__MAIN_TEXT__

Page 1

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 4/DECEMBER 2020 68. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB

30.11.2020 13.10

Omslag TG4-2020-final.indd 5


1924

1920

Køretøjer i Grønland

1945 1945

Grønlands første bil. Danmark-Ekspeditionen 1906-08

2008

1945 De udvalgte fotografier er taget af: Chr. B. Thostrup, Jette Bang, Lars Rasmussen samt 2 ukendte fotografer

Se flere køretøjer på: www.arktiskebilleder.dk eller gå på opdagelse på: www.arktiskinstitut.dk. Arktisk Institut stiller sine historiske samlinger til rådighed for alle – og modtager løbende nye samlinger af arkivalier vedrørende Grønland og det øvrige Arktis. Arktisk Institut, Strandgade 102, 1401 København K 3231 5050 / arktisk@arktisk.dk

Omslag TG4-2020-final.indd 2

30.11.2020 13.10


INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgives af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 61 60 53 31 E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ SE nr. 19 04 29 28 BankNordik: 6506 - 3062474369 IBAN: DK 4965 0630 6247 4369 SWIFT/BIC: BANODKKK Redaktion Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@dgls.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar. Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter. Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse. Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a.

1 2 6 M E T T E E L I S A B E T H B R U U N:

Jagtfortællinger fra Grønland 1894 – fortalt til Daniel Bruun 143

T H O M A S VA R M I N G :

Grønlands olie- og gasressourcer i et nyt lys – hvor og hvor meget? 152

MICH A EL K LU T H:

Hvorfor ville USA købe Grønland? En teoretisk forklaring samt mulige konsekvenser for den arktiske strategi 161 A N N IE L A N DER L ASZIG: En grønlænder fra Erzgebirge 166 N A J A DY R E N D O M G R AU G A A R D : Fornemmelse for sæl? Sælens ’flerhed’ i Grønland, vestlige fortolkninger og EU’s sælregime fra Arktis 183 B E N D T N I E L S E N O G T O R B E N D I K L E V: Baggrund for oprettelsen af faste radiostationer i Grønland 1 92

HELENA JENSEN:

Årets grønlandske julemærke og årets kulturprismodtager 196 MEDDELELSER F R A DET GRØN L A N DSK E SELSK A B

Augustinus Fonden, Skibsreder C. Kraemer og Hustru Mathilde Kraemers Grønlandsfond. Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk Narayana Press Forsidebillede ’Wear qisi-Become Seal’©, illustreret af kunstneren Lilmoon – Paulette Metuq.

Index-4-2020-011220-final.indd 167

01.12.2020 08.17


AF METTE ELISABETH BRUUN

Jagtfortællinger fra Grønland 1894 – fortalt til Daniel Bruun RESUMÉ Daniel Bruun (1856 – 1931) f. på Asmildkloster udenfor Viborg. Som ung løjtnant gjorde han tjeneste som sekretær og korttegner for en fransk topografisk mission i Nordafrika. Fra ungdommen havde han haft en drøm om at komme til Grønland og studere nordisk byggeskik. Det lykkedes omsider i sommeren 1894, hvor han foretog en systematisk registrering af nordboruiner og kunne fastslå deres overensstemmelse med tilsvarende bygninger på Island, Færøerne og i Norge. På konebådsrejsen fra Arsuk og under det månedlange ophold i teltlejrene i fjordene ved Qaqortoq og Narssaq fik Daniel Bruun et nært forhold til den grønlandske befolkning. Han lyttede til deres beretninger om jagt og fangst, som han nedskrev ord for ord, samtidig med at han tegnede dagbogsskitser af sine mange oplevelser. Tidsskriftet Grønland bringer her tre jagtfortællinger formidlet af Daniel Bruuns barnebarn Mette Elisabeth Bruun.

I 1894 ledede premierløjtnant, senere kaptajn, Daniel Bruun en af Kommisionen for Undersøgelser i Grønland udsendt "Expedition til Julianehaab-distriktet". Formålet

Mette Elisabeth Bruun (f. 1939) er bachelor jura. Senere kunst- og kulturstudier. Lærer i aktivitet og kultur på sundhedsuddannelser under indenrigsministeriet og Fyns Amt. Har gennem årene samarbejdet med nordboforskere på Nationalmuseet og i Grønland, Island, Færøerne og sameforskere i Nordnorge. Mette E. Bruun er barnebarn af Daniel Bruun.

var at registrere og undersøge, hvorledes nordboernes boliger havde set ud i Grønland i sammenligning med tilsvarende boliger i Island, på Færøerne og i Norge. Den månedlange ekspedition indledtes med en farefuld konebådssejlads langs kysten fra Arsuk. I løbet af sommeren 1894 berejste Daniel Bruun store dele af det daværende Julianehaab-distrikt, hvor han løste spørgsmålene om nordbogårdene. Ud over de videnskabelige resultater, som blev udgivet i ”Meddelelser fra Grønland nr. 16”, skrev og tegnede Daniel Bruun mange private optegnelser, som senere blev udgivet i en lille bog med titlen ”Mellem Fangere og

126 Tidsskriftet Grønland 4/2020

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 126

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

Peter Daniel Bruun, kaptajn, forfatter, født 27. januar 1856 på Asmildkloster, død 22. september 1931 i Hellerup.

Jægere – Piger og Koner” (Gyldendal 1897). Herunder også de følgende tre optegnelser af historier om jagt og fangst, som er gengivet ordret, som Daniel Bruun fik dem fortalt af de pågældende fangere.

Abraham fortæller om rensdyrjagt i hans barndom 30. maj, Arsuk. Alt er i stand til afrejsen. Hver båd har fået sine kasser, sække og telte tildelt, og besætningerne er fordelte. I konebåden fra Tigssaluk, i hvilken jeg skal sejle, er Abraham kajakmand, den gamle Mikael styrer, Erika og Malene (Abrahams søstre) samt Helene og Karoline roesker, desuden hører tolken Peter Hansen til båden. Kagsimiutbåden har foruden sergent Jørgensen og fisker Otto Hansen følgende besætning: Storfangeren den ældre Terkel og den yngre Boas som kajakmænd, Konrad, en ældre mand som styrer,

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 127

Abraham (alle tegninger i artiklen er af Daniel Bruun).

