SIMON TALBOT VAR BANGE FOR JEHOVAS DÆMONER UNDER SENGEN. NU LAVER HAN SJOV MED DEM.

SIMON TALBOT VAR BANGE FOR JEHOVAS DÆMONER UNDER SENGEN.

NU LAVER HAN

MED DEM.

INTERVIEW AF

Mads Hvidbjerg Kristensen

Johan Müller

FOTOS AF

Stefan Cavalieri

PÅ TOBI’S CAFÉ PÅ ISLANDS BRYGGE STÅR SIMON TALBOT ALLEREDE I BAREN OG SNAKKER MED BARISTAEN, DA DSU’ERENS UDSENDTE ANKOMMER. DE GRINER HØJLYDT SAMMEN, OG DET ER IKKE DEN SIDSTE LATTER, DER BLIVER SLÅET OP UNDER VORES TIMELANGE INTERVIEW MED KOMIKEREN. DSU’EREN HAR MØDT DEN 34-ÅRIGE STANDUP-KOMIKER TIL EN SNAK OM HANS KOMMENDE SHOWS OG OM AT BRYDE MED EN OPVÆKST I JEHOVAS VIDNER.

Simon Talbot er tydeligvis vant til at komme på caféen. Det er faktisk hans stamsted, fortæller han os. Og hans bestilling i baren er også hjemmevant: ”Jeg skal bare have en ordentlig Tude-cortado, Tobi,” siger han til baristaen bag baren. Talbot anviser os siddepladser nær baren med ordene ”Tobi her er alligevel vant til at høre på alt mit lort. Jeg har godt nok skrevet mange af mine shows hernede.”

Det gælder dog ikke Simon Talbots kommende show, ’Optur’, der løber af stablen til efteråret. For ligesom alle andre caféer, har Tobi’s været lukket, og Talbot har måttet skrive hjemmefra.

”Det har været den mærkeligste tid i min karriere. Jeg synes, jeg har udsat mig for meget i min karriere; Jeg har været i udlandet, online og produceret ting til TV, men det her har været den hårdeste periode,” fortæller komikeren. Han har prøvet at lave shows online, men det har været svært, og som han selv siger: ”Der er jo ikke sket ret meget. Og det er begrænset hvor mange gange man kan lave en Tiger King-joke.”

IKKE ALT ER SKIDT

Selvom det har været et mærkeligt år for Simon Talbot og alle andre, minder han os om, at det altid kan blive meget værre:

”Det er blevet tydeligt for mig, hvor skrøbeligt mit arbejde og min identitet er. Men jeg har også fundet ud af, hvor privilegerede vi er i Danmark. Jeg har kunnet sidde derhjemme og græde lidt over, at jeg ikke kunne fortælle vittigheder, og så tænder man fjernsynet og ser alle andre lande i nedsmeltning. Så er mit liv lige pludselig OK,” fortæller Talbot. Nedlukningen kom også til at virke som et wakeup-call for komikeren, der har svært ved at sidde stille – også på bænken i caféen. Lockdown har hjulpet ham med at finde ud af, hvad der er vigtigt for ham i hans liv.

”Lige før lockdown havde jeg stresssymptomer. Jeg kom meget langt ud. Efter et show kunne jeg på en eller anden måde ikke køre bil, så jeg måtte få en ven til at hente mig. Det var et wakeup-call. Men det sidste år har jeg også oplevet, at man kan slappe af og have det rart,” siger han og fortsætter:

”Jeg skal lære at sige nej. Og den sidste tid har givet mig mulighed for at tænke over, hvad der gør mig glad, og hvor meget vi egentligt har at glæde os over i Danmark. Det er noget af det, jeg tager med i showet.”

SHOWET SKAL GIVE OPTUR

Efter et år, hvor Simon Talbot stort set ikke har stået på en scene, skal hans kommende show bare have fart på. Når komikeren fortæller om det, får han nærmest julelys i øjnene og drømmer om at indtage Messecenter Herning med pyroteknik, fællessang og fadøl. ”Jeg skal nok arbejde på at finde en grænse,” erkender Simon Talbot, ”men man skal blive kørt helt op og have det sådan ’Det er bare fucking fedt,” siger han med det største smil.

