Issuu

DET ENDER GRØNT

14 BUD PÅ EN KLIMAPOSITIV

FREMTID

GADS FORLAG

Det ender grønt

14 bud på en klimapositiv fremtid

Denne udgave © Gads Forlag 2025

Forlagsredaktion: Anne Mette Palm og Henrik Sebro

Tekstredaktion: Anette Dina Sørensen

Omslag: Sune Ehlers

Grafisk tilrettelæggelse: Demuth grafisk

Tryk og indbinding: ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80103-0

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Denne bog er blevet til i et samarbejde mellem CONCITO og Gads Forlag. Alle billeder er taget af fotograf Ulrik Jantzen.

Den grønne tænketank CONCITO er uafhængig videnspartner for beslutningstagere på tværs af samfundet. CONCITOs formål er at omsætte relevant viden til klimahandling og derved accelerere den grønne omstilling både i Danmark og internationalt.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af bogproduktionen på gad.dk

Til vores børn og børnebørn Frederikke, Caroline, Mads og Kalle Valdemar og Lærke

“Bæredygtig udvikling er mere end et mål. Det er vores ansvar over for planeten og fremtidige generationer.”

António Guterres, FN’s generalsekretær

INDHOLD

Claus

Solveig Roepstorff

Tommy Ahlers

Anne Skare Nielsen

Dan Stubbergaard

Vi poder vores byer og bygninger til fællesskaber

Katherine Richardson

Kriserne er forbundne, det forstår vi nu

Else Skjold

Vi elsker det tøj, vi allerede har

Rune Baastrup Vi finder guldet imellem os

Lise Coermann Mathiesen

Unge bliver ægte inddraget – verden rundt

Thomas Ravn-Pedersen

Fremtidens nyheder formidler håb og handling

Charlotte Weitze

Vores fortællinger genfortryller naturen

TAG MED TIL DET GODE

LIV ANNO 2050

”Landskabet har ændret sig markant. I stedet for de mange marker og et landskab præget af menneskers styring af naturen er der nu ægte natur i al sin vildskab.”

– Dan Stubbergaard, arkitekt

”Jeg sætter især stor pris på det rolige tempo i den kli-mapositive fremtid. At vores nervesystemer ikke længere er på konstant overarbejde som følge af mistrivsel og stress.”

– Solveig Roepstorff, klimapsykolog

”Når du går en tur i supermarkedet, er der masser af friske råvarer og en meget højere standard af halvfabrikater, Vi kan købe forkogte bælgfrugter, delvist tilberedte grøntsager og et utal af plantebaserede færdigretter i tårnhøj gastronomisk kvalitet, til rimelige priser, og helt uden tilsætningsstoffer.”

– Claus Meyer, kok og madiværksætter

”Når vi ser møllerne dreje, og når solen skinner på solcelle-marken, så ved vi, at det er vores strøm. Vi har altid haft et nært fællesskab herude, men dét, at vi nu er fælles om energien, gør os stolte.”

– Charlotte Weitze, forfatter

”Mange var bange for, at vi i 2050 pludselig havde vores liv online, men det har vist sig, at det ikke var det, folk grundlæggende ville.

– Tommy Ahlers, investor og iværksætter

Billedet af vores liv og klimaomstillede samfund anno 2050 kan have mange udtryk. Denne bog er et bevidst optimistisk bud på den klimapositive fremtid, som kan være her ”lige om lidt”. Det er drømme og visioner, der er styret af troen på, at det bedste vil ske – ikke det værste. Nogle vil måske støde sig på et eller flere elementer i fortællingerne, andre vil opfatte dem som attraktive og mulige fremtider, fordi de er konkrete, man kan se dem for sig.

For at handle i nuet har vi brug for at kunne forestille os det gode liv i fremtiden, men til daglig hører vi ikke meget til visionerne for den fælles fremtid. Vi hører til gengæld om po-litiske konflikter, data og klimamål, der bliver svære at nå – men ikke meget om, hvordan vores hverdagsliv vil være, hvis vi lykkes med transformationen. Vi alarmeres af nyhedsreportagerne fra klimakrisens frontzone, hvor lande drukner i vand, bliver ramt af ødelæggende tørke eller går op i flammer. Vi hører om iskapper og gletsjere, der smelter, og om arternes masseuddøen.

De dystopiske beretninger skræmmer os, men hvor man skulle tro, at frygt var en stærk drivkraft for handling, så risikerer frygt at få os til at resignere, hvis vi ikke ved, hvad vi skal stille op. Når de overvældende billeder af klimakatastrofer ikke er ledsaget af handlemuligheder og håb, er det nemt at miste troen på, at vores egen indsats nytter. På samme måde som skam og dårlig samvittighed kan overvælde os i en sådan grad, at vi fornægter og fortrænger det, der truer os.

