Kirkeblad juli 2023 - Nummer 2

Herning og Gjellerup Valgmenigheder

To grundtvigske menigheder i den danske folkekirke

NUMMER 2 JULI 2023

Bretonske kvinder i bøn af Emile Bernard.

Bøn og velfærd

Prædiken, 5. søndag efter påske til Joh 16,23b–28.

Af JonAs Jochumsen

Bed – og køb kanoner

Ved krigsudbruddet i 1939 befandt den schweiziske teolog Karl Barth sig – af alle steder – på Nyborg Strand på Fyn. Nogle af jer har hørt om ham, ved jeg. Han var det 20. århundredes vestlige kirkefader og en eftertragtet meningsdanner. Særligt i Danmark fandt hans lærebøger en bred læserskare, og det var derfor meget naturligt, at han takkede ’ja’ til at være hovedtaler på et præstekonvent på Østfyn. Her blev han mødt af en gruppe bekymrede teologer og præster. De spurgte ham, hvordan det danske folk burde forholde sig til den store aggressor syd for grænsen. Hertil svarede schweizeren: “Bed – og køb da kanoner.”

Så kort kunne det siges. Bed – og køb kanoner! Det svar kom jeg til at tænke på i anledning af landets sidste officielle bededagsferie, for det er slående, hvor præcist dette svar opsummerer nutidens politiske landskab i Danmark… hvis altså bare man læser det bagfra og siger: Køb kanoner – og bed dernæst.

Angiveligt skal militæret oprustes på bekostning af kirkens helligdag og civilsamfundets fridag, for det er selve grundpillen i velfærdssamfundets betonhus, der, ifølge regeringen, møder store trusler i form af krig på kontinentet. Der er ikke råd til andet. Og i regeringens øjne rimer tilsyneladende alt på velfærd, også når den selv sår tvivl om, hvad velfærd egentlig er for en størrelse.

Jeg betragter ikke gudstjenestens rum som en kampplads for politiske slagsmål, så hvad der er godt og dårligt politisk lederskab i en tid kendetegnet ved krig og civilkriser, skal jeg her lade være usagt. Det ændrer alt sammen dog ikke på, at landets politiske situation kalder på teologiske ræsonnementer. Griber statens maskineri ind i kirkeårets gang, må kirken betragte sig selv som sat i et absolut forhold til statens øvrighed. Og ikke bare det: Regeringen omdefinerer i samme ombæring rummet for bønnens helligdag. Således er vi nødt til at stille spørgsmålet: Hvad er forholdet

mellem bøn og velfærd? – hvilken betydning har bønnens appel og sprogform i et såkaldt moderne velfærdssamfund?

Aktivt bønsliv

Bliver vi ved Karl Barths resolutte svar, så er det værd at hæfte sig ved, at man skal være påpasselig med, hvad man beder om i sine bønner. For bøn kan aldrig fratage den bedende fra at tage del i det levende liv. Det at bede beskytter ikke, sådan som kanoner gør det, og i den forstand kan bønnen ikke afstedkomme samfundets dyre og funktionelle velfærd. Et liv i bøn rimer ikke på en passiv holdning til sine omgivelser og det, der foregår lige for næsen af en. Man kan ikke løbe fra det liv, man er født til i verden, blot ved at søge tilflugt i inderlig bøn. Det får ikke fjenden på afstand.

Hvis det var tilfældet, hvad skulle vi da med landets hospitaler, skattevæsenet, forskningscentre og økonomiske vismænd, hvis altså bønnen kunne skaffe det på bordet, som den bedende begærer i sit hjerte? Så skulle vi bare bede nok så meget om al sygdoms bortgang og om ydre forbedringer af bankernes renter og kassekreditter, om bedre økologiske råvarer, ja, om godt vejr.

Anskuer man bønnen således, så er det svært at besvare, hvordan kristen bøn forholder sig til politisk samfundsvelfærd, fordi man tillægger bønnen

en kraft, der er verdslig velfærd fremmed; ligesom man heller ikke er klar over, hvad det gør ved Gudsbilledet, når man tilskriver den bedende så væsentlig en rolle i bønnens sprog. Velfærd handler om menneskelig magt, bøn til gengæld vedrører menneskelig afmagt. Det er farligt at lade de to synspunkter kollidere med hinanden, på den ene side menneskets aktive og politiske indsatser, og på den anden side skabergudens forhold til og nærvær i menneskets daglige liv. Man må i denne kollision spørge sig selv, hvad der bliver tilbage af den hellige

Prayer af Anastasiya Krokhmal.

Ånds skaberkraft, hvis bønnens væsen og resultatet af det, der bedes om, kommer an på det bedende menneskes andægtige sindelag i bønnens indadvendte tone.

