Seksten solopgange
Seksten solopgange er oversat fra engelsk af Mathilde Moestrup efter
Orbital
Copyright © 2023 by Samantha Harvey Dansk udgave © Gads Forlag 2025
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet efter originaldesign
Illustration: Aino-Maija Metsola
Bogen er sat med Stempel Garamond hos BogGrafisk og trykt hos
ScandBook
1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-80170-2
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33 1171 København K
Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
SAMANTHA HARVEY
Seksten solopgange
roman
På dansk ved Mathilde Moestrup
GADS FORLAG
24 timer i kredsløb om jorden med dagslys på den nordlige halvkugle.
Omløb minus ét
Som de roterer dér om jorden i rumskibet, er de så fælles og så alene at selv deres tanker, deres indre mytologier, til tider falder sammen. Nogle gange drømmer de de samme drømme – om fraktaler og blå kloder og velkendte ansigter opløst i mørke, og om verdensrummets klare energiske sorte der smadrer deres sanser. Det rå verdensrum er en panter, vild og dyrisk; i drømmen sniger den sig forbi deres sovepladser.
De hænger i hver sin sovepose. En udstrakt håndsbred væk, bag en plade af metal, folder universet sig ud i simple uendeligheder. Deres søvn tynder langsomt ud, og en fjern, jordisk morgen gryr, og på deres bærbare lyser den nye dags første lydløse besked op; den lysvågne, altid vågne station vibrerer af ventilatorer og filtre. I kabyssen er der rester fra middagen aftenen forinden – beskidte gafler fæstnet til bordet med magneter, og spisepinde skubbet ned i en lomme på væggen. Fire blå balloner svæver i den cirkulerede luft, på en guirlande står der Tillykke med
fødselsdagen, det var ikke nogens fødselsdag, men det var en fejring, og det var alt hvad de havde. Der er chokoladerester på en saks og en lille filtmåne i et stykke snor, bundet fast til håndtaget på det sammenklappelige bord.
Udenfor rumler jorden af sted i en masse af måneskin, trækker sig tilbage, mens de fortsætter frem mod dens kantløse kant; skytotterne over Stillehavet farver oceanets nattemørke i en lysere kobolt. Og dér nærmer Santiago sig på Sydamerikas kyst, i en brændende gylden dis af skyer. Ude af syne bag de lukkede skodder har passatvindene, der suser hen over det vestlige Stillehavs varme vand, pisket en storm frem, en varmemotor. Vindene henter varme fra havet, og den samler sig som skyer, der tykner og stivner og begynder at snurre i vertikale stakke, der har dannet en tyfon. Mens tyfonen bevæger sig mod det sydlige Asien, vender deres fartøj mod øst, østpå og ned mod Patagonien, hvor et fjernt polarlys med et ryk hvælver horisonten i neon. Mælkevejen er et osende krudtspor affyret på en himmel af satin.
Ombord på rumskibet er det tirsdag morgen, kvart over fire, begyndelsen af oktober. Derude er det Argentina det er det sydlige Atlanterhav det er Cape Town det er Zimbabwe. Over sin højre skulder hvisker planeten morgen – en smal og smeltende kløft af lys. De glider lydløst gennem tidszonerne.
De er alle på et tidspunkt blevet fyret op i himlen på en petroleumsbombe og så sendt gennem atmosfæren i en brændende rumkapsel, med en vægt mod sig der svarer til to sortbjørne. De har alle gjort deres brystkasser hårde som stål mod vægten, indtil de mærkede bjørnene slippe, først den ene, så den anden, og himlen blive til rummet, og tyngdekraften blive svagere, og hårene rejse sig.
De er seks i et mægtigt H af metal der hænger over jorden. De drejer rundt med hoved mod hæl, fire astronauter (amerikaner, japaner, brite, italiener) og to kosmonauter (russer, russer); to kvinder, fire mænd, en rumstation der består af sytten forbundne moduler, otteogtyve tusind kilometer i timen. De er de seneste seks af mange; der er ikke længere noget usædvanligt ved alt det her, rutineastronauter i jordens baghave. Jordens utrolige og usandsynlige baghave. Dreje rundt med hoved mod hæl i deres langsomme fremdrifts ræs, hoved mod hofte mod hånd mod hæl, dreje og dreje med dagene. Dagene haster forbi. Alle skal de være her i omkring ni måneder, ni måneder med denne vægtløse driven rundt, ni måneder med opsvulmet hoved, ni måneder med dette sardinliv, ni måneder med jordvendt måben, så tilbage til planeten dernede.
