8 minute read
DET GULE DANMARK VAR DEN DANSKE UDGAVE AF DE GULE VESTE
LARS OLSEN:
VAR DEN DANSKE UDGAVE AF DE GULE VESTE
FORFATTEREN LARS OLSEN ER EN MAND, SOM DE FLESTE PÅ VENSTREFLØJEN NOK FORBINDER MED KLASSEKAMP OG ET LANGT FORFATTERSKAB OM ULIGHED, ARBEJDERKLASSEN OG ET SKÆVT OG OPDELT DANMARK. DSU’EREN HAR BESØGT BOGAKTUELLE LARS OLSEN I HOLBÆK.
INTERVIEW AF
Mads Hvidbjerg Kristensen
Mia Fallentin
FOTOS AF
Stefan Cavalieri DSU’erens udsendte bliver budt inden for hos Lars Olsen en kølig regnvejrsdag i starten af maj. Det er kun to uger siden, at bogen ”Rige børn leger bedst” er udkommet, og den er blevet taget godt imod af anmelderne.
I bogen kaster Lars Olsen og fire medforfattere over 244 velskrevne sider et tiltrængt lys på de klasseskel, der i mange år er vokset i Danmark. Samfundets top – overklassen og den højere middelklasse – er blevet både flere og rigere gennem de sidste tre årtier, mens arbejderklassen er blevet presset ud af de store byer.
Forfatterkollektivet kortlægger blandt andet, hvordan København og Aarhusområdet tidligere var blandede byer med plads til både arbejder-, middel- og overklasse. I dag er der stort set ingen sogne tilbage i de største danske byer, hvor arbejderklassen er talstærk.
ULIGHED I MANGE AF LIVETS FORHOLD
I 2001 erklærede Anders Fogh Rasmussen klassekampen død fra Folketingets talerstol. Men ifølge Lars Olsen bliver der stadig ført klassekamp i Danmark. De forskellige samfundsklasser ser nemlig langt fra ens på det samfund, de er en del af:
”Vi har fået et øvre lag i samfundet, som ikke bare består af de ultrarige, men som består 5-10 % af befolkningen, som stikker af. De har fået større lønstigninger, og de er blevet flere. Gruppen er vokset. Man kan se, at de har nogle andre holdninger end den brede gruppe, og at de bor og lever nogle andre steder,” forklarer han.
Særligt overklassen og den mest velaflagte del af den højere middelklasse har – ifølge bogen – helt andre prioriteter end den brede arbejder- og middelklasse. Fx mener 56 % af de rigeste danskere, at det er noget ”pjat” at tale om fattigdom i Danmark, mens hele 59 % er enige i, at vi ikke har råd til at opretholde velfærdsstaten i fremtiden. For danskere med en årsindkomst under 700.000 kr. gør det sig kun gældende for henholdsvis 26 % og 31 %.
”Så på den måde er der jo en klassekamp,” konstaterer Lars Olsen: ”Faren er, at man får en dominerende gruppe i samfundet, som lever for sig selv i et mere privilegeret liv end det brede lag. Både meningsdannelse og beslutninger kommer til at afspejle nogle skævheder i forhold til det brede lags problemer.”
DET DELTE DANMARK
Ud over den stigende indkomstulighed og holdningskløften dokumenterer ”Rige børn leger bedst” også, at danskere i højere grad end tidligere omgås andre fra samme baggrund som dem selv. Overklassen og den højere middelklasse isolerer sig i velhaver-parallelsamfund, og idéen om den blandede folkeskole er under pres:
”Skolen har været en smeltedigel op gennem 1900-tallet, og det er dét, der nu er under pres. Ikke i hele landet. Men der er sket det, at vi har fået en geografisk adskillelse, hvor store dele af Hovedstadsområdet og Stor-Aarhus er blevet domineret af overklassen og den højere middelklasse,” forklarer Lars Olsen og understreger, at opdelingen også skaber problemer i den anden ende af spektret, hvor de dårligst stillede klumper sig sammen.
Ser man på dét, forfatterne kalder overklassens anatomi, er der de seneste årtier sket en spaltning af den mest velaflagte og magtfulde gruppe i samfundet. De velhavende fabrikanter og forretningsmænd inden for traditionelle erhverv som industri, byggeri, handel, transport, landbrug og fiskeri fylder stadig en del – særligt i den jyske overklasse.
Men Produktionsdanmarks overklasse er i dag suppleret af en akademisk storbyelite, der fx er beskæftiget inden for kommunikation, konsulentvirksomhed eller i finansbranchen. Brancher, hvor lønningerne har været i kraftig vækst siden finanskrisen.
VENSTREORIENTEREDE AKADEMIKERE
En stor del af akademikerne i København og Aarhus stemmer på venstrefløjen og Det Radikale Venstre, og det stiller store krav til centrum-venstre-partierne, som må være bevidste om hvem, de er sat i verden for at repræsentere, mener Lars Olsen:
”Der har altid været en kamp mellem de økonomisk bedre stillede lag og arbejderbevægelsen,” konstater han og fortsætter: ”Men det nye er, at en del af centrum-venstre-fløjen er blevet meget privilegeret. Det, at man har fået så mange, der tager en akademisk uddannelse, og at en del af dem også får jobs, hvor de tjener mange penge, det gør, at du har fået en meget stærk strømning på centrum-venstre-fløjen, der er optaget af andre ting end arbejder- og middelklassens levevilkår.”
