Page 1

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 2/JUNI 2018 66. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB


Besøg Arktisk Institut

Strandgade 102, København

- åbent mandag til fredag kl. 09.00 – 16.00. Se mere på instituttets hjemmeside: www.arktiskinstitut.dk - og klik videre derfra til et univers af information om Grønland og det øvrige Arktis i instituttets databaser: Fotosamling med mere end 100.000 historiske fotografier. Dokumentarkiv med mere end 600 enkelte samlinger. Østgrønlandske stednavne med info om hvert enkelt stednavn. Grønlandske fortællinger: sagn og myter fra hele Grønland. Biografisk leksikon: udlændinge i Grønland fra 1721 – 1900. Polarbiblioteket med over 35.000 titler. Arktisk Institut stiller de historiske samlinger til rådighed for alle – og modtager gerne nye samlinger af arkivalier vedrørende Grønland og det øvrige Arktis. KONTAKT: Arktisk Institut, Strandgade 102, 1401 København K 3231 5050, arktisk@arktisk.dk


INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28 Redaktion: Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@dgls.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar. Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter. Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse. Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Aase og Jørgen Münters Fond, Kong Christian den Tiendes Fond og Augustinus Fonden Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk Narayana Press Forsidebillede: Minør hængende i sikkerhedsline i Ivittuut-kryolitminens stejlvæg (foto: IMM-arkiv).

Udove r T id s sk r i f te t G r øn l a nd udg i ve r D e t G r øn l a nd ske S e l sk ab o g s å e -m ag a s i ne t P ol a r f r onte n . Ju n i 2 0 18 ud kom me r P ol a r f r onte n s om e t te m a nu m me r me d fok u s p å ’G r øn l a nd sk g r øn l a nd sfor sk n i ng ’. D e t v i l s ig e pr oj e k te r o g i n it i at i ve r, de r e r ig a ng s at i G r øn l a nd , me d hove d s ag e l ig t g r øn l a nd ske m id le r o g g r øn l a nd sb a s e r e de for ske r e .

I n æ r v æ r e nde nu m me r a f T id s sk r i f te t G r øn l a nd e r de t r e s id s te a r t i k le r me r e ud folde de ve r s ione r a f h i s tor ie r f r a P ol a r f r onte n s te m a nu m me r,

A l le nu m r e a f P ol a r f r onte n k a n f i nde s p å i s s uu .c om / p ol a r f r onte n .

6 6

J A N N I A N D R E A S S E N O G S T E F F E N H O L B E RG :

Så er det sjovt at være arkivrotte 7 2

KARSTEN SECHER:

En levedygtig mine i Grønland – legenden om kryolit (”det hvide guld”)

8 4

H A N S J Ø RG E N E N G B O :

Grønlandske anstalter for domfældte 10 0

K IR ST INE E. MØLLER:

Kaffe og kulturarv

107

ROSANNGUAQ ROSSEN:

Uluer, isbjørne & Nuuk Posse – de grønlandske politikeres brug af symboler i moden og de unges modreaktion på det

115

JOSEPHINE SCHNOHR

En bro af viden om klimaforandringer i Godthåbsfjorden

126

DET GRØNLANDSKE SELSKAB

Meddelelser fra Det Grønlandske Selskab


AF KIRSTINE E. MØLLER

Kaffe og kulturarv

RESUMÉ I artiklen ser forfatteren på forholdet mellem genstand og fortælling, og hvordan disse to hænger uløseligt sammen, når det kommer til kulturarv. Der tages udgangspunkt i kaffe, der på mange måder er omgærdet af immaterialitet – sansningen og kulturhistorien – og materialitet.

Kirstine Eiby Møller, cand.mag. i Sustainable Heritage Management, Aarhus Universitet. Museumsinspektør ved Grønlands Nationalmuseum og Arkiv med immateriel kulturarv som ansvarsområde.

Noget af det første du bliver spurgt om, hvis du skal til et møde på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, er: “Vil du have en kop kaffe?” Andre drikkevarer bliver også tilbudt, men oftest er det kaffen, der bliver foretrukket. Alt afhængig om du er på arkivet eller museet, befinder du dig i samme bygning som titusindvis af genstande, både

100 Tidsskriftet Grønland 2/2018

arkæologiske og historiske, arkivalier og rapporter. Dokumenter der indeholder oplysninger om Grønlands forhistorie og historie. Gemt væk i magasiner og arkivskabe lægger du dog ikke mærke til dem, for kontorgangen er lang og hvid, pyntet med kunstværker ved siden af de grå døre, der hver gemmer en museumsinspektør. I dag skal du til et møde, hvor kulturarv står på dagsordenen, så du går ind ad anden dør på venstre hånd. Først lægger du formentlig mærke til havudsigten, dernæst det bugnende skrivebord og måske sidst de tomme guldrammer på den ene væg. De tomme rammer symboliserer immateriel kulturarv, og det er det, denne artikel handler om.

Kulturarv – en kompleks størrelse Kulturarv, både som teoretisk begreb og som abstrakt eller konkret genstand, er mangeartet og kompliceret at arbejde med. Allerede ved at sammensætte de to ord kultur og arv, bevæger vi os ind i et komplekst felt; konnotationerne omkring ordet kultur leder oftest tankerne mod teater, musik og kunst inden for et samfund, samtidig med at samfundet i sig selv er en sammensat kultur forbundet gennem blandt andet madkultur,


KIRSTINE EIBY MØLLER

traditioner, fælles konsensus om tankekogende vand over pulveret, opstår der i mønstre og adfærd. Arv på den anden side kølvandet på den liflige aroma gudernes leder tankerne nektar: Kaffe. hen mod noget Kaffekværnen af følelsesmæssig er en kulturhibetydning og/elstorisk genstand ler pengemæssig på flere niveauer. værdi, som er gået Kaffe har sin i arv efter en afoprindelse i meldød slægtning. lemøstlige leSå ordet kulgender, og i dens turarv vidner tidlige historie og om dybe rødder spredning hænog traditioner, ger kaffebønnen om erfaring og unægteligt samhandling, om formen med religion fædre og historie. og politik. Dykker Kulturarv er det man ned i kaffens der forankrer os historie, dykker i vores kultur. man samtidig Det er kollektive ned i historien traditioner, fortom imperialisme, ællinger, kunst, handelspolitik, design, sprog og religion, slaver og tankemønstre. klasseforskelle. Det er måden vi Første gang anskuer verdekaffe blev indført Grønlands Nationalmuseums samlinger består af nen og os selv på. i Danmark var arkæologiske fund, indsamlede kulturhistoriske Hvordan vi positiod. 17. marts 1681, genstande og nedskrevne erindringer. De genstande, nerer os i forhold og blot 40 år seder ikke udstilles, opbevares sikkert i magasinerne til andre. Kulturnere kom kaffe (foto: Kirstine E. Møller, museumsinspektør). arv binder os samformentlig allemen og adskiller rede til Grønland os fra andre. Men i bugene på de kulturarv skal ikke forvirres med historie. selvsamme skibe, der bragte missionen og Kulturarv bruger historien og fortæller Hans Egede. historiske fortællinger, men overdriver og Kaffekværnen er også knyttet en perundlader, opfinder og glemmer. sonlig kulturhistorie. Helt specifik har kaffekværnen på Nanortalik Museum været Et eksempel vidne til en kvindes liv og nogle smertelige De fleste har et forhold til kaffe, og for rigtig begivenheder, hun gennemlevede inden hun mange mennesker fylder kaffe en stor del af donerede kaffekværnen til museet i starten deres dagligdag. af 1980'erne. Det ved vi, for da hun donerede På Nanortalik Museum står en kaffekaffemøllen, fortalte hun også en bid af sin kværn. Kværnen er et specialiseret stykke personlige historie (Kirsten Larsen Egede, værktøj, lavet til det specifikke formål at personlig meddelelse). Lige præcis denne kafkværne kaffebønner til pulver. Hælder man fekværns immaterielle kulturarv ville vi

