Af samme forfatter
Nye rejsende, 2017
Tour de chambre, 2020
SULT, 2022
Ultramarin
© Tine Høeg og Gutkind Forlag A/S, København 2025
1. udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © K Vang
Sat med Palatino hos PBJ Grafisk og trykt hos Nørhaven, Viborg
ISBN 978-87-434-1141-3
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Tak til Nanna Damsgaard-Larsen, Emily Gernild, Amalie Laulund Trudsø og Thomas Korsgaard. Tak til min redaktør Louise Kønigsfeldt. En særlig tak til Mads Flintholm.
Tak til Statens Kunstfond
Gutkind Forlag L æderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk i nfo@gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag
Kære Dagny Gudmundsen
Vi er begejstrede for din kunst der er både klassisk forankret, provokerende og hypermoderne. Vi henvender os i håb om at du har lyst til at skabe et værk til GAIA. Vi formoder du kender til museet hvis koncept er foreningen af naturhistoriske samlinger og international kunst. Museet er det eneste af sin slags i Europa og huser værker fra en lang række anerkendte kunstnere.
Dit værk er tiltænkt Hydrologisk Afdeling og skal stå færdigt samtidig med den nuværende renovering der er planlagt afsluttet om halvandet år.
Hvis du er interesseret forklarer jeg selvfølgelig nærmere.
À bientôt
Irene Holbæk Bourdin Museumsdirektør
Ja tak. Jeg har termin i morgen.
Jeg vender tilbage på den anden side.
NYT BARN PÅ BLAD
Jeg sidder på en mælkekasse midt på legepladsen, det er september. Min datter kravler rundt i sandet, hun har bare fødder.
Skyer på blusen, blå skovl.
Første dag i vuggestue. Valnødden.
Hun lægger skovlen fra sig og begraver begge hænder. Sidder sådan lidt. Vender håndfladerne opad og smuldrer sandet mellem fingrene, forfra flere gange. Hun standser bevægelsen, ser op. Jeg er halvt skjult af en hængepils blade. Hun kommer op på de små ben, kigger efter mig blandt børn og voksne. Jeg bliver siddende. Venter på hvad der vil ske. Støvregn. Hun tager et par skridt, drejer hovedet i forskellige retninger. Så begynder hun at skrige.
Jeg er her siger jeg og rejser mig, mor er her.
Hvordan gik det i Valnødden?
Vi var på legepladsen med de andre, jeg skal først gå fra hende i morgen.
Hvad med Jian Di og svanens æg?
Svalen. Jeg er stadig i tvivl om de forstår alt hvad jeg siger.
Skal vi ringes ved senere?
Klokken tre.
Min tid?
Din tid.
Benjamin forsker i asiatiske myter og folkesagn, han er gæsteunderviser ved et universitet i Tokyo. Babyalarmen på en vaske tøjsbunke. Han kommer hjem om seks måneder. Vita sover i sin klapvogn i gården. Hvori består den ufattelige udmattelse i at være ansvarlig for et lille barn? Den er langt mere end fysisk.
Jeg ligger på sofaen hvor jeg lå med barnet på brystet i de første barselsdage og lod lyset, gråden og mælken strømme gennem mig.
Benjamin serverede juice og kakao og isvand og saft, jeg drak som en vild. Alt var vådt og blødt og lugtede sødt af blod. Nu er han rejst,
min adskillelse fra barnet er også begyndt.
Jeg frygter den og fantaserer om den.
At være noget andet end mor. Jeg længes hver dag efter at hun skal sove, at jeg skal befries fra hende. Når hun sover er jeg rastløs og urolig, ved ikke hvad jeg skal gøre med den tid der pludselig findes og har lyst til at vække hende igen eller drikke hvidvin med is, dulmes. Barslen har sat sig i nervesystemet.
Kan Vita bruge nogle savlesmække fra Føtex?
Står hernede nu, hvordan gik det i dag?
Der er citroner på. Du græd fire uger i træk, det var simpelthen en lidelse. Der er også forårsruller på tilbud, de gode med svampe.
