Paradis først

at blive fotograferet. Jeg tror, han sagde, at han ikke havde danset særlig længe, at han studerede økonomi og filosofi, at det var nyt, det med dansen, og at det derfor var heldigt, at han havde fået det stipendium til at deltage i festivalen. Nu undrede det mig endnu mere, at jeg ikke havde set ham, for stipendiaterne var mødt ind en uge før alle andre for at gøre klar. Vi var omkring hundrede. Jeg troede, jeg havde fået hilst på alle.

Han havde en stribet hættetrøje på den dag i kiosken. Gule, orange og sorte striber. Måske havde han træningsbukser på. Måske havde han trainers på. Selv var jeg sikkert klædt i den sorte buksedragt, den i det tynde bomuldsstof, som jeg gik i den sommer. Der var ikke andre i kiosken end os. Der kom ikke andre for at købe noget. Måske vidste ingen, at den fandtes. Hans dreadlocks var ikke særlig lange på det tidspunkt. Han spurgte, om vi skulle gå ud og drikke en kop kaffe efter forestillingen med det indiske kompagni samme aften. Jeg havde fortalt ham, at jeg var opkaldt efter Kristina fra »Udvandrerne« af den svenske forfatter Vilhelm Moberg. Det var Kristinas børn, der overlevede i skibet på vej over Atlanterhavet, mens mange af de andre emigranters børn døde, det fortalte jeg ham, at Kristinas børn overlevede, fordi hun konstant vaskede sine hænder, vaskede børnenes hænder og børnenes hår, deres tøj.

Han sagde, at pastillerne, de mintpastiller jeg stod med i hånden, var hans yndlings. Jeg svarede, at jeg aldrig havde smagt dem.

9