Tidsskriftet Grønland nr. 3, 2018

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 3/SEPTEMBER 2018 66. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB

Ukendt kunstner, 1870-erne

Find sjældne nordlys i Arktisk Instituts arkiver!

Søg i Fotosamlingen eller Dokumentdatabasen via: www.arktiskinstitut.dk

Ingeniør Fæster, 1915 Jørgen Taagholt, ca. 1975

Telefon: 3231 5050 / mail: arktisk@arktisk.dk / besøg: Strandgade 102, København

INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28 Redaktion: Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@dgls.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.

D e t r e før s te a r t i k le r i n æ r v æ r e nde nu m me r h a r p å de n e ne e l le r a nde n m åde G r øn l a nd s bio d i ve r s ite t s om fæ l le s n æ v ne r. A r t i k le r ne komple me nte r e r e -m ag a s i ne t P ol a r f r onte n s te m a nu m me r om bio d i ve r s ite t , n at u r r e s s ou r c e ud ny t te l s e o g n at u rb e sk y t te l s e i G r øn l a nd . Te m a nu m me r e t ud kom me r u lt i mo ok tob e r 2 0 18 , o g e r pr o duc e r e t me d s tøt te f r a M i ljøm i n i s te r ie t s a rk t i ske p u lj e ( DA N C E A ) .

A l le nu m r e a f P ol a r f r onte n k a n f i nde s p å i s s uu .c om / p ol a r f r onte n .

1 3 0 H A N S M E LT O F T E :

Grønlands levende ressourcer og forvaltningen af dem 14 9 C ARSTEN EGEVANG:

Grønlands fascinerende fugle

16 2 J O S E P H I N E S C H N O H R : Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.

Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse.

Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Aase og Jørgen Münters Fond, Kong Christian den Tiendes Fond og Augustinus Fonden Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk Narayana Press Forsidebillede: Isbjørn fra Ittoqqortoormiit, juli 2018 (foto: Carsten Egevang).

Grønlands biodiversitet igennem tiderne 177

S T E F F E N H O L B E RG :

Kortet fra Loftet og Slette omstændigheder. Historien om den fjerde mand og det tredje F

181

CECILIE TANG MØLDRUP:

Behind the scenes på Polarbiblioteket: Hvordan driver vi bibliotek i den digitale tidsalder

185

ERIK TORM:

Hans Bruun – smørgrosserersønnen, der blev polarfarer!

207

NAJA BLYTMANN TRONDHJEM:

Grammatisk valens i grønlandsk

220

DET GRØNLANDSKE SELSKAB:

Meddelelser fra Det Grønlandske Selskab

HANS MELTOFTE

AF HANS MELTOFTE

Grønlands levende ressourcer og forvaltningen af dem Hans Meltofte er født i 1946 i København. Som ung arbejdede han en del år på vejrstationer i Østgrønland, hvorefter han hovedsageligt har arbejdet som freelance ornitolog.

Herunder opnåede han den naturvidenskabelige doktorgrad i 1994. I 1988 ledede han de lomviundersøgelser i Nordvestgrønland, som satte gang i nu 30 års debat om forvaltningen af de levende ressourcer i Grønland. Han var med til at starte Zackenberg Forskningsstation i 1995 og arbejdede der i 11 år. Han har rejst i alle dele af Grønland og Arktis i det hele taget og været fem gange i Antarktis.

Nu er han seniorrådgiver emeritus på Aarhus Universitet, hvor han primært arbejder med effekterne af klimaændringer i Arktis. Han var hovedredaktør på den hidtil største statusrapport for arktisk biodiversitet, Arctic Biodiversity Assessment (ABA), som Arktisk Råd udgav i 2013. I 2014 blev han slået til Ridder af Dannebrog bl.a. for sit mangeårige engagement i Grønland.

Biodiversiteten, dvs. Jordens mangfoldighed af levende organismer, er en rigdom, som verdens lande er enige om, at vi skal passe på. Det er en ressource, som er grundlaget for hele menneskehedens eksistens, ikke alene i form af føde, men også mentalt i form af alt det, der giver liv og glæde omkring os: fuglenes sang om

130 Tidsskriftet Grønland 3/2018

RESUMÉ I 2013 udgav Arktisk Råd en 674 siders rapport om biodiversiteten i Arktis. Rapporten med navnet Arctic Biodiversity Assessment gjorde status for mangfoldigheden af dyr og planter mv. og udviklingen i bestandene under indflydelse af klimatiske og menneskelige aktiviteter gennem tiderne. En væsentlig del af rapporten var en evaluering af de trusler, der er og fremover vil være mod planter og dyr mv. i Arktis, og hvad der kan gøres for at afværge dem. Hvor overudnyttelse historisk har været den største trussel – og stadig er det for visse bestande også i Grønland – er klimaændringerne den største trussel nu og i fremtiden. Seniorrådgiver på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, dr. scient. Hans Meltofte var hovedredaktør på rapporten, og i denne artikel giver han en opdateret status for og personlig vurdering af forvaltningen af Grønlands biodiversitet anno 2018 baseret på ABA’en og senere udgivelser.

foråret, blomsterne og sommerfuglene. I Arktis behøver man blot at tænke på en flok narhvaler i en grønlandsk fjord, en havørn højt over et fjeld, eller rensdyrene, der græsser i en dal, for at genkalde sig glæden, hvad enten man er på jagt, eller man blot ønsker at opleve mangfoldigheden af liv omkring sig.

Tæller man kun arter, så aftager biodiversiteten voldsomt fra troperne mod polerne.

I hele Arktis er der således færre arter, end der er alene i lille Danmark (se boks 1 side 137). Men hvor arterne i Danmark langt overvejende er vidt udbredte generalister, som ofte findes hele vejen fra Vesteuropa til Østasien eller endog i Nordamerika, så er mange af arterne i Arktis højt specialiserede til livet under de ekstreme forhold og findes kun i afgrænsede områder.

Dette gælder også i Grønland, hvor mange arter kun findes i mindre dele af landet.

Her findes de vigtigste skillelinjer mellem de tre klimatiske zoner; Højarktis, Lavarktis og Subarktis (figur 1). Det er ikke bare streger på et landkort, men dækker over ganske markante forskelle ude i naturen og dermed for de dyr, planter og svampe, som er tilpassede hver deres forhold. Tænk f.eks. på, at der falder hundrede gange så meget nedbør i Prins Christians Sund på Grønlands sydspids som i den arktiske ørken i Peary Land.

Hertil kommer næsten ligeså store forskelle mellem de nedbørsrige kystområder og det mere tørre indland.

I biologisk sammenhæng er Arktis defineret som landet (og havet) nord for trægrænsen, hvor gennemsnitstemperaturen for den varmeste måned ikke er over 10-12 °C. Tilsvarende er grænsen mellem Høj- og Lavarktis defineret ved plantesamfundene og går langs en gennemsnitstemperatur på 5-6 °C for den varmeste måned. Højarktisk Grønland, som omfatter hele Nationalparken i Nord- og Østgrønland, har meget kolde vintre og planter, der sjældent når op over anklerne. I lavarktisk Grønland, som omfatter Vestgrønland og Sydøstgrønland, når planterne derimod ofte op i knæhøjde. Her er vintrene ofte milde i kystområderne, mens der i indlandet kan være ligeså koldt som i Højarktis. Indlandet ved de sydligste fjorde i Vestgrønland, hvor der er træer, er altså ikke en del af Arktis, og dermed er der en mindre del af Grønland, som ikke er indenfor definitionen af Arktis, men i stedet en del af Subarktis.

Figur 1. Kort over Grønland med klimazoner, havstrømme og isens udbredelse (kort: Hans Meltofte m. fl.).

Forskellige arter At der er så store forskelle på naturforholdene i Grønland hænger i høj grad sammen med havis og havstrømme. Som de fleste grønlandsinteresserede ved, løber der en forholdsvis varm havstrøm op langs med Vestgrønlands kyst og holder havet isfrit langt mod nord, mens der omvendt løber en meget kold og isfyldt strøm ned langs hele Østgrønland (se figur 1). Det har ikke alene været bestemmende for menneskers bosættelse i Grønland i århundreder, men også for mange dyre- og plantearters fordeling.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 131

HANS MELTOFTE

Tager vi pattedyr og fugle som eksempel, så domineres fuglelivet på tundraen i højarktisk Grønland i høj grad af 5-7 arter vadefugle, mens der kun er to almindelige arter vadefugle i lavarktisk Grønland. Her er det til gengæld spurvefugle som stenpikker, lapværling, gråsisken og snespurv, der dominerer i den knæhøje vegetation. Og hvor der i årtusinder har været moskusokser i højarktisk Grønland, er det rensdyr, der præger lavarktisk Grønland.

Tidligere fandtes der også små ’hvide’ rener i højarktisk Grønland, men de klarede ikke klimaet og uddøde (igen) for mere end 100 år siden. Omvendt klarede moskusoksen aldrig selv turen gennem de nedbørsrige områder i Vest- og Østgrønland, men blev indført af biologer til de gunstige indlandsområder i Vestgrønland for blot 60-70 år siden. Også lemminger findes kun i højarktisk Grønland og dermed de arter, der lever højt på denne stærkt fluktuerende gnaver: lækat, lille kjove og sneugle.

For havpattedyr og -fugle er der ikke mindre forskelle, idet der er væsentligt flere arter og/eller større bestande af havpattedyr og -fugle i Vestgrønland end i det næsten permanent isdækkede Højarktis (se dog nedenfor). En art skiller sig imidlertid ud med en meget speciel udbredelse, nemlig søkongen. Den findes i helt ufattelige mængder ved polynierne – dvs. isfrie områder inde i havisen – i Avanersuaq/Thule og Ittoqqortoormiit/Scoresbysund, hvor der anslås at yngle henholdsvis i størrelsesordenen 30 mio. og tre mio. par. Takket være, at der her er isfrit fra tidligt på foråret, er der enorme mængder fede vandlopper, som søkongerne lever af, og som gør søkongen til den talrigeste havfugl i Nordatlanten.

Visse arter og racer af planter og dyr findes endda kun i Grønland og det allernordøstligste Canada, det der kaldes endemiske arter/racer. Det gælder 29 karplanter og 11 fugle, som altså ikke findes andre steder i verden, men hvor mange af fuglene dog forlader Grønland om vinteren.

132 Tidsskriftet Grønland 3/2018

HANS MELTOFTE

Ser vi i stedet på den grønlandske rød-liste over truede arter, så tæller den 36 arter, hvoraf en er uddød, to er forsvundet, seks er kritisk truede, tre er moderat truede, 12 er sårbare og 12 er næsten truede. Blandt de kritisk truede er en art som spættet sæl. Blisgåsen er i tilbagegang på grund af ringe ynglesucces i Vestgrønland, men årsagen til det kendes ikke. Endelig er der de sårbare arter/bestande, som bl.a. omfatter de vestgrønlandske bestande af polarlomvie og ride. Polarlomvien er i fortsat tilbagegang, og har længe været udsat for ikkebæredygtig fangst. Ridebestanden er også i tilbagegang, sandsynligvis på grund af jagt i kombination med mere generelle oceanografiske forhold (se yderligere nedenfor).

Mad til mennesker I årtusinder var der ofte rigeligt med dyr at fange i Grønland. Men set fra et menneskeligt synspunkt har livsvilkårene i Grønland og andre dele af Arktis alligevel altid været problematiske i længden. Stærkt svingende forekomster af fangstdyr – og ikke mindst mulighederne for at fange dem pga. af is- og vejrforhold – har gjort, at det aldrig har været muligt at opbygge egentlige samfundsinstitutioner, som det mere stabile udbytte af landbrug har muliggjort de fleste andre steder.

Man har levet på kanten af det mulige og ofte flyttet fra område til område for at udnytte de svingende eller årstidsbestemte forekomster af fangstdyr og andre naturressourcer.

Lige siden forgængerne for inuit, palæoeskimoerne, hvis nærmeste slægtninge i dag lever på Aleuterne i det nordlige Stillehav, indvandrede til Grønland for 4.500 år siden, er befolkningen igen og igen uddød i hele eller dele af Grønland pga. af sult. Først med etableringen af stabil kontakt til resten af verden for 300 år siden er der gradvist kommet større og større social sikkerhed, lægehjælp mv., så Grønlands befolkning har kunnet vokse til i dag at være omkring ti gange så stor som på Hans Egedes tid.

Figur 2. Der er stor forskel på, hvor meget man kan udnytte forskellige dyrebestande ved jagt. En art som fjeldrypen (tv) får mange unger og yngler allerede som et år gammel, så hvis ingen af ungerne dør, bliver et par ryper til 3.000 på fem år. Omvendt for et par lomvier, som kun lægger et enkelt æg om året og er fire-fem år gamle, før de yngler. De bliver kun til fem-seks individer på fem år, hvis altså ingen af dem bliver skudt eller dør på anden vis i mellemtiden. Det er en af årsagerne til, at mange lomvikolonier i Grønland er udryddede eller på randen af at blive det, hvorimod ryperne trives fortrinligt (akvareller: Jon Fjeldså).

Uafhængigheden af de ustabile forekomster af fangstdyr er i dag næsten total, bl.a. fordi fangstdyr kun udgør en lille del af ernæringen næsten overalt i Grønland. Selv i de mest fangstorienterede samfund udgør lokale ressourcer ikke over en fjerdedel af ernæringen – og langt mindre hos de unge og i større byer. Alligevel udgør ’traditionel kost’ samt indsamlingen og fangsten af den en dybtliggende kulturel værdi for mange grønlændere.

Overudnyttelse At der i dag er ti gange så mange mennesker i Grønland, som der var for 300 år siden, har ført til, at befolkningstætheden i Vest

grønland er blandt de højeste i Arktis. Læg dertil, at levestandarden er så høj, at næsten alle, der har lyst, ejer moderne våben og en hurtig motorbåd, så stort set alle områder langs Vestgrønlands kyster kan nås indenfor en dagstur. Tilsammen betyder det, at dyrelivet er kommet under pres mange steder i Grønland.

Heldigvis forekommer mange arter så spredt eller formerer sig så hurtigt, at det er svært skyde så mange, at det påvirker bestandsstørrelserne, men visse arter forekommer i kolonier og på opgangspladser, hvor de er lette at nå, og flere af disse formerer sig ovenikøbet så langsomt, at det let kan gå galt (se figur 2).

Tidsskriftet Grønland 3/2018 133

HANS MELTOFTE

350.000 300.000

HANS MELTOFTE

Antal

?

Lomvier

250.000 200.000 150.000 100.000 50.000 0 1920 1940 1960 1980 2000 2020 Figur 3. Graf med den voldsomme nedgang i lomvibestanden mellem Diskobugten og Upernavik Isfjord siden de første estimater i 1930’erne. Foruden bortskydningen af mange kolonier kan klimaændringerne i nogen grad have bidraget til nedgangen de sidste to årtier (kilde: Grønlands Naturinstitut).

Figur 4. Det er svært at se, at narhvalerne er fredet i kerneområdet af reservatet i Melvillebugten, for det ser nærmest ud som om, der bliver skudt flere inde i reservatet end udenfor. Kilde: Grønlands Naturinstitut.

I Grønland blev gejrfuglen formentlig allerede udryddet af de første mennesker, og fuglekolonier har altid været en let vej til æg, unger og voksne fugle. Det har formentlig altid betydet udryddelse af fuglekolonier

134 Tidsskriftet Grønland 3/2018

120.000

Antal ynglepar Ederfugle

100.000 80.000 60.000 40.000 20.000 0

1822-1831

1998-2001

2010

Figur 5. Ederfuglene yngler på små øer, hvor der ikke er ræve eller andre firbenede rovdyr. Men indsamling af æg og tidligere også fangst af voksne fugle betød, at bestanden aftog voldsomt i løbet af 1800- og 1900-tallet. Takket være bedre beskyttelse af kolonierne mod ægsamling og andre forstyrrelser siden 2001 er ødelæggelserne vendt til fremgang, så bestanden i Vestgrønland igen er på vej op (kilde: Grønlands Naturinstitut).

f.eks. af ederfugle og terner på let tilgængelige øer tæt på beboelse, og de sidste hundrede år er det accelereret, så selv lomvikolonierne på store stejlfjelde i Vestgrønland (syd for Melvillebugten) enten er totalt udryddede eller kun skygger af sig selv (figur 3). Der kan ovenikøbet påvises en direkte sammenhæng mellem lomvifjeldenes afstand til beboede steder og hastigheden, hvormed de er gået tilbage.

Endnu værre er det gået med opgangspladserne for hvalrosser, hvor samtlige 15 historisk kendte opgangspladser i de beboede dele af Grønland, fra Avanersuaq/ Thule i nordvest til Ittoqqortoormiit/Scoresbysund i øst, er forladt. Dyrene er skudt væk, og de overlevende har forladt pladserne. Kun Nationalparken i Nord- og Østgrønland rummer i dag opgangspladser på land for hvalrosser. Ellers skal man til den

Narhvaler er nærmest ikoniske dyr, som er til glæde for både fangere og folk, der bare synes, at det er en stor oplevelse af se dem (foto: Rune Dietz).

canadiske side af Davis Stræde og Baffin Bugt for at finde store opgangspladser på land. Her er jagten langt mindre intensiv end på den grønlandske side, bl.a. fordi befolkningstætheden er langt mindre, man har langt færre hurtige motorbåde, og dyrene er vanskeligt tilgængelige pga. meget mere is.

Flere arter kunne nævnes – narhvaler der skydes i det fredede reservat i Melvillebugten (se figur 4), og den spættede sæl, hvis skind indgår i grønlandske kvinders nationaldragt – er også blandt de hårdt trængte arter. Tilsammen har denne overudnyttelse været et varmt politisk emne i 30 år, hvor bølgerne er gået højt mellem de, der ville have gjort noget ved miseren, og de der afviste, at der overhovedet var et problem – og med folk ind imellem, der forsøgte at finde kompromisser.

Problemet for de kompromissøgende er, at f.eks. lomvierne nu er så langt nede, at selv en yderst begrænset jagt er for meget. Grønlands Naturinstitut har i flere år advaret om, at kolonierne er mindsket så kraftigt, at der er brug for en øjeblikkelig og målrettet indsats, hvis de skal reddes.

Naturinstituttets rådgivning er, at lomvierne skal fredes i en længere årrække i Vestgrønland, så de sidste kolonier kan reddes.

Selv kolonierne i Ittoqqortoormiit/Scoresbysund er gået voldsomt tilbage, så det kun er i Avanersuaq/Thule, at Grønland i dag har store og sunde kolonier.

Og det kan faktisk lade sig gøre at vende udviklingen. Ederfuglene, som ellers gik voldsomt tilbage i det mest af 1900-tallet, er nu kommet sig så meget (figur 5), at man har kunnet ’belønne’ fangerne med en udvidet

Tidsskriftet Grønland 3/2018 135

HANS MELTOFTE

HANS MELTOFTE

Boks 1. Arctic Biodiversity Assessment Arktisk Råd, der er en samarbejdsorganisation for de otte arktiske nationer, har en arbejdsgruppe for Conservation of Arctic Flora and Fauna (CAFF), der har som opgave at koordinere arbejdet med forvaltningen af den biologiske mangfoldighed i Arktis.

CAFF, hvor Grønland sidder med ved bordet, udgav i 2013 en 674 siders rapport ved navn Arctic Biodiversity Assessment. Den er udarbejdet af 252 forskere fra 14 lande og giver en samlet fremstilling af ’hele’ den biologiske mangfoldighed i Arktis og forvaltningen af den samt en række forslag til forbedret indsats.

Foruden hovedrapporten er der udgivet en 128 siders syntese, som også findes på dansk og grønlandsk og kan findes på nettet under navnene Evaluering af Arktisk Biodiversitet: Syntese og Issittumi Uumassuseqarnerup assigiinngisitaarneranik naliliineq: Issittumi Uumassuseqarnerup assigiinngisitaarnerata killiffia qanorlu ineriartornera.

Sammenlagt er der mere end 21.000 arter af pattedyr, fugle, leddyr, planter og svampe mv. i Arktis med op mod 10.000 hvirvelløse dyr sammenlagt på land og i havet som den største gruppe. Hertil kommer givetvis mange tusinde kendte såvel som ukendte mikroorganismer.

Overordnet set konkluderer rapporten, at overudnyttelse frem til nu har udgjort det væsentligste pres på en række arter, mens klimaændringerne er den største trussel fremover. Overudnyttelsen er der kommet styr på de fleste steder, så mange bestande er kommet sig, men desværre skiller Grønland sig ud med en række eksempler, hvor det stadig kniber med at genoprette bestandene. CAFF har udarbejdet en række planer for bedre forvaltning af de levende ressourcer, men det er op til de enkelte lande at implementere dem. Her kan man godt engang imellem spørge sig selv, om Selvstyret overhovedet har kapacitet til at læse de mange rapporter fra Arktisk Råd, og om anbefalingerne nogen sinde når frem til beslutningstagerne.

Vadefuglene dominerer på den højarktisk tundra, hvor forholdene kan være ganske barske selv om sommeren. Rugende islandsk ryle (foto: Jan van de Kam).

jagttid, og fra Norge ved vi, at også lomvikolonier kan komme sig, hvis de får fred til det, og fødegrundlaget er i orden.

Også nedgangene i de jagede bestande af hvalros, narhval og hvidhval synes at være stoppet takket være kvoter. Nogen af dem synes endog at begynde at komme sig, men bestandene udgør stadig brøkdele af, hvad der kunne være, og fangsten af narhvaler overstiger stadig rådgivningen for bæredygtighed i tre bestande. Med antallet af slædehunde stærkt på retur, er behovet for sælkød til hundefoder også for nedadgående, hvilket vil lette presset på sælerne.

Særlige forhold gælder for alle fugle- og hvalarter, der kun er i Arktis om sommeren, men ellers flyver eller svømmer til varmere egne om vinteren. Her er det primært internationale aftaler, der kan sikre, at der tages vare på bestandenes behov, når de er langt

136 Tidsskriftet Grønland 3/2018

væk fra Arktis. Det gælder ikke mindst for de mange grønlandske ynglefugle, der trækker til Vesteuropa om vinteren. Her er verdens største netværk af naturbeskyttede områder, EU-landenes Natura 2000-områder, med til at sikre deres levevilkår f.eks. i det dansk-tysk-hollandske Vadehav.

Det gælder også de store hvaler, hvor internationale aftaler har sat en stopper for den voldsomme overudnyttelse, som den internationale hvalfangst medførte. Som følge heraf er de fleste bestande af de store hvaler i fremgang, så man fx kan opleve flere hundrede grønlandshvaler i Diskobugten om foråret. Gråhvalerne i Nordatlanten er dog nok tabt for altid.

Noget af verdens bedste fiskeri findes i randområderne af Arktis, og fisk er den vigtigste eksportvare og indtægtskilde i Grønland. Rejer, hellefisk og nu igen torsk er de

vigtigste arter, og det meste fiskeri anses for at være bæredygtigt, men lokale bestande af hellefisk og krabber synes at være overudnyttede. Bundtrawling fx efter rejer og kammuslinger kan tillige være ødelæggende for bundlevende organismer.

Grønland ødelægger det for sig selv Grønland har en rig natur, der glæder og fascinerer alle, hvad enten det er faste beboere eller tilrejsende. Modsat i det meste af resten af verden er naturen meget lidt påvirket af mennesker, hvis beboelse fylder uendelig

lidt i det enorme landskab. Men der mangler noget. Som nævnt ovenfor er en række arter så reducerede i antal, at naturen næsten kan opleves fattig mange steder, når man andre steder i Arktis har oplevet hundredtusindtallige fuglefjelde og masser af havpattedyr.

Det blev jeg meget direkte konfronteret med af lederen af et stort rejsebureau efter en tur hele vejen langs Vestgrønlands kyst, da han sagde til mig: ”Never West Greenland again, Hans!” ("Aldrig Vestgrønland igen, Hans!”).

Så skuffede var han og hans deltagere over manglen på ’wildlife’.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 137

HANS MELTOFTE

Hvalrosser på Svalbard. Hvis Grønland vil have sine tidligere så store opgangspladser for hvalrosser tilbage, ligesom Svalbard har fået det, efter at de næsten var udryddet, så må man beskytte de historisk kendte pladser med en jagtfri zone på fx 50 km’s radius omkring pladserne, så hvalrosserne kan føle sig trygge i områderne (foto: John Frikke).

En ledende medarbejder for et af de skibsbaserede turistfirmaer med meget erfaring i arktisk turisme fortalte mig efter et møde med administrationen i Nuuk, at ”they did not seem to understand that tourist operators and hunters are competing for the same ressource” ("de syntes ikke at forstå, at turistbranchen og jægere konkurrerer om den samme ressource"). Med andre ord: Man kan ikke både drive intensiv jagt i alle de beboede dele af Grønland og samtidig have et rigt dyreliv til glæde og gavn for turistbranchen.

Drabene på stedfaste pukkelhvaler udfor Nuuk er et eklatant eksempel herpå. De fleste mennesker tænker givetvis, at det var så dumt, at man har svært ved at forstå, hvad der foregik inde i hovederne på hvaljægerne – eller måske endnu værre: Inde hovederne på de politikere, der ikke har oprettet reservater og anden regulering i tide.

Hertil kommer, at reglerne for færdsel ved fuglefjelde, som ingen i Grønland retter sig efter, men som turistoperatører selvfølgelig er nødt til, påbyder folk at holde sig mindst en kilometer fra fuglefjeldene. Det gør det fuldkommen meningsløst at besøge fuglefjelde med turister.

138 Tidsskriftet Grønland 3/2018

HANS MELTOFTE

En sammenligning mellem turistpromoveringen i Grønland og den på Svalbard er også meget illustrativ. På øgruppen Svalbard, hvor der hvert år kommer mindst ligeså mange turister som i hele Grønland, er turistpromoveringen fyldt med billeder af isbjørne, hvalrosser, fuglefjelde og andet dyreliv, og turister er temmelig sikre på at opleve det hele. Det er ikke usædvanligt at se mere end ti isbjørne på en tur rundt mellem øerne, og mere end 3.000 hvalrosser ligger på land i hundredtallige flokke rundt omkring på kysterne (på trods af at hvalroserne på Svalbard næsten var udryddede for 60 år siden, men siden blev totalfredede). Ser man i stedet på turistbrochurer fra Grønland, så er det isfjelde, maleriske bygder eller søde børn, der er på forsiden; praktisk taget intet dyreliv!

Det er ikke alene bortskydningen af bestandene af fugle og pattedyr, der er problemet, men nok så meget at jagten gør dyrene så sky, at de holder sig på lang afstand af mennesker. Hvor man fx på Svalbard eller i Antarktis kan iagttage og fotografere rugende fugle på få meters afstand, letter fuglene ofte på flere hundrede meters afstand i Vestgrønland.

For mig at se undergraver Grønland sine egne indtjeningsmuligheder ved at ignorere ødelæggelsen af dyrelivet ved en alt for intensiv jagt. Det er ovenikøbet flere gange sket, at når politikerne rent faktisk har gennemført bedre beskyttelse, så er dispensationer eller mere omfattende lempelser af reglerne blevet vedtaget kort efter. Hertil kommer massive problemer med at få reglerne overholdt (se boks 2).

Politisk er emnet så betændt, at mange holder sig tilbage med kritik af forholdene.

Helt galt er det, hvis man er dansker. Herunder er det et problem, at grønlandske politikere er meget tæt på befolkningen. Nærdemokrati er godt til mange ting, men i andre sammenhænge skal der være en god armslængde mellem beslutningstagere og dem, der skal reguleres, for at opnå bæredygtige

Boks 2. Et kultursammenstød Det har altid været velkendt, at fredningsbestemmelserne i Grønland ikke blev respekteret i særlig høj grad, men det er måske blevet bedre med årene. At der alligevel er lang vej igen, kan nedenstående oplevelse måske tjene til at illustrere.

For snart 20 år siden lå jeg som rejseguide med omtrent 45 turister i flere store gummibåde nedenfor lomviefjeldet på Saunders Ø i Avanersuaq/Thule. Vejret var perfekt; sol og ikke en vind. Fjeldet var vildt imponerende, og deltagerne var dybt fascinerede af de flere hundred tusinde lomvier og andre havfugle. Da vi havde ligget der nærmest ubevægelige i en rum tid, kom to grønlandske fangere sejlende i hver sin motorbåd og lagde sig ind mellem vores gummibåde. Den ene havde en nyskudt isbjørn i båden, dvs. skudt midt i fredningstiden. Snart efter bragede skuddene op mod fuglene på fjeldet, og tusinder af fugle lettede fra klippehylderne og fløj til havs.

Også dette var midt i fredningstiden for fuglefjelde, hvor der ikke må afgives skud indenfor tre km’s afstand fra fjeldet, og lomvien i det hele taget er fredet i yngletiden.

Foruden de skudte fugle, som faldt ned, rev de lettende lomvier flere unger med sig ned, som plaskede i vandet mellem vores både og peb ynkeligt. Turisterne i en af bådene forsøgte at fange en af ungerne for i det mindste at gøre noget. Det så den ene af grønlænderne, hvorefter han sejlede over til gummibåden, krogede lomviungen med sin fangstkrog tværs gennem kroppen og rakte den endnu levende unge til en fuldkommen chokeret turist.

Et mere eklatant eksempel på et kultursammenstød skal man nok lede længe efter. Grønlænderen ville være venlig overfor turisten og fange lomviungen, så turisten kunne tage den med på skibet og spise den – andet kunne han ikke forestille sig. Turisterne var himmelfaldne.

Det er en meget fascinerende oplevelse at ligge i gummibåd nedenfor et fuglefjeld med flere hundrede tusinde lomvier og andre havfugle. Billedet herover er Alkefjellet på Svalbard, som er et fast mål for turistskibe på øgruppen. Sådan kunne det også være i Vestgrønland, hvis man beskyttede fuglene bedre, og hvis man havde lov til at komme nær kolonierne (foto: Lars Maltha Rasmussen).

Tidsskriftet Grønland 3/2018 139

HANS MELTOFTE

HANS MELTOFTE

overskud til, men i et moderne Grønland med ti gange så mange mennesker, effektive våben og hurtige motorbåde er en bæredygtig udnyttelse helt afgørende.

Desværre skal denne holdningsbearbejdning jo ske i konkurrence med de mange andre og nok så alvorlige problemer i det grønlandske samfund, som også har hårdt brug for intensive oplysningskampagner.

Invasive arter

Disse mennesker har præsteret det umulige. De har klaret sig i århundreder i et af de barskeste områder på Jorden, men overvejelser om bæredygtighed var der ikke overskud til. Dyrene skulle fanges her og nu, når chancen var der (foto: Th. N. Krabbe, Avanersuaq/Thule 1909. Fra Arktiske Billeder, Arktisk Institut).

løsninger. En sådan armslængde kniber det ofte med i Grønland, hvor forholdene ofte minder om det, man internationalt kalder klientisme.

Oplysning, oplysning og atter oplysning Befolkningens forståelse for nødvendigheden af en bedre forvaltning er selvfølgelig helt afgørende, og her er der gjort en stor indsats f.eks. med Tulugaq-kampagnen i 2003-04. Men en sådan oplysningsindsats skal være løbende, da budskaberne ellers hurtigt glider i baggrunden. Her tror jeg, at det er nogle unge grønlændere, der skal hyres til at stå i spidsen for oplysningsarbejdet, da der givetvis er en

140 Tidsskriftet Grønland 3/2018

væsentligt større forståelse for problemerne blandt unge mennesker end blandt de ældre.

