Page 1

Jens Nielsen og Det Grønlandske Selskab

9 788787 925457

fra Scoresbysund 1957-59     Det Grønlandske Selskab

Disse skriverier stammer fra en rejse til Scoresbysund i 1957 og efterfølgende 2 års ophold. Vi var en familie, der bestod af Morten (knapt ét år), Søren (knapt 4 år), Grethe (tandlæge og knapt 29 år) samt Jens (læge og 29 år). Vi skulle være den første fastboende lægefamilie i Nordøstgrønland i byen Scoresbysund, som i dag hedder Ittoqqortoormiit og ligger i et af verdens smukkeste naturområder med en befolkning, som vi lærte at sætte stor pris på. Det blev til 2 år, hvor Grethe og jeg blev voksne, og hvor vi ustandseligt blev udfordret – ofte på kanten af overlevelse. Det blev vort livs største oplevelse...

Jens Nielsen     Dagbogsbreve

Hverdagsliv i Nordøstgrønland 1957-59

Jens Niel sen

Dagbogsbreve fra Scoresbysund 1957-59 Det Grønl andsk e Sel sk ab


Dagbogsbreve fra Scorebysund 1957-59


JENS NIELSEN

Dagbogsbreve fra Scorebysund 1957-59

Det Grønlandske Selskab KØBENHAVN 2012


Jens Nielsen: Dagbogsbreve fra Scorebysund 1957-59. Det Grønlandske Selskabs særskrifter nr. XLII, 2012. Gullanders Bogtrykkeri, Skjern. 1. udgave, 1. oplag 2012. Oplag: 600 Copyright: Jens Nielsen og Det Grønlandske Selskab Copyright illustrationer: Jens Nielsen Omslag: Bent Nielsen og Lisbeth Valgreen ISBN: 978 87 87925 45 7

Bogen er udgivet med støtte fra:

VELUX FONDEN DET KONGELIGE GRØNLANDSFOND


Forord Jens Nielsen og hans kone, Grethe, mødte jeg første gang i deres hjem i Solrød Strand for fem års tid siden. På Arktisk Instituts vegne var jeg på besøg hos ægteparret, og mit ærinde var at se på ”ting og sager” fra deres ophold i Scoresbysund (Ittoqqortoormiit) et halvt århundrede tidligere. Jeg husker ikke hvilke forventninger, jeg gjorde mig forud for besøget; men jeg husker, at jeg nærmest blev overrumplet ved at møde et ægtepar, som begge nærmede sig de firs år og som samtidig sprudlede af engagement og fortællelyst, og af en skarp erindring om personer, begivenheder, steder, overvejelser, forventninger, bekymringer og meget mere, som var foregået i midten af det tyvende århundrede på et af verdens mest afsondrede lokaliteter. Et besøg, der egentlig drejede sig om vurdering af fotografiers og dokumenters eventuelle bevaringsværdi, udviklede sig til en spændende samtale om ægteparrets to års ophold i Østgrønland i 1950-erne. Grethe og Jens Nielsens engagement og fortællelyst udspandt sig ved et kaffebord, som snart viste sig at være for lille. Efterhånden som erindringerne dukkede frem af hukommelsen, materialiseredes fortidens begivenheder i form af gamle kort, tegninger, fotografier, bøger, tupilakker og meget mere, som blev hentet frem. Kaffebordet blev en arena, hvor billeder, kort og tegninger dannede kulisser, og erindringerne blev spundet sammen til en spændende fortælling. Jeg så for mig levende mennesker i en barsk natur. Hen over scenen kørte hundeslæder, eller skibe sad fast i storisen. Et ungt dansk lægepar optrådte i en fremmed verden uden træer, uden køreplaner og uden overordnede myndigheder. Skræmmende og fascinerende! Og så var der én ting mere: humoren. Ja, i første omgang tænkte jeg vist ikke så meget på det, fordi begivenhederne i Scoresbysund i 1950-erne optog al min opmærksomhed. Men senere, da jeg læste de første kapitler af Jens Nielsens dagbog, blev det tydeligt, at det, som binder alle personer og begivenheder sammen til et overraskende og betagende drama, er humoren. En særegen humor, som udelukker selvhøjtidelighed og som præsenterer dagbogens mange ”hovedpersoner” med en ukunstlet selvfølgelighed. Personer, som i tid og sted er umådeligt fjerne, bliver nærværende. Med få ord og korte sætninger skriver Jens Nielsen, så personer bliver til mennesker. Vi får respekt for den agtværdige Eleonora, vi krummer tæer over den danske håndværker, og vi fælder en tåre af stolthed over den lille storfanger, Søren. Efter besøget hos Grethe og Jens Nielsen fortsatte kontakten gennem brevpost og e-mail, og blandt de mange ting, jeg blev præsenteret for, var et tykt bundt maskinskrevne sider, som ”måske kan bruges til noget?” Efter en hurtig gennemlæsning præsenterede jeg manuskriptet for Det Grønlandske Selskabs litterære udvalg, hvis kommentar var: ”Det må udgives! Her har vi det manuskript, vi har været på udkig efter: et kildeskrift, der er mere end blot en saglig fremstilling af en periode i Grønlands historie!” Efter selskabets beslutning om at udgive ”Hverdagsliv i Nordøstgrønland 1957-59”, gik


6  ·  Dagbogsbreve fra Scorebysund 1957-59 Jens Nielsen i gang med at gennemarbejde manuskriptet, og i den forbindelse gjorde han stilfærdigt opmærksom på, ”at han da også havde nogle skitser og akvareller fra dengang!” Dermed var konceptet til den foreliggende bog klart: en personlig beretning i dagbogsform, skrevet og illustreret af læge Jens Nielsen. September 2010, Bent Nielsen


Indhold Side Introduktion Hverdagsliv i Nordøstgrønland 1957-59 . . . . . . . . . . 8

Persongalleri og ordliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12

Kapitel 1

Rejsen til Grønland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16

Kapitel 2

Den første tid i Scoresbysund . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

