Issuu

Anders Søgaard Pakkeliste til fremtiden

Ti ting du får brug for i en verden med kunstig intelligens

Gutkind

Pakkeliste til fremtiden – Ti ting du får brug for i en verden med kunstig intelligens

Omslag: © Kenneth Schultz

Foto: © Alexander Banck-Petersen Sat med Palatino hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk

ISBN 978-87-434-1249-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag � Læderstræde 9, 1. � DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

A lot has changed in the past three hundred years. People are no longer obsessed with the accumulation of things. We’ve eliminated hunger, want, the need for possessions. We’ve grown out of our infancy.

Jean-Luc Picard, Star Trek

Tak til Gus Docker, Kristian Leth, Marie Høst, Ninell Oldenburg, Peder Frederik Jensen, Tor Nørretranders og Vincent Hendricks, der uden at vide det skubbede mig ned i det her kaninhul.

Indholdsfortegnelse

Forord

Hvad gør du, hvis du er ved at blive fanget i en andens utopi? Lad os sige Hitlers eller formand Maos fremtidsvision? Eller hvis du er ved at blive fanget i Elon Musks eller Sam Altmans?

Du pakker din kuffert omhyggeligt.

Utopier er forestillinger om perfekte samfund, men de er sjældent perfekte for alle. Det gør ikke noget, så længe de blot er tankespind. Fra tid til anden er der mennesker, der får så meget albuerum og indflydelse, at de kan føre deres utopier ud i livet. Så kan ét menneskes utopi pludselig gøre ondt på andre. Hitlers eller formand Maos. Bogen her handler om den utopi, der lige nu er allerstørst sandsynlighed for at blive fanget i. En utopi, der har taget form i løbet af de sidste halvfjerds til hundrede år, men som for alvor har fået luft under vingerne i løbet af de sidste fem. Nemlig tech-industriens utopi. En utopi, hvis forudsætning er kunstig intelligens, og hvis mulige konsekvenser er mange. Bogen er en pakkeliste. 10 ting, du skal huske at tage med, hvis

utopien bliver til virkelighed, og du bliver fanget i den. En slags prepper-manual, om du vil.

Lørdag d. 5. november 2024 gik den sydafrikanske tech-entreprenør Elon Musk på scenen ved et Trump-rally i Butler, Pennsylvania, iført en sort kasket. Trump og publikum havde røde kasketter på. På Musks kasket stod der også: Make America Great Again. Trumps slogan, ofte forkortet MAGA. Musk henledte selv publikums opmærksomhed på sin kaskets farve.

‘Som I kan se,’ sagde han, ‘er jeg ikke bare MAGA. Jeg er mørk MAGA.’ Mørk MAGA. Hvad mente han med det?

Musk er en af dem, der har været med til at formulere den utopi, som i dag lurer i horisonten, men han er ikke alene. Sam Altman, Marc Andreessen, Peter Thiel og Bob Mercer. Og mange andre. Investorer og entreprenører har længe blandet sig i samtalen om kunstig intelligens, inspireret hinanden og styrket troen på, at vi er i færd med en teknologisk revolution. En blanding af ingeniører, serieiværksættere og akademikere. Jeg kalder dem i bogen for tech-entreprenører, fordi det er sådan, de tænker om sig selv. De optræder som meningsdannere, lommefilosoffer og rockstjerner. Utopien – deres vision for fremtiden – trækker tråde tilbage til politiske bevægelser i mellemkrigstiden, og til efterkrigstiden, hvor de første spadestik til Silicon Valley og kunstig intelligens blev taget.

I aviser og nyere samfundslitteratur beskrives tech-entreprenørerne tit som kapitalister på steroider:

