{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade.

Page 1


SELVFORSVAR MOD KRÆFT TI TING DU SELV KAN GØRE Øyvind Torp og Geir Stian Ulstein

GADS FORLAG


SELVFORSVAR MOD KRÆFT 1. udgave, 2020 Oversat fra norsk: Selvforsvar mot kreft af Marianne Holmen © Spartacus Forlag AS, 2019 Norsk udgave udgivet af Spartcus Forlag AS, Oslo Udgivet efter aftale med Hagen Agency, Oslo Forlagsredaktør: An-Magritt Erdal Tekstredaktion: Ursula Maegaard Omslagsdesign: Punktum forlagstjenester og Kjetil Waren Johnsen/Wisuell Design Dansk omslag: Marlene Diemar, Imperiet.dk Grafisk tilrettelæggelse og sats: Marlene Diemar, Imperiet.dk Tryk: Scandbook, Sverige ISBN 978-87-12-05958-5 Teksten er tilrettet danske forhold efter aftale med forfatteren. Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. www.gad.dk


INDHOLD Forord til den danske udgave 7 Forord 9 Drømmen om at løbe 12 Diagnose: fra rask til patient 15

DEL 1: HVAD ER KRÆFT? 17 Kræft – en epidemi? Hvorfor lige mig? Hvorfor er er der ikke fundet en kur mod kræft? Hvorfor opstår kræft? En forgæves jagt på supermedicinen Har energiomsætningen indflydelse på kræft? Kampen starter Angreb fra flere sider – nøglen til succes? Kombinationsbehandling og kræft

18 19 30 31 33 35 43 45 47

DEL 2: 10 EFFEKTIVE STRATEGIER, DU SELV KAN BRUGE FOR AT FORBEDRE DIN EGEN PROGNOSE 51 Strategi 1: Spis mad, der ødelægger kræftcellernes blodforsyning 53 Strategi 2: Undgå og udrens skadelige stoffer 57 Strategi 3: Reducer stress 62 Strategi 4: Reducer forhøjede hormonniveauer og fedme 66 Strategi 5: Dæmp betændelse i kroppen 73 Strategi 6: Effektiviser immunforsvaret 78 Strategi 7: Hvert eneste træningspas tæller 87 Strategi 8: Hæm spredningsevnen 94


Strategi 9: At dræbe kræftceller Strategi 10: Nedsæt forbruget af sukker Mere om ketogen kost Virker det? Drømmen bliver til virkelighed

101 105 113 123 125

DEL 3: HÅNDBOG I ANTIKRÆFTTILTAG 127 Mad mod kræft Ti trin mod en bedre prognose Hvordan kan en dag med kostændringer mod kræft se ud? Lad os alle få lov til at kæmpe

128 129 132 164

Epilog 166 Videre læsning 168 Til mine lægekolleger 171 Noter 173


FORORD TIL DEN DANSKE UDGAVE AF JERK W. LANGER

Jeg er glad for Øyvind Torps udgangspunkt, nemlig at det ikke handler om et enten/eller, men derimod om et både/ og. Du bør følge lægernes råd. De er eksperter. Men du kan også selv gøre noget. Med Øyvinds tilgang vil du forhåbentlig opleve at få det bedre i dagligdagen. Bedre humør og søvn, mindre træthed, mere overskud til at lave sund mad og bevæge dig mere. Kort sagt opleve højere livskvalitet i det daglige. Det ser jeg hos de mange klienter, som søger mig for at få råd om antiinflammatorisk kost og levevis. Strategier, der på mange måder minder om Øyvinds tankegang. Det store spørgsmål er selvfølgelig: Kan rådene og strategierne i sidste ende hjælpe dig? Vil en kræftsygdom kunne behandles, metastaser forebygges og livet forlænges? Det ærlige svar er: Det ved vi ikke med sikkerhed. Hans råd er ikke altid veldokumenterede ud fra en strikt lægevidenskabelig vinkel. Ofte baseres de på forsøg med cellekulturer og dyr. Heraf kan vi ikke konkludere, at de samme råd også hjælper mennesker. På den anden side er rådene ofte logiske og intuitive. Ingen vil modsætte sig, at det grundlæggende er fornuftigt at rykke over mod en mere plantebaseret kost med vægten

