TIDSSKRIFTET GRØNLAND
72. ÅRGANG
NR. 1/MARTS 2024
Se de grønlandske byer fra oven på tusindvis af luftfotos taget fra 1968 til 1998.
Piloten Jørgen Svenssons flotte fotosamling er nu tilgængelig på www.arktiskebilleder.dk.
Det er gratis for alle at benytte Arktisk Instituts fotografier til al ikke-kommerciel brug.
Arktisk Institut ● Strandgade 102, 1401 København K ���� 3231 5050 ● arktisk@arktisk.dk ● arktiskebilleder.dk
TIDSSKRIFTET GRØNLAND
Udgives af Det Grønlandske Selskab
L.E. Bruunsvej 10
2920 Charlottenlund
Telefon 6160 5331. dgls@dgls.dk www.dgls.dk
www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/
SE nr. 19 04 29 28
Spar Nord: 6506 - 3062474369
IBAN: DK 4965 0630 6247 4369
SWIFT/BIC: SPNODK22
Redaktion
Uffe Wilken
Det Grønlandske Selskab Telefon 3177 2016. uw@dgls.dk
De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.
Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde
Det Grønlandske Selskabs synspunkter.
Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse.
ISSN 0017-4556
Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a.
Augustinus Fonden, Kong
Christian Den Tiendes Fond og Aage V. Jensens Fond
Grafisk udformning
Uffe Wilken
Tryk
Narayana Press
Forsidebillede:
Benjamin og Jørgen i kajak, Østgrønland, juli 1931 (fotograf: Thyge Johansen. Arktisk Institut).
2 KATSURA ICHIKAWA & BRITT DUE TIEMENSMA: Bygdeskoler og fjernundervisning: Den aktuelle situation og udfordringer for Folkeskolen i Grønland
11 JOEL BERGLUND: Om nordboernes bevægelighed i terrænet set gennem arkæologiske fund
19 INGRID KJÆRGAARD & MORTEN NORNILD: Tre særlige malerier fra Grønland: Et slag for den grønlandske kunsthistorie
29 ERIK W. BORN: Forvaltning af isbjørne i Grønland: Det lokale perspektiv
46 POVL GÖTKE & TRINE KIIB HECHT: ”Kun en tåbe frygter ikke havet” –kajakangst mellem Søren Kierkegaards psykologisk-teologiske bestemmelse og Tove Ditlevsens fænomenologiske beskrivelse
56 BIRTE HAAGEN: ARON kunstudvalg under Det Grønlandske Selskab 25 år
58 MEDDELELSER FRA DET GRØNLANDSKE SELSKAB
”Kun en tåbe frygter ikke havet” – kajakangst mellem
Søren Kierkegaards
psykologisk-teologiske bestemmelse og Tove Ditlevsens fænomenologiske beskrivelse
Povl Götke (ph.d.) er lic.theol. og adjungeret lektor ved Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet). Götke underviser i teologiske fag som religionsfilosofi, etik og sjælesorg, og i fællesfag som idéhistorie og videnskabsteori. Har udarbejdet en ny studieordning til den teologiske uddannelse med ikrafttræden september 2024. Søren Kierkegaard har spillet en stor rolle i Götkes arbejde. I hans ph.d.-afhandling, Den sociale orden og semantikken, afdækkes videnssociologiske aspekter i Kierkegaards forfatterskab. Senest har han sammen med Eberhard Harbsmeier og Joakim Garff udgivet en bog om Kierkegaards bønner, Længslen er din gave. Bogen er også udkommet på tysk. Götke er præst på Rigshospitalet.
Trine Kiib Hecht (BA). Studerer på kandidatuddannelsen i teologi ved Københavns Universitet. Kiib Hecht er engageret i at udforske og forstå almenmenneskelige smerter, herunder psykiske lidelser og personlige kriser, ved at kombinere teologiske, filosofiske og litterære perspektiver. I sit bachelorprojekt, Angstens frihed, arbejdede hun med Tove Ditlevsens to noveller, som er betitlet ”Angst”, i lyset af Søren Kierkegaards angstdefinition i Begrebet Angest med henblik på at indkredse og diskutere den voksende angstproblematik i det moderne samfund.
Kajakangst som epidemisk fænomen er specifikt grønlandsk. Det er blevet forklaret på mange måder. En af dem peger på en særlig primitivitet i den eskimoiske hjerne. Vi argumenterer i artiklen for det modsatte: De grønlandske fangere fik angst, fordi de havde spist af kundskabens træ og var blevet risikobevidste.
