SKAMMEN
Af samme forfatter på dansk: Pigen fra ’58, 2018 (Forlaget Etcetera) Min far & Kvinden, 2020 (Forlaget Etcetera) Årene, 2021 Simpel lidenskab, 2021 Hændelsen, 2021
Annie LilianSkammenErnauxromanPådanskvedMunkRösing&BirteDahlgreenGADSFORLAG
Skammen er oversat fra fransk af Lilian Munk Rösing & Birte Dahlgreen efter La honte Copyright © Editions Gallimard, Paris, 1997 All rights reserved Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag 2022 1. udgave, 1. oplag Omslag: LA Graphic Design Forsidefoto: Archives privees d’Annie Ernaux (D.R.). Forsideillustration: Victor Ducroquet: [French Textiles]. Paris 1863 Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-12-06807-5 Den danske oversættelse citerer fra følgende værker: Auster, Paul: Opfindelsen af ensomhed, oversat af Jan Bredsdorff, Aschehoug Dansk Forlag A/S, 1999. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. Tak til Institut Français og støtteprogrammet PAP for at støtte denne udgivelse. www.gad.dk
Til Philippe V.
Sprog er ikke sandhed. Det er vores måde at eksistere iPaulverden.Auster Opfindelsen af ensomhed
Min far ville slå min mor ihjel en søndag i juni først på eftermiddagen. Jeg var gået til messe klokken kvart i tolv som sædvanlig. Jeg havde sik kert taget kager med hjem fra konditoren der lå i butikscenteret, en samling provisoriske bygnin ger der var blevet opført efter krigen og ventede på at genopbygningen blev fuldført. Da jeg var hjemme igen, tog jeg mit søndagstøj af og iførte mig en kjole der let kunne vaskes. Da kunderne var gået og skodderne sat for udstillingsvinduet i købmandsbutikken, spiste vi, sikkert med ra dioen tændt, fordi der på det tidspunkt var et sjovt program, Le tribunal, med Yves Deniaud i rollen som en lygtetænder der uafbrudt blev anklaget for latterlige ugerninger og idømt lige så latterlige straffe af en dommer med brægende stemme. Min mor var i dårligt humør. Det skænderi hun havde påbegyndt med min far så snart hun havde sat sig,
9
10 fortsatte under hele måltidet. Da opvasken var klaret og voksdugen tørret af, fortsatte hun – som hver gang hun var misfornøjet – med at komme med bebrejdelser mod min far mens hun gik rundt i køkkenet, som var lillebitte – klemt inde mellem caféen, købmandsbutikken og trappen der førte ovenpå. Min far var blevet siddende ved bordet uden at svare med hovedet vendt mod vinduet. Lige med ét var han begyndt at ryste krampagtigt og ånde tungt. Han rejste sig, og jeg så ham gribe fat i min mor og slæbe hende ind i caféen mens han råbte med en hæs, ukendt stemme. Jeg flyg tede op ovenpå, kastede mig på sengen og gemte hovedet i en pude. Så hørte jeg min mor skrige: “Min datter!” Hendes stemme kom fra kælderen, ved siden af caféen. Jeg styrtede ned ad trappen og råbte “Hjælp!” så højt jeg kunne. I den dårligt oplyste kælder holdt min far min mor fast om skuldrene eller halsen. I sin anden hånd holdt han krumkniven som han havde trukket op af blokken hvor den normalt sad plantet. Her husker jeg ikke længere andet end hulken og råb. Derefter befinder vi os igen alle tre i køkkenet. Min far sidder ved vinduet, min mor er blevet stående ved komfuret, og jeg sidder på det nederste trappetrin. Jeg græder og kan ikke holde op. Min far
var ikke blevet normal igen, hans hænder rystede, og hans stemme var stadig ikke til at kende. Han blev ved med at sige: “Hvorfor græder du, jeg har jo ikke gjort dig noget.” Jeg husker at jeg sagde: “Du bringer ulykke over mig.”1 Min mor sagde “så, så, nu er det ovre”. Bagefter cyklede vi alle tre en tur ud på landet. Da vi kom hjem igen, åbnede mine forældre caféen ligesom hver søndag aften.
