Brug arkiverne!
Hos Arktisk Institut finder du originale breve, dagbøger og dokumenter fra private danskere, virksomheder og foreninger med tilknytning til Grønland og Arktis.
Er du forfatter, journalist, forsker, underviser eller arbejder du med andre projekter relateret til Grønland og Arktis? Så er du velkommen alle hverdage kl. 9 –15.
Arktisk Institut ● Strandgade 102, 1401 København K
Tlf. 3231 5050 ● arktisk@arktisk.dk ● arktiskebilleder.dk
TIDSSKRIFTET GRØNLAND
Udgives af Det Grønlandske Selskab
L.E. Bruunsvej 10
2920 Charlottenlund
Telefon 6160 5331. dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/
SE nr. 19 04 29 28
Spar Nord: 6506 - 3062474369
IBAN: DK 4965 0630 6247 4369
SWIFT/BIC: SPNODK22
Redaktion
Uffe Wilken
Det Grønlandske Selskab Telefon 3177 2016. uw@dgls.dk
De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.
Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.
Eftertryk i uddrag er tilladt med k ildeangivelse.
ISSN 0017-4556
Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a.
Augustinus Fonden, Kong
Christian den Tiendes Fond, Aage V. Jensens Fond og Aase og Jørgen Münters Fond.
Grafisk udformning
Uffe Wilken
Tryk
Narayana Press
Forsidebillede:
Et kig ned igennem den længste kalkstenshule på C.H. Ostenfeld Nunatak, hvor der 10-15 m inde vokser store iskrystaller på væggene. Øverst til venstre sidder en dataopsamler, som kontinuert måler temperatur og luftfugtighed. Foto: Peter Frykman.
INDHOLD
PETER FRYKMAN: Drypstenshuler i Grønland afslører nyt om fortidens klima
100 MI CHAEL RASMUSSEN: Sollyset i iskrystallerne — Ejnar Mikkelsen om den grønlandske naturskønhed
110 IVAN BURKAL: Kunstforeninger og sammenslutninger i Grønland: Fra folkekunst til samtidskunst 1965-2025
119 NIKOLINE ARRILD BROE: Grønland på museum: Et studie af den da nske erindringskultur om koloniseri ngen af og relationen til Grønland 1905-2017
136 MANUMINA LUND JENSEN: Nanorriutit og nanoq: Fangstliv, hunde og forandring i Avanersuaq
142 ME DDELELSER FRA DET GRØNLANDSKE SELSKAB
AF PETER FRYKMAN
Drypstenshuler i Grønland afslører nyt om fortidens klima
På en ekspedition til Nordøstgrønland i 2023 lykkedes det at indsamle drypsten og andre hulea flejringer, der kan dateres og analyseres for de klimatiske forhold, da de blev dannet. Materialet blev fundet ved kalkstenshuler, som blev opdaget i 1977 på en fjerntliggende nunatak omgivet af gletsjere. Nogle af drypstensprøverne er påvist at være udfældet i et klima, der svarer ca. til Toscana-områdets nuværende temperaturforhold. Prøverne viser, at Grønland inden for de sidste millioner år har oplevet perioder med meget varmere klima, uden at det sk yldes ændret beliggenhed i forhold til breddegraderne.
I de millimeter-tynde lag, som dannes i drypsten, når de udfælder fra det vand, der siver ned igennem loftet til en kalkstenshule, gemmer der sig flere slags kem iske spor. Sporene kan fortælle, hvor varmt det var på det tidspunkt, hvor de blev udfældet, og om klimaet på over fl aden var tørt eller regnfuldt. Derfor tog jeg sa mmen med en amerikansk kollega på en ekspedition til det nordøstlige Grønland, hvor jeg vidste, der var huler. Vi ville forsøge at fi nde ud af, om der mon var drypsten, der kunne analyseres for fortidige klimadata.
Tidsskriftet Grønland 2/2025
Peter Frykman er seniorforsker og geolog ved GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Han var allerede som student i 70’erne på feltarbejde i Grønland, og har også senere deltaget i ekspeditioner til Nord- og Nordøstgrønland. Han har gennem årene ved GEUS specialiseret sig i 3Dmodellering af geologien i undergrunden og især forsket i, hvorledes man kan pumpe CO2 ned til oplagring i mere end en kilometers dybde i egnede porøse lag. I de seneste par år har han sammen med amerikanske og danske kolleger været engageret i at udforske huleaflejringer, og hvordan de kan informere om det fortidige klima i Grønland.
46 år efter
På væggen i mit kontor hænger to næsten ens fotos, taget præcis samme sted, og hvor jeg kigger ud ad en huleåbning. Ikke en sten ha r flyttet sig. Der er 46 år mellem de to billeder. Så lang tid tog det, før jeg kunne vende tilbage til de huler, jeg opdagede i 1977 på C.H. Ostenfeld Nunatak i Nordøstgrønland
Inden vi tog afsted i 2023, anede vi ikke, om der overhovedet var drypsten udfældet
Samme geolog, samme sted, 1977 og 2023. Foto:
Faktaboks: Nunatakker
En nunatak er en større eller mindre ”ø” helt omgivet af indlandsis eller gletsjere. C.H. Ostenfeld Nunatak er ca. 5x15 km og er omgivet af Wordie Gletsjeren og Grantagletsjer. Nunatakken ligger på 74°17'N, hvilket er på ca. samme breddegrad som Daneborg og Zackenberg.
eller bevaret i de huler, som jeg vidste var på nunatakken. Jeg havde i 1977 på feltarbejde sammen med en medstuderende udforsket nogle af de mørke hulegange kun hjulpet af en blitz på vores kamera. Vi kom kun ca. 20 m ind i kalkstensklipperne, før vi fandt det for risikabelt at gå videre, og vi nåede ikke
at registrere, om der var den type a flejringer i hulerne.
