imellem forekommer lovlig krampagtigt, som når Andersen mener, at selvudvikling egentlig går fint i spænd med Grundtvigs oplysningstanker. Dertil er der for meget ”formet i fred-lér” i selvudviklingsprojektet. Det foregår på Brandbjerg Højskole, som dog ellers ikke medvirker i bogen som hverken udgiver eller sparringspartner. Det er ærgerligt, at Andersen har nøjedes med at søge sparring hos andre fra Vækstcenteret og kun refererer til højskolefolk med formodninger om, hvad de ville have sagt. Det er ærgerligt, fordi en lang række spørgsmål trænger sig på for højskolefolk. Bl.a. om der er tale om hovedsigteundervisning eller færdighedsindlæring, når man har ni ugentlige timer i faget. Men også hvordan man håndterer forskellen på behandling og undervisning. Andersen er sikker på, at man ikke skal behandle; men hvad pokker gør man, hvis eleverne får anfægtelser, for nu at

citere Grundtvigs far, da det gik fuldstændig galt for Grundtvig. Det er undertegnedes erfaring, at de lærere, der arbejder med selvudvikling, som regel kommer for sent til kaffepauserne, fordi eleverne har brug for guidning. Trods disse betænkeligheder er Andersens bog inspirerende for enhver, der har lyst til at arbejde med selvudvikling. De øvelser, han foreslår, er velvalgte og godt beskrevet, og det er reelt, at han i bogen beskriver, hvad visionerne for faget, højskolen og fremtiden er. Så ved man, hvad man køber. 

Søren Møller mener, at det er for uambitiøst, når højskolefolk stiller sig tilfreds med, at eleverne egentlig først kan formulere udbyttet af opholdet, når de er på afstand af det.

41


DEBAT

NR. 1 — 2017

ANMELDELSE

Det Danmark du kender ANMELDELSE

Teaterkoncerten Højskolesangbogen har spillet for fulde huse på Det Kgl. Teater. Dramaturgien fungerer ikke, men det er egentlig ligegyldigt, for forestillingen bæres af sangene, der leveres med hjerte, lever og nyrer af de medvirkende. Af Jørgen Carlsen, forstander på Testrup Højskole og medredaktør af Højskolesangbogen. Foto: Det Kgl. Teater

I

programmet til forestillingen ”Højskolesangbogen” fortæller den svenske instruktør Minna Johannesson, at hun fik ideen til teaterkoncerten, da hun så en socialdemokratisk valgplakat med sloganet ”Det Danmark du kender”. Sloganet rummer på den ene side noget åbent og inkluderende, men på den anden side også noget meget særegent for danskerne, symboliseret ved Højskolesangbogen. Selvfølgelig har alle lande deres elskede sange. Men tilstedeværelsen af en levende tradition for folkelig fællessang er en af de ting, der udpræget kendetegner Danmark. Det er måske lettere at se for en svensker end for en dansker. Selve narrativet i teaterkoncerten er en smule forfjamsket. Det fortælles via et display, at en katastrofe har lagt Danmark øde. Ni overlevende danskere er tilbage og skal nu finde sammen om et fornyet livsmod og en fælles fremtid med udgangspunkt i en række sange fra Højskolesangbogen. De fordeler sig på forskellige socialgrupper: evighedsstudenten, svineavleren, julemanden, miss Danmark 1998, renovationsarbejderen, livsstilscoachen, kommunalpolitikeren, to efterlønsmodtagere og en død mor, der bliver slæbt rundt i forestillingen og indimellem alligevel rører på sig. Med undtagelse af den døde mor skiftes de til at optræde med en sang, for det meste solo, men af og til 42 HØJSKOLEBLADET

også i kor. En af scenerne er et flashback til situationen før katastrofen, hvor man ved en familiesammenkomst tager Højskolesangbogen frem og synger ”Den danske sang er en ung blond pige”. Hen imod slutningen konstateres det, at sangene har været i stand til at bringe fællesskabet ud af rådvildhedens mørke og ind i en forjættende fremtid. Mission accomplished. Lad mig sige det rent ud. Det stærkeste ved forestillingen er ikke dramaturgien. Den virker mildest talt ikke efter hensigten. Man bliver overhovedet ikke indfanget af historien. Men det sjove er, at det faktisk ikke betyder noget. Det er ret ligegyldigt. Fortællingen er blot udvendig staffage. Man kan sammenligne det lidt med komponisten Musorgskijs ”Udstillingsbilleder,” der fokuserer på en række motiver fra en maleriudstilling. Beskrivelsen af billederne er hovedsagen. Ingen savner en musikalsk fortolkning af selve kunstmuseet, vel? På samme måde her. Det stærkeste er sangene – teksterne og melodierne. Det er dem, der bærer hele forestillingen, og de bliver leveret med hjerte, lever og nyrer af de medvirkende. HØJSKOLESANGBOGEN SOM SOFASTYKKE