Indledning
Kajakangst er et specielt grønlandsk fænomen, som gennem tiderne er blevet forklaret på mange forskellige måder. I denne artikel vil vi se på fænomenet i lyset af Søren Kierkegaards psykologisk-teologiske bestemmelse af angst, som han formulerer i Begrebet Angest fra 1844. Vi vil også sætte det i sammenhæng med Tove Ditlevsens fænomenologiske beskrivelse i to noveller, som begge er betitlet ”Angst”, den ene fra 1944, den anden fra 1963. Endelig vil vi sætte fænomenet kajakangst ind i en modernitetsteoretisk kontekst med særligt henblik på at beskrive den udvikling af det grønlandske samfund, som foregik fra missionærernes ankomst i 1721 og frem til nutiden.
Det bærende synspunkt i artiklen er, at kajakangsten hos grønlandske fangere i 1800-tallet og siden hen hverken skyldes for meget kaffe, for stærk tobak eller for lidt sex – endsige en særlig ”primitivitet i den eskimoiske hjerne”, men udløses af fuldstændigt de samme mekanismer og forhold, som den dag i dag udløser angstepidemier i befolkningen i Danmark og alle andre steder i verden, hvor modernitet og oplysning sætter sig igennem.
Man kan sige meget godt om modernitet og oplysning – og ingen af os, som lever i et civiliseret velfærdssamfund, ville vel egentlig være foruden, når vi tænker os om. Men vi skal ikke lukke øjnene for, at vi mennesker, herunder børn og unge, med modernitet og oplysning mister ”uskylden” og udsættes for et stort pres, som vi hver især skal håndtere. Modernitet og oplysning opløser traditionelle livsformer, virker individualiserende og sætter identiteten i og på spil, og det kan give reaktioner i form af angst. Det gør det for os i dag, ganske som det gjorde det for grønlandske fangere i 1800-tallet.
For meget kaffe, for stærk tobak – og for lidt sex
Kajakangst – eller kajaksvimmelhed som fænomenet oprindeligt blev kaldt – stammer
helt tilbage fra 1864, hvor lægen Carl Lange nævnte det i sin beskrivelse af sygdomme i Grønland. Han kunne konstatere at nervøse sygdomme, herunder kajaksvimmelhed, blev mere og mere almindelige blandt grønlændere. Carl Lange tilskrev kajaksvimmelheden det store kaffeforbrug, en forklaring, som flere læger tilsluttede sig. Andre læger mente at det nok snarere var den stærke hollandske tobak, der var skyld i svimmelheden. Hvad enten det nu var kaffe eller tobak, der var årsagen, anskuede man altså kajaksvimmelhed for at være et resultat af en forgiftning.
En tysk ekspeditionsleder, Rudulf Trebitsch, havde et andet syn på sagen. I begyndelsen af 1900-tallet foreslog han, at kajaksvimmelhed skulle forklares med coitus interruptus. Sandsynligvis måtte kajakmanden ”stå af i Roskilde” som en form for naturlig prævention. Denne uforløsthedens praksis skabte hen ad vejen en stor ubalance i seksualdriftens økonomi. Man kunne på den baggrund nemt forestille sig, at det vil udløse en svimmelhed hos kajakmanden, når han lod sig glide ned i det smalle kajakhul og fik hele underkroppen omsluttet af kajakken. I hvert fald hvis man er freudianer. Og det var Trebitsch.
Trebitsch og teorien om en uforløst seksualdrift fik ikke stor betydning. Det fik derimod lægen Alfred Leopold Bertelsens arbejde. Det var med Bertelsen, at betegnelsen kajakangst erstattede kajaksvimmelhed og satte sig igennem som en diagnose fra 1905. Bertelsen kom første gang til Grønland med den litterære ekspedition i 1902, og han blev den mest dominerende skikkelse i grønlandsk medicin og sundhedsvæsen frem til sin død i 1950. Og endnu længere, for samme år, 1950, barslede Grønlandskommisionen med sin store rapport, som udstak rammer og retning for efterkrigstidens danske politik i Grønland, også på social-, sundheds- og skoleområdet. Bertelsens syn på Grønland og grønlændere havde haft afgørende indflydelse på det forudgående kommisionsarbejde (jf. Bjørlig, I. M. (2021)).
