TG_03_2011

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 3/DECEMBER 2011 59. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB

INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgs@groenlandselskab.dk www.groenlandselskab.dk www.tidsskriftetgronland.dk IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28 Ansvarshavende redaktør Martin Appelt Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 61 60 53 31 E-mail dgs@groenlandselskab.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det grønlandske Selskabs synspunkter Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse Tidsskriftet ”Grønland” er udgivet med støtte fra bl.a. Augustinus Fonden, Oticon Fonden, Dronning Margrethe og Prins Henriks fond, Antikvar Carl Julius Petersens Hjælpefond og Juuliip Nipitittagaa/Grønlands Julemærkefond

Grafisk udformning Urs Gjerding Tryk Gullanders Bogtryk A/S

168 martin appelt:

Carpenter – Meldgaard initiativet 169

jens fog jensen :

Qajaa – et glemt og genopdaget skatkammer fra Grønlands stenalder

180

bjarne grønnow:

De første jægere i Arktis – 2 00 hans c hris tian gulløv: En arkæologisk undersøgelsesrejse i Vestgrønland 1952 2

09 anne mette jørgensen Meldgaard og de levende billeder 219

Martin appelt:

Ekspeditionerne til hvalrosfangerne i arktisk Canada 2 29

ull a o dg a ar d:

Arkitektur som erindring – 244

Martin appelt & mariane har denberg:

Tunit og fuglene – ekko fra en anden verden 253

robert petersen:

Etnografiske noter fra Iglulik 1957

af martin appelt (gæsteredaktør)

Carpenter – Meldgaard initiativet I dette nummer af Tidsskriftet Grønland præsenteres fortællinger om forhistorien i det østlige Arktis, og om et tidspunkt i forskningshistorien, hvor rammerne for vor nutidige forståelse blev udstukket. Som en rød tråd tages der afsæt i den rolle arkæologen Jørgen Meldgaard (1927 – 2007) spillede, ikke alene i Grønland, men også i Canada.

Artiklerne viser de særlige vinkler den arktiske arkæologi har arbejdet ud fra, og som særligt Jørgen Meldgaard var eksponent for.

Der har været tradition for, at både indsamlingen og fortolkningen af det arkæologiske materiale foregik i tæt samarbejde med andre discipliner som eksempelvis sprogforskning, etnografi, historie og kunsthistorie. Det er dog særligt samarbejdet med en række naturvidenskabelige discipliner, der har givet arkæologien i det østlige Arktis sit præg.

Et andet træk er, at arkæologien frem til de seneste år blev båret af enkeltpersoners indsats, på tværs af nationale grænser og historiske perioder. Jørgen Meldgaard nåede bl.a. at gennemføre arkæologiske udgravninger ved Beringstrædets kyst, i det centrale arktiske Canada og langs store dele af de grønlandske kyster. Udgravninger, som omfattede de første palæoeskmoiske bosættelser, inuits bosættelser, norrøne gårde og kirker, og historiske bopladser og grave.

Jørgen Meldgaard var i 38 år (1959 – 1997) ansat som museumsinspektør ved Nationalmuseet, i de tidlige år under vingerne af mar-

168 Tidsskriftet Grønland 3/2011

kante skikkelser som arkæologerne Therkel Mathiassen og Helge Larsen, etnografen Kaj Birket-Smith, og en lang række af den tids mest prominente udenlandske forskere. Han blev skolet i en mesterlærertradition, som han viderebragte til efterfølgende generationer af arktiske forskere. Meldgaards engagement i formidlingen fandt sit stærkeste udtryk i bøgerne om den arktiske kunst, men den mest afgørende indsats var måske hans medvirken til oprettelsen af det grønlandske landsmuseum (det senere Grønlands Nationalmuseum & Arkiv), og tilbageførelsen af arkæologiske fund og etnografiske genstande til Grønland. Hans formidlingsarbejde og museumspolitiske indsats betød, at det kun i begrænset omfang var muligt for ham at offentliggøre de videnskabelige arkæologiske resultater, han havde skabt.

I 2009 besluttede Jørgen Meldgaards børn – Morten, Mette og Malene – at donere hans omfattende private arkiv til Nationalmuseet.

Samme år iværksattes det såkaldte »Carpenter-Meldgaard Initiativ«, som i løbet af 2012 og 2013 vil offentliggøre væsentlige dele af Meldgaards hidtil upublicerede materiale med baggrund i de seneste års forskningsresultater. Pengene er sikret via en enestående bevilling af den amerikanske Rock Foundation og arbejdet foretages under ledelse af Jørgen Meldgaards »elever«.

