Tidsskriftet Grønland, nr. 3, september 2021.

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 3/SEPTEMBER 2021 69. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB

Besøg Arktisk Institut Strandgade 102, København

- åbent mandag til fredag kl. 09.00 – 16.00.

Se mere på instituttets hjemmeside: www.arktiskinstitut.dk - og klik videre derfra til et univers af information om Grønland og det øvrige Arktis i instituttets databaser: Fotosamling med mere end 200.000 historiske fotografier.

Dokumentarkiv med mere end 600 enkelte samlinger.

Kortarkiv med ca. 5.000 historiske kort fra hele Arktis.

Store samlinger af film, lydoptagelser og genstande. Østgrønlandske stednavne med info om hvert enkelt stednavn.

Grønlandske fortællinger: sagn og myter fra hele Grønland.

Biografisk leksikon: udlændinge i Grønland fra 1721 – 1900.

Polarbiblioteket med over 35.000 titler.

Arktisk Institut stiller de historiske samlinger til rådighed for alle – og modtager gerne nye samlinger af arkivalier vedrørende Grønland og det øvrige Arktis.

Arktisk Institut / 3231 5050 / arktisk@arktisk.dk

INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgives af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 6160 5331. dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ SE nr. 19 04 29 28 BankNordik: 6506 - 3062474369 IBAN: DK 4965 0630 6247 4369 SWIFT/BIC: BANODKKK Redaktion Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 3177 2016. uw@dgls.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.

Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.

Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse.

16 6 J U L I E B AC H :

ÅNDEHULLER – materialets iboende kraft 180

M A R T I N A P P E LT, B J A R N E G R Ø N N OW O G A N N E

M E T T E R A N D R U P J Ø RG E N S E N:

Inuits verden i blyantstegninger: På opdagelse i samlingerne fra 5. Thule Ekspedition *

196

J AC O B T A A R U P - E S B E N S E N:

Et alternativ til risikobaseret dimensionering i Grønland – et bæredygtigt robust beredskab

211

JOSEPHIN E SCHNOHR:

Jagten går ind på uberørte nordboskeletter 217 J UA A K A LY B E R T H :

Hvordan ordet qallunaaq, grønlandsk

betegnelse af danskere, blev til.

MEDDELELSER F R A DET GRØN L A N DSK E SELSK A B 220

ISBN 0017-4556 Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a.

Augustinus Fonden, Skibsreder C. Kraemer og Hustru Mathilde Kraemers Grønlandsfond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Aage V. Jensens Fonde, Carlsen-Langes Legatstiftelse, Aase og Jørgen Münters Fond.

Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk Narayana Press Forsidebillede: Åndehuller Opstablinger, 2020. Værk af Julie Bach (foto: Martin D. Kristensen).

FAG FÆ L L E B E D Ø M T E A R T I K L E R E R M Æ R K E T

M E D E N *.

AF JULIE BACH

ÅNDEHULLER – materialets iboende kraft RESUMÉ Hvilken indflydelse har ens omgivelser i skabelsen af et jeg? Hvad betydning har naturen, kulturen og familien for udviklingen af ens identitet? Over 5 år har jeg, tekstilkunstner Julie Bach, lavet research med afsæt i min personlige og faglige forbindelse til Grønland.

Jeg er ’Made in Greenland’ og har ved at sy med grønlandske kvinder, lave research på sykunst og myter og gå i landskabet i min families fodspor samlet indtryk, som jeg har omsat til værker.

Min tilgang til at opleve Grønland som voksen har været igennem mit håndværk: syning. Grønland har en ekstraordinær tradition indenfor syning, som jeg er meget nysgerrig på at lære af. I min research har koblingen imellem materialitet og spiritualitet været indgange til, at forstå en abstrakt fornemmelse af at være forbundet – til Grønland og til gammel kraft manifesteret gennem håndens arbejde.

I efteråret 2021 kan udstillingen Åndehuller opleves på Ilulissat Kunstmuseum. Det er en gruppeudstilling af 5 danske og grønlandske kunstnere. Det er det synlige resultat på 5 års arbejde. Men som billedet af isbjerget, hvor kun 10 % af bjerget er synligt over vandoverfladen, forholder det sig på samme måde med udviklingen af værker. Jeg vil i denne artikel tage dig med bagom værkets tilblivelse og dele noget af al den spændende viden om sykraft, traditionelle arktiske materialer og syteknikker, som jeg har indsamlet, i den kunstneriske proces med at udvikle udstillingen Åndehuller, som jeg er udstiller, kurator og projektleder på.

166 Tidsskriftet Grønland 3/2021

Julie Bach er tekstilkunstner, der arbejder med syet skulptur, objekt og installation fra sit værksted i Aarhus. Bach er uddannet modedesigner fra Designskolen Kolding i 2002. I værker – ofte med referencer til krop, natur og menneskets psykologi – udforsker hun det skulpturelle potentiale i formgivning af bløde materialer som stof, vat og skind. De taktile og sanselige værker er ofte syet i hånden. Bach udstiller, underviser og holder foredrag. I 2014 tog hun initiativ til at starte udstillingsgruppen Effektiv Spild af Tid og i 2017 kunstprojektet Åndehuller.

