Politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
indledning
I sommeren 2000 arbejdede Danmark på en ratificering af Kyoto protokollen, og en rammeaftale om udledning af drivhusgasser mellem Danmark og Grønland var ligeledes under udarbejdelse. I et notat fra Hjemmestyrets Direktorat for Miljø og Natur til landsstyremedlem Alfred Jacobsen blev situationen beskrevet således:
»Grønlands bidrag er størrelsesmæssigt relativt begrænset. Det betyder, at reduktion i udledningen af drivhusgasser kan gå i en forkert retning, hvis der kommer en stor CO2producerende industri til Grønland. En uofficiel forespørgsel gennem Råstofdirektoratet indikerer, at udviklingen i oliebranchen går i retning af en begrænset eller ingen udledning af CO2. Anden industri som for eksempel et zinkraffinaderi kan imidlertid ikke udelukkes. En afvisning af industri på baggrund af øget udledning af drivhusgasser vil være uheldig for Grønland …« (Grønlands Hjemmestyre, Direktorat for Miljø og Natur, notat til Alfred Jakobsen 2. juni 2000: 3).
Tidsskriftet Grønland 1/2012
RESUMÉ
I denne artikel analyseres dominerende politiske positioner i de seneste ti års grønlandske klimadebat. Hvad har Grønland opnået klimapolitisk, og hvordan ser fremtiden ud? I artiklen kortlægges tre forskellige kommunikative begivenheder. Fokus vil være på henholdsvis tidligere landsstyreformand Hans Enoksens samt formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleists politiske projekter og politiske dispositioner i forhold til klimaspørgsmålet samt ikke mindst relationen til den danske klimapolitik i samme periode. Artiklen er et uddrag af Bjørsts ph.d. – afhandling »Arktiske diskurser og klimaforandringer i Grønland. Fire (post)humanistiske klimastudier«.
Lill Rastad Bjørst (1976) er ph.d, og nyansat som adjunkt ved CIRCLA - Centre for Innovation and Research in Culture and Learning in the Arctic ved Aalborg Universitet. I november sidste år forsvarede hun sin ph.d.-afhandling »Arktiske diskurser og klimaforandringer i Grønland. Fire (post)humanistiske klimastudier« som ansat ved Eskimologi og Arktiske Studier på Københavns Universitet. Senest har hun været gæsteforsker ved Sila – Arktisk Center på Etnografisk Samling på Nationalmuseet.
En gennemgang af dokumenter og artikler fra denne periode tydeliggør, at klimapolitik ikke var storpolitik i Grønland på daværende tidspunkt, og ingen i Hjemmestyrets administration kunne rigtig forestille sig omfanget af fremtidens erhvervsudvikling.
I notatet blev det nævnt, at forpligtelsen på 8 procent allerede var så godt som opfyldt ifølge Energistyrelsens daværende statistik. Ud fra dette notat synes det altså ikke så risikofyldt at skrive under på aftalen, og det blev også nævnt i svarnotatet ved andenbehandlingen i november 2001 (Grønlands Hjemmestyre, Direktorat for Miljø og Natur, Beslutningsforslag om Hjemmestyrets udtalelse om dansk ratifikation, 5. november 2001).1 Det var på daværende tidspunkt ikke til fulde gået op for de grønlandske politikere og embedsmænd, at dette kunne blive en udfordring ved en nært forestående industriel revolution. Man kan nu undre sig over, at sammenhængen mellem økonomisk udvikling og stigende energiforbrug, der også kan læses ud af Energistyrelses statistik, ikke blev vægtet i denne sammenhæng.
I kølvandet af rammeaftalen fra 2001 har jeg studeret dominerende politiske positioner og skift i de seneste ti års grønlandske klimadebat. Hvad har Grønland opnået klimapolitisk, og hvordan ser fremtiden ud? I dette studie kortlægges tre forskellige kommunikative begivenheder. Fokus vil være på henholdsvis tidligere landsstyreformand Hans Enoksens samt formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleists politiske projekter og politiske dispositioner i forhold til klimaspørgsmålet samt ikke mindst relationen til den danske klimapolitik i samme periode.
Udformning af de politiske ideologier i Grønland i disse år spiller her en stor rolle i produktion af virkeligheden og verdensbilleder. I afgrænsede verdensbilleder bliver nogle handlinger naturlige og andre utænkelige, og den grønlandske miljødebat er ingen undtagelse. Politikerne positionerer sig ikke nødvendigvis kun i én strategisk position. I
denne artikel vil jeg give eksempler på, hvordan den samme politiker i forskellige kontekster indtager forskellige positioner på trods af, at disse godt kan ende med at være modstridende. Et eksempel på dette er de positioner, der kan findes i det, som jeg har valgt at kalde den »dobbelte klimastrategi« (Bjørst 2008a). Forklaret meget enkelt udtrykkes denne strategi ofte som et ønske om massiv industriel udvikling (samt øget aktivitet på olie , gas og råstofområdet) kombineret med et ønske om at sætte en stopper for de menneskeskabte klimaforandringer. 2 I denne diskussion fremhæves den grønlandske befolkning som både »ofre« for og »producenter« af fremtidige klimaforandringer på verdensplan. At »placere sig« flere steder politisk i spørgsmålet om klimaforandringer kan have den ulempe, at den samlede politik kan virke utroværdig. En central pointe i denne artikel er, at de grønlandske politikere med tiden lærer at udnytte det for omverdenen umiddelbare modsætningsforhold, der findes i den grønlandske klimapolitik, til at opnå egne mål.
Jeg vil begynde med at give et mere historisk blik på perioden. Kildematerialet til disse studier består af 172 artikler fra grønlandske medier og 32 artikler fra danske og udenlandske medier (Bjørst 2011: 134). De indsamlede kilder og data (avisartikler, taler, pressemeddelelser og interviews) er af ny dato og unikt, da historien om Grønlands klimapolitik 20012011 i skrivende stund endnu ikke er publiceret.
Klimaet i Grønland – det politiske klima i Grønland I september 2001 underskrev landsstyremedlem for sundhed og miljø Alfred Jacobsen (IA) på Grønlands vegne føromtalte rammeaftale om ratifikation af Kyoto protokollen med daværende danske miljø og energiminister Svend Auken. Dette skete uden hverken den danske eller grønlandske presses bevågenhed. Dette viste sig at blive et betydeligt skridt for Grønland i retningen af at
være inkluderet i et globalt klimaregime. I aftalen blev det bl.a. lovet at:
»Grønland vil fortsat yde en aktiv indsats med henblik på at opfylde reduktionsforpligtelsen på 8 procent i perioden 2008 2012, herunder snarest udarbejde en strategi der indeholder konkrete forslag til implementering af nødvendige emissionsbegrænsende foranstaltninger« (Rammeaftale mellem landsstyremedlem Alfred Jacobsen og miljø og energiminister Svend Auken om ratifikation af Kyoto protokollen 2001: 1). 3
Det var en særlig tid for udenrigsspørgsmål. Lige inden denne aftale blev underskrevet, oplevede hele verden den 11. september 2001 angrebene på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington DC. Jeg var selv bosiddende i Grønland i denne periode og oplevede, hvordan udenrigspolitik fra den ene dag til den anden var på alles læber. I den grønlandske presse fik udenrigsstof en pludselig nyhedsværdi, hvor lokale nyheder førhen havde været det absolutte primærstof i begge landsdækkende aviser. Det var mit klare indtryk, at alle i Grønland var påvirket af denne hændelse. En anden vigtig udenrigspolitisk sag på dette tidspunkt var diskussionen om et eventuelt amerikansk raketskjold, hvor også Thulebasen skulle inkluderes.