Min mor har ringet to gange og sendt et billede af savlesmækkene.
Nu lyser babyalarmen. Hun er vågen.
Velkommen til Vita. Nyt barn på Blad.
Jeg står foran stuen, hun er alene derinde for første gang. Hendes forbløffede ansigt da jeg vinkede og gik. Gråd nu og pædagogens stemme gennem døren, hun hedder Suste og må være omkring halvtreds. Hun har en hæs stemme. Pistol og rose tatoveret på venstre hånd. Bomklaver sagde hun en del gange til opstartssamtalen, jeg ved ikke hvad det skal betyde men jeg kan godt lide hende. En rå og underspillet varme. Vitas gråd stiger og noget trækkes op af en mørk brønd midt i min krop, jeg åbner og lukker hænderne.
Jeg tror det vil være bedre, en voksen fra Billestuen går forbi med et barn på armen, hvis du går helt ud.
Altså uden for vuggestuen?
Så du ikke kan høre hende siger hun og smiler.
Jeg sætter mig på trappen foran indgangen med høj puls og tørrer tårer væk. Kølig sol.
Jeg tror du har tabt den her, en kvinde står pludselig foran mig.
Hvad?
Den her, hun rækker mig en lille guldæske.
Det er ikke min siger jeg.
Den lå derhenne.
Den er flot siger jeg. Men desværre.
Blåskinnende jakke med similisten der glitrer når hun bevæger sig. Solen i ryggen, det er svært at se hendes ansigt tydeligt.
Holder du rygepause?
Jeg arbejder ikke derinde siger jeg, jeg er mor. Jeg er ved at køre min datter ind.
Hun bliver stående.
Min datter går også derinde siger hun så, på Spirestuen. Hun stikker æsken i lommen.
Er I tilfredse med det?
Tjo siger hun. Liv virker glad.
Det navn overvejede vi også siger jeg.
Sandra til mellemnavn siger hun. Men mest bare Liv, hvad hedder din datter?
Vita. Hun er alene for første gang i dag, det gør nærmest fysisk ondt på mig.
Du bærer rundt på celler fra dit barn hele livet siger Livs mor, vidste du det? Nogle af dem vandrer op i hovedet og bliver en del af dine hjerneceller. Så Vita findes faktisk lige der, hun peger på mig,
hvor længe?
Hvor længe hvad?
Skal hun være derinde?
Fem minutter siger jeg og rejser mig,
så jeg må faktisk hellere.
Selvfølgelig. Hun træder et skridt til højre.
Nu står vi over for hinanden, en sky glider for solen. Hun ser yngre ud end jeg havde forventet. Som om stemmen og ansigtet ikke passer sammen. Der er også noget med øjnene. Meget blå, et grænseløst udforskende blik.
Har vi set hinanden før?
Jeg spekulerede på det samme siger hun
men jeg bor lige dernede. Så det har vi sikkert, smuk jakke. I lige måde siger jeg, det er sjældent jeg møder nogen der går lige så farvestrålende klædt som mig selv. Hun griner. Nå siger jeg
og tager i dørhåndtaget. Tak for snakken.
Vi ses igen siger hun.
Det gør vi nok siger jeg og træder ind i vindfanget,
Vitas gråd langt væk, som gennem vand. Livs mor på den anden side af vinduet i døren, hun kigger ind på mig. Jeg lyner jakken ned og træder ud af mine sko. Da jeg ser op er hun væk.
Dagny er billedkunstner. Hun har lige afsluttet sin barsel og skal nu skabe et værk til det naturhistoriske museum GAIA. Samtidig opsøges hun foran sin datters vuggestue af en kvinde, der virker både fremmed og velkendt. Kvinden giver hende en seddel med et navn, der får skelsættende og uforklarlige ungdomsoplevelser til at bevæge sig igen.
ULTRAMARIN er en roman om skabelsens kraft. Om venskab og forelskelse, natur og begær, og alt det, der strømmer fra og igennem os.