7


lagt på kvalitet. Komme ud at bevæge sig hver dag. Sove bedre og stresse mindre. Meget væsentligt: Øyvinds råd er ikke farlige. Eller kostbare. Eller udsætter dig for bondefangeri. Det vigtige er at gøre noget. Ikke give op. Her kan du tage udgangspunkt i de ti strategier i denne bog. Så kæmper du på flere fronter med hensyn til både kosten, motionen, søvnen og de andre livsstilsfaktorer. Og selvfølgelig tobak og alkohol. Vælg i første omgang de råd, der tiltaler dig, og hvor du intuitivt fornemmer, at der kan være hjælp at hente, og som er i overensstemmelse med den dagligdag, du ønsker at leve. Held og lykke med det hele. Jerk W. Langer Læge og foredragsholder

8


FORORD Jeg fik kræftdiagnosen i juni 2016. Beskeden rystede hele min verden i dens grundvold. Fremtiden var pludselig helt uvis. Spørgsmålene tårnede sig op. De var bitre, og jeg havde ingen svar: Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort galt? Hvordan skal dette ende? Heldigvis dukkede der også et vigtigt spørgsmål op: Hvad kan jeg gøre for at forbedre min prognose? Helt klart måtte jeg følge lægernes råd og tage imod den behandling og opfølgning, som blev tilbudt mig. Der var tale om kirurgi, kemoterapi eller stråling. Jeg var taknemmelig for, at disse muligheder fandtes, men hvad kunne jeg bidrage med i perioderne mellem de vigtige medicinske behandlinger? I mit livs kamp ville jeg naturligvis deltage selv, men kræftlægerne rystede på hovedet: ”Når du ikke ryger og kan holde op med det, har vi ikke noget at anbefale.” Det gav mig en følelse af magtesløshed. Tankerne kværnede videre. Hvorfor fik en ellers rask 39 år gammel mand kræft? Rent uheld? Som læge havde jeg en grundlæggende viden om kræftsygdomme. Jeg vidste, at over 90 procent af kræfttilfældene skyldes miljøfaktorer, for eksempel tobaksrygning, fedme, overdrevent alkoholforbrug, stråling, usund kost, for lidt fysisk aktivitet m.m. Alligevel vidste jeg ikke, hvad det egentlig betød, ikke i praksis. Det skulle jeg snart finde

9


ud af. At få kræft er uheld, men havde jeg selv gjort noget, for at uheldet kunne ske? Jeg spekulerede altså over, hvad der havde ført til sygdom i mit tilfælde. Kunne det være kosten? Jeg røg ikke, drak med måde og var ikke overvægtig. Det var ikke for at straffe mig selv, at jeg ønskede at kende svaret på dette, men hvis der var noget, der øgede sandsynligheden for at få kræft, ville det så ikke hjælpe at holde op med dette ”noget”? Jeg kunne med andre ord ikke forsone mig med, at det ikke nyttede at gøre noget selv. Jeg gik et skridt videre i tankerne: Hvorfor skulle de ændringer, der anbefales til forebyggelse af kræft, ikke være lige så vigtige, hvis man først havde fået sygdommen? Jeg begyndte at læse litteratur om emnet. Der fandt jeg en masse tiltag, som kunne bremse og bekæmpe kræftsygdomme i samarbejde med kirurgi, kemoterapi eller stråling. Der fandtes et uudnyttet potentiale, som jeg kunne bruge til at forbedre mine egne odds. Midt i en tid med katastrofetænkning, frygt og nedtrykthed trængte jeg til et projekt. Jeg havde brug for at deltage i kampen for mit eget liv. Strategierne, jeg lagde, bortjog de altopslugende negative tanker i ventetiden mellem nye undersøgelser og operationer. Mit fokus blev mere styret hen mod, hvordan jeg selv kunne forbedre mine chancer, end mod de tilsyneladende dystre fremtidsudsigter. Jeg følte mig bedre og bedre tilpas, både fysisk og psykisk. Det at tage del i – og bidrage positivt til – sin egen behandling og dermed bære ansvaret for sin egen skæbne, giver mening, håb og lettelse.