Kapitel 3

Slædehunde, patienter og naboer . . . . . . . . . . . . . . 32

Kapitel 4

Historisk baggrund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48

Kapitel 5

Dagligdag med store og små hændelser . . . . . . . . . . 51

Kapitel 6

Besøg og hilsner udefra . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60

Kapitel 7

Underholdende erfaringer med hundeslædekørsel . . 68

Kapitel 8

Fødselsdag, fangsthistorier og et nyt sygehus . . . . . . 76

Kapitel 9

Besøg af ”Miki” og farfar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86

Kapitel 10

Møde i distriktsretten; læge uden familie – og med . . 98

Kapitel 11

Epidemi af leverbetændelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105

Kapitel 12 Deprimerende mørketid med børnefødselsdage og fangerhistorier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 108 Kapitel 13

Kunstnere og åndsvage i Østgrønland . . . . . . . . . . . 117

Kapitel 14 ”Hans Hedtoft”s forlis – og indsamling til de efterladte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123 Kapitel 15

Tobak, tomater og alt om hundeslædekørsel . . . . . . 131

Kapitel 16

Søren som fanger, Jens på Kap Brewster og Grethe på fuglefjeld . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143

Kapitel 17

Lufthavn på Banankysten og årets første skib . . . . . . 154

Kapitel 18

Universallæge for mennesker og dyr . . . . . . . . . . . . 165

Kapitel 19

Fint besøg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171

Kapitel 20

Hjemrejse med stop i Angmagssalik . . . . . . . . . . . . . 178


Introduktion

HVERDAGSLIV I NORDØSTGRØNLAND 1957-59 Disse skriverier stammer fra en rejse til Scoresbysund i 1957 og efterfølgende 2 års ophold. Vi var en familie, der bestod af Morten (knapt ét år), Søren (knapt 4 år), Grethe (tandlæge og knapt 29 år) samt Jens (læge og 29 år). Vi skulle være den første fastboende lægefamilie i Nordøstgrønland i byen Scoresbysund, som i dag hedder Ittoqqortoormiit og ligger i et af verdens smukkeste naturområder med en befolkning, som vi lærte at sætte stor pris på. Det blev til to år, hvor Grethe og jeg blev voksne, og hvor vi ustandseligt blev udfordret - ofte på kanten af overlevelse. Det blev vort livs største oplevelse. Tillad mig at citere fra indledningen af Montaignes ”Essais” fra første marts 1580: ”Denne bog er, min læser, en oprigtig bog. Den lader dig fra første færd vide, at det mål, jeg har sat mig, udelukkende er privat og personligt. Jeg har hverken taget hensyn til, hvad der kunne tjene dig eller min egen berømmelse. Dertil rækker mine kræfter ikke. Jeg har bestemt den til brug for mine slægtninge og venner!” Hvis det kan interessere andre at læse om dagliglivet i og omkring Scoresbysund i 1957-59, vil det selvfølgelig kun glæde mig. Scoresbysund ligger ca. midt på Grønlands østkyst et godt stykke nord for polarcirklen i det, der kaldes det højarktiske område; omkring 70-71 grader nordlig bredde. Det betyder, at man har mørketid, hvor solen ikke når op over horisonten fra 26. november til 17. januar – altså i alt 53 dage. Til gengæld har man så midnatssol fra 17. juni til 28. juli - i alt 73 dage. Byen ligger ved verdens største fjordkompleks, der hedder Scoresbysundfjorden og er opkaldt efter William Scoresby senior, der fandt fjorden i 1822. Nærmeste naboby er Angmagssalik, der ligger 1.000 kilometer mod syd. Tværs over indlandsisen er der 1.200 kilometer til beboede områder på vestkysten. Scoresbysund eller Ittoqqortoormiit er med andre ord et af verdens mest isolerede, fastbeboede steder. Det nærmeste sted, hvor der dengang var flyveplads, var ved blyminen i Mestersvig, som ligger nogle hundrede kilometer mod nord over Liverpool Land. Mundingen af Scoresbysundfjorden er afgrænset mod syd af Kap Brewster, hvor der i 1950-erne var et par fangsthytter, og mod nord af Kap Tobin, hvor der var en vejr- og telegrafstation, som i dag er nedlagt. Mundingen af fjorden er knapt 50 kilometer bred. Inde i fjorden var der to bopladser: Kap


Introduktion · 9 Hope omkring 16 kilometer fra Scoresbysund og Kap Stewart noget længere væk. Langt inde i fjorden lå desuden et udsted, Sydkap, og Danmarks Ø, som var befolket i sommermånederne. Endelig var der telegrafstationen, Kap Tobin, hvortil man i godt vejr kunne køre med hundeslæde fra Scoresbysund på ca. en halv time. Meget længere tilbage i tiden har hele området været beboet. Man kan mange steder finde tegn på tidligere kulturer, og man udforsker stadig, hvorledes mennesker har levet den gang. Nogle af fangerne i Scoresbysund mener bestemt, at der stadig lever mennesker helt inde i bunden af fjordene. De hævder, de af og til finder mærkelige ting, der kommer drivende inde fra indlandsisens kanter. Det er nok rygter, der mere hører til mytologien end til virkeligheden. Selvom der findes beskrivelser af selve Scoresbysundfjorden fra 1800-tallet, så er der ingen, der har noteret møde med en eskimoisk befolkning. I 1924 fik polarforskeren Ejnar Mikkelsen imidlertid samlet penge til en genbefolkning af området. Han var inspireret af egne oplevelser af området samt af Harald Olriks skriverier i 1916. For de indsamlede penge fik han bygget huse i området, og i 1925 flyttede man så omkring 85 grønlændere fra Angmagssalik-området derop. Det var mennesker, der ønskede nye fangstområder, da der var livstruende mangel på fangstdyr i Sydøstgrønland. Så befolkningen i Scoresbysund stammede i 1957, da vi var der – bortset fra enkelte tilflyttere fra Vestgrønland – alle fra denne ”folkeflytning”. Denne flytning blev også en af hovedårsagerne til, at Norge ikke fik ret til Nordøstgrønland ved den internationale domstol i Haag i 1933. Den grønlandske befolkning i Scoresbysund-området ernærede sig i 1950erne udelukkende af fangst. Fiskeri som erhverv eksisterede ikke. Man kunne om foråret fange en hel del fjeldørred (her kaldet laks), men det var kun som en slags lystfiskeri. I perioder fiskede man dog ûvaq’er, dvs. fjordtorsk. Her kaldte man dem polartorsk. De er små og fyldt med ben, men er udmærket til fiskefars. De pilkes igennem huller i isen. Det, der fangedes mest, var sæler af forskellig art. Sælkød var derfor også den mest almindelige kost. Hvalrosser var efterhånden sjældne. Narhval blev fanget i perioder, og isbjørne var ikke sjældne. Af andre pattedyr er der moskusokser, blå og hvide polarræve, harer og lemminger. Ulve og rensdyr har levet der i tidligere tid. Den sidste ulv så man omkring 1935; men i 1970erne begyndte polarulvene at vende tilbage. Rensdyrgevirer kan man stadig finde rundt omkring. Nogle er betydeligt mindre end det ellers er kendt i Grønland. Man mener nu, der har været en periode med degenererede typer. Der er mange forskellige fugle: Diverse gæs, edderfugle, kongeedderfugle, ryper, tejster, polarlomvier (som her kaldes alke), rider (som her kaldes tatterakker), søkonger, jagtfalke, sneugler samt en masse andre. Om foråret ses navnlig snespurve, og hele året er der masser af ravne. Jeg tror, at noget af det første jeg sagde, da vi så landet for første gang, var: ”Kan her leve mennesker?” Jeg syntes, det så ud som en samling sten