Bach er medlem af Danske Kunsthåndværkere og Designere. (www.juliebach.dk)

’Made in Greenland’ Syning er mit håndværk. Jeg er uddannet modedesigner fra Designskolen Kolding og arbejder nu med blød skulptur og installation fra mit værksted i Aarhus. Jeg er vokset op i Danmark omgivet af smukt grønlandsk kunsthåndværk. Jeg er lavet i Grønland i Nuuk i Blok 3 i 1979 og boede der de første fire år af mit liv. Da min far i 2014 gik bort, blev jeg nysgerrig på at vende tilbage til Grønland, hvor mit liv startede. Grønland har en helt særlig tradition indenfor syning. Jeg har altid beundret håndværket og æstetikken. På min første researchrejse til

JULIE BACH

Grønland i 2018 var jeg fire uger på skindsystuen Kittat i Nuuk og på besøg på Nationaldragtskolen i Sisimiut, der har en 2-årig uddannelse.

Kittat På Kittat syr de nationaldragter efter gammel tradition. Det er et levende værksted og en del af Grønlands Nationalmuseum. Som besøgende kan man følge hele processen i, hvordan man laver en grønlandsk nationaldragt fra rensning af skindet, til tørring, afpelsning, farvning og ikke mindst syning. Man kan også leje nationaldragter her og selv gå på kursus i at lære nogle af teknikkerne. Kittat er et economuseum og har som formål at bevare de traditionelle håndværk for eftertiden og bidrage til videreudvikling. Mit formål med at være på ophold på Kittat var at lære avittat: grønlandsk skindbroderi. Avittat ses bl.a. på kamikkerne og den vestgrønlandske nationaldragts bukser.

Det er grafiske mønstre udformet af millime-

tersmå farverige skindfirkanter, som syes på i hånden efter øjemål. Det er utroligt smukt og en håndværksmæssig præstation på haute couture niveau1.

Jeg har syet det meste af mit liv og vil sige, at jeg er ret habil til det. Jeg ville lære avittat ud fra tanken om, at det ville være noget af det sværeste syhåndværk, jeg ville komme til at prøve. På Kittat blev jeg mødt af stor ekspertise. Hansiinaaraq Petersen var en af de fire kompetente syersker på Kittat.

1 Haute couture er fransk og betyder direkte oversat ’høj syning’. Begrebet dækker over den højere skrædderkunst og fremstillingen af unikke styles og tøj syet efter personlige mål og tilrettet kroppen. I haute couture er målet perfektion. Synlige sømme er ikke ønskelige, og skrædderen søger at skjule sømmene. Ved anvendelse af symaskine er det svært at skjule sømmene, og meget bliver derfor syet i hånden. Både udvendigt, men også indvendigt i foret: skjulte sømme og håndsyet finish i lynlåse, oplægninger mm. (https://da.wikipedia.org/wiki/ Haute_couture).

Beathe Petersen syr avittat på skindsystuen Kittat, 2018. Materiale: sælskind og nylontråd (foto: Julie Bach).

Tidsskriftet Grønland 3/2021 167

JULIE BACH

Øverst. Hansiinaaraq Petersen, Beathe Petersen og Sara Marie Berthelsen afpelser en sæl ved håndkraft.

Kittat 2018. Nederst. Hansiinaaraq Petersen guider Julie Bach i, hvordan man skraber spækket af en sæl med ulo. Kittat 2018 (begge fotos: Julie Bach).

168 Tidsskriftet Grønland 3/2021

JULIE BACH

Syprøve på et ’fingersmykke’ lavet med teknikken nallartitat af Julie Bach. Materiale: farvet sælskind (foto: Julie Bach).

Hun har været med helt fra 1982, da Priscilla Josefsen startede Kittat som en lille systue i en lejlighed i blok 10. Hvad end jeg pegede på af gamle teknikker, jeg var nysgerrig på at prøve, kunne Hansiinaaraq vise mig det. Meget imponerende. På fire uger nåede jeg at lave to små prøver på avittat og to prøver på nallartitat (bagvedsyning). Det siger noget om sværhedsgraden. Nallartitat er en ældre og om end endnu sværere version af avittat, hvor man binder arbejdet om benene og syr stingene bagfra.

Det er ekstremt svært – skulle jeg hilse og sige – og utroligt fornøjeligt at kaste sig ud i.

At være på Kittat var fantastisk på mange niveauer. Alle sanser var i spil. Lydene omkring mig: det grønlandske sprog, ravnene, der skreg udenfor vinduet. Dufte: tørret skind og frisk spæk. Smage: suppe med sæl og kartofler. Visuelt: blanke, farverige, malede skindoverflader. Mærke: hånden på

uloen, rytmen i arbejdet, afhåring af pels og den fælles fordybelse i syhåndværk. Alle sammen registreringer af forbundethed – til krop, til natur, til noget gammelt og dog vibrerende nærværende.

Helt ind under huden Avittat (grønlandsk skindbroderi) betyder: ’at skille noget ad’. I bearbejdningen af sælskindet sker der også en proces med at ’skille ad’. Der opstår en form for lagdeling, når skindet skilles fra sælen, spækket fra skindet og skindet fra pelsen. I min kunstneriske proces var dét, jeg tog med mig videre fra opholdet på Kittat, denne registrering af en fysisk proces, hvor man kommer længere og længere ind under huden. Det blev for mig et billede på, at komme helt ind under overfladen, som gik godt i tråd med mit overordnede formål om at ville undersøge de personlige aspekter i

Tidsskriftet Grønland 3/2021 169

JULIE BACH

Øverst. Nationaldragter, Grønlands Nationalmuseum, Nuuk 2018 (foto: Julie Bach).

Nederst. Tarmpels, Vestgrønland, 1924. Materiale: sæltarm (foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet).

