Page 1

Det grønlandske Selskab

Nr. 8 – December 2005

www.reklame.gl

Det grønlandske Selskab Air Greenland Billetkontor/information Telefon +45 3231 4088 Telefax +45 3231 4087 glcopenhagen@airgreenland.gl www.airgreenland.com

100 år


277-280

10/01/06

9:28

Side 277

Det grønlandske Selskab 100 år – og hvad så?

Det grønlandske Selskab så dagens lys i 1905, fire år efter det parlamentariske nybrud i Danmark, i en tid hvor også det grønlandske samfund blev reformeret kulturelt såvel som politisk. I dette danske miljø blev Selskabet et forum for diskussion af aktuelle grønlandsspørgsmål, og der blev lyttet til Selskabet langt uden for den dengang relativt lukkede medlemskreds, som i begyndelsen udgjorde 66 personer. Der blev imidlertid også plads til førstegangspræsentationer af emner med erhvervsmæssigt, socialt og kulturelt indhold og af videnskabelige resultater. Endnu i 1970’erne var det kutyme, at større politiske spørgsmål blev fremlagt og debatteret på Selskabets møder, der her var at betragte som et fælles forum for unge grønlændere under uddannelse, administrationen i København og øvrige interesserede blandt Selskabets medlemmer, som nu udgjorde mere end 1300 personer. Hertil kom fra 1953 udgivelsen af tidsskriftet Grønland, der afløste selskabets Årsskrift, og som med sine temanumre om vægtige emner nåede vidt omkring.

Det var imidlertid en naturlig følge af Hjemmestyrets indførelse, at Selskabet siden 1979 har måttet konstatere, at tyngden i den fælles dansk-grønlandske debat ikke længere lå i København, men nu var delt mellem to lande, der hver for sig så på modparten med politiske briller. Men ikke desto mindre har det i denne situation for Selskabet været vigtigt at understrege sit formål, nemlig at fastholde og udvide interessen for og kendskabet til Grønland og det grønlandske samfund – et formål som vi fortsat finder af betydning, og som vi søger at opfylde gennem bredden i mødernes emnevalg og alsidigheden i de trykte udgivelser. Gennem de nyere initiativer så som kunstfraktion og studenterforum har vi et berettiget håb om at kunne nå et endnu bredere publikum, som også vil kunne afspejles i Selskabets aldersprofil; men vi er hermed også ved at nærme os en økonomisk grænse for den ydeevne, som man kan forvente af en frivillig forening, hvis vilkår i dag er meget langt fra situationen et hundrede år tidligere. 277


277-280

10/01/06

9:28

Side 278

Kraemer Hus i Charlottenlund hvor Det grønlandske Selskab og Det grønlandske Landsbiblioteks danske afdeling holder til. © Arktisk Institut.

Ikke desto mindre mener vi at kunne se et stadigt voksende behov i dagens rigsfællesskab for at styrke og udvide kendskabet til Grønland og det grønlandske samfund. Med den omfattende viden om alle aspekter af de danskgrønlandske relationer, som Det grønlandske Selskab nu har opbygget igennem hundrede år, hvoraf en del er samlet i én database med 50 års udgivelser af tidsskriftet lagt ud på nettet, har vi lagt kursen for det næste århundredes virke. Ved at udbygge Selskabets aktiviteter og inddrage den elektroniske formidling vil vi styrke arbejdet og i langt højere grad end tidligere kunne synliggøre formålet med Det grønlandske Selskab. At få skabt en platform i Grønland for vort arbejde vil være et stort skridt i den rigtige retning, og en sådan plat278

form – elektronisk og gerne omkring en personkreds – vil åbne nye muligheder for udbredelsen af den viden, som Det grønlandske Selskab til stadighed besidder i rigt mål. Hermed åbnes også for et generationsskifte, der naturligt vil finde sted med den planlagte omlægning af Selskabet til et moderne informationsog diskussionsforum, som ikke findes magen til i verden. En sådan omlægning af Det grønlandske Selskab kræver en gennemarbejdet strategi, hvis udformning vil have højeste prioritet i bestyrelsen. Dette vil vi forpligte os til, og vi imødeser med velbegrundet optimisme Selskabets fremtid, hvor vi fortsat ønsker at fremstå som en uomgængelig nødvendighed. Hans Christian Gulløv, Selskabets formand.


277-280

10/01/06

9:28

Side 279

100 års jubilæet fejret den 5. november 2005 i Moltkes Palæ, København 280 festklædte mennesker samledes denne aften for at fejre 100 året. Der var velkomstdrinks i salonerne, og efter at selskabets protektor H.K.H. Kronprinsen var ankommet, bød formanden velkommen. Under og efter middagen, grilleret hellefisk, krondyr tournedos og »Baked Alaska« til dessert, blev der skå-

let, sunget, holdt taler og underholdt af bl.a. skuespiller Annemarie Malle Klixbüll: »Festens gave« og Robert Peary og Mads Lumholt: »Etah – den lysende port«. »Den ny Radiotrio« spillede gennem aftenens program og til dansemik, der sluttede ved midnat.

Selskabets protektor Kronprins Frederik modtages af Selskabets formand. Foto: Anne Bang.

279


277-280

10/01/06

9:28

Side 280

Kronprins Frederik viser sine manchetknapper af den grønlandske stenart Nuumit. Foto: Anne Bang.

Robert Peary og Mads Lumholt underholder med en musikalsk og magisk fortælling: »Etah - den lysende port«. Foto: Anne Bang.

280


Tale ved Det grønlandske Selskabs 100 års jubilæum den 5. november 2005 Det er mig en glæde at kunne overbringe landsstyrets hilsen til selskabet i anledning af 100 års jubilæet. Jeg er strengt taget i en lidt akavet situation. Som repræsentant for det relativt unge 25-års hjemmestyre skal jeg hilse et 100-årigt selskab med rødder i kolonitiden. Kan selskabet i dag sige os, unge/hjemmestyret, noget? Ved selskabets oprettelse den 4. november 1905 udtrykte stifterne (jeg citerer): Der herskede fuld enighed om at søge planen om selskabet realiseret, idet det betonedes, at der herved ligesom knyttedes et bånd mellem de danske i Grønland og dem der havde trukket sig tilbage til Moderlandet, og at der derved gaves en lejlighed for ældre til at lære de yngre, permissionshavende, at kende, samt at der muligvis kunne udrettes noget for Grønland og grønlændere gavnligt ved at foreningens medlemmer kunne få lejlighed til at blive spurgt og hørt, netop i disse tider hvor grønlandske forhold og disses reformering er blevet brændende spørgsmål. Her udtrykkes noget centralt, nemlig: Reformer i Grønland og forbindelser mellem Grønland og Danmark. De reformer, man dengang havde for øje, har nok været den grønlandske styrelseslov, loven om Grønlands skole og oprettelse af Grønlands kirke. I dag synes vi nok ikke, det er det vigtigste, men

Grønlands Hjemmestyres adm.direktør Kaj Kleist på talerstolen. Foto: Anne Bang.

det har det utvivlsomt været i samtiden. Noget andet væsentligt er, at perspektivet dengang kom fra Danmark. I vore dage kommer perspektivet fra Grønland. Fra 1950’erne er der som bekendt gennemført en voldsom modernisering af Grønland, og det har været et af hjemmestyrets formål fortsat at modernisere det grønlandske samfund på vores egne præmisser: 281


– Overtagelse af størstedelen af statslige ansvarsområder i Grønland i 1980’erne. – Modernisering og grønlandisering af uddannelsessystemet. – Omdannelse af de gamle statsvirksomheder KGH og GTO til markedsorienterede selskaber. – Reform af enspris- og ensfragtsystemet. Og netop nu drøfter vi forberedelsen af en kommunalreform, der vil omkalfatre og strømline administrationen i Grønland i de kommende år. Vi drøfter som bekendt også selvstyre. Der er netop gennemført en lovgivning om større udenrigspolitisk kompetence til Grønland, og der er nedsat en fælles selvstyrekommission bestående af landstingsmedlemmer og folketingsmedlemmer med det sigte at drøfte en reform inden for rammerne af rigsfællesskabet. Men hvordan er så sammenhængen mellem disse reformer i og af Grønland og foreningen? Jo – sammenhængen er: mennesker og forbindelser. Reformer og omdannelser i det grønlandske samfund udgik tidligere fra Danmark. Nu styrer vi dem selv i et samarbejde med Danmark og danskerne. Der har gennem årene været et stort antal danskere i Grønland. Danmark og Grønland er forskellige samfund, men netop de personlige og familiemæssige forbindelser har bidraget til en samhørighed, der altid under skiftende politiske forhold har været mellem Danmarks og Grønlands befolkninger. Og foreningen har altid, således som det 282

blev vedtaget ved stiftelsen i 1905, været en ramme for disse forbindelser og den samhørighed på det personlige plan. Og sådanne personlige forbindelser er fortsat uvurderlige for at skabe forståelse for Grønland i Danmark. Vi sætter således stor pris på, at selskabet og dets medlemmer virker som ambassadører for Grønland. Også på andre måder skaber selskabet forståelse for Grønland i Danmark. Tidsskriftet Grønland har i mere end 50 år etableret sig som en standardkilde for folk, der søger viden om Grønland. Det samme gælder foreningens bogudgivelser med sin unikke række af kulturhistoriske værker. Det foregår nu bl.a. via internettet. Den 100-årige tager således den moderne teknologi til hjælp i dens arbejde som brobygger mellem Grønland og Danmark. En anden og nok mindre kendt side af selskabets virksomhed har været dets støtte til ekspeditionsvirksomhed i Grønland, hvor selskabet har varetaget en rolle som »National Geographical Society« i miniformat. Det er jo et faktum, at Grønlands natur er dragende, og også dette er noget, der skaber opmærksomhed og forståelse for Grønland. Det er jo også et område, hvor selskabets kongelige protektor har ydet sin indsats. Det har givet stor respekt i Grønland, at De, Kronprins Frederik, har deltaget i Sirius-patruljen og andre ekspeditioner. Jeg vil derfor også ved denne lejlighed sige til lykke med den nye tronarving, der jo også i Grønland blev markeret med 21 skud fra vores salutkanon i Nuuk. Foreningen kan således fortsat sige os – hjemmestyret – noget, og den yder


fortsat en indsats som brobygger mellem Grønland og Danmark ved at udvide kendskabet til Grønland. Det sætter vi stor pris på, og det er derfor mig en glæde, at jeg på vegne af den 25-årige (Hjemmestyret) kan ønske en fortsat

rask og rørig 100-årig til lykke med jubilæet. Kort sagt et stort til lykke fra Grønlands Landsstyre. Kaj Klejst, administrerende direktør, Grønlands Landsstyre.