Bertelsen og eskimoisk primitivitet Bertelsen samlede 60 sygehistorier, 60 cases, hvor angstramte grønlandske fangere fortæller om deres oplevelser i kajakken. Der er tale om en form for panikangst som typisk optræder, når kajakmanden er alene. Det kan ske i al slags vejr, men som oftest sker det, når det ikke blæser og søen er rolig. Og angsten udløser en frygt for at kæntre. Bertelsen opdeler symptomerne i en række fysiologiske reaktioner og en række sanseforstyrrelser og hallucinationer.
Fysiologisk oplever kajakmanden at få kolde fødder og ben; en prikkende fornemmelse som breder sig fra den nederste til den øverste del af kroppen; muskelkramper og voldsomme rystelser; paralysering; prikken for øjnene, svedeture og opkast.
Sanseforstyrrelserne og hallucinationerne handler om at kajakmanden mister evnen til at fastholde horisontlinjen; han fornemmer, at kajakken bordfylder og bliver tungere, og at den bliver højere og smallere og derfor mere ustabil; han begynder at se dobbelt; det er som om at pagajen bliver holdt fast bagfra, og at den i øvrigt er virkningsløs og ubrugelig; og ikke mindst har kajakmanden en følelse af, at kajakken tilter til den ene side.
De kajakmænd, som bliver ramt af kajakangst, har ofte haft forudgående oplevelser i form af at have været i stor fare og/eller at have mistet en nærtstående i en kajakulykke. Så de er altså allerede sårbare og traumatiserede.
Panikangsten kan modvirkes ved at kajakmanden slår med hånden eller pagajen i vandoverfladen, så spejlingseffekten mellem himmel og hav forsvinder. Det genskaber orienteringsevnen. Det modvirker også angstanfaldet at søge ind under kysten. Det mest virkningsfulde i forhold til at få angsten til at forsvinde var imidlertid at få brudt ensomheden ved at en anden kajakmand kom den angstlidende i møde og slog følge med ham.
Bertelsen anslog, at det var mellem 11% og 15%, der blev ramt. Mange måtte efterfølgende ikke bare opgive at ro i kajak, men levede siden med invaliderende angst- og ængstelsesproblematikker. En form for PTSD. Forklaringen på kajakangsten skulle ifølge Bertelsen søges i en genetisk disposition. Bertelsen mente, at der var en særlig ”primitivitet i den eskimoiske hjerne”, som var årsagen til kajakangsten (Jf. Taylor, K.I. og Laughlin, W.S. (1991)). Kompleksiteten i forbindelse med at håndtere kajak og fangstredskaber, aflæse vind og vejr og orientere sig i forhold til kyst- og horisontlinje blev simpelthen for høj til at den primitive, eskimoiske hjerne kunne rumme det. Mente Bertelsen altså. Vi mener, at det stik modsatte er tilfældet.
”Nangiarpoq” som epidemisk fænomen
Man har altid vidst at fænomenet kajaksvimmelhed eller kajakangst forekom. Og man har haft ord for det på grønlandsk, ”nangiarpoq”, som betyder at være bange eller svimmel. Det er bevidnet af Hans Egedes hjælpepræst Albert Topp, som lavede en ordliste helt tilbage i 1726, hvor det optræder 1
Der var andre inuit i Arktis, som brugte kajak til fangst, og de har givetvis også kendt til at blive bange. Det at holde balancen i en kajak er en udfordring i sig selv. Hvis man så samtidig har harpuneret en sæl, en hvalros eller en hval, som i smerte forsøger at gøre sig fri af harpunlinen, så er man virkelig i stor fare for at blive væltet eller trukket med ned. Mange fangere døde da også på den måde. Så selvfølgelig kunne den enkelte kajakmand fra tid til anden blive bange.
Det interessante – og specielle – ved den grønlandske variant er, at den optræder epidemisk. Der er virkelig mange, som bliver
1 Tak til afdelingsleder, lektor Flemming Nielsen (ph.d.), Ilisimatusarfik, for hjælp til både ordhistorie og til viden om læsefærdighedens udbredelse blandt grønlændere på vestkysten i 1800-tallet.
ramt på én gang. Som nævnt mener Bertelsen, at det er mellem 11% og 15% af de grønlandske fangere, som pludselig oplever en lammende panikangst, når de er ude at ro i deres kajak, også selv om de har gjort det 1.000 gange før, og det for så vidt er en ren rutinesag. Uffe Wilken nævner, at hele 18% bliver traumatiserede og at oplevelsen fører til en undvigeadfærd i forhold til kajakken (Wilken, U. (2022)). Og hvis man ikke kan komme ud og fange, så kan man hverken holde sit eget hus eller byde ind med det, der er nødvendigt for samfundets opretholdelse.