11
Og så snakkede man aldrig mere om det. Det var den 15. juni 52. Den første helt præcise dato i min barndom. Før det er der bare en gli dende strøm af dage og datoer skrevet på tavlen og i Senerehæfterne.imitliv har jeg sagt til få udvalgte mænd: “Da jeg var næsten tolv, ville min far slå min mor ihjel.” Når jeg havde lyst til at sige den sætning, betød det at jeg var vild med dem. De blev alle tavse når de havde hørt sætningen. Jeg indså at jeg havde begået en fejl, at de ikke kunne rumme sådan noget.
1 På normannisk betyder dette (på fransk står der “tu vas me faire gagner malheur” o.a.) at blive skør og ulykkelig for altid fordi man har oplevet noget skrækkeligt.
Det er første gang jeg skriver om den scene. Indtil i dag har det forekommet mig umuligt at gøre det, selv i en dagbog. Som en forbudt handling der måtte medføre en straf. Måske den straf ikke længere at kunne skrive lige meget hvad herefter. (En slags lettelse for lidt siden da jeg konstaterede at jeg fortsatte med at skrive som før, at der ikke var sket noget forfærdeligt). Efter at det er lykke des mig at skrive denne beretning, har jeg endda en følelse af at det drejer sig om en banal hændelse der forekommer mere hyppigt i familier end jeg havde forestillet mig. Måske bliver enhver handling, selv den mest dramatiske, normal når man fortæller den, uanset hvordan. Men fordi jeg altid har haft denne scene i mig som et billede uden ord eller sætninger, ud over den sætning jeg sagde til mine elskere, forekommer de ord jeg har brugt til at beskrive scenen, fremmede, næsten upassende. Den er blevet en scene for andre. Før jeg begyndte, troede jeg at jeg var i stand til at genkalde mig enhver detalje. Jeg husker faktisk kun stemningen, hvor i køkkenet vi hver især befandt os, og nogle få ord. Jeg ved ikke hvad det var der startede skænderiet, om min mor stadig havde sin hvide købmandskittel på, eller
12
om hun havde taget den af for at gå en tur, eller hvad vi havde spist. Jeg har ikke nogen præcis erindring om søndagen ud over den sædvanlige rytme, messe, konditor osv. – selvom jeg, sådan som jeg vil gøre det senere i forhold til andre begivenheder, ofte måtte vende tilbage til tiden hvor scenen endnu ikke havde fundet sted. Men jeg er sikker på at jeg havde min blå kjole med hvide prikker på, for de to følgende somre, hvor jeg stadig gik med den, tænkte jeg i det øjeblik jeg tog den på: “Det er kjolen fra den dag.” Jeg er også sikker på hvordan vejret var, en blanding af sol, skyer og vind. Fra da af kilede den søndag sig ind som et filter mellem mig og alt det jeg oplevede. Jeg legede, jeg læste, jeg gjorde som jeg plejede, men jeg var ikke til stede i noget af det. Alt var blevet kunstigt. Jeg havde svært ved at huske mine lektier som jeg tidligere kun behøvede at læse en enkelt gang for at kunne dem. En hyperbevidsthed som ikke fæst nede sig ved noget, erstattede den nonchalance jeg havde haft som en elev der stolede på sine evner. Det var en scene man ikke kunne fælde dom over. Min far der elskede mig højt, havde villet dræbe
13
Detfængsel.forekommer mig at jeg i måneder, måske i årevis, forventede at scenen skulle opstå igen, jeg var sikker på at den ville gentage sig. Kunder nes tilstedeværelse beroligede mig, jeg frygtede de øjeblikke hvor vi kun var os selv, om aftenen og søndag eftermiddag. Jeg var i alarmtilstand ved den mindste højrøstede tale mellem dem, jeg holdt øje med min far, hans ansigt, hans hænder. Ved enhver pludselig opstået tavshed følte jeg ulykken komme. I skolen spurgte jeg mig selv om ikke jeg ville finde dramaet fuldbyrdet når jeg kom hjem. Når det skete at de viste de havde følelser for hinanden, når de smilede indforstået eller lo eller spøgte, troede jeg at jeg var vendt tilbage til tiden