Der er brug for en radikalt anden opfattelse af fangst, end den der eksisterede i præhistoriske grønlandske samfund, hvor man var nødt til at tage, hvad der var – her og nu – for man vidste aldrig, hvornår der igen bød sig en chance. I den oprindelige inuitkultur har der således aldrig været en selvregulering af fangsten, hvor man f.eks. aftalte kun at samle ederfugleæg på en bestemt ø hvert tredje år, på en anden det næste osv., så ederfuglene havde en chance for at formere sig, sådan som man kender det fra andre arktiske kulturer. En sådan bæredygtig udnyttelse var der helt enkelt ikke

En af de globalt største trusler mod biodiversiteten er invasive arter, dvs. arter af planter eller dyr, som mennesker bevidst eller ubevidst flytter til steder, hvor de ikke findes naturligt, og hvor de breder sig uhæmmet og skaber problemer. For danskere behøver man blot at nævne bjørneklo og dræbersnegle for at forstå, hvad det handler om, men også japansk pileurt, mink og mårhund er på den lange liste med plagsomme arter her i landet.

Sådanne arter har der været forholdsvis få problemer med i Arktis, herunder Grønland, men introduktionen af renernes svælgbremse med tamrenerne i 1950’erne er et graverende eksempel på, hvor galt det kan gå. Og det kan meget vel ændre sig til det værre fremover med de pågående klimaforandringer. En række arter står allerede på spring på grænsen til Arktis, men her er Grønland i den heldige situation, at der er langt til de nærmeste områder med potentielt skadelige arter – hvis man altså ikke selv indslæber dem til landet.

Et af de oplagte eksempler er kamtjatkalupin, som har bredt sig voldsomt i Island, og som også er plantet i mange haver i Grønland. Hvis ikke den udryddes i tide, vil den kunne brede sig over store områder i Grønland og fortrænge den naturlige vegetation.

Et endnu værre eksempel er amerikansk mink, som der nu er ønske om at indføre til avl i Sydgrønland. Der vil uvægerlig slippe mink ud fra farmene, og med de mildere vintre vil de kunne brede sig i naturen og

Minken er en invasiv art, som risikerer at gøre stor skade i den grønlandske natur, nu hvor klimaændringerne formentlig gør det muligt for den at overleve i det fri i Sydgrønland (foto: John Leffmann).

forvolde uoprettelig skade på fuglebestande, fjeldørreder og andet dyreliv. Det er intet mindre end opskriften på et mareridt.

En anden væsentlig spredningsvej for invasive marine arter er skibenes ballastvand.

For at mindske denne risiko har en række lande tiltrådt en international konvention om ballastvand, der fastsætter regler for lænsning af ballastvand i deres farvande. I 2012 har Danmark tilsluttet sig denne konvention, men med et beklageligt forbehold for Grønland.

Det største problem med bekæmpelse af invasive arter er i virkeligheden, at ingen tager dem alvorligt i begyndelsen, men synes måske ovenikøbet at de er spændende ’eksoter’ eller smukke haveplanter. Først når de har bredt sig ukontrollabelt, indser man problemerne, men så er det enten for sent eller koster rigtig mange penge at gøre noget ved.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 141

HANS MELTOFTE

HANS MELTOFTE

Råstofudnyttelse Minedrift og olie-/gasudvinding er en af de store forhåbninger til finansiering af Grønlands fremtid. Set fra et naturforvaltningssynspunkt er mineraludvinding på land ofte langt mindre problematisk end til havs. Aktiviteter på land kan kontrolleres langt bedre, og selv udslip har ofte ’kun’ lokale konsekvenser. Eller som en af konsulenterne sagde til mig under et besøg på Prudhoe Bay Oilfield i Alaska for en del år siden: ”Keep oil away from water!” ("Hold olie væk fra vand"). Sandheden i det udsagn blev tragisk aktuelt, da Exxon Valdez gik på grund og slap 40 mio. liter olie ud i Prince William Sound og bl.a. dræbte 250.000 havfugle, 3.000 havoddere og 250 hvidhovedede havørne.

Læg så hertil, at et ’blow out’ fra en olieplatform potentielt er langt værre end fra et tankskib. Således slap der 20 gange så meget olie ud ved Deepwater Horizon-ulykken i Den Mexicanske Golf som ved Exxon Valdez-ulykken i Alaska.

I anden sammenhæng har Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet udarbejdet et kort over de mest følsomme havområder omkring Grønland (figur 6). I relation til sådanne områder anbefaler de 252 forskere bag Arctic Biodiversity Assessment, at ”Hvis der påbegyndes olieefterforskning og -udvinding, vil et forsigtighedsprincip i forhold til at overholde regler og retningslinjer, som er specifikke for Arktis og baseret på den bedste tilgængelige videnskab, dog reducere risici, herunder at olieefterforskning og -udvinding undlades i de mest følsomme områder” (min fremhævning).

Miljøgifte

Figur 6. Områder i de grønlandske farvande, hvor der er vigtige forekomster af havpattedyr og havfugle at tage hensyn til fx ved olieefterforskning og -udvinding. Den stiplede linje angiver Grønlands territorialfarvand, mens de vigtige områder er indtegnede med linjer, og de særligt vigtige ’kerneområder’ er markerede med rødt (kilde: DCE, Aarhus Universitet).

142 Tidsskriftet Grønland 3/2018

Forgiftningen af pattedyr og fugle med tungmetaller, pesticider og flammehæmmere mv. har været et varmt emne i mange år. Visse rovfuglebestande omkring Østersøen og i Nordamerika har været helt i bund på grund af belastningen, men noget tilsvarende er der hidtil kun få dokumenterede eksempler på fra Arktis. Det kan der være flere årsager til. Dels har internationale aftaler løst eller i det mind

Figur 7. De forventede rester af sommeris (minimum i september) i Det Arktiske Ocean i september 2040, hvis klimaændringerne fortsætter som forventet (kilde: WWF International).

ste reduceret mange af problemerne, dels er det svært at påvise reduktioner i bestande, der ofte lever spredt over store områder i et tyndt befolket Arktis. Men mere eller mindre veldokumenterede belastninger kendes for ismåger og gråmåger i forskellige dele af Arktis.

Helt anderledes ser det ud, hvis vi ser på det enkelte individ og risikoen for at fangstdyr er så belastede, at det er usundt at spise dem. Her har både isbjørne og tandhvaler været i fokus.

Klimaet ændrer sig Det er en kendt sag, at havisen i Det Arktiske Ocean skrumper. Store områder fryser stadig til hver vinter, men minimum-udbredelsen i september bliver mindre og mindre og er nu på omkring halvdelen af, hvad den var for blot 50 år siden. Det betyder, at isen i Det Arktiske Ocean ændrer sig fra overvejende at være svær flerårig is til overvejende at være etårig is, der hurtigt smelter igen næste sommer med det resultat, at isen om sommeren forventes at være næsten helt forsvundet i 2040 (figur 7). Mindre kendt er det,

Tidsskriftet Grønland 3/2018 143

HANS MELTOFTE

HANS MELTOFTE

Højarktis Lavarktis Sub-Arktis

Nordpolen

Planterne på den højarktiske tundra når sjældent op over anklerne. Her er det den vidunderlige purpurstenbræk, som er den tidligste til at blomstre om foråret (foto: Erik Thomsen, Zackenberg)..

Pola rcirklen

Figur 8. Kort over hele Arktis med angivelse af Høj-, Lav- og Subarktis (kilde: Evaluering af Arktisk Biodiversitet).

at sneen på land smelter endnu hurtigere, så mange områder, der tidligere var snedækkede til ind i maj (i Lavarktis) eller endog juni (Højarktis) nu er snefrie flere uger tidligere.

Det har ændret livsvilkårene ganske markant for mange arter, idet isen på havet og sneen på land er helt afgørende faktorer for de arktiske økosystemer. Havisen er således af væsentlig betydning ikke blot for isbjørn, som vi alle hører om, men også for karis

144 Tidsskriftet Grønland 3/2018

matiske arter som narhval, grønlandshval og den smukt elfenbensfarvede ismåge. Isbjørnebestanden vurderes således at kunne være reduceret med en tredjedel allerede ved midten af dette århundrede.

Globalt rykker arterne mod nord med en gennemsnitlig hastighed på næsten to km pr. år, ligesom mange arter ’kravler’ længere op i højderne i bjergegne. For Arktis betyder det, at fx buske breder sig ud over tundraen,

I arktisk Grønland findes en sådan frodighed kun i den lavarktiske del (foto: Mads Forchhammer).

så de med tiden risikerer at fortrænge de arktiske specialister mod nord. Der vil altså potentielt blive flere arter i Arktis, men de arter, der breder sig sydfra, er oftest allerede meget almindelige, mens de arktiske specialister risikerer at forsvinde. Globalt set får vi derfor en verden, der er fattigere på biodiversitet.

Med til billedet hører, at arealet af land og hav bliver mindre og mindre, jo længere man bevæger sig nordpå, simpelthen fordi vi lever på en kugle. Og endnu værre; på land udgør Arktis de fleste steder en forholdsvis smal bræmme rundt langs kysterne af Det Arktiske Ocean (figur 8), hvilket tilsammen fører til det, man kalder ’arctic squeeze’, dvs. at arterne bliver klemt sammen på mindre og mindre areal, efterhånden som de bliver presset nordpå.

Her er Grønlands biodiversitet dog i en mere gunstig situation, idet nord-syd dimensionen af de arktiske zoner i Grønland og det østligste Canada er meget større end i resten af Arktis, så der er mere plads til at flytte mod nord, om man så kan sige.

Også i Grønland er der kommet nye arter til. Blandt fuglene har vi de sidste 50 år fået nye ynglefugle som canadagås, hjejle, småspove, sildemåge, vindrossel og fra 2018 endda et

Tidsskriftet Grønland 3/2018 145

HANS MELTOFTE

Torsk

Rejer

120 100

400

80

300

60 200

40

100 0 1920

Rejefangst (103 ton)

Torskefangst (103 ton)

500

HANS MELTOFTE

20

1940

1960

1980

2000

2020

2040

0 2060

Figur 9. Torsken har været forsvundet i et halvt århundrede, men er nu tilbage sammen med makrel og sild, mens rejerne flytter nordpå. Her ses fangsterne af torsk og rejer inklusive modelleringer af fangsternes udvikling frem til 2050 (kilde: Evaluering af Arktisk Biodiversitet).

par grågæs. Blandt pattedyrene har vi fået flere spækhuggere og blandt fiskene flere makreller og sild og endda tun. Ikke mindst er torsken på vej tilbage efter at have været næsten væk i et halvt århundrede (figur 9). Hermed er fiskeriet i Grønland under forandring, idet torskens genopdukken og de nytilkomne makreller og sild følges af rejernes forsvinden.

En ofte upåagtet sideeffekt af de stærkt øgede mængder CO2 i atmosfæren er, at meget af denne kuldioxid optages i havvandet med det resultat, at vandet bliver mere surt og kalkdannede organismer kan få problemer. Det sure vand opløser helt enkelt det ydre skelet fx på krebsdyr, som fisk og fugle ofte lever af. Det kan med tiden ændre de økologiske forhold i havet ganske markant, hvilket kan blive et særlig stort problem i Arktis, idet koldt vand optager mere CO2 end varmt vand.

Samlet set er klimaændringerne langt den alvorligste trussel mod verdens biodiversitet, herunder Arktis’. Og modsat hvad man skulle tro, så er truslerne størst mod de allernordligste områder; den arktiske ørken fx i Nordgrønland og de istilknyttede arter i Det Arktiske Ocean. Hvor lavarktiske arter i en rum tid kan brede sig mod nord, har de ekstreme højarktiske arter ingen steder at flytte sig hen.

Grønland har et stort ansvar for at afbøde de værste følger for biodiversiteten af klimaændringerne fx ved at beskytte de arter, der er i risikogruppen, så fangst eller andre akti

146 Tidsskriftet Grønland 3/2018

viteter ikke øger belastningen af dem. Her er Nationalparken i Nord- og Østgrønland en god investering, men også de forventede længstvarende områder med sommeris i Nordgrønland, det såkaldte Last Ice Area, bør sikres mod yderligere belastning i samarbejde med Canada (figur 7).

Også Grønland kan yde et bidrag til at reducere CO2-belastningen af atmosfæren.

Udslippet af CO2 pr. indbygget i Grønland er 40% højere end for hver dansker, bl.a. på grund af husopvarmning og den meget flytrafik. For elforsyningen er man godt på vej med vandkraft, men oven i det hele kommer, at 70% af verdens allerede kendte olieforekomster skal blive i jorden i mindst 50 år, hvis temperaturstigningen skal stoppes ved de 1,5 °C, som verdens ledere har skrevet under på. Der er nok at tage fat på for et meget lille folk i et uhyre stort land!

Stor viden Grønland har i mere end 100 år være privilegeret med en meget stor indsats fra danske og udenlandske forskere, der har arbejdet i alle dele af landet med udforskning af alt fra mineralforekomster til svingninger i det grønlandske dyreliv. Ikke mindst har oprettelsen af Grønlands Naturinstitut for 20 år siden betydet en voldsomt øget viden om alt fra rejeog fiskebestande til effekterne af klimaændringerne – igen alt sammen i tæt samarbejde med danske og udenlandske universiteter.

Derfor er der nu et godt grundlag for bæredygtig forvaltning af de levende ressourcer, hvad enten det sker i form af fangst og fiskeri, håndtering af råstofefterforskning og -udnyttelse eller i form af generel naturforvaltning.

Effekterne af klimaændringerne, hvad enten det er de menneskeskabte af dem, eller de naturlige svingninger, der altid har forekommet, undersøges nu på en af Arktis’ fremmeste forskningsstationer, Zackenberg i nationalparken i højarktisk Nordøstgrønland, nu fulgt op af en station i Kobbefjord nær ved Nuuk finansieret dels af Miljøstyrelsen, dels af Grønlands Selvstyre. Sidst er den mere end

At fangerlivet er ”Det rigtige Grønland” er en illusion, der er med til at forhindre, at man ser problemerne med den alt for intensive jagt i øjnene (foto: Carsten Egevang).

100-årige Arktisk Station i Qeqertarsuaq/Godhavn også kommet på banen.

Alligevel er der mange huller i vores viden om mange forhold i den grønlandske natur, og der er rigeligt at gøre for grønlandske, danske og udenlandske forskere også i fremtiden. Forskning er noget af det mest kollektive internationale samarbejde, der findes, idet forskerne oftest stiller deres resultater kvit og frit til rådighed for alle, der måtte ønske mere viden eller bruge den på forskellige måder.

Hvad skal Grønland leve af?

Efter Minik Rosing-udvalgets rapport Til gavn for Grønland står det vel klart, at der ikke er en mirakelløsning på Grønlands fremtidige økonomiske behov i form af mineraludvinding.

End ikke 12 storskalaprojekter frem mod år 2040, hvoraf fem projekter skulle være i gang på samme tid, ville være nok til blot at udbalancere bloktilskuddet fra Danmark.

Man skal ikke være formand for Det Økonomiske Råd for at kunne se, at der skal satses på mange indtjeningsmuligheder samtidig.

Spørgsmålet her er derfor, hvilken rolle de levende ressourcer kan spille? Mit bud er, at der er store muligheder, men inden jeg diskuterer dem, burde det være fremgået af ovenstående, at fangst af pattedyr og fugle ikke er en af dem. Det har fungeret i varierende grad i de 800 år, der har været inuitter i Grønland, men det fungerer ikke mere. Fangst som erhverv vil kun kunne opretholdes ved massive offentlige subsidier. Og hvad værre er, så er den intensive jagt fra både fangere og fritidsjægere som nævnt med til at forringe betingelserne for turistbranchen ganske markant.

Man skal heller ikke være økonomisk overvismand for at se, at fisk økonomisk set er langt den vigtigste del af den biologiske mangfoldighed i Grønland. Forvaltet bæredygtigt, hvilket vil sige, at man følger den Tidsskriftet Grønland 3/2018 147

HANS MELTOFTE

AF CARSTEN EGEVANG

Grønlands fascinerende fugle Carsten Egevang (f.

1969) er biolog med speciale i grønlandske havfugle, og har mere end 20 års felterfaring fra Grønland. Carsten blev cand. scient. i 1999 med en specialeafhandling om søkongen i Thuleområdet. I en ph.d.-afhandling fra 2010 fra Københavns Universitet om havternen i Grønland, dokumenterede han som den første havternens imponerende træk til Antarktis. Carsten har været ansat som ansvarlig for Grønlands Naturinstituts fuglearbejde, og har været bosat i Nuuk i perioden 2002-2008. Carsten Egevang arbejder i dag primært som fotograf, hvor han gennem sine billeder skildrer samspillet mellem dyreliv og traditionel inuit livsstil i Grønland. Carsten har vundet flere internationale fotokonkurrencer, og har udgivet flere fotobøger om Grønland. I 2012 modtog han det grønlandske selvstyres miljø- og naturpris for sit arbejde med at videreformidle Grønlands naturværdier.

Bestandene af polarlomvier i Vestgrønland er voldsomt reducerede, og mange kolonier er helt udryddede.

Den relativt lille koloni på Kippaku i det nordlige Upernavik er en af de få, der trives, mens den meget store koloni på Apparsuit i baggrunden er voldsomt på retur (foto: Knud Falk).

biologiske rådgivning, vil det givetvis være en hjørnesten i Grønlands økonomi også fremover – og den vil muligvis endda nyde godt af klimaændringerne (forudsat at forsuringen af havvandet ikke ødelægger det hele).

Men ligeså vigtig kan en fremtidig turisme måske blive. Det forudsætter som nævnt, at man genopbygger de titusindtallige fuglebestande på fjeldene, at man giver hvalrosserne mulighed for at vende tilbage til de traditionelle opgangspladser, og at man i det hele taget regulerer jagten ned til et niveau, hvor den ikke er i konflikt med genetableringen af et rigt dyreliv.

Sker det, vil både (fritids-)jægere, andre mennesker i Grønland og turister kunne nyde godt af naturens rigdomme, og landet vil kunne forvandle fangsten fra at være en statsunderstøttet blindgyde til at være en bæredygtig livskvalitet.

148 Tidsskriftet Grønland 3/2018

Litteratur AMAP 2018: Adaptation Actions for a Changing Arctic: Perspectives from the Baffin Bay/Davis Strait Region.

Arctic Monitoring and Assessment Programme, Oslo.

Boertmann, D. 2008: Grønlands Rødliste 2007. Grønlands Hjemmestyre og Danmarks Miljøundersøgelser.

Christensen, T. m.fl. 2016: Biologiske interesseområder i Vest- og Sydøstgrønland. Kortlægning af vigtige biologiske områder. Teknisk rapport fra DCE nr. 89.

Meltofte, H. (red.) 2013: Arctic Biodiversity Assessment.

Status and trends in Arctic biodiversity. Conservation of Arctic Flora and Fauna, Akureyri.

Meltofte, H. m.fl. 2014: Evaluering af Arktisk Biodiversitet: Syntese. CAFF (Conservation of Arctic Flora and Fauna), Arktisk Råd.

Meltofte, H. m.fl. 2014: Issittumi Uumassuseqarnerup assigiinngisitaarneranik naliliineq: Issittumi Uumassuseqarnerup assigiinngisitaarnerata killiffia qanorlu ineriartornera. CAFF (Issittumi naasut uumasullu nungutsaaliorneqarnissaat pillugu suleqatigiissitaq), Issittumi Siunnersuisoqatigiit.

På trods af Grønlands enorme størrelse og udstrækning er biodiversiteten lav, når kikkerten rettes mod landets fugleliv. Kun omkring 60 fuglearter yngler i Grønland.

Det lyder måske som et højt antal, men sammenlignet med et land som Danmark, som ligger i den tempererede klimazone, findes der her omkring 235 ynglearter. Bevæger

RESUMÉ Grønlands fugleliv er på alle måder fascinerende, og fuglene udviser en række tilpasninger til et liv på kanten af, hvad der er fysisk muligt. Men i Grønland er fuglene ikke kun til pynt. Fuglefangst har været praktiseret lige så længe, som der har været mennesker i Grønland og er stadig en vigtig kulturel aktivitet. Det betyder et øget pres på naturen, og fuglebestandene har i dag ikke fordoms tiders størrelse, og for visse arter fortsætter nedgangen. Ph.d. Carsten Egevang har både en akademisk tilgang til fuglene i Grønland, og har samtidig indsigt i den kulturelle betydning af fuglefangst. I denne artikel giver han et kort overblik over, hvad der kendetegner den grønlandske fugleverden, fuglefangsten og fugleforvaltningen i Grønland.

man sig til troperne stiger antallet af fuglearter betragteligt. I mellemamerikanske lande findes imponerende 1500-1800 ynglende fuglearter. Som artsgruppe afspejler fuglene en generel tendens, hvor biodiversiteten er højest omkring ækvator, og aftager jo længere man bevæger sig mod polerne.

Men på trods af at der forekommer så få fuglearter i Grønland, finder man her nogle af de længste vandringer, største ansamlinger og mest fascinerende tilpasninger til et ekstremt klima indenfor fugleverdenen.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 149

CARSTEN EGEVANG

Grønland er kontrasternes land med store forskelle mellem nord og syd og mellem øst og vest. I de beskyttede fjorde i Sydvestgrønland kan temperaturen i sommermånederne nå over 20 grader. Her er vegetationen frodig og kan blive mandshøj. I skarp kontrast står de golde områder i det nordligste Grønland. Her er vækstsæsonen kort, og den årlige nedbørsmængde langt under 250 ml., og landsskabsformen karakteriseres som ørken. Af endnu større betydning, ikke bare for fuglene i Grønland, men for alt liv, er de havstrømme, der omgiver Grønland. I Vestgrønland sikrer en forgrening af Golfstrømmen relativt varmt, saltholdigt havvand, der strækker sig hele vejen op langs vestkysten.

Denne havstrøm skaber noget nær optimale livsbetingelser, samt isfrit farvand, i vintermånederne. En stærk modsætning er Den Østgrønlandske Strøm, der fra Polhavet trækker koldt, relativt ferskt vand mod syd langs kysten. Kontrasten i det marine fugleliv mellem Øst- og Vestgrønland er da også slående, og de fleste af de store havfuglekolonier findes på vestkysten.

På verdensplan er spurvefuglene den mest dominerende, og omkring halvdelen af verdens 10.000 fuglearter tilhører denne gruppe. I Grønland er manglen på spurvefugle påfaldende, og kun seks arter kan siges at være almindelige. Mest udbredt er snespurven, der findes i alle egne af landet, selv i de mest golde nordlige områder høres dens karakteristiske trillende sang. Fugle som laplandsværling, grå- og hvidsisken samt stenpikker kræver et mere vegetationsrigt habitat. Det sidste medlem af spurvefuglene i Grønland er ravnen, der ud over at være en sand mester i overlevelse, har en høj intelligens, og er stærkt repræsenteret i grønlandske sagn og myter. Ravnen er i øvrigt den af de grønlandske ynglefugle, der starter ynglesæsonen tidligst. Æggene lægges allerede i april, hvor temperaturen stadig er lav og jorden snedækket. Når æggene klækker, og behovet for mad til ungerne er størst, passer det tidmæssigt med at de andre fuglearter

150 Tidsskriftet Grønland 3/2018

CARSTEN EGEVANG

har æg og unger, som udgør ravnens hovedføde i sommermånederne.

Grønlands øvrige fuglefauna er sammensat af repræsentanter fra vadefuglene, vandfuglene og især havfuglene, som i alt udgør omkring en tredjedel af de grønlandske arter.

Polynya’er – biologiske hotspots De grønlandske havfugle yngler for størstedelens vedkommende i kolonier. Kolonierne er alt andet end jævnt fordelt, men de er placeret, hvor fødemulighederne for fuglene er bedst. Et eksempel på sådan et biologisk ‘hotspot’ er forekomsten af polynya’er: Et polynya er åbent vand i et område, hvor det ellers forventes at være isdækket, og de sammenlignes ofte med oaser i ørkenen. I Grønland findes tre store polynya’er med tilsvarende store forekomster af havfugle.

Mest biologisk produktivt er Nordvandet i Thule-området – netop her findes de enorme søkongekolonier, mere end halvdelen af landets bestand af polarlomvie, og vigtige forekomster af en række andre havfugle.

Grønlands barske klima, med is- og snedække der i bogstaveligste forstand lægger låg på fødemulighederne, betyder, at man i Grønlands fugleverden finder et meget højt antal af trækfugle. Lidt generaliserende kan man dele sæsonerne op i to i Grønland. En vintersæson, hvor føden er yderst knap, og en sommersæson hvor føden er til rådighed i overflod. Det betyder, at næsten alle ynglearterne forlader Grønland, når vinteren nærmer sig. Faktisk er det kun tre arter, nemlig ravnen, skarven og fjeldrypen, der betegnes som standfugle.

Sidstnævnte kan endda foretage betragtelige vandringer internt i Grønland, og visse år forekommer der i Sydgrønland rypeår, hvor fugle fra de nordlige områder optræder i særligt store antal. De resterende fuglearter har fundet en løsning for at undgå vinterens fødeknaphed, som både betyder bevægelser i østlig, vestlig og sydlig retning.

Havternen er en art, der er skabt til et liv i luften, og ikke på jorden. Den har ekstremt korte ben og virker klodset på landjorden, mens den har et graciøst udtryk i luften. Havternen udfører den længste vandring kendt i dyreriget. Fra ynglepladserne i Grønland til Antarktis og tilbage igen tilbagelægges mere end 70.000 km hvert år – eller svarende til tre returrejser til månen gennem dens levetid (alle fotos: Carsten Egevang).

Mest ekstrem er havternen, der udfører verdens længste årlige vandring indenfor dyreverdenen. Det er mildest talt imponerende. Havternen ankommer til Grønland i slutningen af maj måned, lægger æg i juni, og forlader ynglepladserne i august, hvor den indleder en rejse til den anden side af globen. De grønlandske havterner flyver stik syd, for at tilbringe en måneds tid midt ude i Atlanten, langt fra land. Herfra går turen gennem tropiske farvande over ækvator mod syd, enten langs Afrikas eller Sydamerikas kyst, for at nå Antarktis omkring november. Vinteren tilbringes i Weddellhavet indtil april, hvor den lange rejse tilbage til Grønland begynder igen. Turen nordpå til ynglepladserne foregår i et rasende tempo, hvor fuglene vælger en rute der sikrer rygvind på det meste af rejsen. Samlet udfører

den 110 g tunge terne en årlig rejse på mere end 70.000 km. Fra ringmærkning ved man, at havternen kan blive mere end 30 år gammel, og den distance den flyver gennem sin levetid svarer til at flyve til månen og tilbage tre gange.

Havternen er langt fra den eneste af Grønlands fugle, der foretager langdistanceflyvning. Også havfuglene sildemåge, sabinemåge og lille kjove krydser ækvator på vej til deres vinterkvarter. Vandrefalken tager til Caribien eller endda så langt som Sydamerika for at overvintre. Den lille stenpikker vælger at flyve fra den sydlige spids af Grønland direkte til Afrika. Hvor havfuglene har mulighed for at tage en pause under deres rejse over åbent hav, kan turen for en landfugl som stenpikkeren betyde døden, hvis den overraskes af dårligt vejr undervejs.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 151

CARSTEN EGEVANG

152 Tidsskriftet Grønland 3/2018

CARSTEN EGEVANG

Tidsskriftet Grønland 3/2018 153

CARSTEN EGEVANG

CARSTEN EGEVANG

Almindelig ederfugl er vidt udbredt I Grønland, og den fugleart der årligt skydes næstflest af. Ederfuglen yngler på holme og øer, hvor reden placeres direkte på jorden. Fra 1960’erne frem til årtusindeskiftet var arten i tilbagegang i Grønland, men ny lovgivning afskaffede fangsten om foråret, der regnes som særlig skadelig for bestanden. I dag er bestanden vokset betragteligt, og fremstår som et eksempel på hvordan forvaltningsmæssige tiltag kan vende en negativ bestandsudvikling.

Selvom det generelle billede er, at fuglene i Grønland kommer til Grønland om sommeren for at yngle, og forlader området om vinteren, findes der også eksempler på det omvendte. Nogle arter kommer langvejsfra for at nyde godt af de rige havområder ud for Grønland, eller slet og ret bare for at finde fred og ro. Et eksempel på det første, er storskåben, der laver en ”omvendt-

Foregående side: Mere end halvdelen af Grønlands polarlomvier yngler i Thuleområdet, hvor bestanden vurderes som stabil. I resten af landet er der observeret tilbagegange i bestanden, og flere steder er hele kolonier uddøet.

Bestandsudviklingen hos polarlomvien følges af Grønlands Naturinstitut gennem et moniteringsprogram.

154 Tidsskriftet Grønland 3/2018

havterne”. Arten yngler på nogle få øer midt i Atlanterhavet på den sydlige halvkugle, men foretager et lang-distance nordgående træk og træffes ud for Grønlands vestkyst i sommermånederne. Et andet eksempel er bramgås og kortnæbbet gås, der både har en ynglebestand i Nordøstgrønland, men samtidig får følgeskab af tusindvis af ikkeynglende gæs, der tager den lange rejse til Grønland for at fælde deres svingfjer. I denne periode kan fuglene ikke flyve og opsøger derfor uforstyrrede områder med få rovdyr. Lige præcis det finder de i Nationalparken i Nord- og Nordøstgrønland.

I et internationalt perspektiv er Grønlands vigtigste fugleområde åbenvandsområdet ud for Sydvestgrønland. I vintermånederne benytter millionvis af havfugle,

Ismågen er en eksklusiv, højarktisk fugleart, hvor selv det mest basale kendskab til udbredelse, ynglebiologi og trækforhold var ukendt. Ny teknologi og øget indsats det seneste årti har imidlertid afsløret, hvor ekstrem en art Ismågen er. Arten kan krydse indlandsisen under dens træk, og nye kolonier er for nyligt blevet fundet i Grønland på nogle af de mest ugæstfri lokaliteter som fx nunatakker og små grusbunker på gletsjeris.

primært fra Canada, Svalbard og Grønland, de produktive havområder ud for kysten.

Også fugle fra Alaska, Island, Rusland og Norge gæster farvandet, der er frit for havis vinteren igennem. Særligt den relativt lavvandede Store Hellefiskebanke i den nordlige del er vigtig for overvintrende ederfugl og kongeederfugl. Alkefugle som polarlomvie og søkonge benytter også området i høje antal.

Hvis man skal pege på én enkelt fugleart, der er specielt grønlandsk, må valget falde på den lille, seje søkonge. Den 160 g tunge alkefugl er højt specialiseret i at udnytte en enkelt fødekilde – nemlig de små vandlopper, der først på sommeren i Højarktis forekommer i overflod. Hvor de andre alkefugle i Nordatlanten er afhængige af

fisk, har Søkongen fundet en fødeniche, der godt nok kun er få millimeter stor, men til gengæld er energirig og forekommer i stort antal. Det kræver dog en særlig fysiologisk tilpasning at kunne transportere de mange små vandlopper tilbage til ungen i reden.

Søkongen har, som en anden pelikan, udviklet en lille strubepose under næbbet, der kan indeholde op til 4.000 smådyr. Søkongen yngler også på Svalbard og øerne i det vestlige arktisk Rusland, men mere end 80% af verdensbestanden findes i Grønland.

I Thule- og Scoresbysund-området yngler søkongen i kolonier, hvor antallet af fugle samlet på et sted kan tage pusten fra de fleste. Det er ikke usædvanligt, at kolonierne i Thule-området rummer 100.000-vis af fugle – enkelte steder endda millionvis.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 155

CARSTEN EGEVANG

156 Tidsskriftet Grønland 3/2018

CARSTEN EGEVANG

Tidsskriftet Grønland 3/2018 157

CARSTEN EGEVANG

Fuglefangst Grønland skiller sig ud fra en række andre arktiske lande ved den traditionelle fangstkultur, som har dannet fundament for overlevelse i fortiden og som stadig er vigtig i dagens Grønland. Fuglefangst handler i dag ikke om overlevelse, men er en kulturbærende aktivitet, der blandt andet er med til at definere inuit-identiteten. I takt med at befolkningen er steget i antal i Grønland, og udstyr som joller, motorer og våben er blevet bedre, er presset på de levende ressourcer steget. Hos en række fuglearter er der påvist tilbagegange, der med al sandsynlig skyldes en ikke-bæredygtig udnyttelse.