10


Det er også grundideen med denne bog. Jeg håber, at du bliver inspireret til at starte dit eget projekt, hvor du tager effektive skridt på vejen mod et bedre helbred. Bogen er inddelt i tre hoveddele. Første del beskriver kræftens egenskaber og nogle teorier om årsagerne bag. Anden del handler om, at også kræften har svaghedspunkter, som du kan udnytte. Tredje og sidste del giver praktiske råd om, hvordan du kan gennemføre et angreb på kræftsygdommen bedst muligt, blandt andet med ti trin i stigende sværhedsgrad. Det er ikke givet, at du har motivation eller energi til at gennemføre alle rådene, men du skal vide, at hvert enkelt trin har effekt. Du kan klare det! Øyvind Torp 1.000 dage efter kræftdiagnosen.

11


DRØMMEN OM AT LØBE Det knirker i hjulene på stativet, da jeg bevæger mig ned ad gangen. Jeg er på Rikshospitalet, på vej mod cafeteriet. En pose med morfinblanding hænger på stativets metalkrog. Jeg skal bare trykke på knappen på smertepumpen, for at en dosis af posens indhold bliver fragtet ned gennem slangen og ind i rygmarven. Nerverne bedøves. En dosis morfin er, hvad jeg behøver for at gennemføre ekspeditionen fra afdelingen, jeg er indlagt på, og ned til kaffemaskinen. Det er aftenens store mål. Rikshospitalet har en speciel ro over sig om aftenen. Bygningens store taghøjde absorberer lyden. Fra hovedindgangen strækker en sammenhængende gade sig i hele byggeriets længde. Rikshospitalets bygninger udgør en smuk helhed. Det er som en landsbygade med gadelygter og brosten, hvor ”husene” står helt tæt med varierende facader og søjler. Der er også indbyggede terrasser, selvom man aldrig ser nogen benytte sig af dem. På gaden er der grønne trær og planter, trapper at sidde på og piazzaer at mødes ved, hver med sin karakteristiske skulptur. Det kunne næsten lige så godt have været en behagelig, afslappet italiensk gade. I stedet kommer folk her for at få reddet deres liv. Jeg husker, da en tydeligt stolt Kong Harald officielt åbnede Rikshospitalet. Det var den 22. september 2000. Selv stod jeg opstillet i mandskoret, som underholdt. Jeg var helt ny medicinstuderende. Det var en stor dag. I årene som studerende vandrede jeg meget i disse korridorer, besøgte

12


afdelinger og patienter. Det var ikke i mine tanker, at jeg i nær fremtid selv skulle være patient her. Jeg trækker stativet med mig videre, min følgesvend i øjeblikket. Jeg må passe på for ikke at vikle ledningen til morfinposen ind i de små hjul. Foran mig har jeg en tur på hundrede meter. 14 dage tidligere – to dage før operationen – havde jeg gennemført en triatlon. Jeg havde følt mig i kanonform. Jeg husker, hvordan jeg kunne give mig helt i vandet, før jeg kastede mig op på cyklen og fortsatte. I tankerne kan jeg se mig selv og cyklen danse op ad de stejle bakker med høj kadence for så at kaste mig ned ad bakke og oparbejde høj fart. Jeg husker også blodsmagen i munden fra det afsluttende løb, og jeg husker, hvordan jeg formåede at holde kroppen balancerende lige på det punkt, hvor mælkesyren er ved at tage overhånd, men ikke gør det. Jeg husker, at jeg krydsede mållinjen. Og så bagefter den herlige følelse af præstation og den tilfredse, udmattede krop. Det var fjorten dage siden. Det var i et andet liv. I øjeblikket føles denne korte gåtur på hospitalet umenneskelig. Jeg når endelig frem til kiosken. Hundrede meter er tilbagelagt. Det virker som en større præstation end triatlon, men jeg har for ondt til at glæde mig over det. Jeg indser, at vejen tilbage til den gamle, trænede krop er lang. Men det kunne have været værre. I det mindste virker det, som om vejen derhen eksisterer. Der er måske en lille, tynd bro, en stribe af håb, som kan bringe mig tilbage.

13


Jeg har brug for noget at drømme om, arbejde hen imod, noget, som tager mine tanker væk fra den nuværende jammerdal. Den nat drømte jeg om at løbe Berlin-maraton.

