Page 1

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 2-3/August 2007 DET GRØNLANDSKE SELSKAB


H. C. PETERSEN

Iagttagelser over klimaets svingninger ved Grønland eller den vestlige side af Nordatlanten

Jeg er født og opvokset i Maniitsoq i Grønland. Fra min barndom lyttede jeg til fangernes beretninger om deres oplevelser, heri også om fangstdyrenes bestands­v ing­ ninger gennem årene. Som voksen berejste jeg den beboede del af landet og indsam­lede oplys­ninger om arternes fluktua­tioner gennem årene ved mundtlige beretninger suppleret med skriftlige kilder. Dermed tegnede der sig efterhånden et billede af periodiske natursvingninger. Når man ser hele nordatlantens klimaforhold tværs over oceanet, er det ret tydeligt, hvor store forskelle der eksisterer i øst og i vest. Den forstyrrende faktor i østsiden er golfstrømmen, der tilføjer Nordeuropa varme fra troperne hver eneste dag året rundt. Den vestlige side af Nordatlanten får tilført kulde, som strømmene transporterer fra Polarhavet.

94

Tidsskriftet Grønland 2-3/2007

RESUMÉ Har vi overskredet grænsen til den ”naturlige ligevægt”, og prøver naturen nu at finde en ny balance? Forfatteren beskriver her sammenfaldet med klimakurver hvert 100 år og hvert 1000 år.

H. C. Petersen har foruden flere større publikationer i en lang årrække leveret artikler til tidsskriftet Grønland. Emnerne har været mangfoldige, men denne artikel handler om klimasvingninger i og omkring Grønland.


H. C. PETERSEN, Iagttagelser over klimaets svingninger

Disse lokale forhold skaber uligheder i deres om­rå-der. Mod nordøst Atlanten er svingninger­ne svage. Mod vest, i Davis Strædet, ses tydelige tempera­tursvingninger mest i de vestgrøn­landske farvande. Disse gen­tager sig inden­for hver nye et hundredårige perioder, som jeg kalder for cyklus-100. Cyklus-100 har sin klimakurve, der gentager sig fra den ene ethundredårige periode til den næste. I Vestgrønland beskriver klimakurven en opadgående bevægelse i den første halvdel af århundredet, efterfulgt af en nedadgående kurve i den sidste. Denne bliver vist indenfor de 3 sidste århundreder, Klimakurverne må ses som skematisk illustrationer.

Med den stigende klimakurve begynder overgangen fra vinterkulden til foråret tidligere og tidlige­re. Ved klimakurvens varmekulmination kan foråret begynde syd for Diskobugten allere­de mod slutningen af marts. Under cyk-lus-1900 oplevede vi fra 1920’rnes april som for­årsmå­ned, hvor nattefrosten i områder syd for Sisimiut næsten forsvandt. Når klimakurven går den anden vej, nedad, i den sidste halvdel af cyklus-1900, forsinkes overgangen fra vinter til forår. I 1980-90’rne oplevede vi i Grønland vintre, hvor sneen lå længe på jorden og nattefros­ ten fortsatte i Nuuk, som vi oplevede, det meste af juni.

Som man kan se på fig. 1, begynder cyklus-100-rnes klimakurver med en opadgående tendens, hvorefter varme­k ulminatio­ nen topper 10-15 år før midten af perioden. Derefter falder kurven og passerer den nedre kulmination af kuldeperioden indenfor ca. 15-10 år før det efterføl­gende århundrede begynder. Dermed har man cyklus-100’s varmeperiode under første halvdel af hver nye århundrede, og kuldeperioden indenfor den sidste halvdel af år-hundre­det. Indenfor de viste tre seneste århundreder kan man se mindre variationer af cyklernes forløb, men klimakurvens tendens ser dog ud til at være stabil. Disse naturforhold har skabt følgende klimamønstre som Harmonikasomre.

Denne linie markerer atlanttorskens indvandring til vestgrønlandske farvande - havtemperatur på over 2-3 grader celcius.