10  ·  Dagbogsbreve fra Scorebysund 1957-59 med sne på. Efterhånden opdagede jeg, at der også er flora. Selvom der absolut ingen træer eller buske findes, så vrimler det med småplanter. Man oplever, når man går i fjeldene, en sødmefuld blomsterduft fra blandt andet en bestemt bregne. Der er flere slags ranunkler og potentil, rypelyng, rosenrod, fjeldsyre, alpetjærenellike, arktisk alperose, pileurt og gul fjeldvalmue og vibefedt. Af bær er der mosebølle (her kaldet blåbær) og fjeldrevling. Og så er der skam også mælkebøtter (man siger endda, at der er over 20 forskellige sorter af dem!) Jeg er desværre ikke den bedste botaniker, men jeg nyder duften i fjeldene og dalene. Som nævnt er fangererhvervet det dominerende; at være ”storfanger” er virkelig noget, man beundrer. Hyppigst er sælfangsten. En sæl giver kød til familie og hunde; sælspæk og skind kan sælges til KGH, hvor de opnåede priser er afhængige af fangstens (skindets) kvalitet. Også isbjørnefangst er almindelig; men her er kødet ikke det bedste. Skindet kan som regel sælges til store priser enten til KGH eller, hvis man kører til blyminen i Mestersvig, til arbejderne, som byder gode priser. Et isbjørneskinds pris er afhængig af størrelse og kvalitet, skudhuller, klør og meget mere. Narhvalfangst er heller ikke sjælden; og her er det dejlige kød nok det vigtigste, men ”enhjørningtanden” kan ofte også sælges til gode priser til danskere. Moskusokseskind handles overhovedet ikke, da dyrene er fredede, og de gange de bliver skudt, uddeles skindene via distriktsrådet som gaver til værdigt trængende. De bruges meget til soveunderlag og soveposer. Dyrene bliver som regel skudt de to gange om året, hvor fangstforholdene er elendige. Det er så nogle fangere, der bliver valgt til at skyde et bestemt antal. Samtidig skal det være en slags vildtpleje, hvorfor man fortrinsvist vælger enlige tyre og kalve i ”overskud”. Kødet bliver uden betaling uddelt blandt alle beboere. Husene i Scoresbysund er pæne træhuse med relativt høje tage af hensyn til snefygning. Til daglig benævnes de som ”Type Jens-huse” og ”Type Henrik-huse”. Der er ingen tørvehuse i byen eller i bygderne; men man kan stadig se den gamle hustype benyttet som fangsthytter rundt omkring. Husene har som regel et lille rum ved indgangen, der skulle indeholde en spand til kloset; men rummet bruges som regel kun til skindtøj og jagtvåben. Jeg tror, man som regel forretter sin nødtørft i det fri. Der er altid en enkelt fritgående hvalp eller gravid tæve, der kan æde det. Opholdsrummet i husene fungerer samtidig som køkken og soveværelse. Selvfølgelig lugter der af spæk, som der altid har lugtet i grønlændernes huse. I dårligt vejr er det simpelthen nødvendigt at partere fangstdyrene indendørs. Men det skal ikke forlede én til at tro, at beboerne er uhygiejniske; men de er nødt til at indrette sig efter de givne omstændigheder. Jeg har altid følt mig veltilpas, når jeg har besøgt og måttet overnatte sammen med grønlænderne i deres huse. Og jeg er ofte blevet forbløffet over deres energiske morgenvask i frostgrader, hvor jeg selv kun har duppet mig med det iskolde vand. Skal der være fest, har mændene altid en ren, hvid, nystrøget skjorte eller festanorak klar med det samme.


Introduktion · 11 Vi blev betaget af disse søde, rare mennesker, der igennem generationer har kunnet overleve i den nådesløse natur. Med de meget begrænsede ressourcer, naturen stiller til rådighed har grønlænderne udviklet en teknisk avanceret kultur og har skabt et samfund, der har kunnet overleve gennem årtusinder. Grønlænderne er nok det eneste folk, der aldrig har spekuleret i krig. Grethe og jeg udvekslede ofte bekymring for deres fremtid i den såkaldte civiliserede verden; men vi betragtede det som en stor oplevelse og som et privilegium at få lov til at leve sammen med dem i de to år, vi boede i Scoresbysund. Jens Nielsen, Solrød Strand 2009