God læselyst!

af Martin appelt & mariane hardenberg

Tunit og fuglene – ekko fra en anden verden Blandt de mange genstande som igennem årtier er gravet op på forhistoriske bopladser i Canada og Grønland taler Tunitfolkenes (Dorset-kulturens) mange miniatureudskæringer i tak, tand, træ og fedtsten umiddelbart til vores fantasi. Studerer man de mange genstande nærmere, efterlades man med en fornemmelse af næsten at kunne forstå det særlige blik for verdenen, som ligger til grund for Tunitfolkenes gengivelser af de væsner, der befolkede deres verden. Særlig opmærksomhed har igennem årene været rettet imod forholdet mellem mennesker, menneskelignende ånder (måske afdøde mennesker) og bjørne. Færre har været opmærksomme på de miniaturegengivelser af fugle, man ind imellem træffer i materialet. I det følgende skal bl.a. gøres et forsøg på at kaste lidt mere lys på Tunitfolkene og deres fuglegengivelser.

Baggrund I 1939 gennemførte Oxford arkæologen Graham Rowley den første systematiske udgravning af en boplads fra Tunitkulturen. Pladsen kendes som Abverdjar og findes i den nordvestlige del af Foxe Basin, Nunavut.

Allerede 14 år tidligere havde Diamond Jenness (1925) foreslået, at det østlige Arktis havde været beboet før Thule Inuit. Denne formodning baserede han bl.a. på de iagttagelser, han havde gjort ved gennemgangen af en samling genstande, som var kommet til det canadiske nationalmuseum fra Cape

244 Tidsskriftet Grønland 3/2011

RESUMÉ Den første arkæologiske undersøgelse af en boplads fra Dorset-kulturen blev foretaget af arkæologen Graham Rowley i 1939. Resultaterne af undersøgelserne er siden kun blevet sporadisk beskrevet. De udgravede genstande befinder sig i magasinerne på det arkæologiske institut i Cambridge og afventer stadig en endelig beskrivelse og publicering. For den rette forsker udgør fundet en guldgrube af oplysninger, som blot venter på at blive ”udgravet”. Med fokus på blot en enkelt emne – Dorset kulturens gengivelser af fugle - antydes potentialet.

Mariane Hardenberg er Ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet og Nationalmuseet. Hun har igennem en årrække studeret ved Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og Memorial University of Newfoundland. Hendes afhandling tager afsæt i Dorsetkulturens ikonografi.

Martin Appelt er museumsinspektør ved Etnografisk Samling på Nationalmuseet, og næstformand i Det grønlandske Selskab. Han blev Ph.d. i arkæologi fra Aarhus Universitet i 2004 på en afhandling om de sidste Dorsetfolk i Thule-området.

Martin appelt & mariane hardenberg: tunit og fuglene – ekko fra en anden verden

Dorset. En del af genstandene så ældre ud Mange forskere har siden studeret mateend de velkendte typer fra den inuitiske Thurialet fra Rowleys udgravning, men endnu le kultur. I træboksen med de ovennævnte foreligger der ikke en egentlig publicering, genstande findes i dag en lille seddel skrevet blot Rowleys redegørelse. Jørgen Meldgaard af Jenness, som antyder, at han, inden han gennemgik materialet fra Abverdjar i forbinbesluttede sig for at anvende betegnelsen delse med sit eget feltarbejde i Nunavut i »Dorset kulturen«, havde overvejet at navngi1950 og 1960’erne og fik i den forbindelse lave sit fund for »Tunit-kulturen«. Man kan vet en række fremragende fotoplancher med kun gætte på, hvorfor Jenness endte med at de vigtigste genstande. Desuden foretog han følge den almindelige arkæologiske praksis, mindre supplerende udgravninger på Abhvorved arkæologiske kulturer navngives efverdjar i 1965 og producerede det eneste ter fundstederne, hvor de første gang erkenkort, der findes over bopladsen. des som selvstændige fænomener. Man må Til trods for den manglende publicering tro, at hans første indskydelse meget vel kan have haft at gøre med de historier, som inuit i Nunavut havde berettet til bl.a. Franz Boas og Knud Rasmussen, om et folk, der beboede landet inden, og i den første tid efter, at inuit kom til det østlige Arktis. I det følgende vil vi følge Jenness’ første indskydelse og anvende begrebet »Tunit-kultur« på en lidt anden måde, end arkæologer almindeligvis bruger »Dorset-kultur«. »Tunit« henviser i denne sammenhæng direkte til de mennesker som Thule Inuit traf, da de bosatte det østlige Arktis i 1100-tallet, og ikke kun til den særlige sammensætning af genstande og deres stilistiske træk, der udgør den arkæologiske »Dorset-kultur«.