Af den grund kan vi sige, at Grønland har harmonikasomre indenfor hver af de hundredårige perioder. Konsekvensen af de ovennævnte: Under varmeperioden, 1920-60, kunne frostfrie perioder syd for Diskobugten være på ca. 110 dage, i visse år op til ca. 120 dage. Under kuldeperioden blev disse reduceret til 60-70. Her ses forårs- og efterårsgennemsnit temperaturer i Nuuk, grader C, taget fra årlige klimaberetninger

Tidsskriftet Grønland 2-3/2007

95


H. C. PETERSEN, Iagttagelser over klimaets svingninger?

Periode antal år april maj sept. okt. 1876-1920 k 44 -3,9 0,7 3,2 -0,9 1932-41 v 10 2,0 2,3 4,4 -0,4 1951-60 v 10 2,7 2,3 4,2 0,1 1979-88 k 10 -4,4 0,6 3,6 -1,3 k: kuldeperiode, v: varmeperiode, Mekanismen til disse forhold ligger i havet, i hav­strømme. Om disse skyldes globale periodiske sving­ninger eller ej, kan jeg på nuværende tidspunkt ikke sige. Men det, der sker af klimaændring for tiden, i overgangen af cyklus-1900 til cyklus-2000, er et globalt fænomen. Siden Erik Rødes tid, til vor tid, cyklus-1000­/20­00, ser det ud til, at de klimasving­ninger der skete i Nordat­lan­ten også var globale, mens cyklus-100 fænomenerne må betragtes som lokale. Det første islæg, der viser sig med den nedad­gående klimakurve i havet viser sig indenfor de inder­ste dele af lange fjorde. Mens klimakurven går ned flytter iskanten i fjorde­ne sig længere og længere ud af fjordløbet. Under cyklus-1900’s kuldepe­rio­de valgte jeg tre parameter­f jorde: Tunulliarfik/ Skov­f jorden i Narsaq kommune, Da kurven passerede den nederste kulmi­nationspunkt, lå iskanten helt ude ved mundingen af Tunulliarfik-fjorden. Under cyklus-100s varmeperiode dannes der om vinteren ret begrænset isdæk­ning af Davis Strædet ud for den grøn­landske vestkyst. Un­der kuldeperioden dannedes i nogle vintre et sammen­hængende isdække, over til Baffin­land, Canada. I afnit­tet om cyklus1000, cyklus-1000/2000, en tusind­årig klima­ cyklus, kommer vi nærmere ind på cyklus1000s påvirkning af sin ”lillebror:” cyklus100. Dermed er isdannelser i havet og ændringer af fx ned-bør ret interes­sante og må undersøges nærmere.

Havstrømme omkring Grønland Grønland er omgivet af polarstrømme: Den Østgrønlandske strøm der kommer

96

Tidsskriftet Grønland 2-3/2007

fra Polhavet er ret koldt. Temperaturerne ligger omkr. O enten under fryse­punktet eller lidt over det meste af året. Strømmens salini­ tet er ringere end i varmere have. Gennem Nares Strædet, sundet mellem Nordgrønland og Ellesmere Land, samt gennem sundene mellem Ellesmere og den canadiske fastland kommer Polarhavets stærk nedkølede strømme. På østkysten ved Ammassalik området får farvandet et tilskud fra en gren af Golfstrømmen der kommer fra Island. Den har større saltindhold og temperatur, normalt ca. 8 C, og stiller sig i 200 m dybde under den østgrønlandske strøm ved mødet med den ud for Ammassalik. Først efter Sioraq/ Frederikshåb Isblink på vestkysten har den større indvirkning på over­f laden. Man ser også det is-frie kystland blive bredere nordefter. Omkring 1960 tog jeg temperaturmålinger i Aasiaat/Egedesminde af overfladevandet. Sommertemperaturerne ligger gerne på ca. 5-6 celcius grader. Målinger af havtemperaturer i Nordatlanten offentliggjort af prof. Ad.S. Jensen, i Biologiske Meddelelser udg. af Det kgl. Danske Videnskabernes Selskab 14, 1939:

Kangerluk Alluitsoq / Lichtenaufjordern i S.Grønland: 22.08.1909. 16.08.1930 Dybde i m C 0 3,85 5,20 50 0,62 1,36 100 0,07 1,09 200 0,61 1,50 Nuup Kangerluata paava / Mundingen af Godthåbs­f jorden 20.06.1908 11.06.1936 Dybde i m C 0 0,75 1,90 50 0,62 2,00 100 0,58 1,31 200 0,61 1,14


H. C. PETERSEN, Iagttagelser over klimaets svingninger

Jan Mayen (udenfor det grønlandske område). 8.08. 1900 8.08.1930 Dybde i m C 0 4.20 7.07 50 0.89 4.44 100 0.41 1.37 Han nævnte også en registreret temperaturforhøjelse i Golfstrømmen under cyklus1900’s varmeperiode. Helt op til Svalbart kunne man følge opvarmningen.

Den Vestlige side af Nordatlanten Som nævnt strømmer der mellem Grønland og det canadiske fastland og øerne mod nord kolde strømme fra Polhavet til Baffin Bugten og Davis Strædet mellem Grøn­land og Canada, der derefter indgår i disse sydgående Labra­dor­strøm langs med østkysten af Canada. Som bekendt er solindstrålingens vinkel her mod nord mege t lille og har minimal betydning for havstrømmenes temperaturer i disse breddegrader.

For at illustrere vinter-isdannelsernes variationer inden­for klimakurverne på vestkysten vælger jeg tre fjorde. Fra syd mod nord:

1) Tunulliarfik/Skov­f jorden, der hvor Narsarsuaq fly­veplads er anlagt, 2) Diskobugten og 3) Uumman­naqfjorden mod nord.

1) Tunulliarfik/Skovfjorden Hvis vi følger den stigende klimakurve indenfor cyklus-1900’s første halvdel, flyttede iskanten i vintermå­nederne længere og længere ind i fjorden. I varmens kulmination lå den ret langt inde i fjorden eller helt uden isdannelser i nogle vintre. Når der var isdannelser stoppede væksten medio marts og nedbryd­ningen af isen begyndte i den sidste halvdel af måneden. Med den dalende klimakurve dannes der mere og mere is i fjorden og iskanten flytter sig ud af fjorden. Under klimakurvens nederste kulmination lå den ved fjor­dens munding. Hvis en isbryder ikke lavede en sejlrende gen-nem isen til Narsarsuaq flyveplads,

Semilikfjorden ved Ammassalik. Foto Lars Poort.

Tidsskriftet Grønland 2-3/2007

97


H. C. PETERSEN, Iagttagelser over klimaets svingninger?

Qasigianngut maj 1989. Foto H. C. Petersen.

ville isen i fjorden have ligget til udgangen af juni i 1980/90-rne. En erindring fra samme fjord fra cyklus1800’s kulde­periode: Mod slutningen af 1800 tallet. Beboere i fjor-den og Igaliko, der skulle ud til yderkysten på jagt ef-ter trækkende klap­mydser måtte vente længe. Først ved sommersolhverv dannedes der sprækker i vinterisen, hvor-igennem konebåde kunne slippe ud. (Mundligt beretning fra fåre­ holder Hans Jakob Frederiksen, Qinngua, Tunulli­arfik).

ler der soler sig på isen) oplevede de nogle forår kajakker, der roede rundt i et isfrit hav”. skrev overkateket Kruse i Ummannaq i den nordgrønlandske avis, Avangnâmioq, årgang 1942, * (note 1). Billedet til venstre er taget medio maj 1989 i Qasigianngut/Christiansbåb. Dette år var også kulde­periodens nederste kulmination suppleret af en ’isvinter’ med en cyklus på 30 år. (Cyklus-1900s isvintre indenfor denne gruppe er registreret i vintrene: 1898/99, 1928/29, 1958/59 og 1988/89).* (note 2).