Persongalleri og ordliste Grønlændere Kommentar Abelsen, Sejer Scoresbysunds første præst (afdød) Anniké, Bella Kareta og Magnus Magnus tidligere fanger og trommedanser Anniké, Julius Ældre fanger i Kap Hope Arqe, Christian Fanger i Scoresbysund Arqe, Eleonora Ældre enke i Kap Hope Arqe, Elias Fanger i Scoresbysund Arqe, Ena og William William søn af Eleonora Arqe, Ruth og Boas Fangerpar i Scoresbysund Arqe, Sejer Søn af Chr. Arqe Barselajsen, Asine Datter af J. Barselajsen Barselajsen, Josva Ældre fanger i Kap Hope Barselajsen, Thomas Søn af J. Barselajsen; ung fanger Brønlund, Anton Sygehuskarl fra 1959 Brønlund, Dorte Kivfak hos lægefamilien Brønlund, Mikkel Ung fanger Brønlund, Rachel Medhjælper på det nye sygehus Danielsen, Isak Ung fanger Høegh, Henrik (Entalik) Scoresbysunds første handelsbestyrer (afdød) Kunak, Jakobine og Mikael Mikael bådfører i Scoresbysund Kunak, Kristian Søn af J. og M. Kunak; fanger i Scoresbysund Kunak, Thoma og Mads Børn af M. og J. Kunak; Thoma kivfak hos lægefamilien Madsen, Emil Ung fanger i Scoresbysund Madsen, Noah Fanger i Sydkap Napatoq, Abel Fanger Napatoq, Hans Fanger i Kap Hope Nielsen, Jens Præst fra 1958 Petersen, Johan (Juaat) Scoresbysunds første kolonibestyrer (afdød) Petersen, Sivert Kateket, organist og fanger Pike, Alma og Petrus Alma ledende fødselshjælper i Scoresbysund Pike, Daniel Søn af T. og P. Pike; sygehuskarl Pike, Diderik Barnebarn af Peter Pike; Sørens legekammerat Pike, Nordo Søn af T. og P. Pike; fanger i Scoresbysund


Persongalleri og ordliste  ·  13 Pike, Qivi og Ferdinand Ferdinand fanger i Scoresbysund Pike, Theodora og Peter Ældre fangerpar Sanimuinaq, Jakob Storfanger i Scoresbysund Sandgreen, Louise og Otto Vestgrønlandsk præstepar i Scoresbysund indtil 1958 Simonsen, Hanseraq Ældre fanger i Scoresbysund Simonsen, Juliane og Jakob Jakob fanger og KGH-medhjælper Juliane datter af Eleonora Arqe Simonsen, Ole Ældre fanger i Scoresbysund (enkemand)


14  ·  Dagbogsbreve fra Scorebysund 1957-59

Danskere Kommentar Nielsen, Jens Læge og bogens forfatter Nielsen, Grethe Tandlæge og gift med forfatteren Nielsen, Morten (1 år)/Søren (4) Sønner af Jens og Grethe Nielsen Borchersen, Lone og Jørgen Inspektørpar i Scoresbysund 1945-58 Bornæs Teletekniker på Kap Tobin Christensen, Vagn Butiksbestyrer fra 1958 Hansen, Bo (Jonas) Handymand på Kap Tobin Hinrichsen, Addi Maskinmester på Kap Tobin Holm-Larsen Sygeplejerske fra 1959 Jensen, N.O. og Inger Telegrafbestyrerpar på Kap Tobin Jensen, Niels, Annelise og Hans Børn af N.O. og Inger Jensen Johansen, Gunnar Sygeplejerske 1956-58 Kriegbaum, Ejler Byggeleder Kriegbaum, Nikolaj Søn af E. Kriegbaum; Sørens legekammerat Lyderik, Juditte og Arne Assistentpar; lægeparrets naboer Lyderik, Lilly og Svend Børn af L. og S. Lyderik Mortensen, S.A. (Sam) Telegrafbestyrer på Kap Tobin fra 1958 Møller-Christensen (Fnugget) Radiosondemand på Kap Tobin Pedersen, Holger og Marie Inspektørpar fra 1958 Pedersen, Jakob Søn af Holger Pedersen Rasmussen, Jens Butiksbestyrer indtil 1958 Schou (frøken) Sygeplejerske 1958-59 Vest, Signe Sygeplejerske fra Angmagssalik


Persongalleri og ordliste  ·  15

Grønlandske ord i teksten Dansk oversættelse/forklaring Kivfak Tjenestepige Nakorsaq Læge Nalagaq Herre / kolonibestyrer Palase Præst Parsissoq Sygeplejerske Piniartoq Fanger Piniartorssuaq Storfanger Aj-aj Slædekuskens signal til hundene om at stoppe Ajagaq Gribespil Amaut Stor hætte i hvilken kvinder bærer de mindste børn Bas Hundespandets stærkeste hund, ”bossen” Imaqa Måske Matak Hvalhud Nanoq Isbjørn Qivitoq / qivipoq Fjeldgænger / afsondre sig fra mennesker Silamutten Udenfor. Fordanskning af ’sila-mut’ Tatterak Ride (mågeart) Tuk Redskab til at slå hul i isen Ulo Skrabekniv som af kvinder bruges til at flænse sæl KGH Kongelige Grønlandske Handel


Kapitel 2

Den første tid i Scoresbysund Da vi kom i land, viste det sig, at vi skulle bo i den gamle kolonibestyrerbolig. Her boede Holger Pedersen alene, så han flyttede ovenpå i et kammer, og vi fik hele underetagen. Han ville gerne spise hos os. Holger Pedersen var tidligere sømand, hvilket han selvfølgelig var stolt af. Det hed ikke gulvet, men dørken. Og ikke et kammer, men et lukaf. Han var strandet i New York 9. april 1940 med skoleskibet ”Danmark”, og blev så afmønstret. Han havde forsøgt at arbejde i USA, men var blevet fængslet og fik to valgmuligheder: Enten at påmønstre et amerikansk skib eller blive sendt til kryolitbruddet i Ivigtut, der havde afgørende betydning for USA i forbindelse med fremstilling af aluminium. Han valgte Ivigtut og kom senere som handelsassistent hos Kongelige Grønlandske Handel til mange andre steder på Grønlands vestkyst. Holger var gift og talte fint grønlandsk. Men han lå i skilsmisseforhandling med sin grønlandske kone og var dybt forelsket i en ung dansk pige, Marie, som han håbede at kunne gifte sig med senere. Marie havde været heroppe hos Holger som hans husholderske, og han var så blevet forelsket i hende. Hun er nu hjemme i Danmark. Han er i øvrigt en tiltalende mand. Da vore møbelkasser, bogkasser m.m. endelig var bragt i land på store jernpramme, blev det hele stablet op på den stenede grund foran vores kommende bolig. Holger Pedersen havde fået fat i en ung fanger med et dejligt smil. Han ville gerne hjælpe os med udpakning m.v. Han hed Boas Arqe, men blev kaldt Maratse efter en forfader i Angmagssalik, som havde været en sagnomspunden trommedanser. Han talte en smule forståeligt dansk. Boas forelskede sig straks i vores gamle hvidmalede kommode, som han gerne ville købe, når vi en gang skulle rejse hjem igen. Jeg tror, vi i sin tid havde givet 25 kr. for den, så vi lovede ham, at han skulle få den til sin tid. Han hjalp os med udpakning og indflytning. Vores store Hans Wegener spisebord havde på turen været skilt ad. Så benene skulle skrues på igen. Boas brugte sin skruetrækker så ihærdigt, at skruerne gik igennem den massive bordplade af teaktræ. Vi puttede noget Danalim i de små revner og fik splinterne limet fast igen, så man ikke kunne se spor af hærværket. ”Kolonibestyrerboligen”, som den bliver kaldt, er det største beboelseshus i byen. Det er bygget lige efter 1938, hvor et hus fra 1924 var brændt.