I begyndelsen af 2. verdenskrig indtrådte Graham Rowley i det canadiske militær, hvorfor hans udgravninger på Abverdjar kun blev sporadisk beskrevet i en kortfattet artikel (1940). Det kan være en af årsagerne til, at der skulle gå mere end 10 år før, den bredere arkæologiske verden accepterede, at der fandtes en gruppe bopladser, som var ældre end Plan over Abverdjarbopladsen, efter oversigtsplan tegnet af Jørgen og forskellige fra de første Thule Meldgaard i 1965. inuitiske bosættelser.

Tidsskriftet Grønland 3/2011 245

Martin appelt & mariane hardenberg: tunit og fuglene – ekko fra en anden verden

af både Rowleys og Meldgaards udgravninger er Abverdjar pladsen bl.a. berømt for dens meget varierede og omfattende forekomst af organiske genstande. Abverdjarbopladsen dækker et område på 1.800 m2, og rummer en lille missionsstation og elleve hustomter, hvoraf hovedparten antagelig er fra 1930 og 1940’erne. Tunit-folkenes genstande stammer fra to forstyrrede boligtomter, hvis udformning det hverken lykkedes Rowley eller Meldgaard at afklare, og fra de tykke møddinger som knytter sig til tomterne. Denne del af bosættelsen ligger i dag 10 til 12 meter over havets overflade og på den nordlige og højestliggende del af bopladsen.

Ifølge Rowleys foreløbige beskrivelse gav udgravningerne en mængde knogler fra byttedyrene så som hvalros, remmesæl, ringsæl, isbjørn og polarhare. Han bemærkede, at særligt rævefangsten synes at have været af stor betydning (Rowley 1940: 492). Et forhold, der tyder på, at bopladsen formentlig har været benyttet navnlig om vinteren, hvor rævenes pels har en særligt høj isoleringsevne. På samme måde vidner pladsens mange fragmenter af sneknive og issko om en brug i vintrene. Sidstnævnte er halverede, flade stykker af hvalrostand, der på den ene side er glat, mens den modstillede side har en serie spidse knopper. Stykkerne har været bundet under kamikken med knopperne nedad, og har gjort det muligt at bevæge sig mere ubesværet på glatis.

Fuglene Som på Abverdjar bopladsen har fugle udgjort en del af fødegrundlaget for Tunitfolkene i de mange områder, hvor de var bosat. På nogle bopladser udgør fugleknogler hen ved en tredjedel af det knoglemateriale, som findes ved arkæologiske udgravninger. Det gælder særligt bopladser, der har været beboet om sommeren, hvor trækfuglene opholder sig i umiddelbar nærhed.

Ofte finder man resterne af Tunits bopladser ved de såkaldte polynier – det vil sige steder, hvor stærke havstrømme og lokale

246 Tidsskriftet Grønland 3/2011

vinde medvirker til at holde havområder åbne om vinteren eller bryder isen tidligere på året, hvilket skaber rig mulighed for åbenvandsjagt. Netop i polynierne finder mange af de arktiske trækfugle også deres føde, og på visse steder som eksempelvis Kap York halvøen i Thule distriktet giver det biologisk set højproduktive Nordvandspolynie grundlag for 20 – 30 millioner ynglende søkonger. Ifølge Knud Rasmussen er flokkene så store, at solen formørkes når de letter. I andre højarktiske områder var det især gæs og måger, der dominerede faunaen (Darwent 2001).

Der er ingen tvivl om, at de mange fugle er fanget for den føde, de kunne bidrage med. Men det er også sandsynligt, at skindene af nogle arter har indgået som en del af beklædningen blandt Tunitgrupper. Vi ken-

Synålene fra Abverdjar. Foto: Cambridge & Martin Appelt

der det bl.a. fra Inughuit i Thuleområdet i historisk tid, hvor søkongerne var særligt eftertragtede. Tunits klædedragt kendes kun, som antydet, fra en række af de små menneskefigurer, der er fundet flere steder. Dragten må også have omfattet fugleskind, da det er vanskeligt at forestille sig, at de varme skind blot er kasserede. Mange af Tunit folkenes synåle er desuden så fine og spinkle, at de må have været særligt velegnede til at sy

Martin appelt & mariane hardenberg: tunit og fuglene – ekko fra en anden verden

tynde og bløde skind med, som f.eks. rævepels og fugleskind. Nålene blev stort set udelukkende lavet af udspaltede fugleknogler.

Tunits udskæringer I dag udgør det samlede antal udskæringer, vi kender fra Tunit og deres forgængere, mere end 1000 enkeltstykker (Sutherland 2001) både hele og fragmenterede. Genstandene stammer hovedsageligt fra perioden omkring vor tidsregnings begyndelse og frem til 12-1300 tallet. Men langt de fleste synes at være skabt i den senere periode, fra 500-tallet og frem. De mange udskæringer er primært af tand, tak, knogle og træ, men fedtsten har også været anvendt på Newfoundland og i Labrador.