På Siumuts landsmøde i 2001 skete der også betydelige forandringer. I de grønlandske medier blev der ligefrem talt om en »revolution«, da Enoksen kom til magten i Siumut (Mølgaard 2001: 5) – en revolution, der skulle vise sig i 2002 at gøre ham til landsstyreformand. En post, der i over 20 år ellers primært havde været indtaget af partifællen Jonathan Motzfeldt. I kølvandet på dette dannede Per Bertelsen (tidligere Siumut) et nyt parti, som han valgte at kalde Demokraterne. I oktober 2001 inviterede han den grønlandske presse til pressemøde, hvor han
fortalte, at det nye parti skulle fremstå som »en frygtløs, reel opposition« med placering i midten af grønlandsk politik (Kristensen 2001: 10). Dette parti skulle senere hen vise sig at blive meget betydningsfuldt i den grønlandske klimadebat, da det indtog en central placering i den første selvstyreregering i Grønland.
I november 2001 blev der udskrevet valg til Folketinget. En ny stærk kandidat stillede op for IA (Inuit Ataqatigiit) – den efterhånden erfarne politiker Kuupik Kleist (født 1958), som blev valgt ind med et overbevisende stemmetal, hvilket gav IA deres første plads i Folketinget. Hans primære mærkesag op til valget var ønsket om selvstyre. Klima og miljø var dengang et mindre prioriteret område.
enoksens lokalpolitiske miljø og klimapolitik
Hjemme i Grønland var Hans Enoksen fra 2002 til 2009 landsstyreformand for Grønlands Hjemmestyre. Hans mærkesager, som han også blev valgt på, var at støtte de små samfund samt fiskeriet. Hans tid som landsstyreformand blev dog præget af en omfattende kommunalreform (fra 18 til 4 storkommuner) og en dertil hørende centralisering samt grønlandisering, især på sprogområdet, hvor han for eksempel stod i spidsen for at ansætte flere grønlandsksprogede ledere i Hjemmestyrets departementer.
I 2004 skete der et markant skift i dansk miljøpolitik. Den kendte journalist Conni Hedegaard gjorde kometkarriere i Det Konservative Folkeparti og blev indsat som miljøminister og senere hen Energi og Klimaminister. Dette skift repræsenterede også et markant skift i dansk miljø og klimapolitik. Fra at miljøområdet havde været lavprofileret i den daværende borgerlige regering, kunne miljøministeren nu ikke kun sætte miljøet på dagsordenen, men også profilere Miljøministeriet i en global sammenhæng med stærkt fokus på klimaet.
I august 2005 blev der på dansk initiativ
Grønland 1/2012
arrangeret det første Grønlandsdialogmøde i Ilulissat med udflugt til Kangia/Ilulissat Isfjord og den store bræ Sermeq Kujalleq. Mødernes koncept bestod i at samle miljø og klimaministre fra nøglelandene i de internationale klimaforhandlinger for under uformelle former at indgå i en uforpligtende dialog om, hvordan politikerne skulle tackle klimaproblematikken. Initiativet var en del af Danmarks aktive arbejde for at facilitetere vedtagelsen af en ny, global klimaaftale som et forspil til COP15. Connie Hedegaard havde på daværende tidspunkt en ganske bestemt rolle til Grønland. I oktober 2006 skrev hun sammen med det daværende landsstyremedlem for miljø og natur Asii C. Narup i en kronik i New York Times:
»As we see it, merely passing on the cost of our lifestyle to people living in vulnerable environments and future generations is not an option (…) Given that the changes in the Arctic are more severe than elsewhere on the globe, action is needed urgently here« (Narup & Hedegaard 2006).
Hedegaard brugte i disse år Grønland som det, hun selv kaldte »den grønlandske case« (se Hedegaard 2008), ud fra den antagelse, at det var i Grønland, man med egne øjne kunne se de negative konsekvenser af klimaets forandring, og hun udnævnte i denne sammenhæng Ilulissat Isfjord til et vigtigt klimasymbol (Bjørst 2012a).
Da både landsstyreformand Enoksen og landsstyremedlem for infrastruktur og miljø Kim Kielsen undskyldte sig med, at de ikke følte sig stærke nok i det engelske sprog, var det ofte landsstyrets kvindelige landsstyremedlem for udenrigsanliggende Aleqa Hammond, der stillede op til interviews om klima og miljø, når verdenspressen var i Grønland. Hans Enoksen og Kim Kielsen virkede ikke, som om de helt vidste, hvilket ben de skulle stå på i hele klimaspørgsmålet, at dømme efter de få og spar
Tidligere landsstyreformand Hans Enoksen (Siumut). Foto: http://dk.nanoq.gl.
somme udmeldinger i pressen og en endnu ikke vedtaget grønlandsk klima og reduktionsstrategi.4 Desuden var håndteringen af klimaspørgsmålet en ny og anderledes opgave for Hjemmestyrets Direktorat for Miljø og Natur, hvilket bl.a. i oktober 2008 førte til en genplacering af opgaven til et nyetableret Klima og Energikontor i Hjemmestyrets administration. Desuden indrømmede Kim Kielsen, da jeg interviewede ham tilbage i 2008, at han havde oplevet nogle uenigheder med Hedegaard på grund af hendes fremtoning og hastige disponeringer, der gjorde ham mindre positivt stemt for Hedegaards brug af Grønland som case for sine politiske mål. Alt dette var med til at påvirke Grønlands positionering i forhold til klimaspørgsmålet i denne periode.
I foråret 2008 i forbindelse med planlægningen og deltagelse på Nordpolskonferencen i Ilulissat5 fastslog Aleqa Hammond over for den internationale presse vigtigheden af det, som hun kaldte den menneskelige dimension (Krarup 2008b: 9): »På grund af klimaforandringer er alles øjne rettet mod Grønland. Men der skal ikke kun fokuseres på, at indlandsisen smelter, men også på, at der bor mennesker her« (Krarup 2008a: 10). Dette blev hendes ståsted for at argumentere for
behovet for ny industri, mere moderne økonomi og bæredygtighed: »De nye erhverv skal drives på et bæredygtigt grundlag, og der skal tages så meget hensyn til naturen som muligt. Der skal stadig være natur efter Alcoa, og der skal stadig være natur, når minedriften stopper« (Krarup 2008a: 10). Da hun blev interviewet til The Guardian kritiserede hun (på det tidspunkt som afgået minister), at »other countries have a tendency to see the Arctic as an area with no people« (Barkham 2008). De grønlandske politiske repræsentanter havde her ikke kun en stor opgave med at fremstå som handlende aktører i spørgsmålet om det arktiske ocean, men også en stor opgave med i det hele taget at legitimere den grønlandske befolknings eksistens i Arktis. Hans Enoksen deltog i Nordpolkonferencen, hvor han for første gang i lang tid kommenterede Grønlands rolle i klimadebatten.
»Selvom den civiliserede verden ellers gerne vil fortælle os om klimaændringer, er vi de første, der lægger mærke til dem.« Det var en af grundene til, at han mente, at de, der bor i Arktis, skulle inddrages, høres og respekteres i diskussionen om det arktiske ocean (Rendal 2008). Her fremhævede han den grønlandske position som vidne i klimadebatten. En både passiv og magtfuld position for den, der mestrer »policy of embarrassment« (Dyck 1985). Enoksen virkede på intet tidspunkt i sin tid som landsstyreformand særlig draget af international politik og klimaspørgsmål. Enoksen var mere interesseret i selvstyredagsordner end at deltage i klimadebatten. Kun hvor hensyn til klimaet stod i vejen for en industriel udvikling af Grønland, var Enoksen og Kielsen engagerede. Fra oppositionen IA begyndte kritiske ryster at tone frem. Skulle Grønland blot være en klimakulisse? (Bjørst 2008a: 32; Henningsen 2008).