De delvist oplyste sort/hvid blitzbilleder fra 1977, som jeg har scannet og studeret, afslører heller ikke rigtigt, om der er drypsten. Der ses kun enkelte steder nogle små 1-2 cm lange tapper i loftet. Det var dog
Lars Trolle, Bogdan Onac.
nok til at overbevise en privat fond om, at det kunne være spændende at undersøge nøjere, hvorfor de bevilgede støtte til en 14-dages ekspedition for to mand til nunatakken.
At det overhovedet lykkedes at få støtte til en ekspedition, virkede som et mirakel, da der kom tilsagn med en mail i marts 2023 fra Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden. De viste lidt uventet interesse for dette emne, som, fi k vi at vide, lå langt uden for deres normale tildelingsområder. Efter at have søgt mindst 15 forskellige fonde, kom meddelelsen lige akkurat t idsnok til, at det med lidt vanskeligheder kunne indgå i GEUS´ planer for sommerens feltarbejde. Det faldt heldigvis sammen med, at GEUS i forvejen havde en større kortlægningskampagne i området, hvorfor transporten bl.a. med helikopter ud til nunatakken blev betydeligt billigere, end det ellers kunne gøres. Det var en større
logistisk øvelse at få mandskab, forsyninger, helikopter og brændstof frem til det meget isolerede og øde område i Nordøstgrønland.
Overnatning i en historisk hytte
Den 2. august 2023 gik rejsen fra København via Reykjavik. Her var min feltmakker Bogdan Onac allerede ankommet f ra Rumænien, hvor han havde været på feltarbejde i nogle kalkstenshuler. Han var ankommet dagen før og havde nået at være ude tæt ved de aktive udbrud på Reykjanes halvøen. Efter en overnatning i Reykjavik fløj vi videre til Grønland til lufthavnen Nerlerit Inaat (Constable Pynt, CNP) i Jameson Land med et lille rutefly, som betjener den nærtliggende bygd Ittoqqortoormiit (Scoresbysund). Der kom vi straks over i en to-motors DHC-6 Twinotter med store gummihjul, så den kan lande på korte naturbaner. Turen gik så langs med østkysten
Twinotter fra Norlandair landet i Constable Pynt. Foto: Bogdan Onac.
nordpå til Clavering Ø, hvor en naturlig landingsbane, som bl.a. Sirius-patruljen benytter, byder på en forholdsvis jævn landing på en tør lynghede.
Der blev vi afhentet af den AS350 helikopter, som GEUS havde chartret til at fly ve felthold ud i deres kortlægningsområder. Herfra blev v i fløjet de ca. 80 km til basislejren i Nordfjrd. Lejren og et opankret forsyningsskib lå lige ved den ekspeditionshytte, som Lauge Koc h fi k bygget i 1947 t i l sine talrige ekspeditioner i det østlige Grønland. I den hytte overnattede Bogdan og jeg, på de samme bræddesenge som Lauge Koch formentlig også har ligget på. Udsigten ud over Nordfjrd med Waltershausen Gletsjeren for enden og fjldtoppe i forskellige jordfarver var et fantastisk syn at vågne op til næste dag.
At professor Bogdan Onac fra South Florida University kom med på turen skyldtes en lykkelig omstændighed. Den kollega fra GEUS, der ellers var planlagt som deltager, ventede sit første barn tæt på datoerne for feltarbejdet og måtte melde fra. Han havde samarbejdet med Bogdan for flere år siden og anbefalede ham som en meget erfaren huleforsker og ekspert i klimadata fra hulea flejringer – og også som en idéel feltmakker. At Bogdan allerede samarbejder med alle de specialiserede laboratorier, der er nødvendige til analyse og datering af prøver fra huler, har vist sig at være en stor ekstra bonus.
En ubetydelig cirkel på madpapir skaber gensyn
Den følgende dag i basislejren gik med at forsøge at indskrænke mængden af udstyr og bagage til noget, der kunne fragtes i den ikke alt for store helikopter. Heldigvis i strålende sol. Det blev dog alligevel nødvendigt med to flyvninger. Jeg tog med den første for at vise vej, eftersom jeg var den eneste, der havde været ved hulerne før. Det skulle dog vise sig ikke at gå helt efter den plan, jeg hjemmefra havde arbejdet efter i flere måneder.
Min håndtegnede kortskitse fra 1977 tegnet på madpapir. Den lille cirkel med pil ses nederst i venstre kant af nunatakken.
Vi fløj først over Waltershausen Gletsjeren, som i øvrigt er enormt opsprækket, og henover Heim Bjerge, hvor jeg også havde haft lejrpladser i 1977. Vi kom til den lille dalsænkning, hvor jeg udfra kort og satellitbilleder havde forberedt at skulle lande tæt på indgangene til hulerne. Imidlertid kunne jeg overhovedet ikke gen fi nde fjeldvæggene fra 1977, da vi kom nærmere. Derfor spurgte jeg forsigtigt piloten, om vi kunne tage en lille rundtur til den næste dal for lige at checke, om de var dér. Han indvilgede modstræbende med en advarsel om, at han havde begrænset mængde brændstof med. Mit håb med hensyn til den næste dal var udelukkende baseret på en svag erindring om en ubetydelig lille cirkel og en pil tegnet med blyant på et kort, aftegnet på nu gulnet madpapir. Det havde jeg inden afrejsen fundet i mine mirakuløst gemte papirer fra studentertiden i 1977. Med sved, ikke mindst på panden, viste det sig ganske rigtigt at være den lille anonyme cirkel, som angav stedet med hulerne. En kæmpe lettelse! Efter at have læsset udstyr a f fløj helikopteren tilbage og hentede
det sidste grej sammen med Bogdan. Vi var ca. 80 km væk fra basislejren svarende til en lille halv times flyvning med helikopter.
Den let skrånende dalbund krævede lidt gravearbejde for at få planeret et par steder til vores telte, som vi skulle sove i. Der skulle også opsættes hegnspæle til at trække fiskeline imellem til en isbjørnealarm rundt om teltene. Det virker måske overdrevent at opsætte bjørnealarm på et så isoleret sted, omgivet af gletsjere på alle sider, for sandsynligheden for isbjørnebesøg sådan et sted er lav. Men den er aldrig nu l. Den tunge ri ffel med kaliber 30-06 lå altid parat ved siden af luftmadrassen, når jeg gik i seng. Bogdan måtte klare sig med at have en signalpistol i sit telt.