Udskæringernes udformning spænder fra naturalistiske gengivelser af, hvad der kan forekomme at være portrætter af enkelte mennesker og dyr, til helt abstrakte former, hvor det portrætterede væsen i mange tilfælde (hvad enten der er tale om mennesker, dyr eller ånder) kun er antydet med enkelte streger. Eksempelvis kan de abstrakte fremstillinger af bjørnen være gengivet simpelt som to gange fem korte streger, som markerer bjørnens klør. I andre tilfælde kan en simpel linjeføring langs ryggen på en dyreudskæring angive, hvad der synes at være, åndedrættet og/eller fordøjelsen. For Tunit folkene synes skelettet at have spillet en særskilt rolle, hvor der på en del af udskæringerne vises et skelet som streger udenpå gengivelsen af mennesket eller dyret, der endnu har kødet på. Denne form for skeletornamentik, som det kaldes, er almindeligt forekommende. Fænomenet kendes fra en række samfund i hele det arktiske område, men også fra jæger-samlere i langt sydligere egne og helt tilbage til de ældste menneskelige samfund i Afrika og Europa. Forskere fra forskellige fag har gennem tiden diskuteret betydningen af skeletornamentikken, og fortolkningerne er mangfoldige. Der er dog en vis enighed om, at brugen af skeletornamentik er forbundet med et særligt livssyn. Et

Miniaturesæl med skeletornamentik skåret i hvalrostand, fra en Tunit tomt i Thuleområdet.

Tegning: Niels Levinsen.

livssyn, hvori forholdet mellem mennesker, dyr og ånder har været ganske anderledes end vores. I dette særlige syn har alt i verden en energi og en vilje og er tæt forbundet både i denne og de andre verdener, f.eks. åndeverdenen, der eksisterer parallelt med vores egen verden. En række »krydser« og »x’er« i små og store versioner er ridset ind som markeringer af knogleleddene på kroppen. I senere inuit- og yupitsamfund kendes disse tegn som markering af såkaldte ledsjæle, men dog vides det ikke, om de er blevet forstået på samme måde blandt Tunitfolkene.

Hos en række historiske inuit grupper har der været tradition for at indridse hele scenerier på stykker af hvalrostand og knogle.

Blandt genstandene fra Tunit er det derimod sjældent, at vi finder andet end de nævnte tegn og skeletornamentikken. Vi skal senere vende tilbage til nogle af de få undtagelser, som findes på Tunitfolkenes genstande.

Den samlede gruppe af udskæringer har højst sandsynligt haft mange forskellige anvendelser. En lang række af udskæringerne er formentlig personlige amuletter, mens andre må have fungeret som legetøj, som eksempelvis miniatureudgaver af harpunhoveder. En tredje gruppe af udskæringer kan have været redskaber til brug for særlige individuelle og kollektive ceremonier, hvad enten begivenheden havde til formål at helbrede eller holde helbredelsen ved lige. Det forekommer sandsynligt, at de dramatiske træmasker i fuld størrelse, der kendes fra en enkelt plads i Canada, ligesom bjørnetandsættet skåret i hvalrostand, har været anvendt til de store samlingsceremonier. På en række canadiske pladser er også fundet stykker af rensdyrtak, Tidsskriftet Grønland 3/2011 247

Martin appelt & mariane hardenberg: tunit og fuglene – ekko fra en anden verden

Shamanstav fra Abverdjarbopladsen.

Tegning: Nuka K. Godtfredsen.

hvori der er indskåret en lang række ansigter, som både synes at vise mennesker af , denne og muligvis andre verdener. Af disse er der fundet 14 stykker med op til 60 indskårne ansigter. Disse varierede gengivelser af ansigter, blandt nogle forskere kaldet shamanstave, kan ligeledes have været brugt i forbindelse med ceremonielle begivenheder.

Som beskrevet er der mellem udskæringerne en del figurer, som kan have været benyttet som personlige amuletter, ligesom man kender det blandt inuitgrupper i historisk tid. Disse mange amuletter må bl.a. have haft til opgave at beskytte bæreren af amuletten mod ondt og at overføre særlige egenskaber fra de gengivne dyr. Eksempelvis kan udskæringen af et rensdyrs underben have fungeret som amulet for enten at tiltrække rensdyr eller give ejeren den hurtighed, som rensdyret besidder. Andre typer figurer rummer træk fra flere dyr, i enkelte tilfælde blandet med træk fra mennesker.

