Page 1

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 4/DECEMBER 2017 65. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB


Barn i Grønland

De udv al gt e fotogr af ier er taget af: A. Bertels en, S. Sa xt orph, J. Bang samt ukendt fotograf

Besøg Arktisk Instituts hjemmeside: www.arktiskinstitut.dk eller gå direkte til billeddatabasen: www.arktiskebilleder.dk og find flere motiver med børn i Grønland. Arktisk Institut stiller sine historiske samlinger til rådighed for alle – og modtager gerne nye samlinger af arkivalier vedrørende Grønland og det øvrige Arktis. KONTAKT: Arktisk Institut, Strandgade 102, 1401 København K 3231 5050 / eller arktisk@arktisk.dk


INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28 Redaktion: Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@dgls.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar. Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter. Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse. Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Aage V. Jensens Fond, Aase og Jørgen Münters Fond, Juullip Nipitittagaa/ Julemærkefonden, Kong Christian den Tiendes Fond, Det Kongelige Grønlandsfond, Skibsreder Kraemers Grønlandsfond

Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk PE offset A/S Forsidebillede: Udsigten fra Natinnuaq ud over fjorden Tunuliarfik, Sydgrønland (foto: Mikkel Sørensen).

2 8 2 AC A D E M I C U S A RC T I C U S:

I krydsfeltet mellem forskning og formidling 2 8 3 L ÆRKE STEWART:

Farvel til den unikke arktiske natur?

2 8 7

R E B E C C A PA A R N A N N G UAQ K . D O R P H B E RG :

Moskusoksen i Grønland – sundhed og sygdom 2 9 2

M A D S K I L D E G A A R D N I E L S E N:

I kølvandet på et fangstredskab

296

PAULINE KNUDSEN & MIKKEL SØRENSEN:

I Qajuuttaqs fodspor 1. Slægtssagaen om Qajuuttaq og hans efterkommere i Narsaq-området

313

PAULINE KNUDSEN & MIKKEL SØRENSEN:

I Qajuuttaqs fodspor 2. Qajuuttaqs historie og arkæologi i Narsaq-området 330

NAJA BLYTMANN TRONDHJEM:

Om at finde vej i skærgården i Upernavik i Nordgrønland

3 4 0

K A R E N E D E LVA N G , H A N N E H . C H R I S T I A N S E N ,

M A D S F O RC H H A M M E R , A N D E R S P R I E M È &

H E N R I K S KOV

Pote nt i a le for ny t og t æt te r e nor d i sk sa m a rb ejde i Høja rk t i s – S VA L GR E E N

344

STEVEN ARNFJORD:

50 år med socialadministration og socialfaglighed: 2. del – socialpolitik, kommissioner og socialrådgivere med BA 357

FRA REDAKTIONEN

360

FRA BESTYRELSEN

Hædring af formanden for Det Grønlandske Selskab Johnny Fredericia

361

DET GRØNLANDSKE SELSKAB

Meddelelser fra Det Grønlandske Selskab


AF LÆRKE STEWART

Farvel til den unikke arktiske natur? Lærke Stewart afsluttede i foråret sin ph.d. i biologi ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet. I løbet af sin ph.d. har hun forsket i klimaets betydning for planterne i Arktis både på lokal og på mere global (hele Arktis) skala. Den trykte artikel omhandler den unikke flora i et mindre område i Nordøstgrønland, hvor Lærke har haft flere længevarende feltperioder. Lærke er i fuld gang med at søge midler til at kunne fortsætte sin forskning i den arktiske flora, hvordan den påvirkes af klimaet, og hvilke betydninger det har for resten af økosystemet. Samtidig brænder hun meget for formidling, og håber at kunne kombinere forskning og formidling i sine kommende jobs. Om Lærkes artikel udtalte dommerkomiteen: Artiklen er et flot eksempel på det, der er hensigten med Academicus Arcticus: Formidling af avanceret forskning på en måde, så et udenforstående publikum får viden og interesse! Vi møder her en akademisk forfatter, som i sjælden grad kan formulere sig, så publikum i almindelighed fanges og bliver interesseret. Med ganske få ord får læseren en forklaring på: permafrost, tundra og feltarbejde. Artiklens emne er den arktiske tundras righoldige vegetation – og den mulige trussel mod vegetationen, som klimaforandringer udgør. Forfatteren kommer læserens spørgsmål i forkøbet, og spørger selv, om vi ikke kan være ligeglade. Og svaret er nej! Hvis artsrigdommen i Arktis mindskes, kan det medføre yderligere klimaforandringer. Og hvordan det hænger sammen, får vi overbevisende forklaret på ganske få linjer! Bedømmelsesudvalget savner en litteraturliste og præsentation af indsamlede data, men glæder sig over velvalgte illustrationer og er helt enige om at give førsteprisen til netop denne artikel!

