Se mere på instituttets hjemmeside: www.arktiskinstitut.dk
- og klik videre derfra til et univers af information om Grønland og det øvrige Arktis i instituttets databaser: Fotosamling med mere end 100.000 historiske fotografier.
Dokumentarkiv med mere end 600 enkelte samlinger. Østgrønlandske stednavne med info om hvert enkelt stednavn. Grønlandske fortællinger: sagn og myter fra hele Grønland.
Biografisk leksikon: udlændinge i Grønland fra 1721 – 1900. Polarbiblioteket med over 35.000 titler.
Arktisk Institut stiller de historiske samlinger til rådighed for alle – og modtager gerne nye samlinger af arkivalier vedrørende Grønland og det øvrige Arktis.
KONTAKT:
Arktisk Institut, Strandgade 102, 1401 København K 3231 5050, arktisk@arktisk.dk
De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne –og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.
Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.
Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse.
Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Aase og Jørgen Münters Fond, Kong Christian den Tiendes Fond og Augustinus Fonden
Grafisk udformning
Uffe Wilken
Tryk
Narayana Press
Forsidebillede:
Minør hængende i sikkerhedsline i Ivittuut-kryolitminens stejlvæg (foto: IMM-arkiv).
INDHOLD
Udover Tidsskriftet Grønland udgiver Det Grønlandske Selskab også e-magasinet Polarfronten. Juni 2018 udkommer Polarfronten som et temanummer med fokus på ’Grønlandsk grønlandsforskning’. Det vil sige projekter og initiativer, der er igangsat i Grønland, med hovedsageligt grønlandske midler og grønlandsbaserede forskere.
I nærværende nummer af Tidsskriftet Grønland er de tre sidste artikler mere udfoldede versioner af historier fra Polarfrontens temanummer,
Alle numre af Polarfronten kan findes på issuu.com/polarfronten.
66 JANNI ANDREASSEN OG STEFFEN HOLBERG: Så er det sjovt at være arkivrotte
72 KARSTEN SECHER : En levedygtig mine i Grønland –legenden om kryolit (”det hvide guld”)
84 HANS JØRGEN ENGBO : Grønlandske anstalter for domfældte
100
KIRSTINE E. MØLLER: Kaffe og kulturarv
107 ROSANNGUAQ ROSSEN: Uluer, isbjørne & Nuuk Posse –de grønlandske politikeres brug af symboler i moden og de unges modreaktion på det
115
JOSEPHINE SCHNOHR En bro af viden om klimaforandringer i Godthåbsfjorden
126 DET GRØNLANDSKE SELSKAB Meddelelser fra Det Grønlandske Selskab
AF KIRSTINE E. MØLLER
Kaffe og kulturarv
RESUMÉ
I artiklen ser forfatteren på forholdet mellem genstand og fortælling, og hvordan disse to hænger uløseligt sammen, når det kommer til kulturarv. Der tages udgangspunkt i kaffe, der på mange måder er omgærdet af immaterialitet – sansningen og kulturhistorien – og materialitet.
Kirstine Eiby Møller, cand.mag. i Sustainable Heritage Management, Aarhus Universitet. Museumsinspektør ved Grønlands Nationalmuseum og Arkiv med immateriel kulturarv som ansvarsområde.
arkæologiske og historiske, arkivalier og rapporter. Dokumenter der indeholder oplysninger om Grønlands forhistorie og historie. Gemt væk i magasiner og arkivskabe lægger du dog ikke mærke til dem, for kontorgangen er lang og hvid, pyntet med kunstværker ved siden af de grå døre, der hver gemmer en museumsinspektør.
I dag skal du til et møde, hvor kulturarv står på dagsordenen, så du går ind ad anden dør på venstre hånd. Først lægger du formentlig mærke til havudsigten, dernæst det bugnende skrivebord og måske sidst de tomme guldrammer på den ene væg. De tomme rammer symboliserer immateriel kulturarv, og det er det, denne artikel handler om.
Kulturarv – en kompleks størrelse
Noget af det første du bliver spurgt om, hvis du skal til et møde på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, er: “Vil du have en kop kaffe?” Andre drikkevarer bliver også tilbudt, men oftest er det kaffen, der bliver foretrukket. Alt afhængig om du er på arkivet eller museet, befinder du dig i samme bygning som titusindvis af genstande, både
Kulturarv, både som teoretisk begreb og som abstrakt eller konkret genstand, er mangeartet og kompliceret at arbejde med. Allerede ved at sammensætte de to ord kultur og arv, bevæger vi os ind i et komplekst felt; konnotationerne omkring ordet kultur leder oftest tankerne mod teater, musik og kunst inden for et samfund, samtidig med at samfundet i sig selv er en sammensat kultur forbundet gennem blandt andet madkultur,
traditioner, fælles konsensus om tankemønstre og adfærd. Arv på den anden side leder tankerne hen mod noget af følelsesmæssig betydning og/eller pengemæssig værdi, som er gået i arv efter en afdød slægtning.
Så ordet kulturarv vidner om dybe rødder og traditioner, om erfaring og handling, om forfædre og historie. Kulturarv er det der forankrer os i vores kultur. Det er kollektive traditioner, fortællinger, kunst, design, sprog og tankemønstre. Det er måden vi anskuer verdenen og os selv på. Hvordan vi positionerer os i forhold til andre. Kulturarv binder os sammen og adskiller os fra andre. Men kulturarv skal ikke forvirres med historie. Kulturarv bruger historien og fortæller historiske fortællinger, men overdriver og undlader, opfinder og glemmer.
Et eksempel
kogende vand over pulveret, opstår der i kølvandet på den liflige aroma gudernes nektar: Kaffe. Kaffekværnen er en kulturhistorisk genstand på flere niveauer. Kaffe har sin oprindelse i mellemøstlige legender, og i dens tidlige historie og spredning hænger kaffebønnen unægteligt sammen med religion og politik. Dykker man ned i kaffens historie, dykker man samtidig ned i historien om imperialisme, handelspolitik, religion, slaver og klasseforskelle.
Grønlands Nationalmuseums samlinger består af arkæologiske fund, indsamlede kulturhistoriske genstande og nedskrevne erindringer. De genstande, der ikke udstilles, opbevares sikkert i magasinerne (foto: Kirstine E. Møller, museumsinspektør).
Første gang kaffe blev indført i Danmark var d. 17. marts 1681, og blot 40 år senere kom kaffe formentlig allerede til Grønland i bugene på de selvsamme skibe, der bragte missionen og
Hans Egede.
