slavehandlen i nordghana en historisk sammenfatning
Slavehandlen i det nordlige Ghana
overføres til den dødes familie som ufrie (slaver), og endelig kunne man også dømmes til slaveri, som straf for en forbrydelse. Desuden blev krigsfanger typisk slaver.
En historisk sammenfatning GV har bedt den erfarne journalist Adam Illiasu fra Tamale, Ghana om at bearbejde slaveri-temaet med en nordghanesisk vinkel. Dette historiske overblik er Illiasu’s bearbejdede udgave af en historisk redegørelse som GV fik historiker Marianne Rostgaard til at lave. Der var tre slags slaveri og slavehandel, der havde indflydelse på det nordlige Ghana. Den islamiske slavehandel, indenlandsk slavehandel og Europa-/ Atlanterhavsslavehandlen. Tanken om, at nogle afrikanere solgte deres eget folk til slaveri, er blevet nedtonet af historiebøgerne, men det er en kendsgerning, der aldrig kan skjules. “Længe før europæerne kom til Afrikas Guineakyst, havde vores lokale folk allerede praktiseret slaveriet her”, fortæller Iddi Bawa, sprogforsker i Salaga. Den eksterne handel var ikke ansvarlig for at opfinde slaveriet i Ghana. Da den eksterne slavehandel begyndte i Ghana i det 17. århundrede og fremefter, var indenlandsk slaveri og handel veletablerede institutioner. Slaverne blev erhvervet ved krigsførelse, pantsættelse, togter/ kidnapning og som hyldestgaver.
Hvem blev slaver? Pantsætning var noget man tilbød som sikkerhed for penge eller lån. Den pantsatte person blev stillet til sikkerhed for, hvad den pågældende eller en anden person skyldte. Den pantsatte arbejdede for kreditor, indtil gælden var betalt. Hvis gælden ikke blev betalt på det aftalte tidspunkt, blev den pantsatte person slave. De dominerende etniske grupper fra nord jagede mindre og svagere etniske grupper og kidnappede dem som slaver. Børn og hustruer kunne, hvis manden døde,
2
I Page
Disse ankellænker er af den type, der anvendtes til at fastholde slaverne. De blev helt nøgne lænket sammen ved hals, hænder og fødder. I titusindvis blev de bundet med jern og mishandlet med det formål at knække deres viljestyrke, så de makkede ret
Den ny slags slavehandel Den indenlandske slavehandel havde eksisteret i århundreder, da den eksterne slavehandel indførtes i Ghana af europæerne. Denne nye handelsvej blev hilst velkommen af nogle folk i Ghana. Metoderne til erhvervelse af slaver til denne nye handel var ikke vanskeligt at finde, fordi den indenlandske handel allerede modellen klar. Den indenlandske handel ledte derfor til udenrigshandel med slaver indirekte og direkte. Indirekte gennem køb fra slavemarkeder og direkte gennem krigsførelse, slavejagt, kidnapning, bedrag osv. Indførelsen af den eksterne slavehandel faldt sammen med stigningen og udvidelsen af stater i landet, blandt de største er Asante. Opblomstringen af Asante i 1701, erobringer, konsolidering og ekspansion mod nord, syd, øst og sydøst, resulterede i slaveri for de tusindvis af krigsfanger, der var nødvendige for hjemmemarkedet og til ekstern brug.