283


Det Grønlandske Selskab set gennem dets årsskrift 1905-1952

Det Grønlandske Selskab blev til i en turbulent periode. Omkring århundredskiftet 1900 var forholdene i Grønland og ikke mindst KGHs forvaltning af dem under skarp beskydning i Danmark. En kort beskrivelse heraf findes i min bog fra 1983 s. 21-26. I den situation blev den til tider unuancerede kritik for meget for en kreds af danske tjenestemænd i Grønland. Og de stiftede Det Grønlandske Selskab den 4. november 1905 for at forsvare deres interesser. Årsskriftets første nummer, 1906, bragte selskabets program, hvor samlingsmærket angives at være: kærlighed til Grønland og den indfødte befolkning og forestående arbejde for det materielle og kulturelle fremgang, samt være et værn mod alt for energiske udslag af den nys vågnende almindelige interesse. De første vedtægter var mere specifikke: Selskabets formål er at samle de i administrationen af Grønland nu eller tidligere ansatte personer og – ved den sagkundskab, som foreningens medlemmer måtte have erhvervet til forholdene i de danske kolonier i Grønland og i disses styrelse – tillige at være 284

et organ, gennem hvilket spørgsmål, der angår grønlændernes vel, eller som kan være til gavn for de i administrationen ansatte danske, kan finde en alsidig og kyndig behandling og derigennem eventuelt blive til nytte for Grønland. Formålsparagraffen nævnte grønlændernes vel først, men overså ikke initiativtagernes egeninteresse. Hovedsagen var dog redelig besked om Grønland. At det var en særlig forening fremgår også af vedtægterne. Det var nemlig ikke alle og enhver, der kunne blive medlem. I § 1 i de oprindelige vedtægter hed det: Selskabet består af mænd, der er eller har været ansatte i koloniadministrationen som inspektører, læger, præster, overbetjente, udstedsbestyrere, skibsofficerer og derværende til administrationen hørende personale. Det var lige før selskabet lignede en faglig organisation for det overordnede personale. Ikke alene var medlemskredsen begrænset til de overordnede ansatte eller tidligere ansatte i ‘koloniadministrationen’, som det ubekymret hed i de dage, men om hver ny optagelse


Det grønlandske Selskabs julesammenkomst december 1932.

skulle der balloteres, dvs. stemmes. En lille mulighed for særligt interesserede åbnedes i § 3, der tillod optagelse af andre med anden tilknytning til Grønland, men så med kvalificeret flertal. Og det var jo heldigt nok, idet det gav medlemsskab til et senere så prominent medlem som cand. phil. Knud Rasmussen, forfatter. Selskabet åbnede sig dog hurtigt op for flere. I 1911 blev det kvinder tilladt at være medlem. Og ud over anden tilknytning til Grønland kunne nu også optages personer, som havde vist særlig interesse for grønlandske forhold, dog stadig med kvalificeret flertal. Det gav plads til en gruppe, der gennem tiderne

har spillet en fremtrædende rolle i selskabets ledelse: akademikerne. F.eks. dr. phil. K.I.V. Steenstrup iflg. medlemslisten fra 1912, der også rummede 5 kvinder. Det var dog først i 1920-erne akademikerne rykkede ind i selskabets bestyrelse, hvis man da ser bort fra den første formand (1906-10) lægen C. Lorentzen, der havde en fortid som læge ved Arsuk 1886-87. Selskabets lukkede karakter og dets selvpåtagne rolle som talerør for grønlandske interesser forblev ikke uanfægtet blandt alle medlemmer. På decembermødet i 1919 undsagde lederen af Arktisk Station i Godhavn, Morten P. Porsild, kraftigt selskabets image som 285


grønlandskyndig instans og dets rolle som talerør for danske i Grønland. De ville selv vælge deres talsmænd, hævdede han. I øvrigt fandt han selskabet for meget i lommen på Grønlands Styrelse (dækning af visse udgifter, der afholdtes af Grønlands Fællesfond) og at dets egentlige dagsorden var at bevare Grønland for Danmark. Han opfordrede til at åbne selskabet for enhver interesseret og så undlade at optræde som autoritet i grønlandsspørgsmål. Trods det kraftige angreb var selskabet storsindet nok til at trykke Porsilds indlæg i 1919 årsskriftet, hvor det også svarede på kritikken. Den blev stort set afvist. Hvis alle og enhver kunne blive medlem, bortfaldt jo grønlandssagkyndigheden, var argumentet. I øvrigt vedgås formålet bl.a. at ‘stå beredt til at tage en kamp op for Grønlands bevarelse under Danmark, hvis farer skulle true’ (s. 77). Morten Porsild svarede i februar 1920, at han ikke vil være medlem af en forening, der får penge af grønlændernes kasse. Det blev øjensynligt ved truslen, for også i årene derefter optrådte Morten P. Porsild på medlemslisterne. I 1925, hvor selskabet var nået op på 315 medlemmer, blev der åbnet op for næsten alle og enhver, dog delt i 2 klasser. Klasse A omfattede den oprindelige medlemsgruppe + personer med barndom eller ophold i Grønland på mindst 3 år. Desuden sådanne som i Danmark videnskabeligt eller praktisk arbejdede med grønlandske forhold. Klasse B var alle andre. Medlemskab skulle indstilles af allerede medlemmer, heraf 1 i klasse A. Bestyrelsen afgjorde klasse og om 286

medlemskab skulle accepteres. Medlemslisten 1925 var delt i 224 A- og 107 b-medlemmer. De to klasser holdt kun et år, idet det på især Peter Freuchens indtrængende forslag faldt bort i 1926. I selskabet kan optages mænd og kvinder der er eller har været knyttet til eller nærer interesse for Grønland. Indmeldelse sker skriftligt til bestyrelsen ved 2 medlemmer af selskabet. Bestyrelsen afgør, om optagelse kan finde sted. hed det i § 2. Vedtægtsændringer i 1946 åbnede mulighed for institutioner og selskaber for et støttemedlemskab. Desuden forsvandt kravet om tilknytning til Grønland som en af betingelserne for medlemskab. Nu var ‘interesse for Grønland’ tilstrækkeligt (§ 2). Bestyrelsen skulle dog stadig godkende en medlemsansøgning, før optagelse kunne ske (§ 2 og 3). Formålsparagraffen undlod nu enhver henvisning til de i og med Grønland arbejdende medlemmer. Det var først i 1969, at der blev generel adgang til medlemskab uden prøvelse af det nye medlem. Selskabets virksomhed udøvedes gennem medlemsmøder, udgivelse af et tidsskrift (1906-1952 som årbog, derefter som 4-10 hæfter årligt) og udgivelse af en skriftrække. Det er tanken her at lade udgivelserne være grundlag for at tegne et billede af selskabets aktiviteter. Årsskriftet er nyttigt hertil, fordi det udover diverse artikler også havde en beretning fra bestyrelsen med korte – sommetider længere – referater fra møderne og derudover lister over medlemmerne.


Stud.mag Inge Parbøl, senere mag.art i eskimologi Inge Kleivan, blev i 1951 af bestyrelsen fundet værdig til optagelse i Selskabet. Se lovene § 2.

Medlemmer Frem til 1924 var det fulde medlemslister og derefter lidt usystematisk til- og fragåede medlemmer. Fulde lister eksisterer dog for 1929, 1936, 1940-43 og 1946. Medlemstallet steg støt fra 65 i 1908 til 1256 i 1946. Den stejleste stigning under og efter krigen. Fra medlemslisternes titelangivelser kan der fås et fingerpeg om, hvem medlemmerne var. Som i så mange foreninger var der medlemmer fra alle samfundslag. Fordelt på store grupper viser figur 2 administratorernes synkende andel. De fleste af fruerne kunne godt

placeres ind under deres mands stilling ved hjælp af fælles adresse, men det er ikke gjort her, da frøkenerne tiest ikke kan, på grund af egen adresse. Grupperne er ikke helt gensidig udelukkende. Her er anvendt medlemslistens angivelse. En akademiker kunne jo udmærket være administrator også. Alle læger og præster og ingeniører er i denne kategori. Som administratorer er samlet ikke alene KGHs og Grønlands Styrelses personale, men også titlen direktør og kontorchef uvist hvor de virkede. Søfolk omfatter skibsførere, kaptajner og styrmænd o.l. 287


Det Grønlandske Selskab

Medlemsfordeling

Medlemmer

Udvalgte år

Figur 1. Antal medlemmer.

Figur 2. Fordeling af medlemmer. 1907-1946.

Det er ikke undersøgt, hvordan selskabet skilte sig ud fra andre lignende foreninger og selskaber i dets medlemssammensætning, men det genspejler i hvert fald ikke en proportional fordeling af grupperne i det danske samfund. Dertil er der alt for få håndværkere, bønder og arbejdere.

Det ses, at selskabet i de første 10 år især beskæftigede sig med samfundsforhold, der så senere i midten af tyverne omkring den nye lovgivning og igen efter krigen fyldte en del. I de ‘fredelige’ perioder ind imellem kunne man så hengive sig til naturhistoriske, historiske og kulturelle emner. De festlige samvær blomstrede især i mellemkrigstiden, ofte med dans.

Møder Gennem de allerfleste år var møder for medlemmerne i et nogenlunde fast skema. De første år frem til 1920 en 4-8 møder pr. år. I 20-erne det dobbelte, mens møderne fra 1930 lå på 5-9. De to sidste krigsår dog kun 4 og 7. På grund af den dårlige trafiksituation, bemærkedes det. Indtil 1952 holdtes der 6-9 møder om året. Møderne kan opdeles i forskellige typer. Tælles mødernes emner op på 3 hovedkategorier: samfund mv. inklusive stor og lille politik, og samfundsforhold i øvrigt herunder sundhed og skole; natur og kultur; samt selskabeligt samvær, ses fordelingen på figur 3. 288

Møder 1907-1952

Figur 3. Fordeling af møder i Det Grønlandske Selskab 1907-1952.