Baffinbugten. Baffinbugten er en forlængelse af Davis Strædet mod nord. Dens udstrækning dækker farvandet fra vest for Diskoøen op til Kap York i Thule kommune, ca. 700 km’ længde. Dette farvand er mere afkølet fra polhavets kulde gennem polstrømme der kommer fra flere kanaler, og dermed giver mere vinteris end Davis Stræ­det.

Nedbøren i Vestgrønland 2. Diskobugten: Under cyklus-1900s varmeperiodens kulmination, var der ingen slæde­forbindelser om vinteren fra fastlandet ud til Diskoøen eller omvendt i perioden 1924 til 45. (Oplys­ning fra en beboer fra Qeqertarsuaq/Godhavn i Grønlands Radio) Under kuldeperiodens kulmination kunne havet i bugten som regel været lukket helt til om vinte­ren, især bugtens nordlige del.

3. Uummannaqfjorden: Normalt var der is i fjorden, der forsvandt medio ju-ni omkr. 1950. Nedbrydningen af isen under varmekulmina- tionstiden, 1930’rne/40rne, begyndte ret tidligt og isen kunne forsvinde allerede i løbet af maj. ”Hvis de gamle fangere kunne se forholdene idag, ville de blive meget o-verraskede. I deres højsæson for jagt på ’uut­tut’ (dvs: ringsæ

98

Tidsskriftet Grønland 2-3/2007

Også nedbørens mængde og dens periodiske svingninger kan ses påvirket under cyklus1900 klimakurven. Oplysnin­ger om tidligere klimakurver haves ikke. Desværre savner jeg målinger fra området. I Sydgrønland talte jeg med fåreholdere, der etablerede sig i 1900-tallets varme­periode og dyrkede foder til husdyrene og grøntsa­ger til famili­en. De fik betydeligt større høstudbytte og kunne dyrke flere grønsagsorter før 1950. Mod slutningen af år­hundre­det var varmeperioden for kort til at en del af plan­terne kunne modnes. Under varmeperioden af cyklus-1900 var nedbøren for-delt mere ens indenfor sommerperioden. Under kulde­­perio­den kom der en ændring. Når sneen smeltede sent om foråret indfandt der sig en tørkeperiode, så væksterne kom til at mangle vand. Først efter at sommervarmen var over, kom regnen. Dermed lidt om den fysiske side af cy-


H. C. PETERSEN, Iagttagelser over klimaets svingninger?

klus-100’rnes klimakurver. Dyrenes optræden indenfor cyklens for­skellige balancer følger nu efter.

Klimaets biologiske parametre Under denne gruppe parametre har jeg udvalg torsk og grindehvalen for de atlantiske arter og hvalrossen samt et par andre for de arktiske.

For de atlantiske arter: Torsken Grønland har sin egen bestand af torsk. Det ser ud til at en underart har tilpasset sig til livet i bestemte vest­­grøn­landske fjorde. Jeg har gennem litteraturen og de lokale erfaringers hjælp lokaliseret disse fjorde, hvor torsken tilbringer flere årtider under ’den torske­løse tid’ og yngler, til den næste invasion af atlant­torsken kommer i det nye cyklus-100. Indenfor hver cyklus-100s varmeperiode invaderes sydvestgrønlandske farvande af atlanttorsk der kommer fra Islandske farvande og forsvinder igen, når den nedad­gå-ende klimakurve har passeret for dem tilpassede varme. Inden for de sidste tre cyklus-100r har jeg kunnet følge de lokale arters og atlanttorsk optræden indenfor cyklens tiårige perioder. Et interessant spørgsmål er torskeyngelen i det grønlandske farvande. Den første beretning læser jeg hos Rink 1857:219, fra Qaqortoq: ”Mærkelig bliver navnlig Ankomsten af de mange, ganske unge Torsk om Foraaret, blandt andet ved Julianehaab, hvilket synes at tyde paa temme-lig nærliggende Ynglepladser”. I 1930rne som drenge havde vi haft meget fornøjelse af disse små torsk på 10-15 cms længde, der svømmede langs strandkanten i meget stor mængder. Da jeg senere under­søgte situationen i andre steder, viste der sig, at nordgrænsen lå i den sydligste del af Diskobugten. Atlanttorskens optræden i vore farvande, fig. 3: 1900-tallet: I cyklus-1900 kom atlanttor-

