Ny podcast: ”Epidemier i Grønland”
Arktiske Historier er en serie af podcasts udgivet af Arktisk Institut og produceret af Iben Bjørnsson (1-11) og af Mads Malik Fuglsang Holm (12-17)
Find den på: www.arktiskinstitut.dk
Formidling Podcasts: ”17. Epidemier i Grønland”. - Eller på: Soundcloud, iTunes + alle større podcast-indekser.
Søg på: ’Arktiske
Historier’
Besøg instituttet på www.arktiskinstitut.dk – og klik videre til:
Fotosamling med mere end 200.000 historiske fotografier
Dokumentarkiv med mere end 600 arkivsamlinger
Kunst og genstande med 2.000 tegninger, figurer mm.
Østgrønlandske stednavne med forklaring til hvert stednavn
Grønlandske fortællinger: Sagn og myter fra Grønland og Arktis
Biografisk leksikon: udsendte i Grønland fra 1721 til 1900
Polarbiblioteket med over 35.000 titler.
Arktisk Institut, Strandgade 102, 1401 København K 3231 5050, eller arktisk@arktisk.dk
Foto: Erik L. Balslev Smidt, 1949
TIDSSKRIFTET GRØNLAND
Udgives af Det Grønlandske Selskab
L.E. Bruunsvej 10
2920 Charlottenlund
Telefon 61 60 53 31
E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk
www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ SE nr. 19 04 29 28
BankNordik: 6506 - 3062474369
IBAN: DK 4965 0630 6247 4369
SWIFT/BIC: BANODKKK
Redaktion
Uffe Wilken
Det Grønlandske Selskab
Telefon 31 77 20 16
E-mail uw@dgls.dk
De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne –og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.
Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.
Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse.
Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a.
Augustinus Fonden, Skibsreder C. Kraemer og Hustru Mathilde Kraemers Grønlandsfond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Aage V. Jensens Fonde, Carlsen-Langes Legatstiftelse.
Grafisk udformning
Uffe Wilken
Tryk Narayana Press
Forsidebillede
Grønlandshaj mærket med satellitsender (foto: Julius Nielsen).
98
KARL DAHMEN : En siddebænk fra en redningsbåd? “Poseidons” eftersøgning efter “Hans Hedtoft”
INGE HØST SEIDING : ’Ederfuglens Conservation’ i Kongelige Grønlandske Handels instruks fra 1782: Bæredygtighed og naturbeskyttelse i kolonial aftapning 109
117
128
144
LISBETH IMER : Runeindskrifterne i Grønland
JULIUS NIELSEN : Grønlandshajen – Arktis’ oversete, men betydningsfulde rovdyr
THORKILD KJÆRGAARD : Hans Egede. Kongelig missionær i Grønland
JOEL BERGLUND : Grønlandsk vadmel fra New Foundland til Bergen 153 MEDDELELSER FRA DET GRØNLANDSKE SELSKAB
AF JULIUS NIELSEN
Grønlandshajen –Arktis’ oversete, men betydningsfulde rovdyr
RESUMÉ
Grønlands Naturinstitut har de sidste år været blandt verdens førende institutioner indenfor forskning af grønlandshajer. I denne artikel præsenterer Naturinstituttets ledende forsker på området centrale elementer af de seneste års undersøgelser indenfor aldersbestemmelse, fødeøkologi, og reproduktionsbiologi. Udover at grønlandshajen bliver adskillige hundrede år gammel, er den et langsomtsvømmende toprovdyr. Det er i sig selv lidt af et mysterium, for hvad man finder i deres maver stemmer dårligt overens med dens dovne adfærd. Yderligere er det noget af et mysterium, hvordan en langsomt-voksende haj, hvor hunnerne først bliver kønsmodne, når de er ældre end 100 år, har kunne overleve årtiers store fiskeritryk – og stadig i dag fremstår som værende talrig i visse dele af Grønland. Men der er en forklaring på alting, og selvom alle brikker endnu ikke er vendt i det store puslespil over grønlandshajens fulde biologi, så tegner der sig et billede af et helt unikt rovdyr. Et dybhavsdyr, hvor vi er nødt til at sammenkoble elementer på tværs af biologiske discipliner for til fulde at forstå dyrets rolle i det arktiske økosystem.