14


DIAGNOSE: FRA RASK TIL PATIENT Det var i forsommeren 2016. Mit kontor var lidt for varmt, og jeg småsvedte under lægefrakken. Jeg magtede ikke at samle tankerne. Det var, som om jeg havde fået en kanonkugle i maven. Ude på gangen sad to patienter og ventede. Jeg burde have kaldt dem ind for længe siden, men var fuldstændig sat ud af spillet. Let skælvende hvilede mine hænder mod tastaturet. På skærmen lyste sorte bogstaver mod mig. Jeg så på teksten igen. Kunne budskabet være et andet denne gang? Nej, beskeden fra radiologen efterlod ingen tvivl. Det var mit eget MR-billede, som lå færdigbeskrevet i indbakken. Jeg havde åbnet beskeden, før jeg fik tænkt mig om, og forventede ikke, at katastrofen ville springe mig i øjnene. ”Svulster i bugspytkirtel. Udbredte forstørrede lymfeknuder i maven. Svulst i et ribben.” Kvalmen væltede op i mig. Jeg burde være taget hjem, men det var også vanskeligt at afvise de ventende patienter. Den allersidste led af depression. Jeg kaldte hende ind på kontoret. Det var godt at koncentrere sig om patienten, at føle, jeg var til hjælp. Som ung medicinstuderende var sygdom noget, der påkaldte sig min akademiske interesse. Det var teori, det var fag, det gjaldt ikke mig personligt. Mange patienter berørte mig alligevel, og særligt kræftpatienterne gjorde stort ind-

15


tryk på en ung studerende. Det var så dyster en skæbne, og for mig stod det dengang som en dødsdom, selvom vi også så, at behandlingen kunne virke. Jeg tror egentlig, jeg blev så skræmt af denne sygdom som studerende, at jeg senere gjorde mit bedste for at fortrænge de symptomer, der kom snigende over nogle år. Man skulle tro, at en læge er særlig godt forberedt, når sygdom rammer, men sandheden er vel snarere, at jeg gennem årene distancerede mig fra tanken. Når man arbejder med og oplever så megen sygdom og så mange triste skæbner, er det måske naturligt at fortrænge og beskytte sig mod den slags tanker. Det siges, at nogle læger er så gode til at fortrænge, at alvorlig sygdom kan være så fremskreden, når den bliver opdaget hos dem selv, at de ikke længere kan reddes. Var jeg en af dem? Og hvorfor får så mange mennesker kræft?

16


DEL 1: HVAD ER KRÆFT?

17


KRÆFT – EN EPIDEMI? I USA er kræft ved at blive den hyppigste dødsårsag. Én ud af to mænd og én ud af tre kvinder i USA forventes at blive ramt i løbet af livet. Danske tal er heller ikke opløftende. Hver tredje dansker får kræft, inden de fylder 75 år.1 I alle vestlige lande er antallet af kræfttilfælde steget efter 1940, og særlig efter 1975, specielt blandt den yngre del af befolkningen. For kvinder under 45 år i USA steg tilfældene med 1,6 procent årligt og 1,8 procent for mænd i samme aldersgruppe. I løbet af perioden 1970-1999 steg det samlede antal kræfttilfælde med 1,0  procent pr. år for børn og med 1,5 procent pr. år for unge.2 I Frankrig steg det totale antal kræfttilfælde med 60 procent fra 1977-2000.3 Ofte forklares den totale stigning i antallet af kræfttilfælde med, at befolkningen bliver ældre og dermed mere udsat. Men de befolkningsgrupper, hvor kræfttilfældene er steget mest siden 1970’erne, er hos børn og unge. Det er altså en stigning i alle aldersgrupper. Det kan heller ikke forklares med, at diagnosticeringen er blevet bedre, for stigningen i de kræfttyper, som der ikke screenes for (lunge-, hjerne-, testikel-, bugspytkirtel- og lymfekræft) er mindst lige så stor som for de typer, vi er blevet gode til at diagnosticere tidligt. Hvad ligger der bag ved denne skræmmende stigning?