Manglende klimastrategi for Grønland og de svære 8 procent Lige op til det forestående landstingvalg i
foråret 2009 blev det offentligt kendt, at Grønland ville få svært ved at leve op til Kyoto aftalen underskrevet tilbage i 2001. Først ved efterårssamlingen i 2009 fremlagde landsstyret den længe ventede »reduktionsstrategi« for Grønland frem til 2012. Denne ville give en eventuel ny regering under tre år til at reducere CO2 udledningen med de krævede 8 procent i forhold til udledningen i 1990 (Grønlands Selvstyre 2009).
Grønlands Arbejdsgiverforening, Fangerog Fiskerforeningen KNAPK samt Kommunernes Landsforening KANUKOKA beklagede den sene udmelding. Formanden for Grønlands Arbejdsgiverforening Henrik Leth udtalte til AG, at det var noget nær en umulig opgave at komme i nærheden af det lovede reduktionsmål (Findalen 2009: 4). Miljøforeningen Avataq kritiserede strategien for ikke at være ambitiøs:
»Landsstyret burde kæmpe for at brande Grønland som et foregangsland i klimakampen. I stedet for at indtage offerrollen i klimadebatten« (Findalen 2009: 4).
Da jeg interviewede det daværende landsstyremedlem for infrastruktur og miljø Kim Kielsen i foråret 2008, pegede han allerede dengang på, at det ville være svært at leve op til reduktionen på 8 procent. Han tilføjede:
»Vi prøver at gøre alle mulige tiltag. Folk får flere og flere penge mellem hænderne og køber større og større … (...) Førhen havde man jo ikke alle de materielle goder, som vi har i dag.«
Kielsen var meget fokuseret på at gøre den grønlandske økonomi til, hvad han kaldte »selvbåren«, og han mente ikke, at dette kunne realiseres uden at udlede mere CO2. Da Kielsen i april 2009 blev kritiseret i den grønlandske presse for at »gradbøje« aftalen og ikke leve op til de lovede mål som beskre
vet i aftalen mellem Danmark og Grønland om ratifikation af Kyoto aftalen, forsvarede han sig med, at Kyoto protokollen tager udgangspunkt i udledning af CO2 tilbage i 1990, hvor Grønland var i en alvorlig økonomisk krise, som bl.a. betød lavt energiforbrug. Han konstaterede: »Siden 1990 er udviklingen gået stærkt, så det er klart, at med et lavt udgangspunkt, så er det meget, meget svært at nå de 8 procent« (Chemnitz 2009a: 15). Kielsen fortalte om forurening produceret i Grønland, da jeg interviewede ham tilbage i 2008:
»Vi har jo verdens største naturpark –på størrelse med Frankrig og England tilsammen. Hvor meget de herboende mennesker laver skade på naturen deroppe, er jo minimalt. Der kommer jo alle de forskellige havstrømme og luft, som også har indvirkning, og dem skal vi jo også tage højde for. Igen er det jo den lokale befolkning, der får konsekvenserne af, hvad der sker rundt omkring i de industrialiserede lande.«
I begyndelse af juni 2009 rejste repræsentanter fra det daværende grønlandske hjemmestyre som del af den danske delegation til FNs klimaforhandlingsmøde i Bonn, men det blev et kort møde for de grønlandske deltagere. En embedsmand i Hjemmestyret, Michael Petersen, skulle fremlægge den grønlandske position på klimaområdet i Bonn. Han fremhævede positionen som:
»Vi er et klimaansvarligt land, men vi er stadig afhængige af at kunne udvikle industrien og dermed mineralog råstofsektoren. Og denne udvikling kræver ret til et højere CO2 udslip« (Nyborg 2009).
Denne position faldt ikke i god jord i den danske delegation. På en af de første dage i Bonn modtog Steffen Ulrich Lynge, chef for
Hjemmestyrets Departement for Infrastruktur, et meget afvisende brev fra Thomas Egebo, departementschef i den danske regerings klima og energiministerium. Han skriver meget direkte:
»Det er ikke let at finde en model, der både tilgodeser det grønlandske ønske om betydelig vækst i CO2 udslip og samtidig harmonerer med den grundlæggende præmis for arbejdet frem mod København om at få skabt en ny juridisk bindende og ambitiøs klimaaftale« (Egebo 2009: 1).6
Man valgte dermed ikke at fremlægge den danske tekst på mødet. Den nyvalgte landsstyreformand Kuupik Kleist kommenterede sagen efterfølgende i Sermitsiaq: »Jeg tror, det bliver en meget svær situation. For vi er ikke interesserede i at skulle ud og betale flere hundrede millioner kroner til CO2 kvoter« (Rasmussen 2009a: 27). I skrivende stund er det stadig uklart, i hvilket omfang Grønland bliver tvunget til at betale de omtalte kvoter.
Muligheder i Grønlands klimastrategiske forhandlingspositioner
Klimadebatten på det politiske niveau i Grønland handlede i disse år primært om
1) reduktion af CO2 og
2) muligheden for at skabe en industriel revolution af det grønlandske samfund med udsigt til ikke kun at blive politisk selvstyrende, men også økonomisk selvstændigt. Forskellige scenarier blev diskuteret:
a) at Grønland kunne skrive under på en eventuel klimaaftale sammen med udviklingslandene (G77) og være mindre forpligtet til at reducere CO2 udslippet.
b) at arbejde for at opnå et forbehold – hvad jeg har valgt at kalde »den islandske model«.
c) at vælge at stå uden for en eventuel klimaaftale – hvad jeg har kaldt »den færøske model« (Bjørst 2011: 145 147).
Op til landstingsvalget 2. juni 2009 var klima absolut ikke en topprioritet for de grønlandske partier. Stort set alle partier talte om at støtte op om vedvarende energi, såsom vandkraft og udnyttelse af sol og vindenergi som det eneste parti nævnte IA konkrete tiltag som for eksempel at udarbejde et program for reduktion af CO2 fra såvel husholdning som industri (Rasmussen 2009b: 22).
Arbejdet hen imod selvstyre var i centrum af debatten og en mere selvstændig økonomi centralt for politikerne – eller det, som de valgte at kalde en »selvbåren økonomi«. Dette fulgte ligeledes i kølvandet på en international finanskrise, der gjorde det endnu mere tydeligt, hvor vigtigt de rette økonomiske disponeringer var for det nationale projekt (med Island og Grækenland som de værste eksempler i en europæisk sammenhæng).
hans enoksen som klimapolitiker
Studiet af Enoksens klimapolitik viser, at hans egentlige mål var at opretholde det eksisterende, dog med ønsket om selvstyre. Manglende referencer og fremtidsvisioner i klimaspørgsmålet kan tyde på et ønske om primært at genskabe det bestående. Udsagn om, at »verden skal lytte til os, da vi er de første, der lægger mærke til forandringerne«, er en position med svag handlemulighed for den grønlandske befolkning i den internationale klimadebat, da fokus dermed ofte er på den grønlandske befolkning som videreformidler af klimaeffekter end egentlige politiske aktører i klimadebatten. Enoksen forsøgte dog at udfordre de magtpositioner, der var repræsenteret, via, hvad han ironisk kaldte »den civiliserede verden«, men argumentationen stoppede også der. Ud fra Kim Kielsens udtalelser er det tydeligt, at Enoksens regering heller ikke i større
omfang placerede sig i det lokale klimaregime. Dette passer ind med den strategi og handlingsplan for erhvervsområdet, som blev fremlagt til landstingssamlingen i efteråret 2007. Her stod der om landsstyrets visioner:
»Landsstyret vil i forhandlingerne om en afløser til Kyoto aftalen arbejde for, at en aftale ikke blokerer for vækst i Grønland, selvom vi naturligvis skal arbejde hårdt til gavn for det globale klima« (Erhvervsdirektoratet 2007: 7).
