Ventetid - uddrag

Øvrige titler i serien om Cazalet-familien De gode år De svære år Tiden efter

Ventetid_TRYK.indd 2

14/09/2017 14.25

Elizabeth Jane Howard

Ventetid pĂĽ dansk ved Anne Ziersen

gads forlag

Ventetid_TRYK.indd 3

14/09/2017 14.25

Til Dosia Verney

Ventetid er oversat fra engelsk efter Marking Time Copyright © 1991 by Elizabeth Jane Howard All rights reserved Dansk udgave copyright © 2017 Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfoto: iStockphoto, Shutterstock Bogen er sat med minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige ISBN: 978‑87‑12‑05493‑1 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Ventetid_TRYK.indd 4

14/09/2017 14.25

CAZALET-FAMILIERNE OG DERES TJENERSKAB • William Cazalet (f. 1860) (Brigadieren) Kitty (f. Barlow, 1867) (Hertugen) Rachel (f. 1899), deres ugifte datter Mrs. Cripps (kokken) Eileen (kammerpige) Peggy og Bertha (stuepiger) Dottie og Edie (køkkenpiger) Tonbridge (chauffør) McAlpine (gartner) Wren (staldknægt) Billy (havedreng) Emily (kok) Bracken (Edwards chauffør) Hugh Cazalet (f. 1896), ældste søn Sybil (f. Cater, 1899), hans kone Polly (f. 1925), deres datter Simon (f. 1926), deres ældste søn William (Wills) (f. 1937), deres yngste søn Edward Cazalet (f. 1897), mellemste søn Villy (f. Rydal, 1896), hans kone Louise (f. 1923), deres ældste datter Teddy (f. 1924), deres ældste søn Lydia (f. 1931), deres yngste datter Roland (Roly) (f. 1939), deres yngste søn

5

Ventetid_TRYK.indd 5

14/09/2017 14.25

Rupert Cazalet (f. 1903), yngste søn.

Gift 1. gang m. Isobel Rush (f. 1893, d. 1930) Gift 2. gang m. Zoë Headford (f. 1915) Clarissa (Clary) (f. 1925), hans datter m. Isobel Neville (f. 1930), hans søn m. Isobel Ellen (barnepige) Jessica Castle (Villys søster) Raymond, hendes mand Angela, deres ældste datter Christopher, deres ældste søn Nora, deres mellemste datter Judy, deres yngste datter

•

Ventetid_TRYK.indd 6

14/09/2017 14.25

HOME PLACE • SE P T E M BE R 1 9 3 9 •

En eller anden havde slukket for radioen, og selv om stuen var fuld af mennesker, var der dyb stilhed – og i denne stilhed kunne Polly føle, næsten høre, sit eget hjerte hamre. Ingen talte og ingen bevægede sig, det var stadig afslutningen på freden…

Brigadieren, hendes bedstefar, rørte på sig. Hun betragtede ham, mens han – stadig i dyb stilhed – langsomt rejste sig, blev stående et øjeblik med den ene hånd liggende skælvende på ryggen af sin stol og strøg sig over sine fugtige øjne med den anden. Så gik han gennem stuen og kyssede sine to ældste sønner, Pollys far Hugh og onkel Edward. Hun ventede på, at han også skulle kysse onkel Rupert, men det gjorde han ikke. Hun havde aldrig set ham kysse en mand før, men det virkede mere som en undskyldning, en honnør. Det var for det, de gennemgik sidste gang, der var krig, og fordi det havde været forgæves, tænkte hun.

Polly så alt. Hun så onkel Edward fange hendes fars blik og så blinke og hendes fars ansigt fortrække sig, som om han huskede noget, han næsten ikke kunne holde ud at tænke på. Hun så sin bedstemor, Hertugen, sidde meget rank og stirre på onkel Rupert med en slags dyster vrede.

Hun er ikke vred på ham, hun er bange for, at han skal med i den. Hun er så gammeldags, hun tror kun, det er mænd, der skal kæmpe og dø; hun forstår ikke noget. Polly forstod alt.

10

Ventetid_TRYK.indd 10

14/09/2017 14.25

Folk var begyndt at flytte på sig, mumle, tænde cigaretter, give børnene besked på at gå ud og lege. Det værste var sket, og de opførte sig alle nogenlunde, som de ville have gjort, hvis det ikke var sket. Det var sådan, hendes familie reagerede, når det stod slemt til. For et år siden, hvor det havde været ærefuld fred, havde de alle virket anderledes, men Polly havde ikke haft tid til at lægge ordentligt mærke til det, for netop som forbløffelsen og glæden ramte hende, var det, som om hun var blevet skudt. Hun var besvimet. – Du blev helt hvid og nærmest blind, og du besvimede. Det var frygtelig interessant, havde hendes kusine Clary sagt. Clary havde skrevet om det i den Bog med Oplevelser, som hun førte til senere brug, når hun blev forfatter. Polly følte, at Clary så på hende nu, og netop som deres blikke mødtes, og Polly gav et lille bejaende nik til, at de begge forsvandt derfra, begyndte en fjern sirene at hyle, op og ned, og hendes fætter Teddy råbte: – Det er et luftangreb! Gud! Allerede! Og alle rejste sig, og Brigadieren beordrede dem til at hente deres gasmasker og samles i gangen for at gå ud i beskyttelsesrummet. Hertugen gik ud for at sige det til tjenestefolkene, og hendes mor, Sybil, og tante Villy sagde, at de var nødt til at gå hen til Pear Tree Cottage og hente Wills og Roly, og tante Rach sagde, at hun var nødt til at smutte ned på Mill Farm for at hjælpe forstanderinden med de evakuerede babyer – der var næsten ingen, der gjorde, hvad Brigadieren sagde.

