Issuu

Fra KAJAKPOST til BREDBÅND

Historien om telegrafi og kommunikation i Grønland kan findes i Arktisk Instituts arkiver. Se udstillingen, besøg arkiverne og bliv klogere på 150 års udvikling!

A. Prisoversigt for kajakpost, 1888. Arkivet A 015, 2

B. Eigil Knuth taler i telefon, ca. 1950. Ukendt fotograf.

C. Telestationen i Godthåb/Nuuk, 1958. Foto: G. Jensen.

D. To piger ved posthuset i Godthåb/Nuuk, 1958. Foto: G. Jensen

1. juni 2020 åbner Arktisk Institut en særudstilling i Strandgade 102 om kommunikation i Grønland fra kajakpost over telegrafi og radio til moderne massekommunikation. (Udstillingen var annonceret til åbning primo marts; men blev udsat pga. Corona-situationen)

3231 5050 / arktisk@arktisk.dk / arktiskinstitut.dk / Strandgade 102, 1401 København K

TIDSSKRIFTET GRØNLAND

Udgivet af Det Grønlandske Selskab

L.E. Bruunsvej 10

2920 Charlottenlund

Telefon 61 60 53 31

E-mail dgls@dgls.dk

www.dgls.dk

www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ SE nr. 19 04 29 28

Bank:

BankNordik: 6506 - 3062474369

IBAN: DK 4965 0630 6247 4369

SWIFT/BIC: BANODKKK

Redaktion:

Uffe Wilken

Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16

E-mail uw@dgls.dk

De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne –og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.

Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.

Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse.

Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Aage V. Jensens Fonde, Kong Christian den Tiendes Fond, Skibsreder C. Kraemer og Hustru Mathilde Kraemers Grønlandsfond og Augustinus Fonden.

Grafisk udformning

Uffe Wilken

Tryk Narayana Press

Forsidebillede:

Rubinkrystaller sammenvokset med blå sapphirin fra Aappaluttoq 20 km sydøst for Qeqertarssuatsiaq/Fiskenæsset. Rubingruppen er 4,2 cm i højden og 2,8 cm i bredden (foto: Peter Warna-Moors, GEUS).

MARTIN GHISLER : Historien om de grønlandske rubiner

METTE APOLLO RASMUSSEN OG

POUL BITSCH OLSEN : Ledelse i Grønland: COVID-19 bryder med kendte aktiviteter og rutiner i ledelsesaktiviteten

JENS FOG JENSEN : Opret et ’Parks Greenland’!

MARIA ACKRÈN : Grønlands rolle i internationale relationer

JENS FOG JENSEN OG ADAM LYBERTH : Koldkrigs-arkæologi i Grønland

NAIMAH HUSSEIN : Journalistik når alle kender alle

INDHOLD

NY BOGUDGIVELSE

Den grønne kasse

- Min Nordatlantiske Barndom

Biografi af Margaret Foverskov

Medrivende og humoristiske erindringer fra forfatterens barndom og ungdom fra slut-1940’erne til begyndelsen af 60’ernes Færingehavn og Godthåb i Grønland.

Med nutidens øjne langt fra en rosenrød barndom. Det begyndte som livet i den geografiske udkant – og på en økonomiske kant, som ingen accepterer i dag.

Et stykke grønlandshistorie – og en anderledes barndom – der ikke har været skrevet om før!

Bestil bogen hos Det Grønlandske Selskab

Pris: 200 kr. / medlemspris: 150 kr. www.greenland.bigcartel.com/ dgls@dgls.dk/ 61 60 53 31

Protektor: H.K.H. Kronprins Frederik

L.E. Bruuns vej 10 DK - 2920 Charlottenlund

Tlf.: +45 61 60 53 31 dgls@dgls.dk www.dgls .dk

Tidsskriftet Grønland 2/2020

AF JENS FOG JENSEN OG ADAM LYBERTH

Koldkrigs-arkæologi i Grønland

RESUMÉ

Den Kolde Krig var en højspændt periode, hvor USA's og NATO's geostrategiske interesser rettedes mod luftrummet over Ishavet, der med langtrækkende bombefly og missiler dannede en helt ny front mellem de to supermagter USA og USSR. Thule Air Base er kendt af de fleste, men under Den Kolde Krig opførtes mange andre anlæg, såsom forsknings- og radarstationer i mange af Grønlands utilgængelige egne. De fleste af disse anlæg er i dag forladte, flere er jævnet med jorden, og kun betonfundamenter står tilbage, medens andre som Dye 2 og Dye 3 gradvist opsluges af Indlandsisen. I denne artikel tages læseren med til Dye 2, der i 1959-60 blev opført på Grønlands Indlandsis. Yderligere diskuteres nogle af de magtkampe mellem støtter af offensive versus defensive strategier, der i USA gik forud for beslutningen om opførelsen af Distant Early Warning Line, som er navnet på den mange tusinde kilometer lange radarkæde, de grønlandske Dye-stationer var tilkoblet. De Grønlandske Dye-stationer ses som et vidnesbyrd om et strategisk skift og en intens rivalisering mellem tilhængere af defensive kontra offensive strategiske dogmer i det amerikanske forsvarsministerium.