Slaveri eksisterede i Afrika og andre steder før europæernes indgriben, om end i en meget anderledes sammenhæng. Folk blev gjort til slaver, som en konsekvens af at blive fanget i krig, som straf for at begå en forbrydelse eller som et middel til at undslippe hungersnød. Mens slaveriet i Afrika kunne være yderst brutalt, så havde afrikanske slaver en social såvel som økonomisk værdi og de bragte prestige og status til deres ejer. Slaver holdt i Afrika var stadig generelt anset som mennesker og en del af samfundet. Derimod var dem, der blev solgt i den transatlantiske slavehandel anset som gods, der kunne købes og sælges. Deres eneste værd blev gjort op i penge. Som en konsekvens heraf, blev afrikanske slaver rutinemæssigt tortureret (fx pisket, brændemærket, slået, lænket, osv.), adskilt fra andre familiemedlemmer og frataget deres egne navne. Næppe nogen af de millioner, der blev transporteret over Atlanten vendte nogensinde tilbage til Afrika. Asante voksede sig stærk på slavehandelen
Kæderne blev brugt af slavehandlere for at binde slaverne til hinanden for at forhindre dem i at undslippe eller gøre oprør. Slaverne blev betragtet som en værdifuld handelsvare. Asante (med hovedstaden Kumasi) begyndte sin ekspansion i det nordlige Ghana i 1732, hvor Asante angreb Gonja. Asante undertvang sig Gonja under Asantehene Opoku Ware. En af de betingelser, som staten Gonja måtte acceptere, var at betale et årligt bidrag af slaver til Asante. I løbet af 1700-tallet erobrede Asante alle stater nord for Asante, som så blev vasalstater under Asante. Slaver, der skulle betales i årligt bidrag, kom fra Gonja og områderne øst for Gonja. I 1751-52 udnyttede Safo Kantaka fra Mampong (nabostat til Gonja og delstat i Asante) interne Gonja stridigheder til at overtage Kpenbewura fra den herskende klan i Gonja, og tog nogle af hans slægtninge som gidsler og bragte dem til Kumasi. De blev løsladt senere, men vi ved fra kilderne (Kitab Gbunja - Gonja krøniken), at prisen for dette var, at Gonja hvert år derefter skulle betale et bidrag på 1000 slaver til Asante.
Fort Christiansborg, dansk slavefort på Guldkysten 1654 til 1850. Billedet er lavet kort efter 1824. Udposten til højre er Fort Prøvestenen. Navnet Christiansborg kommer fra Christian V, der dør 1699.
Page
I
3
Andre kilder - L.F. Rømers beskrivelse fra Gold Coast i 1760’erne - nævner, at Asantehene Opoku Ware i 1744-1745 var klar til at indlede en krig mod et stærkt land nordøst for Asante. Landet er ikke navngivet af L.F. Romer, men der er ingen tvivl om, at det var Dagbon/Dagomba. Yendi Drum krøniken nævner, at Opoku Ware angreb Yendi i 1745. Dagomba krigerne var bevæbnet med buer, pile og spyd, mens Asante krigerne havde europæiske skydevåben (Dane guns). Dagomba krigernes heste var så foruroliget over geværerne, at de nægtede at angribe. Krigen endte og Dagomba skulle betale stor en krigserstatning til Asante i form af slaver. For Dagombas selvværd, har det siden været meget vigtigt at understrege, at det var en krigsgæld, der blev betalt og at Dagomba ikke ligesom Gonja betalte bidrag (dvs. at Dagomba ikke var vasalstat under Asante, som Gonja var). Ghanesiske historikere er endnu ikke nået til enighed om de præcise forhold mellem Asante og Dagbon. Mens nogle hævder, fx som Tamakloe (1931), Wilks (1971) og Fage (1964), at Dagbon blev Asantes vasal-stat efter erobring og intervention, mens andre som Duncan-Johnstone og Blair (1932) og Iliasu, AA, er af den modsatte opfattelse. Iliasu ser relationerne “som en politisk-økonomisk symbiose i stedet for en erobring” og tilføjer videre, at Asante tilstedeværelsen i Dagbon var “yderst rentabel for begge parter.” Dette er stadig et meget omstridt emne og forskerne er endnu ikke enige om konklusionen. De ofte hastigt accepterede vasalagtige billeder af Dagbon og Gonja overfor Asante har bestemt de stereotype holdninger, som folk i det sydlige Ghana har haft overfor de nordlige ghanesere. Den eksterne slavehandel formindskedes ikke og den ødelagde heller ikke den indenlandske handel; De to systemer eksisterede side om side og understøttede hinanden. Da den eksterne handel blev juridisk afskaffet i 1807, fortsatte den indenlandske handel i bedste velgående, indtil dens juridiske afskaffelse i kolonien i 1874 i Asante og de nordlige områder efter 1908. Nogle af de slaver, der blev betalt som bidrag til Asante (fra Gonja) eller som betaling af gæld (fra Dagomba) blev senere solgt tværs over Atlanten.
