portræt / portrait
med
Mønsterbryder Det er aldrig for sent at forfølge sin drøm, mener Helene Tukula, der er flyttet hjem til Grønland for at uddanne sig og slå rod Tekst: Mads Nordlund
I 1967 kom en lille pige til verden på en vinterboplads mere end 100 km nord for Angmassalik (i dag Tasiilaq). Familien boede i en fangsthytte med én stor briks som soveplads. Systemet var, at faderen lå i den ene side, derefter moderen med det yngste barn ved siden af sig, og så efter alder derudaf. Den lille pige fik navnet Helene Tukula og lå som den sidst fødte ved siden af sin mor med seks søskende på den anden side. Hun voksede op i bygden Kulusuk, indtil hun var seks år. Hendes eneste minde derfra er, at hun gik med sin far i hånden på familiebesøg i bygden. Her tog livet en barsk drejning, da hendes forældre døde. Helene kom på børnehjem i Tasiilaq, hvorfra hun blev adopteret af et dansk ægtepar og som syvårig sendt ned til dem i Danmark. Adoptivbarn i Danmark Familien, hun kom til, havde i forvejen adopteret en dreng, der også kom fra Østgrønland. - Det var meget anderledes, og jeg følte det som et fængsel, fortæller Helene Tukula. - Vi måtte ikke lege med andre og skulle komme direkte hjem fra skole. Vi var meget alene og havde ikke rigtig nogle venner. Mine adoptivforældre gjorde, hvad de kunne, for at vi skulle 56
greenland today
23 2015
lære noget. Vi havde også nogle dejlige vinterferier i Norge, og jeg tror, at de ville os det godt – bare på deres præmisser. Som 20-årig flyttede Helene hjemmefra og blev uddannet kleinsmed. Det var en mandeverden, og flere steder fik hun direkte afslag med den begrundelse, at hun var kvinde. Imens hun gik arbejdsløs, supplerede hun sine færdigheder med specialkurser i svejsning og endte med at få flere job, det sidste et rigtig godt sted med en rigtig god chef. I mellemtiden havde hun fået datteren Freia, men forholdet til faderen holdt desværre kun i tre år. Tilbage til rødderne - Min adoptiv-lillebror tog desværre sit eget liv. Det fik mig til at tænke på mine grønlandske rødder, fortæller Helene. Hvorfor jeg så ud, som jeg gør? - Jeg havde boet mange steder og kunne ikke rigtig finde ro. Jeg ville gerne finde mine rødder, flytte til Grønland og lære min biologiske familie at kende. Jeg skrev til dem, om jeg kunne bo hos dem, hvis jeg kom tilbage, og det var de bare glade for. - I Tasiilaq boede vi rigtig mange sammen. Min søsters hus var ødelagt af Piteraq (en voldsom og kold vind af stormstyrke, der kommer fra indlandsisen/red.), og derfor boede vi alle hos min niece.
- Det var hårdt, fordi det var uvant for mig, og jeg havde min lille datter Freia. Men jeg fik hurtigt arbejde og prøvede forskellige jobs. Blandt andet på børnehjemmet, men det kunne jeg ikke klare rent følelsesmæssigt. - Jeg valgte at tage en uddannelse som kontorassistent på handelsskolen og blev kontorelev hos Tele Posts Filateliafdeling i Tasiilaq. - Skoleopholdene var på Niuernermik Iliniarfik (Handelsskolen) i Nuuk, og jeg kunne godt lide at være der. Flere af mine medstuderende havde med regnskaber at gøre. Det var der ikke mulighed for i min læreplads, og jeg besluttede at tage til Danmark med mine to børn, da jeg havde fået Malik i 2002 i Tasiilaq. Danmark - I Danmark fik jeg prøvet kræfter med regnskab og blev helt sikker på, at jeg vil lære det. - Jeg havde fundet en indre ro i Tasiilaq, og jeg følte mig ikke rigtig tilpas i Danmark. Det var svært at gøre noget for sig selv som enlig mor, da det drejer sig mere om overlevelse, men det blev alligevel til seks år, konstaterer Helene. - Jeg var hele tiden fast besluttet på at ville tilbage til Grønland. Derfor prøvede jeg at søge diverse jobs i Nuuk, men uden held. Jeg manglede en grundlæggen-
de regnskabsuddannelse, og for at få den skulle jeg have gymnasium først. - Jeg tænkte meget på børnene og deres voksenliv. Freia var blevet teenager i Danmark og skulle selv på gymnasium. Hun ville ikke med til Grønland igen, så det var svært at træffe en beslutning om at rejse hjem, før hun var stor nok. Det var et svært valg, men jeg tror, at det er vigtigt, at jeg som forælder har det godt for at have noget at give mine børn. Det påvirker jo altid børn, hvis deres forældre ikke har det godt. Malik og Freia kunne jo godt mærke det på mig, at jeg savnede Grønland. Hjem til Grønland - Når jeg har sat mig noget for, så gør jeg, hvad jeg kan for at nå dertil, forklarer Helene. - I april 2014 flyttede jeg derfor til Nuuk med Malik. Det betyder, at vi må undvære at se Freia så meget, når vi bor her, men afstand betyder ikke så meget, hvis alle har det godt og har overskud til hinanden. - Jeg er ked af, at Malik og Freia er skilt ad, for de har altid haft det godt sammen, men efter Freia blev teenager og har fået andre interesser, er det lidt nemmere. - I starten boede vi hos noget familie i Nuuk. Sommer 2014 startede jeg på G.U. i Nuuk (Gymnasial uddannel-