Et af historiens længste forsvarsværker var den mere end 5.000 km lange Distant Early Warning (DEW) Line, der strakte sig fra Bering Strædet i vest til Grønland i øst (figur 1). Den

Jens Fog Jensen (f. 1963) er projektseniorforsker på Nationalmuseet i København. JFJ er uddannet i forhistorisk arkæologi med speciale i Grønlands stenalder. Har mere end 25 års erfaring med feltarbejde i alle dele af Grønland. Jens Fog Jensen har publiceret videnskabelige og populære artikler om Grønlands forhistorie og historie gående fra de tidligste menneskers ankomst omkring 2.500 før Kr. til Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig. Senest har Jens Fog Jensen været hovedforfatter på udarbejdelsen af nomineringen af AasivissuitNipisat til optagelse på Verdensarvslisten.

Adam Lyberth (f. 1961)

har været professionel guide i 25 år, med speciale i serviceydelser for filmhold og forskere. AL driver firmaet ”Greenland Husky Expeditions” og er selv en ivrig fotograf. Adam Lyberth er uddannet inden for turisme fra Carleton University i Canada.

er på trods af sin længde mindre kendt end mange andre forsvarsværker såsom Den Kinesiske Mur, Hadrians Mur i Skotland, Frankrigs Maginot Linje eller

Figur 1. DEW Line bestod af knap 100 internt forbundne radarstationer, der overvågede luftrummet nord for Alaska, over arktisk Canada og Grønland, og som i god tid kunne advare om luftangreb udført over ishavet (kilde: Jensen, J. F., Bisgaard, I. og Heinrich, J., 2013).

Dannevirke, og den har heller ikke tiltrukket sig nær så megen opmærksomhed som den i isen nedgravede Camp Century i Nordgrønland1. DEW Line var en radarkæde, USA færdiggjorde i 1957, og som

1 Weiss 2001, Petersen 2008, Colgan et al 2016, Nielsen, Nielsen og Nielsen 2014, Nielsen og Nielsen 2016, 2017

Tidsskriftet Grønland 2/2020

senere blev forlænget hen over Grønland 2 . I dag er den nedlagt, og de fleste af de canadiske DEW Line-stationer er i lighed med to af de fire grønlandske jævnet med jorden. På Grønlands Indlandsis findes imidlertid endnu to stationer kaldet Dye 2

2 Lackenbauer, Farish and Lackenbauer 2005

og Dye 3, der henstår som ruiner fra den kolde krig, og som kan undersøges som sådan.

Etableringen af DEW Line var en bekostelig affære, der først blev realiseret efter intense diskussioner og rivalisering mellem tilhængere af henholdsvis offensive og defensive strategier i den amerikanske ledelse. Ved udgangen af Anden Verdenskrig stod USA med monopol på atomvåben og bombefly med interkontinental rækkevidde som verdens stærkeste militærmagt. Den fremherskende doktrin var og er, at man til enhver tid vil råde over tilstrækkelig militær styrke til, at ingen anden magt skal kunne udfordre USA’s position. Denne doktrin styrede de fleste af USA’s militære investeringer i det første årti efter Anden Verdenskrig, således at USA på trods af nedrustningen efter krigen til stadighed øgede rækkevidden og kapaciteten af sine offensive våbensystemer især inden for langtrækkende bombefly og missilsystemer. Overherredømmet slog imidlertid hurtigt sprækker. I 1948 demonstrerede Sovjetunionen, at den nu også rådede over langtrækkende bombefly (TU-4), der ironisk nok var kopier af amerikanske B-29 Superfortress fly, der efter nødlandinger i 1944 var kommet i Sovjetunionens besiddelse. Året efter, i august 1949, testede Sovjetunionen sin første atombombe, og i 1950 invaderede Nordkorea, støttet af Kina og Sovjet, USA’s allierede i Sydkorea, hvormed Korea-krigen var skudt i gang.

Det Hvide Hus såvel som USA’s militære etablissement fik på baggrund af udviklingen af Sovjetunionens militære kapaciteter stigende tvivl om det amerikanske luftforsvars tilstrækkelighed. Man besluttede derfor mellem 1949 og 1953 at nedsætte flere undersøgelsesgrupper (Project Charles, Project East River og Summer Study Group), der skulle analysere og rådgive det nationale sikkerhedsråd og den amerikanske præsident om mulige initiativer til forbedring af varsling og

luftforsvar 3. Det specielle ved disse studier var, at de udover militære eksperter også inddrog en lang række civile eksperter som fysikere og forskere fra blandt andet Massachusetts Institute of Technology. Den først nedsatte studiegruppe, ’Project Charles’, konkluderede, at den allerede eksisterende radarvarslingskæde, der hed Pinetree Line, var dækkende, samt at der ikke var behov for mere fremskudte radarstationer. Fokus for studierne i det følgende Project East River var at undersøge konsekvenserne af et sovjetisk atomangreb for det amerikanske civilsamfund. Forskerne granskede alle sider af civilsamfundet, dvs. el-, vand- og fødevareforsyning, transport og byplanlægning, og de scenarier, der blev opstillet, viste, at selv begrænsede atomangreb på amerikanske befolkningscentre ville føre til totalt kollaps af samfundets funktionalitet på en lang række områder. Anbefalingerne fra Project East River og den følgende ’Summer Study Group’ blev derfor, at der burde opbygges en langt mere sammenhængende radarkæde, som kunne levere komplet kontinental overvågning og give flere timers varsling mod massive luftangreb. Mindst fire til fem timers varsling var påkrævet, hvis man skulle evakuere civile, mobilisere militæret og iværksætte modangreb 4