Tidsskriftet Grønland 2/2018 101


KIRSTINE EIBY MØLLER

Kaffekværnen fra Nanortalik Museum (foto: Nanortalik Museum).

aldrig have kendt til, hvis ikke Kirsten Larsen Egede havde fået den fortalt af kvinden. Alle kulturhistoriske genstande har været del i menneskers personlige historier og er

materielle levnedsbyrd på immaterielle livshistorier. I Grønland har kaffen en helt central rolle i det selskabelige liv; det hedder kaffemik, fordi vi drikker kaffe sammen til en fejring af livet. I kaffemikkens unge dage kom gæsterne selv med deres kaffekopper, fik en kop kaffe og en skive grønlandsk kage, og gik igen. Siden da har kaffemik udviklet sig til også at inkludere et kagebord, som selv et sønderjysk kagebord ville have svært ved at leve op til, og en buffet af kolde og varme retter. Retterne består ofte af eget jagtbytte: rensdyr, moskus, fisk og fugl. Kaffemik er et stykke levende grønlandsk kultur og derfor også immateriel kulturarv. På mange måder er kaffemik et godt symbol på grønlandsk kultur: gæstfrihed, humor, fejring af livet og maddeling.

Kaffe må der til på Lauge Kochs ekspedition langs den grønlandske østkyst 1933-34 (foto: Lauge Koch, KNK2060F0899 NKA).

102 Tidsskriftet Grønland 2/2018


KIRSTINE EIBY MØLLER

Kaffepause i fjeldet på vej mod Ilimanaq (foto: Christian Frederiksen, KNK1987FJ034 NKA).

Immateriel kulturarv og museet Traditionelt forbindes museer med genstandsbaserede udstillinger. Udstillinger, der via materiel kulturarv, forbinder publikum med fortiden. Fysisk kulturarv bliver dermed en måde at engagere sig i fortiden ved at værdsætte og fejre mindet af den. For eksempel har mindet om de oprindelige Guldhorn, der som bekendt blev stjålet og omsmeltet, en særlig status som dansk kulturarv. Derfor er replikaerne værdifulde og udstillingsværdige.

På samme måde har ulu'en en særlig status for grønlandsk kulturarv: fra historisk at være en flænsekniv til at blive et moderne kultursymbol, der afbildes på kunst, tøj og smykker. Tager vi udgangspunkt i museets permanente udstillinger, er der et markant skift både i bygningen, der indeholder ”De ældste kulturer” og ”Nordbo” udstillingerne, og de to førnævnte udstillinger og ”Thule” udstillingen. Udstillingen ”De ældste kulturer”

Tidsskriftet Grønland 2/2018 103


KIRSTINE EIBY MØLLER

104 Tidsskriftet Grønland 2/2018


KIRSTINE EIBY MØLLER

er udelukkende baseret på arkæologiske udgravninger. Det betyder, at de genstande, der er udstillet, er overfladefund eller udgravet. Næsten al biologisk materiale er nedbrudt. ”Nordbo” udstillingen er baseret både på udgravninger og skriftligt kildemateriale. Allerede herimellem er der et kæmpe skift i, hvad der er udstillet: fra stenredskaber og ganske få genstande af træ til tøj, skriftlige kilder og religion – for vi har den ekstra viden. Bevæger vi os videre til ”Thule” udstillingen, er skiftet endnu større. Det meste af udstillingen er baseret på indsamlet materiale og historiske fotografier. Ganske lidt er arkæologisk udgravet. Ved hjælp af rekonstruerede boliger, billeder og tekster, kan publikum bedre relatere sig selv med Thule kulturens mennesker. Al den viden, der blev indsamlet sammen med genstandene af europæiske ekspeditionsdeltagere og videnskabsmænd, er dokumenteret immateriel kulturarv. Den immaterielle kulturarv forbinder dem med fortiden og sikrer publikum en følelse af at høre til i en foranderlig verden.

Fortegnelse over immateriel kulturarv Siden 2009 har Grønlands Nationalmuseum og Arkiv haft en museumsinspektør til at forvalte Grønlands immaterielle kulturarv blandt andet gennem en fortegnelse, som kan ses på vores hjemmeside. Fortegnelsen indgår i det nationale arbejde med UNESCOkonventionen fra 2003 om sikring af immateriel kulturarv. De nationalstater, der har tiltrådt konventionen, har forpligtet sig til at lave en eller flere fortegnelser over eksempler på levende immateriel kulturarv. UNESCO definerer immateriel kulturarv som:” … de praksisser, forestillinger, ud-

tryk, kundskaber, færdigheder – såvel som instrumenter, genstande, artefakter og kulturelle pladser associeret hermed – som lokalsamfund, befolkningsgrupper og, i nogle tilfælde, individer anerkender som en del af deres kulturarv.” Den immaterielle kulturarv overføres fra generation til generation og bliver hele tiden tolket og nyfortolket af de grupper, der bruger den, idet forholdene omkring brugerne, deres forhold til naturen og historien ændrer sig. Alligevel forbinder den immaterielle kulturarv dem med fortiden og sikrer brugerne en følelse af at høre til i en foranderlig verden. Fortegnelsen vil derfor altid være et øjebliksbillede og derfor aldrig blive ”færdig”.

Tak for kaffe Nu er kaffekoppen tom og vi har været vidt omkring. Vi har slået fast at kulturarv er konkret og abstrakt. Genstandsbaseret og uhåndgribelig. Det er måden, vi anskuer os selv og verden på. Det unikke mod det universelle. En kultur definerer sine grænser i dialog med andre kulturer, for det er i mødet med en anden kultur, at man bliver klar over og ønsker at udtrykke de praksisser, der er af betydning for ens egen kultur, altså de kulturelle særpræg der adskiller os fra de andre. Med den voksende globalisering og sammenblandingen af kulturer må vi spørge os selv om, hvordan vi bedst manøvrerer mellem og respekterer de forskellige kulturelle værdier, der unægtelig bliver sammenblandet med vores kulturelle værdier. Det er vores holdning til kulturarv, der gør sig gældende: hvorvidt vi anser den som en uendelige ressource, der fornys igen og igen, eller om vi tænker den er finit, noget vi kan løbe tør for. Det er helt op til os, hvilken måde vi vil anskue kulturarv på.