18


HVORFOR LIGE MIG? Stillet over for beskeden på PC-skærmen begyndte jeg at fundere over, hvad kræft egentlig er – rent biologisk set. Som praktiserende læge var jeg ikke ekspert på området. Vi er generalister og skal have overblik over de fleste sygdomme og symptomer. Noget af det vigtigste, vi gør, er at udrede og diagnosticere kræftsygdomme, således at behandlingen kan sættes ind så tidligt som muligt. Ved behov kan vi også henvise videre eller konferere med kræftlægerne. Nu var jeg nødt til at sætte mig så grundigt som muligt ind i min egen sygdom. Jeg ville kende alle detaljer. Det er let at forundres over kroppens utroligt komplicerede og fine maskineri. Trods de enormt komplicerede systemer og de mange opgaver, som organer og celler hele tiden skal udføre, fungerer kroppen oftest problemfrit. Cellerne deler sig, producerer proteiner, kommunikerer med hinanden og tager livet af sig selv, hvis det er til ”cellefællesskabets” bedste. Med jævne mellemrum opstår der imidlertid fejl, som kan få alvorlige følger. Årsagen til dette diskuteres, men resultatet kender vi som kræft. Kræft er ikke én bestemt sygdom, men en gruppe sygdomme, som har det til fælles, at kroppen har mistet kontrol over en del af celledelingen. Selve celledelingen foregår hele tiden. De fleste celler skiftes løbende ud. Processen styres af gener. Når et sådant gen bliver udsat for ændringer – mutationer – kan celledelingen blive ukontrolleret. En simpel overvækst af celler bliver ophav til godartede svulster som vorter og polypper. Godartet betyder, at svulsten

19


ikke spreder sig. Men i en sådan ukontrolleret vækst kan nogle celler hurtigt ændre sig, så de bliver ondartede og begynder at sprede sig. Så er situationen dramatisk for kroppen. Kræftcellerne kan løsrive sig og føres med lymfesystemet eller blodkarrene til andre dele af kroppen. Svulsten kan også trænge ind i nærliggende væv. På denne måde fæstner kræftcellerne sig i raskt væv og laver nye kræftsvulster. Disse svulster kaldes metastaser. Normalt tager det mange år, før en ondartet svulst bliver stor nok til at give symptomer. Og når en kræftsvulst først har spredt sig, er den normalt uhelbredelig. Det betyder ikke nødvendigvis, at man dør af sygdommen, men den er vanskelig at fjerne helt fra kroppen, og mange dør med den. Behandling forlænger imidlertid livet og kan forbedre livskvaliteten. Jeg følte mig knust, da jeg sad der på kontoret med PC-skærmens flimren for øjnene. Hvad kunne jeg stille op mod denne umulige sygdom? Jeg bevægede mig ind på ukendt territorium. De næste uger var uvirkelige. Hver dag vågnede jeg med en modbydelig følelse i maven. Havde det bare været et mareridt? Men virkeligheden slog ned som et lyn, hver eneste morgen. Et nyt kapitel i livet var startet, med undersøgelser, uendeligt mange katastrofetanker og konstante møder med nye læger. Pludselig sad jeg ”på den anden side af bordet”. Det var en meget uvant rolle for mig. Da jeg blev indlagt på Rikshospitalet, følte jeg modvilje mod at tage mit ”civile“ tøj af, iklæde mig hospitalstøj og lægge mig i sygesengen. Jeg følte mig jo rask. Det føltes så

20


unaturligt for mig, at rollerne var byttet om, at jeg benyttede enhver anledning senere i rekonvalescensen til at skifte til mit eget tøj og vandre rundt i korridorerne som mit gamle jeg, som ham, der ikke var dømt til at gå i de syges rækker. Rolleskiftet fra den ”raske mig” til den ”syge mig” var kommet alt for hurtigt. Hele min identitet stod på spil. Jeg havde mistet mig selv, jeg var ikke længere den stærke, raske. Jeg følte mig heller ikke længere som læge. Jeg var sygemeldt, jeg var patient. Det var skræmmende at miste kontrollen over sit eget liv. I mine tanker var det en sorg over et liv, som ville blive forkortet, sorg over år, jeg ikke ville komme til at opleve, sorg over stunder, jeg ikke kunne dele med mine kære. Det var smerte over tanken om ikke at kunne være far og ægtemand. Ikke være. Hvem skulle tage min plads? Heldigvis var der også en modvægt mod disse depressive tanker. Kræftlægerne var dygtige fagfolk, som kunne rydde op i mine spørgsmål og stoppe mine tanker, som var løbet løbsk. Jeg blev mødt på en god måde af trygge behandlere, som havde empati og viden. Også på et andet område havde jeg trukket det vindende lod: Jeg oplevede varm og rørende støtte fra familie og venner. Hanne, min kone gennem ti år, var ved min side hele tiden. Det var godt at være to, når svære beskeder skulle absorberes og spørgsmål stilles. Hun måtte køre bilen hjem, når beskederne havde været tunge, og jeg ikke kunne koncentrere mig i trafikken. Hun er oven i købet også psykiater. Hun lærte mig nytten af at sortere i sine tanker, og at jeg ikke nødvendigvis skulle stole på alle mine tanker. Tanker er bare tanker.