Men klimakrisen går ikke væk, bare fordi vi ignorerer den eller lader den overskygge af mange andre kriser, der trænger sig på – trusler om krig, vores sikkerhed, økonomien og den geopolitiske kamp om magten. Forskere taler endda om, at vi

står i en decideret forestillingskrise. Vi har svært ved at forestille os fremtiden, fordi vi overvældes og lammes af omfanget af kriser omkring os.

Der er brug for en anden samtale om klima, en inviterende, åben og fælles samtale om det gode liv, vi kan få i et klimarobust samfund, og som kan danne modvægt til den ofte tekniske eller dystre klimafortælling om tab og ødelæggelse, vi møder i medier og hører fra politikere og eksperter. Det kræver, at nogen går forrest og skaber billeder af en attraktiv fremtid, der tiltrækker os, fordi den er fyldt af muligheder og det vi vinder, fremfor det vi mister. En fremtid, der skaber meningsfuldhed hos os og lyst til følgeskab i de beslutninger, vi står overfor. Det kræver også, at medierne giver plads til mere håbskabende historier, der guider med inspiration og gode råd til at gøre tingene på en anden måde.

Ambitionen med denne bog er at hjælpe samtalen på vej, så flere kan se sig i det og får lyst til at bakke op om de forandringer, der venter. I bogen deler 14 indsigtsfulde og visionære danskere deres personlige håb og forestillinger om, hvordan et tilfredsstillende, klimavenligt liv kan se ud i fremtiden.

De er gået med på at tænke frem til år 2050 og med en håbefuld og konstruktiv tilgang beskrive, hvordan det gode liv ser ud om 25 år, og hvordan vi kommer dertil. De er gået med på, at det ender grønt.

Klodens tilstand

2050 er året, hvor en del af verdens nationer sigter efter at være klimaneutrale, blandt andet EU. Nogle lande som Danmark lover at være kommet endnu længere. Vi vil fjerne mere CO2 fra luften, end vi udleder, og på den måde være klimapo-

sitive. I to millioner år har koncentrationen af CO2 i atmosfæren ikke været større, end den er i dag, og de seneste ti år har hvert år været det varmeste nogensinde registeret. Samtidig begynder målet fra Paris-aftalen om at holde temperaturstigningen på 1,5 grader at fortabe sig. Hvis ikke verdens lande sætter markant mere klimahandling i gang, vil det ifølge den seneste IPCC-rapport blive op til 3 grader varmere ved udgangen af dette århundrede med katastrofale konsekvenser for livet på kloden. Allerede nu har vi overskredet i hvert fald seks ud af ni planetære grænser – et udtryk for vores påvirkning af klodens økosystemer, og hvor stort overtrækket på jordens ressourcekonto er.

Store, systemiske bevægelser flytter os dog i den rigtige retning. Mange lande er i gang med at droppe kulkraft og stoppe udvindingen af olie og gas. Mængden af grøn strøm fra vindmøller og solceller stiger markant år for år, og især transporten er godt i gang med at blive elektrificeret i rige lande.

Salget af el-biler buldrer afsted, og EU har fx sat et stop for nye fossile biler i 2035. I Danmark står vi over for en historisk omlægning af vores landskab, når ’den grønne trepart’ i de kommende år baner vejen for mere natur og en grøn og mere effektiv fødevareproduktion, der fylder mindre. Alt dette er skridt på vejen til en grønnere verden.

Som klimapositive er vi – i princippet – holdt op med at nedbryde planeten og tømme den for ressourcer. I stedet har vi taget fat på den enorme opgave med at genskabe alt det, vi har ødelagt. Kloden er blevet varmere, det er uundgåeligt, men til den tid har vi sandsynligvis fået bremset temperaturstigningen og er nu i fuld gang med at tilpasse os en ny virkelighed.