Lejrpladsen lå i skygge om morgenen, så det var lidt køligt at komme ud til ”radiotid” kl. 08.00. Alle ekspeditionshold skal ringe ind to gange om dagen for at melde, om alt er i orden og for at indgå i planlægningen.
Vi var nødt til at gå et stykke op på en top for at få bedre udsyn til de satellitter, der skulle skabe kontakt med hovedlejren på vores satellittelefon. Vi var hold nr. 10, så vi var altid de sidste i opkaldene. Efter at have meldt at vi havde det godt, og hvad planen var for dagens arbejde, vendte vi hjem til køkkenteltet og fi k gang i primussen for at varme vand til morgenka ffen. Pulvermælken blev pisket med koldt vand, og müslien hældt ud af posen. Vejrmeldingen fra hovedlejren her på den første dag havde lydt på skyfrit hele dagen, så vi besluttede, at vi
Udsigten fra køkkenteltet over den meget opsprækkede Wordie Gletsjer. Der er sat vand over til ka ff e på primussen. Foto: Bogdan Onac.
ville udnytte det til at gå en tur seks-syv km ud til nogle andre huler, jeg vidste var midt på nunatakken. Også for at udforske terrænet lidt og for at fi nde ud af, om der mon stadigvæk var moskusokser, sådan som vi havde set det i 1977.
Turen i solskin og med en lidt tung rygsæk plus ri flen blev hurtigt til vandring kun i sk jorteærmer, og da vi nærmede os hulelokaliteten, på det sted jeg har døbt ”Cave Hill”, så v i en flok på syv moskusokser i det fjrne. De var på vej lige mod hulerne!
Vi satte os på god afstand for ikke at forstyrre dem og spiste vores madpakker, dåser ugbrød og røgede sardiner, mens vi så på dem i kikkert. Lige før hulerne drejede hele flokken heldigvis af og opsøgte en stor snefane, hvor de alle lagde sig til at køle af i sommervarmen. Senere hjemme ved teltet målte vi 9°C – en varmerekord under vores ophold.
Det var lidt overraskende, at der var så mange moskusokser på nunatakken, som jo
Diagram som viser årstal med antal observerede moskusokser på C.H. Ostenfeld Nunatak. Kilde: Peter Frykman.
er omgivet af ret så opsprækkede gletsjere. Der har dog været registreret moskusokser lige siden det allerførste besøg i 1932.
I 1932 sås fodspor efter moskusokser, da et slædehold med en geolog i marts måned
Syv moskusokser inklusive to kalve køler af på en snefane. Foto: Peter Frykman.
gjorde holdt ved sydøstenden af C.H. Ostenfeld Nunatakken. Det vil sige, at mindst én moskusokse har besøgt nunatakken. I 1956 så botanikeren F.H. Schwarzenbach tre moskusokser. Under feltarbejde i 1977 så vi i alt fem moskusokser. I 1988 så geologen John Peel fra GGU (nu GEUS) fem moskusokser inkl. to kalve. Og nu i 2023 er der syv moskusokser inkl. to k alve, som alle må køle af på en snefane! Så spørgsmålet er, om familien har været der lige siden 1932, eller om en familie lejlighedsvist går frem og tilbage. I alt fald ser det på grafen ud, som om flokken vokser meget langsomt, men støt.
Spændende, men også sku ffende
Færdig med frokosten sneg vi os en lille omvej hen til hulerne uden at forstyrre familien. Åbningerne ind til hulerne var som jeg huskede
dem, men ved at sammenligne med mine fotos fra 1977, så det ud til, at der var meget mindre sne og is i indgangen nu i forhold til dengang.
I det største hulekammer var en mulig længere tunnel blokeret af en stor isprop, så vi kom ikke længere. I loftet hang ganske små centimeterstore stalaktitter, men det er endnu helt ukendt, hvilken alder de har, og vi havde håbet på meget større udfældninger.
Succes allerede på dag to Næste dag var det på tide at opsøge de større huler ikke så langt fra lejren. På med overtræksdragter, knæbeskyttere og hjelm, rygsæk med LED-lamper og kameraudstyr, og naturligvis ri flen.
Adgangen til hulerne var ikke umiddelbart specielt udfordrende, men vi skulle med
Huleindgang med tykt lag blank is på gulvet. Foto: Bogdan Onac.
Huleloft med en til to cm store stalaktitter af ukendt alder. Foto: Peter Frykman.
en del besvær krydse hen over en skråning med løse småsten og derefter kravle et godt stykke op imellem nogle meget store klippeblokke. Lige udenfor huleindgangen var en l i lle afsats, vi skulle balancere hen langs, og hvor der var et langt kig direkte ned til den ujævne gletsjer. Det virkede for os sikkert nok, når vi gik frem og tilbage, men på de videoer, jeg tog med mit hjelmkamera og så på bagefter, så det noget mere risikabelt ud. Inden vi første gang begge kravlede ind gennem den lave åbning, blev Bogdan først iført steril overtræksdragt, maske og handsker for at tage en lille kerneprøve af den is, der lå inden for indgangen. Den skal evt. bruges senere til DNA-analyser for at se, hvilke dyr og fugle der har været indenfor. Der vil utvivlsom også være spor efter mig fra besøget i 1977!
Da det var klaret, kunne vi endelig begynde vores søgen efter det, som hele turen var lagt an på: Drypsten i form af stalaktitter fra huleloftet eller flowstones, som er lagdelte udfældninger på vægge eller gulv, alle kaldet speleothemer – en samlebetegnelse for k a lkudfældninger i huler. Efter kun to minutter begyndte Bogdan at rode hektisk i nogle stenblokke ikke så langt fra indgangen og udbrød ”jeg tror, vi har en flowstone!” Og ganske rigtigt, en stor lysegrå blok på 20x30 cm med tydelige kalcitkrystaller og spor af lagdeling blev hevet frem i pandelampernes lys og beundret. Så allerede her på andendagen kunne hele ekspeditionen kaldes en succes. Vi havde fundet præcis det materiale, som vi havde påstået (= gættet og håbet!) ville være i hulerne. En kæmpe lettelse. Fra nu af ville alt, hvad vi ellers fandt, være ren bonus.