Altså kan der være en mening i at sige, at man skal være påpasselig med, hvad man beder om ‘i Jesu navn’. For skuffelsen kan blive stor, når man bedende går på knæ i de højere magters tjeneste – for slet ikke at tale om den gerningsretfærdighed, man hermed kan gøre sig selv til talsmand for. Gud vender bare det døve øre til.

I mange århundrede forstod man blandt asketiske munke og borgerlige husmænd bønnens natur på den måde, nemlig som noget, der gjaldt den bedendes dybtfølte, moralske væsen, som var der tale om en slags trylleformular, og selvom vi i dag står på den anden side af to verdenskrige og Auschwitz, så har denne opfattelse fortsat sit jerntag i det moderne menneske. Det er ikke for meget sagt, at folkekirken har en bønnens oplysningstid til gode. Og her kan gudstjenestens bønner vel næppe se sig fri, men det er vel netop i gudstjenestens bønner, at bønnens oplysning kan finde sted.

Men hvorom alting er, så har denne replik af Jesus en arbitrær form. For bøn er aldrig blot at bede om ‘noget’, om dette eller hint, sådan som hans replik lægger op til, men at bede gælder det konkrete, det levende liv, det, som vi kender fra solopgang til solnedgang.

At blive sin egen tilhører

Beder vi om noget ‘i Jesu navn’, vil Faderen skænke os det, hører vi i evangelieteksten. Nogle kirkegængere synes, vi beder for meget i gudstjenesten, andre synes, vi beder for lidt.

Og sådan gælder det vel egentlig alt, hvad vi kalder for kristendom. Det naturlige, man ikke kan sige sig selv, men som kommer til en som en slags erfaring, man ikke har gjort endnu, møder os igen og igen i forkyndelsen. Det er os og vore daglige liv, der bliver udlagt i forkyndelsen, og ikke os, der udlægger guds mysterium. Ånden arbejder med os, udlægger os som en tekst. Og i Åndens udlægningen ser vi bønnens sigte. Når vi beder i kirken, så taler vi, og ja, vi taler meget. Men jo længere vi kommer ind i talen, jo længere vores tanker flyder ind i bønnens ønsker og forhåbninger, så sker det: så er det, at det hele vendes på hovedet. Perspektivet i bønnen skifter. Pludselig er man ikke længere en bønnens taler, men derimod en bønnens tilhører i Ånden. Vi bliver adresseret. Og er det ikke en slags velfærd, nemlig at vi i vore bønner overgår fra at være dem, der taler, til at være dem, der lytter?

Bønnen søger således en velfærd, som ikke har med magttaler at gøre. Politikkernes tale om velfærd er en magttale, der læner sig op ad et

fjendebillede, men bøn søger ikke magt, men derimod af blive til en magtesløs tilhører. Den bedende vil ikke bare blive lyttet på, men vil selv blive en tilhører, en, der tales til.

Det forstår regeringen ikke, den er ikke særlig enfoldig. Af den grund er det ikke et problem for regeringens politikere at afskaffe bededagsferien.

Bøn er enfoldig. At bede er at bede om noget bestemt, noget direkte; eksempelvis om saltet, der befinder sig uden for håndens rækkevidde, eller om kammertonen, når stemningen får for mange udslag. Det enfoldige i bønnen er dens direkthed og typisk monologiske form. Man lader det, der kommer, blive skænket som den tilhører, man er, og søger ikke at fremtvinge et forhold til virkeligheden, der ikke stemmer overens med det sprog, der tales. Af den grund siger vi, at vore bønner fremsiges ‘i Jesu navn’, for hvad andet betyder det, end at vi i bønnen er vores egen afmagt bevidst, at vi ved, at vi ikke kan bede om hvad som helst, fordi det i virkeligheden er forkyndelsens ord, ham vi kalder for Kristus, der beder med i bønnen, og vi, de bedende, der lytter til de af ham talte ord i vores egen bøn?

Og se, her kan litteraturen med fordel give sit besyv med, for denne opfattelse af bønnens velfærd og det perspektiv, der skifter i bønnen, indeholder en enorm dramatisk potens. Det vidste

om nogen Shakespeare, der i sine tragedier lader antagonisterne, de ondsindede, blive konfronteret med bønnens afmagt, ja, endda med bekendelsen til sin egen afmagt. Bøn er i Shakespeares tragedier et ærinde for friheden, et forsøg på at bekende sin afmagt og blive sat fri fra sine ondsindede hensigter. Men en sådan hengivelse til afmagten er svær, det er et enormt fæstningsværk, der skal nedbrydes, når man som skurkene i hans tragedier kun har sin egen magtbegærlighed som målestok for livet. Der er meget, der skal nedbrydes, før man bliver til en bønnens tilhører.

