Page 1

               

SIORAPALUK MORIUSAQ   THULE  AIR  BASE  

QAANAAQ DUNDAS  

 

KULLORSUAQ

           

UPERNAVIK KANGERSUATSIAQ   Nu us su aq

MESTERSVIG

QAASUT QULLISSAT  

QEQERTARSUAQ AASIAAT  

MAARMORILIK

UUMMANNAQ

ILLOQORTOORMIUT

SAQQAQ

ILULISSAT

ILIMANAQ

QASIGIANNGUIT

         

SISIMIUT

KANGERLUSSUAQ

MANIITSOQ

NAPASOQ ATAMMIK   KANGEQ  

NUUK

QOORNOQ KAPISILLIT   ITINNERA  

QEQERTARSUATSIAAT

         

PAAMIUT ARSUK  

IVITTUUT

GRØNNEDAL NARSARSUAQ  

NARSAQ IGALIKU   QAQORTOQ   ALLUITSUP  PAA   NANORTALIK    P

a rins   Ch  Isu ri s ap rvel   n tia Nu p  Fa n  S un Ka d  

fjernsynsquiz om de 7 verdenshave. Han var en hyppig gæst i FN-bygningen i New York, hvor han kendte mange ledende politikere fra øst og vest. Vi kom vidt omkring den dag, hvad enten det drejede sig om ungdomsårene med Knud Rasmussen i Thule, om verdenspolitikken eller om landadelens seksualliv på Lolland. På et vist tidspunkt blev han alvorlig. “Når jeg dør, skal min aske strøs ud over Thule, der hvor jeg havde mine lykkeligste år.” Som bekendt blev hans ønske opfyldt, da han døde i 1957. Senere, da min kone var kommet til Nuuk, fortalte jeg hende om mit møde med den store polarforsker, og jeg lagde ikke skjul på, at jeg fandt, det var en smuk tanke at lade sin aske spredes, hvor man havde haft sin gerning. “Det kan der måske være noget om”, sagde min kone, “du kan skylle mig ud gennem køkkenvasken!”

Det Grønlandske Selskab

AMMASSALIK

Peter Freuchen boede dengang i USA, hvor han var ” blevet landskendt efter at have vundet 65.000 dollars i en

Et mappedyrs erindringer

Store og afgørende begivenheder i grønland – landsrådssamlingen efter krigen, G 60, Hans Hedtofts forlis, flystyrt og atomulykke i Thule, Hjemmestyrets indførsel – danner baggrund for Rigmor og Claus Bornemanns tilværelse i Grønland. Bogen kombinerer stor indsigt og venlig humor med præsentation af et mangfoldigt galleri af kendte personer i Grønland mellem 1951 og 1979

Claus Bornemann

Claus Bornemann

Et mappedyrs erindringer

Grønland mellem kolonitid og hjemmestyre

Claus Bornemann Født 30. november 1921 i København

1940

student fra Randers Statsskole

1947

cand.jur. fra Københavns Universitet

1948

gift med Rigmor Benjaminsen. Sammen har de børnene Mette, Pia og Lars

1949

sekretær i Grønlands Styrelse

1951

fuldmægtig ved Grønlands landshøvding i Nuuk

1954

fuldmægtig i Grønlandsdepartementet

1957

konstitueret fuldmægtig ved landshøvdingen

1962

ledende sekretær for Uddannelsesrådet for Grønland

1964-78 chef for Grønlandsrådets sekretariat 1967-68 konstitueret landshøvding 1974-76 medlem af styrelsen i Mellemfolkeligt Samvirke 1978-89 generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke 1978-90 medlem af Rådet for Inter-nationalt Udviklingssamarbejde 1979-89 medlem af Dansk Flygtningehjælps forretningsudvalg 1991-92 medlem af Det Rådgivende Udvalg vedrørende humanitær og uddannelsesmæssig støtte til undertrykte folk eller folkegrupper

Det Grønlandske Selskab


claus bornemann

Et mappedyrs erindringer Grønland mellem kolonitid og hjemmestyre

Det Grønlandske Selskab KØBENHAVN 2012


… jeg har altid holdt af musik Jeg nedstammer fra en gevaldig umusikalsk familie ved det, at min far, der oprindelig var søofficer, men senere blev sagfører, som dreng altså blev tvunget til at gå til klaverundervisning. Med denne indledning inspireret af Storm P.s “I tonernes verden“ vil jeg gerne fortælle lidt om min baggrund. Som følge af at min far var tvunget til at gå til spil, skulle hans søn i hvert fald ikke udsættes for den pine. Det var for så vidt et menneskeligt træk i hans karakter, men jeg er ked af, at jeg ikke fik lært at spille, for jeg har altid holdt af musik. Det var der ikke meget af i mit barndomshjem, et hjem uden klaver eller andre musikinstrumenter. Min mor og far hørte jeg aldrig synge bortset fra i kirken, for de var trofaste kirkegængere. Men inde hos farmor og farfar i Toldbodgade havde de en antik grammofon med en stor tragt sådan en, som hunden sad og lyttede til på etiketten, der fandtes på de gamle plader fra His Masters Voice. Efter søndagsfrokosten i lejligheden, der duftede af farfars cigarer og farmors rengøringsmidler, lukkede jeg mig inde med grammofonen og spillede de to plader, der fandtes i huset. Den ene var ouverturen til Wagners opera “Valkyrien“, den anden et udtog af operetten “Jomfruburet“. Det var min introduktion til tonernes verden!


Indhold Side

Del I. Grønland 1951-1953 Kapitel 1.1

Mødet med Nuuk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

9

Kapitel 1.2

Landsrådet samles: 82 punkter på dagsordenen . . . . . . . .

28

Kapitel 1.3

Dagligdagen indfinder sig; travlhed på kontoret . . . . . . . .

43

Kapitel 1.4

Centraladministrationen i al slags vejr . . . . . . . . . . . . . . .

58

Kapitel 1.5

Royalt visit . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

74

Kapitel 1.6

Landsrådsmøde i 1952 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

81

Kapitel 1.7

Et vidunder kommer til verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

88

Kapitel 1.8

Opgør med 200 års kolonitid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

96

Kapitel 1.9

Folketingsvalg og folkeflytninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101

Del II. Grønland tur-retur 1954-1957 Kapitel 2.1

Lundsteens visioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Kapitel 2.2

Grønland på afstand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140

Kapitel 2.3

Ministerrejsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 152

118

Del III. Grønland igen 1957-1962 Kapitel 3.1

Vi bor i et palads . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 168

Kapitel 3.2

Landshøvdingens stedfortræder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 170

Kapitel 3.3

Sommerfolk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 198

Kapitel 3.4

M/S Hans Hedtoft . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Kapitel 3.5

Græsenkemand, G 60 og Bermuda i Nuuk . . . . . . . . . . . . 230

Kapitel 3.6

Blev den grønlandske arbejder forbigået? . . . . . . . . . . . . 255

210

Del IV. Tiden i Danmark 1962-1979 Kapitel 4.1

Nedtur til Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Kapitel 4.2

En grønlandsk elite tager til genmæle . . . . . . . . . . . . . . . 277

Kapitel 4.3

Grønland og det internationale samfund . . . . . . . . . . . . . 289

Kapitel 4.4

Exit Grønland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 303

274


Del I. Grønland 1951-1953 Kapitel 1.1 Mødet med Nuuk Afrejsen En solbeskinnet aprildag i 1951 gik jeg om bord i Den Kongelige Grønlandske Handels (KGH) flagskib Umanak, der lå til kaj ved KGHs plads, klar til at afgå på årets anden rejse til Grønland. Det var Handelens nyeste skib – et stålskib bygget på Helsingør værft i 1949. Efter datidens normer et fuldt moderne fartøj på 2.319 tons, der kunne medtage 78 passagerer foruden gods. En frisk vestenvind strøg ind over pladsen og ruskede i takkelagen på to store fiskekuttere, der lå fastsurrede på henholdsvis forog agterdæk. Det skulle vise sig at blive et problem, da vi kom ud i virkeligt hårdt vejr sydøst for Kap Farvel. Den Kongelige Grønlandske Handels Plads med sine gamle værksteder, sit skindlager og det store dominerende pakhus fra 1767 dannede et minisamfund midt i hovedstaden. For mig var det som en forgård til Grønland, ikke mindst på grund af den ramme lugt af sælskind, tran og saltfisk. Jeg fik anvist en to-mands kahyt, som jeg skulle dele med civilingeniør Aksel Mikkelsen, søn af den kendte polarforsker Ejnar Mikkelsen (det har han vist måttet høre for i hele sit liv!). Aksel Mikkelsen skulle helt op til Nuussuaq. Man vidste, at der var kul i området, og der havde i lange tider verseret rygter om olieforekomster; blandt andet havde søfarende berettet om brændende fjeldsider. Det var Mikkelsens hensigt at få bekræftet disse rygter. Det blev nu ikke det store olieeventyr for ham, men interessen for mulige olieforekomster har holdt sig helt op til i dag, og så sent som i 1996 gennemførtes de første prøveboringer på Nuussuaq – 45 år efter Aksel Mikkelsens odysse! Dengang var en skibsafgang til Grønland en festlig begivenhed. Slægt og venner flokkedes på kajpladsen for at tage afsked. Mit følge var dog ikke stort. Dels boede det meste af min familie i Jylland, dels havde jeg efterladt Rigmor og 8 måneder gamle Mette hos svigermor i Trondheim, da der endnu ikke var bolig til os i Nuuk. De måtte vente til næste skib to måneder senere. Det var en mærkelig fornemmelse at sige farvel til byen, som jeg ikke skulle gense før om to - tre år. På den ene side var det en dejlig følelse at skulle afsted efter at have siddet et par år i tyskerbarakkerne ved Torvegade, hvor Grønlands Styrelse havde til huse. Her havde jeg behandlet sager og orienteret folk om Grønland uden selv at have været i landet. På den anden side var det svært at skulle forlade sin barndomsby med alt hvad der bandt en her, samtidig med at man drog ud til det uvisse. Vi havde naturligvis forberedt os en del, blandt andet havde Rigmor og jeg gået til grønlandsk hos pastor Hertling og hans to grønlandske adoptivsønner, brødrene Jørgen og Knud, som dengang begge studerede jura. Den tid, vi investerede i at læse