Disse anbefalinger var i direkte modstrid med det amerikanske luftvåbens bærende strategi, der var offensiv, og som baserede sig på afskrækkelse gennem evnen til massiv gengældelse5. De militære ledere i Strategic Air Command (SAC) frygtede, at massive investeringer i defensive foranstaltninger ville medføre proportionelle nedskæringer på budgetter for offensive kapaciteter som langdistance bombefly og jagerfly til luftforsvar.

3 Holbrow 2006

4 Schaeffel et al 1991, Twitchell 2011 ; Isemann 2009

5 Jockel 1983: 355, 1987: 64

De entusiastiske forskere i The Summer Study Group troede dog mere på teknologi end strategi, og de var overbeviste om, at fremskridt inden for radar- og datateknologi ville gøre det muligt at opbygge en radarkæde i Arktis, noget der få år tidligere var blevet betragtet som umuligt. Forskellene i opfattelsen mellem det militære lederskab og de forskere, der udgjorde det civile personale i studiegrupperne, resulterede i voldsomme sammenstød mellem de to parter. Det militære lederskab forsøgte at diskreditere og tilbageholde rapporterne fra Project East River og the Summer Study Group 6, men videnskabsmændene havde kontakter direkte til Det Hvide Hus og til journalister. På trods af modstand fra luftvåbnets ledelse, der i høj grad havde finansieret undersøgelserne, blev anbefalingerne fra Project East River og Summer Study Group derfor alligevel leveret til Det Nationale Sikkerhedsråd, og videnskabsfolkene kunne jo ikke holde kæft, så artikler om de mulige konsekvenser af sovjetiske atomangreb og USA’s begrænsede mulighed for at standse flybårne atomangreb begyndte til den militære ledelses frustration også at dukke op i aviser og tidsskrifter 7

De modstridende udtalelser og forventninger til brugen af USA’s nationale sikkerhedsudgifter er i forsonende vendinger beskrevet af Killian and Hill (1954), der henholdsvis var præsident for Massachusetts Institute of Technology og direktør for Lincoln Laboratory. Killian og Hill var ’videnskabsfolkenes’ chefer, men de havde også store interesser i fremtidige forskningskontrakter samt et rimeligt forhold til militære indkøbere. Undersøgelsesgrupperne understregede derfor også de offensive fordele ved tidlig varsling, idet man skønnede, at de offensive midler ville

være langt mere effektive med den lange reaktionstid, der kunne tilbydes ved opførelsen af en fremskudt radarkæde placeret i Arktis. Til sidst fulgte den i 1953 nytiltrådte præsident Eisenhower henstillingerne fra studiegrupperne, og i efteråret 1954 blev der bevilget penge til opførelsen af en fremskudt varslings linje8. Bygningen af verdens største radarkæde Distant Early Warning (DEW) Line var derved sat i værk. Mere end 25.000 mand blev beskæftiget med at bygge den i første omgang 4.800 km lange serie af forbundne radarstationer, der skulle strække sig fra Bering Strædet i vest, tværs over arktisk Canada til Grønland. Mere end 60 store og små bemandede stationer skulle opføres i områder uden veje eller anden infrastruktur, og de skulle fungere under klimatiske forhold, man ikke tidligere havde prøvet at bygge radarstationer i. Byggeriet startede i Alaska, hvor de først opførte stationer tjente som fuldskala tests, der skulle vise, at teknikken kunne fungere under arktiske vejr- og temperaturforhold. Radarkæden blev organiseret i sektioner, hvor en række mindre (auxillary) stationer var knyttet til en hovedstation. De fire grønlandske stationer blev understationer til en hovedstation på Cape Dyer på Baffin Island, hvorfor de blev kaldt Dye 1, 2, 3 og 4. Distant DEW Line blev operationel i 1957 fra Alaska og hen over arktisk Canada, mens de fire grønlandske først blev hægtet på i 1960.