4
I Page
Den danske minister G.G. Oldendorp mødte slaver i Dansk Vestindien, der kom fra det nordlige Ghana. Gennem Dagomba og Asante var de blevet solgt til danske slavehandlere på Guldkysten. Oldendorp rapporterer, at slaverne han havde mødt i Dansk Vestindien i 1767-68, talte om Atabia som deres konge. Atabia var konge af Mamprugu og havde bygget en defensiv mur omkring byen Nalerigu, som var den vigtigste by i Maprugu i 1700-tallet (Kankpeyeng 2009, s. 212). Fra midten af 1700-tallet blev det nordlige Ghana således gradvist involveret i den transatlantiske slavehandel som skat/krigsgæld til Asante. Det var kun en del af slaverne fra det nordlige Ghana, der indgik i den transatlantiske slavehandel. Mange af slaverne fra det nordlige Ghana blev solgt internt i Ghana, og bidrog fx gennem deres arbejde, til den økonomiske udvikling i Asante - både i guldminerne og senere i plantager og ved dyrkning af eksport afgrøder, der brugte man slaver som arbejdskraft i vid udstrækning.
Slavehandlens storhedstid Den atlantiske slavehandel var på sit højeste i slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet op til forbuddet mod den transatlantiske slavehandel. Handel med slaver fra det nordlige Ghana blev intensiveret i 1800-tallet, og var her på sit højdepunkt i perioden efter den transatlantiske slavehandel blev forbudt af Danmark og Storbritannien som de første nationer (henholdsvis 1801 og 1807). Det understreger, at en stor del af slaverne fra det nordlige Ghana blev solgt til indenlandsk slaveri eller solgt til det, der i dag er Ghanas nabostater. Salaga blev omtalt som “Timbuktu i syd” for sin kosmopolitiske befolkning og varierede handel. På grund af sin placering tjente byen som det største slave marked i det 18. og 19. århundrede i Vestafrika. Den fungerede som en vigtig købstad for Ashanti riget, især den travle regionale slave- og kolahandel styrede Salaga og gav Ashanti et monopol på handel mod nord og handel mod syd. Byen fungerede også som en transit punkt gennem Dagomba byerne Kpabia og Yendi til Kano i Nigeria.
Slavehandlen - og togterne op i det nordlige Ghana for at erhverve slaverne - var i 1880’erne og frem til 1920 arrangeret af Zabarimaerne. Det var en gruppe af handlende fra Songhai, en region i Niamey i dagens Niger. De havde i 1870’erne fungeret som håndlangere for Dagomba slavehandlere (og før de blev involveret i slavetogterne havde de handlet med heste). Efter den britiske erobring af Asante fortsatte de slavetogterne i det nordlige Ghana og lod sig også hverve som lejesoldater (de kæmpede som kavaleri) for lokale høvdinge i Sisala og Grunshi (Nordghana) i deres interne krige mod hinanden. Zabarima slavetogterne nåede deres højdepunkt i 1880’erne og 90’erne med Babatu som deres leder. Slavejagter med Babatu og den generelle plyndring og voldelig adfærd, mindes stadig i mundtlige overleveringer i det nordlige Ghana, og lokale folk kan vise huler/ skjulesteder, hvor folk gemte sig selv og deres værdier (kvæg) og der er rester af de beskyttende mure bygget til at modstå Babatu og hans røvere. De røvede ikke kun mennesker men også dyr, mad og alt andet af værdi. Ud over røveri og plyndring, levede de af at kræve beskyttelsespenge for ikke at angribe en landsby - kort sagt: De var en bande, der brugte det man i Danmark kalder “rocker metoder«. Babatu banden var ikke den eneste gruppe af røvere i det nordlige Ghana, der i 1800-tallet ikke havde nogen stærke beskyttere.