10  ·  Del I. Grønland 1951-1953 grønlandsk skulle vise sig at give bonus, for takket være vores beskedne grønlandskkunnen opnåede vi en ikke helt fortjent goodwill hos den grønlandske befolkning i Nuuk. En anden værdifuld læremester var min kollega Verner Goldschmidt, den senere professor i kultursociologi. Han var nyligt kommet hjem fra et års ophold i Grønland, hvor han deltog i den juridiske ekspedition, der med base i Nuuk havde undersøgt den grønlandske befolknings retsopfattelse. Ved eftermiddagsteerne i Styrelsen udmalede han alle de besværligheder, jeg ville møde i Nuuk: sydvestenstorme, regn og tåge, iskolde nordenvinde om vinteren, horder af spyfluer og myggeplage om sommeren og permanent varemangel i butikken - der var faktisk ikke det, som ikke var galt. En dag blev det mig for meget, og jeg spurgte ham, om der ikke kunne siges noget positivt om forholdene deroppe. “Jo da,“ lød svaret “hvis du en aften opdager, at der er top på lokumstønden, og du derfor må forrette din nødtørft udendørs, kan det hænde, at du får anbragt dig bag en lille klippeknold med udsigt over Davisstrædet, hvor en sæl stikker hovedet op af havet, mens solen går ned i et flammehav i horisonten. Da kan du gribe dig i at tænke: her er sgu da ganske smukt!“ Goldschmidts informationer var naturligvis ment i spøg; den unge sekretær skulle mobbes inden afrejsen, men jeg er ham dybt taknemmelig for belæringen, for den nedstemte mine forventninger, og derfor fik jeg mange positive overraskelser, da jeg endelig kom til landet. Det med varemanglen skulle nu tages alvorligt, specielt når man, som vi, rejste ud med et spædbarn. Vi havde foretaget store indkøb hos skibsprovianteringshandler Oscar Rolff i Toldbodgade, så langt som nu en beskeden sekretærløn rakte. I lasten på Umanak var vore kasser med grøntsager, appelsiner, æbler, citroner, børnemad, bleer m.v. samt to BB-piber, der kunne fås til billig pris på udførsel. Med skibet var også vort sparsomme bohave, som vi på grund af boligmanglen ikke genså før 3-4 år senere, da “fuldmægtigboligen” omsider var klar til indflytning. På vej op gennem Øresund fik Mikkelsen og jeg os installeret i kahytten, der skulle være vort hjem i syv døgn, og så blev der tid til at bese skibet. Ud fra datidens målestok var det særdeles velindrettet, blandt andet var der et specielt børnerum og også et rum til de grønne planter, som passagererne bragte med sig. Det med de grønne planter var specielt vigtigt, havde en medpassager informeret mig om, for grønne planter spillede en stor rolle i hjemmene i Grønland, og jagten på stiklinger var intens i Nuuk. Jeg bad også min kone huske at medbringe ekstra urtepotter, for de fandtes ikke i butikken. De to første dage var vejret ret godt. Ganske vist blæste det en del, men i læ kunne vi, godt indpakket, sidde og nyde forårssolen. På tredjedagen blæste det op til kuling, og resten af turen blev en barsk oplevelse for de 62 passagerer. Måltiderne var dagens lyspunkter. I den rummelige spisesalon var vi anbragt ved små firemandsborde. Kaptajnens bord var dog noget større, og her sad hædersgæsterne blandt andet nogle højere embedsmænd fra Styrelsen og Handelen, en fiskeridirektør fra Esbjerg og et par kvindelige passagerere, der livede op i selskabet. Kaptajn Nordhoek var en venlig mand og en underholdende vært, og så havde han mangeårig erfaring i ishavssejlads. Det hed sig, at han var en mester i at finde uden om lavtrykkene, men på denne tur var der åbenbart for mange af dem.


Kapitel 1.1 Mødet med Nuuk  ·  11 Jeg kom til at sidde til bords med en assistent fra handelen, der skulle til Sisimiut, en fuldmægtig til kæmnerkontoret i Aasiaat og en tømrer til et byggefirma i Nuuk. Rygterne om forholdene på Umanak havde ikke været overdrevet. Vi levede et herreliv, i hvert fald, hvad mad og drikke angik. Til frokost severedes øl og to snapse til hver, og til middagen stod der en flaske rødvin på bordet. Om søndagen var der Madeira til desserten. Så stemningen var fin de to første dage, men på tredjedagen efter et halvt døgn med kuling tyndede det ud blandt passagererne. Tømreren og jeg mødte alene op til frokosten. Vore to bordfæller var blevet i deres kahytter, og der forblev de, til vi havde rundet Kap Farvel. Så der var ikke andet at gøre, end at tømreren og jeg måtte dele de fraværendes drikkevarer. Da jeg havde nok i to snapse til frokost, kunne min makker gøre sig til gode med de ekstra fire. Til gengæld disponerede jeg over det meste af rødvinsflasken til middagen, da min bordfælle ikke var særligt interesseret i “det sure sprøjt“. Han var en lille trivelig, rødmosset mand, nyligt hjemkommet efter et kortvarigt kontraktophold i Venzuela. Interesseret som jeg var i det udenrigske, gav jeg mig til at udspørge ham om forholdene i det fjerne land, men han havde ikke andet at berette, end at man derovre fik øl på dåser, hvilket var et særsyn herhjemme. Dog kunne han tilføje, at han var blevet hjemsendt før kontrakttidens udløb i kraft af en lægeattest. Det var tilsyneladende hans speciale at bryde kontrakter på denne måde, for da jeg mødte ham på Skibshavnsvej nogle uger efter ankomsten til Nuuk, fortalte han med et stort grin, at nu skulle han hjem med næste skib, for han havde fået nok af dette hul, og naturligvis var hjemrejsen gratis – det var i orden med lægeattesten! For hver dag steg vinden i styrke og hovmesteren beklagede, at det var umuligt for ham at servere suppe i den slags vejr. Syd for Island var vinden imidlertid løjet lidt af om morgenen, så hovmesteren kundgjorde ved frokosttid, at nu ville der blive serveret suppe til middag. I løbet af eftermiddagen steg vinden igen til kuling, søen rejste sig påny, og skibet slingrede ret kraftigt. Suppen var imidlertid færdiglavet, og det var komisk at overvære de arme skibsdrenges fortvivlede forsøg på at holde suppeterrinerne i balance, mens de kurede frem og til bage i den urolige salon. Der var rigeligt med suppesøer på dørken, da vi var færdige med den middag. Vinden steg fortsat i styrke, men vi, der var så heldige at undgå søsygens kvaler takket være piller og et rimeligt alkoholindtag, kunne stadig mødes i salonen til kortspil og musicering og til kortvarige ture på dækket, mens søerne sprøjtede op over skibet. Man bliver bogstaveligt talt rystet sammen på en sådan rejse, og vi, der var “nye”, stiftede bekendtskaber, der holdt i mange år i Grønland. Den mulighed savner nutidens passagerer, der ankommer til Grønland med SAS-flyet på godt fire timer. Der var en del Grønlandsveteraner blandt passagerene. Det var personale på vej hjem fra ferie i Danmark, og der var “sommerfolkene”, der hvert forår rejste til Grønland: geologer, biologer og fiskerikontrollører, de sidstnævnte skulle op for at gøre færingehavnene klare til en ny fiskerisæson. De så med skepsis på os “nye”, der for de flestes vedkommende skulle til Grønland for at deltage i det reformarbejde, som var resultatet af den store Grønlandskommisions betænkning. For mange af de “gamle” var nyordningen noget uspiselig, men det forhindrede ikke, at vi kunne hygge os sammen om bord.


12  ·  Del I. Grønland 1951-1953 Sydøst for Kap Farvel kulminerede stormen. Grå vandmasser væltede ind mod skibet, der rutsjede op ad bølgetoppene og ned i dalene. Kaptajn Nordhoek skævede bekymret til de fiskerbåde, der var fastsurrede for og agter. Heldigvis blev de hængende i deres fortøjninger. Vi havde ikke mødt skibe i flere døgn, og i en sådan situation kunne man godt føle sig ensom på det “sortladne“ hav. Den aften var der ingen kortspil eller musicering. Vi gik alle tidligt i seng og lå og klamrede os til køjerne. Hen på natten vågnede jeg med en mærkelig fremmed fornemmelse. Det var blevet stille. Stormen hylede ikke mere og jeg kunne høre søernes klukken mod skibssiden, mens skibet bevægede sig vuggende fremad. Vi havde passeret Kap Farvel og sejlede i læ af Vestgrønland. Næste morgen var alle oppe og spejdede med lettelse mod den grønlandske kyst, der tegnede sig i det fjerne som en sort-hvid mosaik. Vi var over det værste, nu var der kun et døgn til Nuuk.