Portrættet af denne unge kvinde indeholder flere genstande, der er kultursymboler i dag. Perlekraven er en forgænger til nationaldragtens nuilarmiut. Hårtoppen gengives i dag på utallige logoer og designs. Samtidig er den unge kvinde et menneskeligt ansigt på mange af de genstande og arkivalier, som Grønlands Nationalmuseum og Arkiv bevarer for eftertiden (foto: Aage Essemann, KNK1299F093 NKA).

Tidsskriftet Grønland 2/2018 105


KIRSTINE EIBY MØLLER

Kalaalimerngit, også kaldet grønlandsk proviant, har en helt særlig betydning for grønlandsk identitet (foto: Aage Essemann, KNK1299F072).

Litteraturliste Harrison, Rodney 2012: Heritage: Critical Approaches. Routledge Hastrup, Kirsten 2004: Kultur: det f leksible fællesskab. Aarhus University Press Kulturministeriets Forskningsudvalg 2006: “Begrebet immateriel kulturarv” Lowenthal, David 1985: The Past is a Foreign Country. Cambridge University Press Smith, Laurajane 2006: Uses of Heritage. Routledge Smith, Laurajane & Natsuko Akagawa 2008: Intangible Heritage. Routledge

106 Tidsskriftet Grønland 2/2018


AF ROSANNGUAQ ROSSEN

Uluer, isbjørne, & Nuuk Posse – De grønlandske politikeres brug af symboler i moden og de unges modreaktion på det

RESUMÉ

Under valgkampen brugte de grønlandske politikere flittigt modetøj og accessories som markedsføring af dem selv og deres ‘grønlandskhed’. Uluer, tupilakker, isbjørne, inuittatoveringer og andre kulturelle symboler blev brugt under tv-transmissionerne under valgkampen til Inatsisartut 2018, men også hjemmelavede anorakker i forskellige farver og med forskellige prints, samt halskæder af ben og isbjørnekløer blev flittigt brugt. Det er lige før, man kan spørge: hvem ser mest grønlandsk ud? I dag ser det ud til at kreationer fra de grønlandske modedesignere og iværksættere, som Nuuk Couture, Inuit Quality Clothes of Greenland, Bibi Chemnitz og Isaksen Design indebærer ‘grønlandskhed’, ved brug af kulturelle symboler i deres designs og logoer. Men det var ikke kun de populære brands, der blev brugt. I Parti Naleraqs partivideo kunne man se de to rappere fra gruppen Nuuk Posse Peter Motzfeldt (søn af den tidligere politiker fra IA, Tuusi Motzfeldt) og John Olsen køre rundt i Nuuk med partiformanden for Naleraq, Hans Enoksen, mens musikken kørte: “Kalaallit Nunaat kalaallisut, Kalaallit Nunaat kalaallinut” (Grønland på grønlandsk, Grønland for grønlændere).

Derefter brugte Enoksen t-shirts med referencer til rap-gruppen Nuuk Posse under tv-valgkampene, et budskab om at Grønland skal være selvstændigt. Er tendensen fra 1970’erne tilbage igen, eller har de unge grønlændere et helt andet syn på den grønlandske mode? Og hvordan reagerer de unge i Grønland?

Rosannguaq Rossen har siden juni 2014 været ansat på universitetet Ilisimatusarfik i Nuuk, i afdelingen for Sprog, Litteratur & Medier, Institut for Kultur, Sprog & Historie, som adjunkt med ph.d.-forløb. Hendes artikelbaserede afhandling med titlen: ‘ Nationbranding i Grønland – set igennem mode’ tager udgangspunkt i brugen af de kulturelle symboler, der bliver brugt indenfor moden, men også hvordan grønlænderne brander sig med moden. Rosannguaq Rossen forventer at aflevere sin afhandling i sommeren 2019.

Tidsskriftet Grønland 2/2018 107


ROSANNGUAQ ROSSEN

Figur 1. Kandidaterne fra Siumut, Ole Dorph og Kaaleeraq M. Andersen med traditionelle anorakker og halskæder lavet af isbjørneklo og narhvalstand (kilde: knr.gl).

"Grønlandskheden" og det forestillede fællesskab Den 5. marts 2018 udskrev formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen valg til Inatsisartut, og den grønlandske befolkning skulle nu gå til stemmeurnerne den 24. april efter en turbulent periode, hvor formanden for Naalakkersuisut skiftede koalition under den 4-årige valgperiode1. Før det blev den daværende formand for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, i oktober 2014 tvunget til at træde af pga. misbrug af landskassen til private formål2. På de sociale medier krævede vælgerne og det grønlandske samfund ro og orden og ikke mindst stabilitet fra politikernes side. Der var også kommet to nye partier til i kampen om pladserne til landstinget. Parti Nunatta Qitornai (min oversættelse: Vort lands efterkommere) blev nu dannet af Vittus Qujaukitsoq og er et navn, der første gang blev brugt af den grønlandske politiker Augo Lynge (1899-1959), da han i 1941 dannede ungdomsforeningen Nunavta qitornai3, samt Samarbejdspartiet, der blev dannet af 1 valg

Kilde: https://knr.gl/da/nyheder/kielsen-udskriver-

2 Kilde: https://knr.gl/da/nyheder/aleqatr%C3%A6kker-sig 3 Kilde: http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_ Leksikon/Samfund,_ jura_og_politik/Myndigheder_og_politisk_ styre/Politiker/Augo_Lynge

108 Tidsskriftet Grønland 2/2018

de tidligere medlemmer fra Demokraterne Michael Rosing og Tillie Martinussen4. Valgkampene i fjernsynet startede en måned efter, at valget blev annonceret, hvor syv partier skulle debattere om det grønlandske samfund og problemstillinger som uddannelse, lufthavne, boligmangel, omsorgsvigt af børn, og ikke mindst selvstændighed og det grønlandske sprog blev en del af valgkampen. Debatudsendelserne startede i Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut, Qaqortoq og sluttede i Nuuk. Sportshallerne, hvor debataftenerne blev holdt, var fyldt til bristepunktet, og det var nu, det gjaldt! Det var nu, man skulle vise det grønlandske samfund, at man var parat til at tjene befolkningen. Der var jo 232 kandidater, der skulle dyste om de 31 pladser i Inatsisartut, så alle kneb gjaldt, og man sparede ikke på brugen af kulturelle symbolbrug. Igen ser vi trangen til at ville afgrænse sig fra de ‘andre’, og igen ser vi markeringen af ideen om det nationale fællesskab blive endnu mere synlig. Den afdøde engelske samfundsforsker, Benedict Anderson (19362015), foreslog en definition af nationen som et forestillet politisk fællesskab, som både er uafværgeligt afgrænset og suverænt. Han argumenterer for, at den er forestillet, fordi medlemmerne af en nation aldrig vil kende de fleste af deres fæller, møde dem eller høre om dem. “Alligevel findes i tankerne hos hvert enkelt billede af deres fællesskab” (Anderson 2001) Dette blev med al tydelighed markeret under valgkampen. De kulturelle symboler, der blev brugt under valgkampen, var med til at danne et billede af et forestillet fællesskab, et fællesskab med ‘grønlandskheden’ som budskab. Symbolerne kan ikke kun være med til at danne et fællesskab, det kan