Er dramaturgien ikke værd at skrive hjem om, forholder det sig anderledes med scenografien. Det vrimler med sofaer i fore-

Det fælles mødepunkt er sangene. De sange, man kender, fungerer som et sjælespejl. På den måde fungerer forestillingen som et mentalt spejlkabinet for hver eneste tilskuer i salen. stillingen. I første del er der mindst et dusin, hvoraf mange er på hjul og skifter position i forhold til hinanden, når skuespillerne kører rundt med dem. Efter pausen udgøres scenen af et sandt bjergmassiv af forskellige sofaer – side om side og række efter række i stigende højde. På en måde virker scenografien grandios. Havde det været en Wagner-opsætning, og havde der været tale om et klippelandskab, kunne man med lidt god vilje godt få en oplevelse af noget sublimt og storladent. Men hånden på hjertet, der er ikke noget som helst sublimt ved en sofa. Sofaen er en triviel hverdagsrekvisit, der stort set findes i alle danske hjem. Den signalerer indbegrebet af hjemlighed. At ordet sofa


HØJSKOLESANGBOGEN Teaterkoncert. Skuespilhuset, Det Kgl. Teater Instruktion: Minna Johannesson Spiller frem til 4. februar – alle forestillinger er udsolgt.

Anmeldelsen er forkortet af redaktionen. Den fulde tekst kan læse på hojskolebladet.dk

stammer fra Tyrkiet, som igen er afledt fra det arabiske suffa, spiller i den forbindelse ingen rolle. Alle forbinder sofaen med noget ærkedansk. Her kan man sidde i sin campinghabit med en dåseøl eller i sit stiveste puds og nippe til en Cosmopolitan. Sofaen som møbel er klasseløs. Der er noget helt igennem antipatetisk ved ord som sofa, hygge og hjemlighed. Og denne antipatetiske grundstemning er også platformen for hele forestillingen. Man fornemmer tydeligt, at Minna Johanneson har afholdt sig fra at dyppe sangene i sentimentalitetens sejdgryde. Hun har med stort held hele vejen igennem betjent sig af sin indre kitsch-detektor. Hun ved, at sentimentalitet er kvalmende, fordi den spekulerer i følelser og serverer dem i en klistret marinade. En usentimental omgang med følelserne sætter dem til gengæld fri. Følelser er der nemlig ikke noget i vejen med, hvis de vel at mærke får lov til at spire og gro indefra hos den enkelte tilskuer. Den musikalske bearbejdning af sangene er helt i top. Kapelmestrene Niels Søren Hansen og Nikolaj Heyman er ifølge programteksten holdt i kort snor af Minna Johannesson. Resultatet er en perlerække af musikalske arrangementer, som egensindigt trakterer de forskellige melodier efter forgodtbefindende: nogle slipper helskindet igennem, andre får tæsk efter noder, atter andre maltrakteres eller dekonstrueres som punk eller militærmarch. Det kan kun lade sig gøre af en eneste grund, nemlig at melodierne allerede er kendte af publikum. Netop denne indforståethed giver dem friheden til at variere, forvrænge eller sabotere det oprindelige musikalske tema. Bare et par eksempler på den obstruktion, nogle af sangene bliver udsat for. Ingemanns og Carl Nielsens ”Tit er jeg glad” (HS 85) er et værk, der er gennemsyret af den højeste følelsesmæssige intensitet. Der findes i hele Højskolesangbogen ikke nogen sang, der både i tekst og melodi lever mere op til det tyske begreb ”Seufzer” – en musikalsk frase, som appellerer til smerten, kummeren, vemodet, kort sagt det sukkende hjerte. Her er med andre ord lagt op til et glansnummer med bevægende skønsang. Men hvad sker der i forestillingen? Sangen bliver serveret prunkløst og affældigt af Jens Jørn Spottag, som spiller den ene af efterlønsmodtagerne i campinghabit. Den løfter sig ikke majestætisk og spreder vinger-