Ankomsten Den sidste dag sejlede vi i magsvejr og strålende sol. Umanak var kommet tættere ind på kysten, for vi nærmede os Nuuk. De sneklædte fjelde rejste sig brat af havet, en barsk natur, der mindede end del om Lofoten ved Norge. Hist og her sås nøgne sorte og brune pletter, hvor vind og sol havde fjernet sneen. Snart dukkede Nuuk karakteristiske fjeldlandskab op med Sermitsiaq (Sadlen) og Store og Lille Malene. Skibet satte farten ned, vi var nået frem. På skrænterne ned til skibshavnen var sneen spættet med røde pletter. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være børn og unge klædt i anorakker eller kåber af rødt multum - et af de få stoffer, som kunne købes i butikken. Skibsanløb var ikke nogen dagligdags begivenhed, så det meste af byen var mødt frem, og glade velkomstråb lød ud til os. Men der var ingen skibskaj, kun en beskeden anløbsbro, hvor store skibe med besvær kunne lægge til, så skønt vi kun var en halv snes meter fra land, tog det Umanak 1½ time at få fortøjet. Folk i land blev efterhånden utålmodige og mange sivede tilbage til byen. Da landgangen omsider var på plads, strømmede de standhaftige op på skibet og skabte kaos på dækket, hvor utålmodige passagerer gerne ville hurtigt i land. Jeg blev modtaget af landshøvdingeembedets kontorchef N.O. Christensen og af Erik Hesselbjerg, den fuldmægtig, som jeg var rejst op for at afløse. De fik mig og min bagage op i den ene af Nuuks to personbiler. Det var landshøvdingens tjenestebil, en brun Volvo stationcar, der gik under tilnavnet “den brune æske“ efter sigende opkaldt efter Styrelsens chef Eske Brun. Vi kørte ind ad den 1½ kilometer lange skibshavnsvej, Nuuks livslinje, der forbandt skibshavnen med den gamle bydel. Den var mildest talt primitiv, fuld af store huller og bump. Der blev i årenes løb knækket adskillige aksler og fjedre på de mange lastbiler, der deltog i anlægsarbejdet. Der var imidlertid så stærkt behov for byggeri, at man først begyndte at anlægge gode veje adskillige år senere. Det var en uheldig prioritering, hvad Grønlands Tekniske Organisation (GTO) har erkendt, men det havde næppe været muligt at starte med et vejbyggeri i en by, hvor befolkningen ventede utålmodigt på boliger og nye institutioner Jeg blev sat af ved det tidligere canadiske konsulat, der efter konsulatets nedlæggelse blev anvendt til midlertidig indkvarterig af nyankomne. Her blev jeg indkvar-


Kapitel 1.1 Mødet med Nuuk  ·  13 teret sammen med en kvindelig asiststent til handelskontoret og en ingeniør til landshøvdingens tekniske afdeling. Det canadiske konsulat blev oprettet under krigen i 1941, og indtil 1950 havde Canada en konsul i Nuuk ligesom USA. Huset var et amerikansk typehus med oliefyr. Det havde også træk og slip, og bortset fra det amerikanske konsulat var det den eneste bygning, der var forsynet med en sådan luksuriøs installation. Vi var knapt flyttet ind, før vi opdagede, at ingeniøren var ramt af et alvorligt kulturchok ved synet af Grønland. Det var muligvis turen ind ad den hullede skibshavnsvej, der havde overbevist ham om de enorme tekniske opgaver, han var blevet sat til at løse. I hvert fald sad han apatisk i husets eneste lænestol og stirrede tomt ud i luften, når han ikke var på arbejde. Et halvt år efter opgav han og rejste hjem til Danmark. Nuuk havde dengang 1100 indbyggere. Grønlandskommissionen havde overvejet at flytte Grønlands hovedstad, for byen lå meget udsat for vejr og vind - forfatteren Hans Lynge skrev at den havde landsrekord i sydvestenvind. Desuden ville det blive meget kostbart at skaffe en voksende by tilstrækkeligt med vand. Kommissionen veg dog tilbage for at stille et så radikalt forslag. N.O. Christensen skriver i en artikel i jubilæumsskriftet i anledning af Nuuks 200-års-jubilæum, at en flytning i 1948, da byen kun havde 1.000 indbyggere, ville kunne være gjort for, hvad det i 1978 kostede at bygge en snes 4-værelsers lejligheder. Nuuk har omkring 13.000 indbyggere i dag. Jeg havde arvet Hesselbjergs gamle slidte parka, og iført den tog jeg byen i øjesyn. På afstand så Nuuk malerisk ud med sine mange små træhuse i alskens farver. De virkede som et patchwork spredt ud over klippesiderne. På nærmere hold var synet dog ikke helt så festligt. Der lå meget affald mellem husene, som følge af at byen hverken havde dag- eller natrenovation. Senere, da tøbruddet kom, blev det endnu værre, for da dukkede al vinterens skidt frem af sneen. Det var vanskeligt at fjerne affaldet før alt var tøet, så den store oprydning kunne som regel først ske hen i juni måned. Folk forestiller sig gerne de grønlandske byer vrimlende af en masse slædehunde. Men dem var der ingen af i Nuuk. Den sydligste by, hvor der måtte holdes slædehunde var – og er stadig – Sisimiut. Til gengæld holdt man får i hovedstaden. De færdedes over alt og levede af, hvad de kunne få fat på, blandt andet holdt de meget af vasketøj, og kontorernes papiraffald syntes at være en særlig lækkerbisken. Der gik den vits i byen, at de sorte får især levede af landshøvdingens karbonpapir. Senere, da byen var vokset stærkt, blev det forbudt at holde får. I stedet kom der hunde - ikke grønlandske slædehunde, men danske skødehunde af alle racer. De fleste huse var selvbyggede, og det var langtfra alle, der kunne betegnes som tilfredsstillende boliger. Navnlig var det galt i byens slumkvarter, Islandsdalen, hvor husene var meget sølle. Det påstås, at den daværende medicinaldirektør Frandsen under et besøg i Nuuk skal have bemærket, ”at han ikke ville bestride, at disse hytter måske ville være egnede til at holde regnen ude i troperne!“. Der var kun få større bygninger i byen, blandt dem kirken og seminariebygningen. Under krigen opførtes nogle bygninger af amerikansk model, først og fremmest det amerikanske konsulat. Et af de amerikanske huse blev anvendt til bolig for telegrafbestyreren, og da jeg en dag mødte telegrafbestyrer Mikkelsen, der netop var flyttet


14  ·  Del I. Grønland 1951-1953 tll Nuuk fra Qeqertarsuaq for at overtage ledelsen af det lokale televæsen, kom vi til at diskutere de alvorlige boligproblemer i byen. På et tidspunkt tillod jeg mig at bemærke, at han da ikke behøvede at klage, han havde jo en god tjenestebolig. “Det kan godt være den er god til sit formål,“ svarede Mikkelsen syrligt. “Hvad er da formålet?“ spurgte jeg forbavset. “Sommerhus i Florida! “ Nuuks omegn var pragtfuld. I de smukke majaftener gik jeg op på inspektørvarden, et højdedrag i byens udkant. Herfra var der en flot udsigt til fjeldet Sermitsiaq, Nuuks vartegn, og milevidt ind i fjorden, hvor små isfjelde kom glidende ud med tidevandet. Solen gik ned i nordvest og gemte sig bag Nordlandet, hvorfra dens sidste stråler skabte en farvesymfoni henover den lyse aftenhimmel. I timevis kunne jeg sidde og nyde dette enestående natursyn, for selvom Nuuk ikke har midnatsol, er det ved sommertid lyst hele døgnet. Den første søndag var jeg på ski i omegnen. Heldigvis havde jeg anskaffet mig ski med stålkanter, for terrænet omkring Nuuk viste sig at være meget ujævnt, og der, hvor blæsten havde haft frit spil, var føret knaldhårdt. Til trods for det gode vejr mødte jeg ikke mange skiløbere ud over nogle rypejægere, der var på vej hjem tungt belæsset med fugle. Forekomsten af ryper kan svinge kraftigt fra år til år, og 1951 var et af de store år, hvor det vrimlede med ryper. Jeg nåede ikke selv at nyde godt af overfloden, for fredningstiden indtrådte kort efter. Ryperne var fredet fra maj, og næste vinter, da jeg havde fået anskaffet mig en haglbøsse, var det småt med forekomsten. Vi opnåede ikke at opleve et eneste rypeår under vort Grønlandsophold, og det var vi svært kede af, for for os var ryper en særlig lækkerbisken. Administrationen lå midt i byen i nogle gamle barakker, som havde tjent som indkvartering for tyske flygtninge i Danmark. Det var ikke nogen voldsom overgang for mig, for i Grønlands Styrelse i København arbejdede vi i den samme slags barakker ved Knippelsbro, der hvor Udenrigsministeriet nu ligger. Klimaet var dog noget barskere her end i Torvegade, og især landshøvdingens kontor var hårdt udsat. Det hændte, at vi efter en hård sydvestenstorm måtte fjerne fygesne fra hans gulv. Jeg fik et meget lille, men hyggeligt kontor med udsigt ud mod Skibhavnsvej. Her havde jeg mulighed for at følge med i, hvad der skete i byen, for hele dagen passerede en strøm af mennesker forbi mit vindue. Når vejret var godt, funderede jeg undertiden over, hvem der var mest tossede, grønlænderne, der slentrede rundt i solskinnet, eller jeg, der sad begravet i papir ved mit skrivebord. For der var meget at at lave. Som eneste juridiske sekretær havde jeg tre overordnede, landshøvding P.H. Lundsteen, kontorchef N.O. Christensen og landsfoged C.F. Simony, der fungerede som politimester. Det var for mange høvdinge til een indianer! Ganske vist havde jeg ved min ankomst fået titel af fuldmægtig, skønt jeg kun var nyudnævnt sekretær i Styrelsen – det var vist sædvane, at man ved ankomsten til Grønland fik en finere betegnelse – men det gjorde ikke arbejdet lettere, og da der var gået et par måneder begyndte jeg at brokke mig. Sidst på sommeren fik jeg undsætning fra København i form af min kollega Erik Bahl. I de næste måneder brugte vi så megen tid på at diskutere, hvem der fik sendt flest sager i hovedet Inden sin afrejse havde Hesselbjerg ført mig rundt til de forskellige kontorer i byen, hvor jeg som nyankommen blev præsenteret for personalet. Jeg var vist den sidste