Bolette og Amalie som roersker, Zakarias, Otto, Vilhelm og Thomas som roere. Altså, alle mand i bådene! Ipungniaritse! (ror bort.) Pigerne i min båd ror temmelig hurtigt med korte tag og falder en gang imellem i langsommere takt. Engang imellem synger de en monoton, men velklingende konebådssang. Abraham kommer en gang imellem på siden af konebåden, hvor jeg har indrettet mig et hyggeligt sæde agter i båden med ryggen støttet mod vore brødsække. På min opfordring fortæller han om rensdyrjagterne i hjemstavnen. Tolken Peter oversætter Abrahams fortællinger, som jeg ord for ord på stedet skriver ned i min lommebog: Abraham var dreng, da han første gang var med på rensdyrjagt. Faderen, som hed Jens, tog ham med ind i Sermili-Arsukfjorden, hvor der i bjergegnene mellem denne

Tidsskriftet Grønland 4/2020 127

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

og den nærmeste nord for liggende Sermilikfjord holdt ikke så få rensdyr til ved randen af indlandsisen. En tidlig sommermorgen ved solopgang lagde to konebåde og en del kajakker ud fra Tigssaluk. I den båd, som tilhørte Abrahams far og i hvilken Abraham var, roede blandt andre søsteren Vilhelmine og fasteren Agate. I de andre kajakker var foruden Jens flere andre fangere fra Tigssaluk. Mændene havde foruden fangstredskaber deres rifler og jagtknive med, kvinderne kamjutstokke og synåle for at kunne holde jægernes og fangernes tøj i orden. I øvrigt medbragtes foruden nogle skind til at sove på ikke ret meget andet end tørret sælkød. Det var varmt i vejret om morgenen, men senere op ad dagen friskede det lidt op, og da vinden nu strøg ind ad fjorden, anbragtes der et latinersejl i den ene konebåds forstavn, og den anden konebåd slæbte da bag den forreste. Således strøg bådene ind efter, hjulpne frem af årer og vind, medens kajakmændene sværmede om til alle sider. Trods det gunstige vejr var det dog en anstrengende dag for kvinderne, som skulle ro, for først om aftenen nåede bådene til landingsstedet ved isbrinken på nordre side af fjorden. Undervejs var der flere gange lagt op, for at roerskerne kunne drikke vand og hvile lidt. Da de to konebåde kom til deres bestemmelsessted, så de, at der allerede lå en konebåd der. Den var fra bopladsen Kangarsuk på fjordens nordside ved mundingen. To kajakmænd, som hørte til denne båd, havde været på rensdyrjagt og skudt tre rensdyr. Jagtudbyttet skulle først hentes næste dag. Jægerne havde ikke givet sig tid til at slæbe det med, fordi de havde lovet at komme tilbage samme aften til kvinderne, som ellers ville være blevet bange. Om natten blev bådene trukket på land og vendt, og under dem sov nu besætningerne på deres sælskind. I tre dage gik nu alle mændene på sælfangst i fjorden. De havde et godt udbytte, så der var fuldt op af kød og skind. Abraham,

der endnu ikke havde lært at gå på så lange farter i kajak, blev hjemme hos kvinderne. Han kedede sig og længtes inderligt efter, at faderen ville tage ham med op i fjeldene på rensdyrjagt. Endelig oprandt den dag, da jagten skulle begynde. Tidligt om morgenen inden opbruddet indtoges et forsvarligt måltid af kød og kaffe, og snart efter brød jagtselskabet op. Forrest vandrede faderen med Abraham i hånden, derefter fulgte mændene med deres forladerifler over nakken, krudthornene og posen med blykuglerne ved siden. Toget sluttedes af kvinderne, som bar mændenes reservekamikker og tøj. En stor skindpose med råt og kogt kød skiftedes de til at bære. De sædvanlige skindbukser, som mændene plejede at gå i, var aflagte og erstattede med grove tøjbenklæder, fordi skindbukserne var for varme. En tynd anorak dækkede overkroppen.

Abraham var, trods glæden over at skulle med, dog beklemt om hjertet ved tanken om nu at skulle stå ansigt til ansigt med de store dyr, som han havde hørt så megen tale om. Han holdt faderen fast i hånden og trykkede sig tæt op af ham. Lige så længe han kunne huske, havde faderen altid haft ham om sig, når han da ikke var ude på fangst. Abraham var således fra ganske lille vænnet til ikke at søge ret meget selskab med andre børn, hvis lege ikke interesserede ham. Derimod holdt han, som han sagde, forfærdelig meget af faderen, som i øvrigt var meget streng mod ham, men som også på den anden side legede med ham og lavede små våben til ham, som han øvede sig i at bruge. Endnu havde han dog ikke lært at gå i kajak, men det var snart ved tiden, da han skulle begynde herpå. Ved solopgang var det dejligt klart vejr, som holdt sig op ad dagen, men det blev meget varmt, og myggene generede overmåde meget. Man gik imidlertid ikke videre hurtigt, så Abraham kunne let følge med. På rensdyrjagt skynder man sig nemlig ikke, man ser sig for!

128 Tidsskriftet Grønland 4/2020

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 128

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

Nu steg man over de lave fjelde, højere og højere, passerede over højdedrag og ned gennem små dale med mange nedrullede sten. Hver gang jægerne kom ind i en ny dal, lagde de sig ned bag klippeblokkene og spejdede til alle sider efter rensdyrene. Der for af og til ryper op, og man stødte jævnligt på harer, men der blev ikke skudt noget vildt, nærmest for at spare på ammunitionen. Falke sås kredse højt til vejrs over dalene, og en enkelt gang opdagede Abraham en falkerede højt til fjelds. Men man standsede ikke, og fremad gik det uden at nogen løsnede et skud. Hele dagen gik på den måde. Kun en gang imellem standsende jægerne, enten for at se sig om, for at hvile eller spise kød, eller de lagde sig ned og drak vand for at slukke tørsten. Flere gange måtte de passere over rivende elve, hvor vandet gik dem helt op på livet. Så tog man benklæderne og kamikkerne af og vadede over, idet jægerne brugte ladestokkene til at sondre vanddybderne med. Man var nu efterhånden nået op på højderyggen, hvor de bølgeformede fjelde var snedækkede med lyng og græs, og i hvis grydeformede dale der fandtes mange små søer i forskellig højde. På disse lå enkelte par af havliter, strømænder eller skalleslugere, for det var netop lige efter rugetiden. Under vandringen sås hele tiden indlandsisens hvide stribe over fjeldene. Henad aften sås rensdyrspor i en dal, men det var nu for sent at følge dem, og man beredte sig derfor til at overnatte på stedet. Kvinderne sankede brændsel på fjeldsiderne, og nu brasedes der kød på flade sten. Da bålene var udbrændte, lagde alle sig ned tæt side om side og sov til hen imod daggry. Så gik man længere ind i landet, stadig spejdende til alle sider. Just som man vandrede hen ad en fjeldskråning med mange nedstyrtede blokke, så Abrahams fader et rensdyr komme løbende frem fra et fjeldstykke og tage retning bort fra jægerne. Han råbte derfor hæv! hæv! idet han søgte at efterligne rensdyrets brøl. Rensdyret standsede og vendte sig om.

