Dagbog fra Østgrønland

Page 1

Dagbog Østgrønland 1905‑06

Et år – fra 1905 til 1906 – tilbragte sprogforskeren og antropologen William Thalbitzer med sin hustru, kunstneren Ellen Locher Thalbitzer i den isolerede, nyoprettede handelsog missionsstation Ammassalik i Østgrønland blandt de endnu kun delvis kristnede østgrønlændere. Et ophold, der skulle give ham materiale til et langt livs arbejde. Her er dagbogen fra dette skelsættende år i hans liv.

Det Grønlandske Selskab

98959_cover_dagbog-oestgroenland_r1.indd 1

Dagbog Østgrønland 1905‑06

William Thalbitzers originale dagbog og fotografier fra Ammassalikområdet Redigeret af Ole Lund

Det Grønlandske Selskab

21/11/14 14:12


Dagbog Østgrønland Juni 1905 – September 1906 William Thalbitzer

Redigeret af Ole Lund

98959_dagbog_1k.indb 3

25/10/14 11.28


Indholdsfortegnelse Introduktion – Historien  · 7 Om dagbogens sprog og stavemåder  · 11 Prolog – Indsejling  · 14 Dagbog Østgrønland – Juni 1905 – September 1906  · 18 Udtalevejledning · 192 Litteraturliste · 193 Noter · 194

98959_dagbog_1k.indb 5

25/10/14 11.28


Storfanger og trommedanser Kuuitse (1876‑1932) senere døbt Sejer, malet sept. 1906 af Carl Locher, marinemaler og Skagensmaler og far til Ellen Locher Thalbitzer.

98959_dagbog_1k.indb 6

25/10/14 11.28


Introduktion Historien I sensommeren 1884 lykkedes det den danske søofficer Gustav Holm (1849‑1940) med sin konebådsekspe‑ dition at sejle langs den grønlandske østkyst gennem den vanskelig gennemtrængelige storis og nå frem til det mytiske område, Ammassalik. Her mødte han et hidtil ukendt og uberørt naturfolk på 413 individer. Helt ubekendt med omverdenen var dette isolerede folk med egen kultur, sprog og historie nu ikke, for de plejede at sejle på årelange, farefulde rejser til Syd- og Vestgrønland for siden at vende tilbage til hjemegnen med varer som metal, stof og nåle og beretninger om de fremmede, qaddunaat. Dette historiske kulturmøde i 1884 ved Ammassalik, endestationen for inuits vandring fra Sibirien, skulle blive en milesten i forståelsen af den eskimoiske kultur, og Gustav Holm regnes med sine indsamlinger og be‑ retninger fra Østgrønland for en af grundlæggerne af den moderne antropologi. Ammassalikkerne fik ved dette møde endnu mere trang til at få del i den moderne verdens bekvemmelig‑ heder som skydevåben, europæisk tøj osv, og Gustav Holm lovede at gøre sit til, at man ville oprette en dansk handelsstation, en koloni i området. Der skulle dog gå 10 år, inden dette kunne blive til virkelighed, men han kom faktisk igen i 1894, denne gang med et stort skib, »Hvidbjørnen«, medbringende tømmer osv til etableringen af kolonien Angmagssalik (som det blev stavet dengang) ved den sølignende fjord Tasiilaq. Desuden kom der også en missionær F.C.P. Rüttel (1859‑1915) med hustru, en kolonibestyrer Johan Petersen (1867‑1960), af grønlænderne kaldet Ujuaat, samt en tømrer C. Nielsen og en matros S. Nielsen. Men inden da var mange blevet trætte af at vente, og for et rejsende nomadefolk var det det mest naturlige at rejse – i dette tilfælde sydover til kolonierne og missionsstationerne i Sydgrønland, så da den anden danske ekspedition ledet af søofficeren Carl Ryder (1858‑1923) kom til området i 1892 var befolkningstallet faldet fra 413 til 293. Mange har siden hævdet, at dette skyldtes sultperioder og hævndrab. Men selv om der forekom nogle mord, så skyldes nedgangen hovedsageligt, at 118 personer var rejst til Sydgrønland eller var på vej dertil. Ved den herrnhutiske missionsstation Frederiksdal (Narsarmijit) var der specielt i 1887 et voldsomt rykind af omkring 50 østgrønlændere, der ville døbes. Da kolonien, handelsstationen og missionsstationen Angmagssalik var blevet oprettet, og det rygtedes ned langs kysten, så vendte mange tilbage til området, så man i 1900 igen var oppe på samme befolkningstal som i 1884. Missionæren F.C.P. Rüttel var meget omhyggelig med, at de østgrønlandske hedninge, der gerne ville være kristne og dermed skulle døbes, også vidste, hvad de gik ind til. Derfor gik der 5 år, før han døbte de første 8 den 16.04.1899. Det var 7 kvinder/piger og 1 dreng, den senere kendte kunstner og kateket Kaarale Andreas‑ sen (1890‑1934). I 1904 rejste Rüttel efter at have døbt 68 personer og blev afløst af pastor Christian Rosing (1866‑1944).