Kapitel 1.1 Mødet med Nuuk  ·  15 dansker, der kom på en sådan præsentationsrunde. I løbet af 1951 strømmede så mange nye danskere til Nuuk, at man opgav den tradition. De forskellige institutioner var som små kongeriger, der hver for sig vogtede på deres rettigheder og ikke mindst på deres tjenesteboliger. Dem var der alt for få af nu, da nyordningen for alvor tog fart. Det gav anledning til en del gnidninger institutionerne imellem og jeg fandt hurtigt ud af, at der krævedes meget diplomati, hvis man i de små samfund i Grønland skulle undgå at rende sig for mange staver i livet. Sidst i maj fik jeg pludselig chancen for at se mig lidt om uden for Nuuk. Jeg blev anmodet om at tage med landshøvdingens gamle rejsefartøj Holbøll til fiskeristationen Toqqusaq, hvor fiskerikongen fra Esbjerg Claus Sørensen havde fået tilladelse til at oprette en base. Hans søn Frede var leder af stationen, der var bemandet med danske fiskere og grønlandske arbejdere. Jeg skulle foretage afhøringer i nogle familieretssager, og jeg var naturligvis kisteglad for at komme et par dage væk fra byen. Aftenen før jeg skulle afsted, skrev jeg breve til langt ud på natten, for der var postlejlighed til Danmark næste dag. Jeg regnede med at kunne sove ud om bord på Holbøll i de 10 timer, det ville tage for det langsomme fartøj at nå til Toqqusaq, der ligger syd for Maniitsoq. Men jeg gjorde regning uden vært, for da jeg klokken 6 om morgenen kom ned på båden, sad den kendte polarforsker og forfatter Peter Freuchen bred og mægtig nede i kahytten. Han skulle til Toqqusaq for at passe stationens lille butik, og han underholdt mig i samtlige 10 timer, så der blev ikke nogen søvn den dag. Det var nu ikke noget problem, for noget mere underholdende end Peter skulle man lede længe efter. Hans meget kultiverede stemme virkede som en kontrast til hans kendte vildmandsudseende med det buskede fuldskæg. Det forbavsede mig også at høre, at han var total afholdsmand. Det arktiske miljø, han færdedes i som ung, var bestemt ikke tørlagt. Freuchen boede dengang i USA, hvor han var blevet landskendt efter at have vundet 65.000 dollars i en fjernsynsquiz om de 7 verdenshave. Han var en hyppig gæst i FN-bygningen i New York, hvor han kendte mange ledende politikere fra øst og vest. Vi kom vidt omkring den dag, hvad enten det drejede sig om ungdomsårene med Knud Rasmussen i Thule, om verdenspolitikken eller om landadelens seksualliv på Lolland. På et vist tidspunkt blev han alvorlig: “Når jeg dør, skal min aske strøs ud over Thule, der hvor jeg havde mine lykkeligste år.“ Som bekendt blev hans ønske opfyldt, da han døde i 1957. Senere, da min kone var kommet til Nuuk, fortalte jeg hende om mit møde med den store polarforsker, og jeg lagde ikke skjul på, at jeg fandt, det var en smuk tanke at lade sin aske spredes, hvor man havde haft sin gerning. “Det kan der måske være noget om”, sagde min kone, “du kan skylle mig ud gennem køkkenvasken!“ Peter Freuchen gik i land i Toqqusaq og efter jeg havde foretaget de planlagte afhøringer, returnerede Holbøll til Nuuk. Det blev en af de smukkeste motorbådsture, jeg kom til at opleve i Grønland. Vi sejlede indenskærs i blikstille vand, mens majsolen skinnede fra en skyfri himmel. De forårskåde søfugle boltrede sig mellem holme og skær, og af og til stak en sæl snuden op af vandet. Grønland viste sig fra sin bedste side den dag. Den grønlandske skipper Johannes var på alder med mig, og vi fik os en god snak. Han kunne lidt dansk, og med mine grønlandske brokker kunne vi holde konversationen gående det meste af turen. Det var karakteristisk, at skønt


16  ·  Del I. Grønland 1951-1953 vi begge var 29 år, havde han 5 børn, mens jeg kun havde et. Johannes havde sejlet med Jutho under krigen. Skibet, der ejedes af Kryolitselskabet, gik under krigen i konvojfart mellem Grønland og USA, en farlig rute, hvor mange skibe blev torpederet af tyske u-både. Når Jutho klarede sig gennem hele krigen, var grunden den, påstås det, at skibet sejlede meget langsomt og derfor altid lå langt bag konvojen, så u-bådsangrebene var slut, når det omsider nåede frem. Efter hjemkomsten mødte jeg ofte Johannes på skibshavnsvejen, men så hørte jeg en dag, at det ved en lægeundersøgelse var konstateret, at han led af fremskreden tuberkulose. Måned for måned svandt han ind og så mere og mere gusten ud, indtil han efter to års sygdom døde kun 31 år gammel. Han efterlod sig kone og fem børn. Det var første gang, jeg stod over for Grønlands værste svøbe, tuberkulosen. Den var udbredt over alt i landet og var årsag til en tredjedel af alle dødsfald. Cirka 10 % af befolkningen var smittet, og tuberkulosedødeligheden var 20 gange større end i Danmark. Meget tyder på, at sygdommen allerede fandtes, da Hans Egede kom til lande, og at den i det følgende århundrede udviklede sig kraftigt.

Endelig kom familien En smuk sommerdag i begyndelsen af juni ankom resten af familien, Rigmor og Mette, der nu var 10 måneder gammel. Fuld af forventning mødte jeg i god tid op i havnen og oplevede den samme forestilling som ved min egen ankomst. Fra Umanak var inde i havneløbet og indtil den lå fortøjet ved anløbsbroen varede det endog dobbelt så lang tid, som da jeg ankom i april. I ventetiden vandrede jeg utålmodigt frem og tilbage på land, og vore grønlandske venner har senere fortalt mig, hvordan de havde moret sig over denne halvskaldede unge dansker, der var alt for nervøs til at stå stille. I tre timer skilte en smal stribe vand os fra den med længsel ventede genforening.

Rigmor Bornemann og datteren Mette.


Kapitel 1.1 Mødet med Nuuk  ·  17 Glæden ved gensynet var naturligvis stor, og de følgende dage gjorde jeg, hvad jeg kunne, for at Rigmor skulle få det bedst mulige indtryk af Nuuk. Jeg følte et vist ansvar for at have lokket familien til Grønland, selvom vi havde været fælles om afgørelsen. Vi havde imidlertid et problem - vi havde fortsat ingen bolig. Vi var henviste til at bo i vore kufferter i et værelse i det canadiske konsulat. Den chokerede ingeniør havde ganske vist rejst sig fra sin lænestol og var taget på inspektion langs kysten, så der var mere plads i opholdstuen, men vi længtes efter at komme til at bo som en rigtig familie igen. Det var blevet sommer. Termometeret viste 20 grader i skyggen – en sjælden foreteelse i Nuuk. Men jeg havde ikke mulighed for at nyde det gode vejr, for jeg sad i en uge i sysselrådsmøde. Rådet, der dækkede Nuuk distrikt, var sammensat af de grønlandske kommunerådsformænd og danske embedsmænd. Det var lidt af en historisk begivenhed, for det var rådets sidste møde. Som en følge af nyordningen skulle rådet afløses af en demokratisk valgt kommunalbestyrelse. I den usædvanlige varme sad de grønlandske medlemmer og svedte i deres pæne anorakker, mens de drøftede bevillinger af boligstøtte, ydelse af socialhjælp og andre lokale anliggender. Da sysselrådsmødet sluttede, var sommeren forbi. I de følgende seks uger stormede og regnede det næsten uden ophold. Vi var ved at fortvivle over det dårlige vejr, og i mit stille sind var jeg sikker på, at her blev vi ikke længe. Vi kom dog til at bo i Nuuk i sammenlagt 9 år! Så fik jeg en henvendelse, der blev af stor betydning for mig i de følgende 10 år. Elværksbestyrer Nielsen, der tog sig af de få musikprogrammer i den beskedne grønlandske radiofoni, havde fået den gode ide, at lytterne skulle have lidt musik til søndagsfrokosten. Han opfordrede mig til at løse den opgave, og jeg syntes det lød spændende, så jeg svarede ja, og gik straks i gang med at lægge et program for den første udsendelse, Mit forbillede var Sveriges Radios daglige grammofonprogrammer, der dengang var meget populære i Danmark. De startede som oftest med lettere klassisk musik for gradvis at gå over i det mere populære og som regel at ende med en jazzplade. Radiofonien havde til huse i et lille lokale (4 gange 8 meter) i “Duplexen“ - Nuuks telegrafstation. Det var sparsomt forsynet med en pult, hvorpå der befandt sig en mikrofon, en grammofon og en telefon til senderstationen samt det fornødne apparatur til at regulere lydstyrken med. Langs væggen stod nogle reoler med radioens beskedne pladesamling, der foruden dens lidenhed havde den mangel, at den ikke indeholdt grønlandsk musik. Ud over nogle få lakpladeoptagelser fandtes der ikke grønlandske grammofonplader. Ved hjælp af radiofoniens og egne plader fik jeg lagt et program, der startede pompøst med Elgars “Pomp and Circumstances“ for at gå over Bethoven, Ravel og Katchaturian til Edith Piaf, Ebbe Rode, Lulu Ziegler og Armstrong. Jeg sluttede med den dansk/franske sanger George Ulmers “Samedi Soir“, en plade, der skulle blive min kendingsmelodi i mange lørdagsudsendelser i årene derefter. Kort sagt en slem gang kulturimperialisme. Men det viste sig, at lytterne, også de grønlandske, var glade for udsendelsen og det blev indledningen til adskillige hundrede udsendelser af forskellig art i den tid, jeg var i Grønland. Jeg var rystende nervøs, da jeg første gang satte mig ved mikrofonen og det uanset, at radioen i sommermånederne normalt kun kunne høres i Nuuks nærmeste


18  ·  Del I. Grønland 1951-1953 omegn, og at opmærksomheden derfor var begrænset. Men at optræde i Grønlands Radio var et one-man show. Foruden at lukke mikrofonen op og i skulle man passe grammofonen, regulere tonehøjden og være parat til at tage telefonen, når de ringede fra senderstationen. Endelig skulle man holde benene i ro for ikke at sparke til tomme øl- og sodavandsflasker, som andre havde efterladt under bordet. Det var med et lettelsen suk, jeg forlod studiet den søndag uden at have lavet den store skandale.