170 Tidsskriftet Grønland 3/2021

JULIE BACH

min relation til Grønland, hvor mit liv startede. Er man kun ’sig selv’ i en familie? Eller er man også ’de andre’? Hvilken indflydelse har familien, naturen og kulturen på udviklingen af ens identitet? Jeg ønskede at komme tættere på at forstå min relation til min far og min rolle i familien. I forståelsen heraf har spirituelle aspekter knyttet til den fysiske verden haft en stor betydning.

Tanya Tagaq er inuit strubesanger fra Nunavut, Canada. I 2018 udgav hun romanen ’Split Tooth’, hvor hun skriver om at vokse op i det canadiske Arktis i 1970’erne. Her er den fysiske og den magiske verden lige virkelige. Hun beskriver menneskets magiske forbindelse til naturen, hvor ’shapeshifting’2 er en naturlig del af hverdagen. Menneskets form og identitet er ikke en fast størrelse.

Menneske, natur, fysisk og magisk verden er en del af ét hele. Her kan tingene nogle gange bytte plads og flyde sammen. I dette uddrag beskriver hun den nære forbindelse imellem natur og menneske: “I trapped one (baby trout) and put it in my mouth. I let it swim down my esophagus, it’s tale tickled all the way down to my tommy. It was delightful. The flesh was so fresh, something awoken me, an old memory, an ancient memory of eating live flesh. It’s a true joining of flesh to flesh, my spine straightened. When flesh is eaten live you glean the spirit with the energy.

That is why wild predators are so strong.

The farther away you get from the time of death the less energy meat carries.“ Her beskrives en kraftoverførsel i forbindelse med fortæring af helt frisk kød og en vækkelse af en gammel hukommelse knyttet til handlingen. I inuittatovering, som nu igen praktiseres, ses noget lignende. Der er en spirituel 2 Shapeshifting, in mythology, folklore and speculative fiction, shapeshifting is the ability to physically transform oneself through an inherently superhuman ability. (https://en.wikipedia.org/wiki/Shapeshifting).

praksis fra den før kristne tid i Arktis. Maya Sialuk Jacobsen er grønlandsk tatovør og har lavet research på traditionelle tatoverings teknikker i Arktis: skinstitching og handpoking. I tiden, før den norsk/danske præst Hans Egede ankom til Grønland i 1721 og udbredte kristendommen, var troen i Grønland shamanistisk.

Her var tatovering en praksis, som bidrog til at opretholde livet i det barske klima. Tatoveringen blev typisk udført af kvinder på kvinder. Når en ung pige var klar til at udføre en kvindes pligter, blev hun – som overgangsritual - ansigtstatoveret. Ved ’skinstitching’ syes tatoveringen ind under huden. Tråden dyppes i blæk, som punktvis trækkes igennem huden og efterlader blækken i det ønskede mønster.

Overgangstatoveringen fra pige til kvinde var en hagetatovering. Tatoveringerne fungerede som amuletter og beskyttede ikke bare individet selv, men hele stammen. Tegnene er grafiske og refererer tilbage til arktiske myter og gammel kraft. Der er eksempelvis tegn, der referer til ravnen, der er ’udødelig’, da den spiser alt og flyver under alle forhold og til den grønlandske pil, der er så stærk, at den er svær at rive over. Tidligere brugte man bennåle og senetråd til ’skinstitching’, nu bruger man metalnåle og bomuldstråd. Her 300 år efter den kristne mission ankom til Grønland, bliver inuittatovering nu igen praktiseret.

Inuittatovering er et tegn på et ønske om at komme tættere på den inuitiske kultur. Maya Sialuk Jacobsen er en af kræfterne bag genoplivningen af den gamle shamanistiske praksis.

Ved at tatovere mytiske tegn på traditionel vis giver hun moderne inuitter adgang til gammel kraft. Hun holder også foredrag og workshops for at udbrede sin viden. Inuittatovering er et tegn på et ønske om at komme tættere på den inuitiske kultur.

Hvad vil du give tilbage til Grønland?

Jeg må indrømme, at det ikke har været helt let at lave research af ’tegn på identitet i syede håndværk’ i Grønland. Nok er jeg ’lavet i Grønland’ og føler mig forbundet til landet, Tidsskriftet Grønland 3/2021 171

JULIE BACH

Gruppeudstillingen Åndehuller: Øverst. At være i Åndehullet, 2020. Værk af Broderikunstner Mette Kocmick (foto: Christen Bach).

Nederst. Fernisering af gruppeudstillingen Åndehuller, Det Grønlandske Hus i Aarhus, 2020 (foto: Christen Bach).

men jeg er stadig dansker. Ifølge min blodlinje er jeg dansk. Jeg har lyst hår og grågrønne øjne. Den grønlandske kunstner Julie Edel Hardenberg har lavet en fotobog, hvor hun afbilder mange måder at se ud på, som grønlænder. Fra helt lys til helt mørk. Nogle med brune øjne, nogle med blå øjne. Det danske og grønlandske folk er vævet sammen også i blodlinje. I et halvt år talte Julie Edel Hardenberg

172 Tidsskriftet Grønland 3/2021

udelukkende grønlandsk i sin hjemby Nuuk, som et eksperiment i forhold til at undersøge, hvor godt hun kunne klare sig i sit eget land på sit eget sprog. Mange blev fornærmede og syntes, hun var for ekstrem. Hardenberg er politisk kunstner og bruger sin kunst til at sætte spot på det, der kan være svært at tale om. Hun stillede mig spørgsmålet: Hvad vil du give tilbage til Grønland?