De fleste har et forhold til kaffe, og for rigtig mange mennesker fylder kaffe en stor del af deres dagligdag.
På Nanortalik Museum står en kaffekværn. Kværnen er et specialiseret stykke værktøj, lavet til det specifikke formål at kværne kaffebønner til pulver. Hælder man
Kaffekværnen er også knyttet en personlig kulturhistorie. Helt specifik har kaffekværnen på Nanortalik Museum været vidne til en kvindes liv og nogle smertelige begivenheder, hun gennemlevede inden hun donerede kaffekværnen til museet i starten af 1980'erne. Det ved vi, for da hun donerede kaffemøllen, fortalte hun også en bid af sin personlige historie (Kirsten Larsen Egede, personlig meddelelse). Lige præcis denne kaffekværns immaterielle kulturarv ville vi
Kaffekværnen fra Nanortalik Museum (foto: Nanortalik Museum).
aldrig have kendt til, hvis ikke Kirsten Larsen Egede havde fået den fortalt af kvinden. Alle kulturhistoriske genstande har været del i menneskers personlige historier og er
materielle levnedsbyrd på immaterielle livshistorier.
I Grønland har kaffen en helt central rolle i det selskabelige liv; det hedder kaffemik, fordi vi drikker kaffe sammen til en fejring af livet. I kaffemikkens unge dage kom gæsterne selv med deres kaffekopper, fik en kop kaffe og en skive grønlandsk kage, og gik igen. Siden da har kaffemik udviklet sig til også at inkludere et kagebord, som selv et sønderjysk kagebord ville have svært ved at leve op til, og en buffet af kolde og varme retter. Retterne består ofte af eget jagtbytte: rensdyr, moskus, fisk og fugl.
Kaffemik er et stykke levende grønlandsk kultur og derfor også immateriel kulturarv. På mange måder er kaffemik et godt symbol på grønlandsk kultur: gæstfrihed, humor, fejring af livet og maddeling.
Kaffe må der til på Lauge Kochs ekspedition langs den grønlandske østkyst 1933-34 (foto: Lauge Koch, KNK2060F0899 NKA).
Kaffepause i fjeldet på vej mod Ilimanaq (foto: Christian Frederiksen, KNK1987FJ034 NKA).
Immateriel kulturarv og museet
Traditionelt forbindes museer med genstandsbaserede udstillinger. Udstillinger, der via materiel kulturarv, forbinder publikum med fortiden. Fysisk kulturarv bliver dermed en måde at engagere sig i fortiden ved at værdsætte og fejre mindet af den. For eksempel har mindet om de oprindelige Guldhorn, der som bekendt blev stjålet og omsmeltet, en særlig status som dansk kulturarv. Derfor er replikaerne værdifulde og udstillingsværdige.
På samme måde har ulu'en en særlig status for grønlandsk kulturarv: fra historisk at være en flænsekniv til at blive et moderne kultursymbol, der afbildes på kunst, tøj og smykker.
Tager vi udgangspunkt i museets permanente udstillinger, er der et markant skift både i bygningen, der indeholder ”De ældste kulturer” og ”Nordbo” udstillingerne, og de to førnævnte udstillinger og ”Thule” udstillingen. Udstillingen ”De ældste kulturer”
er udelukkende baseret på arkæologiske udgravninger. Det betyder, at de genstande, der er udstillet, er overfladefund eller udgravet. Næsten al biologisk materiale er nedbrudt. ”Nordbo” udstillingen er baseret både på udgravninger og skriftligt kildemateriale. Allerede herimellem er der et kæmpe skift i, hvad der er udstillet: fra stenredskaber og ganske få genstande af træ til tøj, skriftlige kilder og religion – for vi har den ekstra viden.
Bevæger vi os videre til ”Thule” udstillingen, er skiftet endnu større. Det meste af udstillingen er baseret på indsamlet materiale og historiske fotografier. Ganske lidt er arkæologisk udgravet. Ved hjælp af rekonstruerede boliger, billeder og tekster, kan publikum bedre relatere sig selv med Thule kulturens mennesker. Al den viden, der blev indsamlet sammen med genstandene af europæiske ekspeditionsdeltagere og videnskabsmænd, er dokumenteret immateriel kulturarv. Den immaterielle kulturarv forbinder dem med fortiden og sikrer publikum en følelse af at høre til i en foranderlig verden.
Fortegnelse over immateriel kulturarv
Siden 2009 har Grønlands Nationalmuseum og Arkiv haft en museumsinspektør til at forvalte Grønlands immaterielle kulturarv blandt andet gennem en fortegnelse, som kan ses på vores hjemmeside. Fortegnelsen indgår i det nationale arbejde med UNESCOkonventionen fra 2003 om sikring af immateriel kulturarv. De nationalstater, der har tiltrådt konventionen, har forpligtet sig til at lave en eller flere fortegnelser over eksempler på levende immateriel kulturarv. UNESCO definerer immateriel kulturarv som:” … de praksisser, forestillinger, ud-
tryk, kundskaber, færdigheder – såvel som instrumenter, genstande, artefakter og kulturelle pladser associeret hermed – som lokalsamfund, befolkningsgrupper og, i nogle tilfælde, individer anerkender som en del af deres kulturarv.”
Den immaterielle kulturarv overføres fra generation til generation og bliver hele tiden tolket og nyfortolket af de grupper, der bruger den, idet forholdene omkring brugerne, deres forhold til naturen og historien ændrer sig. Alligevel forbinder den immaterielle kulturarv dem med fortiden og sikrer brugerne en følelse af at høre til i en foranderlig verden.
Fortegnelsen vil derfor altid være et øjebliksbillede og derfor aldrig blive ”færdig”.
Tak for kaffe
Nu er kaffekoppen tom og vi har været vidt omkring. Vi har slået fast at kulturarv er konkret og abstrakt. Genstandsbaseret og uhåndgribelig. Det er måden, vi anskuer os selv og verden på. Det unikke mod det universelle. En kultur definerer sine grænser i dialog med andre kulturer, for det er i mødet med en anden kultur, at man bliver klar over og ønsker at udtrykke de praksisser, der er af betydning for ens egen kultur, altså de kulturelle særpræg der adskiller os fra de andre. Med den voksende globalisering og sammenblandingen af kulturer må vi spørge os selv om, hvordan vi bedst manøvrerer mellem og respekterer de forskellige kulturelle værdier, der unægtelig bliver sammenblandet med vores kulturelle værdier. Det er vores holdning til kulturarv, der gør sig gældende: hvorvidt vi anser den som en uendelige ressource, der fornys igen og igen, eller om vi tænker den er finit, noget vi kan løbe tør for. Det er helt op til os, hvilken måde vi vil anskue kulturarv på.