Selvom der ikke har været så meget at smile af det sidste år, kommer corona til at fylde lidt i det nye show. Men ikke alt for meget. Det må ikke blive ’det store corona-show’, fortæller Simon Talbot. I stedet skal det være en hyldest til hverdagen. 

DET ER TANKEPOLITI. GUD KAN JO HØRE ALT HVAD DU TÆNKER.

”Målet er at tage hverdagshistorier og twiste det, så det får energi,” siger han, og fortæller at han var ude at løbe under nedlukningen og løb ind i en brændende bygning.

”Pludselig kan jeg lugte røg. Der står en fyr, og ringer 112. Han siger: Vi skal over og redde dem! Og så bliver man jo nødt til det. Jeg var jo ude og løbe. Jeg kunne dårligt påstå, jeg havde en knæskade,” får Talbot lige sagt, inden han slår en karakteristisk latter op.

ET KIG IND I PARALLELSAMFUNDET

Simon Talbot har aldrig lagt skjul på, at han er vokset op i Jehovas Vidner. En fortid, han ofte laver sjov med i sine shows. Han havde ikke en dårlig barndom, og han taler stadig med sin mor, som han holder meget af – det understreger han for os flere gange – men han har smækket døren til den religion, han i dag kalder ekstrem og mærkelig.

”Det er et parallelsamfund. Der er så mange ting i det. Folk forstår slet ikke, hvor ekstrem en religion, det er. En ting er alle tros-aspekterne af det. For eksempel tror man på dæmoner,” siger han og fortsætter: ”Jeg havde mange mareridt som barn. Jeg var bange for, der var monstre under sengen, og man vil gerne have ens mor siger ’der er ikke noget monster’, men vi troede jo på dæmoner.”

Simon Talbot fortæller også om middage, hvor de voksne talte om dæmoniske angreb. Men det værste er, at Jehovas Vidner overtager hele ens liv. For Simon Talbot fyldte det alt uden for skoletiden.

”Hele ens barndom er i boblen. Og man er helt ekskluderet i skolen. Det opdager man fra starten af. Man kan ikke være en del af jul, fødselsdag, påske eller nytår. Alt det der børne-teambuilding er du ikke en del af. Du har din egen verden,” siger han.

JEHOVAS VIDNER ER ALT-FOBISK

Selvom Simon Talbot var udelukket fra ’børne-teambuilding’, gjorde hans mor alligevel noget for at give ham et normalt fællesskab. De andre fra hans klasse blev eksempelvis inviteret hjem til boller og kakao – det var bare ikke på Talbots fødselsdag. Og så var der jo altid

fællesskabet i menigheden. Desværre er de værdier, menigheden i Jehovas Vidner har, markant anderledes end dem, resten af Danmark sætter højt.

”Jehovas Vidner er alt-fobisk. De siger: Kvinden skal tie i forsamlinger. Manden er familiens overhoved. Du kan ikke være homoseksuel eller blive skilt. Hvis du bliver skilt, bliver du udstødt. Så mister man alt,” fortæller Simon Talbot. Og så er der kontrollen, menigheden konstant er under. ”Det er en stor belastning for et barn,” siger han og uddyber for os: ”Det er tankepoliti. Gud kan jo høre alt hvad du tænker. Og tanker kan være en synd. Alt seksuelt er en synd. Overvej lige at være en 14-årig dreng og sidde i folkeskolen – og du må ikke have seksuelle tanker. Det kan godt være hårdt, hvis I forstår,” siger han med et skævt smil.

EN STÆRK KNÆGT

Tvivlen om troen kom allerede til Simon som 9-årig. Han havde altid fået af vide, at der var 6 millioner troende Jehovas Vidner. For en lille dreng er det tal enormt. Men i skolen lærte han, at der var 6 milliarder mennesker på kloden. Og så er det jo lige pludselig meget få, der var af samme tro som ham og hans omgangskreds.