Meget af det ovenstående beror på en spændende og perspektivrig artikel af Klaus Georg Hansen, ”Kajaksvimmelhed – Begrebshistoriske refleksioner over en særlig grønlandsk lidelse” (Hansen, K.G.,
1994). Klaus Georg Hansen hælder selv til den anskuelse, som den amerikanske læge Zachery Gussow kom med på en konference for antropologer i 1961, og som han gav navnet ”the kayak-angst syndrome”. Gussow tilskrev fænomenet en ”sensory deprivation”, altså en sanseforstyrrelse, som udløser en helt naturlig og ikke-patologisk angstreaktion. I tilfældet med de grønlandske fangere mister de midlertidigt balancesansen og kan ikke længere orientere sig, men føler at de er ved at kæntre. Den følelse korrigerer de på – og så kæntrer de, så det var en utrolig farlig tilstand.
”Sensory deprivation” forklarer bare ikke, hvorfor det er et specifikt grønlandsk fænomen, eller hvorfor senfølgerne er så voldsomme og så vedholdende
som tilfældet er. Det her fænomen hører ikke bare til 1800-tallet, men den dag i dag kender mange grønlændere til det fra deres nærmeste omgangskreds. De har oplevet at en af mændene i deres familie, fx en bedstefar, lider af kajakangst, og at det igennem hele deres opvækst havde været noget, som de måtte forholde sig til, også selv om den pågældende ikke længere roede i kajak. Det var én, der fortalte om, hvordan hendes farfar fra tid til anden kravlede rundt på alle fire, fordi angsten pludselig kom over ham. Som nævnt havde det ikke mindst på det sociale plan fatale konsekvenser, for den pågældende kunne jo ikke sørge for sig selv og sin familie. De blev derfor mere og mere isolerede, mistede agtelse og anerkendelse – og selvrespekt.
Angst og ånd
Et af hovedværkerne – og måske dét, der er sværest at forstå – i Kierkegaards forfatterskab er Begrebet Angest. En simpel psychologisk-paapegende Overveielse i Retning af det dogmatiske Problem om Arvesynden. Det udkom i 1844 og stammer dermed fra den periode af Kierkegaards liv, hvor han var allermest produktiv som skønlitterær forfatter og filosof. Blandt andet er han meget optaget af at afsøge grænser mellem de forskellige filosofiske og teologiske discipliner – det vrimler simpelthen med demarkationer i Begrebet Angest, og så er han ikke mindst banebrydende ved at tænke psykologien med ind som en selvstændig disciplin, der skal tages alvorligt, når man skal finde ud af, hvad det vil sige at være et menneske. Senere i sit liv trak han sig mere og mere ind i sig selv, hans forfatterskab lukkede sig om det specifikt religiøse, og de sidste år identificerede han sig som en militant og radikaliseret kirkekritiker. Men det er en anden historie (jf. Götke (2013)).
I Begrebet Angest, §5, som vi i det følgende koncentrerer os om, skriver Kierkegaard: ”Angest er en Bestemmelse af den
drømmende Aand, og hører som saadan hjemme i Psychologien. Vaagen er Forskjellen mellem mig selv og mit Andet sat, sovende er den suspenderet, drømmende er den et antydet Intet. Aandens Virkelighed viser sig bestandig som en Skikkelse, der frister dens Mulighed, men er borte saa snart den griber efter den, og er et Intet, der kun kan ængste. Mere kan den ikke, saa længe den kun viser sig. Begrebet Angest seer man næsten aldrig behandlet i Psychologien, jeg maa derfor gjøre opmærksom paa, at det er aldeles forskjelligt fra Frygt og lignende Begreber, der referere sig til noget bestemt, medens Angest er Frihedens Virkelighed som Mulighed for Muligheden. Man vil derfor ikke finde Angest hos Dyret, netop fordi det i sin Naturlighed ikke er bestemmet som Aand.” (Kierkegaard (1844), s. 347f.).
Mennesket er ifølge Kierkegaard en syntese af det sjælelige og det legemlige. Syntesen, altså det tredje, som sjæl og legeme mødes i, er ånd. Ånd er således et emergent fænomen i forhold til det sjælelige og det legemlige. Den opstår af syntesen, men den kan hverken reduceres til det ene eller det andet. Når ånden derfor forholder sig til sig selv og sin egen betingelse, udløser det angst, fordi det henviser til intet.