Polarlomvien er den mest høstede fugleart i Grønland. Arten yngler i store kolonier på stejle klippesider. Historiske kilder fra første halvdel af 1900-tallet indikerer, at bestanden har været væsentligt større end den er i dag. Den mest drastiske nedgang er dokumenteret ved Salleq-fjeldet tæt ved Uummannaq, der i 1949 husede 150.000 fugle. I 1970’erne var kolonien decimeret til omkring 5.000 fugle, og i 1980’erne var fuglene helt forsvundet. Der spekuleres meget over årsagen til Sallaq-koloniens uddøen, og sandsynligvis har flere faktorer medvirket.

Tilbagegangen er sammenfaldende med det intensive fiskeri med drivgarn efter laks, hvor der blev rapporteret en massiv bifangst af lomvier og andre havfugle. Dette fiskeri er imidlertid udsluset og finder ikke sted i dag. Tilbagegange i bestanden foregår stadig i de fleste andre lomviekolonier i Grønland, med undtagelse af Thule-området hvor be-

Foregående side: Søkongen er Grønlands talrigeste fugleart, og kolonierne kan antage enorme størrelser. Søkongen har en evne til at præge omgivelserne, hvor den gødende effekt fra de mange fugleklatter får vegetationen til at fremstå usædvanlig grøn og frodig. Den rige vegetation i et ellers næringsfattigt miljø udnyttes af en række pattedyr som moskusokse, rensdyr og hare, der ofte forekommer i særlig høje antal tæt ved søkongekolonierne.

158 Tidsskriftet Grønland 3/2018

CARSTEN EGEVANG

standen synes stabil. Her yngler omkring halvdelen af den samlede grønlandske bestand af polarlomvie. Lomvie-fangst praktiseres mest i vintermånederne i Sydvestgrønland, hvor det mest er ikke-grønlandske fugle, der nedlægges. Forstyrrelse af ynglepladser samt illegal fangst og ægsamling i sommermånederne, hvor omfanget er vanskeligt at kortlægge, kan samtidig påvirke bestanden negativt. Den bekymrende udvikling hos lomvien har for nyligt fået Grønlands Naturinstitut til at anbefale Grønlands Selvstyre en total fredning i en 10-årig periode – anbefalingen er endnu ikke blevet fulgt.

Den anden mest høstede fugleart er almindelig ederfugl. Der findes to arter af ederfugl i Grønland: Almindelig ederfugl, som yngler i kolonier i hele landet, samt kongeederfugl, som har en højarktisk udbredelse, og som ikke er koloniynglende.

Fangst af begge arter foregår, men det er førstnævnte, der antalsmæssigt er en betydningsfuld fangstart i Grønland.

Ederfuglebestanden i Vestgrønland har gennemgået en interessant udvikling, som et overvågnings-program med deltagelse af lokale fangere har været med til at belyse. Fra 1960’erne og frem til årtusindeskiftet var der en markant nedgang i bestanden, hvor især fangsten om foråret regnes som særlig skadelig. Med indførsel af ny lovgivning i 2001, hvor forårsfangsten af ederfugl blev afskaffet, vendte udviklingen imidlertid. Antallet af skudte ederfugle i Vestgrønland faldt til under halvdelen, og støt og roligt begyndte optællingerne at vise en fremgang.

Denne fremgang har fortsat indtil i dag, og i nogle af kolonierne forekommer der ligefrem pladsmangel, så ederfuglene er begyndt at brede sig til nye øer. Stigningen i de kolonier, der følges i overvågningsprogrammet, viser mere end en firedobling på bare 15 år.

I Thule-området, hvor søkongen i sommermånederne optræder i utroligt antal,

Polarlomvien er den fugleart, som der årligt skydes flest af i Grønland. Størstedelen af fuglene tages i åbentvandsområdet om vinteren i Sydvestgrønland. Fangsten er reguleret med en jagttid samt et maksimalt antal fugle, der er tilladt at skyde dagligt. Fangsten foretages fra små joller som på billedet, der er fra Nuuk i december måned.

finder en anden form for fangst også sted.

Præcis som på Færøerne og Island fanges fuglene med ketcher. Det er ikke nemt at fange fuglene i luften, når de suser forbi med 60 km i timen, men når teknikken er lært, er det en effektiv måde at skaffe forråd. En god søkongefanger kan således fange op til 1.000 fugle på en dag.

Søkongerne koges enten hele, eller bruges i den lokale egnsret kivioq – spæksyltede søkonger. Her fyldes en ringsæl med omkring 4-500 søkonger og hengemmes i omkring tre måneder. Spækket fra sælen får lov til at fermentere i søkongerne og giver en karakteristisk og meget kraftig smag. En sand delikatesse der gemmes til helt specielle lejligheder som bryllup, konfirmation og lignende.

Forvaltning Forvaltningen af de grønlandske fuglebestande er i høj grad arts-baseret mere end område-baseret. De forvaltningsmæssige redskaber til at frede fuglene går i højere grad gennem begrænsede jagttider end ved at benytte beskyttede områder, hvor fuglene er sikret fred. De enkelte fuglearter i Grønland er enten fredede, hvor fangst ikke er tilladt, eller har påhæftet en jagttid, hvor de kan skydes. For enkelte arters vedkommende (f. eks. polarlomvie) er der en øvre grænse for, hvor mange individer der må skydes per dag.

Et overordnet princip er, at alle fuglearter er sikret fred i yngletiden, og i denne periode er fangst ikke tilladt. Ægindsamling var tidligere udbredt, men er forbudt i dag, med undtagelse for svartbag, grå- og hvidvinget Tidsskriftet Grønland 3/2018 159

CARSTEN EGEVANG

CARSTEN EGEVANG

Canadagåsen er et eksempel på en fugleart, der har udvidet sit udbredelsesområde kraftigt gennem de seneste årtier. Arten var før starten af 1980’erne en sjælden og tilfældig gæst i Grønland, men er i dag en almindelig ynglefugl, udbredt i hele Vestgrønland. Et tilsvarende eksempel er snegåsen, der har udvidet sit yngleområde fra Canada og i dag er almindelig i Nordvestgrønland. Eksemplerne viser, at diversitet i fuglefaunaen ikke nødvendigvis er stationær, men dynamisk over tid.

måge, mallemuk og søkonge. Desuden giver en generel bestemmelse for beskyttelse af fuglekolonier ikke tilladelse til forstyrrelser som skyderi og sejlads i høj hastighed.

Grønland har 12 vådområder af international betydning, de såkaldte Ramsarområder. Disse lokaliteter er udpeget som fredede områder, hvor fuglene kan trives uforstyrret. I omkring halvdelen af områderne er det forekomsten af ynglende og fældende gæs, der ligger til grund for udpegningen.

Herudover findes der fuglebeskyttelsesområder, der regnes som særligt vigtige på et nationalt plan. I Disko Bugt ligger øgruppen Kitsissunnguit, der huser en af verdens største havternekolonier, og lokaliteten har en selvstændig fredningsbekendtgørelse fra 2009. Fælles for en stor andel af områderne

160 Tidsskriftet Grønland 3/2018

er imidlertid, at fuglebestandene fortsat gennemgår tilbagegange, og at der ikke er udarbejdet et egentligt moniteringprogram, så man kan følge udviklingen i områderne.

Desuden er bevidstheden om disse særligt bevaringsværdige fugleområder yderst sparsom hos lokalbefolkningen, og kun få er bekendt med eksisterende færdselsrestriktioner. Det kan virke paradoksalt at et land som Grønland, med et kæmpe areal og et lille befolkningsantal, har brug for forstyrrelsesfri fugleområder, men det er præcis her at behovet er størst – i hvert fald i Vestgrønland.

På trods af dokumenteret tilbagegang i fuglebestandene og en lovgivning, der på papiret yder fuglene den nødvendige beskyttelse, har Grønland et problem

med overholdelse og håndhævning af lovgivningen. Fangst inden for fredningstiden, forstyrrelse ved fuglekolonier samt illegal ægindsamling foregår stadig. Overtrædelsernes omfang og betydningen for fuglelivet er i sagens natur vanskelig at dokumentere. Men det finder stadig sted de fleste steder i landet – visse steder endda ganske åbenlyst. En af årsagerne til, at overtrædelser er relativt udbredte, er uden tvivl, at fangerne ikke er enige i biologernes dokumentation af tilbagegangen, eller konklusionerne om årsagen til den observerede nedgang i bestanden. Den generelle opfattelse er, at den lokale viden om fuglebestandene i for lav grad benyttes i forvaltningen, og at lovgivningen udarbejdes af (overvejende ikke-grønlandske) biologer og jurister, uden indsigt i de lokale forhold.

Når man har opfattelsen af ikke at blive hørt, og føler at ens fødselsgivne ret til at høste af naturens ressourcer bliver frataget én, er der ikke noget, der giver incitament til at følge lovgivningen. Læg så dertil, at chancen for at blive grebet i en lovovertrædelse er yderst minimal. Den lokale jagtbetjent skal dække enorme land- og havarealer, og arbejdsindsatsen er ofte rettet mod andre opgaver i sommermånederne, så chancen for at blive taget i færd med ulovligheder er ikke stor. En række af lovovertrædelserne skyldes desuden manglende kendskab til lovgivningen. Man er simpelthen ikke bekendt med, at ens handlinger ikke er i tråd med eksisterende lovgivning.

Afslutningsvis er der ingen tvivl om, at der er langt, både geografisk og mentalt, fra forvaltningsmyndighederne i Nuuk til brugerne i de små isolerede samfund langs Grønlands enorme kyststrækning.

For de mest høstede fuglearter i Grønland er vidensgrundlaget omkring bestandene væsentligt bedre end for et par årtier siden.

Der findes ikke grund til at betvivle biologernes advarsler mod de alarmerende tilbagegange blandt visse fuglearter. Årsagerne til tilbagegangene, derimod, er ofte

komplekse og kan være sammensat af flere faktorer, og dette kan være yderst vanskeligt at formidle. Vejen til en bedre naturforvaltning i Grønland kan i mine øjne kun gå gennem målrettet oplysning fra Selvstyret.

Dette kan med fordel kombineres med en højere grad af brugerindflydelse og et styrket samarbejde mellem biologer og fangere.

Heldigvis sker dette allerede i dag, men nok ikke i et omfang, der for alvor formår at skabe den gensidige forståelse, der er nødvendig for at imødekomme udfordringerne i at opnå en bæredygtig udnyttelse af de grønlandske fuglebestande.

Litteratur Boertmann, D., Lyngs, P., Merkel, F. & Mosbech, A. 2004. The significance of SW Greenland as winter quarters for seabirds.

Bird Conservation International 14.

Boertmann, D. 2002. Fugle i Grønland. Nuuk: Undervisningsmiddelforlag.

Egevang, C. & Boertmann, D. 2012. De grønlandske fuglebeskyttelsesområder - en statusrapport. Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut teknisk rapport nr. 87.

Egevang, C, Stenhouse, I. J., Phillips, R. A., Petersen, A., Fox, J. W. & Silk, J. R. D. 2010. Tracking of Arctic terns Sterna paradisaea reveals longest animal migration.Proceedings of the National Academy of Sciences, 107 (5) 2078-2081

Hjemmesider http://www.natur.gl/ https://www.atlanticseabirds.info/ https://naalakkersuisut.gl

Tidsskriftet Grønland 3/2018 161

JOSEPHINE SCHNOHR

AF JOSEPHINE SCHNOHR

Grønlands biodiversitet igennem tiderne RESUMÉ Fortællingen om Grønlands arktiske biodiversitet kan føres 2,4 millioner år tilbage med de enestående fund ved lokaliteten Kap København i det sydlige Peary Land. Fra de efterfølgende forhistoriske og historiske perioder giver velbevarede bopladser og møddinglag indblik i datidens natur, flora og fauna og dermed den biodiversitet, der omgav folk fra bl.a. Saqqaq-, nordbo- og Thule kulturene. I Arktis satte klimaet og biodiversiteten nemlig betingelserne for menneskers overlevelse.

Indtil i slutningen af 1600-tallet, hvor mennesket med koloniseringen og den industrielle fangst for første gang satte sit tydelige aftryk på Grønlands biodiversitet.

Josephine Schnohr (f.

1971). M. Phil i egyptologi ved University of Cambridge 1996. Cand. mag i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet i 1999. Freelance journalist med speciale i arkæologi og historie. Skriver for Kristeligt Dagblad, AG Grønlandsposten, Polarfronten, Sciencereport.dk m.fl.

162 Tidsskriftet Grønland 3/2018

Allerede for 2,4 millioner år siden blev flere grundsten lagt til Grønlands arktiske biodiversitet.

I forhistoriske og historiske perioder efter menneskets indvandring har biodiversiteten været påvirket af mennesket selv eller af klimaudsving og klimabegivenheder af betydning for dyre- og planteliv og dermed også for de bosatte menneskers overlevelsesmuligheder.

Det har givetvis været medvirkende til forskellige inuit-kulturers periodevise fravær fra Grønland og i særdeleshed i tilfældet nordboerne og deres forsvinden.

Selvom fangstdyrene måske fortsat var til stede, kunne tilgængeligheden og muligheden for at fange dem variere, og det forringede menneskenes livsvilkår.

I historien om Grønlands biodiversitet er det dog vigtigt at bemærke, at landet måler en strækning svarende fra København til Nordafrika og spænder vidt lige fra det højarktiske klima mod nord til lavarktisk og mere tempereret.

Kap København Formationens 100 m tykke lagserie af sandlag blev afsat i en lavvandet havbugt nær en flodmunding. De mørke bånd er de planterester, som floden rev med sig og som giver et detaljeret billede af naturen i flodens opland (foto: Nicolaj Krog Larsen).

Et geologisk Pompeji Oprindelsen til den arktiske natur ligger hen i fortidens tåger, da gentagne istider og vældige iskapper høvlede landoverfladen og naturlivet af på de nordligste breddegrader.

Ved et lykketræf undslap et område i det sydlige Peary Land godt 600 km. fra Nordpolen – i dag kaldet Kap København Formationen. Stedet gemte på et detaljeret øjebliksbillede af biodiversiteten her for 2,4 millioner år siden – så detaljeret, at lokalitetens opdager, geolog og emeritus Svend Funder fra Statens Naturhistoriske Museum, ikke tøver med at kalde det et geologisk Pompeji.

Geologen Lauge Koch udforskede i 1921 området og mente, at landskabsformationerne tydede på, at Indlandsisen havde

nået hertil og ikke længere. At dette nordøstlige hjørne af Grønland aldrig blev dækket af is. Andre geologer nuancerede i 1950’erne Kochs udlægning, men stedet forvirrede fortsat.

I juli 1979 drog Svend Funder og en svensk kollega derop for at løse den geologiske problemstilling, og Funder endte med at finde lag med spor efter en oldgammel skov med bevarede grene, kviste og kogler.

20 års forskning Siden har der været flere ekspeditioner til området med eksperter fra forskellige fagområder, og de efterfølgende analyser af det indsamlede materiale gav et billede af naturforholdene, som de var heroppe under en varm, men kort mellemistid for 2,4 millioner år siden.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 163

JOSEPHINE SCHNOHR

JOSEPHINE SCHNOHR

En skov toner frem

Landet ved Kap København er i dag polar ørken. Gennemsnitstemperaturen for varmeste måned er 2-3°, og det sætter grænsen for plantevæksten (foto: Alexei Tesakov).

Astrid Schmidt med en samling af de træstumper fra Kap København Formationen, som forekommer over alt (foto: Svend Funder).

Lokaliteten fik det geologiske navn Kap København Formationen og består af lag, der som et 100 meter tykt tæppe dækker et område på ca. 10 x 30 km. mellem Kim Fjelde og Peary Lands syd- og østkyst (på størrelse med Møn).

Lokalitetens historie tegner sig ud fra aflejringstyper, havniveau og dyre- og planterester, og bevaringen skyldes, at

164 Tidsskriftet Grønland 3/2018

disse rester blev skyllet ned i en havbugt, begravet af sand og derefter frosset af permafrost.

Dateringen af aflejringer er udledt af oplysninger fra flora og fauna samt fysiskkemiske dateringsmetoder som målinger af lagenes magnetisme, luminescens- og strontiumanalyser samt aminosyrer i muslingeskaller.

Fundlagene ved Kap København står i skærende kontrast til Peary Lands nuværende golde natur, for de afspejler en egn med grønne bakker og bjergsider med træer og kratvækst langs vandløb og en tæt fjeldhede fuld af summende insekter.

En ukendt type lærketræ med kogler blev påvist her og går nu under betegnelsen Larix groenlandii; grønlandsk lærk. Grantræer var også bevaret med stammer og nåle, og det samme var birke-, pile- og elletræer.

Under træerne voksede buskkrat med kornel, kvalkved og en uddød porseart.

Forkrøblede stammer og årringene tyder dog på, at hverken træer eller krat trivedes godt her godt 1.000 km. nordligere end de nordligste træer i dag.

Til gengæld var her, som påvist af Ole Bennike og Jens Böcher, et overraskende rigt plante- og insektliv med en stor billefauna – deraf biller, der kun lever i pattedyrgødning, hvilket tyder på tilstedeværelsen af andre pattedyr. Fund af to rester efter en uddød kaninrace peger derpå, og forskerne analyserer nu materialet for dna i håb om flere spor af disse dyrearter.

For 2,4 millioner år siden var Grønland altså skovland med overvejende nåleskov som i nutidens Canada og Sibirien og med løvskov på vestkysten med nedbør og milde vintre som i Vestnorge.

Meget tyder på, at de større fjorde også tog form for flere millioner år siden.

Så naturforholdene i Grønland dengang var meget forskellige fra senere tider, men der er også store ligheder – begge dele lige overraskende. F.eks. er rypelyng både et af de hyppigste fossiler ved Kap København Formationen og vokser i dag næsten overalt i Grønland.

Først kom dyrene For 7.000-8.000 år siden var der etableret en natur i Grønland, som vi kender den i dag med et tæt dække af bevoksning på alle egnede voksepladser med planter som fjeld

Grønland for 2,4 mio år siden, som det måske så ud, beregnet ud fra klimaoplysningerne i Kap København Formationen (fra Funder, varv 4, 1996).

kvan og hestetunge, dværgtræer som birk, el og arktisk pil samt hede af lyng og lav.

Bevoksningen var føde for dyr og dermed grundlaget for etableringen af en fauna. Talrige fuglearter kom flyvende til Grønland, og smådyr som myg, fluer og insekter blev båret hertil af vinden ligesom luftbårne pollen, plantefrø og sporeplanter som svampe, mosser og bregner.

En 8.900 år gammel rensdyrtak er det ældste postglaciale spor efter rensdyr i Grønland, og en ca. 7.600 år gammel ulveknogle viser, at ulve fulgte efter rensdyrene.

Moskusokse, lemming, hermelin og polarræv er givetvis indvandret over havisen

Tidsskriftet Grønland 3/2018 165

JOSEPHINE SCHNOHR

JOSEPHINE SCHNOHR

Oversigtsfoto over Qeqertasussuk,1984 (foto: Bjarne Grønnow).

fra Canada til Nordgrønland. Isbjørnen havde ikke problemer med at komme til Grønland over is og vand, og hvaler, hvalros, sæler og mindre fisk har også hurtigt indtaget grønlandsk farvand.

Så kom de første mennesker Omkring 2.500 f.Kr. indvandrede de første mennesker fra Canada til det nordligste Grønland for at udnytte områdets rigdom af moskusokse, fisk og fugle.

Palæo-inuit fra den såkaldte Saqqaq-kultur bosatte sig især i Vestgrønland med gode jagtmuligheder blandt de store rensdyrflokke, der græssede i fjeldlandet, og med havets forekomster af hvaler, hvalrosser, sæler, fisk og fugle.

166 Tidsskriftet Grønland 3/2018

I Disko Bugt i Vestgrønland ligger nogle af disse palæo-inuits største og længstvarende bosættelser Qeqertasussuk og Qajaa, der tilmed hører til de bedst bevarede takket være permafrosten. Op til halvanden meter tykke lag med spor efter boliger, redskaber, knogler og udsmid ligger bevaret her og har givet uvurderlig viden om de bosatte mennesker og den natur, der omgav dem.

Professor Morten Meldgaard fra Statens Naturhistoriske Museum med speciale i arktisk zoologi har undersøgt Qeqertasussuk bopladsen i det sydøstlige hjørne af Disko Bugt. Udgravningerne her resulterede i et kæmpemæssigt faunamateriale med over 200.000 bevarede dyreknogler, som Meldgaard studerede ud fra sin interesse for at

Knoglerne ligger 'in situ' i møddingslaget. De er helt friske og netop udgravede og sidder stadigt bundet i permafrosten. Man kan se en klump klar is på fotografiet. Qeqertasussuk, 1985 (foto: Bjarne Grønnow).

forstå naturen dengang, og hvordan mennesker og dyr i Grønland hang sammen i et økosystem i evig forandring.

Allerede i Saqqaq-kulturen tilpassede folk sig nemlig naturens og fangstdyrenes cyklus ved at flytte sig mellem sæsonbopladser for at være der, hvor dyrene var.

Palæo-inuits spiseseddel For at afkode Saqqaq menneskenes rolle og udnyttelse af biodiversiteten sorterede Morten Meldgaard og hans kollegaer i årevis de tusindvis af knogler fra Qeqertasussuk. Knoglernes bevaring var så god, at man ud over at artsbestemme også kunne bestemme dyrets alder og køn. Det Tidsskriftet Grønland 3/2018 167

JOSEPHINE SCHNOHR

Overlevede plantelivet istiderne?

En videnskabelig diskussion om Grønlands biodiversitet går på, om den kunne overleve de gentagne istider og ’overvintre’ i små, isfrie refugier. Eller om flora og fauna forsvandt for så at gen-indvandre fra naboområderne Nordamerika og Nordeuropa.

Diskussionen slog an sent i 1800-tallet, hvor den danske botaniker E. Warming og den svenske naturforsker A.G. Nathorst var stærke fortaler for hver sin fløj.

Siden er den jævnligt blusset op med argumenter som Grønlands egenartede flora, der taler for en selvstændig udvikling igennem lange tider og istider, eller de store ligheder med floraen i naboområderne. Fokus har også været på pletvis udbredelse af særlige planter, der taler for ’overvintring’ i isfri områder.

Den botaniske diskussion har dog altid bygget på indicier i mangel på aflejringer med plantefund i Grønland eller andetsteds i Arktis.

En geologisk påvisning af isfrie lavlandsområder i Østgrønland siden slutningen af Saale Istiden for 130.000 år siden taler nu for refugie-teorien, og de af geologer udpegede områder er faktisk der, hvor botanikere har iagttaget pletvis forekomst af særlige planter.

Men selv i de isfrie refugier har klimaet været ustabilt og koldt, så kun en lille kerne af de mest hårdføre arter har kunnet overleve.

Samtidigt var biodiversiteten i Grønland og Arktis aldrig så kompleks og artsrig som andre steder på kloden, så den kunne relativt hurtigt reetableres efter kuldeperioder og istider.

JOSEPHINE SCHNOHR

gav indblik i dagligdagen for disse palæoinuit; hvornår de nedlagde hvilke dyr.

Folkene på de her Saqqaq pladser levede varieret og godt, og forskerne endte med en spiseseddel på 43 forskellige dyrearter. Øverst stod grønlandssælen og ringsælen og ikke langt under fugle som mallemuk og søkonge.

Fund af rensdyrknogler tyder på jagtture til indlandet og fiskeknogler fra torsk, lodde og andre små fisk på net-fiskeri i et vist omfang.

I den henved 1.000 år lange bosættelsesperiode ændrer Qeqertasussuk funktion fra pioner-og helårsplads, hvor udnyttelsen af bioressourcerne primært skete i nærområdet, til udnyttelse af et større jagtområde og nye jagtmetoder på især grønlandssæler for at ende som en mere specialiseret sæsonplads med fokus på forårs-sommerjagt på sæler. En ændring, der betød et menukort med stadigt mere grønlandssæl.

Hvalros og hvaler

Sibirsk draba (Draba sibirica) vokser i Grønland kun her på Jameson Land halvøen ved Scoresby Sund i Østgrønland, nærmeste artsfæller findes i Sibirien. Overlevede den istiden på nogle få pletter i Grønland? (foto: Svend Funder).

168 Tidsskriftet Grønland 3/2018

Knoglematerialet på Qeqertasussuk omfatter også knogler af hval og hvalros, men ikke i overvældende antal. Fund fra Qajaa viser dog, at Saqqaq-folkene mestrede teknikker til hvalrosjagt.

Det samme gælder givetvis hvaljagt, idet et hold dna-forskere fra Center for GeoGenetik ved Københavns Universitet med Frederik Seersholm i spidsen har påvist udnyttelse af grønlandshvaler allerede blandt palæo-inuit. Saqqaq-lagene ved Qeqertasussuk og Qajaa viser nemlig et højt indhold af dna efter grønlandshval og grønlandssæl.

Den omfattende jagt på grønlandssæl var allerede erkendt i knoglefundene, men det høje indhold af hval-dna overraskede. Det skyldes nok, at Saqqaq jægerne parterede hvalen andetsteds og kun slæbte kød og spæk tilbage til bopladsen – det giver udslag i en dna analyse, men ikke i en zoologisk gennemgang.

En anden dna-analyse fra forskere på Center for GeoGenetik kortlagde Saqqaq

folkets genom ud fra en hårtot fundet på Qeqertasussuk. Den stammede fra en mand med brune øjne, tykt mørkt hår med risiko for skaldethed, skovlformede fortænder og tør ørevoks samt stofskifte og BMI tilpasset koldt klima og genetiske træk, der peger i retning af en oprindelse i Sibirien.

Smådyr og planteliv Fra Qeqertasussuk tog forskerne også lagboringer for at afdække den øvrige biodiversitet.

Herved påviste man mider, edderkopper, sommerfugle, gødningsfluer, hvepse, insekter og biller. Billerne er især interessante, da de er velbevarede nok til at blive artsbestemt og samtidigt sensitive overfor klimaforandringer og derfor kan bruges som indikatorer på eventuelle ændringer i perioden.

Pollen- og makrofossilprøver afspejlede også visse forandringer af plantelivet over den 1.000 år lange brugsperiode af bopladsen.

Området omkring Qeqertasussuk er både dengang som nu rigt på bær og spiselige planter som fjeldsyre. Tusindvis af sortbær-kerner optrådte i Saqqaq-lagene, så man indsamlede tydeligvis disse bær om sommeren. Lagene indeholder også spor af arktiske blåbær og tranebær; men ikke så mange som sortbær. Så Saqqaq-folket her har suppeleret kød- og fiskekosten med bær og planter.

Nordboernes grønne Grønland Da nordboerne kom til Grønland omkring år 1000, var her mennesketomt bortset fra en lille lomme af sen Dorset-kultur i det yderste nordvest.

Grønland var altså stort set i naturens magt og i slutningen af en mild klimaperiode, så store områder har virkelig været grønne især mod syd, hvor nordboerne slog sig ned.

I Sydgrønlands dybe, beskyttede indlandsdale har de mødt vidtstrakte kratskove Tidsskriftet Grønland 3/2018 169

JOSEPHINE SCHNOHR

JOSEPHINE SCHNOHR

I Sydgrønlands beskyttede dale i den indre fjord kan vegetationen tage karakter af arktisk urskov med birketræer i fem-seks meters højde. Det var sikkert sådan et syn, der flere steder mødte de nordboer, der ankom til Grønland henimod slutningen af en forholdsvis varm klimaperiode omkring år 1000 (foto: C.K. Madsen 2014).

af pil, birk og røn, og her kunne de ellers lavstammede træsorter vokse sig til regulære skove med træer i fem-seks meters højde.

Rensdyrene befolkede indlandet, mens fjordene bugnede af marine dyrearter – sæler tælles i dag i hundredetusinder, men dengang i millioner. Mange hvalarter har også fyldt fjordene, hvor forholdsvis isfri vande gav dem gode levebetingelser. Nogle arter levede i fjordene, mens andre kom i mægtige sæsontræk.

På sandstrande i nord og øst lå om sommeren tusinder af hvalros; uforberedte på de kommende århundreders intensive jagt. Handel med hvalrostand og skind var nemlig en af drivkæfterne bag nordboernes bosættelser i Grønland.

170 Tidsskriftet Grønland 3/2018

På stejle fjelde langs kysterne lå uforstyrrede kolonier af lomvie, mågearter, gejrfugl og søkonger.

Med så mange byttedyr er rovdyr fulgt efter: ræv, hermelin og ulv til lands, ørn og falk i luften og til vands spækhugger og isbjørn.

Nye dyr og planter kom til Arkæolog Christian Koch Madsen fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv har arbejdet med nordbobygderne og deriblandt Vatnahverfi – en bosættelse på Grønlands sydvestkyst nær Einarsfjord og Eriksfjord og nær nordboernes bispesæde Gardar (Igaliku).

Håndtag til bor eller syl af hvalrostand med indridset billede af en hvalros fundet i en nordbomødding i Sydgrønland. Jagten på hvalrostand i de store hvalroskolonier, som ved nordboernes ankomst fandtes i Nord- og Østgrønland, var formentlig en af hovedårsagerne til nordboernes indvandring (illustration: C.K. Madsen 2014).

Området var dengang Grønlands mest velegnede til agerbrug og kvæghold, og det var afgørende for nordboerne. De bragte nemlig denne nye levevis med fra Island, og ombord på deres skibe var kvæg, får, ged, svin, hest, hund og kat samt blinde passagerer som mus og de insekter og parasitter, der fulgte med husdyrene.

Nye plantearter som alm. fuglegræs, enårig rapgræs, vej-pileurt og hyrdetaske blev også indført i dyrenes foder og maver.

Med nordboernes ankomst blev biodiversiteten i Grønland for første gang tilføjet domesticerede arter fra Eurasien og nåede givetvis et højdepunkt for det holocæne Grønland på det her tidspunkt.

Forandringerne, der fulgte med nordboernes ankomst, kan spores i biodiversiteten i de områder, hvor de slog sig ned. Studier af søaflejringer ved Vatnahverfi og kultur- og møddinglag viser en opgang i nye, introducerede planter som urten rødknæ og musse-vikke samt tegn på rydning af land til marker og dyregræsning (nedgang i birke- og enebærpollen), gødskning, dræning og sæter-drift.

Agerbrug eller ej?

Agronom Peter Steen Henriksen fra Nationalmuseet har forsket i nordboernes agerbrug og udtog prøver fra møddinglag ved nordboruiner fra Vatnahverfi, Qorlortup Itinnera og Gardar (Igaliku).

Tidsskriftet Grønland 3/2018 171

JOSEPHINE SCHNOHR

JOSEPHINE SCHNOHR

dyrkning af byg – ikke importeret korn fra Island eller Norge.

Ved andre lokaliteter er der påvist hørdyrkning, så nordboerne har drevet agerbrug i et vist omfang i den tidlige del af bosættelsesperioden, hvor klimaet var mildt og egnet til korndyrkning.

Planlagte undersøgelser af flere møddinger og strontiumisotopanalyser af forkullede korn skal vise, hvor udbredt dette tidlige nordbo-agerbrug var.

Samlet set har nordboerne dog ikke påvirket den grønlandske biodiversitet markant, og pollenundersøgelser på nye sedimentkerner fra søer ved Østerbygden viser, at græsningstrykket faldt efter år 1250, og den naturlige vegetation vendte tilbage.

Den lille istid

Kort over Grønland med angivelse af de to nordbobygder, samt de fjernere marine jagtmarker (illustration: C.K. Madsen 2018).