Julius Nielsen har skrevet ph.d.-afhandling om grønlandshajens økologi. Han var i 2016 hovedforfatter på det aldersstudie, der satte grønlandshajen på verdenskortet, da han, i samarbejde med en række internationale forskere, afslørede, at grønlandshajer kan blive adskillige hundrede år gamle. I dag er Julius Nielsen ansat som forsker ved Grønlands Naturinstitut i Nuuk, hvor han arbejder med rødfisk i Østgrønland og andre grønlandske dybhavsfisk samt invasive pukkellaks.
En my(s)tisk haj
Ifølge gamle inuit-fortællinger vaskede en kvinde sit hår i et klæde, som hun efterfølgende smed i havet. Klædet faldt til havets bund og landede i Sassum aarnaa’s (Havets Moder) urinpotte, hvorefter gudinden forvandlede det til den første grønlandshaj. Sådan blev grønlandshajen skabt, og selvom historien ikke er særlig flatterende, giver den faktisk lidt mening. Grønlandshajer indeholder nemlig store mængder urea, som ved forrådnelse lugter
Figur 1. Mellemstor grønlandshaj fra Nordøstgrønland der måler 272 cm fra snude til halespids. Farven er normalt grålig (som billedet), men kan også være gråbrun eller næsten sort, og de kan have både sorte og hvide prikker (foto: Julius Nielsen).
kraftigt af urin (ammoniak). Antropologiske studier viser dog, at grønlandshajen ikke har haft stor betydning blandt inuit i Canada eller Grønland – hverken som fangstdyr eller i mundtlige mytologiske fortællinger. Grønlandshajen blev simpelthen betragtet som værende så uinteressant i alle sammenhænge, at den ikke var værd at lave fortællinger om. Dette har ændret sig.
De seneste år har den videnskabelige interesse for grønlandshajer nemlig været stor, og specielt forskere fra Grønlands Naturinstitut har været allerforrest i denne forskning. Der tegner sig et billede af en særdeles usædvanlig haj, hvor næsten alle elementer af dens biologi bærer præg af mystik. Jeg vil i denne artikel præsentere, hvor Naturinstituttets forskning, i samarbejde med forskere fra blandt andet Københavns Universitet og Tromsø Universitet, har bragt os hen i forhold til at forstå hajens mystiske levevis.
”Dybhavshajen”
Hvis man tænker, at grønlandshajens navn refererer til, hvor den lever, så er man ikke helt galt på den. Der er nemlig næppe et land i verden, hvor grønlandshajer er så
udbredt fra nord til syd, inden- og udenskærs, som Grønland. Men udover Arktis svømmer grønlandshajer også i andre dele af Nordatlanten, hvor de blandt andet kendes fra dybhavet langs den nordamerikanske vestkyst, de Kanariske Øer og endda i Skagerrak mellem Danmark, Sverige og Norge. Det dybeste sted, hvor man har fanget grønlandshajer, er den Midtatlantiske Ryg, hvor en grønlandshaj for nogle år siden blev fanget på hele 2,9 km dybde. Selvom det er muligt, at de kan leve endnu dybere, så viser mærkninger fra Grønland, Svalbard og Canada, at de oftest opholder sig på dybder mellem 200-700 m i vandmasser med en temperatur mellem 1-5 o C. Et mere retvisende navn som følge af hajens udbredelse kunne derfor være ”atlantisk dybvandshaj” eller ”den store koldtvandshaj” (figur 1).