Det interessante ved Kierkegaards bestemmelse af angst er sammenkædningen med ånd. ”Jo mindre Aand jo mindre Angest ”, skriver Kierkegaard (Kierkegaard (1844), s. 348). Og omvendt gælder det, at jo mere ånd jo mere angst. Han indleder §5 med at fastslå, at uskyldighed er uvidenhed. Når uvidenheden forsvinder – og bibelsk sker det gennem syndefaldet, som giver viden om godt og ondt, mistes uskyldigheden. Adam og Eva opdager, at de er nøgne og skammer sig over det. Uskyldigheden kan man også beskrive som umiddelbarhed eller instinkt. Eller primitivitet.
Eller sagt med andre ord: Mennesket er oprindeligt ude ved tingene, for nu at formulere det heideggersk. Det er optaget af at gøre det, der er nødvendigt for at overleve. Det er uskyldigt, umiddelbart og handler instinktivt – primitivt, om man
vil – i forhold til det, der er nødvendigt. Når nødvendigheden forsvinder og erstattes af frihed, når virkeligheden omsættes i mulighed – fx gennem oplysning og ændrede levevilkår – så opstår angsten, fordi man kastes tilbage på sig selv. Og ellers intet.
Kierkegaards bestemmelse af angst er først og fremmest en begrebsbestemmelse, og han afgrænser sig eksplicit i forhold til angstens hvad og hvordan, altså en fænomenologisk beskrivelse af, hvordan angsten rent faktisk viser sig, og hvad den helt konkret gør ved den lidende. Det nærmeste han kommer er en bemærkning om, at ”Angest kan man sammenligne med Svimmelhed. Den, hvis Øie kommer til at skue ned i et svælgende Dyb, han bliver svimmel.” (op. cit., s. 365). Derfor vil vi lave en lille ekskurs til Tove Ditlevsen, som jo er angstens forfatter par excellence i en dansk sammenhæng. Det gør os nemlig også klogere på, hvorfor de grønlandske fangere, som havde kajakangst, alle følte at de var ved at kæntre.
Om at være ved siden af sig selv
Tove Ditlevsen skrev to noveller med titlen ”Angst”. Den første kom i 1944, 100 år efter Begrebet Angest, i novellesamlingen Den fulde frihed. Den anden udkom i 1963 i novellesamlingen Den onde lykke.
I den første novelle handler det om en fuldmægtig, som hedder Gregers. Udadtil har han styr på det hele, både job og familieliv. Men indadtil er han frygtelig usikker. Faktisk tror han, at folk tænker det værste om ham.
En morgen, hvor Gregers er på vej på arbejde og passerer skomager Therkildsen, hilser denne ikke på ham. Eller sådan oplever han det i hvert fald. Et fravær af en hilsen, et intet, åbner en afgrund under ham, og får hans verden til at styrte i grus. Han er sikker på, at årsagen til at Therkildsen ikke hilser, er, at der er sat et ondsindet rygte i omløb om ham. Man taler dårligt om ham bag han ryg.
I løbet af novellen intensiveres de somatiske og psykiske følger af den modsætning mellem indre og ydre, som Gregers er spændt ud imellem. ”Han svedte af angst og han rystede på hænderne.” (Ditlevsen (1977a), s. 39). Han løber vild i byen og kan ikke orienterer sig. Han har paranoia: ”Men en uro voksede bag ham, en fare – en mørk trussel…” (op.cit., s. 40). Gregers har deponeret hele sin selvforståelse i noget, som han ikke har magt over, nemlig hvad andre mennesker tænker om ham. Han er ved siden af sig selv. Den anden novelle handler om en kvinde, som er hjemmegående. Hendes mand er korrekturlæser og bryder ”… sig ikke om det ægteskabelige.” (Ditlevsen (1977b), s. 14.). Han gider altså ikke have sex med hende, en information, som vores tyske ven fra tidligere, Trebitsch, garanteret ville gøre til selve nøglen til fortolkning og forklaring af hovedpersonens mistrivsel. Vi peger på noget andet, nemlig en eksistentiel ambivalens, uden at udelukke at det naturligvis også kan hænge intimt sammen med en ubalance i seksualdriftens økonomi, både som følge og årsag. Selvom novellen er fortalt i tredjeperson, er vi som læsere alligevel med i hovedpersonens oplevelse af sin verden. Den er fragmenteret i en række sanseoplevelser, ikke mindst i form af lyde. Hovedpersonen er på det område hypersensitiv, både i forhold til sine egne og sin mands lyde: ”Hun tav. Hendes øjne flakkede rundt i stuen. Hun lyttede ind i sig selv. Han var vågen. Hun følte det gennem vægge og mure, gennem oceaner, gennem tre års anspændt opmærksomhed (…). Hun længtes efter lyden af sengens knirken. Hun kunne ikke holde ud at være fri for den lyd.” (op. cit., s. 17). Som nævnt er manden korrekturlæser, altså en frygtelig pedant, og det, der afgør om dagen bliver god eller dårlig, er, om han finder trykfejl, når han læser dagens avis igennem. Kvinden har angst, fordi hele hendes opmærksomhed er rettet mod at gøre sin mand tilfreds. Og hans humør er afhængig af, om der er trykfejl i avisen. Som i den første novelle med Gregers har hun angst, fordi
hun har deponeret hele sin selvforståelse i noget, som hun ikke har magt over. Hun er ved siden af sig selv.