4 Kilde: https://www.altinget.dk/arktis/artikel/to-nyepartier-klar-til-groenlandsk-valg


ROSANNGUAQ ROSSEN

også gøre det modsatte, nemlig være med til at afgrænse fra andre fællesskaber. De kan være med til at danne et ‘os’ og ‘dem’ – også internt. Det gælder heller ikke kun de kulturelle symboler i moden, men alt hvad der ‘indebærer’ grønlandskhed’ og dermed danner den nationale følelse. En af de markante grønlandske designere, Bibi Chemnitz (f. 1983), der er kendt for at være moderne og rebelsk, bliver også flittigt brugt af de yngre politikere. Selvom der ikke er brugt de traditionelle kulturelle symboler i hendes nyere designs, kender mange hendes brand, da hun før i tiden var den første til at bruge det grønlandske flag i sort/hvid i tøj, der skabte stor debat. I dag er hun så populær, at hun bl.a. har designet en hel kollektion for Arctic Winter Games 2018 deltagerne fra Grønland. Enten er hendes design ved at blive mere mainstream end streetstyle (Simmel 1904), eller også har Bibi Chemnitz indført ‘underground’ og ‘streetstyle’ moden og normaliseret trenden blandt de unge i Grønland5. Nogle af politikerne bruger bevidst moden og de kulturelle symboler til at brande sig selv, deres parti og til at brande deres visioner på. På figurene 1 og 2 kan man se politikerne fra partiet Siumut, Kaaleeraq M. Andersen og Ole Dorph, have ens grønlandske anorakker på i bordeaux og blå, ligesom de bærer halskæder af en hellefisk lavet af narhvalstand og en isbjørneklo. I figur 2 kan man se Demokraternes Niels Thomsen og Nivi Olsen, samt Kaaleeraq M. Andersen fra partiet Siumut. Bemærk, at Nivi Olsen bærer et sæt af Bibi Chemnitz med logoet rundt om anklerne, taljen og håndleddene. Vi ved, at det er grønlandsk, da man kan se Bibi Chemnitz logoet. Og Nivi Olsen viser, at hun derved støtter grønlandske kunstnere ved at bruge deres designs og på en anden måde viser sin grønlandskhed, uden bevidst at bruge kulturelle symboler, i modsætning til 5 Kilde: https://knr.gl/da/nyheder/bibi-chemnitzkl%C3%A6der-awg-deltagerne-p%C3%A5

Figur 2. Nivi Olsen fra Demokraterne med Bibi Chemnitz outfit. Bibi logoet ses på anklerne og taljen. Manden til højre med den røde anorak og halskæde af isbjørneklo er Kaaleeraq M. Andersen fra Siumut (foto: Jane P. Lantz).

Kaaleraq M. Andersen som tydeligvis bevidst bruger den traditionelle anorak og halskæde til at signalere grønlandsk fangerkultur.

Selviscenesættelse på de sociale medier – igennem moden I disse tider er Grønland også blevet en del af globaliseringen. Ifølge ph.d. fra Ilisimatusarfik og Aalborg Universitet, Andreas Mølle Jørgensen, så har flere end 77 % af de grønlandske hjem nu adgang til internettet (2015) og dermed adgang til underholdning og nyheder fra udlandet6, samt andre fristende tilbud, som man før kun kunne skaffe via butikkerne i Grønland og Danmark. Også de sociale medier 6 Kilde: http://www.futuregreenland.gl/Portals/0/ Workshop%201%20Andreas%20Moller%20Jorgensen_1. pdf Tidsskriftet Grønland 2/2018 109


ROSANNGUAQ ROSSEN

mineselskaber fra Kina og Canada holder nøje øje med, hvem der kommer til at sidde på magten de næste fire år, for at se om de får en chance for at komme på banen8. Alle de muligheder for politiske ændringer i Grønlands fremtid sætter gang i samfundets måde at beskytte sig på. Politikerne og ikke mindst samfundet i Grønland, samt folk med tilknytning til Grønland der bor i udlandet, har debatteret og til tider skændtes åbenlyst på de sociale medier. Det er også den vej, politikerne går, når de vil have fat i vælgerne. Når der er ca. 37.000 Facebook-brugere i Grønland, så bruger nogle af de grønlandske politikere også stor del af deres tid på at lave live-videoer, vlogs og forskellige statusopdateringer for at fange vælgerne. På Facebook bruger politikerne også grønlandske designs for at brande sig selv, som de gør under valgkampen på KNR, den nationale radio- og tv-station. Alle partier havde tilsammen ca. tredive timer i fjernsynet til fremlægge deres politiske holdninger og ideologier – og ikke mindst deres egne selviscenesættelser ved hjælp af moden9.

Kulturelle symboler som politisk agenda

Figur 3 og 4. Kandidater til Inatsisartutvalget 2018, Arnajaaq Lynge fra Inuit Ataqatigiit og Bo Martinsen fra Demokraterne, der begge bruger de kulturelle symboler i tøj og smykker (kilde: facebook.com).

er populære i Grønland, hvor over 62,3 % af befolkningen enten har Facebook, Twitter eller Instagram, samt Snapchat7. Dermed føles verden tættere på. En verden hvor også de store 7 Kilde: http://greenlandtoday.com/facebooksamler-groenland/

110 Tidsskriftet Grønland 2/2018

Der er forskellige måder at bruge de kulturelle symboler i moden på. Det sender stadig budskabet om etnisk tilhørsforhold, men det kan også være politisk anlagt. Ifølge Hans Erik Rasmussen blev de kulturelle symboler i Grønland strategisk anvendt tidligt som en del af den politiskkulturelle strategi med to målsætninger: nemlig den politiske mobilisering i forbindelse med kampen om at indføre hjemmestyre, etnisk inkorporation og ikke mindst til at opnå indflydelse på 8 Kilde: https://www.reuters.com/article/ greenland-election/rpt-mining-firms-from-chinato-canada-watch-as-greenland-holds-electionidUSL8N1RX5S4 9 Kilde: https://knr.gl/da/tv-programme/ qinersineq-election


ROSANNGUAQ ROSSEN

Figur 5. Hans Enoksen til partiformændenes debat i Nuuk med t-shirten: ‘Sorusuppisi? Funkerusuppugut’ (foto: skærmbillede fra knr.gl).

magtstrukturen og meningsdannelserne i 1970’erne (Rasmussen 1982, Rossen 2016). Da partivideoerne blev præsenteret på KNR, kunne man se, at Parti Naleraq havde et vigtigt budskab til den grønlandske befolkning: Selvstændighed. Budskabet blev bragt af forskellige grønlændere: kunstneren Julie Edel Hardenberg, universitetsstuderende fra Ilisimatusarfik Ulunnguaq Markussen, arkitekten Frans Berthelsen og ikke mindst Peter ‘TuuMotz’ Motzfeldt og John Olsen, der sluttede af med rapsangen: ‘Kalaallit Nunaat’10 kørende rundt i Nuuks gader med partiformanden Hans Enoksen i spidsen, samt endnu et medlem af partiet, Nikku Olsen (tidligere formand for Partii Inuit, som også gik ind for et selvstændigt Grønland) med sangen ‘Kalaallit Nunaat kalaallinut, Kalaallit Nunaat kalaallisut (Grønland for grønlændere, Grønland på grønlandsk). Senere under valgkampen blev 10 Kilde: https://knr.gl/da/tv/qinersineq-election/ partii-naleqqap-ilisarititsissutissaa-knr-12042018