Klimaforandringerne er i fuld gang. Og temperaturerne stiger hurtigere i Arktis end noget andet sted på jorden (IPCC, 2013). Det er der nok mange, der har hørt. Men hvad så? Klimaforandringerne er svære at forholde sig til, og måske endnu sværere, når det er så langt væk som i Arktis. Men efter at have nærstuderet planter på Grønland og lavet modeller for, hvordan deres udbredelser ændrer sig, når klimaet forandrer sig, er jeg overbevist om, at vi må og skal forholde os til det. Et varmere Arktis kan nemlig betyde store ændringer i arktiske plantesamfund (Stewart, 2017), som vil have indflydelse lokalt, men potentielt også globalt.

Den unikke arktiske tundra De fleste landområder i Arktis er dækket af tundra, som på samisk betyder skovløst fjeld. Vækstsæsonen så langt mod nord er ganske kort, og permafrosten (permanent frossen jord) forhindrer træerne i at etablere dybe rødder. Derfor består plantevæksten i disse områder af en unik sammensætning af små lavt voksende urter, mos og lav samt græsser og enkelte dværgbuske. Måske på grund af planternes størrelse kunne man tro, at den arktiske flora er artsfattig og kedelig. Men jo mere man kigger efter, jo flere små skønheder opdager man. Den blågrå rapgræs changerer næsten som nordlyset i gulgrønne, turkise og blålilla farver. Lygte-pragtstjernen strutter frejdigt med sine oppustede stribede bægerblade, mens kantlyngens fine hvide klokker

Tidsskriftet Grønland 4/2017 283


LÆRKE STEWART

Et uddrag af mangfoldigheden i arktisk vegetation. Fra øverste venstre hjørne: Polar-kæruld, tue-limurt, blågrå rapgræs, storblomstret gederams, topspirende rapgræs, lygte-pragtstjerne, hede-melberris, potentil, kantlyng, kalk-arve, brand-troldurt, arktisk pil, purpur-stenbræk, fjeldsimmer, gul stenbræk (alle fotos: Lærke Stewart).

nikkende samler morgenduggen. Den gule stenbræk skinner om kap med midnatssolen, og brand-troldurten strækker sine flammende blomster mod den store åbne himmel. Fascinerende er det, at disse planter, som ser så små og sarte ud, har tilpasset sig til at overleve i et klima, hvor den årlige gennemsnitstemperatur ligger under frysepunktet (Hansen et al., 2017), hvor jorden er permanent frossen, og hvor der er totalt mørke op mod seks måneder om året. Disse planter, som har trodset al ”fornuft”, skaber her langt mod nord grundlaget for et helt økosystem. Hvide sneharer, legende polarræve, summende insekter, græssende moskusokser, små snespurve og majestætiske sneugler

284 Tidsskriftet Grønland 4/2017

er bare nogle af de arter, som er afhængige af den arktiske vegetation.

En verden i forandring Arterne i dette unikke landskab har udviklet sig og tilpasset sig det barske arktiske klima over millioner af år (Ehlers & Gibbard, 2004; Pellissier et al., 2016). Men klimaet er under stærk forandring. Og når klimaet forandrer sig, skaber det nye forhold for planterne. Temperaturerne i Arktis er steget dobbelt så hurtigt som på resten af jorden. Og forudsigelserne siger, at denne stigning kun vil øges i fremtiden (IPCC, 2013). Klimaforandringerne påvirker ikke kun temperaturen. Også nedbørsforholdene ændrer sig, og permafrostens tilstand bliver


LÆRKE STEWART

Dataindsamling i Nordøstgrønland.

mere ustabil. Disse forhold har indflydelse på jordens indhold af vand. Temperatur, jordens fugtighed og mængden af sne har stor betydning for planters overlevelse. Hver enkelt plante er tilpasset til at vokse under bestemte temperaturer og bestemte mængder af sne og vand. Når disse forhold ændrer sig, kan det betyde, at de arter, der er tilpasset det arktiske klima, i nogle områder ikke længere vil kunne overleve, mens andre ikke-arktiske arter kan brede sig nord på. Spørgsmålet er derfor, hvad der vil ske med den unikke arktiske tundra, når klimaet forandrer sig. Hvordan vil ændringer i temperatur, sne og jordfugtighed påvirke vegetationens sammensætning?

kloden, nemlig den nordøstlige del af Grønland. Her strækker tundraen sig vidt i verdens største nationalpark. Midt inde i nationalparken er der en lille forskningsstation, hvor internationale forskere arbejder på at få en dyb og bred forståelse for alle komponenter i et arktisk økosystem, og hvordan disse spiller sammen (ZERO, Zackenberg Ecological Research Operations, 2017). Her brugte jeg flere somre på at indsamle data om planternes udbredelser. I tillæg lavede jeg målinger af jordens vandindhold og temperaturer og fik data om sneens fordeling i landskabet fra forskningsstationen. Hjemme igen blev alt det indsamlede data analyseret og omsat til statistiske modeller.