Samfundsforhold Erhverv: Nogle holdt sig meget snært til formålsparagraffen og behandlede forslag til foranstaltninger i Grønland. Således i 1907 om fredning af edderfugle og i 1910 om fåreavl og eksportfiskeri og forslag til bedre boliger til grønlænderne. Selskabet syntes, at administrationen skulle stille lånemuligheder til rådighed for grønlænderne. Det sidste blev faktisk til noget, idet landsrådene i 1911 vedtog at åbne landskasserne til det formål også. Rationel hvalfangst, dvs. for at eksportere produkterne, debatteredes heftigt i 1912-13. En hel del af indlæggene findes som artikler i årsskriftet fra disse år. Husdyrhold var på dagsordenen i 1906 og 1919, hvor det afsatte 3 debatindlæg i årsskriftet. Emnet er på bane igen i 1926 og specielt om fåreavl i 1935. Herefter ebbede egentlige erhvervsmæssige debatter ud. Ad Jensen orienterede dog ved flere lejligheder om fiskerierne i Grønland, således i 1907, 1910, 1913, 1926 og Paul Hansen i 1931. Økonomiske emner indgik dog i de generelle debatter om Grønland. Lige efter formålsparagraffen om at virke til gavn for de ansatte i Grønland var også debatten om loven om lønnings- og pensionsforhold ved KGH af 1912. Den gik ud på at nedsætte afbrændingspræmierne (bonus for udvundet tran) mod en forhøjelse af de faste lønninger. Det gik ud over indtjeningen på de gode steder for bestyrere og assistenter, men stillede betjentene på de mindre steder gunstigere end før. Sagen blev diskuteret i april 1913. Selskabet nedsatte et udvalg, der i 1915 i en 20

sider lang betænkning gennemgik forholdene, og bad om en revision af den skuffende lov for at yde en retfærdighedsgerning overfor de grønlandske overbetjente, som det blev udtrykt (årsskrift 1915 s. 1-40). Selskabet mente selv, at det var denne indsats, der i 1916 resulterede i mulighed for ‘opdragelsestilskud’ for børn, der sendtes til Danmark til videre skolegang. Sagen var jo, danske forældre i Grønland enten selv eller ved lærerinde, ofte på delebasis, forsøgte at give deres børn dansk skoleundervisning til det ca. 10. år. Så sendtes de ofte til Danmark til videre skolegang, boende på kostskoler eller hos familie. Forældrene så dem så først igen, når de var blevet studenter, hvis de kom så langt, medmindre forældrene i mellemtiden havde været hjemme på permission, som det hed. Ordningen blev flittig benyttet. Bilagene til finanslovene herefter rummer mange af den slags ‘tilskud til kolonibestyrer XXs børns skolegang’. Dog ikke i et omfang, der dækkede alle danske børn i Grønland. Lønningsloven blev taget op igen i 1918. Selskabets bestyrelse rettede henvendelse til lønningskommissionen til støtte for den i 1917dannede ‘Overbetjentforening i Grønland’. Det handlede om højere lønninger. Jeg har ikke undersøgt, om selskabets forslag havde nogen effekt, men det havde dog gjort noget. Politik: Andre samfundsforhold toges også op. 1908-loven, der indførte landsråd og kommuneråd i Grønland var til behand289


ling i 1908, og selskabet udtaler sin stærke tilslutning hertil. Der var dog ikke udelt begejstring hos alle medlemmer. Provst C.W. Schultz-Lorentzen havde et andet sted heftigt angrebet den grønlandske administration, og det debatteredes i selskabet i januar 1911, hvor lægen Th.N. Krabbe gik i rette med ham. Foredrag og replikker trykt i årsskriftet samme år. Politik kom der også ud af selskabets støtte til H. Olriks plan om at kolonisere Scoresbysund i 1915, selvom det ikke blev med vestgrønlændere, som han foreslog. Det skete først i 1925 ud fra andre bevæggrunde end overbefolkning på vestkysten. 1. Verdenskrig gik mærkeligt upåagtet hen for selskabet. Ingen møder handlede om krigen. I 1916 blev selskabet dog bedt om en udtalelse om betydningen for Grønland af den amerikanske erklæring samme år. Det er den, hvor USA erklærer ikke at ville modsætte sig, at den danske regering udvider sine politiske og økonomiske interesser til hele Grønland. Den går selskabet stærkt ind for, især er den af betydning for Thule og nogle områder i Østgrønland, hvor norske fangstmænd færdedes. Andre steder kunne ‘højhedsret’ være lige meget, mener det. Det gjaldt Nordostrundingen og Blossevillekysten mellem Ammassalik og Scoresbysund. Det er interessant, at selskabet forstår forespørgslen som en sag om suverænitet. Det handlede erklæringen strengt taget ikke om, men om afspærring. Debat blev der også om student Jón Dúasons forslag om at genrejse nordbokolonien i Grønland. Han fik lov at fremlægge sine ideer på et møde i 1917. De gik nærmest ud på at oprette en af290

sondret landbrugskoloni ved Narssaq, befolket af især islændinge. Den milde hovedrysten over for Dúasons fantasier om frodighed og muligheder lyser ud af de meget sagkyndige modindlæg i debatten. Ingen var for og slet ikke for hans tanker om at holde sagen uden for landsrådenes indflydelse. Kolonien skulle jo ikke være en del af det grønlandske samfund, havde han hævdet. Næstformanden, kaptajn H.V. Bang, sluttede sit indlæg med at beundre Hr. Dúasons mod til overhovedet at fremsætte ‘et forslag, hvis umodenhed var ret utvivlsomt’ (Årsskrift 1917 s. 120).1 Haagsagen, striden med Norge om områder i Østgrønland, gik ikke upåagtet hen over selskabet. Det begyndte i tyverne, da Danmark i lyset af den amerikanske erklæring, der fik tilslutning fra en række lande, dog ikke Norge, udstrakte sin administration til hele Grønland, altså afspærrede landet, så ingen kunne få adgang uden tilladelse. Det protesterede norske fangstfolk mod, og i 1924 blev der indgået en kontrakt med Norge om, at nordmænd godt måtte fange i Østgrønland, fra Lindenovsfjorden til Nordostrundingen, dog undtaget Ammassalikområdet og Scoresbysund, hvis en dansk koloni senere blev anlagt der. Danmark fastholdt suveræniteten, og Norge fik lov at fastholde sin opfattelse, at det var ingenmandsland, og nærmest norsk, hvis O-status skulle ændres. Selskabet var på det tidspunkt inde i et skarpt opgør om 1921-betænkningen (se nedenfor), men fik alligevel i marts 1924 en medlemsforsamlings tilslutning til en protest mod aftalen. Især fordi den sydligste strækning helt op til


Scoresbysund blev anvendt af grønlænderne, påpegedes det, så aftalen var et indgreb i deres rettigheder og ville volde et føleligt afbræk i deres livsbetingelser. Den høje regering og rigsdag opfordres til ikke at ratificere aftalen (årsskriftet 1923-24 s. 71-72). Selskabet havde åbenbart fået andre tanker om strækningen mellem Ammassalik og Scoresbysund, da det jo i 1915 havde kendt det uden særlig interesse (se ovenfor). I øvrigt var selskabet her helt på linie med de grønlandske landsråd, der i nogle for den tid usædvanlige skarpe vendinger protesterede: Danmark havde ‘tilintetgjort alle de forventninger, som grønlænderne havde næret til Danmark om fremtiden’ hed det i Nordgrønlands landsråd 1925 (Beretn. og Kundg. 1925 s. 301-04). Loyaliteten var øjensynlig ved at nå sin grænse. Det ovenfor omtalte opgør i 1924 var en udløber af debatten om 1921-betænkningen, der lagde op til den nye styrelseslov i 1925. Eftersom fællesstyreloven af 1912 bestemte, at et udvalg af mænd i det væsentlige i aktiv grønlandsk tjeneste skulle drøfte de grønlandske anliggender senest 10 år efter, havde sagen selskabets højeste interesse. Det var jo netop sådanne, selskabet var dannet af og for. 20 af udvalgets 23 medlemmer var da også medlemmer af selskabet, herunder 2 fra bestyrelsen, formanden kommandør R. Hammer og kolonibestyrer Ole Hastrup. Det var dog ikke borgen for høj enighed i udvalget. På en række spørgsmål, 43 faktisk, delte det sig i større og mindre mindretal på kryds og tværs. Selskabet diskuterede betænkningen på 2 møder i 1922. Der var der også mange

delte meninger. Alle var dog glade for den klare målformulering i betænkningen (s. 15): ‘Det hovedformål, som efter udvalgets mening bør sættes, er grønlændernes udvikling til selvstændighed, det vil sige en sådan modenhed i moralsk og økonomisk henseende, at de kan blive i stand til at leve i fri forbindelse med den øvrige verden, når landets nuværende afsondringstilstand engang i fremtiden ophører.’ Nogle i debatten havde måske fremsat bemærkninger om, at selskabet måske ikke skulle blande sig i en så politisk sag. I hvert fald sluttede formanden, Louis Bobé, mødet den 23. februar 1922 med helt programmatisk at erklære: ‘Det grønlandske selskab har et andet og større mål end det, kun at samle sine medlemmer til selskabelighed og pleje gamle minder. Dets autoritet i alle spørgsmål af vital betydning for land og folk og de til landet knyttede, bør søges hævdet og øget af al evne. Selskabet både kan og bør være et værn og værge for Grønlands samhørighed med Danmark’. På den baggrund fremsendte bestyrelsen en udtalelse til rigsdagsuvalget, der indeholdt en kritisk bemærkning om, at udvalget var sammensat af direktøren, og derfor ikke et udtryk for de herskende meninger om Grønland. ‘Udvalgets anskuelser om fællesstyret turde derfor være ret værdiløse’, hed det. Det var faldet direktøren, Daugaard-Jensen, så meget for brystet, at han på generalforsamlingen 28. januar 1924 krævede en undskyldning, ellers ville han melde sig ud! Passusen om fællesstyret krævede han tilbagekaldt (årsskrift 1923-24 s. 66). Det måtte bestyrelsen lige tænke over. På 291


den fortsatte generalforsamling 6. februar 1924 tilbageviste bestyrelsen kritikken og ville ikke tilbagekalde noget som helst, dog kunne udtrykket ‘ret værdiløse’ godt erstattes af et mere afsvækket udtryk. Det var jo ikke ment krænkende over for nogen. DaugaardJensens undsigelse i januar af selskabets ret til at udtale sig ‘politisk’, blev der eftertrykkeligt lagt afstand til. ‘Det synes uforståeligt, at et selskab, der er dannet for at interessere sig for forholdene i et land, vi alle har part i, ikke må beskæftige sig med dette lands sociale og økonomiske interesser. For et sådant selskab bliver der kun dans og selskabelighed tilbage’. Daugaard-Jensen pakkede sammen og frafaldt indsigelsen, men 4 bestyrelsesmedlemmer var blevet så fortørnet, herunder formanden, Louis Bobé, at de nedlagde deres mandater! Men selskabet bar ikke nag. I 1937 blev DaugaardJensen æresmedlem. I 1931 ‘okkuperede’ Norge et område i Østgrønland nord for Scoresbysund. Dvs. 5 norske fangstmænd plantede det norske flag og erklærede området for norsk. Det bakkede den norske regering op. Senere ‘okkuperede’ den på samme måde et område syd for Ammassalik, da Danmark havde indbragt sagen for den internationale domstol i Haag. Det berørte naturligvis det grønlandske selskabs medlemmer, men under selve sagen 1931-33 holdt det dog lav profil. Folketingsmand Victor Pürschels redegørelse for sagens juridiske aspekter på et møde i oktober 1931 var blot refereret med nogle få liner. Men i 1933, efter dommen, der tilkendte Danmark al ret, holdt selskabet et festmøde med bal 292

bagefter til kl. 2, bemærkedes det, og festtalerne blev offentliggjort i årsskriftet 1932-33. 2. Verdenskrig blev en stille tid for selskabet. Forbindelsen til Grønland var jo afbrudt. Mødernes antal indskrænkedes, og det man samledes om, var kulturelle og historiske emner. Politiske emner kom til gengæld stærkt op efter krigen. Et blandet dansk-grønlandsk udvalg havde i 1946 forhandlet om en omlægning af politikken i Grønland. Et par af udvalgets grønlandske medlemmer, Gerhardt Egede og Frederik Lynge, indledte en diskussionsaften i februar med ‘betragtninger over nogle aktuelle grønlandsproblemer’ for en 300-tallig forsamling. Hverken indlæg eller diskussion er offentliggjort. Selskabet var ikke så godt repræsenteret i udvalget som i 1920. Kun en af de 8 danske politikere var medlem af selskabet, men det var så også udvalgets formand, fhv. statsminister V. Buhl. 2 af de 6 landsrådsudpegede var også medlemmer, Gerhard Egede og Frederik Lynge. Til gengæld var Grønlands Styrelses 4 deltagere alle medlemmer, og 12 af 14 tilkaldte eksperter. Intet udvalgsmedlem sad dog i selskabets bestyrelse. Det var ikke inviteret med. Da betænkningen forelå i slutningen af året, blev bladet taget fra munden på to møder i selskabet, dels den 12. december 1946 og den 16. januar 1947. (Årsskriftet 1947 er helt helliget den sag). På decembermødet rettede Kristoffer Lynge, Frederik Nielsen, Mikael Gam, Aage Bugge og Eske Brun en kraftig