Stor, større, størst Et centralt biologisk aspekt, vi må starte med at få klarlagt, er, hvor stor grønlandshajen kan blive. Både i videnskabelige artikler, bøger og på internettet kan man nemkig læse, at grønlandshajens maksimalstørrelse er op mod syv-otte meter (fra snude til halespids). Men når man dykker
ned i de originale referencer, så baserer de største observationer sig udelukkende på udokumenterede observationer og andenhåndsfortællinger. Og det er problematisk, for en anden og endnu større haj – nemlig den planktonædende brugde – besøger til tider også arktisk farvand, og med sine 10-12 m er den verdens næststørste haj. Selvom der er tydelige morfologiske forskelle, så er der også ligheder mellem brugden og grønlandshajen, og der er adskillige eksempler på fejlidentifikation disse to arter imellem. Den største dokumenterede grønlandshaj var en hun på 5,5 m fanget ved New Foundland (Canada), og indtil et stærkt bevis for større grønlandshajer fremlægges, bør dette betragtes som værende artens maksimalstørrelse. Hvor tung, en sådan grønlandshaj er, vides ikke, men den tungeste grønlandshaj, man har vejet, målte 1.100 kg og var 4,5 m lang. Vægten for grønlandshajer i den størrelse stiger eksponentielt med øget længde, og det formodes derfor, at en grønlandshaj på maksimal størrelse kan veje adskillige tusinde kilo.
Alderspræsidenten
Et af de største mysterier, der i årevis har omgærdet grønlandshajen, er dens potentielle levealder. Det har der været spekuleret i siden 1963, hvor Poul Marinus Hansen fra Grønlands Fiskeriundersøgelser (figur 2) berettede om en mærket haj på 262 cm, der ved genfangst 16 år senere kun var vokset otte cm. Modsat fisk som torsk, rødfisk og hellefisk har grønlandshajer ingen øresten (eller andre hårde kropsdele), og derfor kan almindelige metoder til aldersbestemmelse af fisk ikke bruges til grønlandshajen. I en årrække har Grønlands Naturinstitut været involveret i et internationalt forskningsprojekt, der ved brug af nyeste dateringsteknikker havde til formål netop at undersøge, hvor gammel grønlandshajen kan blive. I 2016 blev alderen på 28 grønlandshaj-hunner, der målte mellem 82 cm og 502 cm, forsøgt bestemt. Den største haj i undersøgelsen blev fundet til at være
Figur 2. Portræt af Poul Marinus Hansen, der i 1936 indledte omfattende undersøgelser af grønlandshajens vækst- og vandringsmønstre. Ud af 411 mærkede hajer blev 28 genfanget, men desværre blev der kun indsamlet pålidelige vækstdata fra tre af disse. Hansens mærkninger viste, at grønlandshajer vokser meget langsomt og kan vandre over 1.000 km (foto: Meddr Danm. Fiski.- og Havunders. Vol 7).
mindst 272 år og muligvis helt op til 400 år gammel. Hunnerne bliver først kønsmodne, når de er over fire m lange – en størrelse, hvor de er over 100 år gamle. Metoden, der blev anvendt, tog udgangspunkt i kulstof 14-datering af væv fra hajernes øjelinser –en relativ ny teknik, der med succes også har været brugt til at undersøge alderen på hvaler og andre marine dyr, som er svære at aldersbestemme. Aldersestimaterne på grønlandshajen placerer den som det dyr i verden med en rygrad, der kan leve i længst tid.
Figur 3. a. Grønlandshaj, der svømmer væk fra RV Sanna i Uummannaq-fjorden. b: Stor grønlandshajhun mærket og sat fri med satellitsender i Sydgrønland. Den store haj blev altså ikke aldersbestemt, men den var antageligvis gammel grundet dens størrelse (foto: Julius Nielsen).