Disse figurer må antages at beskrive transformationen af et væsen til et andet, eller måske blot forholdet mellem de fremstillede. Atter andre emner, som bliver anskueliggjort i Tunitsfolkenes figurer, er død og fødsel. Det gælder figurer af enten bjørn og menneske, som er blevet »dræbt« med en pind igennem hjertet, , som af gengivelserne af en den højgravide kvinde, eller den sær

248 Tidsskriftet Grønland 3/2011

ligt potente mand. Blandt de fleste antropologer og arkæologer er der bred enighed om, at jæger-samler samfund ikke skaber »kunst for kunstens skyld«, som det praktiseres i moderne tid. Synspunktet er, at »kunst« hovedsageligt er et vestligt fænomen, der først er opstået inden for de seneste 500 år. Når man ser på Tunitfolkenes udskæringer efterlades man dog ind imellem med en fornemmelse af, at enkelte figurer faktisk alene har været skabt for fornøjelsens skyld. Det er vanskeligt at forestille sig at Tunitfolkene og andre jæger-samlerfolk ikke skulle have haft kunstneriske sans og udfoldelse, som de også har ladet deres omgivelser få del i.

Ifølge en gennemgang af mere end 800 af Tunits udskæringer, der blev udført i 1980’erne, udgør menneske- og bjørnegengivelser langt de største grupper (Tacon 1985).

Som tidligere nævnt, er både mennesket og bjørnen gengivet i et utal af varianter fra abstrakte og til tider vanskeligt genkendelige former til fuldt naturalistiske former, gengivet ved enkelte elementer til hele individer.

Udskæringerne skildrer mange udtryk fra smilende og varme til stærkt karikerede og urovækkende udtryk.

Næbbede væsner Blandt de mange genstande fra Abverdjar findes tre-fire gengivelser af fugle eller fuglelignende figurer. En af de portrætterede fugle er en siddende falk, men benene er temmelig overdimensionerede og forekommer at være fra et større pattedyr. Med andre ord er figuren »mere end« en falk. I det hele taget synes særligt falken at have været opfattet som et helt særegent væsen, og den optræder jævnligt med skeletornamentik udenpå kroppen, ligesom der er eksempler på, at bryststykkerne er skåret bort, så brystbenet er synligt. I visse tilfælde indgår falken, eller rettere dens vinger, i kombination med andre væsner, som bjørnen og harpunen. Det kan tænkes, at falken er blevet repræsenteret for at overføre sine særlige evner som dræber. Som kontrast hertil kan det

Martin appelt & mariane hardenberg: tunit og fuglene – ekko fra en anden verden

nævnes, at der både fra Grønland og Nunavut kendes eksempler på Tunitudskæringer, som gengiver, hvad der synes at være sårbare falkeunger. Mange af de omtalte figurer er gengivet i Carpenter 1973.

Fuglefigurerne fra Abverdjar slutter sig til gruppen af de mere end 50 tredimensionelle fugleudskæringer, der er fundet på andre Tunitbopladser, og som hovedsageligt dateres til perioden fra begyndelsen af 600-tallet og frem til 1200-tallet. Blandt figurerne er en af de mest graciøse af Tunits udskæringer: et svanepar med halsene og hovederne strakte i flugt. Figurerne stammer fra Mansel Island (en lille ø på vestsiden af Ungava Peninsula, Nunavik), og fra samme plads er fundet yderligere to svaneudskæringer, der synes at vise han-svanen under kurtisering.

En anden figurgruppe udgøres af små, kompakte og naturalistiske gengivelser af rypen, skåret i træ eller fedtsten. Der kendes desuden tre-fire udskæringer, som formentlig viser små flokke af gæs svømmende i række og med hovederne strakte. Vurderingen af hvilke fuglearter, udskæringerne viser, er i a

b

c a) Flok af lommer? (fra Alarnerk-bopladsen, Igloolik-området, Foto: Jørgen Meldgaard (Canadian Museum of Civilization)), og b) Sneugle (fra Alarnerk-bopladsen, Igloolik-området (Eskimo Museum Churchill)) og c) Mangehovedfigur (fra Thule-området, Foto: Nationalmuseet). Alle figurer er skåret i hvalrostand.

særdeleshed en subjektiv bedømmelse, men gruppen synes under alle omstændigheder at omfatte gengivelser af sneugle, lom og ismåge, muligvis trane, samt de allerede nævnte arter. Hvad angår tranen, er den jo en meget sjælden gæst i de arktiske egne, men fra en af Tunitbopladserne i nærheden af Abverdjar er identificeret en knogle, som meget vel kan være fra en trane (Jørgen Meldgaards dagbog fra 1957).

