Verdener imellem os by Gutkind Forlag

Gill Thompson Verdener imellem os

På dansk ved

Ursula Olander

Gutkind

Verdener imellem os er oversat fra engelsk af Ursula Olander efter The Oceans Between Us

Denne udgave: © Gill Thompson og Gutkind Forlag A/S, 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024

Bogen er sat med Garamond MT hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

Omslag: © Lonnie Hamborg / Imperiet

Forsidefotos: © Arcangel og Shutterstock

ISBN 978-87-434-0858-1

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9,1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Til Paul –

For hans urokkelige støtte og opbakning. Og til kærligt minde om

James Albert John Marett, FIIP. FRPS

Også kendt som ‘Jack’

Han er stadig bange for at flyve, selv nu, så mange år senere. Det værste er, når flyet letter. Suset fra hjulene mod landingsbanens beton, motorens hvinende skrig og den tiltagende trykken for ørerne.

Så en let berøring mod hans hånd. Han ser ned. Hendes fingre om hans hvide knoer.

”Går det?” spørger hun.

Han nikker og ser ud ad vinduet. Flyet stiger stødt, landingsbanen er allerede en beige klat i det fjerne. Landingsstellet folder sig op under maskinen med et fjernt bump, og motoren finder ind i et monotont, brummende leje.

Han tørrer sig over panden med ærmet og lægger hovedet tilbage mod ryglænet.

Hun giver hans hånd et klem. ”Godt klaret. Nu skal det nok gå.”

Ja, det skal nok gå. Det gør det jo altid. Men denne gang er der også en anden uro. En, der ikke har noget med rejsen at gøre. Den handler om rejsens mål.

Han klapper sig let på lommen og mærker den dyre kartons fasthed mod den varme uld. Det er ikke nødvendigt at tage invitationen frem igen. Han kender ordlyden ud og ind.

Og lige pludselig er han igen en lille dreng. Spændt på den lange rejse til et land fuld af muligheder og håb. Hvordan skulle hans ivrige lille tolvårige selv også kunne vide, hvad det i virkeligheden var, der ventede ham?

Prolog

Han kaster et blik på sin rejsefælle. De er dybt inde i et årelangt ægteskab. Hendes ansigt lige så velkendt som hans eget, håret lidt kortere end da de mødtes. Hun kan stadig slå benene væk under ham. Han rækker ud og stryger hende blidt over kinden. ”Jeg er så glad for, at du er med mig.”

”Det ville jeg ikke gå glip af. Det har været længe undervejs.”

Pludselig kan han ikke få et ord frem for en klump i halsen. Han synker en gang og kører en finger rundt langs skjortekraven. ”Fyrre år,” siger han så. Han lyder hæs.

”Et halvt liv. Men til sidst nåede du frem. Nøjagtig som du sagde.”

Skiltet med sikkerhedsselen er holdt op med at lyse. Hun rækker ind under sædet og trækker en lædertaske ud og finder en flaske vand frem til ham.

Han tager en slurk. Hun ved altid, hvad der er brug for.

”Jeg ville bare ønske, at det var sket noget før. Det er for sent for nogle.”

”Dem der kan, kommer. Og husk nu, for hvis skyld du gør det.”

Han nikker og vender blikket ud ad vinduet igen. Horisonten er stribet i stærke farver. Turkis, orange, grøn – farverne stråler fra den flammende sol, der er på vej ned. Snart suser de hen over den nattemørke himmel i deres lille metalkabine. Kilometer efter kilometer indtil de når Canberra. Og den ceremoni, de er på vej til.

Det er den her dag, han har kæmpet for. Han lukker øjnene, og lader fortidens ansigter tone frem for sit indre blik.

Dengang var der ingen, der havde lyttet til dem.

Det ville de gøre nu.

Første del

1941-1947

De kom som regel om natten. Det var det mest skræmmende tidspunkt.