Landsråds- og kommunevalget Mens blæsten peb og regnen trommede mod ruderne, havde vi i administrationen travlt med at forberede valget til landsråd og kommunalbestyrelser, der skulle finde sted den 29. juni. Valgstemningen var temmelig mat. Der fandtes ikke politiske partier i Grønland – man stemte på enkeltpersoner. Valgmøder var sjældne, det var som om Grønlænderne ikke brød sig om offentlige konfrontationer. Men vi havde en hyggelig valgaften i det lille radiostudie. Kontorchef N.O. Christensen læste valgresultaterne op, redaktør Grove passede ølkassen, og jeg sørgede for musikken. I Nuuk blev den 51-årige seminarielærer Augo Lynge valgt til landsrådet, en interessant personlighed, der i en snes år havde været aktiv i grønlandsk politik. Udadtil kunne han virke lidt mut og indelukket, men de der kendte ham, var klar over, at det skyldtes hans store beskedenhed. Hans opførsel over for andre var præget af korrekthed og forsigtighed, hvad der af nogle blev forvekslet med stædighed. Han nærede stor kærlighed til sit land, og kæmpede gennem årene for, at den grønlandske befolkning skulle ligestilles med den danske. Hans lidt kantede væsen og hans kritiske holdning over for det autoritære danske kolonistyre fik adskillige danske i Grønland galt i halsen, så de anså ham for fjendtlig over for Danmark – en total misforståelse! Allerede i 1931 udgav han bogen “Ukiut 300-nngornerat“, en fremtidsroman, der skildrede Grønland i 300-året efter Hans Egedes ankomst til Grønland – altså i år 2021. Heri afslører Lynge sine politiske visioner. Grønlænderne har vundet fuld ligestilling med danskerne, Grønland er blevet et dansk amt med stor selvstændighed, og landet er åbent for danskere og færinger, der sammen med den grønlandske majoritet lever i et fredeligt fællesskab på grønlandsk kulturbaggrund. Lynges visioner rakte langt, men ikke langt nok til det dynamiske, grønlandske samfund, vi kender i dag. Han drømmer nok om biler og flyvemaskiner og andre moderne foreteelser, men det samlede fremtidsbillede er et lidt småborgerligt, hyggeligt samfund, der lever i forholdsvis harmoni. Der er imidlertid ikke tvivl om hans ønske om et snævert dansk-grønlandsk samarbejde langt ud i fremtiden, et mål han kæmpede for lige til sin død i 1959. Bogen udkom først på dansk i 1989, og det er måske en af grundene til, at en del danskere aldrig lærte rigtigt at forstå hans politiske synspunkter. Det medførte en alvorlig konflikt under den anden verdenskrig. I 30-erne havde Lynge været meget aktiv i oplysningsarbejdet og i arbejdet for ungdommen. Han startede Grønlands første idrætsforening, Aqigssiaq, og han udgav sit eget blad, Tarqigssût, der betød lampepinden. Heri skrev han samfundskritiske artikler, som blev læst med stor interesse. Han var også en påskønnet digter og en ivrig jæger, der ofte gik på jagt inden skoledagen startede.


Kapitel 1.1 Mødet med Nuuk  ·  19 Under den 2. verdenskrig var Lynge placeret ved seminariet i Nuuk. Her startede han en ungdomsforening, der fik navnet Nunavta Qitornai (vort lands børn). Med denne forening som basis arrangerede han en møderække med diskussioner om politiske emner. Møderne, som fik stor tilslutning, foregik om aftenen i et af seminariets klasseværelser. Dette faldt tilsyneladende seminariets ledelse for brystet, og i foråret 1943 rygtedes det, at Lynge skulle forflyttes til Aasiaat. Forfatteren Jørgen Fleischer har i sin bog, Forvandlingens år, skildret, hvordan befolkningen i Nuuk reagerede. Normalt var kolonitidens grønlændere fantastisk autoritetstro, skriver Fleischer, og de havde en indgroet respekt for den danske øvrighed, men dette gik for vidt. Man betragtede det som en deportation af den populære lærer og fremskridtsmand, en politisk aktion, hvad det tilsyneladende også var, og der blev omgående indkaldt til et protestmøde. Der var stor interesse for mødet ikke mindst blandt seminariets unge, og da det kom seminariets rektor Adelbert Fuglsang Damgaard for øre, indkaldte han de tre oldermænd til en samtale, hvorunder han henstillede, at skolens elever ikke gik med til protestmødet. Det kunne oldermændene ikke love, og der kom da også mange studerende til mødet, hvor stemningen var ophedet. Næste dag kaldte rektor påny oldermændene til sig og erklærede, at det skete var opsætsighed mod skolens ledelse. Han forlangte en beklagelse, da de tre ellers ville blive bortvist fra skolen. Men de tre elevrepræsentanter nægtede at beklage, og to af dem blev vist bort fra skolen. Den tredie, der var Jørgen Fleischer selv, gav modvillig en undskyldning, men det skyldtes, at han blev overtalt dertil af sine to kammerater. Fleischer havde et svagt helbred og kunne derfor ikke ernære sig som fisker, hvad der ville have været den eneste udvej i tilfælde af bortvisning. Han måtte have en boglig uddannelse, hvis han skulle klare sig i tilværelsen. Den ene af de to bortviste, Carl Egede, blev en dygtig fisker og formand for fangernes og fiskernes sammenslutning og senere medlem af Grønlands Landsråd. Affæren vakte stor forargelse i grønlandske kredse, men rektor stod fast, og Lynge blev forflyttet. Som dansker må man med skam mindes, hvordan seminariets danske ledelse behandlede den mand, som mere end nogen anden gennem tiden har været loyal over for det dansk-grønlandske fællesskab. Efter krigen kæmpede han for et samlet landsråd for hele landet, hvor medlemmerne var direkte valgt. Det lykkedes i 1951, og han blev selv valgt ind i det nye råd med et solidt stemmetal. Ved kommunalbestyrelsesvalget var overraskelsen, at en kvinde blev valgt ind. Det var fru Guldborg Kristoffersen. Hun var medlem af den kendte Chemnitzfamilie, der på mange måder havde været ledende i Nuuk. Faderen Jørgen Chemnitz var tolk ved landshøvdingeembedet og havde i mange år været medlem af det gamle landsråd og deltaget i den store Grønlandskommissions arbejde. Moderen var formand for husmoderforeningen i Nuuk. Guldborg havde i 1949 deltaget som tolk i den juridiske ekspedition og var særdeles velbevandret i grønlandske samfundsspørgsmål. Hun efterfulgte sin mor som formand for husmoderforeningen og var i mange år aktiv i det grønlandske samfundsliv. Bemærkelsesværdigt var det, at ingen af de 7 valgte medlemmer var danskere, og i mange år var det kun få danskere, der kom i kommunalbestyrelsen. Det var påfaldende i betragning af den store andel af Nuuks befolkning, der var danske. Det væsentligste grund var nok, at kun få danskere stillede op til disse valg antagelig ud fra


20  ·  Del I. Grønland 1951-1953 en fornemmelse af, at det var den fastboende grønlandske befolkning, der havde førsteret til det lokale selvstyre.

En franskmand på Skibshavnsvej Enaf de få virkelige sommerdage mødte jeg en franskmand på Skibshavnsvej. Han præsenterede sig som Jean Malaurie. Han så lidt lurvet ud i tøjet, hvilket ikke var så mærkeligt, for han var på vej hjem til Frankrig efter et års ophold i Thule, hvor han havde levet under meget primitive forhold. Jeg havde tidligere i mine ferier været rejsefører i Frankrig, og da jeg var lidt af en fransksnob, inviterede jeg ham omgående hjem til en kop kaffe. Malaurie var forsker og kaldte sig dengang geograf, tilsyneladende et meget bredt fag i Frankrig, for under opholdet i Thule havde han studeret befolkningens livsvilkår, men også interesseret sig for distriktets geologi og økologi. Nu gik han i Nuuk og ventede på skibslejlighed til Danmark. Den kop kaffe blev indledningen til at livslangt bekendtskab. Under opholdet i Thule distrikt havde Malaurie sin base i den nordlige boplads, Siorapaluk. Her havde han indrettet sig i en forladt hytte, som han restaurerede og boede i vinteren over blandt den lokale befolkning. Da foråret nærmede sig i marts, drog han afsted på en tre måneders slæderejse mod Inglefield Land og Canada. Han kom tilbage til Siorapaluk i juni og fortsatte videre til Uummannaq, befolkningens navn på distriktets hovedstad Thule. Her fik han en kæmpeoverraskelse. Hans slædekører gjorde ham opmærksom på en gul sky, der løftede sig mod himlen over den ellers så øde Thule Slette. I sin bog “De sidste konger i Thule“ skildrer han sin oplevelse: ”Jeg greb kikkerten og indstillede den langsomt, blinkende med øjnene. På de plettede linser tegnede der sig på den anden side af den kompakte havis et billede, som jeg troede måtte være en luftspejling. En by fuld af hangarer og telte af blik og aluminium rejste sig glitrende i solen midt mellem røgslør på en slette, der i går havde været bar. Det mest fantastiske eventyr blev til virkelighed der for øjnene af mig,“ og Malaurie fortsætter senere: “Vi gik ned ad sneskråningen, der lå skinnende foran os. Fra at være forbavsede blev vi som lamslåede. Så langt øjet rakte, stod rækker af lastvogne, kraner og bjerge af kasser. Stålkonstruktioner løftede deres vældige arme mod himlen. Langs skråningerne gnavede gravemaskinernes enorme kæber i skyer af røg og damp og fjernede jord og affald, der blev spyet ud i søen af spande i ustandselig bevægelse. Byens larmende åndedrag nåede os“. Næste dag besluttede Malaurie at se nærmere på basen. Sammen med en thuleboer begav han sig på vej med sit hundespand. Fra bopladsen tog det et kvarter at komme over havisen til amerikanerne. Oppe på land banede de sig vej gennem et kaos af lastbiler, bulldozers og kraner. Mens arbejderne så måbende efter dem, stilede de frem mod hovedkvarteret, en støvet træbarak. Malaurie gik ind i en snackbar, der var tom og lugtede af maling og tobak. Lidt efter kom nogle amerikanere ind fra basen. De studsede over at se denne mærkelige person iført skindtøj, der var godt smudsigt efter 3 måneders slædefart. Malaurie skyndte sig at præsentere sig som en indfødt fra Paris, der var faret vild ved Nordpolen. Amerikanerne stirrede med forfærdelse på ham. En franskmand midt på denne tophemmelige base, det