Der er med andre ord en forskelligartet dagsorden, når det handler om henholdsvis det lokale og globale klima (Bjørst 2008a). Ingen af disse klimadagsordner stod dog særlig stærkt i Enoksens politik. For Enoksen og landsstyret som sådan blev ønsket om selvstyre en prisme for hele klimaspørgsmålet. Det udmøntede sig i, at den grønlandske befolkning i klimaspørgsmålet blev positioneret som værende offer eller vidne til klimaforandringer. Enoksen var med til at legitimere denne position i klimadebatten, og positionen blev også formaliseret i hverdagspraksisser og anset som en effektiv form for handling i forhold til den internationale klimadebat. I praksis var det også netop disse positioner (som offer og vidne), at fiskerne og fangerne i Ilulissat indtrådte, når de er blevet interviewet af verdenspressen eller deltog i arrangementer, for eksempel under COP15 i København 2009 (se Bjørst 2010, 2012a).
En anden dominerende position i Enoksens regeringsperiode var oplevelsen af den grønlandske natur som meget stor og den grønlandske befolknings klimatiske »fodaftryk« som minimal – en holdning bl.a. repræsenteret ved det tidligere landsstyremedlem for infrastruktur og miljø, Kim Kielsen. Argumentet om dette »manglende aftryk« vil jeg følge videre i Kuupik Kleists regeringsperiode, hvor argumentet om »natu
rens rummelighed« synes at være i tæt relation til budskabet om »retten til udvikling« samt retten til at udnytte levende som ikkelevende ressourcer. Hvilket umiddelbart står i kontrast til de naturvidenskabelige repræsentationer af den arktiske natur som sårbar og truet (jævnfør ACIA 2005). Det er tydeligt her, at det er ønsket om selvstyre, der skærer Enoksens taleposition på en ganske bestemt måde, hvor det at indgå i den globalt producerede klimakrisefortælling bliver problematisk tenderende til det utroværdige – en position, der primært bliver italesat og produceret af naturvidenskaben og internationale politikere (som for eksempel Connie Hedegaard), der vælger at bruge Grønland og Arktis til at kommunikere deres budskaber om globale klimaforandringer. Enoksen var tydeligvis ikke en mester i det politiske spil og formåede ikke at beskrive sig selv som en spiller7, men placerede sig »trygt og godt« i den mere eller mindre postkoloniale rolle som henholdsvis offer og vidne.
Kuupik Kleist og den internationale profilering og placering i klimadebatten
Den 3. juni 2009 valgte Hans Enoksen at træde tilbage og flytte hjem til sin bygd, Itilleq, efter en jordskredsvalgsejr til IA politikeren Kuupik Kleist. Kleist som landsstyreformand og med hans erfaring fra andre poster8 gav Grønland en mere international profil i klimadebatten, samtidig med at den forestående selvstyrelov havde udvidet hans politiske råderum betragteligt. Han valgte meget bevidst at inddrage både udenrigspolitik og klima i sine ressortområder, og senere hen blev der også åbnet et klima og energikontor i Departementet for Boliger, Infrastruktur og Trafik i Grønlands Selvstyre. Med selvstyreloven var der sket en gennemgribende ændring af de dansk grønlandske relationer på råstofområdet i Grønland. Selvstyret besluttede i november 2009 at overtage råstofområdet den 1. januar 2010, hvorved Selvstyret nu havde retten til at udnytte
råstofferne i undergrunden. Dette var selvsagt også med til at understøtte det mærkbare skift i klimapolitikken. Dette mærkbare skift i klimapolitikken samt bekymringer forbundet med de store selskabers fremtidige dominans blev i september 2009 kommenteret i en kommentar i Sermitsiaq (»Sermitsiaq Isumarqarpoq/mener«):
»Landsstyreformand Hans Enoksen drev fra 2002 til 2009 en nationalistisk politik, men vælgernes dom den 2. juni 2009 var et knusende nej til bygderomantik, ja til et globalt Grønland. Efter års isolatorisk politik er Grønland ved at finde sin naturlige plads i verdenssamfundet (…) Det er kun de færreste, som alene gør tingene for grønlændernes brune øjnes skyld« (Redaktion/Sermitsiaq 2010: 36).
Kuupik Kleist havde på det tidspunkt et lille halvt år til at forberede og forbedre Grønlands rolle som klimapolitisk spiller og placere landet i en lokal såvel som global klimadebat.
Kuupik Kleists klimapolitik ved cOP15
I september 2009 blussede diskussionerne mellem Danmark og Grønland om klimaspørgsmålet igen op. I de internationale forhandlinger om klima skulle Danmark forhandle på vegne af hele rigsfællesskabet og Grønland deltage som observatør. Danmarks rolle som vært for det forestående COP15 var problematisk for Grønland, der ikke følte sig ordentligt repræsenteret i det omfang, Danmark forhandlede med EU, som både Grønland og Færøerne står uden for. Connie Hedegaard udtalte til Information, da hun blev spurgt om afvisningen af det grønlandske udspil:
»Der er ikke nogen lande i verden, der kommer til København med et krav
Formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist (IA).
Foto: http://dk.nanoq.gl.
om 170 ton CO2 per indbygger. Og det tror jeg også, der er kræfter i Grønland, der godt kan se« (Whyte 2009b: 7).
Kuupik Kleist var ikke tilfreds med processen. »Vi er jo ikke enige. Og der bliver ikke lyttet til Grønlands synspunkter i den danske delegation,« udtalte Kuupik Kleist til den danske avis Information efterfølgende (Whyte 2009a: 8). I slutningen af november 2009 skrev Kuupik Kleist til den nyslåede klima og energiminister Lykke Friis og fremlagde »Grønlands forpligtelser vedrørende reduktion af drivhusgasudledning i perioden 2013 2020«. Der blev her formuleret meget klart, hvordan Naalakkersuisut så Grønlands forpligtelser i forhold til verdenssamfundet:
»Verdenssamfundet har et fælles, men differentieret ansvar for at begrænse udledningen af drivhusgasser for herigennem at reducere den globale op
varmning. Men indsatsen for at begrænse udledningen af drivhusgasser må ikke standse udviklingen i de samfund, der, som det grønlandske, har aktuelle behov for økonomisk vækst og udvikling« (Kleist/Naalakkersuisut 2009).
Kyoto protokollens artikel 10 om fælles, men differentieret ansvar, var nu for alvor blevet grønlandsk klimapolitik (The Kyoto Protokollen 1998: 9). Dette gav nu Grønland mulighed for at befinde sig i to positioner på én gang i klimapolitikken – både som et land med industrielle drømme og et land, der ønsker at stoppe en global opvarmning. Om de særlige emissionsbidragende virksomheder stod der efterfølgende:
»Naturen giver Grønland enestående muligheder for at huse særlige emissionsbidragende virksomheder, da Grønland råder over store og uudnyttede vandkraftpotentialer. Grønland vil udnytte vandkraftpotentialer til særlig ... [...]« Grønland forpligter sig til at udviklingen af særlige emissionsbidragende virksomhed, eksempelvis energiintensiv, forarbejdnings og raffineringsindustri, sker i overensstemmelse med internationale standarder og principper … [...]«
Og endelig sluttede dette afsnit af med:
»Grønland kan derfor ikke i perioden 2013 2020 påtage sig reduktionsforpligtelser for denne sektor.« (Kleist/ Naalakkersuisut 2009).