98959_dagbog_1k.indb 7

25/10/14 11.28


Introduktion

Historien

Med Rosing som præst blev resten af befolkningen kristne, og de sidste blev voksendøbt i 1921 – i 200-året for Hans Egedes ankomst til Grønland i 1721. Men denne på mange måder unikke østgrønlandske eskimostamme var naturligvis stadig et studie værd. I sin bog Tristes Tropiques (1955) har den franske antropolog Claude Leví-Strauss (1908‑2009) en historie om en ung opdagelsesrejsende, der har hørt om en sidste uberørt stamme dybt inde i junglen. Han begiver sig af sted, men møder stammen længe før ventet – på vandring ud mod civilisationen! I nøjagtig samme situation befinder den danske sprogforsker og antropolog William Thalbitzer (1873‑1958) sig under sit ophold i Østgrønland 1905‑06. Egentlig ville unge Thalbitzer allerhelst have fulgt sin drengedrøm og være taget til Brasilien for at studere primitive indianerstammer, da han i 1899 blev cand. mag. i nordisk filologi og engelsk. I stedet endte han i Vest‑ grønland, for som man sagde til ham: »Studiet af eskimoisk sprog og folkedigtning er næsten jomfrueligt land«. I maj 1900 gik William Thalbitzer derfor første gang om bord i en af Grønlandske Handels træskonnerter og opholdt sig det meste af et år ved Jakobshavn (Ilulissat), hvor han lærte sproget, lærte at køre hundeslæde og indsamlede folkloristisk materiale. Jakobshavn var dengang endnu ret primitivt med tørvehuse, skindbe‑ klædning og godt med lus i sengetøjet. Påvirket af europæisk kultur var stedet unægtelig alligevel, og befolkningen var kristnet forlængst. Thal‑ bitzer planlagde derfor en ekspedition til Canada, hvor der ved Prince of Wales Strædet et halvt århundrede tidligere var truffet eskimostammer, som måtte formodes at leve langt mere isoleret. Det ville imidlertid ikke rigtig flaske sig for ham, hverken m.h.t. økonomisk støtte eller opbakning fra de amerikanske forskere. Han vendte derfor blikket mod det nykoloniserede Østgrønland, hvor han tilsvarende forventede at møde en nogenlunde upåvirket eskimoisk kultur og få lejlighed til at studere »et for al fremmed påvirkning frit og rent eskimosprog,« som han skriver i sin ansøgning om tilladelse til at tage til Ammassalik og studere kulturen dér. Det blev en lang tur. Først fra København til det daværende Egedesminde (Aasiaat) i Nordvestgrønland og efter en måneds venten dér igen mod syd, rundt om Kap Farvel og op langs Østgrønlands kyst (august 1905), hvor han gør sig følgende tanker i sin notesbog: »Og mens jeg står og sammenligner de to kyster, gribes jeg skiftevis af minderne om vort sommerophold på den kyst, vi kommer fra, og forventningerne om det ophold, vi nu ved vinterens nærmelse går i møde på østkysten. Hver kyst viser ud mod sin del af verden; hver af dem har sit eget sind. Vestkysten ser ned på Amerika, for os den nye verden, for eskimoen det gamle hjemland, mens østkysten vender ud mod Evropa, den gamle grå verden, vort eget moderne hjemland – hvordan mon verden vil tage sig ud, fra den side set? Hvilke nye fordomme skal vi møde der, og hvilke skal vi selv være nødt til at kaste overbord? På denne barske kyst, bag denne uigennembrydelige isstrøm lever det ukendte folk, som vi nu skal give os i vold. Mon der er husrum derinde? Mon der er hjærterum? – hvordan tænker de mennesker om livet, om fremmede lande, om os fremmede, som trænger os ind på dem? – og mon jeg vil forstå deres sprog, som skal være så forskelligt fra det vestgrønlandske? Hvor alt derinde i forvejen er ukendt, uvist, tvivlsomt!« Hans frygt blev dog gjort til skamme og hans positive forventninger blev ikke skuffede, hvilket vi ved fra hans store værk i flere dele: »The Ammassalik Eskimo« (1911‑1941), og han og hans hustru havde et vid‑ 8 98959_dagbog_1k.indb 8