JULIE BACH

Som skrevet havde jeg et fantastisk ophold på skindsystuen Kittat. Jeg var omgivet af syede håndværk, der går tusinder af år tilbage, og jeg syede sammen med grønlandske kvinder.

Dagen før jeg skulle rejse, blev jeg det, som set i bakspejlet, nok kan beskrives som grådig. Alle de smukke mønstre omkring mig, al den viden jeg var tæt på, hvordan kunne jeg bringe noget af al den smukke inspiration med mig hjem? Det skal siges, at jeg var opmærksom på ikke at bruge noget af det, jeg lærte på Kittat, direkte i mine værker. Jeg var opdateret på, hvordan der har været højlydte protester og demonstrationer, når elementer af nationaldragten har været brugt i en ikke traditionel kontekst. Et eksempel er fra 2009, hvor den danske designer Peter Jensen, der er bosat i London, lavede sin ’Jytte-kollektion’.

Peter Jensens moster Jytte driver en grillbar i Grønland, og kollektionen var tænkt som en hyldest til ’den smukke grønlandske dragt’.

Her nyfortolker han f.eks. kamikken i en højhælet og tætsiddende version. Peter Jensen gengiver på sin ’Jytte-støvle’ kamikkens traditionelle udsmykninger – avittat, hækling og fladskindsbroderi – direkte, men i hans version er de tidskrævende teknikker vist printet på skind. Mange grønlændere blev vrede over, at se de grønlandske tegn på identitet brugt af en udefrakommende. Det var en direkte kopi at kamikmønstret, som nu blev sat i masseproduktion. Ud over at identitetsfølelsen var truet, rejste det også spøgsmålet: Ville modedesigneren komme til at tjene mange penge på mønstre, der er lavet af grønlandske syersker? ”På den anden side”, skriver ph.d.

Rosannguaq D. Rossen, ”burde grønlænderne være stolte over, at vore bedstemødres værker er blevet hyldet og vist til det meste af verden, så alle har mulighed for at se, hvilken fin og æstetisk sans vores kultur har.” Og hun fortsætter: ”Den opmærksomhed, det grønlandske mønster får, kan vel ikke gøres op i penge, for interessen for Grønland vækkes og får andre til at rejse til det eksotiske høje nord.” ’Jytte støvlen’ er nu en del af kunstsamlingen på Victoria og Albert Museum i London. Der

er mange følelser knyttet til nationaldragten, og debatten om, hvorvidt man kan udvikle på dens design, er stadig aktuel.

Der er sket meget over de sidste ti år, hvor grønlandske tøjmærker som Bibi Chemnitz og Nuuk Couture har været med til at rykke på grænserne for, hvordan elementer fra nationaldragten kan anvendes på nye måder.

Blandt andet er et af Nuuk Coutures kendetegn avittatmønstre trykt på kjoler, t-shirts, tasker m.m. Grundlæggeren Louise L. Bethelsen skriver på deres hjemmeside: ”Welcome to Nuuk Couture: Made to tribute my Inuit culture, inspired by our national dress. I bring our heritage into the future by the love from my family and the power of the people of my beloved country – Greenland.”

At dele Da jeg, dagen før min afrejse fra skindsystuen Kittat, begyndte at tage fotokopier af fantastiske avittatmønstre fra deres store kartotek, blev syerskerne meget kede af det.

Hvert mønster tilhører den enkelte kvinde, der har designet det. Farveholdning og komposition er forskellig for hvert mønster, hvor materialebearbejdning og teknik er den samme. Man skal bede den enkelte kvinde om lov for at anvende hendes mønster. Min intention var ikke at anvende noget direkte, men deres bekymring er jo berettiget, set i den kulturhistoriske kontekst. Jeg ville ønske, at vi ved min ankomst til skindsystuen eller undervejs, havde haft en samtale om det. Jeg har stødt på problematikken om kulturel appropriation3 mange gange i min research, men alligevel trådte jeg i spinaten.

Denne og lignende oplevelser, samt Julie 3 Kulturel appropriation, til tider kaldet kulturelt misbrug og i dansksprogede medier undertiden oversat til kulturel tilegnelse eller kulturelt tyveri, er anvendelsen af elementer fra en kultur af medlemmerne af en anden kultur. Dette kan være kontroversielt, når medlemmer af en dominerende kultur approprierer fra dårligt stillede minoritetskulturer. https://da.wikipedia.org/wiki/Kulturel_appropriation Tidsskriftet Grønland 3/2021 173

JULIE BACH

Tarmskind pustes op til tørring. Palloq. Nordgrønland, 1936 (fotograf: Erik Holtved. Arktisk Institut).

Nederst tv. Mercedes Winquist og Julie Bach skraber sæltarm, Kjöllefjord, Nordnorge 2019 (foto: Peter Winquist).

Nederst th. Skrabet sæltarm rullet på glas til tørring. Kjöllefjord, Nordnorge 2019 (foto: Peter Winquist).

174 Tidsskriftet Grønland 3/2021

JULIE BACH

Edel Hardenbergs direkte spørgsmål om, hvad jeg ville give tilbage til Grønland, har været med til at forme projektet.