Retorikken er klar. Det er naturen, som giver muligheder. Grønland udnytter, forpligter og påtager sig forpligtelser. Selvom den første linje i dokumentet er »Arktis oplever allerede i dag konsekvenser af klimaforandringer for både natur og samfund«, er na
turen i disse formuleringer det egentlige »offer« for klimaets forandringer. Det er her den lokale natur, som udnyttes, og den »globale natur«, som Selvstyret forpligter sig over for. Der er tydeligvis stor forskel på klimastrategierne i forhold til henholdsvis »de lokale og globale naturer«. På trods af at det lokale og globale hører sammen, placerer de sig i de politiske diskussioner i to forskellige rationaler. Fra Grønlands side beskriver man sig selv som en spiller, der mere eller mindre kan forme og byde ind med sin egen position i klimaforhandlingerne, på trods af at forhandlingerne i FN er forhandlinger mellem nationer, og Danmark i den sammenhæng repræsenterer rigsfællesskabet og dermed Grønland. Spillet handlede om, at Grønland ville placere sig implicit i en position, hvor man havde alternative handlemuligheder, og undgå at ende i en situation, hvor en eventuel klimaaftale ville stå i vejen for industriel og erhvervsudvikling i Grønland. Det, at Danmark var værtsland for COP15 i 2009, var i denne sammenhæng ikke til Grønlands fordel. Den anden mulighed var at Danmark skrev under sammen med resten af EU, hvilket kunne skabe usikkerhed om, i hvilket omfang forpligtigelserne også gjaldt for Grønland og Færøerne og eventuelle muligheder for en særskilt aftale eller et eventuelt forbehold. Da jeg interviewede medlem af Naalakkersuisut for Boliger, Infrastruktur og Trafik Jens B. Frederiksen under COP15, bekræftede han, at det ikke havde været nogen fordel for Grønland, at Danmark havde fungeret som vært:
»Til spørgsmålet, om det skader Danmarks værtskab, at vi går ind og gør sådan, vil jeg sige tværtimod. Nej, det skader Grønland, fordi vi bliver glemt. Vi drukner i det, at Danmark absolut skal have en aftale. Det er vigtigere for Danmark at få et godt resultat her« (Jens B. Frederiksen, 2009).
Få dage inden COP15 kom Danmark og Grønland til enighed og underskrev et »forståelsesnotat vedrørende fodnote om Færøerne og Grønland til den/de nye politiske klimaaftale(r) indgået under COP15 mødet i december 2009 i København« – et notat, som førhen er omtalt som »fodnoteaftalen« (Kleist & Friis 2009). Fodnoten skulle helt præcis indeholde disse to linjer:
»Therefore, the commitments of Denmark as a member of the European Union do not apply to the Faroes and Greenland« (Kleist og Friis 2009).
Grønland ønskede tydeligvis på daværende tidspunkt ikke at være del af en aftale indgået på COP15, men kun at holde sig til det, man allerede havde forpligtet sig til ved ratificering af Kyoto aftalen tilbage i 2001.
Den grønlandske regering var således meget lidt aktiv under COP15 med endeligt at fastsætte en position i relationen til Danmark. Da COP står for »Conference of the parties«, havde den grønlandske regering ikke noget mandat i forhandlingerne, der for Rigsfællesskabets part blev varetaget af Danmark. Passiviteten bestod også i, at den grønlandske regering på daværende tidspunkt ikke var interesseret i en aftale, der bandt Grønland til bestemte reduktionsmål, hvilket de grønlandske politikere mente, ville komme til at stå i vejen for den industrielle og økonomiske udvikling, som de ønskede for Grønland. Der er her en meget tydelig relation mellem Grønlands positionering i klimaproblematikken på COP15 og ønsket om økonomisk vækst og ret til udvikling, hvilket kan spores konkret i fodnoteaftalen (Kleist & Friis 2009). Når det er sagt, så er Grønland ikke medlem af EU og kunne i det omfang, at Denmark var med i aftalen som EUmedlem, kun være til stede ved sit fravær. Fodnoten ville gøre det klart, at Grønland ikke naturligt var inkluderet i aftalen som en del af det danske rige og eventuelt også give Grønland en mulighed for selv at for
handle efterfølgende. Status efter COP15 var, at der ikke var vedtaget nogen juridisk bindende aftale eller fornyelse af Kyoto aftalen. Det eneste synlige produkt af COP15 var den såkaldte Copenhagen Accord (2009), der mere har karakter af et delmål og er langt under de ambitioner, der var lagt op til i tiden før COP15.
cOP16 – Kuupik indtager position som de oprindelige folks forkæmper COP16 i Mexico i december 2010 introducerede endnu et skift i den grønlandske regerings positionering i klimadebatten. Her var Kleist igen Grønlands repræsentant. Mærkesager, var nu udviklingslandene og de oprindelige folks sag. Denne position forklarede han således i en udtalelse til den grønland
ske avis AG – Atuagagdliutit i forbindelse med COP16:
»Grønlands mission bliver først og fremmest at fokusere på de oprindelige folks situation som følge af klimaændringerne. [...] Vi vil især interessere os for retten til udvikling. Man bør se på, hvilke lande der kan reducere deres enorme energiforbrug for at give plads til andre« (Schultz Lorentzen 2010: 7).
Dette var stadig i overensstemmelse med tanken om et fælles, men differentieret ansvar.
Til AG udtalte Kleist, at han ikke håbede eller forventede, at der blev rykket ved den
Fra paralleleventen »In the Eye of Climate Change« under COP15 (december 2009) på den Nordatlantiske Brygge. Foto: Lill Rastad Bjørst.
aftale, Danmark og Grønland havde lavet i forbindelse med COP15 (fodnoteaftalen) (Schultz Lorentzen 2010: 7).9 I Danmarks nationale indlæg fra klima og energiminister Lykke Friis blev Grønland også nævnt:
»So, now is certainly not the time to hit the breaks. Just think about the fact that spring starts two weeks earlier in Greenland and fish stocks are disrupted at the Faeroe Islands. And let’s not forget that indigenous peoples are on the frontline of climate change and experience environmental changes first hand« (Friis 2010).
Her inkluderer Danmark Grønland i sin fremlæggelse, men igen som vidne og offer for klimaforandringer og ikke med et ord om retten til udvikling. En position, som nu ikke er noget problem for Grønland, da man endnu ikke er del af nogen grænsesættende aftale. Kuupik Kleist deltog selv på COP16 og udsendte i den forbindelse en pressemeddelelse, hvor han udtalte følgende:
»Jeg glæder mig over, at Lykke Friis inddrog grønlandske klimaaspekter i sit indlæg, og er samtidig glad for det gode samarbejde mellem Selvstyret og Klima og Energiministeriet« (Kleist 2010).
Selve ønsket om udvikling var dog trådt i baggrunden, og Kuupik Kleist havde taget positionen som de oprindelige folks talsmand – en position han ikke indtog året før ved COP15, da den på mange måder ville have været i modstrid med den grønlandske regerings egentlige udspil. Det er tydeligt i de artikler og dokumenter, som blev produceret og udvekslet op til COP15, at der var en uenighed mellem Danmark og Grønland, men om dette bundede i det faktum, at 1) de danske klima og energiministre skulle forholde sig upartisk op til COP15, eller 2) mediernes iver for at belyse og italesætte konflik
ter eller 3) Grønlands manglende mulighed for selvstændigt forhandlingsudspil til COP15, som pirkede til gamle magtrelationer landene imellem – det er svært at sætte fingeren på, men det er min vurdering, at alle tre elementer var i spil. På trods af Kuupik Kleists glæde over samarbejdet var konflikten ikke løst og Grønlands rolle i et eventuelt kommende klimaregime stadig ikke endeligt fastlagt. Det eneste, som er sikkert i skrivende stund, er, at den juridisk bindende aftale, som var lagt i støbeskeen op til COP15, endnu ikke har taget form. Grønland er stadig underlagt Kyoto protokollen og vil måske komme til at betale CO2 kvoter.10 Kuupik Kleist er ferm til at kommunikere, hvordan han ønsker, fremtiden skal være. På COP16 fremstod han ikke i den traditionelle rolle som talsmand for oprindelige folk i verden.11 Da Kleist skulle interviewes til Climate Change TV,12 stod han i afslappet kortærmet skjorte og fortalte om, at »action is needed«, og det, som han beskrev som den politiske kamp mellem henholdsvis udviklingslande, de fattige lande og de udviklede lande. Han trak i denne sammenhæng på gamle for omverdenen velkendte argumenter om de arktiske befolkningers kamp for at opnå oprindelige folks rettigheder – men brugte dem på en ny måde og tilførte nyt strategisk indhold. I virkeligheden talte han for en ny æra af industrialisering i Grønland, hvilket ikke er den traditionelle dagsorden, når det handler om oprindelige folk, for eksempel i FN regi, hvis dagsordner bl.a. omhandler menneskerettigheder, ret til sundhed, bevarelse af traditioner og kulturelle værdier, sprogrettigheder og landrettigheder. Dette er emner, der bl.a. diskuteres i United Nations Permanent Forum on Indigenous Issues. Kuupik Kleist formåede at konstruere et nyt sprog bestående af elementer fra de seneste ti års diskussioner om oprindelige folk i FN samt Grønlands politiske ønske om industriel udvikling.