Den første tid i Scoresbysund  ·  23

Det gamle hus var blevet bygget til præsten (Sejer Abelsen), kolonibestyreren (Johan Petersen) og handelsbestyreren (Henrik Høegh) samt deres familier. Nu var det kun beboelse for inspektøren og familie. Her skulle vi som sagt bo et år. Man går op ad en lille stentrappe på siden af huset og kommer ind i en lille entre, hvor der også er rum til skindtøj, sovepose og slædeudstyr. Så kommer man ind i den første stue, som vi har planer om at lave til Grethes tandklinik med en gammel sammenklappelig metalstol og trædeboremaskine. Det er jo noget, hun nu må vænne sig til, da der ikke er fast elektricitet. Lyset må jo så blive med petroleumslampe eller en af de store Hellesens håndlygter. Dernæst går man ind i den største stue, som vi har tænkt os at bruge som alrum med spisebord og dagligstue. Derfra er der dør ud til et køkken, der er rimeligt stort, men med et stort kulfyret komfur, der fylder en del. Fra køkkenet går man ud i et forrum, hvor der står en stor vandtønde af træ. Vandet hentes i en fjeldsø og køres i store junger på en hundeslæde i det snedækkede elvleje. Så det vand indeholder en masse små krebsdyr og vel også meget andet. Når vi får det, er det fyldt med isklumper, som smelter langsomt indendørs. Fra forrummet er der også en dør til wc med klosetspand. Endelig er der en dør ind til et ”badeværelse”, der består af et gammelt badekar på ben samt en stor vandvarmer. Denne vandvarmer er et kulfyret monstrum med en rørspiral, som man kan pumpe vand op i, når det er smeltet. Rørene er imidlertid rustet indvendig, så det varme vand er altid brunsort. Vandet når heller ikke at blive særligt varmt. Rummet er pissekoldt, fordi afløbet er et stort hul i væggen. I en tilbygning er der et vaskehus og en affaldsspand.


24  ·  Dagbogsbreve fra Scorebysund 1957-59 Loftsetagen rummer et stort værelse, som nu bliver inspektørens bolig, et værelse til vore to kivfakker (tjenestepiger), og et rimeligt stort soveværelse til os fire. Endelig et lille gæsteværelse og et forrådsrum. Det er jo noget andet end vores lille lejlighed på anden sal i Bagsværd. Til gengæld er der jo hverken varmeapparater, køleskab eller elektricitet i det hele taget. Ca. én time om dagen startes der en generator i et skur et stykke herfra. Så får vi strøm til en nødtelefon, så vi via en sendemast kan ringe til telegrafstationen på Kap Tobin. Hør her, hvad Grethe havde at sige til det: ”Det var en brat overgang!! Fra en lille moderne 2½-værelses lejlighed med diverse forretninger omkring os til et stort upraktisk hus med komfur og 9 kakkelovne. Alt sammen kulfyret. Ikke indlagt vand eller afløb. Ingen elektricitet. Med et blebarn på 10 måneder var det en større historie at vaske bleer, for blot at nævne en lillebitte ting, der her bliver et stort problem. Belysningen var med stearinlys og petroleumslamper, som havde en uheldig tendens til at ose, hvis man ikke kikkede efter dem med mellemrum og skruede lidt ned. Vi var mest glade for de lamper, der hed ”Aladdinlamper”. De gav det absolut bedste lys, der skulle svare til lyset fra en 60 Watt el-pære. De havde et tyndt udskifteligt net, som glødede og gav et mere hvidligt lys end de almindelige. Aladdinlamperne var betydeligt dyrere end andre petroleumslamper. Nettene var også ret kostbare og meget sarte. Der skulle ikke meget til, før de faldt sammen som aske. Maden var hovedsageligt sælkød. Fangerne kom og solgte diverse stykker til os. En friskskudt sæl smager dejligt. Er den et par dage gammel, kan den smage noget trannet, og det er ikke nogen fornøjelse. Vi fik tit tilbudt sællever, som er fin både stegt og som leverpostej. Pigerne elskede at spise leveren rå, hvilket de også fik mig overtalt til at prøve. Det smagte faktisk dejligt! Når vi fik en hel sæl smidt ind på køkkengulvet, var pigerne meget dygtige til at flå den og partere den. Så tog de lidt rå lever og guffede i sig. Og så skulle de absolut også lige sutte øjnene i sig. Dem sugede de ud lige som appelsiner. Der sagde jeg stop. Det fik de mig ikke til. Det kød på sælen, som vi i begyndelsen syntes var bedst, var kujak (udtaltes kujæk). Det var nyrestykket, som af konsistens vel nærmest mindede om en mørbrad. Den var fortrinlig stegt hel eller skåret ud i små bøffer. Men alt kunne bruges. Tarmene blev ”renset” på den måde, at man førte dem imellem to fingre for at få en del af indholdet ud. Det var jo kun småfisk og tang. Så blev de puttet i gryden sammen med uregulære kødstykker af sælen. Det hele blev kogt som suppe med løg og ris. Det blev kaldt ”Soase”. Vi mener, det staves ”suaussat”, som betyder en vælling. Det var nok det hyppigste, man blev budt på af varmt mad. Søren elskede tarmene, som han slog knuder på og gnaskede i sig. Jens var ikke meget for vællingen, men spiste den da, hvor han end var henne. Det var den hyppigste mad. Komfuret voldte mig i starten mange problemer. Jeg kan huske, at min mor havde et lignende komfur under krigen, men da var jeg jo så ung. Jeg tror aldrig, jeg fik lov til at benytte det.