Vi vil vide mere

Fra diversitet til ensartethed

I håb om at finde svaret på dette spørgsmål tog jeg flere år i træk den lange rejse mod nord til et af de mest øde landområder på

Resultaterne af databehandlingen tyder på, at når klimaet forandrer sig, så vil forholdene i dette område i Nordøstgrønland

Tidsskriftet Grønland 4/2017 285


LÆRKE STEWART

Referencer

Ensartet dværgbusk-hede.

ikke længere være optimale for mange af de unikke arktiske arter, som findes her. Derimod vil der være optimale betingelser for nogle få arter af dværgbuske, som hurtigt kan brede sig og udkonkurrere de mindre urter og græsser (Stewart, 2017). Hvis klimaforandringerne fortsætter, er der sandsynlighed for, at det unikke og mangfoldige arktiske tundra-landskab vil forandres til en mere ensartet vegetation domineret af buske.

Hvorfor skal vi ikke være ligeglade? Et sådant skifte i vegetationen vil have stor betydning lokalt for økosystemet og for alle de arter, der lever i det. Hvis dette skifte er repræsentativt for andre dele af Arktis (Pearson et al., 2013), vil det kunne føre til yderligere klimaforandringer. Strukturen af plantesamfundene har betydning for vandbalancen, hvordan sneen fordeler sig i landskabet, permafrosten samt hvor meget af solens varme, der reflekteres ud i atmosfæren, og hvor meget der optages i jorden (Myers-Smith et al., 2011). Og alle disse faktorer påvirker tilsammen klimaet. Et varmere Arktis, hvor vegetationen overtages af dværgbuske, vil således ikke alene kunne efterlade en fattigere verden frataget de mange unikke arter, som er tilpasset det arktiske klima, men potentielt også bidrage til at forstærke klimaforandringerne.

286 Tidsskriftet Grønland 4/2017

Ehlers, J. & Gibbard, P.L. (2004) Quaternary glaciations - extent and chronology. Elsevier B.V., Amsterdam, The Netherlands. Hansen, J., Topp-Jørgensen, E. & Christensen, T.R. (2017) Zackenberg Ecological Research Operations, 21th Annual Report, 2015. In, p. 96. Aarhus University, DCE - Danish Centre for Environment and Energy. IPCC (2013) Intergovernmental Panel on Climate Change. Climate Change 2013. The Physical Science Basis. Working Group I Contribution to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. In: eds. T.F. Stocker, D. Qin, G.-K. Plattner, M.M.B. Tignor, S.K. Allen, J. Boschung, A. Nauels, Y. Xia, V. Bex and P.M. Midgley). Intergovernmental Panel on Climate Change, Switzerland. Myers-Smith, I.H., Forbes, B.C., Wilmking, M., Hallinger, M., Lantz, T., Blok, D., Tape, K.D., Macias-Fauria, M., Sass-Klaassen, U., Lévesque, E., Boudreau, S., Ropars, P., Hermanutz, L., Trant, A.J., Collier, L.S., Weijers, S., Rozema, J., Rayback, S.A., Schmidt, N.M., SchaepmanStrub, G., Wipf, S., Rixen, C., Menard, C.B., Venn, S., Goetz, S., Andreu-Hayles, L., Elmendorf, S., Ravolainen, V., Welker, J., Grogan, P., Epstein, H.E. & Hik, D.S. (2011) Shrub expansion in tundra ecosystems: dynamics, impacts and research priorities. Environmental Research Letters, 6:045509 Pearson, R.G., Phillips, S.J., Loranty, M.M., Beck, P.S.A., Damoulas, T., Knight, S.J. & Goetz, S.J. (2013) Shifts in Arctic vegetation and associated feedbacks under climate change. Nature Climate Change, 3, 673-677. Pellissier, L., Eidesen, P.B., Ehrich, D., Descombes, P., Schonswetter, P., Tribsch, A., Westergaard, K.B., Alvarez, N., Guisan, A., Zimmermann, N.E., Normand, S., Vittoz, P., Luoto, M., Damgaard, C., Brochmann, C., Wisz, M.S. & Alsos, I.G. (2016) Past climate-driven range shifts and population genetic diversity in arctic plants. Journal of Biogeography, 43, 461-470. Stewart, L. (2017) Arctic Plant Communities: Past, Present and Future. Aarhus University, ZERO Zackenberg Ecological Research Operations (2017) www.zackenberg.dk