Fra dynens varme favn hørte Molly den pulserende sirene. Hun svingede benene ud over sengekanten og gyste lidt ved chokket fra den kolde linoleum. Så listede hun over til vinduet og lettede på en snip af gardinet. Skulle hun vove lige at kigge ud? Hun tog en hurtig indånding og vippede et lille bitte hjørne af det brune papir, som dækkede for vinduet, til side. Lysstråler zigzaggede hen over himlen. De var på udkig efter fly. Tunge af bomber og i høj fart. Hun måtte hellere vække Jack.

Idet hun flagrede forbi spejlet, tinmat i mørket, fangede hun et glimt af sin egen fremtoning, hvid natkjole, mørkt hår i en sky omkring ansigtet. Men Jack ville tage det helt roligt. Han var alt for vant til den her øvelse.

”Mor?” Hans stemme var sløret af søvnen.

”Kom, skat. Op.” Hun hadede at være nødt til at flå ham ud af sengens trygge rede med hans lune tommelfingerånde og den svage duft af mælk. Hun burde jo vække ham rigtigt, så han selv kunne gå ned ad trappen, men han havde bare sådan brug for sin søvn, den lille fyr. Så hun løftede ham op over skulderen i et brandmandsgreb og bar ham. Han vejede godt til med sin femårige krop. Da hun nåede ned til spisebordet føltes det næsten, som om hendes ryg var ved at knække sammen under vægten, og det blev lidt hårdere, end hun havde tænkt sig, da hun lagde ham ned på gulvet

og skubbede ham ind under bordet. Han gryntede lidt og rullede sig sammen til en kugle.

Så tumlede hun hen til skabet og fandt kurven frem. Hun gjorde den klar igen efter hvert angreb. En elefanthue, en lygte, Micks sixpence og et fedtet sæt spillekort, hvor hjerter to manglede.

Hun skubbede det hele ind under bordet. Jack var stadig rolig, og lydene udenfor var ikke blevet værre. Mon det gik at sætte en kop te over? Hun tændte for blusset, taknemmelig for den pludselige varme, fyldte kedlen og satte den over, mens hun ledte efter termoflasken. Måske også lidt at spise? Der lå et halvt brød i brødkassen. De måtte bare spise det uden noget. Hun var løbet tør for smør, og marmelade var efterhånden bare et fjernt minde. Da hun selv var barn, glitrede hendes mors fadebur altid af blanke syltekrukker: ribsgele, syltetøj, kvædemarmelade, tomatchutney. Hele efteråret gik mor og plukkede, kogte og rørte i gryderne, og luften var sød af duften af frugt og sukker. Men det var alt sammen væk nu. Alle slags luksus havde krigen frarøvet dem, selv de hjemmelavede. Men det var lungebetændelse, der havde taget hendes mor. Lige efter Jacks fødsel. Og den forrige krig havde taget hendes far.

Kedlens fløjt overdøvede næsten luftalarmen udenfor. Molly løftede kedlen og hældte det kogende vand over i tepotten. Endnu en lille sky af dampende varme. Hun rørte i teen, mens dampen snoede sig om hendes ansigt. Ingen tid til at varme tepotten. Hun hældte den mørke væske gennem filteret og supplerede med lidt mælk fra fadeburet, inden hun søgte tilbage under spisebordet med termoflasken i hånden.

Jack satte sig op. Hans stride hår stod omkring hovedet som sædvanlig, og selvom mørket gjorde alle farver grå, vidste hun, at hans røde kinder var begyndte at blegne i køkkenets kolde luft. Han blev altid så varm, når han sov, når han lå og puttede sig under dynen som en lille syvsover. Lige så forsigtigt gav hun ham elefanthuen

på og trak kasketten ned over sit eget hoved. Jack måtte ikke fryse. Desuden kunne spisebordets ru underside godt rive lidt. Hun trak ham ind til sig og holdt ham tæt ind mod sit hjerte.

”Er det de der nazister?” spurgte han uldent ind i stoffet fra hendes natkjole.