Meget skal nås inden da. Hvis vi skal skabe en bæredygtig

verden inden for planetens grænser, bliver vi nødt til grundlæggende at gentænke selve måden, vi producerer, forbruger og organiserer vores samfund på. Vi er heldigvis i gang i mange sektorer, og Danmark er jo også blandt de lande i verden med den mest ambitiøse klimalovgivning. Men der skal mere til. Vi skal endnu længere med den omlægning, vi har sat i gang på områder som energi, transport og landbrug, og vi skal komme endnu længere med de nye teknologier og materialer, der kan hjælpe os på vej. Vi kommer heller ikke uden om, at den grønne omstilling nu rykker meget tættere på os som borgerne, tæt på vores hverdagsliv og adfærd. Hvis vi skal sikre fortsat liv, og godt liv, på denne planet, må vi i Danmark og den øvrige velhavende del af verden lægge vores ressourcetunge livsstil om. I flere år har det været sådan, at når vi kommer til marts, har vi i Danmark opbrugt vores årlige andel af de globale ressourcer, hvilket skyldes, at vi køber (for) mange ting, tøj og elektronik, spiser meget kød, flyver meget og bor på mange kvadratmeter. Den store overproduktion og overforbruget af alt dette medfører et massivt klimaaftryk. Bundlinjen er, at hvis alle i denne verden havde samme høje træk på ressourcerne som os, ville det populært sagt kræve mere end fire jordkloder at dække.

Det kalder på et kollektivt sporskifte mod et liv i bedre balance med økosystemerne. Et skifte, der kan gøre os mere modstandsdygtige over for klimaforandringer, ressourceknaphed og trusler mod vores sikkerhed og økonomi. Og et skifte, der samtidig gør det muligt at opnå større livskvalitet og sammenhængskraft, særligt hvis alle får mulighed for at deltage i omstillingen og derved vil opleve den som retfærdig og inkluderende.

Visionernes trækkraft

Stærke visioner kan bygge bro mellem nutid og fremtid. De kan give os en følelse af samhørighed og identitet og motivere os til at være med, fordi det giver mening for os. Undervejs mod målet, når vi møder modstand, kan visionen lyse op og guide os videre. Det er der mange eksempler på i historien. Visionerne hjælper os med at kigge ind i fremtiden og forestille os ting, som i en tætpakket praktisk dagligdag kan være svære at få øje på. Visionerne trækker i os, også selv om vi instinktivt ikke bryder os om forandringer. Men de begrænsninger, vi måtte frygte at møde, blegner i lyset af de muligheder, der begynder at tone frem. Måske de kan berige vores liv. Måske gøre os friere, lykkeligere, tryggere, bedre.

Da præsident John F. Kennedy i 1961 annoncerede sin dristige vision om at sætte en mand på månen, gav han den amerikanske selvopfattelse et enormt løft. I en periode med stor usikkerhed i verden med den kolde krig på sit højeste og et intenst rumkapløb med Sovjetunionen samlede måneprojektet nationen. Kennedy talte ikke om begrænsninger eller frygt, men om menneskets evne til at løfte sig selv og nå nye højder. Han talte om ”en udfordring, vi er villige til at acceptere, uvillige til at udsætte, og som vi agter at vinde”. Og så sagde han de berømte ord om at tage til månen ”ikke fordi det er let, men fordi det er svært”. Da måneprogrammet begyndte, anså mange det for at være urealistisk. Men den klare vision og viljen til at gennemføre den fik missionen ud i det uendelige verdensrum til at lykkes.

For millioner af mennesker ændrede det deres syn på verden. Billeder af Jorden fra rummet – vores lille, sårbare planet frit svævende i himmelrummet – skabte en ny bevidsthed om

menneskehedens fælles skæbne. I dag fortæller billedet af vores levende planet omgivet af et uendeligt mørke os også, at der er grænser for, hvad vi kan udsætte den for.

Månevisionen har mange fællestræk med den mission, vi står over for i klimakrisen, og de beslægtede kriser, der presser miljø, biodiversitet og naturen. Den var ikke bare en teknologisk bedrift, men en psykologisk saltvandsindsprøjtning, der med et håbefuldt billede af fremtiden inspirerede mange følgende generationer. Visionen skabte ny optimisme og en følelse af, at alt var muligt. Og den viste, at det kan lade sig gøre at sætte meget store, visionære mål og nå dem med befolkningens opbakning.

Beslutningstagere, meningsdannere, mennesker med position og indflydelse og særligt politikere har oplagt et ansvar for at formulere visioner og på den måde få os andre med. Mange gør det også helt naturligt. Men når det kommer til klimaet, får politikerne sjældent formuleret de grønne visioner for det samfund, vi er i gang med at skabe, og de har meget lidt appetit på at tage emner op, der går tæt på vores livsstil og griber ind i valg, vi er vant til selv at træffe. Ulysten til at tale åbent om behovet for markant ændrede madvaner, indkøbsmønstre, feriedestinationer eller boligstørrelser er udtalt. Flere analyser viser dog, at danskerne er meget bekymrede for klimaets udvikling, og at vi efterspørger langt mere politisk handling. Klimaet har ved de seneste valg til folketinget og Europa-Parlamentet og ved kommunalvalget konsekvent ligget i top-3 over emner, der optager danskerne. Klimauret tikker, samtalen trænger sig på.