– Jeg skal nok bære din maske, hvis du gerne vil have dit skrivehæfte med, sagde Polly, mens de ledte efter kassen med maskerne på deres værelse. Pokkers også! Hvor lagde vi dem? De ledte stadig efter dem, da sirenen tudede igen, ikke hylende op og ned denne gang, bare en enstonig tuden. – Alt i orden! var der en, der råbte ude fra hallen.

– Det må have været falsk alarm, sagde Teddy; han lød skuffet.

– Vi ville alligevel ikke have set noget som helst, begravet i det rædsels­ fulde beskyttelsesrum, sagde Neville. Og du har vel hørt, at de bruger

11

Ventetid_TRYK.indd 11

14/09/2017 14.25

krigen som undskyldning for ikke at tage til stranden, hvilket jeg synes er noget af det mest uretfærdige og dumme, jeg nogensinde har hørt i hele mit liv.

– Vær nu ikke så dum, Neville! sagde Lydia knusende. Man tager ikke til stranden, når der er krig.

Der hang en generel, stridbar stemning i luften, tænkte Polly, selv om det udenfor var en mild søndag formiddag i september med lugten af brændende haveaffald fra McAlpines bål, og alt lignede sig selv. Børnene var alle blevet sendt ud af stuen; de voksne ville gerne snakke, og helt naturligt blev det mødt med modvilje af alle, der ikke blev klassificeret som sådan. – Det er jo ikke, fordi de kommer med sjove vittigheder hele tiden og skriger af grin, når vi ikke er der, sagde Neville, mens de marcherede ud i hallen. Før nogen kunne nå at bakke ham op eller lukke munden på ham, stak onkel Rupert hovedet ud ad stuedøren og sagde: – Alle de, der ikke kunne finde deres masker, går op og finder dem nu, og i fremtiden skal de opbevares i våbenkammeret. Af sted.

• – Jeg er virkelig vred over at blive regnet for et barn, sagde Louise til Nora, mens de gik ned til Mill Farm. De sidder der i timevis og lægger planer for os alle, som om vi blot var brikker i et spil. Vi burde i det mindste have en chance for at protestere mod deres arrangementer, før de er faits accomplis.

– Det, vi skal gøre, er at sige, at vi er enige med dem, og så gøre, hvad vi mener er det rigtige, svarede Nora, hvilket Louise havde mistanke om betød at gøre, hvad hun havde lyst til.

– Hvad vil du lave, når vi er færdige på husholdningsskolen?

– Jeg vil ikke tilbage hertil. Jeg vil være sygeplejeelev.

– Åh nej, lad være! Bliv i det mindste til påske. Så kan vi begge holde

12

Ventetid_TRYK.indd 12

14/09/2017 14.25

op. Jeg ville simpelthen hade at være der uden dig. Og desuden vil jeg vædde på, at de ikke tager nogen på sytten som sygeplejeelev.

– De tager mig, sagde Nora. Du skal nok klare dig. Du lider slet ikke af hjemve længere. Du er ovre det værste. Det er bare sort uheld, at du er et år yngre, for det betyder, at du bliver nødt til at vente med at være virkelig nyttig. Men du bliver en meget bedre kok end mig.

– End jeg, svarede Louise automatisk.

– End jeg så, og det bliver utrolig nyttigt. Du kunne gå ind i et af værnene som kok.

En helt igennem utiltalende fremtidsudsigt, tænkte Louise. Hun ønskede faktisk slet ikke at være nyttig. Hun ønskede at blive en stor skuespillerinde, noget som hun udmærket godt vidste nu, at Nora betragtede som frivolt. De havde haft et alvorligt… ikke netop skænderi, men en ordveksling om det i ferien, hvorefter Louise var blevet forsigtig med at lufte sine ambitioner. Skuespillerinder er ikke nødvendige, havde Nora sagt, mens hun dog indrømmede, at hvis der ikke blev krig, ville det ikke betyde så meget, hvad Louise lavede. Louise havde taget hævn ved at stille spørgsmålstegn ved nonners nytte (Noras foretrukne profession, der nu var stillet i bero – til en vis grad fordi hun havde lovet ikke at blive nonne, hvis der ikke blev krig sidste år, og nu udelukket i den nærmeste fremtid på grund af behovet for sygeplejersker). Men Nora havde sagt, at Louise ikke havde nogen anelse om bønners betydning og behovet for, at der var nogen, der viede deres liv til det. Problemet var, at Louise var ligeglad med, om verden havde brug for skuespillerinder eller ej, hun ville bare gerne være det. Det satte hende i en moralsk inferiør position vis-a-vis Nora og gjorde en sammenligning af værdien af deres karakter til et ubehageligt foretagende. Men Nora foregreb altid enhver mulighed for skjult kritik ved at slå hovedet på et meget større og meget mere ubehageligt søm. Jeg har frygtelige problemer med min selvgodhed, kunne hun så sige, eller: Hvis jeg nogensinde kommer bare

13

Ventetid_TRYK.indd 13

14/09/2017 14.25

i nærheden af at blive optaget som novice, vil min elendige selvglæde snyde mig. Hvad kunne man sige til det? Men Louise havde ikke rigtig lyst til at kende sig selv med samme skrækindjagende indsigt, som Nora havde om sig selv.

– Hvis det er, hvad du synes, du er, hvordan kan du så holde det ud? havde hun sagt hen imod slutningen af deres skænderi/diskussion.