Portrættet af denne unge kvinde indeholder flere genstande, der er kultursymboler i dag. Perlekraven er en forgænger til nationaldragtens nuilarmiut. Hårtoppen gengives i dag på utallige logoer og designs. Samtidig er den unge kvinde et menneskeligt ansigt på mange af de genstande og arkivalier, som Grønlands Nationalmuseum og Arkiv bevarer for eftertiden (foto: Aage Essemann, KNK1299F093 NKA).
Kalaalimerngit, også kaldet grønlandsk proviant, har en helt særlig betydning for grønlandsk identitet (foto: Aage Essemann, KNK1299F072).
Uluer, isbjørne, & Nuuk Posse –De grønlandske politikeres brug
af symboler i moden og de unges modreaktion på det
RESUMÉ
Under valgkampen brugte de grønlandske politikere flittigt modetøj og accessories som markedsføring af dem selv og deres ‘grønlandskhed’. Uluer, tupilakker, isbjørne, inuittatoveringer og andre kulturelle symboler blev brugt under tv-transmissionerne under valgkampen til Inatsisartut 2018, men også hjemmelavede anorakker i forskellige farver og med forskellige prints, samt halskæder af ben og isbjørnekløer blev flittigt brugt. Det er lige før, man kan spørge: hvem ser mest grønlandsk ud? I dag ser det ud til at kreationer fra de grønlandske modedesignere og iværksættere, som Nuuk Couture, Inuit Quality Clothes of Greenland, Bibi Chemnitz og Isaksen Design indebærer ‘grønlandskhed’, ved brug af kulturelle symboler i deres designs og logoer. Men det var ikke kun de populære brands, der blev brugt. I Parti Naleraqs partivideo kunne man se de to rappere fra gruppen Nuuk Posse Peter Motzfeldt (søn af den tidligere politiker fra IA, Tuusi Motzfeldt) og John Olsen køre rundt i Nuuk med partiformanden for Naleraq, Hans Enoksen, mens musikken kørte: “Kalaallit Nunaat kalaallisut, Kalaallit Nunaat kalaallinut” (Grønland på grønlandsk, Grønland for grønlændere).
Derefter brugte Enoksen t-shirts med referencer til rap-gruppen Nuuk Posse under tv-valgkampene, et budskab om at Grønland skal være selvstændigt. Er tendensen fra 1970’erne tilbage igen, eller har de unge grønlændere et helt andet syn på den grønlandske mode? Og hvordan reagerer de unge i Grønland?
Rosannguaq Rossen har siden juni 2014 været ansat på universitetet Ilisimatusarfik i Nuuk, i afdelingen for Sprog, Litteratur & Medier, Institut for Kultur, Sprog & Historie, som adjunkt med ph.d.-forløb. Hendes artikelbaserede afhandling med titlen: ‘ Nationbranding i Grønland – set igennem mode’ tager udgangspunkt i brugen af de kulturelle symboler, der bliver brugt indenfor moden, men også hvordan grønlænderne brander sig med moden. Rosannguaq Rossen forventer at aflevere sin afhandling i sommeren 2019.
"Grønlandskheden" og det forestillede fællesskab
Den 5. marts 2018 udskrev formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen valg til Inatsisartut, og den grønlandske befolkning skulle nu gå til stemmeurnerne den 24. april efter en turbulent periode, hvor formanden for Naalakkersuisut skiftede koalition under den 4-årige valgperiode1. Før det blev den daværende formand for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, i oktober 2014 tvunget til at træde af pga. misbrug af landskassen til private formål 2 . På de sociale medier krævede vælgerne og det grønlandske samfund ro og orden og ikke mindst stabilitet fra politikernes side.
Der var også kommet to nye partier til i kampen om pladserne til landstinget. Parti Nunatta Qitornai (min oversættelse: Vort lands efterkommere) blev nu dannet af Vittus Qujaukitsoq og er et navn, der første gang blev brugt af den grønlandske politiker Augo Lynge (1899-1959), da han i 1941 dannede ungdomsforeningen Nunavta qitornai 3 , samt Samarbejdspartiet, der blev dannet af
de tidligere medlemmer fra Demokraterne Michael Rosing og Tillie Martinussen4. Valgkampene i fjernsynet startede en måned efter, at valget blev annonceret, hvor syv partier skulle debattere om det grønlandske samfund og problemstillinger som uddannelse, lufthavne, boligmangel, omsorgsvigt af børn, og ikke mindst selvstændighed og det grønlandske sprog blev en del af valgkampen. Debatudsendelserne startede i Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut, Qaqortoq og sluttede i Nuuk. Sportshallerne, hvor debataftenerne blev holdt, var fyldt til bristepunktet, og det var nu, det gjaldt! Det var nu, man skulle vise det grønlandske samfund, at man var parat til at tjene befolkningen. Der var jo 232 kandidater, der skulle dyste om de 31 pladser i Inatsisartut, så alle kneb gjaldt, og man sparede ikke på brugen af kulturelle symbolbrug.
Igen ser vi trangen til at ville afgrænse sig fra de ‘andre’, og igen ser vi markeringen af ideen om det nationale fællesskab blive endnu mere synlig. Den afdøde engelske samfundsforsker, Benedict Anderson (19362015), foreslog en definition af nationen som et forestillet politisk fællesskab, som både er uafværgeligt afgrænset og suverænt. Han argumenterer for, at den er forestillet, fordi medlemmerne af en nation aldrig vil kende de fleste af deres fæller, møde dem eller høre om dem.