En fremmed civilisation ville måske se til og spørge: Hvad har de gang i? Hvorfor flyver de bare
rundt og rundt? Jorden er svaret på alle spørgsmål.
Jorden er en triumferende elskers ansigt; de betragter den sove og vågne og fortaber sig i dens vaner. Jorden er en mor, der venter på at hendes børn kommer hjem, fulde af historier og henrykkelse og længsel. Med lidt mindre kompakte knogler, lidt spinklere lemmer. Øjnene fulde af syn der er svære at beskrive.
Første omløb, opadstigende
Roman vågner tidligt. Han skubber soveposen af sig som en ham og svømmer gennem mørket til laboratorievinduet. Hvor er vi, hvor er vi? Hvor på jorden. Det er nat, og der er land. En gigantisk stjernetåge af en by kommer til syne, bliver skarpere midt i et rustrødligt intet; nej, to byer, Johannesburg og Pretoria, låst fast til hinanden som en dobbeltstjerne. Lige bag atmosfærens bånd er solen, og i løbet af det næste minut vil den rydde horisonten og oversvømme jorden, og daggryet vil komme og gå på bare få sekunder, indtil dagslyset er overalt på én gang. Central- og Østafrika pludselig oplyst og varmt.
I dag er hans fire hundrede og fireogtredivte dag i rummet, et antal opnået på tre forskellige missioner. Han fører nøje logbog. På denne mission er det dag otteogfirs. På en ni måneder lang mission er der i alt cirka fem hundrede og fyrre timers morgentræning. Fem hundrede morgen- og eftermiddagsmøder med de amerikanske, europæiske og russiske hold på jorden. Fire tusind tre hundrede og tyve solopgange, fire
tusind tre hundrede og tyve solnedgange. Næsten hundrede fireoghalvfjerds millioner kilometer gennemrejst. Seksogtredive tirsdage, men ikke desto mindre, i dag er en af dem. Fem hundrede og fyrre gange man er nødt til at sluge sin tandpasta. Seksogtredive skift af T-shirt, hundrede og femogtredive undertøjsskift (rent undertøj hver dag er en alt for dyr opbevaringsluksus), fireoghalvtreds par rene sokker. Polarlys, orkaner, storme – mængden af dem er uvis, men deres forekomst sikker og vis. Ni fuldendte månecyklusser selvfølgelig, månen, deres sølvskinnende følgesvend, der fredsommeligt bevæger sig gennem sine faser, mens dagene går deres egne veje.
Ikke desto mindre ses den flere gange om dagen og nogle gange sært forvrænget.
Til logbogen, der bliver ført på et stykke papir i hans afdeling, tilføjer Roman den otteogfirsindstyvende linje. Ikke for at glemme tiden, men i forsøget på at tøjre den til noget tælleligt. Ellers – ellers flyder centrummet ud. Rummet river tiden i stykker. Mens de var i træning, fik de at vide: Før logbog hver dag når du vågner, sig til dig selv at det her er en ny dags morgen. Vær afklaret i den sag. Det her er en ny dags morgen.
Og det er det, men på denne nye dag vil de omkredse jorden seksten gange. De vil se seksten solopgange og seksten solnedgange, seksten dage og
seksten nætter. Roman griber fat i gelænderet ved vinduet for at holde sig i ro; den sydlige halvkugles stjerner er på flugt. I befinder jer i Koordineret Universaltid, fortæller holdet på jorden dem. Vær afklaret i den sag, altid afklaret. Se ofte på uret for at forankre din bevidsthed, sig til dig selv når du vågner: Det her er en ny dags morgen.
Og det er det. Men det er en dag med fem kontinenter og med efterår og forår, gletsjere og ørkener, vildmarker og krigszoner. Midt i deres konstante omdrejninger om jorden, i ophobningen af lys og mørke, i den forbløffende udregning af fremstød og indstillinger, og hastighed og sensorer, ankommer morgenens piskesmæld hver halvfemsindstyvende minut. De kan godt lide de her dage hvor det udendørs daggry kortvarigt blomstrer samtidig med deres eget.