Jeg har lavet research i Grønland for at forstå noget om mig selv – og for at lære mere om identitetspolitik i syet kunst. Udgangspunktet har i øvrigt været at sætte spot på syet kunst i Grønland, da jeg ofte oplever, at når der tales om Grønland i Danmark, så kommer det tit til at handle om bloktilskud, sociale problematikker og naturen. Den generelle viden om det moderne grønlandske samfund og om den grønlandske kultur synes begrænset. Jeg vil med udstillinger – og formidling relateret hertil – gøre mit til, at der kommer andre fortællinger ud om Grønland og vores indbyrdes relation i Rigsfællesskabet. Min strategi for projektet ændrede sig på den måde, at spørgsmålet om ’at dele’ kom i fokus. Det blev for mig essentielt at lave udstilling og workshop sammen med grønlandske og danske kunstnere, for at skabe et rum for kunstnerisk udveksling imellem kollegaer på tværs af Atlanten.

Åndehuller – udstilling og workshop Jeg har inviteret kunstnere ind i projektet, som alle arbejder med syning i deres kunstneriske praksis, men på meget forskellig vis gennem kunsthåndværk, design og billedkunst. Kulturhistorisk er den vestgrønlandske nationaldragt et eksempel på mødet mellem arktisk og europæisk kultur i tidligere tider. Dragten er et pragtstykke ud i både arktiske og europæiske håndarbejdsteknikker: broderier i fladsting af blomster fra den danske flora ses i et smukt miks med grønlandsk grafisk skindbroderi. Perlerne kom til Grønland med hollandske hvalfangere i 1600-tallet og selve perlekravens mønster er inspireret af den islandske sweater. Gemt i sting, materialer og form er der vidnesbyrd om kulturel udveksling, handel og historie. Nationaldragten står nu som et stærkt symbol for det grønlandske og anvendes ved højtiderne: første skoledag, bryllup, begravelse, jul og når der bliver dannet ny regering i Grønland. Det er et kæmpe stort

og dyrt projekt at lave en dragt, så nogle lejer den, andre har dragtdele, der er gået i arv i familien. Det skal også ses i det perspektiv, at der er mange følelser knyttet til dragten.

I vores gruppeudstilling Åndehuller sætter vi fokus på identitet og sykunst. Den blev første gang vist i Det Grønlandske Hus i Aarhus i efteråret 2020. Ph.d. Rosannguaq D. Rossen, der har skrevet om den vestgrønlandske nationaldragt som symbol, holdt åbningstalen. I involverende workshops kunne publikum prøve gamle arktiske syteknikker og selv fabulere over, hvad et åndehul er for dem. Udstillingen affødte god dialog med de besøgende om historie, kvindekultur og materialekundskab. Temaet Åndehuller er til dels inspireret af Maya Sialuk Jacobsen, der på et foredrag forklarede, hvordan priktatoveringer og perler i Arktis er vigtige og højt amulettiske. Hullerne forvirrer ånderne, så de derfor ikke sætter sig på den, der bærer perlen, eller er priktatoveret. Noget lignende har jeg læst i bogen ’Perler i Grønland’, hvor Keld Hansen beskriver, hvordan østgrønlændere mener, at perlen har en beskyttende virkning, fordi de onde ånder er i stand til at slippe bort gennem det lille hul i perlen.

Udstillingen Åndehuller rykker nu til Ilulissat Kunstmuseum i Grønland og kan opleves d. 24. september til d. 21. november 2021. Kunstnere fortolker temaet Åndehuller på hver deres måde gennem perlesyning, dragt, broderi, blød skulptur og tredimensionel kollage. Broderikunstner Mette Kocmick (Danmark), visualiserer ’Kysset’ som metafor for et åndehul.

Modedesigner Najannguaq D. Lennert (Grønland), har lavet en nyfortolkning af anorakken med elementer af sin mors nationaldragt. Kunstner Nikolaj Angutaq Kristensen (Grønland) får land og flag til at smelte sammen i pop-art perlebroderi.

Billedkunstner Marie J. Engelsvold (Danmark) bruger hexagonformen som symbol på livskraft i sine 3D-kollager på væg. Jeg, Tidsskriftet Grønland 3/2021 175

JULIE BACH

tekstilkunstner Julie Bach (Danmark), fabulerer over perlen og hullet som magisk passage i abstrakt blød skulptur.

De kloge hænder I forbindelse med udstillingen mødes kunstnerne til en DELE workshop. Her laver hver kunstner en workshop for de andre, så vi på den måde kommer til at lære mere om hinandens kunstneriske arbejdsmetoder, materialer og kultur. Vi taler henholdsvis grønlandsk og dansk, så vi kommer til at bruge tolk til den sproglige kommunikation.

Det vigtige ved at mødes fysisk er netop at kunne udveksle med det sprog vi har til fælles: vores kloge hænder forbundet til vores kloge hoveder. Jeg glæder mig utroligt meget til, at det endelig lykkes at mødes fysisk efter flere udskydelser og endelig fuldt at kunne gennemføre det, vi skriver om i vores udstillingstekst: ”Vi krydser Atlanten for at inspirere, for at dele, for at blive klogere. Hvem er de andre? Vi kender dem ikke. De kender ikke os. Hvem er vi selv? Del, del, del. Det er den eneste måde, vi bliver klogere. I mødet mellem kunstnere fra Grønland og Danmark undersøger vi vores egen og de andres identitet og tilgange til at skabe gennem hånd og ånd. Vi forbinder os gennem nål og tråd, gennem perler, stof og pels – og ved at videreføre ældgamle teknikker fortolket gennem moderne bevidsthed. Gennem vores værker inviterer vi publikum ind i vores refleksioner over temaet Åndehuller – fortællinger om moderne identitet vist gennem syede værker.”