Kornkerner (foto: Peter Steen Henriksen, Nationalmuseet).

Blandt de forkullede makrofossiler lå flere bygkerner i de ældste lag. Der lå også aksled, hvilket indikerer utærsket korn og lokal

172 Tidsskriftet Grønland 3/2018

I midten af 1200-tallet oplevede nordboerne de første tegn på Den Lille Istid – en klimaperiode kendetegnet af ustabilitet, uforudsigelighed og kulde. De mest kulde- og klimaresistente arter fik bedre betingelser, mens andre fik værre bl.a. nordboernes husdyr. Der skete en gradvis nedgang i kvæg, og svinene forsvandt næsten helt. De hårdføre, nøjsomme får og geder blev nu de vigtigste husdyr på mange gårde.

Jagten på hvalros og den givtige handel med hvalrostand svigtede også.

Fangst af havpattedyr og især sæl holdt nordbosamfundene i live. Nyere forskning tyder på, at nordboerne forstod at drive bæredygtig fangst på de lokale forekomster af arter som rensdyr, gråsæl og spættet sæl, der er følsomme overfor overfangst.

Omkring 1450 e.Kr. var det slut, og nordbobygderne i Grønland lå forladt. Alle dyr, der kom med nordboerne, led samme skæbne. Få forvildede flokke af får og geder kan have strejfet omkring i nogle årtier.

Men i de grønne oaser, som de gødede nordbomarker havde skabt, overlevede visse indførte plantearter og stod klar, da landbruget blev genindført i Grønland fra 1780’erne.

Jagten på havpattedyr, specielt sæler, var fra starten en vigtig del af nordboernes subsistensøkonomi og sæl blev med tiden en helt bærende proteinkilde. Ved siden af at afspejle sig i knoglematerialet ses den afhængighed også i placeringen af norrøne jagtstationer – side om side med inuitiske – tæt ved sælernes migrationsruter som her ved kanten af Davis Strædet (foto: C.K. Madsen 2016).

Thule inuit tager over Omkring år 1200 indvandrede en ny inuitkultur i Thuleområdet fra Alaska og blev grønlændernes direkte forfædre. Thulekulturen var også jægere, men adskilte sig fra tidligere inuit ved at drive hvalfangst fra store både (konebåde), bruge hundetrukne slæder, lave redskaber med metalæg og være bofaste i vinterhalvåret i delvist nedgravede tørvehuse.

Thule folket bredte sig omkring år 1400 i Nordøstgrønland og anlagde bl.a. nogle meget store vinterbopladser på Clavering Ø. Her boede mange familier sammen om vinteren og drev åndehulsjagt på ringsæl. Når lyset vendte tilbage om

foråret, jagede man ved iskanten ringsæl, grønlandssæl, remmesæl og hvalros og fællesjagter på hvaler.

Om sommeren splittede man op i mindre familiegrupper for at kunne udnytte et større område og de øgede ressourcer om sommeren: rensdyr, moskusokser, sæler, fugle som edderfugl, rype og gås, laks i elvene og bær.

Teltringe på de kystnære sommerbopladser tyder på en mere mobil boform og stenbyggede depoter på opbevaring af større mængder kød. Så disse bopladser var sikkert udgangspunkt for store, fælles forårsjagter på narhval, grønlandshval og hvalros.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 173

JOSEPHINE SCHNOHR

JOSEPHINE SCHNOHR

Thule inuits ’vandhuller’

Øverst: Den friskopgravede remmesæl overarmsknogle er fra Fladstrand. Nederst: Opmåling af anlæg med GPS på Hvalros Ø. Begge fotos er fra Nordøstgrønland (fotos: Anne Birgitte Gotfredsen, Statens Naturhistoriske Museum).

174 Tidsskriftet Grønland 3/2018

Ekstern lektor Anne Birgitte Gotfredsen fra Zoologisk Museum har undersøgt faunamaterialet på store Thulepladser på Clavering Ø og Hvalros Ø i Nordøstgrønland, hvor der er fundet tusindvis af knogler fra mange slags fangstdyr.

De fleste af dem var fanget ved polynier – et område med åbent vand omgivet af havis, der opstår periodisk på samme sted og tid hvert år og typisk fra april til september.

I Nordøstgrønland blev de tre polynier Nordøstvandet, Siriusvandet og Scoresby Sund-vandet fødemæssige ’vandhuller’ for Thule inuit i området, da de tiltrak havpattedyr i store koncentrationer. Så Thule folkene slog sig ned tæt ved og byggede deporter til kød og spæk, der siden kunne fragtes til vinterbopladserne på hundeslæder.

Narhval (øverst) og hvalroskæber ved Thulekultur tomter. Clavering Ø, Nordøstgrønland (foto: Anne Birgitte Gotfredsen, Statens Naturhistoriske Museum).

Hvalros fyldte mest blandt knoglefundene efterfulgt af forskellige sæler, grønlandshval, narhval og rensdyr. Fundbilledet Tidsskriftet Grønland 3/2018 175

JOSEPHINE SCHNOHR

variererede dog lidt på de forskellige Thulepladser, og forår og sommer stod fugle og æg også på menuen.

De stabile forhold med is og tilstedeværelse af fangstdyr omkring disse polynier blev livsnerven for Thule-kulturen heroppe.

I løbet af de godt 400 år, som Thule folk holdt til her, skete der en nedgang i antallet af grønlandshvaler, hvorfor hvalros og narhval blev jaget mere. Rensdyrene synes også på tilbagetog.

Klimaet kom under forandring, og fangstdyrene forsvandt delvist fra området og blev sværere at få fat på. Så Thule inuit fortrak til andre områder, og naturen her lå atter uforstyrret af mennesker for en tid.

Først med den danske kolonisering af Grøn-

land og den industrielle fangst fra slutningen af 1600-tallet satte mennesket for alvor aftryk i biodiversiteten.

Kildehenvisninger Funder, Svend: “Skoven ved Nordpolen. Peary Land” Funder, Svend: ”Planterefugierne i Grønland” Gotfredsen, Anne Birgitte: ”Faunal Remains from the Wollaston Forland – Clavering Ø Region, Northeast Greenland – Thule Culture Subsistence in a High Arctic Polynya” Henriksen, Peter Steen: “Norse agriculture in Greenland?”

Madsen, Christian Koch: “Pastoral Settlement, Farming and Hierarchy on Norse Vatnahverfi, South Greenland” Meldgaard, Morten: ”Ancient Harp Seal Hunters of Disko Bay. Subsistence and Settlement at the Saqqaq Culture Site Qeqertasussuk (2400-1400 BC), West Greenland” Seersholm, Frederik Valeur (a.o): “DNA evidence of bowhead whale exploitation by Greenlandic Paleo-Inuit 4.000 years ago” Samt videnskabelige publikationer af bl.a. Thomas H. McGovern, Konrad Smiarowski, Vincent Bichet, Emilie Gauthier, Paul M. Ledger, J. Edward Schofield

AF STEFFEN HOLBERG

Kortet fra Loftet og Slette omstændigheder.

Historien om den fjerde mand og det tredje F RESUMÉ I juli 2018 var der tv-premiere på filmen ’Slette Omstændigheder’ på DR2. Filmen tager afsæt i J.P. Kochs kort fra Danmark-Ekspeditionen.

Kortet er kendt som ’Kortet fra Loftet’ og ser ud til at fortælle en helt anden historie end den officielle, nemlig at Koch rent faktisk fandt ligene af Mylius og Hagen på 79-fjorden i 1908. Kortet har været stærkt omdiskuteret: var det fiktion eller fakta? I filmen forsøger jeg af opklare dette spørgsmål. Dette lykkes for mig, men svaret er særdeles overraskende. Teksten på kortet er hverken fiktion eller fakta – men falsum. Men måske bekræfter dette netop selve kortets troværdighed?

En kvist af et lærketræ viser den helt enestående bevaringsgrad i de gamle planterester fra Kap København Formationen (fra Ole Bennike, Meddelelser om Grønland, Geoscience 23, 1990. Tegnet af Christian Rasmussen, Statens Naturhistoriske Museum).

176 Tidsskriftet Grønland 3/2018

I Tidsskriftet Grønland nr. 4, 2012, havde jeg en artikel med overskriften: Hvor endte Mylius-Erichsen og Høeg Hagen deres dage på 79-fjorden i november 1907? Svaret med den præcise position stod sidst i artiklen.

Min angivelse af dødsstedet byggede på J.P. Kochs gemte kort fra Danmark-Ekspeditionen, kaldet ’Kortet fra Loftet’. Kortet blev fundet af den nu afdøde Siriusmand Erik Jensen, da han ved en tilfældighed i 1987 reddede Kochs Arkiv. Af kortets tekst fremgår det, at ’noget’ ikke må offentliggøres på

Steffen Holberg, født 1948 i København. Lærer siden 1971. Friluftsvejleder i Danmark og Grønland.

Selvstændig iværksætter på Godthåb Mølle. Med i Nordøstgrønlandsk Kompagni NANOK. Har været optaget af DanmarkEkspeditionen siden 1962. Foredragsholder og skribent om Nordøstgrønland.

grund af ’slette omstændigheder’. Wegener og Trolle er enige, hvorimod Tobias er uvidende om det.

Trolle var ekspeditionens chef efter Mylius’ død. Wegener var ekspeditionens fysiker og Kochs nære ven.

Tobias er grønlænderen Tobias Gabrielsen, der sammen med J.P. Koch fandt liget af Jørgen Brønlund den 19.3.1908 på Lambert Land ved 79-Fjorden. Efter fundet kørte de straks tilbage til skibet uden at søge efter ligene af Mylius og Hagen. Koch blev kritiseret for ikke at have gjort et forsøg på at finde de to mænds lig ud fra Brønlunds angivelse. Det er derfor interessant, at Erik

Tidsskriftet Grønland 3/2018 177

STEFFEN HOLBERG

Kortet fra Loftet, renset for al påskrift og markeringer. Tilbage er kun selve kortet og den angivne slæderute, som starter og ender ved depotet på Lambert Land, der blev Jørgen Brønlunds grav. Selve arket er smudsomslaget fra en af datidens bøger.

Jensens fund af Kochs gemte kort ser ud til at fortælle en helt anden historie: at Koch i virkeligheden søgte og fandt de to lig.

Når jeg kunne angive den præcise position for dødsstedet, skyldtes det en nærmere undersøgelse i den multispektrale skanner på Nordisk Forskningsinstitut under Københavns Universitet. Kortet var kommet med kurér fra Nuuk, og mit håb var at afdække en tilsyneladende skjult skrift på kortet.

Dette lykkedes ikke – der var ingen skjult tekst. Til gengæld kunne det med sikkerhed afgøres, at der VAR tegnet et kors midt på 79-fjorden. Korset var fremhævet med en

178 Tidsskriftet Grønland 3/2018

STEFFEN HOLBERG

stor cirkel og en markant dobbeltpil. Det nye var, at skanningen afslørede en prik lige ved korset. For mig var der ingen tvivl.

Prikken kunne KUN være stedet, hvor Koch fandt ligene af Mylius og Hagen. Derfor min artikel i Tidsskriftet.

Artiklen førte en del med sig – både i Danmark og Grønland. Jeg blev blandt andet kontaktet af Henrik Veileborg fra dokumentarfilmselskabet Upfront Films, som mente, at historien var så spændende, at den burde følges op af en film. Kortet og mit fund var jo ikke noget bevis, men et fortsat forsøg på at dykke længere ned i mysteriet var en film værd.

Optagelserne tog ret hurtigt form med fotografen Max Kestner ud fra arbejdstitlen ’Slette Omstændigheder’. Min ’rolle’ i filmen blev, at jeg som ’detektiv’ skulle forsøge at finde svaret på hvilke omstændigheder, der var så ’slette’, at de måtte holdes hemmelige og ikke kunne offentliggøres?

Noget af det første var derfor at få bekræftet, at teksterne på kortet virkelig VAR skrevet af Koch. Vi optog derfor en analyse med grafologen Anny Graa Bennike, som tidligere havde hjulpet mig. Til min store overraskelse kunne Anny hurtigt slå fast, at dele af teksten på kortet med sikkerhed IKKE var skrevet af Koch. Der var altså tale om en ’fjerde mand’, som ud over Koch, Wegener og Trolle kendte til hemmeligholdelsen og de ’slette omstændigheder’. Ifølge Anny var denne mand ’ikke-skrivekyndig’ og sandsynligvis en håndværker. Jeg gik nu i gang med at lede efter denne ’fjerde mand’ i ekspeditionens inderkreds, men intet passede sammen.

I mit opklaringsarbejde fandt jeg frem til J.P. Kochs barnebarn, Jørgen Bohus, som i sin tid havde fået sin morfars arkiv fra sin mor. Da Erik Jensen fandt kassen med arkivet, lå den i huset hos Bohus’ tidligere hustru, da Bohus ikke selv boede i Danmark. I Filmen fortæller Jørgen Bohus selv historien.

Ved fundet lavede Erik Jensen nogle meget detaljerede lister over indholdet. Af disse

fremgår det, at han med kortet som omslag fandt fire fotos, hvoraf de to var fra Mylius og de to fra Hagen. Selv om arkivet indeholdt næsten 500 fotos var disse fire særligt fremhævet. Næste mål blev derfor at finde disse fire fotos.

Dette lykkedes i Landsarkivet i Nuuk, og også de kom med kurér til Danmark og en tur i specialskanneren.

Derefter lavede vi endnu en grafologisk analyse af teksterne bag på de fire fotos.

Disse kunne umuligt være skrevet af Mylius og Hagen, men vores grafolog Anny kunne konkludere, at den person, som havde skrevet dem, med al sandsynlighed var den samme person, som havde skrevet på kortet.

Altså igen den ’fjerde mand’.

Næste skridt bestod i at finde motiverne for de fire fotos, og her blev det hele endnu mere mystisk. Det viste sig, at det ene foto fra Mylius var fra Annekssøen, som først blev opdaget et halvt år efter hans død, og det andet var fra Kap Brigdman, hvor Mylius aldrig havde været. Så selv om Mylius stod nævnt som ophavsmanden, kunne dette umuligt passe. Teksterne på de to fotos fra Hagen passede heller ikke med motiverne.

Alt så helt kaotisk ud, men jeg fandt så et nyt spor, som jeg fulgte.

Mylius-Erichsen var skrevet som en helt speciel forkortelse: Ml. E. Kunne jeg finde den deltager på ekspeditionen, som skrev sådan, havde jeg fundet den ’fjerde mand’.

Alt blev gennemgået med venners hjælp, men INGEN benyttede denne specielle form. Det eneste sted den forekom, var hos Erik Jensen, men det måtte jo stamme fra de fire fotos. Gennembruddet kom, da jeg granskede nogle gamle ekspeditionsplaner fra Erik Jensen ti år før fundet af Kochs Arkiv. Her stod netop Ml. E som synonym for Mylius-Erichsen. En tanke tog form: Kunne det være Erik Jensen, som var den ’fjerde mand’? En grundig gennemgang af de grafologiske markører fra Erik Jensen fjernede enhver tvivl. Det kunne kun være ham, der havde lavet påskrifterne fra Mylius

Brønlunds Grav ved den røde pil (bearbejdet kort fra Geodatastyrelsen).

og Hagen. Dernæst fulgte Kortet fra Loftet, og også her havde Erik Jensen efterladt sine skjulte spor.

Siden Kortet blev omtalt første gang af Janni Andreassen i hæftet ’28 mand til Arktis’ i 90-året for ekspeditionen, har der været en heftig debat om kortets oplysninger.

Fortalte kortets tekst om en plan, der aldrig var blevet til noget, eller var det et gemt notat, om hvad der virkelig var hændt på 79-fjorden den 19.3.1908? Fiktion eller fakta?

At der var tale om et tredje F for Falsum, havde ingen tænkt.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 179

STEFFEN HOLBERG

Erik Jensen lever ikke længere, og vi kender ikke hans motiv. Han var en af pionererne i forsøget på at opklare mysteriet om, hvad der hændte for Mylius, Hagen og Brønlund.

Han mente, at svaret skulle findes i Nordøstgrønland, og et motiv til at skrive de falske oplysninger på kortet og de fire fotos kunne måske være at give dem en øget sponsor-værdi til finansiering af kommende eftersøgnings-ekspeditioner? Den slags er set før. Intet tyder på at det handlede om egen vinding.

Det ironiske ved denne historie er, at Erik Jensens påtegnelser måske i virkeligheden bekræfter ægtheden af Kochs gemte kort? Alt tyder på, at Erik Jensen virkelig fandt selve kortet i Kochs gemmer. Men hvad var der i så fald allerede på kortet, og hvad kunne være Kochs hensigt med at tegne og gemme dette kort?

Svaret ligger måske gemt i Kochs tanker ved fundet af Brønlund. Vi kender disse tanker fra forskellige kilder.

Da Koch læser Brønlunds meddelelse i dagbogen, læser han forkert, og han er ikke i tvivl om, hvad der er hændt for Mylius, Hagen og Brønlund.

Da Kochs og Mylius’ slædehold fulgtes mod nord i foråret 2017, aftalte de en retræteplan via Indlandsisen, hvis tilbageturen langs yderkysten var spærret af åbent vand.

Koch er derfor sikker på, at det er denne plan, som de tre mænd har fulgt for at nå frem til depotet på Lambert Land. Ifølge ekspeditionens kort, som han selv er mester for, er der kun én mulighed for at komme fra Indlandsisen til depotet på Lambert Land: ved Gamle Jim Ø. Dette sted passer godt til Brønlunds angivelse ’midt i fjorden, foran bræ (omtrent 2½ Mil)’.

Det interessante ved Kortet fra Loftet er, at det netop viser denne slæderute. Men samtidig viser kortet, at der ikke var noget at finde ved Gamle Jim Ø, eftersom slæderuten fortsætter mod øst til et andet sandsynligt sted for dødslejren: ved de to øer på ekspeditionens nord-sydgående rute over

180 Tidsskriftet Grønland 3/2018

79-fjorden. Herfra går den tilbage til depotet/Brønlunds Grav. Den aftalte retræteplan via Indlandsisen var nemlig en umulighed – men det kunne Koch ikke vide.

Om Koch søgte efter ligene eller ej, ved vi stadig ikke. Han havde gode grunde til at gøre det, men også til at lade være. Så hvis han virkelig gjorde, men alligevel benægtede det resten af livet, kan det kun skyldes omstændigheder, der var så slette, at de ikke kunne offentliggøres. Det er skæbnens ironi, at Erik Jensen måske ramte plet med netop disse ord.

Behind the scenes på Polarbiblioteket:

Om filmen Slette Omstændigheder kan jeg sige, at den havde filmpremiere på CPH:DOX i marts 2018 og tv-premiere på DR2 i juli 2018. Den varer 58 minutter.

Hvordan driver vi bibliotek i den digitale tidsalder

AF CECILIE TANG MØLDRUP

Sidst i filmen bekræfter et vidne, at min konklusion om Erik Jensens påtegnelser var rigtig.

RESUMÉ Denne artikel omhandler Polarbibliotekets rolle i det arktiske vidensfelt, og hvordan Polarbiblioteket sikrer sig, at man som bruger kan finde de troværdige og kvalificerede informationer, man leder efter. Man kan i artiklen få indblik i kurateringen af informationer, samt hvilke aktiviteter og muligheder biblioteket stiller til rådighed.

Tak til Listen over folk, som har bidraget til opklaringen siden 2012, er meget lang. Det vil føre for vidt at nævne alle her. De som har deltaget, er sikkert alle klar over det, og jeg sender dem her min tak.

Cecilie Tang Møldrup er informationsspecialist og biblioteksleder. Hun er uddannet kandidat i historie og eskimologi fra Københavns Universitet og står for den daglige drift af Polarbiblioteket. Cecilie T. Møldrup kan findes på Polarbiblioteket i åbningstiden mellem kl.13-15 alle hverdage, undtagen onsdag eller kontaktes via email på Cqw916@hum.ku.dk. Polarbiblioteket kan kontaktes på samme mail og kan også følges på Facebook, hvor man ligeledes kan kontakte bi-bliotekaren.

Der har aldrig været mere information, og den har aldrig været mere tilgængelig.

Dette er takket være teknologier som internettet, databaser, sociale medier og open access1 adgang.

Men samtidig med den stigende mængde informationer er der også opstået begreber som ”fake news”, og hos mange giver det en usikkerhed, om man nu også kan stole på de informationer, man finder.

Denne tendens ser vi også på forskningsog specialbibliotekerne. Mere information er ikke altid bedre information, og man har stadig brug for kontekst og viden, selvom mange fakta kan googles. Vi har brug for effektive og upartiske kuratorer.

Disse kan være forskere, forlag, journalister, redaktører og ja biblioteker og deres ansatte. Denne artikel vil handle om bibliotekaren og biblioteket som kurator i det arktiske vidensfelt.

1 Tilgængeligt på nettet, nogle gange betinget af abonnement til database, andre gange frit tilgængeligt.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 181

CECILIE TANG MØLDRUP

CECILIE TANG MØLDRUP

Hvad er Polarbiblioteket?

Polarbiblioteket ligger på Christianshavn og er et specialbibliotek under Københavns Universitet og Det Kongelige Bibliotek. De materialer, som er at finde i vores samlinger, er af meget forskellig art, men har dog det til fælles, at samtlige ca. 38.000 titler omhandler arktiske forhold. Hovedvægten af disse behandler kultur- og samfundsforhold.

De kan omhandle Canada, Alaska, Rusland, men størstedelen omhandler Grønland og det dansk/grønlandske forhold. Vi er i besiddelse af både bøger, dvd’er, arkiver, aviser og tidsskrifter samt en masse mere.

Vi holder dørene åbne for studerende, forskere og almene brugere alle hverdage mellem kl. 13-15, undtagen onsdag, hvor vi altid har lukket. De fleste materialer kan lånes med hjem.

Der kan søges i vores database gennem Det Kongelige Biblioteks søgedatabase REX, hvor alle vores materialer er opført.

Bibliotekets centrale opgaver: Kurateret indhold, vejledning og netværk for viden Polarbibliotekets rolle har ændret sig markant i løbet af de sidste 20 år. Før var det et af få udvalgte steder, hvor informationer om Arktis kunne findes, nu er funktionen i høj grad også at hjælpe med at finde viden, som muligvis eksisterer andetsteds, oftest på nettet, samt at sikre kvaliteten af den viden, vores brugere går herfra med.

Et godt eksempel på denne kuratering sker i forbindelse med vores indkøbsproces, som er ret privilegeret blandt forskningsbiblioteker. Bibliotekaren søger forlagskataloger igennem og læser bogfortegnelser, og så får vi løbende forslag fra studerende og forskere samt lægmand til bøger, som vi kunne se an med henblik på anskaffelse. Disse bøger tages op til overvejelse, hvor tre specialiserede forskere, indenfor forskellige dele af det arktiske forskningsfelt, samt specialbibliotekaren gennemgår hvert eneste forslag og bliver

182 Tidsskriftet Grønland 3/2018

Polarbibliotekets adresse er Strandgade 102, hvor det er placeret i stueetagen i Det Arktiske Hus, som bl.a. også rummer eskimologistudiets lokaler og Arktisk Instituts arkiver (alle fotos: Cecilie Tang Møldrup).

enig om, hvilke materialer, som er værd at stille til rådighed.

Disse bøger bliver derefter indkøbt fra forlag og behandlet, så de er både søgbare og tilgængelige for bibliotekets brugere. Allerede her er der altså investeret stor ekspertise og omhu i udvælgelsen af de materialer, der er at finde på Polarbiblioteket, og som vi kan rådgive vores brugere om.

Så er der selve mødet med brugerne. For det første er polarbibliotekaren selv uddannet inden for det arktiske område og deltager løbende i fora, konferencer og seminarer for at holde sin viden up to date. Man kan altså stille spørgsmål og få vejledning, som ikke er tilgængelig gennem internettet.

Bibliotekaren kender derfor heller ikke kun egen samling, men kan henvise til de rigtige online ressourcer. Blandt de gode og ret tilgængelige databaser kan nævnes: Arctic and Antarctic regions, Rigsarkivets database Daisy, Groenlandica og Arktisk Instituts databaser. Disse har alle forskellige opsætninger, og derfor kan det være svært at få noget brugbart ud af det, hvis man sidder alene derhjemme med en computer. Dette kan man også få hjælp og vejledning til på Polarbiblioteket, hvor vi også underviser

På Polarbiblioteket er der hylder fuld af skatte for den arktisk interesserede. Opslagsværker, biografier, aviser, monografier, arkivalier og meget andet.

universitetsstuderende i brugen af disse centrale databaser.

Sidst men ikke mindst ser vi også Polarbiblioteket som en netværksskabende institution. Placeret i Det Arktiske Hus ved Nordatlantens Brygge med naboer i den grønlandske repræsentation og daglig kontakt med nogle af Danmarks dygtigste forskere i arktiske kultur- og samfundsforhold, har biblioteket og bibliotekaren et enormt netværk i Danmark.

Kontakten til de grønlandske biblioteker og arkiver er også god og central og derudover holder vi løbende kontakt med forskere i f.eks. USA, Canada, Finland, Sverige og Norge. Bibliotekaren fra Polarbiblioteket sidder også med i komitéen

for den internationale sammenslutning af Polarbiblioteker, Polar Library Colloqoy, hvor vi løbende har emner til diskussion, som har relevans for bibliotekstjenesten i relation til det arktiske forskningsfelt.

Bibliotekets sekundære opgaver: socialt rum og studiemiljø Biblioteket har altid været et socialt rum, men med de mange digitale muligheder kunne denne funktion have været udgået, og der er da også arkiver og biblioteker, som hen af vejen har valgt, at deres primære eksistens skal være på nettet.

På Polarbiblioteket finder vi det dog helt essentielt at bevare det sociale rum og det gode studiemiljø. Dette gør vi gennem Tidsskriftet Grønland 3/2018 183

CECILIE TANG MØLDRUP

AF ERIK TORM

Hans Bruun smørgrosserersønnen, der blev polarfarer!

Polarbiblioteket holder både store og små arrangementer. Her ses en reception for en ny bog, som blev afholdt i samarbejde med Arktisk Institut.

RESUMÉ arrangementer som vores årlige deltagelse i Golden Days festivalen og Arktisk Festival. Samt via afholdelse af foredrag og netværksarrangementer.

Det arktiske felt er relativt lille, og derfor ser vi det som helt centralt, at vi med samme interesse kender hinanden og ser hinanden ansigt til ansigt med jævne mellemrum.

I forhold til de universitetsstuderende blandt vores brugere prøver vi at lære dem at møde fysisk op til arbejdsdagen som studerende og giver dem plads til stille læsepladser samt gruppearbejde.

Konklusion Offentlige bibliotekslukninger har været en del af de offentlige spareplaner de sidste ti år, og i private og offentlige virksomheder lider mange biblioteker under beskæringer og lukketrusler. Polarbiblioteket er dog foreløbig stadig en velsmurt maskine med kvalificeret indhold og vejledning.

184 Tidsskriftet Grønland 3/2018

Hans Bruun er ikke et navn man ofte støder på, når man beskæftiger sig med ekspeditioner til Ishavet og i Grønland. Han var født til et overklasseliv som søn af den stenrige smørgrosserer L.E. Bruun, men brød med denne tilværelse til fordel for et liv som polarfarer. Forelskelsen i Estrid Bannister, forbilledet for den færøske forfatter Jørgen-Franz Jacobsens romanfigur Barbara, førte indirekte til, at han måtte opgive den arktiske drøm. Sammen med Estrid besluttede han i stedet at begynde et liv som landmand og stutteriejer i Nordsjælland, men blev indhentet af en tragisk ulykke, der førte til hans alt for tidlige død. Artiklens forfatter har researchet i arkiver i Danmark, Norge og USA og været i kontakt med efterkommere af Bruun. Det er blevet til nærværende artikel, som er et forsøg på at sammenstykke et billede af Hans Bruuns begivenhedsrige liv, ikke mindst de knap tre år han fik som polarfarer. Det er forfatterens opfattelse, at Bruun positivt bør krediteres den betydning, han har haft for de langt mere berømmede polarrejsende, Robert Bartlett, Junius Bird, Johannes Jennov, Therkel Mathiassen og Knud Rasmussen. Bruun ydede en stor og kvalificeret indsats på de ekspeditioner, han deltog i og med de arbejdsopgaver, han påtog sig.

Vi gør os umage med at hjælpe vores brugere til selv at kunne navigere i det store og stormfulde informationshav, og vi mener, at al god viden starter der. Derfor mener vi, at specialbiblioteker, som Polarbiblioteket, aldrig har været mere relevante. Det er blot vigtigt, at bibliotekarerne og dem, som driver denne type biblioteker, har fokus på de nye opgaver, som et bibliotek skal udfylde i dag.

Meget er blevet lettere og hurtigere med det digitale fremstød, også i forhold til viden om Arktis, men desto mere har den som søger viden om Arktis brug for et bibliotek som yder service, og som kan hjælpe med fortsat at skabe kvalificeret og troværdig viden, samt at informere den almene dansker korrekt om arktiske forhold.

På Polarbiblioteket har vi den service og heldigvis stadig tid til at udøve den.

Erik Torm, f. 1943.

Læreruddannet, skoleudvikler, kulturarbejder, forfatter og fhv. skoleleder.

Siden 2006 frivillig kulturel medarbejder ved Uummannaq Polar Institute (UPI) under Børnehjemmet i Uummannaq.

Har i det regi udgivet og skabt udstillingen og bogen: Grønland for 100 år siden med gamle håndkolorerede fotos fra tre schweiziske ekspeditioner i 1909 og 1912, samt en bog om den lokale billedkunstner Tikkili Pjettursson, begge bøger udgivet af UPI. Henvendelse upi@upi.gl.

Næste udstillings- og bogprojekt drejer sig om den amerikanske forfatter og kunstner Rockwell Kents tre ophold i Grønland i perioden 1929 til 1933.

Den 21. januar 1933 kunne man i dagbladet Politiken læse en nekrolog, der indledtes på følgende måde: ”Et mærkeligt og bevæget Liv afsluttedes i gaar ude på Amtssygehuset.

Kun 35 Aar gammel døde Hans Bruun efter faa Dages Sygdom. Godsejer, Bilgrosserer, ”kendt Københavner”, Væddeløbsrytter, Polarforsker, Tidsskriftet Grønland 3/2018 185

ERIK TORM

Hans Bruun, scannet fra Smør og mønter. Forfatterforlaget Attika 2006, s. 83 (familiefoto).

Jæger, Arkæolog og nu igen Gaardejer – hvilken af disse Titler skal man vælge? Hans Bruun oplevede i sit korte Liv mere, end det bliver de fleste af os beskaaret.”

Hvem var Hans Bruun?

Han blev født den 15. juli 1898, og han døde kun 34 år gammel den 20. januar 1933. Han døde efter en operation for indre kvæstelser og tarmslyng efter en tragisk ulykke i forbindelse med nedbrydning af en gammel staldbygning på Klampenborg rideskole ved Dyrehaven.

Forud var gået en på mange måder begivenhedsrig livsbane, som de tre sidste år af hans korte liv blev knyttet til polarområdet, herunder Grønland. I løbet af 1929 blev han synlig i kredsen omkring Knud Rasmussen,

186 Tidsskriftet Grønland 3/2018

ERIK TORM

Peter Freuchen og Rockwell Kent1. Men på grund af sin tidlige død forsvandt han hurtigt ud af historien igen. I dag er der næppe mange, hverken kendere af Rasmussen, Freuchen eller Kent, der husker hans navn ellers hans arktiske meriter.

Historien om Hans Bruun bør fortælles af to grunde. For det første fordi historien er så forunderlig, at den i sig selv er en fortælling værd, og for det andet, fordi den også tilfører beretningerne omkring Rasmussen, Freuchen og Kent nogle interessante vinkler, hvad angår de konflikter, der gik i svang i begyndelsen af 30’erne mellem de tre arktiske personligheder – nogle konflikter, som måske kunne have fået et helt andet forløb, hvis ikke Bruun og Rasmussen begge var afgået ved døden i løbet af 1933.

