SIGRID ADAMSSON
Skyerne
roman GADS FORLAG
Skyerne
Copyright © Sigrid Adamsson & Gads Forlag, 2025
Omslag: Anna Gunvor Hyttel
Illustration: William Blake (1796) © The Trustees of the British Museum Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-80183-2
Der citeres fra:
Thøger Larsen, Jord, Christian Sønderbys Boghandel, 1904. Karin Boye, De syv dødssynder, på dansk ved Birgitte Steffen Nielsen, Forlaget Palomar, planlagt til udgivelse i 2027.
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33
1171 København K
Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Til mine venner, levende som døde
Jeg aner en Gud, et evigt Jeg, der har Nerver i Klodernes Indre og i Slægternes Marv, og hvis Evner fra Solene tindre, og hvis Væsen er Væsnernes Tarv.
– Thøger Larsen, ‘Pan’
Hvad ved jeg om din hud og dine lemmer. Det ryster mig kun at de er dine.
– Karin Boye, ‘Hvordan kan jeg sige …’
ÅBNINGEN
Det er om natten, om sommeren, i havnebadet, at man ud af mørket kan skelne to skikkelser kneppe. De knepper i vandet, op ad en stige. Kvinden sidder på et af de øverste trin, mens manden med den ene hånd omkring stigen og den anden bag hendes lænd støder ind i hende, rytmisk, ubesværet, som har han aldrig lavet andet end at kneppe i det sorte vand. Der er mørkt og køligt overalt omkring dem, men også mildt. Hvis man har set den dag, der blev til denne nat, kunne man tænke på det som en venlighed hældt ud i luften af mange mennesker i ét langt øjeblik.
De to i vandet stønner, det ser nemt ud, en nydelse, som næsten virker mekanisk. Oppe på land et stykke derfra går et menneske forbi med en hund i snor, men ser ikke de to i vandet og hører dem heller ikke. Ingen hører dem, og ingen ser dem, og dog er noget tredje til stede imellem dem. Måske det bare er fornemmelsen af historien om dem, der knepper i havnebadet midt om natten, af at se sig selv udefra, erkendelsen af, at også dette er noget, mennesker kan gøre, også denne akt, at dette specifikke billede er ved at føje sig til kataloget af menneskelige erfaringer og billeder, uanset hvad man så måtte mene om det. Og manden får en orgasme og stønner, dér var der et klimaks, nydelsen forseglet
i øjeblikket. De svømmer lidt rundt om hinanden i legende cirkler, inden de rystende af kulde smutter op ad vandet og tager deres festtøj på igen.
Se, der går hun. Se, der går O på gaden, hendes lange, lysende arme svinger fra side til side. Hendes hår er langt og glat og farvet mørkebrunt, bortset fra en tot helt fremme ved panden, som er bleget hvid, en kølig, blålig hvid, der står i kontrast til den rødlige, let fregnede hud.
Og plejer håret ikke også at skinne, lige så glat og blankt som hendes hud? Men nu er det rodet, her og der er det måske endda vådt eller fedtet. Se hendes lille smil, som næsten ikke er der, og som minder en om evigheden. Øjnene kan vi ikke se, for hun har solbriller på, sorte ligesom hendes korte kjole og jakke og støvleskafterne, der når op til de bare knæ. Hun ser ud, som er hun trådt direkte ud af natten og skrider ind i dagen nu, dagen med al dens formål og retning, som skyder af sted i lige linjer omkring hende. Ved siden af de fremskudte skikkelser ligner hun en lille, sort, fedtet krusedulle. Men ved vi allerede, hvorfor vi ser så kærligt på hende? Ved vi, hvorfor vi synes, der er noget så vidunderligt over hende?