Fig. 3. Klimaets styring af arternes tilstedeværelse, i dette tilfælde torskens, indenfor de 3 sidste århundreder. 1700-tallets nordgrænse, (Fabricius). 1800-tallets (H. J. Rink) og 1900-tallet, (fra befolkningen af Upernavik kommunes norddistrikt). Til højre de fjorde, hvor den lokale grønlandske torsk befandt sig i kuldeperioderne indenfor de ”torskeløse perioder”, der varer ca. 40 år. Lokaliteterne er afmærket med røde ringe med oplysning om tidspunktet, samt navnet på lokaliteten. Få fjorde i Julianehåbbugten blev gæstet af torsk i 1800-tallene, som jeg dog ikke har fået lokaliseret. 1900-tallene havde i flere fjorde bestande bl.a. ved Narsaq og Igalikufjorden og andre i Nanortalik kommune.

sken i 1917/18 og etablerede sig i en fast årlig rytme og begyndte at yngle til begyndelsen af 1960-rne. I midten af 1900-tallet var klimakurven begyndt at gå nedad. Der-efter gik den årlige rytme i stykker, og man kun-

Tidsskriftet Grønland 2-3/2007

99


H. C. PETERSEN, Iagttagelser over klimaets svingninger?

ne ikke vide, hvornår, hvor og hvor ­meget torsken ville op­træde. Udvandrin­gen begyndte for altant­tor­skens ved­kommende. 1800-tallet: Under cyklus-1800 kom atlanttorsken i overgangen mellem 1700 og 1800 og påbegyndte udvan­dringen i 1840’r­ne, dog var torsken ikke helt forsvundet syd for Sisimiut. 1700-tallet: Under cyklus-1700, da Hans Egede kom i 1721 var atlanttorsken allerede kommet og begyndte at udvandre omkr. 1740. Otto Fabricius der kom til Paamiut i 1768 skrev, at bankerne udenfor kysten og farvandene i øriget ved kysten var torske­ tom­me. Man fortalte ham, at der tidligere var bestande af torsk i disse farvande. 1600-tallet: Under cyklus-1600 har vi en beretning fra sommeren 1654. En dansk-engelsk ekspedition besøgte Godthåbfjorden og kom ud i begyndelsen af august og ud for Kitsis­sut/­Cookøerne og halede man den ene torsk efter den anden og stoppede, da de var udgået for saltbe­holdning. Parallelt med torsken optræder grindehvalen i de vest-grønlandske farvande. I Atua­gag­dliutit årgang 1932/33 skrev redaktøren om færin­gernes grindefangst med den be-mærkning, at ”da den nu optræder hvert år i vore farvan­de.”

Arktiske arter Ringsælen og isbjørnen De to pattedyr viger fra Vestgrønland med opvarmningen. Lad os se deres op­træden inden­for cyklus-1900.

Ringsælen Denne sæl er en arktisk art, der har tilknytning til isdannelser i fjordene. Efter 1950 begyndte klimakurven at gå ned. Med den var torskens årlige rytme brudt i 1960-ne. Indenfor denne årstid fortalte fiskere og fangere mig, at de kunne konstatere at ringsælens optræden i farvandet var stigen­de. Med den stigende klimakurve i begyndelsen af cyklus-1900 faldt fangstmængden. Un

100 Tidsskriftet Grønland 2-3/2007

der cyklens varmeperiode lå den registrerede årlige fangst mellem 15.000 og 20.000 stk. Under kuldeperiodens nederste kulmination, 1980/95, var fangsten kommet op på 120.000 eller mere over hele landet.

Isbjørnen Jeg voksede op i Maniitsoq i 1930rne, hvor vi hørte om isbjørnen, men aldrig oplevede, hverken den død eller levende. Med den faldende klimakurve dannedes der mere og mere is i fjordene og dermed optrådte rings­ ælen hyppigere. Isbjørnen fik dermed bedre betingelser. Ringsælen er dens vigtig­ste fødeem­ne. Under cyklus-100s varmeperiode er bestanden af isbjørne skrumpet ind, men vokser betydeligt med koldeperiodens voksende bestand af ringsæler. Nu blev den truffet i områder, hvor den ikke optrådte under varmeperioden.