Selskabets 50-års-dag fejredes i Odd Fellow Palæet i København november 1955.

kritik mod betænkningen utilstrækkelighed og mangel på radikalitet. Især var det faldet dem for brystet, at der ikke var blevet nedsat en sagkyndig kommission til at behandle problemstillingen. Man kan gætte på, at de savnede den indflydelse, som de sagkyndige fik i 1921 med at blive bedt om at lave udspillet. Direktør Oldendow, der havde været initiativtager til udvalgets nedsættelse, var den eneste, der forsvarede betænkningen og den politik, den udsprang af. Nu måtte man have arbejdsro, mente han. Desto stærkere stod udtalelserne fra den nys udnævnte vicedirektør i Grønlands Styrelse, Eske Brun, der talte om at befri sig for tilvante forestillinger. Betænkningen var et arbejdsprogram for det gamle Grøn-

land, nu gjaldt det det nye Grønland, mente han. Oldendow blev så fortørnet, at han meldte sig ud af selskabet. Men kommissionen kom jo. Allerede i november 1948 fremlagde statsminister Hedtoft sine fremtidsplaner for selskabets medlemmer, og samme måned blev kommissionen nedsat. Den 1100 sider store betænkning (G-50) blev offentliggjort i marts 1950 og blev en bibel for indsatsen i 1950-erne. Betænkningen debatteredes i selskabet i april 1950. Referatet heraf er dog ikke offentliggjort. Samfundsforhold i øvrigt: Selskabets møder gik dog ikke alene med diskussioner om udenrigspolitik eller dansk grønlandspolitik. Også sam293


fundsforhold i almindelighed toges op på debatmøderne. 1908-09 debatteredes muligheden for at grønlænderne kunne lære mere dansk for at sætte dem i stand til en mere direkte åndelig forbindelse med omverdenen og for at være bedre rustet, såfremt landet senere bliver mere åbnet for fremmede. Det vil slet ikke skade befolkningens ‘nationale ejendommelighed eller særpræg’, hævdede selskabet . I henvendelsen til ministeriet rådes der til at udvide danskundervisningen på seminariet som en start (årsskrift 1909 s. 17-19). På mødet herom den 12. februar 1909 mente en kolonibestyrer dog, at det var nok så nødvendigt, at de unge danske, som sendtes til Grønland, fik nogen undervisning i grønlandsk. Skoleforholdene var oppe igen i 1917, og selskabet fik sit ønske opfyldt i 1925-loven, der satte undervisning i dansk på de grønlandske skolers læseplan, som det blev anbefalet i betænkningen af 1921. Skolevæsenet var på dagsordenen igen i 1936, hvor et oplæg af seminarieforstander Fuglsang-Damgaard blev diskuteret. Alene foredraget er offentliggjort. Heri udnævner Fuglsang-Damgaard smertensbarnet i den grønlandske skole at være undervisningen i grønlandsk! Danskundervisningen var lagt alt for ambitiøst an i lovgivningen. I øvrigt har den kun betydning for dem, der skal videreuddannes på højere skoler, hævdede han (årsskriftet 1937 s. 64-66). I de generelle debatter 1946-50 får dog også skolevæsenet sine anbefalinger. Omsorgen for grønlænderne rakte langt ned i samfundet. I januar 1909 fo294

reslog fhv. kolonibestyrer R. Müller, at der skulle gøres en indsats for at lære de grønlandske kvinder mere europæisk sans for renlighed, orden og sparsommelighed. Man kunne oprette sådanne husmoderskoler forskellige steder, og endda sende kvinderne til Danmark og samtidig uddanne dem til jordemoder eller sygeplejerske. Debatdeltagerne (alene mænd) var enige i hovedsigtet (årsskrift 1909 s. 20-27). Debatten førtes videre i årsskriftet, hvor fru kolonibestyrer Anna Bistrup frakendte forslaget al fornuft. Hun så hellere en dansk lærerinde i skolen, der kunne lære pigebørnene dyderne: ‘orden, renlighed, påpasselighed og meget andet, som de i sørgelig grad mangler’, som hun udtrykte sig (årsskrift 1910-11 s. 83-89). R. Müller forsvarede i samme nummer sit forslag, og dermed døde debatten om det emne ud. Kolonihistorikere ville uden tøven rubricere tiltaget som en måde at disciplinere grønlænderne på, som en måde at udøve herredømme. Sådan så selskabets medlemmer ikke på det. Der var ingen ende på de velsignelser, der ville følge af, at de grønlandske fangere havde et velfungerende hjem, hvor fangsten blev behørigt behandlet og klæderne var i orden. Sundhedsforholdene i Grønland havde også selskabets bevågenhed. Husbygningsprogrammet fra 1911 og husmoderskolerne 1909 havde også de aspekter. I marts 1923 fremlagde fhv. distrikslæge i Grønland, S. Barchalia en oversigt. Han hæftede sig især ved tuberkulosen, der efter hans opfattelse havde for gode vilkår i de usle boliger


og de lige så usle økonomiske kår for grønlænderne. Deltagerne gav ham ret. Der burde gøres noget ekstra (årsskrift 1922-23 s. 79-85). Helt samme melodi spillede medicinaldirektør Tryde i et foredrag i november 1923. Også han fremhævede boligforhold, vandforsyning og afløbsforhold som grundlæggende elementer i en bedre hygiejne. Også han talte for en forstærket medicinsk indsats. Læger og sygeplejersker gjorde, hvad de kunne2, og en privatmand, grosserer Lemvigh-Müller satte sig i spidsen og fik oprettet et sanatorium for tuberkuløse børn ved Sukkertoppen i 1925 (årsskrift 1926-27 s. 8792). Som bekendt blev der først gjort en radikal indsats efter 2. Verdenskrig, såvel medicinsk som økonomisk og boligmæssig. Andet: Den helt overvejende del af møder var dog om historiske, naturhistoriske, etnografiske og topografiske emner. Set over årene 1907-1952 udgjorde de 60% af emnemøderne, mens de selskabelige samvær udgjorde små 20%.

en rolle som forum for de reformønsker, som også blev udtrykt ad mange andre kanaler, end som skaber af opinionen. Nu var der andre steder, hvor der var en grønlandsekspertise, først og fremmest landsrådet, der var aktiv medspiller på det politiske plan. Selskabet stillede sig afgjort ikke tilfreds med selskabeligt samvær til pleje af gamle minder, som formanden advarede mod i 1924 (se ovenfor). Artikler Overordnet viser artiklerne det samme billede som møderne. Kultur og natur fyldte i høj grad siderne. I visse årgange dog overgået af artikler om samfundsforhold, det være sig debatter eller udredninger. 1918-1925 synes dog samfundsforhold at have fyldt mere i årsskriftet end på møderne. Begge forhold har det tilfælles, at de fyldte godt lige efter krigen. Det Grønlandske Selskabs Skriftrække Indtil 1952 udgav selskabet 17 skrifter i rækken. Det, der ovenfor er rubriceret Artikler 1906-52

Delkonklusion Det var øjensynligt selskabets ambition at være en faktor i grønlandspolitikken. Man må jo sige, at det lykkedes af og til. Det var en fjer i hatten, da regeringen efterlyste selskabets mening om USAerklæringen i 1916, og at selskabets formand deltog i 1920-udvalget i sin egenskab af formand. Debatten i 1930-erne om sundhedsforhold og sociale forhold var en mere indirekte pressionsdannelse. 1946-50 spillede selskabet mere

1 0,8 0,6

0,4 0,2 0

1906

1913

samf

1919

1925-26

natur

1931-32

1938

kultur

1944

1950

andet

Figur 4. Artikler i årsskriftet 1906-1952 delt i kategorier.

295


som kultur er helt dominerende, nemlig 11 udgivelser. Det drejer sig i høj grad om (gen)udgivelse af ældre skrifter. Frem til 1933 var det genudgivelser af 1700tals skribenter, 6 i alt, med Olriks forslag om at bebygge Scoresbysundegnen, 1915, som den eneste med politisk indhold. Genudgivelsen af Fabricius’ Fauna Groenlandica fra 1780 i 1929 må siges at have naturmæssigt indhold. Det gælder også Oldendows Naturfredning i Grønland fra 1935, mens hans Grønlændernes egne samfundsorganer fra året efter jo beskriver samfundsforhold. Derefter tager de historiske beskrivelser over 1941-46 med Ostermann, R. Tving og Finn Gad, der skriver om Jakobshavn, Frederikshåb, skibsfarten og hele Grønlands historie. Harald Lindows beretning om Kongefærden til Grønland i 1921 (1948), og Kingo Jakobsen og P.P. Sveistrup om Erhverv og kultur langs polarkredsen, altså nærmest samfundsforhold, er nr. 17 i rækken. Et blik på udgivelserne frem til 2001 (nr. 34) giver helt det samme billede. Udgivelse af historiske kilder og historieskrivning fylder hele billedet med undtagelse af mit eget register over årsskriftet fra 1979. Frederik Nielsens Tuumarsi fra 1980 er dog en roman.

296

Konklusion Bedømt på årsskriftet og skriftrækken var Det Grønlandske Selskab altså en interesseorganisation, hvis virksomhed var rettet mod oplysning og debat om kulturelle forhold i Grønland. Til tider dominerede dog de samfundsmæssige forhold i artiklerne og på møderne. Selskabet var for reformer i Grønland og spillede indtil 2. Verdenskrig en aktiv rolle. Det stillede gerne sine ressourcer til rådighed for debatterne herefter. I skriftrækken var historiske og kulturelle emner de helt overvejende. Axel Kjær Sørensen.