25/10/14 11.28


Historien

Introduktion

underligt og uforglemmeligt ophold. Hun (Ellen Locher Thalbitzer (1883‑1956), datter af marinemaleren Carl Locher (1851‑1915) malede og lavede skulpturer, mens han studerede sprog og kultur. Det rummede dog samtidig for Thalbitzer den dybe frustration, at kulturen, han kom til at respektere og værdsætte højere og højere, jo mere han trængte ind i den, med missionens intensive arbejde i regionen var dømt til at uddø. Thalbitzer, som kom fra et meget religiøst hjem, havde kun ladet sig konfirmere for at behage sin far. Han var blevet overbevist ateist og så på kristendommens og den europæiske kulturs indtog på nøjagtig samme måde som Claude Leví-Strauss – nemlig som en fremtromlende magt, der udjævner alt, hvor den end kommer frem, udslettende alt anderledes, omskabende det i et vrængbillede af sin egen såkaldte »civilisation«. Thalbitzer havde svært ved at skjule sit mishag – faktisk fik missionærerne det indtryk, at han ofte direkte modarbejdede dem. Det kom til en sag i indenrigsministeriet, og Thalbitzer var bagefter en uønsket person i Østgrønland. Sommeren 1914 tilbragte William og Ellen Thalbitzer hos de indvandrede østgrønlændere i fjordene bag Kap Farvel; et ophold Thalbitzer opfattede som en fortsættelse af ekspeditionen otte år tidligere. I 1926 blev han den første professor i det nyoprettede fag Eskimologi ved Københavns Universitet og gjorde sig betydeligt gældende inden for antropologiske og sprogvidenskabelige kredse, ligesom han blandede sig i den grønlandske sprog- og kulturdebat. Bl.a. kom han med flere forslag til en grønlandsk sprogreform, og da den endelig kom i 1973 – 15 år efter hans død – bar den tydelig præg af hans indflydelse. Han var flere gange i Vestgrønland, men Østgrønland genså han ganske kort først i 1950 i den høje alder af 78 år. Det ene års ophold 1905‑06, hvor så vidt muligt hver eneste time blev udnyttet, gav ham imidlertid materiale til et helt livs arbejde – samt mere endnu, for han nåede slet ikke selv at publicere det hele, og meget ligger endnu og venter. William Thalbitzers efterladte optegnelser og manuskripter (en kubikmeter eller mere) befinder sig på Det kongelige Bibliotek, men også bl.a. Rigsarkivet og Arktisk Institut ejer papirer og breve, han selv har indleveret, eller som er indleveret senere. Den originale, håndskrevne dagbog fra Østgrønland i tre hæfter ligger på Rigs‑ arkivet. Sandsynligvis med henblik på publicering (han havde selv medvirket til og kommenteret udgivelsen af flere dagbøger fra Ammassaliks tidlige dage) fik han maskinskrevet dagbogen i 1950 og påførte den nogle rettelser og tilføjelser. Dette manuskript er for omkring 10 år siden tilgået Arktisk Institut fra familien. På en måde kan man sige, at denne dagbog er noget så usædvanligt som en endnu ikke udgiven klassiker (der nu udgives med omkring 60 års forsinkelse). Både Thalbitzer selv og andre har ofte refereret til den, for slet ikke at tale om de tilhørende fotografier, der uden tvivl er nogle af de allermest benyttede, når man har skullet illustrere livet i den gamle eskimoiske kultur, fotos, som nu ligesom kommer »hjem« til deres rette sammenhæng. Gik det så så galt som Thalbitzer frygtede? Uddøde den østgrønlandske kultur? Både ja og nej – det er en historie, som må vente til en anden god gang, men udgivelsen af William Thalbitzers dagbog fra Ammassalik er et vigtigt bidrag til »folket bag storisen«s historie.

9 98959_dagbog_1k.indb 9

25/10/14 11.28


Trommedanser Kuuitse (1876‑1932) senere døbt Sejer, statuette af Ellen Locher Thalbitzer.

