__MAIN_TEXT__

Page 1

Pædagogik – FOR SUNDHEDSPROFESSIONELLE 3. UDGAVE RED.: JULIE WIELANDT TE JM ERS & JETTE LIND

GADS FO RLAG


PĂŚdagogik for sundhedsprofessionelle Julie Wielandt Tejmers og Jette Lind (red.)

3. udgave

Gads Forlag


Pædagogik for sundhedsprofessionelle 3. udgave, 1. oplag © 2020 Forfatterne og Gads Forlag www.gad.dk Forlagsredaktion: An-Magritt Erdal Tekstredaktion: Jakob Eberhardt Omslag: Peter Stoltze Sats og grafisk layout: LYMI DTP-Service ISBN: 978-87-12-05873-1

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

FAGFÆLLEBEDØMT /Bedømmelsen betyder, at der fra en af forlaget uafhængig fagfælle på minimum ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet og originale bidrag. /The certification means that an independent peer of at least PhD level has made a written assessment justifying this book's scientific quality and original contributions.

Nye bøger fra Gads Forlag Tilmeld dig vores nyhedsbrev på www.gad.dk og få information om nye bøger


Indholdsfortegnelse Om forfatterne  11 Forord   13 Referencer 15

Kapitel 1 Historisk rids over pædagogik i en sundhedsprofessionel sammenhæng 17 Af Dorit Ibsen Vedtofte Indledning 17 Fra stuekoner til sygeplejersker  18 Uddannelsesreformers betydning for pædagogik i sygeplejen  19 Pædagogikkens betydning i sundhedsvæsenet i dag  20 Afrunding 21 REFERENCER   22

Kapitel 2 Pædagogik i sundhedsvæsenet  25 Af Kim Jørgensen og Jette Lind Indledning 25 Pædagogiske udfordringer for den sundhedsprofessionelle i sundhedsvæsenet 26 Patienten anno 2020   27 Pædagogik i sundhedsprofessionelle uddannelser   31 Pædagogik – betydning for sundhed  32 Afrunding 33 REFERENCER 33

Kapitel 3 Teoretiske perspektiver på læring: Jean Piagets teori om erkendelse 37 Af Julie Wielandt Tejmers Indledning 37 Piagets udgangspunkt  38 Adaption, assimilation og akkommodation  39 Fire former for læring  40 Afrunding 45 REFERENCER 45


Kapitel 4 Teoretiske perspektiver på læring: Jean Lave og Etienne Wenger om situeret læring  47 Af Rikke Vinter Hedensted Indledning 47 Lave og Wengers teoretiske udgangspunkt  48 Praksisfællesskaber og legitim perifer deltagelse  51 Mennesket og identitet i forbindelse med læring  55 Overførbarhed af læring   56 Mødet mellem den sundhedsprofessionelle og patienten i praksis  57 Afrunding 58 REFERENCER 59

Kapitel 5 Teoretiske perspektiver på læring: Donald A. Schön om refleksion som læringsbegreb 61 Af Rikke Vinter Hedensted Indledning 61 Schöns teoretiske udgangspunkt  63 Knowhow og viden-i-handling  65 Refleksion   67 Refleksion-i-handling   67 Refleksion-over-handling 69 Refleksion i mødet mellem den sundhedsprofessionelle og patienten  69 Afrunding 71 REFERENCER 72

Kapitel 6 Teoretiske perspektiver på læring: Knud Illeris’ teori om læring  73 Af Julie Wielandt Tejmers Indledning 73 Illeris’ udgangspunkt  74 Læringens tre dimensioner  75 Læringens indholdsdimension  77 Læringens drivkraftdimension  78 Læringens samspilsdimension  80 Sammenfatning af de tre læringsdimensioner  82 Afrunding 85 REFERENCER 86


Kapitel 7 Centrale pædagogiske begreber  87 Af Dorit Ibsen Vedtofte Indledning 87 Information   88 Vejledning 89 Vejlederen og den vejledte – den sundhedsprofessionelle og patienten  89 Dialogen i en vejledningssituation  91 Evaluering af vejledning  92 Undervisning 93 Underviserens rolle  95 Evaluering af undervisning  95 Didaktik 96 Afrunding 101 REFERENCER 101