Kapitel 1.1 Mødet med Nuuk  ·  21 kunne ikke være rigtigt. Men stemningen lettede hurtigt, og efter et par timers samvær viste de ham rundt på basen. Der var ikke grænser for, hvad han kunne få at se. Det var Malauries møde med den base, der skulle få så stor betydning i den kolde krig, og i dansk udenrigs- og indenrigspolitik i mange år derefter. Kort inden sin afrejse fra Thule nåede Malaurie at opleve den store landgang den 9. juli, hvor et halvt hundrede amerikanske fartøjer med helikoptere og isbrydere i spidsen landsatte matriel og mandskab til den kæmpestore base. Det var den største militære landgang siden invasionen i Normandiet i 1944. Malaurie fortæller om, hvordan de overvældede thuleboere i de første dage blev fristet af amerikanerne med patroner, cigaretter, økser, fodtøj og dåsemad. Jagten på souvenirs var gået ind. De indfødtes husflid og kunsthåndværk blev solgt til formidable priser. Men glæden var kort. De danske myndigheder fik en aftale i stand med Washinton om et totalt fraterniseringsforbud mellem amerikanerne og befolkningen. Efter sin hjemkomst til Frankrig skrev Malaurie foruden en række videnskabelige afhandlinger, den omtalte bog “De sidste Konger i Thule”. Det er en meget underholdende bog, der beskriver thulesamfundet, umiddelbart før den amerikanske base tromler ind over distriktet og truer befolkningens eksistens. Den danske polarforsker Peter Freuchen var meget begejstret. “Denne bog har jeg læst med større glæde, end jeg kan forklare“, skriver han på bogens smudsomslag. Nogle danske videnskabsmænd var dog mere skeptiske. De bebrejdede forfatteren, at han, der ikke var psykolog, havde anvendt Rorsachstest på thulebeboerne. Malaurie koncentrerede sig efter sin hjemkost om studierne af de arktiske befolkninger, og med årene blev han udnævnt til professor i antropologi og arktisk økologi ved Sorbonne universitetet. Han var ustandseligt på farten i de arktiske områder, og det lykkedes ham at gøre sig ret upopulær hos de centrale myndigheder grundet hans til tider noget påtrængende opførsel. Som fransk forsker mente han, at myndighederne burde yde ham service i form af transport, logi m.v. I adskillige tilfælde optrådte han som mere eller mindre selvbestaltet advokat for den indfødte befolkning, hvad der ikke mindst irriterede embedsmændene.

Vi får kontakt Vi havde læst grønlandsk allerede i Danmark med det formål hurtigt at komme i kontakt med den grønlandske befolkning, men det gik lidt trægt. Det var som om folk var lidt sky og tilbageholdne - måske skulle vi ses an, der kom jo efterhånden så mange danskere til Nuuk. Ganske vist havde vi ved officielle lejligheder truffet byens førende repræsentanter. Vi havde været til Skt. Hansaftenfest og dansemik på Marinestationen – en af de sidste sammenkomster på stationen. Den amerikanske base ved Grønnedal i Arsuk Fjord var blevet overtaget af det danske søværn, og dertil skulle marinestationen nu flyttes. Det var en trist beslutning, i hvert fald for Nuuk-boerne. Marinebasserne havde skabt liv i byen, og stationen under kommmandørkaptajn Lichtenbergs ledelse havde altid været både gæstfri og hjælpsom over for byens befolkning. Adskillige dansk-grønlandske forbindelser var skabt i årenes løb takket være marinestationen. Sommeren bød også på et besøg af korvetten “Niels Ebbesen“, og da den grønlandske retsplejelov var blevet stadfæstet, arrangerede landsdommeren en


22  ·  Del I. Grønland 1951-1953 reception, hvor byens damer mødte frem i fineste skrud. Ved disse sammenkomster var der mange grønlændere til stede. De var venlige og bramfri, men nogen rigtig kontakt blev det ikke til. Det blev Malaurie, der etablerede kontakten. Han opfordrede os til at besøge den familie, han boede hos. Vi var lidt tøvende, vi kendte dem jo ikke, men på hans gentagne, kraftige opfordringer tog vi mod invitationen til en kop eftermiddagskaffe. Det blev en ejendommelig eftermiddag. Johan Frederik og Charlotte Chemnitz var dengang i fyrreårsalderen. De havde fem børn, tre drenge og to piger, som alle boede hjemme. Johan Frederik var tømrer, uddannet i Fåborg og ansat i KGH. Når han talte dansk, var det med udpræget fynsk accent. Han havde selv bygget huset, de var flyttet ind umiddelbart efter deres bryllup. Det var et solidt træhus i to etager typisk for de bestillingsmands huse, som prægede det gamle Nuuk. Charlotte var en køn, mørkhåret kvinde med et livligt temperament, samtidig med at hun udstrålede en værdighed, der ikke lod nogen i tvivl om, at hun var fruen i huset. Foruden værtsfolkene var deres ældste datter til stede. Hun var ansat som kontorist i KGH og talte ganske godt dansk, men lidt genert havde hun anbragt sig lidt i bagrunden. Charlotte talte ikke dansk, ihvertfald højst nogle få brokker, men det var hende, der førte ordet. Da vi endnu kunne for lidt grønlandsk til at føre en samtale, foregik konversationen på den måde, at vi henvendte os til Malaurie på engelsk eller fransk, hvorefter han oversatte til thulesproget, og selvom det ikke er identisk med vestgrønlandsk, så var Charlotte kvik nok til at opfatte det meste, og når hun så sagde noget på grønlandsk tolkede Malaurie til os. Charlotte og Johan Frederik var utrolig gæstfrie. Uanset de ikke var velhavende – de grønlandske bestilingsmandslønninger var beskedne – stod huset altid åbent både for grønlændere og danskere. Vort bekendtskab udviklede sig til et venskab, og som årene gik følte vi, at vi havde fået en familie i Grønland. Charlotte blev gudmor til vor yngste datter, der blev født i 1952. Gennem den familie fik vi kontakt med mange andre i Nuuk, og det varede ikke længe, før vi følte os hjemme i byen. Vi fortsatte vores undervisning i grønlandsk hos Motzfeldt Hammeken til daglig kaldet Múte. Han var kateket og ansat på provstikontoret. Han havde ansvaret for folketællingen, og det var ikke altid en lige nem opgave. Forfatteren Hans Lynge har fortalt, at hans far, der også havde været kateket i Nuuk, engang var kørt fast i folketællingen, fordi han manglede en person for at få tallene til at stemme. Efter megen spekulation fandt han endelig ud af, at det var hans egen kivfak (hushjælp) han havde glemt! Múte gik op i folketællingen med stor energi, og da han var en nydelig ung mand, var der mange husmoderhjerter, der bankede, når han suste forbi deres vinduer, men de bankede forgæves, for han var gift med den kønne Maritha. Múte blev senere en afholdt præst i Paamiut og sluttede sin præstegerning i Nuuk. Det danskerhad, som danske aviser ynder at beskæftige sig med, har jeg aldrig oplevet i de 50 år, jeg har beskæftiget mig med Grønland. Man kunne møde megen irritation over danskerne, og den blev ikke mindre, efterhånden som antallet af udsendte og indvandrede danskere voksede stærkt. I de sidste 30 år har antallet af danskere ligget mellem ti og femten procent af den samlede befolkning. Det ville svare til, at vi havde fået 400.000 amerikanere til Danmark, da vi i slutningen af 40erne fik Marshall-hjælp fra USA. Når dertil kommer, at danskerne i Grønland stort set


Kapitel 1.1 Mødet med Nuuk  ·  23 sad på alle overordnede stillinger, og lønforskellen mellem danskere og grønlændere - navnlig i de første årtier efter nyordningen - var urimelig stor, er det forståeligt, at man af og til måtte stå model til nogle skrappe angreb på danskere og den danske politik, især i de sene nattetimer, når en del glas var stukket under vesten. Var du som dansker ude på øretæver, behøvede du heller ikke at gå forgæves, hvis du mængede dig på en beværtning ved lukketid. Det kan du som Københavner også opleve i Esbjerg. Men i den daglige tilværelse levede vi fredeligt side om side og omgikkes på venskabelig fod. Det udelukker ikke, at rejsende i Grønland kan støde på danskfjendtlige udtalelser, og at danske familier har oplevet, at deres børn blev mobbet i skolen, men jeg vil stadig påstå, at der ikke fandtes noget generelt danskerhad i Grønland, selv ikke i dag, hvor den politiske tone er blevet noget skarpere. I sin bog “Forvandlingens år” skriver Jørgen Fleischer: ”Kolonitidens grønlændere var fantastisk autoritetstro. De havde en indgroet respekt for øvrigheden, som den danske embedsstand repræsenterede”. Denne holdning fandtes endnu i 50-erne, men den blev mindre efterhånden som demokratiet vandt frem, og de nye generationer blev bedre uddannede. Der var efter den anden verdenskrig et stærkt krav om ligestilling med danskerne og et ønske om at lære det danske sprog, men det betød ikke, at man ville opgive det grønlandske sprog og traditioner. Det er nødvendigt at forstå denne dualisme for at sætte sig ind i grønlændernes tankegang. Jeg blev meget forbavset, da en ældre fremtrædende grønlænder bebrejdede mig, at jeg havde talt om eskimoerne med en vis beundring. Eskimoerne var primitive, ulærte og snavsede,” erklærede han vredladent. Det var karakteristisk for nogle af den ældre generation, at de i deres iver for at vise sig på højde med os danskere tog afstand fra deres eskimoiske forfædre. Den holdning finder man ikke hos de yngre generationer. Tværtimod er de stolte af at være efterkommere af et polarfolk, der med deres geniale fangstteknik har kunnet overleve gennem årtusinder i områder på grænsen af muligheden for menneskelig eksistens.