98959_dagbog_1k.indb 10

25/10/14 11.28


Om dagbogens sprog og stavemåder William Thalbitzer var et sprogmenneske og en foregangsmand med et meget bevidst forhold til sprog – hvilket tydeligt fremgår af hans dagbog. Her benytter han en for sin tid ganske avanceret retskrivning – og som foregreb de langt senere danske og grønlandske sprogreformer. Man kunne sige, at han øvede sig her i sin dagbog, som vel i første omgang var tænkt til eget brug. Men med hans brug af bolle-å og lille forbogstav i navneord var han hele 43 år forud for sin tid, da det var med retskrivningsreformen af 1948, at disse retskrivningsregler blev den officielle retskrivning i Danmark. Den tredie regelændring i 1948-reformen var de såkaldte mådesudsagnsord: »vilde«,«skulde« og »kunde«, som blev til »ville«, »skulle« og »kunne«. Dér benyttede han fortsat den gamle stavemåde og han bibeholdt ligeledes stort forbogstav i måneders og ugedages navne ligesom på engelsk. Men også andre danske ord skrev han på sin egen uortodokse måde. Så det er ikke stavefejl eller trykfejl, når han skriver »hode« i stedet for »hovede« eller »vær« i stedet for »vejr«. Nogle gange glemmer han det dog og skriver »vejr« eller en blanding: »væjr«. Ej heller er det fejl, når han f.eks. skriver »av« for »af« eller »ta« for »tage«.I det hele taget er hans lay-out og hans danske retskrivning fra den oprindelige håndskrevne dagbog (sammen hans egne rettelser fra 1950) bibeholdt så meget som muligt. Også når det kommer til de grønlandske personnavne, stednavne og ord, saa brugte han en speciel retskriv‑ ning kaldet fonetisk skrift – en slags lydskrift – i modsætning til fonemisk, som er almindelig skrift. Han var elev af sprogforskeren Otto Jespersen (1860‑1943), som havde udgivet bogen Fonetik i 1897‑99, hvori han beskriver denne fonetiske skrift. Men der er mange specielle tegn og bogstaver, som man ikke kan skrive på computer og som er svære at læse, hvis ikke man har studeret dem grundigt. Derfor er grønlandske personnavne, stednavne og ord i dagbogen ændret fra den fonetiske skrift til en mere læselig normal (fonemisk) skrift. Og dog – fordi Thalbitzers grønlandske stavemåde foregriber den grønlandske retskrivningsreform af 1973 (68 år efter at han ankom til Østgrønland!), så er noget af denne specielle stavemåde bibeholdt. F.eks bruger han konsekvent Q og q, hvilket man netop gør idag i stedet for de gamle, specielle grønlandske bogstaver K’ og K. Og på samme måde med hans brug af dobbeltvokaler for lange vokaler, selv om han veksler mellem sådanne dobbeltvokaler og det tidligere benyttede tegn sivitsuut ^ over en vokal, hvilket også betyder »lang vokal« (se udtalevejledningen side?). Det vigtigste har været læseligheden udfra almindelige grønlandske retskrivningsprincipper. Mens han var rimelig konsekvent mht sin uortodokse stavemåde af danske ord, så gjaldt det desværre ikke det grønlandske. Hans stavning af de østgrønlandske ord og navne er ret så inkonsekvent. Han kunne ligesom ikke rigtig bestemme sig. F.eks. skriver han nogle gange storfangeren og trommedanseren Kûitse’s navn således: Ko’tse (aprostroffen er en prik i originalen), nogle gange således: Kôitse og de fleste gange således: Kooitse (et par gange bliver det til Koitse og Kootse, men det er deciderede fejl, sikkert skrivefejl), selvom det er det samme som Kûitse eller med moderne retskrivning: Kuuitsi (o og u er det samme ligesom e og i – se udtalevejledningen side?). For at gøre forvirringen komplet så skrev præsten Christian Rosing ved dåben 09.03.1913 Kûíte, men