Tag Claudius fra Hamlet. Claudius konspirerede mod sin bror, kongen af Danmark, og slog ham ihjel. Da prins Hamlet fatter mistanke om sin onkels gemene komplot, søger han at drive sin onkel ud i sindssyge ved at vække hans dårlige samvittighed. Det lykke- ➤

La Confession af Cécile Valle.

des for den unge prins, og tynget af sin dårlige samvittighed bliver Claudius drevet ud i bøn og anger.

Men da sker det, lige midt i bønnens fremsigelse, at Claudius knækker sammen. Han hører sig selv, han bliver sin egen tilhører. Det havde han ikke regnet med. Bønnens omslag gør vold på hans samvittighed. Han opdager, at bøn ikke handler om at sige så meget, men at han, jo længere han kommer ind i bønnens ordstrøm, bliver til en magtesløs tilhører, der bekendende taler uden at tænke, fordi han opgiver alt for at se sig selv fra et nyt perspektiv, et perspektiv, der ikke var der til at begynde med, da han langsomt vovede sig ud i bønnens indledende ord.

Tale ved altergangen

Når vi tildeles Kristi brød og vin med tilsigelsen om syndernes forladelse, viser den treenige Gud sig som den handlende, der frimodigt møder os i bøn og ånd.

Således bliver vi, de bedende, sat fri af Guds imødekommenhed i nadverens Fadervor. Bønnen indleder vi med at tale, men jo længere, vi kommer ind i bønnens strøm af ord og

ønsker, skifter perspektivet, og vi ser os selv som tilhørere, der bliver talt til af Gud midt i vores afmagt.

I form af det daglige livs måltid finder legemliggørelsen af menneskets afmagt sted i nadveren, idet den er bundet til det daglige livs kærlighed, et tilhørerende fællesskab, der hver dag fornyes som et liv i bøn.

Amen

Hamlet tente de tuer le Roi af Eugéne Delacroix, 1843.

Afskedstale

Af pAstor emeritus morten Kvist

Hammerum Efterskole, 23. april 2023

Kære Herning og Gjellerup

Valgmenigheder, kære gæster.

Søren Kierkegaard fortæller i et af sine skrifter en lille historie, som jeg refererer efter hukommelsen. En lærd, ældre herre står en dag i sit bibliotek, vinduerne er åbne ud til gaden; han står med en åben bog i hånden og er jo omgivet af bøger. Da klapper han bogen i, kigger sig et øjeblik omkring og siger: “Det er sandelig ikke i bøgerne, man skal finde sandheden!”

I det samme passerer en øltapper forbi de åbne vinduer, og han hører den lærde mands udbrud. Da øltapperen senere samme dag holder en pause i arbejdet sammen med sine kolleger, sætter han trumf på en diskussion iblandt dem med ordene: “Det er sandelig ikke i bøgerne, man skal finde sandheden!”

Der er meget stor forskel på den lærde mands udsagn og øltapperens, selvom de siger det samme, og selvom udsagnet kan være sandt i munden på dem begge. Men det er ikke den samme sandhed.

Hvad er forskellen? Erfaringen er forskellen.

Selvom øltapperen taler sandt, er der ikke dækning for denne sandhed i hans eget liv. Det er en udvendig sandhed, løsrevet fra hans egen erfaring. Den lærde mands udsagn er derimod behæftet med autoritet, fordi hans egen erfaring har bragt ham til at sige, hvad han siger.

En historie om Johannes fra Padmos, som traditionen har tilskrevet forfatterskabet til Johannes Åbenbaring i ➤

NT og de øvrige skrifter af Johannes, fortæller, at Johannes en dag blev spurgt af sin menighed, om han ikke med få, klare ord kunne fortælle dem, hvad kristendommen i grunden handlede om. Menigheden syntes, det var indviklet, og eftersom Johannes var en klog mand, kunne han vel besvare deres spørgsmål.

Det ville Johannes gerne, dog havde han brug for at tænke sig lidt om. Tiden gik, og efter nogle år spurgte de ham igen. Johannes svarede, at han ikke helt havde fundet ud af det endnu, men de skulle blot være tålmodige. Sådan gik det flere gange, og efter mange år, da spørgsmålet var blevet glemt og Johannes gråhåret, kom han en dag ud af sit beskedne hus og sagde med stor glæde, at nu havde han fundet ud af det: Svaret var: “Børnlille, elsker hverandre!”

Det er tilladt at undre sig over, hvorfor Johannes skulle bruge måske op til 30 år for at kunne give så enkelt et svar. Johannes var imidlertid nødt til at vente på sin egen erfaring, inden han kunne svare; han måtte vide meget om Kristus, Guds søn, og han måtte vide meget om sig selv. Først da disse to ting mødtes, kunne han svare kort og enkelt.