”Ja, min skat. Sikkert nogle bombefly. Men der sker ikke noget med os her inde under bordet.” Hun så sig omkring i det mørke køkken. Hvor mange timer havde de ikke tilbragt her, nat efter nat, mens Luftwaffe raserede derude? Nogle gange, hvis angrebene kom om dagen, så fik de lov at være med i familien Clarks beskyttelsesrum inde ved siden af. Hvis de havde boet tættere på Balham, kunne de være gået ned i undergrundsbanens tunneler. Men der brød Molly sig ikke om at være. Heller ikke hos naboerne for den sags skyld. Det var rarest at være derhjemme. Bare hende og Jack i deres trygge hule.

Jack var holdt op med at spørge til Mick. Hun havde fortalt ham om Dunkerque. ”Far gik ombord på et skib for at komme hjem til os,” havde hun sagt. ”Men han nåede ikke frem.”

”Var det nazisterne, der spiste ham?” havde Jack en dag spurgt. Midt i en godnathistorie.

”Spiste ham! Hvor i alverden har du dog det fra?”

Han møflede sig ind til hende. ”Bill siger, de spiser små børn.”

Molly krympede sig. Ham Bill Clark var lidt gammelklog i det. ”Nej, selvfølgelig ikke. Far gjorde alt, hvad han kunne for at komme hjem, men havet var for voldsomt. Nu passer han på os oppe fra himlen.” Hun blinkede et par gange for at få billederne af Mick, der kæmpede mod vandmasserne på det mørke hav, til at gå væk. Hun åbnede sin medaljon for at vise Jack det lille foto. Bedre at huske sin fars glade, smilende ansigt under den kraftige, mørke manke. Lige så kraftig som Jacks en dag ville blive, selvom Micks hår godt nok var redt glat tilbage på billedet. Men resten

af minderne havde hun indeni: Mick med hænderne om hendes ansigt når han kyssede hende. Med en arm omkring hende, når han tændte sin cigaret i mørket: Og sangene. Altid sange. Nogle gange var hans stemme det første, hun vågnede til om morgenen. In Dublin’s fair city, Where the girls are so pretty, I first set my eyes on sweet Molly Malone. Ordene kærtegnede hende. Og senere, når hun så sig i spejlet, så smilede hun stadig.

Det var en råkold nat. De fik næsten ikke lukket et øje på grund af larmen. Luftalarmens ildevarslende åndeskrig. Som en hætteklædt banshee, der varsler død i familien. Bombernes hvislen og drøn, lyden af murværk der sank i grus. Der hang en skarp lugt i luften. På et tidspunkt var Molly sikker på, at de var blevet ramt. Først et øredøvende brag, og bagefter hele huset, der rystede. Hun holdt Jack for ørerne med begge hænder, spændte op i hver eneste muskel, mens hun ventede på, at eksplosionen skulle flå dem ud af deres skjul. Men der skete ikke noget. Hendes hjerte hamrede som et maskingevær, og hendes læber var tørre som papir. Hun forsøgte at fugte dem med tungen.

”Går det, Jack?” hviskede hun.

Hans øjne var store og runde i mørket. Han nikkede spagt og puttede sig ind til hende. Hun kyssede hans varme hår, indsnusede hans lille-drengs-duft og begyndte at spænde en lille smule af. Lydene aftog en smule.

Da de afblæste alarmen, var det blevet morgen. Vinduerne holdt alt lys ude, men Molly kunne høre solsortenes livfulde, melodiske sang. Også rødkælkens sky kvidren. Sikkert den, der sad i haven og gravede efter orme i går. Kvarteret skulle nok rejse sig igen. Det gjorde Croydon jo altid, uanset hvor hårdt nattens angreb havde ramt.