der lavet en tilkobling til Nuuk Posse igen, da 61-årige Hans Enoksen under to valgaftener valgte at bære en t-shirt med Nuuk Posses logo, samt sloganet: ‘Sorusuppisi? Funkerusuppugut’ (Hvad vil i? Vi vil høre funk)- Sloganet er fra rapsangen af samme titel, udgivet af Nuuk Posse i 1992. Her bliver sloganet og sangen dog brugt som en del af selvstændighedsbevægelsen, som også er med til at dele vandene. For hvem er det, der er med i fællesskabet ‘uagut kalaallit’ (os – grønlænderne)? Kan Nuuk Posse og Parti Naleraqs nye slogan ses som en del af et symbol for Grønland og grønlænderne? For det er også en bevidst strategi med at få fat i de yngre vælgere. Selvom Nuuk Posses rappere ikke er helt unge mere, er de stadigvæk meget populære i ungdomskulturen i Grønland. Sangen, bandet Nuuk Posse og t-shirts'ene bliver her brugt som politisk mobilisering i forbindelse med kampen om at indføre selvstændighed, etnisk inkorporation og ikke mindst til at opnå indflydelse på magtstrukturen og meningsdannelserne Tidsskriftet Grønland 2/2018 111


ROSANNGUAQ ROSSEN

i 2018. Der er rift om vælgerne blandt udbryogså referer til bandet, og på den måde også derne fra Siumut, og det gælder om at marprøver at inddrage de unge ved at signalere, kere sig ’ungdommeligt’, for et nyt Grønland at det ikke kun er fangerne og fiskerne, der og dermed nye yngre kræfter. Kan Nuuk støtter partiet, men også unge, uddannede Posse endda blive accepteret som et kultugrønlændere og kunstnere, samt kendte relt symbol? musikere. De Ifølge den bruger dem som afdøde ameritalerør for et kanske antroposelvstændigt og log Jean L. Briggs et ‘grønlandsk’ (1929-2016) opGrønland. står der mere opBandet Nuuk mærksomhed på Posse var de offentligheden første, der udgav og den politiske et rap album og arena, når der som i 1990’erne opstår konflikt i var et moderne forskellige grupfænomen, der per indenfor et blev inspireret af samfund, og hun den amerikanargumenterer ske rap kultur. for, at når en I dag er det bleverden ser ud til vet til et band, at være i fare, der protesterer kan kulturtræk mod rigsfællesblive til symboskabet, og man ler. Briggs har kan også stille haft fokus på, spørgsmålet, hvordan de caom det er alle i nadiske inuitters bandet, der er behov for at difenige, for de er ferentiere sig fra ikke med i pareuro-canadierne tivideoen. Som signalerer, at Peter ’Tuumotz’ man er inuit Motzfeldt også Figur 6: Reklame med en af Bolt Lamars frontfigur, Natascha ved bevidst sym- Pedersen fra Nuuk (foto: Bolt Lamar). siger i Parti Nalebolbrug, som raqs partivideo: de i selvforsvar ’Aqutseriaaseq bruger til at konuagutsinnut struere grænser fra ‘dem’, eller ‘de andre’. sanaajunngilaq (…) annoraanngunngisaBriggs mener også, at et symbol godt kan annassooq. Tulluarilernavianngilarput’ vende tilbage til at være et almindeligt ka(Måden, man styrer vort land på, har aldrig raktertræk i brugen, og at det nogle gange været tilpasset os, der rent faktisk bor her kan dreje sig om et træk, som man tror, er i Grønland. Styremåden bliver aldrig til et symbol, men bare er et træk uden den en anorak, (som passer til grønlænderne), ideologiske symbolladning (Briggs 1997). måden man styrer på, kommer aldrig til at Derfor bruger partiformanden t-shirts, der klæde os). I videoen kan man se Peter ’Tuu

112 Tidsskriftet Grønland 2/2018


ROSANNGUAQ ROSSEN

Motz’ Motzfeldt have en hoodie på, hvor der står: Bolt Lamar – Cabrones (spansk: motherfuckers). Men hvad er Bolt Lamar, og hvad er deres budskab?

Bolt Lamar – globaliseringens ungdom De allernyeste iværksættere indenfor moden i Grønland er Mala Johsen (25) og Arny Koor Morgensen (27) fra Nuuk. Navnet på deres mærke er Bolt Lamar, som er et miks af de to verdenskendte idoler, som de unge mænd har. Den ene er Usain Bolt (f. 1986), den jamaicanske olympiske sprinter, mens den anden er den amerikanske rapper Kendrick Lamar (f .1987), der i dag også er kendt som en aktiv kunstner, der kritiserer de sortes forhold i USA. Tilsammen danner det mærket Bolt Lamar, der blev lanceret i 2016. Mærket er anderledes, da det fra start af aldrig har involveret brug af de traditionelle grønlandske kulturelle symboler og ’grønlandskhed’. I stedet har man brugt forskellige personer fra hele verden og fra Nuuk i deres branding. Deres modeller har enten været fra Sydamerika, som Mala Johnsen sammen Michaela Eliassen (25) tog billeder af under deres jordomrejse i 2017. Men de bruger også glokale (lokale, men også globale) unge i deres reklamer for mærket. Én af deres frontfigurer er Natascha Pedersen, der er makeup artist med over 117.000 følgere på Instagram og 10.000 abonnenter på Youtube på verdensplan. Udover at hun er model på Bolt Lamars hjemmeside, bruger hun også mærket, når hun selv laver makeup tutorial-videoer og billeder på de sociale medier. Natascha Pedersen er definitionen af en glocal. Hun er født og opvokset i Nuuk og har boet i Canada i et par år, og hendes mor er fra Thailand og faren fra Danmark. Bolt Lamar samarbejder dermed med Natascha Pedersen ved at brande dem via hendes adgang til en masse følgere på de sociale medier, som mange er begyndt at gøre. De markeds

fører sig dermed ud mod omverdenen og fokuserer ikke kun på de grønlandske modeforbrugere. Mærket Bolt Lamar blev også hurtig kendt blandt de unge i Grønland på grund af de tidligere nævnte Michaela Eliassen fra Sisimiut og medejeren Mala Johnsen fra Nuuk. De brugte mærket, da de rejste rundt i verden kun med deres rygsække i lidt over et år. Familie, venner og de interesserede kunne følge med i deres rejse ’M&M on Worldtour’ på Facebook, og de havde næsten 6.000 følgere11. De to sendte live fra forskellige steder, de kom frem, hvor seerne på Facebook kunne stille spørgsmål om alt mellem himmel og jord. De gav gode råd om, hvor man kunne tage hen, og hvad man skulle passe på, osv. Under hele turen og efter at de kom hjem, kunne man følge dem. De var rollemodeller for mange grønlændere, netop fordi de turde rejse jorden rundt og vise, at verdenen ikke var farlig. De levede livet og ikke mindst var sjove at følge med i. Efter de vendte hjem, kom de også på det grønlandske underholdningsprogram Mudi Tv, hvor Mala Johsen både havde en hoodie og cap af mærket Bolt Lamar, hvor der også stod på spansk: viajeros (den rejsende).