“Alligevel findes i tankerne hos hvert enkelt billede af deres fællesskab” (Anderson 2001)
Dette blev med al tydelighed markeret under valgkampen. De kulturelle symboler, der blev brugt under valgkampen, var med til at danne et billede af et forestillet fællesskab, et fællesskab med ‘grønlandskheden’ som budskab. Symbolerne kan ikke kun være med til at danne et fællesskab, det kan
Figur 1. Kandidaterne fra Siumut, Ole Dorph og Kaaleeraq M. Andersen med traditionelle anorakker og halskæder lavet af isbjørneklo og narhvalstand (kilde: knr.gl).
også gøre det modsatte, nemlig være med til at afgrænse fra andre fællesskaber. De kan være med til at danne et ‘os’ og ‘dem’ –også internt. Det gælder heller ikke kun de kulturelle symboler i moden, men alt hvad der ‘indebærer’ grønlandskhed’ og dermed danner den nationale følelse. En af de markante grønlandske designere, Bibi Chemnitz (f. 1983), der er kendt for at være moderne og rebelsk, bliver også flittigt brugt af de yngre politikere. Selvom der ikke er brugt de traditionelle kulturelle symboler i hendes nyere designs, kender mange hendes brand, da hun før i tiden var den første til at bruge det grønlandske flag i sort/hvid i tøj, der skabte stor debat. I dag er hun så populær, at hun bl.a. har designet en hel kollektion for Arctic Winter Games 2018 deltagerne fra Grønland. Enten er hendes design ved at blive mere mainstream end streetstyle (Simmel 1904), eller også har Bibi Chemnitz indført ‘underground’ og ‘streetstyle’ moden og normaliseret trenden blandt de unge i Grønland5.
Nogle af politikerne bruger bevidst moden og de kulturelle symboler til at brande sig selv, deres parti og til at brande deres visioner på. På figurene 1 og 2 kan man se politikerne fra partiet Siumut, Kaaleeraq M. Andersen og Ole Dorph, have ens grønlandske anorakker på i bordeaux og blå, ligesom de bærer halskæder af en hellefisk lavet af narhvalstand og en isbjørneklo. I figur 2 kan man se Demokraternes Niels Thomsen og Nivi Olsen, samt Kaaleeraq M. Andersen fra partiet Siumut. Bemærk, at Nivi Olsen bærer et sæt af Bibi Chemnitz med logoet rundt om anklerne, taljen og håndleddene. Vi ved, at det er grønlandsk, da man kan se Bibi Chemnitz logoet. Og Nivi Olsen viser, at hun derved støtter grønlandske kunstnere ved at bruge deres designs og på en anden måde viser sin grønlandskhed, uden bevidst at bruge kulturelle symboler, i modsætning til
Figur 2. Nivi Olsen fra Demokraterne med Bibi Chemnitz outfit. Bibi logoet ses på anklerne og taljen. Manden til højre med den røde anorak og halskæde af isbjørneklo er Kaaleeraq M. Andersen fra Siumut (foto: Jane P. Lantz).
Kaaleraq M. Andersen som tydeligvis bevidst bruger den traditionelle anorak og halskæde til at signalere grønlandsk fangerkultur.
Selviscenesættelse på de sociale medier – igennem moden
I disse tider er Grønland også blevet en del af globaliseringen. Ifølge ph.d. fra Ilisimatusarfik og Aalborg Universitet, Andreas Mølle Jørgensen, så har flere end 77 % af de grønlandske hjem nu adgang til internettet (2015) og dermed adgang til underholdning og nyheder fra udlandet6, samt andre fristende tilbud, som man før kun kunne skaffe via butikkerne i Grønland og Danmark. Også de sociale medier
6 Kilde: http://www.futuregreenland.gl/Portals/0/ Workshop%201%20Andreas%20Moller%20Jorgensen_1. pdf
Figur 3 og 4. Kandidater til Inatsisartutvalget 2018, Arnajaaq Lynge fra Inuit Ataqatigiit og Bo Martinsen fra Demokraterne, der begge bruger de kulturelle symboler i tøj og smykker (kilde: facebook.com).
er populære i Grønland, hvor over 62,3 % af befolkningen enten har Facebook, Twitter eller Instagram, samt Snapchat 7 Dermed føles verden tættere på. En verden hvor også de store
mineselskaber fra Kina og Canada holder nøje øje med, hvem der kommer til at sidde på magten de næste fire år, for at se om de får en chance for at komme på banen8
Alle de muligheder for politiske ændringer i Grønlands fremtid sætter gang i samfundets måde at beskytte sig på. Politikerne og ikke mindst samfundet i Grønland, samt folk med tilknytning til Grønland der bor i udlandet, har debatteret og til tider skændtes åbenlyst på de sociale medier. Det er også den vej, politikerne går, når de vil have fat i vælgerne. Når der er ca. 37.000 Facebook-brugere i Grønland, så bruger nogle af de grønlandske politikere også stor del af deres tid på at lave live-videoer, vlogs og forskellige statusopdateringer for at fange vælgerne. På Facebook bruger politikerne også grønlandske designs for at brande sig selv, som de gør under valgkampen på KNR, den nationale radio- og tv-station. Alle partier havde tilsammen ca. tredive timer i fjernsynet til fremlægge deres politiske holdninger og ideologier – og ikke mindst deres egne selviscenesættelser ved hjælp af moden 9 .
Kulturelle symboler som politisk
agenda
Der er forskellige måder at bruge de kulturelle symboler i moden på. Det sender stadig budskabet om etnisk tilhørsforhold, men det kan også være politisk anlagt. Ifølge Hans Erik Rasmussen blev de kulturelle symboler i Grønland strategisk anvendt tidligt som en del af den politiskkulturelle strategi med to målsætninger: nemlig den politiske mobilisering i forbindelse med kampen om at indføre hjemmestyre, etnisk inkorporation og ikke mindst til at opnå indflydelse på
magtstrukturen og meningsdannelserne i 1970’erne (Rasmussen 1982, Rossen 2016).