– Jeg har ikke noget valg. Men i det mindste betyder det, at jeg ved, hvad jeg skal arbejde på. Der var den igen. Jeg er sikker på, at du kender dine fejl, Louise, det gør de fleste, inderst inde. Det er det første skridt.

Louise ønskede stadig at overbevise Nora om værdien i at spille skuespil og havde forsøgt med de store som f.eks. Shakespeare, Mozart og Bach. (Hun havde snedigt taget Bach med, fordi han var kendt for at være religiøs). – Du tror da ikke, at du bliver ligesom en af dem! Og det havde lukket munden på Louise. For en lille hemmelig del af hende var overbevist om, at hun ville blive ligesom en af dem – eller i det mindste en Bernhardt eller Garrick (for hun havde altid drømt om de mandlige roller). Diskussionen endte uafgjort ligesom alle diskussioner, hun havde med andre, og gjorde hende endnu mere stædigt sikker på, hvad hun ville, og Nora endnu mere fast besluttet på, hvad hun ikke skulle.

– Du dømmer mig hele tiden! havde hun råbt.

– Det gør du også, havde Nora straks givet igen. Sådan gør man med hinanden. Men jeg er ikke sikker på, at det er at dømme, det er mere det at måle et menneske efter et ideal. Jeg gør det selv hele tiden, havde hun tilføjet.

– Og du lever naturligvis altid op til det.

– Selvfølgelig ikke! Det uskyldige, benægtende blik bragte Louise til tavshed. Men da hun så op på sin venindes tunge, kraftige øjenbryn og de svage, men umiskendelige tegn på et overskæg på hendes overlæbe, blev hun klar over, at hun var glad for, at hun ikke så ud som Nora, og at det var en slags dom. Efter min bedømmelse er du et meget bedre

14

Ventetid_TRYK.indd 14

14/09/2017 14.25

menneske end mig, havde hun sagt og havde ikke tilføjet, at hun alligevel hellere ville være sig selv.

– Ja, jeg kunne vel blive kok et eller andet sted, sagde hun, idet de drejede ind ad indkørslen til Mill Farm, hvor de havde boet indtil for to dage siden. Fredag formiddag var det blevet meddelt, at alle beboerne skulle flytte til Brigadierens nye småhuse, der nu var bygget sammen til ét ret stort hus og var blevet døbt Pear Tree Cottage på grund af et ældgammelt pæretræ i haven. Der var otte soveværelser, men da først Villy og Sybil var blevet installeret med Edward og Hugh i weekenderne og Jessica Castle, der aflagde sit årlige besøg sammen med Raymond (der var taget til London for at hente miss Milliment og lady Rydal), var der kun plads til Lydia og Neville og de to små, Wills og Roland.

Flytningen til Pear Tree Cottage havde taget hele dagen, og de større børn blev flyttet til Home Place, hvor Rupert og Zoë også var anbragt sammen med grandtanterne og Rachel. Om lørdagen var Babyhotellet ankommet: femogtyve babyer, seksten sygeplejeelever, forstanderinden og Søster Crouchback. De var ankommet i to busser, den ene ført af Tonbridge og den anden af Rachels veninde Sid. Sygeplejeeleverne skulle sove på squashbanen, der nu var udstyret med tre tørklosetter og en meget ustabil bruser. Forstanderinden og Søster beboede Mill Farm sammen med babyerne og en turnus af sygeplejeelever, der skulle hjælpe til om natten. Lørdag eftermiddag havde Nora foreslået, at hun og Louise gik hen og lavede aftensmad til sygeplejeeleverne, et tilbud der blev modtaget med største taknemmelighed af tante Rachel, der havde været oppe siden daggry og var totalt udmattet af at gøre squashbanen til et sted, hvor folk ikke blot kunne sove, men også opbevare deres personlige ejendele.

Madlavningen havde vist sig at være umådelig vanskelig, fordi køkkenredskaberne fra Mill Farm var blevet flyttet til Pear Tree Cottage, og Babyhotellets udstyr – det blev transporteret dertil i en Cazalet-lastbilvar kørt forkert og først dukkede op klokken ni om aftenen. De var nødt til at

15

Ventetid_TRYK.indd 15

14/09/2017 14.25

lave maden i Pear Tree Cottage, og Villy kørte den derhen i bil sammen med dem. Det betød, at de lavede mad med Emilys nærmest sårende og nedladende blik hvilende på sig, hendes mening om damer og deres børn var naturligvis, at de ikke kunne koge et æg, om det så gjaldt livet; hun var også af to grunde uvillig til at fortælle dem, hvor tingene var, for det første fordi hun var helt rundt på gulvet over al forvirringen, og for det andet fordi hun under alle omstændigheder ikke ville have, at de brugte hendes ting. Louise måtte indrømme, at Nora var vidunderlig taktfuld og tilsyneladende døv for fornærmelser. De lavede to kæmpestore kød– og kartoffelmospier, og Louise lavede en portion rigtige teboller, fordi hun lige havde lært at lave dem og var rigtig god til det. Måltidet var blevet modtaget med stor taknemmelighed, og forstanderinden havde kaldt dem et par små perler.

Man kunne høre babygråd, da de nåede huset. Nora sagde, at de måtte være blevet afbrudt i deres formiddagssøvn af sirenen og af at blive båret ud i beskyttelsesrummet, som Brigadieren havde fået opført. – Hvordan sygeplejerskerne kan nå derud fra squashbanen i tide, hvis der er luftangreb om natten, er mig en gåde, tilføjede hun. Louise tænkte på bomber, der faldt i mørket, og gøs. Kunne tyskerne gøre det? Det kunne de nok ikke, tænkte hun, men hun sagde ikke noget, ønskede ikke at vide det.