ude-af-kontrol-kapitalister eller rovdyrskapitalister, bliver de kaldt. Således den gængse fortælling. Tech-entreprenørerne elsker frihed og modsætter sig enhver form for kontrol. Som Ronald Reagan sagde i 1989: Mikrochippen vil som en anden David være de totalitære Goliath-staters endeligt. Teknologien lader information og kapital flyde, hvorhen den vil, som vand gennem et landskab. Og den umuliggør dermed den kontrol, der udgør totalitære regimers rygrad. Teknologien åbner sluserne. Nogle gange betyder det rent drikkevand til de trængende. Nogle gange betyder det enorme oversvømmelser, som da Trump bad soldater åbne for to dæmninger i Tulare County i forbindelse med de store brande i Los Angeles i januar. Der er tre timers kørsel mellem Tulare County og Los Angeles. Reagan så teknologi som demokratisk og anti-autoritær. Teknologi udvikles måske med profit for øje, men fremmer i sidste ende demokrati og udfordrer de autoritære regimer. Det tænkte Reagan. Teknologi skaber markeder, hvor der tidligere eksisterede monopoler. Sådan er der mange, der stadig tænker. Indtil videre er der bare ingen tegn på, at de får ret. Tværtimod. Rusland og Kina har på hver sin måde taget teknologien til sig. Ja, selv Nordkorea. Kunstig intelligens kan nemlig også bruges til at overvåge et samfunds borgere og forplumre den demokratiske samtale. Op til det seneste valg i Tyrkiet delte Erdogan en fabrikeret video af sin rival Kılıçdaroğlu i færd med at modtage støtte fra

en terroristgruppe. I Nordkorea og Rusland bruger de stemmegenkendelse og ansigtsgenkendelse. Det er svært at fastholde idéen om, at teknologi i sig selv er demokratisk og anti-autoritær. Det kan den måske være, men den kan også tjene den modsatte dagsorden. Og det er blevet svært stadig at fastholde idéen om, at tech-industriens dagsorden er ren og skær kapitalisme.

Så vidt jeg kan se, har tech-industriens dagsorden aldrig været ren og skær kapitalisme. Siden grundlæggelsen af Silicon Valley og de første konferencer inden for kunstig intelligens har tech-industrien været inspireret af en uskøn blanding af idéer fra både socialisme og fascisme. Og Star Trek, måske. Over tid er det blevet til en måde at se verden på. Der er masser af ting, som folk i Silicon Valley er uenige om, men de deler i store træk en vision for fremtiden. En utopi. En fremtidsvision, hvor kunstig intelligens gør livet let for alle os mennesker, erstatter en masse af samfundets institutioner og genopfinder, hvad det vil sige at være menneske, og hvilke samfund vi indgår i. En fremtidsvision, som de færreste uden for miljøet har kendt til. Og som få af dem, der var in the know, bekymrede sig om, før tech-entreprenørerne begyndte at søge politisk indflydelse i større omfang og på mindre lyssky vis. Tech-entreprenører er begyndt at involvere sig mere direkte i politik end tidligere. Det er gået op for alle. I et afsnit af den australske teknologi-podcast This Machine Kills kaldte værten for nylig alle mand

på dæk. Alle samfundsforskere og politiske analytikere bør hjælpe med at finde ud af, hvad de her tech-entreprenører er for en størrelse, sagde værten. Er de konservative, liberale, desillusionerede, fascister, reaktionære, libertarianere eller en eller anden hemmelig, tredje ting? Der findes enkelte analyser derude, fortalte podcastværten, men de har åbenlyse fejl og hænger slet ikke sammen. Hvis vi ikke har en god analyse, ved vi ikke, hvor deres overbevisninger kommer fra. Uden en god analyse kan vi ikke dæmme op for dem. Vi er nødt til at forstå dem. De blander sig i politik på det værst tænkelige tidspunkt, sagde han: midt i en økologisk krise, en ny global dagsorden og en økonomi, der bliver vendt på hovedet.

Bogen her er et nysgerrigt forsøg på sådan en analyse. Den handler om tech-industriens fremtidsvision og dens faldgruber. Jeg har ikke tidligere tænkt, at det var værd at skrive en bog om det. Jeg har brugt meget tid i Googles og Amazons europæiske kontorer og samarbejdet med forskere fra Meta, Google DeepMind, Apple, IBM og Anthropic. De fortalte fra tid til anden, hvad der rørte sig blandt entreprenører og investorer, men så længe de lod politik være politik, var der ingen grund til at skrive om det. Det er jeg til gengæld overbevist om, at der er nu.

I Googles kontorbygninger i Zürich er der rutsjebaner, akvarier og bordfodboldborde, og et af mødelokalerne er en gondol placeret i et syntetisk snelandskab. For ti år siden sad jeg til møde i

gondolen med en amerikansk kollega, en ung fyr klædt i ternet habit og farvede briller. Han havde en fortid i modebranchen og havde opdaget, at han var god til at programmere. Og så var han overbevist om, at der var noget galt med verden. Jeg var nysgerrig på en algoritme, han havde udviklet, men samtalen blev – måske på grund af det smukke snelandskab uden for vinduet – hurtigt filosofisk. Jeg fortalte ham om nogle neurovidenskabelige forskningsresultater, der optog mig. Noget om, hvor begrænsede vores sanser er. Hvor lidt af verden vi tager ind. Og om man kunne forestille sig en fremtid, hvor teknologien hjalp os med bedre at forstå det hele.