Som præst har det været min opgave at få disse to forhold til at mødes: Kristendommen, som vi kender den fra NT samt fra traditionen, og vore

fælles menneskelige erfaringer, herunder selvfølgelig mine egne. Forkyndelsen skal være erfaringsnær, og det har været min bestræbelse. Jeg har øst af mit hjerte.

Forkyndelsen skal altså forholde sig til, hvad der står i NT, og hvad traditionen gemmer på. Det betyder, at vore fælles erfaringer skal gennemlyses af kristendommen, og det er en del af vores fælles tro, at vi har tillid til, at netop dette kan lade sig gøre. Kristendommen har noget at sige til alt, hvad vi erfarer. Det er derfor, vi kalder den sandheden.

Det betyder ikke (som vi godt ved), at man kan slå op i NT og få at vide, hvad man skal gøre. Men man kan få at vide, hvem man er, og hvad man skal blive, et menneske, der skal leve i tro, håb og kærlighed, og at vi altid skal søge sandheden om alle forhold. Kun sandhed og kærlighed bygger op. Vi er spændt ud mellem sandhed og kærlighed, for de to passer ikke altid sammen. Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: Sandhed uden kærlighed er for hård. Kærlighed uden sandhed er for sentimental.

Det har været en vanskelig tid at være både menighed og præst i. Hermed tænker jeg ikke specielt på os eller f.eks. vore uenigheder eller særlige problemer. Uenigheder har der været ret få af, men selvfølgelig har de været der. Personligt har jeg haft stor frihed

i arbejdet. Det har været rigtig gode arbejdsår, og ser vi tilbage i kalenderen, er der meget at få øje på. Jeg har grund til at sige tak for de mange arbejdsår. På den måde har årene ikke været vanskelige. Så tusind tak for de mange år.

Vanskeligheden ved at være menighed og præst kommer af det moderne liv, som vi på mange måder er bundet op på og ikke kan komme fri af. Vi er i færd med at glemme os selv, herunder kristendommen. Vi har svært ved at give videre. Det viser sig i et omfattende tab af tradition, dannelse og sans for ritualer. Der er mange eksempler. Jeg vil nøjes med at nævne to helt friske. En kollega fortalte mig forleden, at hans konfirmander ikke kendte ”I østen stiger solen op”. Dannelsestab. For ikke længe siden blev der klappet af korsangen ved en gudstjeneste. Manglende forståelse for ritualet.

Hvad sker der, hvis vi bliver ved med at glemme os selv? Instrumentaliseringen vil fortsætte.

Hvad er instrumentalisering? Instrumentalisering er for det første, at alting skal nyttiggøres her og nu –uden tålmodighed; for det andet at en funktion bliver vigtigere end det, den skal tjene, f.eks. at undervisningen på en skole er underlagt bureaukratiet i stedet for, at bureaukratiet er en ydmyg tjener for undervisningen. Det får omfattende konsekvenser.

Vi kan f.eks. høre et politisk slogan, der lyder: ’Mennesket før systemet’. Det lyder godt, men det er som regel løgn. For samtidig skal enhver henvendelse til det offentlige passe ind i de herskende it-systemer, alle udbetalinger, afhentning af skraldespande, behandling af sygdomme etc. Passer det ikke ind i det bureaukratiske system, ind i enhver lille bitte miniregel om, hvor mange muldvarpeskud en anlægsarbejder maksimalt må fjerne i timen af hensyn til arbejdsmiljøet, kan henvendelsen ikke behandles; eller det er umådelig vanskeligt at få kontakt. Samtidig forøges omfanget af bureaukratiske foranstaltninger hele tiden, idet det enkelte individ stadigt mere reduceres til en funktion i et system. Det gør folk syge, og det er sygdom, som skyldes åndelig misrøgt.

Instrumentaliseringen nyder desværre stor opbakning. Den har politisk flertal og sidder derfor også i regering, men netop så meget mere grund er der til modsigelse. Og det gør ingen forskel, om regeringen har den ene eller anden politiske farve. Instrumentaliseringen behersker hele administrationen, idet liberalister og socialister for længe siden har slået sig sammen. Sproget afslører det. Vi taler om ’produktion’ af et teaterstykke og om ’svineproduktion’ på landet.

Nu hører det med, at visse forhold udmærket kan instrumentaliseres, regnskaber f.eks. og industriproduk-

tion. Det er godt, for vi kan jo også godt lide både orden og effektivitet og lave priser. Problemet er, at instrumentaliseringen definerer alting og derved ser bort fra alt det i et menneskes liv, som ikke kan gøres til genstand for instrumentalisering, med ét ord: Åndsliv.

Det sidste ord, ’åndsliv’, er nøglen til at forstå, hvad dette har med Herning og Gjellerup Valgmenigheder at gøre. Åndsliv er et menneskes indre liv, stemninger, refleksioner, fantasi f.eks., men åndslivets natur er at ville deles med andre for at berige sig selv i mødet med andre mennesker.