AF REBECCA PAARNANNGUAQ K. DORPH BERG

Moskusoksen i Grønland – sundhed og sygdom Rebecca Berg er dyrlæge, uddannet ved Københavns Universitet i 2015. Rebecca tog efter endt uddannelse et kursus i sygdomme, behandling og bevaring af vilde dyr og arbejdede efterfølgende som praktiserende dyrlæge i Nordsverige og på Sjælland. I starten af 2017 påbegyndte hun sit ph.d.projekt, som omhandler sygdomme hos grønlandske moskusokser og forløber som et samarbejde mellem Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut) og Københavns Universitet. I de næste år kommer Rebecca således til at forfølge en gammel drøm om at arbejde med store dyr i det land, der udgør en del af hendes egen identitet. Rebecca sidder desuden i bestyrelsen for studenterforeningen under European Wildlife Disease Association. Om Rebeccas artikel udtalte dommerkomiteen: Vi har her en artikel på et højt niveau – både hvad angår det videnskabelige indhold, den valgte sproglige stil og relevans for publikum. Med få og letforståelige ord præsenterer forfatteren for os moskusokser og deres historie i Grønland. Herefter kaster artiklens forfatter sig over problemstillingen: mulige negative konsekvenser af dyreflytninger – med særligt fokus på parasitter, der lever i eller på dyrene. Med succes blev moskusokser i 1960'erne indført til Vestgrønland; men hvilke problemer, det kan give for andre dyr i samme områder er endnu ikke tilbundsgående undersøgt. Det gælder i forhold til vilde rensdyr og i særlig grad i forhold til får i Sydgrønland – og ikke mindst faren for overførsel af parasitter til mennesker. Artiklen ledsages af gode illustrationer og en litteraturliste, der viser forfatterens fortrolighed med emnet. Afslutningsvis påpeges at klimaforandringer sandsynligvis vil forstærke de negative effekter af dyreflytninger i Grønland. Bedømmelsesudvalget har givet denne artikel en meget flot placering, som desværre forringes af, at den er længere end de angivne 6.000 anslag!

Temperaturerne er langt under frysepunktet, vinden slår ind i dalen og snefygning gør det svært at se. Udover lyden fra vinden er der stille i fjeldet. Verden er nærmest i sort/hvid. Hvad der først lignede en gruppe store sten, begynder pludselig at røre på sig. Store, mørke dyr med en lang pels, der bølger i vinden. De ligner mest af alt et levn fra istiden. Markante, lyse horn indrammer deres hoveder, mens de nu, stående på række, har al deres opmærksomhed rettet mod mig. Moskusokser! De store dyr har levet og overlevet i den smukke, men barske nord- og nordøstgrønlandske natur i ca. 4.500 år 1,2. Moskusokserne indvandrede fra Canada, og det er med stor sandsynlighed deres fortjeneste, at mennesker var i stand til at befolke østkysten af Grønland3. På grund af deres værdi som jagtmål og i håbet om at fremme turismen blev moskusokser flyttet fra Øst- til Vestgrønland i årene 1962 og 654. Det skulle snart vise sig, at moskusokserne stortrivedes i det frodige Vestgrønland. Bestanden begyndte som en flok på 27 etårige kalve i området nær Kangerlussuaq og voksede støt. Efter ca. 50 år er bestanden på mere end 20.000 individer5. I takt med, at bestanden er vokset, har dyrene spredt sig fra Kangerlussuaq og er også blevet introduceret til flere områder på vestkysten. I dag findes der moskusokser fra Inglefield Land i nord til Nanortaliks opland i syd (figur 2). Moskusokserne har således fået relevans for den bredere grønlandske

Tidsskriftet Grønland 4/2017 287


REBECCA PAARNANNGUAQ K. DORPH BERG

Figur 1. Moskusokser i Grønlands Nationalpark (foto: Rebecca Berg).

befolkning – primært som fødevare og mål for trofæjagt og turisme, men også som producent af uld af den fineste kvalitet, qiviut, der er blevet et varemærke for den grønlandske tekstil og mode. Men sammen med moskusoksen som ressource kommer også mulige problemer, der er forbundet med flytning af dyr.

Konsekvensen af dyreflytninger Når man flytter dyr fra et sted til et andet, flytter man også alle de parasitter og andre sygdomsfremkaldende organismer, der lever på og i dyret. Hvis området, dyrene flyttes til, har de rette omstændigheder, kan sygdommene spredes til dyr og mennesker, som lever i området i forvejen. Omvendt kan der i det nye miljø findes sygdomme, som de introducerede dyr ikke har mødt tidligere. I begge tilfælde kan det i værste fald have alvorlige konsekvenser for det pågældende økosystem eller for overlevelsen af den

288 Tidsskriftet Grønland 4/2017

introducerede art. Smitte fra introduceret til lokalt vildt kendes fra den tidligere introduktion af tamrener til Grønland. Tamrener blev introduceret til Vestgrønland fra Norge i 1950’erne i forsøget på at etablere rensdyrhold som erhverv. Sammen med rensdyrene menes også hudbremser at være introduceret6. Hudbremsens larver lever under huden på rensdyr, men er også set i andre dyrearter7. Siden introduktionen af moskusokser til Vestgrønland er der f.eks. fundet hudbremselarver hos moskusokser8 og et tilfælde af smitte til et menneske9. Når parasitter på denne måde tilpasser sig nye værter, kan de formere sig hurtigere. Det Figur 2 (modsatte side). Udbredelsen af drøvtyggere i Grønland. Rød:Oprindelige udbredelse af moskusokser. Blå: Introducerede moskusokser. Grå: Udbredelse af rensdyr og introducerede moskusokser. Brun: Rensdyr. Sort: Fåreholderdistriktet (Kort: Josephine Nymand, Grønlands Naturinstitut).