Da partivideoerne blev præsenteret på KNR, kunne man se, at Parti Naleraq havde et vigtigt budskab til den grønlandske befolkning: Selvstændighed. Budskabet blev bragt af forskellige grønlændere: kunstneren Julie Edel Hardenberg, universitetsstuderende fra Ilisimatusarfik Ulunnguaq Markussen, arkitekten Frans Berthelsen og ikke mindst Peter ‘TuuMotz’ Motzfeldt og John Olsen, der sluttede af med rapsangen: ‘Kalaallit Nunaat’10 kørende rundt i Nuuks gader med partiformanden Hans Enoksen i spidsen, samt endnu et medlem af partiet, Nikku Olsen (tidligere formand for Partii Inuit, som også gik ind for et selvstændigt Grønland) med sangen ‘Kalaallit Nunaat kalaallinut, Kalaallit Nunaat kalaallisut (Grønland for grønlændere, Grønland på grønlandsk). Senere under valgkampen blev
der lavet en tilkobling til Nuuk Posse igen, da 61-årige Hans Enoksen under to valgaftener valgte at bære en t-shirt med Nuuk Posses logo, samt sloganet: ‘Sorusuppisi? Funkerusuppugut’ (Hvad vil i? Vi vil høre funk)- Sloganet er fra rapsangen af samme titel, udgivet af Nuuk Posse i 1992. Her bliver sloganet og sangen dog brugt som en del af selvstændighedsbevægelsen, som også er med til at dele vandene. For hvem er det, der er med i fællesskabet ‘uagut kalaallit’ (os – grønlænderne)? Kan Nuuk Posse og Parti Naleraqs nye slogan ses som en del af et symbol for Grønland og grønlænderne? For det er også en bevidst strategi med at få fat i de yngre vælgere. Selvom Nuuk Posses rappere ikke er helt unge mere, er de stadigvæk meget populære i ungdomskulturen i Grønland. Sangen, bandet Nuuk Posse og t-shirts'ene bliver her brugt som politisk mobilisering i forbindelse med kampen om at indføre selvstændighed, etnisk inkorporation og ikke mindst til at opnå indflydelse på magtstrukturen og meningsdannelserne
Figur 5. Hans Enoksen til partiformændenes debat i Nuuk med t-shirten: ‘Sorusuppisi? Funkerusuppugut’ (foto: skærmbillede fra knr.gl).
i 2018. Der er rift om vælgerne blandt udbryderne fra Siumut, og det gælder om at markere sig ’ungdommeligt’, for et nyt Grønland og dermed nye yngre kræfter. Kan Nuuk Posse endda blive accepteret som et kulturelt symbol?
Ifølge den afdøde amerikanske antropolog Jean L. Briggs (1929-2016) opstår der mere opmærksomhed på offentligheden og den politiske arena, når der opstår konflikt i forskellige grupper indenfor et samfund, og hun argumenterer for, at når en verden ser ud til at være i fare, kan kulturtræk blive til symboler. Briggs har haft fokus på, hvordan de canadiske inuitters behov for at differentiere sig fra euro-canadierne signalerer, at man er inuit ved bevidst symbolbrug, som de i selvforsvar bruger til at konstruere grænser fra ‘dem’, eller ‘de andre’. Briggs mener også, at et symbol godt kan vende tilbage til at være et almindeligt karaktertræk i brugen, og at det nogle gange kan dreje sig om et træk, som man tror, er et symbol, men bare er et træk uden den ideologiske symbolladning (Briggs 1997). Derfor bruger partiformanden t-shirts, der
også referer til bandet, og på den måde også prøver at inddrage de unge ved at signalere, at det ikke kun er fangerne og fiskerne, der støtter partiet, men også unge, uddannede grønlændere og kunstnere, samt kendte musikere. De bruger dem som talerør for et selvstændigt og et ‘grønlandsk’ Grønland.
Bandet Nuuk
Posse var de første, der udgav et rap album og som i 1990’erne var et moderne fænomen, der blev inspireret af den amerikanske rap kultur. I dag er det blevet til et band, der protesterer mod rigsfællesskabet, og man kan også stille spørgsmålet, om det er alle i bandet, der er enige, for de er ikke med i partivideoen. Som Peter ’Tuumotz’ Motzfeldt også siger i Parti Naleraqs partivideo: ’Aqutseriaaseq uagutsinnut sanaajunngilaq (…) annoraanngunngisaannassooq. Tulluarilernavianngilarput’ (Måden, man styrer vort land på, har aldrig været tilpasset os, der rent faktisk bor her i Grønland. Styremåden bliver aldrig til en anorak, (som passer til grønlænderne), måden man styrer på, kommer aldrig til at klæde os). I videoen kan man se Peter ’Tuu-
Figur 6: Reklame med en af Bolt Lamars frontfigur, Natascha Pedersen fra Nuuk (foto: Bolt Lamar).
Motz’ Motzfeldt have en hoodie på, hvor der står: Bolt Lamar – Cabrones (spansk: motherfuckers). Men hvad er Bolt Lamar, og hvad er deres budskab?
Bolt Lamar – globaliseringens ungdom
De allernyeste iværksættere indenfor moden i Grønland er Mala Johsen (25) og Arny Koor Morgensen (27) fra Nuuk. Navnet på deres mærke er Bolt Lamar, som er et miks af de to verdenskendte idoler, som de unge mænd har. Den ene er Usain Bolt (f. 1986), den jamaicanske olympiske sprinter, mens den anden er den amerikanske rapper Kendrick Lamar (f .1987), der i dag også er kendt som en aktiv kunstner, der kritiserer de sortes forhold i USA. Tilsammen danner det mærket Bolt Lamar, der blev lanceret i 2016. Mærket er anderledes, da det fra start af aldrig har involveret brug af de traditionelle grønlandske kulturelle symboler og ’grønlandskhed’. I stedet har man brugt forskellige personer fra hele verden og fra Nuuk i deres branding. Deres modeller har enten været fra Sydamerika, som Mala Johnsen sammen Michaela Eliassen (25) tog billeder af under deres jordomrejse i 2017. Men de bruger også glokale (lokale, men også globale) unge i deres reklamer for mærket. Én af deres frontfigurer er Natascha Pedersen, der er makeup artist med over 117.000 følgere på Instagram og 10.000 abonnenter på Youtube på verdensplan. Udover at hun er model på Bolt Lamars hjemmeside, bruger hun også mærket, når hun selv laver makeup tutorial -videoer og billeder på de sociale medier. Natascha Pedersen er definitionen af en glocal. Hun er født og opvokset i Nuuk og har boet i Canada i et par år, og hendes mor er fra Thailand og faren fra Danmark. Bolt Lamar samarbejder dermed med Natascha Pedersen ved at brande dem via hendes adgang til en masse følgere på de sociale medier, som mange er begyndt at gøre. De markeds -
fører sig dermed ud mod omverdenen og fokuserer ikke kun på de grønlandske modeforbrugere.
Mærket Bolt Lamar blev også hurtig kendt blandt de unge i Grønland på grund af de tidligere nævnte Michaela Eliassen fra Sisimiut og medejeren Mala Johnsen fra Nuuk. De brugte mærket, da de rejste rundt i verden kun med deres rygsække i lidt over et år. Familie, venner og de interesserede kunne følge med i deres rejse ’M&M on Worldtour’ på Facebook, og de havde næsten 6.000 følgere11. De to sendte live fra forskellige steder, de kom frem, hvor seerne på Facebook kunne stille spørgsmål om alt mellem himmel og jord. De gav gode råd om, hvor man kunne tage hen, og hvad man skulle passe på, osv.