Da slavehandelen tog af Franske styrker greb ind mod Babatus togter i 1896, indtil briterne satte en endelig stopper for de forskellige plyndrende bander i slutningen af 1890’erne, hvor de opnåede kontrol over det nordlige Ghana. Aftalen i 1898 mellem Storbritannien, Frankrig og Tyskland, med tegning af grænser og deling af Midt Volta Bassinet mellem stormagterne i Europa, markerer afslutningen af slavehandelen ad de gamle Hausa handelsruter. Slavehandlen internt i Ghana (og ulovligt ud af Ghana) blev ikke endeligt afskaffet før Forordningen Om Slaveriets Afskaffelse i 1928 (Kankpeyeng 2009 s. 211), og selv om slavehandel hermed blev endeligt forbudt, eksisterede det i Ghana frem til slutningen af det 20. århundrede. Akosua Adoma Perbi taler om perioden 1908-1928, som det fjerde trin i afskaffelsen af slaveriet. Den britiske højkommissær i de nordlige territorier, Graft Johnson, var under pres for at
afskaffe slaveriet, og han skrev en lang rapport (19 siders notat fra 1927), hvor han indrømmede, at der stadig var slaver i det nordlige Ghana. At briterne var så længe om at gribe ind over for slaveriet (som den britiske offentlige mening var klart imod) skyldtes, at kampen mod slaveriet var en del af koloniregimets retfærdiggørelse af sig selv som kolonimagt. Det var også fordi, briterne ikke ville lægge sig ud med Asante. Selvom grænsen blev trukket af de britiske, franske og tyske kolonimagter i 1898, var deres kontrol over de områder, de regerede ikke sikrere, end at briterne frygtede, at et oprør fra fx Asante kunne resultere i, at regionen gled fra briterne til andre europæiske kolonimagter. For at fastholde kontrol over deres koloni, havde briterne brug for Asante som allieret. Internt i Ghana kom modstanden mod afskaffelsen af slaveriet fra eliten (som selv holdt slaver) og afskaffelse af slaveriet var derfor også en kamp mellem samfundsgrupper i Ghana, og mellem de gamle eliter og hvad blev den nye elite i Ghana, en veluddannet middelklasse, der voksede de sidste år af kolonitiden og tog magten i Ghana efter briterne. Der er ingen præcise tal for, hvor mange slaver blev eksporteret fra det nordlige Ghana i de cirka 165 år (fra omkring 1730 til 1895), hvor folk herfra blev solgt som slaver. Benedict G. (1998) anslår mindst en halv million mennesker - hovedsagelig unge mænd og kvinder. Det nordlige Ghana var allerede et tyndt befolket område, og det har helt sikkert haft en indvirkning lokalt, når de unge i en landsby forsvandt. Der er en lang debat mellem forskere på dette område, ikke kun om slavehandel i det nordlige Ghana, men om slavehandlen i almindelighed, har ført til underudvikling i Afrika. Generelt er der den forståelse, at slavehandel havde lokale effekter og nogle ødelæggende bivirkninger, men at det er misvisende at tegne en lige linje fra slavehandel til den konstaterede underudvikling.
Page
I
5
Skæv økonomisk udvikling i Ghana Hvis man kan sige, at slavehandel bragte økonomisk udvikling (hvad den til en vis grad gjorde), kan man også med forsigtighed sige, at kun det nordlige Ghana fik ulemperne, mens det sydlige Ghana (hvor de europæiske handelsstationer og forter var) fik en lille andel i fordelene ved den transatlantiske slavehandel. Hovedparten af gevinsten var selvfølgelig slavehandlernes (Europas). Men slavehandlen forstærkede så at sige det sydlige Ghana, herunder Asante, på det nordlige Ghanas bekostning. Underudvikling i det nordlige Ghana skal imidlertid også forklares ud fra den britiske kolonipolitik i Ghana. Det nordlige Ghana var et område, hvor kolonien ikke investerede, og hvor livet efter den britiske erobring blev mere fredelig. Man var ikke længere involveret i det lukrative handelsnetværk, men på mange måder frakoblet den økonomiske udvikling i den nu britiske koloni. Eksport økonomien i British Vestafrika var efter slaveriets tid koncentreret omkring kakaoproduktion. I Ghana blev kakaobønner primært dyrket i Asanteområdet, ud over den britiske investering i bauxit minedrift (som bruges i produktionen af aluminium). De