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 129

Faderen, der havde riflen over nakken, skyndte sig at gribe den. I samme nu opdagede rensdyret imidlertid de ankommende og gjorde derfor omkring, inden faderen havde fået sigte. Han skreg derfor atter: Hæv! hæv! Abraham var imidlertid krøben om bag ved faderen. Det var jo også første gang i sit liv, at han så et sådant stort dyr. Faderen hviskede: ”Nu skal jeg skyde bestemt.” Det var Abraham så vant til at høre, for det sagde faderen altid, når han skulle skyde. Abraham havde imidlertid af og til set ham fejle alligevel, så han tænkte ved sig selv: ”Blot det nu må gå godt.” I det samme skød faderen, just da rensdyret ved hans tilråb for anden gang standsende og vendte siden til. Det var på ca. 50 alens afstand, og faderens kugle ramte på bladet. Rensdyret faldt med det samme om og var stendødt. Faderen var en udmærket jæger og fra lille vant til rensdyrjagten. Hver sommer gik han flere gange på jagt ind i fjeldene og sjældent vendte han tomhændet tilbage. Da de kom hen til det døde dyr, så de, at det var en ung tyr. ”Nå, nu har vi da føde til et par dage, ytrede faderen.” Abraham holdt sig stadig tilbage og turde ikke nærme sig den døde krop, skønt han blev opfordret dertil. Mændene sagde da til ham: ”Lad du blot være at gå der hen og pas blot på, at den ikke springer på dig.” Endnu medens dyret var varmt, blev det flået, for så går det lettere. Mændene skar den op i bugen, og alle var nu med til at flå det med hænderne. Først da det var gjort, turde Abraham komme nærmere og røre ved kroppen. Da de var færdige, dækkede de det hele til med sten og vandrede videre. Faderen skiltes nu fra resten af selskabet og gik alene forud. Det var nu hensigten, at de andre skulle søge at drive rensdyrene, om der fandtes nogen, hen imod ham. De satte nu hverandre stævne et opgivet sted og aftalte den sædvanlige måde at give hverandre meddelelser på. Faderen skulle sætte en sten op på højkant på et let synligt Tidsskriftet Grønland 4/2020 129

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

Rener.

sted, hvis han ville meddele, at han havde været der, men var gået videre. Havde han derimod oprejst en hel lille varde, betød det, at de efterfølgende godt kunne blive der og afvente hans tilbagekomst. (”Jeg har været her, nu kan I vente.”) Op ad dagen kom selskabet til en varde. De beredte sig derfor til at blive, men i det samme hørte de skud, og der lød langt borte fra et gennemtrængende, flere gange gentaget fløjt. Alle skyndte sig derfor af sted. Det viste sig nu, at faderen havde skudt to rensdyr til. Det var tyre ligesom den først skudte, også de blev på stedet flådede og parterede. Faderen sagde: ”Nu er det bedst at gå hjem. Jeg vil ikke mere.” De andre ville også helst hjem, for de var trætte. Alle måtte nu bære. Foruden takker, som bruges til fuglepile, kajakstole og harpuner, var der skind, kød samt indvolde. Jagtudbyttet var jo faderens, hvorfor han og de to kvinder, som hørte ham til, tog alt, hvad de kunne bære. Resten forærede faderen straks til de to andre mænd, Terkel og Niels. I almindelighed deler grønlænderne ellers først deres jagtudbytte, når de er kommet hjem. Det er da oftest kvindernes sag at give til de andre kvinder på stedet, således at alle familier, der trænger, får noget.

Også Abraham måtte gøre nytte og fik en del rensdyrkød at bære på. Han var imidlertid træt og gik og smågræd hele tiden. Faderen sagde da til ham: ”Hør nu Abraham, lad mig nu se, at du ikke glemmer, når du bliver gammel, at du græd her på fjeldet.” Abraham blev arrig over denne tiltale, men han turde ikke svare, så gik han hen og slog søsteren Vilhelmine. Hun sagde ingenting, men faderen, som havde set, hvad der gik for sig, gik da hen til Abraham og gav ham et ordentligt rap, hvorefter de alle fortsatte vejen. Abraham tøffede med, men lidt efter smed han rensdyrkødet og lagde sig ned. De andre lod som om de ikke så det, og han blev da tilbage. Det varede derfor ikke længe, før han igen tog kødet på nakken og fulgte efter. Da jagtselskabet var nået til det sted, hvor det første rensdyr var skudt, besluttede man at overnatte. Forinden man lagde sig til at sove, blev der ristet en mængde rensdyrkød over ilden, idet det anbragtes på knive eller knogler og drejedes rundt. Alle spiste nu en ordentlig mængde deraf, endogså indvoldene, som anses for en lækkerbisken, måtte holde for. De indeholder som regel en del mos, planter og græs, som nydes i rå tilstand. Også tælle nydes ofte i kaffe i stedet for fløde. Kødet spises både i stegt og rå tilstand.

130 Tidsskriftet Grønland 4/2020

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 130

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

Tigssaluk, maj 1894 (folden i tegningen skyldes, at tegningen er limet til en papbaggrund).

Den tredje dag gik man hele dagen fra morgen til aften, men den stærke varme, den ulidelige mængde myg og de svære byrder bevirkede, at man kun kom langsomt frem. Abraham måtte bære et skind, et bagstykke og desuden et stykke af et forparti, så han var meget træt, men han holdt ud. Det viste sig umuligt at nå konebådene inden aften, hvorfor der overnattedes i fjeldene. Endelig den fjerde og sidste dag nåedes ved middagstid til bådene, hvor kvinderne længe havde ventet jægerne ængstelige for, hvad der var blevet af dem. Den dag regnede det, hvilket besværliggjorde vandringen en del. Endnu i nogle dage blev bådene på stedet for at mændene kunne gå på sælfangst, så det varede i alt en halv snes dage inden man igen var tilbage ved bopladsen. Senere var Abraham flere gange med faderen på rensdyrjagt i de samme egne, således f.eks et par år efter. Han var nu bleven femten år gammel og var begyndt at ro i kajak. Det var første gang, han var med på en længere tur. Han havde endnu intet gevær fået, og det var udelukkende for at