Forstanderinden og tante Rach var i køkkenet. Tante Rach var ved at pakke køkkenredskaber ud af store pakkasser. Forstanderinden sad ved bordet og lavede lister.

En elev var ved at hælde modermælkserstatning op fra en enorm dåse Cow and Gate, og en anden var ved at sterilisere sutteflasker i to enorme gryder på komfuret. Der herskede en stemning af godt humør i en krisesituation.

– Nød lærer nøgen kvinde at spinde, sagde forstanderinden. Hun lignede en vejrbidt dronning Victoria, tænkte Louise; de samme ret fremstående, blegblå øjne og den lille, krumme næse, men hendes tykke,

16

Ventetid_TRYK.indd 16

14/09/2017 14.25

pæreformede kinder havde samme farve som blomsterpotter og var gennemskåret af små bristede blodkar. Hendes figur var på den anden side ren dronning Mary – polstret edwardiansk. Hun havde en langærmet, marineblå sergeskjole på og et knitrende hvidt forklæde og kappe med stivet slør.

– Vi er kommet for at hjælpe til med frokosten, sagde Nora.

– Gud velsigne jer, sagde tante Rachel. Der er noget mad i spisekammeret, men jeg har ikke rigtig styr på det. En skinke, tror jeg nok, et eller andet sted, og Billy kom med noget salat.

– Og der er de svesker, Søster lagde i blød i aftes, sagde forstanderinden. Jeg vil gerne have, at mine piger får deres svesker – det sparer en formue i figensaft.

– Men de skal koges, sagde Nora. Jeg ved ikke, om de når at køle af inden frokost.

– Vi kan ikke tillade os at være kræsne, sagde forstanderinden, idet hun satte sin fyldepen fast på forklædesmækken og knitrende kom på benene.

Louise sagde, at hun ville koge sveskerne.

– Lad være med at tage de flasker af ilden endnu. I må kalde mig Mads, hvis de har fået tyve minutter. Hvad skulle vi gøre uden vores små hjælpere, miss Cazalet? Lad være med det, miss Cazalet, det får De bare brok af! Rachel holdt op med at forsøge at flytte en pakkasse af vejen og lod Nora hjælpe sig. Man kunne høre flere babyer græde.

– Vi har fået vores dagligdag forstyrret af mr. Hitler. Hvis han fortsætter på denne måde, bliver jeg nødt til at sende ham et postkort. Det er et latterligt tidspunkt at lave et luftangreb på, midt om formiddagen. Men sådan er det – mænd! tilføjede hun. Jeg vil lige høre, om søster har noget at føje til denne liste – men det er jo søndag, ikke? Ingen forretninger åbne. Nå, men bedre sent end aldrig. Og hun fejede ud af køkkenet og var lige ved at kollidere i døren med en elev, der kom med to spande

17

Ventetid_TRYK.indd 17

14/09/2017 14.25

dampende bleer. – Se dig for, Susan. Og tag de der med udenfor, når du skyller dem, ellers er der ingen, der har lyst til mad.

– Ja. Alle eleverne gik med kortærmede, lysviolet– og hvidstribede kjoler og sorte strømper.

– Se om du kan finde Sid, skat, ikke? sagde tante Rachel. Vi må få så mange pakkasser ud af køkkenet som muligt før elevernes frokost. Hun er ovenpå, ordner mørklægningen.

• Mørklægningen af alle vinduerne i alle tre huse og de beboede udhuse – der også omfattede glastaget over squashbanen – havde beskæftiget Brigadieren i nogle dage nu med det resultat, at Sid og Villy var blevet sat i gang med at lave trærammer, som mørklægningsmaterialet kunne sømmes på. Sybil, Jessica og Hertugen, der hver ejede en symaskine, blev sat i gang med at lave gardiner til de vinduer, hvor der ikke kunne bruges trærammer, og Sampson, tømreren, havde lånt dem en lang stige, som gartnermedhjælperen skulle stå på og male taget over squashbanen, men det varede ikke længe, før han faldt ned og landede i en kæmpestor vandtank, hvilket McAlpine havde beskrevet som et held, han ikke havde gjort sig fortjent til, og afviste Billys brækkede arm og tabet af to fortænder som ren og skær frækhed. Sampson havde fået besked på at klare taget på squashbanen foruden så mange andre ting, at der ikke var sket store fremskridt lørdag morgen, den dag Babyhotellet skulle ankomme. Teddy, Christopher og Simon blev alle indfanget og sat til at hjælpe en af Sampsons mænd med stilladset og derefter med at dække det skrånende glastag med mørkegrøn maling, mens Rachel og Sid inde i det indeklemte og halvmørke lokale stillede klapsenge op, og Lydia og Neville så surmulende til fra gangen (de skulle være budbringere, men tante Rachel svigtede dem ved ikke at udtænke nok beskeder). Alle

18

Ventetid_TRYK.indd 18

14/09/2017 14.25

arbejdede hårdt den lørdag bortset fra Polly og Clary, der smuttede af sted om morgenen med bussen til Hastings…

– Hvem spurgte du om lov?

– Jeg spurgte ingen. Jeg sagde det til Ellen.

– Sagde du, at jeg også tog med?

– Ja. Jeg sagde: Polly vil gerne til Hastings, så jeg tager med hende.

– Du ville også gerne af sted.

– Selvfølgelig ville jeg det, ellers ville jeg ikke være her nu, vel?