Afsluttende bemærkninger Bolt Lamars brug af specifikke modeller og specifikke steder i verdenen til at brande mærket på hentyder til globalisering og mangfoldighed. Mærket er henvendt til og bliver brugt af de unge, unge som har mod på at rejse verden rundt, og som ikke kun ‘kigger ned i deres navle’, samt unge med ikke kun én identitet og kultur: De hybride unge. Mærkets tilblivelse kan også være en reaktion for den tendens, der i øjeblikket sker i Grønland, igen. Promovering af grønlandskheden og brugen af de kulturelle symboler i moden til at ville opnå selvstæn11 Kilde: https://www.facebook.com/ MandMworldtour/ Tidsskriftet Grønland 2/2018 113


ROSANNGUAQ ROSSEN

Figur 7 & 8. Michaela og Mala on worldtour med Bolt Lamar (foto: facebook.dk/MandMworldtour/).

dighed. Et budskab om, at man skal kigge udover de grønlandske og danske grænser i stedet for at fokusere på, at Grønland kun skal være for grønlændere og kun være på grønlandsk! Litteraturliste Anderson, Benedict 2001: Forestillede Fællesskaber. Roskilde Universitetsforlag. Briggs, Jean L. 1997: From Trait to Embem and Back: Living and Representing Culture in Everyday Inuit Life. Arctic Anthropology 34 (1), 227-238. Frello, Birgitta 2012: Kollektiv Identitet – kritiske perspektiver. Frederiksberg. Rasmussen, Hans-Erik 1982: Socio-symboler og Etno-politiske symboler i Grønland. Eksempler fra 1930-40’erne samt fra perioden ca. 1976-1982. Paper fremlagt på det 10. Nordiske Etnografmøde, København, 20-22. oktober. Københavns Universitet, Institut for Eskimologi. Rossen, Rosannguaq 2017: ”Jeg ringer efter politiet! Sådan kan I ikke behandle den grønlandske nationaldragt!” – Uenigheder om identitet og kulturelle udtryk i grønlandsk mode. Grønlandsk Kultur- & Samfundsforskning 2015-16. Nuuk. Simmel, Georg 1957: Fashion. IN: The American Journal of Sociology. 62, no. 6 (May, 1957): 541-558.

114 Tidsskriftet Grønland 2/2018

Anvendte hjemmesider https://knr.gl/da/tv-programme/qinersineq-election Kilde: https://knr.gl/da/nyheder/kielsen-udskriver-valg Kilde: https://knr.gl/da/nyheder/aleqa-tr%C3%A6kker-sig Kilde: http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Samfund,_jura_og_politik/Myndigheder_og_politisk_styre/Politiker/Augo_Lynge Kilde: https://www.altinget.dk/arktis/artikel/to-nye-partierklar-til-groenlandsk-valg Kilde: https://knr.gl/da/nyheder/bibi-chemnitzkl%C3%A6der-awg-deltagerne-p%C3%A5 Kilde: https://knr.gl/da/tv-programme/qinersineq-election Kilde: https://knr.gl/da/tv/qinersineq-election/partii-naleqqap-ilisarititsissutissaa-knr-12042018


AF JOSEPHINE SCHNOHR

En bro af viden om klimaforandringer i Godthåbsfjorden

RESUMÉ

I artiklen fortæller videnskabsjournalist Josephine Schnohr om ph.d. Ann Eileen Lennerts projekt, hvor A. E. Lennert både ved hjælp af moderne naturvidenskaber som geologi, biologi og oceanografi og igennem den traditionelle fangerviden og de gamle fangeres oplevelser i og af landskabet omkring dem, har afdækket klimaforandringerne i Godthåbsfjorden i Vestgrønland. I dette krydsfelt mellem resultatorienteret naturvidenskab, arkiver og feltture og fangernes oprindelige fortællinger er ny viden og nye erkendelser om det grønlandske klima i fortid, nutid og fremtid opstået.

Afsæt i Godthåbsfjorden Udgangspunktet for ph.d.-afhandlingen ”A Millenium of Changing Environments in the Godthåbsfjord, West Greenland” var at studere og rekonstruere klimavariationerne i Grønland i forhistorisk og historisk tid i håb om bedre at kunne forstå nutidens klima og dermed også, hvad fremtiden kommer til at byde på.

Josephine Schnohr (f. 1971). M. Phil i Egyptologi ved University of Cambridge 1996. Cand. mag i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet i 1999. Freelance journalist med speciale i arkæologi og historie. Skriver for Kristeligt Dagblad, AG Grønlandsposten, Polarfronten, Sciencereport.dk m.fl.

Med et interdisciplinært studie med afsæt i både natur- og samfundsvidenskab var det målet at øge forståelsen af de omfattende klimaforandringer, der er særligt udtalte i Arktis, og dermed hjælpe med at udforme de mest hensigtsmæssige og langsigtede strategier for miljø- og klimaforvaltning i fremtidens Grønland. Netop Godthåbsfjorden ved Nuuk er velegnet til et sådant studie, da det er den tættest befolkede del af Grønland både nu og førhen. Her har boet mennesker i både Saqqaq-, Dorset- og Thule-kulturen, kolonitiden og i dag, og dermed kontinuerligt siden omkring 2.500 f.Kr. Tidsskriftet Grønland 2/2018 115


JOSEPHINE SCHNOHR

Godthåbsfjorden (alle fotos: Ann Eileen Lennert).

Her er både spor efter det traditionelle fanger- og nomadeliv og det mere fastboende liv, der kom til Grønland med Hans Egedes kolonisering i 1721 og Den Kongelige Grønlandske Handel. Så her har menneske og natur interageret igennem årtusinder, og netop her har mennesker i alle perioder måtte opøve evnen at agere og overleve i et klima i evig forandring.

Tværvidenskabelig bro Med en uddannelsesmæssig baggrund i kultur- og samfundshistorie samt arkæologi og praktisk erfaring fra GEUS og Grønlands Naturinstitut og Klimaforskningscenter indenfor marine naturvidenskaber har Ann Eileen Lennert set på det kulturhistoriske

116 Tidsskriftet Grønland 2/2018

landskab omkring Godthåbsfjorden med et mange-facetteret prisme. Talrige landskabsarkæologiske vandringer rundt i det omfattende fjordsystem i selskab med arkæolog Christian Koch Madsen fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv blev brugt på at tyde og aflæse landskabet her. Tilsvarende ture rundt i landskabet i selskab med gamle fangere skulle vise sig særdeles givende og tilføje en ekstra dimension til klimastudierne; nemlig den traditionelle viden om fortidens og nutidens landskaber opbygget igennem generationer af fangere. De gamle fangeres viden blev et ekstra lag i klimastudierne og gav perspektiv til den naturvidenskabelige forskning, idet disse mennesker og deres historie er tæt knyttet


JOSEPHINE SCHNOHR

Området i Godthåbsfjorden som var målet for fangernes historier.

til deres omgivelser og naturen. Så fangerne gav så at sige en menneskelig dimension til naturvidenskaben og forskningen og bidrog til at nuancere og udvide den nuværende viden om klimaforandringerne i Godthåbsfjorden.