Efter at have analyseret klimapolitikken i Kuupik Kleists første tid som formand for
Naalakkersuisut er det tydeligt, at han overordnet taler for retten til fremtidig udvikling og mulighed for at udnytte de ressourcer, som »naturen giver«. I forhold til indtagelse af politiske positioner på COP15 og COP16 beskriver Kleist sig som en politisk spiller, på trods af manglende forhandlingsmandat i FN. Han taler i mindre grad om de problemer, der findes i Grønland på nuværende tidspunkt som følge af klimaforandringer, og undgår på denne måde at indtage positionen som klimavidne – men mestrer i denne sammenhæng at tale for, hvilken vej han ser for Grønland fremover med fokus på eventuelle udviklingspotentialer. Med denne fremtidsretorik kan han til tider skabe en platform for politisk handling, hvorfra der kan formidles et budskab om at være på vej til noget bedre, hvad end status quo måtte være. Dette på trods af, at Grønlands position på både COP15 og COP16 og senere COP17 i 2011 var ikke at forpligte sig til mere, end hvad allerede var besluttet.
Konklusion: Grønlands mulige og umulige klimapositioner
Siden 2001 har Grønland ført en dobbelt klimastrategi, hvor man på den ene side har ønsket økonomisk vækst og industriel udvikling og på den anden side ønsket at stoppe globale klimaforandringer. Denne problematik er blevet håndteret politisk af siddende grønlandske regeringer parallelt med en »nation building« proces fra hjemmestyre til selvstyre.
Fra Enoksen til Kleist skete der et tydeligt skift i den førte klimapolitik fra en primært lokal, offerbetonet klimadiskurs til en global udviklingsdiskurs. Uden nødvendigvis at kalde Grønland et uland var Kleists politiske projekt i klimadebatten at argumentere for Grønlands ret til udvikling, og hvor Enoksen placerede ansvaret i Vesten, talte Kleist ud fra et »fælles, men differentieret ansvar« med henvisning til Kyoto protokollen. Samtidig flytter de politiske positioner sig
fra at etablere sig som henholdsvis offer og vidne til klimaforandringer til at blive en langt mere fleksibel (lokal/global) agent i den internationale politiske klimadebat med egen strategi og sprog. Kleists politik har lige fra starten af hans regeringsperiode været funderet i et globalt sprog, hvor han har frigjort sig fra kun at tale ud fra en grønlandsk kontekst. Da han holdt foredrag i Det Grønlandske Selskab i februar 2010, sagde han om Grønlands position i verden: »Det er en global scene. Jorden er rund – der er ingen hjørner, hvor vi kan gemme os«. Med andre ord bør Grønland ikke tænkes som adskilt fra resten af verden, som førhen har været tendensen i grønlandsk politik. Om Grønland kan gemme sig eller ej, vil fortsat være en del af det politiske spil mellem Danmark og Grønland, når det kommer til de postkoloniale magtspil og dertil hørende talepositioner. Magt og afmagt har indflydelse på hele rammen for den grønlandske deltagelse i den politiske klimadebat. I tiden op til COP15 var der massiv politisk, videnskabelig og mediemæssig fokus på Grønland som klimasymbol (se Bjørst 2012a) samtidig med, at Grønland havde meget begrænset politisk indflydelse på processen under COP15, hvor dets interesser (i visse tilfælde i ringe grad) blev varetaget af Danmark. I modsætning til Enoksen indtager Kleist som formand for Naalakkersuisut sjældent den traditionelle postkoloniale afmagtsposition (med en synlig markering af manglende indflydelse på processen), men vælger i stedet at tale om rettigheder, ansvar og fremtidsplaner mv. Da Kleist heller ikke ønskede at tage del i de dominerende klimakrisefortællinger som klimavidne (Bjørst 2012b; Bravo 2008) (hvorved Grønland og indlandsisen oftest var repræsenteret), arbejdede han op til COP15 med at etablere andre positioner, hvorfra han kunne handle for at nå sine politiske mål. I skrivende stund er der fortsat uenigheder mellem Danmark og Grønland med hensyn til ratificeringen af Kyoto protokollen samt Grønlands rolle i eventuelle nye
klimaaftaler. Eller som embedsmænd fra Grønlands Selvstyre karakteriserede forholdet, da jeg talte med dem i marts 2011: »Vi er enige om at være uenige«. Det har dog i de grønlandske medier i foråret 2012 været indikeret, at der blev arbejdet på en undtagelse for Grønland fremover med det centrale argument, at dette ville skabe bedre mulighed for vækst i det grønlandske erhvervsliv. Studiet af de politiske diskussioner i den grønlandske klimadebat viser, at der ikke tales så meget om klimaets forandringer, men meget mere om økonomi, selvstændighed, ret til udvikling samt industri og råstofudvinding. Antropolog Mark Nuttall, der blandt andet har forsket i Arktis som »resource frontier«, har bemærket:
»Far from being mere victims of the impacts of industrial development, indigenous peoples are participants in, and increasingly beneficiaries of development of the Arctic resource frontier« (Nuttall 2010: 23).
I tiden fra 2001 og frem er Grønland langsomt gledet ud af de danske klimarepræsentationer og dukkede under COP16 op som talsmand for oprindelige folk globalt. De grønlandske politiske aktører har gået fra at tale som ofre og vidner til klimaforandringer til at være fortalere for retten til industriel udvikling, til på COP16 at tale på vegne af alle oprindelige folk. Denne udvikling vil jeg forklare med de dominerende nationale projekters placering i de tre centrale kommunikative begivenheder i forhold til den grønlandske klimapolitik. Her ses, i hvilken grad ideologierne er investeret i sproget på forskellig vis og medvirker til social forandring på længere sigt, dog ikke forstået på den måde, at aktører til hver en tid er bevidste om den ideologiske dimension i deres egen praksis (Fairclough 1992: 90). Politikere er dog uden tvivl mere bevidste end den almene borger om deres ideologiske ståsted og bliver også dømt i offentligheden,
hvis ideologi og handling er diametralt modsatte.
Da medlem af Naalakkersuisut for Boliger, Infrastruktur og Trafik Jens B. Frederiksen overtog klimaområdet blev Kleists klimastrategiske positioner videreført men da der endnu ikke var en mere omfattende global aftale på klimaområdet, gik klimapolitikken i 2010 2011 fra at være et moralsk og rettighedsspørgsmål til primært at være erhvervspolitik i Grønland. I pressen blev dette skift italesat som en konflikt mellem de to dominerende regeringspartier IA og Demokraterne (Nyvold 2012: 26). Ifølge mine studier er der dog ikke tale om en konflikt, men at disputten endnu en gang et udtryk for Grønlands dobbelte klimastrategi. Jens B. Frederiksen fremlagde i en kronik i Sermitsiaq sin udlægning af situationen:
»… jeg er lidt ked af, at Grønland visse steder bliver fremstillet som et land, der ikke ønsker at leve op til internationale klimakrav. Det er en helt forkert opfattelse. Tværtimod ønsker vi at blive en integreret del af en kommende klimaaftale, men vi forlanger, at en sådan aftale bliver skruet sammen på en måde, så vi ikke bliver udsat for en uretfærdig og konkurrenceforvridende situation « (Frederiksen 2012: 49).