Kristendom er åndsliv, som sætter sig for at skabe et møde med andre mennesker i tillid. Gud er ånd, hedder det et sted i NT, men ikke en hvilken som helst ånd: Helligånden, og gudstjenesten er Helligåndens værksted, sagde menighedernes første præst Enevold Terkelsen. Det er her, hjertet og sindet med sikkerhed bearbejdes af Helligånden.

Ånd er imidlertid en flygtig størrelse. Den kommer og går, og derfor må man opsøge dens kilde mere end én gang. Af samme grund har vi ritualiseret mødet med Helligånden i form af vores gudstjeneste. Den skal finde sted, og den må ikke forsømmes. Fra gudstjenesten skal åndens virke så brede sig ud i verden og i frihed. Jeg har ofte sagt, at når man går i kirke,

skal man skynde sig ud af kirken igen, for at stille sig i åndens tjeneste ude i verden: Børnlille, elsker hverandre!

Hvis vi forsømmer vores religion, kristendommen, får vi noget andet. Det kan være yderligere instrumentalisering, en fornuftskult. Det kan være islam. Det kan være noget, vi ikke har set endnu. Det eneste, vi kan være sikre på, er, at vi ikke får ingenting, for mennesker kan ikke leve i ingenting. Meget kan vi tåle. Meget kan vi bære, men ikke tomhed.

Til sidst – og det er ved at være på tide, at jeg holder inde – vil jeg på min families og egne vegne sige hjertelig tak for de 25 år. Tak for samarbejdet i de forskellige bestyrelser, hvor mange har taget deres tørn. Jeg nævner ingen navne af frygt for at glemme nogen, og det ville jeg være ked af. Tak til friskolerne, hvor jeg altid og uden undtagelse er blevet godt modtaget og hjulpet, tak til børnehaven. Tak til min hustru Marianne, som fik idéen og gjorde meget og har været min uundværlige støtte. Tak til kirkebetjeningerne, sangere, Elena, Peder Brændgaard, MidtVest Pigekor, Dorte Bille og Frieda Funk, – og her bliver jeg nødt til på alles vegne at rette en særlig tak til Karen Marie Holm. Alle bør vide, hvis vi ikke skulle vide det i forvejen, at Karen Marie ved flere lejligheder har holdt hånden under både Gjellerup og Herning Valgmenighed. Uden Karen Marie havde der

måske slet ikke været brug for en præst. Tak til kirketanterne. Jeg håber ikke, at jeg har glemt nogen. Skulle det være tilfældet, så tak også til jer.

Tiden er gået, både den lange, præstetiden, og den korte, dagens taletid, og det er ikke til at forstå. Nu går jeg; jeg vil stadig være at træffe, 2172 3474, men snart ikke som præst for Herning

og Gjellerup Valgmenigheder, som vil være i gode hænder. Vi ses.

Jeg vil gerne sige hjertelig tak for den megen opmærksomhed, gode ord og de fine gaver, som jeg fik i anledning af min afsked som valgmenighedernes præst den 23. april. Bedre afsked kunne jeg ikke forestille mig, og den er nu ved at lejre sig som en frugtbar erindring.

Hjemlige sommerfornemmelser:

En hilsen fra Nørre Allé 21

Sommeren er nu ikke så ringe i Midtjylland. Her formår man ikke at flygte fra sin skygge, når solen troner på himlen. Luften er varm og tør, den minder tilnærmelsesvis om den tunge alpeluft mellem Schweiz og Italien, der gør en opmærksom på bjergenes dominerende tilstedeværelse. Bjerge er jeg dog ikke stødt på endnu, siden jeg flyttede til det brede Midtjylland. Hvor har I gjort af dem?

Til min store fornøjelse er jeg faldet godt til siden indsættelsesgudstjenesterne den 7. maj. Indsættelserne i menighedernes embede og den festlige sammenkomst på Hammerum Efterskole forløb, efter mine begreber, pragtfuldt. Jeg takker for opmærksomheden og talerne såvel som for de fine gaver, jeg modtog denne dag.

Mine nye, hjemlige omgivelser ledsages af en for mig enestående imødekommenhed. Der er mange lette smil i nabolaget og i livet omkring valgmenighedernes kirker. I skal nok få rystet københavneren ud af mig og omdanne

mig til en virkelysten midtjyde, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Jeg har, som traditionen byder det, overtaget posten som ansvarshavende redaktør for kirkebladet. Jeg lægger mig i forlængelse af det nuværende kirkeblads udtryk og opsætning. Skulle man dog sidde inde med en kritisk bemærkning til kirkebladets udseende, så bring den meget gerne på bordet. Det gælder sådan set hele mit arbejde i embedet.