Forlængelsen af DEW Line til Grønland krævede en aftale med den danske regering, der skulle acceptere opførelsen af fire nye faciliteter uden for de allerede aftalte amerikanske baseområder. To af de fire grønlandske stationer var derudover en ingeniørmæssig udfordring ud over det sædvanlige, idet de skulle opføres på Indlandsisen. De amerikanske ingeniører lod sig inspirere af de ’Texas Towers’, man

6 Isemann 2011

7 Alsop 1953, Alsop og Alsop 1952 og 1953, Lapp og Alsop 1953, Mclean 1953, Berkner og Finletter 1953

Tidsskriftet Grønland 2/2020

8 Leighton 2001: 130ff

Figur 2. På sydsiden af Watson River i Kangerlussuaq står en bygning, der var i direkte radioforbindelse med DEW Linen. De fleste af kommunikationscentralens tekniske installationer er fjernet, men et nød-elværk og transformatorer står stadig i huset (foto: Jens Fog Jensen).

tidligere havde opført i havet ud for USA’s østkyst, og som bestod af radarstationer placeret på en sokkel meget lig en boreplatform. Dye 2 og Dye 3 på Grønlands Indlandsis blev derfor opført som 36 x 36 m store fireetagers kompositbygninger med den 25 m store radarkuppel placeret øverst oppe. På siden af bygningen hænger de ca. ni meter store lateralantenner – paraboler –, der sikrede kommunikationen mellem radarstationerne, og, som da hele DEW Line var fuldt operationel, dannede et sammenhængende radiokommunikationssystem gående fra Bering Strædet til Europa. Inde i den store kasse på Grønlands Indlandsis boede og arbejdede 20-30 militære og civile, der dels var beskæftiget med at drive selve radaren og holde øje med radarskærmene, og som for de civilt ansattes vedkommende, der

i mange tilfælde var danskere, sørgede for drift af elværk, vand, køkken og rengøring. Nederst i den store bygning lå elværket og lager, og i etagerne ovenover fandtes sportshal, klub, køkken med fødevarelager og beboelse. I de øverste etager lå officerernes beboelsesrum, og radaroperationsrummene, der var sikkerhedsklassificerede, så kun udvalgt personale havde adgang. Med etableringen af DEW Line håbede USA’s ledelse, at man i tilfælde af et sovjetisk angreb ville opnå tilstrækkelig lang varslingstid til at nogle befolkningscentre kunne nå at blive evakueret, ligesom mange ville kunne nå i beskyttelsesrum.

DEW Lines radarer afsøgte den nedre atmosfære og var kun beregnet til at afsløre flyvemaskiner. Da DEW Lines forlængelse hen over Grønland blev færdiggjort

Figur 3. I huset er der også et lidt ejendommeligt toilet, der meget praktisk er udstyret med telefon. Atomkrig kan jo ikke udsættes blot fordi telegrafisten skal forrette sin nødtørft (foto: Jens Fog Jensen).

i 1960, var udviklingen af ballistiske missiler så fremskreden, at interkontinentale ballistiske missiler nu kunne fremføre atomvåben med samme præcision som bombefly. Kritikere har derfor hævdet, at DEW Line var forældet, allerede da den stod færdig. Med udviklingen af stadigt mere træfsikre ballistiske missiler svingede USA’s fremherskende militære paradigme tilbage i retning af favorisering af offensive kapaciteter, idet USA nu anlagde den herostratisk berømte MAD strategi (Mutually Assured Destruction), hvor man med en atomar triade bestående af 1) landbaserede interkontinentale ballistiske

missiler, der for en stor dels vedkommende er placeret i underjordiske velbeskyttede siloer i Midtvesten, 2) flyvevåbnets langtrækkende B-52 bombefly bevæbnet med brintbomber og 3) ballistiske missiler placeret på U-både, til hver en tid havde tilstrækkeligt mange atomvåben i behold til, at man ville kunne bombe ikke blot Sovjet, men hele jordkloden sønder og sammen.

DEW Line forblev dog operationel i de næste 30 år, hvor man fra de mange radarstationer overvågede flytrafikken over Arktis. USA havde ellers forladt ’Sondre Stromfjord Air Base (der i dag hedder Kangerlussuaq) i 1959, og overladt faciliteterne til Danmark, men forlængelsen af DEW Line hen over Grønland gjorde det formålstjenligt, om ikke nødvendigt, at man bevarede adgangen til flyvepladsen i Vestgrønland. USA genetablerede derfor sin militære tilstedeværelse i ’Sondre Stromfjord’. Kangerlussuaqs nye rolle var dels at være mellemstation for de C130-fly, der udstyret med ski skulle flyve brændstof, forsyninger og mandskab ind til Dye 2 og 3 på I ndlandsisen, og dels også at være telegrafisk relæstation mellem Dyestationerne og USA. I Kangerlussuaq kan telekommunikationscentralen, der betjente Dye-stationerne, stadig ses (figur 2 og 3). Det er en lille uanseelig bygning, der dog let genkendes på de to store vestvendte paraboler, der står på hver side af bygningen. De to paraboler peger mod Dye 1, der lå på en bjergtop vest for Kangerlussuaq. Inde i bygningen er det meste af tidligere tiders udstyr fjernet, men nød-elværket og transformatorer står tilbage. Den lille bygning i Kangerlussuaq er altså en nemt tilgængelig rest af et af de længste varslings- og forsvarsanlæg i menneskehedens historie.