I samme åndedrag berettede Frederiksen også, at Grønland og Danmark til sommer underskriver en teknisk samarbejdsaftale, der skal opstille en ramme for, hvordan samarbejdet skal foregå. Set over en tiårig periode har samarbejdet mellem Danmark og Grønland på det klimapolitiske område ikke været smertefrit. Det kan karakteriseres som et tovtrækkeri, hvor Danmark op til de vigtige COP møder har strammet og efterfølgende, når de endnu en gang er kommet tomhændet hjem, har genoptaget dialogen med Grønland og sat løsningsmodeller i sigte. Om denne nye samarbejdsaftale er
»løsningen« vil tiden vise. Klima er politik, også i Grønland, og den postkoloniale dimension skærer sig igennem de forskellige politiske positioner i klimadebatten. Frederiksen pointerer ligeledes i et interview med Sermitsiaq, at Danmark har et medansvar og bør promovere Grønland internationalt som en ansvarlig grøn nation, bl.a. på baggrund af de store investeringer i vandkraft (Nyvold 2012: 27). Dette ville være en ny strategi, hvor Danmark førhen primært har udpeget Grønland som klimasymbol i forbindelse med at fastsætte egen klimapolitik (Bjørst 2012a).
Til spørgsmålet om, hvad Grønland indtil nu har opnået klimapolitisk internationalt, må svaret være, at dets primære resultat har været at træde på bremsen i forhold til Grøn
lands forpligtelser internationalt – både i forhold til Kyoto aftale og eventuelt kommende juridisk bindende aftaler. Når det er sagt, er der efterhånden igangsat mange gode og effektive initiativer i Grønland med etableringer af vandkraftværker samt nedrivning af utætte og forfaldne bygninger mv. Dette vil på sigt gavne den lokale befolkning, men også det fælles CO2 regnskab. I den grønlandske regering vægtes det, at der gøres en aktiv indsats for at sænke CO2 udledningen, som det blev lovet tilbage i 2001, da Grønland ratificerede Kyoto protokollen. Men at binde sig yderligere eller nå de 8 procents reduktion med 1990 som basisår vurderes i den grønlandske regering fortsat som urealistisk, når forventningerne til den industrielle udvikling tages i betragtning.
Ilulissat juli 2009. Foto: Lill Rastad Bjørst.
l itteratur
ACIA. 2005. Arctic Climate Impact Assessment. Cambridge: Cambridge University Press.
Barkham, Patrick
2008. »Beyond the Ice,« The Guardian, 11. december, hentet 15. marts 2009 fra http://www.guardian.co.uk/ world/2008/dec/11/greenland denmark independence.
Bjørst, Lill Rastad
2008a. Grønland og den dobbelte klimastrategi. Økonomi og Politik 4: 26 37.
2010. »The tip of the Iceberg: Ice as a Non human Actor in the Climate Change Debate,« Etudes/Inuit/Studies, vol. 33: 133 150. Québec: Université Laval.
2011.Arktisk Diskurser og klimaforandringer i Grønland. Fire (post)humanistike klimastudier. Ph.d. – afhandling forsvaret den 29. november ved Det Humanistiske Fakultet. Københavns Universitet.
2012a. Climate Symbols – the Case of the Ilulissat Icefjord. Polar Geografi vol. 36 Accepteret til publikation
2012b. Climate Testimonies and Climate Crises Narratives. Inuit Delegated to Talk on Behalf of the climate. Acta Borelia. Vol. 29. No. 1. 142 157,
Bravo, Michael T.
2008. Voices from the Sea Ice: the Reception of Climate Impact Narratives. Journal of Historical Geography, 35(2): 256 278.
Carrell, Severin
2010. »Greenland’s Prime Minister Lambasts Greenpeace for Raiding Arctic Oil Ring,« Guardian, 31. August, hentet 1. sptember 2010 fra http://www.guardian.co.uk/ environment/2010/aug/31/greenland greenpeace arcticoil rig
Chemnitz, Jørgen
2009. »Kim Kielsen gradbøjer aftale,« Sermitsiaq, 17. september, s. 15.
Chouliaraki, L.N., Fairclough.
1999. Discources in Late Modernity: Rethinking Critical Discourse Analysis. Edinburgh: Edinburgh University Press.
Copenhagen Accord 2009, UNFCCC
2009. Copenhagen Accord 2009. Decision /CP.15 (Advance unedited version). United Nations Climate Change Conference 2009 i Copenhagen Decision /CP.15. Hentet 6 februar 2010 fra http://unfccc.int/files/meetings/ cop_15/application/pdf/cop15_cph_auv.pdf.
Dyck, Noel
1985. Indigenous Peoples and the Nation State. Fourth World Politics in Canada, Australia and Norway. Social and Economic Papers, no. 14. Newfoundland: Institute of Social and Economic Research.
Egebo, Thomas
2009. »Brev til departementschef Steffen Ulrich Lynge«, den 4. juni 2009. København: Klima og Energiministeriet.
Enoksen, Hans
2009. »Landsstyreformandens tale til nytårsreceptionen den 7. januar 2009.« København.
Frederiksen, Jens B. 2012. »Grønland vil med i klimaaftale men ikke for enhver pris«, Sermitsiaq nr. 12 den 23. marts, s. 49. Erhvervsdirektoratet 2007. Strategi- og Handlingsplan for Energiområdet 2008-2015. Grønlands Hjemmestyre J. nr. 29.15.01.02.
Fairclough, Norman 1992. Discourse and Social Change. Cambridge: Polity Press.
Findalen, Jeppe 2009. »Landsstyrets CO2 strategi får hård medfart,« AG, 7. april, s. 4. Nuuk.
Friis, Lykke 2010. »National statement COP 16,« FN’s Klimakonference 2010 eller COP16 (Conference of Parties 16), hentet den 22 december 2010 fra http://www.kemin.dk/ national_statement_cop_16_copenhagen_accord_ energy_let.htm.
Gad, Ulrik Pram; Ida Hannibal; Kristine Holst & Rebecca Adler Nissen
2011. EUs oversøiske lande og territorier: postkoloniale suverænitetsspil og Grønlands arktiske muligheder. Politik 1:16 24.
Grønlands Selvstyre
2009. Redegørelse for virkemidler til reduktion af udledningen af drivhusgasser. Grønlands Selvstyre EM 2009/127.
Hedegaard, Connie
2008. Da klimaet blev hot. København: Gyldendal.
Henningsen, Juliane
2008. »Julianes tale ved Folketingets afslutningsdebat. Et fællesskab af frisind i stedet for fordomme.« Afslutningsdebat, Folketinget, 2008, s. 12.
The Ilulissat Declaration
2008. Arctic Ocean Conference Ilulissat, Greenland, 27–29 May 2008, hentet den 5. Juni 2009 fra http://www.um. dk/NR/rdonlyres/5FB1EE71 950B 449C 8C90096B3B09B479/0/Ilulissat_erklæringen.pdf.
Hjemmestyrets Direktorat for Miljø og Natur
2000. »Notat til Alfred Jakobsen vedr. Kyoto Protokollen.« Grønlands Hjemmestyre, s. 3. Nuuk.
2001. »Beslutningsforslag om Hjemmestyrets udtalelse om dansk ratifikation, 5. november 2001.« Nuuk: Grønlands Hjemmestyre.