Tidsskriftet Grønland 2/2025
Bogdan udtager prøve af is i huleindgangen til senere DNA-analyse. Foto: Peter Frykman.
Nu begyndte vi den mere systematiske opmåling af hulen ved hjælp af kompas, hældningsmåler og laserafstandsmåler. Vi nåede 30-40 m ind i klippemassivet, før en meget snæver tunnel var stoppet til med gulligt fi nt sand. Det lå i et meget tykt lag på bunden af hulen i de nederste dele, så vi var i stand til at banke et plastrør ned i det og opsamle en kerneprøve i røret. Dette skulle foregå i totalt mørke, fordi vi ville have muligheden for at datere sandets a flejringstidspunkt med en metode, der hedder OSL (Optisk Stimuleret Luminiscens). Mineralkornene opsamler energi, medens de ligger i mørke, og ved belysning i laboratoriet afgives den energi, som kan måles og omsættes til det tidspunkt, hvor de sidst så sollys.
I et specielt rum med dæmpet orange lys har vi efterfølgende fra sedimentkernen udtaget prøver, som er analyseret. Det orange lys påvirker ikke mineralerne, og vi kan se, hvad vi foretager os. Analyserne viser, at det er mere end henholdsvis 40.000 og op til 180.000 år siden, mineralkornene sidst har set sollys alt efter hvilke mineraler, der analyseres. Vi kan desværre ikke komme alderen nærmere, fordi metoden ikke kan række længere tilbage.
Selvom vi ledte omhyggeligt, fandt vi ingen steder tegn på fastsiddende udfældninger af speleothemer, hverken på loft, gulv eller vægge i hulerne. Et enkelt sted fandt vi nogle hvide krystaller nederst på væggen, som vi har en mistanke om er dannet, da hulen på et tidspunkt har været vandfyldt, og hvor overmætning af vandet meget lokalt har efterladt noget kalcitudfældning.
Da vi de følgende dage undersøgte flere andre huleåbninger, som ofte kun førte nogle få meter ind i klippen, fandt vi overalt både på hulegulvet og udenfor noget gulligt sediment svarende til det, vi havde set i bunden af den længste hule. I det sediment lå der små og store fragmenter af stalaktitter og flowstones af meget forskelligt udseende. Selvom det kan være svært at forestille sig, kan vi indtil nu kun tolke det, som at der
Faktaboks: Drypsten
På mit skrivebord står et par kasser med skiver skåret af de drypsten, der kom med hjem fra ekspeditionen. De er blevet poleret og viser tydeligt de mange tynde lag, som gemmer på signaler om det forhistoriske klima. Den allerførste og afgørende prøve (øverst) er skåret igennem, så den viser den fi ne lagdeling, som er karakteristisk for en flowstone. En fi nt lamineret d r ypsten (nederst). Foto: Peter Frykman.
har været en forlængelse af hulerne opad i nogle kalkstenslag, som nu er eroderet væk, formentlig af de talrige gletsjere der har været forbi under perioder med istid. Fragmenter herfra er faldet ned i de gange, som trods mange hundredetusinde eller millioner års erosion af gletsjere er bevaret og efterladt til os at undersøge. Men uanset det, så indeholder de fragmenter stadig værdifulde spor efter et fortidigt varmere klima, hvor vand sivede ned i hulegange og efterlod udfældninger.
De nuværende temperaturer i den længste hule ændrede sig hurtigt fra de ca +5°C udenfor til minusgrader indenfor, og der var ingen steder tegn på nedsivende vand, fordi det ikke trænger igennem de permanent frosne klipper. Ca. ti meter inde var hulevæggene dækket af iskrystaller, der tolkes som tegn på, at fugtig sommerluft når ind og kondenserer på væggene. Længst inde var temperaturen -12°C. For at få indtryk af forholdene hen over sommer- og vintersæson har vi monteret tre dataloggere på tre steder i hulen: Ved indgangen, ved de isdækkede vægge og allerlængst inde. De måler kontinuert temperatur og luftfugtighed og gemmer data. Vi har fået lovning på, at batterierne kan holde 2½-tre år, så hvis dataloggerne på et tidspunkt kan afhentes, vil der være data for sæsonvariationerne i hulesystemet. Vi forventer dog, at temperaturen på de -12°C allerlængst inde vil afspejle et stabilt årsgennemsnit. De -12°C passer også med det årsgennemsnit, som er målt på samme breddegrad ved forskningsstationen Zackenberg, hvis man korrigerer for højdeforskellen. Nunatakken og hulerne ligger i ca. 800 m højde.
Under vores ti dages feltarbejde havde vi stort set godt vejr med en hel del sol og ikke meget vind. En enkelt dags regnvejr gav os
Foreløbigt kort over forløbet i det horisontale plan af hulen N-10 (øverst). Kortlægning: Bogdan Onac. En nyopdaget huleåbning skal udforskes. Foto: Bogdan Onac.