– Hvorfor sagde du så ikke, at vi gerne ville af sted?

– Det tænkte jeg ikke på.

Det var Clary, der var undvigende igen, hvilket Polly ikke brød sig om, men erfaringen havde lært hende, at hvis hun sagde det, kom de bare op at skændes, og hvis det blev den sidste dag med fred, ønskede hun ikke at starte et skænderi eller sådan noget og ødelægge den.

Men det var på en eller anden måde ikke en god dag. Polly ville gerne blive så optaget af det, de skulle foretage sig, at hun ikke havde en chance for at tænke på, hvad der mon ville ske. De gik ind i Jepson’s, normalt en forretning hun elskede, men da hun opdagede, at Clary var evigheder om at vælge, hvilken fyldepen hun skulle købe (formålet med udflugten var til dels at bruge de penge, Clary fik til sin fødselsdag), blev hun utålmodig og sur, fordi Clary kunne tage noget så trivielt så alvorligt. – De er altid skrattende og hårde i begyndelsen, sagde hun. Du ved, at du er nødt til at bruge spidsen, før den bliver god.

– Det ved jeg godt. Men hvis jeg tager en bred spids nu, bliver den nok for bred, men den mellemste føles ikke, som om den nogensinde bliver rigtig.

Polly så på ekspedienten – en ung mand i et blankslidt jakkesæt – der iagttog Clary, mens hun slikkede på hver eneste spids, før hun dyppede pennen i en blækflaske og skrev sit navn på små stykker papir på disken.

19

Ventetid_TRYK.indd 19

14/09/2017 14.25

Han virkede ikke utålmodig, kedede sig bare. Han så også ud, som om det var hans normale udtryk.

De var i papirvareafdelingen i boghandelen; et ret stillestående sted, da de kun solgte skrivepapir og trykte sådan noget som adresser på papiret, invitationer og bryllupsinvitationer og solgte fyldepenne og blyanter. – Det er meget vigtigt at slikke på nye pennespidser, før man bruger dem, sagde Clary. Men det siger De vel til folk. Kan jeg prøve den Waterman – den mørkerøde – bare for sjov? Den kostede tolv shilling og seks, og Polly vidste, at hun ikke ville købe den. Hun iagttog manden, mens Clary prøvede den ene pen efter den anden, og det endte med, at han bare så ud i det fjerne. Han var nok bekymret over, om der blev krig.

– Hvad ser De, spurgte Polly ham. For Deres indre blik, mener jeg?

– Jeg har ikke noget indre blik, når jeg prøver fyldepenne, sagde Clary ret irriteret.

– Jeg mente ikke dig.

De så begge på ekspedienten, der rømmede sig, lod hånden glide hen over sit stærkt pomadiserede hår og sagde, at han ikke vidste, hvad hun mente.

– Det er der ikke noget at sige til, sagde Clary. Jeg tager Medium Relief…

– Det bliver syv shilling og seks, sagde han, og Polly kunne se, at han glædede sig til at slippe af med dem.

Udenfor skændtes de lidt om det, som Clary betegnede som Pollys idiotiske bemærkning. – I bedste fald troede han, at du var nedladende, sagde hun.

– Det var jeg ikke.

– Det troede han, du var.

– Hold mund!

Clary så på sin veninde – tja, i virkeligheden snarere kusine, hun følte sig ikke som veninde…

20

Ventetid_TRYK.indd 20

14/09/2017 14.25

– Undskyld. Jeg ved, at du er ude af dig selv. Hør her, Poll. Det kan stadig gå godt. Tænk på sidste år.

Polly rystede på hovedet. Hun rynkede panden og lignede pludselig tante Rach, når hun forsøgte ikke at græde over Brahms.

– Nu ved jeg det, sagde Clary blidt. Det er ikke bare, at du gerne vil have mig til at forstå dig, du vil bare gerne have, at jeg føler det samme.

Er det rigtigt?

– Jeg vil gerne have, at en eller anden gør!

– Jeg tror, vores fædre gør.

– Ja, men problemet med dem er, at de kun regner med vores følelser til et vist punkt.

– Jeg ved, hvad du mener. Det er, som om vores følelser bare har samme størrelse som vores krop – mindre. Det er idiotisk af dem. De kan vel ikke huske; at de selv har været børn.

– Ikke i deres alder! Jeg tror ikke, de kan huske mere end fem år tilbage i tiden.

– Ja, jeg vil lægge vægt på at huske. Selvfølgelig udnytter de det ved at sige, at de er ansvarlige for os.

– Ansvarlige! Når de ikke engang kan standse en rædselsfuld krig, der måske slår os alle ihjel! Jeg synes, det er så uansvarligt, som det kan være!

– Nu hidser du dig op igen, sagde Clary. Hvad skal vi lave nu?

– Jeg er ligeglad. Hvad har du lyst til?

– Købe nogle kladdehæfter og en fødselsdagsgave til Zoë. Og du sagde, at du gerne ville købe noget strikkegarn. Vi kunne spise boller til frokost. Eller bagte bønner? De elskede begge bagte bønner, fordi Simon og Teddy fik dem ret tit i skolen, men de fik dem aldrig derhjemme, fordi det blev betragtet som ret simpel mad.

De havde gået i retning af vandet. Der var ikke mange feriegæster at se, men her og der var der nogle, der sad ubekvemt på stenene med ryggen mod sølvfarvede bølgebrydere og spiste sandwicher og is og

21

Ventetid_TRYK.indd 21

14/09/2017 14.25

stirrede ud over det grågrønne hav, der skyllede frem og tilbage på en formålsløs, fordækt måde.