Noter 1 Hr. Dúason gav dog ikke op så let. I Oslo blev han doktor i 1928 på en afhandling om Grønlands statsretlige stilling i Middelalderen. Den blev heftigt kritiseret af såvel norske, islandske og danske retslærde, og i 1947 udgav han i Reykjavik Rjettarstapa Grænlands, nylendu Íslands på 768 sider. (Grønlands retsstilling, Islands koloni). Selv Institut für Völkerrecht, Universität Göttingen udgav i 1955 hans ‘Die koloniale Stellung Grönlands’ på 60 sider. Det er det sidste, jeg har på ham i denne forbindelse. 2 Et historisk speciale fra Ilisimatusarfik 2004 af Paornannguaq Kristiansen har kortlagt indsatsen.


Det grønlandske Selskab år 2005

Minik Rosing har her tydeligvis fortalt en af sine utallige, fornøjelige grønlandshistorier. Foto: Anne Bang.

Axel Kjær Sørensen har beskrevet Det grønlandske Selskab i perioden 19051952 set gennem selskabets årsskrift. Han gør rede for selskabets grundlæggelse og baggrunden herfor, udviklingen i medlemstallet, medlemmernes diskussioner om og deres forskellige holdninger til den rolle, som de mente selskabet skulle spille, samt de temaer og enkeltemner, selskabet har behandlet og taget op til diskussion i denne periode. Dermed er også centrale problemstillinger i den dansk-grønlandske historie i første halvdel af det 20. århundrede markeret. Denne artikel vil præsentere Det grønlandske Selskab og dets aktiviteter i året for Selskabets 100 års jubilæum, ind i mellem set i en større sammenhæng.

Selskabets formål Det grønlandske Selskab bestod i starten af en forholdsvis snæver kreds af mennesker (læs: mænd), der var ansat i Grønland eller som gennem deres administrative og videnskabelige arbejde beskæftigede sig med Grønland og grønlandske forhold, og som betragtede sig som særligt »grønlandskyndige«. I flere sager forsøgte man at gøre sin indflydelse gældende og forsøgte som en slags selvbestaltet interessegruppe at påvirke grønlandspolitikken. Med tiden skete der dog en opblødning, så selskabet i højere grad blev et forum for diskussioner vedrørende Grønland og grønlandspolitikken. I dag er Det grønlandske Selskabs formål at orientere om og opbygge 297


gode relationer til Grønland. Målet med aktiviteterne er derfor at styrke kendskabet til først og fremmest det grønlandske samfund, men også det arktiske område som helhed, samt støtte det dansk-grønlandske samarbejde, og i forlængelse heraf skabe en god ramme for grønlandsinteresseredes samvær. Med dette formål for øje arrangerer Selskabet foredrags- og debataftener, samt udgiver Tidsskriftet Grønland og en række af særskrifter. Det grønlandske Selskabs medlemstal steg i de første 40 år jævnt i takt med, at man lempede de oprindelige begrænsninger for at blive medlem. Efter 2. Verdenskrig blev Grønland et meget aktuelt emne i dansk politik, og diskussionerne om landets fremtid blev nøje fulgt af mange mennesker og af pressen. Det smittede af på Selskabets medlemstal, der i denne periode steg markant og derefter holdt sig stabilt i en række år. Det stabile medlemstal må også ses som en følge af, at mange danskere arbejdede i Grønland i disse år og mange beholdt interessen efter tilbagekomsten til Danmark. I de seneste år har medlemstallet været svagt faldende og er nu på lidt mere end 1.000 personer. Det må tolkes som et led i den geMedlemstal i udvalgte år: 1906 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66 1915 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157 1925 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 315 1945 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 931 1946 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1256 1975 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1314 2005 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1064 298

nerelle tendens til faldende medlemstal i danske foreninger, kombineret med at administrationen efter indførelsen af Grønlands Hjemmestyre er flyttet til Grønland. Antallet af folk i Danmark, der direkte arbejder med Grønland, er blevet mindre. Mødeaftenerne Rygraden i Det grønlandske Selskabs aktiviteter har fra starten været den række af møder, der bliver afviklet en gang månedligt fra oktober til april måned. Gennem foredrag, paneldiskussioner, filmaftener m.m. har personer fra det meget store netværk, som Selskabet har kontakt med og er en del af, øst af deres viden om Grønland og arktiske forhold til medlemmerne og andre interesserede. Stort set alle emner har i årenes løb været berørt, og selvfølgelig ofte emner, der var oppe i tiden. Fx var mødeaftenerne i 1970-erne præget af de politiske diskussioner om Grønlands fremtidige forhold til Danmark og indførelsen af hjemmestyre, ligesom de aktuelle diskussioner og de påbegyndte dansk-grønlandske forhandlinger om et fremtidigt selvstyre har smittet af på valget af emner og givetvis også vil gøre det fremover. Men hvad angår mødeaftenerne, kan man ikke komme uden om, at medlemmerne i hovedstadsområderne har en fordel, da disse finder sted i København. I en periode har der dog været gjort forsøg på også at få udbredt Selskabets aktiviteter til den øvrige del ved efterfølgende at afholde en del af foredragene i De grønlandske Huse, dog med vekslende held. Det er et håb, at


disse aktiviteter vil kunne tages op igen i større målestok. Det grønlandske Selskab har i mange år haft gode relationer til grønlandske foreninger i Danmark og efter 1979 også til det grønlandske hjemmestyre. Således har siddende landsstyreformænd i flere tilfælde på januar-mødet orienteret om de vigtigste aktuelle problemstillinger i grønlandsk politik og givet deres bud både på løsningen af disse problemer og på udviklingen i de grønlandske samfundsforhold og politik. Tidsskriftet Grønland Det grønlandske Selskab udgav fra de første år et årsskrift, der fra 1953 blev afløst af Tidsskriftet Grønland. Tidsskriftet er siden udkommet i et varierende antal numre om året, for tiden i otte årlige numre, i visse tilfælde som dobbeltnumre eller – i sjældnere tilfælde – tredobbelte numre. Fra 2006 vil tidsskriftet udkomme i seks årlige numre, stadig med muligheden for at udgive dobbeltnumre. Beslutningen om at udsende færre årlige numre skyldes ikke mindst de kraftigt stigende portoudgifter kombineret med afskaffelsen af det offentliges portostøtte til tidsskrifter. Tidsskriftets samlede årlige sidetal vil dog ikke falde. Hvor indholdet i årsskriftet for en stor dels vedkommende var trykte og måske redigerede udgaver af den forgangne sæsons foredrag i selskabets regi, bringer tidsskriftet langt flere artikler og dækker langt flere emner. Der er næppe det område vedrørende Grønland, der ikke på et eller andet tidspunkt har været behandlet i Tidsskriftet Grøn-

land. En række numre er udsendt som temanumre, der i flere artikler behandler et centralt og aktuelt emne ud fra flere vinkler. Tidsskriftet Grønland har fra starten haft en stor læserkreds, og som tallene fra udvalgte år viser, lå abonnementstallet i mange år stabilt omkring 1400 eksemplarer. I de sidste år har der imidlertid været en tydelig nedgang, så antallet af abonnementer i jubilæumsåret ligger på omkring 1100. Årsagen til denne nedgang skyldes primært, at mange tidligere »faste« aftagere som Ministeriet for Grønland, GTO og KGH er ophørt. Desuden har de sidste års besparelser i det offentlige givet sig udtryk i, at flere institutioner, fx Københavns Skoledirektorat og en del kommunebiblioteker, har fravalgt tidsskriftet. Antal abonnementer i udvalgte år 1954 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1966 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1976 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1986 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1996 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2005 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1017 1464 1309 1417 1413 1104

Tidsskriftets artikler er for de flestes vedkommende populærvidenskabelige, men bygger på videnskabeligt arbejde eller en særlig ekspertise inden for det behandlede felt. For mange af forfatterne er tidsskriftet en mulighed for at komme ud til et bredere publikum end det fx sker gennem videnskabelige artikler. Og for tidsskriftets læsere er det en naturlig og uundværlig kilde til uddybelse af kendskabet til forhold vedrørende Grønland. 299


Seniorklubben Seniorklubben har eksisteret i mange år og var oprindeligt forbeholdt en forholdsvis snæver kreds af medlemmer, der fysisk skulle have opholdt sig i Grønland i mindst 25 år. Dette krav eksisterer ikke længere, og i dag er alle medlemmer af Det grønlandske Selskab velkomne til Seniorklubbens arrangementer. Seniorklubben har et alsidigt foredragsprogram, der bliver afviklet parallelt med Selskabets foredragsrække. Der arrangeres ikke paneldiskussioner, men der udspiller sig altid en dialog mellem publikum og foredragsholderen. Seniorklubben har i mange år været ledet af Aksel Mikkelsen. Møderne bliver afholdt en gang månedligt fra oktober til marts og finder sted på Selskabets adresse i Kramers Hus i Charlottenlund. Kunstforeningen Aron Kunstforeningen Aron blev stiftet i 1999 af medlemmer af Det grønlandske Selskab og er et særligt tilbud til selskabets medlemmer. Kunstforeningen er opkaldt efter den grønlandske nationalkunstner Aron fra Kangeq, der først og fremmest er kendt for sine akvareller fra anden halvdel af 1800-tallet. I dag er foreningen oppe på 112 medlemmer. Kunstforeningens formål er at foretage indkøb af kunst med relation til Grønland og andre arktiske områder. Desuden arrangeres der møder, galleribesøg og andre arrangementer om kunst, herunder teater og film. Hvert år bliver den indkøbte kunst udloddet til kunstforeningens medlemmer. 300

Ejnar Mikkelsen, den første modtager af Rink-medaljen i 1960, overrakt af Helge Larsen, der selv i 1980 modtog medaljen. © Arktisk Institut.

Rink-medaljen Rink-medaljen er indstiftet af Det grønlandske Selskab og uddelt første gang i 1960. Medaljen har navn efter H. J. Rink, der arbejdede i Grønland både som videnskabsmand og som administrator, og som bl.a. er kendt som en af mændene bag indførelsen af det første spæde demokrati i Grønland i midten af 1800-tallet. Medaljen er især tildelt personer, der har udmærket sig gennem videnskabelig forskning, men også personer, der på anden vis har ydet en betydningsfuld indsats for det grønlandske samfund, har modtaget medaljen. Fundatsen for Rink-medaljen blev i 2004 lettere revideret og lyder med sin nye formulering således: Rink-medaljen tildeles personer, der ligesom H. J. Rink på en helt særlig måde har givet et bidrag til den videnskabelige forskning vedrørende Grønland eller på anden måde


Følgende har modtaget Rink-medaljen: Ejnar Mikkelsen (1960) Lauge Koch (1961) Eigil Knuth (1967) Frederik Nielsen (1972) Helge Larsen (1980) Chr. Berthelsen (1985) Jens Rosing (1990) Sara Helms (1994) Chr. Vibe (1995) Robert Petersen (2003) Minik Rosing (2005)

Helge Larsen overrakte i 1961 medaljen til Lauge Koch.

har gjort en betydningsfuld indsats for det grønlandske samfund. Heinrich Johannes Rink (1819-1893), som er portrætteret på medaljens forside, ydede en betydelig videnskabelig indsats i Grønland indenfor geologi, kartografi og etnologi. Desuden fungerede han fra 1853 som kolonibestyrer i Julianehåb/Qaqortoq, fra 1855 som inspektør i Sydgrønland og fra

Grev Eigil Knuth modtog i 1967 medaljen af Mikael Gam.