Tarmskind – som at findse guld Efter åbningen af udstillingen rejser jeg videre til Qasigiannguit Museum for at dele noget af den research, jeg har lavet på syning i materialet tarmskind. Tarmskind blev i tidligere tider i Arktis brugt til at lave regntøj og vinduer af. Det blev også brugt af angakokken (den grønlandske

176 Tidsskriftet Grønland 3/2021

shaman4 som en del af trommerejsen, når han/hun skulle rejse til åndeverdenen.

Som ’gliding shaman’ kunne man iført en tarmskindspels rejse under vandet ned til underverdenen godt beskyttet.

Arbejdet med tarmskind startede for mig på en rejse til Nordnorge. Jeg var blevet inviteret at Arctic Culture Lab til at deltage i en workshop om Selkie myternes betydning.

Det er kort fortalt en myte om en sæl, der går på land, lægger sit skind og forvandler sig til kvinde. Skindet bliver så stjålet af en mand, der har forelsket sig i kvinden, og ikke vil give hende skindet tilbage. Myten findes i forskellige versioner af, hvordan selkien (sælkvinden) må ud på en rejse for at få sit skind og dermed sin kraft tilbage. På workshoppen var der mulighed for at lave materialeresearch, og da der blev fanget en sæl, sagde jeg til de andres forundring: ”Jeg vil gerne have tarmene!” På Nationalmuseerne i Nuuk og København havde jeg set tarmskindspelse syet i baner af tarmskind: et tyndt, gennemsigtigt og meget fascinerende materiale. På Kittat forhørte jeg mig, om de havde viden om denne type af syning, men det havde de ikke. På Nationaldragtskolen i Sisimiut var der heller ikke jackpot. Min grønlandske kollega, beklædningsdesigner Najannguaq D. Lennert, kendte heller ikke til det og spurgte, om jeg ikke selv skulle lave research af tarmskind. Min første tanke var: åh nej ikke mere research! Men da muligheden bød sig slog jeg naturligvis til. Det viser sig, at syning i tarmskind stadig er levende i arktisk Canada, hvor tarmskindsparkaen stadig anvendes til rituelle ceremonier. Hvis du er interesseret i at vide mere om teknikkerne, vil jeg foreslå, at du på Youtube finder: ’Sewing Gut’ delt af Smithsonian Arctic Studies Center. Her deler inuitkvinder deres viden om emnet. Kunstneren Sonya Kelliher-Combs fra Alaska er også med i serien. Hun arbejder i sine værker med

4 Angakok (Angakkuq, Angatkuq eller Ilisitsok) er den åndelige figur i inuitkulturen som svarer til en shaman. https://da.wikipedia.org/wiki/Angakok

JULIE BACH

de indvendige materialer såsom hvalros tarm og mavesæk. Hun beskriver sin forestilling om, at det første møde med tarmskind må have været ligesom at finde guld. Jeg er helt med på hendes begejstring over materialet.

I Nordnorge eksperimenterede jeg og en kvinde fra Venezuela ’learning by doing’ med at rense, skrabe, tørre og sy i tarmskind.

Andreas Hoffmann, fra Arctic Culture Lab, vidste en smule om processen: ”Man skyller tarmene i vand og skraber en hinde af med neglene”. Det var vores udgangspunkt. Da vi så efter at have skyllet, skrabet og hængt til tørre og dagen efter kom tilbage til helt stive og rødlige tarme, måtte vi på den igen. Det viste sig at yderligere en hinde skulle skrabes af, før man kom ind til den transparente del, man anvender til at sy i. Vi klippede og rullede det rensede tarm om et glas, så det kunne tørre fladt. Tilbage i Danmark efter opholdet fandt jeg guldgruben: ’Sewing Gut’ videoerne på Youtube, hvor der i 13 afsnit forklares indgående om klargøring af og syning i materialet tarm. Her lærte jeg bl.a., at man skal puste tarmen op før tørring, og at man i Alaska har syet strå ind i sømmen for at gøre den vandtæt, da strået svulmer op, når det bliver vådt og dermed lukker sømmen. I forhold til at lave en vandtæt dragt i Grønland er der stadig mange ubekendte, da man ikke her brugte strå.

På Qasigiannguit Museum skal jeg erfaringsudveksle med museumsleder Anne Mette Olsvig og museets frivillige og sammen skal vi sy en historisk dragtdel i tarmskind! Her ud over skal jeg fortælle om mit kunstneriske arbejde med at bruge tarmskind i mine skulpturer i projektet Åndehuller. Ud over tarmskind blander jeg gedehud, sælpels og lapper af min fars gamle tøj i mine værker. På workshop skal vi researche på teknikkerne på at forarbejde og sy i tarmskind og sammenligne tarm fra sæl og gris. Mit første møde med grisetarm var skuffende, da jeg forventede at det ville være lig sæltarm. Men der er en forskel på land- og sødyrs tarm. Sæltarm er gyldent i farven, tyndt og fast som tynd plastik. Grisetarm er

hvidligt, tyndt og lig som silkepapir. Begge smukke materialer på hver deres måde. Jeg er helt med på Sonya Kelliher-Combs udsagn om ’at finde tarmskind er ligesom at finde guld’, og jeg ser frem til at udforske materialet endnu mere både historisk og kunstnerisk.

Mit ophold på Qasigiannguit Museum er en del af projektet Levende Boplads, hvor museet og dets frivillige gengiver en historisk periode gennem interaktiv hands-on formidling i værksted og friland. I sommerperioden kan man opleve en sommerovernatningsplads under konebåd eller i skindtelt, hvor de frivillige agerer inuit fra 16-1700 tallet. I vinterhalvåret kan man blive oplært i kulturteknikker og værkstedsarbejde. Vores fælles produktion af en dragtdel i tarmskind bliver en del af museets voksende samling af kopidragter og kopiredskaber.