Håbefulde

stemmer

Deltagerne i denne bog er alle på forskellig vis optaget af klima, bæredygtighed og omstillingen af vores samfund i en grøn retning. De repræsenterer mange forskellige tilgange formet af deres faglighed, erfaring og sted i livet som fx kok, psykolog, iværksætter, professor, klimaaktivist, forfatter, arkitekt … De sætter ord på en ny virkelighed, hvor normer og værdier har flyttet sig, og hvor den konkrete hverdag ser anderledes ud. Hvordan bor vi, hvordan transporterer vi os, hvad spiser vi, og hvad har vi i klædeskabet? De taler også om, hvad der skal til for at gennemføre den forandring, de ser for sig, hvem der har ansvaret, og om deres personlige drivkraft.

Fælles for dem er, at de sætter håb før frygt og har en grundtro på, at grøn transformation er mulig, om end det bliver svært. Den tilgang har direktøren for den grønne tænketank CONCITO, Christian Ibsen, også. Hele sin karriere har han arbejdet i klimaets tjeneste – fra globalt klimadiplomati og politikudvikling i klimaministeriet, blandt andet under den skæbnesvangre COP15 i København, til lokalt udviklingsarbejde med miljø, natur og klima som plan- og klimachef i Fredensborg kommune. I CONCITO har han de seneste ti år haft som mission at bringe viden i spil om klimaets løsningsrum, at skubbe på for ambitiøs klimapolitik og hjælpe alle aktører, der ønsker at bidrage til den nødvendige grønne omstilling – både i Danmark og internationalt. Christian Ibsen fortæller:

”Faren ved at arbejde så meget med klima er, at man får alt for meget viden ind, og det påvirker jo én. For bag ved grafer, tal og scenarier gemmer sig økosystemer og samfund, der bryder sammen. Mange har med god grund fokus på, hvad det har

af konsekvenser for mennesker. Men inde i mit hoved hænger det tæt sammen; miljø, natur, biodiversitet og klima.”

”Debatten om den grønne omstilling er ofte meget teknisk og foregår på et ret abstrakt plan. Mange nyheder handler om tons og procenter, og den del er nødvendig for at holde politikerne fast på klimamålene, så vi sikrer fremdrift. Men det kan ikke stå alene, for det taler kun til hjernen og kan være svært for den enkelte at se sig i. Vi har brug for også at tale til hjertet, så klimadiskussionen ikke bare handler om at slippe af med fossile brændsler, men også om en grønnere verden med mere plads til natur, bedre sundhed, mere tryghed, nye fællesskaber, gode jobs og uddannelser og et stærkere erhvervsliv.”

”Klimapolitik er vildt komplekst, og ingen kan forvente, at den enkelte dansker kan overskue, hvad de næste skridt skal være. Her tror jeg, vi i den grønne omstilling har misset at beskrive en bæredygtig fremtid og få forklaret det for befolkningen. Det er blevet et politisk blindt punkt, ikke kun i Danmark, men også generelt i andre lande.”

”Her kunne de positive, appellerende narrativer og visioner oplagt spille en stor rolle. De går lige i hjertet, så det giver mening for os. Frygt kan vække os, men det, der får os til at kæmpe, er håbet, når det kobles med realistiske forestillinger og løsningsveje. Klimaomstilling skal være meningsfuld for alle. Det kan den være enten, fordi vi er bange for det, der kommer, hvis vi ikke gør noget, eller fordi vi kan se os og vores nære trives i den grønnere fremtid. Det kan være svaret på Putins krig eller et ønske om sundere fødevarer eller andre måder at bo på. Jeg skal ikke dømme, hvad der er bedst at blive drevet af, men jeg vil insistere på, at man skal kunne se sig selv i den omstilling, uanset hvor man er. Sådan har jeg det også

Christian Ibsen, direktør, Concito

selv. Da jeg fik elbil, syntes jeg, det var irriterende, det med at lade den op. Men nu oplever jeg, at det er en bedre bil, og så bliver jeg næsten berørt over, at den ikke har nogen udstødning.”