Af og til overvejede hun, om hun burde sende Jack ud af byen. En efter en forsvandt hans klassekammerater ud af byen med hver

deres lille, brune kuffert og en gasmaske under armen. Hver eneste uge stod der endnu en mor tilbage på perronen og forsøgte at holde tårerne tilbage, mens hun vinkede efter sit barn. Det ville uden tvivl være meget mere sikkert for Jack i Hampshire eller Dorset. Det var de mest populære destinationer for de evakuerede, som aviserne kaldte dem. Men Molly kunne slet ikke rumme tanken om at en anden kvinde skulle opfostre hendes søn. Nusse ham og lave mad til ham. Hun havde allerede mistet Mick, hun kunne ikke bære også at miste Jack. Og hvem vidste, hvornår den her krig ville få en ende? Nej, de blev sammen, uanset hvad der så end skete.

”Vågn op, lille skat.” På et eller andet tidspunkt var han faldet i søvn igen, i fosterstilling under tæppet, hans åndedrag var lette og rytmiske. Han rumsterede lidt og jamrede. Stiv i lemmerne krøb hun ud i det kolde køkken. Så tændte hun for radioen og satte en kedel vand over. Den sidste sjat i termoflasken havde været lunken. En varm kop te ville gøre godt og friske hende lidt op. Og så lidt musik.

Radioen skrattede lidt og slog så over i en slags brummetone. Winston Churchill var i gang med endnu en af sine opildnende taler. Jack sagde, de var kedelige, og i sit stille sind måtte Molly give ham ret. Uanset hvor meget blod, sved og tårer briterne udgød, så ville det ikke give hende Mick tilbage. Hun skruede lidt på en af knapperne, mens hun holdt øret helt hen til apparatet og sin fulde opmærksomhed rettet mod små brudstykker af musik. Endelig. Glenn Millers ’In the Mood’. Det var bedre. Hun trængte virkelig til at ryste bitterheden af sig.

”Kom, lad os danse.” Hun rakte en hånd ind under bordet og trak den gabende Jack op at stå. Han vaklede lidt, da hun forsøgte at svinge ham rundt, så hun nøjedes med bare at tage hans hænder og vugge fra side til side. Hun nynnede med og nød følelsen af lethed, når hendes natkjole flagrede.

Da sangen var slut, sank Jack ned på en stol. ”Jeg er træt, mor.”

”Så kigger du bare på.” Nu var det The Andrews Sisters. ’Don’t Sit Under the Apple Tree’. Hun greb fat i en grydeske og stemte i. Men i stedet for at grine ad hendes skøre fagter rynkede Jack brynene og skruede ned for lyden, som om han havde hørt et eller andet udenfor. Molly blev stille. Han havde ret. Der lød en serie af små brag lige i nærheden. Hun slukkede for radioen. Lydene føltes voldsomme midt i stilheden.

Bang-bang-bang.

”De skyder,” hviskede hun og slugte lidt spyt, som havde samlet sig i munden. ”Sid stille.” Han sad allerede stiv som en støtte, men Molly satte alligevel en finger for munden. Bare for at være på den sikre side. Så listede hun over til vinduet. Hun løftede en flig af netgardinet og kiggede ud. Vel ikke allerede igen? Havde de da ikke skudt rigeligt? Men det var bare fru Clark, der var i gang med tæppebankeren. På tøjsnoren hang der et tæppe i støvede orange og røde farver, og nabokonen stod med turban om hovedet og bankede det bedste, hun havde lært. Molly grinede. ”Fru Clark er åbenbart i gang med forårsrengøringen derinde!”

Jack kom til for at se. Så grinede han også, og Molly tændte for musikken igen.

Da Bill havde været der for at tage Jack med i skole, blev Molly stående i døren og så efter den lille skikkelse, der traskede af sted i den alt for store blazer og med gasmasken på slæb i det brune hylster. ”Se mig, mor. Jeg er en skoledreng nu,” havde han sagt, første gang han prøvede uniformen. Det var rædselsfuldt at tage afsked oven på sådan en nat. En enlig solstråle gled hen over Jack, inden de forsvandt rundt om hjørnet. Af en eller anden grund løb det Molly koldt ned ad ryggen, idet hun vendte sig om for at gå ind.