REBECCA PAARNANNGUAQ K. DORPH BERG

Tidsskriftet Grønland 4/2017 289


REBECCA PAARNANNGUAQ K. DORPH BERG

kan føre til en større bestand af parasitter og øge risikoen for smitte til mennesker, der færdes i fjeldet. Andre steder i Arktis har man set, at moskusokser kan blive inficeret med parasitter, der stammer fra mennesker 10,11. På denne måde kan moskusokserne være med til at vedligeholde en parasitbestand gennem vinteren, hvor mennesker ikke færdes så ofte på fjeldet. Når sommeren kommer, og folk begynder at være mere i fjeldet igen, vil der være en højere risiko for, at nogen pådrager sig en infektion. Dermed er det ikke kun risikoen for introduktion af sygdomme, man skal være opmærksom på, når man flytter dyr. De introducerede dyr, kan også ændre forholdene for sygdomsforekomsten i området uden direkte at introducere nye sygdomme. Flytningerne af moskusokser i Grønland blev foretaget uden grundlæggende viden om, hvilke sygdomme der fandtes i de grønlandske moskusbestande. Indledende studier tyder på, at parasitter i mave-tarmkanalen hos introducerede moskusokser har spredt sig til de rensdyr, de deler græsningsarealer med12. Det giver anledning til flere spørgsmål: Vil et lignende billede kunne ses i Sydgrønland, hvor introducerede moskusokser kan komme til at dele græsningsarealer med lokale får? Kan det påvirke lammeproduktionen? Eller kan moskusbestanden blive påvirket negativt af sygdomme fra fårebestanden? Der er grund til bekymring, for moskusokser og får er nært beslægtede med hinanden. Undersøgelser fra Norge tyder på, at sygdomme kan smitte forholdsvis nemt mellem de to arter 11,13. Da mange parasitinfektioner smitter gennem f.eks. bevoksning, jord eller vand, kræver en spredning af sygdomme ikke direkte kontakt mellem dyrene (eller mellem dyr og menneske). Når et dyr bliver smittet med en sygdom for første gang, vil dyret ofte have en relativt voldsom reaktion på sygdommen. Derfor kan nye sygdomme have

290 Tidsskriftet Grønland 4/2017

tydelige konsekvenser for en bestand. Kommer fåresygdomme pludselig ind i moskusbestanden eller omvendt, kan det påvirke de produkter (kød og skind), der laves af dyrene.

Ny forskning Et nyt forskningsprojekt i samarbejde mellem Grønlands Naturinstitut og Københavns Universitet vil kaste lys over hvilke sygdomme, der findes i de grønlandske moskusokser. Der er tale om grundforskning, der skal skabe viden om den nuværende sygdomsforekomst hos moskusokser og får i Grønland. Der vil især blive lagt vægt på sygdomme, der også kan smitte mennesker, og som derfor har særlig relevans for personer, der færdes i fjeldet og håndterer vildt. Ydermere vil det blive undersøgt, om der allerede på nuværende tidspunkt sker en overførsel af sygdomme mellem får og moskusokser i Sydgrønland. Viden på dette område er vigtig for at kunne forebygge sygdomsudbrud i bestandene. Særligt hvis der skulle komme nye sygdomme til Grønland. Det er derfor vigtigt for den fremadrettede forvaltning af får og moskusokser, og for oplysningen af mennesker. Grundlæggende forskning og udbredelsen af viden omkring de sygdomme, der findes hos de grønlandske vildtbestande, er specielt vigtige på grund af tidens klimaforandringer. Som følge af et varmere og vådere Arktis vil spredningen af sygdomme og parasitter ændres. Det gælder både sygdomme, der i dag findes i Grønland, og sygdomme, der ikke før har været til stede i Grønland. Længere somre forventes at medføre et højere smittepres af parasitter. Der bliver flere parasitter, som har længere tid til at spredes, og der kan komme nye parasitter fra sydligere egne14–16. Projektet giver også anledning til at undersøge, om de nuværende klimatiske forhold forskellige steder i Grønland synes at påvirke udbredelsen af parasitter, og om global opvarmning kan have en