Måske er gaden en kulisse for O, måske lader hun omgivelserne farve, hvordan hun ser sig selv. Her er kanalen og over den de gule, blå og røde huse. De er skæve af alder, men man passer godt på dem; år efter år males farverne op igen, så båndet til fortiden holdes intakt. O bliver lidt blidere i sine bevægelser, for hun har en vis respekt for den omhu, der hænger i luften her. Hun svinger ned ad en tættere, grimmere, mørkere gade, og her trækker hun vejret friere, her har man ikke været så nøjeregnende med skiftende tiders præferencer, en gammel bygning med et lille, andægtigt tårn står side om side med en kontorbygning, der er nogle årtier gammel, et tyrannisk virvar af firkanter og institutionsfarver, og her og der står der også den slags bygninger, som O ville kalde glasbure, og vi får øje på en anden slags smil, for O kan godt lide, hvordan byens rockmænd, fanatiske kristne, bandebørn, teenagepiger og meget travle mennesker i billige jakkesæt går umage rundt blandt hinanden her. Nu drejer O igen, og se! Hun smiler stort, er det ved synet af gaden, eller hvad er det? Det er en bred boulevard med spidse, grønne træer på begge sider, her er himlen over O, den blå bue spændt ud mellem tagene på de nydelige beboelsesejendomme, men O ser ikke op, hun ser ned langs
karréen, som hun går foran nu, med svingende arme, næsten hoppende? Og endelig stopper hun op foran en opgang. Vi ser hende fra siden, vi dvæler et øjeblik ved hendes ansigt her, netop sådan, men hun ser os ikke, og nu forsvinder hun ind ad døren.
O løber op ad trapperne til A’s lejlighed. Hun tramper hårdt med fødderne i opgangen, og mens hun går og ser sollyset bruse ind gennem de små, velkendte ruder, er det så, som om hendes krop nu husker, at det hele nok skal blive godt? For i hendes mave mærkes der ligesom et sug opad, mens hun hører A åbne døren ind til lejligheden nogle etager oppe, og maven jubler, op, op, for nu ved vi, at A venter hende, og O ved, at hun står deroppe og smiler, og er det i virkeligheden
A, som ved lyden af O’s fodtrin indser, at det hele slet ikke er så slemt? I hvert fald ved de begge, at de har det som den anden. Og O har trampet sig til sådan en glæde på trapperne, at hun næsten jubler, da hun ser sin ven, selvom det kun er få timer siden sidst, og falder hende i favnen. A tænker, er det sådan for de fleste venner? Er det egentlig sådan her, det føles at have en ven?
A går straks i gang med at finde kaffe frem i det smalle, snavsede køkken, hvor noget opvask står og flyder, og solen bare brager ind, men herinde virker lyset koldt mod alt laminatet, som filtreres det ligesom helt forkert herind, ja, som om sollyset her mangler næring, sammenlignet med det, man finder på den brede boulevard udenfor. Men det er måske, fordi man mærker søvnløsheden og tømmermændene herinde, paranoiaen, efterhånden som narkoen holder op med at virke. “Fuck, jeg har det kniv,” siger O og ser spørgende på A, mens hun finder en smøg frem og tænder den, før hun har fået et ja eller nej til at ryge, for A tager også en smøg fra O’s pakke og begynder at ryge og opgiver ligesom kaffeprojektet i samme åndedræt, ser det ud til. “Hvad skete der, da I gik i går?” spørger A. Hun stirrer ud i luften, mens O svarer, øjnene er rødsprængte. “Ej, sorry, jeg glemte at høre efter,” siger A, og de griner, nej, vi ved snart ikke, hvad der skal blive af denne situation, som er decideret svær at berette fra, sådan som ingen koncentrerer sig.
“Vi kneppede i havnen,” gentager O. Og A forsøger at forestille sig, hvordan det kunne se ud, O og Nicholas, der knepper i havnen, men billedet når hende ikke helt, det svæver frit i luften i et øjeblik og undslipper så hendes bevidsthed.
Det er nærmere Nicholas selv, A’s tanker kredser om.
Ligesom andre før ham bragede han ind i deres liv med en foruroligende styrke for et par måneder siden, og O har været så villig til at elske ham lige fra begyndelsen, gennemsigtig af længsel, men siden han kom, har han været som en ånd af uendeligt betydningsfuld karakter, aldrig rigtigt til stede i kød og blod, men dog den, der råder over deres lykke og ulykke. A ved, at kærligheden kan gøre mennesker skrøbelige, men A tror, at hendes egen smerte er ligesom alle andres.
A griner og dasker O hårdt på armen, “skat!” råber hun. “Var det hot?”
O trækker på skuldrene, mens hun finder et brilleetui frem fra sin taske. “Skal vi ryge? Ja, det var fucking frækt. Men jeg ved bare, at jeg får blærebetændelse af det der klamme vand.”