Jeg vil med denne artikel forsøge at kaste lys over Bruuns relationer til kredsen omkring Knud Rasmussen og over hans arktiske aktiviteter. I en tidligere artikel i Tidsskriftet Grønland2 om det forliste venskab mellem Rasmussen og Kent har jeg belyst slutspillet i Bruuns venskab med Rasmussen, men Bruuns virke fortjener en samlet fremstilling, der sætter ham i et bedre lys end de fragmenter af informationer, der umiddelbart er tilgængelige i de arktiske arkiver.

Bruun blev født ind i en rigmandsfamilie. Hans far, grosserer Lars Emil Bruun, tjente store penge ved at etablere en virksomhed for pakning af smør i slutningen af 1800-tallet. Han ejede flere store gårde i Charlottenlund, som han lod udstykke til byggegrunde fra omkring århundredeskiftet. Fx er Gentofte Rådhus bygget på jorder, der har tilhørt L.E. Bruun. Tre generationer af Bruun’er har i øvrigt lagt navn til veje i Gentofte Kommune. Derudover blev han

Hans Bruun på hesten ”Foxtrot”, scannet fra Smør og mønter. Forfatterforlaget Attika 2006, s. 90 (familiefoto).

kendt som møntsamler – i sig selv en spændende fortælling, som man kan læse mere om i bogen Smør og mønter, der er skrevet af sønnen Ioann Bruun sammen med Flemming Weye3.

Uddannelse og ægteskab 1 Rockwell Kent (1882-1971), amerikansk maler, grafiker, illustrator, forfatter og eventyrer. Tre ophold i Grønland og venskab med kredsen omkring Knud Rasmussen – først og fremmest med Peter Freuchen.

Bruun fik sin skolegang på Stenhus Kostskole, og efterfølgende tog han en land-

2 Tidsskriftet Grønland nr. 1/2018, s. 36: ”…han er en farlig mand, fordi han har charme…” af Erik Torm.

3 Ioann Bruun og Flemming Weye: Smør og mønter. Forfatterforlaget Attika, 2006

brugsfaglig uddannelse i England. Derefter søgte han lykken i USA, men vendte allerede i juni 1920 kort før sin 22 års fødselsdag tilbage til Charlottenlund og forældrenes hus på Annettevej 19.

Bruun levede som rigmandssøn et tilsyneladende ubekymret ungdomsliv, hvor hestesport, hurtige biler og et glamourøst playboyliv betød alt. Han var tilknyttet kredsen omkring Klampenborg galopbane, hvor han ejede heste og selv var en dygtig galoprytter, der vandt adskillige store galoppriser, Tidsskriftet Grønland 3/2018 187

ERIK TORM

fx sølvpisken i 1927. I Villabyernes Blad, 28/8 1927 kan følgende læses: Sølvpisken gik til Hr. Hans Bruun med ”Licorice”. Den lykkelige Ejer var selv i Sadlen, og Begejstringen hos Publikum var meget stor – og med Rette – thi det var et smukt Ridt. I 1928 genvandt han sølvpisken. (Politiken, 23/7 1928).

Han færdedes som en populær figur i det københavnske overklassemiljø, men efter faderens død i 1923 lykkedes det ham forholdsvis hurtigt at formøble millionarven på sit luksuriøse liv og på et letsindigt eventyr som importør af biler.

I 1922 blev Bruun gift med datteren af en russisk immigrantfamilie, Elizaveta Bezobrazov (1902-1996), kaldet Veta. Med hende fik han datteren Elizabeth og senere tvilling-sønnerne, Wladimir og Ioann.

Kort før sin død havde faderen købt godset Bækkeskov som en foræring til Veta og Hans. Her kom tvillingerne til verden i februar 1926. Men kort tid efter solgte ægteparret godset og flyttede tilbage til Gentofte. I midten af 1920’erne havde han sat penge i automobilentusiasten Cai Caspersens (1887-1963) firma for import af Morris og Lancia; men det skulle hurtigt vise sig, at det blev en tabsgivende investering. I 1927 blev Bruun skilt fra Veta, som rejste til Nice med børnene. Bruun og Veta blev øjensynligt ved med at have en god kontakt efter skilsmissen, bl.a. omkring deres tre børn. Helt frem til Bruuns død skrev de breve til hinanden om vigtige hændelser4.

Tvillingerne flyttede senere hjem til deres farmor, Ingeborg Bruun (1864-1943). Kort tid efter skilsmissen fra Veta blev Bruun gift med Ulla Lehmann i januar 1928. Det blev ikke et lykkeligt ægteskab, og få måneder efter begik Ulla selvmord.

4 Hans Bruuns familie har omhyggeligt sørget for, at hans breve er blevet opbevaret til eventuel senere dokumentation. Materialet er endnu ikke åbent for andre end familien. Brevene til Veta kunne givet kaste yderligere lys over Bruuns liv fra skilsmissen og frem til hans død fem år senere.

188 Tidsskriftet Grønland 3/2018

ERIK TORM

Bruun bryder med sit overklasseliv

Estrid Bannister omkring 1930-35. Scannet fra Estrid. Lindhardt og Ringhof, 1983, s. 129.

Kort efter nytår 1929 ”flygtede” Bruun med et skib til Østen, men opgav sit forehavende uden at nå at gå i land i Singapore, da han ved synet af et dansk skib straks fik hjemve. Da han kom tilbage til Danmark, holdt vennerne et velkomstparty for ham, og ved den lejlighed mødte han Estrid Bannister (1904-2000) for første gang, hvis man skal tro hendes erindringer Smørrebrød & Cherryblossom5. Da begge var passionerede ryttere, blev det til mange ture sammen i Dyrehaven, uden at der tilsyneladende i første omgang lå mere end et venskab i det.

Bruuns liv kan i disse år ikke betegnes som succesfyldt hverken med hensyn til penge eller kærlighed. Ullas selvmord gik ham særdeles hårdt på. Kun på galopbanen havde han succes, men da han senere i 1929 fik kontakt med kredsen omkring Knud Rasmussen, hvortil Estrid også hørte, tog hans liv en drejning. Peter Schmidt Mikkelsen fortæller om det i sin bog Nordøstgrønland 1908-60 – Fangstmandsperioden: ”En dag havde han tilfældigt mødt Knud Rasmussen på Bellevue Strandhotel. De blev venner, og Bruun blev grebet af Grønlandsfeber6”. Bruun begyndte at opleve sit glamourøse københavnerliv liv som indholdstomt, og han blev fascineret af fortællingerne om de arktiske ekspeditioner. Til Rasmussen må han have givet udtryk for, at han gerne ville prøve kræfter med livet i det arktiske område. Rasmussen må have troet på, at den unge og sportstrænede mand var i stand til at klare arktiske udfordringer, for han anbefalede Bruun til den berømte ishavs-kaptajn Bob Bartlett (1875-1946), som bl.a. havde været kaptajn for Robert Peary på dennes ekspedition mod Nordpolen i 1909. Det var Bruuns ønske at forsøge sig som sælfanger ved Newfoundland, og her havde Bartlett de rette forbindelser.

I december 1929 var Bartlett blevet kontaktet af filmmanden Varick Frissell (1903-1931) med henblik på at spille rollen som kaptajn på et sælfangerskib. Frissell ville producere en spillefilm med udgangspunkt i de canadiske sælfangernes farefulde liv ombord på sælfangerskibet ”SS Viking” i isen ud for New Foundlands kyst. Filmen The Viking7 blev først færdig i 1931 efter en af filmhistoriens mest dramatiske ulykker, hvor Frissell selv omkom sammen med 26 andre, da skibet eksploderede under filmoptagelserne vist nok på grund af uforsigtig omgang med eksplosiver. Filmen 6 Peter Schmidt Mikkelsen: Nordøstgrønland 1908-60 - Fangstmandsperioden, s.103, Dansk Polarcenter, 1994/2001.

5 Estrid Bannister Good: Smørrebrød & CherryBlossom. Privattryk, 1992, Det kgl. Bibliotek.

7 Link til Wikipedia om filmen: https:// en.wikipedia.org/wiki/The_Viking_(1931_film)

blev alligevel færdiggjort og fik premiere i 1931 efter Frissells død.

De første optagelser til The Viking fandt sted i april 1930. I februar havde Bartlett fået et telegram fra vennen Knud Rasmussen, som anbefalede Bruun til en hyre som sælfanger. I februar 1930 sejlede Bruun så til USA med ”M/S Newfoundland”. Det fremgår af Smør og Mønter, s.87. Her nævnes det også, at Bruun førte dagbog8 på rejsen. I det følgende holder jeg mig til Bartletts bog Sails over Ice9 og til artikler fra danske aviser samt andre kildematerialer, som jeg har fundet i USA. Disse kilder er ikke særligt detaljerede, hvilket betyder, at jeg i et vist omfang kan have misfortolket i hvilken rækkefølge begivenhederne er foregået. Det betyder også, at Bruun kan have løst opgaver for Frisell og Bartlett, som ikke er kommet med i min fortælling.

Ankommet til USA tog Bruun straks til St. John’s på Newfoundland for at påmønstre sælfangerskibet “SS Imogene”, ”where he was very popular, partly because he was very agreeable man, and also because he has a fine shot with a rifle, shooting quite a number of old seals”, skrev Bartlett10.

Da Bartlett senere sejlede ud med The Viking for at filme, fik han Bruun med ombord. Han viste sig at være en værdifuld mand ombord. I nekrologen i Politiken var der en malende beskrivelse af hans indsats: ”Hans Bruun (blev) i Kraft af sin Energi og sine udmærkede Sportsegenskaber hurtigt en meget betroet Mand. Han blev udtaget til at udvælge de 60 Fangstmænd, der skulle medvirke i Filmen, og hver Gang der var Tale om Livsfare – Skurkens Flugt hen over Isflagerne – så var det Hans Bruun, der måtte agere foran Kameraet”.

8 Hans Bruuns familie er i besiddelse af tre dagbøger, som de omhyggeligt har sørget for at opbevare til eventuel senere dokumentation. Materialet er endnu ikke åbent for andre end familien. I dagbøgerne beskriver han formodentligt sine oplevelser mere detaljeret end i de kildematerialer, jeg har haft adgang til.

9 Robert Bartlett: Sails over Ice. Charles Scribner’s Sons, NY, London, 1934.

10 Robert Bartlett: Sails over Ice, s. 181-82. Charles Scribner’s Sons, NY, London, 1934.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 189

ERIK TORM

ERIK TORM

Skurkens flugt over isflagerne – en af aktørerne er måske Hans Bruun. Skærmprint fra filmen The Viking, 1931 (Library and Archives Canada/Canadian Film Institute collection/ISN 20197)

Bob Bartletts østgrønlandske ekspedition 1930 Efter filmprojektet skulle Bartlett med skonnerten ”Morrissey” på ekspedition til Østgrønland, og da Bruun gav udtryk for, at han godt kunne tænke sig at deltage i ekspeditionen, tog Bartlett med glæde mod tilbuddet. Ekspeditionen var under protektion af The Museum of the American Indian, Heye Foundation, New York, og havde et arkæologisk og antropologisk formål. Ekspeditionen var naturligvis godkendt af Styrelsen for Grønland.

Efter afslutningen af filmoptagelserne og inden Østgrønlands-ekspeditionen begyndte, tog Bruun ophold hos Frances og Rockwell på deres ejendom Asgaard i Au Sable Forks, NY.

I et brev 11 til Freuchen fortalte Kent om Bruuns arktiske erfaringer, og at Bruun lige nu boede hos ham indtil Østgrønlands-ekspeditionen kunne begynde. Hvad Kent ikke vidste, det var, at Freuchen ikke var nogen beundrer af Bruun endsige af hans baggrund i overklassen.

Det fremgår af Freuchens efterfølgende svar til Kent: “I wonder about Hans Bruun being a sailor and arctic man; up to this moment he never did one hour honest work, but he had the misfortune of having been born in a family with money and no feeling of responsibility. May he learn something now, he can only win humanly and financialy as he has nothing to loose” 12.

11 Brev fra Rockwell Kent til Peter Freuchen 24/5 1930. Smithsonian Archives of American Art, reel5184, frame290-866,37.

12 Brev fra Peter Freuchen til Rockwell Kent 16/6 1930. Smithsonian Archives of American Art, reel5184, frame290-866,41-44.

190 Tidsskriftet Grønland 3/2018

Freuchen mere end antydede i dette brev til Kent, at han var forbeholden overfor familien Bruun. At Bruun på dette tidspunkt havde været succesfuld sælfanger og modig stuntman for Varick Frissells filmprojekt, har tilsyneladende ikke gjort indtryk på Freuchen. Han besad en dyb foragt for den Bruunske grossererfamilies rigdom og adfærd: ”…a family with money and no feeling of responsibility”. Uanset hvad Bruun foretog sig, var der nok ikke de store chancer for, at det ville nyde anerkendelse i Freuchens øjne.

Den 5/6 1930 gik Bruun ombord på Bartletts ishavsskib ”Morrissey” i Rye, New York.

Det viste sig, at Bartlett havde forlagt de danske godkendelsespapirer, men tilfældigvis var direktøren for Grønlands Styrelse, Daugaard-Jensen, i New York, så Bartlett fik Bruun til at kontakte ham. DaugaardJensen tilbød straks at fremskaffe kopier af papirerne (dog fandt Bartlett i mellemtiden selv papirerne). Nogle dage før afrejsen til Grønland sendte Bruun et telegram til Kent: “Weather and life fine. Love to all. Hans”13. Bruun så således med forventning frem til et godt liv som polarfarer på Grønlands østkyst.

Den 19/6 kunne ekspeditionen så tage sin begyndelse fra Brigus, Newfoundland.

Først blev kursen sat mod Island, hvor de dumpede ind i fejringen af 1000 året for den første altingssamling, hvor bl.a. kong Christian den Tiende og dronning Alexandrine var til stede. Bartlett overvejede at invitere kongeparret ombord, men da ekspeditionen var i tidsnød, droppede han tanken, og kursen blev derefter sat mod Shannon-øen på Grønlands østkyst, hvor bæltet af pakis var en udfordring. I Politiken den 10/7 1930 kan følgende notits læses: ”I disse Dage ligger et amerikansk Skib Morrissey og bakser med at komme igennem Bæltet af Pakis langs Østgrønlands Kyst oppe omkring 75 Grader Nord. (…). I den tolv Mand store Besætning er også en Dansker, - endda en Mand, der i det København, der morer sig og 13 Marietta College Library, Ohio. The Edward Bosworth Manley Collection, Box 1/ Folder 5: Radiograms August 1930.

er rask på det, har spillet en stor Rolle i de senere Aar, Grosserer Hans Bruun, væddeløbsrytteren og bilmanden. Han har nu braset sin Tilværelses Sejl helt om og er blevet Motorpasser på dette lille Ekspeditionsskib. Danske traf ham en Aften for nylig under Festlighederne oppe i Reykjavik, hvor Morrissey laa nogle Dage. Han havde faaet Længsel efter dansk Kost og entrede Hellig Olav for at købe tolv store Rugbrød! Paa Østgrønland vil Ekspeditionen blandt anden Virksomhed samle en række Dyre- og Fugleskind, og man har Ordre med hjemmefra paa fire levende Hvalrosser og et par Bjørne til Zoologiske Haver.” Ud over de arkæologiske opgaver havde ekspeditionen altså andre bestillingsopgaver. Sådanne opgaver var ganske ofte med til at finansiere datidens polarekspeditioner.

Udgravning af inuitruiner på Clavering Island Den 11/7 ankom ”Morrissey” endelig til kysten umiddelbart nord for Bass Rock og nord for Lille Pendulum. Til trods for kraftig tåge, sendte Bartlett tre mand i land: ”At 12:20 p.m. under way thru fog, Junius, Hans (Bruun) and Manley walked over soft ice to Bass Rock, a small basaltic island about half-mile long. Came upon two hexagonal huts (…). One for living, one for stores. Found a diary by one of the three men who were there in 1919, 1920, 1921 who probably left in 1922. The man was probably worked for the Danish East Greenland Hunting Company”14.

Den næste månedstid var Bruun beskæftiget med at registrere og udgrave forladte inuit-bopladser og hustomter for ekspeditionen. Han var assistent for den næsten ti år yngre amerikanske arkæolog, Junius Bird (1907–1982), der blev Bruuns læremester i arkæologi. Bird blev senere en internationalt anerkendt ekspert i sydamerikansk arkæologi. Bruun fik på 14 Marietta College Library, Ohio, The Edward Bosworth Manley Collection, Box 3/ Folder 1: June 7 – August 25, 1930. Handwritten journal from the North East Greenland Expedition for the Museum of the American Indian.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 191

ERIK TORM

den baggrund en stor faglig indsigt i arkæologi og erfaring med arkæologiske arbejdsmetoder, og hans indsats er nævnt flere gange i Bartletts bog.

I Geographical Review15, 1931 er der en meget læseværdig artikel af Bartlett og Bird, hvor Bruun også er omtalt. Artiklen opsummerer ekspeditionens faglige resultater og indeholder fine fotos og tegninger af udgravningerne og fundene. De vigtigste udgravninger, som Bruun var med til, blev foretaget ved Eskimonæs på Clavering Island, hvor kaptajn Douglas Clavering (1794-1827) i 1823 havde mødt en gruppe østgrønlandske inuitter på deres boplads.

Senere ekspeditioner til området fandt kun forladte ruiner og hustomter og ingen mennesker. De genstande Bruun var med til at udgrave på dette sted, blev af Bartlett bragt til The Museum of the American Indian. Blandt de mest betydningsfulde fund var værktøj, jagt- og køkken-redskaber, slæder, sygrejer og legetøj16.

Men den 10/8 besluttede Bruun sig for at forlade Bartletts ekspedition ved Sandodden (nu Daneborg) til fordel for en kontrakt med Det østgrønlandske Fangstkompagni, Nanok A/S, som netop opererede i dette område. Det var tilsyneladende en beslutning, Bruun tog i sidste øjeblik, idet han havde sendt et telegram til familien, som var på ferie i Frankrig: ”Bruun, Grand Palais, Juan-les-Pins, (Antibes), Frankrig. Alt vel. Starter for hjemgaaende i Dag. Telegram kan naa mig via S/S Godthaab.

Love Hans”17. Skibet ”Godthaab” afsejlede fra Knudshoved den 8/8 efter at have leve-

15 Geographical Review , Vol. 21, No. 3 (Jul., 1931), s. 398-414: “The Bartlett East Greenland Expedition” af Robert Bartlett og Junius Bird.

16 Robert Bartlett, Sails over Ice: s. 211. Charles Scribner’s Sons, NY, London, 1934 17 Marietta College Library, Ohio, The Edward Bosworth Manley Collection, Box 1/ Folder 6: Radiograms August 1930

192 Tidsskriftet Grønland 3/2018

ERIK TORM

ret forsyninger til fangstkompagniet18 og uden Bruun som passager.

I det følgende er Bruuns aktiviteter beskrevet med udgangspunkt i kildemateriale fra arkiverne på Arktisk Institut og Knud Rasmussens hus og artikler i fagtidsskrifter og danske aviser 19.

Fangstmand hos Det østgrønlandske Fangstkompagni efterår og vinter 1930-31 Johannes Gerhardt Jennov (1886-1980) var stifter af og direktør for Det østgrønlandske Fangstkompagni Nanok A/S. Han ansatte Bruun til i første omgang at tage til Shannon, hvor hytterne skulle renoveres og rævefælder sættes ud. Sammen med fangstmanden Arne Schwarck etablerede Hans Bruun en fangsthytte ved Kap Buchenau på Lille Pendulum. Men allerede i september fik Bruun og Schwarck ansvaret for stationen på Sabine Øen (Germania Havn).

Med udgangspunkt i Germania Havn var Bruun nu ansat til at forestå fangstaktiviteterne og hytternes vedligeholdelse i hele fangstdistriktet omkring Sabineøen. Det var hans kontraktlige forpligtigelse i vinteren 1930-31. I sin rapportering til bestyrelsen i København skrev Jennov: ”Hans har på Sabineøen udført et godt stykke arbejde og han og Schwarck er kommet godt ud af det sammen” 20.

På dette tidspunkt var nordmændene meget aktive på østkysten. Det førte til en farefuld afslutning på Bruuns tid som fangstmand, forårsaget af nordmændenes undladelse af, til trods for en klar aftale herom med Jennov, at afsende vigtige Nanok-telegrammer fra den norske radiostation i Myggebugten.

18 Dagbøger for Germania Havn. Arktisk Instituts dokumentarkiv, A265, 11, 127-128-129 19 Bruuns dagbøger fra 1930-31 ville formodentlig være den bedste kilde til at verificere de opgaver, han udførte som ansat i Nanok A/S og de vigtige arkæologiske udgravninger, som han efterfølgende udførte for danske ekspeditioner på østkysten.

20 J.G. Jennovs rapport 1930 til Nanoks bestyrelse, Arktisk Instituts dokumentarkiv, A265, 11, 127-128-129.

Hans Bruun i Germania Havn, 1930, scannet fra Smør og mønter. Forfatterforlaget Attika, 2006, s. 87 (familiefoto).

I jubilæumsbogen Nanok fra 1939 skrev Jennov: ”I løbet af Vinteren (1931) opstod en Pressekampagne mellem de to Lande, og den af Dr. Lauge Koch planlagte store videnskabelige Ekspedition til Nordøstgrønland blev ikke vel modtaget i Norge. Allerede i Februar taltes der fra begge Sider om, at spørgsmålet, hvorvidt Suveræniteten over Østgrønland tilkom Danmark eller Norge, maatte henvises til Afgørelse i Haag. Men det var ikke alene herhjemme, at man forstod, hvor det bar hen. Ogsaa i Nordøstgrønland kunne man ikke undgaa at lægge Mærke til, at de norske Fangstfolk handlede efter bestemte Hensigter, og flere af dem lod sig forlyde med, at der fra norsk Side var Planer fremme om at foretage en Fangstbelægning i Bunden af Scoresby Sund. Under disse Omstæn

digheder var det ret naturligt, at jeg for enhver Pris vilde være sikker paa, at den Rapport og Rekvisitionsliste, som skulde sendes hjem, virkelig kom hjem. Derfor blev Hans Bruun og James van Hauen sendt til Scoresbysund for over den danske Radiostation dér at hjemsende Rapporten, (…)”21.

I slutningen af marts 1931 var Bruun sammen med James van Hauen (1904-1990) på Shannon øen på fangst og for at vedligeholde fangsthytter. Den 29/3 ankom Jennov til Shannon og sendte de to med hundeslæde til Germania Havn for her at gøre sig klar til den lange slæderejse. De skulle, som Jennov

21 J.G. Jennov: Nanok, Jubilæumsbog, Poul Petri’s Bogtrykkeri, København, 1939, s.33.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 193

ERIK TORM

ERIK TORM

– Præcis en Maaned. Vi kom til Scoresbysund 14. maj. Efter Kap Petersen begyndte Føret igen at blive lidt bedre, og vi naaede uden vanskeligheder til AntarcticHavn, som er den sydligste norske Station.

Derfra er der 200 km til Scoresbysund, og dem klarede vi paa forholdsvis kort Tid uden at der hændte noget særligt. Kun maatte vi skyde endnu en Hund for at faa noget at spise. I bedste Velgaaende og med fire Hunde i Behold naaede vi saa endeligt frem til Scoresbysund, hvor jeg maatte vente to Maaneder på ”Gertrud Rask”22.

fortalte, bringe de vigtige telegrammer til Nanoks bestyrelse og Grønlands Styrelse i København fra Germania Havn til Ittoqqortoormiit.

Her vil jeg overlade ordet til van Hauen, som ved hjemkomsten til Danmark den 18/8 1931 blev interviewet af Ekstrabladet: Hans Bruun og jeg startede saa med en Hundeslæde, forspændt med 7 Hunde, og den 14. april naaede vi Germaniahavn (…). Til at begynde med gik det strygende, 50-55 km om Dagen, der var haard Sne og udmærket Føre. Fire Dage senere – 18.

April – kom vi til Karlshavn, der ligger 55 km fra Myggebugten (…).

– Hvordan gik Mødet med Nordmændene i Myggebugten?

– Storartet. Vi kom Dagen efter, at vi havde forladt Karlshavn – altsaa 19.

April. (…). Da vi havde forladt Myggebugten, begyndte Føret at blive daarligt, den tunge Eskimoslæde kom kun langsomt frem, men det lykkedes os at faa den byttet med en lettere ”NansenSlæde” hos de norske Fangere paa EllaØen, hvortil vi ankom den 27. April efter en ret anstrengende Tur. Men samtidig blev Føret endnu værre, saa det hjalp ikke stort. Sneen var saa løs, at vi sank i til Knæene på vore Ski, og vi maatte hele Tiden gaa foran Slæden ved Siden af hinanden for at danne Dobbeltspor i Sneen, for at Hundene overhovedet kunne faa Fodfæste. Vi var fem Dage om at naa ned til den norske Station Kap Petersen, og det var ingen morsom Tur… Undervejs maatte vi skyde to Hunde, fordi vi ingen Proviant havde. Der var en kolossal mængde Sne i disse Egne, og vi saa på hele Turen ikke et eneste Bjørnespor, ikke en Hare eller en Rype (…).

– Hvorlænge varede hele Turen?

194 Tidsskriftet Grønland 3/2018

Mange af de aktiviteter van Hauen og Bruun udførte sammen er beskrevet i van Hauens dagbøger fra denne periode. Også under den farefulde færd fra Germaniahavn til Ittoqqortoormiit førte van Hauen dagbog23.

Efter en hundeslæderejse på omkring 750 km kunne de vigtige telegrammer blive afsendt til København. Det var en ekspeditionsbedrift, der blev lagt mærke til og berømmet, også af Knud Rasmussen. Den 20/5 blev bedriften omtalt i Ekstrabladet, hvor overskriften var: ”Nyt fra Nanok. To af Fangstfolkene er efter en maanedlang, farefuld Vandring naaet ned til Scoresbysund.” I artiklen afsløres det, hvem de to var: ”De to er van Hauen, Søn af den kendte Bagermester paa Gl. Kongevej, og Bruun fra den kendte smørgrossererfamilie.”

Arkæologassistent hos Therkel Mathiassen, august 1931 Van Hauen tog hjem til Danmark, mens Bruun fik kontakt med arkæologen Therkel Mathiassen (1892-1967), som netop var i Ittoqqortoormiit for at foretage udgravninger på forladte inuit-bopladser.

Mathiassen var afsted med hele familien og havde derfor ansat en ung pige, Maja Kristensen, til husligt arbejde og børnepasning. Hun skrev fyldige breve 22

Hans Bruun og James van Hauen ved Maristuan, Ella Ø, undervejs fra Germania Havn til Ittoqqortoormiit, De er ved at klargøre en Nansen-slæde, som de har lånt af nordmændene på stationen (©Norsk Polarinstitut. Foto: Sverre Sørensen, 29. april 1931).

i dagbogsform24 hjem til familien i Danmark om sine oplevelser i Grønland. Den 21/7 1931 skrev hun: ”For resten er der mange danske Mænd her oppe. Der er to Mænd fra Fangstselskabet, Nanok, de skal med ”Gertrud Rask” Hjem. Der er temmelig stor Sandsynlighed for, at den ene Hans Bruun, hedder han, tager med os til Angmagssalik og graver sammen med Mathiassen.” Og sådan blev det, idet Maja efterfølgende skriver: ”Hans Bruun, der skal med til Angmagssalik, er vældig flink.

Han kommer nok til at holde meget til hos os, men det er saamænd kun rart. Maaske bliver han der hele Aaret, ellers tager han med Knud Rasmussen hjem”.

Da udgravningerne skulle fortsætte sydpå i området omkring Ammassalik, lod Bruun sig ansætte som arkæologiassistent hos Therkel Mathiassen.

Ekstrabladet den 19/8 1932.

23 James van Hauens østgrønlandske dagbøger fra 1929-31, Arktisk Instituts dokumentarkiv, A222.

24 Maja Kristensen: Breve fra M.K. til familien 1931-32.

Arktisk Instituts dokumentarkiv, A373, 1.

De sidste dage i juli ankom de alle til Ammassalik, og den 2/8 ankom Watkins ekspeditionens medlemmer. Gino Watkins (19071932) var en anerkendt engelsk polarfarer, som i 1903-31 stod for ”the British Arctic Air Route Expedition” i Grønland. Det var Bruuns første møde med denne ekspedition og med Watkins.

I nogle kilder er det blevet til, at han var deltager i Watkins ekspedition, men jeg kan her fastslå, at det ikke var tilfældet.

Maja beskriver, hvordan hun og Bruun måtte reparere spiralfjedrene i en seng: ”En af Mathiassens Spiralsenge var gaaet helt i Stykker. Hans Bruun lavede den, med mig som Assistent. Jeg skulde hele Tiden hjælpe ham. Sikken en Fest han holdt. At tænke sig, han har været Ejer af et helt Gods paa Lolland (Maja har ikke fået fat i, at der er tale om godset Bækkeskov ved Præstø), og nu gaar han omkring heroppe—det er en løjerlig Skæbne at have”.

Maja udtrykker her ganske præcist, hvad mange andre må have tænkt, når Bruun har fortalt om sit liv.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 195

ERIK TORM

ERIK TORM

Therkel Mathiassens medarbejdere ved Misittoq, Ammassalik fjord, 18/8-2/9 1931, Hans Bruun th. (©Arktisk Instituts Arkiver. Foto: Therkel Mathiassen).

Den 3/8 skriver Maja: ”Paa Lørdag (8/8) drager Bruun og Mathiassen af 25, og saa har vi ikke andet at bestille end at passe Børnene og lave lidt Mad. Bruun har bestilt en Kajak, han vil lære at sejle i den. Alle Watkins Mændene kunde jo. Vi har drillet ham med, at vi skal staa og grine af ham, naar han vælter, men han siger, han sejler om bag Pynten med et par Grønlændere. Jeg vilde have, han skulde gaa med i Kirke i Søndags. Det kunde han vist godt trænge til. Men der var kun en ting, der kunde faa ham til at gaa med, og det var hvis jeg vilde tage Henning med.” (Henning må være et af Mathiassens børn).

25 I dagene 8/8 til 16/8 1931 var Therkel Mathiassen på en konebådsrejse i Ammassalik fjord. Geografisk Tidsskrift nr. 35, 1932: ”Bidrag til Angmagssalik-Eskimoernes Forhistorie” af Therkel Mathiassen, s.130.

196 Tidsskriftet Grønland 3/2018

Bruun tilslutter sig 6. Thuleekspedition som arkæologassistent I de sidste dage af august og begyndelsen af september var der udgravninger ved Mitsiitoq i bunden af Ammassalik Fjord. Her kom Knud Rasmusen på besøg den 2/9, og han overtalte Bruun til at blive medhjælper på 6. Thuleekspedition. De afsejlede fra Ammassalik den 6/9 og begyndte udforskningen af området ved Umivik. Bruun arbejdede med registreringer og udgravning af inuit-bopladser.

Maja skrev den 5/9: ”Knud Rasmussen har bestemt en pludselig Afrejse. (…). Vi dansede hos Rassows26. Jeg var inde i Stuen ved siden af og fik et privat Glas med Knud Rasmussen. Hans Bruun tager med Knud Rasmussen hjem”.

26 Georg Rasmus Rassow (1883-1937) var kolonibestyrer i Ammassalik fra 1930 og frem til sin død.

Knud Rasmussen (yderst til venstre) og Hans Bruun (nr. 2 fra venstre) ombord Julius Thomsen, november 1931 (foto: Knud Rasmussens arkiv).