Under hele turen og efter at de kom hjem, kunne man følge dem. De var rollemodeller for mange grønlændere, netop fordi de turde rejse jorden rundt og vise, at verdenen ikke var farlig. De levede livet og ikke mindst var sjove at følge med i. Efter de vendte hjem, kom de også på det grønlandske underholdningsprogram Mudi Tv, hvor Mala Johsen både havde en hoodie og cap af mærket Bolt Lamar, hvor der også stod på spansk: viajeros (den rejsende).
Afsluttende bemærkninger
Bolt Lamars brug af specifikke modeller og specifikke steder i verdenen til at brande mærket på hentyder til globalisering og mangfoldighed. Mærket er henvendt til og bliver brugt af de unge, unge som har mod på at rejse verden rundt, og som ikke kun ‘kigger ned i deres navle’, samt unge med ikke kun én identitet og kultur: De hybride unge. Mærkets tilblivelse kan også være en reaktion for den tendens, der i øjeblikket sker i Grønland, igen. Promovering af grønlandskheden og brugen af de kulturelle symboler i moden til at ville opnå selvstæn-
dighed. Et budskab om, at man skal kigge udover de grønlandske og danske grænser i stedet for at fokusere på, at Grønland kun skal være for grønlændere og kun være på grønlandsk!
Rasmussen, Hans-Erik 1982: Socio-symboler og Etno-politiske symboler i Grønland. Eksempler fra 1930-40’erne samt fra perioden ca. 1976-1982. Paper fremlagt på det 10. Nordiske Etnografmøde, København, 20-22. oktober. Københavns Universitet, Institut for Eskimologi. Rossen, Rosannguaq 2017: ”Jeg ringer efter politiet! Sådan kan I ikke behandle den grønlandske nationaldragt!” – Uenigheder om identitet og kulturelle udtryk i grønlandsk mode. Grønlandsk Kultur- & Samfundsforskning 2015-16. Nuuk.
Simmel, Georg 1957: Fashion. IN: The American Journal of Sociology. 62, no. 6 (May, 1957): 541-558.
Figur 7 & 8. Michaela og Mala on worldtour med Bolt Lamar (foto: facebook.dk/MandMworldtour/).
AF JOSEPHINE SCHNOHR
En bro af viden om klimaforandringer i Godthåbsfjorden
RESUMÉ
I artiklen fortæller videnskabsjournalist Josephine Schnohr om ph.d. Ann Eileen Lennerts projekt, hvor A. E. Lennert både ved hjælp af moderne naturvidenskaber som geologi, biologi og oceanografi og igennem den traditionelle fangerviden og de gamle fangeres oplevelser i og af landskabet omkring dem, har afdækket klimaforandringerne i Godthåbsfjorden i Vestgrønland. I dette krydsfelt mellem resultatorienteret naturvidenskab, arkiver og feltture og fangernes oprindelige fortællinger er ny viden og nye erkendelser om det grønlandske klima i fortid, nutid og fremtid opstået.
Afsæt i Godthåbsfjorden
Udgangspunktet for ph.d.-afhandlingen ”A Millenium of Changing Environments in the Godthåbsfjord, West Greenland” var at studere og rekonstruere klimavariationerne i Grønland i forhistorisk og historisk tid i håb om bedre at kunne forstå nutidens klima og dermed også, hvad fremtiden kommer til at byde på.
Josephine Schnohr (f. 1971). M. Phil i Egyptologi ved University of Cambridge 1996. Cand. mag i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet i 1999. Freelance journalist med speciale i arkæologi og historie. Skriver for Kristeligt Dagblad, AG Grønlandsposten, Polarfronten, Sciencereport.dk m.fl.
Med et interdisciplinært studie med afsæt i både natur- og samfundsvidenskab var det målet at øge forståelsen af de omfattende klimaforandringer, der er særligt udtalte i Arktis, og dermed hjælpe med at udforme de mest hensigtsmæssige og langsigtede strategier for miljø- og klimaforvaltning i fremtidens Grønland.
Netop Godthåbsfjorden ved Nuuk er velegnet til et sådant studie, da det er den tættest befolkede del af Grønland både nu og førhen. Her har boet mennesker i både Saqqaq-, Dorset- og Thule-kulturen, kolonitiden og i dag, og dermed kontinuerligt siden omkring 2.500 f.Kr.
Godthåbsfjorden (alle fotos: Ann Eileen Lennert).
Her er både spor efter det traditionelle fanger- og nomadeliv og det mere fastboende liv, der kom til Grønland med Hans Egedes kolonisering i 1721 og Den Kongelige Grønlandske Handel.
Så her har menneske og natur interageret igennem årtusinder, og netop her har mennesker i alle perioder måtte opøve evnen at agere og overleve i et klima i evig forandring.
Tværvidenskabelig bro
Med en uddannelsesmæssig baggrund i kultur- og samfundshistorie samt arkæologi og praktisk erfaring fra GEUS og Grønlands Naturinstitut og Klimaforskningscenter indenfor marine naturvidenskaber har Ann Eileen Lennert set på det kulturhistoriske
Tidsskriftet Grønland 2/2018
landskab omkring Godthåbsfjorden med et mange-facetteret prisme.
Talrige landskabsarkæologiske vandringer rundt i det omfattende fjordsystem i selskab med arkæolog Christian Koch Madsen fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv blev brugt på at tyde og aflæse landskabet her.
Tilsvarende ture rundt i landskabet i selskab med gamle fangere skulle vise sig særdeles givende og tilføje en ekstra dimension til klimastudierne; nemlig den traditionelle viden om fortidens og nutidens landskaber opbygget igennem generationer af fangere. De gamle fangeres viden blev et ekstra lag i klimastudierne og gav perspektiv til den naturvidenskabelige forskning, idet disse mennesker og deres historie er tæt knyttet
Området i Godthåbsfjorden som var målet for fangernes historier.
til deres omgivelser og naturen. Så fangerne gav så at sige en menneskelig dimension til naturvidenskaben og forskningen og bidrog til at nuancere og udvide den nuværende viden om klimaforandringerne i Godthåbsfjorden.