Angsten som tabt uskyld
Et afgørende træk ved Tove Ditlevsens beskrivelse af angst er, at den angstramte er ved siden af sig selv. Den angstramte har overgivet sin skæbne til noget eller nogen, som den pågældende ikke selv er herre over eller har magt over. Det kan godt være, at den pågældende tilsyneladende er i kontrol og har styr på sig selv og sit eget, men når det kommer til stykket er det ikke tilfældet. Tværtimod. Hos hovedpersonerne i begge noveller er der et misforhold mellem et desperat forsøg på kontrol og en grundlæggende magtesløshed, som er ødelæggende. De har ikke længere nogen umiddelbarhed i forhold til noget, men er altid selvbetragtende. De reagerer ikke længere instinktivt på noget, men er grublende. De har ingen primitivitet, men er reflekterende. De er ambivalente. De er ude af sig selv. De er ved siden af sig selv. Det giver angst. De grønlandske kajakmænd, som fik angst, var ved siden af sig selv. Og derfor var de ved at kæntre.
Hvis vi skal formulere det i kierkegaardske termer, så er nødvendighed blevet til frihed, virkelighed er blevet til mulighed, vilkår er blevet til valg. Den sindstilstand, som dette udløser hos mange, er ambivalens. Det betyder at alt i princippet står åbent – og det er jo fantastisk – men for mange betyder det en handlingslammelse, for der er intet til at kvalificere valget af det ene frem for det andet. Andet end dig selv. Og så er det, at du spørger dig selv: Hvem er du egentlig? Hvad vil du? Og hvorfor?
Et modernitetsteoretisk perspektiv på kajakangst
De grønlandske fangere i 1800-tallet fik ikke kajakangst, fordi de var primitive som Bertelsen antog. Tværtimod. De fik kajakangst, fordi de var sofistikerede. De havde spist af kundskabens træ. Ånd og angst er ifølge
Kierkegaard ligefremt proportionale størrelser. Missionærernes indsats fra 1721 og frem havde gjort de grønlandske fangere til dannede og oplyste mennesker. Allerede i begyndelsen af 1800-tallet kunne alle grønlændere på vestkysten læse. For på det tidspunkt var de alle døbte. Og en forudsætning for at blive døbt var at man kunne læse.
De missionærer, som kom til Grønland fra Danmark-Norge i begyndelsen af 1700-tallet, var fromme lutherske kristne. At de var lutherske betød, at enhver skulle kunne læse Bibelen på sit modersmål. Luther oversatte derfor Bibelen til tysk. Og da den lutherske kristendom kom til Danmark og reformationen blev gennemført i 1536, oversatte man straks Bibelen til dansk. Den første samlede oversættelse, Chr. III’s bibel, udkom allerede i 1550. I Grønland skulle man selvfølgelig også have adgang til Bibelen på grønlandsk. Problemet var at grønlandsk kun eksisterede som talesprog. Ergo måtte man udvikle et grønlandsk skriftsprog. Og det arbejdede de lutherske missionærer så systematisk og benhårdt på straks fra begyndelsen, og hurtigt havde man konstrueret et grønlandsk skriftsprog.
De dansk-norske lutherske missionærer var ikke blot fromme lutherske kristne. De var også fra yderst til inderst præget af oplysningstidens idealer om videnskab. De var ikke bare filologer og lavede sprogvidenskab. De observerede og indsamlede data, de klassificerede og kategoriserede og etablerede viden på et moderne videnskabeligt grundlag om Grønlands flora og fauna, kartografi og demografi, geologi og geografi og meget andet. Og alt sammen sendte de pligtskyldigst til kolonihovedkontoret i København, som samlede og arkiverede alle indrapporteringerne om Grønland.