REBECCA PAARNANNGUAQ K. DORPH BERG

betydning for parasitternes spredning og forekomst. Projektet er endnu i indsamlingsfasen, men resultaterne vil i løbet af de kommende år blive tilgængelige for den grønlandske befolkning og den videnskabelige verden. Referencer 1. Campos, P. F. et al. Ancient DNA analyses exclude humans as the driving force behind late Pleistocene musk ox (Ovibos moschatus) population dynamics. PNAS 107, 5675–5680 (2010). 2. Vibe, C. in Grønlands Fauna (eds. Muus, B., Salomonsen, F. & Vibe, C.) 398–403 (Gyldendal, 1990). 3. Vibe, C. Arctic animals in relation to climatic fluctuations. Meddelelser om Grønl. 170, 227 (1967). 4. Vibe, C. Tilbage til de gamle græsgange. Uagut 6–7 (1986). 5. Cuyler, C. et al. Incidental observations of Muskox , Fox , Hare , Ptarmigan & Eagle during caribou surveys in West Greenland. (2009). 6. Lassen, P. & Aastrup, P. Undersøgelser over tamrenbestanden (rangifer tarandus tarandus) ved Itivnera, Vestgrønland. Danske Vildtundersøgelser 35, 36 (1981). 7. Kutz, S. J. et al. Parasites in Ungulates of Arctic North America and Greenland. A View of Contemporary Diversity, Ecology, and Impact in a World Under Change. Advances in Parasitology 79, (Elsevier, 2012). 8. Samuelsson, F., Nejsum, P., Raundrup, K., Hansen, T. V. A. & Kapel, C. M. O. Warble infestations by Hypoderma tarandi (Diptera; Oestridae) recorded for the first time in West Greenland muskoxen. Int. J. Parasitol. Parasites Wildl. 2, 214–216 (2013). 9. Bangsø, J., Thøgersen, K. F., Nejsum, P. & Stensvold, C. R. Første tilfælde af Hypoderma tarandi-associeret myiasis på Grønland. Ungeskrift for læger online 178, 2–4 (2016). 10. Kutz, S. J. et al. Giardia assemblage A: human genotype in muskoxen in the Canadian Arctic. Parasit. Vectors 1, 32 (2008). 11. Davidson, R. K. et al. Sentinels in a climatic outpost: Endoparasites in the introduced muskox (Ovibos moschatus wardi) population of Dovrefjell, Norway. Int. J. Parasitol. Parasites Wildl. 3, 154–60 (2014). 12. Steele, J. et al. Divergent parasite faunas in adjacent populations of west Greenland caribou: Natural and anthropogenic influences on diversity. Int. J. Parasitol. Parasites Wildl. 2, 197–202 (2013). 13. Ytrehus, B., Bretten, T., Bergsjø, B. & Isaksen, K. Fatal pneumonia epizootic in musk ox (Ovibos moschatus) in a period of extraordinary weather conditions. Ecohealth 5, 213–223 (2008). 14. Davidson, R. et al. Arctic parasitology: Why should we care? Trends Parasitol. 27, 239–245 (2011). 15. Dobson, A. P., Kutz, S. J., Pascual, M. & Winfree, R. Pathogens and parasites in a changing climate. Clim. Chang. Biodivers. Synerg. impacts 33–38 (2003). 16. Kutz, S. J. et al. The Arctic as a model for anticipating, preventing, and mitigating climate change impacts on host–parasite interactions. Vet. Parasitol. 163, 217–228 (2009).

Tidsskriftet Grønland 4/2017 291


AF MADS KILDEGAARD NIELSEN

I kølvandet på et fangstredskab Mads Kildegaard Nielsen studerer på kandidatuddannelsen i Forhistorisk Arkæologi ved Københavns Universitet og er ansat på Etnografisk Samling på Nationalmuseet, hvor han arbejder med fotografering af den arktiske samling, herunder fund hjemtaget fra Femte Thuleekspedition. Han er derudover ansat på Nationalmuseets Afdeling for Middelalder Renæssance og Numismatik, som del af et større registreringsprojekt på Solbjerg Kirkegård på Frederiksberg. Mads har deltaget i flere arkæologiske udgravninger for Museum Vestsjælland, der blandt andet omfatter stenalder, jernalder og middelalder. Om Mads' artikel udtalte dommerkomiteen: Artiklen er et godt eksempel på, at et videnskabeligt emne bliver taget under behandling og forklaret for ikkefagfolk. Og det er jo netop en af hovedideerne med uddelingen af Academicus Arcticus! Alle kender en kajak. Og her får vi yderligere med få ord forklaret kajakkens geniale konstruktion og dens udbredelse i Arktis gennem mange århundreder. Det er interessant viden er for mange. Herefter henvender artiklen sig til et smallere publikum; nemlig dem, der gerne vil vide, hvorledes arkæologer med sikkerhed kan sige om ældgamle stumper af træ udgravet et eller andet sted i Grønland faktisk er en stump af en kajak. Det forklarer artiklens forfatter aldeles udmærket. Som læser mærker man, at forfatteren har sat sig godt ind i emnet ved henvisning til kompetent litteratur, ved præsentation af et konkret forsøg og ved brug af flotte og relevante illustrationer. Alle betingelser i konkurrencen er overholdt, og den sproglige stil er velvalgt om end der er småting, som trænger til en afpudsning. Bedømmelsesudvalget har samlet givet artiklen en høj score og er enige om at tildele en tredjeplads!