Vi flytter Midt på sommeren fik vi en glædelig meddelelse. Vi kunne flytte i en lille to-værelses lejlighed i “det røde rækkehus” og der vente på, at vores tjenestebolig blev færdig. Det var det første rækkehus i Nuuk, bygget lige efter krigen. Huset var veludstyret med elkøkken og centralvarme, og hvad der måske var allerbedst, en brønd i kælderen. Vandproblemet var dengang alvorligt i Nuuk: Der var ikke noget vandværk, vandet måtte hentes i nogle brønde rundt i byen. Som altid var tjenestemændene priviligeret, de fik bragt vandet i en tankvogn, som pumpede vandet op fra nogle småsøer. Hen på foråret kneb det svært, for de små søer blev tømt i løbet af vinteren, så vandmanden måtte skrabe de sidste pytter op. Vores lille rækkehuslejlighed havde dog et problem, som vi delte med den øvrige befolkning. Da der ikke var nogen natrenovation, måtte vi selv tømme vores lokumsspand. Jeg havde fundet en velegnet klippespalte i en skråning tæt ved huset. Men da det blev efterår med sne og isglatte fjeldsider, gik det en aften galt for mig. Jeg gled med den overfyldte spand og skred ned ad fjeldsiden med spanden lige efter mig. Desværre var spanden hurtigst og indhentede mig – og så kan man tænke sig til resultatet! Når jeg beretter om episoden ved selskabelige lejligheder, bryder min


24  ·  Del I. Grønland 1951-1953 kone på dette tidspunkt ind med denne bemærkning: ”Hvem tror I vaskede hans parka?“ Flytningen til det røde rækkehus var en oplevelse i sig selv. På den tid brugte man endnu kvinder som arbejdskraft ude i havnen, og den lastbil, som flyttede vort gods, var udelukkende bemandet med kvinder. Det rystede naturligvis vor sociale bevidsthed, da vi så dem ankomme oven på godset på lastbilens lad. Vi var ret forargede, men vi fik hurtigt lært noget andet. En mere munter flytning har jeg aldrig oplevet. Det var grin og pjank fra først til sidst. Da flytningen var overstået, og lastbilen kørt, var vi enige om, at det havde været en festlig dag. Selvom jeg fortsat i princippet var modstander af den form for kvindearbejde, var min holdning dog blevet modificeret.

Vi besøger Færingehavnen Kort før min afrejse fra København ringede min gudfar og bebrejdede mig, at jeg ikke havde været ude at sige pænt farvel til ham. Jeg beklagede det og undskyldte mig med travlhed, men tilføjede, at han altid skulle være velkommen til at besøge os i Nuuk. Stor var vores forbavselse, da han en dag sidst i juli dukkede op i vort rækkehus. Han var kommet til Grønland med et af Switzers bjergningsfartøjer for at deltage i indvielsen af det norske velfærdshus i Færingehavn. Tilfældigvis skulle jeg også med til indvielsen, da ingen af mine overordnede havde tid, så jeg måtte optræde som den danske stats repræsentant. Jeg var heller ikke ked af, at min gudfar kunne opleve, hvilken betydningsfuld person, jeg var! Rigmor og Mette rejste med, selvom vi ikke vidste, hvor vi kunne overnatte, men i vort ungdommelige overmod regnede vi med, at det nok skulle gå. Indvielsen skulle finde sted lørdag den 28. juli, og tidligt om morgenen afsejlede det norske bjergningsfartøj “Uller“ fra Nuuk med de indbudte gæster. Færingehavnen ligger fire timers sejlads syd for Nuuk. Det var en international fiskerihavn, hvor fartøjerne fra de mange nationer, der fiskede på de store torskerigdomme ude i Davisstrædet, kunne gå ind og proviantere og bunkre vand og olie. Havnen blev bestyret af en dansk kontrollør, og der var en dansk sygestation og telegraf. Færingerne og nordmændene havde efter aftale med den danske stat og de grønlandske myndigheder oprettet deres egne fiskeristationer med kajplads og fryseri, og nu havde nordmændene opført et velfærdshus på deres område. Vi nåede frem til frokosten, hvor vi blev budt velkommen af landsretssagfører Niels Arup på det danske provianteringsfirma Asgrikos vegne og af den norske ekspeditionsleder Mogstad, der udtalte sin glæde over den venlighed og hjælp, de norske fiskere havde mødt fra dansk side. Den egentlige indvielse fandt sted om aftenen i festsalen. Salen var fyldt af søfolk, fiskere og indbudte gæster. Norsk, dansk og færøsk tungemål summede gennem lokalet, der var smukt pyntet med grønlandske blomster, og på scenen, hvor talerstolen var opstillet, sås de norske, danske og færøske flag. Fiskeridirektør Sunnanå (som i parentes bemærket blev anset for en stor kapacitet inden for norsk fiskeri) holdt festtalen. Han indledte med en hjertelig tak til de danske myndigheder og ikke mindst til departementschef Eske Brun. Senere gik han over til at omtale det norske fiskeri i Davisstrædet. Han kunne oplyse, at der den sommer fiskede mellem 60 og 70 norske


Kapitel 1.1 Mødet med Nuuk  ·  25 fartøjer ved Grønland. Han forventede, at denne flåde ville hjemføre en fangst, der var lige så stor som de øvrige nationers samlede fangst i de grønlandske farvande. Efter fiskeridirektørens tale var ordet frit, og jeg skal love for at det blev brugt! Der blev holdt en mængde taler med hyldest til det dansk-norsk-færøske samarbejde. Jeg måtte også på podiet med en hilsen fra landshøvdingen, og jeg benyttede lejligheden til at rose nordmændene for ikke alene at tænke på fiskeriets udbytte, men også på den enkelte fiskers velfærd. Ind imellem talerne optrådte min kone, der havde en fortid på den norske studenterscene. Hun læste Nordahl Grieg og andre norske digtere, fortalte trønderskrøner og sluttede med H.C. Andersens “Laserne“, hvor den gamle digter tager gas på både danskere og nordmænd. Talerne fortsatte under aftensbordet, og det blev til sidst en norsk journalist for meget. Med høj røst forkyndte han: “Nu må det være nok med al den pisseprat om dansk-norsk samarbejde!” Den barske bemærkning slog dog ikke skår i feststemningen, der var blevet meget høj efter de mange timers samvær. Det var efterhånden blevet sent, og vi skulle til at bryde op. Spørgsmålet var nu, hvor vi skulle overnatte. Fiskeridirektøren var på dette tidspunkt gået under bordet, og det blev vores chance. Frysebåden “Kolåstind“ lå ude i havnen og kaptajnens kahyt var reserveret til direktøren, som sov trygt i et lokale i land. Vi fik tilbudt kahytten, og blev af en flink fisker roet ud til skibet. Her måtte vi klatre op ad en lejder for at komme om bord. Rigmor var stiv af skræk, da hun så mig i høj stemning balancere op ad lejderen med Mette i sin indsats. Det gik godt, og kort efter kunne vi gå til ro i kaptajnens komfortable kahyt. Tidligt næste morgen gik vi efter aftale om bord i fiskeribiologens fartøj “Adolf Jensen“, der sejlede os hjem til Nuuk, hvor byen hvilede i søvnig søndagsfred.

Danser med KGH Vi havde et problem med KGH. Nyordningen havde betydet en fundamental ændring af institutionen og især af kolonibestyrernes status. Førhen havde de hersket næsten enevældigt i de små grønlandske samfund. Kolonibestyreren havde haft ansvaret for butikken, produktionen, den lokale transport af gods og passagerer, pengevæsenet, sparekassen, postvæsenet og den tekniske tjeneste. Han var den største arbejdsgiver på stedet. KGH beskæftigede et meget stort antal grønlandske arbejdere og funktionærer. Desuden havde han som sysselmand i tilfælde været både anklager og dømmende myndighed, hvad der ville stride mod principperne i den danske grundlov, som dengang ikke gjaldt for Grønland. Nyordningen var en ublodig revolution. Retsvæsenet blev omorganiseret med uafhængige dommere, og der etableredes et selvstændigt politi under en politimester, som sorterede under Justitsministeriet. De tekniske opgaver blev henlagt til GTO, et direktorat under Grønland styrelse, der voksede stærkt i det følgende år takket være det stigende antal anlægsarbejder. Og med oprettelsen af de nye kommunalbestyrelser og de dertil knyttede kæmnerkontoret mistede kolonibestyrerne yderligere indflydelse. Kolonibestyrerne, der skiftede navn til handelschefer, stod således ribbet for en række opgaver. Det skabte frustationer, og de smittede af på kolonikontorernes personale. KGH havde uden tvivl den største grønlanderfaring og megen indlevelse i det


26  ·  Del I. Grønland 1951-1953 grønlandske samfund. De fleste husstande i Grønland havde en eller flere ansatte i institutionen. KGHs udsendte personale opholdt sig som regel mange år i Grønland, og forinden ansættelsen som assistent skulle de gennemgå en uddannelse, der i hvert fald på papiret så ret grundig ud. For at blive assistent i KGH krævedes real- eller studentereksamen, en prøvetid på styrelsens kontor i København forinden udrejsen til Grønland, fire års prøvetid som fungerende assistent i kolonierne og endelig aflæggelsen af en særlig eksamen, hvori indgik sproget grønlandsk. Ole Vinding, der besøgte Grønland i 1945, var dog ikke imponeret af KGHs uddannelse. I sin bog “Grønland 1945“ hævder han, at KGH ikke levede op til reglerne. Han hørte mange klager over de unge menneskers svigtende kundskaber til de stillinger, de skulle beklæde. Ingen af de kolonibestyrere, Vinding talte med, turde påstå, at de kunne grønlandsk, men nøjedes med at sige, at de kunne gøre sig forståelige. Det er muligt, at Vinding har været uheldig, for jeg mener at have mødt adskillige KGH-folk, der var ret gode til grønlandsk. De folk, der efter 1950 blev udsendt til Grønland til de mange nyoprettede institutioner, havde kun haft en uges forberedelseskursus – og det gjaldt endda ikke dem alle – meget få havde sat sig ind i det grønlandske sprog, og mange blev kun to-tre år i landet i modsætning til KGHs personale, for dem var der som regel tale om en livsstilling. Frustationerne i KGH gavnede ikke forholdet mellem administrationens og handelens personale. Stemningen var på et tidspunkt sådan, at min kone skrev hjem til familien: ”Kolonipersonalet kan næsten ikke tåle synet af os fra administrationen”. Da der var gået et par måneder fandt vi, at nu måtte det være nok med KGHs surhed. Noget måtte gøres, og hvad var mere nærliggende i Grønland end at arrangere en dansemik? Den var KGHs personale med på, og den sidste lørdag i august mødtes danske og grønlandske funktionærer fra administration og handel til en festlig danseaften, hvor der serveredes øl, sodavand og vermouth samt varme pølser og rundstykker. Det kostede 5 kroner at deltage, dog slap elever og lærlinge med 2,50 kroner Festen blev en stor succes, og stemningen mellem det lokale KGH og administrationen lettede. Sådan kunne man løse konflikter i det lille samfund!