ne, men bryder kun halvkvalt og resigneret gennem lydmuren. Og dog rammer den os tilskuere i hjertekulen. Så stærk er teksten og melodien, at begge baner sig vej til publikum på trods af alle odds. En andet typisk feel good sang, Benny Andersens ”Se, hvilken morgenstund” (HS 21) får også ørerne i maskinen. Det sker ved at udsætte den for en musikalsk karikatur. Teksten er fra Benny Andersens hånd helt igennem antipatetisk og jordbunden: ostemad, kaffe, fugle, græs, sang under brusebad, kærtegn – alt sammen såre hverdagsagtige og almindelige ting. Ikke desto mindre bliver den forsynet med musikalske stylter og gjort ulidelig forskruet. Det sker ved at den bliver sunget a cappella med korstemmer, som efterhånden bliver så meget for meget, at vi befinder os et sted mellem Ørkenens Sønner og Det Kgl. Teaters operakor på speed. ET MENTALT SPEJLKABINET

Lad os slutte med et tankeeksperiment. Hvad ville der ske, hvis denne ypperlige teaterkoncert tog på turné i udlandet? Eller måske mere nærliggende: hvis publikum i salen bestod af japanere, polakker, nigerianere eller andre, der intet kender til dansk sprog og kultur? Svaret ligger ligefor. Forestillingen vil uden den mindste tvivl blive betragtet som et flop – i heldigste fald som et eksotisk flop. Hvorfor? Fordi hele forestillingen står og falder med et sammenfald af kulturelle koder mellem publikum og det, der foregår på scenen. Forestillingens charme består i en levende vekselvirkning mellem aktører og publikum. Det fælles mødepunkt er sangene. De sange, man kender, fungerer som et sjælespejl. På den måde fungerer forestillingen som et mentalt spejlkabinet for hver eneste tilskuer i salen. Men samtidig kan tilskuerne også spejle sig i hinanden i erkendelsen af, at de har noget til fælles, at de har en historie sammen. Dette fællesskab artikulerer sig også aktivt i de fællessange, der er indlagt i forestillingen. At forestillingen fungerer, får sit klare bevis ved afslutningen. Beviset er, at publikum forlader salen mere oplivede, småsnakkende og energifyldte, end da de kom. Noget af det samme kan man konstatere efter en aften med højskolesang. Sådan skal det være. På trods af den kiksede dramaturgi er forestillingen en triumf for Det Kgl. Teater. Men også en triumf for indehaveren af hovedrollen: Højskolesangbogen. 

43


HØJSKOLELIV

# 1 — 2017

LÆRERPORTRÆT

Foto: Claus Staal

Han underviser i solidaritet LÆRERPORTRÆT

Emmanuel har i mere end 15 år uddannet borgere i verdens fattigste lande til at kæmpe for deres rettigheder. I dag underviser han højskoleelever i at bekymre sig om verden Fortalt til Zenia Søjberg

DA JEG VAR 10 ÅR, startede jeg som frivillig i Røde Kors i Zambia. Jeg må indrømme, at det først var af egoistiske årsager, for hvis man var frivillig i Røde Kors dengang, blev man nemlig inviteret til gratis fodboldturneringer og koncerter. Samtidig så jeg op til de mennesker, der arbejdede i Røde Kors og ville selv være en del af det. I ZAMBIA STARTEDE JEG ET UNGDOMSPARLAMENT, der giver unge mulighed for at få mere politisk indflydelse. Jeg har arbejdet med unge mennesker stort set hele mit voksne liv og har lavet udviklingsprojekter i både Asien og Afrika. Jeg har blandt andet arbejde med at uddanne unge kvinder fra religiøse og landlige samfund på Zanzibar, arbejdet for social sammenhængskraft

44 HØJSKOLEBLADET

imellem religioner i Myanmar, uddannet unge volontører i Tanzania og hjulpet unge studerende i Zambia med at tage på udveksling i udlandet. DER ER FORSKEL PÅ AT UNDERVISE eleverne på Den Internationale Højskole og unge i for eksempel Tanzania og Myanmar. I de mindre privilegerede lande underviste jeg unge til at kæmpe for deres egne rettigheder og finde løsninger på deres egne problemer – på højskolen underviser jeg eleverne i at vise solidaritet med andre. Jeg vil vise dem, at der er store problemer andre steder i verden, og lære dem at bekymre sig om andre menneskers problemer, så de for eksempel overvejer at blive frivillige i en NGO eller tage ansvar på anden vis. Det er en anden tilgang.