DEW Line og de grønlandske Dyestationer blev forbedret og automatiseret gennem hele driftsperioden, således at bemandingen blev reduceret fra 2.100 i

Fig. 4. Dye 2 set fra vest. En ca. 20 høj snedrive har ophobet sig i læ af bygningen på stationens vest side (i billedets højre side) (foto: Adam Lyberth).

slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne til omkring 750 i 1980’erne. De to grønlandske Dye-stationer på Indlandsisen blev flere gange løftet som kompensation for den sne, der hvert år aflejredes på Indlandsisen, og i slutningen af 1970’erne var Dye 2 og 3 drevet så langt fra deres oprindelige position, og de var blevet løftet så mange gange, at de skulle flyttes til helt nye sæt stålben 9. Denne operation forlængede deres levetid, men i slutningen af 1980’erne viste undersøgelser, at isens bevægelse og nedsynkning påførte stålkonstruktionen uacceptabelt højt stress. Dye 2 blev derfor forladt under stor hast i 198810, og den blev stort set

9 Tobiasson, Korhonen and Redfield 1979, Tobiasson and Tilton 1980

10 Walsh og Ueda 1998

forladt fuldt udstyret med delvist fyldte fødevarelagre. Følsomt militærudstyr og radarkonsoller blev fjernet, men elværk, kontorinventar, senge og lignende blev efterladt. Den fuldstændige nedlæggelse af de resterende Dye-stationer og DEW Line som helhed fulgte Sovjetunionens sammenbrud i 1990.

Dye 1 og 4, der lå placeret på bjergtoppe på Grønlands vest- og østkyst, blev revet ned. Dye 2 og 3 på Indlandsisen blev besluttet efterladt, idet man skønnede, at de i løbet af en kortere årrække ville blive opslugt af isen. I løbet af stationernes knap 30 års drift havde man jævnligt hævet stationerne, så de ikke blev opslugt af den konstante aflejring af sne. Hævningen skete ved, at der blev koblet hydrauliske donkrafte på de otte ben.

Figur 5. Dye 2 set fra syd. Lateral antenner er monteret under radomen på siden af hovedbygningen. Disse antenner forbandt Dye-stationerne i et sammenhængende telekommunikationsnetværk fra Alaska til Europa (foto: Adam Lyberth).

I Grønland skabte den hurtige lukning af Dye-stationerne store problemer for den civile teletjeneste, idet telekommunikationen flere steder var baseret på den militære infrastruktur. Ved nedlæggelsen af Dyestationerne blev manglen kompenseret ved etableringen af Tele Greenlands kommunikationsfaciliteter på de bjergtoppe, hvor Dye 1 og 4 tidligere lå.

’Smadremanden’ på besøg De fleste af Distant Early Warning Line stationerne på canadisk territorium er i dag fjernet ligesom Dye 1 og 4 i Grønland. Inde på isen står Dye 2 og 3 imidlertid den dag i dag. Ifølge prognoserne skulle de begge have været opslugt af den konstante aflejring af ny sne, men de seneste 30 års mildere vinde har resulteret i, at stationerne stadig er tilgængelige. Dye 2 er i

dag i niveau med Indlandsisens overflade, men den konstante vind blæser sneen væk, så den i realiteten står i en stor skålformet fordybning. Inde i stationen er meget inventar, som det blev forladt ved den kolde krigs afslutning for 30 år siden, selvom der gennem tiden er blevet øvet en del hærværk på stedet – ja man undrer sig ærligt talt, men ’smadremanden’ er åbenbart temmelig terrængående. I al fald har ’han’ gentagne gange aflagt besøg på den afsides liggende Dye 2, der ligger omkring 200 km fra nærmeste beboede sted.

Isenkram på isen

På mange kilometers afstand toner Dye 2 frem som en lille sort prik i horisonten. Efterhånden som man kommer tættere på, åbenbarer den sig som en mange-etager høj bygning beklædt med metalplader (figur 4

og 5). På toppen troner radarkuplen (radomen), hvori den roterende radarantenne er placeret. Bygningen står på otte stålben, og den er stadig hævet mange meter over isens overflade. På afstand kan man ikke se stålbenene, men tæt på ses det, at den store bygning på grund af vind og refleksion står i en stor fordybning i Indlandsisen. Bygningen fremstår utilgængelig, men en ståltrappe leder op til en dør i bygningens nederste etage. Døren står åben ved vores ankomst, og gangen ind i stationen er fyldt med snedriver (figur 6). Til venstre for indgangen findes et lille rum med portvagtens kontor (figur 7 og 8). Længere fremme står massive ståldøre på klem ind til elværket, kedelrum og opbevaring (figur 9 og 10). Derefter går vi ind i ’gymnastiksalen’, hvor et shuffleboard (figur 11) er efterladt. Inde i sportshallen er der opført et mindre ’bindingsværkshus’,

hvori der er indrettet bodega og billardrum (figur 12). Baren og billardrummet fylder det meste af ’gymnastiksalen’. Indvendigt er bodegaen indrettet med sortmalede rå brædder langs væggene, så interiøret delvist fremstår med det klassiske ’saloon -look’. Tilsyneladende kræver det kitsch for mennesker at slappe af. Arkitekturen i denne ’fritidszone’ adskiller sig bemærkelsesværdigt fra funktionalismen og brutalismen, der dominerer alle andre områder. Verdenskortet i den ene ende af billardbordet satte scenen og spillet i den rette geopolitiske ramme, ’Union of Socialist Soviet Republics’ dominerer det store asiatiske kontinent, der fremstår ekstra stort i kortets Mercator-projektion.