Jeg kan træffes alle dage og på alle tider af døgnet. Det er endelig lykkedes mig at overtage min forgængers telefonnummer, som I finder her i kirkebladet.

Fredag formiddag og aften skriver jeg som regel søndagens prædiken, men det skal ikke holde jer fra at komme forbi eller ringe til mig.

Jeg ved, at menighedernes fromesser har været omdiskuteret. Men for at komme ind i en daglig rytme og

enkeltvis lære begge menigheder bedre at kende har jeg valgt at beholde fromesserne i sommeren og sensommeren. Har man en holdning hertil, hører jeg den gerne.

Da jeg endnu ikke kender jer alle sammen, er det svært for mig at vide, hvem der kunne tænke sig en samtale om f.eks. fortvivlelse og manglende livsmod, eller hvem der blot synes, det kunne være hyggeligt at byde menighedernes nye pastor på en kop kaffe.

Henvend jer gerne!

Jeg er til enhver tid underlagt mit embedes tavshedspligt. Når det så er sagt, så ved jeg kun det, I fortæller mig. Derfor må I gerne underrette mig, hvis nogen kommer på hospitalet eller på anden vis havner i en situation, der kunne kalde på min tilstedeværelse.

Pax et bonum.

Indskrivning af konfirmander 2023-24

Indskrivning af konfirmander foregår ved at ringe til mig: 9712 0652, sende

e-mail: praest@h-g-valgmenighed.dk eller sende brev til: Nørre Allé 21, og melde sig til.

Jeg har et konfirmandhold på Herning Friskole og Hammerum Friskole.

JoJo

Med skolernes ledelse tilrettelægger jeg indskrivningen og undervisningen. Har man ikke et barn på en af disse skoler, henvender man sig blot direkte til mig.

Jonas Jochumsen

Konfirmander år 2023

Herning Valgmenighed

Øverst fra venstre: Johannes Jacobi

Kattenhøj, Simon Lehrmann Andersen, Noah Muntwiler Johansen, Bertram Seidelin Langhoff, Marius Hyldgaard Jespersen.

Gustav Wessel Christensen, Sylvester Thor Stoltenberg , Christian Emil Vincents Nielsen, Carl Peter Rømer Brix, Jens Vestergaard Albertsen, Oliver Qajorannguaq Schermer Quist.

Caroline Brinch Bredahl, Vilde Skov Osnes, Olivia Brøndum Kastberg, Liva Maria Fonnesbæk.

Gjellerup Valgmenighed

Øverst fra venstre: Gustav Clausager

Schultze, August Brozat Ørndrup, Marcus Dahl Hansen, Kristian Meldgaard Kaag, Mikkel Klostergaard, Tobias Hansen.

Silje West Kaxe Lindhøj, Katja Birk

Hansen, Alberte Anike Bjerg Johansen, Frida Zeeberg Pedersen, Helena Dahl Andersen, Stinne Bjørn Nielsen.

Mille Thygesen, Frida Toft Skoubo, Sara Marie Lysholt Linnebjerg, Agnes

Maagaard Tommerup.

Caroline Dam Ejstrup, Iben Ingemann Mortensen, Sofie Merrild Kirkegaard, Mille Marie Havmøller Baunsgaard.

Kalender:

Litterære saloner i efteråret

2023: Bøn, bekendelse og sandhed

I sensommerens og efterårets litterære saloner skal vi se på, hvad det vil sige, at et liv i bøn er et liv, der stræber efter sandheden. Fremsigelse af bøn og bekendelse blev op gennem den europæiske middelalder og renæssance forstået som en måde at forholde sig til sandheden på. Det har præget moderne europæisk litteratur på radikal vis. Kristen bøn bliver i den vestlige tradition udlagt som en vishedspraksis, en metode til at afdække selvbevidstheden, og som sådan er den kristne bøn tæt forbundet med viljen til at gøre sandheden. Det er sandheden, man må lægge sin hånd på og udføre for at komme til lyset, som det hedder i Johannesevangeliet.

Valgmenighedernes litterære saloner er gratis og finder sted på Hammerum Friskole på udvalgte onsdage kl. 20.00-21.30. The og kaffe kan købes.

Det er ikke at krav for deltagelsen, at man har læst værkerne. Man er hjertelig velkommen til at sidde med på en lytter og blive oplyst om bøgernes plot, komposition og tilblivelse. Fremgangsmåden er primært fortællende, medens væsentlige nedslags-

punkter i bøgerne vil blive fremhævet, perspektiveret og diskuteret.

Litteraturlisten og datoerne for salonerne ser ud som følger:

I. 30. august

Niels Lyhne af J.P. Jacobsen.

II. 20. september

Hamlet af Shakespeare.

III. 11. oktober

Alle himlens fugle af Rakel Haslund-Gjerrild.