Kapitel 8 Didaktiske overvejelser i mødet med patienten  105 Af Julie Wielandt Tejmers Indledning 105 Helhedsmodellen 106 Læringsforudsætninger 108 Rammefaktorer   110 Mål 112 Indhold   117 Læreproces   118 Vurdering 124 Afrunding 126 REFERENCER 126

Kapitel 9 Barrierer mod læring  129 Af Jette Lind Indledning 129 Fejllæring som knytter sig til indholdsdimensionen  133 Forsvar mod læring som knytter sig til drivkraftdimensionen  134 Modstand mod læring som knytter sig til samspilsdimensionen  138 Afrunding 140 REFERENCER 141


Kapitel 10 Patientuddannelse – fra compliance til self efficacy  143 Af Jakob Ibsen Vedtofte Indledning 143 Hensigten med patientskolerne   144 Den compliance-orienterede retning   145 Den self efficacy-orienterede retning  146 Form og indhold i patientundervisning   147 Evaluering af udbyttet ved deltagelse   148 Kønnets betydning for deltagelse  151 Afrunding 152 REFERENCER 152

Kapitel 11 Kritisk-analytisk refleksion som pædagogisk metode til udvikling af tværprofessionalitet 155 Af Sine Lehn Indledning 156 Tværprofessionalitet – fremtidens kernekompetence?  157 Former og udfordringer i tværprofessionelt samarbejde  159 Magten i tværprofessionelt samarbejde   162 Tværprofessionalitetens tre grundkompetencer  163 Kritisk-analytisk refleksion – et overset aspekt af tværprofessionalitet  164 Kunsten at reflektere   166 Klinikkens læringspotentialer  166 At se kritisk på praksis ‘udefra’   167 Inspirationsspørgsmål 168 Afrunding 169 REFERENCER 170

Kapitel 12 Onlineundervisning til patienter, borgere og pårørende   173 Af Marianne Eilsø Munksgaard Indledning 173 Eksistensen af og eksempler på digital undervisning   174 Læringsdesign 175 Digitalt (lærings)design  177 Overvejelser om det digitale læringsdesigns funktionalitet, æstetik og indhold 178 Kultur, relevans, tillid og det at blive overrasket  179 Stilladsering af online undervisning  180


Et eksempel på digital patientuddannelse   182 Formål og stilladsering  182 E-læring   185 Frafald og motivation   186 Afrunding 187 REFERENCER 187

Kapitel 13 Feedback 191 Af Rikke Vinter Hedensted Indledning 191 Definition af feedback  193 Typer af feedback  193

Retningslinjer for feedback  195 Feedup, feedback og feedforward   198 Feedbackstrategier 200 Gode råd til effektiv feedback:  201

Afrunding 201 REFERENCER 202

Register 203


Om forfatterne Rikke Vinter Hedensted (f. 1973) er sygeplejerske og cand.mag. i psykologi og pædagogik fra Roskilde Universitet. Hun har klinisk erfaring fra onkologien og har i en årrække arbejdet med læring i praksis, herunder uddannelse af studerende i klinikken. Hun er ansat som lektor og koordinator for pædagogisk udvikling og kvalitet på sygeplejerskeuddannelsen, UC Diakonissestiftelsen, hvor hun bl.a. underviser i områderne kommunikation, psykologi og pædagogik. Som koordinator for pædagogisk udvikling og kvalitet har hun ansvaret for pædagogisk, didaktisk og faglig udvikling af sygeplejerskeuddannelsen. Kim Jørgensen (f. 1965) er sygeplejerske, cand.cur. og ph.d. Han er ansat som postdoc i Forskernetværket på Psykiatrisk Center Nordsjælland og er i gang med at udvikle en recoveryorienteret intervention for at skabe bedre sammenhæng i forløbene mellem psykiatri og kommuner. Kim Jørgensen forsker i brugerinddragelse, recovery og tværsektorielle forløb. Han er ansat som ekstern lektor på Aarhus Universitet, hvor han underviser i sundhedsfremme, forandringsteorier samt relationer og interaktioner mellem borger, patient, pårørende og sundhedsprofessio­ nelle. Desuden vejleder han på master- og kandidatuddannelse. Endelig er Kim Jørgensen forfatter og fagredaktør på flere lærebøger for sundhedsprofessionelle. Sine Lehn (f. 1972) er uddannet fra RUC som cand.mag. i pædagogik og psykologi og ph.d. i uddannelsesforskning. Hun er ansat som lektor på Center for Sundhedsfremmende forskning på RUC. Gennem de sidste ti år har hun forsket i, hvordan nye arbejdsopgaver og vilkår i sundhedsvæsenet former både nuværende og kommende sundhedsprofessionelles forståelse af deres fag og af dem selv som fagprofessionelle. Sine Lehn arbejder aktuelt på en række projekter vedr. udvikling af sundhedsprofessionelles kompetencer i klinisk praksis. Hun har de seneste år være involveret i projektet PÅ TVÆRS i samarbejde med Rigshospitalet, som har undersøgt og udviklet den kliniske del af sygeplejeuddannelsen. Jette Lind (f.1961) er uddannet sygeplejerske, merkonom i personaleadministra­ tion og cand.pæd.pæd. fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Desuden har hun en diplomuddannelse i uddannelse og undervisningsplanlægning. Jette Lind har klinisk erfaring fra sekundær og primær sektor og mange års erfaring i at undervise på sygeplejerskeuddannelsen. Hun er ansat som lektor ved Professionshøjskolen Absalon, Campus Roskilde.  | 11