Blandt de omkring 2000 udgravede genstande fra Abverdjarbopladsen udgør særligt nålene en meget stor gruppe. Lægger man antallet af hele nåle sammen med antallet af intakte bagender af nåle, er der i det udgravede materiale mindst 101 nåle repræsenteret. Sammen med disse er fundet en større mængde sider og bunde af, hvad der må have fungeret som små beholdere til opbevaring og transport af de lange og spinkle nåle. Beholderne er fra ca. fem til ti centimeter lange og er skabt af to eller tre stykker rensdyrknogle/-tak, der er bundet sammen igennem små ovale huller i siden på stykkerne. Nogle af sidestykkerne har synlige mærker efter en surring/bevikling, som yderligere har holdt sammen på beholderen. Sidestykkerne har på indersiden oftest en smal rille i toppen og bunden, der løber på tværs af stykkets længderetning. I denne rille har været indsat et bund- og et topstykke. Nogle af sidestykkerne afsluttes i en lille top, hvori der er skåret et lille hul, der formentlig har fungeret som ophængningshul, så beholderen kunne hænge i en snor om halsen eller i bæltet. De ovale til cirkulære top- og bundstykker er lavet af millimeter tynde skiver af rensdyrskulderblade, hvor der i de enkelte stykker er tilføjet små huller til fastbinding på siderne. I nogle af disse top- og bundstykker er der et enkelt hul i midten af stykket, der meget vel kan have fungeret som hullet, hvor igennem man fik nålene ind og ud af beholderen (nærmest som vor tids tandstikholdere).

Enkelte af siderne og af bund-/topstykkerne har små ornamentale indridsninger, Tidsskriftet Grønland 3/2011 249

Martin appelt & mariane hardenberg: tunit og fuglene – ekko fra en anden verden

Sidestykke af et nålehylster fra Abverdjarbopladsen (Tegning: Martin Appelt).

som er mere tilgængelige. Det gælder indridsningerne af figurer, der har det fælles træk, at de har to vinger og to tre-tåede ben (se figur 7 a, b, c og figur 8 a, b). På figur 7 udgøres kroppene blot af en tynd streg, hvortil de forskellige legemsdele er forbundet, dog er kroppene på figur 8 trapez-formede.

Til begge typer hører tydelige markeringer af ribben (skeletornamentik) og fjer, mens hovederne er temmelig forskellige. På figur 7a er hovedet lancetformet og har seks korte streger langs hovedets kanter. På figur 7b er hovedet noget ujævnt spidsovalt og har tydelige markeringer af øjne og mund, mens hovedet på figur 7c mangler. Figurerne 8a og 8b har begge trekantede hovedformer. Mens figur 8b rummer enkelte prikker indenfor hovedet, har figur 8a igen seks korte streger langs siderne af hovedet. Figur 7d har et ovalt hoved med syv prikker, som vi fra andre sammenhænge ved udgør ansigtets åbninger: øre, øjne, næse og mund. Endeligt

som kan udgøre umiddelbart genkendelige figurer. I flere tilfælde er det dog temmelig vanskeligt at afgøre, om de mange streger udgør abstraktioner over konkrete objekter, eller om de alene har tjent som ornamentik.

Studerer man stykkerne igennem længere tid, begynder man langsomt at genkende elementerne fra en lille flok rensdyr, men straks efter forekommer det snarere, at der er tale om et helt andet væsen, eller måske solen, hvor de små streger, der først syntes at være rensdyrenes ben, egentlig er solens stråler.

Således synes enhver klarhed efterhånden at smuldre for øjnene af betragteren. Der er dog næppe tvivl om, at menneskene, som har indridset disse streger, har lagt en konkret betydning i dem, og at hendes/hans samtidige godt kendte betydningen.

Indridsningerne på en Dekorerede endestykker fra nålehylstre. Stykkerne stammer begge fra del af top- og bundstykTunitbosættelsen på Abverdjar. Tegning: Martin Appelt kerne rummer elementer,

250 Tidsskriftet Grønland 3/2011

Martin appelt & mariane hardenberg: tunit og fuglene – ekko fra en anden verden

skal figur 8c, der adskiller sig fra de øvrige, nævnes. Denne figur synes at have fire ben for enderne, af hvilke der på to af benene er tre tæer, mens et ben kun har to tæer.

De indridsede figurer fra Abverdjar har ikke mange ligheder i materialet fra andre udgravede Tunitbopladser, om end de fleste af de enkelte elementer, figurerne består af, kendes fra andre pladser. Først og fremmest er skeletornamentikken et gennemgående træk i mange af de tredimensionelle gengivelser af pattedyrene, ligesom de syv prikker som illustrerer ansigtsåbninger. I de indridsede figurer er gengivet træk af flere væsner.

Det dominerende væsen er fuglen, men figurerne 7b og 7d synes at have menneskelige ansigter. På figurerne 8a og 8b er den ene af vingerne tilsyneladende bøjet ind over kroppen og minder dermed mere om et menneskes arm, end en egentlig vinge. Figuren 8c er et fire-benet væsen med fuglefødder, ligesom hovedet er udformet som de fuglelignende figurer. Som tidligere nævnt omfatter flere af Tunit folkenes udskæringer træk eller måske rettere egenskaber fra forskellige væsner, så som harpunhovedet med mærker af bjørneklør, der også har et menneske ansigt, eller et ansigt af en fugl. På en række pladser findes også cylinder-formede bokse lavet i et stykke af den nederste del af en hvalrostand. Disse typer kendes under navnene amuletbokse eller »sugerør«. Ved det sidstnævnte navn refereres til en mulig brug som kendes fra inuit angakokkens rørformede genstande til helbredelses-seancer. Ornamentikken på en række af disse stykker rummer træk fra flere væsner samtidigt: bjørn, menneske, sæl og hvalros, ligesom der kendes et eksempel på, at ulv og rensdyr kombineres.