Rensdyret Bestandsvingningerne af dette vildt er også styret af cyklerne. Indenfor hver cyklus-100, som vi kan følge, vokser bestanden voldsomt. Det varer i 20-30 år. Derefter skrumper den ind til meget lille. Et overblik over de seneste 3 hundredårige cyklers rensdyrbestande haves: A. Hans Egede skrev i sin Perlustration, 1741:33, om meget store flokke af rensdyr i områderne syd for Disko­bugten. Vi kan følge flokkene ned til den sydligste del af landet. Niels Egede, skrev i 1770 fra Sisimiut, at jægere der tidligere fangede 40-50 rener om året nu kun fangede en eller to. Så tilføjede han den oplys­ning at, ”nu har den- ne rensdyrfattige periode gået i sit trettende år”. B. Mod slut­ningen af dette århundrede uddøde be­standen i Julia­nehåbbugtens bagland. Årsagen var en kombi­nation af den naturlige nedgang af bestanden, hjulpet af menne­skets jagtiver. C. Under cyklus-1800 steg bestanden med den opadgående klimakurve. Toppen af fangstmængden blev nået i 1840, ca. 40.000. Derefter gik det stærkt tilbage­. Indhandling


H. C. PETERSEN, Iagttagelser over klimaets svingninger?

af renskind til handelen op­hørte. I Atuagagdliutit 1880 læser vi redak­tørens oplysning om, at man ikke længere gik på renjagt i Nuuk distrikt, da rener ikke træffes mere. Under overgangen til cyklus-1900 uddøde den østgrønlands­ke bestand. D. Under cyklus-1900 blev bestanden mindre og mindre. Fra omkring 1950 kom eksplosionen, hvor bestanden blev meget stor og varede i ca. 20 år. E. Efter 1950 uddøde bestanden nord for Diskobugten. Derefter har vi kun be­standen fra Sermiligaarsuk i Paa- miut kommune til Nassuttooq mod nord og begrænsede arealer i Thule kommune. Fig. 4 viser rensdyrområder indenfor de tre sidste cyklus-100r.

CYKLUS-1000 Storebror til cyklus-100 Ovenpå cyklus-100 er der spor, der peger i retning af en anden cyklus, som jeg kalder for cyklus-1000. For tiden samler jeg på indika­torer til den. Jeg er godt forsynet med in­dikato­rer til cyklus-100. Der kræves andre op­lysninger for at kunne følge sporene af de

1000-årige perioder. Ud fra de spar­som­me spor viser det sig, at den som sin ”lille­bror” også har sine varme- og kuldepe­rioder og dermed også en klimakurve. fig. 5. Mønsteret til cyklens udvikling kan vi tegne i store træk, men der er mange huller, både indenfor de fysiske og biologiske områder, der skal fyldes ud. De historiske kilde­ spor er som følger: Da vikingerne koloniserede Grønland mod slutningen af 900-tallet, var det varmt i Nordatlanten. Det ser ud til at temperatur­ forholdene i begyndelsen af nordbolandnamet var højere end den alminde­li­ge cyklus100s opvarmning gi-ver. Toppunktet var muligvis nået i Erik den Rødes tid. Derefter begyndte kurven at gå ned, og imens ­etable­re­de nordboerne sig i landet. Nordbopræsten Ivar Bårdsson, der administerede nordbo­k irken fra domkirken i Gardar/Igaliku i midten af 1300-tallet, berettede om at ruten, der i begyndel­sen af landnamet, gik fra Trondheim til bygderne i Grønland nord om Island, derpå tværs over strædet til Grøn­lands østkyst, og sydpå langs med østkysten til bygderne på vestkysten.