Marianne Eilsø Munksgaard (f. 1971) er uddannet sygeplejerske og kandidat i generel pædagogik. I 2017 blev hun uddannet som it-interaktionsdesigner fra IT-Universitetet i København med speciale i brugerfokuseret e-læring til sygeplejerskestuderende. Marianne Eilsø Munksgaard har i flere år arbejdet med e-læring og digitalt læringsdesign, bl.a. som lektor ved professionshøjskolen Absalon, leder af et e-læringsteam i Region Sjælland og som specialkonsulent ved Københavns Professionshøjskole. Hun er nu selvstændig vidensiværksætter i virksomheden Vi Skaber Viden Sammen, som bl.a. designer e-læring til sundhedsvæsenet. Julie Wielandt Tejmers (f. 1973) er uddannet sygeplejerske og cand.mag. i pædagogik og psykologi fra Roskilde Universitet. Julie Wielandt Tejmers har klinisk erfaring med sekundær sektor og har arbejdet med patienter med forskellige kræftsygdomme samt børn og unge med kræft. Hun har i flere år været fagansvarlig for faget pædagogik på grunduddannelse i sygepleje og er ansat på UC Diakonissestiftelsen, hvor hun er lektor og underviser på sygeplejeuddannelsen og på 3K (professionsbachelor i kommunikation, kultur og kristendom) inden for områderne pædagogik, psykologi og sygepleje. Dorit Ibsen Vedtofte (f. 1959) er sygeplejerske og cand.pæd.pæd. Hun har tidligere arbejdet med patienter med medicinske sygdomme. Hun har mangeårig erfaring som underviser og lektor på Professionshøjskolen København. Arbejdet omfatter desuden vejledning af adjunkter og undervisning på diplomuddannelsen, og hun er i sit nuværende arbejde tilknyttet det psykiatriske område. Dorit Ibsen Vedtoftes særlige interesseområde er humanistiske perspektiver, bl.a. pædagogikkens beret­tigelse og relevans for sundhedsprofessionelle. Hun er også optaget af de pædagogiske og kommunikative relationer både mellem studerende og undervisere og mellem den sundhedsprofessionelle og patienten. Jakob Ibsen Vedtofte (f. 1950) er uddannet sygeplejerske fra Københavns Amts Syge­plejeskole i Glostrup og har desuden en uddannelse i voksenpædagogik fra Roskilde Universitetscenter samt en kandidatgrad i Voksenpædagogik fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Jakob Ibsen Vedtofte har både været underviser i grunduddannelsen og uddannelseskonsulent. Siden 1995 har han været ansat som klinisk oversygeplejerske med ansvar for sygeplejersker i specialuddannelsen til anæstesisygeplejerske, og siden 2000 har han været vejleder for syge­ plejestuderende i forbindelse med bachelorprojekter.