Toppen af fødekæden
Udover grønlandshajens høje alder er også dens fødebiologi forbundet med en vis mystik. Der er nemlig fundet mange
120 Tidsskriftet Grønland 2/2021
mærkværdige ting i maven på grønlandshajen, som peger i retning af, at den både er et glubsk rovdyr og en altædende skraldespand. Eksempelvis er der fundet
cola-dåser, fiskenet, rester fra rensdyr, isbjørne og slædehunde blandt maveindholdet på mere end 100 undersøgte grønlandshajer. Men når det er sagt, så har grønlandshajen også sine klare fødepræferencer, og helt overordnet afhænger menuen af, hvor stor hajen er. Grønlandshajer under to meter spiser hovedsageligt dyr lavt i fødekæden (såsom blæksprutter), hvorimod større hajer foretrækker bytte som torsk, grønlandssæl, havkat, rokker og hellefisk. Man har dog aldrig observeret en grønlandshaj fange levende bytte, og derfor er det interessant, hvorvidt den hovedsageligt er en ådselæder eller fanger sit bytte levende. Grønlandshajer er nemlig kendte for at være sløve, langsomme og nærmest dovne, hvilket fx ses når de fanges på en langline, hvor de nærmest ikke giver modstand, når de hives mod overfladen. Så er det svært at forestille sig, at de skulle kunne fange hurtigsvømmende fisk og sæler. Men mærkeligt nok, så finder man kun ganske få, hvis nogen overhovedet, af de små ådselædende dyr (snegle, kødædende amfipoder, slangestjerner m.m.) i dens
Figur 4. Kødædende amfipoder der spiser af maddingen, som har ligget på bunden i adskillige timer. I dette tilfælde er maddingen et stykke sælskind med spæk (foto: Julius Nielsen).
Figur 5. Maveindhold fra stor grønlandshaj fanget på Kleine Banke i Østgrønland. De store torsk er blevet slugt hele, uden at der findes nogle ådselædende smådyr i hajens mave. Det er en indikation på, at fiskene er fanget i live (foto: Julius Nielsen).
Tidsskriftet Grønland 2/2021
Figur 6.a. Gabet på en grønlandshaj er cirkulært og kan efterlade karakteristiske bidmærker på dens byttedyr. b: cirkulære sælbidder fundet i maven på mellemstor grønlandshaj, der ikke har kunne sluge hele sælen. c: to hele sæler fundet i maven på stor grønlandshaj omkring 450 cm (1.000 kg), der var slugt hele, uden hajen har efterladt bidmærker på dem. Intet tyder på, at disse sæler var døde, da hajen spiste dem (foto: Julius Nielsen).
mavesæk. Den slags fauna ville man nemlig forvente, hvis hajen havde opsamlet ådslerne liggende på havbunden (figur 4). Det er manglen på ådselædende smådyr, der i kombination med den store andel af nylig indtaget bytte (ofte slugt hele) som udgør et stærkt argument for, at grønlandshajen må være i stand til at fange sit bytte levende (figur 5). Der skal dog ikke være nogen tvivl om, at grønlandshajen ikke forpasser chancen for et nemt måltid. Her kommer dens
meget specialiserede tandsæt den til hjælp, fx hvis den finder en død hval eller en stor sæl, der er større end den kan sluge. I undermunden har grønlandshajen nemlig flade, men barberbladsagtige skæretænder, mens der i overmunden sidder små, sylespidse tænder, der kan holde fast i byttet. Tandsættet fungerer derfor lidt som kniv og gaffel, og mindre kød- eller spæklunser skæres nemt ud, ofte i cirkulære stykker, fra store byttedyr (figur 6).
Figur 7. Grønlandshajens øjne er ofte inficerede med en hvid parasit. Hvorvidt parasitten er skadelig for hajens syn, eller ligefrem gavner hajen i jagten på fisk og sæler, er uvist (foto: Julius Nielsen).