Den første tid i Scoresbysund  ·  25 En af de allerførste dage i Scoresbysund havde inspektøren fødselsdag og havde indbudt gæster til aftenkaffe. Han var jo kommet på kost hos os, så jeg havde lovet at sørge for det hele. Jeg tilbød at lave kaffe og havde lavet dej til franskbrød og min gode æblestang. Det stod parat til at komme i ovnen, når gæsterne ankom. Pludseligt strejkede det fordømte komfur. Jeg forklarede pigerne, at der skulle mere fyr på, men da forstod vi ikke helt hinanden, så der skete ikke rigtigt noget. Der gik en times tid efter gæsternes ankomst, så var kaffen efterhånden klar. I ovnen var der stadig ikke varme nok. Jeg følte, at gæsterne kiggede sært på mig, når jeg kom ind i stuen. Til sidst måtte jeg betro mig til Juditte, assistentens kone, som jeg havde talt en del med under sejladsen herop. Hun gik over til sig selv og hentede et friskbagt franskbrød. Ved midnat var mine egne brød og æblestangen efterhånden tørret så meget i ovnen, at jeg kunne sætte dem ind til gæsterne og fortælle dem, hvad der var sket. Senere blev jeg dog gode venner med komfuret, som faktisk var en god ting! Det var Grethes skildring. Hun var den, der mærkede mest til de manglende moderne bekvemmeligheder, hvilket jo gav hende en masse ekstra problemer i det daglige arbejde. Grethes tandklinik indrettede vi som sagt i den første stue, hvor der var plads. Så slap hun for at skulle op ad klippevæggen til det gamle sygehus. Det var besværligt de par gange, hun prøvede det. Sygehuset er et ekspeditionshus fra 30-ernes franske ”Pourquoi Pas?”-ekspeditioner under professor Charcots ledelse. Det ligger 150 meter oppe på en fjeldskråning. Man må bruge en gammel ledning til at lede og trække sig op i. Der er to sygestuer og en konsultationsstue og en masse gammelt inventar, som minder mig om ”Nørre Hospital”. Så er der en patientstue med 2 jernsenge, der ligner en nedbrændt fabrik (som Storm P. sagde) og et relativt nyt røntgen apparat med en lille generator. I Sygehuset residerer en mandlig sygeplejerske, som har været her ét år. Han hedder Gunnar Johansen, og han har sin kone og deres datter med. De bor i de øverste stuer i det gamle hus. Konen er køn og svensk. Han har tilsyneladende været en god lægevikar. Alt fungerede fint. Han er velfunderet og ikke bange for at køre ud og se til syge folk. Befolkningen siger til mig, at de var en smule betænkelige ved Gunnar Johansen; men det kan også være, fordi der nu er kommet en rigtig ”nakorsaq”… en rigtig læge. De vil sikkert bare gøre mig glad. Gunnar Johansen og hans kone har nok gjort en stor fejl: de har ikke forsøgt at lære befolkningens sprog. Jeg har fornemmet, at det måske også skyldes, at de har haft ret nær kontakt med et dansk par, der bor på fjeldet over dem. Dér ligger en seismologisk station, der registrerer jordskælvsrystelser hele døgnet. Lederen og hans kone bor alene deroppe på toppen af fjeldet. De har deres kæmpestore og flotte – om end lidet lystrende - hunde som eneste familie. Hundene sover inde i huset, hvad man kan lugte. Til gengæld har de en stor, fast generator, som giver dem elektricitet til deres jordskælvsapparater og lys overalt. Lederen havde i sin tid studeret medicin. I alt fald


26  ·  Dagbogsbreve fra Scorebysund 1957-59 ”Kantussen” med fysik og kemi. Men han havde hele sin tid følt sig som helstuderet læge. Derfor havde han været så venlig gennem tiderne at give gode råd til de sygeplejersker, som var blevet sendt derop. Dette var befolkningen ikke så tryg ved. Det sagde de i hvert fald. Eskimoerne kalder ham ”Kupaja”, som er en ond ånd. Han har nemlig langt sort hår, skæg og altid helt mørke briller, så man ikke kan se hans øjne. De tager dog imod hans ”imiaq”, som er hans hjemmelavede spiritus. Det skulle give en gevaldig hovedpine; men ingen er vist blevet blinde af det. De, der kan tale en smule dansk, siger, at man bliver ”puld” af det. Det kniber med f-lyden. Men det er ikke noget imod alle de lyde i det eskimoiske sprog, som kniber for os. Så Grethe og jeg begyndte tidligt at gå til intensiv grønlandsk privatundervisning hos vor vestgrønlandske palase (præst) Otto Sandgreen fra Godhavn og hans kone Louise. De er fantastisk søde og rare. De er også flinke til at fortælle om livet, som det leves i Grønland. Han er foruden præst også en meget dygtige fanger, forfatter og amatørmaler. En aften, hvor vi sad og spiste hos os selv, kom hans kone og råbte: ”Kom over til os. Otto har fået hvidfisk!” - En hvidhval, der er sjælden her i området! Det var en gut på 6 meter. Der kom flere gæster til. Vi fik lært at spise ”matak”. Det er hvalens hud. Nogle centimeter i tykkelsen. Man skærer en strimmel af og bider i den. Samtidig har man en kniv, så man kan skære en passende luns af, mens man bider i den. Den har en gummikonsistens, men smager pragtfuldt. Måske smager den lidt af kokosnød men er ikke så tør i smagen. Fedtet driver af den. Så drikker man øl og snaps til. Det hele foregik i køkkenet. Bagefter lovede præsten Grethe, at hun nok skulle få noget af kødet til nogle gode bøffer, når han næste dag havde været ude ved iskanten, hvor det meste af hvalen endnu lå. Det var et dejligt sted at gå til undervisning. Og Grønlandsministeriet ville gerne betale for undervisningen, så der var jo ikke noget at betænke sig på. Grønlandsk er et vanskeligt sprog. Men jeg vil ikke være afhængig af tolk, når jeg skal snakke med en patient. Specielt ikke præsten, hvis det f.eks. er kønssygdomme, det drejer sig om. Vi duperes af Søren og Morten, der næsten allerede har lært det østgrønlandske sprog? Vi oplever jo, at det er et vanskeligt sprog! Nå, det skyldes nok vore to søde kivfakker (tjenestepiger) på henholdsvis 14 og 15 år: Thoma Kunak og Dorthe Brønlund, der vist er dybt forelsket i de to søde lyshårede unger. De to piger lærer os alle fire om eskimoisk madlavning og også dagligdags gloser. Søren og Morten taler nu østgrønlandsk indbyrdes og til andre. De lærer det nok også hurtigere end vi gør, fordi de er børn. De taler kun dansk til Grethe og mig. Og Morten kan ikke mange danske ord. Vi to ældre lærer det vel også, fordi dansk ikke bliver brugt i den daglige husholdning. Vi har fået ”opbygget” vores eget hundespand ved at købe hunde hist og her af fangerne. De ligger nu udenfor vores vinduer i en kæde med sidekæder til hver hund. Vi har så også fået lavet en slæde. En rigtig Scoresbysundslæde, hvor ”snuderne” er ”braknæser”. De skal være de bedste til havkørsel i drivis. Sygebesøg er jo kun med hundeslæde. Hvis jeg har en