21


Når jeg tænkte, at jeg havde uhelbredelig kræft, var det jo ikke nødvendigvis sandt. Det kunne være, at der fandtes en effektiv behandling. I hvert fald kunne det tænkes, at jeg kunne leve et godt stykke tid og faktisk have det helt fint. Ingen kan vælge, hvor lang tid de har igen, men jeg kunne vælge at tro, at der fandtes muligheder for behandling og bedring. ”Er der en anden måde at se dette på?”, spurgte Hanne ofte. ”Er det egentlig så slemt, eller har du bare tolket det på den måde?” I sin praksis som psykiater benytter hun ofte den slags kognitive teknikker. Nu var jeg på en måde hendes patient. Jeg gennemgik en operation i juni 2016 og forsøgte at bygge mig op fysisk til den næste i august. Jeg vidste, den ville blive hårdere. Samtidig var jeg begyndt at sætte mig dybere ind i forskningen. Jeg havde et stærkt behov for at læse alt, hvad jeg faldt over, om kræft. Jeg ledte efter sygdommens svaghedspunkter. Hvis jeg fandt dem, skulle de udnyttes. Kampviljen voksede i mig, efterhånden som jeg fandt flere og flere nye oplysninger om sygdommens sårbarhed. Det lille håb i mig blussede op. Der var så mange historier derude om mennesker, som havde forbedret deres prognose ved egen indsats oven i den behandling, som blev tilbudt dem. Dette havde jeg ikke vidst noget om før. Og jeg fandt mange af den slags spor. Var det alligevel muligt at kæmpe imod? Jeg tænkte ikke et øjeblik på at vende ryggen til kræft­

22


lægernes råd om behandling. Mit ”projekt” skulle være oven i den traditionelle behandling, ikke et alternativ. Jeg ledte videre i kræftlitteraturen. Jeg måtte vide mere om sygdommen for at fastslå, hvorfor jeg var blevet ramt. Samtidig var det langt mere skræmmende at læse om alt dette nu, end det havde været som studerende. Nu gjaldt det mig selv. Jeg lagde med større gru mærke til, hvad kræftcellerne gør mod kroppen: De bliver beskrevet som lovløse banditter, der plyndrer omgivelserne for forsyninger og blæser på de regler, som raske celler må overholde. Blandt andet nægter kræftcellerne at dø efter et vist antal celledelinger. De undviger også kroppens forsvarsmekanismer, hvor nærliggende raske celler beder dem om at holde op med celledelingen. Desuden forurener de vævet rundt om sig med stoffer, de udskiller. Dette skaber betændelser, som stimulerer til endnu større vækst ind i nabovæv. Endvidere stjæler kræftcellerne blodforsyning og bliver selvforsynende, så de kan vokse hurtigere. De tvinger blodkarrene til at dele sig og vokse, så de kan forsyne svulsten med det, den har brug for af ilt og næringsstoffer. Dette er kræftens kraft. Men langsomt – og med god hjælp af international forskningslitteratur – gik det op for mig, at der også var svagheder at udnytte i denne styrke. Hvorfor mig? var det nagende spørgsmål, jeg altid kom tilbage til. Var det de usynlige, lumske gener – arven efter mine forfædre og deres genetiske hemmeligheder – som straffede mig? ”Er denne sygdom arvelig?” husker jeg, at vi spurgte en forelæser.