At missionærerne stod med begge ben i oplysningstiden bevidner også deres indsats, når det handler om at give grønlændere –alle grønlænderne, vel at mærke – læse- og skrivefærdigheder. Hans Egedes ABD udkom i 1739 og hans oversættelse af Luthers
“… som oftest sker det, når det ikke blæser og søen er rolig. Og angsten udløser en frygt for at kæntre.” (foto: Marius Ib Nyeboe, 1906. Arktisk Institut).
lille katekismus i 1742. Det ældste skrift på grønlandsk skrevet af en grønlænder, er et brev fra Poul Grønlænder til Poul Egede. Det stammer fra 1759.
Som nævnt kunne alle grønlændere på vestkysten læse omkring 1820, for på det tidspunkt var alle døbte. Og læsefærdighed var en forudsætning for dåb. Det gjorde sig også gældende for de grønlandske fangere. I løbet af de 100 år, der var gået, siden Hans Egede med kone og fire børn og hele sin entourage, satte sin fod på Håbets Ø, var det grønlandske samfund blevet gennemgribende forandret. Hvad der havde været et segmentært differentieret samfund, baseret på stammer og klaner, som var nomader og fulgte fangstdyrene til lands om sommeren og
til havs om vinteren, blev til et stratifikatorisk differentieret samfund bestående af fastboende, som blev administreret ovenfra af kolonimagten. Overgangen fra nomadisk til domænefast livsform var forudsætningen for at man kunne begynde af tage sig af enker og faderløse, som det hedder i Bibelen. Religionsskiftet fra animistisk-shamanistisk spiritualitet til luthersk statskristendom var ikke blot en forandring af tro og mindset, men en gennemgribende omkalfatring af det grønlandske samfund på alle planer.
Og hvad har det så med kajakangst at gøre?
Efter vores mening alt. Tidligere levede de grønlandske fangere under omstændigheder, hvor det var bydende nødvendigt
at padle ud i kajakken for at fange havdyr med en masse spæk på kroppen. Bydende nødvendigt, for man skulle bruge spæk til varme og lys. De havde ikke noget valg, det var et vilkår, hvis ikke de gjorde det, døde de. Med koloniseringen er det ikke længere en bydende nødvendighed. Man kan jo gå ned i kolonihandlen og købe olie i stedet for. Og man kan pilke torsk. Måske er det slet ikke risikoen værd at fange farlige havdyr fra kajak. Det er i hvert fald en overvejelse, som hurtigt melder sig. Og som gør vilkår til et valg. Som gør virkelighed til en mulighed. Som gør nødvendighed til frihed. Og bedst som man sidder der i sin kajak og grubler, kommer angsten pludselig rullende...
Søren Kierkegaards bestemmelse af angst er en modernitetsteori. Han forbinder angst med syndefaldet. Syndefaldet betyder at man erkender noget, som man ikke var bevidst om før. Syndefaldet er oplysning: Man kan kende forskel på godt og ondt. Man opdager at man er nøgen, og man skammer sig. Man har mistet uskylden, man har mistet sin umiddelbare væren til i verden, man har mistet sit instinkt og sin primitivitet. Og dermed bliver man anvist på sig selv. Ellers intet.
For Søren Kierkegaard er oplysning samtidig opløsning. Modernitet betyder, at traditionelle livsformer og -mønstre bliver brudt op. Det enkelte menneske, som tidligere definerede sig i forlængelse af slægten, skal nu til at finde sig selv og sin egen identitet. Det er på mange måder frigørende og helt fantastisk. Men det er også utroligt hårdt, for det hele falder tilbage på én selv. Man bliver risikobevidst. Og dét er angstprovokerende. Det oplevede de grønlandske kajakmænd allerede i 1800-tallet.
Afslutning
Social- og Boligstyrelsens begrebsbase, som ligger på nettet, definerer angst som en ”sindslidelse, der er kendetegnet ved en følelse af frygt, anspændthed og uro, uden at det er muligt at identificere en umiddelbar
årsag.” På Sundhedsstyrelsens hjemmeside ligger en rapport fra 2015 hvoraf det fremgår, at angst er den sygdom, som forårsager det største produktionstab i Danmark. Angst er den næsthyppigste årsag til besøg på psykiatriske skadestuer og den mest almindelige grund til førtidspensionering.