“Vi stiller så få spørgsmål til det hele,” udbrød han. “Vi finder vores plads i hamsterhjulet og sætter flueben ud for de opgaver, vi får udstukket, i halvfjerds eller firs år, og så lægger vi os pænt og stille ned i graven - men det er jo alt sammen bare noget, vi har fundet på? Samfundet er et resultat af blind famlen og historiske tilfældigheder. Landegrænser, love, institutioner, kulturelle forventninger. Telefonen gjorde det muligt for os at tale på tværs af afstande, lommeregneren at jonglere med langt større tal. Kunstig intelligens vil gøre os i stand til at gentænke det hele fra bunden: nye lande, nye love, nye institutioner, en helt ny måde at være til på.”

Den slags bemærkninger har jeg hørt mange gange. En utilfredshed med det bestående og en tro på, at der venter noget anderledes rundt om hjørnet: nye lande, evigt liv og automatisering af demokratiet.

Bedre planlægning, uendelige ressourcer. Den slags samtaler virker uskyldige i en gondol eller på en punkbar og var ikke synderligt anderledes end dem, jeg havde med mine venner uden for tech-branchen. Og så er det alligevel, som om de har fået en anden betydning, jo større indflydelse mine kollegaer har fået. Måske har sproget også ændret sig en smule, tonelejet blevet en smule mere skingert.

Siden genvalget af Trump er jeg blevet spurgt om tech-entreprenørernes end-game igen og igen. Hvorfor blander tech-entreprenørerne sig i politik?

Hvad er det, de vil? Bogen her er mit bud på et svar, men den er ikke en whistleblower-bog. Den baserer sig på offentlig information, løs filosoferen og en mavefornemmelse, som har vokset sig stærkere og stærkere i løbet af de tyve år, jeg har arbejdet med kunstig intelligens og samarbejdet med techindustrien. Eller tolv år, hvis jeg nu skal være hudløst ærlig. De første syv-otte år forestillede jeg mig lidt naivt, at alle mine kollegaer så verden, som jeg selv så den. Den 18. oktober 2013 opdagede jeg, at det ikke var tilfældet.

Chris Dyer, som i dag arbejder for Google

DeepMind i London – et firma, hvis første investeringer kom fra Peter Thiel og Elon Musk – arrangerede det efterår en workshop om maskinoversættelse sammen med to af sine kollegaer. Den fandt sted i Seattle i forbindelse med en konference, hvor jeg holdt et par foredrag. Byen lå indhyllet i tåge hele ugen. Jeg så Nanna Øland spille på The Crocodile,

og da jeg en morgen gik tur på stranden, forbi små klynger af sæler, fløj en kongeørn hen over hovedet på mig. Og så deltog jeg i den workshop, som Chris arrangerede.

Workshoppen hed Twenty Years of Bitext og handlede om vigtigheden af digitalisering af oversat tekst for maskinoversættelse. Kunstig intelligens kræver store mængder af data, men det er ikke mere end en generation eller to siden, der næsten ingen fandtes. Chris havde inviteret to af de forskere, der betød mest for den tidlige forskning i maskinoversættelse –Bob Mercer og Peter Brown – til at holde et fælles foredrag. Her fortalte de, hvordan det var at forske i maskinoversættelse på et tidspunkt, hvor computere var på størrelse med affaldscontainere, og digital tekst var en mangelvare. Men foredraget blev en besynderlig affære. Det var tydeligt for alle, at de to mænd ikke kunne udstå hinanden.

Chris og hans kollegaer fortalte mig bagefter, hvordan de to mænd havde arbejdet tæt sammen på IBM og nu stod i spidsen for en virksomhed ved navn Renaissance Technologies sammen. Hvad kom imellem dem? spurgte jeg. Politiske uenigheder, svarede Chris. Politiske uenigheder? udbrød jeg forvirret. Jeg havde svært ved at forestille mig, at politiske uenigheder nogensinde kunne komme imellem kollegaer, men det var, fordi jeg ikke havde forstået, hvem Bob Mercer var.