6. Thuleekspedition blev ikke gennemført uden dramatik. Et tredages stormvejr medførte, at ekspeditionsskibet var nær ved at forlise pga. et brækket ror. Hvilken rolle Bruun har spillet, kommer Rasmussen kun meget lidt ind på i sin foreløbige rapport fra ekspeditionen i Tidskriftet Grønland27.

Den eneste gang Bruun nævnes, er i forbindelse med udgravningerne af den bemærkelsesværdige ruin i bunden af fjorden nord for Skjoldungen ved Saqqisikuik: ”Selv tog jeg sammen med Hans Bruun og Christian op til vort gamle arbejdsfelt ved

27 Tidsskriftet Grønland 1983-6, s.169-176: ”Knud Rasmussen: Den 6. Thule-ekspedition til Sydøstgrønland med indledning v/Regitze Margrethe Søby”.

Ruinnæsset i den nordre fjord…” (s.173).28 Nogle dage efter fortsatte ekspeditionen sydover langs østkysten og afsluttedes i de første dage af oktober.

Længsel efter Grønland og en forelskelse Den 10/11 ankom skibet Julius Thomsen med Rasmussen og Bruun ombord til København.

Ved ankomsten blev Rasmussen interviewet af Politiken den 11/11 1931: ”Vi blev en Uges Tid deroppe (Ammassalik-distriktet), besøgte Therkel Mathiassen, der har opmaalt over hundrede Husruiner, og vi tog hans hjælper, min gamle Ven 28 Bruuns dagbøger fra 1930-31 vil formodentligt kunne afklare, hvilken betydning han har haft for 6.

Thule-ekspedition og Knud Rasmussen, men jeg har som tidligere nævnt ikke fået adgang til kildematerialet.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 197

ERIK TORM

Hans Bruun, med om Bord. Han var jo skyllet op her efter mange og sære eventyr med BartlettEkspeditionen og i Scorebysund. Det var bl.a. ham, der bragte Nanok-Folkenes Post den 1000 km lange Rejse (rejsen var reelt på 750 km, så Rasmussen pyntede på Bruuns og van Hauens bedrift) over Ødemarkerne, da Nordmændene ikke vilde befordre Budskaberne gennem deres Radio”.

Bruuns oplevelser med det arktiske liv kom til at betyde, at han ikke fandt sig tilpas i Danmark. Han blev rastløs. I et brev til Frances Kent den 15. december 1931 skrev han29: ”….honestly it is not so easy to be back in the civilisation. Even after one moth at home I don’t know exactly what to do in the future. At the present time I am thinking of returning for Greenland next summer, but a half year is a long time, so I might arrive to America one day in February on my way to Newfoundland and the lovely filthy life sealhunting”. Og lidt senere I brevet: “Everything seems to go on as usual here at home, but I am not ashamed to say, that I don’t like the life in Denmark”.

Med andre ord, Bruun havde lyst til arktiske udfordringer, og det hårde liv som sælfanger ved Newfoundland havde ikke afskrækket ham. Det så helt åbenlyst ud til, at det søde københavnske overklasseliv var et overstået kapitel i Bruuns fremtidsplaner.

Han havde mødt noget, som gav ham mere dybde og indhold i tilværelsen end det overklasseliv, han var født ind i. Han havde dog igen mødt Estrid Bannister, der kom til at spille en rolle i forhold til de planer og beslutninger han gjorde sig efter nytår.

Han mødte Estrid ved et velkomstparty, som Rasmussen holdt for Watkins ekspeditionen. Ekspeditionen var kommet til København få dage efter Rasmussens og Bruuns hjemkomst. Bruun havde som nævnt mødt Estrid tidligere; men det var ved dette party og et senere party på Næsseslottet hos Gyldendals daværende forlægger August Bagge (1864-1941), at forel-

skelsen mellem de to for alvor begyndte at folde sig ud. Dog fejrede Bruun julen med sine tvillingesønner og Veta i Nice, hvor hun havde slået sig ned.

29 Brev fra Hans Bruun til Frances Kent, 15/12 1931. Smithsonian Archives of American Art, reel5163, frame930-945,7-8.

30 Ansøgning fra Hans Bruun til Nanoks bestyrelse af 19/1 1932. Arktisk Instituts dokumentarkiv, A265, 28, 294.

198 Tidsskriftet Grønland 3/2018

ERIK TORM

Bruun ansøger om at overtage Østgrønlandsk Fangstkompagni, 1932 Kort ind i det nye år undfangede Bruun den plan, at han ville overtage Østgrønlandsk Fangstkompagnis fangstområde i en toårs periode. Den 19/1 fremsendte han en ansøgning til bestyrelsen for Fangstkompagniet Nanok A/S: ”Da jeg undertegnede Hans Bruun kunde tænke mig at samle 6-7 Mand til en Fangstekspedition til Østgrønland i Sommer samt foretage de dermed forbundne Forarbejder, vil jeg hermed forespørge Bestyrelsen, om jeg kunde forpagte for et Tidsrum af 2 Aar alt hvad Nanok ejer af Rettigheder, Huse, Hytter, Materialer, Baade og Hunde, ja alt, hvad Nanok ejer i Grønland.

Som Vederlag vil jeg foreslaa, at Nanok uden Betaling overtager de Fangstdistrikter, Huse, Hytter, Materialer, Baade, Hunde, alt som vi efterlader ved Periodens Udløb. Det er forstaaet, at vi kun hjemtager personlige Sager og Fangsten”30.

Baggrunden for at Bruun turde fremsætte dette ambitiøse tilbud er efter min formening, at fangsten havde svigtet i 1930 og 1931, hvilket gjorde, at mange fangstmænd ikke ville forny deres kontrakter. Dertil kom den usikkerhed, som konflikten med Norge medførte. Bestyrelsen havde overvejelser om at lukke ned for aktiviteterne. På den anden side mente bestyrelsen også, at den danske tilstedeværelse var vigtig netop på grund af samme konflikt og den tilstundende retssag.

Det havde Bruun fået færden af.

Bruuns planer skulle hemmeligholdes, men de blev røbet til Ekstrabladet, der den 26/1 skrev en artikel, som Bruun mente skadede hans projekt alvorligt. Alene artiklens overskrift - ”Et Initiativ af tvivlsom Berettigelse for Øjeblikket” – var naturligvis problematisk

for Bruuns forsøg på at skrabe penge sammen til planens gennemførelse. Længere nede i artiklen omtaltes hans bedrifter, men hans lederegenskaber anfægtedes: ”Hans sidste Bedrift i Nanok’s Tjeneste var den farlige og strabadserende Tur sammen med van Hauen fra Fangstomraadet gennem det nu okkuperede Distrikt til Scoresbysund for at faa afsendt et Radiotelegram til København angaaende Forsyninger og Nordmændenes seneste Virksomhed. Bruun er et rask Mandfolk, men om han egner sig til Leder af et større Foretagende, og om dette for Øjeblikket er paa sin Plads – det er foreløbig ubesvarede Spørgsmaal.”

Efter nogle skriverier frem og tilbage og et par forhandlingsmøder endte hele sagen med, at Bruun i en skriftlig redegørelse den 15/3 til formanden for bestyrelsen, kommandør Godfred Hansen (18761937), forklarede baggrunden for, at han havde trukket sin ansøgning31. En af årsagerne var spørgsmålet om den nødvendige fragttonnage, som Lauge Koch (1892-1964) ikke kunne garantere. Det fremgår af den skriftlige redegørelse. Kochs treårige ekspedition til Østgrønland fandt sted i disse år (1931-34), og han medbragte ofte materiel til Nanoks fangststationer. Men det er ikke usandsynligt, at udviklingen i forholdet til Estrid var medvirkende årsag til, at Bruun opgav fangstprojektet på østkysten.

Han ville nemlig godt have Estrid med til Grønland, så de kunne indlede deres nye tilværelse sammen der; men at have hende, en kvinde, med i et fangstprojekt på østkysten var en umulig tanke. Derfor undfangede han nu en plan om at blive bestyrer af en handelsstation i Thule, hvor Estrid kunne følge med ham, hvad hun var helt indforstået med. Denne idé udsprang af, at Knud Rasmussen i forbindelse med polar-året 1932-33 havde stillet Bruun i udsigt at blive en del af det videnskabelige

Den 18/6 1932 rejste en del af polarårets deltagere med "Hans Egede". Politiken skrev samme dag: ”Oppe hos Knud Rasmussen i Kap York Distriktet bliver Thule-Holdet de to cand. mag.’er Viggo Laursen og Dalkild, stud. Polyt.

Mortensen, elektriker Vinsted og den tidligere kendte Købehavner Hans Bruun, som efterhaanden er blevet helt Polarmand”32.

Den 3/7 gik Bruun af borde fra ”Hans Egede” i Uummannaq. Herfra skulle han fortsætte ombord på ”M/S Stauning”, som ankom med Knud Rasmussen ombord den 4. august på vej til Kap York. Den 6. august fortsatte Bruun mod Kap York. I mellemtiden havde han haft et opgør med Knud Rasmussen, der blev enden på deres venskab.

Hvad der præcis skete den dag i Uummannaq er svært at gennemskue ud fra de foreliggende kilder. Det er min formodning, at Bruun, da han mødte Rasmussen, forelagde ham en plan om, at han i sammenhæng med polarårs-aktiviteterne i Thule og i forlængelse heraf ville etablere en slags fangst- og handelsstation, og at Estrid skulle slå sig ned i Thule sammen med ham. Det var hans alternative plan for det forliste projekt om at etablere sig som fangstmand i Østgrønland. Jeg formoder også, at Rasmussen syntes, at det var en dårlig idé. Dels kunne han vel ikke se det som andet end en konkurrent til den eksisterende station, med mindre Bruun forestillede sig, at han skulle overtage aktiviteterne. Dels kendte Rasmussen Estrid som en fin overklassepige.

Han havde svært ved at forestille sig, at hun skulle kunne trives i Thule.

31 Skrivelse fra Hans Bruun 15/3 1932 til kommandør Godfred Hansen, Formand i bestyrelsen for Østgrønlandsk Fangstkompagni Nanok A/S. Arktisk Institut A 265, 28-294.

32 To af navnene er retteligt: cand.mag. Frederik Plough Dahlkild og elektriker og telegrafist Ole Winstedt, der senere slog sig ned i Nuuk som radioforhandler.

team, som skulle stationeres i Thule. To andre teams blev stationeret i henholdsvis Qeqertarsuaq (Godhavn) og Qaqortoq (Julianehåb).

Bruuns sidste rejse til Grønland går til Thule 1932

Tidsskriftet Grønland 3/2018 199

ERIK TORM

ERIK TORM

”Thank you darlings are you arriving Hansegede or when Love Estrid”37. Flertalsesset på darling antyder, at Estrid måske har modtaget et telegram fra Frances og Rockwell, som kan have indeholdt Bruuns besked om censuren. Om det var Frances og Kent eller Bruun, hun ventede hjem med "Hans Egede", henstår som et åbent spørgsmål.

Estrid vidste, at de alle tre regnede med at komme retur til Danmark i løbet af efteråret.

Det videnskabelige team på vej til Thule-stationen. Hans Bruun ses yderst til venstre. Udsnit af foto i Ekstrabladet 18/6 1932.

Kent skrev i manus til Greenland Journal33, at Rasmussens sekretær Emmy Langberg (19021993), der også var ankommet den 3/7 med "Hans Egede", spillede en rolle i konflikten34.

Forfatteren Else Cederborg antyder i sin bog om Estrid35, at det handlede om, at Bruun havde haft et forhold til Emmy, og at Dagmar og Knud Rasmussen ønskede at afsætte Emmy til Bruun, fordi de gerne ville skaffe sig af med hende, og fordi Bruuns forhold til Estrid ikke passede dem. I Bruuns breve til ekskonen Veta, som er i efterkommeres besiddelse, har han skrevet noget om konflikten med Dagmar og Knud, som måske ville kunne uddybe, hvad det handler om.

Også på denne rejse skrev Bruun en slags dagbog. Han havde aftalt med Estrid, at de begge under hans bortrejse skulle nedskrive deres indtryk, tanker og følelser, så de senere kunne læse hinandens refleksioner.

Det fortæller Else Cederborg i sin bog om Estrid. Hun har set dagbøgerne hos Estrid, der efter 2. verdenskrig slog sig ned i Irland og levede den sidste del af sit liv her. Det er ikke lykkedes mig at komme i kontakt med 33 Rockwell Kents manuskript til Greenland Journal. Smithsonian Archives of American Art, Reel 5251, Frame3-1559,384-1043.

34 s.39.

Se min artikel i Tidsskriftet Grønland nr.1-2018,

35 1983.

Else Cederborg: Estrid. Lindhardt og Ringhof,

200 Tidsskriftet Grønland 3/2018

efterkommere i Irland, så måske er disse dagbøger nu gået til. Men det fremgår af bogen Estrid, hvor Else Cederborg citerer fra dagbøgerne (s. 86ff). Hun har sandsynligvis også set og læst brevene til Veta.

Det korte af det lange var, at Bruun fik drukket for meget den aften, da han prøvede at drukne sorgen over, at hans stærke ønske om at realisere et liv i Grønland sammen med Estrid, var gået fløjten. Det gjorde ham både frustreret og så fortvivlet, at han tilsyneladende forlod ”M/S Stauning” endnu før skibet var på vej mod Thule. Han må dog have besindet sig, for da ”M/S Stauning” passerede Kap York den 7/7, sendte Bruun et telegram til Kent: ”Da der er censur på alle telegrammer er det sidste hilsen. Hans”36. Baggrunden for censuren har jeg ikke kunnet finde informationer om, så om censuren var specifik på Bruuns telegrammer eller på telegrammer i al almindelighed, skal jeg ikke kunne sige.

Det er i øvrigt besynderligt, at telegrammet til Kent er skrevet på dansk, så måske er det i virkeligheden tiltænkt Estrid, med hvem han før afrejsen havde aftalt om muligt at udveksle jævnlige telegrammer. I Kent-arkivet findes også et telegram fra Estrid den 12/7, altså fem dage senere: 36 Telegram fra Hans Bruun til Rockwell Kent, 7/7 1932. Smithsonian Archives of American Art, Reel5187, Frame115-768,313.

Bruuns polarårs-aktiviteter i Thule, juli-august 1932 Da Bruun sammen med de andre polarårsfolk kom til Thule, påbegyndte de som det første opførelsen af en radiostation. Kort tid efter ankomsten til Thule dukkede ”Morrissey” og Bartlett op i Thule. Formålet med Bartletts ekspedition var denne gang at rejse et monument for Peary ved Kap York.

Knud Rasmussens handelschef i Thule, Hans Nielsen, var Bartlett behjælpelig med at skaffe lokalt mandskab. Bruun fungerede som tolk. Monumentet blev indviet den 21/8. Efter hvalrosfangst, som udgjorde en del af betalingen til de lokale, begyndte Bartlett hjemrejsen den 1/9, og Bruun tog med til Qeqertarsuaq (Godhavn). Det første skib til Danmark efter Bruuns ankomst til Qeqertarsuaq var ”Hans Egede”, som ankom til København den 6/10. Jeg formoder, at Bruun sejlede med dette skib hjem. Hans navn fremgår ikke af passagerlisten, fordi hans hjemrejse var en ”sidste øjebliks beslutning”.

Et nyt liv som gårdejer ender med en tragedie Nu da Hans Bruun havde opgivet alle grønlandsplaner, begyndte han sammen med Estrid at lede efter en landbrugsejendom i Nordsjælland. Bruun ville være gård- og stutteriejer.

37 Telegram fra Estrid til Frances og Rockwell Kent, 12/7 1932. Smithsonian Archives of American Art, Reel5187, Frame115-768,313.

Hans Bruun ved afrejsen til Grønland den 18/6 1932, scannet fra Else Cederborg: Estrid. Lindhardt og Ringhof 1983, s. 49).

Han flyttede sidst i oktober ind hos vennen, roprietær Mogens Falk-Jensen, Egetoftegaard, Mønge ved Helsinge. Det ser ud til, at Estrid flyttede med, men problemet for Estrid var, at hun endnu ikke var blevet skilt fra sin mand, selvom hun længe havde bedt ham om at acceptere skilsmissen, så det var naturligvis problematisk officielt at flytte sammen med Bruun. Den 25/11 blev skødet på Havegaard i Mønge underskrevet38, og dermed var Bruun igen jordbesidder. Estrid, Bruun og hans tvillinger flyttede ind på gården i starten af december.

38 Udskrift af retsbogen for Retten i Helsinge, Rigsarkivet.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 201

ERIK TORM

ERIK TORM

Udskrift fra restbogen for Retten i Helsinge.

Julen blev fejret på Havegaard med en julemiddag for den nærmeste familie. Estrids søster, Marie, og hendes mand, arkitekten Arne Jacobsen, deltog. Arne Jacobsen var med andre ord Bruuns kommende svoger.

Også Bruuns søster, Eleanor kaldet Lillemor, og hendes mand, lægen Hagbard Vestergaard, deltog i middagen. Fremtiden tegnede sig lovende for Estrid Bannister og Hans Bruun.

Kort efter jul tilbød Bruun at hjælpe vennen og galoprytteren Axel Mattsson (18871937) med at nedrive en gammel staldbygning på Mattssons rideskole i Klampenborg.

En del af nedbrydningsmaterialet kunne Bruun anvende til opførelse af en stutteribygning på Havegaard, så det var en fordelagtig aftale for begge parter. Men det skulle blive en katastrofal beslutning for Bruuns vedkommende. Under nedbrydningsarbejdet fik han en tung bjælke over sig. Han blev indlagt på amtssygehuset med hjernerystelse og indre kvæstelser. I første omgang kom han sig tilsyneladende efter en operation, og han blev sendt hjem til Havegaard. En uge senere måtte han igen indlægges med tarmslyng, viste det sig, og få dage efter afgik han ved døden – efter endnu en operation – den 20/1 1933.

Det var naturligvis et stort chok for Estrid, hvis drøm om et liv sammen med sin første rigtige kærlighed dermed brast – endog før hun var blevet skilt fra sin første mand. Derfor var hendes navn hverken nævnt i dødsannoncerne eller i nekrologen i Politiken.

Men hun skriver til Frances den 26/1 1933: ”Frances Darling, My Hans has died – a week ago – after an operation. I can’t write more

202 Tidsskriftet Grønland 3/2018

Dødsannoncen i Berlingske Tidende 22/1 1933.

Ingeborg var mor til Hans Bruun.

– thank you for being such an angel for us both always. All my love Darling – also to Rockwell.

Estrid.39” Hun magtede i sin choktilstand ikke at skrive mere, men den 6/2 skrev hun igen, og denne gang stilet til Kent: ”My Dear Rockwell, When you were here last, you said to us, that if the farm failed or anything should go wrong for us, only let us know and you would try to get us a job in America. We thanked you – but smiled. For what could possibly happen? We had each other, at last, and we had the farm and everybody was helping us to have a good start. We, of course, thought we were settled for life. The only thing we never imagined was that one of us should die. That’s why we smiled of your kind offer we felt so sure we should never need anybody or anybody’s help anymore. Now Hans has died – and I have to go on living. But I must start absolutely afresh – away from Denmark – and I must work for my living. Do you still stand by your offer and do you think you could get me a job?”40.

39 Brev fra Estrid Bannister til Frances Kent, 26/1 1933. Archives of American Art, reel5163, frame930-945,3.

40 Brev fra Estrid Bannister til Rockwell Kent, 6/2 1933. Archives of American Art, reel5160, frame1074-1187,7-9.

Hans Bruun i aktion som polarfarer. Foto fra Ekstrabladet den 19/8 1931. Fotoet kan med stor sikkerhed tilskrives James van Hauen.

Estrid blev ved med resten af sine dage at omtale Bruun som sit livs kærlighed. I et interview i Telegraph Magazine fra 90’erne udtaler hun: ”Yes, he was the love of my life”.41

Bruuns eftermæle Det er en kendsgerning, at der var delte meninger om Bruuns personlighed. Freuchen 41 Fra interview i Telegraph Magazine. Kopi af interviewet kan ses på Det kgl. Bibliotek, men datoen fremgår ikke. Det kan dog fastslås, at journalisten Andro Linklater har taget interviewet på et sent tidspunkt i Estrids liv.

kom aldrig til at bryde sig om ham, og Knud Rasmussen slog i sidste ende hånden af ham, selvom han undervejs havde berømmet Bruuns arktiske ilddåb ved at gennemføre den omkring 750 km lange slæderejse med post fra Germania Havn til Ittoqqortoormiit.

Efter Bruuns død skrev Freuchen igen om sin opfattelse af ham til Kent den 10/3 1933: “I got papers at the same time, as your letter came, and I see, that Hans Bruun is dead. It looks like he killed himself. If so, it’s all right. He never became fullgrown, and he was a fool with Tidsskriftet Grønland 3/2018 203

ERIK TORM

his money, his wife and his work. Three rather hard items to handle, I admit, but it has to be done. I did not like his way, and was without harm, but Knud treated him like an ingenious man for a long time, and dropped him in the end.

Dagmar wrote me about Hans having left Thule. I can understand, that Knud thought that he could handle him like he use to. But the fact is, that if you don’t like Knud and don’t care how he act, then it is impossible to travel with him. Poor Hans, his life did not become any success”42.

Hvordan Freuchen på bagrund af nekrologen kunne drage den konklusion, at Bruun nok havde begået selvmord, er mig en stor gåde. Freuchen må en gang for alle have besluttet sig for, at Bruun var og blev en tabereksistens. Ud fra det kildemateriale, jeg har kunnet læse, finder jeg det svært at være enig med Freuchen i det eftermæle, han gav Bruun.

Robert Pearys ishavskaptajn, Bartlett, var nok den, der kom tættest på Bruuns arktiske aktiviteter og hans duelighed til at takle arktiske udfordringer. Jeg vil derfor afslutte med Bartletts skudsmål, som jeg mener er langt tættere på sandheden om Bruun: ”Hans Bruun left us at Godhavn, where we visited Doctor Porsild, head of the Danish Arctic Station there. I said goodbye to Hans, and it was the last time I ever saw him. Since we first meet in spring of 1930 I had come to like him more and more, and it was a great shock to read of his dead after a short illness some time after returning home. Hans had inherited a great fortune, lost it, and dropped out of sight while still a young man. In that period he came into contact with Knud Rasmussen, and he was next heard from in the Arctic. After a number of years in Greenland he went back to Denmark and bought a small farm. He was demonstrating that he could work his way up again when he was taken fatally ill 43”.

42 Brev fra Peter Freuchen til Rockwell Kent, 10/3 1933, Smithsonian Archives of American Art, reel5184, frame290-866,189-193 43 Robert Bartlett: Sails over Ice, s. 279-80, Charles Scribner’s Sons, NY, London, 1934

204 Tidsskriftet Grønland 3/2018

ERIK TORM

Polarlivet havde modnet Bruun. Han ville noget andet med sin tilværelse end det overfladiske københavnerliv, han som rigmandssøn havde prøvet i sin ungdom og tidlige manddom. Men døden indhentede ham, før han for alvor fik begyndt på sit nye liv. Hvad han kunne have drevet det til sammen med Estrid, fik vi aldrig et svar på. Men hans korte tid som polarfarer er værd at erindre.

Hans arbejde satte sig spor, som samtidens mere kendte forskere og polarfolk havde stor gavn af, fx Robert Bartlett, Junius Bird, Johannes Jennov, Therkel Mathiassen og Knud Rasmussen, selvom han i eftertiden kun fik en beskeden kredit for sin indsats.

Noter til de boglige kilder Der er udgivet tre bøger, hvori Hans Bruun omtales mere eller mindre fyldigt. Disse bøger har dog først set dagens lys 50-60 år efter Bruuns død: Estrid Bannister Goods erindringer i ”Smørrebrød & Cherryblossom”. Privattryk 1992. (Findes på Det kgl. Bibliotek).

Else Cederborg: Estrid. Lindhardt og Ringhof, 1983.

Ioann Bruun og Flemming Weye: Smør og mønter. Forfatteforlaget Attika, 1992.

De tre bøger indeholder med andre ord et erindringsstof, som nok bygger på ”levende” hukommelse, men som også i høj grad er underlagt netop den menneskelige hukommelses horisont. I bøgerne er der dog henvist til dagbøger og medtaget originalt billedmateriale, som i sagens natur er et kildemateriale, der er tæt på begivenhederne.

Estrid gør sig i sine erindringer skyld i flere faktuelle fejl (fx om Bruuns dødstidspunkt, som hun angiver til marts 1933), hvilket naturligvis medfører, at den tanke melder sig hos mig, at der måske kan være endnu flere fejl i de nedskrevne erindringer.

Kort fra Politiken 30/6 1931. Ella Ø er den lille ø beliggende mellem Traills Ø og Suess Land.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 205

ERIK TORM

Else Cederborgs bog bygger på interviews med Estrid fra begyndelsen af 80’erne, så igen er Estrids hukommelse på spil.

Den mest valide beskrivelse er nok sønnen Ioann Bruuns bog, men også her er der mindst én faktuel fejl, nemlig at Bruun skulle have deltaget i Gino Watkins ekspedition. Så selvom om bogen bygger på kildemateriale i familiens besiddelse, er der således ingen garanti for, at alt er i overensstemmelse med fakta.

Og afsluttende en korrektion til en artikel i Tidsskriftet Grønland, 2000-3, s. 122: Anne Marie Nielsen og Lotar Küter har skrevet en artikel om en ekspedition i 1954 ledet af Chr. Vibe, der skulle indfange moskusokser på østkysten for at flytte dyrene til vestkysten. Forfatterne skriver, at deltagerne, ud over Chr. Vibe, konservator Harry Madsen og direktør Aage Andreasen, var James van Hauen og dennes søn Knud van Hauen samt James’ kollega som fangstmand i begyndelsen af 30’erne, Hans Bruun!!! Hvor forfatterne af artiklen har fået den oplysning fra, fortaber sig i det uvisse. Men det være hermed dementeret.

Kildemateriale (der omtaler eller nævner Hans Bruun): Bøger Robert A Bartlett: Sails over Ice, Charles Scribner’s Sons, NY, London, 1934, Kapitel IX, X og XII J.G. Jennov: Nanok, Poul Petri’s Bogtrykkeri, København, 1939, s. 30-33 (udgivet I anledning af Nanoks 10 års jubilæum), Karen Aabye: Irland – Min tossede ø, Hasselbalch, 1963, s. 85 (Hans Bruun nævnes anonymt nederst på siden) Else Cederborg: Estrid, Lindhardt og Ringhof, 1983, Kapitel 8, 9 og 10 Estrid Bannister Goods erindringer i ”Smørrebrød & Cherryblossom”, privattryk 1992, Chapter 8 (findes på Det kgl. Bibliotek) Peter Schmidt Mikkelsen: Nordøstgrønland 1908-1960, Fangstmandsperioden, Dansk Polarcenter, 1994, s. 103 og s. 353 John Andersen: Grønland – På oplevelse i kajak, Gyldendal, 2005, s.84 Ioann Bruun og Flemming Weye: Smør og mønter, Forfatterforlaget Attika, 2006, s. 81-95 Else Lidegaard: Kære Estrid – Jørgen-Frantz, du kære, Gyldendal 2011, s. 32 og s. 39 (oplysningerne om Hans Bruuns køb af en lille gård og dødtidspunkt er ikke korrekte)

Artikler i fagtidsskrifter Geographical Review Vol. 21, No. 3 (Jul., 1931): The Bartlett East Greenland Expedition af Robert A Bartlett og Junius Bird Geografisk Tidsskrift 35, 1932: Bidrag til Angmagssalik-Eskimoernes Forhistorie af Therkel Mathiassen og Dansk Grønlands-forskning 1932 af Kaj Birket-Smith (her er Bruun nævnt anonymt som assistent i Thule) Tidsskriftet Grønland nr.6, 1983: Knud Rasmussen: Den 6.

Thule-ekspedition til Sydøstgrønland med forord af Regitze Margrethe Søby Tidsskriftet Grønland nr.1, 2018: ”…han er en meget farlig mand, fordi han har charme…” af Erik Torm

Artikler i aviser Villabyernes blad, 1/9 1927, Væddeløbene i Klampenborg Politiken, 23/7 1928, En vellykket Væddeløbsdag i Klampenborg Politiken, 10/7 1930, Endnu en Ekspedition til Østgrønland Ekstrabladet 20/5 1931, Nyt fra Nanok Politiken, 19/8 1931, Hjem fra Videnskab og Jagt i Østgrønland Ekstrabladet, 19/8 1931, Mødet med Nordmændene i Mygge-Bugten (indeholde et foto af Bruun) Politiken, 11/11 1931, Grønlands hvide Erobrer sporet af Knud Rasmussen (Interview med KR) Ekstrabladet, 26/1 1932, Nye planer i Østgrønland (indeholder fotoet af Bruun fra 19/8 31) Ekstrabladet 17/6 1932, Danmarks Andel i det store Polaraar Ekstrabladet den 18/6 1932, Til Grønland (Foto af fem-mandsgruppen på vej til Thule) Politiken 18/6 1932, Polaraarets danske Deltagere rejser i Dag Politiken 21/1 1933, En ejendommelig Livsskæbne afsluttet, (nekrolog over Hans Bruun med portrætfoto) Telegraph Magazine (datering ukendt, men fra 90’erne), The Naughtiest Girl of the Century, inteview af Andro Linklater

AF NAJA BLYTMANN TRONDHJEM

Grammatisk valens i grønlandsk RESUMÉ Ved valens i verber/udsagnsord forstås om et verbum knytter subjekt/ grundled, direkte objekt/genstandsled og andre led til sig. Fx knytter verbet nakkarpoq ’den/det/han/hun falder (ned)’ et subjekt til sig. Takuaa ’han så den/hende’ knytter både subjekt og objekt til sig. I grønlandsk er et verbum intranstitivt eller transitivt. Der er mange suffikser/tilhæng, der kan gøre et intransitivt verbum til transitivt verbum og omvendt, alt afhængigt af hvilken type verbum det er.

Arkiver Smithsonian Archives of American Art, Washington DC Marietta College Library, Ohio, The Edward Bosworth Manley Collection Arktisk Instituts dokument- og fotoarkiv, København Frederikværks Industrimuseum, Knud Rasmussen arkivet Norsk Polarinstituts Bibliotek, Tromsø

Naja Blytmann Trondhjem, cand. mag, ph.d, lektor på Eskimologi og Arktiske Studier på Københavns Universitet. Er født og opvokset i Upernavik. Arbejdet som ekstern lektor, adjunkt og lektor siden 2000 på Eskimologi og Arktiske studier. Underviser i forskellige sprogfag i Institut for sprog, litteratur og medier, Ilisimatusarfik, og i kurser for gymnasielærere i deres videreuddannelse i sprogfag. Ph.d.-afhandling Markering af tid i grønlandsk med fokus på fortid (2008), en del artikler om aspekt og tempus i grønlandsk, samt Kalaallisut oqaasilerineq (grønlandsk grammatik for lærere i folkeskolen (2013)).

Generelt om verbal valens Valens kommer fra latin valere, som betyder ’at være stærk, være værd’. I Den danske ordbog 1 på nettet forklares valens i sprog således: antallet og typerne af de ord eller led som en bestemt sproglig størrelse, fx et verbum, optræder sammen med. Og videre skrives om sproglig valens: Alle verber kræver bestemte størrelser omkring sig – i sætningen er disse størrelser led.

Denne egenskab kaldes valens (www2003).

Hvor mange led et verbum knytter, afhænger af hvilket slags verbum, der er tale om. Man taler almindeligvis om intransitive verber, også kaldet monovalente verber, som knytter et led, et subjekt (grundled).