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 131

han skulle vænnes til at ro, at faderen havde taget ham med. Da de kom til landingsstedet, lagde de kajakkerne op på land og begav sig på jagt i fjeldene. Det blev imidlertid et slemt tordenvejr, så de måtte krybe i læ under nogle sten. Abraham lå og rystede og var ræd, men faderen søgte at trøste ham og sagde: ”Du skal ikke være bange. Tordenen gør ikke noget.” Da uvejret holdt op, gik de på jagt, men nu hørtes voldsomme brag, og atter var det galt fat med Abraham. Faderen sagde da: ”Det er kun indlandsisen. Tordenen er hørt op.” Snart brød uvejr med storm og regn løs, og i fire samfulde dage måtte fader og søn ligge uvirksomme i ly af fjeldet. Først den femte dag kunne de atter gå på jagt, og faderen skød da et rensdyr, som de slæbte til stranden og læssede på kajakkerne, efter at det var flået og parteret. Med dette jagtudbytte begav de sig nu hjem den sjette dag. Faderen ville ro helt uden om skæret ved Kangeq uden at benytte overbærestedet, fordi de havde så meget at bære. Abraham syntes, det var en alt for Tidsskriftet Grønland 4/2020 131

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

lang vej, og han, der var uøvet med at ro, foretrak den anstrengende march over land med kajak og jagtudbytte på nakken frem for den længere kajakrejse. Flere gange havde han forgæves foreslået faderen at forandre sin beslutning, da denne endelig gav efter: ”Ja, Abraham, men så skal det hele bæres over.”Jeg skal nok bære alt mit over,” svarede sønnen. De lagde derefter til land og tog kajakkerne og rensdyrkødet på nakken og begav sig på vej. Det kneb for Abraham. Men han holdt ud og ville ikke give sig, skønt han var nær ved at segne. Snart mærkede Abraham imidlertid at faderen begyndte at blive træt, og det opmuntrede ham til at holde ud. ”Nu kan du selv se, at denne vej er meget nærmere,” sagde han drillende til faderen. ”Jeg troede ikke, du var så rap til at bære,” svarede faderen, og så fortsatte de vejen langs de to søer ved overbæringsstedet. Hen ad aften nåede de hjem til Tigssaluk. Fra den dag var det sjældent, at faderen skændte på sønnen, som snart blev en flink kajakmand. De to var altid sammen, og Abraham lærte nu også at skyde med bøsse; harpun og fuglepil kunne han for længst bruge. Når han ikke kunne være sammen med faderen, holdt han mest af at være ene – en vane, som siden har holdt sig, og som er ret ualmindelig, for grønlændere plejer altid at foretrække selskab, så er de mindre udsatte for fare, når de har en hjælper i nærheden. Abraham syntes nemlig, at der altid havde været så meget vrøvl, når han en enkelt gang havde været sammen med andre på fangst. Der gik nu kun et års tid, og Abraham var bleven seksten år. Da hændte der ham den store ulykke, at faderen, som han elskede så højt, druknede i kajak. Det skete en dag, da faderen var på fangst og havde harpuneret en sæl. Inden han kunne få kobberremmen med blæren kastet ordentligt ud, drog sælen ham ned, fordi remmen havde snoet sig om åren, så han ikke kunne benytte den til igen at rejse sig med. Abraham

var ikke til stede, da ulykken skete, han var ude at pilke fra kajak et stykke derfra. Andre fangere, som havde været ude, fandt på hjemvejen faderens kajak med bunden i vejret. De trak den og ham i land, men han var da død. Da Abraham kom til stede og så faderen ligge død, græd han bitterligt og var bedrøvet over, at han denne gang ikke havde været ude sammen med ham, således som han plejede. Han sørgede nu for at faderen blev syet i skind og begravet. Ved faderens død var de elleve personer, som dannede hans husstand, uden forsørger, og Abraham måtte nu, så ung han var, påtage sig at ernære familien: Hans syv søskende, der alle var yngre end han selv, moderen, faderens søster, der var enke og dennes datter samt endelig Abrahams farmoder. Da han jo langtfra havde den færdighed som fanger og jæger, som kun fås ved lang øvelse, kneb det ofte i begyndelsen for ham at skaffe føde til de mange mennesker, og tit led de derfor også nød. Men eftersom han blev ældre, gik det bedre og bedre, da han blev en dygtig fanger og jæger. Sine tilbøjeligheder til ensomhed aflagde han dog ikke, og som oftest så man ham ene. Efterhånden svandt familien ind ved dødsfald og giftermål, men længe varede det desuagtet, inden han mente at kunne gifte sig. Det skete først i den for grønlændere sene alder af otteogtyve år. Nu er han en mand på et par og tredive og har med sin kone en lille datter. Daniel Bruun møder igen Abraham, da han i 1903 genoptager sine undersøgelser i den gamle Vesterbygd. Efter undersøgelser i fjordene omkring det nuværende Nuuk foretager han en konebådsrejse ned langs kysten og når frem til Tigssaluk og Arsuk, som var udgangspunktet for ekspeditionen i 1894. Daniel Bruun skriver i sin beretning om denne rejse: Siden besøger vi Frederikshåb Koloni, hvis bestyrer Baumann og hans elskværdige hustru modtager os på det bedste, og nu går

132 Tidsskriftet Grønland 4/2020

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 132

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

Indesluttet af isen. 1. juni 1894.

det, den 9. juli, sydpå. Vi ligger vejrfaste i Smallesund og ror videre udenom Tindingen mod Bopladsen Tigssaluk, hvor jeg landede i 1894 med Fox II. Her genkendte jeg med fornøjelse Sermersuts prægtige fjelde. Ved udstedet kom en mand springende ned for at hilse på mig. Det var min gamle kajakmand Abraham, som jeg straks antog til at følge med mig på ny.