“Ja, det kan vi godt,” siger A. Hun hører ikke rigtigt efter længere, men stirrer sultent på etuiet, som bliver åbnet og afslører en lille, klar pose med pot, en grinder, jointpapir, et par løse cigaretter og en lighter.
O’s lange fingre skiller de små genstande ad, gør dem klar én for én, indtil de til sidst kan samles i en lillebitte joint, for sådan foretrækker O dem, og A har ikke de store holdninger til størrelser eller former på joints, det er mere bare det, at de er der. Man kan sige, at selvom det altid er O, der skaffer dem de ulovlige ting, så sørger A for at kompensere med en skamløs iver efter at få del i dem.
De hjælper hinanden med at åbne en masse vinduer i lejligheden, går rundt og laver en vindtunnel, som skal få røgen til at drive hurtigt videre, når de om lidt smider sig på sofaen midt i stuen for at ryge.
Her ligger de altså, to lange, for det er de, relativt store mennesker, ikke sådan, at folk vender sig om på gaden for at få ekstra glimt af dem, men man ville sige, at de er høje, for eksempel er det ikke faldet nogen ind at løfte dem op fra jorden, siden de var ti år gamle, og de har begge følt sig helt forkerte, da de var yngre og skød i vejret og blev nogle akavet lange børn. A blev også lidt bred eller ligesom bastant i det, mens O er lang, lang, lang, næsten som en bevægelse og ikke en afsluttet helhed.
A har den indimellem ret hjælpsomme evne at kunne forsvinde ind i sine egne tanker og finde dem værdifulde i sig selv, som folk fra landet ofte har. Og O har det nådesløse blik for skønhed og talent, som folk fra byen ofte har.
Derfor føler A sig særligt udvalgt, fordi O tilsyneladende uigenkaldeligt har kastet sin kræsne kærlighed på hende, og O føler sig berørt af en mystisk jordnær kraft, fordi hun får lov til at slå sine folder i A’s righoldige indre.
A kan komme til at tænke, at O besidder et særligt klarsyn, at det også passer til hendes navn, O for Orakel måske.
O kan godt mærke, at det er sådan, A ser hende, hvilket er smigrende, selvfølgelig, hun kan ikke forestille sig at tænke anderledes på det end det, men hun er ikke sikker på, om
hun egentlig besidder noget klarsyn. Den lille tilbedelse får hende indimellem til at føle, at hun ikke er helt virkelig uden for sin vens flittige forestillingskraft.
O er smuk, ja virkelig, virkelig smuk. Røgen fra jointen, som hun holder, danner cirkler og søjler omkring hendes ansigt, og A tænker på, at det ser ud, som om nogen har tegnet hende med en gylden blyant. Hun ligger i O’s skød og ser op og synes, at hendes ven er lavet af gyldne streger. Fra hendes skuldre og arme kan man få fornemmelsen af en blyant, der stryger hurtigt hen over tørt papir, og at en eller anden guddom har vækket det til live, så det kan lyse i de levendes verden. (Det er en tanke, der fylder os med melankoli; et suk af tid).
A’s mavemuskler begynder at ryste af latter, før det sjove når hendes hoved, og hun rækker ud efter de lange, lyse hår, som synes at svæve over O’s underarm som ringe på en gasplanet.
O tager et sug af jointen og lægger hovedet tilbage. “Jeg hader Lorde,” siger hun, og A griner nede fra skødet og ser op på O, hvis ansigt hun næsten ikke genkender, når hun ser hende vendt på hovedet, som får hendes ansigtstræk helt andre fortegn, når man betragter dem nedefra.
“Hvorfor?” griner A, og O ser ned på hende og tænker, at det er svært at tro, at A ikke er hende selv, så velkendte er hendes træk, og så fuldkomment elsker hun hende i dette øjeblik, at hun ikke tænker: Jeg elsker A, men bare: Der er hun jo. “Jeg ved det ik’,” stønner O, og deres maver begynder at ryste af latter! hårde! gode! stød!
Vi kan ikke sige noget om, at det er vidunderligt at være
levende, men vi ser ind på dem, der, hvor de er levende, varme og sammen, vi ser alt det, de kan, fordi blodet strømmer, og noget forbinder dem virkelig, det er sandt.