Gjort før
Inddragelsen af de gamle fangere, deres viden og fortællinger endte med at spille en større og mere central rolle i afhandlingen end først tænkt.
Inspirationen til at inddrage den traditionelle viden i afhandlingen kom fra tidligere tiders polarforskere som den berømte Knud Rasmussen og den lidt mindre berømte officer og arkæolog, Daniel Bruun. Ligesom andre af den tids polarfor -
skere benyttede de sig i høj grad af lokal viden og var på den måde forud for deres tid.
Knud Rasmussen indhentede lokal viden på sine mange ekspeditioner og især under den Femte Thule Ekspedition fra 1921-24, mens Daniel Bruun så tidligt som i 1908 kombinerede den lokale viden med arkæologiske lokaliteter og økohistorie.
En række senere forskere som Therkel Matthiassen, Kaj Birket-Schmidt og Jørgen Meldgaard gjorde det samme op igennem 1950’erne og 1970’erne.
Vigtigheden af de lokales viden gik en periode lidt i glemmebogen, men i de senere år er den blevet støvet af og anerkendt som bevaringsværdig kulturarv. På den måde ligger afhandling og anerkendelsen
JOSEPHINE SCHNOHR
Rensdyrstier som ikke kun har været brugt af disse dyr. Langs disse stier og de ni områder, de går igennem, er der fyldt med stednavne, anlæg til jagt, varder og teltringe.
af fangerfortællingernes værdi helt i tråd med nye forskningsretninger og UNESCO’s etablering af en verdensarvsliste over immateriel kulturarv.
Story maps
Ud over de mange ekspeditioner rundt i Godthåbsfjorden indhentede Ann Eileen Lennert viden fra arkæologiske lokaliteter fra forskellige perioder og i arkiver og skriftlige kilder som dagbøger, hvor der var information at hente omkring variationer i havisen, dyrenes færden, klimaforhold, miljøforandringer og andre ændringer i økosystemernes hårfine balance.
Alle disse informationer blev lagt ind i såkaldte story maps, hvor de mange
forskellige lag af viden fik uddybet og nuanceret den viden, som man for eksempel indhenter ved mere rendyrkede naturvidenskabelige metoder.
Metoden går også under betegnelsen participatory mapping, der bedst kan oversættes i retning af brugerinddragende kortlægning. Altså en kortlægning og redegørelse for klimaet og dets forandringer i Godthåbsfjorden set over tid og udført i tæt samarbejde med brugerne af fjorden; i dette tilfælde fangerne.
Deres viden og erfaringer bygger på årelang brug og færden i fjorden, og det er også dem, der fremover skal bruge og færdes i fjorden med de klimaforandringer, der nu måtte være i vente.
Værktøj
for videnskaben
Den participatory mapping, som ture og interviews med fangere frembragte, kan nu udgøre et vigtigt værktøj for andre forskere, der studerer klimaforandringer i de arktiske områder. Herved kan de nemlig udvide og forlænge de tidshorisonter, som deres studier opererer med, og få verificeret eller afkræftet deres antagelser, opstillede klimamodeller og få en bredere forståelse af klimaet før, nu og i fremtiden. Fangernes fortællinger og erfaringer rummer nemlig også observationer af vindforhold, ressourcer såsom fangstdyr, landmærker, vegetation, havstrømme og isforekomster. Ting, som man helt naturligt observerer i et fangerliv i pagt med naturen og især observerer forandringer af.
Tidligere varmeperiode
En af de klimahændelser, som de gamle fangere kan berette om, er varmeperioden i Grønland i 1920’erne og 1930’erne. Her steg middeltemperaturen med to grader per årti, så der var tale om en markant ændring af klimaet.
Varmeperioden kunne naturligvis aflæses i isens udbredelse og især i tabet af ismasse, som er en af de mest brugte parametre i studier af klimaforandringer i det arktiske.
For fangerne omkring Godthåbsfjorden var den væsentligste faktor i varmeperioden fraværet af den hvide hval. Qaqortanik Qilalugarnirneq – jagten på den hvide hval – var dengang altafgørende i de små fangersamfund langs fjordene. Fangerne
Vittus forklarer, hvordan man skal bygge en rævefælde, og hvordan man tænker som en ræv.
havde et nøje kendskab til hvidhvalernes migrationsmønstre, der i stabile klimaperioder var ret faste og forudsigelige.
"Den døde gletsjer" inde i bunden af Godthåbsfjorden. Det siges, at der ligger en stor går derinde i den frodige dal. Både fangere og historier fortæller dette. Der kan have ligget flere, der så under den lille istid blev skrabet væk af gletsjeren, der bevægede sig frem og derefter trak sig tilbage. I bunden ligger der en flot norrøn varde. Stedet har gennem tiden også været et vigtigt jagtområde for rensdyr.
Angunnguaq sidder på en norrøn ruin. Det ligner en smuk forårsdag, men det man ikke ser er, at der er flere meter sne omkring ruinerne. Et eksempel på det utrolige kendskab nordboerne havde til landskabet, før de anlagde gårde eller sommergræsningsanlæg og -steder, hvor sneen var smeltet først.
Men de første årtier af 1900-tallet registrerede fangerne en markant ændring af de faste bevægelsesmønstre for både hvaler og isen, og allerede fra 1916 udeblev hvidhvalerne i Godthåbsfjorden og var i stedet at finde nord for Disko Bugt.
Fangernes hvalobservationer understøttes af nogle meget detaljerede meteorologiske observationer foretaget af den grønlandsk fødte, tyske missionær Samuel Kleinschmidt, der ud over tro og sprog havde en glødende interesse for vejret. Hver
eneste dag tog han efter sigende bestik af himmel, horisont, skyformationer, nordlys, vindretning og eventuelle andre vejrrelaterede fænomener. Tre gange dagligt – kl. 5 morgen, midt på dagen og sen aften – aflæste han temperaturen og noterede sin måling.
Efterhånden blev Kleinschmidts hobby en profession, og det blev begyndelsen til en egentligt meteorologisk station ved Qoornoq i Godthåbsfjorden, hvorfra der er bevaret vejrobservationer fra perioden 1874 til 1925. Her kan man læse, at den sidste observation af is var 5. november 1925.
Det står i skærende kontrast til det kort fra 1908, som Daniel Bruun tegnede ud fra sine observationer og samtaler med lokale, og hvor isens udbredelse var markant større og langt større end i vore dage.