98959_dagbog_1k.indb 11

25/10/14 11.28


Introduktion

Om dagbogens sprog og stavemåder

da han, Kuuitse (= Kûitse), afleverede sine amuletter til samme præst, så blev der skrevet Kûise, hvilket hos Knud Rasmussens mor blev til Kuitik, da hun oversatte beskrivelsen af amuletterne fra grønlandsk til dansk til Nationalmuseet. Så her har vi 11 forskellige måder at skrive nøjagtig det samme navn på. Ikke underligt, hvis man skulle blive forvirret. Inkonsekvenserne er bibeholdt i dagbogen, men hvis man vil se de forskellige variationer samlede, så findes de i listerne bag i bogen, hvor man også kan se de mere normale stavemåder af ord og navne. Ligeledes kan man bag i bogen finde en hjælp til udtalen af navne og ord i udtalevejledningen side?. Men forøvrigt kan det godt være, at Thalbitzer i nogle tilfælde har fanget nogle små dialektale forskelle fra sted til sted eller nogle individuelle forskelle fra person til person. Nogle gange er der også nogle direkte misforståelser og blandinger af østgrønlandsk og vestgrønlandsk (muligvis påvirket af vestgrønlænderne i kolonien: præsten (Christian Rosing) og kateketen (Henrik Lund). F.eks. skriver han for det meste Tasiusaq for den sølignende fjord uden for kolonien, den nuværende by. Det er vestgrønlandsk for det østgrønlandske Tasiilaq, som nu også er byens navn. Fire gange skriver han Taseesaq og en gang det korrekte Taseelaq (= Tasiilaq). Endelig er der enkelte selvopfundne stavemåder for etablerede navne som Eesaq for Isak eller Kâralik for Kârale. I det sidste tilfælde drejer det sig om den tegnebegavede dreng, der senere skulle blive til den kendte kateket og kunstner Karl Andreassen. Han hed oprindelig Kaakkajik og var det første østgrønlandske mand/ dreng, der som 9-årig blev døbt den 16.04.1899. Missionæren Rüttel ville egentlig gerne have bevaret de gamle navne ved dåben, men dåbskandidaterne ville helst have europæiske navne ligesom folk på vestkysten. Rüttel fandt derfor på stavemåden Kârale som en østgrønlandsk form for Karl. Thalbitzer har så åbenbart villet gøre det til noget østgrønlandsklignende igen – derfor Kâralik. Dagbogens tekst virker med sin blanding af gamle og nye elementer både på dansk og grønlandsk på samme tid gammeldags og moderne. Man kan sige, at man udover beskrivelser af østgrønlændere, vestgrønlændere, kultur, musik, religon, hunde, rejser og steder også her får et indblik i sprogmandens arbejde med sproget ude i felten. I løbet af året bliver Thalbitzer bedre til at høre de østgrønlandske sproglyde. Andet ville naturligvis være mærkeligt. Men der er nogle specielle problemer med østgrønlandsk på den måde, at nogle lyde er en mellem‑ ting mellem vestgrønlandske sproglyde. F.eks. har man et specielt L, som udtales som en mellemting mellem L og D, og som derfor nogle gange bliver skrevet som et L og nogle gange som et T (der skal udtales som D). Ligeledes kan det være vanskeligt at afgøre om et ord ender på T eller N, da det sandsynligvis er mellemting. Lyden D har man ikke på vestgrønlandsk foran E og I, men det kan man godt have på østgrønlandsk. Hvordan skal man så skrive det? Skal man bruge bogstavet D, som ikke findes i vestgrønlandske ord. Osv. Det er disse problemer, der har gjort, at man her i 2014 endnu ikke har fundet ud af at lave en standardiseret retskrivning for østgrønlandsk. Året efter at Ellen og William Thalbitzer kom tilbage til Danmark publicerede Thalbitzer en artikel i Geografisk Tidskrift om deres ophold: »Eskimokulturen ved Angmagssalik (Ammassalik) – Iagtagelser fra et Ophold i Østgrønland 1905‑1906«. Her har han fået noget mere styr på de grønlandske ord og navnes 12 98959_dagbog_1k.indb 12

25/10/14 11.28


Om dagbogens sprog og stavemåder

Introduktion

stavemåder med en modereret fonetisk skrift. Til gengæld er der ikke bolle-å og lille forbogstav på navneordene i det danske. Men det kan være at tidskriftets redaktion har rettet det! I hans senere publikationer blev hans specielle danske retskrivning gennemført. Når man hører optagelserne, som Thalbitzer optog på valse på sin fonograf, så synes jeg ikke, at udtalen af de østgrønlandske ord har ændret sig ret meget siden 1906. Ligesom når man nu hører unge østgrønlændere tale sammen indbyrdes, så kan man let genkende sprogmelodien fra dengang. Der er selvfølgelig kommet mange nye ord til, låneord, men de bliver jo så udtalt på østgrønlandsk. Der skulle dog have være sket en ændring i 1950-erne, som f.eks. at man gik fra at sige Ammattalik til at sige Ammassalik. Jeg tror, at det har været en vestgrønlandisering i og med, at børnene lærte vestgrønlandsk i skolerne. Men på mange måder lever det gamle østgrønlandske sprog i bedste velgående – altså så længe der er mennesker, der taler det. Ole Lund Ringkøbing 2014

13 98959_dagbog_1k.indb 13

25/10/14 11.28


Prolog Indsejling

Det åbne hav uden for isbæltet ved Ammassalik området med den store isfjord Sermilik i det fjerne (tv).