tid til lidt ekstra kontorarbejde med rapportskrivning og registrering af vores prøver. En enkelt nat havde vi et voldsomt stormvejr, hvor teltene blafrede og Bogdan meget af tiden lå vågen og støttede en af teltstængerne af frygt for, at hans telt ellers ville kollapse. Men alt hos os slap uskadt gennem natten. Meget værre var det imidlertid gået i GEUS-basislejren i Nordfjrd. I løbet af natten va r flere vågnet ombord på forsyningsskibet Tulu, hvor basisgruppen var stationeret, fordi krappe bølger var pisket op af blæsten. De kunne se ind på land, hvor telte og forskelligt udstyr var oplagret, og hvor helikopteren var parkeret. Som stormen tog yderligere til, kunne de se teltene blive fl ænset til strimler, og aluminiumskasser med udstyr tumle afsted henover stranden og ud i vandet. Bølgerne var nu så høje, at de ikke kunne sejle i land og kunne derfor intet gøre, men blot se til. Heldigvis var helikopteren godt forankret og fi k ingen skader. Stormen var antagelig en såkaldt katabatisk faldvind inde fra indlandisen, også kaldet en Føhnvind. I Grønland er det kendt som en piteraq, der kan forvolde store skader på huse og andet materiel rundt om i bygderne. Vi fi k dog oplyst, at det nok kun var en mindre voldsom udgave, som på grønlandsk hedder en piteq
Den 16. august blev vi sammen med udstyr og vores 60 kg prøver hentet tilbage til hovedlejren og fi k et tiltrængt varmt bad på skibet inden festmiddagen ombord i anledning af min fødselsdag. De følgende to dage gik turen tilbage til København via Island.
Unikke huleprøver med overraskelser
Siden hjemkomsten i august 2023 er der skåret cm-tykke skiver af alle prøverne og enkelte er sendt til analyse hos et laboratorium i Albuquerque hos University of New Mexico. Den første analyse af alderen på en prøve viste en for os lidt overraskende høj alder, idet der indtil nu ku n fi ndes en enkelt anden datering fra grønlandske
En fem cm ty k fl owstone er analyseret med mikroXRF, hvor de lyse lag viser, hvor der forekommer silicium i den ellers rene kalcitudfældning. Siliciumet stammer givetvis fra lermineraler, der under nedbørsrige perioder er skyllet ned og har lagt sig på over fladerne under den gradvise vækst. Foto: Kristo ff er Szilas.
huler, beliggende omkring Centrum Sø i det nordligste Nordøstgrønland og udført af en forskningsgruppe fra Østrig. De har bestemt alderen af en af deres prøver til omkring 580.000 år, medens vores prøve viste en alder på ca. fem millioner år. Denne alder svarer til perioden tidlig Pliocæn, hvor man fra data i Mellemeuropa i forvejen ved, at det var markant varmere end nu, og at havniveauet måske var op
til 25 m højere. Så det kan meget vel være en periode, som er en analog til den situation, vi lige nu arbejder hårdt på at nå f rem til med varmere forhold og stigende havniveau.
Disse to dateringer er foreløbig de absolut eneste i hele det nordlige Arktis fra huler, som kan bruges til at fortælle noget om klimaet, vel at mærke på landjorden. Der fi ndes enkelte dateringer af sedimentkerner fra havbunden i Nordatlanten og i Ba ffi n Bugten, som også fortæller noget om perioder med en varmere havvandstemperatur tilbage i tiden.
Vi får udfør t flere forskellige analyser på vores prøver: MikroXRF-scanning for indhold af grundstoffer der fortæller noget om udfældningshastighed, TEX86 målinger af organiske stoffer der kan omregnes til en absolut temperatur, og delta47/delta48 klumpede isotoper af oxygen og carbon, der også angiver den absolutte temperatur, hvor mineralerne blev udfældet. Hvis alt det kan bringes til at passe sammen, og dermed angive en temperatur i hulen på udfældningstidspunktet, som prøven er dateret til, så vil det være et direkte mål for den gennemsnitlige årstemperatur på det sted i Grønland. Sådanne data er yderst vigtige til kalibrering af klimamodellernes forudsigelser for fremtidens klimaudvikling, specielt for Arktis. Den proces, der hedder arktisk forstærkning (Arctic Ampli fication), bevirker her i nutiden, at den globale temperaturstigning ikke er ens fordelt, men at Arktis opvarmer meget hurtigere end på mellem-breddegrader. Vores data kan fortælle, hvordan dette forhold var aktivt også i tidligere varmeperioder i jordens historie og vil hjælpe til at forstå processerne bag klimaændringer og dermed forbedre klimamodellernes fremskrivninger.
Tak
Tak til Aage og Johanne Louis-Hansens Fond for fi nansiering af ekspeditionen og analyser, og tak til Aase og Jørgen Münters Fond og GEUS for bidrag.
Video I samarbejde med Underground Channel er der produceret en kort video om ek speditionen: https://www. undergroundchannel.dk/ klimasignaler-fra-fortiden-1
Udsigt ud over den meget opsprækkede Wordie Gletsjer fra en af de større kalkstenshuler på C.H. Ostenfeld Nunatak. Foto: Bogdan Onac.
Program for efterår 2025
August
Kunstudvalget Aron: Aka Høegh og Bolatta Silis-Høegh, mor og datter. Udstillingen Aqqut/sti.
Johannes Larsen museet i Kerteminde. Søndag d. 24. august 2025 kl. 12. Tilmelding nødvendig til Birte Haagen på email: tinok.birte@gmail.com efter ”først til mølle”-princippet, da vi kan deltage max 15 personer på en omvisning, som Aron betaler. Entréen til museet er 120 kr. pr. person, som de enkelte deltagere selv betaler, ligesom de selv bedes sørge for transporten til museet. Der går bus fra Nyborg til Kerteminde (som i øvrigt har et godt vandrehjem), og museet har caféen ”Ka ffestuen”. Ved tilmelding bedes oplyst hvorvidt bilende kan have medpassagerer i bilen, samt hvorvidt ikke-bilende ønsker samkørsel. Derfor bedes adresse oplyst. Vi vil så være behjælpelige med at arrangere samkørsel.
Om udstillingen skriver museet: ”Sommerens særudstilling i 2025 præsenterer kunstnerne Aka Høegh (f.1947) og Bolatta Silis-Høegh (f.1981). Udstillingen Aqqut/Sti er forankret i en generationsfortælling om
Tidsskriftet Grønland 2/2025
mor og datter, der tematisk sætter fokus på traditioner, natur og kultur, samt om mor og datterforholdet i en kunstnerfamilie.