nordlige områder er primært savanne, velegnet til landbrug og husdyr, og - som nævnt - ikke et område, der blev investeret i, så længe briterne styrede Ghana. Handel med kakaobønner, som var Ghanas vigtigste eksportvare i slutningen af 1800-tallet, var organiseret som et britisk statsmonopol, der var ansvarlig for at købe kakaobønner fra landmændene. Statsmonopolet havde de største indtægter fra eksporten - de priser, der betaltes til dem, der dyrkede kakaobønner blev holdt (kunstigt) nede, for at sikre så stort et afkast som muligt til kolonimagten. Noget af provenuet blev investeret i infrastruktur og opbygning af en industri i Ghana, for eksempel bauxit udnyttelsen. Efter Ghanas uafhængighed fortsatte den nye stat (kaldet Ghana efter uafhængigheden i 1957) strukturen med et statsmonopol, der opkøbte kakaobønner, og fik overskuddet fra eksporten. Man kan sige, at det var en måde at generere
6
I Page
indtægter til staten på, og derfor overtog de systemet i stedet for det langt vanskeligere: At etablere et skattesystem. Afkoloniseringen førte ikke til ændring af de koloniale begrænsninger. For det nordlige Ghana blev konsekvenserne en fortsat og uddybet underudvikling, da de gamle handelsruter blev afskåret af koloniale grænser. Det nordlige Ghana var aldrig rigtig knyttet til udviklingen af det sydlige Ghana/kystområderne, og heller ikke til produktionen af kakaobønner, der kan dyrkes i det tropiske regnskovsbælte i det sydvestlige Ghana til eksport.
I det nye Ghana fortsatte skævhederne Det nye Ghana fortsatte også det britiske projekt med at opbygge en aluminiumsproduktion, hvor el til aluminiumsproduktionen skulle komme fra en stor dæmning over Volta-floden. Briterne havde designet anlægget, men løb tør for tid til at bygge det. Samlet set fortsatte det nye Ghana, den politik briterne påbegyndte med at udvikle industrien og investere i infrastruktur og uddannelse. Det gik ret godt, så længe prisen på kakaobønner i 1950’erne og 1960’erne var høj. Sammenfattende kan man sige, at det nordlige Ghana nød godt af nogle af projektinvesteringerne til økonomisk udvikling af Ghana (bedre infrastruktur, skoler, etc.) - men det nordlige Ghana forblev et område, hvor man generelt investerede meget mindre end i andre dele af Ghana. Slavehandel alene er ikke det eneste der forklarer, hvorfor det nordlige Ghana forblev et mindre udviklet område end andre dele af Ghana. Det er helt sikkert, at mange mennesker blev røvet og forsvandt fra regionen. Man kan pege på, at handlen fra 1600-tallet, og især fra 1700-tallet, hvor den transatlantiske slavehandel tog virkelige fart, blev orienteret mod syd. Det gav op til det 20. århundrede muligheder for købmænd, der etablerede en nord-syd handel i Ghana. Det var først i slutningen af 1800-tallet, at det nordlige Ghana blev frakoblet handelsnetværket og dermed den økonomiske udvikling i syd.
Hvis man ønsker at se nærmere på virkningerne af slavehandlen, og den sociale og økonomiske dynamik fra 1800-tallet og fremad, skal man se på de interne sociale og kulturelle relationer i Ghana. De er dybt sammenflettet med slavehandel og slaveriets historie og har derfor været - og er stadig - med til at gøre slavehandlens historie til et omstridt emne også indenfor Ghana.
Litteraturliste Frederick Cooper, Africa since 1940, Cambridge University Press, 2002. Benedict G., The Slave Trade in Northern Ghana, Woeli Publishing Services, Accra (Ghana), 1998 Benjamin W. Kankpeyeng, The Slave Trade in Northern Ghana: Landmarks, Legacies and Connections, Slavery and Abolition, Vol. 30, no. 2, Routledge, 2009 Wyatt MacGaffey, Death of a king, death of a kingdom? Social pluralism and Succession to high office in Dagbon, Northern Ghana, Journal of Modern African Studies, Vol. 44, no. 1, Cambridge Journals, March 1996. Akousa Adoma Perbi, A History of Indigenous Slavery in Ghana from the 15th till 19th Century. SubSaharan Publishers, Accra (Ghana), 2004.
Ghana Venskab Klosterport 4 C, 3. 8000 Århus C.
www.ghanavenskab.dk facebook/ghanavenskab
Page
I
7