Det gavmilde attentat
Historien om et bebudet hjertestop
Gads Forlag
Kære Fatter
Sidst vi så hinanden, lå du på en sygeseng midt i mit gamle værelse. Din mund stod åben. Jeg husker næsten kun dit åbne gab. Det så ud, som om du sov, bortset fra at du tydeligvis ikke bevægede dig. Og hvis du sov, havde du snorket. Det har du altid været fremragende til. Nu lignede din mund en åbning, som din sjæl var listet ud af. Din hud var gulnet. Falmet. Drænet. Lettere sammentrukket som læderet på en sko, der er brugt flittigt.
Senere blev du båret ud og kørt til kapellet. Mor kom ud i køkkenet, fortvivlet og forvirret. Hun havde kysset dig på munden en sidste gang, men blev overrasket, fordi du
genlys, i det værelse, hvor jeg havde leget med biler og legoklodser og lyttet til vinylplader i tusindvis af timer. Hvis jeg havde haft en flig af en evne til at se ud i fremtiden, havde jeg løftet op i din trøje og kigget ind til dit bryst, lige under venstre kraveben. Jeg har ingen erindring om at have set din pacemaker, men du flashede heller ikke ligefrem din overkrop. Lars fortalte mig engang, at du en dag havde set dig i spejlet, og i overraskelse over forfaldet havde sagt til dig selv “Ser jeg sådan ud nu!?” Som storebror med 6 1/2 år ned til mig, og en lyst til at gå i dine fodspor, fik Lars en større fortrolighed med dig. Den misunder jeg ham.
Du gav os meget få muligheder for at se din pacemaker. Jørgen kan huske at have set den lille bule i dit bryst. Mor kan ikke. For nylig fortalte hun mig, at hun ikke havde den store lyst til at tale med dig om dine hjerteproblemer, fordi hun vidste, det var hårdt for dig. Det var jeres udgangspunkt. I troede på, at det var bedst at lukke ned for det, der var svært at tale om. Jeg tror, I tog fejl. Vi skulle have talt mere – og meget – om den
pacemaker. Om du kunne mærke, når den styrede din hjerterytme. Om den gjorde ondt, når du lå på den om natten. Om den gjorde dig tryg. Eller utryg.
Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg studere pacemakeren i detaljer. Så snart du kom hjem fra operationen, ville jeg have bedt dig om at trække ned i din hvide undertrøje, så jeg kunne se maskineriet. Måske ville jeg også have rørt ved din ømme hud.
Det er 23 år siden, vi sidst har set hinanden, og jeg har så utrolig meget, jeg gerne vil fortælle dig. Jeg har fået tre børn – Theodor, Josefine og Hector – bare for at begynde et sted. Jeg er sikker på, at du ville have nydt hvert et sekund med dem. Hvis der er noget i hele verden, jeg er sikker på, er det netop det.
Men når jeg skriver til dig, er det fordi, jeg må konstatere, at vi ligner hinanden mere og mere – og at jeg har kæmpet for at forlige mig med det. Efter at have stirret på mit spejlbillede i et par år og spurgt “Hvad helvede er det, der foregår?”, må jeg konstatere, at jeg har været angst for at ende ligesom
du gjorde – uden at jeg var bevidst om det. Det er endda tænkeligt, at jeg skriver til dig for at sikre mig, at der er en forskel på os. At jeg har et håb. Jeg skal prøve at forklare mig. Jeg tror, du vil forstå, hvad jeg mener. Først og fremmest har jeg fået en ICD. Implanterbar Cardioverter Defilibrator. En indbygget hjertestarter. Den holder ikke kun rytmen, sådan som din pacemaker gjorde, da dit hjerte begyndte at svigte. En ICD giver også stød, hvis hjerterytmen bliver for hurtig, omkring 200 slag i minuttet. Eller hvis pulsen forsvinder helt. Altså ved hjertestop. Resten af mit liv må jeg ikke putte mobiltelefonen i venstre inderlomme, og jeg skal så vidt muligt undgå at opholde mig under højspændingsledninger. Lægevidenskaben er ikke 100 procent sikker, men man formoder, at kraftige elektriske impulser kan forvirre ICD’en og få den til at støde. Jeg har talt med en kollega, der har fået et stød af sin ICD. Han beskrev det som ‘at blive sparket i brystet af en hest’. Af samme grund er det umuligt for mig bare at slentre, hvis jeg skal under højspændingsledninger. Jeg er
nødt til at løbe. Det ser uden tvivl latterligt ud. Men hellere ligne en idiot i ti sekunder end blive sparket i brystet af en hest.
Jeg er under konstant overvågning. I min mobil sidder en app, der kan fortælle mig, at min ICD er en Abbott Neutrino NxTTM
VR model CDVRA600Q. Og at batteritilstanden er god. Hver eneste dag, tidligt om morgenen, kontrollerer app’en, om der er forbindelse til ICD’en. Og hvis ICD’en konstaterer, at mit hjerte opfører sig mærkeligt, giver den besked til app’en, der sender oplysninger videre til Gentofte Hospital. Et par gange om måneden registrerer ICD’en uregelmæssigheder i mit hjerte. De fleste af dem er helt normale, siger de i Gentofte. En af dem var ikke, kan jeg allerede afsløre.
Puk og jeg har haft meget sjov ud af den overvågning. Vi har hygget os med tanken om, at russerne skulle få lyst til at hacke Gentofte Hospital. Ville de så være i stand til at overtage kontrollen med hele Københavnsområdets ICD’er og skrue op og ned for hjerterytmerne?
Der opstår spøjse tanker, når menneske