Når folk bliver rigere, bliver de mere individualiserede. De føler ikke trang til at tage ansvar for andres problemer


SOLIDARITETEN I DE PRIVILEGEREDE LANDE ER BLEVET MINDRE siden 70’erne. Også blandt de unge. Når folk bliver rigere, bliver de mere individualiserede. De føler ikke længere trang til at tage ansvar for andres problemer. Der bliver afholdt færre og færre demonstrationer og solidaritetsprotester, selvom der stadig er store globale udfordringer. Der plejede at være demonstrationer for at afskaffe racistiske regimer. Nu rejser folk på ferie til Israel – solidariteten med Palæstina er væk. VI LAVER OFTE GRUPPEARBEJDE, ser dokumentarfilm og laver rollespil. Et eksempel på min undervisning kan være, at jeg inspirerer eleverne til at engagere sig i et problem og bruge deres personlige, sociale medier til at vise deres holdning og oplyse andre. Jeg er opmærksom på, at ikke alle elever er gode i klasseværelset, men så er de som oftest gode til at bidrage uden for timerne, og det er mindst lige så vigtigt. I MIN FRITID ARBEJDER JEG PÅ AT ETABLERE en ny DanskAfrikansk organisation i Danmark. Idéen er at skabe en platform for danskere og afrikanere, der kommer til landet – et sted, hvor man som nyankommet i Danmark kan møde andre mennesker og finde fodfæste i samfundet igennem forskellige projekter. Jeg har også en stor interesse for dokumentarfilm og undersøgende journalistik, så nu har jeg meldt mig som frivillig hos CPH:DOX, dokumentarfilmfestivalen i København. Jeg synes, de gør et godt stykke arbejde! JEG HAR ALTID VÆRET POLITISK AKTIV og er meget idealistisk. Jeg ser mig selv som pragmatiker, og hvis der er noget, jeg ikke er, er det artistisk. Jeg kan ikke spille trommer – det spørger folk mig somme tider om. Jeg har hverken dreadlocks eller kan spille fodbold, så jeg lever vist ikke op til den typiske forventning til en afrikaner.

NAVNE MED SMÅT

FORSTANDER PÅ KROGERUP FYLDER RUNDT Krogerup-forstander og korleder Rikke Forchhammer fylder 60 år den 27. januar, og i den anledning inviterer højskolen til reception. Rikke blev som 25-årig ansat på højskolen som musiklærer og har siden 2008 været forstander. NY FORSTANDER PÅ ASKOV HØJSKOLE Klaus Majgaard er ny forstander på Askov Højskole. Klaus har en lang karriere inden for skole- og uddannelsesverdenen og har senest været ansat som adjunkt på Copenhagen Business School. I januar flyttede han og hustru lektor Gunver Majgaard ind i skolens forstanderbolig.

BLÅ BOG Emmanuel Kamwi, 44 år, lærer på Den Internationale Højskole, Underviser i "African Studies", "Human Rights" og "Democracy." Har tidligere arbejdet for organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke og UNDP samt været vejleder for den Zambiske regering på børn, unge og uddannelsesområdet. Uddannelse: Bachelor i Community Education og Master i Public Administrations fra RUC. Bor i Farum med sin danske kone og deres datter. Født og opvokset i Lusaka, Zambia.

10-ÅRS JUBILÆUM PÅ VRÅ HØJSKOLE Pia Schnoor og Søren Ottzen kunne den 1. januar fejre 10-års jubilæum som forstanderpar på Vrå Højskole. Da de overtog posten i 2007, havde højskolen kun 7 elever, men forstanderparret har siden formået at øge elevtallet til over 100 elever på de lange kurser.

45


FFD NYT

# 1 — 2017

FORMANDENS KLUMME

Vis mig, hvem dine forældre er… FORENINGEN HAR ORDET

Af Lisbeth Trinskjær formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark

…og jeg skal fortælle dig, hvad du bliver. Jeg kunne fristes til at cementere det som en universel sandhed. Men i en tid, hvor jo sandheden er blevet en relativ størrelse, vil jeg nøjes med at konstatere med forfærdelse, at Danmark er det land i Norden, hvor forældrenes uddannelsesniveau har størst betydning for deres børns uddannelsesniveau. Er der nu noget galt i ikke at få en lang uddannelse, kunne man spørge. Absolut intet efter min mening. Hvis det vel at mærke er, fordi uddannelsesforløbet matcher den unges passion, drømme, værdier og talent. Og hvis den unges valgte levevej og levevis giver tilværelsen mening. Hvis den vej, som talentet og passionen peger på, derimod i praksis viser sig brolagt med forhindringer i form af ind-

