Glostrup Biblioteks Kulturkalender - for unge og voksne. September-november 2024
Glostrup Bibliotek
Kildevældets Allé 5, 2600 Glostrup tlf. 4323 6820
Website: glostrupbib.dk
Facebook: facebook.com/glostrupbib
Instagram: instagram.com/glostrupbib
Kulturkalenderen udgives af Glostrup Bibliotek.
Redaktion og grafisk tilrettelæggelse: Peter Storm Hansen
Redaktionen tager forbehold for ændringer.
Oplag: 1.200, Tryk: LaserTryk.dk
BILLETSALG
Billetter kan købes på Glostrup Bibliotek eller på glostrupbib.dk under hvert enkelt arrangement. Det er ikke muligt at reservere billetter.
VIP-KLUBBEN
Få en lang række fordele som medlem af VIP-klubben på biblioteket.
VIP-klubben er en biblioteksklub, der med udgangspunkt i bibliotekets arrangementer giver medlemmerne mulighed for særlige tilbud og oplevelser.
Som medlem af VIP-klubben får du:
- rabat på udvalgte biblioteksarrangementer
- invitation til eksklusive klubarrangementer
- info om alle bibliotekets events på mail
- mulighed for at danne netværk med andre
Indmeldelse
Det er gratis at være medlem af VIP-klubben. Det eneste krav er, at du har en mail-adresse.
Meld dig ind ved at skrive en mail til: vipklubbibpost@glostrup.onmicrosoft.com med navn, adresse, tlf-nr. og mail-adresse.
Herefter modtager du et medlemskort.
Har du spørgsmål kan du ringe på tlf-nr. 4323 6820 eller skrive til vipklubbibpost@glostrup.onmicrosoft.com
VELKOMMEN
Velkommen til efteråret på Glostrup Bibliotek. Lyset ændrer sig, naturen skifter farve og vores program byder indenfor til fordybelse.
Vores efterår byder bl.a. på Sindets måned, hvor vi med litteraturens mangfoldighed åbner for nye samtaler.
Vi er også meget stolte af at kunne præsentere premieren på vores Kunst- og litteratursalon i samarbejde med Glostrup Kunstforening, hvor man kan deltage i tankevækkende samtaler og opleve inspirerende værker.
Sæt kryds i kalenderen når vi holder en fortryllende iransk aften, der åbner døre til nye verdener med dets rige traditioner og fortællinger.
For både børn og voksne tilbyder vi Read Hour, en time dedikeret til fælles læsning og eventyr.
Sæsonen byder også på tre dynamiske teaterstykker, der vil udfordre, underholde og bevæge. Og glem ikke at deltage i vores festlige lydbanko, hvor lydene af kultur blander sig med spændingen ved spillet.
Kom og berig dit sind med os! Vi glæder os til at se jer.
Med venlig hilsen
Personalet på Glostrup Bibliotek
SINDETS MÅNED
SINDETS MÅNED
Psykisk sygdom og sårbarhed er stigende i befolkningen og er desværre stadig et emne, som mange har svært ved at tale om og har stereotype forestillinger om. Derfor afholder Glostrup
Bibliotek arrangementsrækken Sindets måned, hvor førende forskere indenfor psykiatrien, og kunstneriske aktører, der arbejder med psykisk sygdom og sårbarhed, vil give dig større forståelse for psykens særlige natur.
Du kan glæde dig til at få mere indsigt i sygdommene depression og skizofreni, lave kreative skriveøvelser, høre om den viden man har om pårørende til psykisk syge, lytte til forfattere med baggrund i psykiatrien og så afslutte på Sindets Dag med en indføring i skrivning og læsning af litteratur som behandlingsmetode i psykiatrien.
Det bliver en særlig måned, som vi håber, at du vil bidrage til ved at møde op og lytte og spørge, så vi alle i fællesskab kan blive klogere på hinanden og blive bedre til at passe på hinanden.
ONSDAG 11. SEPTEMBER KL. 16.30-18
DEPRESSION –
EN UNDERBEHANDLET FOLKESYGDOM
Professor og overlæge ved Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning ved Psykiatrisk Center Glostrup, Poul Videbech fortæller, hvordan en depression viser sig, og hvordan den påvirker hjernen og resten af kroppen.