292 Tidsskriftet Grønland 4/2017

Kajakken er et af de mest ikoniske objekter fra de arktiske egne. Den er bygget og anvendt som et jagtredskab til fangst af havpattedyr gennem århundreder1 og repræsenterer en teknologisk genistreg. Ikke blot fordi den udgør et funktionelt redskab til jagt i fjordsystemer og langs kysten, men fordi den er et symbol på den kreative udnyttelse af ressourcer, der har kendetegnet de mennesker, der gennem tiden har beboet de arktiske egne. I Grønland vides kajakken med sikkerhed at have været anvendt op gennem Thulekulturen (1200-1900), og på museer rundt om i verden er kajakker bevaret så langt tilbage som til 1600-tallet2 Mange af disse kajakker er bygget af drivtømmer, der flød med strømmen fra det nordlige Amerika og Sibirien til den grønlandske kyst, da træ fra savværker ikke var tilgængeligt, før den europæiske handel begyndte eksporten til Grønland3. På trods af de bevarede kajakker er alderen på kajakkens anvendelse i Grønland fortsat omdiskuteret. Historien om kajakken strækker sig sandsynligvis langt tilbage i forhistorien, men for at kunne fortælle denne historie må vi vide, hvordan vi genkender dele af kajakker efter hundreder eller endda tusinder af år under is, affald og muld. Men kan der opstilles kriterier for genkendelse af kajakken, der kan anvendes i arkæologisk sammenhæng?


MADS KILDEGAARD NIELSEN

Figur 1. Fangere i kajak i 1964 (foto: Arktisk Institut/Regitze Magrethe Søby).

Kajakkens opbygning Bevarede kajakker fra Thulekulturen giver mulighed for at sammenholde komplette kajakker med arkæologiske fragmenter. Kombinationen af arkæologi og historiske genstande kan på denne måde anvendes til at få ny viden om kajakken og dens konstruktion gennem forhistorien; derfor blev denne kombination udgangspunktet for undersøgelsen. Fortidens kajakker var ligesom mange af nutidens kajakker bygget med udgangspunkt i en ramme af træ, der beklædtes med skind for at gøre fartøjet vandtæt. En kajaks træramme er opbygget omkring to lange træplanker, der løber langs kajakkens ræling og derfor kaldes ’rælingsplanker’. Disse planker er udgangspunktet for kajakkens ramme og giver støtte til de øvrige elementer i konstruktionen. Rælingsplankerne holdes udspændt af en række træstykker, der er med til at give kajakkens ramme dens karakteristiske form,

samtidig med at de danner et dæk ovenpå kajakken, hvorfor de også kaldes dæksribber4. I bunden af rælingsplankerne er fæstnet spanter, der løber på tværs af kajakkens længde og giver form og styrke til kajakkens skrog. De to sidst nævnte dele har én vigtig ting til fælles: deres forhold til rælingsplankerne! De er monteret på rælingsplankerne ved hjælp af tapsamlinger og surret fast med snøre og i nogle tilfælde også fastgjort med dyvler af træ. Men kan disse elementer anvendes til genkendelse af kajakken i arkæologisk sammenhæng?

Arkæologisk træ i centimetermål For at undersøge, hvorvidt de tre træelementers særtræk kunne anvendes til arkæologiske undersøgelser og genkendelse af kajakfragmenter, blev en række fund, der af Danmarks Nationalmuseum var stillet til rådighed, undersøgt. Materialet stammede fra tre lokaliteter: Igdlutalik og Qeqertarmiut Tidsskriftet Grønland 4/2017 293


MADS KILDEGAARD NIELSEN

Figur 2. Fragment af rælingsplanke fra Qeqertarmiut. Bemærk udhulingerne til dæksribber (eget foto).