”Jeg vender ofte tilbage til, at vi alle sammen skal handle, som samfund, som verden, men også som individer. Vi undgår ikke, at omstillingen kræver noget af os alle sammen. Den samtale skal fylde meget mere, for når samtalen mest drejer sig om det kritiske og svære, så kan det hos den enkelte blive oversat til en byrde, og at den grønne omstilling betyder, at vi mister en masse. Men det samfund, vi kigger ind i, rummer så mange fantastiske muligheder, og det skal vi huske at tale mere om. Det gode er, at vi ved, hvad der skal til for at komme derhen. Og jeg tror på, at vi sagtens kan, hvis vi sætter os for det.”

Fællesnævnere for det gode liv

Fortællingerne i bogen giver et tværsnit af et fremtidigt godt, bæredygtigt liv. Samlet set beskriver de et samfund præget af meningsfulde fællesskaber, nærhed til naturen, mere tid og frihed, mindre materielt forbrug og større fokus på kvalitet og nære relationer. Det gode liv i 2050 handler mindre om vækst, forbrug og materiel velstand og mere om samhørighed, sundhed og mening, men selvfølgelig også om, at det er lykkedes at få en masse løsninger og teknologier i spil, der skaber grønnere rammer for samfundet. Visionerne beskriver en tilstand, hvor vi har genoprettet vores forhold til naturen, til hinanden og til os selv, og hvor vi har fundet en balance mellem menneske, teknologi og planet.

Fællesskaber står som en central værdi i næsten alle visioner. Christian Ibsen ser det som et naturligt greb at søge

fællesskabet for at finde meningsfuldhed: ”Jeg tror, vi alle sammen har det rigtig godt, når vi kan mærke, at fællesskaber netop giver mening. For nogle er det hippieagtigt, fordi de måske tænker, at det er noget med at sidde i rundkreds, men det kan jo også bare være at gå sammen om at løse en opgave eller opleve noget. Vi skal øve os i ikke at sætte hinanden i bås, men lytte nysgerrigt til hinanden. Det vigtige er, at vi alle gør noget anderledes.”

Et andet gennemgående tema i visionerne er vores forhold til naturen, som i en klimapositiv fremtid vil være præget af en mere respektfuld tilgang. Til det siger direktøren for CON -

CITO:

”Jeg ser det som udtryk for et natursyn, der har været undervejs længe, men nu for alvor begynder at udvikle sig. Jeg tror, de fleste bekymrer sig om naturen, om det så er de store, globale klimaudfordringer, eller det er deres nære natur. Mange er begyndt at forstå, at vi må give mere plads til naturen. Vi mennesker skal også – lige om lidt – lære at være 10 milliarder mennesker på kloden. Så vi skal fylde langt mindre, også når vi producerer mad og energi på en anden måde, og udvikle vores byer i en grønnere retning osv. For det er jo helt magisk, at vi alle sammen er på netop denne lille, blå, vidunderlige planet, der tumler afsted i det mørke univers. Det er værd at værne om.”

Det gode liv i fremtiden beskrives af flere her i bogen som et langsommere liv med mere tid og mening, blandt andet fordi teknologi og kunstig intelligens har overtaget vores rutineopgaver, men også fordi vi er holdt op med at jage efter overflødigt, materielt forbrug. Christian Ibsen kalder de mange visionære blik ind i fremtiden for virkelig opløftende:

”Selv om det hele ikke nødvendigvis flugter med det, jeg ser for mig, så vil jeg da gerne se den verden udfolde sig som et miks af de mange forestillinger. Livet er smukt, det er der, jeg kommer fra, og selv om andre måtte mene noget andet, så er jeg overbevist om, at håb er en strategi. Men det skal ikke være et tomt håb, det skal være et meningsfuldt håb bygget på fakta og en forståelse af, hvor vi gerne vil hen.”

”For mig personligt bliver fremtiden og de udfordringer, der er forbundet med den, meget nærværende, når jeg sidder sammen med dem, jeg holder af, rundt om mit bord derhjemme. Med mine børn og børnebørn. De er jo helt uskyldige i det, de kommer til at opleve. Det rammer mig, når jeg har et af børnebørnene på skødet – Iris, Øjvind, Holger, Seier eller Ingvild. Det berører mig meget. Og jeg er virkelig ikke en, der ser mørkt på fremtiden, for der er masser af godt at sige om den. Men der er en del af klimahistorien, som er dybt alvorlig, som truer mennesker og økosystemer og ting, som jeg også selv holder enormt meget af på den her smukke planet. Det skal vi reagere på.”

”Verden har aldrig været så klog på den forandring, der skal til, og mit håb står ved magt. Jeg er faktisk endnu mere håbefuld, end jeg nogensinde har været før. Vi kommer til at skabe en ny og bedre verden.”