Gjort før Inddragelsen af de gamle fangere, deres viden og fortællinger endte med at spille en større og mere central rolle i afhandlingen end først tænkt. Inspirationen til at inddrage den traditionelle viden i afhandlingen kom fra tidligere tiders polarforskere som den berømte Knud Rasmussen og den lidt mindre berømte officer og arkæolog, Daniel Bruun. Ligesom andre af den tids polarfor-

skere benyttede de sig i høj grad af lokal viden og var på den måde forud for deres tid. Knud Rasmussen indhentede lokal viden på sine mange ekspeditioner og især under den Femte Thule Ekspedition fra 1921-24, mens Daniel Bruun så tidligt som i 1908 kombinerede den lokale viden med arkæologiske lokaliteter og økohistorie. En række senere forskere som Therkel Matthiassen, Kaj Birket-Schmidt og Jørgen Meldgaard gjorde det samme op igennem 1950’erne og 1970’erne. Vigtigheden af de lokales viden gik en periode lidt i glemmebogen, men i de senere år er den blevet støvet af og anerkendt som bevaringsværdig kulturarv. På den måde ligger afhandling og anerkendelsen

Tidsskriftet Grønland 2/2018 117


JOSEPHINE SCHNOHR

Rensdyrstier som ikke kun har været brugt af disse dyr. Langs disse stier og de ni områder, de går igennem, er der fyldt med stednavne, anlæg til jagt, varder og teltringe.

af fangerfortællingernes værdi helt i tråd med nye forskningsretninger og UNESCO’s etablering af en verdensarvsliste over immateriel kulturarv.

Story maps Ud over de mange ekspeditioner rundt i Godthåbsfjorden indhentede Ann Eileen Lennert viden fra arkæologiske lokaliteter fra forskellige perioder og i arkiver og skriftlige kilder som dagbøger, hvor der var information at hente omkring variationer i havisen, dyrenes færden, klimaforhold, miljøforandringer og andre ændringer i økosystemernes hårfine balance. Alle disse informationer blev lagt ind i såkaldte story maps, hvor de mange

118 Tidsskriftet Grønland 2/2018

forskellige lag af viden fik uddybet og nuanceret den viden, som man for eksempel indhenter ved mere rendyrkede naturvidenskabelige metoder. Metoden går også under betegnelsen participatory mapping, der bedst kan oversættes i retning af brugerinddragende kortlægning. Altså en kortlægning og redegørelse for klimaet og dets forandringer i Godthåbsfjorden set over tid og udført i tæt samarbejde med brugerne af fjorden; i dette tilfælde fangerne. Deres viden og erfaringer bygger på årelang brug og færden i fjorden, og det er også dem, der fremover skal bruge og færdes i fjorden med de klimaforandringer, der nu måtte være i vente.


JOSEPHINE SCHNOHR

Vittus forklarer, hvordan man skal bygge en rævefælde, og hvordan man tænker som en ræv.

Værktøj for videnskaben

Tidligere varmeperiode

Den participatory mapping, som ture og interviews med fangere frembragte, kan nu udgøre et vigtigt værktøj for andre forskere, der studerer klimaforandringer i de arktiske områder. Herved kan de nemlig udvide og forlænge de tidshorisonter, som deres studier opererer med, og få verificeret eller afkræftet deres antagelser, opstillede klimamodeller og få en bredere forståelse af klimaet før, nu og i fremtiden. Fangernes fortællinger og erfaringer rummer nemlig også observationer af vindforhold, ressourcer såsom fangstdyr, landmærker, vegetation, havstrømme og isforekomster. Ting, som man helt naturligt observerer i et fangerliv i pagt med naturen og især observerer forandringer af.

En af de klimahændelser, som de gamle fangere kan berette om, er varmeperioden i Grønland i 1920’erne og 1930’erne. Her steg middeltemperaturen med to grader per årti, så der var tale om en markant ændring af klimaet. Varmeperioden kunne naturligvis aflæses i isens udbredelse og især i tabet af ismasse, som er en af de mest brugte parametre i studier af klimaforandringer i det arktiske. For fangerne omkring Godthåbsfjorden var den væsentligste faktor i varmeperioden fraværet af den hvide hval. Qaqortanik Qilalugarnirneq – jagten på den hvide hval – var dengang altafgørende i de små fangersamfund langs fjordene. Fangerne

Tidsskriftet Grønland 2/2018 119


JOSEPHINE SCHNOHR

"Den døde gletsjer" inde i bunden af Godthåbsfjorden. Det siges, at der ligger en stor går derinde i den frodige dal. Både fangere og historier fortæller dette. Der kan have ligget flere, der så under den lille istid blev skrabet væk af gletsjeren, der bevægede sig frem og derefter trak sig tilbage. I bunden ligger der en flot norrøn varde. Stedet har gennem tiden også været et vigtigt jagtområde for rensdyr. Angunnguaq sidder på en norrøn ruin. Det ligner en smuk forårsdag, men det man ikke ser er, at der er flere meter sne omkring ruinerne. Et eksempel på det utrolige kendskab nordboerne havde til landskabet, før de anlagde gårde eller sommergræsningsanlæg og -steder, hvor sneen var smeltet først.

havde et nøje kendskab til hvidhvalernes migrationsmønstre, der i stabile klimaperioder var ret faste og forudsigelige.

120 Tidsskriftet Grønland 2/2018

Men de første årtier af 1900-tallet registrerede fangerne en markant ændring af de faste bevægelsesmønstre for både hvaler og isen, og allerede fra 1916 udeblev hvidhvalerne i Godthåbsfjorden og var i stedet at finde nord for Disko Bugt. Fangernes hvalobservationer understøttes af nogle meget detaljerede meteorologiske observationer foretaget af den grønlandsk fødte, tyske missionær Samuel Kleinschmidt, der ud over tro og sprog havde en glødende interesse for vejret. Hver


JOSEPHINE SCHNOHR

eneste dag tog han efter sigende bestik af Så fremfor at grue over de igangværende himmel, horisont, skyformationer, nordlys, klimaforandringer, som mange gør de vindretning og eventuelle andre vejrrelafleste andre steder i verden, har inuit terede fænomener. Tre gange dagligt – kl. slået sig til tåls med det uundgåelige og 5 morgen, midt på omfavner idéen dagen og sen aften om et klima i – aflæste han tempeforandring og raturen og noterede tilblivelse. De sin måling. bruger begrebet Efterhånden Pinngortitaq, blev Kleinschmidts som bedst oversættes med ”et hobby en profession, og det blev sted, der bliver begyndelsen til en til”, om de kommende tider, egentligt meteorologisk station ved klima og levemuligheder. Qoornoq i Godthåbsfjorden, hvorSom en gammel fra der er bevaret fanger Marius vejrobservationer fra Kangeq tørt fra perioden 1874 til konstaterer: 1925. Her kan man ”Da de hvide læse, at den sidste hvaler forsvandt, fangede observation af is var vi bare sæler 5. november 1925. i stedet”. Det Det står i skærende kontrast til indrammer meget godt inuits det kort fra 1908, livsfilosofi og som Daniel Bruun tegnede ud fra sine Et lille næs som ikke ser ud af meget. Men dette sted var samtidigt også deres overlevelobservationer og et utrolig vigtigt sted at fange hvidhvaler. Fangerne i deres kajakker, kamufleret med isens farver, det siltede sesstrategi i et samtaler med lovand og de skvulpende lyde fra isfjelde gjorde, at de kale, og hvor isens klima, der har kunne snige sig tæt ind på hvalerne og skræmme dem udbredelse var marbudt på store hen til næsset. kant større og langt udfordringer og større end i vore radikale forandringer. dage. En ung fanger fra Nanortalik, også ved Verden, der bliver navn Marius, siger: ”Vi har altid tilpasset I Arktis sker klimaforandringerne med os. Klimaet har altid forandret sig, og vi større hast og tydelighed end alle andre tilpasser os stadig. Det er vores måde at steder på kloden. Disse egne har igennem leve”. årtusinder haft et både dramatisk og foranNetop den tilpasningsevne og dermed derligt klima, og derfor har de forskellige fleksibilitet og mobilitet har været nøglen inuit-grupper også opøvet en enestående tiltil inuits overlevelse i det arktiske igennem årtusinder. pasningsevne og en meget opstillingsparat livsstil.