En ”dybhavskrokodille”
Hvordan grønlandshajen jager sit bytte er uvist, men på trods af at grønlandshajen mange steder beskrives som blind pga. en tre-fire cm lang parasit, der sidder på hornhinden, så findes der intet direkte bevis for, at denne parasit skulle forårsage blindhed (figur 7). Når det er sagt, så har grønlandshajen relativt små øjne i forhold til dens krop, og den lever typisk på stor dybde, hvor der ikke trænger meget lys ned. Det er derfor ikke sandsynligt, at synet er en specielt vigtig sans for grønlandshajen. For 50 år siden blev det spekuleret i, hvorvidt parasitten i øjet måske kan virke som et lokkemiddel til at tiltrække nysgerrige fisk. Dette er aldrig hverken blevet be- eller afkræftet, og det
skal understreges, at der ingen videnskabelige data foreligger, som understøtter en sådan hypotese. Det forbliver derfor ubesvaret, hvordan grønlandshajen eventuelt fanger levende bytte, om end det virker sandsynligt, at dens jagtteknik mere er som en krokodilles, der ligger på lur, end som en gepards, der er eksplosiv og hurtig. Man kan forestille sig, at ved at svømme langsomt frem mod sit bytte, bruge sin gode veludviklede lugte- og tryksans og opfange svage elektriske signaler fx fra byttedyrets hjertemuskulatur (via de lorenzinske ampuller, der sidder i høj koncentration på snuden og rundt om munden på alle bruskfisk) så kan grønlandshajen komme helt tæt på sit bytte nede i mørket. Hvis munden åbnes hurtigt
Figur 8. Grønlandshaj fanget under rejetogt i Diskobugten fra Naturinstituttets skib RV Pâmiut. De kommercielle trawlere bruger i dag sorteringsriste, som frasorterer grønlandshajer, så de ikke skader fangsten (foto: Julius Nielsen).
Figur 9. a. Ubefrugtede æg fundet i ovarierne fra grønlandshaj på 4,7 m. b: Ved optælling var der 649 æg, der målte mellem fem og seks cm i diameter (foto: Julius Nielsen).
kombineret med et hurtigt slag med halen, er den måske i stand til enten at sluge byttet helt eller i hvert fald at tage en dødelig bid af det.
Hundredvis af unger
Det er også lidt af en gåde, hvordan der tilsyneladende kan findes så mange grønlandshajer – i hvert fald i nogle dele af Grønland, hvor de hyppigt fanges som
bifangst. Sagen er nemlig den, at fra starten af forrige århundrede og cirka 50 år frem blev der fanget mere end to millioner grønlandshajer i Grønland. Det var deres olieholdige lever, der var eftertragtet, og som ved blanding med sælolie udgjorde det såkaldte ”Trekroner tran”, som var et af de vigtigste produkter for den datidige Kongelige Grønlandske Handel. I dag er grønlandshajer uønskede iblandt fangsten. Men selvom bifangsten aftog med indførslen af sorteringsriste på udenskærs rejetrawlere i 2002, så fanges de stadig i stort antal i nogle egne af Grønland (figur 8). En del af forklaringen på, hvordan bestanden har kunne modstå et stort fisketryk over så mange år, kan være, at grønlandshajen sandsynligvis får et meget stort antal unger per graviditet. Gravide grønlandshajer er dog så sjældne, at man kun har set et enkelt eksemplar nogensinde, og denne havde 10 færdigudviklede fostre på ca. 37 cm i livmoderen. Man har derfor i mange år troet, at antallet af unger lå omkring 10, men det er muligt at disse unger blot var en lille del af en meget større graviditet. Nyere undersøgelser udført ved Grønlands Naturinstitut peger på, at antallet af unger per graviditet er langt højere. Kønsmodne hunner er blevet fundet til at have mellem 400-649 modne, men ubefrugtede, appelsin-store æg i ovarierne (figur 9). Fra tætbeslægtede hajarter ved man, at antallet af unger stemmer nogenlunde overens med antallet af sådanne ubefrugtede, modne æg. Og hvis bare halvdelen af de modne æg bliver befrugtet, så har grønlandshajen altså kapacitet til at få det højeste antal unger, man kender for nogen haj. Et højt antal unger per graviditet, kombineret med at hunnerne kan føde flere gange i deres liv, kan altså være en stor del af forklaringen på, hvorfor der den dag i dag stadig findes grønlandshajer efter årtiers, og endda næsten et århundredes, højt fisketryk. Det må dog understreges, at bestandens størrelse er
ukendt, ikke mindst fordi bifangst af grønlandshajer i kommercielle fiskerier overalt i Arktis ikke bliver rapporteret på tilstrækkelig vis. Det vides derfor ikke, om bestanden er opad- eller nedadgående, og der fanges ikke nok i Naturinstituttets fiske- og rejeundersøgelser til at kunne evaluere størrelsen af bestanden (figur 10).