Desuden fortæller han om de alvorlige handicaps, den kan medføre, og hvordan den kan behandles med samtaleterapi eller medicin. Til slut vil nogle nye eksperimentelle behandlingsformer blive omtalt. Spørgsmål er meget velkomne.
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
Arr. i samarbejde med Psykiatrisk Center Glostrup
TORSDAG 12. SEPTEMBER KL. 16.30-18
PSYKOSER –HVAD ER DET?
Psykiatriens arbejde er for mange lidt af et mysterium, selvom det fylder mere i medierne nu end nogensinde før.
I dette oplæg af overlæge og ph.d.-studerende Olga Bengård Baltzersen bliver der kigget nærmere på psykoser og skizofreni, og følgende spørgsmål vil blive forsøgt besvaret: Hvad vil det sige at være psykotisk og hvad er forskellen på det og skizofreni? Hvis man har skizofreni, kan man så blive rask? Ved man, hvad der sker i hjernen under en psykose? Og hvordan kan man behandle symptomerne?
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
Arr. i samarbejde med Psykiatrisk Center
Glostrup
TORSDAG 19. SEPTEMBER KL. 16-18
NÅR KUNST GØR
EN FORSKEL
Forfatterskolen PS! for psykisk sårbare har i mere end ti år tilbudt skriveforløb, hvor professionelle skønlitterære forfattere underviser mennesker med en psykisk lidelse. Men hvad er det egentlig, kunsten kan og hvad sker der konkret i undervisningsrummet, som for nogle af eleverne betyder et vendepunkt i deres liv?
På denne workshop fortæller skolens stifter og forfatter Sofie Kragh-Müller om, hvordan skolen de sidste ti år har arbejdet med feltet. Det bliver en eftermiddag, der veksler mellem skrivepraksis, oplæg og eksempler.
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
Arr. i samarbejde med Forfatterskolen PS!
TIRSDAG 24. SEPTEMBER KL. 19-20
FRA SKYLD OG SKAM TIL STRESSET SUPERKRAFT
Et forskningsblik på psykiatriens pårørende
Pårørende ses som en særlig og stærk ressource, der har stor indflydelse på muligheden for at komme sig over psykisk sygdom. Det giver et pårørendeliv, hvor anerkendelse, inddragelse og håb om bedring kan trives - men også et liv, hvor man hele tiden skal være på og leve op til omverdenens og ens egne forventninger, når behandling, støtte, hverdag og familieliv skal bindes sammen.
Aftenens gæst Mads Engholm lægger den danske og internationale forskningsviden om psykiatriens pårørende frem til drøftelse - herunder de første resultater af den første store undersøgelse af danske pårørende på tværs af sundhedssystemet.
Mads Engholm er antropolog, pårørende og landsformand for Bedre Psykiatri, psykiatriens største pårørendeforening.
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
Arr. i samarbejde med Bedre Psykiatri
TORSDAG 3. OKTOBER KL. 19-20
POESIENS OG KUNSTENS
HELINGSPOTENTIALE
Er poesien og kunsten en mulig politisk kraft, der kan ændre vores syn på vores mentale helbred og give omsorg til det sårbare i os alle?
Det vil forfatter og ømhedsaktivist Anna Rieder og voksenformidler Stinus Kirkeskov komme ind på gennem samtaler om Rieders forfattervirke og kollektive ømhedsaktivistiske arbejde. Det bliver derfor en særlig aften, hvor sindet vil blive berørt fra såvel en kunstnerisk vinkel som fra en samfundsdebatterende.
Publikum må meget gerne komme med spørgsmål, da vi ønsker gode store samtaler om vores alles mentale helbred.