I kantinen strømmer et skarpt men behageligt lys ind i rummet fra en række vinduer langs de udvendige vægge (figur

Figur 6. Fra indgangsdøren fører en tilsneet korridor ind i stationens mørke indre. Rimfrost vokser fra lofter, og sne er blæst ind gennem den åbne dør (foto: Adam Lyberth).

Figur 7. Portvagtens kontor beliggende ved indgangen. Rummet er blevet vandaliseret af lejlighedsvise besøg gennem 30 år (foto: Adam Lyberth).

13). Besøgende har gennem de sidste 30 år efterladt et syndigt rod. Affald ligger ophobet langs væggene, og madrasser er af besøgende ført ned fra opholdsrummet ovenpå. De besøgende har dermed omdannet kantinen til deres midlertidige hjem. Her er borde og behagelige polstrede lænestole med bittert kolde sæder, dybfrosne øl er efterladt på bordene, og der er endnu mange dåser i det nærliggende lager (figur 14). En and – stadig i sin originale emballage – er blevet efterladt på køkkendisken. Den er formentlig hentet i den nærliggende fryser af en besøgende. I 30 år har den ligget klar til ovnen (figur 15).

På næste etage er personalets indkvarteringer placeret ud mod de udvendige vægge. Lyset strømmer ind gennem små vinduer, så beboerne med egne øjne kunne se, om det var nat eller dag. Lange

korridorer forbinder indkvarteringer, vaskerum og toiletfaciliteter. Et vindue er brudt, og værelset samt den tilstødende korridor står fyldt med sne (figur 16 og 17). De fleste indkvarteringsrum er ribbet for personlige genstande og billeder. Medarbejderne tilføjede kun i enkelte tilfælde håndgribelige genstande til de midlertidige kvarterer, der har lighed med kahytter på skibe. Der er dog undtagelser. I et værelse ligger forskellige magasiner: Et postordrekatalog fra Daells Varehus og danske versioner af computermagasinet Run 8, der havde fokus på 8 bit edb-teknologi, der dominerede 1970’erne og 80’ernes computere. En af de civile danske ansatte var sandsynligvis den sidste, der sov her (figur 18). Run 8 blev trykt i månedlige oplag på 2-300.000, da oplaget var på sit højeste, men mikroprocessor-designet udvikledes hurtigt

videre til 16, 32 og 64 bit teknologi. ’Run 8’ forældes og magasinet lukkede i 1992 –samme år som Dye 2. Daells Varehus lukkede i 1999, men kataloget på Dye 2 kan holde i årtusinder, hvis det opsluges af Indlandsisen. To beboelsesrum har plakater med landskaber fra tempererede breddegrader (figur 19). Billederne har mindet personalet om hjemegnens landskaber. Familien og barndommens landskaber er ofte det, man længes efter, når man er langt hjemmefra.

På etagen ovenover findes radarkontrolrummene, der har cremefarvede vinylgulve. Operatørernes arbejdspladser markeres af metalkonsoller, hvorfra en del af de tekniske moduler er blevet fjernet (figur 20). I et kontor i hjørnet står arkivskabe med tekniske tegninger over Dye-stationens installationer,

her har ’ingeniøren’ haft sin arbejdsplads (figur 21). På øverste etage er der flere værelser med tekniske installationer og et stort lagerområde direkte under radarkuplen. Og endelig stiger man ad en ståltrappe ind i den enorme kugleformede radome, der er opbygget af trekantede moduler af glasfiber, der tilsammen danner en selvbærende kuglerund skal omkring den roterende radar. Glasfiberen er gennemskinnelig, og radomen fyldes af et stærkt lys i modsætning til stationens underliggende mørklagte etager, der med undtagelse af beboelseskvarterer og kantinen er helt uden vinduer. Radomens kugleform reflekterer enhver lyd. Ekkoet fra hvert et skridt ’knitrer’ øjeblikkeligt fra væggene (figur 20). Midt i rummet er den parabolske radarantenne monteret. Et let skub og den roterer i sit velsmurte leje.

Figur 8. Hylde med ringbind i rimfrost på 'portvagtens' kontor (foto: Jens Fog Jensen).

Figur 9. Korridor ind i Dye 2's mørklagte indre. Det begrænsede antal vinduer efterlader det meste af stationens indre i fuldstændigt mørke (foto: Adam Lyberth).

Stationen minder mere om en forladt filmkulisse end et virkeligt ’sted’, og ’scenen’ har da også gennem årene tiltrukket kunstnere og fotografer, ligesom mange sportsekspeditioner har lagt vejen forbi under deres færd over Grønlands inlandsis (https://acp. org.au/blogs/exhibitions / murray-Frederickstom-schutzinger-dye-2).