De transitive verber, også kaldet divalente verber, knytter to led, et subjekt og et direkte objekt (genstandsled) og dobbelt- eller bitransitive verber, også kaldet trivalente verber, der knytter tre led, et subjekt og to objekter, direkte objekt (genstandsled) og f. eks. indirekte objekt (hensynsled). De avalente verber har ikke et identificerbart subjekt, og bruges ofte om vejret, f.eks. i det regner, hvor det er uden betydning i sig selv og derfor er uidentificerbart. Om et verbum er intransitivt eller transitivt 1

206 Tidsskriftet Grønland 3/2018

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=valens Tidsskriftet Grønland 3/2018 207

NAJA BLYTMANN TRONDHJEM

beskriver kun om et verbum fremstilles med eller uden objekt (Zola Christensen & Christensen, 2009: 118).

Valens opdeles i syntaktisk valens og semantisk valens. I syntaktisk valens ser man på, hvilke led et verbum knytter til sig for at danne en fuldendt sætning, og disse er subjekt, direkte objekt, indirekte objekt eller adverbielle led. De grønlandske verber har en bøjning, der er enten er intransitivt eller transitivt, hvilket betyder at verbet kun knytter et subjekt ved et intransitivt verbum, og et subjekt og et objekt ved et transitivt verbum. Alle andre led får en oblik kasus, som i princippet kan udelades, fordi de ikke er bundet af verbalbøjningen, men skal ofte udtrykkes for at sætningen kan få en fuldendt mening. De tilknyttede led illustreres med følgende sætninger: Nuka iserpoq ’Nuka går ind’ er intransitivt, monovalent og knytter et subjekt, hvor subjektet er Nuka i absolutiv kasus2. Nukap arsaq tiguaa ’Nuka tager bolden’ er transitivt, divalent og knytter subjektet Nukap i relativ kasus, og et direkte objekt arsaq i absolutiv kasus.

Nukap arsaq Dorthimut tuniuppaa ’Nuka giver bolden til Dorthe’ er transitivt, trivalent og knytter et subjekt, Nukap, i relativ kasus, et direkte objekt, arsaq, i absolutiv kasus, og et indirekte objekt, Dorthemut, i allativ kasus.

Det avalente verbum er også intransitivt i grønlandsk, og illustreres med: siallerpoq ’det regner’, hvor der ikke er knyttet et subjekt, men man kan have sila som subjekt.

I semantisk valens undersøger man, hvilken betydning et led giver, og leddenes betydninger kaldes for semantiske roller.

Her skal det understreges, at ved leddenes betydning forstås, hvordan man identificerer deltagerne i sætningen, og ikke den direkte betydning af substantivet som f.eks. Nuka eller arsaq ’bold’. Hvis verbet er intransitivt og monovalent, kan subjektet være den handlende i verbalhandlingen, og 2 Se Bjørnum (2012) for de forskellige kasusbøjninger, som i dansk svarer til nogle forholdbøjninger. (Se også Janussen 2001)

208 Tidsskriftet Grønland 3/2018

NAJA BLYTMANN TRONDHJEM

denne rolle kaldes for agent som f. eks. Nuka iserpoq ’Nuka går ind’, hvor Nuka er agent.

Ved et transitivt og divalent verbum handler agent overfor objektet, som derved kaldes genstand. Dette illustreres med Nukap arsaq tiguaa ’Nuka tager bolden’, hvor agenten Nuka agerer overfor genstanden arsaq. Ved dobbelttransitive og trivalente verber kan de semantiske roller fordeles på følgende måde: Nukap arsaq Dorthimut tuniuppaa ’Nuka giver bolden til Dorthe’, hvor subjektet, Nukap, er agent og direkte objekt, arsaq er genstand og indirekte objekt, Dorthemut er modtager.

Der er andre semantiske roller, som vil blive beskrevet i afsnittet om valensændring.

Ændring af valens Ved ændring af valens reduceres eller forøges antallet af verbets tilknyttede led med udgangspunkt i en aktiv sætning, hvor subjektet er agent som ved Nukap arsaq tiguaa ’Nuka tager bolden’, hvor Nukap er agent, og arsaq er genstand. Dvs. at det er et transitivt verbum man tager som udgangspunkt.

I grønlandsk ændres valens ved at ændre på transitiviteten af verbet enten ved at verbalstammen tilføjes en intransitiv eller transitiv bøjning, eller ved tilføjelse af et tilhæng, der gør verbet enten intransitivt eller transitivt, hvorved de tilknyttede led ændrer deres kasi og tilpasser deres syntaktiske funktion i forhold til hvilken slags sætning, det er ændret til. Dette betyder, at de tildelte semantiske roller forbliver de samme, men den syntaktiske funktion ændres, hvilket vil sige, at f.eks. det oprindelige subjekt ændres til et objekt eller et adverbialled, eller det oprindelige objekt bliver subjekt. Når man reducerer valens, gøres verbet intransitivt, og når man øger valens, gøres et intransitivt verbum til et transitivt verbum eller et transitivt verbum til dobbelttransitivt verbum. Disse processer foregår ofte flere gange i verbum.

Når man reducerer valens af en aktiv sætning, hvor verbet er transitivt, får man to typer sætninger, nemlig en passivsætning

og en antipassiv sætning. Visse typer verber kan tilføjes enten en transitiv eller intransitiv bøjning, som i følgende aktive sætning Nukap neqi nerivaa ’Nuka spiser kødet’, hvor subjektet, Nukap er i relativ og direkte objekt, neqi er i absolutiv. Ved at tilføje samme verbum en intransitiv bøjning, får man sætningen Nuka neqimik nerivoq ’Nuka spiser kød’, hvor subjektet får absolutiv kasus og forbliver agent, og direkte objekt får instrumentalis kasus, neqimik, som også kaldes intransitivt objekt, og er stadig genstand.

Denne sætning kaldes antipassiv, fordi subjektet forbliver agent, selvom verbet er gjort intransitivt, hvilket er modsat den passive sætning som Neqi Nukamit nerineqarpoq ’Kødet bliver spist af Nuka’. Ved passivsætningen tilføjes tilhænget –neqar som intransitiverer verbet og flytter om på de tilknyttede led. Det oprindelige direkte objekt, genstanden, neqi, bliver subjekt for verbet, og agenten nedgraderes til et adverbialled Nukamit og er i ablativ kasus.

Man kan også forøge valensen ved hjælp af tilhæng, som når den aktive sætning Nukap neqi nerivaa tilføjes et transitiverende tilhæng –tip/-sip ’forårsager’ som i følgende sætning: Anaanap Nuka neqimik nerisippaa ’Mor får Nuka til at spise kød, eller mor mader Nuka med kød’. Ser man på den oprindelige aktive sætning Nukap neqi nerivaa ’Nuka spiser kødet’ er subjektet og agenten, Nuka, og direkte objekt og genstand er neqi. Ved at tilføje –sip (transitivt) får verbet tilknyttet et nyt subjekt, anaanap, i relativ kasus, og den oprindelig subjekt og agent, Nukap, får absolutiv kasus Nuka og bliver direkte objekt for verbet. Den semantiske rolle, det nye subjekt, anaanap, har, kaldes facilitator, fordi anaanap får Nuka til at spise kødet. Det oprindelige direkte objekt, genstand, får instrumentalis kasus, som får navnet sekundært objekt, da det bliver det andet objekt til det dobbelttransitive verbum og har oblik kasus.

Alle verber i grønlandsk er som beskrevet foroven enten intransitive eller transi

tive, og ved valensændring gøres et verbum enten transitivt eller intransitivt, hvorved leddenes tilknytning til verbet bliver ændret. Imidlertid har alle verbalstammer en iboende semantisk valens, som ved nærmere undersøgelse viser sig at handle om, at nogle verber altid er intransitive, andre er altid transitive, mens yderligere en gruppe enten kan være intransitive eller transitive.

I næste afsnit beskrives disse mønstre.

Verbalstammernes iboende semantiske valens og transitivitet De grønlandske verbalstammer fordeler sig i tre grupper med hensyn til om de kan modtage en intransitiv eller transitiv bøjning direkte på verbalstammen. Disse grupper er 1: de altid intransitive verbalstammer, som kun modtager den intransitive bøjning. Disse verbalstammer skal tilføjes et tilhæng, der gør dem transitive, før de kan modtage en transitiv bøjning. 2: de altid transitive verber kan kun tilføjes en transitiv bøjning og må tilføjes et tilhæng, der gør dem intransitive før de kan modtage en intransitiv bøjning. 3: de enten transitive eller intransitive verbalstammer, der kan modtage enten en transitiv eller intransitiv bøjning. De tre grupper forklares uddybende i følgende afsnit.

Altid intransitive verbalstammer omfatter monovalente verbalstammer, dvs. knytter et subjekt, og divalente verbalstammer, dvs. knytter et subjekt og f.eks. en objektsætning, som har et underordnet verbum i ledsagemåde eller participialmåde, svarende til et objekt med infinitiv på dansk. Disse typer verbalstammer tilføjes kun intransitiv bøjning og skal altid tilføjes et transitiverende tilhæng for at få en transitiv bøjning.

De monovalente verber knytter kun subjektet til verbet. Der er to slags af denne type, den ene slags er verbalstammer, mens den anden slags har et inkorporeret subjekt som stamme, hvilket vil sige at subjektet bruges som stamme i verbet. Eksempler på altid intransitive verber er: Nuka nakkarpoq Tidsskriftet Grønland 3/2018 209

NAJA BLYTMANN TRONDHJEM

’Nuka falder ned’; Aqqaluk isippoq ’Aqqaluk falder i vandet’; Ulla qasuvoq ’Ulla er træt’; Piitaq aallarpoq ’Peter rejser’.

I verber med inkorporeret subjekt bruges tilhænget –u ’være’ til at gøre et substantiv til en stamme af verbet, og kaldes at verbalisere substantivet. Tilhænget –u udtrykker eksistensen af det inkorporerede subjekt.

Eksempler på verbaliserede subjekter er følgende: Inuuvoq ’han er et menneske’, hvor inuk ’menneske’ er inkorporeret og meeraavoq ’hun er et barn’, hvor meeraq ’barn’ er inkorporeret. Disse kan også forekomme med subjektet udtrykt. Når subjektet er udtrykt, som i Morten inuuvoq 'Morten er et menneske' eller 'Morten er levende' er den egentlige subjekt, Morten, mens det inkorporerede ’subjekt’ i disse eksempler er subjektsprædikatet, dvs. siger noget om det udtrykte subjekt.

De divalente altid intransitive verbalstammer får intransitiv bøjning, og forekommer i to slags. Den ene slags er verber, der knytter både subjekt i absolutiv kasus og en objektsætning (svarende til objekt med infinitiv i dansk) som det andet led. Den anden slags har et inkorporeret objekt, hvilket vil sige, at stammen af verbet er det, der skulle være direkte objekt for verbet og gør verbet til et syntaktisk monovalent verbum, men semantisk divalent. Disse to slags verbalstammer skal også tilføjes et transitiverende tilhæng for at få en transitiv bøjning, hvilket også indebærer, at de ikke kan laves om til passivsætninger uden at være transitiverede først.

De intransitive verber, som knytter en objektsætning som det andet led, er ofte ytrings-, sanse-, mentale og lignende verber fx.: Miiti oqarpoq aggerniarluni ’Mette siger, at hun vil komme’. Miiti er subjektet i absolutiv og agent og objektsætningen, aggerniarluni er et verbum i intransitiv ledsagemåde, og knytter indirekte tale til verbet. Brugen af ledsagemåde indikerer, at objektsætningen har samme subjekt som hovedverbet oqarpoq, dvs. det er Miiti, der siger, at hun vil

210 Tidsskriftet Grønland 3/2018

NAJA BLYTMANN TRONDHJEM

komme. Når hovedverbum og objektsætning har forskellige subjekter bruges participialmåde, som i Hansi nalunaarpoq Biggitta tikinniartoq ’Hans meddeler, at Birgitte vil ankomme’, hvor subjektet til hovedverbet er Hansi i absolutiv og agent, mens objektsætningen har et andet subjekt, nemlig Biggitta. Andre eksempler på verber, der knytter en objektsætning, er Sianerpoq aggerniarluni ’hun ringer og fortæller, at hun kommer’, hvor aggerniarluni ’at hun kommer’ er objektsætning med samme subjekt som hovedverbet, og Nalunarpoq suniarnersoq ’det er svært sige, hvad han vil’, hvor suniarnersoq ’hvad han vil’ er objektsætningen, og der er forskellige subjekter i begge verber.

I de semantisk divalente intransitive verbalstammer med inkorporeret objekt er stammen for verbet et substantiv, som tilføjes et verbaliserende tilhæng, der i sin betydning får substantivet som sit objekt, og derved kun kan modtage en intransitiv bøjning, dvs. det er syntaktisk monovalent, fordi verbet kun knytter et subjekt. De fleste verbaliserende tilhæng, der inkorporerer objektet, er intransitive, mens meget få er transitive og vil ikke blive beskrevet her. I Maalat illoqarpoq (illu+qar- ’hus+have’) ’Maren har et hus’, er Maalat subjektet og agent, mens objektet og genstanden, illu, er inkorporeret og fungerer som stammen i verbet; I Nuka kaagiliorpoq (kaagi+lior- ’kage+lave’) ’Nuka bager en kage’ er subjektet Nuka, mens objektet, kaagi, er stammen i verbet.

Der er en del verbaliserende tilhæng af denne slags (se Grønlandsk tilhængsliste og i Fortescue (1980)).

De altid transitive verbalstammer tilføjes den transitive bøjning og knytter et subjekt og et direkte objekt til sig. Altid transitive verbalstammer kan enten være syntaktisk og semantisk divalente eller trivalente. Det skal bemærkes, at næsten alle transitive verber kan intransitiveres ved tilføjelse af det refleksive pronomen imminut ’sig selv’, som bevirker at agenten gør noget ved sig selv.

De divalente transitive verber knytter to led, et subjekt i relativ kasus og et objekt i absolutiv kasus. Direkte objekt i sådanne verber opfattes ofte som bestemt, men kan også være ubestemt i.e. som den danske oversættelse viser i det sidste eksempel: Meeqqap kakaavi najorpaa 3 ’barnet drikker af kakaoen’, hvor subjekt og agent er meeqqap i relativ kasus, mens direkte objekt og genstand er kakaavi i absolutiv. Eksempler på andre altid transitive verber er Ottup neqi tiguaa ’Otto tager kødet’, og Maalap iisartagaq iivaa ’Maren sluger en pille/pillen’.

De trivalente transitive verber knytter tre argumenter, et subjekt, et direkte objekt og et sekundært objekt. I denne type verber har direkte objekt i absolutiv kasus modtager som den semantiske rolle, og det sekundære objekt i instrumentalis kasus har genstand som semantisk rolle. Der er få verber af denne slags, og her gives tre eksempler: Anaanap Maalat kaffimik tunivaa ’Mor giver Maren kaffe’, hvor subjekt og agent er anaanap i relativ, mens direkte objekt og modtager er Maalat i absolutiv, og det sekundære objekt og genstand er kaffimik i instrumentalis. Den transitive bøjning ’binder’ kun subjektet og direkte objekt, mens det tredje argument, det sekundære objekt, får et oblik kasus instrumentalis. Man kan ved tilføjelse af et transitiverende tilhæng flytte det sekundære objekt til direkte objekt, hvorved det kommer i absolutiv kasus. Dette beskrives i afsnittet om valensforøgende tilhæng. De to andre sætninger er Siimuup Rosa poortukkamik nassippaa ’Simon sender Rosa en pakke’, og Paalup aanaa neqimik pajuppaa ’Paulus kommer med kød til bedstemor (som gave)’.

Verbalstammer som enten kan være intransitive eller transitive er semantisk divalente, men kan tilføjes enten intransitiv eller transitiv bøjning. Denne type verber kan deles op i to grupper alt efter hvilken type subjekt, der forekommer i den intran-

3 Najorpaa kan have tre betydninger: 1. ’han drikker det’, 2. ’hun indsnuser det’ og 3. ’han er hos hende’.

sitive sætning. De verber, der i intransitiv bibeholder agenten som subjekt, kaldes agentive eller antipassive. I denne type sætninger er der fokus på agenten, og direkte objekt er mindre vigtigt og får en oblik kasus. Den anden type verber er en slags passive sætninger, som får genstanden som subjekt, når de får intransitiv bøjning. Disse typer verber kaldes non-agentive, hvilket betyder, at genstanden bliver subjekt, og det oprindelige subjekt og agent udelades helt.

De agentive eller antipassive sætninger tager udgangspunkt i det transitive divalente verbum, hvor den aktive sætning fx er: Emiliep kaagi nerivaa ’Emilie spiser kagen’, hvor subjekt og agenten er Emiliep i relativ, og direkte objekt og genstand er kaagi i absolutiv. Direkte objekt siges at være bestemt i denne slags sætninger, men som omtalt før kan det også være ubestemt. Denne aktive sætning kan laves om til en intransitiv sætning ved at tilføje intransitiv bøjning og ændre på kasus i subjektet og objektet, hvorved der er fokus på subjektet, der er markeret som fed i oversættelsen: Emilie kaagimik nerivoq ’Emilie spiser en kage’, hvor man i dansk formodentlig har tryk på Emilie, da man ikke kan have sådanne sætningstyper.

Subjekt og agenten er Emilie i absolutiv, og intransitiv objekt og genstand er kaagimik i instrumentalis, som altid er ubestemt. Det intransitive objekt kan ved valensforøgelse, dvs. hvis man omdanner sætningen til transitiv igen, opgraderes til direkte objekt igen.

I grønlandsk-dansk ordbøger finder man de fleste af denne type, som forekommer som hhv. transitive og intransitive verber, eks. atuarpoq ’læser’, atuarpaa ’læser det’. Nogle bevægelsesverber kan også forekomme som agentive verber, idet de kan tage den semantiske rolle som mål for bevægelsen, dvs. verbalhandlingen bevæger sig imod et mål, fysisk eller abstrakt, og mål bliver direkte objekt i den transitive sætning. Disse verber forekommer kun som intransitive verber i grønlandsk-dansk ordbøger, og den transitive version kan se således ud Kaalap ini Tidsskriftet Grønland 3/2018 211

NAJA BLYTMANN TRONDHJEM

iserpaa ’Karen går ind i rummet’, hvor Kaalap i relativ er subjekt og agent, mens ini i absolutiv og mål og en anden sætning er Nukap Nuuk tikippaa ’Nuka ankommer til Nuuk’, hvor Nukap i relativ er subjekt og agent, mens direkte objekt og mål er Nuuk. Den intransitive sætning ændrer direkte objekt til adverbialled i allativ kasus, som angiver mål som i: Kaalat inimut iserpoq ’Karen går ind i rummet’, hvor mål bliver adverbialled inimut i allativ kasus, og Kaalat i absolutiv forbliver agent. I Nuka Nuummut tikippoq ’Nuka ankommer til Nuuk’, forbliver Nuka subjekt og agent, mens mål er ændret til adverbialled i allativ Nuummut.

Den sidste gruppe i verbalstammer, der enten kan være transitive eller intransitive, er de non-agentive verber, hvor genstanden fra den aktive sætning i sætningen: Ullap aqerluusaq napivaa ’Ulla knækker blyanten’, hvor Ullap er subjekt og agent, mens direkte objekt og genstand er aqerluusaq i absolutiv kasus. Når verbet får den intransitive bøjning bliver subjekt for det intransitive verbum genstanden, aqerluusaq, stadig i absolutiv. Agenten og subjektet slettes helt, og derved får vi sætningen: aqerluusaq napivoq ’blyanten knækker’, hvor den der knækkede blyanten er helt visket bort. Andre eksempler på sådanne verber er først den aktive sætning Meeqqap matu matuaa ’barnet lukker døren’, hvor meeqqap i relativ er subjekt og agent, mens matu i absolutiv er genstand, som bliver subjekt for det non-agentive verbum matu matuvoq ’døren lukker’.

Kort opsummering i verbaltyper: 1. De altid intransitive verbalstammer kan opdeles i monovalente og divalente grupper. De monovalente består af intransitive verbalstammer og verber med inkorporeret subjekt.

De divalente verbalstammer er verber som kan tage objektsætninger og verber med inkorporeret objekt, hvor de sidste er syntaktisk monovalente, men semantisk divalente.

212 Tidsskriftet Grønland 3/2018

NAJA BLYTMANN TRONDHJEM

Disse verber skal transitiveres ved tilføjelse af et transitiverende tilhæng.

2. De altid transitive verbalstammer inddeles i semantisk divalente og trivalente verber. Disse skal intransitiveres ved tilføjelse af intransitiverende tilhæng.

3. De verbalstammer, der både kan være intransitive eller transitive, er opdelt i agentive, hvor subjektet forbliver agent, og non-agentive hvor oprindelig direkte objekt bliver subjekt, og oprindelig subjekt bliver slettet.

4.

I de følgende afsnit beskrives, hvordan valensforøgelse og valensreducering sker ved hjælp af tilhæng. Ved denne ændring vil der blive tale om, at man ved valensforøgelse transitiverer et intransitivt verbum, og et transitivt verbum kan gøres dobbelttransitivt. Dette gøres henholdsvis ved at tilføje nyt subjekt eller objekt. Ved valensreducering gøres et transitivt verbum intransitivt, og et intransitivt verbum kan gøres avalent, dvs. at verbet ikke knytter nogen led til sig.

Valensændring ved affikser Grønlandsk har en del tilhæng, der skifter valens enten ved intransitivering af et transitivt verbum eller transitivering af et intransitivt verbum. Det er ikke ualmindeligt, at dette skift fra intransitiv til transitiv sker flere gange inden for samme verbum som for eksempel ved verbet her: anifigineqaqquvaa ani -figi -neqar -qqu -vaa gå.ud til.det passiv byde indikativ.3.sg.-

3sg. ’Han tillader at nogen går ud (til det)’.

til sidst transitiveres det anden gang med –qqu ’tillader’, hvorved det får den transitive bøjning. Følgende afsnit starter med intransitiverende tilhæng, og dernæst fortsætter med transitiverende tilhæng.

Valensreducerende tilhæng – (gør antallet af verbets led mindre) Der er to måder, hvorpå man kan formindske antallet af de tilknyttede led af verbet. Det første er ved at gøre sætningen passiv, det andet er at gøre det antipassivt ved at intransitivere verbet, som det blev beskrevet foroven. Som forklaret før, betyder antipassiv det modsatte af passiv, og dette vil sige, at man i den antipassive sætning bibeholder agent som subjekt, fordi der er fokus på agentens handling, mens verbets direkte objekt får instrumentalis kasus eller bliver udeladt. Antipassiv tilhæng tilføjes kun de transitive verbalstammer, mens de verbalstammer, som både kan være transitive og intransitive, ikke tilføjes antipassiv tilhæng, da bøjningen ændres direkte fra transitiv til intransitiv.

Der er to verbale passiv tilhæng, som tilføjes alle transitive verbalstammer og andre transitiverede verbalstammer, som vist i afsnittet før. Den ene –neqar ’passiv’ bruges som den ’normale’ passiv, mens den anden passiv –tip(poq) er ’kvasi-passiv’, og kaldes kvasi-passiv, da tilhænget opfører sig som en passiv uden at være en rigtig passiv.

Tilhænget er en refleksiv version af det transitiverende tilhæng –tip(paa) ’forårsager, får nogen til’ (se afsnittet om valensforøgelse).

Kvasi-passiv –tip tilføjes kun til de verber, hvor objektet er levende. Ved en passiv sætning er der fokus på det tidligere direkte objekt, som opgraderes til subjekt i den passive sætning.

Passiv -neqar I eksemplet er verbalstammen intransitiv, ani- ’gå ud’ og bliver transitiveret første gang med -figi ’til ham’, hvorefter det bliver intransitiveret med passiv –neqar og

Som allerede nævnt tilføjes passiv -neqar til alle transitive verbalstammer, men tilføjes også de intransitive verbalstammer, der både kan være transitive og intransitive.

Men alle de altid intransitive stammer må transitiveres først, både monovalente som nakkarpoq og divalente som oqarpoq, før de kan tilføjes passiv -neqar. Ved passivering opgraderes direkte objekt til subjekt, og i de følgende sætninger vises, at direkte objekt tildeles forskellige semantiske roller i grønlandsk.

Ser man igen på nogle af de altid transitive verbalstammer som meeqqap ujarak tiguaa ’barnet tager stenen’, er subjektet meeqqap i relativ og agent, mens direkte objekt, ujarak, i absolutiv er genstand. Ved tilføjelse af passiv -neqar får vi den intransitive tiguneqarpoq i ujarak meeqqamit tiguneqarpoq ’Stenen tages af barnet’. Genstanden, som var direkte objekt i den aktive sætning, bliver subjekt for det intransitive verbum og beholder absolutiv kasus, mens agenten, meeqqamit, som i den aktive sætning var subjekt, bliver omdannet til adverbialled i ablativ kasus.

Ved trivalente verber er det også det direkte objekt, der bliver subjekt for den passive sætning, vist som aktiv sætning her: Anaanap Maalat kaffimik tunivaa ’Mor giver Maren kaffe’, hvor subjektet, anaanap, i relativ kasus er agent, mens direkte objekt, Maalat, i absolutiv er modtager og endelig sekundær objekt, og genstand er kaffimik i instrumentalis. I den passive sætning Maalat anaanamit kaffimik tunineqarpoq ’Maren bliver givet kaffe af mor’, bliver det direkte objekt og modtager Maalat subjekt for det intransitive verbum. Agenten anaanamit er adverbialled, mens sekundært objekt, som er genstanden, forbliver i instrumentalis.

Også de divalente bevægelsesverber kan passiveres og vises her igen som aktive sætninger: Kaalap ini iserpaa ’Karen går ind i rummet’, hvor subjektet og agenten er Kaalap i relativ kasus, mens direkte objekt, ini, i absolutiv kasus er mål. Ligesom de andre divalente verber kan disse sætninger også passiveres med -neqar således: Ini Kaalammit iserneqarpoq ’Rummet gås ind i af Karen’, subjektet bliver ini i absolutiv kasus og har den semantiske rolle mål, agenten Kaalamit i Tidsskriftet Grønland 3/2018 213

NAJA BLYTMANN TRONDHJEM

ablativ kasus bliver adverbialled. Andre bevægelsesverber opfører sig på samme måde.

Kvasi-passiv -tip(poq) Kvasi-passiv -tip, som passiverende tilhæng, er intransitiv og bruges kun når direkte objekt af det transitive verbum er animat, hvilket vil sige alle levende væsener. Den stammer fra den transitiverende tilhæng -tit ’forårsager, får nogen til at’, og ligesom andre transitive stammer og tilhæng kan den få en refleksiv betydning, når man tilføjer en intransitiv bøjning, hvor direkte objekt er animat, dvs. levende, og er genstand. Eksempel på et transitivt verbum med direkte objekt, som er animat er følgende: Monap Suulut takuaa ’Mona ser Søren’, subjektet er Monap og agent, og genstanden er direkte objekt Suulut. I den passive sætning, Suulut Monamut takutippoq ’Søren bliver set af Mona’ (egentlig betydning: Søren lader sig se), opgraderes direkte objekt og genstand, Suulut, til subjekt, mens agenten Mona bliver nedgraderet til adverbialled i allativ kasus4, hvilket også er forskelligt fra passiv -neqar, hvor adverbialleddet får ablativ kasus. At objektet i den transitive sætning skal være animat for at omdannes til kvasi-passiv, kan bekræftes ved at skifte direkte objekt ud med tiitorfik ’kop’, hvor sætningen *tiitorfik Monamut takutippoq ’koppen ses af Mona’, ikke er acceptabel.

Antipassiv Som tidligere beskrevet tilføjes antipassiv tilhæng til transitive stammer og andre transitiverede verbalstammer, som enten er di- eller trivalente. Der er flere antipassiv tilhæng, og her gives de mest hyppige eksempler, som er følgende: -ti/-si/-i, -nip, -ller, -up(poq). Ved tilføjelse af et antipassiv tilhæng sættes der fokus på agenten, som er oprindelig subjekt i den aktive sætning.

Direkte objekt i den aktive sætning bliver 4 Noget kunne tyde på, at man ved sanseverber som taku- ’se’, asa- ’elske’, malugi- ’mærke, opdage’ får allativ kasus, når det passiveres med -tip ’kvasi-passiv’.

214 Tidsskriftet Grønland 3/2018

NAJA BLYTMANN TRONDHJEM

degraderet og får instrumentalis kasus, det såkaldte intransitiv objekt eller halvtransitiv objekt. I det følgende gives eksempler på antipassive sætninger for hvert tilhæng.

Antipassiv tilhæng -si/-i/-ti Det ser ud til, at tilhængene -si/-i/-ti stammer fra det samme oprindelige tilhæng, men der er ingen klar regel for, hvornår det ene bruges frem for det andet tilhæng.

Selvom man som tommelfingerregel kunne sige at –si tilføjes vokalstammer, er der for mange undtagelser til at være en regel, man følger. Det rigtigste råd er, at man ser efter i grønlandsk-dansk ordbogen hvilken verbalstamme, der skal tilføjes hvilket af tilhængene, da det som regel er anført der. Eksemplerne fra passivsætninger genbruges her med tilhænget -si først. I den aktive sætning, Meeqqap ujarak tiguaa ’Barnet tager stenen’, er subjektet og agent, meeqqap, og direkte objekt, ujarak, er genstand. I den antipassive sætning tilføjes -si verbet: Meeraq ujaqqamik tigusivoq ’Barnet tager en sten’, hvor fed i den danske oversættelse markerer, at der er fokus på det. I den antipassive sætning bibeholdes subjektet og agenten, meeraq, men omdannes til absolutiv kasus, da det nu er subjekt for et intransitivt verbum. Direkte objekt og genstand ujaqqamik er degraderet til oblik kasus, instrumentalis, og er i den funktion ubestemt, dvs. i eksemplet tager barnet en hvilken som helst sten.

Tilhænget -si kan også bruges i det trivalente verbum tuni-, her i den aktive sætning Anaanap Maalat kaffimik tunivaa ’Mor giver Maren kaffe’, hvor subjektet og agenten er anaanap i relativ kasus, direkte objekt og modtager er Maalat og sekundært objekt og genstand er kaffimik i instrumentalis. Ved tilføjelse af -si i den antipassive sætning, Anaana (Maalammut) kaffimik tunisivoq ’Mor giver kaffe (til Maren)’, er subjektet og agenten anaana i absolutiv kasus, mens sekundær objekt og genstand, kaffimik, forbliver i instrumentalis kasus, mens det oprindelige direkte objekt og modtager degraderes til

Maalammut i allativ kasus og oftest udelades, hvorfor det er sat i parentes. Ved en r-stamme som poortor- ’pakke’ bruges tilhænget -i, som i: Angut poortukkamik poortuivoq ’Manden pakker pakken ind’.

Ved verbalstammen error- ’vaske’ bruges både -si og -i for at differentiere forskellen mellem at vaske tøj og vaske op. Den aktive sætning angiver, at der bliver vasket noget som: Miitip tiitorfiit/atisat errorpai ’Mette vasker kopper/tøj’, men i den antipassive sætning bruges tilhænget -i, for opvask, mens man bruger -si når man vasker tøj. I dag bruges de som leksikaliserede verber, hvorved man kan udelade genstand: Miiti erruivoq ’Mette vasker op’ og Miiti errorsivoq ’Mette vasker tøj’.

Tilhænget -ti tilføjes hovedsageligt verbalstammer, der har -t som udlyd, som kilit-5, og når to t’er står foran i. omdannes det sidste t til s, hvorved vi får -si, men beholder udlyds t i -tsi: Larsip iffiaq kilippaa ’Lars skærer en skive brød’, og Larsi iffiamik kilitsivoq ’Lars skærer en skive brød’ i den antipassive sætning. Kendte ord som atuartitsivoq ’underviser’ og saqqummersitsivoq ’udstiller’ er dannet ud fra sammensætning af den transitiverende -tit +-ti = -titsi.