IV. 22. november

At kende en kvinde af Amos Oz.

Vel mødt! JoJo

Maratonsang i Kirkeladen, Gjellerup Kirke

21. juni kl. 09.00–20.00

Det er gratis at deltage i Gjellerup

Kirkes Maratonsang, og man kan frit

være med i arrangementets forskellige segmenter.

Såfremt man ønsker at deltage i frokost og/eller aftensmad, rettes tilmeldingen hertil til kordegn Lone Finnerup på tlf. 9711 6088 eller lfi@km.dk senest den 14. juni.

Frokosten består af tre snitter, pris kr. 50,00.

Aftensmaden består af frikadeller og kartoffelsalat, pris kr. 50,00.

Foredrag v. Jonas Jochumsen i Søndagscaféen på Toftebo Aktivitetscenter

25. juni kl. 14.00

Humor – Hvad er det? Hvad kan det? I dette foredrag skal humorens væsen undersøges nærmere.

Kaffe: kr. 25,00.

Efterårsudflugt til Museet for Religiøs Kunst, Lemvig

12. september

Som noget nyt går efterårets udflugt til Limfjordens naturskønne museum for religiøs kunst. Vi skal bl.a. besøge sommerudstillingen Far West – Vestjylland i kunsten, der sætter fokus på de seneste 300 års religiøsitet, kulturliv og landskaber i Vestjylland.

Tilmeldingen rettes til Karin Brammer, kbr@h-g-valgmenighed.dk, tlf. 4026 0818

Vesper v. MidtVest Pigekor i Herning Valgmenighedskirke

17. september kl. 19.00

Sammen med MidtVest Pigekor afholdes en fælles aftengudstjeneste beregnet på sensommerens sidste glød, som både musikken og liturgien vil være afpasset til.

P1 Gudstjeneste: Radiotransmission

1. oktober kl. 10.00, Hammerum Valgmenighedskirke

Der afholdes en fælles gudstjeneste denne søndag, da Danmarks Radio kigger forbi og radiotransmitterer hele gudstjenesten.

Højskoleforeningens Fælles Efterårsmøde

2. oktober kl. 19.00

Årsmødet finder sted på Herning Friskole.

I år holder cand.mag. Thomas Jensen foredrag over “Rusland og Ukraine –Krig i Europa”. Den kolde krig er tilbage. Hvad vil Putin egentlig? Og hvordan ser fremtiden ud for både

Rusland og Ukraine? De spørgsmål kaster Thomas Jensen op i luften.

Pris: kr. 100,00.

Efterårsmøde i de midt- og vestjyske valgmenigheder

8. oktober, kl. 10.30 til 16.30.

Kjellerup og Omegns Valgmenighed er vært for efterårsmødet i de midt- og vestjyske valgmenigheder, der afholdes under titlen: “Du kom med alt det, der var dig”. Mødet begynder med højmessetjeneste ved Charlotte R. Nissen i Hørup kirke kl. 10.30 (Kirkebakken 13, 8620 Kjellerup). Efterfølgende er der frokost kl. 12.00 og foredrag kl. 14.00 på Levring Efterskole (Bygaden 65, 8620 Kjellerup). Forfatter og psykolog Anne Knudsen foredrager over Jens Rosendals liv og opvækst i Indre Mission og om den svære kærlighed til en anden mand. Tilmeldingen rettes til Charlotte R. Nissen, pra-est@kjvm.dk, tlf. 86881110.

Refleksionsmandag i Højhuset

v. Kurt H. Jørgensen og Jonas Jochumsen

9. oktober kl. 17.00

Pris: Billetter kan købes på www.hojhuset.com

Højhuset i Birk etablerede i 2022 en række offentlige samtalesaloner over emnet “passion”, der foregik – og stadig foregår – ved, at kulturjournalist Kurt H. Jørgensen har en gæst i lænestolen.

titlen “refleksionsmandag”, der ligesom de øvrige samtalesaloner indeholder fællesspisning med aftenens deltagere. Hertil er valgmenighedspræst Jonas Jochumsen blevet indbudt som gæst mandag den 9. oktober.

Torsdagsfyraften på pianobar

28. oktober kl. 17.00

Traditionen tro griber vi fat i højskolesangbogen og de kolde flasker. Jonas Jochumsen motiverer og fortæller, mens røsternes sang akkompagneres af flygelets toner.

I det kommende efterår gryr en ny samtalerække, denne gang under

Ordination af Jonas Jochumsen i Viborg Domkirke, 24. marts 2023

Fotografier af Henrik Helms, Viborg Stift

Indsættelse af Jonas Jochumsen, 7. maj 2023

Privatfotos

Herning Kirkehøjskoles Efterårsprogram 2023

2. september i Hedeagerkirken, Gl. Kirkevej 33

Lektor David Bugge: Karen Blixen og kristendommen

Første del af foredraget vil handle om det kristendomskritiske spor hos Blixen, anden del om det kristne spor i forfatterskabet; og her i sidste del vil håb og håbløshed indtage en vigtig rolle.