Frederik Nielsen.

Christian Berthelsen fik i 1985 medaljen af Lars Chemnitz.

301


Jens Rosing modtog i 1990 medaljen af Helge SchultzLorentzen.

1871 som direktør for Den kongelige grønlandske Handel. Medaljen (65mm/sølv) er fremstillet i et snævert samarbejde mellem billedhuggeren Claes Lorentzen og den grønlandske forfatter og kunstner Jens Rosing. På bagsiden er de traditionelle grønlandske fartøjer, kajak og umiak præsenteret sammen med Det grønlandske Selskabs bomærke. Rink-medaljen, der er præget på Den kongelige Mønt, tildeles efter en beslutning i Det grønlandske Selskabs bestyrelse. Det grønlandske Selskabs formål er at fastholde og udvide interessen for og kendskabet til Grønland og det grønlandske samfund.

Sara Helms med sin medalje 1994.

302

Robert Petersen fik medaljen 2003 af Hans Christian Gulløv.

Christian Vibe.

Selskabets æresmedlemmer Det grønlandske Selskab har helt fra de første år udnævnt en række af sine medlemmer til æresmedlemmer i selskabet. De fleste af æresmedlemmerne har både gjort sig bemærket i grønlandssammenhæng inden for områder som videnskab, administration og formidling og været aktive inden for selskabets rammer. Som æresformand var udnævnt Ejnar Mikkelsen, der var Det grønlandske Selskabs formand i mere end 20 år.


Følgende er udnævnt til æresmedlemmer af Selskabet: Gustav Holm Knud Rasmussen J. Daugaard-Jensen G. C. Amdrup Adolf S. Jensen Johan Petersen Henrik Kauffmann William Thalbitzer A.H. Vedel Eske Brun Mads Lidegaard

Formænd Siden starten på Det grønlandske Selskab har følgende bestridt posten som formand: Carl Lorentzen, 1906 Hj. Knuthsen, 1906-1909 R. Hammer, 1909-1921 Louis Bobé, 1921-24 C. Harries, 1925-1935 Ejnar Mikkelsen, 1935-1956 Helge Larsen, 1956-1965 Mikael Gam, 1965-1970 Mads Lidegaard, 1970-1976 Chr. Berthelsen, 1976-1985 Lars Chemnitz, 1985-1987 Finn Lynge, 1987-1990 Helge Schultz-Lorentzen, 1990-2000 H. C. Gulløv, 2000-

Einar Lund Jensen, næstformand i bestyrelsen. 303


Tale ved uddelingen af Rink-medaljen til Minik Rosing 5. november 2005 Deres Kongelige Højhed – Ærede gæster i selskabets 100 års jubilæum. »Det første menneske, som krydsede det smalle Nares Strait fra Alaska og trådte i land i Nordgrønland, er sikkert passeret over havisen en stjerneklar vinternat. Han har kunnet kigge op på måne og stjernehvælv og undre sig over, hvorfra det dog alt sammen er kommet. Hvordan blev Jorden og havet til? Og hvornår blev det befolket af mennesker og dyr?« Således indleder Minik Rosing sin afhandling »Livets Grønlandske Barndom« – og i afhandlingen beskriver han, hvorledes religioner og kulturer igennem menneskehedens historie har forsøgt at besvare fundamentale spørgsmål om livets opståen – og han fortsætter: »Det skulle senere vise sig, at det Grønland, som det første Saqqaq-menneske indtog i den månelyse nat, rummede svar på en del af hans fundamentale spørgsmål.« Og her er vi ved sagens kerne. Det ældste spor af liv på Jorden er fundet i Grønland – af Minik Rosing. Mens den første Saqqaq-indvandrer var en fremmed, der kom til Grønland fra Alaska, er Minik Rosing ikke en fremmed i Grønland. Tværtimod. Han er født deroppe og tilbragte sin barndom i Godthåbsfjorden ikke langt fra det sted, hvor han senere skulle gøre nogle af sine banebrydende opdagelser. Minik Rosing har således sine rødder solidt forankret i 304

Grønland – forankret i de ældste bjerge og i det ældste liv på Jorden. Udforskningen af Grønland har været et ledemotiv for Minik Rosing siden barndommen. Han blev tidligt grebet af de grønlandske fjeldes mangfoldighed og skønhed, og han undersøgte dem, når han jagede fra sin kajak eller gik på jagt inde i landet. Hans tidlige interesse for naturvidenskab siges dog ikke at have sat sig nævneværdige spor i hans skolearbejde. Han var vist nærmest doven. Men når han kom hjem med dårlige karakterer var der altid opmuntring at finde hos de forstående forældre. Minik fortæller således, at jo dårligere karakteren var, des større ‘præmie’ fik han. Og her må jeg så nøgternt konstatere, at selv om den tidlige skolegang ikke var særlig vellykket så har Minik Rosing alligevel klaret skærene: Han er i dag professor ved Københavns Universitet. Barndomshjemmet og familien stimulerede Miniks naturglæde og inspirerede ham på mangfoldige måder. Hans far, Jens Rosing, er en kendt og elsket kunstner og forfatter – både i og uden for Grønland, og mange andre medlemmer af familien er – og har været – kunstnere. Så Minik Rosing er ikke alene vokset op i Grønlands barske og storslåede natur, men han har også fået


Flankeret af Kronprins Frederik og Minik Rosing, hans far Jens Rosing, der i samarbejde med billedhuggeren Claes Lorentzen udførte medaljen. Foto: Anne Bang.

en frodig kunst- og fortælletradition som ballast. Verdenen er til for at blive udforsket – og dette synspunkt synes Minik Rosing at dele med den person, som Rinkmedaljen er opkaldt efter – nemlig H.J. Rink. Som ung student deltog H.J. Rink i korvetten Galatheas jordomsejling fra 1845-47, hvor Rink blandt andet skulle foretage geografiske undersøgelser af Nicobarerne. Netop i disse måneder forberedes en ny Galathea ekspedition, som passerer Grønland i 2006. Forhåbentlig får Minik Rosing mulighed for at deltage i den grønlandske del af togtet – om end det bliver på et stort orlogsfartøj og ikke med en konebåd, som H.J. Rink efter sin hjemvenden fra Nicobarerne brugte til sine videnskabelige

undersøgelser af den grønlandske vestkyst. I eventyrromanen ‘Ringenes Herre’ skriver Tolkien: »Dværgfolket var besat af en uimodståelig kærlighed til bjergenes pragt og forunderlige muligheder. Langt inde i hjertet af disse hemmelighedsfulde bjergmassiver – der stammer fra verdens tidligste tid – skabte det arbejdsomme folkefærd smukke sale og netværk af gangsystemer, som kun kunne åbnes med kryptiske trylleformularer«. I Grønland findes en lille del af Tolkiens forunderlige verden bevaret. Det drejer sig om et lille bitte område ved Isua i bunden af Godthåbsfjorden, hvor Minik Rosing fandt det ældste liv på Jorden. Normalt er bjergarter fra Jordens tidligste tider ødelagt af voldsomme geo305


logiske processer. Det gælder også bjergene i Grønland. Og dog findes der i den grønlandske ødemark bevaret et ganske lille område – et område som på forunderlig vis har undgået alle geologiske processer. Dette lille område har ligget gemt og beskyttet som en tidskapsel i næste 4 mia. år, indtil Minik Rosing med sine videnskabelige undersøgelsesmetoder åbnede op for områdets hemmelighed. Dermed blev han i stand til at beskrive de tidligste stadier af Jordens og livets udvikling – og til at tegne et billede af hvordan hverdagen så ud, da Jorden endnu var ung. Det var en skelsættende opdagelse han gjorde. Han viste nemlig, at både livet og oceanerne faktisk rakte helt tilbage til Jordens tidligste fase – og at livet tilsyneladende er langt mere robust, end vi har vænnet os til at tro. Livet har således spillet en ligeværdig rolle i forhold til andre gigantiske kræfter i skabelsen af den verden, vi i dag er en del af. Da Minik Rosing publicerede de opsigtsvækkende resultater fra Godthåbsfjorden satte han Grønland på det videnskabelige verdenskort. Hans udforskning af Grønland har dog favnet langt bredere, og som H.J. Rink er han en utrolig flittig skribent, der publicerer alle sine resultater i videnskabelige afhandlinger. Disse afhandlinger vil sikre Minik Rosing en varig plads blandt anerkendte forskere – nationalt som internationalt. Minik Rosing offentliggør også sine resultater i populærvidenskabelige artikler og deler dermed sine opdagelser med beboerne i Grønland – lige som H.J. Rink gjorde det. Jeg har nævnt, at Minik Rosing er 306

vokset op med den grønlandske fortælletradition, og jeg har selv lært ham at kende som en blændende formidler – og her kan man vist roligt sige, at han ikke ligner H.J. Rink. Knud Oldendow karakteriserer således H.J. Rink i Det Grønlandske Selskabs 50 års jubilæumsskrift som en – jeg citerer – stammende, ubehjælpsom og lidt klodset taler, hvor veltalenhed og den elegante tale var ham nægtet. Her skal det retfærdigvis tilføjes, at resten af Oldendows skrift er en hyldest til den unikke H.J. Rink, der fik så stor betydning for Grønlands politiske og kulturelle udvikling. Hvad angår Minik Rosing kan jeg oplyse, at han til forskel fra Rink har en smittende fortælleglæde – og det uanset om han holder en forelæsning ved en international konference, eller han beretter om geologiens mysterier under en vandring i den grønlandske natur. Rink-medaljen gives ifølge fundatsen til personer, »der ligesom H.J. Rink på en helt særlig måde har bidraget til den videnskabelige udforskning af Grønland eller på anden måde gjort en betydningsfuld indsats for det grønlandske samfund«. Minik Rosing må siges at opfylde begge kriterier. Ud over den videnskabelige udforskning af Grønland gør han en stor indsats for at sikre det grønlandske samfund en positiv fremtid. I stedet for kun at bruge sin energi på den internationale forskningsverden, prioriterer han udviklingen af sit barndomsland højt. Det gør han blandt andet ved at inspirere unge grønlændere til at tage en videregående uddannelse, som kan gøre dem i stand til at forstærke den positive udvikling, som Grønland er inde i. Minik Rosing har