Terkel fortæller om klapmydsjagt i Davisstrædet 1. juni. Indesluttet af isen. Så længe vi roede i læ mellem fastlandet og øerne, gik alt godt, men aldrig så snart vi vovede os udenfor dette farvand, før isen stoppede os. Farvandet lukkede sig fuldstændigt, så langt vi kunne se foran os. Grønlænderne bad mig nu om ikke at udsætte de skrøbelige både med den tunge last mere. Vi manøvrerede gennem smalle render til en

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 133

lille ø, hvor vi kunne lægge til land. Teltene opsloges, konebådene lossedes og blev trukket på land i læ mellem fjeldstykkerne. Det er blevet aften og halvmørkt. På turen har jeg skudt to edderfugle og Otto en, de koger nu lystigt i gryderne. Ilden fra kogestederne blusser op og lyser på kvinderne, der sysler ved maden. Imedens går jeg ind i teltet til besætningen fra Kagsimiut og opfordrer mændene til at fortælle mig historier om, hvad de selv havde oplevet. Længe sidder de tavse og ser til hinanden, men endelig hæver den prægtige Terkel, storfangeren og kajakmanden fra Kagsimiut sit hoved med de udtryksfulde livlige øjne og fortæller under tavshed om dengang, da han og tre andre var på klapmydsjagt i Davisstrædet. De fire mænd var Terkel og Villiam (som er her til stede), Hendrik og Mathæus, alle storfangere fra Kagsimiut. Tidsskriftet Grønland 4/2020 133

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

En tidlig morgen i juni måned 1891 besluttede de sig til at gå ud i ”Strædet” for at fange klapmyds. Storisen lå helt ind mod land og holdtes fast af søndenvind. Dog kunne de let i kajakkerne ro mellem isflagerne. De havde alle sammen geværer med, foruden de almindelige fangstredskaber. Klokken var mellem tre og fire om morgenen, da de roede hjemmefra, men først henad middag traf de klapmyds. Disse lå og sov på isflagerne i flokke på tre-fire stykker, og der var mange, mange flokke, hvorfor det heller ikke varede længe, inden hver mand havde skudt seks. Fangerne plejer altid, når de sådan er ude sammen, at passe på, at hver mand får lige mange chancer til fangst, ikke for at spare krudt og kugler, men ligefrem ifølge gammel skik. Nogle af klapmydsene blev skudt i vandet, men de fleste på isen. Fangerne plejer at banke på isflagerne med fuglepilen, så hører sælen det nede i vandet og kommer stikkende med hovedet over vandskorpen for at se, hvad det er. Vinden havde om morgenen været stik imod, men noget over middag blev det vindstille og tåge, desuagtet fortsattes fangsten, idet de stadig, således som de plejede under lignende forhold, tog kending af store isfjelde. De var nu mange mile fra land, mindst lige så langt som fra Ivigtut og til Nunarsuit, men de var ikke bange, da de var vante til at færdes langt fra land. Imidlertid begyndte det atter at klare op, denne gang fra land med nordenvind. Tågen drev bort, solen brød frem, og de kunne akkurat over horisonten skelne bjergtoppene ved deres hjemstavn. Jagten var nu færdig, og det var noget over middag. De kunne let have skudt mange flere sæler, men de nøjedes hver med seks, hvortil kom en lille unge, som Terkel havde nedlagt. Hver mand bandt nu sine seks klapmyds til sin kajak, således at den ene slæbte bag den anden ved kajakkernes venstre side, og så roede fangerne hjem ad. Isflagerne kom drivende imod dem, men

man havde ikke vanskeligt ved at klare sig, da isen var meget spredt. Dog efterhånden tog stormen til. Henrik og Terkel holdt sig på siden af hinanden. Sidstnævnte mærkede ikke noget videre usædvanligt, skønt han nok syntes, det varede længe, inden de kom i nærheden af land. Da de havde roet i flere timer – klokken kunne være henad seks – sagde Henrik til Terkel, at han kunne mærke, at de, foruden vinden, også havde strømmen imod, og at han var træt. Terkel sagde ingen ting, men da de havde roet lidt, gentog Henrik, at han var træt, og at de ingen vegne kom, hvorfor han foreslog, at de skulle slippe deres fangst, da den tyngede. Terkel ville hellere slæbe lidt endnu og se tiden an, men lidt efter blev de dog enige om at lade den gode fangst gå. Terkel beholdt dog den lille sælhundeunge ovenpå kajakken, men han flåede den og tog kun skindet og spækket. Det var alt, hvad der var tilbage af fangsten. Vilhelm og Mathæus roede sammen. De var på udturen og under fangsten noget tilbage, og de kunne ikke se deres foran værende kammerater, men de var ikke ængstelige for dem. De havde allerede tidligere end deres kammerater bemærket, at strømmen var fra land, hvorfor de snart efter gik tilbage, slæbende klapmydsene på siden. De blev dog også nødsagede til at slippe fangsten, men det var først henad klokken ni om aftenen. De så stadig ikke noget til Henrik og Terkel, men det viste sig også senere, at de havde haft et par miles forspring for disse. Op på isen gik de ikke for at spejde efter kammeraterne, fordi den drev af sted. Ved midnatstide kom Vilhelm og hans kammerat til en ø udenfor Kagsimiut, der hedder Sitliakat. Der vidste de, at de andre ville søge hen, hvorfor det var deres agt at vente på dem her, men da Mathæus ikke havde andet end halvpels på og var pjaskvåd og gennemblødt til skindet, tog han noget efter hjem til det ca. 11/2 mil bortliggende Kagsimiut, medens Vilhelm ventede på de to andre. Han ventede og

134 Tidsskriftet Grønland 4/2020

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 134

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

Qagsimiut 6.-7. juni 1894. Herunder: En af Daniel Bruuns skitser bearbejdet af sergeant Jørgensen som akvarel.

ventede hele natten og lige til næste dags middag, stadig spejdende, da først kom de dødtrætte og hungrige mænd, efter at have roet i eet væk siden gårdsdagen. Ingen havde tænkt på, at det skulle blive så lang en tur, da de gik ud, og derfor havde ingen taget noget som helst spiseligt med. I almindelighed tager grønlænderne nemlig intet med på jagtturene, kun når de venter meget lange og anstrengende farter, har de et stykke kød eller spæk med i kajakken. På øen hvilede kajakmændene sig ikke, sult og nattekulde tvang dem til straks at gå ud igen. Klokken var fire om eftermiddagen, da de nåede land. Terkel og Henrik havde da været i deres kajak i samfulde 37 timer. Lykkelig og vel var nu alle fangerne i deres hjem efter den meget farefulde og anstrengende kajaktur. Intet uheld var tilstødt nogen af dem, skønt bølgerne var høje, stormen stærk og strømmen rivende.