23


”Alt er arveligt,” svarede professoren dengang. Vi kommer ikke uden om vores genetiske arv, tænkte jeg forstemt. Men nu var jeg begyndt at sætte mig ind i ny, spændende forskning, som er ved at forandre vores syn på vores genetiske ”skæbne”. Måske er gener ikke så skæbnebestemmende alligevel: Et sygt gen kan inaktiveres med en gunstig ydre påvirkning, og modsat kan et raskt gen blive aktiveret og dominere over det syge. Sådan kan påvirkning fra miljøet omkring os føre til ændringer. Det kan dreje sig om alt fra emotionel stress (en traumatisk barndom kan for eksempel af epigenetiske (miljømæssige) årsager føre til depression senere i livet4) til det at leve i et forurenet miljø eller spise mad, som langsomt forgifter kroppen. Den slags forandringer kaldes epigenetiske og er antagelig årsag til, at den arvelige sygdom skizofreni i under 50 procent af tilfældene rammer begge i et par af enæggede tvivllinger, selvom de genetisk er identiske. Var der nogen oplagte årsager i mit tilfælde, eller havde jeg bare været uheldig? Jeg måtte finde ud af det. Ikke fordi jeg så nogen nytte i at give mig selv skyldfølelser for noget, jeg kunne have gjort anderledes. Men tænk, hvis man kunne tackle de årsager, der havde givet mig kræft, for at forbedre prognosen? Det ville være nyttigt. Ingen har skyld i, at de får kræft, det står helt klart for mig. Alle kender nogen, som har røget som en skorsten hele livet og alligevel lever langt over den forventede levealder. Selv har jeg kendt supersunde mennesker, som er døde alt

24


for tidligt. Jeg har haft patienter, som har fået lungekræft uden nogen sinde at have røget. Det føles uretfærdigt, som et regulært uheld. Jeg ville vide mere om de forskellige årsager til kræft. Internationale forskningsrapporter viste tydeligt, hvad der forårsagede sygdommen.5 Den mest fremtrædende faktor var at ryge, noget, som var en vigtig årsag i ca. 35 procent af sygdomstilfældene. Nummer to var kosten, som var årsag i 30 procent af tilfældene. Arbejdsskader fik skylden for 15-20 procent (inkl. kontakt med asbest, stråling, gasser, kemikalier). Infektioner stod for ti procent (for eksempel på grund af mavesårsbakterien Helicobacter pylori, hepatitis B og C samt Epstein Barr-virus). Af dette indså jeg, at kun fem til ti procent af den totale kræftrisiko kan tilskrives arvelighed (gener), uheld, tilfældigheder og lignende. Disse tal var opsigtsvækkende for mig. Selvom det er et tilfældigt uheld at få kræft for mig som individ, er det ikke tilfældigt uheld på befolkningsniveau. Måske bare fem, maksimalt ti procent af kræfttilfældene er rent genetisk bestemt. Dermed forårsager miljøfaktorer hele 90-95 procent af kræfttilfældene. Tænk, om vi kunne leve i en verden, som ikke triggede kræft­risikoen! Hvis disse tal stemmer, kan vi som samfund forebygge ni ud af ti kræfttilfælde effektivt ved at:

25


undgå tobak undgå arbejdsskader (kemikalier, stråling, etc.) vaccinere os mod kræftfremkaldende virus (for eksempel hepatitis C eller humant papillomavirus) behandle mavesårbakterien H. pylori, hvis vi er smittet spise en optimal kost.

Under alle omstændigheder var det for sent for mig nu, men kunne jeg have gjort noget anderledes tidligere? Forurening af luft og mad kunne jeg ikke have gjort så meget ved. Rygning havde jeg undgået, og mit alkoholforbrug havde været moderat, men jeg havde fået kræft alligevel. Jeg kunne heller ikke have gjort noget ved mine gener. Dermed var der kun én risikofaktor tilbage, som jeg selv kunne have gjort noget ved. Jeg vidste ikke, selvom jeg var uddannet læge, at jeg måske burde have tænkt mere over min kost. Jeg troede, jeg spiste ret sundt. Jeg havde tænkt på kosten ud fra vægt og træning. Jeg havde ikke taget højde for usynlige langtidsvirkninger – for det lærer vi ikke noget om, ikke endnu. Ved første øjekast virkede det ulogisk, at min kost skulle være problematisk, men ved nærmere undersøgelse blev det oplagt. Jo mere jeg læste, desto tydeligere så jeg det: En ”normal dansk kost” er ikke nødvendigvis sund. Mange mennesker er sårbare over for alt for store mængder kulhydrater i kosten. Men også her er der forskelle: Nogle kan tilsyneladende tåle at leve på en kulhydratbaseret kost, andre tåler det dårligt og udvikler livsstilssygdomme som fedme og diabetes og kommer også i risikozonen for kræft.