– Har du lyst til at gå i vandet?

Men Polly trak bare på skuldrene. – Vi har jo ikke noget med, sagde hun, men Clary vidste, at det ikke ville have afholdt hende fra det, hvis hun havde haft lyst. Længere henne – forbi den korte strand – var nogle soldater ved at læsse kæmpestore ruller pigtråd af en lastbil og anbringe dem med regelmæssige mellemrum langs kysten, hvor de kunne se noget, der lignede betonpiller, stå i en række med mellemrum halvvejs oppe på stranden.

– Lad os gå hen og spise frokost, sagde Clary hurtigt.

De fik bagte bønner og ristet brød og dejlig stærk indisk te (det fik de heller ikke hjemme) og en bolle med marmelade og et cremehorn hver.

Det så ud til at muntre Polly op, og de snakkede om helt almindelige ting som for eksempel den type mand, de ville giftes med; Polly syntes, en opdagelsesrejsende ville være rart, hvis han ville opdage varme egne af jorden, for hun hadede sne og is og ville naturligvis ledsage ham, og Clary sagde en kunstmaler, fordi det ville passe med at skrive bøger, og hun kendte noget til kunstmalere på grund af sin far. – Kunstmalere ser heller ikke ud til at tage sig så meget af, hvordan man ser ud; jeg mener, de kan lide folks ansigter af andre grunde, så han ville ikke have så meget imod mit.

– Du er helt i orden, sagde Polly. Du har smukke øjne, og øjnene er det vigtigste af ens træk.

– Det har du også.

– Næh, mine er alt for små. Faktisk forfærdelige. Små mørkeblå støvleknapper.

– Men du har en vidunderlig teint – frygtelig bleg og svagt rosa, ligesom heltinder i romaner. Har du lagt mærke til, fortsatte hun drømmende, mens hun slikkede de sidste rester creme af sine fingre, at forfattere bliver

22

Ventetid_TRYK.indd 22

14/09/2017 14.25

ved og ved med, hvordan deres heltinder ser ud? Det må være frygteligt for miss Milliment, når hun læser det og ved, at hun aldrig kunne have været heltinde.

– De er ikke så smukke, som dagen er lang, bemærkede Polly. Tænk bare på Jane Eyre.

– Og du er forfærdelig heldig med dit hår. Selv om kobberfarvet hår har en tendens til at falme med årene, tilføjede hun og tænkte på Pollys mor. Det bliver lidt ligesom tynd orangemarmelade. Åh Jane Eyre! Mr. Rochester bliver ved og ved med, at hun er så elveragtig og lille. Det er en troskyldig måde at sige på, at hun ser charmerende ud.

– Folk vil vide den slags. Jeg håber ikke, du bliver alt for moderne i din skrivemåde, Clary. Så ingen ved, hvad der foregår. Polly havde snuppet Ulysses mellem sin mors bøger og fandt den meget svær.

– Jeg vil skrive som mig, sagde Clary. Det nytter ikke at fortælle mig, hvordan jeg skal skrive.

– O.k. Lad os gå ud og købe de sidste ting.

Frokosten kostede fire shilling og sixpence, hvilket var mere, end de havde regnet med, og Clary betalte flot for det hele. – Du kan betale mig tilbage, når det er din fødselsdag, sagde hun.

– Jeg tror, miss Milliment må være vant til det nu. Lysten til at blive gift forsvinder, mens man er ret ung, tror jeg.

– Gud! Gør den det? Tja, så gifter jeg mig nok ikke. Jeg føler ikke særlig stor trang til det nu, og kvinder over tyve ældes meget hurtigt.

Se bare på Zoë.

– Sorg ælder folk.

– Alt ælder folk. Ved du, hvad den drævende lady Knebworth, tante Villys veninde, sagde til Louise? Da Polly tav, tilføjede hun: – Hun sagde til hende, at hun aldrig skulle hæve øjenbrynene, fordi det ville give rynker i panden. En nyttig ting for dig at vide, Polly, for du rynker altid panden, når du forsøger at tænke.

23

Ventetid_TRYK.indd 23

14/09/2017 14.25

De var kommet ud af konditoriet nu, og Clary spurgte: – Hvad skal vi købe til hendes fødselsdag?

– Tante Zoës? Det ved jeg ikke. Sæbe, tror jeg, eller badesalt. Eller en hat, tilføjede hun.

– Man kan ikke købe en hat til folk, Poll. De kan kun lide de rædselsfulde hatte, de selv vælger. Er det ikke underligt? fortsatte hun, mens de vandrede tilbage fra stranden mod forretningerne igen. Når man ser folk i forretninger vælge deres tøj og sko og den slags, tager det år – som om hver ting, de vælger, skal være usædvanlig og perfekt. Og se så på dem.

De ser for det meste frygtelige ud – eller bare almindelige. De kunne lige så godt have valgt deres tøj med bind for øjnene.

– Alle kommer til at gå med uniform af en eller anden slags meget snart, sagde Polly trist. Hun var begyndt at føle sig elendigt tilpas igen.

– Jeg synes, det er en interessant observation, sagde Clary temmelig såret. Den kunne nok bruges om andre ting ved folk – og vise sig at være en seriøs refleksion over den menneskelige natur.

– Den menneskelige natur er ikke særlig meget værd, hvis du vil høre min mening. Der ville ikke være så stor fare for krig, hvis den var. Lad os købe det strikkegarn og tage hjem.