Forord Patienter skal i dag have mulighed for at opnå viden, færdigheder og kompetence i forhold til deres sygdom og lidelse, ligesom de har ret til kvalificeret informa­ tion om pleje og behandling ifølge sundhedsloven § 16 om informeret samtykke (Sundheds- og Ældreministeriet 2019). Derfor er pædagogiske interventioner så væsentlige at beskæftige sig med i sundhedsvæsenet, for kun via disse kan patienten inddrages og sikres tryghed og medbestemmelse i behandlingen og rehabiliteringen. Formålet med denne bog er at inspirere den sundhedsprofes­ sionelle til at opnå pædagogiske færdigheder til at udvikle kompetencer inden for klinisk beslutningstagen og lederskab samt til at kunne informere, vejlede og undervise patienter bedst muligt. Pædagogik omhandler undervisning og læring, mens didaktik handler om undervisningens mål, metoder og indhold (Hiim og Hippe 2005). Målet med didaktiske overvejelser er, at der skal ske en læreproces, dvs. en ændring i patientens viden, færdigheder eller kompetencer i forhold til hans sundhedsudfordring. Der er således tale om en proces, der medfører psykiske og kognitive ændringer af varig karakter (Illeris 2015). Pædagogik er en helt central disciplin i sundhedsprofessionsuddannelserne, og i bekendtgørelsen for uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje fremgår det bl.a., at den uddannede skal kunne:

“forstå og reflektere over viden om målrettede pædagogiske og kommunikative interventioner i direkte og digital kontekst med involvering af patient, borger og pårørende med respekt for forskellighed” (Uddannelses- og Forskningsministeriet 2016, s. 8). “selvstændigt tage ansvar for og anvende pædagogiske interventioner i vejledning, undervisning og formidling til patient, borger, pårørende og fagprofessionelle” (ibid.).

Den uddannede skal ifølge bekendtgørelsen for uddannelsen til professionsbachelor i fysioterapi ligeledes kunne:

“anvende teori og metode inden for sundhedspædagogik/psykologi, bevægeanalyse, funktionsundersøgelse og vævsundersøgelse og begrunde anvendelse af dette i forhold til anatomiske strukturer, fysiologiske og biomekaniske

| 13


forhold samt viden om patologi, neurofysiologi og sundheds- og sygdomsbegreber” (Uddannelses- og Forskningsministeriet 2016b, s. 5). Pædagogiske interventioner kræver såvel teoretisk viden som erfaring med at udøve sundhedsfaglig praksis og klinisk lederskab. Ved at etablere en tillidsfuld og empatisk relation til patienten kan den sundhedsprofessionelle motivere patienten til at ville modtage læring, dvs. vejledning, information og undervisning om dennes sygdom, behandling og rehabilitering. Bogen præsenterer forskellige pædagogiske og læringsmæssige perspektiver, som skal styrke relationen mellem sundhedsprofessionel og patient. Denne 3. udgave indeholder en gennemgribende ændring i forhold til de to forhenværende udgaver. Ændringen omfatter flere nye kapitler, der fokuserer på nye tendenser som øget tværprofessionelt samarbejde og teknologi i sundhedsvæsenet. De samfundsmæssige betingelser med øget kompleksitet og accelererende forandringshastighed betyder, at patienten skal inddrages i og uddannes til selv at varetage sin behandling og rehabilitering, bl.a. vha. moderne teknologi. I bogens første kapitler præsenteres fire forskellige teoretiske perspektiver på læring med det formål at få læseren til at reflektere over, hvilken pædagogisk intervention med patient og pårørende der er mest hensigtsmæssig. Derefter følger kapitler om forskellige pædagogiske begreber – information, undervisning og vejledning – samt de didaktiske overvejelser, der kan ligge til grund for den sundhedsprofessionelles kliniske beslutningstagen og kliniske lederskab i forhold til læring af patienten. De didaktiske overvejelser handler også om de tilfælde, hvor læring ikke finder sted. Efterfølgende gives eksempler på pædagogiske inventioner i form af patientskoler, tværprofessionelt samarbejde og inddragelse af teknologi i patientundervisningen. Afslutningsvis i kapitlet om feedback relateres begrebet til den studerende og dennes læreproces, men her vil begrebet blive overført til en sundhedsfaglig kontekst med patienten som den lærende. Bogen henvender sig til studerende på de sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser samt til færdiguddannede på sundhedsfaglige og pædagogiske efter- og videreuddannelser. Der er lagt vægt på, at forfatterne har en akademisk og forskningsbaseret tilgang til de områder, de beskriver, samt et indgåendende kendskab til såvel den teoretiske undervisning på professionsbacheloruddannelserne som den kliniske praksis. Bogen kan anvendes som lærebog i pædagogikundervisningen, da den skaber grundlag for at nå de mål for læringsudbytte, som gælder fagområdet pædagogik i de sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser. Bogen kan ligele-