Fig. 5. Cyklus-1000/2000s klimakurve

Tidsskriftet Grønland 2-3/2007 101


H. C. PETERSEN, Iagttagelser over klimaets svingninger?

Issituationen ved Kap Farvel, sommeren 2006. Foto Einar Lund Jensen.

­ an skrev også, at denne rute i hans tid for­ H længst var opgivet grundet den til­tagende isdrift fra nord, som gjorde ruten farligt for sejlads. I hans tid gik ruten syd om Island og direkte til landet syd­spids. Vi ved at, isdriften forstærkedes med tiden, hvorved den spærrede ruterne fra Europa og Island til nordbobugderne­. Kontakten med Europa blev brudt i løbet af 1400-tallet. Vi kender cyklus-1000 klimakurvens nederste kulminationsperiode under navnet: ”Den lille istid”. Den blev passeret i 1500talle­t. De fleste skibsforsøg på at nå ind til kysten fra øst og syd, i denne periode mis­ lykkedes, grundet storisen som spærreis. Dog kunne man nå ind til Østerbyg­den nordfra langs med kysten. Som bekendt knækkede denne kulde nordbokulturen i Grønland. De grønlandske erindringer fortæller også om den tid, under betegnelsen: ”Ukiut

102 Tidsskriftet Grønland 2-3/2007

nipitartut nalaat”, dvs: ’De sammenhængende vintres periode’. Efter be­retningerne var det en hård tid, hvor mange grønlandske familier bukkede under som følge af de meget kolde somre, hvor vinterisen i fjordene blev liggende og manglen på fangstdyr var virkeligt alvorligt.

Hvad med cyklus-1000 før Erik den Røde? I perioden fra vor tidsregnings begyndelse, cyk-lus-0/1000, har vi ret begrænset kendskab til forholdene i Grønland. Vi ved, at landet var befolket af dorsetfolket, men vi savner beretningen om deres klimatiske erfaringer. Vi har dog en interessant beretning fra den østlige side af Nordatlanten. Oplysningen finder vi hos Saxo Grammaticus, der i 1100-tallene skrev om danskernes ­forhistorie. Han skrev at der i hans tid blev


H. C. PETERSEN, Iagttagelser over klimaets svingninger?

husket en tid ”i gamle dage”, der var blevet så kold, at ikke en-gang korn modnedes i Danmark, og af den grund redu­cere­des landets befolkning betydeligt. Under en samtale med en canadisk klimaforsker nævnte jeg denne saxo­beret­ning, som forskeren kommenterede, at have regi­streret og tids-fæstet denne stærke nedkøling mellem kristi fødsel og Erik den Røde. Arkæologerne der har fulgt immigrationerne til Grønland siger, at den første dorsetindvandring fandt sted i kuldeperioden 500 før vor tidsregnings begyndelse. Ser vi her sporene af cyklus-1000 i de sidste 3000 år?

Overgangen fra ’De sammenhængende vintres periode til vor tid Vi har overblik over klimaforholdene i Vestgrønland inden for de sidste 500 år. Den danske stat etablerede meteorologisk institut omk. 1870. Grønland kom med indenfor det årti. Ud over det har ekspeditioner og forskere, også private, lavet registreringsarbejde med lufttemperaturmålinger. I den grønlandske avis Atuagagdliutit, der startede i 1861, finder man mange beretninger om vejrforholdene og forekomster af storis og islæg i havet samt fangstforholdene. Naturens ’egen registrering’ kan også ses. Hvis vi tager en arktisk art som hvalrossen, ser vi på fig. 6, at dens vintersydgrænse efter 1500-tallet flyttede længere og længere mod nord. Vi har også optegnelser om at­lant­ torskens nordgrænser, under sit besøg indenfor de tre sidste cyklus-100rnes varmeperioder, se fig. 2. Det vi aner i udviklingen er cyklus-1000s opadgående klimakur­ves opvarmning, der nu når sin kulminati­on indenfor cyklus-2000. Cyklus 2000/2100 falder sammen med cyklus-100 varmeperio­de, der giver en dobbeltopvarmning. Det er årsagen til atlanttors­ken når længere og længere op af vest­k ysten. Sidste gang det skete må være den tid, for tusinde år siden, i Erik den Rødes tid.