Så de købte, hvad de skulle: en æske Momey Rose Geranium-sæbe til Zoë og kladdehæfterne, og Polly købte noget hyacintblåt strikkegarn til en trøje til sig selv. Så gik de hen for at vente på bussen.

• Efter frokost den lørdag var Hugh og Rupert taget på en ekspedition til Battle udrustet med en formidabel indkøbsliste. Rupert havde meldt sig frivilligt, og derefter tilbød Hugh, der havde haft noget, der næsten nærmede sig et skænderi med Sybil, at ledsage sin bror. Lister blev indsamlet fra alle tre huse over de mange og forskelligartede ting, man havde brug

24

Ventetid_TRYK.indd 24

14/09/2017 14.25

for, og de tog af sted med Rupert ved rattet i Vauxhall’en, som han havde fået, da han gik ind i firmaet i januar.

– Vi kommer til at se forbandet tåbelige ud, hvis der alligevel ikke bliver krig, sagde han.

Efter en kort pause så han på sin bror, og Hugh fangede hans blik. – Vi kommer ikke til at se tåbelige ud, sagde han.

– Har du et af dine hovedpineanfald?

– Nej. Jeg spekulerede bare på…

– Hvad?

– Hvad du overvejer.

– Åh. Jo, jeg tænkte, jeg ville prøve flåden.

– Det tænkte jeg nok.

– Men så bliver du alene tilbage til at holde skansen, ikke?

– Jeg har den gamle.

Der var en kort pause; Rupert vidste fra sine måneder i firmaet, at deres far var både stædig og enevældig. Edward var den, der kunne klare ham; når Hugh var uenig i et dekret, gik han direkte til sin far med stædig ærlighed; han havde ikke evnen til manipulation eller takt, som det sommetider kaldtes. De havde skænderier, der ofte endte med et usikkert kompromis, der ikke tilgodeså nogen – mindst af alt firmaet.

Rupert, der stadig var ved at sætte sig ind i sagerne, havde ikke formået at være meget andet end et uvilligt vidne, og denne sommer, hvor Edward havde været bortrejst på et kursus for frivillige, havde det virket meget værre. Edward var tilbage, midlertidigt, men han ventede bare på at blive indkaldt. Rupert, hvis beslutning om at gå ind i firmaet var blevet taget omkring det tidspunkt, hvor Zoë var blevet gravid, spekulerede stadig på, om det havde været det rigtige valg. At være tegnelærer havde altid virket som noget midlertidigt – en slags læretid før han blev kunstmaler på fuld tid; at være forretningsmand havde vist sig at udelukke, at han nogensinde fik tid tilovers til at male. Udsigten til den nærtforestående

25

Ventetid_TRYK.indd 25

14/09/2017 14.25

krig, der gav ham mulighed for at slippe væk, gjorde ham spændt, selv om han næsten ikke turde indrømme det – ikke engang over for sig selv.

– Men jeg vil naturligvis savne dig, gamle dreng, sagde Hugh bevidst henkastet, hvilket pludselig gjorde ham rørt; Hugh talte ligesom deres søster Rachel altid henkastet, når han var mest rørt.

– De vil måske ikke have mig, sagde Rupert. Det troede han nu ikke, men det var det nærmeste, han kunne komme trøst.

– Selvfølgelig vil de det. Jeg ville ønske, jeg kunne være til større hjælp.

De stakkels, stakkels polakker. Hvis russerne ikke havde underskrevet den pagt, tror jeg ikke, han ville have vovet at være, hvor han er nu.

– Hitler?

– Selvfølgelig, Hitler. Nå, men vi har fået et års henstand. Jeg håber, vi har brugt det fornuftigt.

De havde nået Battle, og Rupert sagde: – Jeg parkerer uden for Till’s, ikke? Der er vist en pokkers masse, vi skal have der.

De brugte den næste time med at købe fire dusin sylteglas, Jeyes Fluid til rengøring, paraffin, fireogtyve små lommelygter med ekstra batterier, tre zinkspande, enorme mængder grøn sæbe og Lux, fire primusapparater, en kvart liter metylalkohol, seks varmedunke, to dusin elektriske pærer, et pund søm og to pund stifter. De forsøgte at købe endnu en rulle mørklægningsstof, men forretningen havde kun tre meter tilbage. – Dem må vi hellere købe, sagde Hugh til Rupert. De købte seks ruller sort tråd og en pakke symaskinenåle. På apoteket købte de en mikstur mod mavesmerter, magnesium, babyolie, Vinoliasæbe, Amami-shampoo, vestindisk salep og Andrews’ Leversalt, og Rupert fik et skydespænde i skildpaddeskjold til Clary, der lod pandehåret vokse og brugte meget tid på at ligne en trofast hund, sagde han. De hentede to kasser kolonialvarer, bestilt af Hertugen og Villy samme morgen. De købte cigaretter, Goldflake og Passing Cloud – til Villy igen, og til Rachel. Rupert købte Tatler til Zoë, og Hugh købte Grøn var min barndoms dal til Sybil – hun

26

Ventetid_TRYK.indd 26

14/09/2017 14.25

elskede at læse de sidste nye bøger, og den havde fået en god kritik. Så kiggede de på listen igen og blev klar over, at forretningen ikke havde givet dem mineralvandet med til Hertugen.

– Ellers andet på listen?

– Noget der ser ud som flådejern?

– Fårehjerne, sagde Hugh vidende. Til Wills. Sybil tror, han dør, hvis han ikke får det en gang om ugen. Så de gik hen til slagteren, der sagde, at mrs. Cazalet senior lige havde ringet for at få en oksetunge, og han havde tilfældigvis én tilbage, og han havde lige lagt den i saltlage, så den behøvede ikke at ligge i vand så længe, sig det til kokkepigen. Hvis De ikke har noget imod det, sir, tilføjede han. Han var vant til, at mr.