Det var i 2015. Og det er ikke blevet bedre siden. Tværtimod. Så der er gode grunde til, at vi også i dag taler meget om angst som epidemisk fænomen, også og ikke mindst blandt børn og unge. Vi møder angstramte med omsorg og behandling, fordi vi lever i et overskudssamfund. Anderledes er det i samfund med knaphed. Her er det vigtigt, at hver enkelt bidrager til fællesskabet. Hvis man ikke kan det, fx på grund af angst, er dommen hård og den sociale udstødelsesmekanisme træder i kraft. At blive ramt af kajakangst har været frygteligt, ikke bare for den pågældende kajakmand, men for hele familien.
Afdækningen af kajakangst som epidemisk fænomen blandt grønlandske fangere i 1800-tallet vidner også om, hvor detaljeret den grønlandske befolknings trivsel og mistrivsel blev undersøgt, monitoreret og rapporteret fra missionærernes ankomst i 1700-tallet og fremefter. På basis af vores analyse af kajakangst i denne artikel, hvor konklusionen er, at grønlandske fangere er helt almindelige mennesker, som reagerer normalt på ekstreme udfordringer, er vi sikre på, at hvis man havde underkastet den danske befolkning en lignende opmærksomhed, så ville man have fundet tilsvarende angstepidemier blandt grupper i det danske samfund, som havde sammenlignelige arbejdsforhold, livsvilkår og uddannelsesniveau, fx vesterhavsfiskere i 1800-tallet.
Litteratur og ressourcer
Andersen, K.W. (2009): Det moderne sekulære individets angst, lest gjennem Kierkegaard, Freud og May. Masteropgave i Idéhistorie, UIO (https://www. duo.uio.no/handle/10852/25130).
Bjørlig, I. M. (2021). Racisme i Grønland: En genovervejelse af dansk raceantropologis legitimering af racediskrimination, 1886 til 1950. Culture and History: Student Research Papers, 5(04). (ss. 25–48). (https://doi.org/10.7146/chku.
v5i04.127826)
Ditlevsen, T. (1977a): Angst, In: Tove Ditlevsens noveller i udvalg ved Inger Christensen. København. (ss. 38-42).
Ditlevsen, T. (1977b): Angst, In: Tove Ditlevsens noveller i udvalg ved Inger Christensen. København. (ss. 13-19).
Götke, P. (2013): Lurende katastrofer og tabt tro, In: Joakim Garff (red.): Kierkegaard når han er bedst – og værst. Kristeligt Dagblads Forlag. (ss. 193-198).
Götke, P. (1995): Den sociale orden og semantikken – en fremstilling af Niklas Luhmanns teori om moderniseringsprocessens sociale og semantiske implikationer med inddragelse af videnssociologiske aspekter i Søren Kierkegaards forfatterskab. Upubliceret ph.d-afhandling. Aarhus Universitet.
Frandsen, N. (1998/99.): Lært at læse – og hvad så?
Grønlandske bøger i Nordgrønland 1791-1850. In: Grønlandsk Kultur- og Samfundsforskning (ss. 201-216).
Hansen, K.G. (1994): Kajaksvimmelhed – begrebshistoriske reflektioner over en særlig grønlandsk lidelse, In: Grønlandsk kultur- og samfundsforskning 94 (ss. 36-65).
Heath, J. D. (1991): Kajakangst: the Greenland hunter’s nightmare of disorientation, In: Arima, A.Y. m. fl.: Contributions to Kayak Studies. Canadian Ethnology Service. Canadian Museum of Civilization. (ss. 94-105).
Hecht, T.K. (2023): Angstens frihed. Et studie af kvindens mulighed for at aktualisere angstens positive side, frihed. Upubliceret BA-afhandling. Københavns Universitet.
Kierkegaard, S (1844): Begrebet Angest. En simpel psychologisk-paapegende Overveielse i Retning af det dogmatiske Problem om Arvesynden (https://tekster. kb.dk/text/sks-ba-txt-root).
Kjærgaard, T. (2011): Genesis in the Longhouse: Religious Reading in Greenland in the Eighteenth Century, In: Charlotte Appel og Morten Fink-Jensen (red.): Religious Reading in the Lutheran North: Studies in Early Modern Scandinavian Book Culture, Cambridge Scholars (ss. 133-158).
Taylor, K.I. og Laughlin, W.S. (1991): Sub-artic kayak commitment and “Kayak fear ”, In: Arima, A.Y. m. fl.: Contributions to Kayak Studies. Canadian Ethnology Service. Canadian Museum of Civilization (ss. 80-94).
Wilken, U. (2022): Sår og sygdom i gamle dage, In: Polarfronten. Polarforskning i perspektiv (https://www.polarfronten.dk/saar-og-sygdom-igamle-dage/ ).
af Martin Ghisler