Den første tid i Scoresbysund  ·  27

grønlænder med, får Grethe en stor erstatning, hvis jeg forsvinder eller dør. Hvis jeg kører alene, får hun intet. Vi får se, hvor længe jeg kan holde ud at skulle rundt for at finde en, der vil køre med. Man må kunne lære det selv? Men det siges at være svært. Alene at håndtere den 7 meter lange pisk! Der er skrevet mange små historier eller AV-handlinger om det. Den ryger altid retur tværs hen over det kolde ansigt. Måske i forsøg på at snuppe næsen. Men Søren blev hurtigt ret dygtig. Han har jo alderen. Morten er endnu for lille til det, men det skal nok komme. Vi må jo begynde at indrette os på vinterens komme. Der kom en ”snestorm” her i september. Da vi sagde det, hylede de alle af latter. ”En snestorm?” ”- I bliver klogere! Når I ikke kan se flagstangen foran huset, så er det ved at blæse op! Når så de tomme jerntønder kommer flyvende, så kalder vi det en snestorm!” Vi fik som sagt købt hundene forskellige steder hos fangerne. De er legesyge og søde. ”Bas’en” er hundespandets stærkeste hanhund, som kan ordne


28  ·  Dagbogsbreve fra Scorebysund 1957-59

alle de andre. Han hedder ”Jopeter” efter skibet, vi sejlede med. Så er der en Merqujôq, som er langhåret og doven. Endelig har vi en tæve, der hedder Plus, som kun bas’en må bestige, ellers bliver der slagsmål. Man har normalt kun én tæve i hvert spand. Det er næsten lige som hos mennesker. De har hver deres luner og temperament. Er der for mange fristelser, kommer man let op at skændes. Hos hundene ender det i slagsmål. Det er ikke, fordi hundene er særligt store; men nogle af de små er mindst lige så stærke som de store. Man må lære hver enkelt hunds personlighed at kende. Men senere lærte jeg, at Merqujôq’er” som regel er dovne. De har alle en meget hårrig pels, som også er irriterende, fordi pelsen altid filtrer sig ind i skaglerne. Patienterne er skam begyndt at komme til konsultationerne på sygehuset. Til at begynde med troede jeg, at alle led af en eller anden form for astma, men det var kun, fordi de havde besvær med at komme op ad klippevæggen. De fleste skulle bare have lidt hostesaft eller et par magnyler med hjem til hovedpinen, når de havde fået lidt for meget øl. Jeg tror også ofte, det var for at se og hilse på den nye nakorsaq. Allerede mens udpakningen foregik, stiftede jeg bekendtskab med Erika Napatoq, som bor lige på den anden side af elven sammen med sin gamle krogbøjede mand Job. Han har sejlet så mange år i kajak, så hans krop er formet af det. Når han går, peger hans overkrop vandret fremad. Han er en levende vinkel på 90 grader. Det må præge en mands krop at være ”iført” en kajak det meste af sit liv. Kajakken er ellers et vidunder af en båd. Den kaldes da også ”Det smukkeste og mest effektive skib i verden!” Men der er ikke ret meget plads i den. En kajak bygges specielt til én mand. Man kan måske snarere sige, at manden ”ifører sig sin kajak” end, at han går ned i den. Han binder så skindet omkring åbningen fast omkring sig, så vand ikke kan sive ind. Så ser han sig omkring, om alt er på plads. Den dobbelte åre på tværs. Den har måske benforstærkninger i enderne, så man kan bruge den i nyis. Harpunen ligger på højre side med spidsen bagud. Man kan så gribe kastetræet, svinge det op i luften, hvorved harpunen kommer til at pege