Hvad nu?
I den nærmeste fremtid vil forskere fra Naturinstituttet i samarbejde med blandt andet Københavns Universitet og Tromsø Universitet analysere satellitmærkedata fra 40 grønlandshajer samt survey-data fra 20 års fiskeriundersøgelser i hele Grønland. Formålet er at identificere biologiske hotspot-områder, såsom potentielle parrings- og gydelokaliteter, som for grønlandshajen indtil videre er totalt ukendt på tværs af hele Arktis.
Figur 10. Grønlandshaj på trawldæk fanget under Naturinstituttets årlige fisketogt i Sydvestgrønland. Naturinstituttet fanger oftest de store hajer over fire m i Sydvest- eller i Sydøstgrønland, hvorimod de typisk er mindre end fire meter i Nordgrønland (foto: Julius Nielsen).
Tidsskriftet Grønland 2/2021
o grønlandsk teater
o fotokunst og fællesskab i grønlandske byer og bygder
o grønlandske modeinfluencere
o færøske holdninger til Grønland og grønlændere
o grønlandsk grammatik
o politiske opfattelser af gamle mennesker i Grønland
o det gode liv som gammel i Grønland
o det grønlandske sundhedsvæsen
Pris: 200 kr.
SCHWEIZERLAND i
Østgrønland nord for Tasiilaq
To forfattere, Jan Løve og Hans Christian Florian Sørensen, har både berejst det vanskeligt tilgængelige område, gravet i de historiske kilder og samarbejdet med Det Grønlandske
Stednavnenævn. Resultatet er en rigt illustreret og læsevenlig bog på engelsk, som åbner det fantastiske bjerglandskab for alle med interesse for Østgrønland, geografi, bjergbestigning og stednavneforskning.
Switzerland in Greenland
- Alfred de Quervains’s rediscovered mountains in East Greenland
Af: J. Løve og H.C. Florian Sørensen
231 sider, mange illustrationer
250 kr. / medlemspris: 200 kr.
Bestil bogen hos
Det Grønlandske Selskab: www.dgls.dk / 6160 5331 / dgls@dgls.dk eller via Saxo.com
Har du lyst til at skrive en artikel til Tidsskriftet Grønland?
Tidsskriftet Grønland er et privilegeret tidsskrift. Hvert nummer er fyldt med vedkommende, spændende, oplysende og fascinerende artikler om stort set alt, der har omdrejningspunkt inden for grønlandsk kultur, forskning og samfund. Indholdet leveres af forfattere, som vi – desværre –kun kan honorere med æren og to frinumre af det aktuelle tidsskrift. Til dem – og alle andre – er her nogle retningslinjer at gå efter, hvis man skulle have lyst til at bidrage med stof til Tidsskriftet.
Indholdstyper
Indholdet skal være relevant for Det Grønlandske Selskabs medlemmer og Tidsskriftet Grønlands læsere, hvilket betyder, at den grønlandske vinkel i artiklen skal være fremtrædende. Hvilket dog ikke udelukker, at der i en artikel kan inddrages afsnit fra andre geografiske områder, når blot det er koblet til det grønlandske indhold.
Emnerne kan være f.eks. kulturhistorie, klimaforandringer, biologi, politik, historie, geologi, religion, arkæologi, kunst og musik.