Lars Olsen henviser blandt andet til den franske stjerneøkonom Thomas Piketty, der i bogen ”Kapital og ideologi” har kritiseret venstrefløjen i Vesten for i dag at repræsentere de højtuddannede fremfor arbejderklassen og de fattigste. På den måde er politik – ifølge Piketty – reduceret til en kamp mellem en uddannelseselite og en pengeelite, og den klassiske omfordelingsdagsorden er gledet ud.
Men selvom der er tale om en international tendens, så er Lars Olsen optimist. I USA har ”Average Joe” fra Scranton, Pennsylvania vist sig at være en præsident, der tager arbejderklassen alvorligt, udvider velfærdestilbuddene og hæver skatten for de rigeste. I Danmark har Socialdemokratiet – igen – orienteret sig mod arbejderklassen og den lavere middelklasse:
”Lige nu har vi et socialdemokrati, der orienterer sig meget mod arbejderklassen og den lavere middelklasse. Det er også ret nyt i forhold til hvor Socialdemokratiet var for 10 år siden, og hvor Socialdemokratiet er i mange andre lande. Demokratiet og den specifikke politiske situation i Danmark giver en vis optimisme, selvom der er store hjul, der trækker den forkerte vej.”
DE UNGE PÅ 40
Lars Olsen mener, at det danske socialdemokrati står i en unik position på grund af en sammentømret flok af socialdemokratiske politikere, som han kalder ”de unge på 40.” Det er blandt andet Mette Frederiksen, Kaare Dybvad, Mattias Tesfaye og Peter Hummelgaard:
”De har en fælles analyse af, hvordan samfundet er skruet sammen, og de orienterer Socialdemokratiet meget imod arbejderklassen og den lavere middelklasse – De klassiske socialdemokratiske grupper. Og her skiller de sig ud fra mange af de andre socialdemokratiske partier i Europa og i virkeligheden også fra støttepartierne, der – med SF som delvis undtagelse – er blevet talerør for de bedre uddannede grupper.”
I andre lande har det haft store konsekvenser, at store dele af centrum-venstre har glemt arbejderklassen og den lavere middelklasse. I USA flygtede arbejderklassevælgerne i 2016 fra Demokraterne og gjorde Trump til præsident. I Frankrig gik tusindvis af ”Gule Veste” på gaden i Paris, da Emmanuel Macron afskaffede formueskatten på de største formuer og samtidig hævede benzinpriserne. I dag er protesterne stilnet af, men den højrenationalististiske Marine Le Pen fra partiet Rassemblement National står stærkere i målingerne frem mod præsidentvalget i 2022 end nogensinde før.
DANMARKS GULE VESTE
Men selvom danskerne ikke er gået på gaden med gule refleksveste, så har vi faktisk haft et lignende oprør fra arbejderklassen og den lavere middelklasse i Danmark. Vi kalder det bare ikke De Gule Veste, men Det Gule Danmark:
”Folketingsvalget i 2015 og det gule Danmark var den danske udgave af De Gule Veste. Det ligger ikke i dansk mentalitet at plyndre butikker, som de gør i Paris. Der har man en helt anden militant tradition i Frankrig. Danskerne protesterer heldigvis via stemmesedlen, men det gjorde de ved gud også i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev det største parti i store dele af landet, og hvor Alternativet og Enhedslisten buldrede frem. De væsentligste ansvarlige for dét, var Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon,” konstaterer Lars Olsen.
Når han rejste landet rundt som foredragsholder i den periode, var der særligt ét spørgsmål, der blev stillet hyppigere end andre, uanset om det var på biblioteket i Marstal eller hos 3F i Aabenraa: ”Hvorfor har vi en rød regering, der fører blå politik?”
ARBEJDERPARTIET
Ved folketingsvalget i 2019 blev Socialdemokratiet igen det største parti i arbejderklassen. Spørger man Lars Olsen, skyldes det særligt, den nye ret til tidlig tilbagetrækning for nedslidte og kritikken af centraliseringen. Dertil skal man lægge den strammere udlændingepolitik, der var selve den fremkaldervæske, der overhovedet gjorde det muligt for Socialdemokratiet igen at få hul igennem til arbejderklassen og den lavere del af middelklassen.
”Arne-pensionen var symbolet på, at Socialdemokratiet vendte hjem til arbejderklassen og igen talte for dem, der kom tidligt på arbejdsmarkedet. Men jeg tror også, at nærhed og kritikken af centraliseringen betyder meget. Vi kan se i vores tal, at regionalpolitik fylder rigtig meget ude blandt folk, og at det især fyldte meget, blandt dem, der flyttede sig fra Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet,” fortæller forfatteren.
Derfor påpeger Lars Olsen også, at et fortsat fokus på decentralisering og nærhed er vigtigt, hvis regeringen og Socialdemokratiet skal opretholde alliancen med de arbejder- og middelklassevælgere, der er vendt hjem til Socialdemokratiet efter nogle års fravær:
”Vores bog viser, at hvis du kigger mod de grupper, så har det også en geografisk dimension. Især arbejderklassen bor typisk uden for de store byer. Typisk fordi, huspriserne er lavere, og det er der, folk har råd til at bo, men også fordi, meget af produktionen ligger i provinsen. Kampen for nærhed og decentralisering er også blevet en klassemæssig konflikt,” afslutter han.