De andre tre antipassive tilhæng, -nip, -ller, -up(poq), bruges hovedsageligt ved specielle verber, hvor genstanden er ubestemt og udelades ofte. Det første tilhæng -nip tilføjes verber som taku- ’se’, hvorved man får takunnippoq ’Han ser noget’, og asa- ’elske’, hvorved man får asannippoq ’Han elsker nogen’. Tilhænget -ller bruges ved verber som ujar-(paa) ’lede efter’, som bliver til det leksikaliserede begreb ujarlerpoq 'Han leder (efter noget)’, og aa-(vaa) ’hente’ bliver til aallerpoq 'Han henter (noget)’. Det sidste tilhæng -up bruges ved verber som ikior-(paa) ’hjælpe’, hvor man får ikiuuppoq ’han hjælper til’.

5 I kilit- assimileres det oprindelige -t til den efterfølgende konsonant som i transitiv indikativ modus er -paa, hvorved det bliver til kilippaa ’han skærer noget af’, som det også skrives i ordbøger.

Det sidste valensreducerende tilhæng omdanner intransitive verber til avalente verber. Tilhænget -toqar fjerner alle led fra verbet som vist i: inuit sulipput ’folk arbejder’ bliver til sulisoqarpoq ’Der arbejdes' eller 'der er nogen der arbejder’, hvor subjektet bliver fjernet. Tilhænget tilføjes altid intransitive verbalstammer samt verbalstammer, der både kan være transitive og intransitive.

Altid transitive inklusiv dobbelttransitive verbalstammer skal først intransitiveres, før -toqar kan tilføjes, som tigu- ’tage noget’, tilføjes først antipassiv, -si til tigusi-, før det kan gøres avalent til tigusisoqarpoq ’der er nogen som tager’, ligesom det trivalente tuni- ’give’ først skal intransitiveres til tunisi- før tunisisoqarpoq ’der gives’ kan dannes.

I de følgende afsnit beskrives valensforøgende tilhæng.

Valensforøgende tilhæng (tilføjer flere led til verbet) Valensforøgende tilhæng tilføjes både intransitive og transitive verbalstammer. De valensforøgende tilhæng forekommer i to grupper: Dem der tilføjer et nyt subjekt til sætningen, og dem der tilføjer et nyt objekt til sætningen. Først beskrives de tilhæng, der tilføjer et nyt subjekt til verbet.

Tilføjer ny subjekt til verbet De tilhæng, der tilføjer et nyt subjekt til verbet, har specifikke betydninger. To af de tre transitiverende tilhæng, som beskrives her, tilføjer subjektet den semantiske rolle, facilitator, hvilket betyder, at når de tilføjes, får det nye subjekt agenten til at udføre en handling. De transitiverende tilhæng er -tip(paa) ’forårsager, får nogen til at’ og -qqu(aa) ’beordrer, bede om, tillader’, og tilføjes både intransitive og transitive stammer. Det tredje tilhæng -qatigi ’gør sammen med’ bliver medagent til det oprindelige subjekt, som er agent. Tilhænget -qatigi ser ud til kun at tilføjes intransitive verber.

Andre transitiverende tilhæng, som ikke beskrives her, er fx -sori ’tror at’ og -(t)sii/-tser Tidsskriftet Grønland 3/2018 215

NAJA BLYTMANN TRONDHJEM

’venter’, -taali/ -tsaali ’hindrer ham i at’, hvor alle tilføjes både intransitive og transitive verber, mens -sar ’gør ham’ synes kun at tilføjes intransitive verber.

Tilhængene -tip(paa) og -qqu(aa) De to transitiverende tilhæng, som tilføjer et nyt subjekt med den semantiske rolle ’facilitator’, kaldes også for dobbelttransitive tilhæng, da de får et almindeligt transitivt verbum til at blive dobbelttransitiv, men jeg kalder dem transitiverende tilhæng, da de også transitiverer intransitive verber, både monovalente som nakkarpoq ’falder’ og avalente verber som nerisoqarpoq ’der spises’.

De to transitiverende tilhæng er som sagt -tit ’forårsager, får nogen til at’ og -qqu 'beder objekt om, byder objekt, beordrer objekt til, tillader objekt’. I følgende divalente eksempel Naja oqarpoq ’Naja siger’, udelades objektsætningen for gennemskuelighedens skyld. Subjekt og agenten er Naja i absolutiv i den intransitive sætning.

I den transitiverede sætning Tuumap Naja oqartippaa ’Thomas lader Naja sige (noget)/ Thomas får Naja til at sige noget’ tilføjes det nye subjekt Tuumap i relativ kasus, og er facilitator til oprindelig subjekt og agent, Naja, som nu er direkte objekt for det transitive verbum. Når -tit tilføjes et transitivt verbum bliver det divalente verbum trivalent, og verbet bliver derved dobbelttransitivt, men verbalbøjningen angiver kun subjekt og direkte objekt.

I den transitive sætning Inuup tujuuloq takuaa ’Inuk ser trøjen’, er subjektet og agenten Inuup i relativ kasus og objektet og genstanden er tujuuloq i absolutiv kasus. I den dobbelttransitive sætning Monap Inummut tujuuloq takutippaa ’Mona viser trøjen til Inuk’, er det tilføjede subjekt, Monap, i relativ kasus og er facilitator for hvad agenten gør. Agenten Inummut i allativ kasus er blevet degraderet fra subjekt til adverbialled, mens direkte objekt og genstand, tujuuloq i absolutiv forbliver i sin funktion.

216 Tidsskriftet Grønland 3/2018

NAJA BLYTMANN TRONDHJEM

Tilhænget -tit kan også tilføjes det dobbelttransitive trivalente verbalstamme som: Anaanap Maalat kaffimik tunivaa ’Mor giver Maren kaffe’, hvor subjektet og agenten er anaanap i relativ kasus, og direkte objekt og modtager er Maalat i absolutiv kasus, mens genstanden kaffimik i instrumentalis er sekundær objekt. Når det transitiverende tilhæng -tip tilføjes, kan man få knyttet fire led til verbet, som vist i følgende eksempel Ataatap Maalat anaanamut kaffimik pajutsippaa ’Far beder mor om at komme med kaffe til Maren’. Det nye subjekt ataatap i relativ kasus er facilitator, og det oprindelige subjekt og agent anaanamut i allativ kasus bliver til adverbialled for verbet. Både direkte objekt, som er modtager, og sekundært objekt, som er genstand, ændrer ikke funktion og derved bibeholdes oprindeligt kasus.

Det anden tilhæng, som har den semantiske rolle, facilitator, er -qqu ’beder objekt om, byder objekt, beordrer objekt til, tillader objekt til’. Man kan måske diskutere at -tit ’forårsager, får nogen til at’ har mere direkte påvirkning på oprindelig subjekt på det semantiske plan end -qqu, men den syntaktiske påvirkning er det samme. Tilhænget -qqu kan siges at være indirekte facilitator, fordi man i stedet for at få nogen til at udføre noget direkte, giver ordre, eller beder om, at den anden udfører en handling. Her vises kun, at et intransitivt verbum (monovalent) omdannes til et transitivt (divalent) verbum, men det kan også tilføjes divalente intransitive, transitive og dobbelttransitive verbalstammer. Den intransitive sætning Naja iserpoq ‘Naja kommer ind’ er subjektet og agenten Naja, og i den transitiverede sætning: Juulup Naja iseqquaa ’Jørgen lader/beder Naja komme ind’ det tilføjede subjekt og facilitator Juulup i relativ kasus, mens direkte objekt og agent er Naja.

Den sidste af de valensforøgende tilhæng er -qatigi ’gør sammen med objekt’.

Her udfører det nye subjekt verbalhandlingen sammen med det oprindelige subjekt, og tilføjes intransitive verbalstammer samt

verbalstammer, der både kan være intransitive og transitive. I den aktive sætning, Maria anivoq ‘Maria går ud’ er subjektet og agent Maria i absolutiv kasus. I den transitiverede sætning, Mikaalip Maria aneqatigaa ’Mikael går ud sammen med Maria’, er subjektet Mikaalip i relativ kasus medagent, mens objektet og agenten er Maria absolutiv kasus, og det er -qatigi i aneqatigaa, som angiver at subjekt og objekt udfører verbalhandlingen sammen. Altid transitive verbalstammer, som er divalente og trivalente, skal intransitiveres, før de kan tilføjes -qatigi, som den antipassive tunisivoq ’han giver’, som bliver tuniseqatigaa ’han giver sammen med hende’.

Tilføjer ny objekt til verbet De tilhæng, der tilføjer nyt objekt til verbet, synes at have den fælles betydning, at subjektet gør noget overfor det tilførte direkte objekt. Subjektet behøver ikke at være levende eller agent. De tilhæng, der beskrives her, er -figi ’gør noget med hensyn til objekt’, -(ss)up ’gør noget for objekt’ og -utigi ’gør noget ved hjælp af objekt’.

De første tilhæng figi ’gør noget med hensyn til objekt’, er sammensat af fik ’sted’ og -gi ’have som’, hvor -fik er nominaliserende, dvs. gør verbum om til nomen, og derefter tilføjes -gi som verbaliserer, dvs. gør det dannede nomen om til verbum igen. Derved vil man ofte få betydningen ’et sted subjektet udfører en handling med hensyn til objektet’. Det bruges i intransitive verber som eksemplet her, Jaaku iserpoq ’Jakob går ind’, hvor subjektet Jaaku er agent. I den transitiverede sætning tilføjes mål for bevægelsen, ini i absolutiv kasus som direkte objekt, Jaakup ini iserfigaa ‘Jakob går ind i stuen’ og agenten forbliver den samme. Ved intransitive ytringsverber som Jaaku oqarpoq’Jakob siger’ bliver direkte objekt modtager som Jaakup Miiti oqarfigaa ’Jakob siger til Mette’.

Når -figi tilføjes transitive verber, må verbet først intransitiveres, som f. eks. taku- ’se noget’ må tilføjes antipassiv eller passiv, som

takunnippoq ’han ser (x)’, hvor det intransitiverende og antipassive -nip er tilføjet, og (x) er det sete, og tilføjet -figi bliver det takunniffigaa ’stedet hvor subjekt ser noget’.

Det andet tilhæng, -(ss)up ’gør noget for objekt’ bruges både i intransitive og transitive verber, hvor betydningen bliver, at subjektet udfører en handling for objekt. (ss) i (-ss)up betyder, at ss ikke tilføjes, når stammen er en konsonantstamme, mens det forekommer ved vokalstammer. Det ser ud til, at subjektet i det intransitive verbum skal være agent, da man ellers ikke kan udføre en handling for nogen. I den intransitive sætning, Naja sulivoq ’Naja arbejder’, er subjekt og agent Naja og forbliver subjekt for det transitiverede sætning Najap atuarfik sulissuppaa ’Naja arbejder for skolen’, hvor direkte objekt og genstand atuarfik i absolutiv kasus er det subjektet handler over for.

Når -ssup tilføjes ’altid transitive’ divalente verber, skal det verbum intransitiveres med antipassiv først, som i tigu- ’tage noget’, som med antipassiv -si bliver tigusi- ’tage noget’.

Tilføjet -ssup bliver det til tigusissuppaa ’han tager noget for hende’. De verber, der både kan være intransitive og transitive, tilføjes uden at blive intransitiveret først som allappoq ’skriver’ eller allappaa ’skriver det’, hvor allap+up bliver allaappaa ’skriver for ham’, hvor u i -up assimileres til a. Når -up tilføjes et trivalent verbum, som tuni-, opgraderer det genstand til direkte objekt og modtager, som var direkte objekt, kommer i allativ kasus.

Her vises først den dobbelttransitive sætning gentaget her fra tidligere eksempel: Anaanap Maalat kaffimik tunivaa ’Mor giver Maren kaffe’, hvor subjektet og agenten er anaanap i relativ kasus, og direkte objekt og modtager er Maalat i absolutiv kasus, mens sekundær objekt kaffimik i instrumentalis er genstand.

Tilføjet -up fordobles n i tuni- til tunniup-, og sætningen bliver: Anaanap kaffi Maalammut tunniuppaa ’Mor giver kaffen til Maren’, hvor genstanden kaffi får absolutiv kasus og bliver direkte objekt, mens modtager bliver degraderet til adverbialled, Maalammut, i allativ kasus.

Tidsskriftet Grønland 3/2018 217

NAJA BLYTMANN TRONDHJEM

Det sidste tilhæng -(ss)utigi6 ’gør noget ved hjælp af objekt’, udfører det oprindelige subjekt en handling med det tilførte objekt som middel eller grund. Tilhænget er sammensat af -uti ’middel til, årsag til’ tilføjet -gi ’have som’. Det tilføjes hovedsageligt intransitive verber som Atuartoq iserpoq ’eleven går’, hvor subjektet atuartoq er agent, men behøver ikke at være det. Når -ssutigi tilføjes det intransitive verbum, får man Atuartup bilitsi isissutigaa ’Eleven går ind med billetten’, hvor bilitsi i absolutiv kasus tilføjes som direkte objekt og genstand.

De altid transitive verber, som tigu- ’tage’, skal først gøres intransitive med antipassiv, som her med si i tigusi- ’tage’, før det tilføjes (ss)utigi. Sætningen atuartup neqi tiguaa ’Eleven tager kødet’, skal først gøres antipassiv med si, atuartoq neqimik tigusivoq ’eleven tager kød’, hvor direkte objekt og genstand bliver intransitiv objekt i instrumentalis, neqimik.

Når man tilføjer (ss)utigi dannes Atuartup ajassaat neqimik tigusissutigaa ’Eleven tager kød med gaflen’ hvor det nye direkte objekt ajassaat ’gaffel’ tilføjes og intransitiv objekt og genstand neqimik forbliver i instrumentalis.

Når -(ss)utigi tilføjes et trivalent verbum, opgraderes genstanden, som er sekundær objekt, til direkte objekt. I sætningen Maalap Nuka aallaammik tunivaa ’Maren giver Nuka en riffel’, er Nuka direkte objekt og modtager, og genstanden, aallaammik, er sekundært objekt i instrumentalis. Når man tilføjer -(ss)utigi omrokeres de tilknyttede led således, at sekundær objekt aallaammik i instrumentalis opgraderes til direkte objekt i absolutiv kasus aallaat, mens direkte objekt og modtager Nuka i absolutiv bliver degraderet til allativ kasus: Maalap aallaat Nukamut tunissutigaa ’Maalat giver riflen til Nuka’.

6 Ved visse verber som tupap- kan –(ss)utigi bruges med og uden ss som tupaatiguaa eller tupassutigaa.

218 Tidsskriftet Grønland 3/2018

NAJA BLYTMANN TRONDHJEM

Kort opsummering Valensreducerende tilhæng opdeles i to grupper, hvor der i den første gruppe er -neqar ’passiv’, som passiverer alle transitive stammer, og -tip (intransitiv) ’kvasi-passiv’ som passiverer transitive stammer, hvis direkte objekt er animat. Den anden gruppe er antipassive tilhæng -ti/-si/-i, -nip, -ller, -up(poq), som tilføjes altid transitive stammer. Man skal se efter i ordbogen, hvilket tilhæng man skal bruge til hvilket verbum.

Det sidste tilhæng -toqar gør intransitive verber avalente.

Valensforøgende tilhæng opdeles i dem, der tilføjer et subjekt, og dem der tilføjer et objekt. De tilhæng, som tilføjer et subjekt er -tit ’forårsager’ og –qqu ’beordrer, bede om’ og har den semantiske rolle ’facilitator’, mens de sidste tilhæng -qatigi ’gør sammen med’ er medagent for subjektet, dvs. udfører en handling sammen med objektet. De som tilfører et direkte objekt til verbet er -figi ’gør noget med hensyn til objekt’, -(ss)up ’gør noget for objekt’ og -utigi ’gør noget ved hjælp af objekt’.

Valensændrende tilhæng er også opdelt i grupper som udgør valensreducerende tilhæng, som opdeles i to grupper, hvor der i den første gruppe er -neqar ’passiv’, som passiverer alle transitive stammer og -tip (intransitiv) ’kvasi-passiv’, som passiverer transitive stammer, hvis direkte objekt er animat. Den anden gruppe er antipassive tilhæng -ti/-si/-i, -nip, -ller, -up(poq), som tilføjes altid transitive stammer. Man skal se efter i ordbogen, hvilket tilhæng man skal bruge til hvilket verbum. Den sidste tilhæng -toqar gør alle verber avalente.

De valensforøgende tilhæng opdeles i dem, der tilføjer et subjekt og dem, der tilføjer et objekt. De tilhæng, som tilføjer et subjekt, -tit ’forårsager’ og -qqu ’beordrer, bede om’, har den semantiske rolle ’facilitator’, mens den sidste tilhæng -qatigi ’gør sammen med’ er medagent for subjektet og udfører en handling sammen med objektet. De, som tilfører et direkte objekt til verbet, er -figi ’gør noget med hensyn til objekt’, -(ss)up ’gør noget for objekt’ og -utigi ’gør noget ved hjælp af objekt’.

Litteraturliste Berthelsen et al., C. B., Frederik Nielsen, Birgitte Jacobsen, Robert Pedersen, Inge Kleivan, Jørgen Bjørnum, S. (2003). Grønlandsk grammatik. Viborg, Stig Bjørnum og Forlaget Atuagkat.

Janussen, Estrid, (2001) Håndbog i grønlandsk grammatik, Nuuk, Ilinniusiorfik.

Fortescue, M. (1984b). West Greenlandic. London, Croon Hellm.

Fortescue, M. (1983). A comparative manual of affixes for the Inuit dialects of Greenland, Canada,and Alaska.

København, Meddelelser om Grønland.

Haspelmath, Martin & Thomas Müller-Bardey (1991) Valence change. I HSK-Morphology. A Handbook on Inflection and Word Formation; ed. by G. Booij & C. Lehmann & J. Mugdan Lennert Olsen, Lise; Hertling, Birgitte Grønlandsk tilhængsliste. Nuuk. Ilinniusiorfik Undervisningsmiddelforlag Mithun, Marianne (2000) Valency-changing derivation in Central Alaskan Yupik, i Changing valency Case Studies in Transitivity. Red. Dixon & Aikhenvald.

Cambridge University Press Rischel (1990). Oqaatsit Kalaallisuumiit Qallunaatuumut / Grønlandsk Dansk ordbog.Nuuk, Atuakkiorfik.

Zola Christensen & Christensen (2009) Dansk grammatik, Odense, Syddansk Universitetsforlag

Annonce

Sammenfatning Valens i grønlandsk kan opdeles i iboende valens i verbalstammen og valensreducerende og valensforøgende tilhæng.

Verbalstammerne opdeles i de altid er intransitive verbalstammer, som opdeles i semantisk monovalente og divalente grupper. De semantisk monovalente består af intransitive verbalstammer og verber med inkorporeret subjekt. De semantisk divalente verbalstammer er intransitive verber, som kan tage objektsætninger og verber med inkorporeret objekt. De altid er transitive verbalstammer inddeles i semantisk divalente og trivalente verber. Verbalstammer, der både kan være intransitive eller transitive, er opdelt i agentive, hvor subjektet forbliver agent, og non-agentive, hvor oprindelig objekt bliver subjekt og oprindelig subjekt bliver slettet, når verbet er intransitivt.

Annonce

Tidsskriftet Grønland 3/2018 219

DET GRØNLANDSKE SELSKAB

DET GRØNLANDSKE SELSKAB

DET GRØNLANDSKE SELSKAB L. E. Bruunsvej 10, 2920 Charlottenlund. Tlf. 6160 5331. Mail. dgls@dgls.dk. www.dgls.dk

DET GRØNLANDSKE SELSKAB L. E. Bruunsvej 10, 2920 Charlottenlund. Tlf. 6160 5331. Mail. dgls@dgls.dk. www.dgls.dk

Anne Knudsen, antropolog, dr.phil. og fhv. chefredaktør på Weekendavisen, voksede op i Tasiilaq, dengang Angmagssalik, i 1950-erne, før der kom lufthavne og heliporte. Det meste af året var det lille samfund isoleret i det store iskolde øde; 500 mennesker tusind kilometer fra de nærmeste naboer. Men for aftenens foredragsholder var det en lykkelig tid, og dengang var østgrønlænderne stadig stolte fangere. Der var spiritusforbud, og der blev skudt mange isbjørne. To vintre i træk havde familien isbjørneunger i bur lige uden for køkkendøren. Erindringsbogen ”Hvor jeg var barn, var der isbjørne” udkommer i september.

Meddelelser fra Det Grønlandske Selskab Arrangementer Oktober "Aron-vært for et par timer" Lørdag d. 6. oktober kl. 15:00 Hos Jørn Kristian Hansen, Sofievej 10, 3 sal tv., 7100 Vejle.

Vores vært Jørn Kristian Hansen har tilbudt at vise os, hvordan et ophold i Grønland har inspireret hans dagligdag. ARON byder traditionen tro på et lille vinarrangement i forbindelse med besøget.

Interesserede medlemmer forventes selv at klare transporten, men ARON tilbyder også gerne at undersøge mulighederne for samkørsel i det omfang, det er praktisk muligt. Ønsker om kørelejlighed hhv. tilbud herpå bedes snarest meddelt til ARONs sekretær på sakr1905@gmail.com med henblik på eventuel nærmere aftale herom.

November Rigsfællesskabet til debat Torsdag d. 8. november kl. 18:30 GEUS, Øster Voldgade 10 opg. N, 1350 København K En spændende aften om Rigsfællesskabet med debattører, der giver dig argumenter for og imod rigsfællesskabet og meget mere.

Der er mulighed for pizza og et glas vin inden mødestart – pris 40 kr. Pizza serveres én time før ordinært mødetidspunkt.

Hans Lynge, som jeg ser ham.

Torsdag d. 11. oktober kl. 18.30 GEUS, Øster Voldgade 10 opg. N, 1350 København K Dr. med. Inge Lynge vil denne aften under titlen “Hans Lynge, som jeg ser ham” holde foredrag om sin afdøde mand, forfatter og billedkunstner Hans Lynge. Hans Lynge (1906 – 1988) levede i Grønland fra kolonitiden til hjemmestyret og tog aktivt del i alle faser. Denne aften vil Inge derfor forsøge at sætte hans mangesidede værk i sammenhæng med hans liv.

Sådan var Jonathan Motzfeldt også Torsdag d. 22. november kl. 19.30 Kraemer Hus, L.E. Bruuns vej 10, 2920 Charlottenlund Den store gedigne biografi om Jonathan Motzfeldt er for længst skrevet, men Per Danker, Jakob Janussen, Einar Lemche og Lars Vesterbirk, der har fulgt Juntaak hele vejen, mener, at de mere sprælske sider af landsfaderens rige personlighed også bør belyses for at gøre billedet mere komplet. De har derfor valgt at samle et broget udvalg af små historier fra Juntaaks dynamiske liv til en supplerende biografi, ”Juuntaaq-historier”, som bliver udgivet som en dobbeltsproget og rigt illustreret lille bog den 25. september, hvor han ville være fyldt 80 år.

Der er mulighed for pizza og et glas vin inden mødestart – pris 40 kr. Pizza serveres én time før ordinært mødetidspunkt.

Jakob Janussen, tidligere forvaltningschef i Grønlands Hjemmestyre, vil som en af bogens forfattere fortælle os mere herom i aften.

Udenfor havde vi isbjørne Torsdag d. 25. oktober kl. 19.30 Kraemer Hus, L.E. Bruuns vej 10, 2920 Charlottenlund

220 Tidsskriftet Grønland 3/2018

Tidsskriftet Grønland 3/2018 221

DET GRØNLANDSKE SELSKAB

R Ø N LA

TIDS SKRIF

G

DET GRØNLANDSKE SELSKAB L. E. Bruunsvej 10, 2920 Charlottenlund. Tlf. 6160 5331. Mail. dgls@dgls.dk. www.dgls.dk

TE T

Omvisning på de to udstillinger: De islandske håndskrifter og Sagatid - Nutid Søndag d. 25. november kl. 15:00 Nordatlantens Brygge, Strandgade 91, 1401 København K I dag går turen til Nordatlantens Brygge, hvor vi skal se to udstillinger:

ND

De islandske håndskrifter: Fotografier af håndskrifterne fra Det Arnamagnæanske Institut, og Sagatid – Nutid. Illustrationer af Karin Birgitte Lund fra de nyoversatte islandske sagaer.

Omvisningen på udstillingen vil blive forestået af Àsta Stefánsdottir.

December NR. 3/S EP T EM 64 . Å B RG A ER 2 N 016 DET GRØ G NL A NDS KE S EL S K A

Turisme i Grønland Torsdag d. 13. december kl. 18:30 GEUS, Øster Voldgade 10 opg. N, 1350 København K Vi håber at kunne få fagfolk på området til at trække de store linjer op for den nuværende og fremtidige turisme i Grønland.

B

Der er mulighed for pizza og et glas vin inden mødestart – pris 40 kr. Pizza serveres én time før ordinært mødetidspunkt.

Har du lyst til at skrive en artikel til Tidsskriftet Grønland?

Annonce

Tidsskriftet Grønland er et privilegeret tidsskrift. Hvert nummer er fyldt med vedkommende, spændende, oplysende og fascinerende artikler om stort set alt, der har omdrejningspunkt inden for grønlandsk kultur, forskning og samfund. Indholdet leveres af forfattere, som vi – desværre – kun kan honorere med æren og to frinumre af det aktuelle tidsskrift.

Men måske sidder der stadig forfatterspirer, som endnu ikke har udlevet drømmen om en artikel i Tidsskriftet Grønland. Til dem – og alle andre – er her nogle retningslinjer at gå efter, hvis man skulle have lyst til at bidrage med stof til tidsskriftet.

222 Tidsskriftet Grønland 3/2018

Indholdstyper Indholdet skal være relevant for Det Grønlandske Selskabs medlemmer og Tidsskriftet Grønlands læsere, hvilket betyder, at den grønlandske vinkel i artiklen skal være fremtrædende. Hvilket dog ikke udelukker, at der i en artikel kan inddrages afsnit fra andre geografiske områder, når blot det er koblet til det grønlandske indhold.

Emnerne kan være f.eks. kulturhistorie, klimaforandringer, biologi, politik, historie, geologi, religion, arkæologi, kunst eller musik.

I ny og næ bringer vi også det, der bedst kan kaldes ”nicheartikler”. Som vi ser det, er en af Tidsskriftet Grønlands stærke sider,

Tidsskriftet Grønland 3/2018 223

at vores artikler henvender sig til et bredt publikum. Men vi mener også, at vi – som et af meget få ikke-videnskabelige tidsskrifter – har en styrke i at trykke nicheartikler. Vi ved, at der ude i landskabet sidder læsere, der i deres akademiske arbejde bruger disse nicheartikler, fordi de er for nicheprægede til at blive bragt i dansk- eller engelsksprogede, videnskabelige tidsskrifter.

Tidsskriftet bringer ikke egentlige boganmeldelser, dødsannoncer og politiske partsindlæg.

Peer-review (fagfællebedømmelse) Bestyrelsen i Det Grønlandske Selskab har besluttet, at tidsskriftet ikke længere skal være et fagfællebedømt tidsskrift. Årsagen er, at det er for ressourcekrævende at opretholde denne status. De sidste fagfællebedømte artikler bliver bragt i løbet af 2017.

Form Alle skal kunne forstå din tekst. En forfatter må gerne bruge et mindre antal fagtermer – de skal så bare forklares kort og forståeligt.

En artikel skal være mellem seks og 12 sider, inklusiv illustrationer. En normalside i tidsskriftet ligger på ca. 500 ord.

En artikel skal ud over brødteksten ledsages af et kort resumé og en kort forfatterbiografi med et portrætfoto. Illustrationer (fotos, grafik) må fylde maksimalt 50 % af indholdet.

Artiklen må gerne indeholde fodnoter, slutnoter, referencer og/eller forslag til yderligere læsning.

Dog: Ingen regel uden undtagelse.

Illustrationer Alle illustrationer skal sendes i høj opløsning, dvs. gerne 300 dpi. De fleste billeder, der er taget med et mobilkamera eller ligger på internettet, er kun 72 dpi. En forfatter skal have specifik tilladelse til, at tidsskriftet må bruge illustrationerne.

224 Tidsskriftet Grønland 3/2018

Redaktionen påtager sig ikke at skaffe illustrationsmateriale, men tidsskriftet har en aftale om, at forfattere vederlagsfrit kan hente billedmateriale i Arktisk Instituts historiske fotosamling (http://arktiskinstitut.dk/arkiverne/fotosamling/), hvis det er relevant for en given artikel.

Proces Når en artikel er indsendt til redaktionen, får forfatteren en melding om, hvorvidt artiklen er egnet til at blive trykt i tidsskriftet. Accepteres den, nærlæser redaktionen artiklen, og der kan blive tale om noget skriven frem og tilbage, indtil både forfatter og redaktion er tilfreds med teksten. Dette kan gå hurtigt – men kan måske også tage lidt længere tid.

Herefter layoutes artiklen, og forfatteren får en pdf til gennemsyn og kommentering.

Når både forfatter og redaktion er enige om, at nu er målet nået, så bliver artiklen gjort klar til tryk sammen med resten af artiklerne.

Deadlines Tidsskriftet Grønland udkommer fire gange om året – marts, juni, september og december. Det giver følgende deadlines: 1. februar, 1. maj, 1. august og 1. november.

Honorar Redaktionen har desværre ikke midler til at udbetale honorar for artikler. Hver forfatter til en artikel får tilsendt to frinumre af det pågældende nummer og kan – hvis det ønskes – få tilsendt en pdf til eget brug. Er tanken, at denne pdf skal ligge offentlig tilgængelig, skal Tidsskriftet Grønland krediteres.

Redaktionen kan kontaktes på dgls@dgls.dk eller uw@dgls.dk Redaktionen

BJØRNE BROCHEN

Støt børn i Grønland med Bjørnebrochen.

Når du køber en bjørnebroche, går overskuddet på 1.200 kr. pr. broche direkte til Gentofte UNICEF By 2018 og dermed til UNICEFs arbejde for børn og unges rettigheder i Grønland.

Bjørnebrochen er designet af den grønlandske kunstner Buuti Pedersen og fremstillet Bjørneb af guldsmed Nicolai Appel. Sølvbrochen er smykket med en grønlandsk rubin fra Nuuk-området i Vestgrønland, fattet i grønlandsk guld. Guldet kommer fra temamønter lavet af guld fra guldminen Nalunaq i Sydgrønland, som lukkede i 2013.

Bestil bjørnebrochen hos Nicolai Appel Email: nicolaiappel@hotmail.com Telefon: +45 2616 3145 / Hjemmeside: www.nicolaiappel.dk Pris: 2.500.

Læs mere om Bjørnebrochen her: www.unicef.dk/bjoernebrochen

UNICEF By 2018

Nyeste publikation fra

DET GRØNLANDSKE SELSKAB Inge Høst Seiding (red.): Henriette Egedes dagbog 1832-1833 Henriette Egedes dagbog er en sjældenhed! – Skrevet af en dansk kvinde i Grønland i 1830-erne; en kvinde med en usædvanlig iagttagelsesevne – og som var god til at skrive. Bogen giver et autentisk førstehåndsindtryk af kolonitidens Grønland: kvinder og mænd, grønlændere og danskere, børn, fangere, embedsmænd, sygdom, klima, ægteskab, hjemve …

Bogens redaktør, Inge Høst Seiding, har forsynet bogen med en introduktion og et noteapparat, som giver læseren en god baggrund og forståelse af datidens særlige vilkår.

Inge H. Seiding: Henriette Egedes Dagbog 1832-33.

96 sider; illustreret 200 kr. / medlemspris 175 kr.

Bestil bogen hos Det Grønlandske Selskab: www.dgls.dk / 6160 5331 / mail: dgls@dgls.dk eller via Saxo.com