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
TORSDAG 10. OKTOBER KL. 17-18.30
EN NY MÅDE AT SE
PSYKIATRIEN PÅ
Birgit Bundesen, stifter af Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed og overlæge på Psykiatrisk Center Amager, kommer forbi til en festaften for sindet på Sindets Dag. Hun medbringer den nyeste forskning indenfor litteraturens muligheder for behandling af psykisk syge. Du kan derfor blive meget klogere på, hvordan medicin ikke behøver stå alene i psykiatrien som behandlingsmetode, og hvordan skrivning og læsning kan være en meningsfuld medhjælper i en presset psykiatri.
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
Arr. i samarbejde med Center for Kunst og Mental Sundhed
LÆSESTUNDER
Guidet fælleslæsning for pårørende til psykisk syge og sårbare
Læsestunder er et litterært fællesskab for dig der er pårørende til en med en psykisk sygdom eller har nogle tæt på dig, der er psykisk sårbare. Her deler vi litteraturen med hinanden gennem oplæsning og nysgerrige spørgsmål.
Voksenformidler Stinus Kirkeskov vælger tekster ud, som han læser højt, og som gruppen derefter taler om. Fokus er på at skabe et trygt og hyggeligt litterært fællesskab, hvor der er plads til de gode og svære samtaler.
Stinus kommer selv med en baggrund i psykiatrien, også som pårørende, og har selv oplevet litteraturen som et fristed og en ventil for de oplevelser, man kan komme ud for i sådan en livssituation. Der er derfor forståelse for ens særlige situation, som man ikke behøver at forklare til læsegruppen. Derudover forventes det ikke af deltagerne, at de er belæste – det eneste man skal gøre, er at møde op og finde sit fristed og sin ventil i litteraturen.
Biblioteket samarbejder med Psykiatrisk Center Glostrup om projektet. Vi takker for centrets støtte, der har gjort det muligt at realisere Læsestunder.
Skriv til Stinus på stinus.kirkeskov@glostrup.dk for at tilmelde dig Læsestunder (bemærk, der er begrænset antal pladser)
Mødegange: Mandag 28. oktober, 25. november, 16. december, 13. januar, 10. februar og 17. marts
Arr. i samarbejde med Psykiatrisk Center Glostrup
LITTERÆRE FÆLLESSKABER
FREDAG 6. SEPTEMBER KL. 16-17
READ HOUR 2024 –
SILENT READING
Kom med til Happy Hour for læseheste!
Start din weekend med at komme ned i tempo sammen med andre bogglade læsere, når biblioteket holder Silent Reading. Til Silent Reading sidder alle og læser i hver deres bog, men er alligevel sammen i det læsende fællesskab.
Vi holder Silent Reading i anledning af den internationale læsetime Read Hour, hvor læsning fejres rundt omkring i hele verden. Tag en god bog under armen og kom ned på biblioteket sammen med din læseglade ven, ægtefælle eller forælder, så vi sammen kan gå weekenden i møde i fordybelsens tegn.
Litteraturformidler Kirsten Vestergaard Mikkelsen faciliterer læsningen og sørger for, at der er kaffe, te, sodavand og snacks til at stimulere læseglæden.
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Tilmelding til kirsten.mikkelsen@glostrup.dk
Sted: Glostrup Bibliotek
MANDAG 9. SEPTEMBER KL. 17-18.30
KUNST- OG
LITTERATURSALON
Oplev kunst og litteratur smelte sammen, når biblioteket inviterer til Kunst- og litteratursalon i samarbejde med Glostrup Kunstforening. Hele september måned udstiller kunstforeningen værker af billedkunstneren Maria Dubin, som blandt andet har fokus på kunst til omsorg, og som står bag ”Den hemmelige have” – et farverigt og blomstrende kunstværk skabt på Rigshospitalets afdeling for stråleterapi.
Arrangementet indledes med en kort introduktion til udstillingen, hvorefter litteraturformidler Mette Bjellsäter læser højt af skønlitterære tekster, som relaterer sig til udstillingens temaer. Undervejs holder vi pauser, ser på kunsten omkring os og taler sammen om oplevelsen, kunsten og litteraturen. Kunstforeningen serverer et glas vin eller saft.