Kleist, Kuupik 2010. »Kuupik sikrer synligheden for Grønland under
COP16,« COP16. Naalakkersuisut, s. 1. Cancun: Naalakkersuisut.
Kleist, Kuupik
2009. »Grønlands forpligtelser vedrørende reduktion af drivhusgasudledningen i perioden 2013 – 2020«. Departement for Boliger Infrastruktur og Trafik, Naalakkersuisut, s. 1 4.
Kleist, Kuupik & Lykke Friis
2009. »Forståelsesdokument vedrørende fodnote om Færøerne og Grønland til den/de nye politiske klimaaftale(r) indgået under COP15 møder i december 2009 i København.« København: Naalakkersuisut & Klima og Energiministeriet.
Krarup, Poul 2008a. »Ny industri skal tage hensyn til miljøet,« Sermitsiaq, 20. maj, s. 10.
2008b. »Hammond: Grønland får indflydelse,« Sermitsiaq, 19. maj, s. 11.
Kristensen, Kurt 2001. »Efterlysning: En frygtløs opposition,« Sermitsiaq, 19. oktober, s. 10.
The Kyoto Protocol 1998. Kyoto Protocol to the United Nations Framework Convention on Climate Change. UNFCCC. Kyoto: United Nations.
Mølgaard, Noah
2001. »Revolutionen bærer først frugt om flere år,« Sermitsiaq, 21. september, s. 5.
Narup, Asii & C. Connie Hedegaard
2006. »Arctic Meltdown, Global Concern,« 23. oktober, s. 2. Copenhagen. Hentet 1. februar 2008 fra http://www. ft.dk/samling/20061/almdel/mpu/bilag/56/316637.pdf
Nuttall, Mark
2008. Climate Change and the Warming Politics of Autonomy in Greenland. Indigenous Affairs 12: 44 51.
2010. Pipeline Dreams. People, Environment, and the Arctic Energy Frontier. Copenhagen: IWGIA – Document 126.
Nyborg, Katja
2009. »Avataq savner politisk uafhængig information om industrielle projekter,« KNR, 18 maj.
Nyvold, Mads
2011. »Et forsvarligt olieeventyr?« Sermitsiaq, 11. februar, s. 22.
2012. »Klimakvaler deler naalakkersuisut «, Sermitsiaq, den 23. marts, s. 26 27.
Rammeaftale mellem landsstyremedlem Alfred Jacobsen og miljø og energiminister Svend Auken om ratifikation af Kyoto protokollen.
2001. Rammeaftale mellem landsstyremedlem Alfred Jacobsen og Miljø- og energiminister Svend Auken om ratifikation af Kyoto-protokollen, 2001. Miljø og Energiministeriet og Grønlands Hjemmestyre.
Rasmussen, Inge S. 2009a. »Kuupik. Overraskende dansk udmelding«. Sermitsiaq 12. juni, s. 27. 2009b. »Global opvarmning tænder ikke partierne,« Sermitsiaq, 22. maj, s. 22.
Rendal, Ole
2008. »Enoksen: Vigtigt at Grønland deltager i beslutningerne,« Sermitsiaq, 28. maj. Hentet fra http://sermitsiaq. ag/node/64497
Redaktion, Sermitsiaq 2010: »Det globale Grønland« Sermitsiaq, 17. september, s. 36.
Schultz Lorentzen, Christian 2010. »Grønland til klimatopmøde,« AG, 1. november, s. 7.
The Ilulissat Declaration 2008. »The Ilulissat Declaration.« Arctic Ocean Conference Ilulissat, Greenland, 2008, s. 12.
Whyte, Tim 2009a. »Klimaforhandlinger: Grønlands Selvstyre tages som gidsel i klimaforhandlingerne,« Information, 14. september, s. 6. København.
2009b. »Klimaminister Connie Hedegaard: Vi har en god dialog med Grønland,« Information, 14. september, s. 7.
noter
1 Den 7. november 2001 vedtog Landstinget enstemmigt, at Danmark kunne ratificere Kyoto protokollen uden forbehold for Grønland.
2 Blandt selvstyrets embedsmænd erfarede jeg, at den førte klimapolitik fra 2009 blev omtalte som en »balanceret klimapolitik«.
3 Fra Grønlands siden har man i de efterfølgende forhandlinger lagt vægt på det at »yde en aktiv indsats«, hvor man fra dansk side har vægtet det at nå de lovede 8 procent.
4 Af initiativer i perioden skal dog fremhæves en klimaworkshop, Hjemmestyret afholdt i 2007, hvor grønlandske interessenter blev samlet og bedt om at diskutere klima.
5 Nordpolkonferencen blev afholdt 27. 29. maj 2008 i Ilulissat. På konferencen deltog de fem kyststater omkring Nordpolen, Canada, USA, Rusland, Norge og Grønland/Danmark. På konferencen blev rammerne drøftet for den fremtidige håndtering af de muligheder og udfordringer, som klimaforandringerne medfører i og omkring Polarhavet. Mødet resulterede i vedtagelse af Ilulissat erklæringen (The Ilulissat Declaration 2008).
Tidsskriftet Grønland 1/2012
6 Brevet blev senere offentliggjort i den grønlandske presse.
7 At beskrive sig selv som spiller anvendes af Ulrik Pram Gad et al. (2011) i deres forskning i det postkoloniale suverænitetsspil.
8 Kuupik Kleist har før sin tid i det danske folketing været embedsmand og direktør i det grønlandske udenrigsdirektorat samt aktiv i den pan arktiske ngo Inuit Circumpolar Council (ICC).
9 Fodnote aftalen indebærer, at Grønland vil reducere udledningen af CO2 »med fem procent i forhold til udledningen i 2007 inden 2009. Reduktionsmålene omfatter ikke nye industrier, hvilket kan betyde, at Grønland ikke skal betale for de øgede CO2 udslip ved
en kommende olie og mineralindustri samt eventuel anlæggelse af aluminiumsværket ved Maniitsoq (Schultz Lorentzen 2010: 7).
10 I pressemeddelelsen fra COP16 står der, at »Grønlands drivhusgasudledning er faldet markant. Det betyder, at Grønlands kommende udgifter til CO2 kvoter bliver mindre« (Kleist 2010b).
11 Det transregionale ngo projekt »Many Strong voices« kan være et eksempel på en mere traditionel præsentation af oprindelige folks rettigheder og problemstillinger (www.manystrongvoices.org/about/1381.aspx).
12 Se Climate Change TV: http://www.climate change.tv/ kuupik kleist december 2010.
ØNSKER DU AT BLIVE MEDLEM AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB?
Medlemskab af det Grønlandske Selskab
Enlig 240 kr.
Samboende 360 kr.
Studerende 120 kr.
Medlemskab af DGS og abonnement på tidsskriftet »Grønland«
Enlig 570 kr.
Samboende 690 kr.
Studerende 450 kr.
Grønland
Enlig 550 kr.
Samboende 670 kr.
Studerende 430 kr.
Skandinavien
Enlig 575 kr.
Samboende 695 kr.
Studerende 455 kr.
Resten af verden
Enlig 650 kr.
Samboende 770 kr.
Studerende 520 kr.
Abonnement på tidsskriftet »Grønland« u/medlemskab af DGS
Årligt (DK) 385 kr.
Grønland 365 kr.
Skandinavien 390 kr.
Resten af verden 525 kr.
Medlemskab af Kunstforeningen ARON
Pr. medlem 100 kr. (forudsætter medlemskab af Det Grønlandske Selskab)
Priserne er årlige og gældende for 2012. Abonnementprisen i Danmark er inkl. moms
Ønsker du medlemskab og/eller abonnement, så skriv eller ring til:
dgs@groenlandselskab.dk eller
Det Grønlandske Selskab
Strandgade 102, 1 1401 København K.
Tlf.: 61 60 53 31 (onsdage/torsdage)