i Vestgrønland og Savanganeq i Østgrønland, alle udgravet af Therkel Mathiassen i 1930’erne og dateret til Thulekulturen. Materialet talte ni formodede kajakfragmenter; et beskedent antal, der dog var repræsentativt og derfor kunne anvendes til undersøgelsen. Alle de gamle fragmenter blev målt og fotograferet, og de enkelte særtræk ved hvert stykke blev skrevet ned til senere brug. Herefter blev fragmenterne sammenlignet med dele i bevarede kajakker for at be- eller afkræfte fundene som kajakdele. Ved undersøgelsen af fragmenterne viste det sig, at tesen holdt stik. De undersøgte fragmenter kunne genkendes og placeres i kajakkens træramme med udgangspunkt i de førnævnte spor fra samlingerne. På rælingsplankerne sås tydelige udhulinger langs både indersiden og undersiden, der engang havde været anvendt til at fastgøre dæksribber og spanter. Ligeså gjaldt det, at der på dæksribberne kunne ses nøje tilspidsede ender, der passede ind i udhulingerne på rælingsplankens inderside, endda ledsaget af tydelige spor af slid efter snøre, der havde holdt delene sammen. Det samme gjorde sig gældende på spanterne. Også her sås tilspidsede ender og spor efter snøre. Undersøgelserne viste altså, at disse spor tydeligt kunne genkendes på de enkelte kajakdele.

294 Tidsskriftet Grønland 4/2017

Disse spor fra samlingerne blev derfor opstillet som kriterier for genkendelsen af kajakken.

Kajakker i den grønlandske stenalder I 1980’erne foretog museet i Qasigiannguit udgravninger af en permanent frossen mødding på øen Qeqertasussuk syd for Disko Bugt, og her fandtes resterne af, hvad der formodes at være et kajaklignende fartøj5. Men med en alder på omtrent 4000 år var spørgsmålet, hvorvidt der var tale om kajakfragmenter? Efter at have set at genkendelse af kajakfragmenter fra Thulekulturen var mulig, var spørgsmålet, om de opstillede kriterier også var anvendelige på fund med høj alder? Da de originale fund befandt sig i Grønland, måtte undersøgelsen tage udgangspunkt i detaljerede tegninger. Flere originaltegninger undersøgtes og særligt formen på tre stykker træ, der engang havde udgjort et samlet stykke, var interessant. Ligesom på de undersøgte fund fra Thulekulturen var fundet tilspidset i toppen, og nedenunder denne tilspidsning sås tydelige ridser og spor i træet fra snøre, der engang havde holdt stykket sammen med, hvad der må formodes at have været en rælingsplanke.


MADS KILDEGAARD NIELSEN

Figur 3. Spantfragment fra Qeqertasussuk (illustration efter Grønnow 2017: fig. 3.52).

Kriterierne viste sig dermed anvendelige for spanter af høj alder, og fremtiden vil måske vise, om det samme gør sig gældende for rælingsplanker og dæksribber. Kriterierne viste sig dermed anvendelige på tværs af tid. Kajakken kunne genkendes på dens samlinger og de spor, disse har sat på træet i fortiden.

Noter 1 2 3 4 5

Golden 2006: 23 Golden 2006: 9 Alix 2009: 179-181 Golden 2006: 47 Grønnow 2017:265

Litteratur Alix, Claire 2009: Persistance and Change in Thule Wood Use, AD. 1100-1450. The University of Utah Press Golden, Harvey 2006: Kayaks of Greenland: The History and Development of the Greenland Hunting Kayak, 1600-2000. White House Grocery Press, Portland. Grønnow Bjarne 2017: The Frozen Saqqaq Sites of Disko Bay, West Greenland Qeqertasussuk and Qajaa (2400-900 BC) Studies of Saqqaq Material Culture in an Eastern Arctic Perspective. S. 100-104, 265. Monographs on Greenland. Meddelelser om Grønland, vol. 356. Man & Society, vol. 45, Museum Tusculanum Press.

Tidsskriftet Grønland 4/2017 295


Nyeste publikation fra

DET GRØNLANDSKE SELSKAB Inge Høst Seiding (red.): Henriette Egedes dagbog 1832-1833 Henriette Egedes dagbog er en sjældenhed! – Skrevet af en dansk kvinde i Grønland i 1830-erne; en kvinde med en usædvanlig iagttagelsesevne – og som var god til at skrive. Bogen giver et autentisk førstehåndsindtryk af kolonitidens Grønland: kvinder og mænd, grønlændere og danskere, børn, fangere, embedsmænd, sygdom, klima, ægteskab, hjemve … Bogens redaktør, Inge Høst Seiding, har forsynet bogen med en introduktion og et noteapparat, som giver læseren en god baggrund og forståelse af datidens særlige vilkår.

Inge H. Seiding: Henriette Egedes Dagbog 1832-33. 96 sider; illustreret 200 kr. / medlemspris 175 kr. Bestil bogen hos Det Grønlandske Selskab: www.dgls.dk / 6160 5331 / mail: dgls@dgls.dk eller via Saxo.com

Tidsskriftet Grønland nr. 4, 2017. Gratis artikel  

Læs tre små gratis artikler af vinderne af Academicus Arcticus formidlingsprisen 2017.

Tidsskriftet Grønland nr. 4, 2017. Gratis artikel  

Læs tre små gratis artikler af vinderne af Academicus Arcticus formidlingsprisen 2017.