Kronprins Frederik og Minik Rosing ved overrækkelsen 2005. Foto: Anne Bang.

under feltkurser på Disko indført grønlandske gymnasieelever i naturvidenskabens fascinerende verden, og i hænderne på Minik Rosing har de unge forstået, hvor vigtigt det er at dygtiggøre sig. Minik Rosing er med andre ord blevet et forbillede for mange unge i Grønland. Der tales meget om, hvordan holdning og adfærd påvirkes af oplevelser i barndom og ungdom, og der er næppe tvivl om, at Minik Rosing er påvirket af sin opvækst i Grønland. Han udstråler en klippefast ro og smittende livsglæde, og har en uvurderlig evne til at favne alt det smukke og vidunderlige, som findes i vor brogede verden. I Knud Rasmussens »Myter og Sagn fra Grønland« hedder et af sagnene »Skabelsen og de første mennesker« og sagnet lyder således: »Dengang for længe, længe siden, da jorden blev til, styrtede den ned fra oven; jord, fjelde og sten kom oppe fra himlen. Bagefter kom livet og menneskene ud af jorden. Småbørn kom frem mellem pilebuskene, og der

lå de – fulde af pileløv – og sprællede med lukkede øjne. Deres land var gådefuldt og vidunderligt, og kun mennesker der forstår sig på skjulte ting, kan komme derind«. Minik Rosing kommer fra dette gådefulde og vidunderlige land – og i kraft af sine faglige og menneskelige egenskaber kan han komme ind i landet, færdes i det, udforske det og bagefter dele sine oplevelser med sine grønlandske landsmænd og med internationale kolleger – præcis som H.J. Rink gjorde det. Minik Rosing er derfor den rette til i dag at modtage Det Grønlandske Selskabs hædersmedalje – Rink-medaljen – en anerkendelse, som kun tildeles personligheder, hvorom der står en ganske særlig respekt og agtelse. Det er mig derfor en stor glæde at kunne meddele, at Rink-medaljen vil blive overrakt til Minik Rosing af Hans Kongelige Højhed Kronprinsen. Naja Mikkelsen, bestyrelsesmedlem. 307


Diskobugtens Bill Gates

Minik Rosing på talerstolen den 5. november 2005. Foto: Anne Bang.

Jeg vil gerne takke Det Grønlandske Selskab for tildelingen af H.J. Rink medaljen. Det er en stor glæde og ære at modtage en medalje i H.J. Rinks navn. Rink kom oprindelig til Grønland som geolog, og jeg har tit undret mig over, hvad det var der trak ham i den retning. Her følger et forslag. I 1848 begav den danske videnskabsmand Hinrich Johannes Rink sig ud på en tre års undersøgelsesrejse til de danske handelsdistrikter i Grønlands nordlige inspektorat. Hans rejse var understøttet af Det Kongelige Rentekammer, 308

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og Indenrigsministeriet, og opgaven var i det væsentligste at udføre en geologisk beskrivelse af Nordvestgrønland. Rink, som var en bredtfavnende mand, supplerede med en række optegnelser om geografi, glaciologi, etnografi samt de fleste andre af datidens -logier og -grafier i den lange grønlandske vintersæson, hvor geologi er besværliggjort af snedække. Hans ekspeditionsberetning står i dag som en videnskabelig monolit inden for adskillige grene af Grønlandsforskningen, og Rinks virke i Grønland fik afgørende betydning for den kulturelle og politiske udvikling af landet helt frem til i dag. Men hvad ansporede en mand til at foretage en sådan rejse, og hvad fik konge og regering til så villigt at sponsere foretagendet? En del af svaret kan anes i hans beretning. Når man læser den med nutidige øjne, undres man over, at hans geologiske opmærksomhed hele tiden driver i retning af forekomster af grafit, medens andre geologiske fænomener eller forekomster af mineralske råstoffer stort set forbigås eller omtales i lidet inspirerede bisætninger. Grafit er et forholdsvis uanseeligt mineral med ringe økonomisk interesse. Vi kender det alle fra de mere ydmyge sider af vores dagligdag som hovedbestanddelen af blyantsstifter og som smøremiddel til cykelkæder. For at forstå Rinks motivation må vi se på grafittens betydning i hans samtid.


Det hele begyndte med en storm Da stormen endelig lagde sig efter at have hærget Elizabeth den førstes England, lå store træer spredt over Seathwaite Fell i Borrowdale i Cumberland. I faldet havde træernes rødder trukket tæppet af græs og jord bort fra klippegrunden, og åbenbaret utrolige rigdomme. Det glinsede metallisk sort i bunden af de nøgne rodhuller, og klippen kunne uden besvær skæres ud med en kniv. Man blev snart enige om, at bjerggrunden simpelthen bestod af det skæreste bly i en hidtil uset blød form, som man kaldte plumbago – »sort bly«. Stormen løb over landet i 1564, og kort efter lagde kronen beslag på den nyopdagede forekomst. Man fik dannet sig et overblik over forekomstens størrelse og besluttede, at denne vidunderlige rigdom måtte udnyttes fornuftigt og beskyttes med rationering. Det nye materiale kunne bruges som smøremiddel i støbeforme til kanonkugler, og hvis man benyttede det nye bly i stedet for det sædvanlige gammelkendte bly, som man i snart 2000 år havde brugt som skriveredskab, så gav det en tydelig sort streg i stedet for den svage grå linie, man var vant til. Kunstnere som Albrecht Dürer havde mestret den tunge og besværlige teknik med blystifter i deres tegninger, men almindeligvis måtte skrivning udføres med pensel og blæk. Med det nye plumbago fra Borrowdale blev skrivning pludselig som en leg. Den nye pencil strøg let over papiret, og fejl kunne ganske simpelt viskes ud med et stykke læder, og gøres om. Aldrig havde verden set mage til bly, og intet andet sted på Jorden

kendte man til forekomster af det nye plumbago. Den engelske kongemagt havde pludselig opnået et verdensomspændende monopol på informationsteknologiens nyeste landvinding. Umådelige formuer kunne høstes. Renæssancen var i fuldt flor, og store tænkere havde brug for at skrive deres store tanker ned i hidtil uset omfang – eller blev de simpelthen ansporet af den pludselige lethed, hvormed skriften kunne fæstes til papiret? Brydningen af det nye vidunderbly blev begrænset til otte uger om året for at spare på resurserne og holde priserne oppe, og det indvundne materiale blev transporteret fra Borrowdale i armerede vogne under militærbeskyttelse, for at ingen skulle bryde monopolet. Eksport af råmaterialet blev forbudt under dødsstraf, og kun færdige »blypensler« måtte sælges i udlandet, hvor det nye skriveredskab hurtigt blev populært. Allerede i 1565 gjorde den svejtsiske geolog Konrad Gesner sine notater med en ny type skriveredskab, som han beskrev i sin notesbog som en form for bly (eller engelsk antimon) indlagt i et træhåndtag og tilspidset i enden. I mere end et århundrede kom alle verdens blyantstifter fra de runde bakker i Cumberland. Stor var ærgrelsen over de høje engelske monopolpriser på blyanter, og udenlandske forskere gik naturligvis i gang med at undersøge det nye materiale og lede efter lokale kilder. I Tyskland fandt man forekomster af plumbago, men slet ikke af en renhed, som kunne anvendes direkte. I midten 1600-tallet havde man i Nürnberg fundet ud af at knuse plumbagoholdige bjergarter og 309


isolere et plumbagopulver, der blandet med svovl og antimon kunne presses til stænger og anvendes i blyanter. Møbelsnedkeren Kaspar Faber havde forfinet fremstillingen af fine sammensatte trælister med indlagte stifter af det pressede grafitpulver, man havde specialiseret sig i der på egnen, og hans familie kom gennem de følgende århundreder til at regere over et storslået blyantsimperium, som vandt efterkommerne store rigdomme og fine adelstitler. I takt med at kemien udviklede sig som videnskab, blev man i stigende grad opmærksom på, at kemiske substanser bestod af nogle grundlæggende elementer, det vi i dag kalder grundstoffer. Under indtryk af blyantsmaterialets store strategiske og økonomiske betydning kastede den svenske kemiker K.W. Scheele sig over studiet af plumbago og påviste i 1779, at det sorte bly slet ikke er bly, men derimod kulstof. Ti år senere definerede den bayerske mineralog A.G. Werner den specielle form for kulstof som et nyt mineral og kaldte det grafit efter det græske ord for at skrive: graphein. I mellemtiden havde den tyske blyantsindustri fået et solidt fodfæste omkring Nürnberg og repræsenterede det eneste alternativ til engelske blyanter. Da de franske revolutionære havde griflet alle deres samfundsomvæltende ideer ned og sat blyanten bag øret for at skride til handling, kom de også uforvarende til at afskære sig fra nye forsyninger af blyanter fra England og Tyskland, som de jo hurtigt fik gerådet sig i krig med. Den franske revolutionsregering havde imidlertid en sund og prak310

tisk holdning til videnskab. Napoleon nedsatte en videnskabelig kommission under ledelse af en af sine officerer Nicolas-Jacques Conté. Allerede i 1795 havde Conté knækket koden og videreudviklet blyanten til det, den er i dag. Han fandt ud af, at man kunne lave blyantstifter af grafitpulver rørt op med lerslam til en tyk pasta, som kunne sprøjtes ud i lange tynde strimler. Strimlerne kunne tørres og brændes som keramik, og var uovertrufne som blyantstifter. Ved at variere blandingsforholdet mellem grafit og ler kunne man justere stifternes hårdhed og skriveegenskaber. Kort efter gentog amerikanerne fejltagelsen med deres egen frihedskrig og afskar sig fra nye forsyninger af blyanter. Snart led Amerika under alvorlig blyantsmangel. Man anede ikke, hvordan man lavede blyanter, og der kom ikke flere fra England. De vise fædre havde stedse sværere ved at klare deres kommunikation. Så stor var mangelen, at det siges, at George Washington kun havde en blyant på 3 tommers længde til sin rådighed, da han kortlagde Ohio. Gud ske tak havde en fremsynet John Harvard, der var førstegenerations indvandrer fra England, dog oprettet et universitet i Massachusetts i en by, som han opkaldte efter sit gamle universitet hjemme i Cambridge. Ud fra skriftlige kilder i den videnskabelige litteratur fik de første amerikanske akademikere opsnuset opskriften på blyantstift. De fandt brugbar grafit i New Hampshire og fragtede det tilbage til Concord, revolutionens arnested lidt oppe ad floden i forhold til Boston og Cambridge i