Tidsskriftet Grønland 2/2018 121


JOSEPHINE SCHNOHR

Et skulderblad fra en sæl med borede huller hjælper med at datere både rævefælder, jagtsenge, og hvornår disse var brugt.

Hvad så nu? Ud over at integrere de gamle fangerfortællinger i forskningen håber Ann Eileen Lennert på at kunne bevare dem som en del af den immaterielle kulturarv fra Arktis ved at få den skrevet ned. Al denne viden er jo ellers kun bevaret mundtligt og i erindringer, der ligger lagret i landskabet, anlæg, stednavne og historier. Men måden at leve på ændrer sig også i de arktiske egne med hurtige motorbåde til fangst og helikoptertransport over land, og derved risikerer denne viden om naturen og landskabet at gå tabt. Derfor arbejder Ann Eileen Lennart i forskellige sammenhænge sammen med fagfæller om at skabe en øget opmærksomhed omkring denne del af kulturarven både bredt i befolkningen i Grønland og især

122 Tidsskriftet Grønland 2/2018

iblandt de unge og skolebørnene. Igennem formidling og uddannelse vil de på sigt kunne erkende, hvor unik og vigtig den traditionelle viden er for deres eget kulturelle ståsted. Måske de selv vil indgå i forskningsarbejde og bidrage til at bevare kulturarven. De helt små børn prøver Ann Eileen Lennert at nå med en børnebog, der fortæller om de gamle fangere og deres viden om naturen og landskabet, og hvordan man selv kan gå ud og gå på opdagelse i det. Alt dette for at anspore folk i de arktiske egne til at skaffe sig viden om naturen, kulturen og klimaet og selv kunne gå aktivt ind i en hensigtsmæssig og bæredygtig forvaltning af det både nu og i fremtiden. På den måde er de lokale selv rustede til at imødegå fremtidens store klimaudfordringer.


JOSEPHINE SCHNOHR

Angunnguaq blev et lag i en story map Den gamle fanger Angunnguaqs fortællinger indgik i flere såkaldte story maps i samspil med historisk og arkæologisk viden. Et eksempel er som følger: Lokaliteten Qaqssingiut (de små flerfarvede sæler). Historisk viden: En bosættelse på den nordlige side af Kapisillit fjorden ca. 20 km. fra Uummannaq øen. Den blev etableret i 1914, da dygtige rævejægere bosatte sig her. I 1918 boede her 36 mennesker i fire huse; alle huse med ovn, da her var store mængder drivtømmer. Bosættelsen mønstrede en uuddannet lærer, tre jægere, fire fiskere og jægere – alle med kajakker. Bosættelsen blev forladt i 1928. Arkæologisk viden: Fire nyere inuit hustomter foran en nordboruin og et hus bag nordboruinen. Inuit strukturerne har fundamenter delvist indgravet i nordbo møddingen. En af strukturerne har et pænt køkkenanneks. Nordruinen dækker et område på 700 m2 med en gårdlignende struktur. På vestsiden løber en stenmur, der tidligere har været tolket som et kirkedige. Lidt under den store nordboruin ligger resterne af en anden, formodet nordboruin. Angunnguaqs viden: Her lå den gamle bosættelse, hvor folk flyttede hen, da hernnhutterne forlod Uummannaq øen i begyndelsen af 1900-tallet. Husene lå højt oppe i landskabet, og Angunnguaqs families hus lå delvist oveni en nordboruin. Sten fra ruinen blev brugt i konstruktionen af deres tørvehus. Årsagen til husets høje beliggenhed var, at her var et bedre overblik over fjorden, hvor både hvaler og sæler ville svømme ind og ud. Angunnguaq fortæller, at de flyttede derfra i 1928 og rykkede til Kapisillit.

Næste side, øverst: Ph.d. Ann Eileen Lennert står og betragter vinterlandskaberne i bunden af Godthåbsfjorden. Nederst: På landskabsarkæologisk feltarbejde.

Tidsskriftet Grønland 2/2018 123


JOSEPHINE SCHNOHR

124 Tidsskriftet Grønland 2/2018


128 Tidsskriftet Grønland 2/2018


BJØRNE BROCHEN

Støt børn i Grønland med Bjørnebrochen. Når du køber en bjørnebroche, går overskuddet på 1.200 kr. pr. broche direkte til Gentofte UNICEF By 2018 og dermed til UNICEFs arbejde for børn og unges rettigheder i Grønland. Bjørnebrochen er designet af den grønlandske kunstner Buuti Pedersen og fremstillet Bjørneb af guldsmed Nicolai Appel. Sølvbrochen er smykket med en grønlandsk rubin fra Nuuk-området i Vestgrønland, fattet i grønlandsk guld. Guldet kommer fra temamønter lavet af guld fra guldminen Nalunaq i Sydgrønland, som lukkede i 2013. Bestil bjørnebrochen hos Nicolai Appel Email: nicolaiappel@hotmail.com Telefon: +45 2616 3145 / Hjemmeside: www.nicolaiappel.dk Pris: 2.500. Læs mere om Bjørnebrochen her: www.unicef.dk/bjoernebrochen

UNICEF By 2018


Nyeste publikation fra

DET GRØNLANDSKE SELSKAB Inge Høst Seiding (red.): Henriette Egedes dagbog 1832-1833 Henriette Egedes dagbog er en sjældenhed! – Skrevet af en dansk kvinde i Grønland i 1830-erne; en kvinde med en usædvanlig iagttagelsesevne – og som var god til at skrive. Bogen giver et autentisk førstehåndsindtryk af kolonitidens Grønland: kvinder og mænd, grønlændere og danskere, børn, fangere, embedsmænd, sygdom, klima, ægteskab, hjemve … Bogens redaktør, Inge Høst Seiding, har forsynet bogen med en introduktion og et noteapparat, som giver læseren en god baggrund og forståelse af datidens særlige vilkår.

Inge H. Seiding: Henriette Egedes Dagbog 1832-33. 96 sider; illustreret 200 kr. / medlemspris 175 kr. Bestil bogen hos Det Grønlandske Selskab: www.dgls.dk / 6160 5331 / mail: dgls@dgls.dk eller via Saxo.com

Tidsskriftet Grønland nr. 2, 2018  
Tidsskriftet Grønland nr. 2, 2018