”Og jeg tænkte ’det er godt nok mange, der skal dø i Armageddon’. Det forandrede noget. Jeg prøvede at sige til min mor, at jeg ville ikke være Jehovas vidne mere. Men så sagde hun, at det skulle jeg være. Det var frivilligt, om jeg troede, men så længe jeg boede under hendes tag, så var det altså hendes regler,” siger Simon Talbot og beskriver, at han derefter gik lidt frem og tilbage i troen. ”På én gang tror du på det, er bange for det, beder til Jehova og er synder, fordi du samtidig ikke tror på det og kan se hullerne i det.”

At Simon Talbot tvivlede i sin tro nåede, uundgåeligt, menighedens ældsteråd. Det er, som Talbot beskriver det, ”en flok gamle hvide mænd, der er både politi og dommere.” Det er også deres opgave, at rette menigheden ind, hvis der bliver stillet spørgsmål til troen. Sådan gik det også for den dengang 14-årige tvivler.

”Jeg sad til voksenmiddag en dag. Og så begyndte det bare lige pludselig; ’Nå, Simon, du er begyndt at tvivle - hvad tror du så på?’ sagde en af de ældste. ’Det ved jeg ikke… evolution,’ måtte jeg svare. Det havde jeg jo lært om i skolen. ’Kan du ikke se, at en abe ikke kan blive til et menneske?’ spurgte de så igen. Så sidder man der i et bagholdsangreb,” fortæller komikeren med stor indlevelse. Og så begyndte han at gå til møder igen. For kampen med de ældste var for uoverskuelig. Og sådan gik det lidt frem og tilbage for Simon Talbot, indtil han senere i sine teenageår traf det endelige valg om at bryde med troen. Han valgte aldrig at blive døbt, som typisk sker i teenageårene og er af stor betydning for Jehovas Vidner, og derfor er han heller ikke blevet udstødt, selvom han har vendt troen ryggen. Som 19-årig drog han mod København for at lave standup. 

EKSTREM RELIGION ER GRIMT OG ÅNDSSVAGT UANSET HVILKEN RELIGION DET ER

HVAD KAN MAN LAVE SJOV MED?

Simon Talbots barndom i Jehovas Vidner har tit været genstand for jokes i hans shows. Det er, ifølge Talbot, absurditeten, der gør det sjovt: ”Når jeg er ude at spise med min mor, og hun fortæller, at hendes opsparing er tom om 3 år, men regner med, at Armageddon er kommet inden da, så er det jo sjovt. De planlægger jo efter dommedag,” fortæller han.

Og selvom man sikkert kan lave sjov med det meste religion, holder Simon Talbot sig til det, han kender:

”Jeg ville ikke kunne lave det samme sjov med andre religioner. Jeg har ikke behov for at nedgøre religioner. Ekstrem religion er grimt og åndssvagt uanset hvilken religion det er. Jehovas Vidner er bare så stor en del af mig, fordi jeg er vokset op med det,” siger Talbot og fortæller os, at han tænker meget over, hvordan han laver sjov med religionen. Særligt er han bevidst om, at hans jokes om Jehovas Vidner ikke må falde tilbage på hans mor.

Når man laver sjov med religion, eller hvad som helst andet, risikerer man at støde nogle. Og det er noget, Simon Talbot tænker meget på. Ikke fordi han som sådan er bange for at blive cancelled, men fordi han ikke kan lide at gøre folk kede af det - Komikere skal jo få folk til at grine.

”Standup provokerer. Det er altid på grænsen. Jeg har altid kæmpet med en frygt for, at folk blev sure over mine ting. Jeg bryder mig ikke om, at folk bliver kede af det, så det tænker jeg meget over,” fortæller Talbot med den bemærkning, at tidligere jokes måske kan være for grove med nutidens øjne. Verden har ændret sig meget de sidste 10 år, siger han: ”Det var bare en anden verden. Det kan man se på mit materiale, men jeg tror nu ikke, jeg har været meget slem.”