Et centralt spørgsmål omhandler, hvordan ma n fi nder sin egen sti, når ens forældre også er kunstnere, og ens land og kultur er i forandring?"
Du kan læse mere på muséets hjemmeside https://johanneslarsenmuseet.dk/
Kunstudvalget Aron: Udstillingen Arktis//Issittoq af kunstneren Coco A. Lynge.
Det Grønlandske Hus i Løvstræde, København, onsdag d. 28. august kl.14.
Vi skal se den aktuelle udstilling: Arktis//Issittoq a f kunstneren Coco A. Lynge, som er en multidisciplinær kunstner, der arbejder både indenfor gra fisk design, karakterdesign, tøjdesign og illustration. Hun er født i Grønland og opvokset i Danmark, og i sin opvækst længtes Coco efter sine grønlandske rødder. Denne længsel kommer of te til udtryk gennem hendes kunst, hvor hun udforsker sin arv, som også vil være at opleve i udstillingen. I husets café Ajamut dykker vi ned i børneuniverset i selskab
med gra fiske illustrationer fra to af Coco Apunnguaqs børnebøger. Med udgangspunkt i bogen ”Counting Arctic Animals” ha r vi sluppet 33 arktiske dyr løs på væggene og en lille gyngende båd sejler rundt. Aron sørger for ka ffe/te og lidt kage.
September
”Grønland – en rejse fra de tidligste tider til et moderne samfund” og den storpolitiske storm omkring Grønland v. Bo Lidegaard, Mira Kleist og Jens Heinrich.
GEUS, Øster Voldgade 10, 1350 København K, torsdag den 11. september kl. 18.30.
Der serveres pizza og vin fra kl. 17.30 mod betaling. Gæster er velkomne mod entre.
Midt i den storpolitiske storm omkring Grønland udgav foredragsholderne i marts 2025 deres bog ”Grønland – en rejse fra de tidligste tider til et moderne samfund”, primært med afsæt i grønlandske stemmer og kilder. Men historien slutter ikke her. Foredragsholderne vil fortælle om Grønlands historie, arbejdet med bogen og give et historisk perspektiv på det sidste halve års stormvejr omkring Grønland.
Bo Lidegaard er historiker og diplomat og er forfatter til en række historiske værker, bl.a. om Henrik Kaufmann og forsvarsaftalen med USA, oprindeligt fra 1941.
Mira Kleist har arbejdet i Selvstyrets udenrigstjeneste og i FN. Hun er nu klimapolitisk rådgiver. Hun vil deltage pr. videolin k f ra Nuuk.
Jens Heinrich er historiker og repræsentationschef ved Grønlands Repræsentation i Danmark.
Bogen kan købes i forbindelse med foredraget.
Fjeldskred-tsunamier og klimaforandringer i Grønland, foredrag v. Kristian Svennevig
Kraemer Hus, L.E. Bruunsvej 10, 2920 Charlottenlund, torsdag den 25.september 2025.
Gæster er velkomne mod betaling. Der er ka ffe/the, vand, vin, øl og småkager.
I juni 2017 blev den vestgrønlandske bygd Nuugaatsiaq pludselig ramt af en katastrofe. Uden varsel rejste en voldsom tsunami sig og skyllede ind over bygden med bølger, der nåede ti meters højde. Fire mennesker døde og hele den nedre del af bygden blev smadret. Men hvad fi k havet til at rejse sig? Svaret lå 30 kilometer væk inde i fjrden, hvor et enormt fjldskred havde revet millioner af ton sten løs, som var styrtet ned i vandet.
Ved GEUS har vi siden arbejdet intenst med at forstå, hvad der præcist skete, hvorfor det skete, og ikke mindst hvor og hvornår noget lignende kan ske igen. Min del af dette arbejde har især fokuseret på historiske fjldskred i Grønland. Grundtanken er simpel: Er det sket før, kan det ske igen. Vores undersøgelser peger tydeligt på, at fjldskredene hænger tæt sammen med klimaforandringerne.
Kristian Svennevig er geolog og seniorforsker ved GEUS.
Bo Lidegaard. Foto: © Bo Lidegaard; Mira Kleist. Foto: Erling List; Jens Heinrich. Foto: Grønlands Selvstyre.
Assapaatskreddet, der skete i juni 2021 i Vaigat. Fjeldet er ca. 1 km højt og skredmassen bevægede sig ca. 2,5 km ned ad skråningen, til den ramte vandet. Heldigvis udløste dette skred, selvom det var kæmpestort (op til 20 millioner m3), ikke nogen tsunami. Foto: Kristian Svennevig, juli 2021.
Oktober
Fhv. minister Per Stig Møllers tilbageblik på hans oplevelser som minister i Grønland
GEUS, Øster Voldgade 10, 1350 København K, torsdag d. 9. oktober 2025 kl. 18.30. Der serveres pizza og vin fra kl. 17.30 mod betaling. Gæster er velkomne mod entre.
Fhv. minister (miljøminister 199093, udenrigsminister 2001-10, kultur- og kirkeminister 2010-11) har som minister været i Grønland utallige gange. I foredraget, der har karakter af causeri, vil han se tilbage på sine oplevelser i Grønland, bl.a. indgåelsen af ”Itilleqerklæringen” om inddragelse af Grønland i udenrigsanliggender, underskrivelse af Igaliko- aftalen i 2004 om modernisering af forsvarsaftalen af 1951, samt ”Ilulissaterklæringen af 28. maj 2008 mellem de
arktiske kyststater, der satte Arktis på verdenskortet.
Per Stig Møller. Foto: Folketinget.
Sikkerhedspolitiske udfordringer for Grønland, Danmark, Rigsfællesskabet og Arktis v. Jon RahbekClemmensen
Kraemerhus, L.E. Bruunsvej 10, 2920, Charlottenlund, 23. oktober 2025 kl. 19.00
Gæster er velkomne mod betaling. Der er ka ffe/the, vand, vin, øl, småkager.