Den første tid i Scoresbysund  ·  29 fremad, parat til at kunne kastes, hvorefter linen fra spidsen ruller sig ud og trækker en oppustet blære af sælskind med, så man kan finde harpunspidsen og en eventuelt ramt sæl, selvom den er dykket. Riflen skal ligge i sit vandtætte etui. Der er meget at tænke på. Kajakken er absolut funktionel. Men sætter nok sit præg på en roers krop, når man har sejlet i mange år. Og Job var blevet kroget af det igennem mange år. Han virkede dog frisk og rask. Men det var da heller ikke ham, der var syg! Næ, det var hans kone, der som regel efter sigende altid fejlede et eller andet. Hun fortalte, at hun nu havde fået trikinose af hajkød. Jeg tog en lille blodprøve og sagde, at alt så normalt ud. Så var hun glad. Pludseligt slår det mig, at jeg har så travlt med at fortælle om sprog, mad og hunde. Jeg kom herop for at fungere som læge. Den eneste patient, jeg indtil nu har fortalt om, er vist Erika. De almindelige dage går med, at jeg kravler op ad fjeldsiden til sygehuset for at holde konsultation om formiddagen. Vi har medicin på sygehuset. Alt er gratis for alle. Selv vitamintabletter får man gratis. Men beholdningen er begrænset. Et år havde der været en såkaldt sommerlæge her. Han havde fortalt, at zinkøjendråber var de bedste til de fleste øjengener. Man havde så fået vistnok 60 liter zinksulfat herop. En stor del af ”apoteket” her var optaget af literflasker med zinksulfat. Der er vist kun brugt 10-20 ml. om året. Og jeg er bange for, at udløbstiden er overskredet for længst. Her må man som læge indstille sig på, at man ikke bare kan sige til patienten: ”Du skal have det og det for din sygdom!” Man forsøger at stille en diagnose. Så kigger man på sin medicinbeholdning og forsøger at finde noget, der forhåbentlig kan hjælpe patienten. Ofte bliver jeg kaldt ud på sygebesøg. Som i Danmark er det tit for småting. Men man skal være virkelig forsigtig. Man er helt alene om ansvaret. Der er ingen, man kan holde i hånden! En familie fra Kap Tobin skulle med ”Jopeter” hjem på ét års orlov i Danmark. Fruen var her fra Scoresbysund. Hun havde en væmmelig infektionssygdom, så jeg gav hende ved afskeden på skibet en penicillinindsprøjtning, som hun kunne fortsætte med tabletter på rejsen. Hun gik i penicillinchock for mig og faldt om efter få minutter. Gudskelov har jeg altid adrenalin hos mig, så hende livs blev reddet. Det var første gang, jeg selv har oplevet det. Men familien kom da godt af sted til Danmark. Men jeg er blevet klar over, at jeg kan komme ud for alt heroppe. Banale ting og store problemer. Jeg havde en meget trist oplevelse. Fangeren Christian Arqes kone havde født en søn, som ved fødslen var lille og meget mager. Han havde formentlig pylorostenose (forsnævring af mavemundingen) eller tarmforsnævring. Han kastede alt op og gik til efter kun 9 dage. Begravelsen gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg følte, at jeg havde spillet fallit. Han ville imidlertid ikke have overlevet en transport til Danmark. Men alligevel - sådan et lille kræ! Jeg gik ud til familien et par gange om dagen med lidt gode råd og penicillininjektioner for at forebygge evt. infektioner. Intet havde hjulpet. Bagefter skrev præsten til mig, at han skulle sige mig


30  ·  Dagbogsbreve fra Scorebysund 1957-59

tak, fordi jeg havde været så sød til at besøge dem og gøre, hvad jeg kunne for at redde drengen! Men ved begravelsen havde jeg svært med at bearbejde mine tanker. Et par hunde, en lille barneslæde med en lille barnekiste. Tungt og dystert vejr. Bag slæden fulgte præsten i sin præstekjole, familien og vi andre i mørke anorakker. Ikke mange. Vi traskede i sneen op i elvlejet til ”kirkegården”, som bare var nogle simple trækors på skråningen. Grave kunne man jo ikke. Der er ingen jord. Det er bare sten, der lægges ovenpå kisten, til den er skjult. Det er nok en begravelse, jeg aldrig vil glemme. Jeg følte mig skyldig. Jeg følte, at jeg burde have kunnet gøre noget mere. Jeg blev også lidt mere betænkelig ved hele vores situation her. Hvad kunne jeg egentlig? Var jeg dygtig nok? Jeg blev pludselig ydmyg. Her var det ofte tale om en kamp om liv og død. Du kan ikke give sorteper videre. Du må yde det, du kan! Jeg fandt en udateret lap papir, som jeg har skrevet fra den første tid i ”Charcots sygehus”. Den viser, at man foruden dygtighed så også er afhængig af held, eller om man vil ”Guds hjælp” Her er notatet: Forleden kom en sød, ung grønlænderinde med venstre hånd bundet ind i et tørklæde fyldt med blod. Hun havde syet skindtøj. Den skarpe kvindekniv, ulo’en, var smuttet og havde skåret bøjesenerne i venstre håndflade over. Det så slemt ud. Jeg fik lagt en lokalanæstesi, så jeg kunne rode rundt i såret


Den første tid i Scoresbysund  ·  31 uden det gjorde ondt på hende. Jeg kunne tydeligt se begge ender af hver eneste overskårne sene. Johansen tørrede pænt blodet op rundt omkring, hvor jeg rodede. Men jeg var godt nok ikke stolt af situationen. Det var virkeligt en specialistopgave, som ikke var skræddersyet til mig. Jeg mente, at man i første række blot skulle stoppe blødningen, holde sig fra seneenderne, og kun anlægge en støttebandage i gips. Men mine håndbøger havde jeg ikke her på sygehuset. Da jeg var bange for, at seneenderne skulle forsvinde, bandt jeg de øverste ned til det andet væv. Så gipsede jeg underarmen til. En stor penicillinindsprøjtning og så hjem! Da jeg senere fandt mine lærebøger, kunne jeg se, at jeg netop ikke skulle have rørt seneenderne. Nå, jeg måtte vente og se. Gjort var gjort. Da hun kom til kontrol var hun begyndt at kunne bevæge fingrene. Det var en solstrålehistorie. Hun kunne begynde at sy igen. Jeg skulle i alt fald ikke have lukket såret op igen. Dygtighed? Nej, det måtte være Vorherre eller heldet.


Jens Nielsen og Det Grønlandske Selskab

9 788787 925457

fra Scoresbysund 1957-59     Det Grønlandske Selskab

Disse skriverier stammer fra en rejse til Scoresbysund i 1957 og efterfølgende 2 års ophold. Vi var en familie, der bestod af Morten (knapt ét år), Søren (knapt 4 år), Grethe (tandlæge og knapt 29 år) samt Jens (læge og 29 år). Vi skulle være den første fastboende lægefamilie i Nordøstgrønland i byen Scoresbysund, som i dag hedder Ittoqqortoormiit og ligger i et af verdens smukkeste naturområder med en befolkning, som vi lærte at sætte stor pris på. Det blev til 2 år, hvor Grethe og jeg blev voksne, og hvor vi ustandseligt blev udfordret – ofte på kanten af overlevelse. Det blev vort livs største oplevelse...

Jens Nielsen     Dagbogsbreve

Hverdagsliv i Nordøstgrønland 1957-59

Jens Niel sen

Dagbogsbreve fra Scoresbysund 1957-59 Det Grønl andsk e Sel sk ab

Jens Nielsen - Dagbogsbreve fra Scoresbysund 1957-59  

Upcoming publication from The Greenlandic Society. Official launch 4th of July, 2012. Available in danish only. Order from dgs@groenlandsels...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you