Sammenstillingen af elementer fra forskellige væsner er af mange blevet tolket som et udtryk for det animistiske verdensbillede, som må ligge til grund for Tunit folkenes handlinger. I denne kosmologi har alt en energi og en intention i samspil med omverdenen, som mennesker må forholde sig til.

Noget er dog vigtigere end andet. At dømme efter de mange udskæringer må særligt mennesker, menneskelignende væsner (måske ånder og/eller mennesker, som lever andre parallelle verdener) og dyr, have spillet en vigtig rolle. Tunitfolkene har tilsyneladende ment, som mange andre jæger-samler grupper i det arktiske, at mennesket og dyrene kunne transformere sig ind i hinandens udsyn, dvs. i kortere eller længere perioder være andre væsner og besidde deres egenskaber. Gode eksempler på dette udgøres af rovdyrtandsættene skåret af hvalrostand, som kendes fra flere Tunitpladser. Når disse har været i brug, kan man forestille sig, at mennesket, som har taget dem i munden, ikke blot har »klædt sig ud« som bjørnen/ulven, men for en tid bliver rovdyret. Det er indenfor rammerne af dette verdensbillede, at vi bl.a. skal forstå de særlige indridsninger fra Abverdjar.

Med udgangspunkt i denne indfaldsvinkel er der to mulige tolkninger af de indridsede figurer fra Abverdjar, der har menneskelige hoveder. Der kunne være tale om, at figurerne illustrerer fugle eller er et udtryk for, at fuglene har noget til fælles med mennesker og andre pattedyr, hvilket vises med antydningen af ansigtet. Som nævnt ovenfor kan Tunitfolkenes univers forstås således, at mennesker og dyr er meget ens, og de væsentlige forskelle angives af de forskellige måder, man ser verden, alt efter hvilket »skind« man har på. Er et væsen iklædt menneskeligt »skind«, bliver udsynet et menneskes, hvor eksempelvis bjørnen er den jagede. Bjørnen vil se mennesket på samme måde, men fra den modsatte side, nemlig at mennesket er den jagede.

I den anden tolkning forstås gengivelserne meget mere konkret, idet de fremstiller mennesker iklædt håndgribelige menneskesyede fugledragter. Ganske enkelt kunne der være tale om, at fugledragten udgør en varm og let, om end skrøbelig, beklædning. Det er dog ikke sandsynligt, da figurerne jo også vises med en fugls tre-tåede fødder. Det er Tidsskriftet Grønland 3/2011 251

Martin appelt & mariane hardenberg: tunit og fuglene – ekko fra en anden verden

nok mere sandsynligt, at figurerne har skullet vise et menneske, der har iklædt sig en fugleham og til dels er blevet en fugl. Uanset om man måtte hælde til den ene eller anden tolkning, forekommer det dog, at figurerne er i en tilstand mellem menneske og fugl som siden er forbundet med hinanden.

De forskellige figurer på de to stykker forholder sig til hinanden og illustrerer formentlig et fortælleforløb. Dels er det påfaldende, at figurerne ikke i videre omfang overlapper hinanden til trods for det beskedne areal, de er indridset i. Dels er figurerne indenfor hvert stykke sandsynligvis indridset samtidigt, da stilen og indridsningsteknikken stort set er ens figurerne imellem.

Hvad enten de indridsede figurer gengiver konkrete hændelsesforløb eller er rent mytiske fortællinger (eller begge dele samtidigt), er det dog ikke sandsynligt, at vi kommer nærmere på at forstå deres indhold.

Hvis man antager, at der blandt Tunit har hersket samme kønsrollefordeling, som vi finder i langt de fleste historisk beskrevne Inuit samfund, har syning hørt til kvindernes domæne. Materialet fra Abverdjar antyder således en interessant sammenhæng mellem kvinder og fugle, da stort set alle nåle er lavet af fugleknogle, ligesom de indridsede figurer på nålehusene er fuglelignende figurer eller mennesker i fugleham.