Sommeren kom tilbage I september kom sommeren tilbage. Med det gode vejr blev fritiden brugt til ture i Nuuks omegn. En vandring op på det nærmeste fjeld, det 800 meter høje Lille Malene, belønnedes med den skønneste udsigt til alle verdenshjørnerne. Mod øst tegnede Sermitsiaqs profil sig skarpt mod den den skyfri septemberhimmel, mens blikket mod syd blev standset af Store Malene og Hjortetakken. Vendte vi os mod vest, lå Davisstrædet så langt synet rakte, med Kookøerne spredt som boller på suppen. Mod nord kunne vi se ned til Nuuk, en lilleby, som så endnu mere ubetydelig ud heroppe fra, og vi kunne lade blikket vandre videre hen over Nuukfjorden til det lave Nordland, der med sine mange fjorde, sunde og søer strakte sig milevidt helt op til Maniitsoq. Det var et barsk og goldt landskab. Vegetationen var sparsom og aldrig mere end ankelhøj. Dværgbirk krøb hen ad jorden, afløst af pletter med revling og blåbærlyng. Kun i de gode somre blev blåbærene modne. På disse ture supplerede vi vor daglige menu med svampe, muslinger og bær. Vi havde fået at vide, at der ikke var giftige svampe i Grønland, så vi plukkede lystigt løs og fik aldrig men af det. Muslingerne samlede vi ved lavvande. Vandet var klart og


Kapitel 1.1 Mødet med Nuuk  ·  27 rent, men iskoldt, så det gjaldt om at komme i land, inden det steg igen. Det skete, at vi var for ivrige og glemte at bemærke vandstanden, så vi blev nødt til at tage vore støvler af og vade barfodede i land - det var bestemt ikke behageligt! Om sommeren var der mange havørreder, og det spiste vi så ofte, at vi til sidst foretrak en friskfanget torsk. Der var ikke meget at købe i butikken til middagsmad ud over saltet flæsk og kartofler, så “brændende kærlighed” var en af de stående retter. Til søndagsmad kunne man få hjerter i flødesauce på dåse. Hjerterne skyllede vi ned med en god rødvin, som dengang var betydeligt billigere end i Danmark. Sensommeren og efteråret var den bedste madtid. Nede på brættet i den gamle kolonihavn, hvor fiskere og fangere solgte deres produkter til byens borgere, kunne man, foruden fisk af mange slags, købe alke, edderfugle og sælkød, og når jagten var gået ind også renskød, som der var megen rift om. Et par gange i løbet af sommeren kom KGHs hvalfangerfartøj Sonja ind med hval. Så blev der liv i byen! Folk strømmede med spande og kar til kolonihavnen, hvor hvalen blev halet i land ved højvande. Her dirigerede KGHs formand Hans Johnsen flænsningen. Johnsen var en af byens personligheder. Når der kom fine gæster til byen, havde han som formand ansvaret for saluteringen fra det lille batteri ved flagmasten foran kolonikontoret, og om foråret, hvor stenbiderne stod tæt ovre under Nordlandet, sørgede han for indhandlingen af rognen, der kom på dåser og blev solgt som kaviar. Nu stod han på hvalen ryg midt i menneskehavet og gav ordre til højre og venstre. Ungerne myldrede rundt om hvalen ivrige efter at få fat i et stykke mattak, den lækre hvalhud, som de afskar med en skarp kniv ret ud for næsetippen, inden de fortærede det. Et under at der aldrig gik nogle næser med i løbet. De voksne havde travlt med at sikre sig kødstykker, for det var billig mad, 25 øre gav vi for en spandfuld hvalkød, og så hjem og lave nogle store bøffer. De var gode og saftige, men ind imellem kunne man være uheldig at få et stykke kød, der var trannet og det var ingen fornøjelse. Frysere fandtes dengang ikke i husholdningerne, så vi opbevarede kødet ved at hænge det på husvæggen i skyggesiden. Det så ikke alt for lækkert ud, når der havde sat sig et lag spyfluer på ydersiden. Men så måtte vi skære et stykke af, når vi skulle bruge kødet – det nyttede ikke at være sart i Grønland. Staten stoppede sin hvalfangst i 1959. Driftsunderskuddet på olieproduktionen voksede år for år, og de store hvaler blev færre. Efterhånden som de grønlandske fiskere fik større fartøjer, monterede de drif-tigste af dem en harpunkanon i forstavnen, så de var klar til at harpunere, hvis de mødte en hval under fiskeriet. Så selvom staten havde stoppet sin hvalfangst, blev der af og til landet hval i byerne. En af fordelene ved at være flyttet i egen bolig var, at nu kunne vi modtage gæster. Hvis du opholder dig tilstrækkeligt længe i Nuuk, har du om sommeren muligheden for at møde mange kendte mennesker fra Danmark. Der går en strøm af “sommerfolk“ gennem Nuuk, politikere, videnskabsmænd, ministerielle embedsmænd og kunstnere. Et par af gæsterne var dog ikke sommerfolk, men “tamrensekspeditionen”, der bestod af Jens Rosing, den senere så kendte tegner og forfatter, og samen Anders Stueng. De var kommet til Grønland næsten samtidig med os og boede nu inde i Itinnera i bunden af Nuuk Fjord, hvor de skulle studere mulighederne for tamrenavl. Vi havde mange spændende gæster, og vi gjorde naturligvis, hvad vi kunne, for at de skulle få det bedste indtryk af Nuuk. Vi var dog ikke altid lige heldige. En-


28  ·  Del I. Grønland 1951-1953 gang, da vi havde boet et par år i Nuuk, fik vi en embedsmand fra finansministeriet til middag. Vi havde lagt os rigtigt i selen; jeg havde været ude at samle muslinger i min frokostpause, og Rigmor havde brugt flere timer med at plukke blåbær, så vi blev i stand til at servere en virkelig pæn middag med butikkens gode og billige hvidvin. Senere hørte vi, at vores gæst efter hjemkomsten havde fortalt sine kolleger i Finansministeriet, at embedsmændene i Nuuk havde en meget høj levestandard, så der var ingen grund til at forbedre deres lønvilkår. Det var takken for den gæstfrihed, han havde mødt i Grønland!


SIORAPALUK MORIUSAQ   THULE  AIR  BASE  

QAANAAQ DUNDAS  

 

KULLORSUAQ

           

UPERNAVIK KANGERSUATSIAQ   Nu us su aq

MESTERSVIG

QAASUT QULLISSAT  

QEQERTARSUAQ AASIAAT  

MAARMORILIK

UUMMANNAQ

ILLOQORTOORMIUT

SAQQAQ

ILULISSAT

ILIMANAQ

QASIGIANNGUIT

         

SISIMIUT

KANGERLUSSUAQ

MANIITSOQ

NAPASOQ ATAMMIK   KANGEQ  

NUUK

QOORNOQ KAPISILLIT   ITINNERA  

QEQERTARSUATSIAAT

         

PAAMIUT ARSUK  

IVITTUUT

GRØNNEDAL NARSARSUAQ  

NARSAQ IGALIKU   QAQORTOQ   ALLUITSUP  PAA   NANORTALIK    P

a rins   Ch  Isu ri s ap rvel   n tia Nu p  Fa n  S un Ka d  

fjernsynsquiz om de 7 verdenshave. Han var en hyppig gæst i FN-bygningen i New York, hvor han kendte mange ledende politikere fra øst og vest. Vi kom vidt omkring den dag, hvad enten det drejede sig om ungdomsårene med Knud Rasmussen i Thule, om verdenspolitikken eller om landadelens seksualliv på Lolland. På et vist tidspunkt blev han alvorlig. “Når jeg dør, skal min aske strøs ud over Thule, der hvor jeg havde mine lykkeligste år.” Som bekendt blev hans ønske opfyldt, da han døde i 1957. Senere, da min kone var kommet til Nuuk, fortalte jeg hende om mit møde med den store polarforsker, og jeg lagde ikke skjul på, at jeg fandt, det var en smuk tanke at lade sin aske spredes, hvor man havde haft sin gerning. “Det kan der måske være noget om”, sagde min kone, “du kan skylle mig ud gennem køkkenvasken!”

Det Grønlandske Selskab

AMMASSALIK

Peter Freuchen boede dengang i USA, hvor han var ” blevet landskendt efter at have vundet 65.000 dollars i en

Et mappedyrs erindringer

Store og afgørende begivenheder i grønland – landsrådssamlingen efter krigen, G 60, Hans Hedtofts forlis, flystyrt og atomulykke i Thule, Hjemmestyrets indførsel – danner baggrund for Rigmor og Claus Bornemanns tilværelse i Grønland. Bogen kombinerer stor indsigt og venlig humor med præsentation af et mangfoldigt galleri af kendte personer i Grønland mellem 1951 og 1979

Claus Bornemann

Claus Bornemann

Et mappedyrs erindringer

Grønland mellem kolonitid og hjemmestyre

Claus Bornemann Født 30. november 1921 i København

1940

student fra Randers Statsskole

1947

cand.jur. fra Københavns Universitet

1948

gift med Rigmor Benjaminsen. Sammen har de børnene Mette, Pia og Lars

1949

sekretær i Grønlands Styrelse

1951

fuldmægtig ved Grønlands landshøvding i Nuuk

1954

fuldmægtig i Grønlandsdepartementet

1957

konstitueret fuldmægtig ved landshøvdingen

1962

ledende sekretær for Uddannelsesrådet for Grønland

1964-78 chef for Grønlandsrådets sekretariat 1967-68 konstitueret landshøvding 1974-76 medlem af styrelsen i Mellemfolkeligt Samvirke 1978-89 generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke 1978-90 medlem af Rådet for Inter-nationalt Udviklingssamarbejde 1979-89 medlem af Dansk Flygtningehjælps forretningsudvalg 1991-92 medlem af Det Rådgivende Udvalg vedrørende humanitær og uddannelsesmæssig støtte til undertrykte folk eller folkegrupper

Det Grønlandske Selskab

CLAUS BORNEMANN  

Upcomming publication from the Greenlandic Society. Release - december the 5th, 2012.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you