Historisk tegning: Den 14. juli 1789 stormer folket Bastillen. Det bliver begyndelsen på den franske revolution og kampen for grundlæggende frihedsrettigheder. Ritzau Scanpix
IDENTITETSPOLITIK ER MANGE TING, MEN GRUNDLÆGGENDE FARLIG Den identitetspolitiske bølge, der især florerer på uddannelsesinstitutioner i den engelsktalende del af verden, lægger også vægt på undtagelser og særregler. De begrundes dog ikke i overtro, men i repræsentation af grupper, der opfattes som mindre privilegerede. Der er tale om strukturer og gruppeidentitetsmarkører, som oftest er defineret ud fra køn, seksualitet, alder og hudfarve. Her er den enkeltes tanker og handlinger ikke så vigtige. Det handler ikke om, hvad der bliver sagt, men om hvorfra man taler. Denne måde at tænke på kom blandt andet til udtryk ved et par demonstrationer i København i løbet af sidste år. Den ene gang var der tale om en raceopdelt pride-parade på Nørrebro. Her var begrundelsen, at “de hvide altid har haft privilegiet.” Underforstået: Nu var det “de hvides” tur til at holde for og gå bagerst. Den anden var en Black Lives Matter-demonstration, hvor hvide deltagere også skulle gå bagerst. De identitetspolitiske tendenser ses dog ikke kun i gadebilledet. I kulturlivet florerer denne tænkning også. Det er ikke et tilfælde, at direktøren for Det Danske Filminstitut har luftet idéen om, at danske film kun skal kunne få støtte, hvis de opgør antallet af “brune” ansatte. Enhedslistens Pernille Skipper har også betjent sig af den identitetspolitiske tænkning ved at påpege, at der er visse ting, som Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard ikke kan forstå, fordi hun er hvid. Ifølge Skipper gjaldt det samme for Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden, fordi han både er hvid og mand. Sådan kortslutter man en samtale – når perspektiver og synspunkter erklæres ugyldige, fordi deltagerne ikke har den rette baggrund eller hudfarve.
Men identitetspolitikken er mange ting. Derfor må vi også have øje for nuancerne i den rejste kritik. På trods af åbenlyse fejlslutninger i den identitetspolitiske tænkning udspringer den af et ønske om at sikre en højere grad af retfærdighed for folk, der af den ene eller anden grund bliver behandlet uretfærdigt. Og det mål er godt, men midlet – særkrav og separatisme – risikerer at underminere målet. STIGENDE KRÆNKELSESPARATHED Det er tale om et værdimæssigt skred, der har været længe undervejs. Københavns Universitet aflyste for et par år siden en mexicansk udklædningsfest, fordi det kunne opleves som krænkende for nogle, hvis en ikke-mexicaner tog en mexicansk hat på. En underviser på Handelshøjskolen i København har også følt sig krænket af Højskolesangbogens Den danske sang er en ung blond pige, da hun syntes, at den var ekskluderende. Professor i statskundskab Ole Wæver måtte bruge over et halvt år på at forsvare sig mod vanvittige anklager om, at hans teori om international politik er racistisk. Hans teori blev dømt racistisk, da teoriens brug af begreber som f.eks. “civiliseret” og “orden” skulle antyde, at visse dele af verden er uciviliserede eller kaosfyldte. Det er selvsagt ikke racistisk, men blot en iagttagelse. Topforskeren Eske Willerslev er også blevet beskyldt for, at hans undervisning på Cambridge University er racistisk. Willerslev fortæller selv, hvordan mange kollegaer ikke tør give deres studerende en fyldestgørende indflyvning i DNA-forskningens resultater, fordi de frygter, at de studerende anklager dem for racisme. Resultatet af denne tendens er ikke blot mindre frihed. Vi bliver dummere som individer og som samfund, når de radikale dele af identitetspolitikken slår rod i klasselokalerne og den offentlige debat. 31