Det år, konferencen fandt sted, var Bob Mercer den fjerdestørste donor til Det Republikanske Parti. Han

støttede helhjertet The Heritage Foundation, som ti år senere udtænkte Donald Trumps Project 2025. Bob Mercer var også hovedinvestor i Cambridge Analytica, som i 2016 stod bag de kontroversielle indflydelseskampagner, der skulle få engelske borgere til at stemme for at forlade EU. Cambridge Analytica blev senere dømt for at have ført ulovlig kampagne. Bob Mercer hjalp den konservative filmproducer og bankmand Steve Bannon ind i Trumps administration og støttede senere J.D. Vance som vicepræsident. Donald Trump vandt ifølge mange valget i 2016 på grund af Bob Mercers hjælp. Bob Mercer var kort sagt en slags Elon Musk. Uden motorsav og ost på hovedet.

En medarbejder fra Renaissance Technologies udtalte i forbindelse med en retssag, at hvis verden vidste, hvad Bob Mercer havde gang i, ville ingen finde sig i det. Hvad havde Bob gang i? I gamle dage var rige afhængige af samfundets infrastruktur. Det er tech-entreprenørerne ikke i samme omfang. De forstår ikke, hvad en regering skal bruges til. Bob vil vælte det hele, fortalte medarbejderen. Og hvis præsidenten er skør? Så meget desto lettere. Bob Mercer har sagt, at der kun findes sort racisme i USA. Og at borgerrettighedsbevægelsen var en fejl. Det var i 2013, at jeg indså, at der blandt mine kollegaer, hvis arbejde jeg beundrede, fandtes folk med politiske overbevisninger, som ikke blot var anderledes end mine egne, men som jeg også – helt ærligt – fandt en smule skræmmende.

Tech-industrien er et vidt begreb. Spørgsmålet om dens end-game retter sig tit mod de amerikanske virksomheder, der udvikler kunstig intelligens.

Omkring de virksomheder er der forskere, udviklere, entreprenører og investorer. Spørgsmålet går oftest på entreprenører og investorer, fordi det er dem, der sidder i de magtfulde positioner. Hvordan forestiller

Elon Musk, Sam Altman og alle de andre sig fremtiden? Bogen forsøger at stykke en utopi sammen, som flere af verdens mest magtfulde forretningsfolk er i færd med at formulere og virkeliggøre. Derfor kan den let komme til at lyde sølvpapirhat-agtig.

Om det lykkes for dem at virkeliggøre utopien er langtfra sikkert, men de har taget tilløb. Måske løber de panden mod en mur, hvem ved?

Mulige mure er der nok af. Den fysiske verden og naturlovene kan være en mur. Måske er det fysisk umuligt at virkeliggøre tech-entreprenørernes utopi?

Måske er den slags kunstig intelligens, de forestiller sig, slet ikke mulig. Entreprenører udvikler ikke selv teknologien og har tit begrænset indsigt i den bagvedliggende videnskab. Lovgivning eller militær magt kan også være en mur. Måske trækker domstolene en streg i sandet? Måske sprænger fremmede magter tech-industriens datacentre i luften? Måske modsætter vi os udviklingen i fællesskab, hvem ved?

Hvis vi forstår tech-entreprenørernes fremtidsdrømme, kan vi bedre forudsige deres handlinger. Måske får tech-entreprenørerne endnu mere albuerum og politisk indflydelse i fremtiden. Flere

forhindringer er allerede fjernet. De har penge og en fod indenfor i det politiske system. I stedet for at se på fra sidelinjen og krydse fingre for, at det hele ender godt, skal vi måske byde tech-entreprenørerne op til dans? Og hvis vi vil være styrende på dansegulvet, må vi først finde ud af, hvilken dans det er, de har gang i.

Det er farligt at skrive en sølvpapirhat-agtig bog –og let at blive konspirationsteoretiker undervejs. I 1903 udgav den russiske, højreorienterede journalist Pavel Krushevan pamfletten The Protocols of the Elders of Zion, skrevet af en anonym forfatter, der påstod, at en række magtfulde, jødiske mænd med store personlige formuer og en radikal ideologi forsøgte at overtage verdensherredømmet. Bogen her handler om de politiske forestillinger, der har drevet en række magtfulde, hvide mænd med store personlige formuer og en radikal ideologi til at søge politisk indflydelse. En gang imellem ser det også ud, som om de sigter mod verdensherredømmet.