14 | Pædagogik for sundhedsprofessionelle


des inspirere til refleksion over og læring i pædagogiske problemstillinger, som kan kvalificere den sundhedsprofessionelles arbejde. Desuden kan bogen vise, hvordan praksisviden forekommer på alle niveauer i læringsprocessen, fra simple færdigheder til komplekse kompetencer. Kapitlerne i bogen udgør en helhed, hvor de teoretiske perspektiver på pædagogik supplerer hinanden, men kan også læses hver for sig og bruges som støtte i de sundhedsprofessionelles praksis. En stor tak til alle bogens forfattere, som har vist et stort engagement og bidraget med kapitler, så denne bog kunne blive til. Tak også til forlagsredaktør An-Magritt Erdal, der har bidraget med konstruktiv kritik og været sparringspartner i udviklingen af bogen. Sidst, men ikke mindst tak til studerende på Diakonissestiftelsens Sygeplejerskeuddannelse og Sygeplejerskeuddannelsen på Professionshøjskolen Absalon, som gennem årene har bidraget med ideer til, hvad bogen kunne indeholde. Marts 2020 Julie Wielandt Tejmers og Jette Lind

Referencer Hippe E, Hiim H 2005. Didaktik for fag- og professionslærere. København: Gyldendals lærerbibliotek. Illeris K 2015. Læring. Frederiksberg: Samfundslitteratur. Sundheds- og Ældreministeriet 2019. Bekendtgørelsen af sundhedsloven. LBK nr. 903 af 26/08/2019. København: Sundheds- og Ældreministeriet. Uddannelses- og Forskningsministeriet 2016a. Bekendtgørelsen om uddannelsen til professionsbachelor til sygepleje. BEK nr. 804 af 17/06/2016. København: Uddannelses- og Forskningsministeriet. Uddannelses- og Forskningsministeriet 2016b. Bekendtgørelsen om uddannelsen til professionsbachelor til fysioterapi. BEK nr. 503 af 30/05/2016. København: Uddannelses- og Forskningsministeriet.


Kapitel 1

Historisk rids over pædagogik i en sundhedsprofessionel sammenhæng Af Dorit Ibsen Vedtofte

Dette kapitel handler om, hvilken betydning pædagogikken historisk har haft i sundhedsvæsenet. Kapitlet beskriver bl.a., hvordan pædagogiske interventioner og formidling til patienter gennem tiden har været en del af sygeplejerskens virksomhedsområde, og hvordan pædagogik har spillet en rolle i uddannelsen af sygeplejersker. Desuden forklarer kapitlet, hvilken betydning pædagogik har i sundhedsvæsenet i dag, hvor patienten som “den lærende” er kommet i centrum. Denne patientrolle hænger sammen med intentionerne om, at patienter skal have viden om deres eget sygdomsforløb, og at de skal inddrages i behandling og rehabilitering og samtidig have mulighed for selvbestemmelse i forhold til sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse.

Indledning Pædagogikken, dvs. læren om den teori og praksis, der bidrager til den enkeltes kunnen og viden, er en del af det moderne sundhedsvæsen. Sundhedsprofes­ sionelle fokuserer på at formidle, undervise og vejlede ud fra rapporter fra Sundhedsstyrelsens medicinske teknologivurderinger og rapporter med anbefalinger om at systematisere, optimere og evaluere undervisningsforløb af patienter (Sundhedsministeriet 2002; Sundhedsstyrelsen 2006; Sundhedsstyrelsen 2008; Sundhedsstyrelsen 2012). Endvidere er pædagogisk formidling en del af fysioterapeutens, ergoterapeutens og sygeplejerskens virksomhedsområde (Uddannelses- og Forskningsministeriet 2016a; Uddannelses- og Forskningsministeriet 2016b; Uddannelses- og Forskningsministeriet 2016c). Særligt efter årtusindeskiftet har der været stor opmærksomhed på patientskoler og andre undervisningstilbud til patienter med forskellige somatiske lidelser som diabetes, ryg­lidelser, ­astma og KOL samt til patienter med psykologiske problemer