Kunstprojektet Åndehuller er støttet af : Napa Fonden, Great Greenland, Aarhus Kommune, Aage og Johanne Louis Hansen Fonden, Statens Kunstfond, Ellen og Knud Dalhoff Larsens Fond og Augustinus Fonden.

Litteraturhenvisninger Bodil Kaalund, Grønlandsk kunst, s. 124, afsnit om Nålens kunstnere.

Kapitel 10 i romanen ’Split Tooth’ af Tanya Tagaq, udgivet af Viking press i 2018.

Frit gengivet fra dokumentaren Rigsfællesskabets historie, episode 6.

Fra vild til verdensborger: grønlandsk identitet fra kolonitiden til nutidens globalitet, side 405. Afsnit af Rosannguaq Rossen. Udgivet 2011. Aarhus Universitetsforlag. ’Perler i Grønland’ af Keld Hansen, side 5, udgivet af Nationalmuseet i 1979.

Worldviews of the Greenlanders – an Inuit perspective af Birgitte Sonne. s. 301-2. Forlag: University of Alaska Press, udgivet I 2018.

‘If woman rose rooted’ The Journey of Authenticity and Belonging. Af Sharon Blackie s71-80 The Selkie’s new Skin, udgivet I 2016.

Tidsskriftet Grønland 3/2021 177

JULIE BACH

Øverst. Åndehuller Opstablinger, 2020. Detaljefoto. Marialer: Gedehud. Værk af Julie Bach (alle fire fotos: Martin Dam Kristensen). Nederst. Laaaaangt åndehul, 2020. Værk af Julie Bach. Materialer: Grisetarm og gedehud.

178 Tidsskriftet Grønland 3/2021

JULIE BACH

Øverst. Åndehuller, 2020. Værk af Julie Bach. Marialer: Gedehud, sælpels og kunstig senetråd. Nederst.

Patching up the past, 2020. Detaljefoto. Værk af Julie Bach. Marialer: Gedehud og kunstig senetråd.

Tidsskriftet Grønland 3/2021 179

Peqataagit, siunissap ilusilerniarnerani Polar Seafood ilinniagaqarnissamik taamallu Kalaallit Nunaanni inuussutissarsiutit pingaarnersaannut atatillugu suliffinnik pilersitsiortornissamut pingaartitsisuuvoq, tulluusimaarluta aalisakkanik, raajanik saattussanillu pitsaanerpaanik pilersuisinnaaniassagatta.

Vær med, når fremtiden formes Polar Seafood sætter en ære i at uddanne mennesker og skabe arbejdspladser i Grønlands vigtigste erhverv, så vi med stolthed fortsat kan levere fisk og skaldyr af fineste kvalitet.

Et stærkt brand over hele verden

Greenland, Nuuk • polar@polarseafood.gl • Denmark, Vodskov • polar@polarseafood.dk • www.polarseafood.gl

KALAALLIT NUNAANNI NIOQQUTINIK ILLIT PILERSUISUT DIN LOKALE LEVERANDØR I GRØNLAND

LOKALE BUTIKKER

LOKALT ENGAGEMENT

PROJEKT LØSNING

LOGISTIK LØSNING

• Lokale lagre • Lokale muligheder • Lokale løsninger

• Grønlandsk aktieselskab • Medlem af CSR Greenland • Bæredygtig udvikling

• Professionelt back up • Grønlandsk erfaring • Sparringspartner

• Professionelt håndtering • Optimal emballering • Fragtoptimering

STARK Nuuk

Box 140 • 3900 Nuuk Telefon 38 37 70

STARK Qaqortoq

Box 339 • 3920 Qaqortoq Telefon 38 37 30

STARK Aasiaat

Box 99 • 3950 Aasiaat Telefon 38 37 50

STARK Ilulissat

STARK Ilulissat

Box 507 • 3952 Ilulissat Telefon 38 37 60

STARK Aasiaat

STARK Tasiilaq

STARK Tasiilaq

Box 1 • 3913 Tasiilaq Telefon 38 38 10

STARK Sisimiut

Box 469 • 3911 Sisimiut Telefon 38 37 40

BESØG OS PÅ FACEBOOK STARKKALAALLITNUNAAT

STARK Sisimiut

STARK Nuuk

STARK Kalaallit Nunaat A/S

Medlem af CSR Greenland

STARK Grønland STARK Qaqortoq

Langerak 17 • 9220 Aalborg Ø Telefon 82 52 23 00

Tidsskriftet Grønland 3/2021 223

Kalaallit nunaannut iluaqutaasumik Til gavn for Grønland

I GrønlandsBANKEN arbejder vi aktivt med FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling www.banken.gl · Tlf. 701234

KØBES

MALERIER – BILLEDER M.M. MED RELATION TIL GRØNLAND. KONTAKT KUNSTHANDLER

Roar Christiansen Box 348, 3900 Nuuk Telefon +299321393 www.galleri.gl email: roarc.gl@gmail.com

224 Tidsskriftet Grønland 3/2021

Design: Refleksion.info

GrønlandsBANKENimi FN-ip Nunarsuarmi anguniagai suliniutaalu aallupparput

Læs om den nyeste forskning fra Ilisimatusarfik Grønlandsk Kultur- og Samfundsforskning 2020-21 o grønlandsk teater o fotokunst og fællesskab i grønlandske byer og bygder o grønlandske modeinfluencere o færøske holdninger til Grønland og grønlændere o grønlandsk grammatik o politiske opfattelser af gamle mennesker i Grønland o det gode liv som gammel i Grønland o det grønlandske sundhedsvæsen

Pris: 200 kr.