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Fritidscenter, Christiansvej 2 Arr. i samarbejde med Glostrup Kunstforening
KIRKELITT
Kom med til en aften i fordybelsen og litteraturens tegn, når vi én gang om måneden mødes til KirkeLitt i Østervangkirken. I selskab med litteraturen reflekterer vi og taler om åndelighed og eksistentielle spørgsmål, der berører os alle. Sammen skaber vi et rum for nogle af livets store spørgsmål, som der måske ikke altid bliver plads til i hverdagen.
Litteraturformidler Kirsten Vestergaard Mikkelsen udvælger aftenens tekster og guider aftenens samtale. Man skal ikke have læst noget på forhånd eller forberede sig på nogen måde. Alle kan være med, både dig der læser mange bøger, og dig der ikke læser så meget, men måske gerne vil.
KirkeLitt er på udvalgte datoer en del af Østervangkirkens Torsdagsoaser, der foregår hver torsdag aften.
Datoer:
• Torsdag 19. september kl. 19.30-21
• Torsdag 17. oktober kl. 19.30-21 (Temaaften med tekster af Naja Marie Aidt som optakt til forfattermødet 14/11)
• Torsdag 21. november kl. 19.30-21
Gratis adgang - ingen tilmelding, bare mød op! Sted: Østervangkirken, Dommervangen 2 Arr. i samarbejde med Glostrup Kirkerne
ONSDAG 2. OKTOBER KL. 10-12.30
LITTERÆR ÅRSTIDSVANDRING
Kom med, når bibliotekets litteraturformidler Mette Bjellsäter inviterer på en stemningsfuld og hyggelig efterårsvandring, hvor vi sammen skal opleve efterårets smukke farver og dufte.
Undervejs holder vi pauser med højtlæsning og samtaler, som forstærker oplevelsen og forbinder os med naturen omkring os. Medbring gerne lidt at drikke samt praktiske sko til turen.
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Mødested: Ved busstoppestedet ”Skovsletten (Oxbjergvej)”, vi slutter samme sted
LITTERATUR PÅ BASSINKANTEN
Rejsen ind i litteraturen starter ved trappen til varmtvandsbassinet i Glostrup Svømmehal. Vægtløs og fri ligger du i det varme vand og flyder med ind i fiktionens verden, når der bliver læst højt for dig. Stemningsfulde videoer og lyd supplerer oplæsningen og skaber en atmosfærisk ramme, der åbner op for fordybelse og velvære.
Igen i år vil det på udvalgte datoer være muligt at opleve aktuelle danske forfattere læse op i varmtvandsbassinet.
I løbet af efteråret kommer forfatter Caroline Albertine Minor og læser op fra sin nyeste bog Nivå Bugt Strandenge, der handler om kærlighed, forelskelser og begærets forvandlende kraft.
Datoer:
• Mandag 7. oktober kl. 19-20
• Mandag 4. november kl. 19-20
Special Edition med forfatter Caroline Albertine Minor
Pris: Entré til svømmehallen, 50 kr.
Ingen tilmelding, bare mød op i varmtvandsbassinet kl. 19
Sted: Glostrup Svømmehal, Christiansvej 2
Arr. i samarbejde med Glostrup Idrætsanlæg
TORSDAG 17. OKTOBER KL. 9-10.30
YOGA OG POESI
Start dagen med en følelse af ro og harmoni, når vi inviterer til Yoga og poesi i efterårsferien.
I en hverdag hvor travlhed og stress ofte hersker, kan du denne formiddag sænke skuldrene og give dig selv et pusterum, hvor krop og sind finder fornyet energi. Mærk forbindelsen til ord og krop, når bibliotekets formidler Helene Tost, som også er uddannet yogainstruktør, guider dig ind i blide og behagelige yogastillinger, mens litteraturformidler Mette Bjellsäter læser et udvalg af smuk og sanselig poesi højt. Vi slutter oplevelsen af i fællesskab med lidt varmt at drikke og en hyggelig snak.
Der vil være fokus på blid, restorativ yoga, hvor alle kan være med.
Husk behageligt tøj og en måtte. Medbring også gerne et tæppe eller en varm trøje.