Massachusetts. Her skrev den første All American blyant sin historie i 1812 samtidig med, at Napoleon holdt ouverture på sin invasion af Rusland. Straks bredte den givtige blyantsproduktion sig i Concord, og blandt andre den senere så kendte naturalist og filosof Henry Thoreau gik i gang med at fremstille blyanter. Faktisk opfandt Thoreau, som trods sine filosofiske tilbøjeligheder var en yderst praktisk mand, civilingeniør og uddannet på Harvards universitet, en række maskiner til masseproduktion af blyanter. Vi er nu nået op i midten 1800-tallet. Blyant var stadig en strategisk vigtig sag omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri og solide handelsbarrierer. Grafit forblev et sjældent og kostbart mineral. Ekspeditioner blev sendt ud til nær og fjern for at finde egnede råmaterialer. De Faberske efterkommere hentede deres grafit til Nürnberg fra det dengang meget afsidesliggende Irkutsk i Sibirien. Malmen måtte transporteres kolossale afstande over land med rensdyrkaravaner. At det kunne betale sig, på trods af, at de tyske blyanter endnu kun var sekundavarer sammenlignet med de originale engelske viser, måske bedre end noget, hvor høje priser englænderne kunne holde med deres monopol. Som det vist ganske tydeligt er illustreret af nutidens Bill Gates, ligger der ufattelige rigdomme i at besidde handelsrettighederne til sin tids vigtigste informationsteknologi. Den, der vidste hvor grafitten lå begravet, kunne sikre sig umådelig rigdom. På denne tid havde Danmark en række kolonier i Grønland og søgte at

opretholde et handelsmonopol på de vigtige grønlandske olieressourcer, som dengang kom fra sæler og hvaler. Landet lå dog relativt åbent for private initiativer til udnyttelse af eventuelle mineralrigdomme. De lokale beboere i Upernavik i Nordgrønland havde i begyndelsen af 1800-taller vist nogle engelske hvalfangere stykker af grafit, som på grønlandsk går under navnet »allaat« (mønster skaber), fordi man brugte det til at tegne med. Englænderne blev naturligvis stærkt interesserede, og i 1845 ankrede to skonnerter og to brigger op ved Langø. Da de (sandsynligvis i fraværet af geologer) ikke var i stand til at lokalisere de rige grafitforekomster, som skulle findes på øen, måtte de returnere med et ringe udbytte. Senere samme sommer ankom »en vis Davidson«, som Rink skriver i sin rapport, med to skonnerter og brød mere end 100 tons grafit i 5 gruber. Rink skriver videre, at der ved Umanaq findes fin blyant: »… man kan endog lave blyantspenne ud af det råe mineral« og »Efter de seneste forsøg, som ere foretagne hermed i England, skal den være den af de hidtil forsøgte blyantssorter, som kommer den fra Borrowdale nærmest; og et ringe parti af den skal der være kjøbt til en meget høj pris, for at anvendes til fine blyantspenne.« Det er altså på en eller anden måde kommet ham for øre, at der fandtes værdifulde grafitforekomster i Grønland, og han har planlagt sin treårige undersøgelsesrejse ud fra denne viden. Hinrich J. Rink, som var student af H.C. Ørsted og B.S. Ingemann, havde netop beskrevet geologien på Nicobarerne un311


Grafitårer findes oftest i rustnerøde bjergarter, som her ved Gl. Egedesminde. Rink beskrev forekomsten af grafit ved bopladsen Eqaluarsuit, hvor det første Egedesminde blev anlagt. Her er brudt nogle få tons grafit, men uden større held. Foto: Minik Rosing, sommeren 2005.

312


der korvetten Galathea’s verdensomsejling i 1845-1846. Galathea var egentlig sendt ud for at repræsentere Danmark ved overdragelsen af de danske ostindiske kolonier til englænderne. Man kan måske forestille sig, at Rink ved denne lejlighed har slået en sludder af med en engelsk kollega og erfaret den engelske succes med grafitudvinding ved Upernavik over et svalende glas Indian Pale Ale. Det vides i hvert tilfælde, at Rink kom i Asiatic Society i Culcutta og der mødtes med engelske kolleger, ligesom han huserede i selskabets bibliotek. Efter undersøgelserne af Nicobarerne kæmpede Rink sig ad lange omveje hjem til Danmark, hvor han ankom i slutningen af 1846 svært medtaget af den grusomme tropesygdom nicobarfeber, som havde slået en stor del af Galatheaekspeditionens deltagere ihjel. Efter at have udgivet sin ekspeditionsberetning i 1847 stævnede han i 1848 ud mod Grønland for at finde det kostbare og uundværlige grafit. Han beskrev adskillige forekomster og foreslog nogle dannelsesmekanismer for grafitmineraliseringerne. Imidlertid blev han i løbet af sit ophold i den grad overvældet af Grønlands kulturelle værdier, at grafit-

Mærkat sendt til København fra Upernavik af Rink med en grafitprøve fra Langø. Bemærk grafit-stregerne i kanten af mærkaten.

ten trådte i baggrunden. Informationsteknologi optog ham dog stadig, og for at fastholde og styrke en grønlandsk kulturel identitet tog Rink initiativ til udgivelsen af en grønlandsk avis, som under navnet Atuagagdliutit så dagens lys i 1861 som verdens første avis med farvetrykte illustrationer – og farver går det ikke at trykke med grafit. Der blev faktisk åbnet grafitbrud rundt om i Grønland omkring skiftet til det tyvende århundrede, men grafit havde mistet noget af sin glans. Der blev vel i alt udvundet nogle få hundrede tons grafitmalm, men de store sorte formuer blev det aldrig til. Minik Rosing.

313


Det Grønlandske Selskabs nye udseende: Energi og fremdrift efter 100 år »Foreningen virker jo ikke så moderne«, var Lise Nielsens første kommentar om Det grønlandske Selskab, og hun fortsatte: »men jeg har indtryk af, at der er meget aktivitet og stort engagement.« Med den udmelding har studerende fra Danmarks Designskole, Lise Nielsen, ganske præcist formuleret de tanker Det grønlandske Selskabs bestyrelse gennem de seneste år har gjort sig i forhold til selskabets fortsatte virke og beståen. Vi synes selv, at vores aktivitetsniveau og engagement er stort; men samtidig har vi også fået mange tilkendegivelser, som peger på, at den måde, vi præsenterer os på, ikke er tidssvarende. Der har været brugt udtryk som støvet, forældet og kolonitidsagtig om selskabet. Vi har i bestyrelsen lyttet til sådanne kommentarer – selvom det gør ondt – og vi ser det som en udfordring at tilpasse selskabets aktiviteter og image til det publikum, der i dag interesserer sig for Grønland og dansk-grønlandske relationer. Derfor oprettede vi for få år siden en hjemmeside (www.groenlandselskab. dk) og derefter en internet-baseret database, hvor 50 årgange af Tidsskriftet Grønland er tilgængelige for skoler, journalister, forskere og andre interesserede (www.tidsskriftetgronland.dk). 314

Selskabets nye bomærke udført af Lise Nielsen.

Sideløbende hermed har unge medlemmer opbygget et studenterforum med egen hjemmeside i selskabets regi (www.groenlandselskab.dk/studenterforum). Med disse tiltag bevæger selskabet sig i den rigtige retning; men i bestyrelsen når visionerne længere. Vi ønsker at foretage yderligere kvalitetsløft på flere fronter til gavn for medlemmer og abonnenter og med forventning om, at også mange andre vil opdage, at information om grønlandske forhold bedst varetages af Det Grønlandske Selskab. Selskabets begrænsede økonomi og manglende faglige resurser indenfor markedsføring satte imidlertid en stopper for yderligere fremgang på dette felt. I begyndende desperation henvendte vi os til Danmarks Designskole med et forslag om at stille selskabet til rådighed som et eksamensprojekt for skolens studerende på de øverste årgange. To af skolens lærere, Peter Gyllan og Ulla Heegaard, tog velvilligt mod forslaget og satte Det Grønlandske Sel-


skab på skemaet for 15-20 studerende, som i løbet af efterårssemesteret 2004 arbejdede med nytænkning af selskabets designprogram, hjemmeside og tidsskrift. Resultatet er omfattende: efter grundig research og analyse har de studerende i seks grupper præsenteret deres arbejde for bestyrelsen, som efterfølgende har haft et vanskeligt arbejde med at vurdere, sortere, acceptere og søge fondsmidler til at iværksætte de bedste af de mange ideer, studenterne præsenterede. Lise Nielsen, Rikke Klit Jensen, Heidi Poulsen og Urs Gjerding har i fællesskab leveret det udspil, som selskabets bestyrelse har accepteret, og som implementeres i løbet af de kommende måneder. Lise Nielsen, der har tegnet selskabets nye bomærke, forklarer, at gruppen opfattede Det Grønlandske selskab som et rum eller mødested for to kulturer. Denne tanke ligger bag udformningen af det nye logo, hvor to stiliserede harpunspidser griber ind i hinanden. Gruppen valgte harpunspidsen for at skabe kontinuitet til det gamle bomærke, og »fordi det er et stærkt symbol, der signalerer fremdrift, fangst og energi«, siger Lise Nielsen. »Jeg har forenklet harpunspidsen mest muligt for at opnå gennemslagskraft og let genkendelighed – og samtidig give mulighed for andre fortolkninger. For eksempel kan man også se bomærket som to hæn-

Lise Nielsen fotograferet af Bent Nielsen.

der, der mødes og griber hinanden. Der er to spidser, som peger i hver sin retning; det udtrykker energi og viser, at selskabet både ser tilbage på de 100 år, der er gået, og orienterer sig mod fremtiden«. Med det nye bomærke, den kommende ændring af Tidsskriftet Grønland og opgraderingen af selskabets hjemmeside vil bestyrelsen ønske alle medlemmer og abonnenter tillykke med 100-årsdagen! Bent Nielsen, bestyrelsesmedlem.

315


LÆSERNE OG REDAKTIONEN

Det grønlandske julemærke 2005 Årets grønlandske julemærke, eller rettere julemærker, er udført af Jan Kristensen Knudsen, der er født og opvokset i Ilulissat. En af hans interesser er at tegne, men julemærkerne er denne gang skåret ud med skalpel, og det var da også med klip og udskæringer i farvestrålende papir, han udstillede i Grønlands Kulturhus, Katuaq, i december 2000.

Salgssteder i Danmark: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6 Postbox 1042 1007 København K

Foreningen Grønlandske Børn Balders Plads 1 2200 København N

Det Grønlandske Hus i Århus Dalgas Avenue 52 8000 Århus

Finn T. Hansen Gl. Postkontor Østergade 37 7500 Holstebro

Det Grønlandske Hus i Odense Hunderupvej 61 5000 Odense C

Julemandens Butik Petersmindevej 33 4684 Holmegård

Det Grønlandske Hus i Aalborg Uummannaqvej 3 9210 Aalborg SØ

Erik Olufsson Klintedalsvej 43 E 44 Kalundborg

316

TG 08 2005  

Jubilæumsnummer - Det grønlandske Selskab fylder 100 år

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you