
3 minute read
Fortsat styrkelse af inklusion og diversitet
Gorrissen Federspiel havde i 2022
fortsat fokus på inklusion og diversitet i virksomheden. HR-direktør Sara Jursic gennemgår her de vigtigste fremskridt.
Diversitets- og inklusionsdagsordenen er et indsatsområde, der har fyldt meget i Gorrissen Federspiel de senere år. Arbejdet med at flytte virksomheden er præget af et “vedholdende fokus på at rykke os”, som HR-direktør Sara Jursic beskriver det.
Hun forklarer, at det er et område, der er i konstant bevægelse, og at meningen med begreberne forandres undervejs. Diversitet er i dag eksempelvis andet og mere end kønsdiversitet. Dagsordner, lovgivning og forventninger fra de kommende generationers talentmasse betyder, at politikker løbende må justeres, og at der jævnligt er brug for nye initiativer. I den optik var 2022 business as usual –det handlede om forandring og udvikling.
“Vi skal lykkes med det, vi har sat i søen. Det kræver tålmodighed, og vi kan ikke knipse forandringerne frem. Men vi er godt på vej,” siger Sara Jursic og fortæller, at der eksempelvis er kommet nye og bedre barsels - vilkår, der ligestiller kønnene, og som måske med tiden – det håber HR-direktøren i hvert fald – kan give en mere balanceret talentmasse af ambitiøse advokater, der har lyst til at gå hele vejen til partnerskab.
Nye barselsregler
Fra august fik alle nybagte fædre ret til 12 ugers øremærket barsel. Den ret havde Gorrissen Federspiel dog allerede tilbudt sine mandlige ansatte. Derfor blev det besluttet at udvide rettig hederne og derved ligestille kønnene, så begge nu har ret til 24 ugers barsel.
“Ved at ligestille kønnenes ret til barsel sender vi forhåbentlig et signal om, at det at få børn og komme godt i gang med forældreskabet under barslen er fuldt foreneligt med den karriere vej, man gerne vil forfølge. Da vi tidligere udvidede mulighederne for mændenes barsel, blev det taget godt imod, og det forventer jeg også, at de nye rettigheder bliver,” siger Sara Jursic.
Inspired Beyond Babies
Et andet barselsinitiativ, der så dagens lys i 2022, var Inspired Beyond Babies. Det er et community, der faciliterer spændende netværksarrangementer og foredrag, og som gør det muligt at holde sig personligt og fagligt opdateret under barslen.
“Det har længe været et ønske, at vi engagerede os i Inspired Beyond Babies. Initiativet understøtter vores ønske om at styrke tilknytningen af vores medarbejdere, hvor vi i dag har statussamtaler med medarbejderen før, under og efter barslen. Nu giver vi dem, der har lyst, mulighed for at søge inspiration og netværke i de måneder, hvor familiens nyeste medlem ellers er i centrum. Derudover kan tilbuddet bidrage til en nemmere overgang fra barsel til arbejde.”
Træning i unconscious bias
Hele organisationen har i løbet af 2022 fået tilbudt træning i unconscious bias. Det vil sige de forudfattede meninger eller fordomme, vi alle har med os, når vi indgår i samspil med andre mennesker både i privatsfæren og på jobbet.
“Formålet var at skærpe vores bevidsthed omkring egne bias, og hvordan de ubevidst påvirker os. Bestyrelsen, direktionen og partnergruppen gennemgik forløbet først, og resten af huset fulgte efter. Der var god tilslutning og en fin feedback på forløbet og oplæggene. Jeg oplever, at mange har fået aha- oplevelser undervejs. Mit håb er, at man vil tage dem med sig, når man rekrutterer, forfremmer og i det hele taget indgår i samspil med andre mennesker,” siger Sara Jursic.
Ny politik mod mobning og chikane
Den interne politik mod seksuel chikane fik følgeskab af en politik om mobning og chikane. Den nye politik understreger vores fokus på, at alle skal føle sig tilpas, og at samarbejdet hos os altid foregår på en professionel og respektfuld måde.
“I Gorrissen Federspiel deler vi viden, lytter til hinanden og udviser hjælpsomhed. Vi kommunikerer åbent og tillidsfuldt med hinanden, og vi accepterer ikke mobning og chikane, herunder krænkende og nedsættende humor. Derfor valgte vi af forebyggende årsager og for at bidrage til den gode omgangstone i 2022 at opstille nogle personalepolitiske retningslinjer for mobning og chikane,” forklarer Sara Jursic.
Tilslutning til Diversitetspagten
På Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts tilsluttede Gorrissen Federspiel sig Diversitetspagten under Dansk Erhverv.
“Det var et naturligt skridt at tage, da vi har plads i The Diversity Council. Dels fordi det er det rigtige, dels for at signalere overfor vores ligesindede og konkurrenter i rådgivningsbranchen, hvor vi står. Pagten forpligter os på mål, vi allerede sigter efter eller har nået. Når vi gør det, kan vi måske påvirke andre til at følge trop.”
Øget kønsdiversitet ved et kontinuerligt fokus på pipeline
Overordnet arbejder vi med en ambition om at øge kønsdiversiteten på alle niveauer af organisationen. Vi tror på, at vi med tiden vil lykkes med ambitionen ved et kontinuerligt fokus på en balanceret pipeline af talent. Vi har i dag stor succes med at tiltrække både kvinder og mænd, når de befinder sig tidlig i karrieren – vores opgave er at forblive en attraktiv arbejdsplads hele vejen op igennem deres karriere, så vi kan forfremme dygtige ledere af begge køn.
Med tiden forventer vi, at dette fokus præger kønssammensætningen, så den er mere balanceret op igennem vores organisation. Vi forbereder os således også på at opstille måltal for det underrepræsenterede køn i det øvrige ledelseslag af vores organisation fra næste år.