Den unikke arkitektur og afsides beliggenhed placerer de to bevarede

Dye-stationer i en eksklusiv familie af atomar koldkrigs-infrastruktur 11 .

Dye-stationerne står imidlertid noget i skyggen af den i Indlandsisen nedgravede Camp Century og det mystiske Project Iceworm12 I modsætning til den dybt nedgravede Camp Century og det aldrig realiserede Projekt Iceworm, så står Dye 2 og Dye 3 den dag i dag, 30 år efter den kolde krigs afslutning, som tilgængelige (om end vanskeligt) minder om militærets indmarch på Grønlands Indlandsis.

Tak

Tak til Qeqqata Kommunia for at støtte dokumentationen af historiske resurser i Qeqqata Kommune, US Air Force 109. Airwing og Polar Field Services for at yde logistisk støtte til en rejse til Dye 2 i april 2017.

11 Brown 2013, Cocroft et al. 2004, Jensen, Bisgaard og Heinrich. 2013, Gustafsson et al. 2017, Hanson 2016

12 Weiss 2001, Petersen 2008, Colgan et al, 2016, Nielsen, Nielsen og Nielsen 2014, Nielsen og Nielsen 2016, 2017

Tidsskriftet Grønland 2/2020

Øverst, figur 10. Kraftværket. Strøm og opvarmning blev produceret med diesel, der blev opbevaret i udvendige tanke begravet i isen. Brændstoffet blev fløjet ind af C130-fly udstyret med ski (foto: Jens Fog Jensen).

Figur 11. Gymnastiksal med s shuffleboard. I bindingsværkshuset bag hockeybordet findes bar og billard (foto: Jens Fog Jensen).

Figur 12. 'Bodega' inde i bindingsværkshuset. Det gamle vægkort viser grænser, der ikke eksisterer i dag og Rusland med Ukraine og Hviderusland vises som 'Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker' (foto: Adam Lyberth).

Referencer

Alsop, J. 1953. Taxes and H-Bomb pose U. S. Dilemma. Washington Post, 24 August 1953.

Alsop, J. og S. Alsop. 1952: Matter of Fact . . . Air Defense Ignored in Political Shuffle. Washington Post, 9 May, 1952.

Alsop, J. og S. Alsop. 1953. Matter of Fact . . . On the President’s Desk , Washington Post 4 september 1953.

Berkner, L. V. og T. K. Finletter. 1953. Science and Military Power. Bulletin of the Atomic Scientists 9.10: 359-65.

Brown, S. 2013. Archaeology of Brutal Encounter: Heritage and Bomb Testing on Bikini Atoll, Republic of the Marshall Islands. Archaeology In Oceania, vol. 48, no. 1, pp. 26–39.

Cocroft, W. D., R. J. C. Thomas og P. S. Barnwell. 2004. Cold War, Building for Nuclear Confrontation 1946-89. Paperback Ed. with Corr. ed. Swindon: English Heritage.

Colgan, W., H. Machguth, M. Macferrin, J.D. Colgan, D. As og J. A. Macgregor. 2016. The Abandoned Ice Sheet Base at Camp Century, Greenland, in a Warming Climate. Geophysical Research Letters 43.15 : 8091-096.

Gustafsson, A. I., H. M. Karlsson, J. I. Camargo og G. M. M. González. 2017. Material Life Histories of the Missile Crisis. Cuban Examples of a Soviet Nuclear Missile Hangar and US Marston Mats. Journal of Contemporary Archaeology 4, no. 1: 39-58.

Holbrow, C. H. 2006. Scientists, Security, and Lessons from the Cold War. Physics Today, vol. 59, no. 7, , pp. 39–44.

Isemann, J. L. 2009. To Detect, to Deter, to Defend: The Distant Early Warning (DEW) Line and Early Cold War Defence Policy, 1953-1957. ProQuest Dissertations and Theses. Web Jensen, J. F., I. Bisgaard og J. Heinrich. 2013. Grønland. in: Stenak, Morten, and Kulturstyrelsen. Kold Krig, 33 fortællinger om den kolde krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland. København, Kulturstyrelsen

Jockel, J. T. 1983. The Canada-United States Military Co-operation Committee and Continental Air Defence, 1946. The Canadian Historical Review, Volume 64, Number 3, September. pp. 352-377.

Jockel, J. T. 1987: No Boundaries Upstairs: Canada, the United States, and the Origins of North American Air Defence, 1945-1948 (Vancouver: University of British Columbia Press.

Killian, J. R. og A. G. Hill. 1954. For a Continental Defence. Atlantic Monthly 1953, 39 reprinted in: Bulletin of the Atomic Scientists.10.1 (1954): Lackenbauer, P. W., M. J. Farish og J. Arthur-Lackenbauer. 2005. The Distant Early Warning (DEW) Line: A Bibliography and Documentary Resource List. The Arctic Institute of North America.

Øverst tv, figur 13. Kantine. Polstrede stole, væg til væg tæppe og plast blomster tilfører atmosfære til rummet. Madrasserne er blevet båret ind i kantinen af overnatte besøgende efter stationens nedlæggelse (foto: Adam Lyberth).