Tonbridge kom og hentede kødet, hvis damerne ikke selv kom, hvilket var sjældent. Hvis der var noget, der fik ham til at føle, at alt var vendt på hovedet, var det mænd, der ordnede indkøbene, tænkte han, mens han pakkede fårehjernen ind i fedtskyende papir og derefter i brunt papir. Drengen var ved at feje gulvet – de lukkede snart – og han var nødt til at tale skarpt til ham for at forhindre, at der kom savsmuld på herrernes bukser.

Udenfor var der flere folk på gaden end normalt; mange gravide mødre med rundhovedede børn på slæb standsede nu og da og kiggede mistrøstigt på et udstillingsvindue, for derefter at fortsætte nogle meter til det næste vindue.

– Evakuerede, sagde Rupert. Vi er heldige, at vi ikke har nogen af dem. Babyhotellet er meget nemmere. Babyer har i det mindste ikke lus og lopper og klager ikke over, at der er for stille, og at de ikke kan spise maden.

– Gør de da det?

– Det er, hvad Sybil siger, at mrs. Cripps siger, at mr. York siger, at miss Boot siger.

– Du godeste gud!

27

Ventetid_TRYK.indd 27

14/09/2017 14.25

Da de satte sig ind i den belæssede bil, sagde Hugh: – Hvad mener du om, at børnene er, hvor de er?

Lettere forskrækket spurgte Rupert: – Du mener vores børn?

– Ja. – Tja, hvor ellers kan de tage hen? De kan bestemt ikke være i London.

– Vi kunne sende dem længere ud på landet. Væk fra kysten. Hvad hvis der bliver invasion?

– Helt ærligt, jeg tror ikke, vi kan se så langt frem i tiden. Tænd mig lige en cigaret. Hvad mener Sybil? fortsatte han, da Hugh havde gjort det.

– Hun er lidt mærkelig. Vil selv tage til London for at sørge for mig.

Det kan jeg naturligvis ikke have. Vi var lige ved at komme op at skændes, tilføjede han, igen overrasket over det frygtelige, usædvanlige i det. Til sidst lukkede jeg munden på hende ved at sige, at jeg ville bo sammen med dig. Jeg mente det ikke, sagde han. Jeg vidste, at du alligevel ikke kommer til at bo i London. Men det gjorde hun ikke. Hun var bare lidt irritabel. Meget bedre for familien at holde sammen. Og jeg kan trods alt tage herned i weekenderne.

– Vil du holde jeres hus åbent?

– Jeg må vente og se. Det afhænger af, om jeg kan få nogen til at sørge for mig. Hvis ikke, kan jeg altid bo i min klub. Visioner dukkede op om endeløse, triste aftener, hvor han spiste sammen med mænd, han i virkeligheden ikke ønskede at tilbringe aftenen sammen med.

Men Rupert, der kendte sin brors vaner og vidste, at han elskede at være hjemme, forestillede sig også kort stakkels gamle Hugh alene i en klub. – Du kunne altid køre frem og tilbage med toget sammen med den gamle.

Hugh rystede på hovedet. – En af os er nødt til at være i London om natten. Det er på det tidspunkt, de vil smide deres bomber. Jeg kan ikke lade personalet klare havnen alene.

28

Ventetid_TRYK.indd 28

14/09/2017 14.25

– Du kommer til at savne Edward, ikke?

– Jeg kommer til at savne jer begge. Men gamle vrag kan ikke tillade sig at være kræsne.

– Nogen er nødt til at holde det hele kørende.

– Jeg tror faktisk, folk hellere vil have, at jeg lader være.

Et øjeblik senere tilføjede han: – Du er det eneste menneske, jeg nogensinde har mødt, der tuder som et horn, når han ler.

– Det er frygteligt, ikke? Jeg blev kaldt Fabrikken i skolen.

– Det har jeg aldrig vidst.

– Du var væk det meste af tiden.

– Tja, den situation bliver snart vendt om.

Hughs tonefald, der både var bittert og ydmygt, rørte Rupert, der instinktivt kiggede på den sorte stump, der lå på broderens knæ. Gud! Tænk at gå gennem livet uden venstre hånd, fordi en eller anden havde sprængt den af. Men det er dog hans venstre hånd. Men jeg er venstrehåndet – det ville have været værre for mig. Han var lidt skamfuld over sin egoisme og ville gerne have Hugh til at føle sig bedre tilpas. – Din Polly er en perle. Og hun bliver kønnere dag for dag.

Og Hugh, hvis ansigt lyste op, svarede omgående: – Ja, gør hun ikke?

Men lad for guds skyld være med at sige det til hende.

– Det agter jeg heller ikke, men hvorfor ikke? Jeg siger altid den slags til Clary.

Hugh åbnede munden for at sige, at det var noget andet, og lukkede den igen. Det var helt i orden, efter hans opfattelse, at fortælle folk, at de var smukke, når de ikke var det; det var, når de var smukke, at man måtte holde sin mund. – Jeg vil ikke have, at hun får griller, sagde han vagt, og Rupert, der vidste, at det var Cazalet-familiens måde at reagere på, så de ikke skulle tro, de var mere, end de var, anså det for bedre, eller lettere, at erklære sig enig.

– Selvfølgelig ikke, sagde han.

29

Ventetid_TRYK.indd 29

14/09/2017 14.25