26


Trods sundhedsmyndighedernes budskab om, at grovbrød, fuldkornspasta, kartofler, mælk og masser af frugt er sundt, kan det også blive for meget. Kulhydrater nedbrydes til sukker i tyndtarmen. Dertil kommer, at vores forbrug af sukker er meget stort. Hver voksen i Danmark spiser ca. 18 kg sukker hvert år.6 Sammen med den totale mængde af øvrige kulhydrater kan det blive ret meget i alt. Efter at frygten for fedt holdt sit indtog midt i 80’erne, har vi lydigt fulgt sundhedsmyndighedernes råd om at droppe fede fødevarer. Erstatningen har været kulhydrater. Summen af alle kostens kulhydrater, dvs. både de ”sunde” fuldkornsvarianter og alt det søde (kager, kiks, juice, slik, snacks, sukker), kan blive meget stor. Når det bliver nedbrudt i tyndtarmen, ender det alt sammen – brødet, pastaen, kartoflerne, kagerne og kiksene etc. – som det samme, nemlig glukose, altså sukker. Sukkerbelastningen bliver større, end vi er bevidst om. Jeg var det i hvert fald ikke. Ikke alle tåler en så stor sukkerbelastning, og det kan godt være en af hovedgrundene til den store stigning i overvægt og diabetes, vi har set i årene, efter at myndighederne fik os til at skære ned på fedtindholdet i vores kost til fordel for kulhydrater. Begge dele – overvægt og diabetes – er beviseligt tæt knyttet til risikoen for kræft.7 Dermed er også kræftforekomsterne steget tilsvarende. Og måske havde jeg selv til og med spist en gennemsnitligt mere usund kost end gennemsnitsdanskeren? Jeg er nemlig utroligt glad for søde sager, særlig kager. Ved nærmere eftersyn kunne jeg konkludere, at det ikke var små mængder, jeg havde spist hver eneste dag. Jeg begyndte at regne på det: En liter juice indeholder

27


ca. 100 gram sukker, det vil sige 50 stykker sukker. Dette til trods for, at kartonen er mærket med ”uden tilsat sukker”.8 Den samme opdagelse gjorde jeg gang på gang, når jeg så på indholdsdeklarationen: Syltetøj ”uden tilsat sukker” var stadig fuldt af det. Yoghurten, jeg troede var sund, bidrog med endnu flere ”sukkerknalder”. Dertil kom pasta, kartofler, brød og ris. Det hele bliver hurtigt omdannet til glukose – sukker – når det når tyndtarmen. Jeg havde spist store mængder sukker uden at reflektere over det. Jeg havde heller ikke været god til at spise fisk, og grøntsager sagde mig ikke så meget. Selvransagelsen var startet. Jeg havde været så uheldig at få kræft, men jeg ville bruge min viden om årsagen fornuftigt.

28


HVOR ALMINDELIGT ER KRÆFT? Antallet af nye tilfælde af kræft pr. år (2012-2016) er ifølge cancer.dk 37.745. Af disse var 18.250 kvinder og 19.495 mænd. Kræft rammer alle aldersgrupper, men risikoen stiger med alderen. Ud af nye tilfælde er omtrent 85 procent af kvinderne og 90 procent af mændene i aldersgruppen over 50 år. Omtrent halvdelen af alle nye tilfælde opstår efter 70 år. Kræft er den hyppigste dødsårsag i Danmark. Hvert år dør godt 15.000 mennesker af kræft. De hyppigste kræftsygdomme hos mænd opstår i prostata, lunger, tyktarm og blære. Hos kvinder er brystkræft den almindeligste form, efterfulgt af lungekræft, tyktarmskræft og modermærkekræft. Samtidig overlever flere og flere kræft. 293.893 dansker levede ved udgangen af 2015 med en kræftdiagnose.9

29

Profile for Gads Forlag

Selvforsvar mod kræft  

Selvforsvar mod kræft  

Advertisement