Nederst tv, figur 14. Depot med dåsemad. Stationen blev forladt med stor hast og en del forsyninger blev efterladt i bygningen (foto: Jens Fog Jensen).

Herover, figur 15. And der har været dybfrossen i 30 år (foto: Adam Lyberth).

Lapp R. E. og S. Alsop. 1953. We Can Smash the Red A-Bombers. Saturday Evening Post, 225, no. 38 (21 March 1953): 19

Leighton, R. M. 2001: Leighton og Office of The Secretary of Defense Washington DC Historical Office. History of the Office of the Secretary of Defense. Volume 3: Strategy, Money, and the New Look 1953-1956.

Mclean, J. E. 1953. Project East River—Survival in the Atomic Age. Bulletin of the Atomic Scientists9.7: 247-52. Web.

Martin-Nielsen, J. 2012: The Other Cold War: The United States and Greenland’s Ice Sheet Environment, 1948-1966. Journal of Historical Geography38.1 : 69-80.

Nielsen, K. H., H. Nielsen og J. Martin-Nielsen. 2014. City under the Ice: The Closed World of Camp Century in Cold War Culture. Science as Culture, pp.1–22.

Nielsen, H. og K. H. Nielsen 2016. Camp Century— Cold War City Under the Ice. In: Doel, Ronald E., et al. Greenland, Cold War Science and Technology on Ice. New York, Palgrave Macmillan US, pp. 195-216.

Nielsen, H. og K. H. Nielsen. 2017. Camp Century Koldkrigsbyen under Grønlands indlandsis. Aarhus: Universitetsforlag.

Neufeld, D. 1998. Commemorating the Cold War in Canada: Considering the DEW Line. The Public Historian Vol. 20, No. 1, pp. 9-19.

Petersen, N. 2008. The Iceman That Never Came. Scandinavian Journal of History, 33(1), 75-98. Schaffel og Office of Air Force History Washington DC. 1991. The Emerging Shield. The Air Force and the Evolution of Continental Air Defense 1945-1960.

Modstående side, figur 16. Personale indkvartering. Sne trænger ind gennem et brudt vindue (foto: Jens Fog Jensen).

Herover, figur 17. Korridor mellem indkvarteringsrum. Sne er blæst ind gennem knuste vinduer (foto: Adam Lyberth).

Figur 18. Seng i indkvartering med efterladte magasiner, der antyder, at denne kahyt sidst blev brugt af en af de danske ansatte. Run 8 var et amerikansk computermagasin, der også udkom på dansk, blev udgivet mellem 1984 og 1992. 'Daells' kataloget er fra det danske stormagasin Daells Varehus, der lukkede i 1999 (foto: Jens Fog Jensen).

Tobiasson, W., C. Korhonen og R. Redfield 1979. Extending the useful life of DYE-2 to 1986 Part 1: Preliminary findings and final recommendations. USA Cold Regions Research and Engineering Laboratory, Special Report 79-2.

Tobiasson, W., C. og P. Tilton 1980. Extending the useful life of DYE-2 to 1986. Part 2: 1979 findings and final recommendations. USA Cold Regions Research and Engineering Laboratory, Special Report 80-13.

Twitchell, S.E., 2011. The Incomplete Shield: The Distant Early Warning Line and the Struggle for Effective Continental Air Defense, 1950-1960 Graduate Theses and Dissertations. 12195.

JENS FOG JENSEN OG ADAM LYBERTH

Øverst modstående side, figur 19. Indkvartering med plakater fra tempererede himmelstrøg. En gæst har besørget på lænestolen i højre side af billedet. Lorten er øjeblikkeligt frosset og dens ejermand vil til evig tid kunne identifices med en dna analyse (foto: Adam Lyberth).

Nederst modstående side, figur 20. Radarkontrolrum med konsol strippet for de dele, der var klassificeret eller som af andre årsager er blevet bragt med tilbage til USA da stationen blev forladt (foto: Jens Fog Jensen).

Herover, figur 21. Arkivskab med tegninger af tekniske installationer (foto: Jens Fog Jensen).

Næste side, figur 22. Roterende radarantenne inde i den ca. 25 m store 'radome' (foto: Adam Lyberth).

Walsh, Michael R og Herbert T Ueda 1998: Structural Analysis of DEW Line Station DYE-2 Greenland. Cold Regions Research And Engineering Lab Hanover

Weiss, Erik D. Cold War Under the Ice: The Army’s Bid for a Long-Range Nuclear Role, 1959-1963. Journal of Cold War Studies, Vol. 3, No. 3, pp. 31-58, Fall 2001.

Foredrag på GEUS. Titel annonceres på hjemmesiden. Torsdag d. 10. december kl. 18:30 - 21:00 GEUS, Øster Voldgade 10 opg. N, 1350 København K

Det grønlandske Hus, Løvstræde 6, København K. Dato annonceres senere.

ARON planlægger et besøg på en af efterårets udstillinger med Pierre Auzius, Sasha Malinsky eller Nuka Godtfredsen. Nærmere vil fremkomme senere om tidspunkt og valg af kunstner.