Lektor, ph.d. Jon Rahbek-Clemmensen fra Forsvarsakademiets Center for Arktiske Sikkerhedsstudier vil tale om de udfordringer for Grønland, Danmark, Rigsfællesskabet og Arktis, som den arktiske stormagtskonkurrence mellem Kina, Rusland og USA – herunder Trumps krav om kontrol med Grønland – skaber. Hvad kan Danmark/ Rigsfællesskabet gøre iht. det seneste forsvarsforlig? Det nærmere indhold vil blive justeret efter den politiskdiplomatiske udvikling.
November
Grønlands Politi: Verdens nordligste politikreds v. politidirektør i Grønlands Politi Bjørn Bay GEUS, Øster Voldgade 10, 1350 København K, torsdag d. 6. november 2025 kl. 18:30-20.00.
Gæster er velkomne mod entre. Der serveres pizza og vin fra kl. 17:30 mod betaling. Selskabet serverer bobler og snacks i pausen i anledning af selskabets 120 års dag den 4. november 2025. Grønlands Politi er i princippet en ganske almindelig politikreds i Kongeriget – og så alligevel ikke. Politikredsens medarbejdere skal i det daglige arbejde forholde sig til nogle helt ekstraordinære geogra fiske, infrastrukturelle og vejrmæssige forhold samtidig med, at juraen er mere kompleks og en hel del bredere end
Patrulje en vinterdag på Qeqertarsuaq/Disko. Foto: Grønlands Politi.
Jon Rahbek-Clemmensen. Foto: Forsvarsakademiet.
hos kollegerne i Danmark og på Færøerne. Derudover skal medarbejderne balancere i feltet mellem på en gang at være en rigsmyndighed og en myndighed forankret i lokalsamfundet.
Foredragsholderen Bjørn Bay er politidirektør i Grønlands Politi. En stilling han har haft siden 2009. Han havde det meste af sin barndom i Syd- og Nordgrønland og har haft langt størstedelen af sit voksen- og arbejdsliv med udgangspunkt i Nuuk.
Kraemer Hus, L.E. Bruunsvej 10, 2920 Charlottenlund, torsdag den 27. november 2025 kl. 19.00.
Der er ka ffe/the, vand, vin, øl og småkager. Selskabet serverer gløgg i pausen.
Foredragsholder og emne vil blive offentliggjort i Tidsskriftet Grønland 3/2025 samt i Nyhedsbrevet og på Selskabets hjemmeside.
December
Erhvervsvirksomhed i Grønland, v. Mikael Thinghuus
GEUS, Øster Voldgade 10, 1350 København K, torsdag den 11. december 2025 kl. 18.30. Der serveres pizza og vin fra kl. 17.30 mod betaling. Gæster er velkomne mod betaling af entre.
Mikael Thinghuus var direktør for Royal Greenland 2013-23.Han arbejder nu som professionelt bestyrelsesmedlem. I foredraget vil han belyse nogle af de særlige vilkår og udfordringer for erhvervsvirksomheder i Grønland.
Kraemer Hus, L.E. Bruunsvej 10, 2920 Charlottenlund, torsdag den 18. december 2025 kl. 19.00. Foredragsholder og emne vil blive offentligjort i Tidsskriftet Grønland 3/2025 samt i Nyhedsbrevet og på Selskabets hjemmeside. Der er kaffe/the, vand,vin, øl og småkger. Selskabet serverer gløgg i pausen.
Kraemerhus. Foto: U ff e Wilken.
TO GENERATIONER I GRØNLAND
Vi følger i bogen to generationer – far og søn –som tilsammen boede i Grønland det meste af det 20. århundrede.
Hans Jacobi ankom som ung assistent til Grønland i 1926 og arbejdede i otte forskellige byer i Vestgrønland. Beskrivelsen slutter med udnævnelsen som kolonibestyrer i 1949, hvor han flyver med det første SAS-fly til Grønland for at arbejde i Maniitsoq og Ilulissat.
Sønnen, Ole Jacobi, er opvokset i Grønland. Vi følger hans barndom i Grønland og senere den farefulde sejlads til Amerika under Anden Verdenskrig. I 1950’erne arbejde han for GTO og var medvirkende til etablering af ingeniøruddannelsen i Sisimiut i 2001.
162 sider
Pris: 250 kr. / medlemspris: 175 kr.
Bestil bogen på: www.greenland.bigcartel.com dgls@dgls.dk / 61 60 53 31
Det Grønlandske Selskab
L.E. Bruuns Vej 10, 2920 Charlottenlund 61 60 53 31 / dgls@dgls.dk www.dgls.dk
Den dag solen stod op Oqaatsut
– en bygd i Grønland
Lene Leed, Nikoline leed la Cour, David Storch Leed
Læseren følger livet i bygden Oqaatsut (Rodebay) gennem 7 år med store udfordringer og store glæder. Familien Leed delte vilkår med bygdens befolkning og præsenterer i bogen overraskende erfaringer med hverdag i skole, i butik, i kirke, på slædefart, på ture til Ilulissat og meget mere. Og læseren bliver inviteret med til de store oplevelser som bryllup, konfirmation, telefonopkald til præsident Obama, spøgelseshuset, Hollywood filmoptagelser – og en tur på fjeldet Den dag solen stod op!
168 sider
Pris: 200 kr. / medlemspris: 150 kr.
Bestil bogen på: www.greenland.bigcartel.com dgls@dgls.dk / 61 60 53 31
150 Tidsskriftet Grønland 2/2025
Det Grønlandske Selskab
L.E. Bruuns Vej 10, 2920 Charlottenlund 61 60 53 31 / dgls@dgls.dk www.dgls.dk
Har du lyst til at skrive en artikel til Tidsskriftet Grønland?
Tidsskriftet Grønland er et privilegeret tidsskrift. Hvert nummer er fyldt med vedkommende, spændende, oplysende og fascinerende artikler om stort set alt, der har omdrejningspunkt inden for grønlandsk kultur, forskning og samfund. Indholdet leveres af forfattere, som vi – desværre –kun kan honorere med æren og to frinumre af det aktuelle tidsskrift. Til dem – og alle andre – er her nogle retningslinjer at gå efter, hvis man skulle have lyst til at bidrage med stof til Tidsskriftet.