Jeg er med på lighederne, men bogen her er ikke en konspirationsteoretisk pamflet. Hvorfor ikke?

Well, to ting. Jeg forsøger at undgå løse rygter. Og så er mit eget forhold til utopien tvetydigt. Techentreprenørernes utopi har åbenlyse mangler. Derfor pakkelisten. Samtidig er der tanker, det er værd at redde. Der er god grund til at være skræmt af dele af utopien, men der er også svar på flere af verdens større udfordringer, der fortjener at blive vendt. Teknologi – fra skriftsproget til elektricitet – har løftet

mange ud af elendighed og muliggjort demokrati og samarbejde. Mange er afhængige af medicin og hjælpemidler, som ikke fandtes for ti eller hundrede år siden. Tech-industrien har og vil i fremtiden levere flere teknologier, der vil gøre det lettere for os alle at nyde at være her, mens tid er.

Efter Anden Verdenskrig befandt Glienicker Brücke sig pludselig på grænsen mellem Øst- og Vestberlin og blev et sted, hvor besættelsesmagterne udvekslede oplysninger og fanger. Jeg har i mange år forsøgt at bygge bro mellem to verdener og har til tider følt mig som en spion, der i ly af natten sneg sig hen over Glienicker Brücke i regnvejr iført trenchcoat. Andre dage har jeg stået der på broen i refleksvest og sikkerhedshjelm og arbejdet for at forbinde dem: ikke Øst- og Vestberlin, men techindustrien og humanismen. De to er i krig. Krigen er ikke kold. Den er 21 grader – den temperatur, der passer bedst til både mennesker og datacentre. Bogen her er tænkt som en opfordring til glasnost, til åbenhed. Vi er nødt til at få de to verdener til at mødes. Så vi kan undgå utopiens mange faldgruber og tage det med derfra, der er værd at tænke over.

Hvad er en utopi?

For at finde ud af, hvad vi skal pakke til fremtiden, er vi nødt til at forstå, hvad tech-entreprenørernes utopi går ud på. Hvilken vision for fremtiden præsenterer de os for? Vi er nødt til at minde os selv om, hvad en utopi er for noget, og hvordan tech-entreprenørernes utopi adskiller sig fra de utopier, som vi kender i forvejen. De næste tre kapitler handler derfor om alle de andre utopier. Dem, vi kender i forvejen. Det er ikke blot en akademisk opvarmningsøvelse, men på en måde resten af bogens fundament. Det er de utopier, som vi kan sammenligne tech-entreprenørernes utopi med. De utopier, som vil udgøre vores utopi-kompas i resten af bogen.

Hvad er en utopi? En utopi er en forestilling om et sted eller en tilstand, hvor alting er perfekt. Det er i hvert fald det gængse svar. En utopi fortæller os om et sted, vi uden tøven ville flytte hen, hvis vi kunne. De fleste utopiske tankeeksperimenter har samme form: Forestil dig en verden, hvor én eller flere ting var anderledes end i vores. Ofte er det bare

en enkelt ting, der udgør forskellen. Selvbevidsthed, for eksempel. Måske findes der i den her verden ikke selvbevidsthed. Sådan er det i Paradisets Have. Eller måske findes der ikke begær. Sådan er det i den franske forfatter Michel Houellebecqs Elementarpartikler. Eller måske findes der ingen mænd. Hvori består tankeeksperimentet? Jo, når man fjerner selvbevidsthed, begær eller mænd fra verden, skaber det ringe i vandet. Ligesom at der, når man stikker en kæp i en myretue, pludselig sker en masse ting, der måske var svære at forudsige på forhånd. For hvordan påvirker det vores adfærd, hvis vi ikke har selvbevidsthed eller begær? Hvilke muligheder og udfordringer står vi overfor i en verden uden mænd? Utopier er kontrafaktiske. Og som sådan en måde at forstå verden på.

Utopier er tit de undertryktes dagdrømmeri.

Dem, der føler sig undertrykte og en gang imellem har lyst til at flygte. Utopier kan være en flugt fra virkeligheden. Og et kim til forandring. Når de fattige drømmer om lighed, kvinder drømmer om ligestilling, eller dem med begrænset situationsfornemmelse drømmer om en verden med lidt færre uskrevne regler, rækker de også ud efter en verden, der er anderledes. Eller når de lidt kiksede computernørder, der blev mobbet som børn, drømmer om anerkendelse. Når de forestiller sig en verden, hvor ingeniører står først i køen. En verden, hvor dine matematiske færdigheder betyder mere end din fornemmelse for, hvad der er politisk korrekt.