Bestil bogen i Danmark hos Det Grønlandske Selskab: +45 61 60 53 31 www.greenland.bigcartel.com Bestil bogen i Grønland hos Ilisimatusarfik: +299 38 56 00 www.webshop.uni.gl

Tidsskriftet Grønland 3/2021 225

Den grønne kasse - Min Nordatlantiske Barndom

Biografi af Margaret Foverskov Medrivende og humoristiske erindringer fra forfatterens barndom og ungdom fra slut-1940’erne til begyndelsen af 60’ernes Færingehavn og Godthåb i Grønland.

Med nutidens øjne langt fra en rosenrød barndom. Det begyndte som livet i den geografiske udkant – og på en økonomiske kant, som ingen accepterer i dag.

Et stykke grønlandshistorie – og en anderledes barndom – der ikke har været skrevet om før!

Bestil bogen hos Det Grønlandske Selskab Pris: 200 kr. / medlemspris: 150 kr. www.greenland.bigcartel.com/ dgls@dgls.dk/ 61 60 53 31

Protektor: H.K.H. Kronprins Frederik L.E. Bruuns vej 10 DK-2920 Charlottenlund Tlf.: +45 61 60 53 31 dgls@dgls.dk www.dgls.dk

226 Tidsskriftet Grønland 3/2021

Flot bog om det majestætiske, men næsten ukendte

SCHWEIZERLAND i Østgrønland nord for Tasiilaq

To forfattere, Jan Løve og Hans Christian Florian Sørensen, har både berejst det vanskeligt tilgængelige område, gravet i de historiske kilder og samarbejdet med Det Grønlandske Stednavnenævn. Resultatet er en rigt illustreret og læsevenlig bog på engelsk, som åbner det fantastiske bjerglandskab for alle med interesse for Østgrønland, geografi, bjergbestigning og stednavneforskning.

Switzerland in Greenland

- Alfred de Quervains’s rediscovered mountains in East Greenland

Af: J. Løve og H.C. Florian Sørensen 231 sider, mange illustrationer 250 kr. / medlemspris: 200 kr.

Bestil bogen hos Det Grønlandske Selskab: www.dgls.dk / 6160 5331 / dgls@dgls.dk eller via Saxo.com

Tidsskriftet Grønland 3/2021 227

Grønland blev hans skæbne - Om H. J. Rink og hans tid

Biografi i to bind af Pia Rink Både som videnskabsmand og som embedsmand kom H.J. Rink (1819-93) til at sætte sit præg på Grønland i anden halvdel af 1800-tallet - og Grønland til at præge hele hans liv. I 1848, hvor Grønland var en god forretning for Danmark, rejste han derop for at undersøge mineralforekomster. I stedet blev han grebet af landets særprægede og storslåede geografi og af beundring over indbyggerne og deres evne til at skabe sig en tilværelse under de ekstreme livsbetingelser i det kolde land.

Biografien om Rink - udsendt i 200-året for hans fødsel - bygger på omfattende research i dokumenter og breve. Den er samtidig et stykke grønlandshistorie, der hidtil kun har været sporadisk fortalt.

Bestil biografien hos Det Grønlandske Selskab www.greenland.bigcartel.com/ dgls@dgls.dk/ 61 60 53 31 ISBN: 978-87-989168-7-9 1. udgave Antal sider: Bind 1. 392 sider og Bind 2. 290 sider Sprog : dansk

Pris:450 kr. / medlemspris: 400 kr.

Bemærk biografien kun sælges samlet Protektor: H.K.H. Kronprins Frederik L.E. Bruuns vej 10 DK-2920 Charlottenlund Tlf.: +45 61 60 53 31 dgls@dgls.dk www.dgls.dk

228 Tidsskriftet Grønland 3/2021

Strandgade 91 Christianshavn, 1401 Kbh. K nordatlantens.dk

28.8 2021 2.1 2022 En installation af Shoplifter/ Hrafnhildur Arnardóttir

Udkommer 14. oktober 2021

Grønlandsbilleder fra IVIGTUT 1916-1919 af Gunnar Solvang. Fotograferet af Harald Johansen

Harald Johansen rejste i 1916 til Grønland sammen med Jens Jepsen. De to sønderjyder var rømmet fra tysk krigstjeneste og arbejdede tre år i kryolitminen i Ivigtut. Bogen skildrer i tekst og billeder det arbejds- og fritidsliv, som Harald og Jens oplevede i den barske grønlandske verden: Den lange farefulde rejse til Ivigtut, Arsuk Fjord, oplevelser på ekskursioner samt jagt- og sejlture langs kysten til bl.a. nordboruinerne – i et fællesskab med kammeraterne. Bogen rummer en samling af unikke fotografier, der her udgives samlet for første gang.

168 sider Pris: 175 kr.

Medlemspris: 125 kr.

Bestil bogen på: www.greenland.bigcartel.com

dgls@dgls.dk 61 60 53 31

Protektor: H.K.H. Kronprins Frederik L.E. Bruuns vej 10 DK-2920 Charlottenlund Tlf.: +45 61 60 53 31 dgls@dgls.dk www.dgls.dk