14 min mor som også elskede mig højt. Eftersom min mor var mere kristen end min far, og hun var den der tog sig af pengesagerne og mødte mine lærerinder, betragtede jeg det nok som naturligt at hun råbte ad ham på samme måde som hun gjorde ad mig. Der var ikke nogen skyld eller nogen skyldig nogen steder. Jeg måtte bare for hindre min far i at slå min mor ihjel og komme i
15 før, og at scenen bare var en ond drøm. Bagefter vidste jeg at deres tegn på hengivenhed kun be tød noget i øjeblikket og ikke bragte nogen som helst garanti for fremtiden. På det tidspunkt spillede man ofte en underlig sang i radioen, den imiterede et pludselig opstået slagsmål i en saloon; først var der helt stille, kun en stemme hviskede: “Man kunne høre en flue flyve”, derefter udbrød en eksplosion af skrig og utydelige ord. Hver gang blev jeg grebet af angst. En dag viste min onkel mig den krimi han var ved at læse: “Hvad ville du sige, hvis din far blev anklaget for et mord, og han ikke var skyldig?” Jeg stivnede fuldstændigt. Overalt så jeg scenen fra et drama som ikke havde fundet sted.
Den gentog sig aldrig. Min far døde femten år senere. Det skete ligeledes en søndag i juni. Det er først nu at jeg indser dette: Måske talte mine forældre sammen om scenen fra den søn dag, om hvad min far havde gjort, måske fandt de en forklaring eller undskyldning og besluttede sig for at glemme det hele. For eksempel en nat efter de havde elsket. Denne tanke kommer for
Fra det år har jeg to fotografier tilbage. Det ene forestiller mig til min første nadver. Det er et sort-hvidt “kunstfotografi” klistret ind i et om
16 sent, som alle de tanker man ikke har haft i øje blikket. Den kan ikke længere være mig til nogen nytte, bortset fra at dens fravær siger noget om den ordløse rædsel som den søndag var for mig. I august var der nogle englændere der campe rede i vejkanten på en øde landevej i Sydfrankrig. Om morgenen fandt man dem slået ihjel, Sir Jack Drummond, hans kone, Lady Ann, og deres dat ter Elizabeth. Den gård der lå tættest på, tilhørte en familie af italiensk oprindelse, familien Domi nici, hvis søn i første omgang blev anklaget for de tre mord. Familien talte dårligt fransk, familien Drummond var måske bedre til det end dem. På engelsk og italiensk kendte jeg kun “do not lean outside” og “è pericoloso sporgersi”, som står skrevet i togene under “det er forbudt at læne sig ud”. Man fandt det underligt at velhavende folk foretrak at sove under åben himmel frem for på et hotel. Jeg forestillede mig selv liggende død sammen med mine forældre i en vejkant.
17
slag af karton med spiralmønster og dækket af et halvgennemsigtigt blad. Indeni finder man foto grafens signatur. Man ser en pige med et fyldigt, glat ansigt, markante kindben, en afrundet næse med brede næsebor. Brillerne med det store, lyse stel sidder helt nede over kindbenene. Øjnene ser stift ind i kameraet. Det korte, permanen tede hår stikker ud under huen både foran og bagved. Sløret er skødesløst bundet under hagen og hænger ned fra huen. Der er kun en antydning af et smil på læberne. En lille, alvorlig piges ansigt. Hun virker ældre end hun er, på grund af permanenten og brillerne. Hun knæler på en bedeskammel med albuerne på det polstrede ge lænder; de store, brede hænder med ring på lillefingeren er foldede under kinden og omviklede af en bedekrans der falder ned på messebogen og handskerne på bedeskamlen. Man har indtryk af en udflydende, uformelig silhuet i en musselins kjole hvis bælte er lige så skødesløst bundet som huen. Et indtryk af at der ikke er nogen krop under denne nonnedragt, for jeg kan ikke se den for mig og endnu mindre føle den sådan som jeg føler min krop nu. Det er en underlig tanke at det dog er den samme krop i dag.