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Bibliotek, Bibliotekssalen
MANDAG 11. NOVEMBER KL. 19
SKUMRINGSTIME
Nordisk Litteraturuge 2024 åbnes med højtlæsning. På mere end 2.000 biblioteker og andre samlingssteder i Norden og Baltikum samles tusindvis af tilhørere i skumringstimen kl. 19 for at lytte til en nordisk fortælling.
Efter højtlæsningen bydes på et glas vin og lidt snacks samt hyggelig snak om den oplæste tekst og det fælles forhold, vi deler til ”det nordiske”.
Gratis adgang - ingen tilmelding, bare mød op!
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
Arr. i samarbejde med Foreningen Norden
FÆLLESSANG PÅ BIBLIOTEKET
Vi synger sammen. Kom og syng med os, når vi synger skønne sange i biblioteksudlånet.
Vi synger viser og sange fra bl.a.Højskolesangbogen. Ina Kjelstrup spiller harmonika til.
Fællessang afholdes den sidste fredag i måneden kl. 1111.45, dvs. i efterårssæsonen mødes vi følgende datoer:
Datoer:
• Fredag 27. september kl. 11-11.45
• Fredag 25. oktober kl. 11-11.45
• Fredag 29. november kl. 11-11.45
Gratis adgang - ingen tilmelding, bare mød op! Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
VIL DU VÆRE MED
I EN LÆSEKREDS?
Savner du et fællesskab, hvor du kan dele dine læseoplevelser med andre? Så er bibliotekets læsekredse måske noget for dig.
Lige nu er der ledige pladser i følgende læsekredse:
Debatkredsen (pt. 3 ledige pladser)
Debatkredsen læser faglitteratur, filosofisk litteratur, essays og alt, der vækker nysgerrigheden på os selv og verden omkring os. Læsekredsen har det dogme, at litteraturen ikke må blive for lang, og at samtalen skal være jordnær og altid åben for forskelligheder. Litteraturformidler Stinus Kirkeskov deltager i læsekredsen, som mødes månedligt på onsdage kl. 17.30-19.
DR Romanklubben hold 1 & 2 (pt. 2 ledige pladser)
DR Romanklubben læser hvert år seks nye romaner af danske forfattere udvalgt af Danmarks Radios litteraturredaktion. Litteraturformidler Kirsten Vestergaard Mikkelsen er tilknyttet læsekredsen og deltager to gange pr. sæson. Derudover er læsekredsen selvkørende. Hold 1 mødes månedligt på tirsdage kl. 10-11.30 og hold 2 mødes torsdage kl. 19-20.30 med start november/december.
Vil du vide mere, eller ønsker du at tilmelde dig en af vores læsekredse? Så skriv til os på voksenbib@glostrup.dk.
FORFATTERMØDER
TIRSDAG 29. OKTOBER KL. 19-20.30
LIVE-STREAMING: MARGARET ATWOOD
International Forfatterscene på Det Kongelige Bibliotek
Den verdensberømte forfatter Margaret Atwood har med bøger som Alias Grace og Tjenerindens fortælling udfordret sine læseres syn på magt, klima, køn og meget mere.
Atwood er en af de mest indflydelsesrige nulevende forfattere og i år er hun modtager af den fornemme Hans Christian Andersen Litteraturpris, som tidligere er blevet tildelt forfattere som Isabel Allende, Salman Rushdie og Haruki Murakami.
Denne aften kan du opleve Margaret Atwood til International Forfatterscene i Den Sorte Diamant, hvor hun interviewes af Lotte Folke Kaarsholm, som er opinionsredaktør på Politiken og tidligere vært i Deadline på DR. Hun er desuden kandidat i litteraturvidenskab og har interviewet forfattere fra mange forskellige lande.
Her på Glostrup Bibliotek streamer vi arrangementet, så du kan se det live. Bemærk, interviewet er på engelsk.
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
Live-streamen er produceret af Det Kongelige Bibliotek
TORSDAG 14. NOVEMBER KL. 19
FORFATTERMØDE:
NAJA MARIE AIDT
I samarbejde med Glostrup Kirkerne
Mød en af dansk litteraturs helt store forfattere, Naja Marie Aidt. I samtale med sognepræst i Glostrup, Gaute Grimeland, fortæller Aidt om bogen Øvelser i mørke, der udkom tidligere i år.