Der findes mindst tre forskellige slags utopier og forskellige kombinationer heraf. Der er guldalderutopier – drømme om at skrue tiden tilbage, hvori det, der tages bort, er det besværlige ved nutiden. Så er der utopier, der forsøger at udbedre fejl i vores biologi. Lad os kalde dem for biologiutopier. Biologiutopier kan være verdener, hvor vilje, selvbevidsthed, begær eller dødelighed er blevet sat ud af spillet – eller hvor mænd eller y-kromosomer er blevet sat ud af spillet. Endelig er der utopier, der forsøger at udbedre fejl i vores samfund. Samfundsutopier. Samfundsutopier er blandt andet drømme om verdener uden ulighed, korruption eller udnyttelse. Tech-entreprenørernes utopi er både en biologiutopi og en samfundsutopi og har meget til fælles med mange af de utopier, der blev formuleret af totalitære tænkere i begyndelsen og midten af det tyvende århundrede.

I 1710 udgav altmuligmanden Gottfried Wilhelm Leibniz en bog med titlen Essai de théodicée. Her forsøgte han at vise, at den verden, vi lever i, er den bedste af alle mulige verdener. Beviset er som følger: Gud er så vis, at han let kan afgøre, hvilken verden der er den bedste. Han er også så god, at han naturligvis vil vælge den verden. Og han er så almægtig, at han da vil skabe den. Ifølge Leibniz lever vi allerede i en utopi. For mange er utopi fjollet eskapisme. Karl Marx, Friedrich Nietzsche og min gamle klasselærer var alle enige om, at utopier fjerner vores opmærksomhed

fra det, der er vigtigt, nemlig verden her og nu. Jeg har i mit arbejde beskæftiget mig med at udvikle kunstig intelligens, men også med at imødegå de udfordringer, som kunstig intelligens stiller os overfor, her og nu. Tager bogen her opmærksomhed fra det, der er vigtigt? Det er et rimeligt spørgsmål. Utopier er naturligvis bare snak. Og ofte tom snak. Hvorfor spilde sin tid på den slags?

Der er fire grunde til, at du skal bruge tid på den her bog – her og nu. For det første: Både politikere og meningsdannere er begyndt at forholde sig til tech-entreprenørernes vision for fremtiden. Utopien er blevet en vigtig ingrediens i den offentlige samtale om fremtiden. For det andet: En del af dem, der gør sig til talsmænd for utopien, udvikler og ejer også den teknologi, der skal muliggøre den, og som vi er ved at gøre vores samfund afhængige af. Ejerne af teknologien er for det tredje blevet så rige, at de i dag kan bygge elnet, vejnet og vandforsyninger. Ja, hele byer. Og endelig – og det er den fjerde grund til at bruge tid på den her bog – søger teknologiens ejere nu mere direkte politisk indflydelse. En del af dem er blevet indlemmet i den nye amerikanske regering. Tech-entreprenørerne mødes jævnligt med politiske ledere af verdens stormagter. Og firmaerne indgår flere og flere kontrakter med regeringer og offentlige institutioner. De tre sidste ting betyder, at chancen for en dag at vågne op i tech-entreprenørernes utopi alt andet lige er blevet større. Historien drives ikke frem af idéer alene, men

selv de stædigste marxister vil indrømme, at idéer fra tid til anden kan påvirke samfundets kompas. Hvis en lille gruppe af tech-entreprenører sidder på en meget stor del af verdens rigdom og samtidig har direkte politisk indflydelse, virker det som et oplagt spørgsmål, hvad det er, de her mennesker ønsker sig? Hvad er deres end game? Hvad er deres vision for fremtiden, deres utopi? Den verden, de drømmer om, afhænger af fremtidig teknologisk innovation og af videnskabelige landvindinger, som måske er lige rundt om hjørnet eller meget langt væk. Eller som måske er helt umulige at opnå. Jeg vil forsøge at give ædruelige bud på, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt. Og mit eget bud på, hvilke mangler der er ved tech-entreprenørernes utopi, og hvad vi derfor er nødt til at kompensere for – enten ved at forsøge at påvirke tech-entreprenørerne eller dem, der lukker dem indenfor – eller ved at pakke en kuffert fuld af nødrationer.