Sidst i august 1905 rundede vi Kap Farvel og kæmpede os vej mod storm og og strøm ind i Danmarksstrædet mellem Island og Grønland med kolonien Angmagssalik som bestemmelsessted. Vi var ankommet fra Danmark to måneder tidligere via kolonien Egedesminde efter at have krydset At‑ lanterhavet med dampskibet »Hans Egede« tilhørende »Den Kgl. Grønlandske Handel«, og som her var på sin første rejse til Grønland. I Disko bugten havde vi ventet i over en måned på, at den lille kystdamper sydfra skulle ankomme og bringe os til det forjættede land på østkysten. I Egedesminde tilbragte vi nogle dage i selskab med Knud Rasmussen og endnu længere tid med hr. Daugård-Jensen, daværende inspektør for Nordgrønland. Men de skulle andre steder hen. Kun os min kone og jeg var på vej til østkysten for at overvintre blandt hedningene. På vestkysten i Egedesminde og Iginiarfik, forberedte vi os på vores opgave og vores rejse, klædte os i eskimoiske skinddragter, kamikker og lign. »Godthåb« var navnet på den skonnert, som skulle have os ombord. Nogle få vestgrønlændere var blandt passagererne, en mor med hendes tre drenge og vores tjenestepige Abigael Brandt, en ung indfødt fra Egedes‑ minde. »Godthåb« var oprindeligt bygget som et sejlskib, men på dets gamle dage var det blevet udstyret med en skrue og en dampmaskine med nogle få hestekræfter. Selv med alle sejl sat og maskinen på fuld kraft bevægede skonnerten sig kun langsom fremad med mindre vinden var ganske fordelagtig for hun var meget dårligt til at krydse op mod vinden og desværre fik vi mest modvind i Danmarksstrædet. Pakisen langs østkysten viste sig at være usædvanlig besværlig for årstiden. Til sidst nåede vi imidlertid endeligt parallelt ud for vort bestemmelsessted, men den sværeste del var stadig tilbage: indsejlingen gennem storisbæltet. I klart vejr kunne vi lige se fra dækket kanten af pakisen strække sig kilometervis langs kysten; et myldrende bælte af itubrudte stykker i en endeløs strøm fra nord, drivende sydpå langs med denne kyst. Det er de enorme ismasser fra selve polen, der bliver bragt ned denne vej til deres tilintetgørelse. Den lille skonnert gik med fuld kraft, kæmpende mod den stærke strøm, som en svømmende isbjørn. Kaptajnen var en bonde fra øen Læsø i Kattegat. Lige som vikingerne i gamle dage sejlede han til Grønland

98959_dagbog_1k.indb 14

25/10/14 11.28


Indsejling

Prolog

om sommeren, mens hans kone blev tilbage for at passe gården og jorden. Kaptajn S. skulle nu for første gang styre et fartøj gennem pakisen. Østkystens farvand er langt farligere sammenlignet med Vestkystens. Den farlige hvide fjende, som konstant blokerede denne kyst, synes ham uovervindelig. Den overraskede ham og gjorde ham melankolsk og urolig. En dag havde vores kaptajn endelig besluttet sig til at forsøge at forcere det ydre bælte: Isen var en smule mere spredt end sædvanlig og fra mastetoppen kunne man se åbent vand tæt ved kysten, blev der sagt. Men vores stakkels fartøj blev øjeblikkeligt fanget mellem et par store isflager og lå for en stund tilfangetaget af den isfyldte strøms tænder, som en fange uden egen fri vilje. Pakisen drejede rundt og rundt, og skibet drejede rundt med den. Der var risiko for at skruen skulle gå i stykker. Det var for farligt at sejle her. Fartøjet blev styret tilbage til åben sø. Og igen trak vi os tilbage langt bort fra pakisens kant. Ni dage var der efterhånden gået, mens vi drev rundt derude. Ombord var håbet ved at ebbe ud, og tålmo‑ digheden blev presset til det yderste. De eneste passagerer udover os var den grønlandske familie, missionærens kone og hendes børn. Missionæren var en indfødt fra Vestgrønland, pastor Christian Rosing, som var blevet uddannet ved seminariet i Godthåb på vestkysten, hvor han året før var blevet udpeget til at afløse den første missionær (Rüttel) på stationen. Rosing var nu i land afventende sin kones og sine børns ankomst. De var på vej til deres nye hjem, og fra skibet kunne jeg se mit fremtidige studieområde. Derinde var den danske bestyrer af kolonien, Johan Petersen og hans kone, på udkig ud over havet, ikke mindre utålmodige end os udenfor, begge længtes de på samme måde efter deres landsmænd og efter friske forsyninger og nyheder.