| 17


(Willaing, Folmann og Gisselbæk 2005; Bassett et al. 2008) (se kapitel 10 om patientuddannelse). I sundhedsvæsenet bliver der lagt vægt på at effektivisere indlæggelsesforløb, fx gennem accelererede/optimerede patientforløb, sammedagskirurgi og ambulant behandling. Disse forløb betyder kortere indlæggelsestid, men kræver samtidig pædagogisk formidling til patienterne. Samtidig er mange opgaver flyttet fra hospitalet til det nære sundhedsvæsen, hvor patienten bl.a. skal lære selv at udføre interventioner hjemme (Sundhedsstyrelsen 2017). De nye tiltag stiller krav om ekstra opmærksomhed på de sundhedsprofessionelles pædagogiske interventioner (Jacobsen, Sonne og Kehlet 2004; Jacobsen, Christiansen og Hallin 2007; Norlyck og Harder 2010; Jakobsen og Jakobsen 2014; Vandrevale et al. 2015; Simony et al. 2017). I medierne er der kommet stor opmærksomhed på, at patienter skal have viden om deres sundhed og livsstil, og at der helst skal ske nogle livsstilsændringer for at forebygge og lindre især livsstilssygdomme (Sundhedsstyrelsen 2015). Fra politisk side er der ligeledes kommet stort fokus på, at pædagogiske interven­ tioner kan hjælpe til livsstilsændringer og viden om sundhed, og det forventes, at den enkelte patient tager (med)ansvar for sin egen sundhed og sygdom (Regeringen 2002). Forventninger, som både er grunstige for den enkelte patient og for samfundsøkonomien (Sundhedsstyrelsen 2012; Glasdam og Boelsbjerg 2019).

Fra stuekoner til sygeplejersker Pædagogik er ikke et nyt fænomen i sundhedsvæsenet, men har været en del af sygeplejen de sidste 200 år. Allerede i 1800-tallet indførte man den første uddannelse af de såkaldte stuekoner indført, som blev oplært af de andre, ufaglærte medarbejdere (Gøtzsche 1978). Internationalt arbejdede den engelske sygeplejerske Florence Nightingale ihærdigt for at afhjælpe hygiejniske problemer gennem sundhedsfremmende initiativer, herunder mere viden om hygiejne. Nightingales pædagogiske interventioner skulle sikre hygiejniske principper, der kunne nedbringe dødeligheden blandt patienterne. I 1860’erne medvirkede hun til at etablere hjemmesyge­pleje, hvor hygiejnen og efterlevelse af hygiejniske principper også var i fokus. Den slags interventioner krævede pædagogiske overvejelser i form af undervisning og vejledning, og Nightingale var til sin død i 1910 utrættelig i dette arbejde (Gøtzsche 1978). Fra midten af 1800-tallet florerede tuberkuloseepidemier, og vejledning blev et vigtig element i forebyggelsen og bekæmpelsen af sygdommen. Sygeplejersker havde altså pædagogiske funktioner over for både patienter og personale i for-

18 | Pædagogik for sundhedsprofessionelle


søget på at forhindre smittespredning, og patienterne skulle lære at overholde strategierne om frisk luft, hygiejne og sund levevis (Wingender 1999). Fra lægerne overtog plejepersonalet i samme periode opgaven med at formidle viden og praktiske færdigheder til hospitalspatienterne. Plejepersonalet fik derfor selv teoretisk viden og praktiske færdigheder, og på Kommunehospitalet i København foretog de kliniske øvelser med patienter (Østergaard 1989). I 1933 blev sygeplejersker autoriserede, og den første Kongelige Anordning om sygeplejerskeuddannelsen trådte i kraft (Indenrigsministeriet 1933). Hermed blev pædagogikken formelt en del af sygeplejerskeuddannelsen. En nyuddannet sygeplejerske skulle i 1933 have opnået den fyldestgørende kompetence ‘dygtighed’ som sygeplejerske, og allerede på det tidspunkt måtte sygeplejersker undervise både patienter og de kommende sygeplejersker. Siden da har der været stillet pædagogiske krav til sygeplejerskes evne til at undervise (Gøtzsche 1978; Østergaard 1989).