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 135

Terkel, Mathæus og Henrik var alle gifte, og deres familier ventede derfor i angst på forsørgernes hjemkomst. Tiden tilbragte de på fjeldene, medens de spejdede efter de borteblevne kajakmænd. Isen havde fangerne sluppet allerede om aftenen, så hele natten og næste dag roede de i åbent vand. Da de fra fjeldene, dagen efter deres

Tidsskriftet Grønland 4/2020 135

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

Daniel Bruuns båd Tøsen. Båden blev efter rejsen overdraget til roerskerne.

hjemkomst, så ud over havet, var der slet ingen is at øjne. De store isfjelde og havisen var, mente de, drevet ned ad Kap Farvel til. På mit spørgsmål om, hvordan tiden gik for dem, svarede Terkel, at han og Henrik hele tiden roede så tæt side om side, at de kunne snakke. De talte om vejret, stormen, isen og deres kammerater, om hvilket land de så – ellers ikke om andre ting.

Da Amos skød to bjørne 10. juni når ekspeditionen velbeholden frem til Julianehaab. Konebåden fra Qagsimiut, som skal hjem på ammassatfangst bliver afmønstret, og senere i Narsaq må de også tage afsked med kajakmanden Abrahams båd. Daniel Bruun køber nu sin egen båd, som bliver døbt Tøsen. Besætningen på denne er foruden tolken Peter, den gamle Adam, dennes kone Eva, som hurtigt forlader dem igen, Ole fra Igaliko, storjæger og følgemand. Endvidere søstrene Augusta

og Malene Egede, og Daniel Bruuns kifak Karoline. Desuden den ældre Cecilie og lille Helene. Ved Igaliko Jeg havde besøg i teltet af flere af mændene fra Igaliko, blandt dem den gamle Søren med det store hvide skæg, en smuk mand, far til Karoline, og fangeren og kvægopdrætteren Job. Dennes søn Amos, der er en rask knægt på ikke tyve år, havde allerede skudt to bjørne, hvorom faderen med berettiget stolthed fortalte, medens han samtidig agerede bjørn og kravlede om i teltet på alle fire, så det var en ren festforestilling, samtidig udstødte han brøl og knurrede på de passende steder i fortællingen: Det var den 10. april. Fjordisen i Tunugdliarfikfjorden lå i april måned 1894 helt ud forbi Nunasarnak. Noget før solopgang slængte Amos sin riffel over nakken, puttede kobberremmen i bukselommen, tog stokken i hånden og vandrede derpå fra Igaliko over tangen hen imod Tunugdliarfikfjorden på sine ski. Det var fint vejr, ikke videre

136 Tidsskriftet Grønland 4/2020

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 136

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

Teltpladsen i Igaliko. 8. august 1894.

koldt, og sneen lå overalt på fjeld og i dal. Da han kom til Tunugdliarfikfjorden, var solen oppe, efterhånden som den steg, lettede tågen og lagde sig over fjeldtoppene, medens sneen glimtede i sollyset og blændede øjet. Amos fortrød derfor, at han ikke havde taget sine snebriller på, men derved var nu intet at gøre. Medens han vandrede over tangen, opdagede han ved at se sig tilbage, at en ældre mand Elias fra Igaliko, ligeledes kom gående på ski samme vej som han selv. Dagen før havde folk fra Igaliko set bjørnespor langs stranden ved Tunugdliarfikfjorden, men da de ingen våben havde haft med, havde de ikke fulgt dem. Nu ledte Amos og fandt tæt ud for kysten sporene af to bjørne, som havde gået langs stranden i nordlig retning – den ene bag den anden. Han kunne se, at de snart havde gået med lange skridt, snart løbet. En times tid gik han således på sporene til ind i Korokbugten med de stejle fjeldsider rundt om og med isbræen for enden. Den gamle Elias fulgte

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 137

efter alt, hvad han kunne, men han havde nød med at vinde med. Inde i bugten på østre side er der under de stejle fjelde et smalt underland. Amos var omtrent en fjerdingvej herfra, da han opdagede to mørke punkter, som bevægede sig frem langs kysten efter hinanden. Han vinkede nu til Elias for, at han skulle skynde sig at komme mærmere. Da sidstnævnte kom til, sagde Amos: ”Her er de jo”! Det var åbenbart for at konstatere, at han først havde set bjørnene og altså var ejer af skindene, uanset hvem af dem, der måtte skyde dem. Så fortsatte de to mænd vejen uden at sige noget til hinanden, for de havde hastværk. Vinden var sydlig og bar altså hen på bjørnene, som derfor snart kunne ventes at ville opdage dem. De to mænd gjorde derfor en stor omvej ud på isen i bugten. Amos var stadig foran og nærmede sig land i en stor bue. Bjørnene havde endnu ikke opdaget ham, og den ene gik stadig bag den anden langs stranden. De kom forbi en af grønlænderne

Tidsskriftet Grønland 4/2020 137

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

Vore kajakmænd i Tunugdliarfikfjorden, 1894.

fra Igaliko opsat rævefælde uden straks at opdage den, først da de var kommet et lille stykke nord for den, standsede de, snusede til siden – åbenbart fordi vinden nu havde bragt dem færden af maddingen – og gik derpå i land og hen til fælden. Efter et par gange at have gået rundt om den og snuset, gav de sig til at rode i den. Nu var Amos og Elias kommet på riffelskuds afstand og blev netop opdagede af bjørnene. Disse rejste hovederne, brølte og stod et øjeblik stille og så på de ankommende. Amos, der var forrest, standsede, det samme gjorde Elias noget længere tilbage. Begge ladede bøsserne. Nu løb bjørnene imidlertid op ad skrænten og vendte derpå om i sydlig retning langs underlandet og derefter op ad en fjeldskråning. Amos skyndte sig dristigt efter. Ved foden af en fjeldvæg, hvor over der lå et isdække og et enkelt sted løs sne, standsede bjørnene, fordi de ikke kunne komme højere op. De syntes meget trætte, gabede

og snappede efter sne. Men også Amos følte sig udmattet, da han klatrede op efter dem. Elias blev stående ved stranden. Den gamle mand var nemlig usikker på benene, fordi hans ene knæ var dårligt, så han vovede ikke at forfølge og var øjensynlig ængstelig. Amos søgte at nå udenom bjørnene for at drive dem ned på det fladere terræn, hvor han kunne komme dem på nærmere hold. Han skreg efter dem for at få dem til at standse, men de klatrede blot videre. Endelig kom han dog oven for dem, men da de opdagede det, drejede de af og fulgte langs kysten, stadig dog i vanskeligt terræn. Han vedblev at skrige. Bjørnene stod en gang imellem stille og kikkede efter ham, ja en enkelt gang gik de endog op imod ham, men straks efter satte de bort i løb. Den ene var meget mindre end den anden. Det var åbenbart en moder med sin unge. Den lille var stadig foran og skyndte sig af sted, men når den opdagede, at moderen var bleven