Gratis adgang - ingen tilmelding, bare mød op!
Sted: Glostrup Sognegård, Østervej 8
Arr. i Samarbejde med Glostrup Kirkerne
TORSDAG 14. NOVEMBER KL. 16.30-18
LÆSEKREDS OM ØVELSER I MØRKE
Som optakt til forfattermødet, kan du her på biblioteket deltage i en læsekreds om Øvelser i mørke, hvor vi sammen taler om vores oplevelse af bogen. Læsekredsen finder sted på biblioteket samme dag som forfattersamtalen og faciliteres af litteraturformidler Kirsten Vestergaard Mikkelsen.
Efter læsekredsen vil der være mulighed for at spise en sandwich og i fællesskab gå over til Glostrup Sognegård, hvor forfattersamtalen afholdes.
Bemærk også, at du kan være med til at fordybe dig i Naja Marie Aidts forfatterskab til KirkeLitt torsdag 17. oktober, hvor hendes tekster er temaet for aftenens fælleslæsning.
Tilmelding til læsekreds: Skriv til Kirsten på kirsten.mikkelsen@glostrup.dk for at tilmelde dig læsekredsen.
OBS: tilmeldingsfrist torsdag 11. oktober
Sted: Glostrup Bibliotek
Arr. i Samarbejde med Glostrup Kirkerne
VIDEN OG DEBAT
TORSDAG 24. OKTOBER KL. 18-20.30
IRANSK AFTEN
Kom med til Iransk aften på biblioteket. Sammen skal vi spise lækker iransk mad ved langborde. I løbet af aftenen vil du også blive præsenteret for iransk litteratur og kunsten at oversætte bøger fra persisk til dansk.
Langbordsmiddage skaber et særligt rum, hvor der er fokus på fællesskab og samtaler med andre. Gennem maden, litteraturen og i mødet med hinanden bliver vi sammen klogere på iransk kultur.
Maden leveres af Madmenageriet, der sammensætter en menu til os fyldt med iranske smage dufte og farver. Madmenageriet laver mad fra bunden, og elsker at eksperimentere med råvarer og krydderier, der skaber en sanselig madoplevelse.
Gå ikke glip af denne specielle aften!
Pris: 50 kr. - tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
Arr. i samarbejde med VSK Glostrup
LIVE-STREAMING FRA AARHUS UNIVERSITET
TIRSDAG 24. SEPTEMBER KL. 18.45-21
SPEJLBILLEDER OG
MOLEKYLER
Foredrag ved kemiker Karl Anker Jørgensen
Spejlbillede-molekyler består af samme atomer, men er et spejlbillede af hinanden. Det ene kan være vital for os, mens den anden version kan være giftig. Derfor er det afgørende at forstå molekylernes struktur –bl.a. når der udvikles nye lægemidler.
Foredraget live-streames fra Søauditorierne i Universitetsparken, Aarhus Universitet.
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Bibliotek, Bibliotekssalen
TIRSDAG 1. OKTOBER KL. 18.45-21
JORDENS FORHISTORISKE
KLIMAKATASTROFER
Foredrag ved ved geofysiker David Lundbek Egholm
Igennem Jordens 4,6 mia. års historie har klimaet ændret sig mange gange. Variationer i drivhuseffekten har spillet en nøglerolle i Jordens klimaforandringer, men hvad styrede drivhuseffekten, før vi mennesker kom til, og hvad kan vi lære af det?
Foredraget live-streames fra Søauditorierne i Universitetsparken, Aarhus Universitet.
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
TIRSDAG 22. OKTOBER KL. 18.45-21
TELESKOPET – VORES ØJE
TIL UNIVERSET
Foredrag ved videnskabshistoriker Hans Buhl og astrofysiker Hans Kjeldsen
Teleskoperne giver os ikke bare flotte billeder, men kan også give os viden om bl.a. big bang og universets udvidelse, samt om stjerners grundstofindhold og deres exoplaneter. Hør om teleskopets historie og hvordan det er nøglen til at forstå universet.