Det aktuelle spørgsmål

Fig. 5. Hvalrosvintertrækkets sydgrænser fra 1500/1600tallene til vore dage.

Der er mere end det dobbelte sammentræf. For tusind år siden skete ’den naturlige op­ varmning’, uden hjælp fra mennesker. Nu sker der noget ’ekstra´, som mennesker har bidraget til indenfor to områder. 1. Indenfor sin tekniks urenheder forureTidsskriftet Grønland 2-3/2007 103


H. C. PETERSEN, Iagttagelser over klimaets svingninger?

2. Det ser også ud til, at ud over denne forurening, har mennesket for­styrret den ligevægt, som naturen gennem millioner af år har bygget op. Det vedrører vor klode som hjemsted for liv, i form af mikrober, planter og dyr. Vi mennesker har lavet omgivelserne om, dels for vore økonomiske interesser i forskellige retninger, ja også indenfor vore kulturelle krav, vort syn på æsteti­ske omgivelser, osv. Desuden er vi mennesker blevet så mange, at det er blevet til et pladsproblem for andre dyrear­ter. Også indenfor livet hænger det hele sammen. Sådan forstår jeg naturens orden. Er det ikke sådan, at grundlaget for livskimen har kunnet udvikle sig på vor klode er vandets, H2Os, tilstede­værel­se?

Noter

1

Avisen hedder Avangnâmioq, ’Nordgrønlænderen’, som udkom i perioden 1913 til 58, og dækkede mest begiven­d-heder­ne i den nordlige del af vestkysten.

2

Stærk afkøling af havet ved den nordlige del af Vest­g rønland forekommer regelmæssigt. Indenfor cyklus-1900 oplevede jeg 1959 og 1989 fænomenerne. Da jeg havde stiftet bekendskab med den fra sælfanger­ne, ville jeg undersøge det nærmere. Jeg fik et vide, at bygden Niaqornaarsuk i Kangaatsiaq-kommune havde et specielt forhold til det. Derfor talte jeg med erfarne mænd dér. Niaqornaarsuk ligger ved mundingen at en vandrig fjord med en smal udgang, og dermed et meget strømførende udløb. Der er altid isfrit i selve udløbet, således at de rejsende på

104 Tidsskriftet Grønland 2-3/2007

Vi laver så meget om på den naturlige vegetation der styrer det livgivende vands cirkulation: havet/søerne, fordampning, fortætning og regn, dvs fugtens spredning over hele kloden. Vor klode er vort hjem, hvor livet op­ træder og gør planeten Jorden speci­el i et solsystem. Kan vi fx betragte skovområderne, også de tropi­ske urskove som en del af maskineriet til oprethol­delse af klodens liv, hvis ’opgave’ det er at sørge for fugtens cir-kulation. Vi omdanner den natur­li­ge vegetation til vore voksen­de byarea­ler, vejan­læg, og andre arrangementer, og for­styrrer vi derved den naturlige balance? Har vi overskredet grænsen til ’den naturlige ligevægt’ og nået til ’ulige­vægt i sy­stemet’, og prøver naturen nu at finde en ny balan­ce.

hundeslæde om vinteren må transporteres med båd over sundet. Hvert 30. år fryser det til en uges/10 dages tid, hvor man kan køre over isen på hundeslæde. Da det giver en fordel for fangerne blev det husket hvilket år dette skete. I Aasiaat passerede nedkølingen af havet om efteråret 0 punktet i løbet af sidste uge i november. I efteråret 1958 skete det en måned tidligere. Foråret 1959 smeltede havisen 12 måned senere end normalt i Diskobugten. Det forsinker erhvervsaktivi­teten og forsyningstjenesten. Så vidt jeg forstår fore­kommer denne kraftige nedkøling af havet ikke syd for Sisi­m iut. Hvis den aktuelle opvarmning ikke har ’ødelagt’ fænomenet vil den forekomme igen i 2019.

TG_02_03_2007  

The Journal Greenland - Selected article.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you