138 Tidsskriftet Grønland 4/2020

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 138

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

Tunugdliarfikfjorden, 1894.

for langt tilbage, stod den stille og ventede. Moderen var åbenbart meget træt. Pludselig begyndte de begge at løbe ned mod stranden, og Amos efter. Men i næste øjeblik klatrede de op igen, og nu var Amos kommen neden for dem, for terrænet var nu meget vanskeligt, så han havde større møje end de med at få fodfæste på de glatte isflader. Elias var stadig nede ved stranden. Da han så, hvor vanskelig jagten var, råbte han til Amos, at han skulle komme ned til ham. Amos kunne høre, at Elias var bange. Men han ville ikke opgive jagten, skønt også han var ikke så lidt beklemt ved tanken om, at bjørnene mulig ville springe på ham. Han smed derfor skiene på skrænten, tog bøssen over skulderen klar til brug og klatrede op, idet han med skistokken huggede trin i isfladen. Han fulgte ikke bjørnesporene, men klatrede uden om for at komme oven for dem i

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 139

ikke alt for nær afstand, men på den anden side dog indenfor skudvidde. Bjørnen var imidlertid standset ved foden af en meget stejl klippevæg. Ungen klatrede et lille stykke videre op, men da moderen øjensynligt var for udmattet til at følge den, gik den lille tilbage igen. Moderen begyndte nu at grave i den løse sne, som dækkede en lille afsats, vist nok i den hensigt at gemme sig, men ungen lod den ikke i fred og stødte til den med snuden for at få den frem. Det hjalp dog ikke, og de gravede sig begge to ned i sneen, så kun halvdelen af kroppene ragede op. Medens Amos klatrede op i nærheden, lå de og drejede hovederne imod ham, hylede, brølede og gabede. Amos nåede med besværen klippeafsats over for, hvorfra han havde godt sned på dem. Da de imidlertid til dels lå gemte i sneen, og da han ønskede at få større mål at skyde på, løsnede han nogle sten og gav sig til at kaste dem ned på

Tidsskriftet Grønland 4/2020 139

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

Teltpladsen ved Qassiarsuk i Tunugdliarfik. Igdlersifalik i baggrunden.

bjørnene. Disse rørte sig dog ikke af pletten, men indskrænkede sig til at dreje hovederne op imod ham, idet de knurrede, dog uden at vise tænder. Da der ikke i nærheden var flere sten at få fat i, trykkede Amos snebolde og kastede dem på dyrene. Elias råbte nu til Amos, at han skulle skyde. Amos lagde derfor bøssen til kinden og sigtede på ungen, som han bedst kunne se. Men straks tog han igen bøssen fra kinden og ladede den med to kugler for at være sikker på at dræbe, hvis han ramte. ”Jeg tager to kugler,” råbte han til Elias. ”Ja!” svarede Elias. Nu sigtede han igen på ungen, idet han holdt på struben. Skuddet gik af og ramte, så vidt han kunne se, for højt i halsen. Den anskudte unge rørte sig lidt, og Amos så vel blodet pible frem på det hvide skind. Men den rejste sig ikke op, og Amos troede derfor, at han ikke havde ramt den rigtigt. Han skyndte sig at lade igen. Krudtet målte

han ud i hænderne på det løse i stedet for at benytte målet, som han plejede, og han ladede kun med én kugle, thi han syntes ikke, at han kunne give sig tid til at lade med to. Da han imidlertid på ny havde ladt sit gevær, blev han igen mere rolig og var ikke så angst som før. Nu kom han i tanker om, at han havde hørt, at når en gammel bjørn blev skudt, ville dens unge ikke forlade den. Derfor besluttede han sig til at holde til moderen, som imidlertid havde vendt siden noget mere til, så han nu kunne holde på bladet. Den lå ganske rolig og drejede hovedet op imod ham. Han skød og skyndte sig at lade for tredje gang, inden han ret havde undersøgt virkningen af sit sidste skud. Da han var færdig med at lade, så han, at moderen havde flyttet sig lidt, og at den var blodig. Han holdt nu samme sted som sidste gang, på det venstre skulderblad, og skød. Bjørnen rejste sig nu straks på forbenene,

140 Tidsskriftet Grønland 4/2020

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 140

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

Malene Egede (Malît) og Daniel Bruun (kilde: Arktisk Institut).

sad et øjeblik stille, men væltede så om på siden og rullede ud over skrænten, hvor den et sekund forsvandt for ham, for i det næste at vise sig helt nede på det jævne terræn, halvvejs ned mod stranden, hvor den kom kørende ned med hovedet foran. Den var åbenbart stendød. Ungen, som hidtil havde ligget roligt, rejste sig op, da moderen trillede ned. Amos så den et øjeblik, så blev den borte for ham nedenfor klippeafsatsen, hvor han hørte dens brøl. Straks efter så han den igen nede ved siden af moderen. Han skyndte sig derfor at lade på ny og steg derefter ilsomt ned efter. Elias havde imidlertid set den lille bjørn løbe ned ad skrænten til moderen, og han hørte dens klagebrøl. Da den nåede moderen, gik den rundt om den,

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 141

snusede og brølte, så lagde den sig ned ved siden af hende med hovedet op på den gamle. Elias fattede nu mod og gik op ad skrænten. På længere afstand fyrede han nu nogle gange på den lille, men ramte den kun i foden. Den satte sig nu op og brølte for derpå at vakle om på siden som død. Amos kom nu ned efter at have taget skiene på igen, og Elias kom også til med glædesstrålende ansigt. De prikkede nu til bjørnen med deres skistokke, og da de ikke syntes at være sikre på, at ungen var død, fik den endnu et sidste skud af Elias´ bøsse. Amos sagde ikke noget til Elias, og denne heller ikke noget til førstnævnte. De stod begge og betragtede de to bjørne. Da de imidlertid var blevne meget varme af skituren og nu stod i skygge, hvor der var koldt,

Tidsskriftet Grønland 4/2020 141

01.12.2020 09.09


METTE ELISABETH BRUUN

kom de til at fryse. De blev derfor enige om at slæbe bjørnene ud i solen ved stranden for at flå dem der. Amos tog da sin kobberrem, bandt den fast i hagen på den ene af bjørnene, anbragte den anden ende af remmen om sin egen pande og trak den således ned mod stranden, mens Elias samtidig halede den i benene. Da den første var bragt ned, hentede de på samme måde den anden. Ude på isen så de nu et par andre grønlændere komme jagende på ski, det var Nikolaj fra Igaliko, bagefter ham kom Enok. De havde også fulgt bjørnesporene. Da de kom i nærheden, blev de råbte an og erfarede den glædelige begivenhed. Enok blev nu sendt hjem til Igaliko for at hente flere folk til byttets transport, imens flåede de tre tilbageblevne bjørnene. Enok skyndte sig, så allerede fire timer efter kom han med seks mænd. De ti mænd kunne dog ikke transportere alt. Da de kom hjem ved aftenstid, stod grønlænderne på tagene i Igaliko for at modtage den dristige unge bjørnejæger med salutskud. Job, Amos fader, var voldsom glad og stolt over sønnens bedrift og gik ham i møde for kort og godt at sige ham: Krujanak (tak!).