Verden, der bliver
Et lille næs som ikke ser ud af meget. Men dette sted var et utrolig vigtigt sted at fange hvidhvaler. Fangerne i deres kajakker, kamufleret med isens farver, det siltede vand og de skvulpende lyde fra isfjelde gjorde, at de kunne snige sig tæt ind på hvalerne og skræmme dem hen til næsset.
I Arktis sker klimaforandringerne med større hast og tydelighed end alle andre steder på kloden. Disse egne har igennem årtusinder haft et både dramatisk og foranderligt klima, og derfor har de forskellige inuit-grupper også opøvet en enestående tilpasningsevne og en meget opstillingsparat livsstil.
JOSEPHINE SCHNOHR
Så fremfor at grue over de igangværende klimaforandringer, som mange gør de fleste andre steder i verden, har inuit slået sig til tåls med det uundgåelige og omfavner idéen om et klima i forandring og tilblivelse. De bruger begrebet Pinngortitaq, som bedst oversættes med ”et sted, der bliver til”, om de kommende tider, klima og levemuligheder. Som en gammel fanger Marius fra Kangeq tørt konstaterer: ”Da de hvide hvaler forsvandt, fangede vi bare sæler i stedet”. Det indrammer meget godt inuits livsfilosofi og samtidigt også deres overlevelsesstrategi i et klima, der har budt på store udfordringer og radikale forandringer.
En ung fanger fra Nanortalik, også ved navn Marius, siger: ”Vi har altid tilpasset os. Klimaet har altid forandret sig, og vi tilpasser os stadig. Det er vores måde at leve”.
Netop den tilpasningsevne og dermed fleksibilitet og mobilitet har været nøglen til inuits overlevelse i det arktiske igennem årtusinder.
Et skulderblad fra en sæl med borede huller hjælper med at datere både rævefælder, jagtsenge, og hvornår disse var brugt.
Hvad så nu?
Ud over at integrere de gamle fangerfortællinger i forskningen håber Ann Eileen Lennert på at kunne bevare dem som en del af den immaterielle kulturarv fra Arktis ved at få den skrevet ned. Al denne viden er jo ellers kun bevaret mundtligt og i erindringer, der ligger lagret i landskabet, anlæg, stednavne og historier. Men måden at leve på ændrer sig også i de arktiske egne med hurtige motorbåde til fangst og helikoptertransport over land, og derved risikerer denne viden om naturen og landskabet at gå tabt.
Derfor arbejder Ann Eileen Lennart i forskellige sammenhænge sammen med fagfæller om at skabe en øget opmærksomhed omkring denne del af kulturarven både bredt i befolkningen i Grønland og især
iblandt de unge og skolebørnene. Igennem formidling og uddannelse vil de på sigt kunne erkende, hvor unik og vigtig den traditionelle viden er for deres eget kulturelle ståsted. Måske de selv vil indgå i forskningsarbejde og bidrage til at bevare kulturarven.
De helt små børn prøver Ann Eileen Lennert at nå med en børnebog, der fortæller om de gamle fangere og deres viden om naturen og landskabet, og hvordan man selv kan gå ud og gå på opdagelse i det.
Alt dette for at anspore folk i de arktiske egne til at skaffe sig viden om naturen, kulturen og klimaet og selv kunne gå aktivt ind i en hensigtsmæssig og bæredygtig forvaltning af det både nu og i fremtiden. På den måde er de lokale selv rustede til at imødegå fremtidens store klimaudfordringer.
JOSEPHINE SCHNOHR
Angunnguaq blev et lag i en story map
Den gamle fanger Angunnguaqs fortællinger indgik i flere såkaldte story maps i samspil med historisk og arkæologisk viden. Et eksempel er som følger: Lokaliteten Qaqssingiut (de små flerfarvede sæler).
Historisk viden:
En bosættelse på den nordlige side af Kapisillit fjorden ca. 20 km. fra Uummannaq øen. Den blev etableret i 1914, da dygtige rævejægere bosatte sig her. I 1918 boede her 36 mennesker i fire huse; alle huse med ovn, da her var store mængder drivtømmer. Bosættelsen mønstrede en uuddannet lærer, tre jægere, fire fiskere og jægere – alle med kajakker. Bosættelsen blev forladt i 1928.
Arkæologisk viden:
Fire nyere inuit hustomter foran en nordboruin og et hus bag nordboruinen. Inuit strukturerne har fundamenter delvist indgravet i nordbo møddingen. En af strukturerne har et pænt køkkenanneks. Nordruinen dækker et område på 700 m 2 med en gårdlignende struktur. På vestsiden løber en stenmur, der tidligere har været tolket som et kirkedige. Lidt under den store nordboruin ligger resterne af en anden, formodet nordboruin.
Angunnguaqs viden:
Her lå den gamle bosættelse, hvor folk flyttede hen, da hernnhutterne forlod Uummannaq øen i begyndelsen af 1900-tallet. Husene lå højt oppe i landskabet, og Angunnguaqs families hus lå delvist oveni en nordboruin. Sten fra ruinen blev brugt i konstruktionen af deres tørvehus. Årsagen til husets høje beliggenhed var, at her var et bedre overblik over fjorden, hvor både hvaler og sæler ville svømme ind og ud. Angunnguaq fortæller, at de flyttede derfra i 1928 og rykkede til Kapisillit.
Næste side, øverst: Ph.d. Ann Eileen Lennert står og betragter vinterlandskaberne i bunden af Godthåbsfjorden. Nederst: På landskabsarkæologisk feltarbejde.
Henriette Egedes dagbog er en sjældenhed! – Skrevet af en dansk kvinde i Grønland i 1830-erne; en kvinde med en usædvanlig iagttagelsesevne – og som var god til at skrive. Bogen giver et autentisk førstehåndsindtryk af kolonitidens Grønland: kvinder og mænd, grønlændere og danskere, børn, fangere, embedsmænd, sygdom, klima, ægteskab, hjemve …
Bogens redaktør, Inge Høst Seiding, har forsynet bogen med en introduktion og et noteapparat, som giver læseren en god baggrund og forståelse af datidens særlige vilkår.
Inge H. Seiding: Henriette Egedes Dagbog 1832-33. 96 sider; illustreret 200 kr. / medlemspris 175 kr.
Bestil bogen hos Det Grønlandske Selskab: www.dgls.dk / 6160 5331 / mail: dgls@dgls.dk eller via Saxo.com