Foredraget live-streames fra Søauditorierne i Universitetsparken, Aarhus Universitet.
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
TIRSDAG 5. NOVEMBER KL. 18.45-21
TAL, TILFÆLDIGHEDER OG TIPPING POINTS
Foredrag ved statistiker Susanne Ditlevsen
Statistik kan nemt misbruges og fejltolkes, men statistik spiller også en vigtig rolle i at forstå verden omkring os. Hør om statistikkens heldige og mindre heldige historier og dyk ned i den nyeste forskning omkring tipping points i klimaet.
Foredraget live-streames fra Søauditorierne i Universitetsparken, Aarhus Universitet.
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
TIRSDAG 12. NOVEMBER KL. 18.45-21
FORTIDENS OG FREMTIDENS
VILDE NATUR
Foredrag ved ph.d. i biologi og naturrådgiver Anne Eskildsen, professor i biodiversitet Rasmus Ejrnæs og professor i økologi Hans Henrik Bruun
Mange dyre- og plantearter er i disse år i tilbagegang – men hvornår begyndte nedgangen og hvad er årsagerne? Lær naturens spilleregler at kende for bedre at komme de truede arter til undsætning.
Foredraget live-streames fra Søauditorierne i Universitetsparken, Aarhus Universitet.
Gratis adgang - tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
TIRS. 19. NOVEMBER KL. 18.45-21.30
VIDENSKABEN BAG ØL
Foredrag ved lederen af Carlsberg Laboratorium Birgitte Skadhauge og laboratoriets brygmester Erik Lund
Hos Carlsberg brygger de ikke kun øl –deres forskningslaboratorium har gennem årene også udviklet viden og nye teknikker som ikke kun har forbedret produktionen af øl, men som også har bidraget til forskning i bl.a. gær og klimatolerante planter.
Bemærk: Dette foredrag varer en halv time længere end normalt.
Foredraget live-streames fra Søauditorierne i Universitetsparken, Aarhus Universitet.
Pris: 30 kr. (da der serveres små smagsprøver på fem udvalgte øltyper), tilmelding nødvendig
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
28. OKTOBER - 23. NOVEMBER
UDSTILLING:
MIN ELSKEDE NARKOMAN
Med udstillingen "Min elskede narkoman" viser kunstner Leah Robb stoffernes dragende, destruktive stemme.
For 8 år siden mødte Leah ham, hun i dag kalder "min elskede narkoman". Blot et halvt år senere var han tilbage på stofferne. Leah giver et indblik i både den frustration og magtesløshed, den pårørende føler, men også kampen den afhængige står overfor. Udstillingen har tidligere bl.a. været vist i Pusher Street i containerne, der blev brugt til at blokere gaden.
Leahs hudløse ærlighed gav besøgende et frirum til også at åbne op, og det førte til mange gode samtaler. Det er også målet på Glostrup Bibliotek: at åbne op for dialog, og give en dybere forståelse for emnets kompleksitet.
Udstillingen er desuden interaktiv, så udover at publikum kan gå rundt mellem værkerne, kan man også skrive eller tegne en respons og hænge den op.
Leah Robb er uddannet kunstner og har bl.a. malet Christiania- og flygtningeportrætter, samt skildret USAs valgkamp (se mere på leahrobb.com).
Gratis adgang - ingen tilmelding, bare mød op! Sted: Glostrup Bibliotek, Udlånet
Udstillingen er støttet af
CAFÉER OG FRIVILLIGE
TIRSDAGE I LIGE UGER
KL. 18.30-20.30
STRIKKECAFÉ
Er du vild med at strikke, eller kunne du tænke dig at være det? Så kom til Glostrup Biblioteks strikkecafé. Her er plads til både øvede og nybegyndere, og formen finder vi undervejs.
Vi kigger på forskellige teknikker og får inspiration gennem videoer, hinanden og de nyeste strikkebøger.
Gratis adgang - ingen tilmelding, bare mød op!