Uddannelsesreformers betydning for pædagogik i sygeplejen I anordning om sygepleje af 1957 stilledes der krav om, at en færdiguddannet sygeplejerske skulle deltage aktivt i den kliniske undervisning af sygeplejeeleverne. Desuden lagde anordningen vægt på, at sygeplejerskerne skulle instruere, vejlede og undervise patienten i behandling og forebyggelse af sygdomme (Indenrigsministeriet 1957; Gøtzsche 1978). Sygeplejersken havde altså en dobbeltrolle i forhold til pædagogik. Kravet om at undervise patienten blev desuden defineret i en ny bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen i 1979. Bekendtgørelsen præciserede, at sygeplejersker skulle være i stand til at vejlede og undervise patienter for at opnå den bedst mulige sundheds- og sygepleje. Sygeplejersker skulle også stadig undervise kolleger og elever under uddannelse (Sundhedsstyrelsen 1979; Østergaard 1989). I bekendtgørelsen fra 1990 udbyggede og præciserede ministeret den pædagogiske funktion. Nu blev der stillet krav om, at sygeplejersker skulle besidde handlekompetence inden for formidling til patienter, kolleger, samarbejdspartnere og studerende (Undervisnings- og Forskningsministeriet 1990). Det betød, at sygeplejersker helt formelt og konkret skulle kunne gennemføre pædagogiske aktiviteter. I bekendtgørelsen fra 2008 blev det i overensstemmelse med samfundsudviklingen præciseret, at sygeplejersker skulle være i stand til at formidle viden til

Kapitel 1 Historisk rids over pædagogik i en sundhedsprofessionel sammenhæng | 19


patienter om sundhedsfremme samt bevarende og forebyggende tiltag (Sundheds- og Ældreministeriet 2008). Senest er der i 2016 (med ændringer i 2018) udkommet en bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje. I denne præciseres det, at sygeplejersker også skal kunne reflektere over pædagogiske interventioner (Styrelsen for Videregående Uddannelser 2016). Sygeplejersker skal altså helt konkret og selvstændigt kunne gennemføre og bevidst vurdere og forholde sig fagligt til fx vejledning og undervisning af både patienter, borgere og pårørende (Styrelsen for Videregående Uddannelser 2016; 2018; Rothenberg og Fjord 2019). Sygeplejerskers evne til at formidle er altså stadig en vigtig del af deres virksomhedsområde.

Pædagogikkens betydning i sundhedsvæsenet i dag Flere og flere danskere lider af akutte og kroniske livsstilsrelaterede sygdomme, og behovet for sundhedsprofessionel intervention vokser og har stor politisk opmærksomhed (Sundheds- og Ældreministeriet, Danske Regioner og KL 2018). Derfor har pædagogik i sygeplejen aldrig været vigtigere (se kapitel 2). Uligheden i danskernes sundhedstilstand vokser. Mennesker med få økonomiske og uddannelsesmæssige ressourcer bliver oftere syge end mennesker med bedre økonomi og højere uddannelse (se også kapitel 10) (Sundhedsstyrelsen 2011; Larsen 2019). Derfor er der en bred interesse i, at de sundhedsprofessionelle kan varetage pædagogiske interventioner og formidle viden til patienter for dels at forebygge sygdom dels at inddrage patienter i egen behandling og rehabilitering (Sundhedsministeriet 2008; Sundhedsstyrelsen 2012). Sundhedsstyrelsen har i rapporter gennem de seneste 10-15 år sat fokus på patientundervisning (Willaing, Folmann og Gisselbæk 2005), og ministerier har sat pædagogisk indsats på dagsordenen, bl.a. i de nationale mål i de tidligere sundhedsprogrammer og i sundhedsloven (Sundhedsministeriet 2002; Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse 2008; Sundheds- og Ældreministeriet, Danske Regioner og KL 2018). Der er i dag fokus på, at den pædagogiske indsats skal svare til patientens individuelle forudsætninger, og at viden skal formidles på en hensynsfuld måde (Sundheds- og Ældreministeriet 2018). Dette kræver, at den sundhedsprofes­ sionelle har viden om patienten og kan tage hensyn til dennes forventninger og ønsker (Sygeplejeetisk Råd 2014). Der bliver løbende foretaget patienttilfredshedsundersøgelser, hvor patienternes oplevelser, opfattelse og udbytte af bl.a. information, vejledning eller undervisning bliver beskrevet. Spørgsmålene kan

20 | Pædagogik for sundhedsprofessionelle

Profile for Gads Forlag

Pædagogik for sundhedsprofessionelle  

Advertisement