forståede koder, som kun vanskeligt lader sig aflæse af dem, der ikke har fået nøglen indkodet under opvæksten, og hvis oplevelse af bestandigt at være indvandrer i uddannelsens univers bliver et livsvilkår, så bliver ensomheden for meget for de fleste. På landets højskoler har vi oftere, end mange tror, elever som opbygger viden, passion, selvtillid og tiltro nok fra andre til at kaste sig ud i en uddannelse, som ikke flugter med deres forældres. Kan vi blive bedre til at hjælpe disse unge videre? Kan vi forberede dem bedre på koderne? Kan vi ruste dem bedre til at danne nye fællesskaber som erstatning for den tryghed, de fandt i højskolens fællesskab? Kan universiteterne og de øvrige videregående uddannelser blive bedre til at anerkende betydningen af de studerendes trivsel og hjælpe dem med at danne inkluderende fællesskaber som værn mod mistrivsel, frafald og ensomhed? Kan du som lærer, lektor, moster, tutor eller medstuderende blive bedre til at støtte op, definere nye termer, sparre på svære opgaver og dermed bane vejen for de studerende, der ikke kan

gengive det mønster, de er opvokset med? I Danmark er vores adgang til uddannelse bestemt af vores talent og ikke af, hvilken økonomi vores baggrund kan tilvejebringe. Men hvis friheden til at vælge reelt skal være alles, skal vi måske anstrenge os mere for at bryde de barrierer, kun de færreste bemærker? 

Danmark er det land i Norden, hvor forældrenes uddannelsesniveau har størst betydning for deres børns uddannelsesniveau.

FORENINGENS KALENDER 2.-3. februar Kursus for viceforstandere Den Rytmiske Højskole .............................................................................

2.-3. marts Kursus for viceforstandere Nørgaards Højskole .............................................................................

7. februar International dag for højskolerne Brogården, Middelfart .............................................................................

8.-9. marts Kursus i psykisk førstehjælp 2 Brandbjerg Højskole .............................................................................

23.-24. februar Netværksmøde for musiklærere Den Rytmiske Højskole

10.-11. marts Bestyrelseskonference DGI-byen, København

46 HØJSKOLEBLADET

27. -28. april Årsmøde 2017 Kobæk Strand Konferencecenter .............................................................................


BLIV KLOG PÅ

FÆRØERNE FRA KR.

2.998,PR. PERS.

STUDIEREJSE TIL FÆRØERNE, 5 DAGE/4 NÆTTER PRISEN INKLUDERER: • Flyrejse Danmark - Vágar Lufthavn t/r • 4 overnatninger i flersengsværelser • Spændende programmuligheder (tilkøb): -Virksomhedsbesøg; fx på lakseopdræt eller fårehold -Møde med journalist -Besøg på lokal skole -Rapelling, GPS adventure eller ATV udflugt -Udforsk naturen: fx fugleøen Mykines, ridetur på islandske heste, fjeldvandring eller kajaktur

Lyder en studierejse til Færøerne som noget for dig og dine elever? Kontakt os og få et gratis og uforpligtende tilbud på en rejse for netop jeres gruppe! Sammen planlægger vi alt på studierejsen, så I får jeres ønskede udbytte af turen. Kontakt Heine, vores ekspert i Færøerne, på heine@alfatravel.dk eller ring på 8020 8870

TLF 8020 8870 - WWW.ALFATRAVEL.DK - INFO@ALFATRAVEL.DK

47


_

STUDIETUR 2017

VI PAKKER JERES BAGAGE MED TRYGHED OG MULIGHEDER

VÆLG IMELLEM DE UDVALGTE STUDIETURE I

Lombardiet

Washington

Tel Aviv

Durban

Beijing og Shanghai

Myanmar

fra kr. 1.545

fra kr. 4.195

fra kr. 4.350

fra kr. 7.995

fra kr. 6.295

fra kr. 6.975

Se programforslag og indhold for priseksempler på unitasrejser.dk

Må vi være med til at skabe de bedste rammer for jeres næste rejse? RING TIL OS PÅ 8723 1240

Lone, Niels, Kim og Torgunn Skoleafdelingen

_

UNITASREJSER.DK facebook.com/unitasrejser instagram.com/unitasrejser linkedIn.com/unitasrejser

_

UNITAS REJSER Glarmestervej 20 A DK 8600 Silkeborg +45 8682 5611 rejser@unitas.dk

Højskolebladet #1 2017  

Folkeklubben lader danskhed rime på dannelse

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you