Sted: Glostrup Bibliotek, Studiezonen
ONSDAGE KL. 14.30-16.30
IT-CAFÉ
Få hjælp til at bruge nettet konstruktivt, bruge dit MitID, tablet, smartphone, PC og apps. Tager du back-up? Er dit udstyr sikret? – kom og få det checket.
Hver onsdag står bibliotekets IT-kyndige frivillige klar til at hjælpe og rådgive om IT-relaterede emner i hyggelige og rolige omgivelser.
Gratis adgang - ingen tilmelding, bare mød op og bliv klogere på den digitale verden! Privat udstyr medbringes på eget ansvar
Sted: Glostrup Bibliotek, Studiezonen
TIRSDAGE I LIGE UGER KL. 13.30-15.30
ONSDAGE I ULIGE UGER KL. 17-18.30
DANSK SAMTALECAFÉ
Samtalecafé for dig, der vil øve det danske sprog.
Dansk samtalecafé er for dem, hvor dansk ikke er førstesprog. Caféen har til formål at skabe et trygt og hyggeligt rum, hvor der er mulighed for at tale dansk og øve sproget i samtale med andre. Du er selv med til at styre samtalens retning.
Gratis adgang - ingen tilmelding, bare mød op!
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
Arr. i samarbejde med Røde Kors Glostrup
FØRSTE LØRDAG I MÅNEDEN
KL. 12-14
REPAIR CAFE GLOSTRUP
Vores fantastiske frivillige sidder klar til at hjælpe dig med at sy, skrue og lappe dine ting, så de kan få nyt liv.
Alle reparationer er gratis. Men vi har kun værktøj, så tag selv materialer og reservedele med. Evt. kan vi råde dig ift. indkøb af reservedele. Vi kan ikke love, at vi kan fikse alt, men vi vil gerne gøre et forsøg. Vi stiller ingen garanti og reparerer så vidt muligt sammen med dig - og så giver vi gerne en kop kaffe/te imens.
Vi er ikke ude på at konkurrere med det lokale erhvervsliv, så gå til en syerske, hvis du f.eks. skal have lagt nyt tøj op eller tilrettet det og tag fat i en smed, hvis du skal have svejset noget.
Gratis adgang - ingen tilmelding, bare mød op!
Sted: Glostrup Bibliotek, Videnszonen
FRIVILLIG PÅ BIBLIOTEKET
Bliv frivillig i Kulturkorpset, IT-caféen eller Repair Cafe Glostrup.
FRIVILLIG I KULTURKORPSET?
Har du lyst til sjove og spændende oplevelser og til at komme lidt bag kulissen, så meld dig ind i bibliotekets Kulturkorps. Her vil du sammen med andre frivillige og bibliotekets personale være med til at afvikle arrangementer og blive en del af værtskabet på biblioteket.
Kontakt bibliotekets frivilligkoordinator Helene Hansen på mail: helene.hansen@glostrup.dk, hvis du er interesseret
FRIVILLIG I IT-CAFÉEN?
Bliv en del af teamet! Bibliotekets IT-café søger IT-kyndige frivillige. Som frivillig i caféen, kan du med få timers indsats ugentligt gøre en stor forskel for andre mennesker. IT-caféen hjælper med dagligdags IT-udfordringer, som eks. e-boks, netbank, rejsekort, brug af tablet og smartphone.
Kontakt bibliotekets frivilligkoordinator Helene Hansen på mail: helene.hansen@glostrup.dk, hvis du er interesseret
FRIVILLIG I REPAIR CAFE GLOSTRUP?
Er du fiks på fingrene og kunne tænke dig at blive frivillig i Repair Cafe Glostrup, er du meget velkommen. Måske kan du sy/strikke, lodde eller er god til elektronik. Uanset har vi plads til dig. Det er ikke vigtigt, at du kan komme hver gang. Vi er allerede en god lille gruppe af frivillige, så vi skiftes lidt.
Kontakt Grøn Guide i Glostrup, gron.guide@glostrup.dk, eller bibliotekets frivilligkoordinator Helene Hansen, helene. hansen@glostrup.dk - eller mød op til en af cafeerne, hvis du er interesseret.