Indholdstyper
Indholdet skal være relevant for Det Grønlandske Selskabs medlemmer og Tidsskriftet Grønlands læsere, hvilket betyder, at den grønlandske vinkel i artiklen skal være fremtrædende. Hvilket dog ikke udelukker, at der i en artikel kan inddrages afsnit fra andre geografiske områder, når blot det er koblet til det grønlandske indhold.
Emnerne kan være f.eks. kulturhistorie, klimaforandringer, biologi, politik, historie, geologi, religion, arkæologi, kunst og musik.
I ny og næ bringer vi også det, der bedst kan kaldes ”nicheartikler”. Som vi ser det, er en af Tidsskriftet Grønlands stærke sider, at vores artikler henvender sig til et bredt publikum. Men vi mener også, at vi – som et af meget få ikke-videnskabelige tidsskrifter – har en styrke i at trykke nicheartikler. Vi ved, at der ude i landskabet sidder læsere, der i deres akademiske arbejde bruger disse nicheartikler, fordi de er for nicheprægede til at blive bragt i dansk- eller engelsksprogede, videnskabelige tidsskrifter.
Tidsskriftet bringer ikke egentlige boganmeldelser, dødsannoncer og politiske partsindlæg.
Fagfællebedømmelse
Tidsskriftet Grønland er optaget på den såkaldte bibliometriske forskningsindikator med ID nr. 4604, BFI-nr. 71583, niveau 1 (se ”BFI-listen for serier 2021”). Forfattere få deres artikel fagfællebedømt af Tidsskriftets interne og eksterne bedømmere. Kontakt redaktøren for en nærmere beskrivelse af processen.
Form
Du skal skrive, så alle kan forstå din tekst. En forfatter må gerne bruge et mindre antal fagtermer –de skal så bare forklares kort og forståeligt fx i en faktaboks.
En artikel skal være mellem seks og 16 sider, inklusiv illustrationer. En normalside i Tidsskriftet ligger på ca. 500 ord. Længere artikler kan dog undtagelsesvis trykkes.
En artikel skal ud over brødteksten ledsages af et kort resumé og en kort forfatterbiografi med et portrætfoto. Illustrationer (fotos, grafik) må fylde maksimalt 50 % af indholdet.
Artiklen må gerne indeholde fodnoter, slutnoter, referencer og/eller forslag til yderligere læsning.
Illustrationer
Alle illustrationer skal sendes i høj opløsning, dvs. gerne 300 dpi. De fleste billeder, der er taget med et mobilkamera eller ligger på internettet, er kun 72 dpi. En forfatter skal have specifik tilladelse til, at Tidsskriftet må bruge illustrationerne.
Illustrationer skal sendes som separate filer og ikke lagt ind i fx et Word dokument.
Redaktionen påtager sig ikke at skaffe illustrationsmateriale, men tidsskriftet har en aftale om, at forfattere vederlagsfrit kan hente billedmateriale i Arktisk Instituts historiske fotosamling (http://arktiskinstitut.dk/arkiverne/fotosamling/), hvis det er relevant for en given artikel. Kontakt i givet fald redaktøren.
Proces
Når en artikel er indsendt til redaktionen, får forfatteren en melding om, hvorvidt artiklen er egnet til at blive trykt i tidsskriftet. Accepteres den, nærlæser redaktionen artiklen, og der kan blive tale om noget korrespondance frem og tilbage, indtil både forfatter og redaktion er tilfreds med teksten. Dette kan gå hurtigt – men kan måske også tage lidt længere tid.
Herefter layoutes artiklen, og forfatteren får en pdf til gennemsyn og kommentering. Når både forfatter og redaktion er enige om, at nu er målet nået, bliver artiklen gjort klar til tryk sammen med resten af artiklerne.
Deadlines
Tidsskriftet Grønland udkommer fire gange om året – marts, juni, september og december. Det giver følgende deadlines: 1. februar, 1. maj, 1. august og 1. november.
Honorar
Tidsskriftet har desværre ikke midler til at udbetale honorar for artikler. Hver forfatter får tilsendt to frinumre af det pågældende nummer og kan – hvis det ønskes – få tilsendt en pdf til eget brug. Er tanken, at denne pdf skal ligge offentlig tilgængelig, skal Tidsskriftet Grønland krediteres.
Redaktionen kan kontaktes på
dgls@dgls.dk eller uw@dgls.dk
Redaktionen
Tidsskriftet Grønland 2/2025
TONER I KUNST
Hansina Iversen / Astri Luihn/ Margrethe Odgaard og Teitur / Heðin Ziska Davidsen
Guðrið Poulsen / Jóna Rasmussen / Vigdis Petersen / Olivur við Neyst / Ingálvur av Reyni
William Heinesen / Rammatik / Heiðrik á Heygum / & Bartal og Maria Tórgarð
Strandgade 91 / Christianshavn nordatlantens.dk
Alfred Dam: IKIUISARTOQ – en der hjælper
Forfatteren førstehåndsindtryk af Grønlands overtagelse af Arbejds- og Socialvæsenet sidst i 1960’erne.
Bogens titel ”IKIUISARTOQ – en der hjælper” understreger, at det sociale arbejde i Grønland helt overvejende blev udviklet af og kom til at hvile på landets egen erfaring og egne kræfter. Læseren får indsigt i mange aspekter af det omfattende arbejde – herunder de involverede personer og de mange lokale destinationer Alfred Dam besøgte for at sikre den bedste justering til de grønlandske vilkår
247 sider
Pris: 250 kr. / medlemspris: 175 kr.
Bestil bogen på: www.greenland.bigcartel.com dgls@dgls.dk / 61 60 53 31
Det Grønlandske Selskab L.E. Bruuns Vej 10, 2920 Charlottenlund 61 60 53 31 / dgls@dgls.dk www.dgls.dk