I ny og næ bringer vi også det, der bedst kan kaldes ”nicheartikler”. Som vi ser det, er en af Tidsskriftet Grønlands stærke sider, at vores artikler henvender sig til et bredt publikum. Men vi mener også, at vi – som et af meget få ikke-videnskabelige tidsskrifter – har en styrke i at trykke nicheartikler. Vi ved, at der ude i landskabet sidder læsere, der i deres akademiske arbejde bruger disse nicheartikler, fordi de er for nicheprægede til at blive bragt i dansk- eller engelsksprogede, videnskabelige tidsskrifter.
Tidsskriftet bringer ikke egentlige boganmeldelser, dødsannoncer og politiske partsindlæg.
Fagfællebedømmelse
Tidsskriftet Grønland er optaget på den såkaldte bibliometriske forskningsindikator med ID nr. 4604, BFI-nr. 71583, niveau 1 (se ”BFI-listen for serier 2021”). Forfattere få deres artikel fagfællebedømt af Tidsskriftets interne og eksterne bedømmere. Kontakt redaktøren for en nærmere beskrivelse af processen.
Form
Du skal skrive, så alle kan forstå din tekst. En forfatter må gerne bruge et mindre antal fagtermer –de skal så bare forklares kort og forståeligt fx i en faktaboks
En artikel skal være mellem seks og 16 sider, inklusiv illustrationer. En normalside i Tidsskriftet ligger på ca. 500 ord. Længere artikler kan dog undtagelsesvis trykkes.
En artikel skal ud over brødteksten ledsages af et kort resumé og en kort forfatterbiografi med et portrætfoto. Illustrationer (fotos, grafik) må fylde maksimalt 50 % af indholdet.
Artiklen må gerne indeholde fodnoter, slutnoter, referencer og/eller forslag til yderligere læsning.
Illustrationer
Alle illustrationer skal sendes i høj opløsning, dvs. gerne 300 dpi. De fleste billeder, der er taget med et mobilkamera eller ligger på internettet, er kun 72 dpi. En forfatter skal have specifik tilladelse til, at Tidsskriftet må bruge illustrationerne.
Illustrationer skal sendes som separate filer og ikke lagt ind i fx et Word dokument.
Redaktionen påtager sig ikke at skaffe illustrationsmateriale, men tidsskriftet har en aftale om, at forfattere vederlagsfrit kan hente billedmateriale i Arktisk Instituts historiske fotosamling (http://arktiskinstitut.dk/arkiverne/fotosamling/), hvis det er relevant for en given artikel. Kontakt i givet fald redaktøren.
Proces
Når en artikel er indsendt til redaktionen, får forfatteren en melding om, hvorvidt artiklen er egnet til at blive trykt i tidsskriftet. Accepteres den, nærlæser redaktionen artiklen, og der kan blive tale om noget korrespondance frem og tilbage, indtil både forfatter og redaktion er tilfreds med teksten. Dette kan gå hurtigt – men kan måske også tage lidt længere tid.
Herefter layoutes artiklen, og forfatteren får en pdf til gennemsyn og kommentering. Når både forfatter og redaktion er enige om, at nu er målet nået, bliver artiklen gjort klar til tryk sammen med resten af artiklerne.
Deadlines
Tidsskriftet Grønland udkommer fire gange om året – marts, juni, september og december. Det giver følgende deadlines: 1. februar, 1. maj, 1. august og 1. november
Honorar
Tidsskriftet har desværre ikke midler til at udbetale honorar for artikler. Hver forfatter får tilsendt to frinumre af det pågældende nummer og kan – hvis det ønskes – få tilsendt en pdf til eget brug. Er tanken, at denne pdf skal ligge offentlig tilgængelig, skal Tidsskriftet Grønland krediteres.
Redaktionen kan kontaktes på dgls@dgls.dk eller uw@dgls.dk
Redaktionen