Figurerne er som nævnt usædvanlige for Tunitfolkene, men giver mindelser om de historier, der fra langt senere tider (1700 – 1900-tallet) er nedskrevet fra beretninger blandt inuit og forskellige indianske grupper. Det er velkendt, at fuglemotiver med tilhørende varierende symbolske betydninger blandt nogle grupper spillede en væsentlig rolle for opretholdelsen af og forandringer i universet. De mange dekorerede genstande og figurer efterladt af Tunitfolkene kan have spillet en lignende rolle omend med variationer af symbolske betydninger og traditionsopretholdelse igennem tiderne. I Graham Rowleys korte beretning fra Abverdjar (1940) antydes muligheden af, at Tunit kan have

252 Tidsskriftet Grønland 3/2011

haft kontakt til og/eller have været inspireret af sydligere indianske grupper. Indtil videre kan denne mulighed dog ikke belægges med arkæologiske vidnesbyrd, men med afsæt i de indridsede fugle-menneskefigurer vil det være interessant at undersøge denne mulighed i fremtiden. Også Jørgen Meldgaard havde blik for den mulige forbindelse mellem Tunit og indianske grupper, da han skrev sit berømte statement om, at Tunits materielle kultur havde »en duft af skov« (Meldgaard 1962).

Tunitfolkenes udskæringer skaber, selv om de er svært tilgængelige, rige muligheder for at komme tættere på forståelsen af deres livssyn.

Litteratur Carpenter, Edmund 1973: Eskimo Realities. Holt, Rinehart & Winston.

Darwent, Christyann 2001: High Arctic Palaeoeskimo Fauna: Temporal Changes and Regional Differences. Ph.D.-afhandling fra University of Missouri-Columbia.

Jenness, Diamond 1925: A New Eskimo Culture in Hudson Bay. The Geographical Review 15(3).

Meldgaard, Jørgen 1957: Dagbog fra Iglulik 1957. I Etnografisk Samlings arkiver.

1962: On the Formative Period of the Dorset Culture. I (red. Campbell, J.M.) Prehistoric Cultural Relations between the Arctic and Temperate Zones of North America. Arctic Institute of North America, Techniocal Papers, no. 11.

Rowley, Graham 1940: The Dorset culture of the Eastern Arctic.

American Anthropologist, 42.

Sutherland, Patricia D. 2001: Shamanism and the iconography of PalaeoEskimo art. I (red. Price, Neil) The Archaeology of Shamanism. Routledge 2001 Tacon, Paul S.C. 1985: An analysis of Dorset Art in relation to prehistoric culture stress. Inuit Studies, 7(1).

Kraemer Hus

- En spændende adresse

Kraemer Hus er navnet på ejendommen L.E. Bruuns Vej 10 i Charlottenlund, et atmosfærefyldt hus med en unik beliggenhed i et lyst villakvarter tæt ved S-togstationen.

Ejendommens stueplan og det meste af l. sal ønskes helst – men ikke nødvendigvis - udlejet til institution, liberal eller anden erhvervsvirksomhed med kulturel eller anden tilknytning til Grønland eller grønlandsinteresserede kredse. Der vil i givet fald kunne blive tale om favorable vilkår for et lejemål.

Ejendommen benyttes i dag af Foreningen Grønlandske Børn, som fraflytter huset i den nærmeste fremtid. Det grønlandske Selskab og Kraemers Grønlandsfond benytter i fællesskab et enkelt kontor på 1. sal og forventer at blive boende, når en ny seriøs lejer forhåbentligt findes.

Interesserede bedes rette henvendelse til Kraemers Grønlandsfond, L.E, Bruuns Vej 10, 2920 Charlottenlund, email: j_wyrtz@post10.tele.dk, tlf. 39 63 57 33.

ØNSKER DU AT BLIVE MEDLEM AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB?

Medlemskab af det Grønlandske Selskab Enlig Samboende Studerende

240 kr.

360 kr.

120 kr.

Medlemskab af DGS og abonnement på tidsskriftet »Grønland« Enlig Samboende Studerende

570 kr.

690 kr.

450 kr.

Grønland Enlig Samboende Studerende

550 kr.

670 kr.

430 kr.

Skandinavien Enlig Samboende Studerende

575 kr.

695 kr.

455 kr.

Resten af verden Enlig Samboende Studerende

650 kr.

770 kr.

520 kr.

Abonnement på tidsskriftet »Grønland« u/medlemskab af DGS Årligt (DK) Grønland Skandinavien Resten af verden

385 365 390 525

kr. kr. kr. kr.

Medlemskab af Kunstforeningen ARON Pr. medlem 100 kr. (forudsætter medlemskab af Det Grønlandske Selskab) Priserne er årlige og gældende for 2011.

Abonnementprisen i Danmark er inkl. moms Ønsker du medlemskab og/eller abonnement, så skriv eller ring til: dgs@groenlandselskab.dk eller Det Grønlandske Selskab Strandgade 102, 1 1401 København K. Tlf.: 61 60 53 31 (onsdage/torsdage)