Udmattet tændte hun op under kedlen i køkkenet og så gik hun op i soveværelset efter vasketøjet i hjørnet. Det føltes, som om der var støv og sod alle vegne for tiden. Mens hun ventede på, at vaskevandet kom i kog, satte hun sig ved bordet med en ny kande te og tænkte på Jack. Det gjorde hun tit. Det var hendes store bekymring, krigens effekt på ham. En dag havde hun taget ham i at lade en katapult med små metalkugler, han havde fundet i Micks gamle værktøjskasse. ”Jeg kan godt klare nazisterne, hvis de kommer hjem til os,” havde han sagt. ”Det her skal nok give dem en lærestreg. Fordi de har taget min far.”

”Det er jo heldigvis soldaternes arbejde at slås for os,” havde hun sagt. Hun havde sat sig på hug foran ham og skubbet en lok hår væk fra hans ansigt. ”Jeg har brug for din hjælp til så meget andet.”

”Til hvad?”

Hvad siger man til en faderløs dreng, som prøver at være en mand? ”For eksempel til at danse med mig,” havde hun svaret og løftet ham op til en svingtur.

Køkkenet var helt tåget af damp, og man kunne slet ikke se ud ad vinduerne, da det gik op for hende, at kedlen kogte. Hun rejste sig og gned sig over lænden. Så trak hun vielsesringen af fingeren og lagde den i vindueskarmen, inden hun gik i gang med at vaske. Først lidt Lux i vandet, røre rundt, tøjet i og så gnubbe pletterne imod vaskebrættet og skylle efter. Det var hårdt arbejde, men i det mindste holdt det tankerne på afstand. Da hun var klar til at hænge det ud på snoren, havde hun det meget bedre.

Hun åbnede døren, mens hun balancerede kurven med det våde tøj på den ene hofte.

Og stivnede.

Haven lignede en slagmark: kæmpe klumper af jord med græs på ud over det hele. Knuste blomsterkrukker, planterester ud over

alt, hvad der var tilbage af den lille plæne. Kulkælderen var sprængt i stumper og stykker, og tørresnoren var forsvundet fra jordens overflade. Og lige midt i det hele var der et kæmpestort hul.

Som i søvne stillede Molly kurven fra sig og bevægede sig hen til kanten for at kigge ned i hullet. Fire beskidte metalblade sat sammen til et kryds med små pinde. Som om et kæmpe uhyre havde boret sig ned i jorden med hovedet først, så det kun var halen der stak op.

Så kom hun til sig selv. ”Mick!” skreg hun. Nåh nej, ikke Mick. ”Fru Clark. Hjælp!” Stilhed. Gudskelov at Jack var i skole. Med hjertet i halsen løb hun indenfor, hvor hun stod lidt i køkkenet og hev efter vejret. For to uger siden havde der været en ueksploderet bombe inde på Fairfield Road. Den havde vist sig at være tidsindstillet. De var kommet fra søværnet for at afmontere den. Katastrofen var afværget. Men den her kunne jo gå af hvornår det skulle være. Hun var nødt til skaffe hjælp så hurtigt som muligt, så Jack ikke pludselig mistede både sit hjem og sin mor. Hvor var ARP-korpset henne? Hun sprang ind gennem huset og ud ad hoveddøren.

Hun var tyve meter nede ad gaden, da jorden pludselig skælvede under hende, og den øredøvende eksplosion væltede hende omkuld.

Vil en mor og et barn adskilt af krig finde hinanden igen?

En kvinde bliver såret under et luftangreb i London i 1941. Bagefter husker hun intet. Bortset fra, at hun har mistet noget meget værdifuldt.

På et børnehjem venter den femårige Jack forgæves på, at hans mor skal komme og hente ham. I stedet ender han på et skib til Australien, hvor kun tanken om moren holder ham i live.

VERDENER IMELLEM OS er den britiske forfatter Gill Thompsons debutroman, baseret på virkelige hændelser. Efter Anden Verdenskrig blev tusindvis af angiveligt forældreløse børn sendt til Australien og overladt til sig selv af de britiske myndigheder.