I dette sidste minuts mørke er månen næsten fuld og hænger nede i den skinnende atmosfære. Det er som om natten ikke aner at den snart vil blive tilintetgjort af dagen. Roman ser i et glimt sig selv nogle måneder ude i fremtiden, hvordan han stirrer ud ad vinduet på sit soveværelse derhjemme, flytter sin kones anretning af tørrede – og for ham navnløse – blomster til side, tvinger det kondensvåde og umedgørlige vindue op, læner sig ud i Moskva-luften, og ser den, den samme måne, som en souvenir han
har taget med hjem fra ferie et eksotisk sted. Men det er kun et glimt, og så er synet af månen fra rumstationen – som den ligger lavt og klemt inde bag atmosfæren, ikke rigtig over dem, men over for dem, ligestillet – det eneste der findes, og det korte begreb han gjorde sig om sit soveværelse, sit hjem, er væk.
I skolen havde de en time om maleriet Las Meninas, da Shaun var femten. Det handlede om hvordan maleriet skabte forvirring og gjorde sine betragtere usikre på hvad det var de så.
Det er et maleri inde i et maleri, sagde læreren –se godt efter. Se her. Velázquez, kunstneren, er også med på maleriet, og hans staffeli; han maler et maleri, og det han maler, er kongen og dronningen, men de står uden for maleriet, dér hvor vi er og ser ind, og den eneste grund til at vi ved de er der, er fordi vi kan se dem i spejlet lige foran os. Det kongen og dronningen ser, er det vi ser – deres datter og hendes hofdamer, som maleriet er opkaldt efter – Las Meninas, ’Hofdamerne’. Men hvad er så det centrale for dette værk – kongen og dronningen (som bliver malet og hvis hvide, genspejlede ansigter nok er små, men dog centrerede i baggrunden), deres datter (som er stjernen i midten, så lys og blond midt i alt det dystre), hendes hofdamer (og hof-dværge, -anstandsdamer og -hund), den luskede mand der er på vej ind
ad døren i baggrunden og lader til at komme for at overbringe en besked, Velázquez (hvis tilstedeværelse som billedets maler tydeliggøres af hans placering på maleriet, ved staffeliet, hvor han maler det der kunne være et billede af kongen og dronningen, men som også kunne være selve Las Meninas), eller et det os, betragterne, der indtager samme plads som kongen og dronningen der ser ind, og som bliver betragtet af Velázquez og den unge prinsesse og, i spejlet, af kongen og dronningen? Eller handler værket om selve kunsten (som er en mængde illusioner og tricks og kneb i livet), eller selve livet (som er en mængde illusioner og tricks og kneb i en bevidsthed, der prøver at forstå livet gennem sanseindtryk og drømme og kunst)?
Eller – sagde læreren – handler maleriet slet ikke om noget? Er det bare et rum med nogle mennesker og et spejl?
For Shaun, der som femtenårig ikke havde planer om at studere kunsthistorie og allerede vidste at han gerne ville være jagerpilot, udgjorde undervisningen toppunktet af meningsløshed. Han syntes ikke specielt godt om maleriet, og han var ligeglad med hvad det forestillede. Ja, det var sandsynligvis bare et rum med nogle mennesker og et spejl, men han gik så lidt op i det at han ikke engang gad række hånden op og sige det. Han tegnede geometriske figurer på sin
notesblok. Så tegnede han en mand der blev hængt. Pigen der sad ved siden af ham, fik øje på hans tegninger og puffede til ham og hævede et øjenbryn og smilede, et flygtigt lille smil, og da hun mange år senere blev hans kone, gav hun ham et postkort med Las Meninas, fordi det for hende var et symbol på deres første rigtige interaktion. Og da han mange år senere var taget til Rusland for at forberede sin rejse ud i rummet, skrev hun med forkrampet hånd på bagsiden af postkortet en præcis gengivelse af alt hvad deres lærer havde sagt, og han havde fuldkommen glemt det, men hun kunne huske det med en klarhed der ikke overraskede ham, for hun var den skarpeste og mest klarsynede person han kendte.