Om aftenen, da kødet var delt ud og kogte i gryderne rundt om i alle husene, var der fest, som forhøjedes ved, at der spenderedes kaffe. Derimod dansedes der ikke, hvorover Job var fornærmet på sønnens vegne. Næste dag hentedes det ene skind og en del kød, som ikke straks havde kunnet medtages. Skindene solgtes til Handelens udligger i Narsaq og indbragte den lykkelige Amos 72 kroner. Historien om, hvorledes Amos skød bjørnen, fortaltes vidt og bredt og glædede mangen brav jæger, dog ingen som den gamle Job, der atter og atter fortalte om sønnens heltebedrift.

Noter Fra ”Mellem Fangere og Jægere, Piger og Koner.” Daniel Bruun, 1897. Redigeret af Mette Elisabeth Bruun oktober 2020. Mette E. Bruun kan kontaktes på metteelisa@mail.dk.

Læs også Daniel Bruun: arkæolog, soldat, forfatter og meget mere af Joel Berglund i Tidsskriftet Grønland, nr. 3, 2018, side 2-16.

142 Tidsskriftet Grønland 4/2020

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 142

01.12.2020 09.09


KØBES

MALERIER – BILLEDER M.M. MED RELATION TIL GRØNLAND. KONTAKT KUNSTHANDLER

Roar Christiansen Box 348, 3900 Nuuk Telefon +299321393 www.galleri.gl email: roarc.gl@gmail.com

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 195

Tidsskriftet Grønland 4/2020 195

01.12.2020 09.09


Den grønne kasse - Min Nordatlantiske Barndom

Biografi af Margaret Foverskov Medrivende og humoristiske erindringer fra forfatterens barndom og ungdom fra slut-1940’erne til begyndelsen af 60’ernes Færingehavn og Godthåb i Grønland. Med nutidens øjne langt fra en rosenrød barndom. Det begyndte som livet i den geografiske udkant – og på en økonomiske kant, som ingen accepterer i dag.

Et stykke grønlandshistorie – og en anderledes barndom – der ikke har været skrevet om før! Bestil bogen hos Det Grønlandske Selskab Pris: 200 kr. / medlemspris: 150 kr. www.greenland.bigcartel.com/ dgls@dgls.dk/ 61 60 53 31

Protektor: H.K.H. Kronprins Frederik L.E. Bruuns vej 10 DK-2920 Charlottenlund Tlf.: +45 61 60 53 31 dgls@dgls.dk www.dgls.dk

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 199

Tidsskriftet Grønland 4/2020 199

01.12.2020 09.09


Flot bog om det majestætiske, men næsten ukendte

SCHWEIZERLAND i Østgrønland nord for Tasiilaq

To forfattere, Jan Løve og Hans Christian Florian Sørensen, har både berejst det vanskeligt tilgængelige område, gravet i de historiske kilder og samarbejdet med Det Grønlandske Stednavnenævn. Resultatet er en rigt illustreret og læsevenlig bog på engelsk, som åbner det fantastiske bjerglandskab for alle med interesse for Østgrønland, geografi, bjergbestigning og stednavneforskning.

Switzerland in Greenland

- Alfred de Quervains’s rediscovered mountains in East Greenland

Af: J. Løve og H.C. Florian Sørensen 231 sider, mange illustrationer 250 kr. / medlemspris: 200 kr. Bestil bogen hos Det Grønlandske Selskab: www.dgls.dk / 6160 5331 / dgls@dgls.dk eller via Saxo.com

200 Tidsskriftet Grønland 4/2020

TG-4-2020-011220-indmad-final.indd 200

01.12.2020 09.09


Grønland blev hans skæbne - Om H. J. Rink og hans tid

Biografi i to bind af Pia Rink Både som videnskabsmand og som embedsmand kom H.J. Rink (1819-93) til at sætte sit præg på Grønland i anden halvdel af 1800-tallet - og Grønland til at præge hele hans liv. I 1848, hvor Grønland var en god forretning for Danmark, rejste han derop for at undersøge mineralforekomster. I stedet blev han grebet af landets særprægede og storslåede geografi og af beundring over indbyggerne og deres evne til at skabe sig en tilværelse under de ekstreme livsbetingelser i det kolde land. Biografien om Rink - udsendt i 200-året for hans fødsel - bygger på omfattende research i dokumenter og breve. Den er samtidig et stykke grønlandshistorie, der hidtil kun har været sporadisk fortalt.

Bestil biografien hos Det Grønlandske Selskab www.greenland.bigcartel.com/ dgls@dgls.dk/ 61 60 53 31 ISBN: 978-87-989168-7-9 1. udgave Antal sider: Bind 1. 392 sider og Bind 2. 290 sider Sprog : dansk

Pris:450 kr. / medlemspris: 400 kr. Bemærk biografien kun sælges samlet Protektor: H.K.H. Kronprins Frederik L.E. Bruuns vej 10 DK-2920 Charlottenlund Tlf.: +45 61 60 53 31 dgls@dgls.dk www.dgls.dk

Omslag TG4-2020-final.indd 4

30.11.2020 13.10


Kunst på Færøerne i det 21. århundrede

31.10 2020 21.02 2021

Samtaler om tåge Strandgade 91 Christianshavn 1401 Kbh. K nordatlantens.dk

Omslag TG4-2020-final.indd 3

30.11.2020 13.10

Profile for The Greenlandic Society (CPH)

Tidsskriftet Grønland nr. 4, december 2020  

Tre jagthistorier fra fangere, fortalt til kartografen og eventyreren Daniel Bruun i 1924, er årets sidste gratisartikel (og julegave) fra T...

Tidsskriftet Grønland nr. 4, december 2020  

Tre jagthistorier fra fangere, fortalt til kartografen og eventyreren Daniel Bruun i 1924, er årets sidste gratisartikel (og julegave) fra T...

Profile for greenland