Angakkoq’en Ajukutooq på skibets bro i færd med at føre skibet til kolonien gennem den drivende pakis.

15 98959_dagbog_1k.indb 15

25/10/14 11.28


Prolog

Indsejling

Dengang var radio et ukendt begreb. Der var ingen signalstationer, ej heller fyrtårne eller sømærker at rette sig efter. Der var kun de sneklædte fjeldtoppe bagved drivisen, som aldrig synes at ville skille og åbne en vej mod land. Vort forehavende tegnede sig til at blive en fiasko. Kaptajnen havde ordrer til kun at forsøge indsejling i et vist stykke tid. Han kunne snart se sig nødsaget til at vende tilbage til Europa uden at have været ved kolonien. Så ville kolonien helt sikkert ikke modtage forsyninger det år, men det var sket en gang før. Kun ét skib kommer til dette sted hvert år. Det er et af de mest isolerede steder i verden. Den næste dag var luften så tåget, at fjeldene i land ikke kunne ses, kun den ydre kant af pakisen var syn‑ lig. Om bord kunne vi i det fjerne høre isstykkernes summen og hvislen, idet de gled forbi; det var som svag mumlen eller snarere som en blød latter. Men ved daggry skete der noget, der lignede et mirakel. Fra en usynlig åbning, gennem en skjult kanal i isen, skød fem kajakker frem og nærmede sig os hurtigt og lydløst med deres padler bevægende sig op og ned ligesom vipper. Snart var de ved skibssiden. En efter en blev de halet ombord, mand og båd sammen med en løkke om for- og agterstavn. Til sidst lå fem kajakker på dækket ligesom våde havdyr med spyd, harpuner og fangstblærer og fem djærve fangere klædt i skindtøj stod og så på os og lo af hinanden. Kun en af pastorens sønner forstod, hvad de sagde. Deres dialekt var mærkelig; på daværende tidspunkt forstod jeg kun selv vest‑ grønlandsk. Kaptajnen sørgede for et måltid til dem og lod dem hvile sig. De blev natten over, og fik et dansk brev til bestyreren i land. Tidlig næste morgen tog de af sted igen. Men et par timer senere begyndte næste akt. Denne gang var det kun en enkelt kajakmand, som kom ud af pakisen. Han blev også halet om bord og hans øjne lynede af foragt; han virkede som én, der kunne få vinden til at vende. Han viste sig at være at være en af deres angakkut, hans navn var Ajukutooq, en af de store. Han var også kendt for gentagne gange at have været lods for skibet, når det skulle ind i havnen. Nu havde han passeret de andre kajakmænd i pakisen – de var stadig på vej mod kysten. Han havde selv skyndt sig ud til skibet i kraft af sit hverv. Han gik roligt op til kaptajnen, stod foran ham og kiggede op og ned af ham, idet han slyngede ham i hovedet med sin østgrønlandske dialekt: »Hvad for en kaptajn er du? Her kommer vi ud til dig i vores små elendige kajakker lavet af skind, manøvrerer os gennem pakisen, mens du med dit store skib ikke tør nærme dig land. Du er ikke nogen stor kaptajn!« Jeg er sikker på, at kaptajnen ikke forstod, 16 98959_dagbog_1k.indb 16