Foredraget bliver holdt i en lettilgængelig form og forudsætter ikke, at man har læst Karen Blixen.

4. november i Herning

Kirkehus, Østre Kirkevej 1

Hospitalpræst Annette Vinter

Hedensted: Håbet i omsorg

“Det sidste, der forlader et menneske, er livet. Det næstesidste er håbet”. Så selv når alt håb er ude, er der stadig håb. Hvordan hænger det sammen? Hvad er håb i grunden for en størrelse?

Det hedder i lægeløftet: Stundom helbrede, ofte lindre, ALTID TRØSTE, aldrig skade. Håb og trøst og mod til at leve til det sidste er temaet.

7. oktober i Fredens Kirke, Sjællandsgade 34

Rådgiver Mette Lund Sørensen: Folkekirkens Nødhjælp, en afgørende medspiller i den store verden

Håbet er helt centralt i Folkekirkens Nødhjælps virksomhed – og FKN’s arbejde består i at give håb til de mennesker, som FKN arbejder med og for, samt i at bevare håbet om en bedre og mere retfærdig verden.

2. december i Gullestrup Kirke, Gl. Løvbakkevej 9

Sognepræst Morten Skovsted: Håb, længsel og advent i Højskolesangbogens salmer og sange

I dette foredrag – som også er en slags sangformiddag – skal vi blive klogere på Højskolesangbogens historie og udvikling, og vi skal især se nærmere på de salmer og sange, gamle og nye, som handler om det håb og den forventning, der bl.a. præger den kommende adventstid.

# Temaet er hentet fra Lisbeth Smedegaard Andersens sang til FKN’s 100 års jubilæum

# Du spør mig ... ... om HÅBET

Valgmenighedernes personkreds

Ansatte

Pastor: Jonas Jochumsen, Nørre Allé 21, 9712 0652

Organist: Elena Zubakina, Møllehøj 8, 6027 7591

Forretningsfører: Karin Brammer, Højgaardvej 2C, Tjørring, 4026 0818

Kirketjener (Herning): Peder Brændgaard, Dalgasgade 7, 2. tv., 5137 8114

Kirkeværge (Herning): Kristian Thalund, 2027 2413

Kirketjener og graver

(Hammerum): Karin Marie Holm, Søndermarken 6, 2514 5271

Kirkeværge

(Hammerum): Per Lambæk, Klokkehøj 54, Gjellerup, 2023 5210

Herning Valgmenigheds bestyrelse

Formand: Morten Dybro, 5128 6595

Næstformand: Martin Lundsgaard-Leth, 5139 8584

Kasserer: Asbjørn Lyby, 4045 9820

Sekretær: Birgitte Toft, 6095 4609

Menigt medlem: Vibeke Lundbo, 3060 3940

Gjellerup Valgmenigheds bestyrelse

Formand: Karen Marie Holm, 2514 5271

Næstformand: Anni Anette Kristensen, 4031 7851

Kasserer: Tove Bjerregaard Lauridsen, 2395 9293

Sekretær: Ursula Witt Aadahl, 2186 8642

Menigt medlem: Morten Thylstrup, 6019 8024

Hvor intet andet er noteret, er postadressen 7400 Herning.

Mailadresser til de ovennævnte kan findes på: www.h-g-valgmenighed.dk

Redaktionen

Jonas Jochumsen (ansvh.) praest@h-g-valgmenighed.dk

Karen Marie Holm karenmarie@holm.mail.dk

Karna Søgaard karna.soegaard@gmail.com

Morten Dybro mortendybro@mac.com

Gudstjenester

Besøg af præsten på sygehus eller i hjemmet kan altid finde sted. Jeg kan desværre ikke altid vide, hvornår det ønskes. Derfor beder jeg venligst om, at man ringer til mig eller på anden måde giver besked, når der er brug for det.

JoJo

Se endvidere: www.h-g-valgmenighed.dk

Kirkekørsel: Ring til Herning Taxa, 9712 0777, senest 2 timer før gudstjenesten. Angiv ved bestilling udtrykkeligt, at det drejer sig om kørsel til Herning eller Hammerum Valgmenighedskirker. Hvis ikke andet aftales, afhenter Taxa ved kirken en time efter gudstjenestens begyndelse. Ordningen gælder for medlemmer i Herning kommune. Enegenbetalingpå15,-kr.læggesivåbenhusetvedankomsttilkirken.

NB! Vær opmærksom på, at der også kan benyttes kirkebil til de gudstjenester, der er fælles for Herning og Gjellerup.