Han har postkortet i sin afdeling. Da han vågner denne morgen, kommer han uforvarende til at stirre på det, på alle de mulige centrummer og perspektiver som hans kone har skrevet ud på bagsiden. Kongen, dronningen, tjenestepigerne, pigen, spejlet, kunstneren. Han stirrer i længere tid, end han er bevidst om. Fornemmelsen af en ufærdig drøm sidder stadig i ham, noget vildt i hans tanker. Da han smyger sig ud af soveposen og tager sit løbetøj på og går ud for at drikke kaffe i kabyssen, får han et glimt af Omans karakteristiske nordlige spids, der stikker ud i den persiske golf, støvskyer over det marineblå Arabiske Hav, den enorme flodmunding Indus, det han vil tro
er Karachi – lige nu usynlig i dagslyset, men om natten et stort, komplekst skraveret gitter der minder ham om de små tegninger han engang sad og lavede.
Ifølge den vilkårlige tidsmåler de bruger heroppe, hvor tiden er sprængt i stykker, er klokken seks om morgenen. De andre er ved at stå op.
De ser ned, og de forstår godt hvorfor den kaldes Moder Jord. Fra tid til anden kan de alle sammen mærke det. De forbinder alle jorden med en mor, og det får til gengæld dem til at føle sig som børn. I deres glatbarberede, androgyne vuggen, deres reglementerede shorts og skevenlige mad, juice drukket med sugerør, fødselsdagsguirlander, de tidlige aftener, den påtvungne uskyldighed der kommer med pligttro dage, har de alle øjeblikke heroppe, hvor deres astronaut-jeger pludselig udslettes, og der opstår en kraftfuld følelse af at være lille, af barndom. Deres forælder tårner sig op uden for glaskuplen, altid nærværende.
Men lige nu mere end ellers. Siden Chie kom ind i kabyssen fredag aften, mens de lavede aftensmad, hendes ansigt gråt af chok, og sagde: Min mor er død. Og Shaun slap sin nudelpakke, så den svævede over bordet, og Pietro svømmede den meter, der var mellem dem, bøjede hovedet og tog begge hendes hænder i sine i en koreografi så sømløs at man skulle
have troet den var planlagt, og Nell mumlede noget uforståeligt, et spørgsmål – hvad? hvordan? hvornår? hvad? – og betragtede Chies blege ansigt, der med ét blev karmoisinrødt, som om ordene gav hende varmen til at sørge.
Efter den nyhed er de begyndt at se ned på jorden mens de cirkler rundt om den (planløst, forekommer det dem, selvom det er det stik modsatte), og dér var ordet: mor mor mor mor. Chies eneste mor er nu den rullende, skinnende kugle der ufrivilligt kaster sig rundt om solen én gang om året. Chie er blevet forældreløs, faren har været død i et årti. Kuglen er det eneste objekt hun nu kan pege på og sige har givet hende livet. Der er intet liv uden den. Uden planeten er der intet liv. Åbenlyst.
Tænk en ny tanke, siger de nogle gange til dem selv. De tanker man har når man er i kredsløb, er så storslåede og gamle. Få en ny, en der er fuldstændig frisk og utænkt.
Men der er ingen nye tanker. Kun gamle tanker, født i nye øjeblikke – og i disse øjeblikke er tanken: Uden jorden er det ude med os alle. Vi ville ikke overleve et sekund uden dens nåde, vi er sømænd på et skib på et dybt, mørkt hav som det er umuligt at svømme i.
Der er ingen der ved hvad de skal sige til Chie, hvilken trøst kan man tilbyde en der lider et chokerende
tab mens de er i kredsløb. Du vil sikkert gerne hjem og tage en form for afsked. Du behøver ikke sige noget; du kan bare se ud ad vinduet på den stråleglans der igen og igen fordobles. Herfra er jorden ligesom himlen. Den flyder over af farver. Et udbrud af håbefulde farver. Når vi er på planeten, ser vi op og tænker at himlen er et andet sted, men astronauterne og kosmonauterne tænker nogle gange sådan her: Måske er vi alle, os der er født der, allerede døde og befinder os i livet efter døden. Hvis vi virkelig skal et usandsynligt og utroligt sted hen når vi dør, kunne den glasagtige, fjerne klode med dens smukke, ensomme lysshow godt være stedet.