25/10/14 11.28


Indsejling

Prolog

hvad Ajukutooq sagde til ham, men drengen oversatte det snart. I mellemtiden spildte angakkoq’en ikke tiden og klatrede op på broen. Han overtog straks kommandoen over alt, kaptajnen, sømændene, passagererne og pakisen. Og se, hvilket under! Isen åbnede sig, vi fandt et stræde, ti mil langt, gennem den drivende is, og nær land var der masser af vand. Ved middagstid kastede »Godthåb« anker i en lille rund fjord, som danner en naturlig havn, kaldet Tasiilaq (vestgrønlandsk Tasiusaq), den sølignende bugt. Dette var den sikre havn, hvor kolonien var blevet etableret i 1894; som nu er centrum for handel og person‑ trafik på denne kyst. Ajukutooq modtog sin løn for sine tjenester som lods og havde derudover fastslået yderligere sit ry som en stor angakkoq. Han blev snart efter en af mine bedste kilder til mit studie af hans landsmænds tro, traditioner og skikke. William Thalbitzer, Gurre 1941 Oversat fra engelsk af Ole Lund

17 98959_dagbog_1k.indb 17

25/10/14 11.28


Dagbog Østgrønland

Juni 1905 - September 1906

William Thalbitzer

ORIENTERENDE FORBEMÆRKNING* Angmagsalik, oprettet 1894 som koloni på østkysten (65 ½ o n. br.). Der blev 1893 nedsat en kommission af indenrigsministeriet (Hørring) og kultusministeriet (Bardenfleth), bestående af kommandør G. Holm, direktør Stephensen, lektor H.F. Jørgensen og pastor Chr. Rasmussen. Den afgjorde bl.a. hvilke af de for vestkysten gældende bestemmelser skulde overføres til østkysten, f.eks. hvilke af generaltakstens varer, der skulde kunne købes af Angmagsalikerne. Heri var der ikke indbefattet nogen slags proviantsorter; hverken ærter eller gryn kunne fås (undtagen som fattigkost i nød). Den vordende bestyrer Johan Petersen foreslog direktøren at la udhandle nogle grynvarer, men det blev afslået. Først da der i vinteren 1895‑96 havde været hungersnød, foreslog bestyreren atter at udhandle visse grynsorter – i 97 kom skibet ikke – først 1898 blev tilladelsen sendt i land. Nu 1905 kan de købe følgende proviantsorter i butiken: gule ærter, bankebyggryn, byggryn, boghvedegryn, havregryn, groft rugmel, ris. De har til stadighed kunnet få sæbe, soda, tændstikker, farvestoffer til deres skindsager, malervarer, manufakturvarer, isenkram, værktøj, emaillerede varer, trævarer, porcellæn osv. samt tobak – tobak af forskellige arter, dette nikotinforgiftende lok‑ kemiddel, der får dem til at spytte deres munds bakterier omkring på alle deres husvægge og gulve og klæder og demoraliserer deres smagssans. – Læg mærke til: de kan godt købe rugmel i butikken, men de kan ikke få brød at købe (skonrogger findes i butikken). Skonroggerne må heller ikke bruges som betalingsmiddel, men man må gærne gi dem brød bagt hjemme i huset.

INDLEDENDE Da jeg om efteråret 1901 var kommen tilbage til Danmark fra min første Grønlandsrejse, medførende en tung pakke papirer med indhøstet sprogstof fra eskimoiske munde, tænkte jeg mig ikke senere igen at skulde vende tilbage til Grønland. Men som jeg kom i lag med udarbejdelsen af dette sprogstof, for at skrive om grønlændernes sprog, hvad *) Denne »Orienterende forbemærkning« er ligesom margenbemærkningerne Thalbitzers senere tilføjelser til det håndskrevne dagbogsmanuskript. Herefter er det hans originale dagbog skrevet i 1905‑06. O.L.

98959_dagbog_1k.indb 18

25/10/14 11.28


Dagbog Østgrønland 1905‑06

Et år – fra 1905 til 1906 – tilbragte sprogforskeren og antropologen William Thalbitzer med sin hustru, kunstneren Ellen Locher Thalbitzer i den isolerede, nyoprettede handelsog missionsstation Ammassalik i Østgrønland blandt de endnu kun delvis kristnede østgrønlændere. Et ophold, der skulle give ham materiale til et langt livs arbejde. Her er dagbogen fra dette skelsættende år i hans liv.

Det Grønlandske Selskab

98959_cover_dagbog-oestgroenland_r1.indd 1

Dagbog Østgrønland 1905‑06

William Thalbitzers originale dagbog og fotografier fra Ammassalikområdet Redigeret af Ole Lund

Det Grønlandske Selskab

21/11/14 14:12


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.